Full text of "Husvennen 1875-76"

See other formats

Den uforbederlige bibliotekar 


Niels Jensen 
Husvennen 


Menigmands Billedblad for Morskabslæsning, Oplysning og Husflid. 
Udgivet af N. C. Rom. 


Udkom 1873-1901. 


Skønlitterært indhold indekseret på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p108811.htm 


Udarbejdet af Niels j ensen 


Ae ee , eee, 


eee, 7 80 


5 


ll N i 
am] 


og Husflid. 


7 (Med 180 Billeder.) 
e 


Adginet ak n. C. Rom. 


Kjøbenhavn. 
Trukt paa Adgiverens Forlag hos J. B. S chn !. 
1876. 


15 
0 


1 BOLSEN 


25 


N 


* 


Indholdsfortegnelſe. 


Hvad der ikke er forſynet med Navn eller Merke, er af eller ved Udgiveren. 


Jortellinger. 


‚(9 H H 
SR ERE SSR BER 


SBAS IST IE Ko vs ID ETS TA NAT ES HS TER 


Hvordan man ſkal føge, af Bendir 
38 


8 


En gammel Jomfru, af Ben dix 
S TES ERNE 65. 
Jærnfræmmer Eg, af Auguſt 
Blig nch: SINE Ler 73. 
Ogſaa en Rytter, af Em. H. 75. 
Hans Bendix Hauſen, af Zakarias 
Nishe n Ba ea 89. 
Trange Tider, af Emanuel Hen⸗ 
ningſ enn 


En Juleaften langt fra Danmark 
F ( | RENSENNESREDEREE 106. 
Svar fra en Bondekarl 110, 158. 
Gubben i Bergbygden, af F. Hed⸗ 
berg, fra Svenſk ved H rd. 113, 121. 
En Vinterſtrid, af Frimand 129. 
En ypperlig Kur, af Zakarias 
Nielſen 
Tegnebogen, 


af Beatus Dodt 


161, 169, 177. 


Den blaa Kjole, af Bendix Hau⸗ 
CC C0000 
Palle Monſen og hans Huſtru, af 
E. Henningſen 
Kriſtian den fjerde i Soflaget ved 
Femern, af Fr. Winkel Horn 193. 
Skytten paa Tjele, af Knud Skytte 


210, 217, 226. 


Et Par virkelige Spogelſehiſtorier, af 


Bie Heilen 214. 


Den gamle Egetreesſtols Erindringer, 


I Alfred 241. | 


En funden Dagbog, ved Veritas 
249, 257, 
Jagthiſtorier, af J. nnn... 274. 
En rent forrykt Aften, efter „Fl. Bl.“, 
af E. Henningſen. 281, 289, 297. 
Mandebod, af Al. Schumacher 


313, 321. 


5 318. 


Tolle⸗Kriſten, af Jeppeſen 
Hapſtrilen, efter „Allehanda för Fol⸗ 
ket“, ved Kn. Sk 342. 
Skovhuggerens Skudsmaal, af Jens 
Syte VVV 347. 
En Dag af Luthers Liv, ved So⸗ 
phus Tromholdt 353, 361, 369, 
377, 386. 
Salig Exellencens Stangpiſk, af 
Auguſt Blanche, ved N u. . 373. 
Wyentyr i Follemunde, af Severin 


1 FEE me 375, 384. 
Niels Ebbeſen, af N. I. Terman⸗ 

. 3 55 379. 

Ene hjemme af u... 402. 


17. 


19. 
25. 
30. 


33, 41, 49, 57. 


55, 78, 149, 182. 


137, 145, 153. 


265, 286; 


5 Side. 
En Strid om Ingenting, efter Ber⸗ 
thold Re bo ER ES SER 04. 
Eu norſk Kunſtne nnn 407. 
To Skolekammerater, af Em. H. .. 409. 
Digte. 
Ved Bispeviſitatſen, af Em. H... 8. 
Fa ers Del, af Emanuel Hen⸗ 
ie ?nũü en Tr] 16. 
Efteraaret, af J. L. Chriſtenſen 25. 
Naadig fluppet, af NE. 71. 
Niels Ebbeſen og Svend Troſt, af 
Zakarias Nielſen 81. 
Benraden, af Emanuel Henning⸗ å . 
J EN Sa OD TERE 2. 
Julenat, af C. A. Thyregod.... 97. 
Nytaars morgen 105. 
Jiuleſtjernen, af Anders Sjorup 111. 
Den ſtore Knude, af Zakarias 
Nin TY SETE 133. 
E Penſit aß 3 184. 
Ubegribelig t 200. 


98. 
Bjoruegaardsnisſerne, af Th. Veisſ 103. | 


I" Hvor gad Du være, af A. W. H. 213. 
En Sondagsjagt i Vildmoſen, af 
Emanuel Henningſen 
Eu billig Anmodning, af —- n. ? 
Den gode Hyrde, af Zakarias 
Nielſen 


225. 


Barneminder, af M. S. Ander ſen 246. 


Skomagerlogik, af Em. H. 248. 
Vaarbæffen, efter det Svenſke, ved 


| Emanuel Heuningſen 253. 

Forſpildt Lykke, af Em. Hö. 264. 
En Diplomat, af Em. H. 288. 

Med Hans Chriſtian Anderſens 


185, 194, 201. 


Billede, af Anders Sjørup .. 310. 
Svenffernes Vejviſer, frit efter et 

Sagn, ved n wm. 329. 
Morten Luther, af Andr. Beiter. 353. 


J Hyiletiden, af Z. H.. 372. 

Et uheldigt Mode. 376. 

Ban Skovvejen, af Auna Winkel 
Hor rr 


Side. 
Edderfuglen, af E. Toep fen 69. 
Shakemaffen ga 
Ogſaa en Rytter, af Em. H. 2 
Parti af en Kulſvieregn, af Ud g.. . 77. 


Planternes lange Livsvarighed, ved 
Deßffßß SEN IE 
Natravnen, af E. Toepfer 
Talſtorrelſer i Billeder, ved Sophus 
Tromholt 85, 127, 140, 228, 247, 382. 


Om Skakſpillet, af R. N. 85, 94. 


Wehe af ? 8 93. 
J Saltbjerget, af dg 107. 
Ulven, af E. Toepfer 
Skildringer fra Japan, ved E. To ep⸗ 

fer 124, 148, 171, 213. 


—ͤ— —2 2 


| Svanen, Lyren og Ørnen, af Pau⸗ 


Hine Worm 3 134. 
Forening til Dyrenes Beſkyttelſe i 


Danni!!! 135. 
En Jarnvejsulykke, ved Udg... 13% 
| Sfoleborde og Sfolebænk: ,...: 142. 
En Tjurjagt, efter Chr. Asbjorn⸗ 0 
nn 8 151. 
Lidt om Luftſejllads, ved Udg. ... 155. 
En uheldig Ridetuu r. 10657 
Vildledende Ordſprog, af „En Ven 
daf Dusven nenn 158. 
Videnfkabelige Luftrejſer, ved Udg. . 164. 


Om Maalingen af Havets Dybde, 


ved EE Tt RER SER DI 165. 
Folkeoplysning og Kriſtendom i 

| Norge, af Mads Hanſen 173. 

Ballonen „Kampens“ Undergang. . 179. 
Slangefalken eller Sekreteren, af E. 

Deepff-e EGE 181. 

[Svenſk Skoletavle 183. 

Gurre, af E 8 Se nes 188. 


Peterskirken, af R. N.. . . 189, 198. 
Om Sproget i Norge, af Mads 


. Hanfe n 191. 
Laudbygningerne i Norge, af Mads 
Hanſeèn 207. 
Amerikanſke Skolebordeeee 216. 
Urſkovene, af E Toepfer 221. 


Loke og Sigyn, af Fr. W. Horn. 393. 
Middag, af Anna Winkel Horn 40l. 


En lille Feiltagelſe 412. 
Fra Naturen og Folkelivet. 


Stenkulsdannelſen og Stenkullene, 


i 
9. 


af N. P. E. Toepfer al 
Indianerne, af R. ... 1085 
Lidt om Norge, af Mads Haufen 
ennen ? 21. 
| Giraffen, af E. Toepfer 22. 
Herkules⸗Gruppen, af Pauline 
Winnt. SrS DERNE RR 23. 
Fra Bjergene, af Ed SES ER 35. 
Norges Landboere, af Mads Han⸗ 
JV 1 
En godt afrettet Hund, af E. T. 39. 
Sikkerhedsreb paa Tyre 40. 
Flodheſten, af E. Toepfer 43. 
En Fedeſti til Ficrkrr e. 46. 
e PE ERE 1 DER 46. 
Miagarabroen: 55052, 5; 10 58: 
En mærkelig Plante 53. 
Nogle Trek af det norſte Folkeliv, 
af Mads Hanſen 54. 
En pigget Velgjerer, ved A. Th. J. 60. 
Vildledende Ordſprog, af S. 63. 


| 
| 


Smaatræf af Dyrelivet, af Filip. . 223. 
Klædedragt og Levemaade i Norge, 


af Mads Hanſen 230. 
Herzegovina, ved SS 230. 
ompeji og Herkulanum, af P. P. 238, 244. 
Kanfnaaal fk 2395 


Verdensudſtillingen i Philadelphia. . 251. 
Landbruget i Norge, af Må ds Han⸗ 
fett EEN RER E ER 254. 


Mauuten, af E. Toepfer 259. 
| Om Tarſkemaſkinen, af J. S. Greve 260. 
Fra gamle Dage, af S. Jorgenſen 261. 


Natmandsliv i Jylland, af L. Both 
269, 277. 
Vore ſpiſelige Svampe, af Jeppeſen 270. 
Folkeſagn om glubende Tyr, ved 
( FSI OSETEn 278. 
Fra Fjeld og Dal, af Jens Skytte 
284, 305, 326, 330. 
Krigsmedaillerne, af „En Vaaben⸗ 


broder ?!?!; 8 2925 
Jærnet og dets Vigtighed for os, 
ded E. Toepfer s 294. 


Side. Side. 
Kladedragten paa Landet, af Dr. med. | e ENS KEE ESF SÅR 116. 
Daß ß 310. Et Skalbra tt 120. 
Kaſchemirgeden, af E. Toepfer. . 316. Japanſte unge Pig er. 124. 
Stavpkirken i Norge, af Ma ds Han⸗ Japanffe Stude renden. 125. 
FB SENDE BSA SB REE er in ,, ER SE are 129, 
Benlighed mod Dyrene 319. „Siger han fuld om fin Fader 7“. . 132. 
Slangebeſvergerne i Marokko, ved | Den ſtore Funde 133. 
Def SARA SRES DERE 324. | Svanen, Lyren og Ornen 134. 
Aarhus, af Emil Sauter. 337. JJ 135. 
Om Mishandling af Dyr, af Wilh. En errei SS ESS 137. 
WIT ERE 341. Jarnvejsulykken ved Lagerlundg i 
Knop⸗ eller Oiepodning, af C. Mat⸗ BBC VVVVTVCVV SES RE TS 140. 
LÅ DN Kaj (SR SR 8 F SBEDET ERR RENSE Nes 141. 
Svenſk Skolehus paa Udſtillingen i Svenſk Skolebordʒdd 143. 
eee, see ESES aa 356. En klog Manndʒzdd 145. 
Den amerikanſke Tapir, ved E. T. 357. Sabeen Forſhſtellfe are 148. 
Om Tillavning af Frugtvine, af F SØE es rs RE NA ERERER 152. 
Anders Chriſtianſen. 359, 367. | Opftigning i en Luftballon 156. 
Den Skandinaviſk⸗Etnografiſte Sam⸗ Dragonheſten og Bageren 157. 
ling i Stokholm, af dg , ELSE ran 159. 
Moſkusdyret, af E. Toepfer r LY) 05 JERES SAR PRESSE RSEER 164. 
To Modfætninger, af K. K. 365. Maaling af Havets Dybde 166. 
Fra gammel Tid, af C. N. Olle⸗ 1 Stgalgaff e! 1 
gabnrd‚ 8 366. Tempelbygning i Japan 
En Frugpre e 367. Sondagsandagt i en norft Fialdbygd 115 
Sokoen eller Barkdyret, ved E. T. 373. En Starkasſ 
Skrabende Sſtersfangere, af —e— . 388. Ballonen „Kaempens“ Undergang . 180 
En fornuftig. Spur... 91. Slangefalkee n 181. 
Et norſt „ af H. K. * Svenſt Skoleta vl... 183. 
Hebel,, VF 184. 
Slorkeliv, af n, Sk SeER 399. Udſigt fra Gurre Slotsruin 188. 
Piasſava og Piasſavahandelenn . 407. Peterskirken i RBom KK 189. 
| le Son „Kong Kriſtian den 
n i jerde i Søflaget ved Femern“ . .. 193. 
Billeder. Pan SONET TE SKR FE RENE EG MED 19% 
Jordens Plantevært i Stenkulsdan⸗ AUbegribelig e 200. 
nelſens Tid e 4. Den Langſelsfulde e 204. 
Indianerne modtage evropaiſte Rej⸗ Porſt Bondeſtue (i Thelemarken). . . 205. 
ſende ved en Flod i Sydamerika. 5. Skytten paa Tjele (2 Bileder) 209, 9155 
Vandfald i Norge 9. Spurve ved Vinduetrtr 213. 
ine RE RR Sa 12. Amerikanſk Sfolebord ........... 216. 
Fa'ers Del (2 Billeder) )))) 16, Staktels Spb: SE NERR 220. 
En engelſk Kempekanaes 20. Parti af en Urſkov i Braſilien .. .. . 221. 
Oiraffß̃)̃ßß PA AO BEEE 21. En billig Anmodning ............ 224, 
Den forvandlede Hare 28. Den gode SYLDE 2 AT: 2 SON SEE „225. 
Herkules Gruppen med 4 Tegninger 29. Husflidsfange med Teg ning. 232. 
Reblegning (6 Tegninger ) 31. Neapel og Veſu d 237. 
Hjemfard fra Arbejdet i det bajerſke Venustemplet i Pompeji... 245. 
e ere TEE GE 36. Som agerlogte 3 SES ASS 248. 
Silkerhedsreb paa Tyre 40. || Det indre af Udftillingsbygningen i 
En Saal af ud SE 40. Philadelp pa. 252. 
Fdheſe n dent Skoven 
ER Fedef t 45. Mamuten 10 e s 
REN eg DN ET nn 52. En tarſtende JÆEgypter 8 
Mexikanſt Kaktun‚ s 53. Marchals Tarſtemaſtine 261. 
Det ſyede Billedee N 60. Forſpildt Lykkte· nd eres 264. 
Bibelſte Bill eder ... 64. || Rejjende Natm end 269. 
Edderfuglen 8 68. || Billeder til Fædrelandets Hiſtorie . 273. 
gte, La gå DEN 69. Paa NDA En, SS SARRES TE RE 276. 
e e 72. En jyſt Bindeſtueee 277. 
En lem Nide tur 76. Et Fleldparti i Thelemarken 285. 
Parti af en Kulſvierenn 77. Ei Diploma BESS ENDE 288. 
e SAGDE SEERE NS 80. En Forſtrekkelſe LSE 289. 
Tillcgsbilledet „Niels Ebbeſen og Krigsmedaillerne (4 Tegninger) .... 292. 
nt Sooo o SER 293. 
!: 3VVVVVVVVVV 297. 
Talſtorrelſer i Billeder (44 Teg⸗ a SEERE SER 301, 
ITC! ande 85, 197, 2 i DE SERERR BRED SENE 305, 
Sfafjpillet (13 Tegninger) 85, 94. En Flodheſtejagtetet . 309. 
DSI Dis» Banſen nn ĩ 89. Tillægsbilledet SER C. C 12. 
Frederik den 7des Billedſtotte paa Kaſchemirg eden ER 316. 
Torbet i ige 33, Ditterdals Kirke 317. 
Kies SEE, . Boörgund irre 317. 
„Eder er i Dag en Frelſer født”. 97, Slangebeſvergere i Marokk 325. 
Tillogsbille det „Enkens Jul“. 97. Folkedragter 1 Hardanger 332. 
Nytaarsmorge n. 1 dbarbreae n 333. 
Den underjordiſke Saltſ en Likee 336. 
Glidebanen i Saltvarket TVTVVTVVVVVVTTTV 337. 
Udfarten af Saltbjcr get 109. || Det indre af Aarhus Domkirke 340. 


| 


Niels Ebbeſen af Norreriss 381. 
Pag Skovyeſen 385. 
Skrabende Sſtersfan gere 389. 
Tillcgsbilledet „Loke og Sigyn“ ... 393. 
Norſk Bondebrud ſmykkes 396. 
Norſk Brudepar ved Kirken 397 
Under Hengebir keen 401. 
Bedſtemoder viſer Bornebornene 

nt, 8 406. 
Piasſava⸗Palmeen nnn 407. 

Piasſavakronens Üdſpring . 408. 
Traekning af Piasſavako fte 410. 

| husflid. 

eee, So SS FS Es SE RY SERENE 8. 
Reblægning ..... 31. 

| Husflidsværktøj 3%: 

| Saaler af Uld 40. 

netter n NATS Fort at HR RESTERNE SAL SEERE 49. 

Husflidsvarktsjs⸗Handelen 48. 

Darmſn ore 56. 

Tilvirkning af Strenge i Italien . 64. 
Kitning af Vinduer i Falſen 71. 
En alſidig Husflidsdyr ker 72. 
Den lille Dukke⸗Skrederinde 96. 
Tra til Husflidsarbej denn 104. 
Et Husflidsorbejde, af — mtr. — . . . 112. 
rr REN ore 119. 
c RESEN KS 135. 


Udftilliingsbygningen i Aarhns 341. 
| En løftet Stemning 44. 
En Mangroveſump i Sydamerika . 345, 
Morten lejre rare 353. 
Svenſt Landsbyſtolee 356. 
Den amerikanſke Tapir 357. 
En Familie fra Mora i Dalarne... 364. 
Mofkusdyr rt 365. 
En Frugtpresſ 367, 368. 
J. Hoilelid en 372. 
Sokoen eller Barkdyr et 373. 


Et uheldigt Møde (4 Tegninger) 


Kitning af Vinduer, af „En Lærer” 143. 


Beredning af Skind, af N. P. J. i S. 143. 


| Maale til Halmbinding N 152. 
Not Skabrdetett 159. 
Ogſaa en Husflidshiſtorie, af B. . . 160. 
Husflidsſange o DE ass 168. 
yr til Blomſterſtiklinger, af W. 100 

| LY BSL S EYE 0 Se SEGS ; 
Sar 175. 
Kradsulds tej: 192. 
Moplsſelig Lim 200. 


e til udſkaaret Trearbejde. 200. 
ernisſering 1 grove . 
af Schytt 208 


·—— 222 ·˖·*˙ 2 


FF 216. 
Dee Straahatte e 284. 
Husflidsſanggnne 232. 
En hæderlig: Virlfomhed ..…....... 239. 
sete HHC 239. 
En jyſt Bindeſtdte 279. 
Signeiſ f;; ASE 280. 
En Husflidshiſtorie, af S 287. 
Susflidd RES DAD 296. 


Tidsfordriv for vore unge Venner . 304. 
En Livserfaring, af „En Ven af 
5 ar Sagen :; NERE 311. 
ikkerten i ſin ſimpleſte Form, a 
Thorvald Kehl 5 1 
Klinkning, af Chr. P. Hanſen 
Garvning af Kaninſ kind 
Selvovelſe, af „En oprigtig Husven“ 391. 
Koſtebinding 11. 
Forfardigelſen af Piasſanakoſte. 
J naſten hvert Nr. findes 
Bognyt. — Smaating. — Gaader. 


irkantede Nodder. — Billedgaader. — 
vvexling. 


352. 


ů—UUU]ſUnntf 33 


411. 


3. Aargang. 
Nr. 1. 


En „Historie“ fra Feltvagten. 
Gjenſortalt af C. A. Thyregod. 


et var i Krigstid; men 
man troede, at Fjendtlig⸗ 
hederne vare til Ende for 
den Sommer, og derfor 
var Heren ſpredt over en 
ſtor Strœkning. Ligefuldt 
ſkulde der holdes ÜUdkig. 
Der var en Feltvagtslinie 
5 langs med Koldingaa; men 
i der var ogſaa Feltvagter 
længere tilbage i Jylland for det Tilfælde, at Fjenden 


dog mod Formodning ſkulde gjøre fig ud til Bens. Der 


var ſaaledes Feltvagter langs med Hærvejen, Tilbage⸗ 
togslinien, for at den kunde vides i Sikkerhed. Ligeſom 


flere Steder var der da ogſaa en Feltvagt paa de høje' 


Banker nordveſt for Veile. 

„Paa Feltvagt i Morgen ved Vejle!“ hed det en 
Aften ved Appellen, og Folkene raabte Hurra, da de 
ſkiltes ad; thi nu havde man ligget og dovnet i Kvar⸗ 
tererne længe nok, og jaa ſtundede man efter Forandring. 
Det var en fornøjelig Afvexling at komme op i den dejlige 
Egn paa Højderne ved Vejle, have Udſigt til den 
ſmukke By i Dalen ved den blanke Fjord og høre Tidender 
derfra, tumle fig paa de ſtovgroede Skrenter, fryde 
fig ved de maleriſk ffjønne Udſigter og fanffe — 
man ſtulde lejres ved Landevejen, ſom fører til Ring⸗ 
kjobing, Holſtebro og Viborg — træffe en eller anden 
Kjending dybt inde fra Landet. Saa fkulde man 
bagefter, naar Dognet var endt, vende tilbage til 
Mageligheden i de gode Kvarterer i Vindelev og Sind⸗ 
bjerg. Jo, det maatte ligefrem blive en Lyftudflugt. 
— Ja, det blev rigtignok en dejlig Lyſtighed. Dagen 
oprandt; men den ſukkede og græd, ſaa de! »ar en 
Bnk at være Vidne til. Det fkylregnede lige fra 


Morgenſtunden af. Det havde været hyggeligere at 


Hundugen d. 3. Oktober. 


Kjøbenhavn. 


9 
1875. 


ſende Afbud paa Grund af Regnvejret; men det lod 
fig ikke gjøre, og vi traſkede altſaa ad de opblødte Veje 
gjennem Marker og Skove, medens Regnveiret ordentlig 
klukkede omkring os. Gjennemvaade naaede vi 
vort Maal. Der havde vi Ler og Vand at alte 
i til midt paa Benene, og i Stedet for de ſmukke Udſigter 
havde vi til alle Sider ligeſom et vaadt, graat Spindel⸗ 
vævsflor at je paa. Feltvagtens Rishytter og Halm⸗ 
ſenge var blevne til dryppende vaadt Moddingsgods; 


der var ikke et Sted, hvor man kunde fætte. fig eller 


lægge fig, hvis man da ikke ligefrem vilde tage fig et 
Mudderbad. 

Nu, Dagen fik at gaa, ſom den kunde; men vi 
forudſaa, at Natten vilde blive meſt kjedelig, og vi 
toge ſnart vore Forholdsregler i den Retning. Natural⸗ 
forplejningen blev bragt og uddelt. Det var godt 
Oxekjod; men der var nok ikke Mange, der luyſtedes 
ved at koge Suppe i ſaadant Vejr. Vi toge os for 
at opſœtte Madlavningen til Natten og i Mellemtiden 
je at ſkaffe os tørt Brænde og daekke det til med 
Tepper og Halm og Andet. 

Natten kom. Der var indrettet et Ildſted i 
Bakkeſkrenten, og Morten Madſvend — han hed 
egentlig Morten Madſen, men havde faaet det andet 
Navn, fordi har var en overmaade dygtig Mand i 
Madlavningsfaget — ſkulde lave Boeuf til Vagtmand⸗ 
ſtabet. Vi vare ſikre paa at have mere Brendſel, end 
Regnvejret kunde ødelægge, og forholdsvis vel tilmode 
ſade eller ſtode vi omkring ham og jaa paa den muntre 
Ild og paa Mortens rode Fjæs, der fkinnede af 
Madlavningsfryd, medens han lagde Alt i Lave. 
Der blev da Tale om, hvorvidt Feltflaſkerne vare til 
Rede. Saa ſpurgtes der efter Marketenderen, og En 
ſparede: „Han er kroben i Ly nede ved Pulſterhuſet. 
Jeg var nys nede hos ham for at faa Noget ; 
Krukken.“ 

„Saag Du jaa ikke en gammel Basſe, ſom hang 
paa Væggen?” ſpurgte Mads Vilſtrup. 

„Nej, hvorfor det?“ 


„For den. Bøsje vilde jeg gjerne laane, naar vi 
igjen ffulde ud mod Tyfkerne.“ 

„Du har jo ſelv en god Riffel.“ 

„Aa, den batter ingen Ting mod den gamle 
Mufkedonner i Pulſterhuſet. Ja, jeg ved ikke, om den 
er der endnu; men den har været der og har et godt 
Ord fra gammel Tid af.“ ä 
ö Man opfordrede Mads til at fortælle, hvad han 
vidſte om den. 
tættere ſammen om ham og om Ilden. Lorens Vand: 
borg var dog ikke til Stede. Han var videnſkabelig 
dannet og havde forklaret os, at det var meget uſundt 
at opholde ſig i dette opblødte, optraadte Muld, og at 
det rene gule Ler, ſom var ublandet med forraadnede 
Ting, var langt fundere. Han havde derfor gravet ſig 
en Sule ſaa dyb, at han kunde faa fig et Sade i 
rent og ſkeert Ler, og der opholdt han fig og ventede i 
Enſomhed paa, at Maden fkulde blive ferdig. Morten 
havde nu begyndt at braſe op, og Mads begyndte at 
fortælle fin Hiſtorie; han ſagde, at hvis nogen vilde 
paaſtaa, den var Løgn, faa vilde han juſt ikke jværge 
paa det Modſatte, men alene, fordi han ikke kunde 
lide Sværgen og Banden, og ikke, fordi han tvivlede 
om Sagens Rigtighed. 

„Pulſterhuſet,“ begyndte han altſaa, „har nok altid 
været Smedebolig ligeſom nu. J gamle Dage boede 
der længe en Smed, der hed Erik. Til ham kom der 
en Gang en Fremmed, ſom medbragte nogle Stumper 
af en gammel Bøge; han ſagde, at han ſelv var Basſe⸗ 
mager, og bad om Lor til at ſtaa der i Smedjen og 
gjøre fin Skyder i Stand ved at lave en Laas og hvad 


Andet, der fattedes. Det fi han Lov til; men det 


tog Tid, for Bysſen ſkulde være ſaadan, at den kunde 
flyde Alt, hvad den pegede paa. Saa ſkulde da hvert 
Stykke være overmaade nøjagtigt, ſom I vel kan vide, 
… Dog Jaa ffulde de hærdes i friff Brokfedt. Hver Aften 
gik Bosſemageren paa Brokjagt i Skoven ved Grundet 
og Lerbek. Det varede en Maaned eller mere, inden 
Skydetojet blev færdigt; imidlertid havde Meſteren 
faaet Koſten i Smedens Hus; den ſtulde han betale; 
men da det gik ham, ſom det ſaa tidt gaar med mig: 


han havde ingen Penge, faa fatte han Bosſen i 


Pant; den blev hængt op i Smedjen, og der hang 
den i ſaa mange Aar, at den til ſidſt ſaa ud ſom en 
gammel ruſten Jernſtang med en raadden Pind ved. 
Imidlertid blev Erik gammel, og hans Son 
Terkel, der havde lært Haandveerket, vilde han gjerne 
aftrede Verkſtedet til. Men Terkel ſagde, han var 
kjed af der at ſtaa og brænde fine Fingre og fryſe ſine 
Teer; han vilde heller ud at je fig om i Verden. 
Faderen ſpurgte, om han da vilde reiſe paa Haand⸗ 
værket. Nej, det vilde han netop ikke; men vilde 
Faderen lade ham faa den gamle Bosſe, ſaa fulde 
han ikke onſke fig anden Arvelod. Erik vilde nodig 
til det, da Basſen ikke var hans Ejendom, men kun 


— . 


ki — 5 
AE 6. 0 2 00 ³ ⅛ V;ÜÜ] ] ˙⁰wůuQ .’ ¶cꝙ 


Dertil var han villig, og vi krobe 


var pantſat. Terkel ſagde da: Maa jeg ikke laane 
Bosſen? Du bringer den jo vel aldrig tilbage igjen, 
mente Faderen. — Ejeren kommer nok heller ikke og 
henter den, ſparede Terkel. — Det var der nu heller 
ingen Rimelighed for, og Enden blev da, at Fyren 
fil Bosſen og drev af med den. 

Terkel gik nu forſt til Lerbæk og derefter til 
Grundet og vilde være Skytte; men begge Steder lo 
man ad ham; thi man kjendte jo Smedeſvenden, der 
viſt næppe kunde ſtjelne en Hare fra en Agerhone. 
Saa ſtrog han af til Agesbol og Laage og Skovgaard; 
der kjendte Ingen ham; men faa vilde man ſe hans 
Papirer, og af ſaadanne havde han ingen Andre end 
et Bevis for, at han havde haft de naturlige Borne⸗ 
kopper og derfor ikke havde nødig at blive kopſat. 
Men det beviſte dog ikke Meget om hans Dygtighed 
ſom Skytte. Alligevel tabte han ikke Modet, men 
blev ved at gaa, til han kom til Mattrup. Her trængte 
man juſt haardt til en Skytte, og da han ingen Vid⸗ 
nesbyrd havde, frævede man, at han ffulde gjøre Prave⸗ 
ſtykke. Det var han ikke red for; thi han ſtolede 
paa fin Besſe. Under Vejs havde han gaaet og gnedet 
paa den med fine Uldvanter og ſaaledes faaet den 
værfte Ruſt af den; men endda var den ikke i en 
ſaadan Stand, at jeg vilde rande ham til at ſtille 
med den her ved Kompagniet; men det ſkulde han jo 
heller ikke; han fi lidt Krudt og Hagel, og faa en fljøn 


Morgenſtund ſjokkede han af ud i Skoven. 


Nede mod Stidamolle er der en Dam eller en 
lille Sø, der er helt omringet af den dejligſte Storſkov. 
Da Terkel kom ned til Bredden, faa han, at der ude 
i Søen ſpommede femten Vildgjces, og faa var han 
da ſtrax til Sinds at give Ild. Men i det Samme ſaa 
han, at der hinſides Søen kom en prægtig Kronhjort 
ned til Vandet for at drikke. Den ſyntes ham at 
være bedre Jagtbytte; men han var ræd for, at 
Skuddet paa faa lang en Afſtand ikke var ſkarpt nok; 
dog han var ikke raadvild: Han havde ftore trinde 


Blyknapper i fin Treje, en ſaadan Knap rev han af, 


fødte den med Jernladeſtokken ned oven paa Forlad⸗ 
ningen, og jaa ſkjod han. 

Nu ved jeg fra mit eget Liv, at forſte Gang man 
ffyder efter en Tyſker, kan man gjerne være lidt 
janjesløs, og det fan godt være ligeſaadan, naar man 
forſte Gang ſkyder efter et andet Dyr. Terkel glemte 
at tage Ladeſtokken ud. — Det Samme har ſaameend 
været Tilfceldet med flere Rekruter paa Norrefelled —. 
Blyknappen ramte imidlertid Hjorten, og den laa ſaa 
død ſom en Sild; men Ladeſtokken naaede ikke jaa 
langt, den hapde feſtet fig igjennem Halſen af ni 
Vildgjcs, og de fløj nok ſaa net, ret ſom vare de 
koblede ſammen, op i Toppen af en gammel Bag. Der 
ſtranbeoe ve og bleve hængende. De levede endnu, og 
Terkel maatte forſt fe at ſikre fig dem. Han vilde 
klavre op i Træet for at hente dem ned; men her viſte 


ſig Vanſkeligheder; thi Stammen var Hul, der var en 
Biſverm derinde, og de ſmaa Fyre havde bande Vilje 
og Evne til at værge deres Bolig. Karlen vilde da 
ſtoppe Flyvehullet med en Haandfuld Mos; men han 
havde nu ſaa meget at vende Ojne og Tanker hen paa, 
ſaa han ikke faa fig for, men greb ſom i Blinde ned 
i en Mosdynge, og da fif han lige fat i Bagbenet af 
en dejlig fed Hare. Den vilde han aflive ved at ſlaa 
dens Hoved mod Jorden, men ſlog da uforvarende ſyv 


Agerhons ihjel med den. — — Morten Madſen! Hvis 
Du "brænder Maden, fkal jeg ordentlig varme Dine 
Rygſtykker!“ 


„Hvor kan Du forlange, at jeg kan have mine 
Tanker ved mit Arbejde, naar Du- fortæller om 
Vildgjæs og Agerhons og fede Harer?“ ſagde den 
meſterlige Madkjender. Mads Vilſtrup folte fig øjen- 
ſynlig ſmigret ved, at hans Fortælling gjorde Indtryk 
paa en Mand, der var fan kyndig paa Fødevarer. 
Han fortſatte fin Fortælling ſom følger: 

i (Sluttes) 


Stenkulsdannelſen og Stenkullene. 
Af A. N. E. Toepfer. 


— 


Aledens man allerede i lang Tid har vidſt temmelig 

god Rede paa den nulevende Dyre⸗ og Plante⸗ 
verden, er det forſt i den ſenere Tid, at man er kommen 
til Kundſkab om de Dyr og Planter, ſom fandtes paa 
vor Jord i det lange Tidsrum, der gaar forud for 
Menneſkets Optræden paa den. Man ved nu med 
Vished, at den nulevende Dyre⸗ og Planteverden 
kun danner en ringe Del af alle de Væjener, ſom have 
levet paa Jorden ſiden Skabelſens Tid. Den Viden⸗ 
ſkab, ſom man ſkylder den Kundſkab, man er kommen 
til i denne Retning, er Geologien eller Læren om 
den faſte Jordſtorpes Oprindelſe og de Aendringer 
og Omdannelſer ſom denne efterhaanden er undergaget 
i Tidens Lob. Efter grundige Underſogelſer have Geo⸗ 
logerne fart paaviſt, at vor Jordſkorpe er ſammenſat 
af talrige Jorddannelſer eller Formationer, og hver af 
disſe har haft ſine Dyr og Planter, der vare ſœregne 
for den alene. J hver af Jorddannelſerne findes der 
nemlig: opbevaret en Mængde forſtenede eller fosſile 
Dyr og Planter, og det er ved Granſkningen og Under⸗ 
ſogelſerne af disſe, at Naturforſkerne efterhaanden ere 
komne til Kundfkab om den forlengſt uddøde Dyre 
og Planteverden. Efter disſe Underſogelſer have 
Naturforſkerne paaviſt, at den ene Rakke af Dyre⸗ og 
Plantearter er optraadt paa Jorden efter den anden 
og er gaaet til Grunde med den Jorddannelſe, ſom 
den horte til, for ſenere ved en ny Jorddannelſe at 
blive afløft af en ny Rekke Dyr og Planter. Alle 


disſe Dyr og Planter ſkride trinvis fremad med de 
forſtjellige Jorddannelſer, ſaaledes at de forſte faa 


i 
' 
| 


paa det laveſte Trin og have den ſimpleſte Bygning, 
medens de, der hore til den Jorddannelſe, der ligger 
vor Tid nermeſt, have den fuldkomneſte Bygning og 
meſt nærme fig den nuværende Dyre- og Planteverden. 
Af alle disſe forſtjellige Jorddannelſer ville vi her 
kun omtale den ſaakaldte Kuldannelſe, der paa Grund 
af ſin ſtore Vigtighed for os, er bleven langt grundigere 
underſogt end alle andre Formationer. ' 

Stenkulsdannelſen ligger meget langt, maaſke 
Millioner af Aar tilbage i Tiden, og Jorden hade 
den Gang et ganffe andet Udſeende end nu. Havet 
rullede paa den Tid fine Bolger over en langt ſterre 
Strakning af Jorden end nu; der fandtes, den Gang 
ikke ſtore Faſtlande, men ftørre og mindre Oer ragede 
kun hiſt og her lidt op over Vandets Overflade, ſag 
at Vandet let kunde overſvomme disſe. Plantevaxten 
var aldeles forſtjellig fra Nutidens. Intet Græstæppe 
dekkede Jordbunden, der fandtes hverken Lov⸗ eller 
Naaleſkove, hverken Palmer eller blomſterboerende Urter. 
Dyreverdenen var ogſaa meget forſtjellig fra Nutidens 
og kun ſpagt fremſtillet. Der var ingen brogede 
Smaafugle, der muntert hoppede omkring mellem 
Trœernes Grene og oplivede Naturen med deres Sang; 
Pattedyrene var der aldeles ingen af, ja der 
fandtes neſten flet ingen Landdyr, men kun nogle 
enkelte Arter Krybdyr, hvis egentlige Hjemſted var 
Vandet; derimod vrimlede Havet af en Mængde for: 
ſtiellige Arter Fiſt, Leddyr og Bløddyr, der dog afvege 
meget i Udſeende fra de nuværende Arter, Oerne 
vare doekkede med ſtore Skove, der iſceer dannedes af 
Bregner, Sfavgræs ſamt Ulvefodder og ikke fjælden 
havde et meget ensformigt Bræg, fordi undertiden en 
enkelt Art Plante dannede hele Skoven. Bregnerne, 
der i Nutiden hos os og i alle andre mellemvarme 
Lande ere urteagtige Planter og kun i de tropiſke Lande 
optræde ſom Zræer, optraadte i Stenkulsformationen 
med en langt ſtorre Mængde Arter, der vare træagtige 
og af en betydelig Højde. De daværende Ulvefødder 
vare meget forſtjellige fra de nuværende Arter, der 
ligne Mosſerne og have en lang krybende Stengel; 
Kuldannelſens Ulvefodder vare derimod ſtore Zræer, 
der opnaaede en Højde af 100 Fod. Medens Nutidens 
Arter af Sfavgræs ere urteagtige, ſmaaladne Planter, 
der kun blive omtrent 1 Fod bøje, vare Stenkuls⸗ 
dannelſens Sfavgræs derimod træagtige Planter, der 
bleve henved 60 Fod hoje. Desuden fandtes der for⸗ 
ſtjellige Arter af Sigillarier, Stigmarier, Lepidodendrer, 
Lepidophlois, Cordaites og Calamites ſamt enkelte 
Arter Naaletræer. Flere af de nævnte Planter op⸗ 
naaede en jan kempemeesſig Vært, at de hojeſte af 
Nutidens Planter næjten ere Dværge i Sammenligning 
med dem. Læjerne funne danne fig en Foreſtilling om 
disſe Planters Udſeende ved at kaſte et Blik paa omſtagende 
Billede, der viſer Plantevexten i Stenkulsdannelſens Tid. 
For at Læjerne bedre kunne gjøre ſig en Foreſtilling 


om den Zydelighed, hvormed Aftrykkene af disſe Planter 
fremtræde i de Skiferlag, der ligge mellem Kullagene, 
ville vi fremſette et Brudſtykke af Bucklands Skildring 
af de bohmiſke Kulgruber ved Swina. „Den fuld⸗ 
komneſte Efterligning af levende Blades Former paa 
italienſke Paladſers malede Plafonder kan ikke ſammen⸗ 


ere gaaede hen over dem, have kun lidet forringet 
deres Friſkhed og Skjonhed, og de ſtaa derfor endnu 
for den tenkende Forſker ſom uſvigelige hiſtoriſke 
Mindesmerker om den gamle Planteverden. De ere 
de ſtore naturlige Herbarier, i hvilke Urverdenen har 
giemt ſine Skatte for Nutiden; de gjengive os de 


lignes med lengſt fra 
de vidunder⸗ Livet for⸗ 
lige vel ved⸗ ſvundneFor⸗ 
ligeholdte mer i næften 
Planteaftryk uforandret 

i disſe Gru⸗ Tilſtand og 


bers Galle⸗ 
rier. Loftet 


lade os fatte 
en Tilftand 


er prydet af Jorden, 
med Guir⸗ der er al⸗ 
lander af det deles afvi⸗ 
herligſteLov⸗ gende fra den 
verk, der i nuværende.” 
ſkjon Uorden Overalt 
ſlynge fig tu⸗ paa Jorden, 
ſindfold mel⸗ hvor man 
lem hver⸗ har fundet 
andre. De Stenkul, lige 
glinſende fra Gron⸗ 
ſorte Figurer land og 
danne en Spidsber⸗ 

ſmuk Mod⸗ gen til de 
ſctning til tropifke Lan⸗ 
Stenens lyſe de, har man 
Grund, tillige fundet 
hvorpaa de Aftryk af de 
hvile, og ſammePlan⸗ 
forhøje den ter. Paa 
beundrende Kuldannel⸗ 
Jagttagers ſens Tid har 
Nydelſe, der der derfor 
ligeſom ved ingen For⸗ 
Tryllekraft ſkjel været 
foler ſig hen⸗ paa Plante⸗ 
flyttet midt værten i de 
i den gamle nordlige og 
Fords merke ſydlige Lan⸗ 
Skove, hvor de ſaaledes 
forunderlige, ſom nu, men 
ukjendte Trec⸗ denne har 
former og overalt væ- 
aldrig kjend⸗ Jordens Plankevert i Stenkulsdannelsens Cid. ret den ſam⸗ 
te Planter me. Grun⸗ 


fremſtille fig. for hans Oje. De ffælflædte Stammer 
af høje Lepidodendrer, fra hvis Top herligt Lev 
ſenker fig mod Jorden i lange Fletninger, de flanke 
Sigillarier ſmed deres. forunderlig dannede Blade og 
de prydelige Bregners tallsſe Former findes endnu 
ligeſom levende for hans Oje; thi de Aartuſinder, der 


| 


den hertil er, at der paa denne Zid herfkede det ſamme 
Vejrlag overalt paa hele Jorden, nemlig en ſtropiſk 
Varme, der i høj Grad fremmede den daværende 
Plantevext. 

Stenkulslagene ere rimeligvis fra forſt af dannede 
paa ſamme Maade ſom Lagene i Torvemoſerne (je 


de 


252 


ET 
å 


1 
— 
5 

2 

2 
3 

i — ml 
16%, 
2 

2 
— 

= 
sa 

= 
= 
2 
2 
2 
2 
ed 
— 

— 
I 
mn 

— 

. 

2 

— 

=> 

= 

— 

. 
FI 

2 

8 

8 

= 

. 

5 

= 

= 
2 

2 

Fr 


FE PE SUD PU EE SES EDER 3 


Husvennen Side 44, 1875), dog med den Forſtjel, at 


det ikke var Mosarter, men derimod de tidligere nævnte 
træagtige Planter, der dannede Stenkulslagene, hvis 
Dannelſe desuden ikke ſom Torvens er foregaget i ferſk 
Vand, men meſt i ſalt Vand. Senere ſenkede Landet 
fig, hvorved Plantevexten gik til Grunde, Vandet 
væltede ſig ind over Landet og forte ſtore Masſer af 
Sand og Dynd med ſig, ſom aflejrede fig oven paa de 
undergagede Planter og efterhaanden heerdedes til Sand⸗ 
ſten og Lerſkifer. Landet hævede fig derpaa atter, der 
kom en ny Plantevext, ſom efter en Tids Forløb atter 
gik til Grunde paa lignende. Maade. Disſe Sank⸗ 


ninger og Hervninger maa have gjentaget fig flere 


Gange, da man ofte finder det ene Kullag under det 
andet med Mellemlag af Sandſten og Lerſtifer. De 
fleſte Steder finder man mellem 3 og 26 Kullag over 
hinanden, men enkelte Steder langt flere, i Sydwales 
f. Ex. omtrent 100 Lag og i Donetz i Sydrusland 
endog 225. Ved de Lag af Sandſten og Lerſfkifer, 
der aflejrede fig oven paa de undergagede Plantedele, 
bleve disſe udſatte for et uhyre ſtort Tryk, om hvilket 
Leſerne kunne danne fig en Foreſtilling, naar de høre, at 
enkelte Steder findes Kullagene førft i en Dybde af 
12,000 til 20,000 Fod. Mange Steder ere Kullagene 
dog meget lettere at komme til; thi ved en Hervning 
af de ſtore Faſtlande i et langt ſenere Tidsrum bleve 
de loftede op. Det ſterke Tryk, ſom de undergagede 
Plantedele vare udſatte for i Forbindelſe med en høj 
underjordiſk Varme gjorde, at de fil den Haardhed 
og Faſthed, der udmærker Stenkullene fremfor Torven. 
Tilblivelſen af den ſtore Kuldannelſe har optaget en 
overordentlig lang Tid. Vi kunne næppe gjøre os en 
Foreſtilling om Længden af denne Tid; thi Millioner 
af Aar have knapt været tilſtrokkelige til denne Dan⸗ 
nelſe. : 

Stenkullene ere udbredte over hele Jorden og 
findes i alle Verdensdele. Her i Evropa findes de 
iſer i England, Skotland, Belgien, Frankrig, Tyfk⸗ 
land og Rusland. England og Skotland have de 
ftørfte Stenkulslag, og de have længe været en ſtor 
Rigdomskilde for disſe Lande, det er derfor ikke uden 
Grund at Englænderne have faldt Stenkullene for 
deres Lands ſorte Diamanter. Det er kun dem, Eng⸗ 
lenderne ſkylde det bøje Stade, ſom de ſtaa paa 
med Henſyn til Verkflid og Fabrikveſen, og flere 
Millioner Menneſkers Stilling og Fortjeneſte er i Eng⸗ 
land og Skotland nøje knyttet til Stenkullene. Her 
i vort Fedreland har man i den ſidſte Tid flere Steder 
gjort Forſog paa ved Boringer at finde Stenkul, 
men uden noget heldigt Udfald. I Sverig har man 
derimod været heldigere. Hos os findes kun Stenkul 
paa Bornholm, men de kunne langtfra i Godhed maale 
fig med de ſkotſte og engelſke og bruges kun paa ſelve 
Stedet. Enkelte Steder her i Landet, og navnlig i 
Jylland findes de ſaakaldte Brunkul, der høre til 


Da de 


en langt yngre Jorddannelſe end Stenkullene. 
i Godhed ſtaa under de bornholmſte Kul, ere de hidtil 
kun blevne brugte efter en meget indſkrenket Maale⸗ 
ſtok. J de andre Verdensdele findes der iſer ſtore 
Stenkulslag i Nordamerika, Indien, Kina og paa flere 
Oer i Avſtralien. 

Stenkullene ere af en meget forſtjellig Beſkaffenhed 


og Verdi. De bedſte Stenkul ere de ſaakaldte Kannel⸗ 
kul eller Lyskul i Skotland, der ere meget haarde og 
tætte; de have faaet det ſidſte Navn fordi de ere jaa 
let fengelige, at man neſten kan faa Ild i dem ved 
blot at holde dem til en Lue. J Skotland falder 
man dem ogſaa ofte Papegojekul paa Grund af den 
knitrende eller plaprende Lyd der høres, naar de brænde. 
De ere meget dyre og bruges ſom ofteſt kun i Gas⸗ 


varrkerne til at blande mellem de ſimplere Kul for at 


kunne faa en bedre Gas. De Kulſorter, der meſt 
bruges her i Landet, ere Waleskul og Parrotkul; de 
forſte egne fig bedſt til Dampmaſkiner og de ſidſte til 
Kakkelovne. 

Trods Stenkullenes ſtore Vigtighed for os har 
Brugen af dem dog ikke været kjendt i mange Aar⸗ 
hundreder. J Belgien nyttede man dem almindelig 
i Aaret 1200. Allerede Aar 853 omtales de i Eng⸗ 
land, men der er rimeligvis hengaget lang Tid, inden 
de bleve brugte. J Aaret 1239 fik Indbyggerne i 
Newcaſtle i England af Kong Henrik den III Sær- 
rettighed til at grave Stenkul. Fra denne By udførtes 
de forſte engelſte Stenkul, og den er endnu den Dag 
i Dag Hovedſedet for Stenkulshandelen i England; 
mange tuſinde Skibe komme aarlig til Newcaſtle alene 
for at hente Stenkul, der findes i mægtige Lag i dens 
nermeſte Omegn. De forſte Stenkul ſkulle være blevne 
indførte til London Aar 1305 og brugtes i Forſt⸗ 
ningen kun iſcer af Smede, Brugen af dem blev 
modtagen med megen Uvilje af de mere velhavende 
Folk paa Grund af deres afſtyelige Rog, og Parla⸗ 
mentet udvirkede endog et Forbud mod at brænde Kul i 
London, men trods dette blev det dog mere og mere 
almindelig at brænde Kullene. J Skotland begyndte 
man at bruge Kul omtrent paa ſamme Tid ſom i England; 
thi efter et Haandſkrift, ſom endnu er til, fik Abbeden 
og Kloſteret Dunfermline i Aaret 1291 Ret til at lade 
grave efter Stenkul. Fra England og Skotland ud⸗ 
bredte Brugen af Kullene ſig til andre Lande her i 
Evropa og vandt hurtig en ſtor Udbredelſe. Nu for 
Tiden bruges Kullene i en ſaadan Udſtrœkning, at man 
kan vegne det aarlige Forbrng til mange tuſinde 
Millioner Tonder. 

Enhver af Leſerne fjender Stenkullenes over⸗ 
ordentlig ſtore Betydning for os; de have en faa ud⸗ 
ſtrakt Anvendelſe, at vi ikke kunne tænfe os, hvorledes. 
det ſkulde være os muligt at undvære dem. Vi bruge 
dem ſom Brandſel i vore Kakkelovne og Komfurer, de 
bruges paa Gasverkerne til at udvikle den brændbare 


og ſterkt lysnende Gas af; det er dem, ſom fore 
Jernvejstogene og Dampfkibene fra et Sted til et 
andet, og det er dem, ſom drive de utallige Fabrikker, 
ſom findes næften hele Verden over, i Sardeleshed 
her i Evropa og i Nordamerika. Stenkullene have 
været og ere endnu den vigtigſte Lofteſtang for hele 
den ſtore Veerkflid, der uden deres Hjælp aldrig vilde 
have kundet naa det hoje Stade, ſom den nu indtager. 


Indianerne. 


—— 


e hele Verden er det vel intet jaa al⸗ 
menkjendt ſom Bibelens Fortælling om 
Menneſkeſlegtens Tilblivelſe ved Adam 


fra et eneſte Par. Det er en Tro, ſom er gammel; 
da Moſes fortalte derom i fin Iſte Bog, var det ikke 
noget Nyt, han meddelte fine Medmenneſker; nej, Wgyp⸗ 
terne, blandt hvilke han var opdraget og havde levet 
ſaa længe, nærede den ſamme Mening om Menneſke⸗ 
flægtens Oprindelſe. Det er forſt i den allerſeneſte 


Tid, at visſe lærde Mænd, i Serdeleshed den udmeer⸗ 


fede Naturforſker Darwin, have rejft Tvivl om, ja 
endog nægtet, at det er gaaet til ſom Bibelen for⸗ 
teller, men mene at Menneſket i fin nuværende Skik⸗ 
kelſe "gjennem en lang Rake af Aarhundreder eller 
Aartuſinder efterhaanden har udviklet fig af Dyrene, 
ſaa at Menneſket kun er at regne ſom det meſt fuld⸗ 
komne Dyr. Det er ikke her Stedet til at fremſette 
Alt, hvad der er ſagt for og imod denne Paaſtand; vi 
ville kun ſige, at den er overmaade langt fra at være 
godtgjort, og at ligeſaa kloge Mænd ſom Darwin, f. Ex. 
den navnkundige Franſkmand Quatrefages, mene, at 
Menneſkeſlegten ſkriver ſig fra et eneſte Par. Det ville 
vi ogſaa helſt tro, thi der er dog ikke noget videre rart 
ved for os fortræffelige Menneſker at komme til Hvile 
i den Tro, at vore tidligſte Forfedre vare Abekatte, 
Svin, Saler eller Torſk. Desuden maa vi være 
ſaa meget mindre tilbøjelige til at tiltræde Darwins 
Mening, ſom vi ved at tenke over og iagttage vort 
eget Veſen og vor aandelige Ejendommelighed, dog maa 


finde, at der inden i os bor Noget, ſom favner fit 
| megen Glæde og viſe da gjerne de Hvide den ſtorſte 


Tilſparende hos Dyrene. 
Imidlertid er der dog en Underlighed til Stede, 
ſom gjor, at vi i en enkelt Retning maa indrømme 
at Menneffeflægten udvikler fig og altid har udviklet 
fig fra et lavere Stade til et højere, ſaavelſom 
at Vejr⸗ og andre Natur⸗Forhold have Indflydelſe 
ſaavel paa Menneſkets ydre Skikkelſe, ſom paa dets 
aandelige Udvikling. Vi vide jo, at der gives forſkjellige 
Menneſkeracer, nemlig den kavkaſiſke, Hvortil vi høre, 


og Eva, ſom Gud fkabte i fit Billede, 
altſaa hele Menneſkeſlegtens Oprindelſe 


Negerracen, den mongolſte, den malajiſke, den ameri⸗ 
kanſte Race eller Indianerne. Indenfor hver af disſe 
Hovedracer findes der ſtore Forſkjelligheder, væjentlig 
opſtagede af de ſtedlige Naturforhold. 

Medens disſe Racer i det Hele fore en kraftig og 
ſund Tilverelſe, maa vi dog gjøre en Undtagelſe for 
den indianſke Races Vedkommende. Fra det Ojeblik 
Evropcerne begyndte at tilvende fig Amerika, er den 


rode Race i rivende Fart aftagen i Mængde, ſaaledes, at 


der nu i hele Nordamerika kun findes usle Reſter af 
dette en Gang faa talrige og mægtige Folk, og for 
hvert Aar, der gaar, blive de trængte videre og videre 
mod Nord og Veſt til de ufrugtbare og barfke Egne, 
og det vil vel ikke vare i mange Aar, forend de ganſke 
ere udryddede i Nordamerika. Anderledes forholder 
det ſig i Sydamerika. Der findes endnu talrige 
Indianerfolk, iſer i det Indre af Landet, og de fore 
endnu der en lykkelig Tilverelſe i de mægtige Urſkove 
og langs de ſtore Floder. Grunden til, at de ikke der 
ere blevne udryddede, er den, at Indvandringen fra 
Evropa til Sydamerika ikke har været nær ſaa ſteerk 


ſom til Nordamerika, og at Evropcerne i Sydamerika, 


der fornemmelig ere Spaniere og Portugiſere, ikke ſtaa 


i et jaa fjendtligt Forhold til Indianerne ſom det, 


hvori Englænderne og Tyſkerne, der udgjøre Hoved⸗ 
mængden af Nordamerikanerne, have ſtillet fig til de 
Indfodte. En anden Grund er ogſaa den, at medens 
Indianerne i Nordamerika vare krigerfkte og gruſomme 
og derfor vanffelige at komme til Rette med, jan ere 
de ſydamerikanſke langt mere fredſommelige og om⸗ 
giengelige. Hertil medvirker meget det lykkelige Vejrlag 
og den rige Jordbund, hvorpaa de leve. Naturen i 
Sydamerika er ſmuk og indbydende. Plantevexten 
naar der en Udvifling, ſom faa andre Steder. Solens 
Varme fremkalder en Pragt i Naturen, ſom vi heroppe 
Norden vanſkelig kunne tenke os. Vort Billede 
foreſtiller et af disſe rige Landſkaber ved den ſtore 
Flod, hvor en Baad med Epropcere er ved at lande. 
En Skare Indianere komme ud fra Skoven, væbnede 
med Spyd. og Pile, men da- de je, at det er fredelige 
Kjøbmænd, ſom komme at gjæfte dem, nærme de ſig 
driſtig for at handle med dem. Disſe Vilde. ſtaa i 
det hele paa et barnligt Trin; de tilbytte ſig for deres 
rige Lands koſtbare Varer Glasperler og Spejle og 
flige ſkinnende Gjenſtande, ſom vi kun tillægge ringe 
Værdi, Naar mafk omgaas dem venlig, ytre de 


Tillid og Hengivenhed, men den, der en Gang har 
narret dem, ham opfatte de ſom en Fjende, der enten 
maa drabes eller undflys. 

R. N. 


i 
7 


Ved Bispevifitatfen. 


„Hor, fig mig lille Ane”, ſagde Bispen mildt, 

„Hvad er ved Gry det forſte, ſom Du faar beſtilt; 
Naar Morgenſolen kaſter ſin Skin i Kamret ind, 
Hvad gjør Du faa vel førft med Udmyghed i Sind? 
Saa folder Du. nu ſpar kun; Du kan mig nok forſtaa!“ 
„Saa folder jeg min Hoſe ud, jaa drager jeg den paa.” 


gusflid. 


—— 


Kludeſko. 

„Husvennen“ ſkal ret have Tak for de mange [maa Arbejds⸗ 
anvisninger til nyttig Husflidsſysſel og da navnlig for den 
Slags, hvor Materialet er noget, ſom ellers ikke let finder 
Auvendelſe. Der var nu ſidſt Kludeſkoene, ſaadanne har jeg i 
længere Tid ſelv forarbejdet til mine Smaafolk, hvorom der 
her i Huſet er ſparet ikke ubetydeligt til Fodtøj. Min Frems 
dangsmaade, ſom jeg ſelv har lært og prøvet mig til uden Ans 
visning anden Steds fra, ſtemmer i det veſentlige med den i 
„Husvennen“ givne, kun at jeg har ſtukket Saalerne pan” Ma- 
ſtine, meget tet, og pan Kryds og Tvers og navnlig tat langs 


med Kanterne, hvorved denne bliver faſt uden at ſvie den. At 


forarbejde Saalerne paa denne Maade er jo hurtigere end i 
Haanden og maaſte ſterkere, men det følger jo af fig ſelv at 
Haandſyning lige jan godt kan anvendes, dog vilde jeg jaa fore⸗ 
træffe at fy med ſterk Traad i Stedet for Seglgarn. Saal og 
Overleder har jeg forbundet med hinanden paa den Maade, at 
jeg, naar Saalen er færdig, bukker Overtojet ind og forſt 


hafter det til denne med Naale, derved opnaar jeg, at jeg kan 


prove Skoen paa den lille Fod og rette paa Tøjet for at Skoen 
kan faa den bedſte Form og komme til at pasſe nøjagtigt, 
navnlig ſorger jeg for at Hjornerne paa Tagenden af Skoen 
falder godt. Derefter ſyer jeg paa denne Maade: Med dobbelt 
voxet Traad ſtikker jeg inden fra igennem Overtojet og ned lige 
uden: for Kanten af Saalen, derpaa op gjennem Saal og 
Overtej og videre ned i Saalen alene og faa fremdeles. Jeg 
kauter Skoene med et ſmalt Baand og pynter dem ſomme 
Tider med eu lille Slejfe foran af ſamme Slags. Disſe Sko 
laver jeg af gammelt Tøj (Klæde, Bockskin o. lign.) og de 
varer til indvendigt Brug omtrent et halvt: Aar. 
C. M. 


Smaating. 


Fiffigt men „opdaget“. En mindre Jordbruger, noget 
udenfor Bondeſtanden havde i Hoſtens Tid en Daglejer til at 
hialpe fig med Indheſtningen. Ved Middagsbordet ſpiſte de 
Tykmelk med Brod og Sukker af et Fad, Da den forſte havde 
fortæret den øverfte Halvdel af Fadets Indhold, der var ham 
nermeſt, medens den anden, der tog Sagen mindre overfladiſt, 
ilke var naget fan vidt, drejede hau Fadet; men for at ſtjule 
fin ſkumle Henſigt, henvendte han folgende Spørgsmaal til 
Arbejdsmanden: „Vil. Du tro, at dette Fad har koſtet en Mari?” 
Denne ſaa paa Fadet, og idet han ganſte rolig drejede det til⸗ 
bage igjen, ſagde han: „Det er det ſaamen ærligt værd endnu”. 


Trohjertigt. „Vars'go og ſpis! Svinene fkal have det 


alligevel”, ſagde Bondekonen til Kjobenhavneren der levnede af 


Tykmalken. 
* 


Firkantet Nod. Af 3 D, 3 E, 3 N, 2 J, 2 K, 2 0 
og 1 L, dannes 4 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og laſte 
fra Venſtre til Højre og fra Oven og Nedad giver Løsningen 
paa folgende Gaader: 5 


Med tvende Tunger 
og grimme Unger 7 
ſom Lumſtheds Billed fra ſvundne Aar 
det forfte ſtaar; 
bøjt over Himle 
i lyſe Gimle 
med Visdomspragt paa Banden fad 
det andet glad; 
tidt Roſer rode 
paa tredie gløde 
dog ofte Roſer for Liljer veg 
naar Lykken ſveg; 
naar om det ſidſte 
man dette vidſte 
at det var kommen med Lykke blot 
var alting godt. 


Kiceldermend. Hvad kan man ſige om: 

En der træffer den overſte Kommodeſtuffe ud? 

En der gaar med en Regnffærm over Hovedet? 

En Kudſk der falder ned af Bukken? 

En der kjorer paa et Les Halm? 

Hvad bliver tilbage naar man ffærer et Stykke af en Aal? 


S 


1 


Billedgaade. En ung Mand, ſom en gruſom Skabne 
forbød at komme ſammen med fin Hjartenskjar, eller at brev⸗ 


| vexle med hende, ſendte hendes Fader en Gang et Brev hvori 


12 „1014 1 


Forundret viſte han ſin Kone og Datter den hemmelighedsfulde 
Skrivelſe, ſom han ikke kunde begribe Meningen med. Datteren 
var dog mere klogtig, leſte Brevet vigtigt, men tav klogelig frille, 
for at kunne efterkomme Vennens Bou. Hvad ftod der nemlig 
i Brevet? 


Cil Bladets foldere, 


Udgiveren maa bede Holderne undſkylde, at det 
ſtore Zillægsbillede ikke, efter Løfte, medfølger dette Nr., 
idet Treſnittet, hvormed det trykkes, efter at en lille 
Del af Oplaget var trykt, uheldigvis blev jaa beſkadiget, 
at det indtil videre er ubrugeligt. Forhaabentlig vil 
Skaden kunne oprettes ſaaledes, at Holderne inden 
Maanedens Slutning modtager Billedet. 


Indhold. En „Hiſtorie“ fra Feltvagten, gjenfortalt af C. A. Thyregod 
— Stenkulsdannelſen og Stenkullene, af A. P. E. Toepfer, 
med Billede. — Indianerne, af R. N., med Billede, — Ved 
Bispeviſitatſen — Husflid: Kludeſto. — Smaating. 


—ů 


Udgiverens Adresse en: Bylovsvej 8 a. Kjøbenhavn 
Vesterbro. 


z usvennen“, Billedblad for Xlorfkabslæsning, Oplysning og Husflid, udkommer fil hver Søndag med ef 16-fpalter Mrk, forfynet med. flere 
illeder, lil 1 Krone Fjerdingaaret, frit tilſendl. Hvert Fjerdingaar medfølger gratis et fort fmukt Gillegsbillede. Bladet kan heſlilles paa 
eihvert Pofikonfor og Brepſamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hopedklommisſioncren: Audolph Klein, Vileffræde 40, Kſohenhavn. 


TPrykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang. 
Nr. 2. 


ns 


G— 


er er jaa ſtor Ulighed mellem Norges og 
Danmarks Natur, at det er vanſkeligt 
for den, der kun har ſet et Sletteland, 
at gjøre fig nogen Foreſtilling om, hvordan 
en Fjeldnatur fer ud. Det gaar viſt 
mange, ſom det er gaaet mig, at ſaalcenge man ikke 
har ſet Norge med egne Øjne, tror man fig Kolen 
ſom en mægtig Bjergkjcde, der kjendelig hæver fig over 
Landfkaberne ved Siderne, Dovrefjeld, Filefjeld og 
Hardangerfjeld ſom ſtore Bjergrygge mellem brede 
fladere Strækninger, Dalene, og endelig de af Navn 
ſaa godt kjendte Bjerge: Galthopiggen, Snehetten, 
Jotunfjeldene, Ronderne 
og flere, ſom ſterkt iojne⸗ 


Hundagen d. 10. Oktober. 


Kjobenhavn. 
1875. 


ſtore Sten. Paa et ſtorre Kort over Norge ſer man, 
at Landet er gjennemſkaaret af en Mengde Elve, der 
have mindre Grene til begge Sider; ved hver af disſe 
mindre eller ftørre Elve er der en lang ſmal Dal. 
Dybeſt nede bruſer og tumler Elven, det er ſjeldent, 
at den flyder jævnt og ſtille ſom vore ſmaa Ager og 
Bakke her i Danmark, og Siderne ere i nogle Egne 
ujævne Skraaninger med lidt Jord over det faſte 
„Berg“ og ere de bebyggede og dyrkede — hiſt og her 
titter dog Klippen frem af Jordoverfladen, eller der 
ligger ſtore Klippeblokke, ſom henſlengte, i frodige Korn⸗ 
agre. Her ligger Huſe og Gaarde oven over hverandre, 
undertiden ſaa højt oppe, at man nede fra Elven 
knap kan ſe om det er menneſkelige Boliger, eller 
om det er ſmaa Wjfer. Stiger man op ad Skraa⸗ 
ningen, Lien, kan det hænde, at man ſtoder paa flere 
Bygninger, ſom man ikke 
har kunnet ſe, fordi der 


faldende Fjeldtinder, der 


findes et Aſſcet, ſom over: 


rager højt op over de andre 


Partier i Bjergkjederne. 
Men ſaaledes er det ikke, 
og da der vel er mange af 
vore Læjere, der ikke har 
gjæftet vort Broderland 
her nord for, vil jeg prove 
at give en kort Skildring 
af dets Naturforhold lidt 
forſtjellig i Fremſtillings⸗ 
maaden fra hvad der for⸗ 
hen er ſtrevet derom. J 
Norge findes ingen ſom 
helſt Sletter mellem Bjer⸗ 
gene; Landet ſelv er en 
eneſte ſtor Klippe, et Hoj⸗ 
land, der mange Steder 
naar til flere tuſinde Fod 
over Hapfladen, og Dalene 
ere ſtore Revner i denne 


Vandkald i Norge. 


ſes fra neden, eller paa et 
ſmukt Vandfald, idet en 
mindre Elv ſtyrter fig ud 
over en brat Klippevcg; 
disſe Fosſer, ſom de kaldes, 
kunne være meget præg: 
tige, jomme Steder falder 
Vandet flere Gange, og 
hver Gang pan en ny 
Maade: det fan i en Fra⸗ 
ſtand ſe ud, ſom Vandet 
ſprejtede ud af Siden paa 
Klippen; det kan være en 
enkelt Strom, der ſtyrter 
ſig i et umaadeligt Dyb 
og ſlaar fig i Faldet til 
Støv, der igjen hvirvles 
i Vejret, næften til ſamme 
Hojde ſom det faldt fra, 
og i Solſkin kan man ſtag 


ſaaledes, at man kan ſe alle Regnbuens Farver deri; det 
kan ogſaa dele fig i flere Stromme eller falde over ſkarpe 
Kanter ſom ſtore Trappetrin. J det ſydlige Norge: 
ved Kriſtiania og omkring Mjoſen, er det pverſte af 
Fjeldene overgrot med Gran eller Fyr; men disſe 
ſtore Skove, der i Fraſtand jer ud, ſom de dakkede hele 
Landet, ligner flet ikke vore tætte dyrkede Naaleſkove, 
Zræerne voxer hiſt og her, hvor de fan flad Rodder, 
ag det er ofteſt vanffeligt nok; vi ſer ikke ſaa ſjeldent 
at et Tro ſtaar midt paa en Klippeblok og ftræffer de 
nøgne Redder, ſom lange Arme ud til alle Sider for 
at naa lidt Muld, eller det voxer op af Revnerne i 
Stenen. Overalt i Skovegnene ſtaar ſtore og ſmaa 
Treer imellem hverandre, De gror, ſom de ſelv vil, 
til Ejermanden kommer og merker dem, der ere tjenlige 
til Brug eller til at fælge, og de fan omſider falder 
for Vedhuggerens Ore. Kun enkelte Steder findes 
Løvtræer, og det er da meſt Birk og El. Lengere 
mod Nord og Veſt ere Fjeldtinderne blottede for al 
Zrævært, enten er det den nøgne gran Klippe eller 
den pletvis er overgrot med Dveergbirk, Mos og 
andre nojſomme Værter, eller der hiſt og her. ligger 
tykkere eller tyndere Snelag, der kaldes „Fonner“, ſom 
ikke tør op, ſelv ikke i Sommerens varmeſte Tid. 
Herfra ſiver ſtadig Vand, og er der Steder nedenfor, 
hvor det møder Modſtand af en fremſpringende Fjeld— 
kant, danner der ſig en Moſe (Myr), hvor Plantedele 
i Tidens Lob ere ſkyllede ſammen og raadnede. Paa 
disſe Moſeſtrekninger mylrer det i Sommerens Tid 
med ſpiſelige Bær, ſom Multebeer, Zyltebær og flere 
Slags. Paa ſamme Maade dannes de mange Fjeld⸗ 
ſoer, der kan ligge flere tuſinde Fod over Havets 
Overflade. Bandet i disſe er ofte jaa klart og gjennem⸗ 
ſigtigt, at man kan je Fiſkene deri og hver Sten paa 
Bunden, om de end ere temmelig dybe. 

Den Smule Jord, der findes, er meget frodig; 
om det faa kun er en god Haandfuld, der ligger i en 
Lavning paa Stenen, faa voxer der lidt Gres, eller 
en Blomſt, eller nogle Jordbær, og derfor er der om 
Sommeren gode Græsgange paa Fjeldene, om det end 
kun er ſmaa Pletter, der ere dakkede med et tyndt 
Jordlag. 

Længft mod Veſt i Romsdal og Sogn ere Dalene 
bogſtavelig Revner i Klippehojlandet, thi her er 
mange Steder kun en Vej og en ſkraanende Stenmur, 
det er en Hob af nedſtyrtede Klippeſtykker, hvoraf 
nogle ikke ere ſtorre end en Mand kan lofte en i ſin 
Haand, andre ſtorre end de ſtorſte Huſe eller Taarne, 
og tæt ved, paa begge Sider af Elven, rejſer den bratte 
Stenmur ſig til Skyerne — og dette er Dalen. 


Andre Steder er den endog faa iſnever, at der ſlet 


ingen Vej er, eller at denne er jprængt ud i Siden 


af Klippen, ſaa at man har Elven, dybt under ſig og 


den lodrette Klippevæg højt over fig — eller Kløften 
er udfyldt af en milelang ſmal Fjeldſo, ſom der flet 


ingen Vej er ved Siden af, og derfor ſelv maa tjene 
ſom Vej for den Reiſende, der kan fan Befordring 
med Baadſkyds fra den ene Ende til den anden. 
Maerkeligt er det flere Steder i Romsdalen; der er 
dyrkede Marker pan nogle hundrede Alens Brede, hvor 
der voxer frodigt Korn, lige ind til den ſtejle Klippes 


god. Her kan man færdes mange Mile, og Klippe⸗ 
muren ved Siden af den trange Dal er en eneſte ſtor 
Sten, der er revnet og furet paa mangfoldige Maader, 
og de ſkarpe Takker og Tinder foroven viſer gjerne en 
Brem af hvid Sne, et Lag, der kun jer ud ſom en 
tyk Streg, men ſom ſkal være Sneſe Alen tykt. Ofte 
luder Klippen ud imod Dalen, og de ſmaa Vand⸗ 
ftrømme, der rinder ned fra de tøende Snemasſer, 
hænger da ſom lange hvide Slor ned over det morkegraa 
Bjergs Side, nogle Steder jaa tæt ved de Forbiſejlende, 
at hele Vejen overftænfes ſom af en fin Stovregn. 

Man fkal fe Norge for rigtig at kunne forſtaa 
Digteren, naar han ſynger: 


„J Revnerne kun er der Vaarliv at je.” 


men dette Vaarliv er til Gjengjæld for den ſparſomme 
Plads, hvor det faar Lov at ytre fig, fan rigt, at man 
ffal lede efter Mage dertil. Selv i de meſt øde Egne 
er der en mntageløs Rigdom af Blomſter. Men det 
ſynes ſom visſe,Slags Blomſter hver for fig har valgt 
forſtjellige Egne til Hjem; ſaaledes fer man i Gud⸗ 
brandsdalen fortrinsvis den ſaakaldte Venusvogn eller 
Stormhat (det botaniſke Navn er ſaavidt jeg ved 
Aconitum napellus eller Aconitum septentrionale), 
i Nord- og Sondfjord Fingerbøl (Digitalis purpurea) 
ogſaa faldet Rævebjælde eller Alfehue, og i Land og 
Valders Gederams. Om det faa er tæt ved Sneen, 
voxer der en utallig Mængde Blomſter af forſtjellige 
Slags, man ikke kjender i Danmark, og ſom ene har 
hjemme paa Fjeldene, deriblandt den yndige lille Linnea, 
der ſkal have faaet fit Navn efter den berømte ſpenſke 
Videnſkabsmand Linns. 

Stiger man fra Dalen op paa Fjeldet ved dens 
Side i den Tro, at man derfra ſkal kunne faa en 
ſmuk Udſigt over Landet, bliver man i Almindelighed 
ſkuffet, thi bagved ligger der ſom ofteſt et endnu højere 
Field, og Udſigten til Dalen kan gjerne være ſperret 
af fremſpringende Afſats paa Lien, eller af ſtore Gran⸗ 
ſkobe. Og kommer man endelig op van et Fjeld, 
hvorfra der er videre Udſigt, da ſer man kun Fjeldtop 
ved Fjeldtop, thi de mange ſnevre Dale overſes ganſke. 
J det ſydlige Norge, hvor Skoven daekker ſelv de hojeſte 
Tinder, ſer Landet ofteſt morkt og alvorligt ud; 
i de nordligere Egne, hvor Is og Sne tildels dakker 
de haarde nøgne Klipper, er det derimod vildt og øde 
hvorhen man vender Øjet, og man føler ſig ſaa lille 
midt i denne Storhed og denne underlige Enſomhed, 
ſom en Myre, der kryber paa en ſtor Tue; man bliver 
alvorlig, men flet ikke ſorgmodig, der er tvertimod 


noget oplivende og friſkende ved at færdes deroppe og 
indaande den rene og lette Luft. Har man end mere 
kravlet end gaaet i flere Timer, føler man næften ingen 
Trœthed — heller ikke i Dalene er det jan trættende 
at gaa ſom-her i Danmark. Klimaet fkal være meget 
ſundt i de indre Egne af Norge, iſcer i Gudbrands⸗ 
dalen; her er en behagelig mild Varme om Sommeren, 
og ſelv paa Fjeldene og tet ved den evige Sne er 
det langt fra koldt, naar det er Solſkin og ſtille Vejr, 
og om Sommeren kan der hengaa flere Uger, uden 
at der meerkes noget til Bleſt. Derimod kan det 
regne ſterkt og længe, dog meſt i de veſtlige Egne, 
der ligger nær ved det ſtore Hav. Det er i de ſenere 
Aar blevet almindeligt, at ſygelige Folk reiſer langt 
borte fra til Gudbrandsdalen for at blive helbredede 
af den friſke Luft, der er krydret med Duft af de 
mange Naaletrœer — og er det ſandt hvad der ſiges, 
at Luften deroppe paa Fjeldene er jaa livsopholdende, 
at ſomme kan ikke dø der, men maa reiſe ned i Dalen 
eller til andre Egne for at flippe af med Livet, naar 
de ikke er til mere Nytte i Verden, jaa kan man forſtaa 
at Folk foretroekker at opholde fig der i Stedet for 
ved de ſaa meget roſte Bade; og de Mend, der har 
fundet paa at oprette en Kuranſtalt,“) hvor Syge kunne 
blive helbredede ved at indaande den friffe Fjeldluft, 
vil gjøre en overmaade god Forretning. Men over⸗ 
drives det end, nok er det, at der er ſundere Klima 
i Norge end i Danmark. Om Vinteren er der vel 
meget koldt, men det ſkal i Almindelighed, navnlig 
i det Indre af Landet, være med ſtille klart Froſtvejr, 
ſjeldent med raat barſk Vejr, ſaa man ikke fryſer nær 
jaa meget ſom man ſkulde tro. 1 

Det er ganſke umuligt for en Fremmed at be⸗ 
domme Afſtandene i Norge. Ser man et Fjeld i 
Fraſtand og antager, at det kan vel være en danft 
Fjerdingvej borte, kan det gjerne være, at der er en 
hel Mil dertil. Heller ikke ſynes Afſtandene ſaa ſtore 
ſom de virkelig ere, naar man ſer nedenfra opad, eller 
omvendt. 
er ſaa ren og gjennemſigtig, maaſke ogſaa tillige at 
alt, hvad man fer, er faa ſtort, at man ikke jan let 
kan blive fortrolig dermed. Naar man ſtaar paa et 
Sted, hvor der er Udſigt nok, kan man je uhyre langt 
med det blotte Oje — en halv Snes danfke Mile til 
hver Side. Og ligeſom Synet fkuffer med Henſyn til 
Afſtanden, ſaaledes ogſaa paa flere andre Maader, 
ſom naar man færdes. langs en Elv; det kan da ſe 
ud ſom lob Vandet i ſkummende bruſende Trav imod 
Bakke, eller at Vejen vi gaa paa, ſtraaner ned ad, 
baade frem og tilbage, om den end er lige vandret 
til begge Sider. 


*) J Gausdal. 


Aarſagen hertil er vel nermeſt, at Luften 


11 


En uheldig „Klog Mand“. 
Jorkclling af Knud Skytte. 


Der kan vel være godt og vel et halvt hundrede Aar 

ſiden, da var der nede i Randersegnen en ung 
Gaardmand, ſom hed Anders Bilet. Han ſad ved en 
god Gaard, havde en god og from Huſtru, forſtod fin 
Dont til Gavns, kunde ſpare Enhver Sit og var, 
kort ſagt, en meget lykkelig Mand. Det Eneſte, der 
ſtundom fatte lidt Surt til Lykkens jøde Retter, var 
den Omftændighed, at han Havde fin Spigermoder hos 
ſig. Hun var af et temmelig vrippent og ſtridbart 
Sindelag, og da hun desuden havde en Tunge, faa 
hvas ſom en Ragekniv, jaa ſkete det jo af og til, at 
hun „ſang et bitte Vers“ for Wgtefolkene; men da 
hun ellers ikke var ufornuftig, og de tog Alt med det 
Gode, jaa var de dog, trods Svigermo'r, et lykkeligt 
Wgtepar. 

Alligevel tildrog der fig en Gang Noget, ſom 
ſyntes at ſkulle forſtyrre og undergrave deres Lykke, og 
det paa den lumpneſte og meſt tosſede Maade. 

Der kom en føle Pjcs der til Byen, en af dem, 
der ville leve godt og Ingenting udrette, Han ſpeku⸗ 
lerede paa en magelig, men indbringende Neringsvej, 
og da der var megen Overtro blandt Befolkningen, 
jaa tenkte han omſider: „Jeg har fundet det!“ hvorpaa 
han lejede fig et Hus, læfte flittig i Doktor⸗ og Dyr⸗ 
lægebøger, antog en dybſindig Mine, gav Raad og 
Formaninger, naar et Menneſke eller et Kreatur fejlede 
Noget, ſpagede og vifte igjen, og, fort at fortælle, det 
varede ikke længe, inden han begyndte at komme i Ry 
ſom „klog Mand“. Men for at drive Forretningen i 
det Store, faa ſorgede han ogſaa for, at der var „en 
Dram i Huſet“ til Kunderne, og man kunde ogſaa faa 
fin Flaſke fyldt hos ham, det ene Anker tappedes ud 
efter det andet. Og kunde han lokke nogle Mænd til 
fig og faa dem til at „ſidde“: jaa Kort og Brende⸗ 
vinsflafke paa Bordet, og da han var en øvet Spiller 
og en behændig Kjeltring, jaa vandt han ſtadig og 
ſnod fine Medſpillere, jaa de maatte ſkamme fig. 

Kjeeltringen, der hed Mikkel Skannerup, fik da 
ogſaa den temmelig godtroende Anders Bilet i fine 
Garn, ja, Anders fandt omſider ſaadant et Behag i 
Kvakſalveren, at han naſten ikke kunde blive fra ham. 
Der var virkelig Fare for, at han fkulde blive for⸗ 
falden. 

Saa ſmuttede han da der om en Aften og. blev 
ſiddende hele Natten og næfte Dags Formiddag. Forſt 
da de havde ſpiſt til Middag hjemme; kom han ſyngende 
og danſende ind i Stuen, ledſaget af et Par Svire⸗ 
brødre, der bleve ſtaaende og kigede ind ad den aabne 
Dor, for at ſe, hvordan han blev modtaget. 

Hans Kone tog ham kjerlig under Armen og holdt 
ved ham, for at ſkjule hans ravende Tilſtand, deres 


lille Sen ſtod ved Siden af og morede ſig lyſtelig over 
Fa'ers overſtadige Lyſtighed, og Katten brød fig om 
Intet, uden: fin Melkegrod, ſom den uforſtyrret ſad og 
fortærede paa Gulvet; men Svigermo'r, der tronede 
for Bordenden, var raſende. Hun ſtemmede den ene 
Haand i Siden, knyttede den anden ad Synderen og 
leſte ham et Kapitel med en jaa fkingrende Roſt, at 
det fang i Stuens fire Vægge! ; 

Men pludſelig ſank hun tilbage paa Stolen og 
blev ſiddende med vidtopſpilet Mund uden at ſige 
et Ord: 

Datteren iler til og ſporger deltagende, hvad der 
fejler hende g 


12 


Hun ſparede ikke, men ſkrev paa en Tavle: „Hent 
Doktoren; jeg har gabet min Mund af Led!“ 

Det ſtaar Anders Bilet og lurer paa. Han ud 
ad Døren, og han tilbage igjen med Mikkel Skannerup. 

Men ſaaſnart Patienten faar Oje paa Tuſind⸗ 
kunſtneren, vender Raſeriet tilbage; hun giver ſig til 
at fegte med Armene i Luften og ſkabe fig jaa afſindig, 
at Mikkel ikke tor komme til hende. 

Han ſaa under disſe mislige Omſteendigheder mere 
end almindelig dybſindig og eftertenkſom ud. Nu gav 
han fig til at mumle Noget, ſom Ingen kunde høre, 
medeus han gik rundt om hende i en Kreds, ſom ſtedſe 


bley mindre, Men daß han var kommen naſten tæt 


ftr rf dune 


En lille Aus. 


til hende, ſprang hun op og greb ham i Haaret. Hun 
var et ſterkt Stykke Kvindfolk, og Mikkel en bitte 
Visſenpind. Det gik ham ikke bedre, end Thor, da han 
brødes med Ella: „Jo mere han rufkede i Kjellingen, 
des faſtere ſtod hun, og længe varede det ikke, før han 
ſank i Knæ”. Men omſider ſamlede han al fin Karft 
og gav hende en eftertrykkelig Kindheſt. Og fe! Den 
var jan heldig anlagt, at Munden ſprang i Lave, og 
Konen kom til at tale. Alle de Tilſtedevcerende vare 
i høj Grad forbavſede; men Mikkel rejſte fig op og 
ſagde triumferende: „Det var en haard Torn; men 
jeg vidſte, det maatte lykkes!“ 


Ja, denne Gang var den „kloge Mand“ unegtelig 
meget heldig, og der gik ſterkt Ry deraf. 

Men nu havde Anders Bilet en Karl, der hed 
Klavs. Det var ſaadan en lille ſindig Svend; men 
Skam komme efter det: der var Mere ved ham, end 
Mange troede; for han havde Omlob i Hovedet. Han 
giennemſkuede grant det ſtore Vidunderſtykke, at nemlig 
det Sele var et Slumpetraf, og han teenkte: „Jeg 
ſkal dog pasſe paa ham, den Fyr!“ 

Fra nu af havde disſe To et godt Oje til hinanden, 
og Mikkel kjendte godt ſin Modſtander. 

En Vinterdag ſkulde Anders Bilet til Randers 


13 


med et Læs Korn. Saa lige med et vare hans Nøgler 
forjoundne, og han kunde ikke hitte dem nogen Steds. 

Der maatte Bud efter Mikkel Skannerup. 

Han kom og gjorde ſine Kunſter, og alt imellem 
langede han Klavs et Par Øjne og ryſtede paa Hovedet. 
Det endte da med, at „Klavs hapde taget Nøglerne”: 
Karlen „flirede“ og ſagde Ingenting; men han tænkte: 
„Nej, bitte Mand! Du er kommen feil op at kjore“. 
Og den kloge Mand tenkte: „Jeg hitter dem nok, og 
det ſkal mages ſaadan, at han har ſtjaalet dem“. 

Anders Bilet kunde ikke komme i ſit Skatol, og 
der var noget i, ſom han fkulde have med, uden det 
vilde han ikke af Sted. Det var bedſt at opjætte Turen 
til en anden Dag. Aeggerlig ſatte han fig ned og 
trak fine Støvler af. „Klingelingeling!“ ſagde det ned 
paa Gulvet — og der lan Nøglerne! Anders Havde 
ſtukket dem uden om Lommen, og under hele Hurlum⸗ 
hejen havde Nagleknippet ligget nok ſaa rolig i den 
ene Stovle. 

Aa, hvor Klavs. ffogrede ! 

Det var virkelig ogfan et ſlemt Uheld for Kunſt⸗ 
neren og fkadelig for hans Anſeelſe. Men der var 
mere tilbage endnu. 

En Vinterdag var Anders Bilet ved at tage et 
Havrehees ind. Mikkel kom derom og ſtod og faa til, 
for beſtille Noget vilde han ikke. 

„Det er vel bedſt, jeg gaar et Par Gange Pladſen 
rundt?“ ſagde han til Anders Bilet; „for det var vel 
ikke værd, Du fif alle de Mus ind i Laden?“ 

„Ja, kan Du møde for dem?“ ſagde Anders Bilet. 

Mikkel ſparede ikke, men gav fig til at mumle og 
gan Pladſen rundt med afmaalte Skridt. Da han var 
færdig, ſagde han: 

„Nu ſparer jeg for, at ikke en Mus gaar over 
den Kreds”, 

„Gid Du ſad paa Bloksbjerg!“ tenkte Klavs. 

Da ſde vare færdige med Havren, kom Folkene 
ind, dog der vankede en Bid Brod og en Dram. Mikkel 
blev budt ind med, og det var vel derfor, han var kommen. 

„Vi faar ſnart et forſkrokkeligt Vejr”, ſagde 
Mikkel, der fad for Bordenden og ſpiſte bravt. 

„Hvor kommer det fra?“ ſpurgte Klavs. 

„Nord fra“. 

„Saa aa! Hvordan kan Du vide det?“ 

„Jo, der er ſaadan en forfærdelig Uro i min 
Ryg, og jeg ved, hvad det vil ſige. Kommer Uvejret 
fra Oſt, jaa har jeg det i den højre Arm, fra Veſt — 
i den venſtre, og imod Sondenvand og Blæft faar jeg 
altid ſaadan en ſer Kløe i Enden af min Næje. Men 
det er ſaadan en Begavelſe, der er bleven mig givet, 
og Sligt falder ikke i Enhvers Lod“. 

Imidlertid har Karlen ſiddet og jet meget opmerk⸗ 
ſomt paa Mikkel. Det kom ham for, at Spidſen af 
en Muſeſnude ſtak frem over hans Veſtekrave. Plud⸗ 
ſelig griber han fat i Mikkels Nakke med den ene Haand 


D 


og ſtikker den anden op under hans Veſteryg, og han 
finder ganſke rigtig en Mus og holder den frem. 

„Ha, ha! her har vi hele Ryg⸗Barometret!“ lo 
han. „Skulde faa klog en Mand ſom Du ikke huſke 
paa, at Du har været i Havreheesſet, hvor det vrimler 
med Mus? Det var intet Under, at det kravlede Dig 
pan Rygſtykkerne. Men fig mig en Gang: faar vi 
end nu ſtrengt Vejr af det Nordlige?” 

Alle de Andre lo; men Mikkel kunde ikke faa et 
Smil frem. Han ſagde arrig: 

„Hvad har jeg gjort Dig, ſiden Du ſaadan er 
efter mig? Det kan Du let komme til at fortryde! 

Dermed lufkede han af. 

Men Klavs raabte efter ham ud igjennem Doren: 

„Du kan ſtole paa, vi er ikke ved Enden endnu. 
Jeg gi'er mig ikke, førend jeg faar Dig jaget hen fra 
denne Egn“. 

Der var en Korsdal ude paa Marken, og der, 
hvor de to Dale krydſede hinanden, laa der en Skat 


nedgravet, hed det fig, og man fortalte, at i gammel 


Tid havde troværdige Folk tidt jet et brendende Lys 
pan dette Sted ved Nattetide. Dette mærkværdige 
Sted var juſt paa Anders Bilets Mark. 

Det ærgrede Karlen, at hans Husbond endnu ikke 
vilde lade den kloge Mand være den, han var, give 
ham en god Dag og ſtotte fig ſelb. Trods det Hendte 
troede Manden endnu, at der var noget Ualminde⸗ 
ligt ved Kjeltringen og vedblev at føge hans Omgang. 

Klavs kløede fig tidt bag Øret og tænkte: „Hvad 
ſkal jeg dog gjøre for at faa ham grundig helbredet 2” 
Omſider faldt Sagnet om det brændende Lys ham 
ind. Det maatte kunne bruges. 

Det var om Vinteren, og der var Sne paa. 


Hver Aften lidt for Midnat gik Klavs ud i Dalen og g 


lagde et Stykke brændende Kamfer i Sneen. ; 

Det varede ikke længe, inden Sagnet om det 
brændende Lys blev gjenoplivet. Folk jaa det jo hver 
Aften. Der maatte ganſke viſt ligge en Skat i Jorden 
paa dette Sted, og blandt dem, der troede dette, var 
ogſaa Anders Bilet. 

Han henvendte ſig nu til den kloge Mand om 
Raad. Raadet blev givet, og det lad ſaaledes: Vent 
til St. Hans Nat, naar Blusſene tændes paa Hojene; 
gan jaa derned Kl. 12 og grav ſtiltiende, fan fkal Du 
finde, hvis der virkelig er Noget. Det Sidſte lagdes 
viſtnok til for at holde en Bagdor aaben for den Kloge, 
hvis Skatten ikke fandtes. 2 

St. Hans Aften kom, og Anders Bilet var be⸗ 
ſtemt paa, at det fkulde voves. Men ene turde han 
ikke beſtaa Eventyret; Mikkel Skannerup" fulde folge 
med. 
Nakken og vandrede tavſe ned i Korsdalen. 

De grov og grov; men endnu havde de Intet 
fundet. 

Klavs var imidlertid: heller ikke ledig. Han laa 


AX 


Lidt far Kl. 12 toge de to Mænd Spaden paa” 


paa Lur oppe paa en af de nermeſte Bakkeknuder med 
et ſtort Knippe tørt Lyng, ſom han havde en Stump 
Jernkjcede paa, og fin Hat havde han ombundet med 
lyſende Trofke. 

Nu ſtak han Ild i Lyngknippet, ſatte Hatten paa, 
greb fat i Jernkjceden, og flæbende det brændende 
Lyngknippe efter fig, lob han ned i Dalen, idet han 
raabte med hul Røft: 

„Mikkel Skannerup! Jeg kommer, jeg kommer! 
Du ſkal med mig!“ 

Anders Bilet blev ſtagende ſom forſtenet af Skrak; 
men Mikkel ſmed fine Treſko og lob derfra, alt hvad 
han kunde. 

Klavs kom forbi fin Husbond og hyiſkede: 

„Ver ikke bange! Det er kun mig!“ 

Derpaa kjorte han videre med ſit ſkinnende Hoved 
og fin brændende Hale, indtil han havde faaet den 
kloge Mand fulgt godt pan Veje. Mikkel kunde endnu 
længe høre hans hule Roſt: 

„Mikkel Skannerup! Jeg kommer, jeg kommer! 
Du ſkal med mig!“ 

Da Klavs ſyntes, at det kunde være nok, rev han 
Tonderet af ſin Hat og gik hen til ſin Husbond. 

De fulgtes ad hjem, og Karlen fortalte ærlig, 
hvorledes det Hele var et Spil af ham, for at ſlaa 
to Fluer med et Smæk: kurere fin Husbond og jage 
den kloge Mand ad Bloksbjerg til, og han haabede, 
det var lykkedes. g 

Ja, Anders Bilet var ffamfuld til Gavns, og 
Karlen maatte love ham at holde ren Mund. Og 
det gjorde han ogſaa. 

Den ſtakkels „kloge Mand” havde faget en ſaadan 
Skrak i Livet, at han ikke engang turde vende tilbage 
og hente fin Smule Ejendele. Han forſvandt ſporloſt 


fra Egnen. 


Et Par Dage efter det ſidſt⸗Pasſerede, ſtod der 
med Kridt ſkrevet paa Mikkel Skannerups Dor: 
„At Pladſen ſom „klog Mand“ 
er vakant 
teſteres 
5 Klavs Bertelſen“. 
Skjont Klavs „holdt ren Mund“, trængte det 
dog ud imellem Folk, at han havde fordrevet Hexe⸗ 
meſteren, og fra den Stund af kunde de forſtaa, hvad 
for et Hoved der ſad paa Klavs Bertelſen! 
8 Men det Bedſte var, at Slangen var fordreven 
fra Anders Bilets Paradis; og fra nu af blomſtrede 
Lykken atter uforſtyrret for Agteparret. 


En „Historie“ fra Feltvagten. 
Gjenfortalt af C. A. Thyregod. 


ä 


(Sluttet.) 5 
„Teikel fik Gesſene ned og fil alt fit Jagtbytte 
ſanket ſammen i en Dynge. Da han tykkes, nu 


14 


— 


han havde gjort et godt Stykke Morgenarbejde, gik han 
ind til Herregaaden, hvorfra han jaa fik en Vogn med 
fig ud at hente Vildtet. Man var ſeedeles tilfreds 
med det gjorde Praveſtykke. "Han blev fæftet ſom Skytte, 
ſkulde have en ſtor Aarslon, en Rideheſt for fin egen 
Mund og desuden fri Varme om Sommeren og frit 
Lys om Dagen. 

Men man hapde kun et lidet Forraad af Krudt 
og Hagl og Kugler, og det blev. beſtemt, at han nacte 
Dag fkulde ride til Horſens og hente ſig et | dygtigt 
Oplag. Herremanden paa Matrup gav ham et Brev 
med til Agent Munberg, og i Brevet ſtod der at leeſe, 
at Terkel paa Herremandens Regning maatte i Agentens 
Krambod forſyne ſig med Skydemidler af bedſte Slags; 
men der var ogſaa ſkrevet et Par Ord om Skyttens 
ſtore Dygtighed og om, at der herefter for gode Ord 
og Betaling kunde fages Vildt fra Matrup. Prin⸗ 
ſesſen i Horſens kunde maaſke ønjfe fig en fed Dyre⸗ 
ryg engang imellem; Agentens Frue eller andre pæne 
Folk kunde muligen faa Lyſt til en lille Hare eller 
Sligt; man ſkulde bare ikke undſe fig ved at forlange 
i ſaa Fald; thi der var paa Matrup Udſigt til ſtor 
Overflodighed. Nu, da! Terkel fan paa Rendekugler 
og Revehagl og Krudt og flige Ting; han kjobte Noget 
af det Alt og fif en forſparlig Pakke bundtet ſammen. 
Inden han var færdig, kom Fru Munberg ud til ham 
og ſpurgte, om han ilke kunde ſkaffe hende et Par 
Urfugle. Om han kunde? Ja, det var da en ſmal 
Sag, mente han. Ja da vilde hun meget gjerne have 
dem inden Loverdag Aften, og hun vilde betale dem 
godt, Han lovede da at ſkaffe dem, og faa fil han fin 
Pakke jpændt bag paa Sadlen, ſteg til Heſt og gav fig 
paa Hjemvejen. 

Et Stykke udenfor Byen, omtrent hvor det Slot 
ſenere blev bygget, ſom General Vrangel onſkede at bo 
i — Tugthuſet, J ved nok — mødte Terkel en Mand, 
der kom flæbende med et Par Krikker for et Les forte 
Potter. Hr langt er der til Horſens? ſpurgte han. 
Et bitte Stød, ſparede Terkel. Hvor er J fra? 
ude veſterfra. Er der ingen Urfugle i Eders Egn? 
ſpurgte Skytten. Jo, dem er der mange af, lød Svaret. 
Skyder J nogle af dem? ſpurgte Terkel videre. Nej, 
jeg gjør ikke. Hvorfor gjør J ikke? For jeg har ikke 
Tid, og jeg forſtaar ikke at ſkyde, og jeg har ingen 
Besſe. Det fandt Terkel var gode Grunde; han havde 
fin Bosſe hængende paa Sadelknappen, han havde. ogfaa 
viſt, at han forſtod at bruge den, og Tid havde han 
nok af; han ſagde Farvel og red videre. 

Han tenkte nu paa, at da Fruen i Horſens vilde 
betale Urfuglene ſaa godt, og han nu vidſte, hvor han 
kunde finde dem, var det vel bedſt, han lagde fig efter 
at ſkaffe dem uden Ophold. Han red derfor ikke hjem, 
men lagde Vejen ſondenom Matrup, idet han ſtilede 
noget nær, lige i Veſt. Han kom langt bort, kom ud 
paa de ſtore Heder, hvor der var Urfugle i Mengde. 


Langt 


N 


15 


Han ſtiod imidlertid ingen af dem, og deri var han 
forſaavidt undſkyldt, ſom han ikke vidſte, hvordan en 
Urfugl ſaa ud. Han ſaa jo nok blaaſorte Haner med 
rod Hovedpynt ſmutte om imellem Lyngbufkene, og han 
jaa brunſpettede Hens buldre op i hans Nærhed og 
flyve bort; men det kunde da ikke let falde ham ind, 
at det netop var den Slags Fugle, ſom Fruen ſatte 
jaa ſtor Pris paa. Beſtandig vedblev han derfor at 
ride mod Veſt ved Nat og ved Dag, indtil han maatte 
ſtandſe foran et ſtort Band med hvide Klitter paa den 
modſatte Side. Det var Ringkjobing Fjord, og ude i 
den faa en Mængde ſtore Fugle og kaglede jaa underligt. 
„Det maa viſt være Urfugle!“ tenkte Terkel; men deri 
tog han fejl, for det var Svaner, der holdt et af deres 
ſedvanlige Sangforeningsmoder i Vellingbugt, hvor de 
laa og morede fig med flerſtemmig Sang og tænfte 
paa Fred og ingen Fare. Terkel ladede imidlertid fin 
Mufkedonner lige til Mundingen og jaa ſkjod han. 
Jeg ved ikke, hvormange Svaner han traf; men 
det var ikke faa. Vinden blæfte fra Veſt, og de døde 
og ſaarede Svaner dreves op mod Kyſten. Terkel op⸗ 
ſamlede tolv, ſom han bandt faſt ved Sadlen, ſex ved 
hver Side, og faa vendte han fin Sejt i den Henſigt 
at ride lige til Horſens med Fuglene og faa fin gode 
Betaling. Men Svanerne vare ikke helt døde, og inden 
han kom en Fjerdingmil op i Landet, bleve de levende 
igjen og begyndte at baſke med Vingerne. Heſten var 
ikke vant til flig en Rytterfcerd; den blev ſky og ſtejlede 
og ſlog bag ud, og Heſt og Rytter og Svaner tumlede 
om med hverandre, indtil Sadelgjorden gik iſtykker. 
Heſten lob bort; men Fuglene ſtak tilvejrs med Sadlen, 
hvori Rytteren var bleven ſiddende. Tolv Svaners 


ſammenlagte Kræfter er ingen Übetydelighed. De fløj. 


med Lerkel ſom ingen Ting ud over Fjord og Klitter 
og langt ud i Veſterhavet, her dalede de og gave ſig 
til at ſvomme, og nu blev Skytten lige faa vaad, ſom 
om han idag havde været. paa Feltvagt ved Vejle. 
Svomningen varede endda ikke ret længe; thi der kom 
en Hvalfiſk og ſlugte hele Klatten. 

Saa fif Terkel Husly i Hvalfiſkens Mave, og der 
fandt han ogſaa godt Selſkab; thi der ſad en gammel 
Mand i en Baand. Hvorlænge har Du været her? 
ſpurgte Skytten. Ja, det ved jeg ikke, lod Svaret, for 
her er Dag og Nat lige lange. Jeg tœenker, jeg har 
været her et Par Døgn, for jeg er ſlemt ſulten. Har 
Du ingen Fødevarer med Dig? Nej, jeg er rigtignok 
klort herind med tolv Svaner; men de ere hverken 
plukkede eller fkoldede. Mon man ikke kunde gjøre Ild 
paa herinde og tillave en af dem? Kan Du flaa Ild? 
ſpurgte den Gamle. Ja, jeg kan; men mit Fyrtoj er 
pakket ind hos de andre Sager; bare det ikke er blevet 
vaadt! Prøv ad! ſagde Manden, og lad mig ſaa 


allerførft fan en Pibe Tobak at vederfvæge mig paa! 
Pibe og Tobak har jeg; men jeg mangler Fyrtøj. 
Terkel loſte op for fin Pakke, der heldigvis ikke havde 


* 


han traadte ind. 


taget nogen Skade af Fugtigheden. Han fandt Fyr⸗ 
tojet og ſlog Ild; den Gamle kom ſtikkende med en 
lille ſtumpet Pibe, ſom han begyndte at tende. Da 
— Bums! — Huſker J, da vi ſkjgd Ild paa Tyfkernes 
Krudtvogn ved Baffelkobbel? Lige ſaadan gik det til 
i Hvalfifkens Bug. Terkel havde ogſaa faaet løft op 
for fin Krudtpakke, og da han ſlog Ild, var der kommen 
en Gniſt for nær dertil. Hvalfiſken revnede langs ad 
Ryggen og kom til at ſe grandgiveligt ud ſom en ſtor 
Lax, der er ſkaaren op for at røges. Der kom Lys 
og Luft og Vand ind til de to Indſiddere. Terkel 
ſprang op i Baaden, og ſaaſnart den var flot, greb den 
Gamle Aarerne og roede iland. 

Oppe i Klitterne ſkiltes de fra hiuanden, og nu 
begyndte Terkel at ſporge Vej — til Matrup, tænfe 
J vel? — Nei, til Pulſterhuſet, og da Ingen vidſte, 
hvor det var, ſpurgte han Vej til Vejle, Han kom 
da hjem. Hans Fader gik og puslede i Smedjen, da 
Goddag! ſagde Terkel. Goddag! 
ſagde den Gamle. Tak for Laan! ſagde Sonnen og 
hængte Bosſen op paa dens gamle Knage. Vil Du 
ikke bruge den mere? ſpurgte Erik. Nej, for Ejer⸗ 
manden kunde maaſke komme og fræve den, og ſaa var 
det ſlemt, om den var borte. Aa, Ejermanden kommer 
ſaamend aldrig, ſagde Faderen. Han er nok død og 


borte for mange Aar ſiden. Ja det var nu det Samme, 


ſagde Terkel. Det er en god Bosſe; men den er ſikreſt, 
naar den hænger i Ro. Maa jeg jan faa Smedien! 
Den fil han da, og Basſen rørte han aldrig mere, 
faa den hænger der viſt endnu, og nu kunne J gaa 
ned og ſporge den nuværende Smed i Pulſterhuſet, om 
hele Hiſtorien ikke er Lagn!“ 

Det var der imidlertid Ingen, der folte Trang til, 
iſer da Morten Madſvend nu havde Midnatsmaden 
færdig, og Alle zvare færdige til at nyde den. Alle 
undtagen Vandborg. Man opſogte ham og fandt da, 
at han, der for ſin Sundheds Skyld ikke havde villet 
forlade fin Lergrav, var af Kjedſomhed falden i Søvn. 
Omgivelſernes overflødige Vand var imidlertid falden 
paa at gjæfte ham i hans lave Sade, jaa han var 
halvt overſoommet og nu var baade forknyt og for⸗ 
frosſen. Men Morten vidſte, hvad et Menneſke har 
godt af. Han udſogte de lakkeſte Stykker Kjod til 
ham, til Mads Vilſtrup og til fig ſelv. Saa gik vi 
tilbords, det vil ſige: Vi vadede ſpiſende omkring i 
Dyndet, medens Regnen. ſtrommede ned, og ſiden holdt 
vi os paa Benene, til Morgenen brød frem, og vi bleve 
afloſte og vendte tilbage til Kvartererne. Men Vand⸗ 
borg blev ſyg efter det, og det, paaſtod Mads Vilſtrup, 
kom af, at han ikke fik Hiſtorien at høre. En Hiſtorie, 
ſagde han, var langt bedre end alle Krukker og Æffer 
i Doktorens Feltapothek. 


i 


16 


Ha'ers Del. 


Glemt var Dragonen i Ledingsfærd 
San. maatte alene ride, 

Og ſelv den. dejlige Mimi var 
Helt ſtjodesloſt lagt til Side. 


Thi travlt for Alvor forviſt der var 
J Bornekammeret inde; 

Men Arbejdet gik ſom den bare Leg, 
Fordi der var Lyſt i Sinde. 


De rasled med Kopper og med Komfur, 
Med Rivejern og med Fade; 


Da Fa'er ved Aftenstid kom hjem, 
Da havde de mangt at melde, 
De maatte naturligvis alle tre 
Om Chokoladen fortælle. 

„Saa glemte J ſagtens ikke mig, 
Lidt er vel endnu tilbage? 

Jeg kan vel tænfe, at ogſaa jeg 
Paa Chokoladen ſkal ſmage“. 


Oplosninger fra Nr. 1: 
L O K E 
Opløsning paa den DIN. 
firkantede Nod EIL N D 
ENDE 


Svar paa Kjældermændene. 1. Han er en Udhaler 
af forſte Skuffe. 2. Han er overſpendt og utilregnelig. 3. Han 
er ikke tabt bag af en Vogn. 4. Han er højt paa Straa. 


5. Kuappenaal (Knap en Aal). 


Billedgaadens Løsning. Kom Matilde imellem 


12 og 1 paa Langelinie. 


Thi Mo'er ſpendered et Stykke af 
Sin fineſte Chokolade. 


Og den blev revet og den blev kogt 
J favreſte Fryd og Gammen, 

Og Moder og Tante, ja Onkel med 
De ſmagte den alleſammen. 


Og Onkel ſagde, den var probat, 
Den Zillavning var der ej Fejl i; 
Han havde — ſorſikkred han — aldrig ſmagt 
En Chokolade ſaa dejlig. 


2 Så 


* 


Da ſtod de alle forlegne der, 
Sligt havde de ikke ventet, 
Dog fattede lille Hans ſig ſnart, 
Og Rivejernet han hented. 


Og rakte det imod Fader hen: 
„Nej, Fa'er, vi glemte Dig ikke; 
Sikke Masſer der ſidder paa Jernet end, 
Se det maa Du gjerne fte s ; 
Emanuel Henningſen. 


Brevvexling. 


„= h —“. Mangel paa Plads forbyder Optagelſen af 
Digte, ſom kun en [mindre Del af Husvennens Leſere kunne 
have Interesſe af. Derfor henlagt med Tak for Venligheden. 


Flere Lerere. Forſt i Slutningen af Oktober, naar alle 
Anmodninger ere indkomne, kan der tages Beſtemmelſe angaaende 


Fordelingen af de 50 Exemplarer. 


Indhold.] Lidt om Norge, af Mads Hanſen, med Billede, — En uheldig 


„log“ Mand, Fortælling af Kund Skytte, med Billede. — 
En „Hiſtorie“ fra Feltvagten, gienfortalt af C. A. Thyreg od 
(Sluttet.) — Fa'ers Del, Digt af Emanuel Henningſen, 
med Billede. — Brevvexling. 


„Husveunen“, Villedblad for Alorſkabslesning, Oplysning og Husſlid, 
Villeder, til 1 Krone Fjerdingaarek, frit lilſendt. 


Hverk Fjerdingaar medfølger gratis et forf ſmuſtt Tillegsbillede. 


udkommer lil hver Hendag med et 16-(paltet Ark, forfynet med fler 
Bladet fan beſlilles paa 


elhvert Pofikonfor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Sovedkommisfionæren: Rudolph Klein, Vileſlrede 40, Kjobeuhavn. 
Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


Kjobenhavn. 


3. Aargang. 
Nr. 3. 


Val i 
Sundagen d. 47. Oktober. — 1828. 


Virkelige Spogelſehiſtorier. | 


Af Bendix Hanſen. 


AAA 


aar man hører gamle Folk fortælle om alt det 


at vi fluttede os trofaſt ſammen; thi jeg kunde hjælpe 
ham med de ſlemme Lektier, og ved hans Side ſpandt 
min overtroiſke Frygt. 

„Det er noget Sludder, det hele!“ ſagde han, 
„det er ikke noget at være rod for. Jeg gad nok 


Spogeri og Hexeri, de gode gamle Dage var ſaa | Jet ſaadant noget Tojeri nær ved mig en Gang, faa 
rige paa, ſaa er det underligt at logge Marke til, vilde jeg tage fat i det og ſe det rigtig efter paa alle 
hvor livligt og klart disſe gyſelige Hiſtorier udmales, Kanter, og faa ffulde jeg nok prygle det ſaadan igjen⸗ 
og hvor alvorligt det forſikres, at det virkelig er ſandt, nem, at det ſtulde glemme at ſpoge en anden Gang!“ 
thi den og den, ſom Fortælleren har kjendt, har fortalt Jeg beundrede hans Heltemod; men jeg kunde 


det, og den eller den har oplevet det. Sammenligner 
man ſaa hin gamle Tid med vor Tid, faa har man 
Grund til at undres over, hvorfor ſligt flet ikke fer 
i vore Dage og 

og da det gyf 
kraft for en vis Slags uſunde Menneſker, er der nogle, 
der klager over vor Tids Fattigdom paa overnaturlige 
Ting. Jeg har nu en Anelſe om, at det altid har 
været ſaaledes, at disſe Fortællinger ere blevne hen⸗ 


lagte til de gamle Dage; men Forandringen beſtaar 


veſentlig i, 
Tilhorere, og 


at de nu ikke finde faa mange troende 
Grunden dertil er let at forklare; thi 


alle disſe Overtroens Skikkelſer og Gjerninger horer 


Morket til, og efterſom det aandelige Mørke, Van⸗ 
kundigheden, flyr for Oplysningens klare Dagslys, 
maa de forſvinde ſom Natteſkygger. 

J min Barndom horte jeg mange af den Slags 
Hiſtorier, og jeg vilde gjerne høre dem, endſkjont de 
gjorde et faa forfærdeligt Indtryk paa mig, at jeg 
aldrig turde være ene i Marke eller gaa ene ud om 
Aftenen; thi jeg var en lille Drømmer. 
Jesper, der var et Par Aar ældre end jeg, 


den fra Skolen, 


de artigſte eller dygtigſte. Denne Forſkjellighed gjorde, 


tage fat paa det, Du kan ikke 
det bare Luft!“ 

i det mindſte aldrig i vor Nerhed, 
ige har en vis pirrende Tiltreknings⸗ 


Min Broder 
lod ſig 
derimod aldrig paavirke af Spogelſehiſtorier og Hexe⸗ 
fortællinger; thi hans Tanker optoges alene af det 
virkelige, af Heſte, Køer og Drengeſtreger, og han var 
en forvoven Gut, der ikke kjendte til anden Frygt end 
hvor han rigtignok hverken horte til 


dog ikke undlade at indvende: „Men Du kan jo ikke 
prygle det, for faa er 


„Luft!“ ſagde han, „bare Luft! Jo pyt, faa er 
det ingenting, ſaa kan det hverken gjøre ondt. eler 
godt, og hvorfor ſkulde man ſaa være bange for det?” 

Det var nu hans Tro om disſe Ting, og den har 
han beholdt aldeles uforandret, og endſkjont han ofte 
er gaaet paa Jagt efter Spogelſer, er det dog aldrig 
lykkedes ham at faa fat paa noget for at ſe det efter 


paa alle Kanter, da han ikke en Gang har faaet noget 


at ſe. 

En Sommer udbredte fig det Rygte, at det ſpogte 
i en Lykke uden for Byen. Hans Krog, der var kjendt 
ſom en meget troværdig Mand og ikke i nogen færlig 


Grad overtroiſt, kom en Aften ſilde ind til Peder Kro⸗ 
mand, der boede i det 
aldeles ude af fig ſelv. 


yderſte Hus i Byen, og var 
Hans Aaſyn var ligblegt, han 
ryſtede over hele Kroppen, og det varede længe, inden 
han kunde komme fig jaa meget, at han kunde fortælle, 
hvad der var hændt ham. 

Da han kom forbi Peder Klavſens Oſterlykke, 
havde han pludſelig hort det ringle med en Jernleenke, 
og han var bleven ſtagende for at lytte efter hvad det 
kunde være, Et Ojeblik var det ſtille, jaa ringlede det 
atter og ſterkere, og da han faa raabte: „Hallo, hvad 
er det?“ fan blev der en ſaadan Støj, at han blev 
helt fortumlet. Det ſuſte, hvinede og ringlede rundt 


| 


omkring ham, det dundrede ſaa Jorden, ryſtede, og 
det var, ſom et helt Regiment Dragoner foer forbi 
ham i ſuſende Galop, medens Luften gniſtrede omkring 
det. Hen over den høje Tornhak gik det og ind over 
Oſterlykken, indtil det ſvandt i det fjerne med en 
pibende og ſuſende Lyd. Da han atter kom til ſig 
ſelb, laa han i Vejgroften. Det forekom ham, at det 
ſmertede ham i hans Pande, og da man ſaa efter, 
var der en blaarød Plet. — Rygtet om denne Heen⸗ 
delſe udbredte fig ſom en Lobeild over Byen. Hans 


„Krog havde hort og jet den vilde Jagt, ſagde man, 


og der kunde aldeles ikke tvivles derom; thi der var 
Syn for Sagn, Hans Krog. havde faaet en blaa Plet 
midt i Panden, hvor en Gniſt eller maaſke en Heſtehov 
havde truffet. ham. Der var naturligvis i den ner⸗ 
meſt folgende Tid flere, der i ſtorre Afſtand natur⸗ 
ligvis horte det dundre og ringle i Oſterlykken; og 
derved: ſtadfeeſtedes Spogeriet end mere. 

Alle i vort Hus troede fuldt og faſt paa. den 
vilde Jagt i Oſterlykken, og mine Forældre forbød os 
Drenge paa det ſtrengeſte at komme i Nærheden af 
Oſterlykken ved Aftenstid. For mit Vedkommende var 
dette Forbud naturligvis aldeles overflodigt, men det 


forholdt ſig ikke ſaa med min Broder; thi en Aften, | 
af heje Banker paa de to Sider, og i Dalens For⸗ 


da de ſad og talte derom, medens vi ſpiſte Nadvere, 
udbrød han pludſelig, da der blev en fort Stilhed:- 

„Aa, det er noget Sludder, for der er ingen vild 
Jagt. Hans Krog er falden og har ſlaget fig mod en 
Sten, fordi han er bleven bange, den Kryſter; det 
ſkulde have været mig!“ ' 

„Hold Mund, Dreng! Hvad forſtaar Du Dig 
paa det!“ afbrød. Fader ham og laante ham et Par 
Ojne, der nok ſkulde borttage ham Lyſten til at ſige mere. 

Jeg var bleven helt forfærdet over min Broders 
Ordz det forekom mig. frækt ja naſten beſpotteligt, 
at tale ſaaledes om den vilde, Jagt, og det ſagde jeg 
ham, da vi vare komne til Sengs. 

„Aa, Du fkal je, jeg faar Ret alligevel,” ſparede 
han. „Hans Krog er en Kryſter, og det er de alle, 
Du og Fader ogſaa. Der er naturligvis ikke noget; 
men er der noget, ſaa vil jeg have Fingre i det, og 
uh, hvor jeg ſkal banke det! For Du kan ſtole paa, at 
jeg vil ikke ſkjceldes ud for ſaadant noget forbandet 
Kram!“ ; 

Jeg mærkede nok, 
tale ham til Rette. * 

„Nej,“ ſagde han, „nu vil jeg juſt have det at 
vide, og Du maa ikke fortælle det til nogen; men jeg 
og Thomas Hub har ſnakket ſammen om det, vi gaa 
derud i Morgen Aften og hver Aften, indtil vi opdage 
det. Vi mag gaa: om til Peder Klapſes i Morgen 
Aften, og naar jeg jaa er gaaet med Dig derom, ſaa 
gaa Thomas og jeg derud!” a 
Jeg grad og bad ham for Guds Skyld lade være; 
men det hjalp ikke, hans Forjæt ſtod faſt, han 


t han var vred, og forſogte at 


18 


2 „„ 


vilde underſoge det; men forraade ham og forſkaffe 
ham et Livfuld Bank vilde jeg ikke, da jeg godt vidſte, 


alt han gjorde det alligevel. 


Naſte Dag maatte jeg hjælpe ham at ſlibe en 
Pigkjcep og Kniv, og væbnede med disſe ſamt en ſtor 
Knippel, forlod han og hans trofaſte ligeſaa forvovne 
Kammerat mig om Aftenen ved Peder Klapſens Dor, 


cg gik ud for at kempe med Spogelſer. 


En halv Time efter kom de tilbage, og under 
Latter fortalte de, at de havde fanget den vilde Jagt. 
Den var flygtet for dem, men de havde ſmidt Zræ- 
ſkoene og forfulgt den i bare Strømper, og ſaa havde 
de indhentet den og faget fat i hver en Hale; men ſaa 
var det Peder Klavſens Kvier, der vare koblede ſammen 
med en Jernleenke. 

Og denne Opløsning. paa Spogeriet ftadfæftedes 
ſom den rette, hvorved min Broder og Thomas blev 
Byens Helte i Stedet for Hans Krog der nu blev til 
Latter. 1 

Godt et Aars Tid efter Hiſtorien med den vilde 
Jagt, udbredte ſig det Rygte, at Kromanden i Haralds⸗ 
dal gik igjen. 

Haraldsdal var en lang, fnæver Dal, indefluttet 


lengelſe var der mod Veſt en Moſe og mod Oſt en 
dyb Kloft, fyldt af tæt Krat, af hvilket enkelte hoje 
Træer ragede op. Vejen fra Kjobſtaden mødtes her 
med den gamle Landevej, der endnu kaldes Alfarvejen, 


og her havde i mange Aar ligget en gammel Kro, 


ſom for nylig var bleven nedreven. Det var et fært 


uhyggeligt Sted, ret ſkikket til Overfald og Spogeri, | 


og der var ogſaa Fortællinger nok om begge Dole. 
Iſcr var der en Mængde Sagn om en Kromand, ſom 
havde givet fine Gjceſter, der meſt var rige Heſte⸗ 
handlere, fulde, og derpaa beſtjaalet, plyndret, ja ſomme 
Tider myrdet dem. Ved disſe Morkets Gjerninger havde 
han ſamlet ſig umaadelige Rigdomme; men da han 
dode, var det ikke muligt at finde hans Penge; thi 
han havde gravet dem ned, og. derfor kunde han ikke 
finde Ro i fin Grav, men gik og ledte efter dem, 
uden Magt -til at løfte dem op af Jorden. Det var 
en gammel og meget bekjendt Hiſtorie, og det var 
mange Aar ſiden, nogen havde ſet ham. 

Saa kom Peder Klapſen en Aften fra Kjobſtaden 
og fortalte, at nu gik Kromanden igjen dernede i Dalen 
og ledte efter fine Penge, for han havde modt ham, 
og han var aldeles hvid jaa ner ſom Hovedet; 
for det var fort ſom Jord og dertil kantet og ujævnt 
ſom et Stykke Moſetrk. Denne Lildragelſe vakte 
Opſigt, og da det i den folgende Tid hændtes flere, der 
kom kjorende fra Kjobſtaden, at de mødte Kromanden, 
ſtod det ſnart faſt ſom en Kjendsgjerning, at han nu 
ſpogede igjen. 

Opmuntrede ved det Heldige Udfald af deres forſte 


19 


Forſog beſluttede min Broder og hans gode Ven, 
Thomas, atter at gaa paa Opdagelſe. En Aften gik 
de ned til Haraldsdal og ſkjulte fig under et Dige, og 
da de havde ligget paa Vagt til henimod Kl. 10, jaa 
de den hvide Skikkelſe med det ſere ſorte Hoved komme 
langſomt ſkridende ned gjennem Dalen. 

„Se ſaa, der har vi ham ſandelig!“ ſagde min 
Broder. 

„Ja, den Gang bliver det nok værre!” hvißkede 
Thomas. „Skal vi ikke hellere lobe og lade ham gaa, 
for nu kan vi da ſe, at det virkelig er ham ſelv, og 
han ſkal jo være en meget ſlem Krabat.“ 

„Nej, vi maa have ſet efter, hvordan han hænger 


ſammen;“ fvarede min Broder, „for det var da nok 
værd at fe, om han er andet end Luft, og i ethvert | 


Fald maa han være jaa gammel, at vi to let maa 
kunne magte ham.“ 


„Ja ſkal vi, faa ſkal vi!“ ſagde Thomas og tog 
| og gif hjem med de Andre. 


ſig ſammen. 


De blev liggende ſtille, indtil han var lige uden for 


dem, ſaa ſprang de pludſelig frem og greb fat i ham, 
ſvingende deres Vaaben. 

„Aa god Folk, aa lad mig gaa!” bad han. „Jeg 
er en fattig Karl, jeg har hverken Penge eller Uhr, jeg 
har kun min Snustobaksdaaſe, og den maa J godt 
faa!“ og han famlede i Lommen efter Daaſen. 

„Nej, Klavs, er det Dig!“ ſagde Drengene ſkam⸗ 
fulde og ſlap ham. 

„Mig, ja viſt er det mig! Jo, det er ingen anden, 
end mig!“ ſparede han, endnu ryſtende af Skrak. 

Og dermed var Spogeriet ude for denne Gang. 

Klavs var Rogter pan en ſterre Gaard i Ner⸗ 
heden af Skoven, og da han boede paa den anden 
Side af Dalen og naſten hver Aften gik hjem, iført 
fine hvide Vadmelskleder og med en gammel formlos 
ſort Hat paa Hovedet, 
Kromandens Gjenfeerd. i 


Sagn fra Ditmarfken. 
Forkalt af Al. Schumacher. 


Om Molleſtenen, der hang i en Silketraad. 
Solen ſkinnede, det modne Korn bolgede paa 
Markerne, Leerne klang, og Kornet ſenkede fig, det ene 
Skaar efter det andet. Der var Liv og Munterhed 
herude, Karlene ſpang de blanke Leer, der blinkede i 
Solen, og Pigerne rev Kornet ſammen, bandt det i 
Neg og fatte det i Traver. Men da Middagen kom, 


og Solen brændte ſteerkeſt, lejrede Karle og Piger fig 
bag Traverne og fik deres Madkasſer og Oldunke 
frem. 

Hiſt henne ſad en Karl og en Pige, begge brunede 
af Sol og Arbejde, men de vare unge, havde ftærfe | 
Arme og brede Skuldre og Fremtiden laa aaben for 


var han bleven antaget for 


de Steller Hoje, 


dem. Det var ogſaa denne, de talte om. De ijente 
i Gaard ſammen, havde faaet hinanden fjær og vilde 
gjerue gifte fig, men de vare. fattige, derfor havde det 
lange Udfigter med Brylluppet. Som de nu ſad og 
talte, kom en tyk Tudſe hoppende, grim at ſe til, 
Tudſer ere nu aldrig ſynderlig kjonne, men denne var 
nu jaa farlig grim, og da Karlen faa Tudſen, vilde 
han ſlaa den ihjel med Riven. 

„Lad det ſtakkels Dyr lobe, det har jo ingen For⸗ 
tred gjort Dig“, ſagde Pigen. 

„Men det er dog et ledt Utyfke!“ 

„Den kan jo ikke gjore for at den er ſaa grim!“ 
ſagde hun og bad ham faa bonligt om at ſkaane 
Tudſen. Han vilde dog drille Pigen lidt og ſtak efter 
den med Riven, indtil den ſlap ned i et Hul. 

Derpaa toge de atter fat paa Arbejdet og bleve 


| ved, indtil Solen gik ned og Aftenklokken vingede i 


Stelle. Saa toge de deres Le og Rive paa Skulderen 

Som de nu ſade og ſpiſte, ſagde Bonden til dem: 

„J ere budne til Fadder i Morgen!“ 

„Vi“, ſagde Karlen helt forbapſet, for han vidſte 
ikke, hvorfra den Indbydelſe kom; hans Slægt boede 
langt herfra, ovre i det holſtenſke, han havde vel en 
gammel Moſter her i Byen, men hun var Enke og 
nærved de Firs, ſaa hende kunde det ikke være. 

„Jo mend ere J fan”, ſagde Bonden, „i Middags 


ſom vi allerbedſt ſade og ſpiſte, horte vi pludſelig en 


Stemme, ſom bod Jer til Fadder, men vi kunde ikke 
ſe, fra hvem den kom!“ 
„Det var da lojerligt“, ſagde Karlen og faa paa 


Kijcereſten; hun ſaa igjen paa ham, men ingen af dem 


vidſte, hvad de ſkulde tro og tenke. 

Naſte Morgen, da Karlen ſtod op, fil han Oje 
paa en hvid Stribe, ſom lob fra Sengen til Doren, 
og da han faa nøjere til, opdagede han, at det var 
Gryn og der laa ligeledes Gryn ude i Forſtuen og 
Gaarden. Saa gik Karleu efter dem og kom ud til 
hvor de underjordiſke havde deres 
Tilhold. Medens han nu ſtod der og jaa pan Hojen, 
hvor Grynene endte, horte han en Stemme, ſom ſagde: 
„Kom igjen ved Middagstid og tag Din Kjereſte 


med! J ſtulle ſtaa Fadder! 


Saa gik Karlen hjem igjen og ſagde det til Pigen. 
Begge toge nu deres Kiſtekleeder paa, og da Tiden kom, 
fulgtes de ad til Hojen. Da var denne aaben, og en 
lille Mand i graa Frakke ſtod i Aabningen, bod dem 
venligt God Dag! og forte dem gjennem en lang Gang 
ind i et ſtort Rum. Hvor det glimrede og ſtraalede 
derinde. Vægge, Gulv og Loft var af en blaa Sten⸗ 
art, gjennemvirket med Guldaarer, og ned fra Loftet 
hang Wdelſtene, der udſendte en ſaadan Glans, at det 
var lyſt derinde, ſom den klareſte Dag. Midt paa 
Gulvet ſtod et Bord af det pure Guld, beſat med 
Guld⸗ og Sølvtøj og de koſteligſte Retter. Men hele 


Verelſet var opfyldt af ſmaa Folk 
i gran Klæder, baade Mænd og 
Kvinder, Unge og Gamle, foruden 
en Del Born, ſom ſprang Buk over 
hver andre, legede Tagfat, lo og 
vrœlede. De Ældre trængte fig alle 
om Barſelkvindens Seng, der ſtod 
henne i det ene Hjørne. 

Da Pigen og Karlen kom, rakte 
en gammel Mand ham det lille 
Barn, han ſkulde holde over Daa⸗ 
ben og forte ham til Stedet, hvor 
Handlingen ſkulde foregaa. Men 
ſom Karlen nu ſtod der, ſaa han 
tilfældig op og blev vaer, at der 
lige over hans Hoved hang en Molle⸗ 
ſten i en Silketraad. Forſkrekket 
vilde han træde tilbage, men var 
ſom faſtnaglet til Stedet og kunde 
ikke flytte en Fod. J Dodsangſt 
ventede han, til Daabshandlingen 
var forbi, den ſyntes ham at vare 
en hel Evighed, men derpaa traadte 
han ſkyndſomſt tilbage. 

Da- kom den lille Mand, ſom 
havde ført dem herind, hen til ham, 
takkede ham og tilfojede: 

„Hvad Molleſtenen angaar, jaa 
kan Du nu vide, hvorledes min 
Huſtru i Gaar var til Mode, thi 
hun var den Tudſe, Du vilde faa 
ihjel, formedelſt den var ſaa grim, og 
ſom Din Kjeeeſte bad Dig at ſkaane. 
Men nu tales der ikke mere om den 
Ting, Jæt Jer nu til Bords og lad 
Maden ſmage Jer!“ 

Der blev nu ſpiſt og drukket, 
jaa det havde Skik, og udbragt Skaa⸗ 
ler, og da Gildet var forbi, forte 
den lille Mand dem atter ud af 
Hojen; men ved Affkeden fyldte han 
Pigens Forklade med Hovlſpaaner. 
Saa takkede de for godt Traktement 
og begav ſig paa Hjemvejen. Men 
da de vare gagede et Stykke, vilde 
Pigen kaſte SHovlſpaanerne bort. 
„Det var ogſaa noget at forære 
En!“ ſagde hun. 

„Aa, tag dem med“, ſagde Kar⸗ 
len, „de kunne da altid være gode 
til at tænde Ild med“. 

Spaanerne bleve hende dog for 
tunge, og hun kaſtede de Halve paa 
Vejen. Men da hun var kommen 
hjem og gaabnede Forkledet for at 


En engelsk Nampekanun. 


kaſte dem ned ved Skorſtenen, ſkinnede det blanke Guld 
hende i Mode; Spaanerne havde forvandlet fig til 
lutter Dukater. 

„Kan Du ſe, det var godt, Du tog dem med“, 
ſagde Karlen, „men nu vil jeg lobe til bage og ſanke 
dem op, Du kaſtede paa Vejen!” 

Og han ſkyndte fig hen til Stedet, men de vare 


borte. Han blev vel en Smule ærgerlig derover, men 


de ejede dog nu jaa meget, at de kunde kjobe fig en 
Gaard. Saa holdt de Bryllup, og Alt, hvad de fore⸗ 
tog ſig, blev til Held. 

Storken byggede paa Gav⸗ 
len og Lykken boede under 
deres Tag, de levede til⸗ 
fredſe og glade i mange 
Aar og bleve gamle Folk. 
Nu ere de forleengſt døde, 
men deres Efterkommere 
leve endnu, det er en af 
disſe, ſom fortalte mig 
denne Hiſtorie. 


Kmpekanoner. 


Man laſer ofte i Bla⸗ 
dene om den mærfelige 
Kappeſtrid, der er imellem 
Artilleriet og Befeeſtnings⸗ 
kunſten, navnlig med Hen⸗ 
ſyn til at værge Krigsſkibe 
for Skytſets Virkning ved 


21 


holder Vagt ved den. 


Navn af Woolwichs Pattebarn. 


derom ved at optage omſtagende Billede af en engelſk 
Kampekanon, om hvis uhyre Storrelſe man bedſt faar 
et Begreb ved at ſammenligne den med Soldaten, der 
Englænderne have iſcer ofret 
Millioner for at fremſtille de ſtorſte Kanoner, der til 
virkes i Woolwich. For nogle Aar ſiden ſtobtes ſaa⸗ 
ledes en Staalkanon der vejede 735 Centner, den gjorde 
Opſigt ſom Verdens flørfte Kanon og fik for Spog 
Men nu er, efter 
15 Maaneders Arbejde en ny Kampe færdig fra Wool⸗ 
wich Kanonſtoberi, ſom 
ikke vejer mindre end 81 
„Tons“, eller 1620 Cent⸗ 
ner (Vegten af 800 Tonder 
Rug, altſaa lig fvært Læs 
for 80 Bondervogne). Lo⸗ 
bet er 12 Alen langt, og 
Kanonens udvendige Leeng⸗ 
de 13½ Alen. Løbet er 
neſten 15 Tommer i Tver⸗ 
maal og vil, efter endt 
Proveſkydning blive ud⸗ 
videt til 16 Tommer. 
Kanonen vil da fore en 
Spidskugle af 1650 Punds 
Vægt (= godt 8 Id. Rug!) 
og en Krudtladning paa 
300 Pund (Vægten af 1½ 
Tb. Rug). Kugle og Krudt 
til hvert Skud, vil koſte 
næften 500 Kroner, men 
vil ogſaa i ½ Mils Af⸗ 
ſtand kunne gjennembore 


at overkloede dem med 
Pantſer. Dette beſtaar 
af Skibsſider, dannede af 
Jernplader, ſom ikke ſkulle 
kunne gjennemſkydes. Men 
jo tykkere man gjor disſe 
— og man har nu naaet 
til Pantſerplader paa den 
umaadelige Tykkelſe af 3 


en Pandſerplade af 20 
Tommers Tykkelſe; man 
tenke fig en Smedejerns⸗ 
væg der er 20 Tommer 


forſog med Kugler paa 
1250 Pund og 170 Punds 
Krudtladning ere lykkedes 


Kvarter — jo ſtorre og 
jværere gjør Artilleriſten 
fine Kanoner, jaa at ſelv i 
de tre Kvarter tykke Jernplader gjennemſkydes af 
den umaadelige Staalſpidskugle, de fæmpemæsfige 
"Kanoner udſlynge milevidt, og hvormed de funne 
træffe ſikkert i en halv Mils Alfſtand. 


ikte denne Gang udforligere forklare hvilke utro⸗ 
lige Vanfkeligheder der er forbundet med Tilvirkningen 
af ſaadanne Kempekanoner, eller hvilke uhyre Bejvær- | 
ligheder der ere forbundne med Ferſelen af en 
ſaadan mange hundrede tuſinde Pund tung Staalmasſe, 
men ville lade Leſerne ſelv danne fig en Foreſtilling 


Eiraffen. 


over Forventning; man 
fyrede mod en Sandbanke, 
hvori Kuglen borede ſig 
22¼ Alen ind, medens Ka⸗ 
nonen ved Affyringen havde et Tilbageſlag paa. 12 Alen. 
Saa ladedes Uhyret, ved 12 Artilleriſters forenede 


Anſtrengelſer med 190 Pund Krudt og en Spidskugle 
Vi ſkulle 


af 1400 Punds Vægt, der ved Affyringen trængte 
25 Alen ind i Skydevolden, medens Kanonen veg 
16 Alen tilbage! Der affyredes 6 ſaadanne Skud, 
og der var da ikke Spor af Skade at opdage i Lobet. 
Denne Kanon er beſtemt for det engelſke Taarnpandſer⸗ 
ſkib „Inflexible“ (den ubøjelige), ſom ſkal have fire 
ſaadanne Helvedesmaſkiner, der tilſammen vilde koſte 


tyk! De førfte Skyde⸗ 


600,000 Kroner! Men man mener, efter nøje Bereg⸗ 
ning, at Virkningen af disſe Kanoner, der ved Elektri⸗ 
citet kunne affyre to og to Skud i ſamme Nu, mod 
ſamme Plet, vil blive lige ſaa umaadelig, ſom da 
nylig den engelſke Pandſervedder „Iron Duke“ af 
Vanvare lob fin fremſtaaende Jernfiævn ind i Siden 
paa Pandſerfregatten „Vanguard“, jaa den ſank inden 
en Times Forløb. 

Englands Blade juble over at Fremſtillingen af 
denne Keempekanon er lykkedes, og tenke allerede paa 
at viſe Englands Overlegenhed ved at tilvirke en dobbelt 
jaa tung Kanon, der ſkal kunne udſkyde en Kugle paa 
2000 Pund! Og det er ikke umuligt at det virkelig 
lykkes; men faa vil ogſaa Pandſerſkibenes Tid være 
forbi, da man næppe fan blive ved at forøge de allerede 
nu umaadelig ſocere og uhyre koſtbare Pandſerpladers 
Tykkelſe. England vil imidlertid ikke blive ene om 
Wren af at frembringe de ſtorſte Kanoner. Den tyfſke 
Kanonfabrikant Krup, og rimeligvis Amerikanerne, 
ville pan Verdensudſtillingen i Filadelfia (Nord⸗ 
amerika) neſte Aar fremſtille Kanoner der næppe lade 
de engelſke noget efter i Størrelfe. 


G Giraffen. 
Au Af E. Toepfer. 
600 | 
68 e af Husvennens Læjere, ſom ikke i For⸗ 
vejen ved Tegning og Beſkrivelſe ere blevne 
fortrolige med det Dyr, ſom medfølgende 
Billede foreſtiller, ville viſtnok ved Synet 
af det udbryde: „Det er dog et hojſt 
underligt Dyr!“ Dette Udbrud vil være; meget be⸗ 


rettiget, thi Giraffen, ſom det kaldes, har virkelig et 


meget paafaldende Udſeende og afviger ikke jaa ganſke 
lidt i hele ſin Legemsbygning fra alle andre Pattedyr. 
Det er den overordentlige lange Hals, den forholdsvis 
forte Krop med en ſkraa Ryg ſamt de høje Ben, ſom 
giver dette Dyr et jan paafaldende Udſeende. Hos en 
voxen Giraf er Højden fra det nederſte af Foden til 
det gverſte af Hovedet henved 19 Fod; den er altſaa 
det hojeſte af alle Pattedyr. Halſen er omtrent 8 
Fod lang og forſynet med en ganſke fort Manke, 
Skulderhojden er 10 Fod, den korte Krop har kun en 
Længde af 7 Fod og ender med en 4 Fod lang Hale, 
der ligner Koens og i Spidſen er forſynet med en 
Kvaſt af lange Haar, hvorved den bliver et ſerdeles 
godt Redſkab til at bortjage bejværlige Inſekter med. 
Forkroppen er næften 2 Fod højere end Bagkroppen, 
hvilket giver Ryggen en ſkraa Retning. Kroppen 
bæres af fire høje og meget fint byggede, men dog ſteerke 
Ben. Hovedet er langſtrakt og ender med en tynd 
Snude. Øjnene ere ſtore, ſmukke og klare med et meget 
mildt Udtryk, Paa Panden har den et Par ſtore og 


meget bevægelige Oren, ſom næften ere en Fod lange, 
ſamt et Par lidt kortere Bentappe, der ere overtrukne 
med Hud. Huden er meget tyk og overalt beflædt 
med forte Haar, hvis Grundfarve er hvidgul med ſtore, 
brune, ofte firkantede Pletter. Giraffen horer til 
Drøvtyggerne, der have faaet dette Navn, fordi de 
tygge Drop, det vil ſige, at de tygge deres Føde to 
Gange, hvilket Leſerne kjende fra vore Husdyr, Koen 
og Faaret. 

Giraffens Hjem er Sletterne i Mellem⸗ og Syd⸗ 
afrika, hvor den lever i ſmaa Flokke paa 6—8 Stykker; 
Tallet af Dyrene i Flokken er dog ofte ſtorre og 
kan være indtil 40. Den holder meſt af at opholde 
fig i de Egne, hvor. der voxer mange Mimoſer, hvis 
unge Grene, Knopper og Blade ere dens kjereſte 
Nering. Dens overordentlige Højde jætter den i Stand 
til med Lethed at kunne hente denne ſin Nering fra 
disſe Planter, ſom ere temmelig høje Tracer. Den 
gjør herved Brug af fin lange og bevægelige Gribetunge, 
ſom den kan ftræffe langt ud af Munden ſamt vikle 
om de fine Grene og rive dem af med. Tungen er 
derfor et ligeſaa uundværlig Redſkab for Giraffen ſom 
Snabelen for Elefanten. Det er ikke ſaa underligt, at 


Giraffen foretrakker at hente fin Neœring fra ſaa høje 


Planter, da dens Legemsbygning gjør det meget 
vanſkeligt for den at ſoge Føden paa Jorden ſom de 
fleſte andre Droptyggere. Den er nemlig ikke i Stand 
til at naa Jorden med fit Hoved uden ved at fnæle 
ned eller ved at fpærre Forbenene meget langt fra 
hinanden, hvorved Forkroppen ſenkes faa meget, at den 
med Hovedet kan naa Jorden. Da denne Stilling 
imidlertid er meget magelig og trættende, indtager 
Giraffen den kun, naar den vil drikke eller tage Noget 
op fra Jorden. Giraffens uſcdvanlige Højde kommer 
den ikke alene til Nytte, naar den vil hente fin Nering, 
men den fætter den ogſaa i Stand til i lang Afſtand 
at opdage de Rovdyr, der ville den til Livs, jaa at 
den i Tide kan tage Flugten, Naar Giraffen vil bevæge 
fig, ker det enten i en langſom Pasgang, eller i en 
plump Gallop med lange Spring, under hvilken den 
lange Hals ſtadig kaſtes frem og tilbage. Den kan 
bevæge fig med en faa ſtor Hurtighed og Udholdenhed, 
at det er vanffeligt at indhente den, ſelb om man har 
en god Heſt. J Almindelighed er Giraffen af en meget 
godmodig og fredſommelig Natur og lever derfor i den 
bedſte Forſtagelſe baade med ſine Kammerater og andre 
Dyr. Naar den overfaldes af et eller andet Ropdyr, 
jætter den fig kjcekt til Modværge og uddeler kraftige 
og farlige Slag med fine lange, ftærfe Ben. Dens, 
farligfte Fjende er Menneſket, ſom ofte gjør Jagt paa 
den paa Grund af dens velſmagende Kjød og gode 
Hud, der giver udmærfet Leder. Ogſaa i Løven har 
den en farlig Fjende; naar Giraffen i Tide kan opdage 
den, kan den let redde ſig ved ſit hurtige Lob, men 
naar det kan lykkes Løven gjennem Krattet at ſnige 


23 


ſig tæt ind paa den, er den fortabt. Loven ſtyrter 
fig da over den i et mægtigt Spring og ſlaar fine 
Tænder og Klaer dybt ind i dens Kjod. Giraffen 
tager ſtrax Flugten og ſoger forgjcves at blive fin 


farlige Fjende kvit, men efter at have lobet en fort. | 


Strœkning med Løven paa fin Ryg ſtyrter den til 
Jorden, og Løven gjør da hurtig Ende paa dens Liv. 
Man kiendte allerede i Oldtiden Giraffen her i 
Evropa, og Romerne nyttede den undertiden ved 


deres Dyrekampe. J den ſenere Tid er den ofte bleven | 


fort her til Evropa, hvor den findes i de fleſte ftørre | g 
til Iſtandſcttelſe, men Sangveerket blev ødelagt derved, 


| jaa at Melodierne ikke længere lød: rigtig. 


zoologiſke Haver. Ved en meget omhyggelig Pleje fan. 
den godt leve i længere Tid i Fangenſkab, og i flere 
zoologiſke Haver har man faaet den til at forplante fig. 


husflid. 
To Landsbykunſtnere (Fader og Son). 
Meddelt af Lars Peder Anderſen i Lyngsaa. 

Bort Fædreland har ſaavel før ſom nu opfoſtret 
mange dygtige Mænd. iblandt den danſke Almue, 
hvoraf: dog faa er blevne almindelig kjendte og ſkattede 
efter deres ſande Værd. Blandt de Mænd, ſom ſaa⸗ 
ledes har gjort ſig fortjente, kan med Rette den Mand 
fortjene at komme i forreſte Rakke, hvad Kunſtflid 
angaar, ſom her vil blive nærmere omtalt. 

Peder Pederſen Kok blev født 1748 af jævne 
Bonderfolk i Landsbyen Lyngsaa i Vendſysſel, hvor 
hans Fader havde en Gaard i Fæjte, ſom Sonnen 
ſiden overtog efter Faderens Død. Faderen havde i 
ſin Ungdom tjent en der i Egnen formuende Mand 
og ved at bringe hans Stueuhr til og fra Uhrmageren 
flere Gange, havde han iagttaget den da ſjeldne Ind⸗ 
retning nojagtig. 
begyndte at ove ſig i Uhrmageriet. Han forfærdigede 
i Begyndelſen Stueuhre af ſimpel Indretning, ſom 
han afſatte til de fattige Bonderfolk i Byen og Om⸗ 
egnen, Sonnen voxte nu op og tog ſnart ivrig Del 
i Arbejdet, hvilket viſer ſig af den Mengde gode 
8 Dages Stueuhre ſom udgik fra deres Veerkſted, og 
endnu for en ſtor Del bevares trindtom. 

Faderen Døde i en temmelig ung Alder, men 
Sonnen vifte fig fuldkommen dygtig til at træde i 
Faderens Fodſpor og fortſatte hans Gjerning efter en 
ſtorartet Maaleſtok. Iblandt hans meſt kunſtferdige 


Arbejder maa ej glemmes et 8 Dages Stueuhr, ſom 


viſte Dato og Maanedsſkifte ſamt havde et Sangverrk, 
ſom beundredes af Enhver ſom ſaa og horte det. 
Kunſtverket kan Meddeleren beſkrive tydelig, da det 


har været i hans Faders Eje, jan at han jer fig i Stand 


til at give fuldkommen paalidelig Oplysning. 


Sangveerket var indrettet til at ſynge eller ſpille 


en Pſalmemelodi, for hver Time Klokken ſlog, og altſaa 


12 Melodier i Alt. J Sangveerket var en Bom, 


onſkede, ved Hjælp af en dertil indrettet Fjeder. Kok 


Dette gav Anledning til at han 


hvorpaa. var faſtgjort 8 Malmklokker af forſkjellig Tone; 
til hver Klokke var igjen 2 ſmaa Hamre, der bleve 
ſatte i Gang ved en tyk Mesſingvalſe rundtom 
beſat med ſmaa Stifter, hvilken drejede fig rundt ved 
Hjul i Værket. Disſe Smaaſtifter ſatte Hamrene i 
Gang og frembragte den rigtige Melodi. Dette 
kunſtige Sangveerk kunde ſtilles til hvilken Tid man 


ſkal have jagt, at dette Uhr med Sangvarket kunde 
ingen gjøre i Stand efter hans Dod, og det blev 
ogſaa Tilfældet. Mange: dygtige Folk have haft det 


Det vilde blive for vidtloftigt at omtale alle de 
mange kunſtige Uhre denne ſelvlcerde Landsbykunſtner 
udtænkte og forfærdigede. Som et af de navnkundigſte 
kan nævnes et Taarnuhr, ſom han indrettede for 
Kammerherre Reedz Thott paa Gaung i Sjælland, 
paa et Sted hvor Uhrmagere fra Kjøbenhavn havde 
erklæret det for umuligt at anbringe det, hvilket van⸗ 
ſkelige Arbejde han ſkilte fig meget godt fra. 

Det var ikke alene Uhrmageriet, han var Kunſtner 
i; han var en duelig Solvarbejder og ſtobte en ſtor 
Mængde andre Metalarbejder, deriblandt Kanebjelder 
og Klokker. Han var en dygtig Stempel- og Signet⸗ + 
ſtikkter baade i Metaller og edle Stene. Der fortælles 
om ham, at da han var i Kjøbenhavn for at tale med 
Kammerherren om det nævnte Taarnuhr, gik han til 
den kongelige Hofgraver og forlangte at fag et Signet 
ſtukket i Agat til en hojtſtagende Herre, ſom han 
navngav. Kunſtneren ſamtykkede og bad Manden 
gaa ud i Byen nogle Timer, indtil han blev "færdig 
med Arbejdet. P. P. Kok foreſtillede ſig ſom en 
enfoldig Bonde og ſagde paa ſit jydſke Maal, at han 
ikke var kjendt i Byen hvorfor han bad om at maatte 
ſidde og ſpiſe fin Mad jaa loenge. Kunſtneren, ſom 
anſaa ham for virkelig enfoldig og fad paa hans Dragt 
— der var en hvid Vadmels Troje med Metalknapper, 
Knebenkleeder, hvide Strømper og Sko, ſom han holdt 
det for en re at færdes i blandt fornemme og ringe — 
gav ham ogſaa Lov til at ſidde at ſpiſe fit Smorre⸗ 
brød. Kok kom i fin Enfoldighed med nogle dumme 
Sporgsmaal angaaende Arbejdet, ſom Kunſtneren var 
venlig nok til at give ham Svar paa, nemlig med 
hvad Agaten ſkulde ſmores for at paavirkes ved Slib⸗ 
ningen ſamt om Mafkinens Indretning til at flibe 
Agatſtenen pan, hvilet Kok noje efterſaa. Saaſnart 
han kom hjem indrettede han Maſkinen til at ſlibe 
den edle Sten paa. Godsejer Stenild paa Voergaard 
ſkaffede ham nu Forraad af Stene, "hvorefter han 
forferdigede et Signet i Agat med ſit eget Navn paa, 
ſom han ſendte til den omtalte Kunſtner i Kjøbenhavn 
med et Brev om, at det havde den enfoldige Bonde 
gjort. Signetet var jaa fortrinlig gjort, at der kom 
Skrivelſe tilbage, at vilde han reiſe til Kjøbenhavn, 


r 


24 


ſtulde han faa en lonnende Stilling; men Kok jaa | 
ej jaa meget paa Hæder og Ære, Hvorfor han blev 
hjemme og virkede i fin vante Stilling. 

Alt Smedearbejdet udforte han ſelv til hvad 
ſom helſt Arbejde, han havde for, og alt var jaa for⸗ 
treffeligt i Herdningen af Staalarbejdet, ſom blev 
prøvet af andre dygtige Mænd, at der intet var at 
udjætte derpaa. Blandt hans Smedearbejde nævner 
Sagnet et Arbejde, ſom han udførte for kongelig Reg⸗ 
ning. Der var nemlig ſket Brud paa en Laas ved 
en Regimentskasſe i Aalborg. Oberſten beklagede, at 
der var ingen Smed, ſom kunde iſtandſette den, 
uden i Kjøbenhavn; da traadte en af de underordnede 


Officerer frem og meldte, at han nok troede han vidſte 


en Bonde, ſom kunde iſtandſctte den. Det var Kok, 
ſom Laaſen kom ned til, og han iſtandſatte den. Han 
gik ſelv til Aalborg med den, fremſtillede ſig for 
Oberſten i fin omtalte Dragt og: leverede ham Arbejdet, 
Oberſten jaa til ham flere Gange og ſpurgte, om han 
var den ſom havde udført det, hvortil. Kok beſkedent 
ſvarede, at det var ikke jaa vanſkeligt. Oberſten gav 
meget mere for Arbejdet, end han forlangte, og var 
glad ved at faa det gjort paa den Maade. Der kunde 
ſaaledes fortælles. mange Smaatrak om ham, ſom alle 


vidne lige faa meget om hans ualmindelige Snille, 


ſom om hans hæderlige Sindelag. 

P. P. Kok var en for fin Tid ualmindelig oplyſt 
kundſkabsrig Mand, baade i Læsning, Regning og 
Skrivning, og var derfor en afholdt Ma J blandt 
Omegnens Folk og var overgivet mange Hverv i. fit 
Fodeſogn. Han var den, ſom bevirkede at Ud⸗ 
ſkiftningen fandt Sted; han lod fig ej ſkrcemme af de 
ſtore, men traadte modig frem, naar det gjaldt om 
at ſtaa faſt. Man fortæller, at han havde en Frihed 
ſom var meget. ſjelden i den Tid, nemlig at hans 
Skrivelſer kunde gaa uhindret igjennem Kancelliet til 
Kongen. Han døde den 7de Juni 1815, 67 Aar gl. 
Bed. hans Jordefaerd udtalte Paſtor J. J. Asmusſen 
i Albæk de Ord: J Dag jordes en Mand, hvis Lige 
næppe, findes i Danmark. 5 


Bognyt. 

„Vore Fedres Guder” af F. Winkel⸗Horn, er en Rakke 
Skildringer, ſom Husvennens tidligere Læfere fjende fra dette 
Blads forrige Bind. Den fortrinlige Fremſtilling af vore 
hedenſke Forfedres Tro og Foreſtilling om deres tenkte Guder, 
er fan vidt mulig en tro Gjengivelſe af hvad Oldſkrifterne, 
navnlig de markelige Skrifter paa oldnordiſt, ſom gaar under 
Navnet. den ældre og den yngre Edda, meddele om Nordens 
Hedningetro. Denne Fremſtilling er den forſte, hvor denne 
umiddelbare Gjengivelſe er gjennemfort uden noget Paaheng 


af Nutidens Udlegning, faa at man ret gjennem denne faar et 
jan Hart Billede ſom muligt af vore Fedres egen jævne, ſtorladue 
Fortælling om hvorledes de tenkte fig deres „Guders“ Liv og 
Ferden, Grundtanke og Sindsretning. Det glæder os, at denne 
Skildring er funden faa heldig, at den nu har kunnet frem⸗ 
træde paa et anſet Forlag ſom „en kortfattet nordiſt Mythologi 
til Folkelesning og Skolebrug“, i hvilken Retning vi 
onſte den ret megen Üdbredelte. 

Den 112 Sider ſtore Bog, frembyder forovrigt ved Sammen⸗ 
ſtilling med Husvennen et flagende Vidne om dette Blads 
forholdsvis ſtore Prisbillighed, idet den lille Bog 
uden Billeder koſter omtrent halvt faa meget ſom forſte Bind 
af Husvennen, der foruden det meſte af „Vore Fedres Guder” 
med Conſtantin Hanſens fortrinlige Billeder, jo indeholdt 
en ſtor Mængde Fortællinger, Billeder og Skildringer, med 
ialt 16 Gange fan meget Indhold (indbefattet 160 Billeder) 
ſom den foreliggende lille Bog, ffønt den ingenlunde er dyr 
i Forhold til andre lignende Boger. 


Smaating. 


—ů 


Forretningen udvides, Til Sognepraſten R. i N. kom en 
Tigger for at 1 5 lyſt for ſig. 

„Hvormed tenker Du at føde Kone og Born?“ ſpurgte 
Praſten forundret. 

„Min Kone ſta' hjælpe mig at tigge!” var Svaret. 


Aandsnerperelſe. En Dreng fandt en Daler paa Gaden, 
hvilket en Droſchekuſk blev opmarkſom paa, og idet han truede 
med Piffen raabte han: „Kom med den Knagt, jeg har tabt den!“ 

„Var der et Hul i den?“ 

„Ja, det var der rigtignok“. 

1 Halloj, faa er det ikke Jeres, Farlil“, jublede Drengen og 
lob fin Vej. 


Firkantet Nod. Af 2 4, 2 E, 2 8, 2 R, 2 8, 1 J, 

4 V og 1 1 dannes 4 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og 
leſte fra venſtre til højre og fra oven og nedad giver Los⸗ 
ningen paa følgende Gaader: 

Mit Forſte venter os Alle engang, 

Mit Andet ej ſavntes hvor Hoſtleen klang, 

Mit Tredje os bringer nyt til By, 

Mit Fjerde man lader fin Skrader fy. 


Brevvexling. 


Lojtnant v. E. Deres Spørgsmaal angaagende ,Alle- 
handa för Folket“ beſvares ſaaledes: Priſen er, indbefattet 
Poſtafgiften: helaarlig 1 Kr. 50 O., halvaarlig 1 Kr., fierding⸗ 
aarlig 50 OS. Bladet kan beſtilles gjennem ethvert danſt Poſt⸗ 
kontor og udgaar ugentlig. Aargangen begynder den Iſte Ja⸗ 
nuar. 


J. L. i O. Venligſt Tak for „St. Knud!“ 


„Kaninableren“. Priſen paa avledygtige franſte Harekaniner 
hos Lærer Teiſen i Nørre Næraa ved Odenſe er un kun 4 Kr. 
Stykket. 


Indhold. Virkelige Spogelſehiſtorier, af Bendir Hanſen. — Sagn fra 
Ditmarſken, fortalt af M. Schumacker. — Kempekanoner, 
med Billede. — Giraffen, af E. Toepfer, med Billede. — 
Husflid: To Lands bytunſtnere (Fader og Son). — Bognyt. — 
Smaating. — Brevvexling. 


Udgiverens Adresse er: Bylovsvej 8 a. Kjøbenhavn 
Vesterbro, 


9 


2 usvennen“, Billedblad for Nlorſkaßsſcsning, Oplgoning og Husflid, udkommer lik hver Hondag med el 16. pallel Mrk, ſorſynet med flere 


Billeder, kik 1 Krone Fjekdingaaret, frit kilſendt. 


ver! Flerdingaar medfølger gratis et Mort fmukt Tillcgsbillede. 
elſpert Pofikontor og Brevfamfingsfted, i enhver Bogfade ſamt fjos Sovedkommisfionæren ; 


; Bladel kan beſliles paa 
Bunolph Klein, Vifeffræde 40, Kſobenhann. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang. 


Nr. 4. Sandagen d. 


Efteraaret. 
Alt nøgen” Marken ſtaar, 
jaa gold og ode; 
det kolde Efteraar 
gav atter Mode. i 
Nu gulnes hvert et Blad paa Træ og Bufte, 
ej Blomſt nu findes mer, 
kun Stormene man ſer 
i Hegnet rufke. 


Du korte Sommertid 

med Bragt og Bude! 

Med Haab, med Lyſt og Flid 

vi dig begynde; 

men for du kommen er os ret for Oje, 
du ſvinder bort igjen; 

umecrkſom foer du hen 

med Hoſtens Maje. 


Hvor er din Fugleſang 
med Toner føde, 

ſom fyldte Skov og Varg 
i Morgenrode? 

Hvor er din Blomſterpragt, din fagre Bnde? 
Alt er forſpundet brat, 

Naturens dybe Nat 

vil nu begynde. 


Lad Blomſten visne hen, 

lad Lovet falde, 

Gud vil til Liv igjen 

Naturen kalde. 
Den barſke Vinter maa hans Vink adlyde, 
det mindſte Blad og Fry, 

ſom for os ſynes do, 

ſkal atter ſkyde. 


ON 


ll 


Kjøbenhavn. 


ke a 9 
. Oktuber. 18725. 


Naar ſelv jeg ſeenkes ned 

bag Gravens Dakke, 

vil Gud til ſalig Fred 

mig atter vekke. 

Lad ſpinde da al Jordens Pragt og Bnde, 
jeg veed, hos Jeſum Kriſt 

en evig Sommer hiſt 

jeg ſkal begynde. 


Jagthiſtorier. 
Af Vendir Hanſen. 
Dod d. 13. Oktbr. 1875. 


J. F. Chriſtenſen. 


— 


7 Den forvandlede Hare. 
jender De Skopfoged Jenſen i Oſterſkov? 
Naa, det gjor De ikke! Ja, da er det 
9 Skade, for det er en Mand, der er værd 
at fjende og værd at beſoge. Han har 
Jet godt Hjem, pænt, lyſt og hyggeligt, 
nogle raſke Bern og en prægtig lille Kone, og man 
foler ſig altid ſaa vel i hans Hus, at man aldrig 
længes efter at komme bort, men altid efter at komme 
derud igjen. Det. er et lykkeligt Hus og glade og 
livlige Mennefker, det er Sagen. Det gik ganffe mor⸗ 
ſomt til med, at Jenſen fik ſin Kone; det fkal jeg dog 
endnu fortælle Dem. 

Hvis De nogenſinde er kommen ad Vejen fra 
Bangsmolle til Aarup, ſaa har De ganſke viſt lagt 
Marke til den Kro, der ligger lige op til Oſterſkov, 
der hvor Vejen drejer til Oſt. Der er noget fremmed 
søg ejendommeligt ved den, ſom gjør, at man ſtrax 
lægger Merke til den. De bøje tykke Mure, med de 
ſmalle, uregelmesſige Vinduer med Luger til at lukke 
for ved Nattetid, giver den et plumpt og ſkummelt 
Udſeende; men de frodige, gamle Zræer, der knejſe 
rundt omkring Roſerne, font flynge fig op ad Murene, 


85 3 
* 


alt dette gjør atter et mildt og venligt IndtryÉ, jaa 
man faar Lyft til at ſe indenfor, hvor der da ogſaa er 
jaa hyggeligt og lunt, ijær om Vinteren, at man ikke 
kan ønffe fig det bedre. 

Den Gang Jenſen kom til Oſterſkov, boede der en 


Kromand, der havde to Døtre. Den aldſte hed Trine, 
og den yngſte Liſe; og kjonne og raſke var de begge, 
men dog ijær den ældfte. Jenſen var den Gang en 
vakker ung Mand, lidt forfængelig, ſom unge Menneſker 
gjerne ere det, og da han havde Raad dertil, var han 
altid ſaa fin og pyntet, ſom om han var en hel Jeger⸗ 
meſter; men jeg maa rigtignok tilſtaa, at hans Jeger⸗ 
bragt kloedte ham ganſke fortrinlig. Han kjedede 
ſig i ſit Hjem i Skoven; thi hans gamle Moder, der 
ſtyrede hans Hus, var altid ſvagelig og fuld af Smaa⸗ 
ſorger, og det var derfor ikke faa underligt, at han, 
jaa ofte han kunde fan Lejlighed dertil, ſogte hen til 
Kroen for at drikke et Krus Ol og pasſiare lidt med 
de unge Piger; det var ſaadan en uſkyldig Opmuntring, 
mente han, og ſaa blev hans Beſog altid hyppigere og 
længere, og Pigerne, ijær Trine, for det var nu en 
rigtig Sfælm, modtog ham altid med et ſtraalende 
Smil; men noget alvorligt tenkte ellers ingen af dem 
derved. Kjerlighed voxer altid ſundeſt og ſkonneſt, 
naar den voxer ubevidſt ſom en Role i Solſkinnet. 

Naa, jaa hændtes det en Dag, at Greven bad 
Jenſen bringe ham en Hare inden Aften, og Jenſen 
lovede det og gik ſtrax ud; men det er ikke altid ſaa 
let at ffyde en Hare efter Kommando. Jenſen trajfede 
omkring fra om Morgenen til hen paa Eftermiddagen, 
inden han fif Held til at jyde en, og da han jaa var 
nær ved Kroen, gik han der hen for at faa en Hjerte 
ſtyrkning. 

Uden for Kjokkendoren ſtode Døtrene og havde 
travlt med at vaſke, og han gik lige hen til dem. 

„Naa, Hr. Jenſen, kommer De ſaa med den Hare, 
De ſaa længe har lovet mig?“ ſagde Trine. 

„Ja, nu ſkal De ſnart fan den“, ſvarede han, 
„men ſaa maa De gjøre Gilde, ved De nok, og bede 
mig med til Hareſteg. 

„Naturligvis; jeg ſkal nok holde Aftalen”, ſagde 
hun, „men jeg faar nok ingen Hare, forend jeg en 
ſkon Dag ftjæler en ud af Deres Jagttaſke, og det gjør 
jeg ogſaa. Pas bare paa!“ 

„Det ſkal De have Lov til!“ ſagde han leende. 
„Men nu maa jeg bede Dem opvarte mig med et 
Krus Ol, for jeg er faa torſtig og træt, at jeg er nær 
ved at vanſmegte“. 

„Ver ſaa god og gaa indenfor!“ 

„Nei, jeg vil helſt have det her“, ſagde han, „ſaa 
kan vi ſnakke lidt imens!” Og faa hængte han Bosſe 
og Taſke paa en Knage paa Muren og ſatte fig paa 
en gammel Haveſtol ved Bordet under Lindetrcet. 

Han fik Øllet; men Pigerne havde travlt, vimſede 
ud og ind og. blev til ſidſt helt. borte. Varmt var 


det, træt var han, tidlig havde han været oppe, og 
Middagsſovnen var dreven over. Han hældede Hovedet 
til Haanden, gabede et Par Gange og faldt jaa i 
Søvn paa fin Stol. 

Da kom Pigerne igjen. 

„Stille, han ſover!“ ſagde Liſe. 

„Sover han? Naa det er godt, det ſkal han ikke 
have gjort for intet!“ ſagde Trine. „Vi maa ſpille 
ham et Puds. Hjælp mig at finde paa noget!” 

„Vi kan gjemme hans Bosſe og Taſke,“ ſagde Life. 

„Nei, vi maa finde paa noget bedre, noget, vi kan 
faa Lojer af,“ blev Soſteren ved. „Lad os je, hvad 
han har i Taſken! Der er en Hare, en enlig Hare, 
jaa har hans Held i Dag været fint. Jeg tror, jeg 
tager den.“ 

„Men det marker han ſtrax, og jaa er det ikke 
morſomt!“ bemærkede Liſe. 

„Vi kan lægge noget andet i Stedet!“ ſagde 
Trine og faa fig hurtig omkring. „O ja, nu har jeg 
det. Der, tag Haren og lob ned i Kjelderen med den, 
jaa ſkal han faa en Kattekilling i Steden!“ 

„En Kattekilling! Ha, ha, ha!“ lo Liſe. 

„Tys, tys! Du maa ikke le, for ſaa kunde han 
vaagne!“ ſagde Trine, ſprang ned ad Trappen, greb en 
af de ſtore Killinger, der lob legende omkring i Gaarden, 
puttede den i Jagttaſken, fpændte til for den og lob 
jaa hen til Vaſkeballen igjen. 

Lidt efter kom Soſteren, og jaa begyndte de at 
ſynge, og Jenſen vaagnede. Han nikkede hen til dem, 
drak fit Ol, tog Bosſe og Taſke og lavede fig til 
at gaa. 

„Nu maa De have Farvel!“ ſagde han. 
ſkal ſnart bringe Dem Haren.“ 

„Tak!“ ſvarede hun. „Kom ſnart igjen!” 

Han hilſte og gik. Han ſkulde endnu inden Aften 
op paa Gaarden for at afgive Haren. Et Par 
Gange vendte han ſig og hilſte tilbage, og de to Piger 
nikkede og ſmilede da faa fornøjet til ham, at han 
blev helt underlig til Mode derved. 

„Et Par prægtige Piger, iſcer Trine!“ ſagde han 
ved ſig ſelv. „Jeg tror, hun holder en Smule af mig; 
og jeg! Ja vent, vent bare! Du ſkal nok komme til 
at ſtege Harer til mig, Din Skelm!“ Og ſaa gik han, 
jaa fordybet i fine egne Tanker, at han ikke en Gang 
mærkede, at den gamle Greve kom gagende imod ham, 
førend han løb lige paa ham. 

„Om Forladelſe, Hr. Greve! Jeg ſaa Dem ikke!“ 
ſagde han. 

„Han gaar nok i Giftetanker, min gode Jenſen!“ 
ſagde Greven. „Naa, det kan jeg lide. Lad det ſnart 
blive Alvor! Hvad tykkes han om de to inde i Kroen? 
Pregtige Teſe, nysſelige Pigeborn! Naa! Ja han 


„Jeg 


maa ſkynde fig, inden en anden kommer ham i For⸗ 
kjsbet. 8 


„Hr. Greve,“ udbrod Jenſen og blev helt rad. 


„Naa, naa!“ blev Greven ved. „Han kan vel 
taale en Spog; men nyeſelige Toſe er det alligevel; 
ikke! Fik han ſaa den Hare?“ 

7 „Ja, men kun en. Jeg vilde nu gaa op paa 
Gaarden med den!“ ſvarede Jenſen. 

„Godt, godt! faa følges vi ad!“ ſagde Greven. 

„Men ſom de gik hen ad Stien, lod der af og til 
en ſagte Mjaven. es 

„Hor, hør! Hvad er det?“ ſagde Greven. 

„Det maa være en Kat, der følger med os,“ 
ſagde Jenſen. „Jeg har flere Gange hort det.“ 

„En Kat!“ ſagde Greven og jaa fig omkring. 
„Der er ingen Kat at ſe.“ 

„Den jniger fig maaſke efter os, ſom disſe Dyr 
ſomme Tider pleje!” bemeerkede Jenſen og de gik videre. 

Da mjavede det atter, og denne Gang ſteerrkere. 

„Nej,“ ſagde Greven. „Det er ikke bag os, ikke 
ved Siden af os. Det er hos os. Det maa være 
noget enten hos ham eller mig!“ Han ſtak Henderne 
i Lommen, og underſogte fin Frakke; men da han intet 
fandt, henvendte han fin Opmeerkſomhed paa Jenſen. 
Det mjavede igjen, ſagte og klagende, og denne Gang 
var det ikke muligt at tage feil. 

„Nej, det er ſandelig ham, der har den!“ blev 
Greven ved. „Har han den i Lommen eller i Taſken, 
eller hvor har han den?“ 

„Jeg!“ ſagde Jenſen. 
en Hare, og den kan det ikke være. 
Pigerne i Kroen“. 

En Tanke ſlog ham. Han aabnede hurtig Taſken 
og fremtog en ſtor ſmuk, rodbroget Kattekilling. Haren 
var borte. : i 

„Ha, ha, ha! Der har man ſpillet ham et or⸗ 
dentligt Puds! Ha, ha, hal- lo Greven. 

„Det maa Pigerne i Kroen have gjort“, ſagde 
Jenſen forvirret. „Ja, nu maa jeg tilbage, og Greven 
maa undſkylde!“ 

„Godt, godt! Min gode Jenſen. Et Par prag⸗ 
tige Toſe, nysſelige Pigeborn. Benyt nu Lejligheden. 
God Lykke. Farvel, Farvel!“ ſagde Greven leende og 
vinkede med Haanden. 

Jenſen ſkyndte fig tilbage til Kroen. 

„De kommer jaa ſnart igjen!” ſagde Trine og 
ſmilte ham uſkyldigt i Mode. 

„Ja, det er Deres Skyld”, ſvarede han. „Ver 
ſaa god, her er Deres Killing. Maa jeg ſaa bede 
Dem om min!“ 

„Deres! Nej Tak!“ ſparede hun. „De har givet 
mig Lov til at ftjæle fra Dem; det har jeg gjort, og 
nu er det min. Maa jeg bede Dem komme paa 
Sondag Eftermiddag til Haregilde!“ 

„Nej, lille Trine. Jeg maa virkelig have den, 
hvad den ſaa end ffal koſte; for jeg har lovet Greven 
den.“ 

„Greven! Han vedkommer ikke mig! Men vi kan 


„Jeg har ikke andet end 
Og dog! Maaſke 


27 


(| 


| fra mig! 


jo handle. 
hun. 

„Jeg giver Dem, ja jeg giver Dem et Kys, ti, 
tyve, hundrede!“ : 

„Ellers mange Tak; den Slags Varer handler jeg 
ikke med!“ ſvarede hun. „Vil De give mig Deres 
Bosſe?“ g . 

„Min Besſe!“ i 

„Ja og Krudt og Hagel og Jagttaſken. Jeg 
har erfaret, at jeg ikke kan ſtole paa Deres Lofter, og 
ſaa maa jeg ſelv ud og ſkyde mig en Hare. Og 
Hunden maa jeg ogſaa have!“ 

„Men ſaa bliver jeg jo en ſtakkels „forloren 
Jæger”, og det kan jeg ikke være tjent med. Det er 
for meget“. Få 

„Saa ſtiger mine Fordringer. Den grønne Lapfe- 
frakke med de blanke Knapper vil jeg ogſaa have“. 

Hun ſtod foran ham og vendte fit friſke, ſmilende 
Anſigt op imod ham. O, hvor det ſtraalede af Skel⸗ 
meri og Glæde! Han følte fig friſtet til at ſlynge 
Armene omkring hende og trykke et Kys paa denne 
velſignede lille Mund. Han ſyntes i dette Ojeblik, 
at han gjerne kunde give Alverden for altid at ſe dette 
Anſigt foran fig, og han greb pluͤdſelig hendes 
Herder. 

„Jeg giver mig ſelv, mig ſelv med alt, hvad jeg 
har!“ udbrød han: „Jeg vil være Deres hele Livet 
igjennem, O ſig ikke nej; min egen, føde Pige!" 

Hun blev blusſende rad og flog Øjnene ned. 

„Trine! Kjere, kjere Trine! Det er ingen Spog, 
det er mit fuldeſte Alvor!“ blev han ved. „Jeg elſker 
Dig, jeg har jo holdt af Dig længe! Sig, vil Du 
vere min egen føde, lille Kone?“ 

Et Ojeblik tav hun, ſom for at fatte fig. Saa 
vendte hun atter Anſigtet op imod ham, og nu ſtraa⸗ 
[ede det end mere, ſtraalede af Kjærlighed, Tillid og Lykke. 

„Godt!“ ſagde hun. „Vi ere enige. Jeg er 
tilfreds med Vederlaget, og Haren er Din?“ 

Han trykkede hende til ſig og tog et Kys; men 
ſaa ſprang hun fra ham: 

„Gaa ſaa ind til Fader og Moder!“ 

Det blev ſent, inden Jenſen kom op paa Gaarden 
med Haren. i 

„Naa, den var nok fvær at faa fat paa. Hvad 
maatte han ſaa give for den, min gode Jenſen?“ 
ſagde Greven. 

„Mig ſelv!“ ſvarede Jenſen. 

„Dem ſelv! Dem ſelv! hvad mener han?“ ſpurgte 
Greven. 

„Jeg fulgte Hr. Grevens Raad, nyttede Lejligheden 
og feſtede lille Trine for Livstid“ ſparede han. 

„Godt, meget godt! Det kan jeg lide!“ ſagde 
Greven. „Bedre kunde han ikke gjøre. Hils hende 
Jeg byder mig ſelv med til Brylluppet, og 
Den Skeelm. Nyesſe⸗ 


Hvad giver De mig for den?“ ſagde 


jaa ſkal jeg nok betale Haren. 


lige Toſe, pregtige Pigeborn. Godt, meget godt; | gar Jenſen og Trine et 


hvad!” 200 Rd. i Brudegave. 
Og Greven holdt Ord ſom en Danemand. Han 


| 
! 
Hi 
0 
ll 


Den foruandlede Bare. 


Herkules - Gruppen. Pladſen nermeſt Zenith (0: Isſepunktet). Dragen 
Af Pauline Vorm. 


| bugter fig med tilbagebøjet Hoved under "Fødderne 

å VILS af den lille Bjorn, men ſaaledes at dens Hale løftes 

Naar den ſtore Bjorn traver ned ad Veſterbakke, op og ſtaar, Hvor vi tidligere have ſet den, mellem 
rykker Dragens Hoved frem fras Oſt for at indtage den lille og den ſtore Karlsvogn. 


af 


29 


Stillingen er denne: 


* Hopi st. 


eller denne. 


oncbhsb. 


(St. Stangen paa den ſtore Karlsvogn.) “) 
Som paa det øverfte Billede ſes Dragen, højt oppe 
ved Midnat i Juni, ſom paa det nederſte Billede ſes 
den i ſin laveſte Stilling ved Midnat i December. 


Dragen beſtaar af mange Stjerner; men her er, 


for at Billedet kan træde frem med ſtorre Renhed, kun 
medtaget de klareſte ni: de tre pderſte Haleſtjernen, 
ſom vi kjende fra for; tre andre, der i Forening med 


Baghjulene paa, den lille Karlsvogn danne en Figur, 
ikke ulig en Papirsdrage eller et Skibsanker; en mindre, 
der ſtaar, hvor Halſen bøjer fig tilbage, og endelig to, 
der kunne gan under Navn af Dragens Øjne, Den 


hele Skikkelſe ligner et romerſk 8, og naar man har 


det vel nermeſt, fordi dens Plads nær ved det Midt⸗ 
punkt, hvorom alt drejer ſig, har vakt Foreſtillingen 
om, at den rugede over en Skat. Af Slanger ville 
vi ſiden treffe flere. 


) Pilene viſe den Retning (Dſt— 
hvori Stjernerne dreje fig rundt. At denne jer ud ſom 
avet, kommer af, at vi maa tenke os den egentlige Himmel 
over, ikke under Tegningerne; 


Paa Dragens Hoved jætter Herkules fin Fod. 
Han fremſtilles ſom en kneelende Kempe med Hovedet 
nedad (det omſtyrtede Herkulesbillede). J den højre 
Haand holder han en Kolle og i den venſtre en lille 
Slange (Cerberus eller Kerberos: Helvedhunden), 
hvis tre Hoveder ſtikke frem mellem Lavet paa en Gren. 
Billedet træder ikke tydelig frem, men fjendes bedſt 
paa, at Korſets Tegn tre Gange indeholdes deri, 
dog maa man for at fan det ene Kors ud tage 


Gemma i Kronen med. Af de Stjerner, der danne 


|| 


| Korjene, ſidder en i Hovedet, en paa hver Skulder og 


de øvrige dels i Beltet dels paa Benene. Stjernen 


i Herkules's Hoved hedder Ras (ikke Rasmus) Algethi; 


| nær den ftaar en anden klarere Stjerne: Ras Alhague; 
men den horer til et andet Billede, ſom vi denne Gang 


maa. lade uomtalt for ikke at fjerne os for langt fra 
Nord. 

Nær ved Herkules's hojre Haand ſtaar den nord⸗ 
lige Krone, en Ring af Stjerner, blandt hvilke en: 


Gemma ( delſtenen) er meget klar, de andre tem⸗ 


| 


melig ſpage. 


Med tre Stjerner i Herkules danner 


Gemma et Kors, med tre Stjerner i Bonden et 
latinſk V. 


* 


X 45 Cee 


„Naar Tider vorde onde, 
Kald, Konge, paa din Bonde!“ 


i É I bler der junget ved Frederik den ſyvendes Tronbeſtigelſe. 
givet den Navn af Drage, ikke af Slange, fan er Den jamme Tanke maa have foreſvavet en ſtjerne⸗ 


kyndig fra Oldtiden; thi man har paa Himlen fat 


Bonden ſom Vogter af Nordens Krone. 


Bonden Bootes) fremſtilles ſom en kraftig Mand, 


der i fin højre Haand fører en Stav og i den op⸗ 
loftede venſtre holder de to Jagthundes Tajler. 


Syd —Veſt—Nord⸗Oſt), 


Disſe have deres Plads under den ſtore Karlsvogns 


Stang; deres Navne ere Aſterion og Chara, hvilken 
ſidſte ved fit Halsbaand har en temmelig klar paa det 


følgende Billede mærket Stjerne, 
Hjerte faldet”): 


Af de her antydede 8 Stjerner i Bonden ſidder 
en (nær ved Spidſen af Karlsvognens Stang) i den 
venſtre Haand, en i Hovedet, to paa Skuldrene, en ved 


Belteſtedet og to pan Fødderne. Mellem Fødderne 
ſtaar den meſt fremtrædende af dem alle: Arkturus 
eller Bjornevogteren; den er klarere end Gemma og 
i det hele en af de klareſte Stjerner paa Himlen. 
Som det ſes, finder man den let ved at forlænge den 
Bue, der dannes af Karlsvognens Stang. 

Til Kronen, Bonden og Jagthundene knytter fig 
ingen Mythe. Herkules derimod er en Helteſtikkelſe 
fra de greſke Oldſagn. 8 

Herkules eller Herakles var en Son af Zevs 
og den thebanſke Dronning Alkmene. Ved at forhale 
hans og fremſkynde en anden Kongeſons Fodſel magede 
Hera det ſaaledes, at det Herredemme over de græjfe 
Fyrſter, der var beſtemt for Herakles, tilfaldt hans 
Slægtning: Euryſtheus. Den ftærfe maatte nu 
tjene den ſvage, og Herakles udførte paa Eury⸗ 
ſtheuss Befaling 12 Heltegjerninger, hvoraf 3 ere 


antydede paa Stjernehimlen: med ſin Kolle betvang 


han en Love; med andre Vaaben fældede han en 
Hydra eller Drage, over hvis fidfte uſaarlige Hoved 
chan havde alt afhugget den 9999 Hoveder) han med 
Foden væltede en Klippeblok; til ſidſt hentede han den 
med tre Hoveder forſynede Hund Kerberos op fra 
Underverdenen, hvis Vogter den var. Foruden de 


Idretter, der var ham foreſkrevne af Kongen, udforte 
han mange andre; men med al ſin Heltekraft og med 
al fin Lydighed mod den Lov, der bod ham at tjene, 


kunde han dog ikke tæmme fit eget vilde Sind. Han 
øvede Misgjerninger, og for at ſone dem opbrendte 
han ſig ſelv levende. 
billede mellem Stjernerne betegner den menneſkelige 
Vilje i al dens Styrke og al dens Svaghed. 


) Karl den anden var den engelſte Konge; der til Løn for | 


en Hjælp," han tidligere havde modtaget af Korfits Ulfeldt, 
ſolgte Leonora Chriſtina til Frederik den tredies Sendebud. 
Hans Hjerte er ſaaledes ikke bedre værd end at hænges 
om Halſen paa en Hund. 


Karl den andens 
| Dragen helt til den nordlige Himmel. 


Det kneelende, faldne Kæmpe= | 


Lob i Forfolgelſen. 


| en Fart; det lykkedes. 


Af de her beſkrevne Stjernebilleder hører kun 
Herakles, 
Kronen og Bonden med Jagthundene ſtaa, naar de 


komme hojeſt, Syd for Zenith og ere, naar de gaa 
laveſt, til Dels ſkjulte under Synskredſen. J Efteraars⸗ 
maanederne jer man dem om Aftenen mod Nordveſt. 


Mere Alvehiſtorie. 
Af J. Vigh Heilſen. 


1) Det er længe ſiden, jaa længe ſiden, at min 
Oldemoder paa Fadreneſiden er Heltinden i Dramaet. 
Aaret kan jeg ikke nojagtig opgive, men hun var fodt 
1725 i Gaarden Holtet, Albcek Sogn ved Sæby, og 
hed Elſe Hejlsdatter og var den Gang i ſine bedſte 
Pigedage, da Hiſtorien, ſom jeg har hort af min. Slægt, 
gik for fig. Regn faa ſelv efter Aarstallet omtrent. 
En Dag ſpaſerede Elſe gjennem Albark Skov, der den 
Gang maaſke var 10 Gange jaa ſtor ſom nu, da en 
tudende Ulv kom efter hende. Hun ſkyndte fig ad 
Stien at naa Landevejen, der gik igjennem Skoven, 
men forinden løsnede hun fit yderſte Skiort og lod det 
falde, medens hun lob. Ganſke rigtig, Ulven ſtanſede 
ved Skjortet, gjennemſnuſede det, og da det intet inde⸗ 
holdt, tog han det i Munden og gjennemruſkede det, 


ſaa det fløj om Drene paa ham. Elſe ſkottede over 


Skulderen og lob; Henſigten opnagedes: at ſtandſe 
Ulven lidt. Men efter Skuffelſen forſteerkede Ulven fit 
Atter lod Elſe et Skjort falde og 
nok et, det ſtandſede Ulven lidt hver Gang, men nu 
maatte hun til at klavre op i et Træ ved Landevejen 
Men hvad gjorde jaa Meſter 
Graaben? Han ſtrakte fig langs op ad Zræets Stamme, 
men da han ikke kunde komme derop, lagde han ſig 
puſtende ved Zræets Fod, vogtende paa min ſtakkels 
tilkommende Oldemoder. Endelig kom der nogle fjø- 
rende ad Vejen og paa Elſes Raab holdt de og for⸗ 
Drev Ulven (om de ſkjod ham, kan jeg ikke huſke) og 


frelſte Elſe; men Skjorterne vare jo ødelagte. 


2) J ſondre Side af Agerſted Skolelod, Voer 
Sogn, ved Sæby er en lille Dal, hvori i gamle Dage 
var lavet en ſaakaldt „Ulvegrav“ (tæt ſonden for 
ligger endnu en Gaard, ſom bærer Navn deraf og 
hedder „Ulvgraven“, men ſelve Graven var i den Dal, 
ſom nu tilhører nævnte Skole). En Gang i Midten 
af forrige Aarhundrede kom en Spillemand fra Gilde, 
gik fejl af Stien pad Grund af Dunſterne og faldt i 
Ulvegraven ned til den galpende Hørte. Forgjerves 
prøvede han paa at komme op igjen, der var intet 
andet Raad end vente, til Dagen kom, og ſaa raabe, at 
muligt faa nogle Menneſker kunde hjælpe ham op. 
Han var træt og ſovnig og faldt i Søvn,” Bums! 
der dumpede noget ned i Graven til ham, Hønen 
galpede og galpede, men blev ſtrax angreben og forteret 


y 


11 ² ˙ü1 EET EET ⁰—nt. . ⅛ !. ᷣͤAœꝓEUm EET EEN  ? 


af den ſidſt nedſtyrtede: Det var en Ulv! Vor 
Spillemand blev bange, thi han ventede, at naar Hønen 
var fortæret, kom Turen til ham. J fin Forfippelſe 
trak han Violinen ud af Poſen og ſpillede af al Magt, 
og dette havde til Folge, at Ulven traf fig erbodig 
tilbage i den anden Ende af Graven; men hver Gang 
Ulven kom ham for nær, ſpillede Manden op, alt hvad 
han kunde, og holdt ſaaledes Ulven fra ſig, indtil Dagen 
kom og de, ſom ejede Faldgruben, kom og ſaa til dem. 
Da blev Ulven ſkudt, og Spillemanden frelſt af Faren. 


Husflid. 


j Reblagning. 6 i 

Det var for en Del Aar tilbage meget almindeligt 

i mange Egne af vort Fædreland, at det Reb, ſom 
anvendtes til Huſets Forbrug, blev ſpundet og lagt ved 
Ousflid, i hvilken Anledning der ofte ſagedes et lille 
Stykke Hamp ved mange Gaarde. Nu er denne Skik 
omtrent aflagt, og man finder kun faa Steder, hvor 
man endnu hat bevaret Mindet om Fremgangsmaaden 
og vedblivende bruger den. : 

Da Reblægning imidlertid. ſynes at egne ſig for: 
trinlig til Husflidsſysſel, navnlig forſaavidt den lægger 
an paa at ene forſtjelligt ellers værdiløft Affald, 
ſom Sfættefaldsblaar, Haar og Borſter, til 
Nytte, jaa bor denne Sysſel ikke glemmes, Hvorfor vi 
her ſtulle omtale Fremgangsmaaden og de ſimple Red⸗ 

aber lidt nærmere, faa at enhver flink Karl vil kunne 
foretage Arbejdet og øve ſig deri, efter Anvisningen. 

Paa en Gaard, hvor man dyrker en Stjæppe 
Land eller to med Hor hvert Aar, og ikke holder for 
ſtor en Faareflok, vil man i Reglen kunne have de 
fleſte af fine Faaretojr Aaret om ved at bruge de 
ſimpleſte Blaar i dette Ojemed. remgangsmaaden 
er en hel anden, end den, ſom Rebſlagerne anvende, 
idet Spindingen af Blaarene kan foretages inde i 
Stuen paa de lange Vinteraftener. Til Spindingen 
anvendes en Haandten, et ganſke ſimpelt Redſkab af 
Trœ, ſom enhver kan lave af nogle Trœpinde, dannet, 
ſom Zig. 1 viſer, hvor man jer den fra Siden A 


og fra Enden B. Vinden beſtaar, ſom man ſer, af 
en Ramme, der kan ſpinge rundt om et lille Haandtags 


* 


Tap. Man tager nu en Del Blaar, ſom lægges paa 
Kanten af Bordet, t nget med en Murſten, trekker 
en lille Tot ud og 9 paa Tenens Ramme; ved 
at ſpinge denne rundt med højre Haand, medens den 
venſtre jævner Blaarene, efterhaanden ſom de udtrekkes, 
dannes der DN tykt Garn af en Arms Længde. 
Man vikler det ferdigſnoede Stykke op paa Tenen og 
fortſetter til den er fuld — idet et Hak i Tenens 
Saen eller et lille indſlaget Som, hindrer 
noren i at lobe af Tenen under Omdrejningen — 
hvorefter Snoren vindes op i Nøgler, ſom gjemmes, 
ndtil Rebet ſkal lægges. - 
Den egentlige Rebſlagning foretager man henad 
1 naar Vejret er godt, og der er Tid dertil om 
agen. Forſt forferdiger man et Par ſimple Træ- 
redſkaber, beſtagende a5 en tredobbelt Vinde og en 
Slebeſlode, indrettet, ſom de folgende Tegninger ud⸗ 
viſer. Af haardt Bøgetræ ſkjcrer man tre Vinder, 
paa / Tommes Tykkelſe og en Haands Brede, af 
Form ſm Fig. 2. De to tynde Tappe afrundes godt, 
N og den ene forſynes med en 
Krog til deri at faſtgjore 
Snorene, der ſtulle ſnos. Man 
tager da et Bret, jaa langt 
at det lige pasſer pad tvers 
i en af Gaardens aabne 
Døre, ſaa det kan klemmes 
faſt i Karmen, ſamt et an⸗ 
Fig. 2. det, halvt faa langt lille 
0 Bræt, og borer i pasſende 
Afſtand (lidt mere end Vindernes Bredde) 3 Huller med 
et Centrumsbor, faa ſtore, at Vindernes Tappe pasſe 
godt, og let kunne drejes rundt deri, efter at de ere 
anbragte imellem Brætterne, ſom Fig. 3 udviſer. Naar 


Fig. 3. 


det lange Bræt er ſpeendt faſt i en Dorkarm, griber 
man med en Haand i hver Ende af det og drejer rundt, 
dette vil da meddele de tre Sping ſamme Bevegelſe, 
ſaa at de alle tre paa en Gang nødvendigvis maa 
gjøre lige mange Omdrejninger, ſom Fig. 4, der viſer 


Vinden ſet forfra, antyder. En ſimpel Slade, hvorpaa 
man kan lege en Sten, forſynet med en enkelt Vinde⸗ 
krog, omtrent af Form ſom Fig. 5, tjener til at faſt⸗ 


3 


gjøre den anden 
Ende af Rebet; 
efterhaanden ſom 
dette trekker fig 
jammenvedSno- 
ningen, vil det 
jlæbe Slæden til 


holdes pasſende 
ſtramt. 
Nu er Frem⸗ 


gangsmaaden 
Fig. 5. meget ſimpel. 
Man jætter 


Vindebrettet faſt i Dorkarmen, med Krogene udad 
og anbringer Sleden i den anden Ende af Gaards⸗ 
pladſen, jaa langt fjernet, ſom man onſter hver Længde 
Reb, jætter Enden af Snoren faſt i dens Krog, trætter 
den derpaa over Gaarden, i en af Vindebrættets Kroge 
og tilbage igjen paa Slebekrogen, oſv. til hver Krog 
paa Vindebredtet har to — eller om Rebet kal vere 
tyktere flere — Traade, ſom alle ſidde nogenlunde lige 
ſtramt. Man begynder derpaa at dreje Vindebrettet 
rundt (til den modſatte Side ſom Snoren er lagt) 
indtil de tre Strænge ere temmelig ſteerkt ſammen⸗ 
ſnoede, hvorpaa man dreier Sledens Vindekrog rundt 
til ſamme Side, ſom Snoren var iſpundet, indtil 
Rebet er tilſtrektelig ſammenſnoet. Med et Stykke 
grovt, vaadt Lærred gnider man jaa Rebet faſt og 
ſtertt frem og tilbage, indtil det er ſmukt glat, hvor⸗ 
. efter det er færdigt og tages af Krogen. Naar Ar⸗ 
bejdet er udfort med en Smule Ovelſe, kan Reb af 
ſimple Skettefaldsblaar neeſten faa et ligeſaa ſmukt 
Üdſeende ſom rigtige Hampereb, men ere naturligvis 
ikke jaa ſterke, ſtjont de godt kunne vare en halv 
Sommer til Faaretejr. Haar og Borſter kunne lægges 
til Reb paa ſamme Maade, ligeſom det er en Selv⸗ 
folge, at man ogſaa kan bruge ren Hamp dertil, om 
man vil have jtærfe Reb til Kreaturernes Tojr og 


anden Brug. 4 
Husflids⸗Varktoj. 


En Husflids⸗Verktej⸗ Handel under Firma: 
„C. Th. Rom & Co.“ aabnes den forſte November 
i Axelhus Nr. 2 B i Kjøbenhavn. Denne nye For⸗ 
retning vil fore alt Verttoj og mindre Raacemne, ſom 
kan finde Anvendelſe til Husflidsarbejde og ſaadan 
Haandgljerning, der kan tjene til underholdende og nyttig 
Fritidsſysſel for unge og gamle. Det vil være Forret 
ningens Formaal at bringe jaa gode, billige og for 
Husflid og Selvovelſe formaalstjenlige 
Redſkaber og ſamlede Sæt Værktøjer, at enhver 
Husflidsven med Tilli) vil kunne henvende: ſig til 
den for at faa ſine ſerlige Krav tilfreds⸗ 
ſtillede. Forretningens Navn vil forhaabentlig 
for Husvennens og ÜUdgiverens mange Venner i hele 
Landet borge for, at en ſaadan Tillid ikke vil blive 
ſtuffet. Forretningen vil ſerlig lægge Vind paa et 
ſtort Udvalg af de i „Haandgjerningsbog for Ungdommen” 
omhandlede Redſkaber og Verttojer, og enhver ſkriftlig 
Beſtilling, ſom indſendes fra Landet under Adresſe: 
„C. Th. Rom, Axelhus, Kjøbenhavn”, vil blive 


ſig og vil ſtadig 


efterkommet nøjagtig og billig, idet de onſkede Varer 
hurtigſt ſendes med Poſten, ad So⸗ eller Jernvej, til 
Beſtilleren mod Poſtopkrœvning af Beløbet. 


Husvennens Opbevaring og Indbinding, 


Naar de enkelte Numre af dette Blad opbevares, 
rene og glatte, ville Holderne ved Aargangens Slut⸗ 
ning være i Beſiddelſe af en ſtor indholdsrig Vog, der 
ved at indbindes, i mange Aar kan vedligeholde ſin 
Værdi og være til Glœde og Underholdning i ethvert 
Hjem, baade for gamle og unge. 

Billige ſteerke og nette Mapper, eller loſe Bind, 
til at bevare de loſe Numre i, fages hos Husvennens 
Bogbinder C. Haaſtrup, Badſtueſtrede 5 i 
Kjøbenhavn for ½ Krone Stykket (ved fkriftlig 
Beſtilling ledſaget af 56 Orer i Frimaeeker frit tilſendt 
med Poſten overalt i Danmark.) 

Samme Sted indbindes de udkomne Aargange i 
meget ſteerke og ſmukke Bind med forgyldt Lederryg 
for 1 Krone 66 Drer Stykket. Manglende Numre 
tillægges, forſaavidt Forraad haves, for 10 Ore Stylket. 


Husvennens andet Bind, 

ſom nylig er fluttet, og beſtaar af 420 ſtore Kvartſider 
med 180 ſwukke Billeder, faas i enhver Boglade til den 
jærdeles billige Pris 4 Kroner heftet i ſmukt billedtrykt 
Omſlag, og for 5 Kroner ſmukt indbundet i Papbind 
med rod presſet Schirtingsryg og forgyldt Titel. 

Saavidt Forraad haves, faas enkelte Fjerding⸗ 
aar af Bladet for 1 Krone, og enkelte Numre for 
10 Ore, gjennem enhver Boghandel og hos Bladets 
Hovedkommisſioncer Rudolph Klein, Bileftræde 40, 
Kjøbenhavn. ; 


Kjældermænd : 

Hvorfor kan Norge ikke ſejle? 

Hvorfor kan Sverrig ikke ſoomme? 

Hvem ffal bøde paa Evropa, naar det gaar i Stykker ? 


Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 3: 
G R A V. 

R I V 

AVIS. 

VE S IJ. 

Brevvexling. 


N 


mm 

S. D. H. i Vb. Baade til Tørring af Frugt og Auven⸗ 
delſe af Frugt til Moſt, Vin oſv., har Husvennen allerede Løfte 
om Vejledning fra en af vore dygtigſte praktiſte Havemend, faa 
at De i denne Henſeende vil blive tilfredsſtillet naſte Foraar. 

„En Leſeheſt“. Venligſt Tak. Lidt kan bruges, men det 
meſte gammelt kjendt. 

„En Noddeknakker fra O.“ taltes. 
vendte ſenere. i 

„— C. C. —“ Kun en meget lille Del af de mange ind⸗ 
ſendte Digte kunne anvendes. Derfor henlagt. 


Indhold. 


* 


Enkelte ville blive au⸗ 


Efteraaret, Digt af J. v. Chriſtenſen. — Jagthiſtorier, af Bendix 
Hanſen, med Billede. — Herkules⸗Gruppen, af Pauline Worm, 
med 4 Billeder. — Mere Ulvehiſtorie, af J. Vigh Hejlſen. — 
Husflid: Reblegning, med 5 Billeder. Husflids⸗Verktej. — 
Smaating. — Krevvexling. 


ZWusvennen“, Billedblad for Mlorſkabslesning, Oplpouing og Husſlid, udkommer lik! 
: [ [| Hvert Fjerdingaur medfølger gratis 
elhvert Pofikontor og Brevſamlingsſled, i enhver Boglade famt hos Hopedkommisſioncren: 


Billeder, til 1 Krone Iſerdingaaret, frit tilſendt. 


jver Søndag med et 16.ſpallet Ark, ſorſynet med flere 
el fort fuß! Tillcgsbillede. Bladet kan beſlilles paa 


Budolph Klein, Pileſlrade 40, Sjøbeniavn. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. 1 Schultz. 


3 Sa — 


„ Nr. 8. Sandagen d. 31. Oktober. 1828. 2% 


Barndomsbilledet. 
Fortælling af Emanuel Henningſen. 


: Fre 

Alidt ude paa Moſen laa der et lille Hus. 
Solen. kaſtede fine Straaler hen over Torvegravene og 
over den brune Jordbund med ſine hiſt og her frem— 
tittende gule og blaa Broderier, der ſpejlede ſig i det 
rolige, morke Vand, ſom halv dakket af Siv og 
Aakander ſyntes at ſkjule en Hemmelighed bag ſit 
uigjennemtrengelige Morke. Elletroet rakte fine gron⸗ 
nende Grene lidt i Vejret, ſom om det vilde ſtreekke 
fig efter den lange, fvægende Vinterſovn, og ved Moſens 
Grænje ſtod de alvorsfulde, marke Ege og bredte deres 
knudrede, ftærfe Arme beſkyttende ud over Smaaynglen, 
Ronnen, Haslen og Svidtjornen, der omgav den paa 
alle Sider. 

Midt ude paa Moſen laa Huſet, tarveligt og lille, 
med Revne i Veg og Huller i Tag, og oppe paa 


Monningen ſtod Storken paa et Ben, ſtirrende dyb⸗ 


ſindig frem for fig; thi den havde nys bragt en lille 


Dreng med fig fra Ægyptens Land og lagt ham ned 
i Vuggen hos de unge Folk i Huſet, og ny Forhold 


og ny Støvler maa man jo vænne fig til, for end de 
rigtig pasſe. 

Nede i Stuen var der Glæde over den lille 
Verdensborger. Moderen laa i Sengen og holdt ham 


og Faber ſad jaa ſtille med de ſtore, brune Sænder 
foldede og med et lyſt Smil paa ſit ærlige Anſigt 
og betragtede fin forſtefodte. 

„Han har Din Naſe og Dine brune Øjne,” jublede 
Moderen; „han ſkal blive en lige jan god og dygtig 
"Mand ſom hans Faber“ 

„Nu prater de der nede,“ ſagde Storken gnavent 
og ſkiftede Ben, ſom om den ikke havde Raad til at 


bruge mere end et Ben ad Gangen; „nu prater de | 


Kjobenhavn. 


gode Folk om Drengen, og han bliver dog kun til en 
Torvetriller lige ſom Faderen. Herre Gud, der er 
ogſaa mange gamle Børn i Verden.“ 

Saa løftede den fine Vinger og foer hen over 
Skoven, og Tiden foer med. Dag fulgte Dag, Aar 
fulgte Aar; fyv Gange kaldte Solen frem de grønne 


Platter, de gule Kodriver, de blaa Anemoner; fyv 


Gange hvirvlede Efteraarsſtormen de visne Blade op 
i Luften, hvor de vendte og drejede ſig og foer om 


i en lyſtig Dans for atter at ſynke til Jorden og 


nedtredes i Støvet; ſyv Gange ſpredte Vinteren fine 
hvide Lagen over Mark og Eng, for at det gamle, 
livstrette Aar kunde lægge fig til Hvile derpaa — 


| og endnu laa Huſet ude paa Moſen, kun lidt mere 
| brøftfældigt, lidt mere ludende og af et lidt mere 
vejrbidt og aldrende Udfeende end hin Dag, da 
Storken ſtod paa et Ben oppe paa Monningen, og 
den lille Dreng var ankommen. — 


Det var en ſmuk, varm Efteraarsdag, da der inde 


| mellem Zræerne lød Sang af en klar Barneſtemme, 


og ſtrax derefter ſprang en lille Dreng ud fra Krattet, 
jvingende fin Hue over mod Huſet. Det var Povl 
Skovmoſe, den ſamme lille Dreng, ſom Storken for 
jyv Aar ſiden havde bragt til Huſet, og ſkjon var han 


| med de brune ſpillende Øjne, rode, friſte Kinder og 


det morke, krollede Haar. Om Skuldren hang hans 
Bøger faſtgjorte ved en Rem; thi han kom netop fra 


| Skolen. 
højt over fit Hoved, for at Fa'er vigtig kunde ſe ham, 


„Hvorfor mon Moer ikke ſidder uden for i Dag 
med ſit Strikketej,“ ſagde han ved fig ſelv, idet han 


kaſtede et Blik over til Huſets Dor; „det plejer hun 


jo ellers altid, naar jeg kommer hjem. 
Der ſtaar jo en Heſt uden for Doren.“ 
Povl blev. ſtagende lidt og jaa paa dette uſeed⸗ 


Ih, nej da! 


vanlige Syn, derpaa ſatte han i Spring ind over 
Moſen og ſtod ſnart uden for Huſet. Her ſad Blaamis 
i Solſkinnet og blinkede dovent op til ham, ventende 


paa at blive kjcrtegnet, men Povl havde ikke Oje for 


den. Det ſyntes ham underligt, at Moderen ikke 
aabnede Døren for ham og tog imod ham; Faderens 
Madtafke var heller ikke lavet til, for at han, ſom han 
plejede, kunde bringe den om i Skoven, hvor Faderen 
barkede Trœer, og inde fra Huſet klang ham ikke 
Moderens ſœdvanlige Nynnen i Møde. Der var jaa 
underlig dødt og ſtille; han kunde høre, at man talte 
jagte og mumlede inde i Stuen, og af og til lød der 


lige ſom en undertrykt Vaanden ud til ham og fyldte 


ham med Skräkk og bange Anelſer. 

Han lagde fin lille, ſkjelvende Haand paa Dor⸗ 
klinken; men ſkjont den var faa let at hæve, ſyntes 
den ham dog jaa tung, at han næppe kunde løfte den. 
Da gik Doren op, og hans Moder ſtod for ham med 
blege Kinder og taarefulde Ojne. 

„Er det ham?“ horte han Faderen ſporge henne 
ved Sengen, foran hvilken der ſtod en Mand, ſom 
Povl godt kjendte; det var den gamle, venlige Doktor. 
„Lad ham komme hen hos mig“, lod atter Faderens 
Roſt; men den var ſagte og afbrudt, ſom om det 
koſtede ham Møje at tale. 0 

„Faber, hvad er det dog? Er Du ſyg?“ raabte 
Povl angſt og ilede hen til Sengen, hvor Faderen laa 


bleg og krafteslgs med Hovedet omviklet af et blodigt Bind. 


„Min ſtakkels Dreng,” ſagde han med Anſtren⸗ 


gelſe, da Povl greb en af hans Hender med begge 


fine, „Vorherre ſkiller os fra hinanden, for vi ventede 
det; men han vil derfor ikke forlade Dig. Vil Du 
nu love mig at være en god lille Dreng og ikke glemme 
Gud? Og naar Du ſaa bliver ſtor, vil Du ſaa 
hjælpe Din ſtakkels Moder og være hende i mit Sted? 
Vil Du det, Povl?“ 

„Ja, jeg vil,“ ſparede Drengen med dirrende 
Leber og knugede Faderens Haand. : 

„Og vil Du jaa huffe Ordet, jeg ſaa tit har 
jagt Dig ... og rette Dig derefter? Kan Du hufke 
Ordet, Povl?“ , ; 

„Frygt Gud, ær Kongen og folg Landevejen,” 
ſagde Bovl hulkende. 

„Ja, gjør det, min ſtakkels, lille Dreng ... og 

Gud velſigne Dig,“ hviſkede den døende og vinkede 
med Haanden. ; * 
g Moderen forte Povl uden for, hvor han ſad i 
Solſkinnet og frøb ſammen, lyttende efter den mindſte 
Støj inde fra og uden at lægge Meerke til Blaamis, 
der indſmigrende firøg fig op ad ham. Kort efter 
kom Lægen ud af Huſet, han klappede venligt Drengen 
pan Hovedet, idet han gik forbi, og ſagde: 

Hulk ſaa paa Landevejen, min Dreng, og lad de 
krogede Gangſtier ſtjotte fig ſelv.“ 

Povl nikkede alvorlig, og Doktoren 
og red langſomt hen over Moſen. Drengen ſaa efter 


ham indtil han forſvandt mellem Zræerne; da han 
igjen vendte ſig om, ſad hans Moder ved Siden af 
ham og tog hans Hænder mellem fine. 


beſteg fin Heſt 


„O Gud, nu er Faber da død,” ſkreg han og 
kaſtede fig voldſomt hulkende i hendes Faun, „og jeg 
ſkal aldrig, aldrig mere tale med ham eller bringe ham 
Mad om i Skoven.“ 

„Min egen Dreng,“ ſagde Moderen, og hendes 
Taarer faldt tunge og brændende paa hans Hoved, 
medens hun bøjede fig over ham, „en Gang ffal vi 
dog igjen ſamles med ham, hvis vi har været gode og 
fromme, ſom han var det.“ ; 

De ſad længe trykkede op til hinanden, da hævede 
Povl fit taarevædede Anſigt op fra Moderens Skjod 
og ſpurgte: 

„Var det oppe fra Traerne, Mo'er?“ 

„Ja, det var min Dreng,” ſagde hun ſtille og 
gudhengiven; „der gik en Gren i Stykler, og han 
ſtyrtede ned … . Kan Du nu gaa over til Ane og bede 
hende om at komme hjem til os?“ 

„Ja, Mo'er. Jeg gaar ad Landevejen.“ 

Da Povl gik op igjennem Skoven, ſyntes det 
ham, at Solſkinnet laa koldt og farvelsſt hen over 
Omgivelſerne, hvor det for havde ſpillet faa varmt og 
rigt; Graaden ſad ham i Halſen og vilde trænge fig 
frem; men han bed Tenderne ſammen og gik lige frem 
ad Landevejen. uden at je til højre eller venſtre. 

Nu kom de morke, ſorgelige Dage, da Faderen 
laa kold og bleg i fin hvide Dragt mellem de, forte 
Bræder, der udbredte en underlig trykkende Luft i Huſet. 
Povl gik ſtille om og ſaa paa fin Moder, der ſyslede 
i Stuen og Kjokkenet, ſaa tenkte han igjen paa 


Faderen og græd, til hans Øjne blev opſvulmede og 


ſmertefulde. 

Det var bedre, om Povl gik til Skolen ſom ſced⸗ 
vanligt,“ ſagde Ane til Moderen; „han kan ellers 
gjerne gaa og blive. ſyg.“ 

Saa vandrede Povl da atter om Moſen med fine 
Bøger i Remmen; men han gik ſtille og tankefuld hen 
ad Vejen og faa ikke med et Blik til Stien gjennem 
Krattet. Det var forbi med hans lyſtige Spring gjen⸗ 
nem Buſkene; nu gik han lige frem og fulgte Lande⸗ 
vejen. | j 

J Middagstiden, da Børnene havde Fritid, ftod 
Povl enſom i en Krog og jaa ſorgmodig paa fine 
Kammerater, der muntert legende ſprang om paa 


å Gymnaſtikpladſen. 


„Kom og leg med,“ raabte en af dem og tog 
ham ved Kraven. Pool ryſtede paa Hovedet. „Jo 
viſt kal Du, kom nu! Aa, Du er da en rigtig Torve⸗ 
triller i Dag lige ſom Din Fader.“ 

Povl rev ſig los fra ham og kaſtede fig ned i 
Gresſet med Sænderne for fit Anſigt. Lidt efter 
folte han, at nogen rorte ſagte ved hans Arm, og da 
han jaa op, ſad der en lille Pige ved hans Side og 
jaa medlidende paa hans forgreedte Anſigt. 

„Klaps vidſte ikke, at Din Fader var død,” ſagde 
hun; „Du ſtal ikke være vred paa ham.“ 


35 


„Jeg er heller ikke vred, Kathrine,” ſagde Povl 
og tørrede fine Øjne; „det gjorde kun faa ondt inde 
i mig, da han ſagde det. Min Fader var jaa god.“ 

„Ja, han var en god Mand; det ſagde Moder i 
Gaar, og jeg horte det.“ 

Povl kunde ikke ſpare; hvis han kun havde forſogt 
derpaa, vilde han atter være briſtet i Graad; han 


najedes da med at je taknemmeligt op til hende. 


Kort efter bleve Bornene kaldte ind i Skolen; 
men da Undervisningstiden var forbi, fulgtes de hjem 
ad i Tavshed, indtil de kom til hendes Foreldres Hus, 
den lille, venlige Skopfogedbolig, der laa ved Skovens 
ÜUdkant. Da trykkede Børnene hinanden trohjertig 
i Haanden, og Povl gik videre ind gjennem Skoven 
til Moſen. Skjont hans Hjerte var opfyldt af den 
Sorg, der fan pludſelig havde kaſtet fine morke Skygger 
hen over hans fordums jaa lyſe Dage, kunde han dog 
ikke andet end føle lidt Glæde over, at Bekjendtſkabet 
med Skopfogdens lille Datter nu endelig var gjort. 
De kjendte jo nok hinanden i Forvejen og kjendte hin⸗ 
andens Navne og Forhold; men denne Dag var det 
dog forſte Gang, at de hapde ſluttet ſig til hinanden 
og fort en, om end kun kort, Samtale med hinanden. 
Povl havde: ofte ønffet at lobe over til Skopfogedhuſet 
for at aflægge Kathrine et Beſog; men han havde 
aldrig fundet Mod til at bringe fit Onſke til Udforelſe. 
Den lille Pige med det guldglinſende Haar og de 
ſmukke, blaa Øjne, ſyntes ham at være af en jaa langt 
højere Natur end han, at han hid til ikke havde vovet 
at gjøre nogen Tilnermelſe. Dertil kom, at han vidſte 
af Folks Tale, at hendes Moder ikke var en almindelig 
Bondekone. Hun havde været en fin Froken, en 
Herremands Datter — fortalte Folk — og hun havde 


| imod fin Faders Vilje ægtet Gaardens Skytte, den 


I hvad de fortalte, 


nuværende Skovfoged, hvis Aarſag Faderen havde 
forftøbt hende og gjort hende arveløs. Povl havde 
tit jet den ſtille, blege Kone med de fine, ſmukke Træk, 
over hvilfe der hvilede et Udtryk af ſtille Tungſindighed, 
og han kunde ikke tro andet, end at Folk havde Ret i, 
Det tenkte han nu ogſaa paa, 


I medens han vandrede hen ad Vejen til Hjemmet; men 
da han aabnede Døren og faa fin egen Moders ſorg⸗ 


I modige Aaſyn, faldt det ham tungt paa Sinde, at . 


| han blot for et Ojeblik havde kunnet glemme ſin Sorg. 
i, (Fortſattes.) 


Fra Bjergene, 

SPAS en underlig leengſelsfuld Forventning 
er det, at en Sletteboer forſte Gang 
nærmer fig et Bjerglands mægtige Hojder. 


45 


Alperne, da fer man alt i over en halv Snes Mils 


Er det en klar Sommerdag, man paa | 
Jernvejen hurtigt ruller ſydpaa, ned mod 


En 


| Afftand de mægtige Søjder hæve ſig i Synskredſen 
ſom morke Skybanker, hiſt og her glimrende hvide 


foroven. Forſt ved lang Betragtning bliver man ſikker 


paa, at det ikke er Skyer, naar man ſer, at alle Par⸗ 


tier ere ubevegelige. Saa ruller man hurtigt videre 
i Forventning om, at jo nærmere man kommer Bjer⸗ 
gene, jo mægtigere ville de viſe fig; men faa bliver 
de overſpendte Forventninger igjen ſkuffede. Jo nær: 
mere man kommer op i Hojlandet, jo mere dolger de 
mod Lavlandet fremſkudte Bjerghojder, med deres 
afrundede Former, de bagved liggende, ofte endnu 
milelangt bortfjernede hojeſte Rygge og Toppe, hvis 
ſnedekte Tinder og Klofter vi for Timer ſiden faa rage 
frem over de morke Masſer. Lidt ſkuffet holder man 
ſaa fit Indtog i en Dalſnavring mellem de høje Aaſe, 
der løfter fig til begge Sider, med nøgent Fjeld, græs: 
kledte Sfrænter og med Birkekrat og Naaleſkov i en 
broget Afvexling. Man maa dog ilke tro, at der i 
disſe Dale er ode. Tvertimod finde vi ofte ſtore 
Landsbyer, med fine lojerlige Trehuſe. Korndyrkning 
Je vi dog kun lidt af. Det er nermeſt Skophugſt, 
der giver Pengene, og Gresſet, der giver Føden, 
det korte, kraftige Fjeldgros, ſom Bjergkgerne kunne 
hente paa temmelig ſtejle Skrenter, Gederne gjøre 
fig til Gode ved paa de meſt halsbraekkende Fjeldvægge, 
hvor de med utrolig Sikkerhed forſtaa at ſtaa og 
ſpringe om, uden at ſtyrte ned. Derfor ſer man 
hyppigt disſe muntre Dyr ſom Forbud paa, at der 
er Menneſkeboliger i Nærheden. 

Og det er i Reglen et muntert og kvikt Folfefærd, 
ſom bor i disſe Egne. Ligeſom Fladlandenes Beboere 
ofte blive dorfke og trevne i Sind og Lader, ſaaledes 
gjør den friſke Bjergluft og den Moje Bjerget hvert 
Trin lægger fit Folk i Vejen, Sindet kickt og frit, 
Bryſtet ftærkt og let og Foden kraftig. Friſk og glad 
færdes Bjergboeren milevidt til fin Gjerning, om Vin⸗ 
teren med Skovning og om Sommezen ved Hobjerg⸗ 
ningen. Munter Sang gjalder tit i rene, kraftige 
Melodier, og med den ejendommelige „Jodlen“, fra 
Field til Field og mod Aften vender man glad og 
tilfreds tilbage til den hjemlige Arne, hvorfra Huſtru 
og Børn ſtundom kommer den trætte i Mode. 

Det er et ſaadant Mode, ſom Husvennen i Dag 
bringer et ſmukt Billede af, fra det ſydlige Bayern, ſom 
vi have havt i Tanken ved den foregaaende Skildring. 
Faderen med den eeldſte Son og Datter har været 
oppe i Bjergene paa Hohoſt, og har bragt en Bor Græs 
med tilbage til Koen. Ved Kriſtkorſet — den kors⸗ 
fœſtedes Billede med et lille Tag over, ſom man ſer alle 
Steder ved Vejene i de katholſke Lande — har Huſtru 
og Smaaborn ventet paa de fraværende, og ſikkert 
paa Knæ fromt bedet deres Aftenbon da Aftenklokken 
tonede op fra Dalen. Nu kommer de. Glad iler de 
i Mode. Moder faar fin lille Keledegge op paa det 
frijfe Græslæs, Petermann ſpender fig for, og nu 


Biemferd fra Arbejdet i det bafergke Højland. | 


37 


gaar det i rygende Fart ned ad Bjergvejen, under den 
lilles jublende Muſik i Flojten, Fader har lavet, medens 
Gedebukkene i de kaadeſte Spring gjøre Lojer, og den 
trætte Fader og Broder maa blive langt tilbage. Det 
hele danner et ſaa yndigt Billede, at den fremmede 
Kunſtner, ſom er vandret ſyd paa, for at male ſmukke 
Billeder, ikke kan lade være at tegne det i fin Bog — 
og nu har Husvennen, der jo har ſin Naſe alle Vegne, 
hvor der er noget; ſmukt at hente, faaet fat i Billedet, 
der herved bringes alle dens mange Venner trindtom, 
ſom en ſmuk ſtemningsfuld Hilſen fra Bjergene. 


Morges Landboere. 
Af Mads Hanſen. 


ANGÅ s aar man undtager de faa Embedsmænd, 

W der findes ſpredt over hele Norge, beſtaar 

2 Landboſtanden af to Klasſer: Gaard⸗ 
mandsklasſen eller Bonderne, ſom de 
kaldes, og Husmandsklasſen. Der er 
nemlig ingen Adelsmænd. eller Herremend i Landet; 
Bønderne ere Norges Adel og betragte fig ofte ſaaledes; 
Husmendene ere Arbejdere og betragtes kun ſaaledes, 
ja undertiden kun ſom „Arbejdsdyr, Dyremenneſker 
eller Menneſkedyr“; jeg har hort det med egne Orer. 
Det er Bonderne, der eje Jorden. J de rige Egne 
er der ſtore prægtige Bondergaarde med udſtrakte Til⸗ 
liggender af Marker og Skove. Den dyrkede Jord 
har vel kun ringe Udftræfning, fra 10 til 30 Får. 
Land til en Gaard, men Skovene og Græsgangene 
ere des ſtͤrre. Fra gammel Tid har Bønderne ejet 
deres Gaarde med Odelsret, ifolge hvilken Ejendommen 
betragtedes ſom tilhorende ikke alene Beſidderen, men 
hele hans Slægt, jaa at disſe, hvis Gaarden fælges 
til fremmede, have Ret til at indloſe den ved at jvare 
Kjoberne dens Værdi efter Vurdering af uvillige Mænd. 
Tid efter anden er der ſket en Del Ændringer i Lov⸗ 
givningen om Odelsretten, og nu er det kun faa Aar 
efter at en Gaard er ſolgt til fremmede, at Slægten 
har Ret til at kjobe den tilbage. Dette Forhold. fkal 
have voldt mange Stridigheder og været brugt ſom 
Skjul for megen Uret, og dog holdes der ſteerkt paa 
dets Vedbliven. Det er ikke faa ſjeldent, at Wgteſkab 


bliver indgaget mellem nere Frender, for at en Ejen⸗ 


dom ikke ſkal komme i fremmedes Heender. Man be⸗ 
tragter nemlig Jorden ſom en Ting, der er for god, jeg 
kunde maaſke ſige for hellig, til at drive Handel med. 
„Skulde jeg fælge min Gaard eller noget af min Jord, 
ſom et Stykke Ja“, kan man faa at høre den norfke 
Bonde ſige, naar man taler med ham om denne Sag. 
„Den har været i min Slegts Eje i jaa og faa mange 
hundrede Aar, og fkulde jeg vel ſkille mig ved den Jord, 
mine Fedre har ryddet og pløjet, og de Skove, de 


har fredet, da fortjente jeg ikke at bære Navn af norſk 
Bonde”, Og ſiger man, at der maa dog ofte ſke Uret 
imellem Sofkende, naar en ſkal arve hele Ejendommen 
ſamlet, han kan jo ikke tilſpvare de andre Arvinger jaa 
mange Penge, ſom der kunde tilkomme dem, uden at 
blive altfor forgjeldet, faa faar man det Svar, at 
ſaa har Beſidderen en moralſk Forpligtelſe til at hjælpe 
de fattigere i Slægten, de har alleſammen et Hjem 
hos ham, og han føler det ſom en Wresſag at være 
et Værn og en Beſkytter for hele fin Slægt. Og 
ſporger man, hvilken Stilling de andre Born faa kan 
komme i, ſaa faar man til Svar, at nogle ſtudere, 
andre blive Handelsmend og atter andre gaa til Søs. 
Og Pigerne? Jeg har hort en Bondedatter, og det 
en vel oplyſt og dannet Pige, blive ſpurgt: „Hvordan 
vilde det nu gaa, hvis en Gaardmandsdatter fik Lyſt 
til en Husmandsſon og trolovede ſig med ham; fik de 
Lov til at gifte fig ſammen?“ Hun ſparede: „En 
Bondepige faar aldrig Lyſt til en Husmandsgut“. 
Der er noget ædelt og ſkjont i denne Slegtſkabsfolelſe 
hos Normendene og i denne Kjærlighed til Fedrenes 
Jord, i Særdeleshed, naar den er Grundlaget for 
Folkefslelſen og Fedrelandskjcrligheden; men det er 
oprorende at je og høre, hvorledes Husmandsklasſen 
tilſideſettes, ikke alene med Henſyn til borgerlige og 


politiſke Rettigheder (den har nemlig ingen Valgret 


eller nogen ſom helſt Indflydelſe paa offentlige Sager), 
men ogſaa i det. Forhold, hvori de ſtaa til Bønderne 
og det hele Samfund. Husmændene bo paa „Pla d⸗ 
fer”, ſom det kaldes, paa Gaardmendenes Jord, ſom 
ofteſt paa øde, afſides Steder i Fjeldene, hvor de have 
Grasning til en Ko og kan avle nogle faa Skepper 
Korn i Smaabede, ſom med ſtor Møje opdyrkes hiſt 
og her paa Lodden. Baade Manden og Konen ere 
forpligtede til at arbejde for Husbonden, imod at faa 
Koſten og 6— 12 Stilling daglig (en Skilling er 1½ 
Skilling danſk). De arbejde ftrængt og faa kun daarlig 
Koſt, ere pjaltede i en Grad, hvortil jeg aldrig har 
jet. Mage i Danmark, urenlige og drikfeldige, faa 
jeg maa give Pigen Ret, der ſagde, at en Bondedatter 
faar aldrig Lyſt til en Husmandsgut. Naar der er 


mange Born i Sujet, kan Konen ikke altid gaa paa 


Arbejde, og da jer man hende ofte, med det mindſte 
Barn faſtbundet paa Ryggen, gaa ned i Dalen eller ud 
i Fjeld og Skov for at ſamle Brande eller Bær, eller 
tage fig andre Smaaarbejder for, for at nære fig. 
Kjendte man lidt mere til disſe Folks indre Liv, vilde 
man dog viſt komme til at holde af mange af dem, og 
jelv den, der kun flygtig kommer i Samkvem med 
dem, vil ſtrax merke, at de ere langt mere fri og 
aabne i deres Væjen og Opforſel overfor fremmede, 


end vi ere vant, til at ſe hos vor Landbefolkning. De 
norfke Bønder ere kjakke og ſtolte i deres Fremtreden, 


og det er godt at je, at Husmændene ere af ſamme 
Slægt, ſtjont faa tenker derpaa, ja næppe regner dem 


med til Folket. De ſocialiſtiſke Foreſtillinger om Frihed 
og Lighed i rent udvortes Forſtand ere endnu ikke 
naaede faa højt op mod Nord, og det er at onſke, at 
der maa blive gjort noget alvorligt for den talrige 
Husmandsklasſes ſande Velfærd, inden Strømmen naar 
dertil, thi ellers vil den uden Tvivl finde rigelig Næring 
og ſkylle alt over Ende, fordi der virkelig til en vis 
Grad er Grund til mange af de Klager, der hos os 
kun kan finde Tilſlutning, hvor Vantro og Begjerlighed 
efter Magt og Gods raader i Sindet. i 
Jeg har hørt flere Fortællinger om den Slægts- 
ſtolthed, der findes hos Normændene. Saaledes var 
der en Gang en Karl, ſom mod fine Frenders Vilje 
trolovede ſig med en Pige af en ringere Wt og ind⸗ 
førte hende ſom Kone pan fin Fædregaard. Nogen 
Tid efter dor Manden, og hans Enke gifter fig igjen 
med en af fin egen Slægt, hvorved Gaarden kom i 
helt fremmedes Eje. Dette kunde den forſte Mands 
Slægt. iffe taale, og hvad den faar at gjøre, den lader 
Gaarden vurdere af uvillige Mænd og ſammenſkyder 
30,000 Specier, ſom var den Værdi, den blev ſat til, 
og disſe Penge giver de den Slegtning, ſom efter den 
afdøde var nermeſt odelsbyrdig. Denne mødte faa en 
ffjøn Dag for Ovrigheden og lagde fine tredive tuſinde 
paa Tingbordet med Begjæring om, at Gaarden maatte 
blive overdragen til ham, og han blev da indſat ſom 
loplig Odelsherre i fine Fedres Gaard. Et andet 
ligeſaa ſœregent Trek af den norſke Bondes Ejendomme⸗ 
lighed er det, at da Dronning Joſefine en Gang rejfte 
igjennem Norge og overnattede i en Bondegaard, gav 
hun ved Afſkeden Husmoderen en Bryſtnaal; Bonde⸗ 
konen gabnede derpaa en Kiſte, tog frem en Solje, 
der var et gammelt Arveſtykke i Familien, og gav 
Dronningen den til Gjengjæld. Jeg hufker ikke, om 
det var denne eller en anden Bondekone, ſom havde 
30 opredte Senge i fit Hus. Der ſkal ogſaa findes 
Bondeſlogter, ſom regne fig for at være af gammel 
norſk Kongect. Hos en ſaadan Bonde, der ſiges at 
nedſtamme fra Harald Haarfager, tog en af de ſidſte 
ſvenſke Konger ind, da han ſom Prins reiſte igjennem 
Landet. Husfaderen fatte fig efter gammel nordiſk 
Skik i Hojſcedet og paa begge Sider af ham hans 
"elleve Sonner. Da Prinſen kom ind, hilſte han ham 
og ſagde: „Velkommen ffal Du være i en norſk 
Kongeſons Hus, end Du ikke er af Kongeſlegt.“ — 
En af Prinſens Ledſagere ytrede blandt andet, at det 
var en ſtor Wre for denne Bonde, at Prinſen gſeeſtede 
ham, „det er maafke ſjeldent for Dig at je en Prins,“ 
føjede han til. „Her ſidder elleve Prinſer“, var det 
korte Svar, den gamle gav. : i 
Da jeg nu er kommen til at fortælle Trek af 
Livet, vil jeg føje et til. Da den danffe Prins 
Kriſtian Frederik, ſenere Kong Kriſtian den ottende 
i Aarene 1813 og 14 var Statholder i Norge, blev 
dette Land, ſom kjendt er, afſtaaet til Sverige ved 


Kielerfreden, men Normendene var ikke tilfredſe 
hermed, og Prins Kriſtian optraadte da ſom Norges 
Fyrſte, ſammenkaldte en Rigsdag paa Ejdsvold, Jom 
den 17de Maj 1814, gav Norge dets Grundlov og 
udnævnte den ſmukke og aandrige Prins til Norges 
Konge. Da han kort derefter drog op ad Gudbrands⸗ 
dalen ſamledes ſtore Folkefkarer omkring ham. Bagved 
ſtod en gammel Bondekone, der trængte paa og vilde 
jaa gjerne frem, at hun kunde je den unge Konge. 
Prinſen lod hende komme frem og ſagde til hende: 
„Se kuns paa mig Mo'er.“ Hun ſvarede: „Vakker er 
Du, men for veg ſer Du ud til at være Norges 
Frelſer.“ ! 
Det Skjel mellem Husmcend og Gaardmænd, der 
findes i de bedre Egne, merker man ikke noget til i 
de ringere; for her ere Bønderne ligeſaa pjaltede og 
ſkidne ſom de aller fattigſte — de ere da ogſaa ſelv 
meget fattige. Men desuagtet ere de meget gjæftfri, 
ſom Normendene i det hele taget ere. Kommer man 
ind til en ſtor rig Gaardmand og ſporger, om man 
kan faa Lov at blive der Natten over, kan man være 
temmelig vis paa, at der bliver ſvaret med milde Ord: 
„Ja da“ og det kan hende, at der bliver lagt til: 
„To, hvis Du vil det,“ og det uden at der bliver 
ſpurgt, hvor man kommer fra, eller hvem man er. 
Det ſamme venlige „Ja da“ faar vi paa vort Sporgs⸗ 
maal, om der faa kun er en Seng i Huſet og i denne 
en Skindfeld i Stedet for Dyne, ja om ſaa deres 
Ejer eller Ejerinde ſkal forlade den for at give Plads 
for den fremmede — og vil man ikke tage imod ſaa 
megen Gjeſtfrihed, det være af den ene eller anden 
Grund, men foretrekker at ſove i Laden, kan man 
være pan det Sted, hvor man knap faar Lov dertil. 


Huordan man ſkal ſoge. 
Af Bendix Hanſen (Fra Sonderjylland). 


De var en Gang en Bræft, der havde en Karl, ſom 
hed Hans. De kom godt ud af det med hinanden, 

de to, for de vare meget forſkjellige. Præften var 
opfarende og hidſig, og brugte da mange flere og 
ftærfere Ord, end han kunde ſtaa ved; men det var 
jo ſaa naturligt for en Bræft, det giver den ſtadige 
Ovelſe. Naar Hans derimod blev vred, jaa blev han 
ganſke tavs og meget langſommere og fanere i fin Ad⸗ 
færd, end han ellers plejede. 

Nu hændtes det en varm Sommerdag at nogle 
Kvier bisſede bort, og Hans blev ſendt ud for at lede 
om dem. Han gik langt og længe og kom tilſidſt hjem 
hen paa Eftermiddagen uden at have fundet Kvierne. 

Preſten var ærgerlig, for det var en travl Tid, 
og der var Brug for Hans anden Steds. 

„Hvor ledte Du efter dem?“ ſpurgte han. 


— 


39 


„Aa, jeg ledte alle Steder, hvor jeg troede, 
de kunde være!” ſparede Hans. 

„Tenkte jeg ikke nok, at Du vilde bære Dig dumt 
ad ſom ſedvanligt!“ ſagde Praſten og bruſede op. 
„Enten man ſender Dig eller Katten, det kommer ſaa 
omtrent ud paa et, for Du tosſer altid omkring uden 
Hoved. Naar Du nu har faaet noget at ſpiſe, faa 
kan Du gaa igjen; men vil Du ſaa hufke i Dag og 
for Fremtiden, at Du altid ſkal ſage, hvor Du 
mindſt tror, det kan være!” 

Hans blev vred, men tav og han gik ind til fin 
Mad. 

Noget efter, da Præften fad i fit Studerekammer, 
jaa han, at Hans ſatte Brandſtigen til Huſet og gik 
op paa det, og han foer atter ud. 

„Hvad fkal det til!“ raabte Praſten og bruſede 
atter op. „Hvad har Du at gjøre oppe paa Huſet! 
Har Du maaſke glemt, hvad jeg ſagde til Dig for lidt 
ſiden?“ 

„Nei, Hr. Paſtor! jeg har juſt tenkt derover,“ 
ſvarede Hans. „Jeg tror nu aller mindſt, at Kvierne 
kan være oppe i Storkereden, og jaa vilde jeg i Folge 
Hr. Paſtorens Befaling forſt lede efter dem der!“ 

Præften tav, han var ganſke overvældet af For⸗ 
bavſelſe, og Hans fan fig omkring deroppe. Pludſelig 
gled der et Smil hen over hans Anſigt. 

„Men Praſten faar ſandelig Ret alligevel;“ udbrød 
han, „for der er Kvierne!“ i 


Han pegede hen imod Storkereden, hvor de ſort⸗ 


nebbede Unger af Forfcerdelſe bafkede med Vingerne. 

„Aa, jeg tror Du er gal! J Storkereden!“ 
ſagde Preeſten. 

„Nej,“ ſvarede Hans; „men henne i Niels Olſens 
Rug. Der ligge de nok faa net og tygge Drov. En, 
to, tre, fire — jo de er der alle ſammen. Man fkal 
ſoge, hvor man mindſt tror, det kan være! det var 
merkeligt; det ſtal jeg ſkrive mig bag Oret!“ 

Og faa kradſede han fig bag Øret, ſom for ſtrax 
at indprænte fig den ny og meget nyttige Lærdom der. 


En godt afrettet Hund. 


63) a den preusſiſke Her i Slaget ved Jena 

1806 var bleven aldeles ſprengt, blev en 

ung Kornet med fire Ryttere afſkaaren fra 

fine Landsmend. Efter at have redet 

længe omkring uden at have kunnet finde 

den rette Vej, kom de endelig til en Landsby, hvor de 
ſtege af foran Preſtegaarden, der var den meſt anſelige 
Bygning. Som kongelig Officer delte Kornetten ſin 
Stands almindelige Mening, at en rigtig Soldat 
maatte viſe fig ved Skjelden og Larmen ſamt ved at 
mishandle Borgerne. Det var ſent paa Aftenen, og 


Doren til Preſtens Bolig var derfor lukket; den unge 


Helt ſlog nu vældige Slag paa Døren og raabte med 
larmende Stemme: „Luk op, eller jeg hugger Doren 
i Stykker!“ Praſten aabnede roligt et Vindue og 
ſpurgte: „Hvem er der?“ „Min Herre! luk ſtrax op 
eller jeg ſlaar Vinduerne ind,“ ſkreg Kornetten, medens 
hans fire Ledſagere forholdt ſig rolige bagved ham. 
En Karl aabnede nu Døren, og Kornetten vifte ſtrax 
ved fin hele Opforſel, at han ikke kunde gjøre Krav 
paa at kaldes en dannet Officer. Dette ærgrede Præ- 
ſtens Karl, Peter, thi hans Herre var venlig og kjerlig 
mod Enhver og havde derfor ikke fortjent at blive 
behandlet paa en ſaadan Maade. Peter beſluttede 
derfor at give Kornetten en Lære, ſom han ikke ſkulde 
glemme i en Haſt igjen. Preſten var en Elſker af 
Hunde og havde for lang Tid ſiden af en Hverver⸗ 
officer kjobt en ſtor Hund, ſom var afrettet til at 
bevogte de nyhvervede Rekruter, naar de førtes til 
deres Garniſonsſted. Dens tidligere Herre behovede 
kun at viſe den en Rekrut og ſige til den: „Sultan, 
en Rekrut“, da var han ſikker paa, at denne ikke kunde 
lobe bort; det var iſcer umuligt for Nogen, der var 
bleven betegnet for Hunden ſom Rekrut, at komme ud 
af Verelſet. Hvis en ſaadan Perſon nærmede ſig 
Doren, traf Sultan ham forſt blidt og derpaa ſteerkt 
tilbage ved Frakkeſtjoderne, og hvis han vilde bruge 
Magt, kaſtede Hunden ham ſtrax til Jorden og kaldte 
fin Herre til ved en høj Gjgen; den flap da før 
Rekrutten, naar dens Herre ſagde til den: „Giv flip.” 
Kornetten tog ſtrax Bræftens bedſte Veerelſe i Beſid⸗ 
delſe og ſtrakte fig mageligt paa Sofaen, medens Seftene 
udhvilede fig og bleve fodrede, og bag ved Kakkelovnen 
laa Sultan ganſke rolig. Da nærmede Peter ſig, 
pegede paa Kornetten, uden at denne ſaa det, og ſagde 
til Hunden: „Sultan, en Rekrut!“ hvorefter han gik 
ſtille bort igjen. Sultan reiſte fig ſtrax op og efter 
at have ſtrakt fig nogle Gange, tog den Poſt foran 
Kornetten. Kort efter raabte en af Rytterne: „Hr. 
Kornet, Heſtene ere ſadlede!“ Kornetten rejſte ſig, 
gjorde fig færdig til at bryde op og vilde gaa ud af 
Døren, men Sultan greb ham meget ublidt og kaſtede 
ham tilbage. Kornetten blev bange og greb efter ſin 
Sabel, men da Sultan bemerkede denne truende Be⸗ 
vegelſe, ſprang den op, rev ham til Jorden og begyndte 
gjø ſterkt. Nu raabte en af Rytterne: „Hr. Kornet, 
vil De ikke med? Vi ere ikke mere ſikre her!“ Da 
lød Kornettens fkjcelvende Stemme fra Prœſtens Væ- 
relſe: Hjælp mig dog for Guds Skyld!“ Bræften og 
to af Rytterne traadte nu ind i Stuen; de kunde ikke 
afholde ſig fra at le, da de ſaa hvor tam og beſkeden 
den for faa barſke og ſtortalende Kornet laa paa 
Gulvet under Hunden. „Hvad har De for der med 
Hunden?“ ſpurgte den ene af Rytterne. „Jeg ved det 
ikke,“ ſparede Kornetten ligbleg, idet han ryſtede af 
Skrek. Bræften, ſom nu mærkede hvorledes Sagen 


hang ſammen, da det ikke var forſte Gang, at Peter 


40 


havde ſpillet en ſaadan Streg, kaldte nu denne til, da 
Hunden altid kun vilde give flip paa den Perſons 
Befaling, ſom havde givet den Ordre til at pasſe paa. 
Ved Karlens Ankomſt blev den eengſtelige Fange endelig 
befriet, ſom derpaa meget høfligt tog Affked med Pre⸗ 
ſten og fjernede fig faa Hurtigt ſom muligt. E. C. 


Sikkerhedsreb paa Tyre. 


Som bekjendt er det ikke altid jaa let en Opgave 
at træffe en Tyr paa en ſaadan Maade, at man er 
ſikret mod Ulykkes⸗ 
tilfcelde om den ſkulle 
blive „uvan“. Vel 
har man ſom ofteſt 
en Ring i Neeſen 
paa Tyren, men 
denne kan dog allige⸗ 
vel rive ſig los og 
gjøre Fortreed. J 
det norfke Blad: Ny 
illuſtreret Tidende“, 


| 


| 
| 
| 
| 
| 
| 
| 
| 


"og man har da en 


Lag, bliver Saalerne for tynde. Derefter klippes Saalerne til 
i den Sterrelſe, man onſker dem, og ſyes efter med Uldgarn, 
forſt lidt indenfor Kanten og derneſt med lidt Figurer i Midten 


Saal, der kan holde ud og varme en hel 
Vinter, det vil da ſige, naar den afdampes en Gaug imellem. 
De afklippede Kanter kunne lægges imellem, naar man laver 
andre Saaler eller benyttes til (maa runde Uhrbakker, der laves 
paa ſamme Maade ſom Saalerne. C. Matthieſen. 
* 


Smaating. 


Vanſteligt. Endnu 
er der enkelte Steder her 
og der paa Landet, hvor 
Forholdet mellem Praſt 
og Menighed er af den 
gamle gode patriakalſte 
Slags, at Praſten tages 
til Raads endogſaa i 
andre Sager, end der 
hører til hans Embede. 


findes imidlertid an⸗ 
ført en Maade at 
binde Tyre paa, naar 


For ganſte nylig kom 
ſaaledes i Skaane en 
Kone til fin Sjaleſorger 
for at ſoge Raad i en 


den ſkal træffes, ſom 
gjengives i hosſtagen⸗ 
de Tegning, fordi den 
ſynes praktiſk og en Prove værdt. Maaden hvorpaa 
Rebet er ſurret, fremgaar tydelig af Tegningen, og 
Husvennen ſkal kun tilføje, at om man lod Enden 
af Rebet, ſom Haanden holder i, endnu gaa bag 
om Laarene pan Tyren og bandt den faſt tæt ved 
Ryggen paa: Rebſlyngningen der gaar om Maven, 
vilde det ſikkert være Tyren umuligt at gjøre nogen 
Fortræd med at ſtange, om den kom los paa Vejen. 
Selvfølgelig maa man træffe Tyren i et andet Reb 
der er feſtet i Neſeringen eller i et Klaptræ, ſom 
ſedvanlig. i 


—— 


— 


get 


Husflid. 
Sadler af Uld. 


Nu da Tiden ſtunder til Folk begynder at klage over folde 
Fødder, har jeg tænkt mig, at Husvennen nok vilde være med 


til at afhjælpe „et længe følt Savn" ved at meddele en lille 


Anvisning til at lave billige og meget henſigtsmasſige Saaler 
af Uld til at logge i Fodtøj. 

Der kartes ferſt nogle af de ſaakaldte „Tojer“ af Uld, ſom 
godt kan være af ringeſte Sort; Tøjerne ſkal være af de ſtore 
brede og af disſe lægges en 7—8 Stykker ovenpaa hinanden og 
ſyes ſammen med almindelig fin Sytraad. Tager man færre 


Sikkerhedsreb 


for hende ganſke vigtig 
Sag. Det var nemlig 
angaaende hendes ſyge Ko, 
hvoraf hendes timelige 
Ve og Vel for en ſtor Del beroede. Sit Hjertes Anliggende androg 
hun ſaaledes: „Jeg gik hid til Preſten, da min Ko er meget 
ſyg og ikle pan nogen Maade i Stand til at rejfe fig. Slagter 
jeg den, og den kommer fig, fan ſynes jeg det er galt; der 
Koen og jeg laber den leve, da er det dog ogſag harmeligt“. 
Hvordan Praſten klarede ſig, melder Hiſtorien ikke noget om. 


Da Biſkop J. P. Mynſter havde ſamlet og udgivet det 
lille Tillæg til den evangeliſk⸗kriſtelige Salmebog, kom en af 
Grundtvigs Venner, en Praſt i Kjøbenhavn, hen til denne og 
ſpurgte ham, om han havde ſet, at der kun var en eneſte af 
hans Salmer optaget i det ny Tillæg, nemlig: „Sondag 
Morgen fra de Døde”. Grundtvig ſparede: „jeg ved det nok, 
og Mynſter har endda ſkrevet ovenover: „Herre, jeg har handlet 
ilde”, : 


gaa Turk. 


Brevverling. 


En ny Abonnent. Husvennen kan beſtilles til enhver Tid 
i Kvartalet, og Poſtvaſenet er pligtigt til at ffaffe den nye 
Holder alle de Numre, der ere udkomne inden Bladet blev be- 
ſtilt, da Poſtveſenet blot behøver at forlange hos Udgiveren, for 
at faa det udkomne tilſendt. 


i 


* 


* 
Barndomsbilledet, Fortelliug af Emanuel Henningſen. — 
Fra Bjergene, med Billede. — Norges Landboere, af Mads 
Hanſen. — Hvordan man ffal ſoge, af Bendix Hanſen. — 
En godt afrettet Hund. — Sikterhedsreb paa Tyre, med Billede 
— Husflid: Kludeſko, med Billede. — Smaating. — Brevvexling 


Indhold. 


Udgiverens Adresse er: Bylovsvej & a. Kjøbenhavn 
Vesterbro. 


„Husvennen “, Villedblad for Alorſkalisſcesuing, Oplusuing og Husſlid, 


Billeder, kit 1 Krone Fjerdingaaret, 
ethvert Voſlkonkor og 


frit kilſendt. 


udkommer. lil hoer Hendag med el 16. [pallet Ark, ſorſhnel med fler. 


Hverk Fjerdingaar medfølger gratis el Mort .fmukt Fillegsbillede. Vladet kan beſlilles paa 
Vrepſamlingsſled, i enhver Voglade famt hos Hovedſtommisſioncren: 


Rudolph Klein, Vifeffræde 40, Kſebenhapn. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. K. Schultz. 


Nr. 6. Sondagen d. 7. Nuuember. 
e eee eee, 


Barndomsbilledet. 
Jortalling af Emanuel Henningſen. 


(Fortſat.) 
2. 
Jordſoftelſen var for længft forbi. Efteraarsſtormene 
tudede omkring den lille Hytte ude paa Moſen, 
Blomſterne vare henvisnede og nedtraadte, de grønne 
Blade gulnede og afrevne. De lange, merke Aftener, 


der fordum vare henrundne faa behageligt naar Faderen 
ſad ved Bordenden med et eller andet Snittearbejde i 
Haanden, medens Moderens Rokkehjul ſnurrede lyſtig 


rundt, og Ilden flammede i den lille Kakkelovn, fore⸗ 
kom nu Pool at være triſte og ſorgelige. Rokken 
ſnurrede vel endnu, og Blaamis ſtrakte fig efter Sed⸗ 
vane dovent henne bag Ovnen; men Moderens Anſigt 
var blegt og alvorligt, og Pladſen for Bordenden ſtod 
tom. Og Tiden gik; Vinterſtormene fore isnende ind 
over Moſen, Zræerne ſtode nøgne og forte paa den 
hvide, ſnedekte Grund; men Noden ſad mork og truende 
paa Huſets Teerfkel. 

En Dag kom Pool hjem fra Skolen; det var en 
Lørdag, og da havde han den halve Dag fri. Hans 
Moder ſad inde i Stuen og ſyede paa en lille Poſe. 
Hun ſaa mere bleg og anſtrengt ud end ſœdvanlig, 
mente Povl, medens han ſtod og jaa paa hendes Ar⸗ 
bejde. 

„Hvad er det, Du ſyr, Moder?“ ſpurgte han. 

„Det er en lille Poſe“, ſagde hun og holdt den 
lidt op for ham. 

„Hvad ſkal den væve til?“ ſpurgte han videre. 

Hans Moder ſaa op paa ham med et ſmertefuldt 
Blik, og Muſklerne om hendes Mund dirrede, ſom om 
hun holdt Graaden tilbage. 

„Vi ere ſaa fattige“, ſagde hun langſomt og lod 
Hænderne ſynke ned i Skjodet. 
Povl blev rod og derefter bleg; han følte, hvor⸗ 


og ikke forſage“. 


Kjøbenhavn, 
1875. 


ledes Blodet voldſomt ſtrammede ham til Hjertet. 
Han kunde ikke mode ſin Moders Blik, men ſlog ſine 
Ojne ned. 

„Skal jeg... gaa med Poſen, Mo'er?“ ſpurgte 
han ſagte. 

Da braſt hans Moder i Graad og lagde fine Arme 
om hans Hals. 

„Gud tilgive mig min Svaghed, at jeg ikke ſtoler 
paa ham!“ ſagde hun. „Nej, min ſtakkels Dreng; jeg 
kan ikke udholde at lade Dig gaa ud at tigge. Vor⸗ 
herre vil ſtaa os bi, og vi vil ſtole paa. ham“. 

En Times Tid efter aabnedes Doren ſagte, og et 
lille Pigeanſigt tittede ind i Stuen. . 

„Der er Kathrine, Mo'er!“ raabte Povl og ſprang 
glad op fra Skammelen, paa hyilken han havde fat 


| fig hen, ftøttende fit lille, tankefulde Hoved ſorgmodig 


mod fine Hender. 


med et Brod under Armen og ſlebende en Kurv efter 
fig, „Mober gav mig Lov til at gaa herover med dette 
her... ſom bedes venlig modtaget”, lagde hun til, ſom 
om det var en lille Lektie, hun fremſagde. „Ane bar 
det for mig her hen til Doren og jeg maa gjerne 
blive her en Times Tid“. 

Medens Børnene fortrolig talede med hinanden, 
bar Moderen Brodet og Kurven, hvori der fandtes 
Smør og Wg, ud i Kjokkenet og takkede Gud af et 
rørt Hjerte. „Naar Noden er ſtorſt, er Hjcelpen nær: 
meſt“, ſagde hun. „Ak, ja; det gelder jo kun at tro det, 


Og Ziden gik, Rokken gik; Sygdom og Nod ban⸗ 
kede paa Doren og kneb ſig ind gjennem Sprakkerne; 


Vinteren rakte ſine valne Fingre ind i Stuen, gjennem⸗ 


isnende alt med ſin kolde Aande; men de varme Hjerter, 
ſom bankede under de lappede Kloeder, de varme Bonner, 
ſom Dag og Nat opſteg fra Enkens Læber, kunde den 


ikke modſtaa, og ſom en bleg Dodning fvævede den 
atter bort. i 


„Ja“, ſagde den lille Pige og traadte ind i Stuen 


Det var en ſmuk Foraarsdag; Solen ſtraalede 
mildt ude paa Moſen, og oppe paa Monningen af 
Huſet ſtod der en gammel, graahovedet Stork paa begge 
Ben og ſatte Bryſtet frem; men den ſagde ingen Ting, 
maaſke ærgrede den fig over, at den var kommen nogle 


Uger for tidlig tilbage fra fin aarlige Udenlandsrejſe. 


Nede i Stuen fad Enken og hendes Søn ved den tarve— 
lige Frokoſt. Begge vare pyntede, og Bovl, ſom i de 
henrundne Aar var voret fin Moder over Hovedet, faa 
med ikke ringe Forlegenhed ned ad fig ſelv, en Smule 
utilpas ved at befinde fig i ſplinterny Klæder fra Top 
til Taa. Hans Moder jaa paa ham med et lyſt Smil; 
maaſke tenkte hun paa de tunge Aar, ſom vare hen⸗ 
rundne i Savn og Kamp for det daglige Brod. Nu 
var hans Konfirmationsdag kommen, Kampen var 
ſejrrig ført til Ende, og Povl havde aldrig maattet 
„gaa med Poſen“. 

„Mon det nu ilke er paa Tiden at gaa?” ſpurgte 
han, da Moderen reiſte fig og fatte Maden til Side. 

„Jo, det er bedſt, vi begive os af Sted til Kirken. 
Det er bedre at komme for tidlig end for ſent“. 

Kort efter vandrede Moder og Son hen over 
Moſen, medens Storken ſtod oppe paa Monningen og 
jaa efter dem, til de ſorſvandt mellem Zræerne. 

„Skal vi ikke gaa ad Gangſtien?“ ſpurgte Povl, 
da de kom til den. „Den er ganſke tor og ren“. 

„Jo, det kan vi jo gjerne”, ſvarede Moderen og 
ſaa ſmilende paa ham. „Nu folger Du nok ikke Lande⸗ 
vejen Jan trofaſt ſom i gamle Dage”. 

„Aa, nej“, ſagde Povl, „ikke Kongens Landevej. 
Men“, tilføjede han alvorlig, „Fa'ers Landevej bejtræber 
jeg mig dog endnu for at vandre paa. Er det ikke 
underligt, Mo'er, at jeg forſt i det ſidſte Aar ret har 
forſtaaet Fa'ers Ord, Jeg troede virkelig, at han havde 
ment den almindelige Landevej af Grus og Sten, og 


derſor fulgte jeg den ogſaa jaa trofaſt, at alle mine 


Kammerater i Skolen endnu kalde mig „Landevejs⸗ 
inſpektoren“. Du vidſte dog nok, hvad Faber mente?“ 

„Ja, jeg gjorde; men havde jeg den Gang ſagt 
Dig den rette Betydning, havde Du maaſke for lengſt 
glemt Din Faders ſidſte Ord. Nu er jeg derimod vis 
paa, at Du aldrig vil glemme dem“. 

„Nej, aldrig“, ſvarede Povl. „Men ſkulde Du 
nogen Sinde merke, Mo'er, at jeg er kommen for. langt 
ind paa de krogede Gangſtier, ſom Doktoren talte om, 


Jaa er jeg vis paa, at Du vil hjælpe mig at komme 


ud paa Landevejen igjen. Vil Du ikke, Mo'er?“ 
Moderen nikkede ſamtykkende, og de fortſatte deres 
Vandring i Tavshed. Da de traadte ind i Kirken, 


holdt Povl fine Øjne feſtede paa. Stenfliſerne; det 
ſyntes ham, at alle ſaa paa ham i hans ny Dragt, 
og han havde en uhyggelig Folelſe af, at hans Troje⸗ 
krave var opſmoget bag i Nakken og ragede højt op 
over hans Hoved; men han turde ikke underſoge, om 
Kirken forekom ham at være 


det forholdt ſig ſaaledes. 


paa hendes ſmukke Anſigt dode bort. 
| blev hjemme i nogen Tid endnu“. 


W 


en Fjerdingvej lang; men endelig naaede han dog den 
for ham beſtemte Plads — det var den sverſte — og 
ſatte ſig betydelig lettet ned paa Stolen. 

Hans Haand liſtede ſig langſomt op til Kraven. 
Nej, Gud ſke Lov, den var ikke ſmoget op. Skraderens 
Kunſt havde ganſke viſt hævet den til en utilbørlig 
Højde, men opſmoget var den ikke. Nu vovede han 
at løfte fine Øjne op fra Salmebogen og je fig om. 
Hans Blik mødte to morkeblaa Øjne lige over for ham; 
de hilſte ham med et lille Smil, hvorpaa de igjen 
ſank ned til det hvide Lommetørflæde, ſom, lagt i en 
ſirlig Firkant, hvilede i Ejerindens Skjod. Det var 
Kathrine. 

Povl fik ikke Tid til at fe mere; thi Preeſten kom 
gaagende op ad Gangen, og alle hans Tanker dvelede 
nu ved det højtidelige Løfte, han ſnart ſkulde af 
lægge. 

Hans Moder havde tidlig leert ham at fjende 
Gud; enhver ringe eller ſtor Tildragelſe, det være fig 
til Glæde eller til Sorg, ſom havde mødt dem gjennem 
de Aar, der laa mellem Faderens Dodsdag og nu, 
havde hun lært ham at opfatte ſom en kjerlig og 
barmhjertig Guds Tilſkikkelſe. Da Preſten derfor ved 
Slutningen af den hellige Handling udtalte Velſignelſen 
over ham og bad ham aldrig vige fra den rette Vej, 
ſaa ſendte han ſin Moder et Blik, fuldt af Tillid og 
Fortroſtning, ſom om han vilde ſige: „Vorherre og 
Du hjalper mig nok!“ 

Da han efter Gudstjeneſtens Slutning gik over 
Kirkegaarden ved ſin Moders Side, var der nogen, 
ſom trak ham i Wrmet, og da han vendte ſig om, 
jaa han, at det var Kathrine. 

„Til Lykke, Povl“, ſagde hun. 

„Tak, Kathrine”, ſvarede Povl og trykkede hendes 
fremrakte Haand. 

„Bliver Hr. Landevejsinſpektoren hjemme i Efter⸗ 
middag?“ 

„Ja, han gjør”, ſagde Pool. 

„Godt, ſaa kommer jeg ud til Dig“. 

„Ja, gjor det, for i Morgen tager jeg i min 
Tieneſte“. 

„Allerede i Morgen“, ſagde Kathrine, og Smilet 
Jeg troede, Du 


„Nej, men jeg kommer hjem paa Søndag”. 

„Men ſaa ſkal jeg bort med Moder ... ja, faa 
kommer jeg ganſke ſikkert i Eftermiddag ... hvor er det 
dog kjedeligt, at Du ſkal rejſe jaa tidlig”. 

Eftermiddagsſolen faa dem ſammen ude paa Moſen; 
der gik de ſamtalende med hinanden. Gjennem Aarene 
vare de blevne ſom Broder og Soſter for hinanden, 
og det faldt dem nu tungt, at Adſkillelſen var faa nær. 
Povl havde faaet Tjeneſte hos Skovrider Brun, der 
boede tre Mil derfra, og de indſaa begge, at deres 
fortrolige Samliv nu nærmede fig. fin Afſlutning. Da 


43 


Solen var ved at glide ned bag Zrætoppene, "vendte 
Kathrine fig om til ham og ſpurgte: 

„Vil Du ikke folge mig hjem, Povl? 
Du ſige Moder Farvel med det ſamme“. 
„Men vil hun ſynes om det?“ 

„Om hvad? Om at du ſiger hende Farvel? 
naturligvis“. 

„Men Din Moder er ikke ſom en af os andre .. 
Hun holder maaſke ikke af, at jeg kommer til Eder“. 

Kathrine jaa et Ojeblik forbavſet paa ham, derpaa 
udbrød hun: 

„Er det da for hendes Styld, at Du aldrig 
har villet beſoege mig i mit Hjem? Hvor lidt kjender 
Du dog Moder, Povl!“ 

„Jeg vil gjerne gaa med“, ſagde Povl hurtig. 

De gik en Stund tavſe ved hinandens Side, 
derpaa tog Katheine igjen til Orde: 

„Jeg er glad ved, at Du kommer hjem hos mig, 
inden Du rejſer. Jeg har noget til Dig, ſom Du vil 
ſynes om; det er jeg vis paa“. 

„Og hvad er det?“ 

„Det ſkal Du faa at je”, ſparede hun ſmilende 
og aabnede Doren for ham. Han traadte ind i Dag⸗ 
ligſtuen og hilſte forlegen paa hendes Moder, der ſad 
ved Vinduet i Færd med Syarbejde; men den Venlig⸗ 
hed, hvormed denne modtog og talede med ham, bragte 
ſnart hans Forlegenhed til at vige. 

Kathrine havde imidlertid taget en Mappe frem; 
den var fuld af Blyantstegninger, og Povl faldt i 
hojeſte Forundring ved Synet af dem. Han ſaa det 
ene kjendte Parti af Skoven efter det andet, og til 
ſidſt udſtodte han et Udraab af Henrykkelſe; thi paa 
det ſidſte Blad laa Hytten ude pan Moſen, og oppe 
paa Monningen ſtod Storken og ſatte Bryſtet frem, 
lige ſom den havde gjort det om Morgenen. 

„Nej, hvem har dog tegnet det?“ ſpurgte Pol. 

„Det har jeg“, ſvarede Kathrine og rodmede af 
Glæde over hans utilflørede Beundring, „og Dit Hjem 
har jeg tegnet til Dig. Det ſkal Du have med Dig 
hen hos Skovrideren ... Men nu ffal jeg viſe Dig 
noget andet, ſom Moder ogſaa har lært mig“. 

Hun traf en Skuffe frem i Bordet, ved hvilket: 
de ſad, og tog et Stykke ſammenrullet Silketsj, ſom 
hun forſigtig bredte ud paa Bordet. Midt paa den 
hvide Silkegrund traadte der et ſmukt udført Hunde⸗ 
hoved frem. 

„Nej, det er jo gamle Hektor!“ udbrød Povl for⸗ 
bavpſet. „Og det er jo tegnet pan Silketojet“. 


Saa kan 


Ja, 


„Nej, det er ſyt med fort Silke“, ſparede Ka⸗ 
thrine ſmilende; „men Moder ſiger, at jeg ikke har 
været rigtig heldig med det.. 
altſaa?“ 

„Det gjor det“, forſikrede Povl; „jeg vilde aldrig 
have jet, at Billedet var ſyt, hvis Du ikke havde jagt 
mig det“. 


men det ligner da 


Medens de ſad og gjennemgik Billederne, der alle 
bar Vidnesbyrd om virkelig kunſtneriſk Evne, var det 
begyndt at morknes, og Povl fandt, at det var paa 
Tide at tage Afſked. Kathrine fulgte ham gjennem 
Skoven hen til Moſen; ved dens Rand ſtandſede hun 
og ſaa vemodig op paa ham. 

„Nu tor jeg ikke gaa længere med Dig; Moder 
holder ikke af, at jeg gaar over Moſen om Aftenen... 
Rejſer Du meget tidlig i Morgen, Povl?“ 

„Ja, meget tidlig“. 

„Farvel da, Povl“. 

„Farvel, Kathrine“. 

De trykkede hinandens Hænder, og Pool gik hurtig 
hen ad Gangſtien, ind gjennem den graahvide Taage, 
der bølgede hen over Moſen. Kort efter vendte han 
ſig om og ſaa ſig tilbage, og det ſyntes ham, at hun 
endnu ſtod paa ſamme Plet, og at hun havde fÉjult 
fit Anſigt i fine Hender. Da ſprang han hurtig til⸗ 
bage til hende og greb hende i ſine Arme. 

„Grader Du, Kathrine?” hviſkede han aandeløs. 

„Aa, det ſiger intet“, ſtammede hun. 

Han kysſede hende heftig; men hun ſled ſig los 
fra ham og flygtede lige ſom i Angeſt ind mellem 
Bufkene. 

„Farvel, Kathrine... Farvel, kjere, lille Kathrine”, 
raabte han efter hende. Han blev ſtagende en Stund 
og lyttede efter Svar; men der kom intet, og han 
gav fig atter paa Vejen ud over Moſen. Da hans 
Skikkelſe var forſvunden bag Taageſloret, ſad den lille 
Pige igjen ved Randen af Moſen og grad bitterlig. 


(Fortſettes.) 
(23 


Aodheſten. 
Af E. Toepfer, 


frika er Hjemſtedet for de ſtorſte af alle 
Landpattedyrene, nemlig den afrikanſke 
Elefant, Nœeshornet og Flod⸗ 
heſten, hvilfe Dyr tilligemed Spinet 
og Zapiren høre. til den Afdeling af 
Pattedyrene, ſom paa Grund af deres Huds over⸗ 
ordentlige Tykkelſe kaldes Tykhuder. Det er en af 
disſe Tykhuder, ſom vi denne Gang fore frem for 
Husvennens Læjere, nemlig Flodheſten. Ved blot at 
kaſte et flygtigt Blik paa hosſtagende Billede, ville 
Læjerne ſtrax kunne overtyde fig om, at det er et 
meget uheldigt Navn, ſom dette Dyr har faaet, da 
det ikke har ringeſte Lighed med den ſmukt formede 
Heſt, men ſnarere ligner et fæmpemæsfigt, vel fedet 
Svin. Flodheſten er viſtnok det meſt plumpt byggede 
af alle Landpattedyrene. Dens Hoved, der neſten har 
en firkantet Form, ender med en lang, bred og op⸗ 
ſpulmet Snude. Den fvære og plumpe Krop, der 


44 


ender med en kort Hale, bæres af fire meget tykke Ben, 


der ere faa forte, at Bugen næften rører ved Jorden, 
iſer naar Dyret bevæger fig over en ſumpig Grund. 
Den fuldvoxne Flodheſts Længde er 15 Fod, Skulder⸗ 
højden 5¼ Fod og Kroppens Omfang ikke mindre 
end omtrent 13 Fod. Vægten udgjor henved 70 
Centner, hvoraf Huden ofte er omtrent 10 Centner. 
Huden er kobberfarvet med brunlige eller blaalige 
Pletter, og den er neſten aldeles nøgen, idet der kun 
hiſt og her findes nogle forte, barſteagtige Haar. 
Tidligere var Flodheſten almindelig i Ægypten, men 
er nu trængt længere mod Syd til de Egne, hvor 
Nilen har fine Kilder; i disſe Egne og i alle ſtorre 
Floder og Sger i det indre Afrika er den endnu meget 
almindelig. Vandet er nemlig dens kjereſte Opholds⸗ 
ſted; den opholder fig i dette næften hele Dagen og 
forlader det kun for at ſove ved Bredden. Trods ſit 
plumpe Udſeende bevæger den fig dog med Lethed og Smi⸗ 
dighed i Vandet, hvor den ſogmmer og dykker udmærket. 
Den er et ſelſkabeligt 
Dyr, ſom lever i 
Flokke paa 6 —20 Styk⸗ 
ker. Om Natten for⸗ 
lader Flokken Vandet 
for at ſoge Noring paa 
Land. Da Naringen 
udelukkende hentes fra 
Planteriget, gjor en 
ſaadan Flok Flodheſte 
ofte megen Skade paa 
de dyrkede Marker og 
kan paa en Nat al⸗ 
deles adelcegge en Ris⸗ 
eller anden Kornmark. 
Beboerne ſoge derfor at ; 
holde den borte fra deres Marker ved at tende en Mengde 
Baal, der vedligeholdes hele Natten igjennem. Det er 
godt, at et fan kempemecsſigt Dyr ſom Flodheſten er af en 
meget godmodig, ſky og fredſommelig Natur. Kun 
naar den overfaldes eller bliver ophidſet, er den farlig; 
den kommer da let i Raſeri og har et frygteligt 
Vaaben i ſine ſtore og ſteerke Hjornetcender. Negrene 
gjøre ofte Jagt paa den og opſoge den da altid i 
Vandet, da det er for farligt at gaa imod den paa 
Landet, idet en Bosſekugle er for jvag til at kunne 
gjennembore Flodheſtens tommetykke Hud og dens mere 
end en Tomme tykke Hovedſkal. De indfødte gjør 
derfor Brug af Lanſer, Harpuner og Kaſteſpyd, ſom 
Vaaben ved denne Jagt. De danne en ſtor Flaade 
af Rør, paa hvilken JIægerne tage Plads, desuden 
findes der ogſaa paa den en Baad. Flaaden over⸗ 
lades til Strømmen i Floden, 
driver den fremad. Scaſnart man nærmer fig en 
Flok Flodheſte, hvis voldſomme Snoften, Grynten og 
Plaſken man kan høre i lang Fraſtand, griber den 


Flodhesten. 


ſom jagte og lydloſt 


ſmidigſte og meſt uforferdede Jæger Harpunen, 
medens de øvrige gjøre Baaden klar til at ſettes i 
Vandet, i Zilfælde af at Angrebet lykkes. Efter at 
disſe Forberedelſer ere trufne, ophører al Støj paa 
Flaaden, under den dybeſte Tavshed og i ſpendt For⸗ 
ventning imedeſer man nu det afgjorende Sammenſtsd. 
Endelig opdager man Flokken, af hvilken ſnart en og 
ſnart en anden dykker under, men ſnart igjen kommer 
til Syne paa Vandets Overflade. Flaaden rykker 
ſtadig nærmere og ſnart er man midt inde mellem 
Flokken, der ikke aner den truende Fare. Naar en af 
Flodheſtene er kommen ner nok, rejſer Harpunereren 
ſig og kaſter hurtig ſom et Lyn Harpunen ind i Livet 
paa den. Flodheſten vrider ſig voldſomt og dukker 
under, men kun fjælden lykkes det den at unddrage ſig 
fine Fjenders Efterſtrobelſe. Om det end kan lykkes 
den at ſonderrive Harpunlinen og brakke Skaftet paa 
Harpunen, bliver dennes ſtore Od med Modhagerne 


dog ſiddende dybt inde i dens Krop og vil omſider 


volde dens Dod. Saa⸗ 
ſnart Harpunen er ka⸗ 
ſtet, iler man i Baa⸗ 
den til Kyſten for at 
flynge Harpunlinen om 
et Træ, og man ſoger 
nu langſomt og varlig 
at trakke det ſaarede 
Dyr Land. Man 
kaſter ogſaa ofte Har⸗ 
punlinen, der i Enden 
er forſynet med et ſtort 
Stykke Træ, i Vandet, 
forfølger det ſaarede 
Dyr og ſender det nogle 
Kaſteſpyd, hver Gang 


| det buffer op for at drage Aande, indtil det omſider dor. 


Det er dog ikke altid, at Jagten faar et ſaa heldigt Udfald; 
thi undertiden vender det ſaarede Dyr ſig med Raſeri 
mod ſine Angribere, ſlaar Baaden i Stykker, farer 
imod det hurtig bortſvommende Mandfſkab, ſnapper efter 
den forſte, ſom det kan naa, med fit frygtelige Gab 
og bider ham midt over. De farligſte Flodheſte ere 
de, der leve fjcrnede fra andre Flodheſte, da disſe Ene⸗ 
boere altid ere meget ondſkabsfulde. Den navnkundige 
rejſende, Baker, havde et Wventyr med en ſaadan 
Eneboer, hvilket vi ville gjengive med hans egne Ord. 
„En maaneklar Nat, da alle vare gaaede til Ro, blev 
Baker væffet ved en voldſom Plafken ganſke tæt ved 
det Fartoj, ſom han var i, ledſaget af den vel kjendte 
Snoften, ſom Flodheſtene lade høre, og forinden han 
huvde faaet vælfet fin Zjener Sulejman, og Sulejman 
havde hentet Riflen, havde det raſende Dyr aabnet 
Angrebet. Fartøjet laa ved en Mudderbanke, ſom var 
overgrot med Hør, og omtrent 40 Skridt længere 
tilbage ſtrakte der fig en Grund ud i Søen; en lille 


ligt at faa ordentligt 


dende uden at Kuglerne 


45 


Baad af Zink, ſom var ſtuvet fuld af Flodheſtekjod, 
laa tilligemed Skibsbaaden ved Siden af Fartøjet. | 


Det var dem, ſom Dyret førft vendte fig imod. Med 
et Stød fæntrede den Zinkbaaden, jan at denne gik til 
Bunds med hele fin Ladning, og derpaa greb Dyret 
den anden Baad mellem Tænderne og gav den et ſaa 
eftertrykkeligt Gnaſk, at Brætterne i den ſplintredes. 
Imidlertid var hele Beſctningen paa Fartøjet, Mænd 
jaavel ſom Kvinder, kommen paa Benene og ſogte med 
Hyl at ffræmme Dyret, men det brod ſig ikke det 


ad Strømmen, og alle troede, at den havde faaet fin 
Reſt. Til vor Forbavpſelſe kom den dog endnu en 
Gang paa Benene, og man horte den langſomt traſke 
op ad Floden gjennem det høje Græs paa den venſtre 
Bred; der blev den liggende, og efter at have ventet 
noget gik ogſaa Baker atter til Ro. Men før han 
kunde falde i Søvn, horte han den i omtrent 100 
lens Afſtand flæbe fig langſomt hen over Grundene. 
Denne Gang tog han godt Sigte paa Boven og horte 
tydelig begge Kugler ſlaa, idet de ramte; men ikke 


ringeſte herom; dets Bevegelſer vare derhos jaa hur⸗ | des mindre fortſatte den fin Gang, naaede den højre 


tige, medens det afvex⸗ 
lende dukkede og angreb 
i en Sky af Skum og 
Vand, at det var umu⸗ 


Sigte paa den lille Plet 
oven paa Hovedet, hvor 
Kuglen ſkal ramme for at 
medfore Doden. Det var 
glimrende Maaneſkin, og 
da Flodheſten nu gik las 
paa Fartøjet; ſtandſede 
Baker den med en Spreng⸗ 
kugle. Til Bakers Over⸗ 
raſkelſe ſundede den fig 
dog ſnart og begyndte paa 
ny Angrebet. Baker fy⸗ 
rede det ene Skud efter 
det andet, men tilſynela⸗ 


bed paa den. Det ſtore 
Dyr havde ſat Vandet 
i jan voldſomt Røre, og 
Skibet rullede ſaa ſteerkt 
fra den ene Side til den 
anden, at det ikke var 


Bred og vendte ſaa atter 
om for at gaa tilbage. 
Baker fyrede igjen, og 
denne Gang ſtyrtede den 
død om. Deſt naſſte 
Morgen, da Baker under⸗ 
ſogte den, viſte det ſig, 
at den havde faaet tre 
Kugler i Boven og Siden 
og fire i Hovedet, af 
hvilke en havde knuſt 
Underkjceben, medens en 
anden var gaaet gjennem 
Snuden og hapde braekket 
en af de ſtore Stodtender. 
Desuden var hele dens 
Legeme fuldt af ſkroekkelige 
Ar og Skrammer, Vid⸗ 
nesbyrd om de ſtadige 
Kampe, den havde friftet 
med andre „Hingſte“; 
flere af Skrammerne vare 
endnu ikke legte, og et 
Ar var omtrent en Alen 
langt og to Tommer dy⸗ 
bere end den omgivende 


muligt at faa faſt Sigte. 
Tilſidſt lod det dog til, 
at Flodheſten havde faaet 


Hud, ſaa der kunde ikke 
være Tvivl om, at den 
afdøde havde været en 


nof, den traf fig tilbage 


haardhudet Slagsbroder 


mellen de hoje Ror, hvor En Ledesti. af den værfte Art.“ 
den blev liggende ſnor⸗ 5 Flodheſtens Kjod og 
kende og ſnoftende, uden at Baker kunde fe den. J den Iſter er velſmagende og ſpiſes overalt i Afrika. Tungen 


Tro, at den var i Færd med at dø, gik Baker til 
Sengs efter førft for en Sikkerheds Skyld at have fat 
et hvidt Papirs⸗Sigte paa Enden af fin Riffel, thi 
uden et ſaadant kan man ikke ſkyde med nogenlunde 
Sikkerhed om Natten; men neppe var Baker falden 
i Søvn, for Flodheſten atter fornyede Angrebet, ſom 
om den ikke fejlede det mindſte. J næfte Ojeblik var 
den paa Siden af Fartojet, men denne Gang modte 
Baker den med en Kugle lige oven i Hovedet, ſom fik 
den til at ſlaa Vejrmoller, faa at den undertiden 
vendte alle fire Ben i Vejret, medens den drev ned 


røges og regnes for en Lakkerbid. Fedtlaget under 
Huden, ſom har en Tykkelſe af 3—6 Tommer, 
ſmeltes for at nyttes til den Salve, ſom i Oſt⸗ 
afrika almindelig bruges til Indſmoring baade af 
Haaret og Legemet. Den tykke Hud bruges af de 
indfødte til Skjolde, der ere uigjennemtrergelige 
for Pile og Kaſteſpyd. Hjornetenderne ere dog det 


meſt veerdifulde af Dyret. De bruges nemlig meget 


til at forfærdige kunſtige Tender af, da de ere haar⸗ 
dere end Elfenben og ikke ſaa let blive gule. 


S Bonar Kjod er godt fedt, er det, ſom be⸗ 
i kjendt, meſt nærende, ſmager bedſt, og 
betales med hejeſt Pris. Det er derfor 


2 


W 


med mindſt Bekoſtning. Det er en Kjendsgjerning, at 
jo mere Føde af en kraftig nærende Art, man kan faa 
i Fededyret, og jo mindre Bevegelſe dette kan faa, jo 
hurtigere bliver det fedt. Det gjelder altſaa om at 
faa ſaa megen Wde i Dyrene og holde dem ſaa rolige 
ſom muligt. Disſe Opgaver ſynes loſte ved den lojer⸗ 
lige Fedeindretning, ſom vi her give en Tegning af, og 
ſom i Sommer blev omtalt i Bladene. Det er en 


Fedeſtald for Søns, Ander o. desl. ſom er indrettet 


af en ſnild Franſkmand. Den beſtaar af et ottekantet 
Stillads, der kan drejes rundt om Tappe og indeholder 
en Mengde (320) ſmaa Rum, hvor der netop kan 
være et Fjerfræ i hvert, uden at det kan komme ud, 
og uden at det kan røre fig ſynderlig. Foran ſtaar 
to Stolper, mellem hyilke en Hejſeindretning, ved Sjælp 
af tunge Modvagte, kan glide op og ned, bærende en 
Mand og en ſtor Kumme med Melvelling, ſom Manden 
ffal tylde i Dyrene. Fodringen gaar da hurtig og let 
ſaaledes for ſig, at Opſynsmanden hejſer ſig op fra 
Afdeling til Afdeling, griber en for en de lykkelige 
Fedekre i Nakken, jaa de gabe, fætter Mundingen af 
et Gummiror i Halſen paa Dyret og træder paa et 
Trin, hvorved Vallingen klemmes gjennem Roret ind 
i dets Hals. Men det morſomſte ved Indretningen er, 
at for at de alle kunne faa en pasſelig lige ſtor Gift, 
er det lavet ſaaledes, at Vellingen derved føres gjennem 
et Rum, der ved en Viſer giver til Kjende, hvor meget 
der udtemmes. Denne Viſer ſes paa Skiven midt 
paa Tegningen. Naar Viſeren har drejet ſig det be⸗ 
ſtemte Stykke frem, flipper Manden altſaa Trinet og 
Dyret og tager fat paa det naſte, til Raden og Siden 
er fuld, drejer da hele Fedeſtien en Ottendedel om, og 
tager fat paa næfte Side, indtil han er færdig med 
alle de ſtakkels Kræ, der nu ere ſtoppede neſten til 
Kvælning. Som man ſer, et denne Indretning hurtig 
til at „ſtoppe“ Putterne med — om det er til Glæde 

for disſe ſaaledes med Vold og Magt at blive maſkin⸗ 
meſket paa Kommando, efter en Viſer, er et andet 
Spørgsmaal. 


Latin. 


— 


5 Slutningen af forrige Hundredaar fandt, ſom man 
ved, den ſtore franſke Statsomvaltning Sted. Ovad 
der i hine Aar foregik i Frankrig, vendte op og ned 


en vigtig Opgave hurtigſt og fuldkomneſt 
sf at faa magre Dyr fede, jaa at det fler | 


paa de forhaandenværende Forhold. Wen Omvæltningen 


virkede ikke alene paa de franffe Forhold, den blev 
tillige af gjennemgribende Indvirkning paa de fleſte 
evropæiffe Stater. De ny Sandheder, ſom ud⸗ 
taltes i Paris, ſlog ned ſom Lyn i andre Lande, og 
medens de i Frankrig gjennem blodige Tildragelſer 
førtes ud i Livet, neſten ſom med et Slag, bleve de 
andenſteds efterhaanden og gjennem en længere Aar⸗ 
rœkke ad fredelig Vej til Virkelighed. Heller ikke 
Danmark blev ganſke upaavirket af den franſke Stats⸗ 
omvæltning, thi omtrent fra vort Hundredaars Ind⸗ 
gang kunne vi regne en ny Tid for Danmark, en Tid, 
hvori Folket vaagnede til Selvbevidſthed og til Folelſen 
af fit nationale Verd. Til denne Opvaagnen med⸗ 
virkede dels Kong Frederik den ſiettes ærlige danſke 
Sindelag og Folelſe for Almuens Ret, dels Englands 
lumſke Overfald paa Danmark i 1801 og 1807, der 
for forſte Gang i lange Lider atter tændte Folkeaandens 
Ild. Syilke Fremſkridt det danſte Folk i dette Hun⸗ 
dredaar har gjort i ſin aandelige Udvikling, i Folelſen 
af Folkelighed og Frihed, ſtottet af en lykkelig Frem⸗ 
gang i Velſtand, er altfor vitterligt til, at vi her have 
nødig at omtale det. Vi ſkulle kun i Almindelighed 
udtale, at den henrundne Del af Hundredaaret, uagtet 
Tabet af Norge og Hertugdommerne, i de fleſte Ret⸗ 
ninger hører til de gledeligſte og rigeſte Afſnit af det 
danfke Folks Liv. 

Det er ganffe naturligt, at naar et Folk i et 
ſligt Udviklingstidsrum fer tilbage paa Fortiden og 
der ſoger efter Grundene til fin tidligere Uſelvſteendighed 
og Umyndighed, faa vil det ofte tro at ſe ſin tidligere 
Ulykke i Omſtendigheder, der ganſke viſt have deres 
Skyld, men dog maaſke ikke flet jaa megen Skyld, ſom 
man i den forſte Tid tror. Enhver, der tenker over 
disſe ſtore og vigtige Forhold, maa onſke at finde 
Sandheden og kun Sandheden, den fkulle vi jo ſoge 
i al vor Ferd. Man har givet bande Tyſken og 
Latinen Skyld for hvad det ſkorter det danſke Folk 
paa af de ſtore Egenſkaber, ſom udmeerkede vore For⸗ 
fædre i Oldtiden. Baade Tyſken og Latinen have hver 
ſin ſtore Del deri, men gaa vi ikke i vore Dage for 


vidt, naar vi forbande alt Tyſk og Latin, ſom den 


Ondes Værk, og ønffe, at vi aldrig havde haft noget 
med de to Sprog at gjøre? Jo ſikkerlig. Vel ſiger 
vor ſtore Digter Evald: „al vor Fortrœd er tyſk“, 
men det er en Overdrivelſe. Dog, med Henſyn til det 
tyjfe gjør. det mindre til Sagen, om vi drive Hadet 
for vidt, thi dels har det tyjfe gjort os langt mere 
Fortræd end noget ſom helſt andet, faa. at det vil være 
godt at renſe vort Sprog og vort Sind for alt det 
udanſke, ſom ad den Vej er kommet til os, dels vil 
det gode, ſom vi kunne fan fra Tyſkerne, nok endda 
bane fig Vej til os. Vi ville derfor ſtaa os bedſt ved 
at gan imod Tyfkeriet. 

Men medens vort Sprog endnu lang Tid vil 
trænge til at renſes for Tyfkheder, faa kan det ſamme 


ikke ſiges med Henſyn til Latinen. Man hører jævnlig | 


Folk tale om det døde Latin, der fvæler Livet og den 
frie Aand; men maa jeg ſporge hver af mine Læjere 
om, hvor og naar i Livet han føler fig kuet eller 
krenket af Latinen i vore Dage, og maa jeg ſporge, 
om det danſke Sprog er mere blandet med Latin end 
hvilket ſom helſt andet Sprog? Ganſte viſt forekommer 
der i det danſke Sprog enkelte latinſke Ord, ſom bruges 
hyppig f. Ex. Natur, Papir o. fl., men disſe Ord ere 
os indtil videre uundværlige. Jeg fjender i det mindſte 
ikke noget Menneſke, der har været Mand for at give 
os et danſk Ord, der ſparer til Natur eller Papir. 
Der har været et Tidsrum, iſcr Midalderen, hvori 
Latinen havde ſtor Üdbredelſe iblandt os, idet den var 
de lærdes Sprog, naſten det eneſte Sprog, hvori der 
blev ſkrevet. Herved bidrog Latinen til at trykke 
Folkeſproget ned til at være kun Almueſprog, og det 
var en Hindring for, at der kunde opſtaa nogen bjenilig 
Literatur, thi Folkets ſtore Masſe forſtod ſelvfolgelig 
ikke Latin. Det var fornemmelig det katholſke Praſte⸗ 
ſkabs Skyld; det pasſede ikke i dets Kram, at Folket 
leſte Bibelen eller overhovedet fil Sandheden at vide; 
det vidſte, at naar Folket fjendte Guds Ord, jaaledes 
ſom det er kommet fra Gud gjennem hans udvalgte, 
jaa vilde det være ude med Praſtevelden. 
altſaa ikke udkom andre end latinſke Skrifter, ſtod det 
i Praſteſtabets Magt at tillave Kriſtendommen paa 
den Maade, ſom den ſelv og Paven fandt formaals⸗ 
tjenlig. Man kan derfor med Rette ſige, at Latinen 
i hine Tider er bleven misbrugt paa det frammeligſte. 
Men fordi en Ting bliver misbrugt, kan den dog være 
en meget nyttig Ting. Krudt er en nyttig Ting, 
uagtet det kan bruges til at gjøre Ulykker med. 
Stor Forſtand er en god Egenſkab, ſtjont den kan 
nyttes i det ondes Tjeneſte. Og virkelig er det jaa, 
at Latinen i Midalderen ved Siden af den Skade, den 
gjorde, ſtiftede overordentlig” megen Gavn. — Vore 
hedenffe Forfædre vare i mange Henſeender prægtige 
Folk. De vare tapre og uforfærdede, men de var ofte 
meget gruſomme og blodtorſtige. Deres Foreſtillinger 
om ZSrlighed var ikke ſjelden meget uklare. Deres 
Zrælle behandlede de haardt, og deres Agtelſe for 
Kvinderne var ikke altid ſynderlig ſtor. Vi ſe med 
Rette op til deres ſtore Dyder, men vi maa være 
ærlige nok til at afſky deres Laſter. 
dommen var i Stand til at kue disſe vilde Krigere 
og lere dem mildere Sæder. Men Kriſtendommen 
maatte gjøre fit Herredomme gjældende gjennem Preſſte⸗ 
ſtanden, og denne vilde ikke kunne vinde Fremgang 
uden gjennem. ſtor aandelig Overlegenhed. Denne 
aandelige Overlegenhed vandt Praſteſkabet gjennem 
Skrifter, der vare affattede paa Latin, ſom alle mere 
dannede forſtod. Latinen var ſom et fælles Sprog 
for de mere dannede. 


læje det bedſte, der ſkrives, og derigjennem tileg ne 


Naar der 


Kun Kriſten⸗ 


Medens man nu for at kunne 


korte og ſikre Udtryksmaade. 


fig den hejeſte Dannelſe, maa lære Tyſk, Franſk og 
Engelſt, ſaa havde man i Midalderen kun nødig at 
lere Latin, thi ingenſteds blev der ſkrevet paa andet 
Sprog end dette. Latinen var altſaa det Middel, 
hvorigjennem Kirkens Tjenere fik deres Dannelſe, og 


fra dem bredte Dannelſen ſig efterhaanden umaerkelig 


mere og mere ud i Folket. Bygningskunſten, Have⸗ 
og Agerdyrkning, Haandveerker oſv. forbedredes gjen⸗ 
nem Practeſtanden, der fif alt gjennem Latinen. 

Men den katholſke Preeſteſtand udartede, og Kirke⸗ 
forbedringen kom ſom en Frugt af, at Folket havde 
naaet en ſaadan Udvikling, at man ikke længere kunde 
indbilde det hvad ſom helſt. Med Kirkerenſelſen faldt 
Latinens Magt, og dermed maatte ogſaa lidt efter lidt 
dens Misbrug tabe fig.” Længe vedblev det latinſke 
Sprog at holde fig ved Univerſiteterne ſom det eneſte 
godkjendte Sprog. Vi ſe jo endnu Holberg i Erasmus 
Montanus gjøre fig lyſtig over Studenternes daarlige 
Latin. Men Holberg ivrede kun imod daarlig Latin; 
ingen var ſtorre Ven og Beundrer af godt Latin 
end han. Han løftede kun fin Stemme imod dens 
Misbrug. 

Nu til Dags dyrkes Latinen i Virkeligheden mindre 
her i Landet end Tyſk, Franſk og Engelſk. Der er 
virkelig ikke mere den allerringeſte Fare for, at den 
ſkal gjøre vort Sprog eller vor Dannelſe Men. Lad 
os derfor høre op med at krige jaa ivrigt mod Latinen; 
lad os hellere overveje, om det ikke maaſke nu ſnarere 
vilde være godt, om flere lærte noget Latin, end Til⸗ 
fældet er. 

Latinen er et ſmukt Sprog, et Sprog, der er 
udviklet til den hojeſte Fuldkommenhed. Man kan 
paa Latin udtrykke ſig fuldkommen ſaa kort, klart og 
tydelig ſom i noget andet Tungemaal, og det lader 
fig tillige forme til den overordentligſte Skjonhed. 
Man overtydes derom ved at læje den romerſke Oldtids 
bedſte Forfattere. Cicero, Livius og Tacitus 
ere den Dag i Dag Forbilleder for al Hiſtorieſkrivning; 
vore bedſte Forfattere ſoge at efterligne deres tydelige, 
Ciceros Taler ere uop⸗ 
naaede Monſtre for enhver, der vil tale offentlig; af 
ham kan man lere Veltalenhedens Kunſt. Horats's 


yndefulde Digte maa nævnes ſom den lyriſke Digte⸗ 


kunſts meſt glimrende og ſtjonne Frembringelſer. Vir⸗ 
gils Wneide er jaa fuld af ſtorſlaaet Skjonhed, at 


den har fundet utallige Efterlignere helt ned til vore 


Dage. Terents og Plautus's Komedier ere For⸗ 


aldre til en ſtor Herſkare af nyere Komedier. Selv 


Holberg har ikke forſmaget at danne fig efter dem. 


Og ſaaledes kunne vi nævne mange andre latinſtke 


Forfattere, hvis Verker ere bjergede ned til vore Dage. 

Det er nu ikke enhver Mands Sag at lære Latin. 
Men vi have den bedſte Udſigt til, at flere af de gamle 
Forfatteres Verker ville udkomme i gode danfke Over: 


ſäekttelſer, idet nylig en Kreds af Mænd er traadt 


ſammen for at ffaffe flige Verker udgivne paa Danſk. 
Vi ville ret af Hjertet onſke, at dette Foretagende maa 
vinde Fremgang. Naar de gamle Skrifter udkomme, 
les dem faa med Eftertanke, og vi ville indeſtag for, 


at den, der har læft de bedſte latinſke Forfattere. paa | 
Danſk, for Fremtiden ikke vil hade Latinen, Noglen 


til de nyere Sprog. R. u 


Husflid. 


Linoliefernis. 

i Meddelt af L. J. Sindahl. 
Nu til Dags, da Landmanden indſer Nytten af at male 

alt Zrævært, det være fig Arbejdsredſkaber eller 
Bygningsgjenſtande, hvis Varighed derved forlænges 
betydeligt, medens Üdſeendet forbedres, er en god ſteerk 
Fernis af megen Vigtighed. Handlende paa Landet 
gjøres derved ſerlig opmærfjomme paa det fordelagtige 
ved felv at koge den Fernis, de forhandle, efter neden⸗ 
ſtaaende Anvisning. Denne Fernis har den Egenfkab, 
at den ej alene torres hurtig og giver den dermed 
blandede Maling en ſteerk Glans, men vil ogſaa, uden 
Tilſcetning, paaſtroget gamle malede Gjenſtande, give 
disſe et Udſeende, ſom om de vare nymalede. Den 
med Fernis ſammenblandede Maling torres paa 6 Timer. 

Jen rigelig ſtor Jerngryde kommer man 8 Potter 
Linolie, 6 Lod Harpix, 4 Lod Brunſten, 4 Lod fin⸗ 
ſtodt Glas, 2 Lod Solverglod og, ½ Lod Blyſulker, 
alt fint ſtodt, og bringer det laͤngſomt i Kog over 
en ſagte Ild; man omrorer det af og til og lader 
det koge i 1 Time. 

Vil man toge en Fernis til Maling, ſom ffal 
have en ſmuk Glans, tilfættes for hver Pot Olje 
3 Lod Gummi Copal, hvorimod maa markes, at 
til hvid Maling man Brunſten udelades. Gjenſtande, 
ſom overſtryges med denne Maling blive; ſom lakerede 
og revne ikke ved at udſcttes for Solen. 


Viſer Oljen ved Kogningen Tilbojelighed til at N 2 5 Seid 2 
ſtumme op og koge over, tages Gryden nogle Ojeblikke | GL DRLGDS Kid gives en Skildring af denne marke⸗ 


| det gamle Taarnuhr, der endnu 


af og ſkummes, medens Ilden formindſkes. Skummet 
er ſiden tjenligt. For at være ſikker for Fare, bor 
man aldrig noget Sjeblik forlade den kogende Gryde, 
men ſtadig ſtaa rede til at kunne tage den af IL | 
den; — Kogningen maa nemlig foretages med ſtorſte 
Forſigtighed, og for ikke at volde Ildsvaade. Den 
foretages bedſt i en aldeles ren, glaſeret Jernpotte, 
der mindſt er dobbelt jaa ſtor ſom Indholdet. 


Husflidsveerktoj⸗Handelen | 


i Axelhus Nr. 2 B, Kjøbenhavn, er nu aabnet og 
modtager Beſtilling fra alle Landets Egne paa alle til 
Husflid og Selvgvelſe anvendelige Værftøjer, 
Redſkaber og mindre Materiale, der leveres i bedfte og 
meſt formaalstjenlige Varer og til billige Priſer. Enhver 
ſtriftlig Beſtilling adresſeret C. Th. Rom & Co., 
Axelhus, Kjøbenhavn, udføres ſnareſt, og Gjen⸗ 


ſmukke lo ſe 


knakkere tilgive, at Setteren 


ſtandene forſendes pr. Jernbane, Dampfkib eller Poſt 


mod at eftertage Beløbet ved Poſtopkrœvning, ſaafremt 
det ikke ved Beſtillingen indſendes ved Poſtanvis⸗ 
ning. (Disſe udleveres frit i ethvert Poſtkontor og 
indtil 30 Kroner forſendes derved for et 8 Ores Fri⸗ 
merke. Det er tilladt at forſyne Poſtanvisningens 
Vedheengsſeddel til forte. fkriftlige Meddelelſer). 


Bind til husvennen. 


For Enhver, der helſt vil have indbundet ſin „Hus⸗ 
ven“ i ſamme Bind, ſom det, hvori den ſelges ind⸗ 
bundet gjennem Boghandelen, har Udg. ladet udføre 
billedtryfte Bind af fin graa Farve, med 
rød presſet Schirtings Ryg ſorſynet me forgyldt 
Titel og Aarstal. Disſe Bind fang hos Husvennens 
Bogbinder Hr. C. Haaſtrup, Badſtueſtrede 5 i 
Kjøbenhavn, for 50 Øre Stykket. Ved ſkriftlig Be⸗ 
ſtilling vedlagt 56 Øre i Frimeerker tilſendes hvert 
Bind frigjort med Poſten overalt i Danmark. Disſe 
ſmukke og billige fløje Bind anbefales iſer til alle de 
ſom ville indbinde Bladet ſelv efter den Vejledning til 
Bogindbinding ſom er givet i „Haandgjernings⸗ 
bog for Ungdommen”. i 


Svar paa Kjældermændene i Nr. 4: 
vender opad. — 2. Rusſerne har taget 
3. Rusſerne, ſom har „Lapperne“. 


Brevverling. 

L. K. A. O. S. K. De vil faa lige 
Fortallinger -i Husvenuen for Fremtiden, 
foregagende Aargang. 

En oprigtig Ven af Husvennen. Deres venlig advarende 
Bemerkninger angagende „de to Landsbykunſtuere“ (i Nr. 3) 
— hviltet Styife De mener trængté i høj Grad til kritiſt Re⸗ 


å 1. „Kjolen“ 
„Finnerne“ fra det. — 


— —— — 


ſaa mange ſmukke 
ſom der har varet i 


| vifjon, fordi De antager, at der er „alt for meget haandgribelig 
urigtigt og overdrevent i denne Fortælling” 
ugrundede. 
er virkelig ſand og fremſtillet uden Overdrivelſe. 

fuld Samklang med Hjørring Amts Beſtrivelſe 


— ere heldigvis 
Meddelelſen er ganſte viſt ikke ſaudſynlig, men den 
Deu ſtaar i 
(af Briuck 
Seidelin pag; 1828), hvor der (Side, 317), Tun 11 Aar efter 
Husvennens Udgiver har ſelv jet 
findes paa Gaune, ſom „Lands⸗ 
bykunſtneren“ ſiges at have forjævdiget. 

J. J. i V. taktes for det deltagende Digt over Br. H., men 

ſamme Wmne ev allerede under Behandling hos en af Hus⸗ 
veunens Medarbejdere. 
„ „ busvbennens tro G. N. i R.“ 
ikke flaa til naar der fulde optages en fuldſteudig Vejledning 
til Bogindbinding. En ſaadan findes ogſaa i Üdziverens 
„Haandgjerningsbog for Ungdommen”. 

J. K. taktes for den gode Tanke i Digtet, 
henlagt paa Grund af Formen. 


Rettelſe til „Firkantet Rod“ 1 Nr. 3. De ærede Nodde⸗ 
har gjort Nodden utilbørlig haard 
8, 11“ i Stedet for „2 J, 16". 


Husvennens Plads fan 


ſom dog er 


ved i en Del Nr. at ſette „2 


Indhold. 


Udgiverens. Adresse er: Bylovsvej 8 d. Kjøvenhavn 
É Vesterbro. 


nehnovennen“, Villedblad ſor Mlorſfaabslceuing, Oplysning og Susllid, udkommer lil 
Hvert Fierdingaar medfølger gratis 
Voglade ſamt hos Hovedkkommisſioncren: Muvolph Klein, Vikeſlrcde 40, Kebeuhaun. 


Dilleder, tik 1 Krone Fſerdingaaret, frit kilſendt. 
elhvert Voſlhonlor og Brepfamlingoſled, i enhver 


. 


hver Søndag med, ek 16.ſpaklet Ark, ſorſhnel med” fler 
et flort fmukt Tillegsbiuede. Bladet. kan beſlilles paa 


Trykt jaa Udziverens Worlag hos J. H. Schultz. 


Barndomsbilledet. 
Fortælling af Emanuel Henningſen. 


(Fortſat.) 
3. 
Dborrider Brun paa Vaargaard havde en vaſſentlig 


Fejl, og den beſtod deri, at han var temmelig mage⸗ | 


lig af ſig. Han var en høj, lidt for Mand paa halv⸗ 
hundrede Aar med et fyldigt, ffjægget Anſigt, der forme⸗ 


lig lyſte af Velvilje. Han havde da ogſaa Ord for 
at være den hjeelpſomſte og meſt gavmilde Mand i 


mange Miles Omkreds. At mangen en Lurendrejer 
benyttede fig af hans Villighed til at rokke en hjælpende 
Haand, er en Selvfolge, og det var en ſtadig Kilde til 
Wrgrelje for hans Husholderſke, Jomfru Annette, der 
ikke nok ſom kunde gjore ham opmerkſom paa, hvor 
ofte han i fin Godmodighed blev tagen ved Naſen. 

„Aa, hvad”, plejede han da gjerne at ſige, „ſaadan 
en Peberſvend, ſom jeg, ſkal jo bruge Pengene til en 
Ting. Skulde man eergre fig over hver Kjeltring i 
Verden, kunde man jo ikke gjøre andet. Det var et 
altfor. mejſommeligt Arbejde”. 

En eneſte Ting kunde dog bringe den godmodige 
Herre ud af ſin Ligevægt, og det var Vildttyveri. 
Krybſkytter hadede han ſom Peſten, og naar det gjaldt 
om et Hertog imod dem, ryſtede han al Magelighed 
af ſig. 0 i 

En Aftenſtund kom en af Skopfogderne op til ham 
for at afgive Melding om, at der var faldet et Skud 
inde i Vaarſkovens Tykning, og ſkjent det var bitterlig 
koldt med Nordoſtvind, greb Brun dog ſtrax ſin Doublet 
og gjorde fig færdig. til at gaa bort med fin under⸗ 
givne. : 

„Hallo! Povl!” raabte han ud af Doren, gjennem 
hvilken vor Ven fra Skovmoſen ſnart traadte ind. 

„Er Du bange for at fryſe lidt?“ ſpurgte Brun. 

„Nej“. : 


| „Tag jaa en Kavaj paa Dig og folg med; vi kan 
| maaſke faa Brug for Dig. Tyras kan Du tage med 
Dig; men Du maa have en Strikke paa den“. å 
„Maa jeg tage min Bøsje med?“ ſpurgte Povl. 
„Bosſe? Har Du en Basſe? Naa, det er ſandt, 
| jeg gav Dig jo en gammel Muſfkedonner forleden. 
Ja, kan det more Dig at flæbe paa den, jaa vors god!“ 
Lidt efter gav de fig paa Vejen til den nærliggende 
Skov, og Brun lagde med et godmodigt Smil Mærke 
til, hvor ſtolt Povl marſcherede bag efter med en lille 
Fugleflint over Skulderen. Snart havde man maaet 
Skovledet; Maanen lvyſte Hart og blev kun af og til 
en kort Stund formorket af Skyerne, ſom for hen over 
Himlen. Medens Brun og Skopfogden raadſloge om, 
hvorledes de bedſt ſkulde opſpore Vildttyven, der, ſom 


de haabede, endnu ikke havde forladt Skoven, faldt der 
pludſelig et Skud inde i Tykningen. 

„Ho, ho“, udbrød Skovrideren ivrig, „Karlen vil 
nok underrette os om, hvor han er at finde. Gaa De 
norden om, Ibſen, og ſtyr ſaa lige øfter ind over 
Hegnet, faa ſkulde det gaa underlig til, om vi ikke 
nappede Fyren. Stille Tyras! Du folger med mig, 
Povl“. 

Kort efter var Skopfogden forſvunden, og Brun 
ſteg ind i Skoven, efterfulgt af Tyras og Povl, hvis 
Hjerte bankede af eengſtelig Forventning. 

„Ganfke ſtille“, hviſkede Brun, medens de langſomt 
gik frem mellem Træerne. Povl undrede ſig over, med 
hvilken lydløs Sikkerhed hans Husbond ſkred frem; det 
lod neeſten til, at Brun nøjagtig vidſte, paa hyilket 
Sted Krybſkytten var at finde. En halv Snes Mi⸗ 
nutter forløb,” da ſtandſede Brun med et og vendte fig 
om til Povl. : 

„Du bliver ſtaaende her“, hviſkede han; „Tyras 
bliver hos Dig. Naar jeg falder, flipper Du Hunden 


los. Har Du forſtaget?“ 
Povl nikkede, og Brun ſneg ſig nu hen mellem 
Bufkene til hojre. Da han var borte, tog Povl fin 


Basſe fra Skuldren og jpejdede ivrig fremad. mellem 
Træftammerne. Af og til ſyntes det ham, at han 
horte liſtende Trin inde bag Krattet; men det var kun 
Vinden, der raslede i Buſkene. Endelig kom der et 
ſkarpt Kno, ſom ikke var til at tage fejl af; det var 
Lyden af en Kviſt, ſom blev brakket, og fort derefter 
jaa Povl, at en ham fremmed Perſon ſneg fig ud af 
Bufkene en Snes Alen borte fra ham. Det lod næften 
til, at Manden vidſte, man var paa Spor efter ham; 
thi hvert Ojeblik jaa han fig om til alle Sider. 

„Staa ſtille der!“ raabte paa en Gang Bruns 
Stemme, og Skovrideren kom til Syne i kort Afſtand. 
„Du er nappet, go'e Karl; det nytter ikke at jmøre 
Haſer. Slip Hunden, Povl!” 

Krybſtytten var faren ſammen; men uu rejſte han 
fig med et op i fin fulde Højde og kaſtede Besſen til 


Kinden. Pool udftødte et Skrig af Angſt; men inden 


dette endnu var hendget, havde han ſelv taget Sigte 
med fin lille Bosſe og brændte los. Skuddet drønede 
igjennem Skoven; han faa Vildttyven ligeſom kyle 
Bosſen op i Luften, hvor den bragende gik af; han 
jan Tyras fare frem gjennem Buſkene i vældige Sæt; 
men ſelv ſtod han ſom naglet til Pletten af For⸗ 
ſkrœkkelſe over, hvad han havde: gjort. Endelig fattede 
han fig lidt og ilede frem, indtil han ſtodte paa Brun, 
der ſtod med fin Bosſe i Haanden foran en paa Jorden 
liggende Mand, pan hvis Bryſt Tyras havde fat fine 
Forpoter. 

„Var det Dig, der ſkod?“ ſpurgte Skovrideren. 

„Ja, jeg troede...” 

„Hvor vilde Du ramme ham?“ afbrød Brun ham. 
VW Jeg ſigtede efter hans venſtre Arm“, ſparede 
Drengen halv grædefærdig af Angſt. 

„Godt ... Hører Du det, Sorte⸗Hans?“ ſagde 
Brun og vendte fig igjen til Manden, ſom tænder: 
ſtjcrende laa paa Jorden. „Han ſigtede efter Din 
tyvagtige Nove, og Du fil netop Skudet der, hvor 
det var tiltænkt Dig. 
Du har frelſt mit Liv; thi jaa viſt, ſom jeg ſtaar her, 
havde den fordomte Slyngel ſkudt mig ned, hvis Du 
ikke var kommen ham i Forkjsbet.. Ikke fandt, min 
gode Hans?“ 

„Jo“, bandede Manden raſende; „vi to har et 


gammelt Regnſkab at opgjore; men det kan blive op⸗ 


gjort endnu!“ 


„Neppe, min kjcre Hans; jeg tror ikke, Lugthuſet 
De endelig der, Ibſen; 


flipper Dig tiere... Naa, 
det var en dejlig Hjælp, jeg fik hos Dem!“ 

„Jeg gik for langt nordpaa, Hr. Skovrider; jeg 
maa have beregnet Afſtanden fejl”. 

„Aabenbart; men det plejer en Skopfoged ikke at 
gjøre...” Lad os nu fan Fyren hjem! Vek, Tyras! 
Naa, gode Hans, lad os faa gjøre Folgeſkab!“ 

Vildttyven rejſte fig og tørrede fin blodige Haand 
af paa fin Frakke. Brun jaa et Par Gange til ham, 


Ver Du rolig, min Dreng; | 


BEST 3 


50 


| derpaa traf han fit Lommetorklde frem og forbandt 
Haanden dermed. 


Den ſaarede lod høre en fnof⸗ 
tende Lyd. 

„Hor nu, Hans“, ſagde Brun ergerlig, „Du 
fjender da jaa meget til Dig ſelv, at Du kan indſe, 
jeg ikke kan forſvare at lade Dig flippe, om jeg endog 
havde Lyſt dertil. Du vilde dog næppe hvile, for Du 
fik gjort det af med Drengen eller mig; ſaa meget 
kjender Du da til Dig ſelv, at Du kan ſige Dig det. 
Det kan derfor ikke nytte, Du ſnofter ſom en Raabuk, 
der har Snue“. 

„Nej, jeg vil heller ikke have noget at takke Dem 
for“, ſvarede Manden. „Men vent, til jeg bliver fri 
igjen!“ 

„Aa Sludder, Hans ... Naa, Ibſen, hang nu 


ikke med Hovedet ſom en ſyg Agerhøne ... At beregne 


Afſtanden galt er... menneſkeligt; det ſkal De ſ'gu 
ikke tage Dem faa ner“. 
Da man naaede tilbage. til Vaargaard, blev der 


ſtrax ſendt Bud efter Legen, og efter at denne havde 
| forbundet den ſaarede og forſikret, at Saaret var uden 
| videre Betydning, blev Sorte⸗Hans ſat under Vagt om 


Natten og neſte Morgen ført til Herredsfeengslet. 
Kort efter at Fangen var fort bort, "blev Povl 
faldt ind til fin Husbond. Han fandt Skovrideren i 


| Færd med at leeſe de nylig komne Aviſer og indhyllet 


i en Sky af Tobaksrog. 

„Naa, Povl”, tog han til Orde, „jeg har næppe 
haft Tid til at takke Dig for i Aftes; Du handlede 
ſom en raſk Dreng, og jeg gad gjerne gjøre lidt for 
Dig til Gjengjæld, naar jeg blot vidſte, hvad det ſkulde 


| være... Hvad har Du egentlig meſt Lyſt til? Jeg 


har mere end en Gang lagt Merke til, at der ſidder 
et godt Hoved paa Dine Skuldre. Har Du Lyſt til 
at lære noget?” 

„At ſkyde“, ſparede Povl ivrig. 

„Ho, ho“, udbrød: Skovrideren, ſom pludſelig fik 
en Tanke. „Har Du Lyft til at blive Forſtmand. .. 
Skovrider, ligeſom jeg?“ 

„Nej“, ſtammede Povl forſkroekket, „men jeg vilde 
gjerne lere at være Skovfoged”, i 

„Aa Sludder ... ja, det fulde da være kongelig 
Foged. Naa, ſe nu ikke ſaa forſtyrret ud, min Dreng, 
men lad os i al Venſkabelighed tale et fornuftigt Ord 
ſammen. Set Dig der paa Stolen og hør efter, hvad 
jeg har at ſige Dig!“ 

Og Povl horte efter, og jo mere han horte, jo 
højere bankede hans Hjerte; thi han forſtod nu endelig, 
at det, der var Tale om, var Opfyldelſen af alle de 
Dromme og Lengsler, ſom i det ſidſte Aar havde ligget 
gjemt i hans Hjerte. 

Fiorten Dage ſenere havde han forladt Vaargaard 
og tiltraadt fin ny Stilling ſom Lærling hos en af 
Landets dygtigſte Forſtmeend. 

„Jeg duer ikke til at være Lærer for Dig“, havde 


51 


Brun ſagt. „Alt det Stads, der fordres til Forſt⸗ 
examen, har jeg for leengſt lagt paa Hylden; men vil 
Du ſelv arbejde med Lyſt, ſaa ſkal Du fan Lejlighed 
til at lære alt, hvad Dit Hjerte attraar“. 

Povl havde Lyſt nok, og han lovede fig ſelv, at 
hans Velgjorer aldrig ſkulde fan Grund til at angre, 
hvad han gjorde for ham. Ude paa Moſen var der 
baade Glæde og Sorg, da Povl kom hjem for at tage 
Affked; men hvert Brev, der i den folgende Tid 
kom fra ham, bragte ublandet Glæde til to Hjerter, 
hans Moders og Kathrines, hyilken ſidſte daglig beſogte 
Enken i den lille Hytte paa Moſen og læfte de ind- | 
lobende Breve jaa ofte, at de begge til ſidſt kunde dem 
udenad. 

Saa fom de barjfe Efteraarsſtorme igjen hylende 
ind over Moſen og tumlede efter gammel Skik med 
de visne Blade. Kathrine forlod nu kun ſjelden Hytten; 
thi Povls Moder laa ſyg og døende paa Lejet, og da 
den folde Vinter ſpredte fit hvide Teppe over Moſen, 
lagde hun grædende et lige faa hvidt Klæde over 
Enkens ſtivnede Trek, hvorefter hun ſkrev til Povl for 
at melde ham det Tab, han havde lidt. Men han 
modtog forſt Brevet længe efter; thi han ſelv ſpavede 
paa den Tid mellem Liv og Død, n af en heftig 
Bryſtbeteendelfe. 

Ude paa Moſen ſtod nu Hytten ode og tom. 


4. 

Det var en fold Formiddag adſkillige Aar efter 
Enkens Dod, at der kom en enlig Rytter ridende hen 
ad Skovvejen, ſom forte ud forbi Moſen. Det var 
en ung Mand med markt, krellet Haar og tankefulde, 
brune Øjne, der gay hans ſolbrunede Anſigt et jæregent 
tiltrekkende Udtryk. 
Forſtmand, og den ſtramtſluttende graa Frakke med den 
grønne Krave og de blanke Knapper fremhævede fordel⸗ 
agtig hans kraftige, veldannede Skikkelſe. Idet han 
langſomt red hen ad Skovvejen, der halvt overſkyggedes 
af Bogenes lyſegronne Kroner, jaa han fig opmeerk⸗ 
ſomt om, ſom om han i Stilhed hilſte hvert Tree, 


hver aaben Plet, han kom forbi, og da han kom til 
ud mod Barndomshjemmets Tomter, mindedes han det 


det Sted i Skoven, hvorfra der var Udſigt ud over 
Moſen, blev han længe holdende ſtille og lod Blikket 
glide hen over den, hen imod den forfaldne Hytte, 
der halvt ſammenſunket og ode laa enſom abe paa 
dens Midte. 

For tre Aar ſiden var han reden den ſamme Vej, 
og Mindet om, hvad der den Gang var fket, havde 
fulgt ham gjennem Aarene ſom en tung Byrde, han 
ikke kunde afkaſte, og det ſtod ogſaa for ham i dette 
Ojeblik. Han jaa fig ſelv ride hen gjennem Skoven 
i ſkarpt Trav, jublende om Kaps med Fuglene, ſom 
kvidrede i Grenene over hans Hoved. Nu var Examen 
jo endt, og Maalet naget, mod hvilket han havde 
Hans Velgjorer, Skov⸗ 


arbejdet med utrættelig Flid. 


Hans Dragt betegnede ham ſom 


| 


rider Brun, havde: modtaget ham med aabne Arme og 
udtalt, at han var ſtolt af ham, og Povl — thi det 
var jo vor Povl — havde haft en Folelſe af, at 
Stoltheden havde nogen Grund, og at han virkelig 
fortjente, at der blev gjort Stads af ham. Nu ilede 
han hen til det Sted, hvorhen Barndomsminderne 
mægtig drog ham, hen til den lille Bolig ved Skovens 
Udkant. Hvor tydelig huſkede han ikke Mødet med 
Kathrine, der var voxet op og bleven ſaa ſmuk og 
yndig, ſom han aldrig havde tenkt fig det! Det var, 
ſom om han endnu i dette Ojeblik horte hendes glade 
Udraab, da hun fik Oje paa ham inde fra Stien i 
Krattet. Han mindedes, ſom var det i Dag, hvorledes 


han ſprang af Heſten og trykkede hende til ſit Bryſt 


og kysſede hende atter og atter, medens hun tryg og 
tillidsfuld klyngede ſig til ham, lykſalig og beruſet af 
Kjerlighed. Nu havde hun jo ham, efter hvem hun 
havde længtes i Aaringer, ham, der var hendes Barn⸗ 
doms Helt, paa hvem hendes Tro hvilede jaa faſt ſom 
paa en Klippe. Og nu flod han der med Kjærligheden 
lyſende ud af de Fjære, brune Øjne, jaa mandig og 
ſmuk, ſaa forandret og dog jaa uforandret den ſamme. 

Uforandret? Nej, der var en Forandring fore⸗ 
gaaet med ham, hun den Gang ikke anede eller forſtod, 


cg ſom forſt lidt efter lidt blev hende klar og fyldte 


hendes Hjerte med ſmertelig Sorg og Skuffelſe. 
Hvorfor vilde han ikke gjæfte hendes Forældre og gjøre 
dem delagtige i Glæden? Ved det forſte Møde ſlog 
han Spargsmaalet derom hen i Spøg, ved det andet 
og tredje ligeledes, og dog vedblev hun tillidsfuldt at 
møde ham ude i Skoven og vandrede timevis ved hans 
Side, lyttende til alt, hvad han havde at fortælle 
hende; men lidt efter lidt, da Hemmeligholdelſen af 
disſe Møder begyndte at blive hende tung, og hun for⸗ 
gjæves bad ham om Zilladelje til at indvie Forældrene 
i deres Forhold, kom der en uklar Angeſt og Mistvivl 


over hende, indtil det paa en Gang ſtod klart for hende, 


at hendes Tro paa ham var ner ved at fore hende i 
Fordærvelje. Da ſled hun fig los af hans Arme, hul⸗ 
kende og fortvivlet. 

Som han holdt der ved Moſens Rand, ſtirrende 


alſſammen med pinlig Tydelighed, og en Gjenſpejling 
af hendes Sorg gled hen over hans Aaſyn. Lengſel 
og Samvittighedsnag havde et Par Dage "efter deres 
Adſkillelſe drevet ham hen til de kjendte Steder i 
Skoven; der havde han vanket om fra Plet til Plet, 
urolig, vaklende, uden Hvile og uden Ro; der havde 
han ſet et ſidſte Glimt af hende, ſet, hvorledes 
hun ved Synet af ham angeſtfuld og forſkremt var 
flygtet hen under Barndomshjemmets ſkjcermende Tag, 
derpaa var han atter vandret bort, harmfuld og op⸗ 
fyldt af ſaaret Stolthed. 
(Sluttes.) 


== 


== 


lt 


1 


288 
HERI 


AEB 


— r 


E 
— 


Niagarabraen. 


Niagarabroen. 


et vil fra Skoletiden viſt være kjendt af 
enhver, at der ovre i Nordamerika findes 


et Vandfald, der er det ſtorſte i Verden, 
nemlig Niagarafaldet, Hvis umaadelige 


Vandmasſe ſtyrter 150 Fod lodret ned 


med en dovende Torden, der kan høres 5—6 Mile 
Ved Siden af dette Naturens Storvoerk har 


bort. 
det flittige Menneſke ogſaa ſat et Kempeveerk, idet de 


driftige Nordamerikanere har ſpoendt den Bro over 


Afgrunden, ſom vi i Dag bringe vore Leſere en Af⸗ 
bildning af, ſom et Led i Rekken af de mærkelige 
Sernvejsanfæg, vi en Gang imellem ville meddele Lidt 


om. Allerede i Aaret 1848 blev her, nedenfor Vand⸗ 


faldet, ſpondt en Henge⸗ 
bro for Fodgengere, med 
en Spænding af 750 Fod 
og 38 Fods Bredde. Men 
nu er denne Keempebro 
ombygget ſaaledes, at den 
bærer en Jernvej, paa 
hvilken, ſom man ſer 
paa. Billedet, de ſtorſte 
Tog bruſer frem i Luften, 
omtrent 250 Fod over 
Vandſpejlet. Som man 
ſer, fvæver Kempebroen 
frit over Afgrunden, uden 
at være ſtottet af en eneſte 
Pille. Det er nemlig en 
jaa kaldet Heengebro, 
hvor Brobanen med ſine 
umaadelige Sidercekveerk 
hænger frit i Luften i 
uhyre ſpeere Jerntove, 
ſpoendte over fire ſtore ) 
Taarne fra Bred til Bred og faſtankrede med Enderne 
dybt i den faſte Klippegrund langt inde paa 
begge Sider. Fra disſe gaar et Ver af lodrette 
Jerntove og Stenger, hvori Broen hænger. Man 
ſer, under Jernvejen, ſom Toget farer frem paa, et 
Gittervcerk fra den ene Ende til den anden, ſom danner 
Siderne af den egentlige Bro, der er ligeſom et uhyre 
aabent Rør, med Gittret paa Siderne, Jernbanebroen 
ſom Loft over fig og Brodekket ſom Gulv for neden, 
paa hvilket færdes gagende, ridende og kjorende fra 
Bred til Bred. 

Naar man vil have en Foreſtilling om dette Kæmpe 
værk maa man helſt opſoge de rejſende, ſom til venſtre 
i Billedets Forgrund betragte det. Man vil da ſe, 
hvor ſmaa Menneſkeſkikkelſerne tage fig ud i de ſtor⸗ 
artede Omgivelſer; man ſpimler ved Tanken om, hvor⸗ 
ledes det har været muligt at lægge denne uhyre 


5 


0 


3 


Jernmasſe i en ſaadan Længde, frit foævende over - 
| Afgrunden, og faar en umaadelig Agtelſe for de meg⸗ 


tige mekaniſke Hjælpemidler, den klagtige Menneſkeaand 
har udtenkt til at udføre fine Planer med. 


ie En mærkelig Plante. 


nhver af vore Læjere ved, at der i de 
varme Lande findes mange merkverdige 
Planter, og vi ſkulle mulig en Gang 
imellem fremdrage en og anden mærfelig 
Form ved at byde vore Læjere ſmukke 
Albildninger af ſaadanne. 


Mexikansk Raktus. 


—Blandt de mærfeligfte Planteformer er de under 
Fellesnavnet „Kaktus“ 
kjendte nogle af de under⸗ 
ligſte, thi de have ikke 
Stængler, Grene og Blade 
ſom andre ordentlige Plan⸗ 
ter, og beere dog ofte 
de pregtigſte Blomſter. 
Den her afbildede Kaktus 
(hvis videnſkabelige Navn 
er Echinocactus Myrio- 
stigma) er tarveligſt ud⸗ 
ſtyret, da den hverken 
har Stamme eller Steen⸗ 
gel, Grene eller Blade, 
men forener alt i en ſtor 
ſaftig, kjodfyldt Klump. 
Den har ſit Sjem i 
Mexiko i Amerika, hvor 
den ret trives i brændende 
Sol paa torre Strakk⸗ 
ninger, hvor ſaadanne 
ſaftſamlende Planter ofte 
have afgivet en nødtørftig Vederkvegelſe til van⸗ 
ſmergtede rejſende. : 


| Fra Juni indtil Oktober frembryde Knopper af den 


glatte, glinſende, morkegronne Planteklump, med de 


ſmaa ſolphvide Stjerneknopper paa Randene. Knopperne 


aabne fig ved Solens brændende Straaler, og udfolde 
i Lobet af en Dag hele deres Pragt til ſtjernedannede 
Blomſter af 1½ Fods Tveerſnit med en prægtig 
ſkinnende gul Farve, med en ſilkeagtig Glans. Hver 
Aften lukker Blomſten fig, indtil den efter 5—6 Dages 
Forlob visner. 

Som bekjendt dyrke vi mange Kaktusarter ſom 
Prydblomſter i Potter, baade for den underlige Bærts 
Skyld og for de pregtige Blomſters Skyld, ſom de 
ſtundum glæde os med. 


Rogle Træk af det norſke Folkeliv. 
Af Mads Hanſen. 


n 


Goeralt i Norge, hvor jeg har været, møder man ſtor 

Tillid hos Befolkningen og er ſjeelden udſat for at blive 
narret, iſer i de Egne, hvor der ikke daglig kommer rej⸗ 
ſende. Paa de ſtorre Veje, hvor Folk af mange forſtjellige 
Nationer ſtadig rejſer frem og tilbage, maa man tage 
fig i Agt, ſkjont det dog ogſaa kan ſke her, at man kan 
rejſe flere Skydsſkifter uden at betale, naar man ikke 
kan faa byttet Penge, indtil man naar et Sted, hvor 
det kan ſke; — og hvad der ſkyldes, kan da ſendes til 
bage med Skydsgutten, ſom afgiver det til den næfte 
Skydsgut, og fremdeles, til Sagen er i Orden. Og 
hvor man overnatter, ſtaar Skabe og Kiſter gjerne med 
Nøglerne i, og det om der jaa gjemmes værdifulde 
Sølvgjenftande. Alt dette ſynes mig at være et 
Vidnesbyrd om, at Normendene ſelv ere redelige Folk, 
ellers troede de ikke andre jaa vel. 

De norſke Bonder folge den gode, gamle nordiſke 
Skik at ſige „Du“, ikke alene, ſom vi danſke Bonder, 
til hverandre indbyrdes, men ogſaa til deres Embeds⸗ 
mend og til den fremmede, kort ſagt, til alle Men⸗ 
neſker; kun i de Egne, hvor fremmede meſt færdes, 
have nogle af de yngre vænnet ſig til at ſige „De“, 
men denne ny Skik modarbejdes af den Aandsretning, 
ſom man kalder den „norſk⸗norſke“ — eller betegner i 
det ſpagende Udtryk „norfk⸗norſke Normænd fra Norge.“ 

J de afſides liggende Bygder ere Folk meget tro⸗ 
fyldige og nysgjerrige. Enhver, ſom man møder paa 
Vejen, bliver ſtagende for at tale med en. „Vel mødt!” 
er den almindelige Hilſen, og man fan være vis paa, 
at derefter følger med en ſporgende Tone: „Fremmede 
Folk?“ eller mere ligefrem: „Hvorfra er Du, Mand?“ 
Ikke ſjeelden føjes: et „Velkommen til vort Land“ til. 


Undertiden kommer Folk tæt hen til os, føler paa | 


vore Kleder og undrer fig over det gode Toj, ſom de 
ikke har ſet Mage til, og har vi flere Stykker Rejſe⸗ 
flæder med os, kan det fe, at vi blive ſpurgte om, hvad 
det eller det ſkal koſte, idet man tror, at vi ere rejſende 
Handelsmend, der fører vore Varer med os. Fortæller 
vi, at vi rejſer kun for at ſe os om i Verden eller 
ſligt, jaa undrer man fig over, at nogen vil reiſe jaa 
mange Mil for at ſe de nøgne Fjelde, „J har jo frugt⸗ 
bart Land hjemme; J kan jo hoſte to Gange om Aaret“, 
er ſaare almindeligt, at man ſiger til den danſke; og 
ſelv om vi ſparer, at det ikke er Tilfeldet, tror man 
os næppe, Mange ældre Folk ere glade ved at tale 
om den Tid, da Norge og Danmark horte ſammen. 
Ganſke ſimple Folk, ſom jeg er vis paa ere aldeles 
upaavirkede af den nyere Skandinavisme, have taget 
mig i Haanden og ſagt: „Saa er vi jo Brødre, Du“. 
Heller ikke ſjelden har jeg talt med Folk, der inderlig 
har klaget over, at Normændene ikke kom til at hjælpe 


54 


de danſke under den ſidſte ulykkelige Krig med Tyſterne, 
og ytret en brændende Lyſt efter at være med, hvis 
Danmark atter kommer til at kempe med fin mægtige 
Nabo. En Dag ſejlede jeg med Dampfkibet pan Rands⸗ 
fjorden, en af de lange, ſmalle Indſger mellem Fjeldene. 
Paa Skibet var foruden Normend og Danſke adſtillige 
Tyſkere og Englændere, ſamt to ſpenſke Studenter. Det 
traf ſig, at jeg kom til at tale med en Normand og en 


Tyfſker paa en Gang. Naar Normanden og jeg talte 


ſammen, ſkete det naturligvis paa vort eget Maal, men 
for at gjøre os forſtagelige for Tyſkeren maatte vi efter 
bedſte Evne blande tyſke Brokker ind i vor Tale, for 
Tyſkeren vilde gjerne tale vort Sprog, men han kunde 
neſten ikke et Ord deraf, det eneſte, jeg kan huſke af 


hans mislykiede Forſog derpaa, er, at da Solen en 
Gang brod frem mellem Skyerne, pegede han mod 


Himlen og ſagde: „Saal! Saal!“ Vi ſik ham da 
fortalt, at den ene af os var Normand, den anden 
Danfk; jeg lagde Merke til, at da vi nevnede Danſt, 
kippede det i ham, og han ſpurgte os da, om vi kunde 
tale ſammen paa vort eget Modersmaal. Det ſagde 
vi naturligvis Ja til. „Men Svenſkerne“, ſpurgte 
han videre paa fin Tyſk, „kan J ogſaa tale med dem?“ 
Jeg fortalte ham da, at Svenſk, Norſk og Danſk i 
Grunden er et og ſamme Sprog, der er kun lidt For⸗ 
fljel i Udtryk og enkelte Ord; men vi kunne godt for⸗ 
ſtaa hverandre. „Naa“, ſagde Tyſkeren, „ſaadan en 
Forſkjel, ſom der er paa Hojtyſt og Plattyſk?“ „Ja 
ſaa omtrent kan det vel være”. Det lod ikke til, at 
Tyſkeren ſyntes godt om, at det danſke Sprog kan 
forſtaas ſaa langt mod Nord — han var da altſaa ikke 
af dem, der kalder vort Sprog en Mundart af det toſke, 
for ſaa havde han naturligvis glædet ſig ved, at hans 
eget Modersmaal og folgelig det egentlige Tyſkland 
naaede lige til Nordkap. Nu kan han rejſe hjem og 
fortælle fine tyſte Brødre, at Nordens Folk i Grunden 
ere et, thi de tale det ſamme Sprog i alle tre Lande, 
ſaaledes tænkte jeg; men da kom en høj, kjcek Normand 
hen til mig og rev mig ud af min lidt ſtolte Tanke. 
„De er danſk, De?“ ſpurgte han. „Ja, det er jeg“. 
„Saa burde De ikke ſtaa der og tale tyſk med Tyſkerne“. 
Jeg ſogte at retfaerdiggjore mig ved at fortælle, hvad 
vi havde talt om, men det hjalp ikke, han blev ved 
med fit: „Der ſtaar to Gutter der“, ſagde han og 
pegede paa Svenſkerne, „dem bor vi hellere tale med, 
det er vore egne“. Vi talte længere ſammen, og jeg 
kom til at holde rigtig meget af den gjæve Normand. 
Han var Landsbyſkolelcerer, og jeg tvivler ikke om, at 
han opdrager mange unge Menneſker til brave nordiſke 
Mænd og Kvinder. Omtrent midtvejs paa Randsfjorden 
ſteg han i Land, og fra Broen bøjede han fig ud over 
Skibet og raabte til Tyfkerne: „Hils Bismarck!“ — og de 
ſtak Hovederne ſammen og hyiſkede: „Es ift Ironi”. 
Der fortaltes i de ſamme Dage, at en Prins fra et 
af de ſmaa tyſke Fyrſtendommer havde meldt ſit Komme 


til en Gjæftgivergåard i en af de aſſides liggende norſke 
Smaabyer; men da han kom, vare Folkene i Seng, 
og der var ikke et tomt Verelſe; Meldingen om hans 


Komme var ikke kommen tidsnok. Prinſen blev da 
meget. vred og rejſte gjeblikkelig ud af Landet. Saaledes 
merkede jeg ofte, at Hadet til Tyſkerne er ſteerkere i 
Norge end i Danmark, og Büornſtjerne⸗Bjornſons 
„Signalforandring“ billiges langt mindre der end her 
hos os. 


Breve til en Bondekarl. 


Veſterſkerninge den 1ſte Oktober 1875. 

Kjere Hans! ; 
Mun Du vilde gjerne have, at vi fulde vexle Breve, 

vi to! Du flager, over, at Du ſſelden hører et godt 
Ord paa den Egn, og faa ſkulde mine Breve være et 
Slags Vederlag. Aa ja, noget er bedre end intet. 
Jeg vil nok ſkrive til Dig, men jeg kan kun love Dig 
nogle Breve, ſom kommer fra et godt Hjerte; ellers 
maa Du tage til Takke med hvad der kommer og ikke 
vrage det, om end det aldrig bliver jaa ſmaat. Skulde 
jeg komme til at ſige Dig nogle Sandheder, af den 
Slags, ſom plejer at være ilde. horte, ſaa maa Du 
ogſaa finde Dig i det. Du ved nok, at vi gamle vil 
gierne have Friſprog over for de unge. 

Og for ſtrax at give Dig en Prøve paa, hvad 
Du kan vente, fad vil jeg begynde med at tage Dig i 
Forhør: Hvorfor ſkriver Du under Brevet til mig: 
H. Nielſen, i Steden for Hans Nielſen, ſom Du plejer 
at hedde? Er det for Nemheds Skyld? Er det, fordi 
Du ſer andre bære fig lige ſaadan ad? Eller er det 
af Fornemhed? Det er vel neppe for Nemheds Skyld. 
Du ſtriver vel ikke Dit Navn under faa utallig mange 
Gange, at Du ikke ſkulde kunne faa Stunder til at 
ffvive 3 Bogſtaver mere. Det kan altfaa ikke være 
Meningen. Det kommer vel ſnarere af, at Du har 
ſet mange Bonderfolk ſkrive deres Navne paa denne 


Maade! og faa har Du, uden at tenke over det, baaret 


Dig lige ſaadan ad. Aa ja, ſaadan er det ogſaa for 
gaaet mig i andre Henſeender. Vi Danſke beteenker os 
ikke faa meget paa at folge med Strømmen. Det ſkal 
vi nu ikke gjore, hverken i ſtort eller ſmaat, uden at 
vide forſt, hvor Strømmen bærer hen. Hvor bærer da 
denne Strom hen, ſom Du har fulgt her? Den bærer, 


for Dit Vedkommende, kun hen til lidt urimeligt Vrøvl; | 


det er flet ikke faa farligt, men vi fal jo have noget 
at ſkrive om. 

Naar Du ſkriver H. Nielſen, faa ſkriver Du flet 
ikke Dit Navn, for Du er da vel aldrig dobt H., det 
har jeg da ikke hort for. Du mener maaſte, man kan 
giætte, at det ſkal ſige Hans, men det kan jo lige ſaa 
godt, ſige Henrik, Hanne, Herman eller Hedevig. Det 


er altſaa jan utydeligt, naar Folk ſkriver deres Navne 
paa den Maade, at man ikke en Gang kan ſe, om det 
er Meend eller Kvinder. Der tales nu en Del om 
faſte Slægtnavne; ja, ſkulde det blive Moden at kalde 
fig eller fkrive fig blot ved et Navn paa sen, faa kunde 
det blive hojſt nødvendigt med faſte Navne, om end vi 
ſtulde, ligeſom de har brugt for, falde os op efter 
Dyrene og hedde Galt, Ore, Hog eller Krage. Men 
hvis vi tager vore Fornavne med, ſom vi vel nok kan 
overkomme, da ſkiller det dog Navnene lidt bedre fra 
hverandre. 

Men hvis Du nu var ſaa fornem, at Du vilde 
hedde Nielſen og ikke mere hedde det, ſom Din Moder 
og Dine kjereſte Venner har faldt Dig for, altſaa: 
hvis Du vilde kaldes Nielſen, ſaa var det vel da 
rigtigt at ſkrive Nielſen. Ja, det var det vel nok; 
og derfor er det ſagtens ogſaa, at mange Bonderfolk ſkriver 
fig alene ved deres Bagnavn, fordi de vil helſt kaldes 
ved det alene. Men hvis Du er med i det Selſkab, 
Hans, jaa ſkal J dog ikke blive fri for at høre,” hvor 
dumt J bærer Jer ad, om J end aldrig ere jaa for⸗ 
nemme. Du maa nemlig vide, at Dit Fornavn: 
Hans, det er kun det, der hører Dig til, for Din 
Perſon alene. Det er kun det, der alene er Dit eget, 
Bagnavnet er jo et Familienavn, ſom hele Familien 
har, lige ſaa godt ſom Du. Skriver Du Nielſen 
under et Brev, ja, fad ved man, det kommer fra en 
Familie, ſom hedder Nielſen, men den kan jo gjerne 
have 100 Medlemmer; ſkriver Du H. Nielſen, ſaa er 
det vel lidt bedre, men der kan dog gjerne være 25 
Medlemmer i Familien, ſom har H til. Fornavn. 
Skriver Du Hans Nielſen, ſaa har Du gjort det ſaa 
tydeligt, ſom Du kan; men det kan endda være utyde⸗ 
ligt nok, da mange Familier har Nielſen til Slegtnavn. 

Er det ſaa ikke taabeligt, min gode Hans? Vil 
Du ikke gjerne gjelde for en virkelig Perſon? Er det 
dog ikke bedre end at antyde taaget, at man hører til 
den eller den Familie; det er, ligeſom man var intet 
t fig ſelv. Her i Danmark har det, faa at ſige, været 
Skik altid at bruge Fornavnet. J Oldtiden brugte 
Folk et Navn, i Midalderen blev ſelv de allerfornemſte 
nævnede ved Fornapnet; at udelade dette, har kun 
været i Brug hos Folk uden for Bondeſtanden i et 
hundrede Aar eller ſaadan omtrent. Nu begynder fine 
Folk at aflægge denne Mode og tage deres perſonlige 
Navn med, men nu da fine Folk lægger Skikken af, 
vel fordi de fer, at den er taabelig, faa ſkynder Bon⸗ 
derne ſig med at optage den. De maatte dog ſkamme 
ſig ved at tage det op, ſom de fornemme har ſmidt 
ud — men „det ſmager dog af Fugl”, tenker de, ſom 
ikke har bedre Forſtand. Den Skik, ſom er god, den 
ſkal vi optage, hvad enten vi jaa jer den hos fornemme 


eller ringe; men er Skikken taabelig, ſaa ſkal vi ikke 


bruge den, om ſaa det var en Konge, der 


bar ſig 
ſaadan ad. : 


J Soldaterſtanden og paa flere Dannelſes⸗Skoler 
for unge Bonderkarle er det ogſaa blevet SKE, at de 
foreſatte nævne deres undergivne ved Bagnavnet, dette 
er imidlertid, efter min Mening, hverken nogen danſk 
eller fornuftig Skik. 

Gamle Baonderfolk vil heller ikke godkjende Slegt⸗ 


navnet ſom Perſonnavn. Naar de for Exempel nævner 
en Mand, ſom hedder Peter Bloch, ſaa ſiger de: „De 
falder ham Bloch, men det er ikke hans Navn, det er 
kun en Karakter, han hedder Peter“. Eller ogſaa kan 
de ſige: „De falder ham Bloch; men hvad han hedder, 
det ved jeg ikke“. 

Nu ſkal det vœre nok om denne Sag. For nogle 
Aar ſiden har en aandfuld danſk Kvinde begyndt at 
omtale dette, men det er kanſke ikke enhver, Hans, der 
har faaet: det at je, derfor ſtriver jeg dette. Hvis 
Peder og Povl og Søren og alle de andre vil læje 
det, ſaa er det dem vel undt. 

Se jaa, min kjcre Hans, nu jer Du, hvad Du 
kan vente af mine Breve. Faar Du Lyſt til mere af 
omtrent ſamme Slags, jaa er der juſt ikke faa knap 
Tid herpaa hos Din Ven 

Anton Nielſen. 


Husflid. 


Tarmſnore. 

Af Faarets Tyndtarme kan man forfærdige Snore, ſom 
udmerke fig ved fortrinlig Styrke i Forhold til Tykkelſen, og 
derfor: ere ſardeles brug bare til Uhrſnore for Stueuhre, Rokke⸗ 
ſnore, Drejeladſnore og lignende Drivſnore. 

Forarbejdelſen er ikke vanſtelig. Naar Lammenes eller 
Faarenes Tarme er tagne ud ved Slagtningen, renſes de for 
deres Indhold og ſkylles godt af i rent Vand. De lægges da 
paa et glat Bret og ſkrabes med en ſtump Kniv, hvorved der 
gaar en ſtor Del Slim bort. Samler der ſig en Del Slim 
inde i Tarmen, faa flærer man en Ridſe paa langs, faa det 
kan fjernes. Jo renere man ſkraber Tarmene, jo ftærfere. bliver 
den deraf dannede Snor. 

Nu ſlaar man to Som, faa langt fra hinanden ſom Snoren 
ſkal være lang, pan et Sted, hvor den torres, og trakker Tar⸗ 
mene ſtramt om Sommene i faa mange Lengder, ſom Snoren 
onſtes tyk. 
og ſnos og gnides til de blive faſte og glatte, hvorefter de 
atter ſtrammes mellem Sommene, til de ere fuldkommen terre. 
Naar de nn afgnides dygtigt med en i Bomolie vædet Lerredslap, 
blive de blanke og ſmidige og mindre modtagelige for Fugtighed. 


Folkets Almanak for 1876 udgivet af C. A. Thyregod 
er i Aar udkommen i to Udgaver til 50 og 85 Øre. Foruden 
Almanakken indeholder den billige Udgave de kjobenhavnſke Dag⸗ 
blades Redakterers Portratter, „Digtet det nye Aar“, „En Hex 
fra Solbjerg“, af Carit Etlar, „En Formiddag“, Digt af Chr. 
Winther, „Smeden i Uggerloſe“, „Kongen og Anfogningen“. af 
Beatus Dodt, „En Praſtehiſtorie, Digt af C. Hoſtrup, „Han 
var en Stivnakke, af Thyregod og „Min Gjerning“, Digt af 
ſamme. Foruden dette indeholder den dyrere Udgave endvidere: 


Naar de ere halvt tørre, tages de af det ene Som 


„Mit Reiſeſelſtab“, af Robert Watt, „Hvoraf vi leve“, af 
S. M. Jorgenſen, „To Møller”, af Beatus Dodt, „Leonora 
Ulfeldt“, af Winkel Horn, „Hvad ville pæne Folk ſige“, af 
Knud Skytte, „Geden“ af t, „En lille Flynder af Thyregod. — 
Som man fer, bydes der et ſmukt Udvalg af vore bedſte For⸗ 
fattere i denne billige Almanak, ſom jo allerede i og for ſig er 
anbefalet paa. det bedſte til vore Laſere derved, at C. A. Thyregods 
Navn er kuyttet dertil Det meſte af Indholdet er ogſaa af 
den Art, at det vil blive leſt med Interesſe, ſkjont flere af 
Fortællingerne have et uhyggeligt mørkt Prag, og flere tem⸗ 
melig flove. Anekdoter kunde onſtes udeladte. Almanakken er 
udſtyret med en Mængde Billeder, ſom ere betydeligt bedre 
udførte end i Folkets Almanak for i Aar, men desvarre ere jaa 
daarligt trykte, at Tegningen flet ikke kommer til ſin Ret. 
Thyregods Almanak faas i alle Boglader og hos Forleggeren 
Boghandler L. A. Jorgenſen i Kjøbenhavn, 


Smaating. 


— 


Ogſaa en Gaade. En bekjendt Kunſtner reiſte en Gang 
ned ad den ſydſjcllandſte Jernvej og havde, faaet til Reiſefalle 
en Mand, der havde fin Fornojelſe af at forelægge ham den 
ene Gaade efter den anden til Beſvarelſe. Kunſtneren, der 
ingen af Gaaderne kunne loſe, blev til ſidſt ergerlig, og da 
man var kommen i Narheden af Kjoge, gav han pludſelig fin 
gaadefulde Rejſefelle en alvorlig Lusſing, idet han ſagde: 
„Gjet de mig nu den, om De kan!“ Manden, der blev tem⸗ 
melig forbløffet, ſad i lang Tid og grundede i Tavshed, men 
erklærede endelig, at den Gaade kunde han ikke loſe. „Ikke det“, 
ſagde Kunſtneren, „da er den ſaaman ikke faa vanſkelig; det 
var Slaget ved Kjsgebugt.“ 


Geografiſk Gaade. * 

Fra den niaarige Johannes i Horſens. * 

Find da af 4 Bogſtaver Hver beſtaaende Navne pan: Et 

Land i Amerika. — En Biflod til Elben. — En By i Italien. 

— En DBjergkjcde i Evropa. Forbogſtaverne i Bogſtapfirkanten, 

læft nedad, giver da Navnet i forſte Linie paa Landet i Syd⸗ 

amerika, medens Endebogſtaverne leſte nedad viſer Navnet i 
ſidſte Linie paa Bjergkjcden i Evropa. 


Firkantet Nod. Af 4 E, 4 V, 2 K, 2 R, 2 8, 

1 Jog 1 L dannes 4 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og 
leſte fra venſtre til højre. og fra oven og nedad giver Les⸗ 
ningen paa folgende Gaader: 

Naar blot med det forſte Du tager fat, 

Da faar vel Din Daad ſine Frugter ſat. 

Naar Blomſterne falde for Havekniv, 

Bevarer det andet en Stund deres Liv. 

Det tredie viſtnok vi alle kjender; 

Thi hvem var laadden paa Krop og Hænder ? 

Det fjerde ofte fin Krans har fat 

Om Søens Bred mellem Ror og Krat. 


Brevverling. 

— m — Evne til med Lethed at ſtrive Vers er ikke altid 
Tegn pan digteriſt Begavelſe, og da De onſter en ligefrem ærlig 
Dom aver de indſendte Digte, gjør det Üdgiveren ondt at maatte 
ſtuffe Deres Forhaabninger ved at ſige Dem, at Deres Arbejder 
ere ganſke verdiloſe. 1 


Indhold. Barndomsbilledet, Fortælling af Emanuel Henningſen, (Fortſat). 
— Niagarabroen, med Billede. — En merkelig Plante, med 
Billede. — Nogle Træf af det norſke 3 af Mads Han⸗ 
jen. — Breve til en Bondekarl, fra Anton Rielſen. — Hus⸗ 
flid; Tarmſnore. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling. 


Udgiverens Adresse er: Bylovsvej 8a. Kjøbenhavn 
Vesterbro. 


„usvennen“, Villedölad for Ztlorſkabslesning, Gplgening og ulld, udkoumer lik hoer Sondag med el 16. [paklet Ait, ſorſhuet med flere 


Billeder, tik 1 Krone Fierdingaaret, frit lilſendt. 


) ; ver Fjerdingaar medfølger; gratis et ſlort fmukt Tillægsbillede. Bladet kan heſlilles paa 
elſpert Poflkonfor og Breulamlingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hoyedſtommisſioncren: 


Rudolph Klein, Vifeffræde 30, . Kjøbenhavn. 


Trykt paa Uadgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang. 


Nr. 8. Sondagen d. 21. Nauember. 
e ee ee eee 52 


Barndomsbilledet. 
Forfælling af Emanuel Henningſen. 


(Sluttet.) 


Der var nu henrundet tre Aar ſiden den Dag, og han 

forſtod nu ikke ſelv, Hvorledes: det dog kunde vere, 
at han havde haft Hjerte til at bedrove hende ſaaledes, 
hvorledes han dog var bleven faa hovmodig, at han 
ikke længer mente at kunne være hende bekjendt, hende, 
der i hans Barndom havde været hans og hans Moders 
gode, hjælpende Aand, eller Hvorledes han dog havde 
været; egenkjcerlig nok til at træde hendes rige og varme 
Kjærlighed under Fodder. Tre Aar vare, ſom ſagt, hen⸗ 
rundne, og han havde haft Held med fig. Han havde 
nu en indbringende Stilling ſom Hjælper hos fin for⸗ 
dums Lærer, og til hans Dygtighed ſom Forſtmand 
knyttede man ſtore Forventningerz men lykkelig var han 
ikke; thi Aar for Aar vendte Mindet om Kathrine 
ſteerkere og ſterkere tilbage og lod ham ikke finde Ro. 
Nu var han vendt tilbage for at bede om Tilgivelſe og 
om, at hun vilde drage med ham til hans Hjem ſom 
hans Huſtru. 

Solen var ved at ſynke ned bag Skoven, da han 
igjen lod fin Heſt gaa frem ad Vejen til Skopfoged⸗ 
huſet. Hans Hjerte begyndte at banke af Forventning, 
da han fik Oje paa dets lave Straatag mellem Træerne, 


og han ventede halv om halvt at je Kathrine træde fig | 


i Mode fra Skovledet; men hun var der ikke. Han 
ſteg af Heſten og bandt den ved Ledet, derpaa gik han 
hurtig om til Huſets Dor og bankede paa. 

„Kom ind!“ led en Stemme inde fra. 

Han aabnede Doren og traadte ind. En kvalm, 


indeſluttet Luft flog ham i Møde fra den lave Stue, | 


paa hvis Gulv to Born lan og legede, medens en 
midaldrende Kone fad og ſpandt ved Vinduet. 
„Bor Skovfoged Bondeſen ikke mere her?“ ſpurgte 


Povl 


Kjøbenhavn. 


N 
1875. 


„Bondeſen“, udbrod Konen forundret; „han er jo 
død. Min Mand blev Skovfoged efter ham“. 

„Ved De da ikke, hvor hans Enke bor?“ vedblev 
Povl, greben af en uhyggelig Anelſe. 

„Hun er ogſaa død; det er nu to Aar ſiden. Hun 
døde ſtrax efter Manden; det var nok Tyfus, fan vidt 
jeg ved“. 

„Og Kathrine? Datteren ... ſvar dog!“ udbrød 
Povl og blev med et faa bleg ſom den Væg, hvortil 
han ftøttede ſig. „Er hun dod?“ 

„Nej, det tror jeg ikke“, ſagde Konen hurtig. 
„Herre Gud, De er viſt ikke rafk; vil De ikke have 
lidt Vand?“ SÅ 

„Nej, mej, det gaar nok over. Sig mig blot, hvad 
De ved om hende, om Kathrine!“ 

„Ja, jeg ved egentlig ingen Ting... aa, Jens, 
løb om hos gamle Ane og bed hende om at komme 
her hen; hun ved maaſke, hvor Datteren" blev af. 
Vers'god at ſidde lidt ned imens!“ 

Men Povl havde ikke Ro til at blive. Han 
kjendte jo ſelv den gamle Ane og vidſte, at hun boede 
i et lille Hus, der laa nær ved Skopfogedboligen, og 
for Drengen endnu havde reiſt fig op fra Gulvet, var 


han allerede ude af Doren og ilede hurtig hen til den 
| gamle Kones Hus. Han traf hende hjemme; men al 
den Underretning, han kunde faa ud af hende, var, at 


Kathrine ſtrax efter Forældrenes" Dod havde" forladt 
Egnen. Hvor hun var bleven af, vidſte Ane ikke. 
Han gik ſom i Dromme tilbage til Skovledet og 
beſteg paany fin Heſt. „For ſilde .. for ſilde!“ klang 
det ſmertelig inden i ham, medens han modlos red 
tilbage op igjennem Skoven. Han angrede bittert, at 
han jaa længe havde modſtaget den Lengſel, der drog 
ham tilbage til hende. Havde han dog blot fulgt fit 
Hjertes Tilſkyndelſe for to Aar ſiden, da vilde han 
endda have fundet hende, da kunde han have veret 
hendes Troſt og Støtte i hendes tunge Sorg; men nu 
var det for ſilde. Saa flog den Tanke, at der dog, 
naar alt kom til alt, maatte være nogen, ſom vidſte, 


58 


hvor hun var dragen hen, ned i ham og vakte paa ny 
lidt Haab til Live hos ham. Han ſporede ſin ud⸗ 
mattede Heſt og red ned til Landsbyen bag Skoven. 
Der gik han ſporgende fra Hus til Hus, men alt for⸗ 
gjæves, og jo tiere han blev ſkuffet, jo højere klang 
den ſmertelige Roſt i hans indre: „For ſilde, for 
ſilde!“ 
5; 

Paa en af Skovbakkerne nær ved Hvidkilde Sø 
ligger der en herſkabelig Bygning, ſom er opfort i 
gotiſk Stil med takkede Gavle og forſynet med et lille 
Taarn, hvis forgyldte Spir kan ſes over Skoven. 
Det er Hvidkilde Skovriderbolig, hvis ſmukke Belig⸗ 
genhed er berømt i en vid Omkreds. 

Fire Aar efter hin Dag, paa hyilken vi ſidſt forlod 
Povl, opſlog han her fit Hjem, og fort efter flyttede 
hans gamle Velynder, Skovrider Brun, der havde 
taget fin. Afſted, ind til ham, naturligvis medforende 
fin nu aldrende Husholderſke, Jomfru Annette. Povl 
havde i de forløbne Aar arbejdet ftrængt, og ved fine 
Skrifter om Danmarks Skove forſfkaffet fig et agtet 
Navn: 
havde Brun derfor ikke ladet ham have Ro, for han 
havde indgivet en Anſogning om Embedet. 

„Ungdom, ſiger Du,“ udbrød Brun og ſtrog ſig 
om fit graaſpreengte Skjceg. „Hvad har Din Ungdom 
med den Sag at gjøre? En Mand med Dit Navn 
kan Regjeringen ikke forbigaa. Tro Du mig, Du og 
ingen anden faar Embedet.“ 

Og Povl fik det tvært imod fin Forventning, og 


han glædede fig navnlig derover, fordi: han nu kunde 


byde fin gamle Ven et Hjem hos fig. At overtale 
Brun til at tage fin Afffed var en let Sag; Alderen 
hapde juſt ikke gjort ham mere arbejdslyſten, end han 
før havde været, og desuden begyndte han ogſaa ſaa 
ſmaat at føle Aarenes Vægt. Povl ſyntes derimod 
at befinde fig bedſt, jo mere der var at tage Haand i; 
thi var han et Ojeblik ledig, kunde han falde hen i 
Tanker, der gjorde ham ſorgmodig og mørk i Sind. 
Brun og Jomfru Annette lagde ſnart Marke dertil 
og raadſlog undertiden med hinanden om, hvad der 
kunde være i Vejen med deres Ven. 

„Han ſkulde have ſig en ung, munter Kone,“ 
ſagde Annette en Dag, ikke uden et lille Suk ved 
Tanken om, at hun da maatte tage Afſked med Ledelſen 
af Husveſenet. „Det er det, der mangler ham.“ 

„Jeg tror neſten, De har Ret, Annette,“ ſparede 
Brun, „og jeg ſkal dog en Gang ved Lejlighed tale 
med ham derom.“ 

Da Brun nu ikke var af det Slags Menneſker, 
ſom længe kunne bære paa en formentlig god Tanke 
uden: at udtale fig derom, varede det. heller ikke længe, 
før han bragte den frem. Han og Povl ſad en Aften⸗ 
ſtund ſammen ude i Verandaen, hvorfra der var en 
dejlig Udſigt ud over Søen, Samtalen var gaget i 


Da Hvidkilde Skovriderembede blev ledigt, 


Staa, og Brun puſtede et Ojeblik Tobaksragen fra fig 


ſom en lille Dampmaſkine, indtil han pludſelig udbrød: 
„Hor, ved Du hvad, min Dreng? Du ſkulde 


gifte Dig.“ 

„Vil De nu have mig gift?“ ſpurgte Pool ſilende. 

„Ja,“ ſagde Brun ivrig, „det er min alvorlige 
Mening, maa Du tro. Du ſidder og hænger i Bøger 
og Skriveri, naar Du ikke traver i Skoven, og det 
har Du ikke altid godt af. Man ffal ogſaa have Tid 
til at opmuntre ſig og ryſte det mugne af ſig, og hvad 
kan vel glæde en mere end en ſod lille Kone?“ 

„Men hvorfor har De da aldrig giftet Dem?“ 

„Ja, det er nu en anden Sag med mig... Men 
det vil jeg dog ſige Dig, Povl, at er der noget tomt 
og kjedeligt, jan er det Peberſvendens enſomme Liv. 
Jeg har nu, Gud fie Lov, Dig at holde mig til, ellers 
kan Du tro, det vilde være triſt for mig, ogſaa for 
Annette, ſtjont et Fruentimmer kan bedre finde ſig i 
Enſomhed, tror jeg .. . Du tror vel ikke, at ſaadan 
en gammel Fyr, ſom jeg, kan ſidde og drømme... 
om Smaapuslinger, der lege paa Gulvet ... Du ffal 
ikke le, Povl, for det er ramme Alvor.“ 

Povl lo ikke; han ſad og jaa ufravendt ud over 


| Søen, der glimrede i den nedgaagende Sols Straaler, 


og han følte igjen i fit indre den Tomhed og Lengſel, 
ſom han ſaa ofte forſogte at forjage ved raſtlaſt Ar⸗ 
bejde. Det kunde lykkes ham for en Stund; men 
altid vendte Lengslen tilbage, altid indfandt Tomheden 
fig igjen. 

„Hvad ſidder Du nu og tenker paa?“ ſpurgte 
Brun pludſelig. „Jeg vilde ønffe, Du vilde fortælle 


mig, hvorledes, det egentlig er fat med Dig.“ 


Povl vendte ſit Anſigt om imod ham og ſaa, 
hvor varmt og deltagende hans gamle Vens Dine 
hvilede paa ham. Da folte han med et, at han ikke 
kunde ſtͤde den Haand bort, der raktes ham, og han 
fortalte alt, hvad der var foregaget mellem ham og 
Kathrine. Brun lyttede til i Tavshed, og da Povl ſlut⸗ 
tede fin Fortælling, ſagde han med rolig Overbevisning: 

„Vent og haab, min Dreng! Det vilde vere 
urimeligt at tro, at et eneſte Skridt bort fra Lande⸗ 
vejen ſkulde hævne fig et helt Liv igjennem. Nej, det 
bliver nof godt igjen; vi maa finde hende!” 

Bovl ryſtede paa Hovedet, han havde iffe længer 
nogen Tro dertil. 


En Maaneds Tid efter deres Samtale red han 


en Formiddag langs med Søen til Skovgaard, en 
lille Herregaard, der laa en halv Mils Vej fra Skov⸗ 
ridergaarden. Han havde nogle Forretninger at afgjore 
med Ejeren, Proprietcer Vinge, en midaldrende Peber⸗ 
ſpend, med hvem han havde gjort et flygtigt Bekjendt⸗ 
ſtab. Det var imidlertid forſte Gang, han beſogte 


Skovgaard. 
Forretningerne vare ſnart afgjorte, og Povl beredte 
fig allerede til at tage Afſked, da han pludſelig foer 


ſammen og blev ſtagende bleg og ubevægelig foran 
et lille Billede, der, indfattet i en oval Greneramme, 
hang paa Væggen. Det lignede ſkuffende et ſmukt 
Xylografi og foreſtillede en lille Samling af Huſe, der 
laa ved Udkanten af en Skov. Povl greb det med 
ſkjcelvende Haand; thi han kjendte Skoven og Ledet, 
der lukkede for den, Bygningerne med det lave Straa⸗ 
tag og Bøgetræet, der heldede fig hen over Skovvejen. 
Han vidſte, det var Skopfogedboligen der hjemme, 
hvor han færdedes i fin Barndom, og han vidſte, for 
han endnu havde overtydet fig om, at det var ſaaledes, 
at Billedet maatte være ſyet med forte Silkeſting paa 
hvidt Silketej, og han vidſte, at Kathrine maatte være 
den, der havde tryllet Billedet frem med ſine kunſt⸗ 
færdige Hænder. 

Vinge ſaa forundret paa ham; men da Povl 
vendte ſit blege Anſigt om imod ham, fik han en 
alvorlig Forſkroekkelſe. 

„Er De bleven ſyg?“ ſpurgte han. 

„Nej,“ ſparede Povl og gjorde en kraftig An: 
ſtrengelſe for at fatte fig; „men jeg beder Dem, ſig 
mig, hvor hun er, ſom har ſyet dette.“ 

„Hun er her i Huſet,“ ſvarede Vinge overraſket. 
„Kjender De hende?“ : 

„Ja. Undſkyld, jeg maa ſynes Dem meget for- 
underlig; men giv mig Lejlighed til at tale med hende! 
De ved ikke, hvilfen Betydning det har for mig.“ 

„Jeg ſkal je, om hun er hjemme,” ſagde Vinge 
og gik ud, medens han brummede ved ſig ſelv: „Jeg 
tror, min Sandten, Skovrideren er bleven gal; han ſer 
da ud, ſom om han hapde en Skrue los.“ 

Men da han fort efter kom tilbage, jaa han ſelv 
ud, ſom om han ikke var rigtig rafk paa Forſtanden: 
Han purrede ſig i Haaret med en fortvivlet Udholdenhed 


og ſaa ganſke forſtyrret hen paa fin Gjæft, der endnu 


ſad med Billedet i Haanden. 

„Jeg ſtulde ſige ... det vil ſige, nu kommer hun 
ſtrax, . ſagde han. 

Povl takkede og fad nu lyttende efter hver Lyd, 
der lod fig høre udenfor. Vinge purrede fig igjen 
i Haaret, ſatte fig ned og ſtirrede paa Povl uden at 
ſige et Ord. Saaledes forløb der et Par Minutter, 
der for Povl ſyntes at udſtrekke fig til en Evighed. 
Endelig lød der tøvende Skridt ude i Forgangen; 
Povl ſprang op ſom dreven af en Fjeder, jaa aabnede 
Doren ſig, og Kathrine traadte ind. Hun var bleg 
og bevæget, og hun ſkjelvede ſynlig, medens hun 
langſomt ſkͤd Døren til bag ved fig. Vinge, der ikke 
fattede, hvad der foregik for hans Øjne, udſtadte en 
Slags fortvivlet Grynten; men Povl lagde ikke Mærke 
dertil; han greb hendes Hænder — de vare fine og 
hvide — mellem fine og ſagde bevæget: 

„Vidſte Du, hvorledes jeg har ſogt efter Dig, og 
hvorledes jeg har angret og” længtes, da vilde Du 
visſelig tilgive min. Og Du har tilgivet mig, 


Kathrine; jeg kan ſe det i Dine Djne. Har Du 


Zilles 


„For længe, længe fiden,” 

„Og naar jeg nu kommer til Dig ſom en bon⸗ 
faldende og beder Dig. atter ſljenke mig lidt af den 
Kjcrlighed, jeg en Gang ftødte tilbage, naar jeg nu 
beder Dig om at blive min Huſtru, kan Du ſaa 
glemme alt og tage mig til Naade?“ 

Hun braſt i Graad og lagde ſin Arm om hans 
Hals. Vinge havde ſet til med maallss Forbapſelſe; 
men da Povl nu trykkede hende til ſit Bryſt og kysſede 
hende, fandt han dog, at det blev for galt, og udbrød 
halv fortvivlet: 

„Nu kysſer hun, Gud hjeelpe mig, ham igjen! 
Men er Du da forrykt, Kathrine.“ 

„Nej, hære Onkel,“ ſparede Kathrine, ſmilende 
gjennem Taarer; „jeg er kun jaa uendelig lykkelig.“ 

Onkel,“ ſagde Povl, hvis Tur det nu var at 
blive overraſket. 

„Ja, hun er, min Sandten, min Soſterdatter, 9 
ſvarede Vinge, og jeg kan ikke fatte, hvad alt dette 
her ſkal ſige. Jeg vil være en Dosmer, om jeg 
forſtaar det mindſte deraf. Maa jeg jaa faa en For⸗ 
klaring af Dig, Kathrine!“ 

Den fik han endelig, og den tilfredsſtillede ham 
fuldkommen. Povl fik ogſaa paa ſin Side at vide, 
hvorledes Kathrine i Nodens Stund var bleven funden 
af Onkelen, ſom tilfældig havde ſet Forældrenes Dods⸗ 
fald anmeldt i et Dagblad. Vinge var bleven i helt 
godt Lune. 

„Nu kan jeg forſtaa, hvorfor Kathrine endelig 
vilde have Underretning om alt, hvad der vedrorte 
den ny Skovrider,“ ſagde han ſmilende, „og hvorfor 
hun ikke hvilede, for Præften havde gjort hende jaa 
lærd ſom bare Pokker .. . og hvorfor hun gik og hang 
med Nebet ſom en ſyg Kylling. Ja, det er, ſom jeg 
ſiger, ingen kan ſe længer ind i et Fruentimmer, end 
hun ſelv ønffer det.“ 

Om Eftermiddagen red Povl hjem til Skovrider⸗ 
gaarden, hvor Annette begyndte at blive lidt urolig 
over hans Udeblivelſe; men da han fortalte Grunden 
dertil, blev der ſtor Glæde, og Brun kunde ikke lade 
være at udbryde: 

„Hvad ſagde jeg, Povl?” 

Ja, Gud ſke Tak, det gik i Opfyldelſe, kjcere Ven!“ 

Adſkillige Aar ere henrundne ſiden, og de Smaa⸗ 
puslinger, Brun en Gang drømte om, have, indfundet 
ſig og ere ikke ganſke fri for en Gang. imellem at kuſke 
„Bedſtefader“, ſom Brun kaldes af hele Huſet. Den 
eneſte, ſom ikke kan ſe Tyranniet, er Bedſtefader ſelv. 
Inde over Povls Skrivebord hænger det lille Billede 
af Skovfogedboligen, og paa dets Bagklodning har 
Povl ſkrevet et Par Ord, ſom hans Efterkommere 
maaſke en Gang i Tiden ville finde gaadefulde: 

Altid lige frem ad Landevejen! 


903 En pigget Velgjorer. 


Bed Al. Jh. J. 


— 


; . kunne ikke indføre vor Helt hos Leſeren 
paa en bedre Maade end ved at minde 
om det morſomme Eventyr om Pind⸗ 
ſvinet og Haren, der bleve enige om at 
lobe om Kap med hinanden. Pindſpinets 


Kone maa paa fin Mands ſnedige Bud hemmelig ſtille 
fig ved Enden af den Agerfure, i hvilken Verddelobet 
ſkal gaa for ſig, og tilraaber den der ankommende 
forpuſtede Hare: „Jeg kom forſt!“ „Endnu en Gang!” 
raaber den forbavſede Hare, der lader fig ſkuffe af 
Mutters Tiltale. Han løber tilbage, men ved den anden 
Ende af Furen modtager Fatter ham med det ſamme 
Sejrsraab. Haren, ſom tenker, at det hele Tiden er 


det ſamme Pindſvin, der beſejrer ham, laber halv⸗ 
flerdſindstyve Gange op og ned ad Furen og falder 
endelig bød til Jorden. Ja, det ligner ganfke det kloge, 
og kun tilſyneladende ubehendige Pindſpin. Vore 


Forfedre kjendte nøje dette Dyr; thi det var tidligere 
langt hyppigere at treffe paa end nu, og dets ſcelſomme 
Maade at være paa maatte verre enhver paafaldende 
og værd at lægge Mærke til. 
rigtignok til de Dyr, 


Nu hører Pindſvinet 
der have formindſket fig i en for⸗ 


Pet syede Billede. 


e 


bavſende Grad og paa mange Steder flet ikke mere 
findes. Mange af vore Lekſere have maaſke derfor 
heller aldrig jet, hvorledes Pindſvinet i Skoven traver 
omkring mellem Hekkene og Buſtene, idet det ſnuſende 
ſtrekker fin lille Svineſnude frem, medens de ſmaa 
kloge, men godmodig blinkende Dine ſpejde rundt 
omkring. Hvem der har ſet det et eller andet. Sted 
en enkelt Gang, ved i Almindelighed ikke andet at ſige 
om det, end hvordan det ſer ud, hvorledes det lober 


61 


og, naar en Fare nærmer fig, ruller ſig ſammen til en 
pigget Kugle. Man fætter i Virkeligheden i vore Dage 
jaa liden Pris paa Pindſpinet, at det endog bliver 
forfulgt og flanet ihjel med Stokke, hvor det lader fig 


ſe, og det endog af ſaadanne, der: burde have bedre 


Forſtand. Vi ſige: „Skjcrm denne Skovens erlige 
og tillige nyttige Beboer!“ Og vi fkulle give Grunde 
derfor; men førft ville vi en Gang belure vor Ven der, 
hvor han er at finde. 

Aftenſkumringen hviler over Skov og Mark. Vi 
befinde os i ÜUdkanten af en Skov, hvor tet Krat og 
høje Skovplanter ere uigjennemtrengelig ſammen⸗ 
ſlyngede. Sangfuglene have ophørt at lade fig Høre 
og hvile i deres Reder. Den brogede Skare af Sommer⸗ 
fugle er, træt af fin kaade Leg, gaaet til Hvile. Selv 
Blomſterne i Skovranden ſove. Kun Alftenbakkerne 
fare hiſt og her forbi og afbryde den Ro, der ellers 
herſker i Overgangstiden fra Dagen til den fredelige 
Nat. Enhver nok ſaa ſagte Lyd er paa denne Tid 
horlig, og intet: undgaar vor Opmerkſomhed. Hor 
en Gang, hvorledes det noget borte fra os rasler i 
Lovet paa Jorden. Uden at rore os af Stedet ſe vi 
omhyggelig derhen. Og pluͤdſelig opdage vi vort 
Pindſvin, hvorledes det i Ro og Mag kryber frem af 
en tæt: Klump Løv imellem Krattet. Aftenkolingen 
har vætfet det af dets ſedvanlige Dagſovn. Det bryder 
juſt nu op for at gaa paa Jagt. Men vi maa rigtignok 


ſige, at vi have haft Lykken med os, naar vi ſaaledes 


ſtrax ſtode paa det. 

Vi lade det: foreløbig trave uforſtyrret af Sted. Men 
jaa ſnart det er forſvundet for vort Blik, træde vi nær 
mere i Haab om at kunne opdage dets nylig forladte 
Bolig. Far Pindſvinet har givet fig paa Vandring, 
har det ſkjult Indgangen til fit Leje med Løv, for at 
ingen ſkal kunne finde det. Men vor lille Ven har gjort 
Regning uden os, og vi ville nytte Lejligheden til at 
gjøre os bekjendte med hans Hus. Vi ere dog forſt 
nodſagede til at anſtille en nøjagtig: Underſogelſe, for 
vi finde det, ſaa omhyggeligt er det ſkjult. Hiſt henne, 
hvor en tet Tornebuſk omgiven af Smaakrat og Stene 
næppe tillader en Fremtrengen, opdage vi en Bunke 
ſammenpresſet Lev, Lyng, Straa og Mos, og vor 
Formodning om, at Pindſvineboligen er her, bliver 
hurtig bekreeftet. Denne kunſtigt ſammenarbejdede 
Løvhob er hul forinden lige ned til Jorden, Hvor der 
af flere Stene er dannet et naturligt Kammer; ofte 
mangle dog Stenene, og Dyret har da ſelv ſkrabet fig 
en lille Fordybning i Jorden og udpolſtret den med 
blødt Lor, "Græs og Mos. En virkelig, ſelvgravet 
Jordhule eller vel endog underjordiffne Gange, ſom 
Gnaverne forfærdige fig, har vort Pindſpin aldrig, da 


dets Kløer kun ere lidet ſkikkede til Kradſen og Gravning. 


Saaledes er altſaa den ſimple Familiebolig. Naar 
vi i Maj eller Juni kunne være jaa heldige at opdage 
en ſaadan, kunne vi maafke tilmed blive overraſkede ved 


Feerd? 


Synet af nydelige hvidgraa Unger, ſom ligge i det 
lune Rum og i deres Hjælpeløshed gjøre Krav paa 
vor Medlidenhed. Splitternogne ligge Smaafyrene; 
kun lige henad Ryggen fkinne de allerede ved Fodſelen 
dannede Smaapigge igjennem. Men kun faa liger 
varer denne hjælpeløje, jpæde Barndom; de gamle 
opfylde trolig deres Pligt og bringe de ſmaa rige⸗ 
lig Næring i Larver, Fluer, Snegle og Frøer, og ved 
denne Pleje udvikle Ungerne "fig ſaa hurtig, at de 
allerede efter nogle Ugers Forløb have et fuldſtendigt 
udviklet Piggepanſer og nu ſelv kunne ſoge og gribe 
deres Føde. De blive dog endnu en god Stund, nemlig: 
hele Sommeren: igjennem; i Moderens lune og bløde 
Hus. Thi hende tilhører Familieboligen i Særdeleshed, 
da Faderen, der ſom ofteſt bygger ſig en ſeregen 
Sommerbolig, kun af og til. aflægger et Beſog der. 
Men naar det gaar henad Efteraaret, fole Ungerne ſig 
i enhver Henſeende ſelpſteendige og begynde at bygge 
fig hver ſit Hus. Dette er imidlertid anderledes ind⸗ 
rettet end Forældrenes Hjem, da det ſkal gjøre Tjeneſte 
om Vinteren. Ogſaa de gamle forlade deres hidtidige 
Bolig og give fig i Færd med at indrette fig en ſer⸗ 
egen Vinterbolig, fordi Nattekulden begynder at minde 
baade gamle og unge om, at der nu ſnart kommer 
endnu foldere Dage, i hvilke de trænge til bedre Ly. 
Pindſvinene ere nemlig meget kuldſkjcere, og mangen 
Unge bukker ved fine forſte Udflugter: under for Efter⸗ 
aarskulden. Ja, ſaafremt Vinteren er rigtig haard, 
fryſer endog mangt et Pindſvin ihjel i fin Bolig og 
hører aldrig den unge Vaars væltende Stemme, der 
kalder Dyrene frem af deres Dvale. Vinterboligen 
maa derfor være rigtig lun, den bliver anlagt paa 
Steder, der ere ſikkert ſkjcermede mod Vind: og Vejr, 
og fremfor alt bliver: den bygget endnu dybere ned i 
Jorden end Sommerboligen, eller mellem tet ſammen⸗ 
lagte Stene, og alle Indgange blive faſt tilſtoppede. 
Derinde lægger Pindſvinet ſig da, fan ſnart den forſte 
Froſt melder ſig, til Hvile og ſover, ſammenrullet ſom 
en Kugle, fin Vinterſovn, der ganſke viſt ikke er flet 
ſaa dyb og tryg ſom f. Ex. Grevlingens, og endogſaa 
undertiden i milde Vintre af og til kan helt afbrydes. 
Men, om vi nu ogſaa en Gang kunde folge vort 
Pindſvin, ſom vi vare ſaa heldige at opdage i Skov⸗ 
kanten, paa dets Udflugt og veere Tilfkuere til dets 
Ja, da vilde vi have Glæde af at iagttage 
dets Dygtighed i at jage, dets lette Fjed, dets aar⸗ 
vaagne Oje og modige Optræden. Se, hvor hurtigt 
traver det ikke af Sted, idet det lille ſpidsſnudede Hoved 
forſigtigt bevæges til alle Sider paa Udkig efter et eller 
andet velkomment Bytte. Hiſt og her ſnuſer vor lille 
Ven omkring imellem Bladene eller ved en tynd Tre⸗ 


ſtamme og forterer uden videre Ophold en Bille eller 


en Kaalorm, ſom han der har fundet, eller han op⸗ 
ſamler en Snegl, en Puppe eller et andet til Inſekt⸗ 
verdenen hørende Bæjen. Hiſt henne krummer en Regn⸗ 


| 62 | 


orm fig op over Jordfladen, hurtigt bliver den ſnappet 
og nedſlugt. Men pludſelig ſtandſer vort Pindſvin og 
ſnuſer omkring paa Jorden. Det forholder ſig ganſke 
ſtille og lytter; thi de ſpidſede Orer have opfattet en 


jvag Støj. Og ganffe rigtigt! det varer ikke længe, | 


jag titter en munter lille Mus frem af et Hul i Jorden 
og begiver ſig paa Vandring for ligeledes at gaa paa 
Jagt. Det anede vort Pindſvin, og hurtigt har det 
nu ogſaa faaet Øie paa Muſen. Mon vor lille Helt 
ogſaa vil kunne fange den? Han er jo ikke i Stand 
til i et mægtigt Spring at ſnappe et faa behændigt 
lille Dyr. Men han forſtaar at bære fig ſaaledes ad, 
at den lille Mus ſlet ikke kan undgaa ham. Han lader 
den forſt fjerne fig nogle Skridt fra fit Smuthul og 


bliver imidlertid rolig paa fin Plads. Derpaa piler 


han hurtigt til og griber behændig fat paa Muſen med 
Forpoterne. Og den lille Mus, ſom ikke anede noget 
ondt, gjør, lammet af Overraſkelfe og Skrak, ingen 
Modſtand og bliver uden videre ſonderreven og opedt. 
Og ſaaledes forſtaar Pindſvinet at gjøre det af med 
mange forſtjellige Smaadyr. Rotter ere et neſten 
ligeſaa let Bytte for det; Frøer, Firben og alle Slags 
Snegle, ganſke viſt ogſaa Fugleunger, ſom det maatte 
opſnuſe i en Rede paa Jorden, ere velkomment Jagt⸗ 
bytte. Ved ale disſe Angreb viſer Pindſpinet ikke alene 
en ſjelden Beheendighed, men ogſaa et Mod, ſom man 
næppe ſkulde tiltro det. Og Naturen har udruſtet det 
til disſe Kampe, ikke blot ved ftærfe Muſkler, et faſt 
Legeme og en kraftig Snude, men ogſaa ved at horde 
det. mod Indflydelſen af dyriſk Gift. Derfor fejrer det 
ſelv over ſaadanne Dyr, ſom ved Hjælp af deres Gift 
gjøre det af med enhver anden Fjende. Det optager 
Kampen med de giftigſte Slanger, ruller ſig vel en 
Gang imellem ſammen for at undgaa deres Bid, men 
forſtaar jaa ogſaa i det rette Ojeblik at ſlynge Hovedet 
frem, gribe Slangen og fortære den fra Hoved til 
Hale. Man har indeſperret et Pindſvin ſammen med 
en Hugorm og iagttaget, at et Bid, ſom det lykkedes 
denne at bibringe Pindſvinet, ikke ſkadede dette, og at 
den tilſidſt blev overvunden og opedt. Allerede af den 
Grund kunde det vel paa fine Steder være rigtigt at 
ſlutte fig til vort Raad: „Skaan vore Pindſvin!“ 
Naar man holder Pindſvinet i Fangenſkab, kan 
man naturligvis langt bekvemmere og nøjagtigere iagt⸗ 
tage dets Ejendommeligheder, end ved enkelte tilfældige 
Jagttagelſer i det fri. Men man maa da ilke inde⸗ 
ſperre det i et Bur eller en Kasſe. Pindſpinet er 
vant til at have uindſkrenket Frihed, og naar det foler 
fig for indſncvret, ſpringer og ſtoder det ſom raſende 
under Grynten og Piben imod de det indeſluttende 
Vegge. Enden paa det bliver da gjerne, at man 
allerede den folgende Dag finder det dødt eller døende 
paa Bunden af Feengſlet. Noget ganfke andet er det, 
naar man indeſpeerrer Pindſvinet i en Stald eller en 


Lade, ſom det er Brug mange Steder paa Landet, 


hvor det ſaa gjor Nytte ſom ivrig Muſefanger og Ud⸗ 


rydder af al Slags Smaakryb. Men allerbedſt er det 


at holde Pindſvinet i en med Mure eller Brædder om⸗ 
gjærdet Have, hvor det tilintetgjor alt ſkadeligt Utoj 
og forſkaffer megen Morſkab ved ſit pudſige Væjen; 
det "bliver til ſidſt ogſaa jaa tamt, at det lader ſig be⸗ 
handle ſom et ægte Husdyr og kommer, naar man 
falder paa det. Man vil da nok ſnart faa det jaa 


| Fjært, at man brager Omſorg for at værge det imod 


den kommende Vinter. Og dette er ikke ſaa vanfkeligt. 
Pan behøver kun at bringe det ind i en Stald, Hvor 
der er tilſtrekkelig Varme for det. Eller, om man paa 
Grund af dets ilde Lugt, ſom det har tilfælles med 
alle Inſektedere (f. Ex. de med det beflægtede Mus og 
Muldvarper), ikke ſynes om at have det der, kan man 
indrette det et Vinterleje af Straa, Lyng og Lor i et 
Hjørne af Haven eller i Lyſthuſet. Det kryber af fig 
ſelv ind i en ſaadan Hob, for ſom Foraarets Varsler 
atter at viſe fig i Marts eller April. Børnene juble 
da, naar det vevre lille Dyr atter traver om i Sol⸗ 
ſkinnet, og alle glæde fig ſikkert over den opvaagnede 
gamle Ven fra forrige Aar. 

„Det er i Sandhed et prægtigt Dyr!” vil mangen 
indrømme, ſom har forſogt at gjøre det til Husdyr, 
og for hvem Jagttagelſen af dets forſtjelligartede An⸗ 
greb paa alle Slags Udyr i Have, Gaard og Lade 
har glædet mangen ledig Time. Det eneſte Stygge 
ved Pindſvinet er i Grunden dets Navn, hyilket ganſke 
viſt ikke lyder videre godt, men paa den anden Side 
er aldeles overensſtemmende med Dyrets hele ydre 
Prog. Den jnøftende lille Snude, det neſten hals⸗ 
loſe, plumpe Legeme og de forte, behendige Smaafadder, 
alt dette gjør det til et treffende Sideſtykke til fin 
Navnefœtter. Ja, Ligheden gaar for faa vidt endnu 
længere, ſom Pindſpinekjod ffal være meget velſmagende. 
I det mindſte er det en Kjendsgjerning, at Taterne efter⸗ 
ſtrebe Pindſpinet ſom den ſtorſte Lekkerbid. Deres 
Rottehunde ere ligefrem afrettede til denne Jagt, og 
naar de en Gang have opftøvet en ſaadan Sondags⸗ 
ſteg, ſom de dog paa Grund af dens Pantſer hverken 
kunne dræbe eller bringe deres Herre, gjø de af fuld 
Hals. Efter denne Melding ved Tateren ſnart at 
finde Pindſvinet, og jublende bringer han det til fine 
Stalbredre. Snart hænger det paa Stegeſpiddet, og 
hele Skaren bereder ſig til det lille Feſtmaaltid, af 
hvilket enhver faar fin Del, hvor lille den end kan 
blive. J Mellemtyſklands Skovegne, hvor Taterne iſcer 
holde til, vil man ikke ſjcelden kunne være Vidne til 
ſaadanne Lyſtigheder; de halv nøgne Born ſtaa leende 
omkring det over Ilden braſende Pindſvin, og unge 
og gamle kaſte lyſtne Blik til den lakre Steg. Hos 
os ſer man heldigvis kun lidet til disſe ubudne Geeſter, 
der altſaa ikke kunne være videre Skyld i, at Pind⸗ 
ſpinet findes ſaa ſparſomt her i Landet. Den fremad⸗ 
ſtridende Opdyrkning af de Jorder, der ere ſkikkede til 


Agerbrug, bortifræmmer og indffrænfer ;overhonedet alt 
frit Dyreliv, og Forfolgelſer fra Menneffenes Side, 
hvad enten nu Ondſkab eller Uvidenhed er Grunden 
til disſe, bidrage ikke mindre til Pindſvinets Udryddelſe. 
Dertil kommer endelig, at Pindſpineſlœgten ikke ud⸗ 
merker ſig ved nogen ſtor Frugtbarhed, ligeſom de 
unge Dyr ogſaa forſt i det tredje Aar ere i Stand til 
at forplante ſig. ' 3 

Hos os bliver Pindſpinet dog ikke efterſtrebt af 
en ſaadan Grund ſom i Frankrig. Thi der jager man 
det for Pantſerets Skyld, og man foragter vel heller 
ikke dets Kjed i dette Land, hvor Frolaar og Vin⸗ 


bjergsſnegle høre til de allerfineſte Lekkerheder. Men 


Huden forſtaar man iſcer at gjøre Brug af. Meget 
ofte jer man nemlig der Landboerne bære virkelige, 
piggede Pindſvinehuer. Vandtætte maa de være, og 
et godt Vaaben i Slagsmaal kunne de ogſaa yde; men 
det er Huer, ſom af Henſyn til Skov⸗ og Agerdyrkningen 
burde være underkaſtet et ſkarpt Polititilſyn. 

Lad os ffærme om det ufkadelige, nyttige Pind⸗ 
join og glæde os, naar vi en Gang imellem ſe det 
trave af Sted mellem Lovet. Det er ikke ſynderlig bange 
for os; det er, ſom havde det fuld Bevidſthed om fine 
Fortjeneſter af vore Skove og Marker. Og hvem der 
ret lærer at kjende dette lille forunderlige og morſomme 
Dyr og den FTjeneſte, det gjør os, vil ſikkert aldrig 
tilføje det noget ondt. 


Vildledende Ordſprog. 


Da jeg tenker mig, at „Husvennen“ hylder den 
gamle Vismands Grundſcetning: „Intet menneſkeligt 
er mig fremmed“ og gjerne vil bidrage ſit til at kaſte 
Lys over alt, hvad der rører fig i Folket, vil jeg 
fremdrage en Side af Folkelivet, ſom, ſaa vidt jeg 
mindes, endnu ikke har været behandlet af Husvennen, 
og det er de gamle Mundheld og Ordſprog, og dog 
udøve de viſtnok en ikke ringe Indflydelſe paa Folkets 
Tankeſct og Opfattelſe, i det mangen en mener, at 
naar han har et ſaadant gammelt Ordſprog at ftøtte 
lig til, har han derved et viſt Forſpar for Rigtigheden 
af fin Mening eller en Undſkyldning for fin Handle⸗ 
maade, Men det er jo dog ganſke klart, at der er 
mange af disſe gamle Ordſprog, ſom ere i hoj Grad 
vildledende i Steden for vejledende og ſnarere maa 
ſiges at ſtamme fra Djævelen end herovenfra. J den 
Henſeende have vi kun nødig at mindes det gamle 
Ord, at „der gaar ikke Rog af en Brand, uden at 
der er Ild i den“. Var det Ord Sandhed, jan behøvede 
et Menneſke jo kun at fremføre en bundfalſk og logn⸗ 
agtig Sigtelſe imod en anden og bringe den videre 
for at faa Folk, ſtottet til det Ordſprog, til at tro, 
at der dog er Sandhed i Sigtelſen, og det er jo da 


== 


ſket tidt nok. Eller vi kunne tanke paa det Ord, at 
„en Gang er ingen Gang“ et Ord, der ret er fkikket 
til at nedbryde de fædelige Foreſtillinger i Folket. 
Det er jo jaa langt fra, at en Gang er ingen Gang, 
at vi ſnarere maa ſige, at en Gang — den forſte — 
er den frugtbare Mulighed til mange Gange og har 
Friſtelſen mindre Sejr den forſte Gang, faa gaar det 
langt lettere ſiden. Og ſaaledes kunne vi jo blive ved 
at fremdrage det ene Ordſprog efter det andet og viſe, 
at de trænge til alvorlig Eftertanke for ikke at afſted⸗ 
komme ſtor Ulykke og dysſe Samvittigheden i Søvn, 
og netop derfor ere jaa farlige, fordi de indeholde et 
lille Gran af Sandhed. ; 

Men der er ogſaa andre Ordſprog, der ere halvt 
falſke og halvt ſande og ſaa gjør den uſtridig halve 
Sandhed, at man ikke lægger Meerke til det falſke. 
Saaledes forholder det ſig med det Ordſprog: „at love 
er ærligt, men at holde er beſperligt. „Det Ord har 
jeg brugt mange Gange, hvor der var Brug for det, 
og holdt det for et meget ſandt og pasſende Ord, og 
det er vel gaaet mange ſom mig. Forſt for et Par 
Dage ſiden kom jeg ved at bruge det til at tenke 
nærmere derover og indſaa da, at den forſte Halvdel 
er aldeles falſk. Der er jo ikke det mindſte ærligt ved 
at love noget, i det hojeſte kan det kaldes velvilligt, 
men ikke ærligt, det kan jo mangen Gang være et 
Skalkeſkjul for at dekke fin rette Henſigt eller en nem 
Maade at flippe for en ubehagelig eller paatreengende 
Anmodning, i den Henſigt ſiden at finde Udvej til at 
komme bort fra fit Løfte. Skal der derfor være fuld 
Sandhed i det Ord, jaa maa det gjores om, og faa 
maa det hedde: „At love og tillige holde er ærligt, 
men bejværligt” eller, derſom man vil ſige noget 
ſcregent om at love, kunde det jo lyde ſaaledes, da 
det vel ſagtens ſkal gaa paa Rim for lettere at huſkes: 
„At love uden at holde er let, men ſlet, at love og 
holde er ærligt, men befværligt” og jeg fer ikke, at der 
kan være noget at indvende imod at give Ordſproget 
den Form, uden det ſkulde være, at det jaa er temmelig 
langt, men et længere Ordſprog med fuld Sandhed 
er dog at foretrackke for et kortere med kun halv 
Sandhed. É 

Det ovenanforte er kun en Antydning, maajfe en 
og anden kunde derved faa Lyſt til at overveje den 


Sag neermere. 
O. 


Bibelſke Billeder. 

De to ſmukke Tillegsbilleder, ſom medfølger dette 
Numer beſtemt til Indheftning i ſamme, behøve. ſlet 
ingen Forklaring i dette Blad, da de begge fremſtille 
Begivenheder fra den hellige Skrift, ſom hvert Barn 
er fortrolig med. Paa den ene Side ſe vi Samſons 
vilde Kraft ſejrende over Jordens frygteligſte Rovdyr 


og paa den anden Frelſerens velſignede Skikkelſe, ſom 
vi kunde tenke os ham da troſtefulde Ord: „Jeg er 
Opſtandelſen og Livet!” lød fra hans Leber 
(Joh. 11 Kap. 25 Vers). Begge Billederne ere af de 
originale Tegninger til det ſmukke engelſke Værk „the 
childs bible“, hvorefter en lignende Bog under Titel 
„Bornenes Billedbibel“ er begyndt at udkomme paa 
Danſk, ſom nedenſtagende Anmeldelſe nærmere omtaler. 


Boguyt. 


Vornenes Villedbibel. Udvalg af. Bibelens Fortællinger 
ſamt flere bibelffe Sange og Digte. Ved Sfolebeftyrer Kand. 
theol. Chr. Bredsdorff. "Kjøbenhavn. 1875. Auguſt Weſtrup. 
Dette Vært. ſkal udkomme i 14—16 Hefter til den billige Pris 
af 50 Øre for hvert, og vil blive udſtyret med omtrent 60 Bil⸗ 
leder. Man vil efter Planen kun medtage det, ſom Børnene 
kunne forſtaa. Om Billederne til dette Verk oplyſes, at de 
neſten alle og Tanken til Dels er hentet fra den engelſte „the 
childs bible“ og den ſvenſke „Barnens Bibel“, ſom hoer i fit 
Land har faaet ſtor Üdbredelſe. De udkomne to forſte Hefter 
indeholde foruden bibelſke Fortællinger 7 ſmukt udførte Billeder 
ſamt Brorſons ypperlige Samle: „Op al den Ting, ſom Gud 
har giort“ og Grundtvigs: „Kajn og Abel“, „Abraham i 
Mamre“ og „Iſak og Rebekka“. Efter disſe Hefter at domme 
kunne vi ret anbefale bette Verk til at gives Børnene i Hende. 
Saavidt muligt benyttes Bibelens egne Ord ſom Text til de 
mukke Billeder, idet Üdgiveren med Rette mener, at „ingen 
Fortellemaade i Skenhed og Enfold kan lignes med den bibelſte“. 


Husflid. 


Tilbirkning af Strenge i Italien. 

Tilvirkning af Strenge til muſikalſte Inſtrumenter har 
bæret drevet fra ældgammel Tid i nogle. af de ſmaa Byer i 
Avruzzerue, og nu for Tiden er det de neapolitanſke Provinſer, 
der hevde deres Overlegenhed i at frembringe denne Artikel. 
Tilvirkningen fordrer den ſtorſte Omhu og Dygtighed fra Arbej⸗ 
dernes Side. De fine Strenge ere iſcer vaufkelige; de komme 
fra Neapel og Raacmnet er Faaretarme af de ſmaa og ſpinkle 
neapolitanſte Faar. De dannes af Smaatarmene, der maa 
rengjores omhyggeligt, Derpaa lægges de i alkoliſk Lud, gjores 
hwidglinſende med en Alunoplesning, hvori de ligge 4 à 5 Dage, 
til de bleve velblegede og jævnt tykke. De blive derefter trukne 
frem og tilbage over Metalbolte for at blive glatte og jævne, 
Derpaa vaſtes de og vindes op, hvorefter de ſvovles et Par 
Timer; endvidere maa de gjennemgaa en Polerings⸗ og Torrings⸗ 
Proces og gnides tilſidſt med Heſtehaar. De i Italien tilvirkede 
Strenge ere bekjendte for deres Styrke, Gjennemſigtighed og 
Tonens Renhed. Denne Varkflid er indført 1766 i Frankrig 
af en neapolitanft Adelsmand, der lod indrette en Fabrik i Lyon. 
Den drives flere Steder i Italien men fornemmelig i Gubbio, 
Soliguo, Venedig, Vicenza, Padua, Verona og Basſano. 


Smaating. 


Rimelig Anmodning. „Hans!“ — „Ja Herre!“ — „Jeg 
rejjer i Morgen tidlig, fald paa mig Kl. 5.“ — „Ja, Herren 
ringer vel nok pan mig forſt?“ 

BVeſtedent Onſte. En Oſterselſter udtalte ſig om denne ſin 
Livret paa folgende Maade: 
kunde jeg ſpiſe mig ſelv.“ 


„Bare jeg dog var en Sſters, jaa 


Som Modrene gjøre. Tre ſmaa Piger legede en Dag, at 
de vare gifte og boede nær. ved hverandre og vare gode Venner: 
„Se jaa Life,” ſagde den ene, „nu gaar Du ind til Trine og 
bliver der og fladrer en Stund, og jan kommer Du til mig og 
fortæller, hvad hun ſagde om mig, og ſaa ſtal jeg ſladre om 
hende, og faa fortæller Du hende, hvad jeg har ſagt, og ſaa 
blive vi vrede paa hverandre — ligeſom vore Mødre gjøre — 
ſom Du ved. Aa, ſaa morſomt det ſtal blive!” 


Ved en Examen i en Stole paa Landet ſpurgte Lereren en 
af Drengene; „Hvad bruger man Brod til?“ — Drengen, der 
ejenſynlig blev forundret over dette ſimple Spørgsmaal, ſva⸗ 
rede rafk: „Til at ſmore Smor paa.” 


Firkantet Nod. Af 7 E, 4 A, 4 N, 4 R, 2 D, 2 K 
og 2 8 dannes fem Ord, ſom ſtrevne under hinanden og laſte 
fra oven og venſtre giver Løsningen paa folgende Gaader: 

Naar førfte ſpigter, gjælder 
det mangen Somands Dod, 
hvor Loven Dommen fælder 
er andet Trøft i Nod; 
det tredje Navnet melder 
paa mangen Pige ſod. 

J fjerde Ord 

jeg ſikkert tror 
et Stedord Du kan finde, 

og femte vil 

nok gribe til 
tidt hver en renlig Kvinde. 


Kieldermend: 1. Hvilke Buer kan mau daarligſt und⸗ 
bære? — 2. Hviltet Mod agtes ringeſt? — 3. Hvad har man 


paa højre Haand, naar man fra Kongens Nytorv gaar op ad 
Oſtergade? 


Oplosninger fra Nr. 7: 


paa den geografiſte Gaade: paa den firkantede Nod: 
85 5 VE R. 
fly. ger. ASE. 
Peru — Ural. Roma. E S A V. 
Ural. | R E VL. 8 
Brevvexling. 


N. L. og Flere, ſom have foreſpurgt om Tillegsbilledet, med⸗ 
deles, at Udg. vel kunde ladet det' medfolge alt for en Maaned 
ſiden, naar hau vilde. ladet Holderne faa et i Trykken 
beſkadiget, eller paa tyndt flet. Papir trykt Billede. At 
fan det ved Uheld under Trykningen fordeervede Traſnit fuld⸗ 
ſtendigt iſtandſat og at faa fabrikeret en Levering nyt fortrinligt 
Tonpapir, har taget langt mere Tid end det kunde forudſes. 


Forſinkelſen er fremkommet ved et ſarlig uheldigt Sammenſtod 


af Omſtandigheder ſom Udgiveren ikke var Herre over, og har 
ſin egentlige Grund deri, at han onſkede at levere Leſerne et 
Billede, der med Henſyn til Udførelfe og Papir var faa ſmukt 
ſom muligt. 


P. S. i 9. „En Efteraarsnat“ vil blive optaget derſom 
et pasſende Billede kan tilvejebringes. 


Hermed følger et Tillægsblad med to Billeder: 
Kriſtus og Kvinden ved Branden, og 
Samſon der felder Løven.” 


Indhold. 


Barndomsbilledet, Fortælling af Emanuel Henningſen (Sluttet). 
— En pigget Velgjorer, af A. Th. J., med Billede. — Vild⸗ 
ledende Ordſprog. — Bibelſte Billeder. — Bognyt. — Husflid: 
Tilvirkning af Strenge i Italien. — Smaating. — Brev⸗ 
vexling. Å 


Udgiverens boer paa Bylovsvej & a. Kjøbenhav n 
. Vesterbro. 


„ Hüsvenuen“, Villedölad for Morſhkabslesuing, Oplysning og Sustlid, udkonmer fif. hver Søndag med et 16-fpalter Ark, forſynet med fler 


Billeder, til 1 Krone Ijerdingaaret, frit lilſendt. 


å Hvert Fjørdingaor medfølger gratis et flort fmukt Jillegsbillede. 
elhvert Vofikonfor og Brepſamlingoſled, i enhver Voglade ſaml hos Hopedkiommigſioneren: 


Bladet lan beſlilles paa 
Audolph Klein, Vileſircde 40, Kjobenhavn. 


Tryet rasa. Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


Stockholm. 


> 
GE ,,,. 


,, 
5 , 
,, 


Central-Tryckeriet, 


Jeg er Opstandelsen og Livet. 


Tillæg til Husvennen. 


. 


III 


Tillæg til Husvennen. Samson fælder Löven. Central-Tryekeriet, Stockholm. 


3. Aargang. 
Nr. 9. Sondagen 


— 


En gammel Jomfru. 
Af Bendix Hanſen. “) 


8. gammel Jomfru! Saa ſnart man 
nævner disſe Ord, former Munden fig til 
et Smil, et medlidende, ſatiriſt, ja ſomme 
Tider ondſkabsfuldt, ſpottende Smil; thi 
man har ſtrax en Foreſtilling, der vel er 

noget forſtjellig hos de forſtjellige Menneſker, men dog 
har et beſtemt fælles Preeg: En gammel, rynket, ſpids 
og tør Kvinde, med et Par ſtikkende Øjne, ſom man 
ffal tage fig i Vare for, fordi de let gjennemſkuer det, 
ſom vi vilde ſkjule, med en ſkrap Tunge, der dømmer 
koldt og ſtrengt og hævder fin Mening med en neeſten 
ukvindelig Sikkerhed og Klarhed, med et Par lange, 
magre Hender, der altid ere i travl Virkſomhed og 
kunne udrette alt med en ærgerlig, pedantiſk Nojagtighed 
og Fuldkommenhed; en Kvinde, der kleder fig ſmag⸗ 
løft, fordi hun bibeholder Ungdommens Dragt, fÉjønt 
Ungdommen for lang Zid fiden er flygtet; en Kvinde, 
der ikke har naaet fit Maal og derfor er til overs og 
overflødig i Verden! Ja ſaaledes tænfer og dømmer 
Verden, den overfladiſke, egenfjærlige Verden; men den 
er kortſynet, den ſer kun paa det udvortes, og derfor 
tænker den fejl og dømmer uretfærdigt; men Verden 
er os, os alle! Hvem fjender de Forhold, der har 
gjort hende til, hvad hun er? Hvem kjender hendes 
Skuffelſer og Tab, hendes Sorg og Kamp? Thi fæmpet 
har hun og ſom ofteſt haardere end de fleſte, og hun 
har ſtaaet alene i Kampen, derfor har hun faaet Mis⸗ 
tro imod fine Medmenneſker, derfor har hun begravet 


) Af denne for Husvennens Læfere fan klare Forfatter, der 
nylig blev bortkaldt midt i ſin flittige Virkſomhed, har 
Husvennens Udgiver endnit liggende adſtillige for Husvennen 
ſkrevne Fortællinger, hvoraf „En gammel Jomfru" er en. 
J naſte Maaned vil en Levnedsſkildring af ham blive 
optaget i Bladet. 


alt i fig ſelv og er bleven vennelss. Kun igjennem 
en lang Rakke Aar kan man lære hende at kjende, og 
da maa man ofte elſke og agte hende; thi da vil man 
trods alt ſande, at hun er en Kvinde, at hendes 
Liv, ja hendes Veſen er en ſtille Opofrelſe, der hverken 
fordrer eller onſker Tak. 


Hvem kjender ikke gamle Jomfru Mine! Hun er 
Sjælen i Preſtegaarden, den virkende, ledende og flys 
rende Aand; det er hende, om hvem Livet ſamler fig, 
og uden hende vilde hele Styret ramle ſammen. Hun 
har altid travlt; men er der Nød og Trang i Nær: 
heden, ſaa har hun altid Tid til overs og bringer 
Troſt og Hjælp til dem, der trænger, og ſaaledes 
ſtrekker hendes Virkſomhed fig ud over hele Sognet, ja 
ſomme Tider endnu længere. Hun er en mild, venlig 
og raadſnar gammel Kvinde, ſom enhver maa, agte og 
ære; men dog, dog ſmiler og ſpotter man ad hende 
ſom en gammel Jomfru! Ja ſaaledes er Verden. 

Jeg kjender lidt mere til hende end de fleſte, om 
jeg end langt fra kjender hende fuldſteendigt, men det 
lidet, jeg kjender, vil jeg her fortælle. 

Hun blev født i en lille Kjebſtad. Hendes Hjem 
var fattigt, men pænt og hyggeligt; thi Moderen havde 
kjendt bedre Dage, og fra den Tid havde hun bevaret 
en fjælden Sans og Trang til at gjøre alt pont og 
kjont omkring fig; men der hvilede en tung og trykkende 
Sky i dette Hjem; Glæden og Lykken ſavnedes. Sendes 
Fader arbejdede paa et Kontor, og Moderen havde en 
lille Forretning med Modepynt; men der var kun faa, 
der ſogte op i Baghuſet, op lad den mørke, ſtejle Trappe, 
for at faa deres Stads. Det var meſt Zjeneftepiger og 
fattige Koner, der gjerne vilde være fine, men kun 
havde lidt at ofre derpaa, hvorfor de ſogte at faa det 
jaa billigt, at Fortjeneſten næften blev til intet, iſcr da 
de ſomme Tider ganſke glemte at betale. Hvor levende 
mindedes gamle Jomfru Mine ſin Moder, og hvor hun 
elſtede hende, denne unge ſtjenne Kvinde med det blege 


" maatte være det. 


Anſigt! Naar der var noget at udrette, ſad hun hele 
Dagen og Aftenen ſtille og flittig ved fit Arbejde og 
afbrodes kun, naar lille Mine blev kjed af at lege alene, 
kom hen til hende og ſtod og betragtede hende opmært- 
ſomt. 


i ſaadanne Ojeblikke ſaa hun jaa mild og glad ud. 

Faderen var en raſk og ftæri Mand med glimrende 
Øjne og fort Skjceg. Han var altid pyntelig og fin i 
fin Paakledning; men han var aldrig rigtig glad og 
tilfreds, og dog onſkede lille Mine jaa, inderlig, at han 
Hver Aften, naar hun havde bedt 
den Bon, hendes Moder havde lært hende, bad hun 
ſtille til Vorherre om, at Fader maatte blive god, god 
imod Moder. Det var det forſte, Livet lærte hende. 
Hun vidſte, at Moder fortjente et godt og venligt Ord, 
og at hun trengte dertil; hun vidſte, at hun var flittig 
og ſparede ved fig ſelv, for at han ikke fulde ſavne; 
men han moeerkede det ikke, han takkede hende aldrig 
derfor. Han holdt ikke af at vere hjemme og tilbragte 
derfor næften al fin Tid i Klubben og paa Gaſtgiver⸗ 
gaardene, og naar han kom til Maaltiderne, var han 
enten tavs og alvorlig, eller han ffjændte paa Moder 
og ſagde haarde og ſlemme Ord. Det var Klager og 
Bebrejdelſer, altid det ſamme, og derfor glemte den 
lille Pige dem ikke. 

„Det er den ſtorſte Feil, jeg har gjort”, ſagde 
han, „at jeg giftede mig med Dig, ſom var et for⸗ 
kjelet og forvænt Barn, opdraget med ſtore Fordringer 
til Livet og uden Evner eller Midler til at tilfredsſtille 
dem; fattig og fin, uden Dygtighed og uden Kraft. 
Var det ikke ſket, ſaa kunde jeg have arbejdet mig frem 
til en ordentlig, ſeloſtcendig Stilling; nu kan jeg blive 
gaaende her og ſlide og flæbe uden Udfigter og Fremtid. 
Havde Du været en kraftig Kvinde, der kunde have 
ſtattet mig og holdt ud, naar det kneb, ſaa kunde jeg 
endda have vovet mig ud til en Kamp; men med Dig 
til Ballaſt, vilde det vere en Dumhed!“ 

„Jeg vilde ſaa gjerne!“ ſparede Moderen og jan 
paa ham med Taarer i Øjnene. 

„Du vilde, ja Du vilde!” afbrød han hende 
haardt, „men Du kan ikke, Du duer ikkel Det er 
Ulykken. g 

Somme Tider ffjændte han meget værre, ſlog i 
Bordet, ſpottede og haanede hende. Da bøjede hun 
Hovedet og ſad tavs og ſtille, og ſaa mente han, at 
hun var ligegyldig, og det tirrede ham endnu mere. 

Men det traf Moderen haardt, det vidſte den lille 


Pige, der ſad ſammenkroben i en Krog, bavende af 


Angſt, jaa hun næppe turde græde. 

Til ſidſt ſprang Faderen op og gik, og han ſlog da 
altid ſaa heftigt med Doren, at hele Huſet ryſtede, og 
den lille Mine ges, og faa var Moderen ſonderknuſt, 
jaa knugede hun ſine Hender mod Anſigtet og græd, 
jaa hele hendes ſpage Legeme ffjælvede, Den lille Pige 


Da tog hun hende op til ſig, kysſede hende, 
ſnakkede med hende og kaldte hende ſin lille Engel, og 


=— 


| 


græd med; men hun faa paa Moderen og glemte alt 
for hende. Hun gik hen til hende, tog hende om Halſen, 
fjælede for hende og kaldte paa hende, indtil hun til ſidſt | 
aabnede fin Favn og trykkede hende til fig. 

„Mit Barn, min egen ſtakkels lille Pige! Ja 
for Din Skyld maa jeg holde ud!“ ſagde hun, og ſaa 
tvang hun fig til at være rolig. 

Det hændtes af og til, at Faderen kom drukken 
hjem midt om Natten, og da var han altid lyſtig, ſang, 
ſnakkede og larmede, lige til han faldt i Søvn; men | 
det var næften det allerværfte. | 

Da Mine blev ftørre, lærte hun ſnart at hjælpe | 
Moderen, og deres Fortjenefte blev derved noget rige | 
ligere; men Fattigdommen var lige ftor, thi af Faderens | 
Jortjenene kom altid mindre hjem, den blev paa Gæjt- | 
givergaarden, hvor han havde muntre Venner og altid 
var vel jet, fordi han var en livlig, begavet og flink 
Mand. Ak, hjemme var han helt anderledes. 

Mine gik til Skole; men der fif hun ingen Venner. 
Hun var ſtille og indeſluttet og venlig mod alle; men 
hun ſluttede fig ikke til nogen; hun havde nok i fin 
Moder og vidſte, at hun trængte til hendes hele udelte 
Kjærlighed; thi hun blev altid blegere og fvagere. Ofte 
var hun jaa jvag, at hun maatte blive liggende iSengen, 
og knurrede faa Faderen derover, og det gjorde han 
mangen Gang, faa tog hun fig ſammen og reiſte fig 
op, for ſtrax efter atter at falde ſammen. 

Hun dode, kort efter at Mine var bleven konfir⸗ 
meret. Hendes ſidſte Dage vare fredelige og ſtille. 
Mine plejede og pasſede hende ſaa godt, hun kunde, og 
Faderen kom kun fjælden hjem og var da altid god ag 
venlig. Det var, ſom gik der en forklaret og befriende 
Lysning hen over hendes vemodige Anſigt, det var, ſom 
loftedes Byrden af hendes Skuldre og Sorgen af hendes 
Hjerte, og hun var gladere og lettere, end hun nogen⸗ 
finde havde været. i 

En lys Sommerdag, da Mine fad alene hos hende, 
ſagde hun: 6 

„Jeg tænfer, Vorherre ſnart tager mig hjem lil 
fig, til det lyſe Rige, hvor. der er idel Salighed og 
Glæde, og der ſkal vi modes en Gang. Gud fie Lov, 
at Du er faa ſtor, min Datter! Ja han vil nok vaage 
over Dig; for Du har været al min Glæde og Troſt 
her i Verden“. Saa laa hun lidt ſtille med Datterens 
Haand i fin, og derpaa tog hun atter til Orde: 

„Du maa ikke være vred paa Fader; thi det er 
ſandt, hvad han ſagde jaa ofte: Vi pasſede ikke for 
hinanden, og havde han ikke haft mig, var det nok 
gaaet ham bedre; thi han er dygtig og begavet. Han 
er munter, livlig og ſterk, og jeg kunde ikke være det 
med ham; vi forſtod aldrig hinanden! Ja det er 
bedſt, at jeg dør! bedſt for mig og bedſt for ham!“ 

Hun tav atter og laa og tænkte, " 

„O, min Datter!” fortſatte hun ſaa. „Der er 
intet jaa vigtigt og alvorligt ſom det, at gifte ſig! 


Gift Dig ikke for tidlig, ikke for hurtig! Selv om 
Du ſkulde finde en Mand, ſom Du elffer jaa højt, at 
Du kunde ofre Livet for ham: Vent og prov Dig 
ſelv og ham; thi pasſe J ikke ſammen, er Lykken for⸗ 


ſpildt. O vær varſom, vær varſom! Glem ikke mine 
Ord; jeg taler af Erfaring — Gud velſigne og be⸗ 
ſtytte Dig!“ É 

Kræfterne toge hurtig af, af, hun havde jo ingen 

Kræfter, og et Par Dage efter ſov hun ſtille hen, uden 

Kamp og Lidelſer og med et ſaligt Haab i fit Hjerte, 

Mine ſad hos hende og holdt hendes Haand, og hun 
fik hendes ſidſte Blik, hendes ſidſte Tanke og Smil! 
Da det var forbi, bøjede hun fig ned over hende, 
kysſede de blege Læber og brød ud i Graad. Hun 
glemte alt i ſin Sorg; hun ſanſede kun, at den, hun 
elſkede hojeſt paa Jord, hendes egen Moder, var død, 
dod! Hun moeerkede ikke, at Faderen var kommen ind, 
førend han blidt traf hende bort fra den døde”. 

„Lad hende hvile i Ro; nu har hun det godt!“ 
ſagde han langſomt og alvorligt. „Sun har lidt meget; 
men hun var en god Kone og en god Moder. Gud 
tilgive os alleſammen!“ San vendte fig bort og græd. 

Ja Faderen var ſorgfuld, meget ſorgfuld. Alle 
de halvglemte Minder fra deres lyſe Ungdomsdage 
vaktes atter, og nu vifte det fig, at han dog havde 
elſket hende, ja elſfkede hende endnu, og det var et Lys⸗ 
glimt i Mines Sorg. „Havpde Moder blot vidſt dette!” 
ſukkede hun. ' 

Da Fordfæfteljesdagen var omme, ſkulde Fader og 
Datter til at begynde deres Samliv med hinanden og 
for hinanden, og det gif bedre, end hun havde ventet; 
de fluttede fig altid nærmere ſammen; thi den Skygge, 
der tidligere havde: ſtaaet imellem dem, fremkommen af 
deres forſkjellige Forhold til Moderen, var nu for⸗ 
jvunden og bleven til et fælles Savn og fælles Minder. 
Han var meget forandret. J Steden for at tilbringe 
ſin Fritid i lyſtigt Lag, ſogte han hjem til Datteren 
og ſad tavs og alvorlig og hørte til, medens hun for⸗ 
talte om den fjære, milde, døde Moder, altid kun om 
hende. Det hændte fig ofte, at hans Anſigt blev ſaa 
underlig alvorligt, og at en Taare ſtjal fig ned ad 
hans Kinder. 

„Ja hun var en god Kvinde, meget for god til 
mig!“ ſukkede han ſaa. 

Og hun elſkede ham for disſe Suk; han blev altid 
mere for hende. Hun troede, at alt nu vilde blive 


godt; men hun tog fejl; thi han var en flygtig, en 


letbevegelig Natur, uden Faſthed og derfor en Bold 
for de vexlende Stemninger. Efterhaanden vendte hans 
gamle, uſtadige Livlighed og Munterhed tilbage. Sor⸗ 
gen var ſom bleſt bort, han ſogte atter hen til fine 
Venner, og kom han hjem til Datteren, vilde han ikke 
høre hende fortælle om Moderen, nej, han vilde ſelv 
fortælle, og han hapde nok at fortælle; thi han var 


altid opfyldt af glimrende Planer og Fremtidshaab. 


— 


En Dag kom han ſtyrtende hjem, ſtraalende af Glæde, 
og fortalte, at han nu havde faaet en Stilling i 
Kjøbenhavn og ſnart ſkulde rejſe, ja reiſe bort fra 


denne lille, trange og kjedelige By, hvor han kun havde 
fundet Pine og Plage, for at begynde Livet for fra og 


efter en ſterre Maaleſtok. Mine ſukkede, hun var ikke 
glad; nu kjendte hun Faderen for godt til at tro paa 
hans Fremtidsdromme; ja Gud fie Lov, ſaaledes havde 
Moderen aldrig kjendt ham, hun var død med Tro paa 
hans Dygtighed og Styrke, hun tillagde fig ſelv alene 
Skylden. 

Det aftaltes imellem dem, at han fkulde reſſe forſt, 
og hun komme, faa ſnart han kunde modtage hende og 
ſkrev efter hende. 

De toge en kjerlig Afſked. Hun ſtod nede paa 
Skibsbroen og vinkede ad ham med Taarer i Øjnene, 
og Hjertet fuldt af bange Anelſer, medens han ſvingede 
ſejersglad, ſtolt og frejdig med Hatten. 

Saa var han borte, og hun var ene, ak ſaa ganſke ene! 

De ſaas aldrig mere. Hans Forhaabninger 
ſtrandede. Han ſkrev ikke, at hun ſkulde komme, men 
da hun anede, at han. alligevel trængte til hende, [od 
hun ham vide, at hun vilde komme for dog at være 
i hans Nerhed; hun kunde jo tage en Plads ſom 
Tjeneſtepige; men dette bod han hende ſaa indtrængende 
at opgive, at hun ikke vovede at gjøre ham imod, og 
jaa blev hun og tog en Plads ſom Barnepige hos den 
ny Lærer ved Latinſkolen. 

Det var unge, lykkelige og derfor ogſaa venlige 
Folk, hun kom til. Fordi hun var ene i Verden, 
fluttede hun ſig til de ſmaa, thi efterhaanden kom der 


flere, med en Kjærlighed jaa inderlig og varm, at de 


hang ved hende, ſom var hun deres Moder, og da 
hun var hjemløs, omfattede hun alt i Huſet, ſom havde 
hun Del deri, ja ſom om det var hendes eget, og 
derfor blev hun agtet og paaſkjonnet, ja behandlet ſom 
var hun et Lem af Familien. Hun havde meget at 
gjøre; thi hun maatte ikke alene pasſe Børnene, hun 
maatte ogjaa foreſtaa Husholdningen, da den lille fine 
Frue ikre kjendte dertil, og det var ikke ſaa ganſke let, 
thi Indtægterne vare ſmaa og fkulde ſtrekke langt. 

Fra fin Fader hørte hun kun en ſjeelden Gang; 
men da hun ffjønnede, at han var i Trang, ſendte 
hun ham i Stilhed al fin Lon. Hendes Husbond, 
der kjendte, hvor tarvelig hun var, og vidſte, at hun 
aldrig ſogte hen til de unges Morfſkab, vilde have at 
vide, hvortil hun brugte ſine Penge, men ikke en Gang 
han fik det at vide. 

Saa kom der Bud, at Faderen var død, død ſom 
en Stakkel, fattig og usſel. Det var en tung Sorg. 
Den manglede ganſke det milde og lyſe, der hvilede 
over Moderens Dod. Hun anede med Gru, at han 
var gaaet til Grunde i. vilde Udfkejelſer; men hun 
ſtjulte og gjemte Sorgen i fit eget Bryſt og græd kun 
om Natten, naar ingen uden Vorherre ſaa det. 


Hendes Husbond. blev forflyttet og fik et Præfte 
fald paa Landet. Sun maatte følge med, hun kunde 
ikke undværes, og hun ſteg til „Husjomfru“. Nu ſkulde 
der føres et ſtort og ſelſkabeligt Hus, thi nu havde man 
Raad dertil, der maatte holdes mange Tieneſtefolk, og 
alt dette maatte den unge Jomfru foreſtaa; men det 
gik godt; thi hendes Dygtighed vandt alles Agtelſe, og 
hendes hjertelige Venlighed vandt alles Hjerter. 

„Du er den kjenneſte og bedſte i hele Verden, lille 
rare Jomfru Mine!“ ſagde Børnene ofte, og at hun 
var en kjen ung Pige, nægtede ingen; thi det var hun. 

En Sommer kom en Student, en Slegtning af 
Fruen, til Preſtegaarden for at tilbringe Ferien der. 
Det var en ſmuk ung Mand, ikke fornem, ſtojende og 


pralende ſom ſaa mange andre, men ſtille og ligefrem. 


Ja han 


Hvor Mine ſyntes godt om ham! Og han! 
ſogte altid at komme i 
hendes Nerhed, han faa 
altid faa underligt paa 
hende, talte med hende og 
vifte hende den ſamme Op⸗ 
merkſomhed ſom de fine 
Damer, der kom i Beſog; 
den ſamme! Nej ikke den 
ſamme; thi over for dem 
var det kun tom Hoflighed, 
men over for hende var det 
Sandhed, det ſkjonnede hun 
ſnart. Hvor hun var ſtolt 
og glad derover! 

Hver Aften, naar Da⸗ 
gens travle Gjerning var 
endt, plejede hun at ſoge 
et Ojebliks Ro og Enſom⸗ 
hed derude i Haven under 
de tætte Syrener. Det ; 
havde han opdaget, og der 

modtes de. Snart bleve 
de jaa fortrolige, ſom havde 
de været gamle Venner. 
Han var det eneſte Menneſke, hun nogen Sinde ganſke 
havde kunnet hengive fig til, ham ſtolede hun paa, og 
med en underlig Tryghed aabnede hun fit Hjerte for 
ham og lod ham ſe alle de gjemte Sorger og tviv⸗ 
lende Tanker. 

Det var den ſidſte Aften, næfte Dag ſkulde han 
vejle. Hun fad alene derude under de tætte Syrener. 
Da kom han og ſatte fig hos hende. Hun reiſte fig 
og vilde gaa, men han bad hende blive, og "jaa. blev 
hun ftaaende, ffjønt hendes Hjerte bankede faa under⸗ 
lig angſtfuldt og ffjønt hun havde en uklar Foreſtilling 
om, at hendes Moder kaldte i det fjerne. Hun kunde 

ikke gaa, hendes Fod var fængslet, og hun blev ftaaende. 

Da lagde han Armen blidt omkring hende og trak 

hende ned til ſig. 


68 


3 11557 U 10 | | 


Edderfuglen. 


„Mine!“ ſagde han, og hans Stemme bavede. 
„Jeg kan ikke reiſe, inden jeg har talt med Dig. Jeg 
eljfer Dig, elffer Dig med hele min Sjæl!” 

„O, det maa De ikke!“ ſukkede hun. 

„Jeg kan ikke andet“, blev han ved. „Det er 
ikke et Ojebliks opölusſende Folelſe; jeg har elſket Dig 
længe, jeg har prøvet mig ſelv; jeg kan ikke leve uden 
Dig! Nu fkal jeg rejſe, men giv mig Dit Lofte, og 


jeg kommer en Gang igjen for at hente Dig!“ 


„O, jeg er ſaa ubetydelig, ſaa fattig og ringe!“ 
ſukkede hun. 
„Nej, nej!“ ſagde han, „Du er alt for mig, alt, 


alt! Du er mit Livs gode Engel; uden Dig er der 


ingen Lykke for mig paa Jorden! O bliv min, bliv 
min!“ 

Hun tav; men. Hjertet bankede, ſom vilde det 
ſprenge Bryſtet. 

Da drog han hende tæt 
ind til fig; hun megtede 
ikke at gjore Modſtand. 

„O Mine, Du elfter 
mig!“ blev han ved, „O, 
ſpar mig, fig, at Du elſker 
mig, ſig det!“ 

„Ja,“ hviſtede hun, „ja 
jeg elffer Dig!“ Og hun 
ſtjulte ſit blusſende Anſigt 
ved hans Bryſt. 

Neſte Dag rejſte han; 
men hans Kjærlighed havde 
hun, hans Breve vidnede 
jo derom, og hun var lyk⸗ 
kelig. Hun blomſtrede ſom 
en Roſe, Verden laa lys 
og herlig for hende, Gle⸗ 
den byggede i hendes Bryſt, 
og den lyſte ud af hendes 
Anſigt og klang i hendes 
frejdige Roſtogklare Latter, 
Hun var ſom forandret. 

Børnene ſaa paa hende med Undren. „Saaledes 
ſkal Du altid være”, ſagde de. „Du maa aldrig mere 
vere ſtille og tavs!“ 5 

Pen det blev hun. 

Hans Breve bleve kortere og koldere, de kom 
ſjeeldnere og ſjeldnere, indtil de ganſke bleve. borte. 
Hun ventede forgjæves; hun var glemt. Det var en 
ny Sorg, en ny Ekuffelſe, mægtigere end de andre, 
thi den gjennemtrengte hele hendes Veſen. Den kom 
langſomt og ſnigende ſom en dryppende Gift. Længe 
vergede hun fig imod den, hun vilde ikke tro paa den, 
men Tvivlen knugede hende i fine Jernarme, og da ſtod 
den værfte Kamp, hun maatte give tabt. Hun blev 
atter ſtille og alvorlig, og i Steden for den frejdige 
Livsglede hvilede der en tung Trethed over hende. 


* 


SAA 


Da var det, hun blev gammel; thi da braft Ungdoms- 
haabet, Ungdomslykken. Hun tænkte paa fin Moder 
og gjemte fin Sorg, ſom hun havde gjemt fin Lykke; 
glemme den, ak! det kunde hun aldrig. 


Benken under de duftende Syrener ſtod tom, den 


Plet ſkyede hun; nu ſogte hun ind i ſit ſtille Kammer, 
og der ſad hun alene, lod Minderne, disſe blege Gjen⸗ 
færd, ſom var det eneſte, Livet havde ladet hende be⸗ 
holde, glide forbi fig og græd. 

; Da hændtes det ſtundom, at Anton, den af Bør: 
nene, der ſluttede fig neermeſt til hende, jagte liſtede 
ſig ind til hende, lagde ſine Arme omkring hendes 
Hals og hviſkede bedrøvet: 

„Lille Mine, hvorfor græder Du? 
gjort Dig Fortræd ?” 

„Nej Dig, Dig ffal ingen rive fra mig; dig vil 
jeg beholde!“ udbrod hun, 
knugede ham heftig i ſin 
Favn og takkede Gud, at 
hun dog endnu havde ham. 

Og Studenten! Ja hun 
vidſte, at han havde vundet 
en rig og dejlig Pige, at 
han havde gjort et godt 
Parti, og nogle Aar efter 
fik hun ham atter at fe. 

San og hans unge Frue 
kom i Bejøg til Præfte- 
gaarden. Hun var en fin 
og fornem Dame, kledt i 
de koſtbareſte Stoffer og 
efter nyeſte Mode, og han 
var en ſtiv og ſtolt Verdens⸗ 
mand, jaa ganſke ulig hin 
unge Student med de tro⸗ 
faſte Ojne. 

„Naa, det er nok Jomfru 
Mine, er det ikke ſaaledes, 
De hedder?“ ſagde han med 5 
et nedladende Smil, da de modtes. „Ja vi to ere jo 
gamle bekjendte!“ og ſiden overſaa han hende ganſte. 

Den Aften græd hun atter; thi det var faa tungt 
at vide ſig glemt, jaa aldeles glemt. af den, man har 
elſket hojeſt her i Verden. 

Tiden gik, og hun blev en gammel Pige, en 
„gammel Jomfru“. 

Anton var Student, men han forandrede ſig ikke, 
"+ han vedblev at være tro, og hun var hans bedſte og 
fortroligſte Veninde. Det gik ham godt; thi han var 
dygtig og flittig, og hun var glad og ſtolt af ham, 
„hendes egen Dreng“, ſom hun kaldte ham. Hendes 
dejligſte Dage var, naar han var hjemme i Ferien, og 
da gjentog han altid, hvad han havde jagt jan ofte, 
da han var Barn: 

„Naar jeg faar et eget Hjem, jaa fkal Du være 


Har mom 


Met Hik 


hos mig, og ſaa ſkal Du rigtig faa det godt, min egen 
gode Jomfru Mine!“ 

Og det var ikke et tomt Ord. Da den Tid kom, 
flyttede hun til ham, indrettede hans Hjem, hyggede 
og værnede om ham med en Moders opofrende Kjær: 
lighed, og da han giftede ſig med en Pige, der ret var 
efter hendes Sind, og ſom hun elſkede ſom han, be⸗ 
gyndte hun ſin Ungdomsgjerning for fra med at ſtyre 


| Sujet og opdrage Børnene; men nu var hun ikke et 


kjcert og uundværligt Tyende, der næften var ſom et 
Lem af Familien, nej nu var hun et Lem af Familien, 
nu havde hun fit eget Hjem. Altid var hun virkſom, 
altid var hun venlig. Der var Velſignelſe ved hendes 
Gjerning, og den var ikke indſnevret, den naaede vidt 
omkring, den ſtrakte fig til mange. Ja hun var visſe⸗ 
ligen hverken til overs eller overflødig. Hun var en 

, lykkelig gammel. Jomfru og 
ſtille, lyſe og venlige glede 
hendes Dage hen. Ja hvem 
kjender ikke gamle Jomfru 
Mine! 


Edderfuglen. 
Af E. Toepfer. 


En jæregen Afdeling af 

Svømmefuglene udgjere 
de jaa faldteDyffeænder, 
der have faaet Navn. efter - 
den ſtore Snildhed, hvor⸗ 
med de kunne dykke og be⸗ 
væge fig under Vandet. De 
fleſte Arter af dem holde fig 
til Havet, hvor de ofte dykke 
til en Dybde af 300—360 
Fod for at hente Næring, der 
beſtaar af Fiſke, Krebsdyr, 
Orme og Bleddyr. Medens 
de med ſtor Leched tumle ſig paa Havet, ſom er deres 
rette Element, bevæge de fig derimod kun daarligt paa 
Landet, hvor deres Gang er meiſommelig og vraltende, 
da deres Fodder ſidder langt tilbage paa Kroppen. 
Vingerne ere temmelig korte, hvorfor Flugten heller 
ikke er god. De ruge ofte i Selſkaber, ſom ikke ſjceldent 
danne hele ſtore Samfund, hvor. der herſker en ſaa 
god Forſtagelſe mellem Hunnerne, at flere af disſe 
ofte endog lægge deres Æg i en og ſamme Rede; de 
ruge da ſkiftevis og tage fig ſenere med megen. Omhu 
af Ungerne. Flere Arter af Dykkecenderne ere af Vig⸗ 
tighed for os, da de forſyne os med de bedſte og bladeſte 
Fjer og Dun til vore Sengedyner. Kjodet har derimod 
ingen videre Verdi hos de fleſte Arter, paa Grund af 
dets ubehagelige, trannede Smag. Den markeligſte af 
disſe Dykkecender er Edderfuglen eller Edder⸗ 


70 


anden, ſom ſes paa foranſtagende Billede. Den er 
omtrent dobbelt faa ſtor ſom vor tamme And. Panden, 
Halen, Ryggen og Dakfjerene paa Vingerne ere hvide, 
Forbryſtet rodlig og Kinderne lyſegronne, den øvrige 
Del af Kroppen er ſortebrun og Vingeſpejlet ſort. 
Øjet har en ſmuk rødbrun Farve, Nabet er grongult 
og Fødderne olivengronne. Hunnen er lidt mindre 
end Hannen og har ikke faa. ſmukke Farver ſom denne. 
Hovedfarven er brun med mørkere Tegninger. Kyſterne 
af de nordlige Lande og Oer i Evropa og Amerika 
ere dens egentlige Hjem. Hos os ruger den kun paa 
enkelte Oer i Kattegat og paa Kriſtianss, men om 
Efteraaret og Vinteren kan man ofte ſe ſtore Flokke 
af den ved vore Kyſter, hvor der er dybt Vand. 
J den nordlige Del af Norge og iſcer paa Island og 
i Grønland findes den i ſtorre Mengde. Den ſvommer 
hurtigere end de andre Dykkecender og er en Meſter 
i at dykke til meget betydelige Dybder. Dens Gang 
og Flugt er derimod lige ſaa daarlig ſom de andre 
Dykkecenders. J Juni eller Juli begynder dens Ruge⸗ 
tid; Hannen og Hunnen gaa nu i Land for at opſoge 
et pasſende Rugeſted, hvor der er god Ro. Paa denne 
Tid ſynes Edderfuglen aldeles at forandre ſin Natur. 
Den er nemlig ellers meget ffy, men viſer i Rugetiden 
ſaa lidt Frygt for Menneſkers Nerhed, at den endog 
ofte ſoger hen til deres Boliger 
en rigtig lun Plads til Rugeſted. Den kan der under 
Tiden blive en meget beſperlig Gjeſt, men Beboerne 
tage den dog ſom ofteſt med Venlighed under deres 
Beſkyttelſe, da de bløde Dun, ſom den efterlader i 
Reden, naar Rugetiden er forbi, er et rigeligt Vederlag 
for den udviſte Gjeeſtfrihed. Den ſimple Rede dannes 
af Kviſte, Gres, Tang eller Straa og fores indvendig 
med brunlige Dun, ſom Hunnen river af ſit Bryſt. 
J denne Rede lægges 6—8 Æg, ſom ere graagronne 
og have en aflang Form. Saa fnart Wggene ere 
lagte, ſoger Hannen atter ud til Havet, hvor den 
ſlutter fig til andre Hanner. Hunnen derimod, bliver 
trofaſt ved Reden og ruger paa Wggene, ſom den 
meget omhyggelig tildokker med Dun, naar den om 
Morgenen forlader Reden en kort Tid for at hente ſig 
Nering i Havet. J Rugetiden lader Hunnen ſig, 
ſom før nævnt, ikke ſkrœkke af Menneſkers Nerhed, den 
er da faa lidet fy, at man endog kan løfte den op 
fra Reden, uden at den gjør Forſog paa at fjerne fig 
fra denne. Rugningen varer i Reglen 25 eller 26 Dage. 
Naar Ungerne komme ud af Æggene, ere de ſtrax 
rigeligt forſynede med en tet Dragt af brogede Dun. 
De kunne ſtrax efter at være komne til Verden jvømme 
og dykke med megen Jærdighed, hvorfor Moderen ſnart 
fører dem ud til Havet paa fin Ryg, hvor hun ſtrax 
dykker under med dem og lader dem holde Svomme⸗ 
øveljer. Naar de ere trætte ſoge de op til Moderens 
Ryg, hvor de hvile fig i Sikkerhed. Havet er nu 
deres Hjem og Tumleplads, ſom Moderen kun forlader 


Reijſende, 
en Rejje, ſom han 


for der at kunne finde 


med dem, naar Sogangen er meget ſteerk. Skulde 
Moderen omkomme, vil Ungerne dog ikke lide nogen 
Nod, da de ſaa ſtrax ſlutte fig til en anden Flok 
Unger, hvis Moder viſer dem den ſamme Omhu og 
Kjærlighed ſom fine egne Born. 

Grønland og Island ere ſom for nævnt de Steder, 
hvor Edderfuglene findes i ſtorſt Mængde, Den engelſke 
Mackenzie, omtaler dem i en Skildring af 
gjorde til Island, af hvilken her 
anføres et fort Uddrag. „Da vor Baad nærmede fig 
Strandbredden“, ſiger han, „kom vi gjennem hele 
Flokke af disſe ſmukke, vingede Skabninger, der næppe 
gjorde fig den Umage at vige af Vejen for os. 
Mellem Landingspladſen i Reykjavik og den gamle 
Stiftsamtmands Hus var Jorden bedekket med dem, 
og man maatte gan med Forſigtighed for ikke at træde |. 
paa deres Reder. Andrikkernes Skrig lignede meget 
en Dues Kurren, og de vare endnu tammere end vore 
almindelige tamme Wnder. Hunnerne fad i ſtort 
Antal paa deres Reder rundt om Huſet, paa Have⸗ 
muren, ja endog inde i Huſene og i Kirken. De, der 
endnu ikke havde ruget længe, forlode under Tiden 
deres Reder, naar man kom nærmere, men de, der 
havde mere end et eller to Ag, fad ganſke ſtille, lode 
fig berøre og bevægede fun under Tiden ganffe ſagte 
deres Næb for at fierne vore Sænder, Rederne vare 
forede med Dun, fom "Fuglen tager ud af fit eget 


Bryſt; rundt om Reden har den en tilſtrakkelig Mengde 


Dun liggende til at dekke Aeggene med, naar den 
gaar ud for at ſoge Naring. Dunene tages fra Re 
derne paa to forſkjellige Tider, og under Tiden maa 
den ſtakkels Edderfugl endnu en Gang plyndre fit 
Bryſt. Naar Hunnen har udtømt fit Forraad af 
brunlige Dun, giver Hannen ogſag fin ſnehvide og 
roſenrode Pragtkledning til Bedſte for Ungerne. 
Aöggene, der ſkulle være meget lakre, roves ligeledes 
i ſtort Antal.“ 

Paa Island og i Grønland viſes der kun ſjeldent 
megen Skaanſel mod Edderfuglene; man dræber dem 
i Mengde for at kunne faa flere af de koſtbare Fier 
og Dun. Denne Fremgangsmaade er imidlertid til 
ſtor Skade for Beboerne jelv, da Edderfuglene ved den 
henſynsloſe Forfolgelſe allerede ere kjendeligt aftagne 
i Tal, hvorved Udbyttet af Dunene, ſom er en ikke 
ringe Indtegtskilde, er bleven mindre Aar for Aar. 
Grønlænderne forfølge endog Edderfuglene paa Havet 
i deres lette Baade eller Kajakker. Saa ſnarr Fuglen 
mærker, at den bliver forfulgt, dykker den under, men 


det hjelper ikke, da de opſtigende Luftblerer viſe Grøn- 


lenderne den Vej, han ſtal folge, og naar den atter 
kommer op til Vandets Overflade for at aande, dræber 
han den med ſit Spyd. Han bruger dens Kjod ſom 
Nering efter forſt at have flaaet Huden af, der med 
Dunſiden indad afgiver et meget nærende Foer til 
hans Vinterdragt. 


71 


Naar man vil drive Indſamlingen af Dunene 
paa en fornuftig Maade, bor man nøjes med kun at 
ſamle de Dun, ſom Fuglen lader blive tilbage i Reden, 
efter at Udrugningen er forbi. Naar Edderdunene 
tages af Reden, ere de blandede med Fjer og Straa; 
de maa derfor renſes omhyggeligt, inden de komme 
i Handelen. Af hver Rede kan man faa godt et 
et Fjerdingspund renſede Dun. Disſe Dun ere almin⸗ 
delig bekjendte og ſkattede for deres Lethed, Blodhed 
og Evne til at varme, hvorfor de ogſaa ſtaa i høj 
Pris og betales med omtrent 20 Kroner Pundet. 
Nogle ſterkt ſammentrykkede Haandfulde af dem ere 
tilſtrekkelige til at fylde en hel Dyne med, ſom er i 
Stand til at byde den ftrængefte Vinterkulde Trods. 


Slagtemaſken. 


fran fkmanden Bruneau, Formand i Kommisſionen 

for Villette⸗Slagtehuſene i Paris, har for et Par 
Aar ſiden opfundet et Redſkab, der ſynes fuldſteendig 
at kunne afhjælpe de Mangler, der ere forbundne med 
den fædvanlige Maade, hvorpaa Stude og Køer ſlagtes, 
og han har derfor ogſaa faaet en Solvmedaille af det 
franſkle Selffab mod Dyrplageri. Dette Redſkab, 
Slagtemaſken (Bouterole), har fundet megen Udbre- 
delſe i Udlandet og ſkal ogſaa være bleven godt mod⸗ 
taget af Slagterne. Det beſtaar, ſom hosſtaagende 
Billede viſer, af en Leedermafke, der ſpeendes ſaaledes 
paa Dyrets Hoved, at Øjnene fuldftændig daekkes, jaa 
Dyret intet kan ſe. Midt i Maſken findes en ſteerk, 
rund Jenplade, gjennem hvis Midte en ſteerk Staalbolt 
er anbragt ſaaledes, at den ſtaar lodret paa Pladen 
og kan ſkydes gjennem et i denne boret Hul. Den 
indvendige, imod Dyrets Hoved vendte Ende af Bolten 
er udhulet, ſaaledes at der fremkommer et et Par 
Tommer dybt Hul, hvorimod den udvendige Ende, der 
rager ud over Jernpladen, er forſynet med et ſtort 
Hoved. Naar Dyret faar denne Maſke paa, har det 
ingen Anelſe om, hvad der foreſtaar det, og et Slag 
med en Trakolle pan Hovedet af Bolten er tilſtrekkeligt 
til, at Dyret ſtyrter dod om, ſom truffet af Lynet. 
Ved dette Slag drives Bolten ind i Dyrets Hjerne, 
og ſamtidig trænger den Smule Luft, der findes i 
Boltens Hulhed, med ind i Hjeernen; denne Luft, der 
opvarmes paa Grund af den ved Slaget fremkaldte 
ftærfe Sammenpresning, bidrager i høj Grad til den 
hurtige Virkning, thi Døden indfinder fig inden 1/2 
Minut. Da Bolten danner lige ſom en rund Kniv 
i den mod Dyrets Pande vendende hule Ende, kan 
den naturligvis langt lettere trænge igjennem Pande⸗ 
ſkallen, end den tykke Knaſt paa en almindelig 
Slagteoxe. 


Maſken maa ved Remme ſpendes ſaaledes, at den 


ikke kan forſkyde fig, og Bolten maa helſt komme til 
at ſtaa omtr. 4 Fingersbredder over Øjnene; anbringes 
den længere nede, maa Slaget være jaa meget ſteerkere. 
Er Maffen ſpendt rigtig, ſkal ſelvb en Dreng med 
Lethed kunne fælde det meſt tykpandede Dyr. 

Slagtemaſken var udſtillet paa Landmandsmodet 
i Viborg, men da den, ſom for ſilde anmeldt, hverken 
var anført i Kataloget eller blev bedømt af Dommer⸗ 
komiteen, tiltrak den fig ikke den Opmeerkſomhed, ſom 
den ellers ſikkert vilde have fundet. Den faas hos 
Hr. Forvalter F. L. Bech, Veſterbrogade 45, Stuen 
Kjobenhavn, for 25 Kroner. 

(Ugeſk. f. Lmd.) 


Naadig ſluppet. 


„Hor, Meſter, Du er en Skelm til at ſy; 
de Støvler, jeg fif i Gaar, trakker Band, 


| endſkjont de er ny...“ 


„ Hvad ſiger Du? „Skalm!“ .. . en, Skelm!“ — nej her 
det er dog for galt, min gode Mand; 

aldrig har nogen det budt mig for. 

Kom an! — jeg ffal varme Dit Øre! 

Se der har Du den! — og den! — og den! 

Saa! — lad mig nu høre, 

om Du tor ſige det om igjen!“ 


„Ab, av! er Du raſende? Du er jo ner ved 

at ſlaa mig fordærvet ! 

Tre Tender Du flog mig i Munden ind 

og bræffed min Tommel og flænged min Kind...“ 


„ .. Ja, det er nok noget at ſnakke om! 

Hvis jeg havde ſogt Politiets Dom 

og meldt Dig for Din uartige Mund, 

jaa havde Du faaet en Mulkt, Din Hund; 

ſaa Du maa nok ret Din Lykke priſe, 

at her jeg min egen Lov har fulgt! 

Hvis Du havde faaet en Daler i Mulkt, > 
det havde nok været en anden Viſe! 


—ů 


Kitning af Vinduer i Falſen. 


Det er ofte Tilfældet bande med nyere og iſer med gamle 
Vinduer, at de ere faa aabne i Falſen, faa det træffer ind; 
denne ubehagelige Træt kan undgaaes ved at kitte dem i Falſen, 
og dette kan meget godt gjøres ſaaledes, at de alligevel kan 
aabnes. Herved har jeg drugt folgende Fremgangsmaade. 

Til almindelig tykt Hvedemels Kliſter tilſcttes, faa ſnart 
dette er taget af Ilden en ligeſaa ſtor Portion almindelig god 
Fernis, hvilket røres omhyggeligt ſammen. Har man nu en 
Malerfliſe røres dette ſammen med almindelig godt tert vand⸗ 
revet Kridt; men i Mangel af Fliſe kan man arbejde det ſammen 
paa et glat Stykke Bret med en Traſpartel, indtil det faar en 
Tykkelſe af en temmelig blød Dejg. 

Nu aabner man en Vinduesramme og med det oven om⸗ 
talte Kit fyldes ferſt den bageſte Fals, herpaa legger man en 
Strimmel Avis Papir paa 2 à 3“ Brede og lukker nu Vin⸗ 
duet, til Krogene kan ſattes paa, det overflødige Kit vil da 
trykkes ind, faa man kan ſkrabe det af indvendig fra. Dernaſt 
aabnes Vinduet igjen, og nu kitter man den overſte og nederſte 
Fals, og tilſidſt den forreſte Fals. 

Faar man noget Kit til overs, kan dette gjemmes i en 
Krukke, og da maa man lægge en grov Lerreds Klud, ſom 
gjeres dygtig vaad, lige paa Kittet. 

Vandrevet Kit og Fernis kan man i Regelen faa hos enhver 


Kone en Gang bemarkede 


72 


Kjøbmand, en Treſpartel kan man lave ſelv, 
helſt af en tynd Plade Bogetre, 6 à 8“ lang, 
3“ bred og “ tyk af Form ſom hosſtaaende 
i Tegning. Man gjør bedſt i før Brugen at 
overſtryge den med Fernis og lade dette tørre godt. 9. F. 


Som en meget alſidig 
Husflidsdyrker fortjener Hus⸗ 
mand Niels Hvejſel i Ol⸗ 
holm at fremdrages ſom 
Monſter. Han ſysſelſetter 
fig neſten med alt Husflids⸗ 
arbejde, ſaa at det, ſom en 


til Indſenderen, fkulde være 
noget underligt, man ikke 
kunde faa lavet hos N. Hvej⸗ 
ſel. Det er interesſant at 
komme ind i hans Varkſted 
og fe, hvorledes han fnart 
laver nyt ſnart iſtandſetter 
gammelt, ſnart arbejder i 
Blik, ſnart i Jern og ſnart 
i Tre; af Blikkenflager⸗ 
arbejde laver han en ſtor 
Mængde, ſaaſom Kaffekander, 
Vaſkefade, Rivejern, Malke⸗ 
ſpande, Kasſeroller, Vand⸗ 
oſer, Dorſlage, Skummeſkeer 
o. ſ. v.; det meſte i hans 
Hus har hau ſelv forfærdiget 
lige fra Drikkekar, til ſin 
Arbejdslampe, hvoraf han 
har lavet alt, Oljebeholder, 
Stjærm og Stivere, med 
Undtagelſe af Branderen, 
ſom for lengſt af dens tidligere Ejer var kasſeret, og ſom hau 
tilfeldig fik i Eje. Han er ogſaa „Kopſœttermand,“ og han har 
til dette Brug ſelv lavet ſine Kopper, ja endog lavet en Del til 
andre „Kopſcttermand“. Af Traarbejder laver han Hulſkovle, 
Kaſteſtovle, Skovle, en ſtor Mangde Begſtryger, River, Skeer, 
Smortruge o. m. m. Han klinker og limer Glas og Porcelæn, 
er Skorſtensfejer og Uhrmager, Slagter og Glarmeſter, og det 
alt uden at have lært. Der kunde nævnes meget mere, ſom han 
kan forferdige; men for Pladſens Skyld faar dette være nok. 
At hans Arbejde ikke ganffe har været” Snurrepiberier, ſom 
Husfliden fra en enkelt Side er kaldet, ſes af, at han har haft 
en ſtor Familie, endog i længere Tid 9 Menneſker daglig, i et 
jordloſt Hus, og dog forſtaffet den anſtendig Føde og Klader. 
Det var onſteligt, om mange, for hvem det maafke fer ſurt nok 
a lere af ham at tage fat paa et eller andet Husflids⸗ 
arbejde. ' 


. 


Smaating. 
Firkantet Nod. 
2 N, 2 P og 1 8, dannes 4 Ord, ſom ſtrevne under hinanden 


og leſte fra venſtre til hojre og fra oven og nedad giver Los⸗ 
ningen paa folgende Gaader: 


Mit forſte dagligen bliver brugt 

Til faſt at hefte Kladerne ſmukt, 

Mit andet findes i Jydernes Land 
Ved Fjordens ſtille lysblaa Vand. 

Mit tredje var Faarehyrde god 

Som paa Vorherre ſig kun forlod. 

Mit fjerde er ved Vintertide godt 
Iſcr naar man ret vil viſe ſig lidt flot. 


En gad Ade. fx 


Af 2 A, 2 5,13 E, 1 % E | 


Barnligt. „Hor Farbro'er, hvorfor har Du klippet begge 


Orerne af Ami?“ | 

„Kan Du ikke ſe, at den er bleven meget kjennere, ſiden 
den er bleven af med de ſtygge lange Oren?“ 

„Jo⸗o — — (ſer opmarkſomt afvexlende paa Hunden og 
den gamle). „Hor Farbroer, ved Du hvad, jeg vilde, hvis jeg 
var Farbro'er?“ ; 


„Na! hvad vilde Du 
jaa?” 

„Jo, faa vilde jeg ogſaa 
have Orerne klippet af!“ 


É Ærlighed. J en Pro⸗ 
vindsby havde en Mand 

kfobt et Parti Sukker, hvori 
der var blandet Sand. 
Han lod da en Bekjendt⸗ 
gierelſe derom indrykke i et 

—Blad, med Tilfejelſe, at 
naar den, der ſaaledes hav⸗ 
de bedraget ham, ſendte ham 
8 Pund godt Sukker, vilde 
han fortie Navnet. Naſte 
Dag modtog han — ni ſaa⸗ 
danne Pakker. 


En god Veghndelſe. 
„Du fkal ſtrax rømme mig 
Hoffet, Slyngel,“ ſagde en 
Fyrſte en Gang til ſin Hof⸗ 
nar, ſom havde ſpillet ham 
et Puds der var vel groft. 
„Strax, Deres Hojhed,“ ſtreg 
Narren med et fornøjet Hop, 
„ſaa vil jeg begynde forſt 
med Solvkammeret“. 


Oplosninger fra Nr. 7: 


Svar paa Kiceldermœendene: 1. Albuer. — 2. Ar⸗ 
mod. — 3. Fem Fingre. 7 


AN K E R 
Den firkantede Nod: 


Breppexling. 
J A. Ronek. En Veiledning til Udſtopning af Fugle og 
Dyr fkal nok ved Lejlighed blive meddelt. 


Flere Brevffrivere meddeles, at Oktober Kvartal 1874 er 
udſolgt og ikke kan faas ſerſtilt. Derimod kan hele andet Bind 
endnu faas ſamlet. 


Palle Fl. takkes for tilſendte, ſom vil blive optaget ved 
Lejlighed. i 
H. F. takkes venligſt for den gode Meddelelſe. 


H. K. M. i 5. Navnene i den geografiſte Gaade ere for 
vanfkelige. Gaader, hvori der findes Navne, ſom man ikke tør 
forudſette ere kjendte af Bladets Laſere, optages i Reglen ikke. 

Hans Vaber. Tak! men kan ikke bruges. 

Marx. Oplysning om Limfarve ſtal ſnart komme. 


Indhold. 


En gammel Jomfru, af 1 Hanſen. — Edderfuglen, af 
E. Toepfer, med Billede. — lagtemaſten, med Billede. — 
Naadig ſluppet. — Husflid: Kitning af Vinduer i Falſen, me 
Billede. — Smaating, med Billede. — . . 


Udgiveren boer paa Bylovsvej 8a. Kjøbenhavn. 


A Husvennen“, Villedblad for. AorfRabsfæsning, Oplysning og Husflid, 
Billeder, lil 1 Kroue Fjerdinggaret, ſrit tilſendt. 


Hpert SFjerdingaar medfølger gratis et Mort fmukt Jillægsbillede. 


D —— 


udkommer til hver Søndag med et 16-fpaltet Mrk, forfyrtet smed flere 
Bladet Kan Beftilles paa 


ä — 


elhvert Pofikontor og Brenlamſingsſled, i enhver Boglade ſamt hos Hovedſtommisſioncren: Rudolph Klein, Vifefiræde 40, Kjobenhavn. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


* 


Nr. 10. Semdagen d. 5. Dereember 


Jernkreemmer Eg. 
Stockholmsbillede af Auguſt Blanche. 


Han kaldtes i Almindelighed „kongelig Hofjern⸗ 


Kjøbenhavn. 
9 
1825. 


„Jo viſt har han det“, vidnede disſe. 

„Nej, men jeg har en Hoppe“, berigtigede Eg. 

„Det kommer ud paa et“, mente Politimeſteren. 

„Viſt 57 forklarede Eg, „thi i Folge Natur⸗ 
bhiſtorien jaa... 


kremmer“, efterſom han jelv ſagde, at han ønffede | 
ſig en ſaadan Titel paa Grund af, ſom han udtrykte 
ſig, at „Hoffets og hele den fornemme Verdens Skjode⸗ 
hunde altid kjobte deres Halsbaand i hans Bod“. | 

Han var lille, trivelig og rodmusſet, gik hele | 
Dagen. igjennem paa Bevartningsſteder, forterende 
hvert Sted blot en lille Pommeransſnaps, ſom han 
ſkyllede ned med et Glas Tyndtol, medens han altid 


„Ti, Herre! “ befalede Politimeſteren; „J ved, at 
J fkal kjore Vand ved Ildebrande“. 
„Skal jeg kjore?“ 
„Ja, min Herre! og reſoner ikke!“ i ER 
„Nej, det er min Karl, ſom fkal kjore“. 
„Det er et og det ſamme!“ 
„Viſt ikke“, ſagde Eg, „thi i Folge Selber 
ſaa 


gav „Tiltygget“ (0. det man faar at bide paa til en 
Snaps, ſedvanlig et Par Smaatvebakker), til fin tro 
Faolgeſvend, en lille fed og lavbenet Hund med for⸗ 
ſolvet Halsbaand, hvorpaa der var graveret et Slags 


Vaaben, foreſtillende et Hundehus med en Mundkurv 


over, ſom blev baaren af tvende korsſtillede Benknokler. 
Indſkriften under dette Vaaben var: „Jeg er Jern⸗ 
kreemmer Egs Hund — hvis Hund er Du?“ 

En Gang var han ftævnet op for Politiet, fordi 
han havde forſomt at kjore Vand ved en Ildebrand. 

„Er J Eg?“ begyndte Politimeſteren Forhoret. 

„Nej“, ſvarede Eg. 

„Hvad for noget, J Fehunde!“ raabte Politi⸗ 
meſteren, vendende ſig til Politibetjentene; har I nu 
igjen opkaldt en urigtig Perſon? Har J ikke kaldt 
Jernkremmer Eg?“ 

„Jo, det er Hr. Eg“, oplyſte disſe. 

„Javiſt er jeg Hr. Eg“, indrømmede Jeynkrœem⸗ 
meren. 

„Naa, hvorfor nægtede 
Eg?“ 

„Nej, Eg er et Tre, men jeg er Jernkroemmer“. 

„Naa, J har jo en Heſt?“ 

„Nej, det har jeg ikke“. 

„Har han ikke en Heſt?“ ſpurgte Politimeſteren 
Betjentene. 


J det faa nys? J er jo 


„Li, min Herre! og hør efter!” ſkreg Politimeſteren 
forbittret, „hvis J ikke ved næfte Ildebrand ordentlig 
indfinder Jer med Heſt og Vandtonde, ſaa ſkal jeg, 
jaa ſandt jeg lever, hjælpe Jer, jeg!“ 

„Takker ydmygſt“, yttrede Eg og traadte af. 

Nogen Tid derefter indtraf en ny Ildebrand, og 
Eg blev igjen fort efter opkaldt for Politiet. 

„Naa, nu har J jo igjen været paa Spil!” raabte 
Politimeſteren ham i Mode, 

„Jeg! Paa Spil? Hvor?” ſpurgte Eg. 

„Ved Ildebranden, begriber J vel“. 

„Nej, for jeg var der ſlet ikke“. 

„Men det var dog ſtrengeligen paalagt Eder at 
indfinde Jer med Heſt og Vandtonde“. 

„Ja, det var ſaa“. 

„J trodſer altſaa det kongelige Politis Paabud?“ 

„Nej, men hvis jeg ikke kom, ſaa lovede Hr. 


Politimeſteren jo ſelv at hjælpe mig denne Gang“. 


„J bøder 38 Mk. Banko”, dømte denne, gjorende 
kort Proces. 


Eg fremtog en Seddel paa 10 Rd. Banko for 


ſtrax at erlægge Boden. 


„Betal med lige Penge!“ buldrede Politimeſteren; 
„tror J, at her er et Vepelkontor?“ 

„ Ovad der er for meget, giver jeg til Reh undene 
der“, forklarede Eg, pegende paa Politibetjentene, 


„Min Herre!“ raabte Politimeſteren, udſtjcelder 
J Politiets Betjente midt i...” : 
„Jeg har ikke hørt noget andet Navn paa dem 
her”, fvarede Eg. 
»Ud med Jer!“ brolede Politiets Overhoved, og 


Eg blev fra den Dag af aldrig bejværet af det konge⸗ 


lige Politi. a 

En Aften ſad Eg i det inderſte Verelſe paa Voerts⸗ 
huſet Hamborgerbers. Som han allerbedſt fad, 
rogende fin Pibe og nippende til fit ſedvanlige Glas | 
Tyndtol, faa han flere Perſoner træde ind i Væreljet | 
og jætte fig omkring et jtørre Bord midt paa Gulvet. 
Dernceſt faa han dem fremsage Papir, Penne og Blæt, | 
ſamt en af Herrerne ſammenfolde Papir til en Protokol. 
Han opdagede ſtrax, at det var et Fallitmode eller 
Fordringsejere, ſom vare komne ſammen for at raad⸗ 
ſlaa om Boets Anliggender og tage Beſlutning om 
Skyldnernes Skebne. Eg kjendte hverken Kreditorerne | 
eller Skyldneren, en Skomager paa. Norr⸗Malm, ſom 
naturligvis ikke var til Stede; men da han horte, med 
hvilken Skaanſelloshed den ſtakkels Skomager blev be⸗ 


handlet, deltog han i Forhandlingen, ſom om han 
ogſaa ſelv var Fordringsejer. 
den Mening, at Skyldneren ikke burde nyde nogen 
Underſtettelſe af Boet, uagtet man ved det foreſlagede 
Salg af hans Værktøj vilde berøve. ham Midlet til ved 
Arbejde at opholde Livet. Det var Urimeligheden af 
et ſaadant Forhold, ſom Eg tog ſig den Frihed at 
paapege. 


„Men“, indvendte en af Kreditorerne, „Skyldneren 


er det meſt uefterrettelige Beſt, man kan tænde. fig, 
en doven Hund, ſom daarlig pasſede ſin Bedrift, men 
gik og drev mindſt den halve. Dag“. 

„Gik og drev?” gjentog Eg, „det var fuldlommen 
i ſin Orden. Naar en Skomager driver, mine Herrer, 


faa gjør han det for fit Haandverks Skyld — det er 
en Maade at prove, hvad Foden taaler, og hvor Skoen 


trykker. Han ſkulde, hvis han hele Dagen ſad ſtille | 
paa fin Trefod, ſnart glemme, at Menneſkets Fod har 
baade Vriſt og Hal, for ikke at tale om Tæerne, mine 
Herrer, disſe folſomme Dele af Menneſkekroppen, mine 
Herrer! ... Jeg erklerer derfor paa. det hojtideligſte, 


Alle lod til at være af | 


at den Skomager, ſom driver, eller, hvilket er bet 
ſamme, under Gangen tramper ſig ſelv paa Fodderne, 
han er en Martyr for ſin Kunſt, mine Herrer, han | 
lever og virker for Verdens Lykke i Almindelighed og 
fine Kunders i Serdeleshed, og han fremmer Menneſke⸗ 
hedens Fremſkridt, Velfcerd og re”. 


Kreditorerne, af hvilke de fleſte vare Haandværkere 
og deriblandt et Par Skomagere, ſtirrede forbloffede 
paa Taleren. Der laa noget parlamentariſk, noget 


rigsdagsmeesſigt i hans Foredrag, iſcer i det ofte gjen⸗ 
tagne: „Mine Herrer!“ ſom unegtelig maatte gjore ) 
Virkning. : | 

„Men“, udbrød en anden Kreditor, „det er egent⸗ 


lig ved fin naragtige Forfengelighed, at han har rui⸗ 
neret ſig. Han havde næppe gjort fit Meſterſtykke og 
ſvoret Borgereden, for han lod ſig indſkrive blandt 


Borgerſkabets Kavalleri, lagde fig Uniform til og havde 
Part i en Heſt ſammen med en Skreder, ſom ogſaa 


har „ſlaaet Vanterne i Bordet” (9. har ſpillet Fallit). 
Han ſyntes, at Infanteriet var for ſimpelt; der er 
ingen Skam i denne Skomager“. : 

„Mine Herrer!“ tog Eg paa ny til Orde, ,, tillader 
mig at bemerke, at Skomageren, ligeſom ogſaa Stræ- 
deren, juſt i Folge ſit Fag er mere pasſende for Ka⸗ 
valleriet end de fleſte andre Haandværkere. Lige fra 
de forſte Lœreraar vænner han ſig beſtandig til at ſidde 
i en foroverbpjet Stilling, aldeles i Overensſtemmelſe 
med den engelſte Ridekunſt; og der ligger desuden i 
ſelve Navnet Spandrem noget, ſom minder om Heſte, 
mine Herrer! Anderledes med Kjobmandens. Vant til 
at ſtaa bag fin Diſk og gaa frem og tilbage paa Borſen 
ſom en Forpoſt, eller ſpringe ved Skibsbroen fra Tonde 
til Tonde ſom en Blenker fra Tue til Tue, er han kun 
egnet til Infanteritjeneſten. Man dadler Skomageren 
og Skrederen, fordi de havde hver fin Part i en Heſt 
eller hver fin Heſtehalvdel; men jeg for min Del, mine 
Herrer, vilde onſke, at dette om Sparſommelighed og 
Samdregtighed vidnende Exempel blev efterfulgt af 
vor koſtbare Heſtgarde, ſaa at man endelig en Dag fik 
den Glæde at ſe to Heſtgardiſter paa en Heſteryg, 
hvilket vilde have en betydelig Lettelſe i vore Skatter 
til Folge. Ja, mine Herrer, det er juſt disſe Skatter, 
ſom tære paa Haandveerkerens Velſtand, bringe ham 
til Ruin, til Tiggerſtaven. Derfor, naar jeg” hører, at 
en hæderlig Haandveerker har „ſlaget Vanterne i Bordet”, 
jaa ſporger jeg mig ſelb: „Hvor i Himlens Navn har 
han faaet Penge fra til Vanterne?“ 

Dette ſidſte battede ifær og lonnedes med de Til⸗ 
ſtedevcrendes ſtore Bifald, og hvordan der end droftedes 
i ſamme Retning, ſaa kom Skyldneren til Slutning 
ikke blot til at beholde alt fit Værktøj, men ogſaa 
nogle Kroner daglig til Underhold. Protokollen, 
hvori denne Vedtagelſe nøjagtig blev indført, blev op⸗ 


' læft, tiltraadt og underſkreven af alle Kreditorerne ved 
| det ſtore Bord, hvorefter Notarius rakte Protokollen til 
Jernkrœmmer Eg. 


„Med ſtorſte Fornsjelſe ſkulde ogſaa jeg ſkrive 
under“, forklarede denne; „men efterſom jeg ikke er 
Kreditor i bette Bo, ſaa er mit Navn fuldkommen 
overflødigt”. 


„Hvad! Herren er ikke Kreditor!“ raabte de rette 


Kreditorer i Munden paa hverandre, rejſende fig fra 


Bordet, „Herren er ikke Kreditor, og giver fig endda 
til at deltage i Raadſlagningen, ſamt oven i Kjøbet at 
foreſlaa Beſlutningen. Er han gal! Hvad ffal dette 
betyde, naar han jo ikke har for to Skilling med 
Boet at gjore!“ ; ; 

„Det kunde være muligt, at den ſtakkels Skomager 


i 
i 
|| 
É 
|" 


har kjobt et halvt Duſin Stovleſinker af mig paa 
Kredit“; mente Eg, „men det ternker jeg ſlet ikke en 
Gang vaa at underſoge. Jeg ſolgte en Gang hele 12 
Stifter til en Preeſt og krævede ham aldrig for dem. 
Nu god Nat, mine Herrer, og angrer aldrig en god 


Gjerning, 
Thi hvad paa Jorden Du miſter, 
Du ſypfold faar i Himlen igjen!” g 
Derefter gik han, fulgt af de Tilbageblivendes 
hojroſtede Misnøje, hvilkel beviſte, hvor lidet de følte 
ſig huſpalede af Skriftens Ord, og at de langt hellere 


Verden. Kreditorernes Beſlutning kunde imidlertid ikke 
ændres, og Skyldnerens Overraſkelſe blev naturligvis 
glædeligere end deres. 

Disſe og lignende Hiſtorier havde man i Mængde 
at berette om den lyftige Jernkremmer. Nogle Aar 
ſenere forkslede han ſig ved en Vens Jordfeeſtelſe og 
paadrog fig derved en ulegelig Sygdom. 

„Aldrig mere ſkal jeg gaa til nogens Jordfeſtelſe, 
ej en Gang til min egen“, yttrede han og begyndte at 
ordne fine Sager, ſom om han havde udregnet Tiden 
for fin dødelige Afgang. Han bortſolgte fit Varelager, 
betalte fin Gjæld og beſtemte Overſkuddet til visſe 
Ojemed, blandt andet til hans gamle Husholderſke og 
hans tro Hund, paa Vilkaar, at de ſkulde „pasſe hin⸗ 
anden til deres Dodsdag“. Dernæft forordnede han, 
at der paa hans Dodsdag fkulde uddeles en Portion 
Kiodſuppe til hvert Fattiglem og 2 Skpr. Havre til 
hver Hyrekufkeheſt i Hovedſtaden, ſom de meſt beklagelſes⸗ 


værdige Veſener i Verden. 


Da han laa paa ſit Bderſte, horte han med ſed⸗ 
vanlig Godmodighed paa de Bræfener, ſom hans Hus⸗ 
holderſke, en ivrig „Lœſerſke“, uophørlig foredrog for ham. 

„Gud lade alt gaa vel for Herren!“ ſagde hun 
en Dag; „men Herren kunde nok have gjort lidt mere 
for mig og mindre for Hunden og Hyrekufkeheſtene. 
Jeg burde ikke tale om det, men endnu i Aftes ſaa 
jeg, hvorledes Herren og den Onde klatrede omkring 
en ſtor Ildgaffel. Gud forlade imidlertid Herren hans 
Synder, ligeſom han for fænge ſiden har forladt mig 
mine, og Gud lade...” i 

„Se jaa, ſkab Dig nu inte, Lotta!“ faldt Jern⸗ 
kremmeren hende i Talen og døde. 


2 
BE 


Ogſaa en Rytter. 


et var nede i Afrika. Sam, der var et 
helt civiliſeret Menneſte af en ſort Kavaler 
at nære, traadte ud af fit Telt med et 


og gav fig paa Vej hen til fin Herres 
Telt, der laa midt i den lille Lejr. Af og til ſtandſede 
han, trak en trekantet Stump Spejlglas op af Lommen 
og forſogte at je tin egen elſtverdige Perſon deri, hvad 


) bredt Smil paa fit forte, godmodige Fjæs | 
; | mørfegrønt Krat. Flodens ſolvblanke Bande ſnode 


75 


havde ladet fig nøje med 7 Procents Udbytte i denne 


| bag fine hvide Tender. 


| 


ſin kavalermesſige Optræden. 
alt ſammen gaa ganſke anderledes, end han havde 
teenkt fig. 


Simmel. Sam tenkte dog langt fra paa at 


de ſmukkeſte, man kan tænke fig. 


der dog kun kunde fle ſtykkevis, efterſom Spejlſtumpen 


var meget lille. Han var dienſynlig overordentlig 
tilfreds med fig ſelb, ſom han gik der, iført fin hvide 
Lcerredsdragt og med en gammel fort Filthat, der 
ſpillede ſterkt i det ruſtfarvede, paa fit kruſede Uldhaar, 
og hver Gang et bekjendt, ſort Anſigt kom frem i 
Teltaabningerne og hilſte ham med et fornøjet Grin, 


flog Sam nedladende ud med Haanden til Gjenhilſen 


| 


og knejſede med Nakken. En lille Negerdreng, der gik 
omkring i den Dragt, ſom fordum brugtes i Paradiſet, 
ſtandſede og ſaa beundrende paa ham. 

„Sam meget fin,“ ſagde han ærbødig. „Sam 
meget fornem Masſa.“ 

Sam underſogte fine Lommer for at finde et 


eller andet, hvormed han kunde belønne denne fine 
Kompliment, og da han fit fat paa en Stump Skraa⸗ 


tobak, bed han en Ende af og rakte den med beſkyttende 
Venlighed til Drengen, ſom ſtrax fod den forſvinde 
Sam gik videre og naaede 
ſnart den hvide Herres Telt, hvorfra han kort efter 


kom tilbage med et Anſigt, der om muligt var endnu 


mere ſtraalende end det, hvormed han var gaaet derind. 
Derpaa begav han fig bort fra Lejren; men næppe 
var han kommen hundrede Skridt bort, før et mid⸗ 
aldrende Negerfruentimmer, hvis Legemsformer uden 
ſynderlig Skade for hendes Skjonhed godt kunde have 
afgivet et Par Lispund Fyldighed, kom lobende ud af 
hans Telt og truede efter ham med en knyttet Haand, 
medens hun ſkreg: 

„Sam meget elendig Usling! Sam gaa til Umbiſo 
og fledſke for Pigerne og lade Kone blive hjemme. 
Men mig ſige det altſammen til Masſa. Ptaoj! 
Saadan Laps! Meget elendig Karl!“ 

Sam var et Ojeblik ſtandſet ganſke forſkreekket 
ved faa uformodentlig at Je fine Planer afſlerede af 
hans Ægtefælle; men ſnart efter fattede han ſig igjen 
og ſvarede med ophøjet Foragt, medens han fornemt 
ſatte den ene Haand i Siden: 


„Sam gaa til Umbiſo, meget vel! Har Sam 


ikke Lov dertil? Kone blive hjemme; meget vel, Kone 


gammel og meget fed. Hem pasſe Huſet, mens Sam 
beſoge Umbiſo. Umbiſo⸗Piger meget ſmukke, danſe 
meget ſmukt. Sams Kone ikke danſe, hun altfor fed.“ 

Og uden at var dige fin vrede Mgtefeelle flere 
Ord fortſatte han fin Vej hen mod den neermeſte 
Negerby, hvor han agtede at forbavſe de Indfodte ved 
Men det ſkulde nu 


Sletten hvor igjennem hans Vej gik, var en af 
Hiſt og her ſtod 
der Grupper af høje, ſlanke Palmer, omgivne af lavt, 


ſig hen gjennem Sletten, og hin Sides denne hævede 
Bjergene deres Toppe højt op mod den 1 sem 
beundre 


tg 


de ſmukke Naturomgivelſer, han var altfor optagen af 


Tanken om, hvorledes han vilde gjøre Lykke hos Um⸗ | 


bijos's unge Skjonheder, naar de ſaa ham i al hans 
Stads. Stadſen ſelv generede ham forøvrigt en hel 
Del, navnlig klemte de tykſaalede Støvler hans Fødder 
ubarmhjertigt; men Sam havde heller ladet al Huden 
gnave af fig, end han havde undværet dette Klednings⸗ 
ſtykke. Endelig kunde han ikke longer udholde. Pinen, 
ſom de af Solen gjennemgledede Støvler voldte ham, 
og han ſtyrede derfor Kurſen hen til et i Nerheden 
af Floden liggende ſumpigt Krat for i dets Skygge 
at unde fine ſmertefulde Fødder en fort Hvile. Han 
gik nogle Skridt ind mellem Buſkadſet, men blev derpaa 


pludſelig ſtaaende ſom naglet til Pletten, da han fik 


Oje paa et uhyre Nashorn, der laa udſtrakt paa 
Jorden. En Blodpol ved Siden af Dyret og dettes 
fuldſteendige Ubevegelighed beroligede ham dog ſnart; 
han ſluttede, at det, truffet af en Jægers Kugle, havde 
jøgt ind i Krattet for at dø i Fred. 

Et Ojeblik blev han ſtagende ſtille for at iagttage 
Dyret; men derpaa for en lys Tanke igjennem hans 
ſorte Hoved og bragde ham til at gjore et Hop i 
Vejret af Fornojelſe. Hvad om han fortalte i Umbiſo, 
at han havde dræbt det ſtore Dyr, ſom alle hans 
Landsmænd ellers ſkjalv for at binde an med? Det 
vilde aabenbart give ham ſtort Ry hos hele Byens 


—— 


kvindelige Befolkning, 


naar de horte, at han var ſaadan 
en valdig Jaeger. 


Og hvis han nu oven i Kjobet 
ſtrax kunde bringe et af dets to Horn med ſig til et 
Tegn paa, at det var fandt; hvad han fortalte! Nag, 
man vilde ordentlig gjøre. ſtore Øjne i Byen! 4) 

Han traf fin Lommekniv frem og krob op paa 
Dyrets Hals for lettere at kunde faa fat i Hornet, 
derpaa gav han. fig til at file los paa den haarde 
Hud, ſom omgav. det ved Roden. Han opdagede imid⸗ 
lertid ſnart, at det vilde vere et forgjcves Arbejde; 
thi Huden. var haard ſom Saalelæder, og han funde 
ligejan godt have tænkt paa at løfte en Klippe ſom 
at rykke Hornet los med fine bare Heender. Han jag 


En slem Ridetur. 
* 


ſig raadvild om efter en eller anden Gjenſtand, der 
kunde hjælpe ham til at ſlaa det af Nœſen paa Uhyret; 
men i det ſamme udſtadte han et Brol af Forferdelſe 
og klamrede ſig med begge Hender faſt til Hornet; 
thi den vældige Kjedmasſe reiste fig pludſelig op under 
ham, udſtodende en forbitret Grynten, og for Sam 
fik Tid til at overveje, hvad han fkulde gjøre for at 
redde fig, fandt han lig ſelv ridende paa Nasghornet, 
medens dette i en 
og jog hen over Sletten. 

Inde i Lejven foregik der ſamtidig en meget livlig 
Scene. Sams Kone var, plaget af en raſende Skin⸗ 
ſyge, ilet hen til den hvide Masſa's Telt og havde 


plump Galop ſtyrtede ud fra Krattet 


| 


n 


i en hylende Opſang underrettet ham og hele Lejren 


om, hnilken „meget ſtor Usling og Skurk“ hendes | 


Mand var, og hun bad derfor indftændig Masſa om, 
at Sam maatte blive ordentlig ſtraffet, naar han var 


vendt tilbage fra Umbiſo. Hun vilde ſporge dem alle 


ſammen, om Sam vel havde Lov til at løbe. efter 


Umbiſo⸗Pigerne, da han dog havde en kjen, ung Kone 


hjemme, der elſkede ham trods alle hans Lapſerier og 
Skarnsſtreger! Hun vilde jpørge dem, om Sam ikke 
fortjente at piſkes for ſaadan en ſkamles Opforſel! 
Og midt under alle fine Sporgsmaal ſatte hun fig 
ned paa Jorden og firøede i fort Fortvivlelſe Sand 
paa ſit Hoved uden at agte paa alle de lyſtige An⸗ 
ſigter, der omgav hende. 


Da lad der med et et forbavſet Udraab, og alle 


ſtyndte fig til Udkanten af Lejren, hvor der i nogen 
Afſtand ſages et forunderligt Syn. Hen over Sletten 
galopperede der 


77 


havde den afkegraa Farve, ſom kun Skrakken kan give 
et ſort Anſigt. Da han fandt ſig i Sikkerhed mellem 
fine Kammerater, kom han ſnart til ſig ſelv igjen og 
fortalte nu vidtløftig, hvad der var heendet ham. 

„Ja,“ ſagde hans Kone, da hans Ordſtrem endelig 
ſtandſede af Mangel paa Vejr, „nu Sam rigtig nok 
pen, hvad? Nu Sam gjøre Lykke hos Umbiſo⸗Piger, 
hvad? Nu Sam altfor fin til gammel, fed Kone, 
hvad? Ptaoj!“ 

Og under Tilſkuernes lydelige Munterhed tog hun 
den uheldige Rytter i Nakken og trak ham hjem med 


fig for at underkaſte ham en Storvafk. 
Em. fj. 


Parti af en Kulſvieregn. 


Har Du, kjere Læjer, nogenſinde været i Nord⸗ 


ſjellands herlige 


et kempemeesſigt 


Bogeſkove? vandret 


Neshorn i en ſaa⸗ 


under de ranke, fø- 


dan Fart, at der 


lige Bøge paa en 


rejſte ſig tykkeStav⸗ 


klar Foraarsmor⸗ 


ſkyer rundt om det, 


og paa Halſen af 


ſom kun afbrydes af 


Dyret ſad der et 


Fuglenes Kvidren 


Menneſke, ſom med 


og Lovets ſagte 


Fortvivlelſens hele 


Suſen, i den friſke 


Kraft klamrede ſig 
faſt til dets bageſte 
Horn. 

„Sam! Sam!“ 
raabte alle. „Mas⸗ 
ſa, Sam rider paa 
Nashorn!“ 

Men for deres 
Herre var kommen 
til Stedet, hvorfra 
Synet kunde ſes, 
var Nashornet allerede forſvundet mellem Buffene i en 
nærliggende lille Kratſkov, og da det et Ojeblik efter, 


kom ud paa den anden Side, var der ikke længer nogen 


Rytter at opdage. Det forſatte ſin vilde Fart over 
Sletten og var ſnart ude af Syne. 

„O, Masta,” ſkreg hans Kone og vred fine tykke 
Hænder, „Neshorn rent ſplittet Sam ad. Sam meget 


god Mand, meget fin Mand! Mig meget ulykkelig 


Kone, meget grumme ulykkelig!“ 
Saaledes klagende lob hun med de andre hen imod 
den lille Kratffov; men de vare endnu ikke naaede 


jfene og ilede dem i Møde, fad hurtigt hans Ben 
kunde bære ham. Den fine Sam var næften ikke til 
at gjenkjende, hans Klæder vare forte af Dynd og 


fandtes der ikke Spor tilbage. 


Halvvejen dertil, da Sam kom haltende ud fra Bu⸗ 


hang i Pjalter om hans Lemmer, og af hans Hat 
Hans kruſede Haar 
"flod ſom Borſter om hans Hoved, og hans Anſigt 


Parti af en Aulsvieregn. 


Luft duftende af 
Bukkar og Kon⸗ 
valler, da har Du 
ogſaa folt den ſtille 
Glæde og inderlige 
Velvære, man er 
gjennemtrængt af, 
og det er med en 
Gjenklang af de 
ſamme Folelſer, at 
man efter lang Tids 
Forløb atter i Fantaſien udmaler fig de herlige Partier, 
man en Gang glædede fig over. ; 

Har Du Lyft til at gjøre en ſaadan Morgen⸗ 
vandring med? Nuvel! Jeg vil forſoge, om nogle raſke 
Sving af den lille ſpidſe Trylleſtav, jeg holder i Haan⸗ 
den, kan fore Dig med mig paa den ønffede Tur. Vi 
befinde os nu i den nordlige Del af Skovens Udfant 
paa en fri Plads, ſom ſtrekker fig dybt ind i Skoven. 
Engen danner et herligt grønt, gul⸗ og hvidjpættet 
Tæppe, hvorpaa Duggen endnu hviler ſaa følig og 


friſt, og langt nede græsje enkelte Dyr i den friſke 


Morgenſtund. Til Venſtre ſer Du eñ tarvelig Kul⸗ 
ſpierhytte, ſtottende fig op til Skovkanten, med 2 
rygende Kulmiler foran, to Vulkaner i det Smaa. En 
gammel Kulſvier ligger i Greesſet og blunder ſovnig 
efter Nattevagten, medens to unge, maafke hans San⸗ 
ner, pasſe de rygende Miler, ſamtidig med at de hjælpe 
en Kone og nogle Born at tomme en: udbrændt Mile. 


gen i den dybe Ro, 


De ligne Negere, faa ſorte ere de af at komme Kullene 
i de forte laſede Sekke og loesſe dem paa Pindevognen. 
To Heſte og nogle Køer blive juſt flyttede af en Dreng, 
og Lyden af Kolleſlagene og hans barnlige Sang gjen⸗ 
tager ſig klart over til os ſom Ekko fra den modſatte 
Skovſide, faa at Dyrene forſkrakkede ſpringe ind blandt 
Buffene med lette Spring. Hor, hvor Frøerne kvakke, 
Fuglene kvidre, og Alt aander Livsglæde trindt om⸗ 
kring os; vort Bryſt er faa let; det er, ſom kunde vi 
hæve os op i den blaa Luft, højt over Bogens lyſe 
Kroner og ſynge omkap med Lærfen til hans Pris, 
ſom gav os al denne Glæde. 


Breve fil en Bondekarl. 


Veſterſkerninge den 1fte November 1875. 
Kjere Hans! 
Tak for Brevet, underſkrevet med Dit fulde Navn. 
Jeg ſer deraf, at Du har baade indtaget og fordøjet 
den lille Forfriſkning, jeg ſendte Dig, og Du har Lyſt 
til mere af den Slags. Ja, nu gaar jo de lange 
Vinteraftener ind; det er en ſtor Fritid for Bonder⸗ 
karlene. Derſom den var ſamlet, faa vilde den om⸗ 
trent udgjøre en hel Maaned, udgjerende 30 Døgn. 
Og Du ffriver, at Du vil ikke mere bruge Din Vinter⸗ 
frihed til at ſpille Kort, men iil at leſe og ſtrive. 
Nu vel, fjære Hans, det bliver vi ikke uenige om. 


Vor Levetid er for meget værd til, at vi ſkulde øde | 


jaa flor en Del af den hver Vinter. Men om Du 
kan holde ud at leſe og ſkrive, ſaadan en hel Aften, 
det vil jeg give Dig at overveje. Det er vel nok den 
aandrigſte Maade ſom Du kan bruge Tiden paa, men 
Du havde maaſke nok bedre af at ſtikke noget Haand⸗ 
arbejde ind imellem. Der er jo ſaa mange Smaating 
nuomſtunder, ſom man kan faa at pille med. Men 
„det entreſerer mig jaa meget at leſe“, ſkriver Du. 
Det interesſerer mig ogſaa i høj Grad at fe, hvor 
galt Du ſtaver fremmede Ord, baade Du og andre 
Bonderfolk. Det er næften en hel Forngjelſe for mig 
at høre, hvor galt jævne danſke Folk udtaler og bruger 
de fremmede Ord. Jeg er ikke langt fra at velſigne 


deres dejlige tykke danſte Tunge, der jaa let kan rad⸗ 


brakke latinfke, franſke og tyſke Ord. Ved Du hvorfor, 
Hans? For disſe Ord fortjener det ikke bedre. Vel 
er Radbrokningen en haard Straf, men Hvad vil de 
jaa herinde, disſe fremmede Snyltegjcſter, ſom rover 
os Ordet af Munden, det Hjerte⸗ og Malmſprog, ſom 
Moder har ſunget for vor Vugge. Naa, lad os ſlaa 
lidt koldt Vand i Blodet, det er nok vor egen eller 
da vore Fedres Skyld, at disſe fremmede Ord er 
komne her ind; men vi kommer nok ſelv til at ſorge 
for, at de bliver drevne ud, nu vi har ſet, Hvad Skade 
de gjør. Enten maa de drives ud, eller hakkes til 
Plukkefiſk, ſaadan ſom Du og mange andre gjør." Jeg 
ſtal ſige Dig en Grund til, hvorfor jeg er glad, naar 
jeg hører Bønderfolk mishandler fremmede Ord. For 


| faa vil der dog en Gang tidlig eller ſent, blive leet 
eller gjort Nar ad disſe Folk, faa at de kan faa at 


Solberg ſkriver. 
| handlet fremmede Ord paa denne ſonderhakkende Maade, 
netop derfor har disſe Ord ikke faaet videre Magt 


vide, hvor taabeligt de taler. Hvis Almuesfolk ikke 
havde haft denne Mund, ſom er ſca dejlig ſimpel til 


at ſige fremmede Ord, ſaa havde de kanſke nu talt et 


Sprog ligeſaa ſpekket med Franſk og Latin ſom det, 
Men netop fordi de altid har be⸗ 


iblandt dem. Naar jeg hører ulærte Folk udtale de 
fremmede Ord, nøjagtig ſom de ſkal ſiges, da gjor det 
mig derimod ondt at høre dem — eller at leſe dem, 
naar de ſkrives. (Det var altſaa heldigt, at Du 
ſtavede dem galt). Og nu fkal jeg ſige Grunden dertil. 
De, ſom forſtaar at bruge udanſke Ord faa rigtigt, 
de er, faa at ſige, uhelbredelige, for hvem kan vel rette 
paa dem eller gjøre Mar ad dem, naar de taler rigtigt, 
ſaaledes ſom deres Henſigt er at tale! Hvor mange 
vilde vel holde et Foredrag for disſe Menneſker for at 
overtyde dem om, at det er altid urigtigt at bruge 
udenlandſke Ord, hvor vi kan nøjes med danſke, om 
at det pasſer lige fan daarligt at flette fremmede Ord 
ind i ſin Tale, ſom det pasſer for Kragen at pynte 
ſig med Paafuglefjer. 

Nu er der imidlertid noget at lægge Mærke til, 
Hans. Det Sprog, ſom Folk er opdragne i, eller ſom 
de uafvidende har vænnet fig til, det maa man holde 
dem til Gode. Naar jeg altſaa hører" Folk bruge 
fremmede Ord, ganſke troſkyldig, uden ſelv at vide det, 
lige meget enten de bruger dem galt eller rigtig, ſaa 
kan jeg tage mig det mere let og hverken blive videre 
glad eller bedrøvet derover. Men naar jeg hører, at 
de af Vigtighed og Storhed flaar om fig, med Fraaſk 
eller Latin, da er det rigtig nok Tilfældet, at jeg ler 
indvendig, naar de ſiger det galt, og ſukker indvendig. 
naar de ſiger det rigtig. At ſige dem Sandheden paa 
godt Danſk, det havde jeg dog meſt Lyſt til, men det 
er nu kun Dig, ja, nogle Stykker til, ſom kan finde 
fig deri. Alle vi, ſom Bønderne falder for Lærde Folk 
(Du tror viſt, jeg er en meget lærd Mand, Hans! 
nu maa jeg le indvendig igjen) altſaa vi lærde Folk“, 
vi har jo en daglig Færdighed i at udtale og bruge 
fremmede Ord, de gaar jo omtrent lige ſaa let for 
os ſom de danſke; og der er maaſke mange, ſom mis⸗ 
under os denne Kunſt, men Du kan tro, vi har ikke 
faaet den for ingen Ting. Vort jævne: naturlige 


Modersmaal, det ſom aller dejligſt, aller ſikreſt vandrer 
fra Favn til Faun: vort rette Hjerteſprog, det har vi 


givet hen for det kunſtige Sprog, med de fremmede 
Ord og de fremmede Vendinger. Naar vi fkal ſkrive 
eller tale, vi, ſom har indſet dette, og vi gjerne vilde 
gjøre det faa hjertelig og naturlig, ſom muligt, jaa 
forſikrer jeg Dig for, Hans, at vi maa bryde vore 
ſtakkels Hoveder, ſom om vi fkulde udtrykke os i et 
ſremmed Sprog — nien ſaa er det vor Moders jævne 


Mund, ſom er bleven os fremmed. Ethvert enfoldigt 


7 


Barn vilde komme lettere fra det. — Naa, ſaa er der 
vel ikke jaa megen Grund til at misunde os Stadſen, 
naar vi har kjobt den jaa dyrt og jaa endda ikke vil 
bruge den. Alt det fremmede Veſen her til Lands, 
jeg mener det Slags, ſom ikke kan, ligeſom fordojes 
af os og blive til vort Kjod og Blod, det er ligeſom 
en fremmed. Klædedragt, man er kommen i ved en 
Fejltagelſe, en Dragt, der ikke pasſer eller flæder os. 
Naa, tage fejl, det kan jo enhver, men derſom nu en 
Mand vilde blive ved at gaa i ſaadan en fremmed. og 
upasſende Dragt, ſtjont han vidſte det, jaa vilde han 
jo blive til Latter og han kunde jo heller ikke foretage 
fig noget ordentligt i de Kleder, ſom ilke pasſede. 
Derfor maa vi af med alt det fremmede, Stykke for 
Stykke, jaa ſnart ſom det kan lade fig gjøre, og derneſt 
maa vi ifgre os vor egen gode hjemmegjorte Dragt, 
den har ingen Loy til at le ad, og det er en, vi kan 
have Gavn af. Men fkulde der være et Stykke af 
vor egen Dragt, ſom ikke vi kan finde i en Fart, ja, 
ſaa maa vi da beholde det tilſvarende fremmede Stykke 
jaa længe; det er da bedre end at være helt blottede. 

Men ſer Du, Hans, hele denne Hiſtorie med at 
flæde fig om, den tager vi med Ro, efter den gamle 
danſke Skik, ikke noget overdrevent Haſtveerk eller Jaſk⸗ 
vært! Vi ſkal forſt have en god Oplysning om, hvad 
der er fremmed og hvad der er vort eget og jaa gaar 
Omkledningen for fig, ganſke ſindigt, Stykke for Stykke, 
efterhaands ſom vi faa det at vide. 

Naa Farvel, min fjære Hans! Det ſkulde „entre⸗ 


andet. fremmed Ord, for jaa fik jeg Leilighed til at 
holde en lignende Prediken for Dig. Det er jaa rart, 
naar man tør tale rent ud, og det tor jeg vel nok, 
for Du ved jo, at jeg i mange Aar har veret baade 
Haus's og Jens's og Karens og Marens oprigtige Ven 

Anton Nielſen. 


Planternes lange Livsvarighed. 
Eſter flere Forfattere ved E. Toepfer. 


Dyrenes Liv er kun kort og flygtigt i Sammenlig⸗ 

ning med mange Planters. 
hører til Sjceldenhederne, at et Dyr opnaar en Alder 
af henved 100 Aar, er denne Alder langt fra fjælden 
hos de træagtige Planter, ja mange af disſe kunne 
endog blive langt eldre. 


og begynde med det almindelige Sfovtræ hos os, 
nemlig Bogen. 
Aar, men i denne Alder begynder det at blive affeldigt, 
og i Reglen bliver det ikke ældre, Dette er jo ogſaa 
en ganſte klakkelig Alder, men den er dog kun ringe 
i Sammenligning med Egens. J en Alder af 300 Aar 
er Egen endnu i ſine bedſte Aar, og den kan blive 
langt ældre. J neſten alle Evropas Skovlande kan 
man finde Ege paa 800 Aar, ja man kjender adſeillige, 


Medens det ſaaledes 


ſere“, om Du i Dit negſte Brev kom til at bruge et 


1 


|| 


| 
| 
ll 
| 
I 
|| 
| 


| idet han tillige nævner deres Voxeſted. 


der endog ere over 1000 Aar gamle, Uagtet vort 


Fedreland jo nu er langt mere fattigt paa Ege, end 
det tidligere har været, have vi dog endnu ikke faa 
gamle, jaa kaldte Kempeege, ſom Botanikeren Vaupell 
omtaler i fit læjeværdige Værk om de danſke Skove, 
Efter denne 
Kilde ville vi her omtale nogle af de ældre og meerke⸗ 
ligſte Ege, nemlig Kempeegen, Storegen og Snoegen, 
der alle findes i Elleſkoben ved Jegerspris, ſamt den 
bekjendte Niels Ebbeſens Eg i Jylland. Kongeegen 
har i Bryſthojde et Omfang af 42 Fod, men af dette 
mægtige Træ er der nu kun en Skal tilbage, ſom ikke 
en Gang er ſammenheerngende, men oploſt i tre Stykker, 
der ſaminenholdes ved Jernſtceenger. Rummet er derfor 
jaa ſtort, at tre Ryttere der kunne faa Plads. Ved⸗ 
ſtykkerne ere ſaavel paa den indvendige, ſom paa den 
udvendige Side overgroede med Bark. .Zræet er dog 
levende og har talrige lovberende Grene. Dets Alder 
er over 1000 Aar. Storkeegen, ſaaledes kaldt, fordi 
en Stork har haft fin Rede i det, har i Bryſthojde 
et Omfang af 36 Fod, der i en Højde af 24 Fod 
kun er aftaget med 4 Fod. Flere af dens mægtige 
Grene, der ſtaa i en vandret Stilling, ere bevarede, 
ligeſom Zræet endnu har et livskraftigt Üdſeende. 
Dets Vedmasſe er efter Skjen 20 Favne. Snoegen 
har dette Navn, fordi det jer ud, ſom om de Fibrer, 
der fra Genene fortjætte fig ned i Stammen og danne 
den ydre Del deraf, ere ſnoede omkring Stammens 
Axe. Den har i Bryſthojde et Omfang af 26 Fod, 
der endnu i 16 Fods Højde ikke er aftaget ſynderlig 
og er taxeret til 16 Favne; den grønnes kun med 
enkelte Grene i Toppen. Niels Ebbeſens Eg findes 
i Gyllingnees Sfav i Jylland og ſkal efter et gammelt 
Sagn, for hvis Paalidelighed vi ikke tør indeſtaa, være 
ympet af Niels Ebbeſen ſelv. Den er kun 18 Fod 
i Omfang, og Kronens Omfang er omtrent 170 Fod. 
Trœets Højde er 70 Fod. J de fleſte Lande her i 
Evropa findes nu kun faa gamle Ege tilbage, og 
England er omtrent det eneſte Land, der freder om 


| fine gamle Ege, af hvilke over 60 ere omtalte og 


beſtrevne i et engelſk Veerk, og af disſe ere de fleſte 
over 30, enkelte endog henved 50 Fod i Omfang. 
J England fandtes der endnu 1829 i Skoven ved 
Windſor et Ggetræ, der var Wilhelm Erobrerens 


Bndlingstrœ, og ſom nu maa vere over 1000 Aar 
Vi ville her gjøre Læjerne | 
bekjendte med nogle af disſe Veteraner i Planteriget 


gammelt. Det er hult, og inden i det kunne 20 Per⸗ 
ſoner magelig ſtaa og 1012 ſidde ned om et Mid⸗ 


dagsbord. Cowthorpe Egen i England fortjener: ogſaa 
Dette Tre opnaar en Alder af 300 ) 


at nævnes paa Grund af fin uhyre Storrelſe. Den 
var 80 Fod hej med 32 Fod lange Grene og ved 
Jorden 78 Fod i Omfang. Dens Hulhed kunde rumme 
120 Perſoner. Dette uhyre Tre faldt under en ſteerk 
Storm 1820. Den ſtorſte og ældfte Eg her i Evropa 
findes dog ikke i England, men i Frankrig i Departe⸗ 
mentet Charente inférieure. Den er 60 Fod høj og 


har ved Jorden et Omfang af 86 Fod. J den hule 


Del af Stammen er der indrettet et Verelſe, ſom er 
1012 Fod bredt og 9 Fod højt. 
bringer Lys til Væggene, ere disſe derkkede med Lav⸗ 
arter og Bregner. Efter et Vedſtykke, ſom man udſkar 
over Døren, og hvori man talte over 200 Aarringe, 
regnes Trœets Alder til imellem 1800 og 2000 Aar. 
Stammen af dette mærkelige Tro findes afbildet paa 
hosftaaende Billede, efter Induſtritidenden, ſom vi hen⸗ 
lede Læjernes Opmerkſomhed paa. J Normandiet i 
Frankrig findes endnu en anden ældgammel og meer⸗ 
kelig Eg. Det er Egekapellet i Allouville, i hvilket 
der findes et Altar for den hellige Jomfru, og hvor 
der paa visſe Dage holdes Gudstjeneſte. Oven over 


Da et Vindue | 


— 


den til Kapel nyttede Hulhed i Zræet er der indrettet | 


et Sovekammer med en Seng, til hvilket man kommer 
op ad en udvendig Trappe. 
Lindetræet kan ogſaa opnaa 
en temmelig hoj Alder, nem⸗ 
lig 1000 Aar, og Granen 
bliver omtrent 1200 Aar 
gammel. J England har 
man Zartræer, der ere 3000 
Aar gamle. IJ de varme 
Lande findes der dog Træer, 
der kunne opnaa en endnu 
højere Alder. Læjerne fjende 
ſaaledes uden Zvivl af Navn 
Cedertræerne fra Libanon i 
Lilleaſien, ſom Kong Salo⸗ 
mon brugte ved Opfsrelſen 
af fit navnkundige Tempel i 
Jeruſalem. Diesſe ſtolte og 
ſmukke Trœer kunne blive over 
3000 Aar gamle. Natur⸗ 
forſkeren Adanſon fandt ved 
et Tilfelde i det indre af et 
Boababstrees Stamme en 
Indſkrift, ſom var bleven an⸗ 
bragt af Englændere 300 Aar 
tidligere. Indſkriften var dekket med 300 Aarringe, der 
altſaa vifte, hvor meget Træet var voxet ſiden den Tid. 


Stammernes Gjennemſnit paa flere af disſe omfangs⸗ 
rige Zræer, kom Adanſon til den Slutning, at de 
ſtorſte af disſe Urbeboere af de afrikanſke Skove maatte 
være i det mindſte 5000 Aar gamle. J Mellem⸗ 


amerika, paa Vejen fra Veracruz til Mexico, findes 


en Cypresſe, ſom er markelig, fordi den har givet 
Opdageren af dette Land, Fernando Cortezs hele Heer 
Ly under fin mægtige Krone. 


den Slutning, at dette Tree maa være over 6000 Aar 
gammelt. Drageblodstreet paa Teneriffa er merk⸗ 


Denne Stamme er 


* z * | 222 Aa TTT... 
117 Fod i Omfang, og Naturforfkerne ere komne til Indhold. Jeratcrmmer Eg, Stodholmsbillede af Auguſt Blanche. — 


at der ikke kan mærkes nogen kjendelig Tiltagen i dets 


forſker, da Øen blev opdaget, og fra hin Tid til vore 
Dage, altſaa i over 470 Aar, er Treet ikke tiltaget 


| Humboldt i 1799 var paa Øen, maalte han Treeet 


| men af en dertil fort Kempefyr og holdt et Bal 
| derinde for over 20 Perſoner. 
Ved at gaa ud herfra og ved dermed at ſammenligne 


værdigt, ſaavel for fit ſcelſomme Udſeende, ſom for fit 
Omfang og fin høje Alder. J gamle Sagn paa Den 
ſiges der, at dette merkelige Tre blev tilbedt af Guan⸗ 
cherne, Øens oprindelige Beboere. Der fortælles, at 
man i det 15de Hundredaar holdt Mesſe i det indre 
af Trœets Stamme, og denne Meddelelſe ſtadfeſtedes 
for ikke ret længe ſiden ved et lille Altar, af hyilket 
man jaa Spor derinde. Dette Tre vorer jaa langſomt, 


Omfang, naar det maales efter en lang Recke Aar. 
Det blev nøjagtig maalt i Aaret 1402 af en Natur⸗ 


i Tykkelſe. Da den udmærkede tyſke Naturforſker 
lidt oven for Jorden og 
fandt, at det var 74 Fod i 
Omfang. Man ſatter dets 
Alder til 5000 Aar. 
Til Slutning ville vi 
endnu kun nævne Keempen 
blandt alle Trœerne, den ſaa⸗ 
kaldte Kempefyr (Velling- 
tonia gigantea) i Kalifor⸗ 
nien, der kan blive 320 Fod 
hoj og opnaa et Omfang af 
110 Fod ſamt en Alder af 
3000 Aar. Stammen af en 
af disſe Kemper blev for 
en Del Aar ſiden fort til 
Kryſtalpaladſet i Sydenham 
i London, til hvis ſtoarſte 
Markeligheder den hen⸗ 
regnes. Den er 120 Fod 
hoj og har ved Jorden et 
Gjennemſnit af 30 Fod. 
I San Francisco fatte man 
endog for nogle Aar ſiden 
et Fortepiano ind i Stam⸗ 


1 


Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 3: 
K N AP, 


NIBE. 
ABE L. 
PELS. 


Brevverling. 
M. P. De to bibelſte Billeder, ſom fulgte med Nr. 8, 
ſkulde ikke gjøre det ud for Fierdingaarsbillede, men var et ſar⸗ 


ligt frit Tillæg. Billedet Niels Ebbeſen og Svend Trøft kan 
ventes med neſte Nr. 


Ogſaa en Rytter, af Em. H., med Billede. — En Kulſvieregn, 
med Billede. — Brev til en Bondekarl, fra Anton Nielſen. — 
Planternes lange Livsvarighed, efter flere Forfattere, ved E. 
Toepfer, med Billede. — Brevvexling. 


„Husvennen“, Billedblad for AMlorfkabslæsning, Oplysning og Husflid, udkommer fil hver Søndag. med et 16. ſpaltet Ark, ſorſynet med flere 


Billeder, til 1 Krone Fjerdingaaret, frit tilſendt. 
ethvert Vofikontor/ og Brepſamlingsſled, i enhver 


Hverk Ijerdingaar medfølger gratis et fore ſmußt Tillegsbillede. Bladet fan bellilles paa 
VBoglade ſamt hos Hovedſiommisſioncren: Rudolph Klein, Vileffræde 40, Kjebenhayvn 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


AN FRE HER: 
8 Nr. 11. Smdagen d. 19. Perenbrr. 185. 


Niels Ebbeſen og Svend CTroſt. 
Af Zaftarias Nielſen. 


Hvor fnyſte de Tyſke i Randers By! 

De larmed og banded i aarle Gry, 

af Had og Hevnlyſt beruſte. 

„Vor Hopding er falden paa Snigmordervis 
Fald an! — Disſe Stimend fra Norringris 
ſkal ſnart ligge folde og knuſte!“ 
Men Ridder Hr. Niels med ſin Fylking tro 
vandt fæmpende frem til Randers Bro 

og over dens Planker haſted. 

Hvad nu? — Da. lyder et Brag, og hojt 
over Aaens Brink ſtaar Vandets Sprojt: 
— der ligger Broen afkaſtet! 


J Sadlen ſad Niels i ſamme Minut, 
da ſprang ham imod en ſpeddryppende Gut, 


helt mandig, trods Hjertets Banken. 
Hans Ojne lyſte med Stoltheds Skrift: 


„Se, Morbro'er — dette var min Bedrift, 
mig var det, der løsnede Planken“. 


Ham var det: Svend Zrøjt! Ej løj hans Navn: 
han vidſte Raad til fin Herres Gavn, 

da Fjenden hans Liv vilde fræve. 

— Nu fatted man forſt, hvi han Orlov tog, 

da nys de alle til Randers drog 


at gjeſte den kullede Greve. 


Det var et Lynblik, en Tanke lys 

og ej et Fejghedens Gys, der nys 

hans Zøven ved Broen voldte. 

Mens Greven ved Ebbeſens Dodsdom gos, 
Svend Zrøft laa paa Broen og hamrede los 
og løsnede Nagler og Bolte. 


Hurra! de var frelſt nu af Tyfkernes Klor! 

Nu regned de ej ham i Rang, ſom før, 

med Drenge og kampredde Daarer. 

Tavs rakte Hr. Niels til Tak fin Haand, 

— jeg tenker, det Haandtryk har fyldt en Aand 
med Fryd og to Øjne med Taarer! 


Bort med fin Skare Niels Ebbeſen red, 
mens hiſt fra Aaens modſatte Bred 

løb SHovpſlag og Vaabenklirren. 

Man voved dog over Brinken ſig ej, 
men kunde kun folge de Djærve paa Vej 
med Hevnraab og afmegtig Stirren. 


Gid Kraften, der ſpulmed i Ebbeſens Daad, 
og Snillet, der ſpilled i Unglingens Raad, 
maa vore fra Minde til Handling. 

Gid de maa forenes i ærlig Færd 

og bringe vort Land et Atterdags⸗Skeer 

med Morgengryets Forvandling! 


Paa Borgen er der ftille, 
Saa fredeligt og tyſt, 

Der ſidder liden Inga 

Med Længjel i fit Bryſt; 
Hun ſpejder hen ad Skovens 
Den bugtede Vej: 

„Naar kommer Junker Ove 
Og bejler til mig?“ 


Fra Skovens Hang fig hæver 
Et gjekkende Kuk kuk, 
Med Droslens ſode Fløjten 
Og Nattergalens Kluk; 

Men dybeſt inde lyder 

Et glammende Vor — vo 
Og ſaa en dæmpet Dundren 
Af en ſpringende Hov. 


Da ſmiler liden Inga, 

Da blusſer hendes Kind, 

Med bankende Hjærte 

Hun ſkynder fig ind, 

Og liſtig hun fig dolger 
Bag Vindvet i Skjul, 

Mens ind paa Borgen rider 

Den unge Ove Juel. 


Paa Trappen ſtaar Hr. Preben 

Og nikker og ler: 

„Det var dog vel, at en Gang 

Igjen man Dig ſer! 

Hej, Jons, ſcet Junkrens Ganger 
Ind ved det ſvarte Fol! 

Du, Tonnes, kan os bringe 

En Kande gammelt Ol“. 


Saa forte ſnelt han Ove 
Til Borgens ſtore Sal; 
Den var i Sommertiden 
Saa ſkyggefuld og ſpal. 

J Krogen hiſt bag Doren 
Stod op ad Veggen ret 
Et ſœlſomt Stykke Møbel: 
Et gammelt Skelet. 


Pa torre, brune Knokler 
Laa Støvet tykt i Lag 

Og Edderkoppen ſpinder 

Sin Ver der i Mag. 

Hvor tidt end Ternen noermed 

Med Stovekoſt fig kjekt, 

Hver Gang hun fif for Raden 

En underlig Reſpekt 


| 


Og lod den ſtaa i Stilhed, 
Til Prebens ſtore Harm, 
Tilſtͤvet og omſpunden, 

Halv ffjult bag Dorens Karm. 
Kun ene Preben mente, 

Den prydede hans Veg; 

Han ſyntes, at den gav ham 
Et eget Leerdoms Prag. 


Snart bænfet hiſt ved Bordet, 
Med de ſkummende Krus, 
Han bod ſin unge Grande 
Velkommen i Hus, 

Saa tomte han til Bunden 
Sin kjere Andlingsdrik 

Og kaſted om til Raden 

Et kjcertegnende Blik. 


„Naa, Junker“ — ſaa han talte — 
„Hvad nyt fra Vidſktjolgaard? 
Det er jaa grumme ſſelden, 
Man Tidender faar. 

Sig, ſkal Dit Fedreeje 

Saa under Hamrens Slag? 
Hvad heller har Du magtet 

At klare den Sag?“ 


„Ak ja, Din ſtakkels Fader 

Han var en prægtig Mand; 
Men Penge ej han agted 

Mer end det klare Vand, 

Og hvad nu anbelanger 

Hans Kreditor paa Hjeelm, 

Saa tror jeg, ſandt for Dyden, 
At har var en Skjcelm!“ — 


„Min Sag er fort til Ende 
Til Kreditorens Men; 

Nu ejer jeg af Borgen. 
Hver eneſte Sten. 

Men kjedeligt og ſtille 

Paa Vidſkjol er mit Liv, 
Mig fattes nu en trofaſt 
Og elſtende Viv“. 


„Hr. Ridder, i min Barndoms 
Den lysfagre Tid 


Jeg läeerte alt at elſke 


Jer Datter ſaa blid. 

Ret aldrig af mit Hjærte 
Hun ſlettedes ud; 

Hr. Ridder, liden Inga 
J give mig til Brud!“ 


„Om, hm“, Hr. Preben ſmiſked, 
„Det aned mig jo nok, 

At Du en Gang Dig ſtilled 

J Bejlernes Flot; 

Men, Son, Du kan ej byde 
Min Datter flige Kaar, 

Som dem, hun vilde fange 
Paa Vidſkjols gamle Gaard”. 


„Tag ned til Jorgen Matrup 
Paa Madeſkov Gods, 

Og kjob hans fede Agre 

Og Enge derhos, 

Hvad heller tving mig Raden 
Der henne til en Dans, 

Saa faar Du liden Inga 
Med hendes Brudekrans!“ 


Saa talte Ridder Preben, 
Han lo i ſtille Sind; 

Men op ſprang Junker Ove 
Med blegnende Kind: 

„Det Ord, J vil, Hr. Ridder, 
Fortryde en Gang!“ 

Han flog fig vredt paa Hoften, 
Saa Svardet ret klang. 


„Aa, nej” — Hr. Preben mælte — 
„Et Ord er et Ord, 

Og aldrig det blev rokket, 

Som en Gang jeg fvor. 

Kjob Madefkov, hvad heller 
Tving Raden til en Dans — 
Saa flætter liden Inga 

For Dig ſin Brudekrans!“ 


J Skoven er der ſtille, 
Saa fredeligt og tyſt, 

Der rider Junker Ove 
Med Harm i ſit Bryſt. 
Han rider hen ad Skovens 
Den bugtede Vej: 9 
„Ak, aldrig, liden Inga, 
Forglemmer jeg Dig!“ 


Da buldred det ad Vejens 
Den ſtenede Grund; 

Der kom en Mand, en Keerrre 
Og en bjeffende Hund. 

Det var en fattig Gogler, 
Som hjem fra Marked drog; 
Han hilſte vel fornøjet 

Og op til Hatten tog. 


„God Kvæld, Hr. Junker Ove, 
Og Hjertens Tak for ſidſt; 
Hvis ej J havde været, 

Da var jeg dod for viſt. 

Hvis ej fra Søens Bolger 
J havde bragt mig op, 

Da laa vel nu ſom Fode 

For Fiſkene min Krop! 


„Og Kvinden min der hjemme 
Sad vel med Kinden vaad, 
Mens Rollingerne ſultne 

Gik om med Suk og Graad. 
Ak, Herre, gid jeg kunde 

Jer tjene lidt igjen; 

J ſtulde viſt ej finde 

En mere trofaſt Svend!“ 


„Nu vel“ — ſaa ſagde Ove 
Og ſtandſed Heſtens Sov — 
„J magter ſagtens ikke 

At kjobe Madeſkov? 

Men kan I fan en Benrad 

Til Samling og Sans, 

At flux, naar jeg det byder, 
Den træder en Dans —“ 


„Da har J, ſaa mig tykkes, 
Betalt mig mit Bad...” 
„J mener vel Hr. Prebens 
Den vindterre Rad? 

Nu godt; i Morgen Aften, 
Naar Solen gaar til Ro, 
J ride troſtig over 

Hr. Prebens Borgebro“. 


„J gange bare rolig 

J Borgeſalen op 

Og byde troſtig Raden 

At røre fin Krop, 

Da kan det vel fig hænde” — 
Han ſagde med Smil — 
„Den gamle Herre danſer 

En ſpringende Ril!“ 8 


Saa letted han paa Hatten 
Og flejted ad fin Hund, 
Der mojſomt ſlaebte Kærren 
Ad den ſtenede Grund, 

Og midt i Aftnens Stille 
Hans lyſtige Sang 

Lød vidt igjennem Skoven 
Og vakte Ekko's Klang. 


383 


J Borgeſalen inde 

Var dakt med Dug og Diſk, 
Der ſad Hr. Ridder Preben, 
Jens Skel og Junker Frifſk. 
Olkanden gik ved Bordet 

Saa lyſtelig om, 

Snart fkummed den til Randen, 
Og ſnart var den tom. 


Da banked det paa Doren, 


; Ind traadte Ove Juel. 


„Du ligner“ — ſagde Preben — 
„Hverken Fiſk eller Fugl. 


Ei, ſandt, Jens Skel, han blegner | 


Jo jom en Jomfru fin? 
Hej, Tonnes, bring til Junk ren 
En Kande gammel Vin!“ 


„Tak“ — ſpared Junker Ove — 
„Jeg trænger ej dertil... 

Jeg kommer for at høre, 

Om end J ſtande vil 

Ved Ordet, ſom J ſagde 

J Gaar ved denne Tid, 

Da jeg hos Eder bejled 

Til Eders Datter blid?“ 


„Ja“ — bandte Ridder Preben — 
„Et Ord er et Ord, 

Og aldrig det blev rokket, 
Som en Gang jeg ſpor! 

Kjob Madeſkov, hvad heller 
Tving Raden til en Dans, 
Saa flætter liden Inga 

For Dig fin Brudekrans!“ 


Da grinede den tykke 

Jens Skel: „Det holder hart!“ 
Og Junker Frifk med Smilen 
Sig ſtrog om fin Bart. 

Men Ove ikke havde 

For deres Spotten Sans; 
Han traadte hen for Raden 
Med et bydende: „Dans!“ 


Og ſe — de gamle Knokler 
De rasled hver og en, 

Og haardt i Gulvet tramped 
De ranglende Ben. 

Den gamle Benrad ſtrakte 
En knyttet Nove ud — 
Da brolede den tykke 

Jens Skel ſom en Stud. 


Fra Ridder Prebens Pande 
Braſt Angſtens folde Sped, 
Og Junker Friſt forfærdet 


Bag Bordet gled ned. 


„Holdt, Ove, holdt!“ — Hr. Preben 
Nu raabte og gos — 

„Jeg tror, den lede Fanden 

Er ſelv ſluppen las!“ 


Da ſagde Junker Ove: 

„Et Ord er et Ord, 

Og aldrig det blev rokket, 
Som en Gang J ſpor. 

Nu fletter liden: Inga 

For mig ſin Brudekrans ...“ 
— Han vendte ſig til Raden: 
„Hold op med Din Dans!“ 


Da ſtandſed Knokkelmanden 

De jælfomme Spring, 

Og Ridder Preben ſkued 
Forſigtig omkring. 

„Hej, Folkens“ — ſaa han ſagde 
Med hemmelig Gru — 

„Kom med mig ind til Inga, 
Vi drikke Ja⸗Ord nu!“ 


„Hvem ſkulde tro, at Ove 
Var ſaadan en Filur, 

At end han kunde tvinge 
Den gamle til en Tur! 
Du ſkal paa Kirkegaarden 
Trods alle Dine Spret!“ 
Han trued med fin Nerve 
Det gamle Skelet. 


Men knap var Doren lukket, 


Den Gogler var ej ſen, 
Han fine Snore løfte 


Fra Radens Arm og Ben. 
Et Hul der var i Loftet 
Ret over Nadens Krop, 
Hvor hurtig: Snorevoerket 
Han halede op. 


Saa gik det til, at Inga 
Til ſidſt blev Inga Juel, 
At Raden kom til Hvile 
Bag Kirkemurens Skjul, 
At Gogleren ombytted 

De fordums trange Kaar, 
Thi Ove Juel ham ſtjcenkte 
En prægtig Bondegaard. 


Natravnen. 
Af E. Toepfer. 


atravnen eller Aftenbakken, ſom 
Læjerne ſe fremſtillet paa nedenſtaaende 
Billede, hører ikke, ſom man efter Navnet 
ſtulde tro, til Ravnefuglene, men derimod 
til en Afdeling af Svalerne, der kaldes 
Natſvaler. Den ligner de almindelige Svaler paa 
ſine lange og ſpidſe Vinger, den lange Hale og det 
brede Nb. Paa Ryggen og Siderne er den graabrun 
og under Bugen lyſegraa med ſortebrune eller ruſtgule, 
bølgende Linier. Den er en Trakfugl, der kommer 
hertil i Slutningen af April eller Forſtningen af Maj; 
fra denne Tid af og indtil henimod Sommerens Ende, 
da den atter forlader os for at drage til ſydligere 


Lande, er den meget almindelig her, navnlig paa de 


jydſke Heder, 
hvor den findes 
i ſtor Mengde. 
Om Dagen 
ſidder den ſtille 
paa et eller an⸗ 
det ſtjult Sted, 
helſt i Skoven, 
hvor den har 
ſin Rede paa 
Jorden. Den 
er nemlig, ſom 
allerede Nav⸗ 
net antyder, en 
ægte Natfugl 
ligeſom Ugler⸗ 
ne, hvilke den 
ogſaa ligner 
paa fine bløde 
og ſpraglede 
Fjer, de ſtore 
Ojne og Ore⸗ 
aabninger. 
Naar Skumringen indtræder, forlader den fit Skjul 
og brager ud for at føge Nering, der beſtaar af 
Inſekter. Den flyver da hurtig omkring i Luften 
med aabent Gab; da dette er meget ſtort og, ſom 
Leſerne kunne ſe paa Billedet, tillige i Randen for⸗ 
ſynet med ſtive Borſter, er det let for den at fange 
de Inſekter, ſom den møder paa fin Vej. De lange 
og ſpidſe Vinger jætte den i Stand til at bevæge fig 
i Luften med ſtor Hurtighed, og de loſe og bløde Fjer 
gjøre deres Flugt noeſten aldeles lydløs, hvorved det 
bliver vanffeligere for Inſekterne at undgaa den. Da 
den udrydder en Mængde ffadelige Inſekter, ijær Nat⸗ 
ſommerfugle, maa den derfor henregnes til de nyttige 
Fugle, ſom man af al Kraft bør frede om. 

J gamle Dage var Natrapnen en Fugl, ſom var 


84 


| 


Natraunen. 


meget ilde anſkreven og flod i et flet Rygte ikke alene 
hos Almuen, men ogſaa hos mere oplyfte Folk. Man. 
troede nemlig om den, at den om Natten malkede 
Zaar, Geder og Køer med fit Næb. Fra denne An⸗ 
tagelſe har Natravnens latinſke Navn, Caprimulgus, 
fin Oprindelſe, idet det paa danſk betyder Gedemalker. 


Da denne Mening naturligvis er en gammel Overtro, 


ſom ſavner al Grund, er man for længe ſiden kommen 
bort fra den. 


Talſtorrelſer i Billeder, 
Ved Sophus Tromholl. 


I 


Vi have alle en vis Skrak for ſtore Tal og lange 

Talrœkker. Vi mindes alle, hvorledes det i vor 
Skoletid kneb 
med at laſe 
og hufke de 
mange Tal i 
Geografien, og 
ſelv om dette 
lykkedes os, 
jelv om vi 
kunde og maa⸗ 
ſke endnu kun⸗ 
ne opramſe 
Storrelſen og 
Indbyggertal⸗ 
let for alle Jor⸗ 
dens Lande, 
jaa er den 
Fornojelſe, vi 
have deraf, 
dog ikke ſtor; 
thi ſaadanne 
ſtore Tal give 
os ikke noget 
> Fart Begreb 
om de Udſtrakninger, de Storrelſer, de betegne. Ganſte 
anderledes ſtiller Sagen fig, naar det lykkes at gjøre 
disſe Tal anſkuelige, naar vi ligeſom forbinde Ojet 
med Tenkningen. Thi det ſete indpreger fig ganffe 
anderledes end det blot horte. Derfor vilde ogſaa en 
Geografiundervisning uden Landkaart være temmelig 
orkeslos. Denne Anfkueliggjsrelſe af forſkjellige For⸗ 
hold, ſom man ellers kun ſer fremſtillede i Tal, kal 
være Henſigten med de Meddelelſer, ſom vi fra Tid 
til anden ville bringe under ovenſtagende Overfkrift. 
Vi begynde i Dag med 


Verdensdelene og Verdenshavene. 


Tanker man fig de fem Verdensdele omdannede 
til ligeſidede Firkanter (Kvadrater), og disſe formind⸗ 


Asien. 
813,556 Kv. M, 


Afrika. 
543,532 Kv. M. 
Fig. 1. 


Verdensdelenes forholdsviſe“ Storrelſe, 


filet i Fig. 1. 


N 
N 
N 
N 


Nordishav. 
Sydishav. 


Indiske Hav. 


Have 


Atlantiske Hav. 


Jordens 


Store Hav 
(Stille Ocean), 


ov stralien. 
D N Evropa. 


MMANIN AK Afrika. 
SS : 
5 
5 Asten 


Fig. 3. 


Jordens Lande. 
2. 


Evropa. l 
188,879 Kv. M. 


Amerika. 
751,261 Kv. M. 


Australien. 
161,099 Kv. M. 


der er frem⸗ 


J Fig. 2 
ere Verdens⸗ 
delene efter en 
noget ſtorre 
Maaleſtok, lag⸗ 
te 
hverandre, ſaa⸗ 
ledes at den 
yderſte, morke 
Firkant beteg⸗ 
ner Aſien; det 
derpaa liggen⸗ 
de hvide med 
lodrette Linier 
og noget min⸗ 
dre Kvadrat 
er Amerika, jaa 
kommer Afri⸗ 
ka med ſkraa 
Skravering, 
den ſorte Fir⸗ 
kant er Evro⸗ 
pa, og overſt 
ligger Ayſtra⸗ 
lien med vand⸗ 
rette Linier. 

J Fig. 3 
er Verdens⸗ 
delenes Stor⸗ 
relſe fremſtillet 
i Forhold til 
Verdenshave⸗ 
nes. Hele den 
langagtigeFir⸗ 
kant i Fig. 3 


betegner Jord⸗ 


ovenpaa 


klodens ſamlede Overflade, deraf indtager hver Verdens⸗ 


| del ogThvertiVBerdenshav et Stykke ſaa ſtort, ſom Fi⸗ 


guren angiver. 

Tenker man ſig alle Verdensdelene ſamlede til et 
Stykke firkantet Land og Verdenshavene lagte udenom 
ſom en firkan⸗ i 
tet Sø, ſaa 
faa vi det For⸗ 
hold, der i det 
ſmaa er frem⸗ 
ſtillet i Fig. 4. 

Var hele 
Jorden delt 
lige mellem 
alle dens Be⸗ 
boere, jaa vilde 
hvertMenneſke 
faa et Stykke 
Jord paa 17 
Tdr. Land (el⸗ 
ler et Kvadrat, 1 i 
hvori hver Side er 980 Fod), og et Stykke Band paa 
51 Tor. (eller en firkantet Sø, der er 1700 Fod lang 
og lige fan bred). Delte derimod Beboerne af Evropa 
denne Verdensdel lige mellem fig, vilde hver fun faa 
6 Tor. Land; blev Aſien udſtykket ligelig til fine Be⸗ 
boere, fif hver lidt over 10 Tdr. Land, medens derimod 
en Beboer af Afrika kunde fan omtrent 28 For., en 
Beboer af Amerika 91, og en Beboer af Avſtralien ikke 
mindre end 376 Tdr. Land. 


Fig. 4. 


Om Skakfpillet. 
Af N. A. 


sanne 


har man udtænkt forſtjellige Spil, ſaavel 
ganffe ſimple og let fattelige, ſom mere 

indviklede, der endog kunne være Gjen⸗ 
Hand for videnſkabelig Granſtning. Nogle af dem ere 
meget uſkyldige og gjøre for faa vidt ingen Fortræd 
paa det nær, at de ere en unyttig Bortsdslen af en Tid, 
ſom med ſamme eller ftørre Forngjelſe kunde nyttes 
bedre. Andre ere ligefrem ffadelige, idet de kun tjene 
til at vkke Lidenſkaberne, ſaaſom Pengegridſkhed, Uenig⸗ 
hed, Klammeri og Uredelighed. Til disſe henhsre des 
verre en ſtor Mængde af de hos os almindelige Kort⸗ 
ſpil, og enhver af os har ſikkert oplevet mangt et Til⸗ 
fælde, hvor Kortſpil har voldt megen Ulykke, ja i Bund 
og Grund ødelagt Folks timelige og aandelige Velvære. 
De udarte undertiden til en Laſt, der i Henſeende til 
ſkadelige Følger ikke ſtaar tilbage for Drukkenſkab, men 
endogſaa er værre end denne, da andre Udſtejelſer ere 


ſikre Følgejvende af Hang til Spil. Men der gives 
ogſaa Spil, der i høj Grad fortjene at anbefales, fordi 
de medvirke til at vetfe ſelvſteendig Teenkſomhed, faa 
at den Tid, der hengaar med dem, er vel nyttet. Som 
ſaadanne Spil maa forſt og fremmeſt nævnes Skak 
(udtales Sjak), der er fan fint udtænkt og faa til 
trœkkende at gjennemgranſke, at ſelv de leerdeſte og meſt 
dannede Mænd have ſat en re i at være dygtige 
Sfafjpillere. 

Hvor dette Spil forſt er opfundet, er uviſt; kun 
ved man, at det allerede langt tilbage i Tiden var 
kjendt af Perſerne, Inderne, Araberne og andre aſiatiſke 
Folkefcerd. Kineſerne paaſtaa, at de ſelv have opfundet 
det. Til Evropa er Skakſpillet kommet paa Korstogenes 
Tid. De evropæiffe Korsfarere lærte det at fjende i 
Syrien og Jodeland og fandt faa ſtort Behag deri, at 
de efter deres Hjemkomſt indførte det ſom en Under⸗ 
holdning, der ſommede fig for bolde, Riddersmend. 
Det var ijær i Frankrig, at det vandt Indgang,” og 
derfra har Kjendſkabet til det udbredt ſig til de andre 
Lande. Det maa allerede have været velkjendt her 
meget tidlig; vi vide jo nemlig til Exempel, at der ved 
Blodgildet i Roskilde blev ſpillet Skak. Spillet er 
ſenere med uſveekket Tiltrakning blevet dyrket lige ned 
til vor Tid, og hvert Aar udføres der ſtore Skakpartier 
mellem Evropas meſt fremragende Skakſpillere, iſcer 
mellem Englændere og Franſkmond. J Paris findes 
der en Café, ſom hedder Cats de la Regence. Den 
er vel kjendt her i Landet ſom almindeligt Samlings⸗ 
ſted for alle de Danſke, der gjæfte Paris. Men denne 
Cafe er tillige i Ry, fordi Frankrigs og Englands 
ftørfte Skakſpillere ſadvanlig her ſpille deres Partier. 
J Slutningen af forrige Hundredaar kom jævnlig i 
denne Caf en ung Artillerilejtnant og ſpillede Skak; 
man viſer endnu der det Bord, ſom han ſpillede paa. 
Denne unge Løjtnant hed ſiden Keiſer Napoleon den 
ſtore. J alle Evropas ftørre Byer findes der desuden 
Skakklubber eller Foreninger, hvis Formaal det er at 
drive Skakſpillet til Fuldkommenhed. 

Der gives endog egne Blade for Skakſpillere. Den 
danſke Tidende for dette Spil ledes af en udmeerket Skak⸗ 
ſpiller, Løjtnant Sorenſen i Aalborg, ſom for en Tid 
ſiden, ved en ſtor Skakturnering i London, havde den 
Wre, at de af ham indſendie Opgaver vandt forſte Pre⸗ 
mie, og alle Skakſpilleres Beundring hele Jorden over. 

J det Haab, at det mulig kunde falde nogle af 
vore Læjere ind at gjøre fig nærmere bekjendte med 
dette Spil, ſkulle vi i det folgende ſoge at forklare, 
hvorledes man barer fig ad med at ſpille Skak. Vi 
kunne imidlertid kun meddele Reglerne for at flytte 
Brikkerne paa Brettet og for Brikkernes indbyrdes 
Forhold til hinanden, thi man kan ikke blive Skakſpiller 
uden ved Ovelſe og Tenkſomhed. Heraf maa Leeſerne nu 
ilke lade fig; afffræffe fra at tage fat paa at ſpille Skak, 
thi ſelve det at øve fig paa Spillet er jan morſomt og 


underholdende, at man ſikkert ikke fortryder derpaa, og 
vi maa jo, i hvad vi end tage fat paa, altid hujfe den 
Sandhed, „at Ovelſe gjor Meſter“. 

For at kunne ſpille Skak udfræves to Ting: for 
det forſte et Skakbret, dernceſt de nødvendige Skak⸗ 
brikker. 

Skakbrættet jer ganſke ud ſom et Dambræt. Det 
er en firkantet Plade med 8 Rakker afrexlende ſorte 
og hvide Tavl, 8 Tavl i hver Rakke, ſaaledes ſom hos⸗ 
ſtaaende Billede viſer. Dette Bræt jætter man paa et 


Bord, og de 

. ae ET SA 
te 0 15 | e 
over for hin⸗ , e e e , 
anden, ſaa⸗ 4 4 43 4 4 | 
ledes at de . . , , 
hver for ſig . . OD VU 
veg n . . e ; 
92 4 2 KR KØR . 
Rakke af 4 . Å . Å . 4 ØS 

| Zavl. G 


NARW 


1 


, we, u, 
be ee e 
Tegningen er n d de ØE 
den ene ſpil⸗ L 
lendes Plads udtrykt ved 4., den andens ved B. 

Dernceſt tager man Skakbrikkerne, ſom beſtaa af 
16 hvide og 16 forte Figurer, der ſpare til hinanden. 
Den ene Spiller tager de hvide, den anden de ſorte 
Brikker. Naar man nu ſer paa Brikkerne, opdager 
man ſtrax, at de ere forſtjellige af Sterrelſe og af 
Form. Den ſtorſte af dem er Kongen. 5, ſom har 
de hvide Brikker, ſtiller ham paa Brættet paa den Tavl, 
ſom paa Tegningen er mærket K, og 4 fætter fin ſorte 
Konge lige over for paa det modſvarende hvide Tavl 
K. Den naſſtſtorſte Brik er Dronningen, ſom jættes 
ved Siden af Kongen, den hvide Dronning paa D, den 
ſorte paa D'. Derefter folge to lige ſtore Brikker af 
en ſlank Form. ſom kaldes Loberne og disſe jættes hver 
paa fin Side af Kongen og Dronningen, de hvide 
Løbere paa L og L, de forte paa 2 og L, ſaaledes, 
at der er en hvid Lober paa fort Tavl og en paa hvidt, 
og en fort Løber paa ſort Tavl og en paa hvidt. Efter 
Loberne tager man Springerne, der have Dannelſe ſom 
et Heſtehoved. De jættes hver paa fin Side af Loberne, 
altſaa de hvide Springere paa S og S, de ſorte paa 
S' og S'. Derefter have vi Taarnene, der ligne et 
Taarn, ſom de aogſaa ere opkaldte efter. De hvide 
Taarne ſettes paa de i ſamme Rakke ledige pderſte 
Pladſer til højre og venſtre, paa T og T, og de ſorte 
ligeledes paa T' og D. 

De her nævnte ere de vigtigſte Brikker og kaldes 
derfor Officererne. Naar alle Officererne, ſaaledes ſom 
her forklaret, ere opſtillede, har hver af Spillerne endnu 


8 lige ſtore, men mindre og ens udſeende Brikker til⸗ 
bage. Disſe kaldes Bønderne og opſtilles i en Rælfe 
nærmeft foran Officererne, de forte paa den ene og 
de hvide paa den anden Side. 

Naar man nu har lært, hvorledes Brikkerne ſkulle 
opſtilles, maa man lære, hvorledes de ſkulle bruges, 
og dette ville vi nu forklare. 


af Brikkerne, da man har tabt Spillet, naar man 
taber Kongen, ſaa er hans Magt dog indſkreenket, idet 
han kun kan gjøre et Skridt i hvert Trek. Spillerne 
fliftes nemlig under Spillet til at træffe, idet 4 hver 
anden Gang gjør et Trek, og 5 hver anden Gang et 
Trek. Kongen kan gaa et Træf frem, eller et tilbage, 
eller et til højre, eller et til venſtre, eller et Træf ſtraat 
fremad til højre eller venſtre eller ſtraat baglends til 
højre eller venſtre. For jaa vidt der ſtaar en af Mod⸗ 
ſpillerens Brikker paa det Tavl, hvor man ønjfer at 
flytte Kongen hen, kan han tage den bort eller, ſom 
man ſiger, ſlaa den og ſtille ſig paa dens Plads, vel 
at merke, naar han ikke derved 
udjætter fig for ſelv at at blive 
tagen af en anden af Modſpillerens 
Brikker. Staar Kongen f. Ex. ſom 
her, kan han gaa hen paa ethvert 
af Tavlene *, Hvis han vil, og, 
om fornødent, ſlaa enhver ſom 
helſt. af Modſtandernes Brikker, der 
maatte ſtaa paa et af disſe Tapl. 

Dronningen er den virkſomſte og kraftigſte af 
alle Brikkerne. Hun kan gaa fra ſin Plads paa langs 
og paa tværs af Brættet, over jaa mange Tavl, ſom 
hun vil; hun kan ogſaa gaa ſkraat paa lignende Maade, 

ſaaledes at 
d naar hun 


mø "al i pre 


k k k 


2 . 
„ 


k * * 


Tapl, kan 
hun lobe i 
ſkraa 
ning fremad 
til hojre eller 
venſtre, eller 
tilbage til 
hojre eller 
venſtre, for 


n 
n 


egen Farve ſtaar hende i Vejen. Staar nogen af 
Modſpillerens Brikker hende i Vejen, kan hun ſlaa den 
Brik, ſom det er anſkeligt at tage, og ſtille fig paa 
dens Plads. Dronningen kan altſaa gaa i alle de 
ſamme Retninger ſom Kongen, men medens han kun 
kan gjøre et Skridt ad Gangen, kan hun gaa over 


Ret⸗ 


ſaa vidt in⸗ 
gen Brikker 
af hendes 


ſaa mange Tavl, ſom hun vil, i ſamme Retning, ſaa 
at hun naar hun ſtaar ſom paa forrige Figur, kan 
bevæge fig i alle de med d merkede Retninger. 
Loberne gaa altid paa ſkraa. Den Løber, der 
ſtaa paa ſort Tavl, kan lobe ſkraat fremad til hojrer 
eller venſtre, eller ſkraat tilbage til højre eller venſtre 


i ad de ſorte Tavl, naar ingen Brikker af dens egen 
Skjont Kongen i vieſe Maader er den vigtigſte 


Farve ſtaar i 
Vejen, og den 
kan ſlaa de af 


. 2 


Modſpillerens lg , 
Brikker, d . D SM 
1 den 1 . . 
Vejen. Det . 

ſamme gjeelder 


1 5 1 
1 * 


om Loberen, 
der ſtaar paa 
hvidt Tavl og 


løber ſkraat op 
ad de hvide 
Tavl. Den Lober, der ſtaar paa ovenſtagende Figur kan 


altſaa flyttes til alle Zavl i Retning af !. 
Springerne træffes ved at føres to Tavl lige 

frem eller tilbage, ret til højre eller venſtre og derpaa 

et Fræk paa ſkraa til en hvilken ſom helſt af Siderne. 


Den ſpringer altſaa over 
to Tavl altid fra et fort 
til hvidt, eller omvendt. ØD ØR 
Den Springer, der ftaar 72 , . 
pua den hvide Tavl kan . D . D N 
altſaa flyttes til et af alle VV, BY 2 
de ſorte Felter, der ere V 2 

» OY, MM, 
Modpartens Brikker, om . . 
en ſaadan ſtaar der. Det 
gjør ikke noget, om der ſtaar andre Brikker enten af 
ens egne eller Modpartens paa de Tavl, hvorover den 


betegnede med s, om der 
ere tomme eller ſlaa en af 
ſkal føres. Staar derimod en Brik af ſamme Farve 


paa det Tavl, hvor man vil jætte den, kan Treekket 


ikke gjøres, og den maa da flyttes i en anden Retning. 
Taarnene kunne flyttes fremad eller tilbage, ret 

til højre eller venſtre, men altid i lige Retning, aldrig 

i ſkraa, ſaa⸗ 

ledes ſom Lo⸗ : —.— 

berne. Fiendt⸗ 

lige Brikker 

kunne de ſlaa, 

men de kunne 


5 . 
lige ſaa lidt Pr LE 15 . 
ige 1 . 


ſom Dronnin⸗ . 
gen eller Lø- 
beren ſpringe 
over andre 
Brikker, ſom ſtaa i Vejen. Taarnet gaar altſaa til tt. 


t 


Bønderne endelig, funne fun træffes et Tavl 
fremad ſom til ö, men aldrig tilbage. ſom til t. 
Bonden kan kun falde, han kan ikke 
vige. Desuden er der at merke ved 
Bonderne, at de kun kunne ſlaa Mod⸗ 
ſtanderens Brikker ſkraat fremad til 
højre eller venſtre. Staar der en 
anden Brik (6) lige foran en Bonde, 
kan han ikke komme videre. Men 
den fjendtlige Brik, der ſtaar ſkraat 
foran til højre eller venſtre ſom paa m og m, kan 
han ſlaa. 

Vi fkulle i naeſte Nr. meddele de vigtigſte Regler 
for Gangen i Spillet og give vore Læjere Tegningerne 
til et ſmukt Skakſpil, med Vejledning til ſelv at ud⸗ 
ſkœre det. 


(Sluttes). 


Bog nyt. 


Fra Herregaard og Landsby. Fortallinger af C. A. 
Thyregod og Skildringer af det virkelige Liv er to nye Bind 
Fortællinger ſom fra denne flittige Forfatters Haand er ud⸗ 
kommet paa L. A. Jorgenſens Forlag. „Fra Herregaard 
og Lands by“ indeholder følgende Fortællinger: 1. Grete fra 
Rapnsgaard, 2. Tre Draaber Blod, 3. To Gauge bortført, 
4. Et 5 5 Mads Skyttes Datter, 6. Søren med 
Nakkepi en og 7. En Herremands Son. „Skildringer fra 
det virkelige Liv“ beſtaar af Fortællingerne: 1. En Lyng⸗ 
fordærver, 2. Fra N. F. S. Grundtvigs. Barndom, 3. Palle 
Skomager, 4. Knud Skolemeſter, 5. Solgt og kjobt, 6. Jakob 
Dal og hans Datter, 7. Sodſtendebsrn, 8. Klitſtoveren og 
9. Et ulige Par. Man gjenfinder i alle disſe Fortællinger de | 
ſamme Egenſtaber, ſom har gjort Forfatteren jaa yndet ſom 
Folkeſtribent. Thyregod ved ſtadigt at fremftide et fandru | 
Billede af den iydſte Natur og den jydſke Landbefolkning, og 
forſtaar at fremſtille det paa en tillige ſmuk og tiltalende MWaade, 
ſaa at det ikke alene læfes med Deltagelſe af dem, for hvem de 
ſtildrede Forhold ere fremmede, men ogfaa læfes med Glæde og 
med Nytte af alle dem, hvis Javninge og Omgivelſer ere Gjen⸗ 
ſtand for Skildringerne. Alt hvad der er godt og ſmukt, ſtræb⸗ | 
ſomt og fremadvirkende, fremſtilles nemlig paa en ſaadan Vis, 
at det kun kan virke loftende og ſtyrkende paa den, der ſelv lever 
i Dagens trange Kaar og ofte ſtrenge Arbejde; thi For⸗ 
tellingerne viſer os altid at den ærligt og ufortredue Streben 
ikke er forgjaves, og i vore Tider kan man ſtundom nok trenge 
til at denne Sandhed bliver faaet faſt. Vi finde derfor meſt 
Behag i Skildringer fra det virkelige Liv, der frem⸗ 
drager mangt et Trek fra det fattige Almueliv ſom vel er verdt 
at ſtues. Vi maa derfor alle være Thyregod taknemlige for alt 
det gode og ſmukke han ved at fremdrage fra Omraader, der 
ofte ved overfladiſt Betragtning kunne je uffønne og aandleſe 
ud, og vi viſe i Gjerning bedſt vor Paaſtjonnelſe ved ikle at 


ge Bøger han nu har udfendt blive ſavnede paa vor 


Smaaking. 


— 


Praktiſt. En ung Dame, ſom var ude at kjere med ſin For⸗ 


over uordentlig Udlevering af Husveunnen maa Udg. 
tagende gjøre opmarkſom paa, at det er ham aldeles umuligt 
at kontrollere, eller at være anſvarlig for, at Holderne faa 
alle deres Numre. 


| nøjagtigt det Antal, der er fordret. 


lovede, forſtrakkedes pludſelig ved, at Heſten blev ſky og ſtejlede. 


Paa Reſtaurationen. Herren: (til Tjeneren) „Men det 
er jo Deres Lommeterklede, De viffer Talerkenen af med!“ 

Tjeneren: „Gjer intet Herre, det er kun et ſuapſet 
Lommeterklade“. 


Brevverling. 


A. P. A. i To., H. J. i L. ved Svendborg o. fl. Klagere 
gien⸗ 


Hau udleverer regelmasſig hver: Torsdag, 
til Voftvæfenets Hovedkontor for Bladforſendelſen, det ſamlede 
Antal (for Sjeblikket 5000) Husvenner, ſom ſumtlige Poſt⸗ 
kontorer i Landet have anmeldt Beſtilling paa. Avispoſtkontoret 
her i Kjøbenhavn tilſender da ſamme Aften hvert Poſtkontor 
Det er ethvert Poſtkontors 
og Brevſamlingsſteds Pligt ſtrax ved Modtagelſen at forvisſe 
fig om, at Tallet er vigtigt, og derſom der ved en Fejltælling 
ved Avispoſtkontoret er for faa Blade, er det vedkommende Poſt⸗ 
kontors Pligt ſtrax at fordre de manglende efterſendte, faa at 
alle Holderne faa hvert eneſte Nr. Man vil heraf ſkonne, at 


| mangelfuld Forſendelſe end ikke kan hidrøre fra Forſommelighed 


fra Udg, Side, men altid maa ſoges ved det ſtedlige Poſt⸗ 
kontor, Brepſamlingsſted eller Landpoſtbud. Selv om der ved 
det ſtedlige Poſtkontors Skodeslsshed eller Fejl bortkommer 
Numre, udleveres altid Udfyldingsnumre frit fra Ud⸗ 
giveren, naar Fordring derom indgaar inden nogle Ugers Forløb. 
Naar Holdere ſaaledes forgæves beder Poſtvœeſenet, hvor 
Bladet er beſtilt, om at ſtaffe Numre, ſom de virkelig ikke 
har faget, eller Fordelingen jævnlig er uordentlig, maa An⸗ 


| fvaret ubetinget førft gjeres gjældende hos det Poſtkontor, hvor 
|; Bladet er betalt, og ikke hos Udgiveren. 


Forſt naar ffriftlig 
Henvendelſe til Poſtvaſenet ikke frugter, bedes man indſende 
Klage til Udgiveren, ſom da uden Uudtagelſe fordrer Klagen 
underſogt af det overordnede Poſtpeſen. Der fler da altid en 
Underſogelſe, og er Klagen grundet, faar vedkommende altid Til⸗ 
hold om at afhjælpe Fejlen og om at ſorge for ſtorre Orden 
for Fremtiden. j : 


Fru N. Sdt. i Chriſtiania. Brev modtaget. Venligſt 
Hilſen og Tak for Loftet. 


S. R. B. i D. Tal, vil blive brugt. 5 


Mange Indſendere af Digte. Saafremt der ikke modtages 
Svar i Brevv. eller ſkriftlig, ere Digtene ikke fundne brugelige 
for Husvennen og henlagte. 


J— Mn. Billedgaader o. lign. fkal ſnart komme jævnlig 
i hvert Nr. 5 


Gadekoſte. Som Svar paa Foreſporgsler fra flere af Hus⸗ 
vennens Holdere meddeles, at Piasſava i fortrinlige Varer 
(prima) faas tilſendt fra C. Th. Rom & Co., Axelhus 2 B, 
i Bundter for 28 ¼ Øre Pundet, 28 Kroner Eentneret og 275 
Kroner pr. 1000 Pund. Borede Træer med Dakſpaan til Gade⸗ 
koſte fans. for 1 Krone Duſinet. Alt til Borſtenbinding ho⸗ 
rende ſelges ſamme Sted i ſerdeles gode Barer til billige Priſer. 


Nettelſe. Side 51, ferſte Spalte, Lin. 27 ſtaar en fold 
Formiddag i Stedet for en kold Foraarsdag. 


Hermed føl er Tillegsbilledet: 
„Niels elbeſen og Svend Troſt“. 


Inßhold. 


Niels Ebbeſen og Svend Troſt, Digt af Zakarias Nielſen. — 
Benraden, en Hiſtorie fra gamme! Tid, fortalt af Emanuel 
Henningſen. — Natravnen, af E. Toepfer, med Billede. — 
Talſtorrelſer i Billeder, ved Sophus Tromholt, med Tegninger. 
— Om Stkakſpillet, af R. N., med Tegninger. — Bognyt. — 
Smaating. — Brevvexling. 


Udgiveren boen paa Bylovsvej d a. Kjøbenhavn. 


„Aa Gud”, uobrod hun, „ſpring dog af og hold paa Heſtens Ben!“ 


„Husvennen“, Villedölad for Morſfabslcsning, Opliening og 
Billeder, lil 1 Krone Fſerdingaaret, frit kilſendt. 
elhpert Pofikonfor og Vreulamlingsſled, i euhver Boglade ſamt 


—— 


Husflid, udkommer lil hver Søndag med et 16-fpalfet Artz, forſhnet med flere 
Hverl Flerdinggar medfølger gralis et ſlort mußt Jillegsbillede. 
hos Hovedſommisſioncren: 


j Bladet ſian beſlilles paa 
Audolph Klein, Vileſlrcde 40, Kjobenhavn. 


rykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang 


85 


” Jorſt, naar et Menneſkeliv ligger afſfluttet, og 
Graven dekker Støvet, kan man i enkelte Zilfælde 
ſamle de ſpredte Trek, og deraf ſkjonne, hvad der var 


Hovedindholdet af dette 
Menneſkeliv; og var det 


ikke et fortabt Liv, var 


Gjerningen løftet, ſaa vil 
den dode leve til Velſig⸗ 
nelſe, til Troſt og til 
Styrke i Vennernes Minde, 
og hans Gjerning bære 
Frugt og ſprede Blomſter 
over Graven“. 

Disſe Ord har den 
unge Forfatter, hvis Navn 
ſtaar oven for, udtalt i 
en af fine Fortællinger, 
og det ſynes mig, de til⸗ 
byde ſig ſelb ſom Indle d⸗ 
ning til en kort Skildring 
af hans eget Liv, der jo 
nu ligger afſluttet. Han 
var ſelv et af de Menne⸗ 
ſker, hvis Gjerning var 


„leftet“, og hans Liv var 


til Velſignelſe for mange. 
Dette Blads Leeſere, ſom 
han faa ofte glædede med 


Ce Nr. 18. Sandagen 


Å 1 i 4 > 
d. 19. Berember. 1895. 2% 


Hans Bendir Hanſen. 
En Lipsſklildring“), af Bakarias Aielſen. 


—ů 


BD 


ans Bendix Hansen. 


) Ved Udarbejdelſen af nærværende Livsſtildring er bl. a. 
nyttet en Del Breve fra den Afdøde og hans Huſtru, ſamt 
nogle Optegnelſer fra flere af hans Venner, Skildringen 
er ledſaget af den Afdødes Billede ſom de, der have kjendt 
ham, ville finde mindre vel lignende. Det er imidlertid 
det bedſte, der paa nogen Maade kunde tilvejebringes, da 


fine ſmaa vakre Fortællinger, modtog viſt alle Efter⸗ 
retningen om hans pludſelige Dod med en Folelſe af 
Sorg og Smerte, og enhver, ſom har gjort nærmere 


Bekjendtſkab med Frug⸗ 
terne af hans Forfatter⸗ 
gjerning, har ſikkert be⸗ 
klaget, at hans Digterbane 
jaa tidlig blev afbrudt. 
Bendix Hanſen ejede 
vel ingen ſtorſlaaet Be⸗ 
gavelſe, og det kan være, 
at Digtekunſtens vaagende 
Herolder ville tætte hans 
Navn langt ned i Rekken 
af de virkelig godkjendte 
Digternavne; og dog havde 
han vundet fig Tuſinder 
af Venner ude i Folket 
— og maajfe navnlig blandt 
de aandsvaagne Sonder⸗ 
jyder — Venner, der vel 
ikke var i Beſiddelſe af 
nogen overordentlig ud⸗ 
viklet Kunſtſmag, men 
ſom ved et ſundt, umiddel⸗ 
bart Naturſkjon følte, at 
de igjennem hans Skrifter 
modtog Bud og Hilſen 


der kun fandtes et Fotograft af ham fra de ſenere Aar, 
hvorpaa han er fotograferet midt imellem fine Skoleborn, 
men. hvor netop hans Anſigt er meget utydeligt. Her⸗ 
efter er nærværende Billede forftørret mange Gange og 
tegnet fua ligt, ſom en af Hovedſtadens dygtigſte Portrat⸗ 
xylografer har kunnet faa det efter det mangelfulde Forbillede. 


at de bleve til Sandhed i ham og vorede ſammen med 


hans egne. Han elfkede Anderſen, læfte atter og atter 
i hans Skrifter; ja endog den ſidſte Aften, han levede, 


ſad han ved ſin Huſtrus Side og leſte i en af An⸗ 


derſens Eventyrboger; og hans vaagne Ojne og Smilet 
om hans Mund vidnede om, at han endnu, trods 
Sygdommen, var med og lod ſig rive hen af den 
ſtore Digters Vid og Lune. 

Et Vidnesbyrd om Bendip Hanſens Slegtſkab 
med fin ſtore Kunſtbroder var ogſaa den Naivitet, 
hvormed han ſtundum røbede fin Glæde over egen Be 
gavelſe. En af hans Venner, en i øvrigt meget bekjendt 
Mand, ſiger om Ham i et Brev: „Han kunde helt 
barnlig, ugenert og frimodig fortælle om ſin ſtore 
Begavelſe, da han efter eget Udſagn havde lige ſtore 
Anlæg til Digtekunſten, Malerkunſten og Muſiken. 
Folk, der ikke kunde ſe Digter en bag den naive 
Maade, paa hvilken han ſaaledes kunde tale om ſig 
jelv, bleve ofte ſtodte derover, og de kaldte ham ind⸗ 
bildſk; men det var han ikke. 
Hjcrte laa ham paa Leben, og hans Udtalelſer kom 
altid lige ud af Poſen, uden Bihenſyn“. — „Jeg har“, 
ſiger B. H. ſelv i et Brev, „i denne Tid en ſaadan 
Fylde af Ideer, at jeg ikke ved, hvor jeg ffal begynde”, 
— og i et andet Brev ffriver han: ,,De ved, at jeg 
til fine Lider er faa umaadelig produktiv, at jeg kan 
ſkrive om alting og alt...“ Disſe Ytringer ſynes 
ogſaa at vidne om Glæden, han folte over den Rig⸗ 
dom, ſom han gjemte i ſit Indre. : 

B. H. var ikke ſterk af Helbred. For omtrent et 
Aars Tid ſiden begyndte navnlig hans Kræfter at 
aftage, og den Omſtendighed, at han, ſom han ſelv 
ſiger, „i ſin Fritid maatte arbejde over Evne for at fri 
fine Nermeſte for ligefrem Sult og Nod“, forværrede 
Dag for Dag hans Helbredstilſtand. Det var en 
Hjerteſygdom han led af, han troede ſelv, at han tidlig 
vilde blive kaldt bort; men jaa tidlig havde han dog 
ikke ventet Døden. Han var reiſt til Flensborg for 
at raadſporge en derboende Lege, hvis Hjælp han 
tidligere havde ſogt. 
boede hos fin Søfter, gift med Slagtermeſter Partſch, 
hos hvem hans Moder ogſaa er til Huſe — blev hans 
Tilſtand pludſelig i hoj Grad forværret, og der blev 
derfor ſendt Ilbud efter hans Huſtru, ſom ogſaa ſnart 
indfandt ſig. Han var dog, da hun kom, i god 
Bedring, og de tilbragte nu otte dejlige Dage ſammen. 
Endnu den ſidſte Dag, han levede, var han med hende 
paa Markedet, ſom netop afholdtes i Byen, og om 
Aftenen Kl. 10 leſte han — ſom forhen omtalt — i 
Anderſens Eventyr og „lo ad dem“. Næfte Middag 
(den 13de Oktober d. A.) ſov han ſtille hen. Gud 
forundte ham altſaa at lukke ſine Øjne i Fred i Fode⸗ 
hjemmets elffede Egn. Han blev jordfæftet paa Flens⸗ 
borg ny Kirkegaard, og Byens bedſte og braveſte danſke 
Borgere fulgte ham til hans ſidſte Svileſted. 


Sagen var, at hans 


Under fit Ophold der — han 


— 


Han var en lysvaagen Natur, altid virkſom, altid 
rede til at bringe Ofre for en god Sag. Hans Tro 
paa Frelſeren var dyb og inderlig, hans Sind 
trofaſt og fuldt af Kjcrlighed. Hans Hjerte drømte 
om og higede efter at komme op til Aandslivets Hojder, 
hvor Udſigterne over Livets herligſte Egne aabnede ſig 
for ham, og hans hele Livsveerk gik ud paa ogſaa at 
drage andre did op. Alt, hvad ædelt og godt, der 
rørte fig ſaavel paa det aandelige ſom paa det udad⸗ 
vendte Livs Omraader, vakte huns Opmerkſomhed, og 
inderlig gjerne vilde han hielpe til at give Udviklingen 
et Skub fremad. Snart holdt han Foredrag her, ſnart 
der; ſnart fvingede han Taktſtokken midt i Landsby⸗ 
ſangforeningens Kreds, ſkrev Komedier for Landsby⸗ 
ungdommen, og deltog ſelv livligt i Udførelfen; ſnart 
fordybede han fig i Literaturens Skatte, og fnart fad 
han midt i Husflidsbyrkernes Flok, ſom han fra Barn: 
Dommen havde tilhørt”), ſyslende med Kniv og Træ- 
ſtumper. Tidens ſunde, aandelige Stromgange rev ham 
ganſke med; altid gjerede der noget i ham; hans 
Hjærte brændte af Trang til at rokke Haand til Aand⸗ 
livets. rige Dagveerk. Mange kunde have ſtorre Gaver, 
ſtorre Midler; men der er viſt kun faa, der hellere 
end han vilde hjælpe til med at løfte og forſkjonne 
fit Folks Tilverelſe. ( 

Maajfe havde han endnu ikke naaet at tilfæmpe 
fig den Ro og Klarhed, ſom en Mandens Stridsmand 
maa eje ved Siden af Hjertets Ildhu; maaſke havde 
han endnu ikke forſtaget til fulde at afgrenſe fin 
Digtergjærning til det Omraade, hvor han ret var 
hjemme; — ja man maa maaſke rette flere Anker mod 
ham; men flige Anker ere kun halvt berettigede over 
for et faa tidlig afbrudt Liv, et Liv midt i Ung: 
Dommens fulde Gjcring. Der var af Tuſinder knyttet 
ſtore Forhaabninger til hans Fremtid, og havde Gud 
undt ham et lengere Liv og givet dette Naadens 
Vilkaar, da have ſikkert ogſaa den ævnerige unge Mand 
udviflet fig til noget ſtort paa fin Vis; „thi noget 
ſtort var der i ham; men — ſaa døde han!“ 

Nu ſidder hans unge Enke der ovre og ſorger med 
fine fire ſmaa Born, og hans mange Venner dele 
Sorgen. Det var tungt, at dette unge, daadekraftige 
Liv jaa tidlig ſkulde knakkes; men hans Minde ſtraaler 
„i Eftermalets de lyſe Klæder.“ „Den dode vil leve 
til Troſt og til Styrke i Vennernes Minder, og hans 
Gjcerning bære Frugt og ſprede Blomſter over Graven“. 


Til ovenſtagende ſmukke Livsſkildring fkal Udgiveren 
endnu føje folgende. Bendix Hanſen har efterladt ſig 


en lille Samling Skrifter, ſom endnu ikke ere trykte. 
Adſkillige Smaaforteellinger ere ffrevne til Husvennen, 
hvor de ville blive optagne ſenere — medens flere ere 
ſmukke Skueſpil. Alle disſe efterladte Skrifter, tillige⸗ 


) Brevet Side 7 i Husvennens andet Bind er fra Bendix 
Hanſen. 0 Udg. 


med hvad der er trykt i „Illuſtreret Tidende”, i „Hus⸗ 
vennen” og andre Steder, uden at være optaget i hans 
to udkomne Bind „Hiſtorier“ og „Fra Sonder- 
jylland“, har hans Enke overdraget Udgivelſen af til 
nervœrende Blads Udgiver, ſom har formaaet For⸗ 
fatteren af ovenſtaaende Skildring til at yde ſin verdi⸗ 
fulde Biſtand til Samlingen af det ſpredte ſamt Ord⸗ 
ning og Gjennemſyn af alt det ſkrevne der er efterladt. 
Det er nu Udgiveren meget magtpaaliggende, 
at denne Samling Skrifter kan gjores faa frugtbrin⸗ 
gende for hans efterladte Enke og Smaaborn ſom 
muligt, faa at Indtegten af den kje re Afdødes 
efterladte Arbejde kunde bidrage til at 
grunde hans ubemidlede Efterladte et Hjem. 
Dette kan paa langt ner ikke ſke, om hans Skrifter 
ſkulle udgives paa Jædvanlig Maade gjennem Bog⸗ 
handelen. Udgiveren havde derfor fattet Tanke om at 
gjøre en Henvendelſe til Husvennens Læjere, hvem den 
Afdode jaa ofte har glædet med fine ſmukke Fortællinger, 


8 


og til alle Embedsbrodre, om at ſamle Kjobere til en 
Hefteudgave af hans Skrifter jaa at hele den forventede 
ſtarre Tilſlutning kunde give en betydelig Indtegt for 
Enken. Denne Tanke blev ſtyrket ved, at Bjerve⸗ 
Hatting Herreds Lererforening, ſom den Af⸗ 
bøde var Formand for, ved et i forrige Maaned afholdt 
Mode blev enig om, at tilkjendegive Enken deres 
hjærtelige Medfolelſe og tilbyde deres Biſtand til Ud⸗ 
givelſen af hans efterladte Skrifter. 

Det er Udgiverens Haab, at ikke alene nævnte 
Herreders Lælere, men de fleſte af hele Danmarks 
Lærere ville være fuldt villige til at viſe deres 
afbøde Medbroder den Kjerlighedsgjerning at ſamle 
Kjobere til hans Skrifter til Fordel for hans Efterladte, 
naar ſenere en nærmere Opfordring derom bliver ud⸗ 
ſtedt, og vi ere forvisſede om, at denne Tanke ogſaa 
vil finde varm Tilſlutning hos Husvennens Lælere. 


(JAN 


92 e 

jøge indtager i visſe Henſeender en frem⸗ 
ragende Plads blandt vore Kjobſtader, 
og det ikke blot, fordi den har havt et 
„Huskors“, hvortil ingen anden danſk By 
— Thiſted maaſke undtagen — kan frem⸗ 

viſe Mage, eller fordi der her vævedes de berømte 


Gobelinstapeter, eller fordi Landeværnet her lob for 


Engelffmændene i 1807, men iſer fordi det var i 
Bugten ved Kjøge, at Niels Juul og Hvitfeldt med 
uudſlettelige Trek indſkreve deres Navne i vort Lands 
Hiſtorie. Kjgge har tidligere ligget over 1/2 Fjerdingvej 
længere inde i Landet, men allerede i Erik Menveds 


Frederik den 7. Billedstette gan Torurt i Riage. 


Tid begyndte man at bygge der, hvor Byen nu ligger. 
Den" hører viſtnok til Landets ældfte Byer og maa 
have havt en ikke ringe Betydning i Valdemarernes 
Tid. J Katholicismens Tid fandtes her 10 Kloſtre. 
For at dælfe Vejen mellem Kjøbenhavn og Vording⸗ 
borg har Kjoge viſtnok meget tidlig” været befeeſtet. 
J Aaret 1343 blev Byen plyndret og ſtukket i Brand 
af den holſtenſke Grev Johan, og i Grevens Fejde 
anſtrengte Grev Chriſtoffer fig for at komme i Beſid 
delſe af den. Da den ſpenfke Konge Carl Guſtav i 
Aaret 1658 rykkede mod Kjøbenhavn, ſkyndte han ſig 
med at udbedre de gamle Faeſtningsverker omkring 
Kjoge og beſctte dem med Skyts, og Byen er rime⸗ 
ligvis bleven” vedligeholdt ſom Faſtning til henimod 
Slutningen af det 17de Aarhundrede. 


Kjoges Blomſtringstid falder i Slutningen af det 
16de og Begyndelſen af det 17de Aarhundrede. Byen 
var da ſaa velhavende, at den kunde laane Chriſtian 
den Fjerde adſktillige Tønder Guld. Ijær var Handelen 
med Hollænderne livlig. Paa den Tid var det, adſkil⸗ 
lige Kunftvævere, ſom leverede overordentlig ſmukke 
Tapeter til Slottet, nedſatte fig her, hvillet. ſenere 
bevægede Chriſtian den Femte til at anlægge en Gobelins⸗ 
fabrik i den ſaa kaldte Kongegaard paa Torvet. 

Midt paa Byens ualmindelig rummelige Torv 
ſtod i Slutningen af forrige Aarhundrede en Gabeſtok. 


Nu prydes den ſamme Plads af Frederik den Syvendes 
Bronceſtatue, der kan betragtes ſom en Illuſtration til 


den Fremgang i Oplysning og Frihed, der er fore⸗ 
gaaet i Landet ſiden Huskorſets Dage. En Indſender 


i Byens Avis har nylig. opfordret. til Opforelſe af et 
Mindesmeerke, en Bautaſten, „til at vidne for Slægter 
i Norden“ om Niels Juuls. og Svitfeldts herlige Daad 
i Kjsgebugt, og Bladets Redaktion har ſluttet fig til 
Tanken. Den Iſte Juli 1877 er 200 Aarsdagen for 
Niels Juuls Sejr. Det vilde blive en ſmuk Dag for 
Kjoge, om et ſaadant Mindesmeerke da kunde blive 
affløret. Et Folk, der fremdrager og elſker fine ſtore 
Minder, aabenbarer derved ikke blot fin aandelige Livs⸗ 
kraft, men det vakker tillige den opvoxende Slægt til 
Daad, thi $ 
„Mindet vel lader ſom ingen Ting, 
er dog et loͤnligt Kildeſpring ...“ 


Rjage. 


Om Skakfpillet, 
Af N. A. 


Diese Regler for de forſtjellige Brikkers Gang og Evne 
til at ſlaa Modſtanderens Brikker ihjcel maa man 
vel merke ſig og forſtaa, inden man gaar til at ſpille 
Skak. Har man lært dem, er det bedſt, forſte Gang 
man vil prøve Spillet, at ſpille med en, ſom kan ſpille 
Skak. Men dette er dog langtfra nodvendigt, da to, 
der ſlet ikke far have kunnet ſpille det, overmaade godt 
kunne komme efter det ved at prove ſig frem. Naar 
man har fine Tanker med fig, kommer man jnart efter 
det. J ethvert Fald vil vore unge Læjere de fleſte 
Steder i Landet kunne fan lidt Vejledning, i dette ædle 
Spil. De fleſte Sfolelærere og Praſter fjende det 
uden Tvivl og ville ſikkert gjerne give enhver, der har 
Lyſt til at lære det, lidt Underretning om Fremgangs⸗ 
maaden ved ſelve Spillet. i 
Spillet gaar ud paa at bringe Modftanderens 
Konge i en ſaadan Stilling, at han ikke fan røre fig 
uden at blive ſlaaet. Er dette opnaaet, har man vundet 
Spillet, og Modſtanderen ſiges da at være „mat“. 
For at opnaa dette gelder det om at færdes ſaaledes 
med ſine Brikker, at man ikke miſter for mange af dem, 
og i Særdeleshed maa man vogte vel paa Officererne 


og blandt disſe fornemmelig paa Dronningen, ſom er 
den allernyttigſte af Brikkerne. Dermed er ikke jagt, 
at man ikke ogſaa ſkal værge fine Bønder, tværtimod, 
en Bonde kan ofte være til meget ſtor Nytte og redde 
baade Konge og Dronning, for ikke at tale om de andre 
Officerer. Det bedſte Middel til at hindre, at ens 
Brikker blive ſlagede, er at ſorge for, at enhver Brit 
kommer til at ſtaa ſaaledes, at en af de andre Brikker 
vil ſlaa Modſtanderens Brik, ſom mulig kunde tage den. 
Dette falder man at „dakke“ fine Brikker. Naar til 
Exempel et af mine Taarne ſtaar paa den ſamme lige 
Rake af Zavl ſom min Dronning, uden at nogen anden 
Brik ſtaar imellem, da er Taarnet dakket af Dronningen. 
Staar en af mine Springere paa det nermeſte Tavl 
ſkraat foran til højre eller venſtre for en af mine 
Bønder, da er Springeren dælfet af Bonden, og ſtaar 
Dronningen bag ved Bonden, ev denne tillige dæffet 
af Dronningen o. ſ. fr. Undertiden. kan det være 
uundgageligt at miſte en af Brikkerne, men undertiden 
kan det ogſaa være rigtigt at opofre en Brik, da man 
maaſke derved kan faa Modſtanderen lokket i en Felde. 
Det gjælder om Snildhed og Varſomhed. Den. øvede 
Skakſpiller kan lægge meget indviklede Planer og for⸗ 
folge dem med Udholdenhed og Overſkuelſe; men under⸗ 
tiden kan hans Modſtander gjennemſkue hans Plan og 


i: 95 


ved et ſnildt Trek gjøre ham en Streg i Regningen. 
Naar jeg under Spillets Gang har bragt Modſtanderens 
Konge i Fare, ſaa at han er truet af en af mine 


Brikker, jaa er det Pligt at henlede hans Opmeerkſomhed 


derpaa ved at ſige „Skak“; jaa maa han enten flytte 
fin Konge, eller, hvad der i de fleſte Tilfælde er at 
foretrekke, flytte en anden Brik imellem ham og den, 


der truer ham. Er det med en Springer, jeg truer 


hans Konge, maa denne nødvendigvis flyttes, da 
Springeren ikke hindres af mellemſtagende Brikker. 
Truer en af mine Brikker Modſpillerens Dronning, 
jan maa jeg ligeledes lade ham dette vide ved at ſige 
„Madame“. 

Spillet udfores ved, at begge de ſpillende ſkiftes 
til at træffe. Det kan ikke nokſom tilraades vel at 
overveje hvert Trak, ſom man gjør, og ſe fig for, at 
man ikke ved det paatcenkte Træf udjætter nogen af 
fine Brikker for Fare. Det. forſte Træf, man gjør, 
maa være at rykke en af Bønderne frem. Derved faar 
man Plads til ogſaa at føre Officererne i bageſte 
Rakke frem. Det er i øvrigt almindeligt, at man, enes 
om i forſte Trek at maatte rykke to Bønder paa en 
Gang to Tavl frem hver og ligeledes ſenere at rykke 
en Bonde, der ikke for har været flyttet, to Tavl frem. 
Det er ret klogt i forſte Træk at rykke de to Bønder, 
ſom ſtaa lige for Kongen og Dronningen, to Tavl frem. 
Naar man gjer det, faar man Plads til at fare alle 
Officererne, faa nær ſom Taarnene, ud paa Brættet. 
Det haſter ikke ſaa meget med at faa Taarne frem, da 
de komme meſt til Nytte længere hen i Spillet, naar 
der er færre Brikker pan Brattet. J Forſtningen af 
Spillet bruges Dronningen og Springerne meſt. Kongen 
ffal man ikke uden Nødvendighed flytte. Dronningen 
er derimod vel ſkikket til at være paa Færde alle Vegne; 
man bør derfor ſe til, at hun ikke bliver indeklemt 
melle: for mange andre Brikker. Bonderne bruges 
bedſt til at dekke Officererne med, og man ſkal derfor 
ikte gjerne vove fig for langt frem med dem. 

Den bedſte Leremeſter er imidlertid Ovelſen og en 
klar Tankegang. Man bor ikke være for raſk til at 
gjøre fine Trek, men give fig Tid til at tænfe over 
dem, førend man gjør dem. 

Naar man forſt kan ſpille Skak nogenlunde or⸗ 
dentlig, fkal man vanſkelig finde en mere underholdende 
Tidsfordriv end det, og man lærer desuden at tenke 


ſig godt om, for man handler, og det kan komme en 


meget til Gavn i Livet. 
Man kan kisbe fig et Skakſpil og et Skakbret. 


man kan have deraf. Men man kan ogſaa ſelv lave 
det, naar man har lidt Greb paa det Slags Arbejder. 
IJ næfte Stykke vil Leeſerne finde Tegninger til et ſmukt 
nyt Skakſpil, hvorefter man uden Vanfkelighed ſelv kan 
udſkere fig alle Brikkerne. 


Det er ikke nogen dyr Sag i Forhold til den Glæde, | 


|| 


| 


i 


kommer 


Husflid. 


ANNA 


Et Skakſpil. 
(Tegnet af H. Fiſcher.) 5 

Tanken om at anvende en Del ledige Vintertimer med at 
ſpille Skak er viſt ny for de fleſte af Husvennens Laſere paa 
Landet, og Tanken om ſelv at forferdige de dertil fornødne 
Brikker, vil maaffe ſynes endnu driſtigere for de fleſte. Men 
netop fordi det er noget. uyt, og dertil noget ſmukt, ville maafke 
mange flinke unge Menneſter ſynes godt derom og faa Lyſt til 
at gjøre en Prove. Det forrige Nr. indeholdt en fort Forklaring 
over Spillet, og en Anvisning til at forferdige et Tavlbrat 
dertil, og en lille Vejledning til ſelv at udffære Brikkerne vil 
ſikkert være en velkommen Anledning til, at ret mange af Hus⸗ 
vennens Læjere udfylder nogle Aftentimer med at gjøre et Forſog. 

At give en Tegning af de almindelige Skalbrikker, ſom de 
forekomme i Handelen, vilde vere temmelig unyttigt, da disſe 
neſten altid ere drejede af Ben med mange fine Udpyntninger, 
hvortil hører et fint Drejelad med dertil ſkikket Verktej. Dertil 
kommer, at disſe drejede Skakbrikker ſom ofteſt ere baade tankeloſt 
og ſmagloſt dannede. Vore Brikker ſkulde gjerne vere ſaaledes, 
at de i Nodsfald kunne ffæres ud med en god Kniv. Hus⸗ 
vennen fik derfor en ung Kunſtner til at tegne et nyt ſelvſtendigt 
Spil, der tilfredsſtiller de Fordringer, der ſtilledes til at være 
paa en Gang let udførligt og ſmukt, og ſaaledes at Formen 
af hver Brikke vifte den Tanke, denne udtrykker i Spillet. 
Saaledes fremkom folgende Figurer, der alle ere beſtemte til at 
udffæres af fladt, 18“ tykt Løntræ (Ahorn) eller Noddetra, der 
med en Tap fæftes pan en rund drejet eller udfkaaret Fod, ſom 
er ens for alle Brikker. i 

Kongen ffæres ſom et Skjold med Krone paa, hvorover 
hæver fig Spiret og Rigsqblet, ſom Tegn paa Vardigheden og 
Magten. J Skjoldet findes Korſet ſom Tegn paa Beſtandigheden og 
paa, at alt i Spillet drejer fig om at værne dette, i 


Dronningen. 


Dronningen barer Hjærtet i fit Skjold, hvilfet udtrykker 
Kvindeligheden, med Hovedguldet ovenover, ſom Tegn paa Ver⸗ 
digheden. Da Dronningen imidlertid er Spillets kraftigſte 
og meſt afgjerende Figur, er dens Overdel et Sværd, ſom 
Tegnet paa Driſtighed og Styrke. 

Løberen er et ſtraat Skjold med en Lanſe ſom Hoved; 
den gaar jo altid i lige Linie, ſom den kaſtede Lanſe, ffraat 
over Slagmarken, og dens Komme er ofte lumſk og hurtig ſom 
Bilen, den bærer i fit Skjold. 

Springeren udffæres ſom en Delfin („Springer“) med 
et Heſtehoved; ſom Springeren, eller den velige Stridshingſt 
gjør den nemlig mange uventede og kaade Spring og afſted⸗ 
Sdelaggelſe midt i Fjende ns ſluttede Rakker. 


Loberen. Springeren. 

Taarnet formes ſom et Skjold med indfkaaret Murvark, 
der betegner Faſtheden, berende et Taarn ſom Hoved. Det 
er, ligeſom Faſtningen, ofte det ſidſte Haab om Frelſe for de 
ſtridende Parter. 


— 


ben 


Eee 


* 


. 
i 


N 

. 2 

HL 
Bonden. 


Taarnet. 


Bolm den er den ſidſte“ Figur, den menige Kriger, der ſtaar 
faſt, hvor Hovdingerne trænge til hans Hjælp, Deus Stjold 
er formet ſom en Spade, der udtrykker Bondens jordbrugende 
Idret; men Skjoldmarket er et Anker, der udtrykker Paalide⸗ 
lighed og Trofaſthed. Dette ſkal dog ikke opfattes alene ſom 
en fin Smigren for Bondeſtanden, men virkelig være et Særpræg 
for Skakſpillets Menige, der trofaſt og urokkeligt holde faſt ved 
enhver vunden Stilling, hvorved de ofte blive den afgjsrende 
Sikkerhedsvagt for Kongen eller Hopdingerne, der faa deres faſte 
Stilling ved Bondens Dakning. 

Brikkerne udffæres i fint Træ; de halve i hvidt (bedſt 
Lontrœ) og de andre halve i merkt (amerikanſt Møddetræ eller 
danſt Moſeeg) udſkaaret i Plader paa 6 Tommec Tykkelſe. 
Man kan ogſaa udffære alle Figurerne i hvidt Træ, jaa farve | 
det halve Antal morkebrunt med Nøddetræbejtje og lakere! dem 
eller overſtryhge dem med fort Lak. Der udſkeres ſelpfolgelig 
2 Konger, 2 Dronninger, 4 Lobere, 4 Springere, 4 Taarne og 
16 Bender. Man udforer bedſt Figurerne, efter at have tegnet 
dem ſmukt paa Traet, ved en fin Løvfav og afrunder dem med 
en lille Fil, hvorefter man udſkerer alle de fine Smaaudpynt⸗ 


ninger med en ffarp, ſpids Kniv, eller med ſmaa Stitjern. 


Disſe ere iſer til Brug. ved Udſtikningen af de maa runde 
Fordybninger i Skjoldranden. Den matte Flade i Skjoldene 
om Skjoldtegnet, priffes fine ud med en fin ſtump Syl. 

Naar de flade Figurer ere færdige, forſynes de med en lille 
Tap forneden, ſom kan pasſe i Hullet midt paa Foder, hvori 
de helſt ſettes faſt med lidt Lim. Foden kan udſkeres, men 
er ſmukkeſt drejet, udſtukket noget fine Niller rundt om, med et 
lille Huljern, ſom Tegningerne viſer. 

Har mine unge Venner paa Landet, ſom maafke have ondt 
ved at faa de lange kjedelige Vinteraſtener til at gaa, faaet lidt 
Lyſt til at prøve paa at lave et Skakſpil, men maaffe ikke tiltror 
fig Evne til at udføre det, faa raade vi, ſom en oprigtig 
Husven, til, bare at lægge Haand paa Verket ſtrax. 
Det er jo bare til eget Brug og om det faa ikke bliver jaa fint 
førfte Gang, faa kan det altid blive godt nok til at ſpille med; 
men det vil maaſte for de fleſte blive meget pænere og ſmukkere, 
end man tenker, naar man begynder, og bringe mere Glade, 
end man ſtulde tro, man kunde faa ud af et ſaadant lille Ar⸗ 
bejde. Fattes man fint Tra — hvidt Lontræ, brunt Nøddetræ 
og mørt Moſeeg ſkaaret i 3/16” Tykkelſe — eller lidt Værttøj 
— Kniv, Stikjern, Sav o. ſ. v. eller Lak og Bejtſe — faa fang 
det ſtrax tilſendt med Poſten for meget billig Pris, naar man 
ſkriver til C. Th. Roms Husflidsverktejhandel, Axelhus 
Kiebenhavn, hvorfra ogſaa faas billige ſmaa drejede Brikker til 
Fod for Figurerne. 5 


Men derſom Arbejdet lykkes godt — og det vil det ſiktert 


for mange — fua kunde Husvennen nok onſtke at fe Prøver paa 
fine Leſeres Haandfærdighed. ÜUdgiveren beder derfor de, unge, 
der blive tilfredſe med deres Arbejde, om med Poſten at ſende 
ham det Skakſpil, de har lavet. De ſtulle da ſenere faa det 
tilbageſendt, og Üdgiveren vil faa ledſage de bedſt udferte Spil 
med et ſmukt indbundet Exemplar af „Haandgjernings bog 
for Ungdommen” (Værdi 6 Kroner) ſom Opmuntringslen 
til den haandſnilde Gut, ſom har indſendt ſit veludforte Arbejde, 
til venlig Paaſtonnelſe af den udviſte Flid. 


Husflid. 


Den lille Dukke⸗Skraderinde. 


Ethvert Forſog paa at indrette Barnets Leg ſaaledes, at 
den bliver en god Svelſe i nyttigt Arbejde, bør modtages med 
Paaſkeanelſe. Vi kunne derfor anbefale ovenſtagende lille Vej⸗ 
ledning til alle Smaapigers Forældre, idet Barnet her, ved 
otte, paa tykt Papir trykte „Modeblade“ faar en ſmuk Vejledning 
til ſelv at tilſtere fig en hel Mangde Kladningsſtykker til fine 
Duffer, Ved Hjælp af de tydelige Monſtertegninger og til⸗ 
hørende Forklaring forſtaffer man ſagledes fine Pigeborn en ikke 
alene morſom, men ogſaa nyttig Adſpredelſe i de lange Vinter⸗ 
aftener, da Barnet her gjennem ſin Leg i det ſmaa faar Svelſe 
i Tilſtering af et Kladningsſtykke og Syning deraf. Vejled⸗ 
ningen, der er udkommen paa Woldikes Forlag, fans i alle 
Boglader og gjennem C. Th. Roms Husflidsverktojshandel i 
Axelhus, Kjobenhavn. 


Smaatling. 

Naar For⸗ 0g Endebogſtaver leſes 
paa to ſammenhangende Have, ſom 
Et Sprog, ſom lares let af Danffe. — 


Geografiſt Gaade. 
nedad, faar man Navne 
beſtylle danſke Kyſter: 


Et ſtort Rige i Aſien. — Et fra den ældfte Tid bekjendt Bjerg. 


— En Stad i Belgien. — En Fjord i Sønderjylland. — En 
Kjøbftad i Veſtjylland. — En Stad ved Elben. — En Kjobſtad 
paa Sønderjyllands Sſtkyſt. 


Indhold. Hans Bendix Hanſen, en Livsſkildring, af Zakarias Nielſen, 
med Portræt. — Kjoge, med 2 Billeder, — Skakſpil, af R. N. 
— Husflid: et Skatſpil, med Billeder, — Husflid: Den lille 
Dukke⸗Strederinde. — Smaating. 


— 


Udgiveren boer paa Bylovsvej & a Kjøbenhavn. 


Zusvennen“, Villedblad for: Nlorſkaßslesning, Oplysning og wusflid, udkommer lil hver endag med et (6 pallet Art, forfynet med fler 


Villeder, til 1 Krone Ijerdingaaret, frit: tilſendt. 


Hvert Jierdingaar medfølger gratis et forf ſmuftt Jillcgsbillede. Bladet fan heſlilles paa 


elhvert Voſlhonlor og Brepſamkingsſled, i euhver Voglade ſamk hos Hovedlkommisſioncren: Audolph Klein, Vileftræde 40, Sjøbenfavn. 
N Eee Re .¼(6C0.. ͤ . DENE re RE REESTER SE 
Trykt raa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang 1 Kjsbenbavn. 


> Nr. 13. Inledag. 1875. 


IJulenat. 


Mens Natten den fvale 
fig ſenker tyſt, 

de Hyrder tale 

med dæmpet Roſt 

om Frelſen, de haabe, 
om Lengsler, ſom raabe 
i Folkets Bryſt. 


Da tendes ſom Lynet 

et Middageſkjer, SEA 
da gyſer ved Synet FR 
de Hyrders Her: 

J blændende Lue 

Guds Engel de ſkue, 

godt Nyt han bær. 


Med Tidender jøde 
han kom fra Sky: 
„Guds Son [od fig føde 
i Davids By. 

Skjont Verden han ejer, 
en Kvinde ham plejer 
i Staldens Ly.“ 


Da luyſer, da klinger 
det fjærnt og nær. 
Paa ſtraalende Vinger 
Guds Engleheer 

den Jubel iſtemmer, 
ſom Jorden ej glemmer, 
mens Liv den bær. 


„Guds Fred er oprundet 
paa Jord i Dag, 
og Støvet har vundet 
Guds Velbehag; 
Guds Son nu vil føre 
til Sejr og fuldgjere 
de faldnes Sag.“ 
Hint Lys ſkal ej falme 
paa Jordens Rund, 
hin Julenats Salme 
fra Englemund 
ſkal evigt forynges 
og evigt gjenſynges 
„Eder er i Hag en Frelser fedt!" i hver en Stund. 

8 C. A. Chyregod. 


Brug for dem. 


Crange Tider. 
En Julefortalling af Emanuel Henningſen. 


„Nu vil jeg give Dig Farvel, Per... her jætter jeg 
aldrig mine Fodder mere!“ 

Per Knos holdt op med at dreje Slibeftenen, 
rettede fig langſomt op og faa beteenkſomt paa Ørens 
Egg, derpaa ſvarede han beroligende: 

„Sig ikke det, Mogens, det er aldrig verd at 
love det, man ikke kan holde. En ved aldrig, hvad 


Tiden kan give; en Gragavejrs Morgen kan endda give 


en Solſkins Dag, og heftig Mands Vrede faar knap“) 
Ende.“ 

„Ja ja, men det bliver ikke ſaa her. 
ſagt ſig los fra mig, og han har brugt ſaadanne Ord, 
at der ikke vil komme den Dag, da jeg ikke vil mindes 
dem . .. Nej, havde jeg ſkjonnet, hvad der ventede 
mig, jaa var jeg ikke kommen her hjem i Dag; men 
jeg mente dog, han vilde have hjulpet Inger og mig 
lidt frem, og derfor kom jeg ... Men nu vil jeg give 
Dig Farvel, Per, og ſaa ſkal Du have Tak for alt godt.“ 

„Aa, bi et bitte Korn,“ ſagde Per og tørrede 
Oxen af paa fit Trojecerme, „det har vel ikke faa ſtor 


Haſt med Dig. Siden Du nu er bleven Mand, faar 


jeg vel ſe at finde en bitte Brudegave til Dig og Inger.“ 

Han knappede beteenkſomt et Par Veſteknapper op, 
halede en gammel Skindpung frem fra en Lomme 
paa Veſtens Indreſide og rakte den til den unge Mand. 


Mogens aabnede Pungen og kaſtede et Blik paa dens 


Indhold, dereſter bandt han igjen Snoren om og holdt 
den hen til den gamle. 

„Og jeg ſkulde tage imod alle Dine ſurt fortjente 
Penge,” udbrød han hjcertegreben. „Nej, Per, det kan 
jeg ikke gjøre.” 


„kanſke Du tyktes, de faa er bedre anvendt... Nej, 
tag Du dem kun, bitte Mogens, for jeg har ingen 


ikke var til Dig? Jeg tjente her i Gaarde, længe 
for Du blev født, jeg har baaret Dig paa mine Arme, 
den Tid Du ikke var ſtorre end ſom jaa, og jeg har 
jet Dig vore op . . . Du maa tro, det er ikke med 
Glæde, jeg fer Dig drage ud herfra, og vil Du ikke 
gjøre mig. Stunden tungere, end den er, ſaa faar Du 
tage den bitte Korn Hjelp, jeg kan yde Dig... Vær 
Du kun treſtig, bitte Mogens, der kommer dL bedre 
Tid end denne, og kan jeg være Dig til Hjælp, jaa 
ved Du, hvor Du kan finde mig.“ 


zer,“ | 
„Lak, Per“ ſvarede Mogens og trykkede hans | og mens han gik over Heden, hvis Lyng og Pors (aa 


Haand. 

Kort efter forlod han Gaarden og ſteg langſomt 
op ad Gangſtien, der forte op over Vejrup Hede. Han 
var bleg og bevæget, og det koſtede ham Moje at trænge 


Far har | 


Hvem har jeg at ſamle til, naar det 


| 


| 


I været gode Venner med en fattig Pige, der tjente paa 


| fvigte fit Ord og fin Kjærlighed, og da han jaa, at 


;;San kaſt dem ud 1 Sødt bc; ddt pet gong, ſom han ſin, beſluttede han at hugge Knuden over med 


et Hug. Han kjobte fig et lille Hus nogle Mile derfra, 


i Steden for at holde dette Lofte ophidſede hun kun 


Haab om Underſtsttetſe og Sjælp fra den Kant. 


K 


Taarerne tilbage, da han oppe fra Bakkeaaſen kaſtede 
et ſidſte Blik ned mod Fedrehjemmet, hvis Dore havde 
lukket ſig bag efter ham ſom efter en fremmed. 
Mogens var Anders Herreſtrups eneſte Son. Der 
havde vel været flere Born der i Gaarden, baade 
Drenge og Piger; men i Lobet af de ſidſte ti Aar 
vare tre af dem døde, og Mogens havde nu kun en 
ældre vanfer Soſter tilbage, ſom ſtyrede Huſet for 
Faderen. Da Gaarden ikke var af de ſtore, om end 
Faderen var en ganſke velhavende Mand, var Mogens 
tidlig kommen ud at tjene og havde efter et Par Aars 
Forløb givet fig i Tommerlere, ſkjont Anders havde 
havt meget at indvende derimod. Senere havde han 
dog tilſyneladende forſonet fig dermed og ladet fig 
forlyde med, at det var hans Henſigt en Gang i Tiden 
at afſtaa Gaarden til Datteren og holde ham ffadesløs 
med en Sum Penge. Der var jo ikke megen Udſigt 
til at faa Cæcilie gift, hvis hun ikke bragte en Gaard 
med ſom Medgift. Skjont Mogens havde en For⸗ 
nemmelſe af, at der vilde blive gjort ham Uret, efter 
ſom Søfteren formagede alt hos Faderen, og han jo 
godt vidſte, hvor paaholdende og najeſeende hun var, 
gjorde han dog ingen Indvendinger mod den paateenkte 
Ordning, da han haabede at kunne arbejde fig godt 
frem, naar han fif en lille Kapital imellem Hænderne. 
Det ſkulde imidlertid komme ganſke anderledes, end 
han ventede det. Han havde længe i al Tugt og Wre 


Herregaarden, og da Faderen fif det at vide og for⸗ 
gjæves paalagde ham at afbryde dette Forhold, kom det 
til heftige Optrin imellem dem. Wen jo værre Anders 
larmede, jo faſtere blev Mogens beſtemt paa ikke at 


Faderen var lige jaa beſtemt paa at hævde fin Bilje, 


indrettede fig et Verkſted der og holdt ſaa Bryllup 
med Inger i al Stilhed. 

„Naar Far faar alt at vide, jaa læg et godt 
Ord ind for mig!“ havde han jagt til Søftéren et 
Par Dage forud. 

„Ja ja, det ſkal jeg nok,“ ſparede Cæcilie; men 


Faderen endnu mere, og da Mogens kom hjem, i det 
Haab, at alt nu vilde klare ſig, blev han ſaaledes over⸗ 
fuſet af Faderen, at han maatte give flip paa hvert 


Saa kom der en lille Hjelp fra en anden Kant, 
ſom han aldrig havde teenkt paa, fra gamle Per Knos, 


giemt under Sneens hvide Klæde, var hans Hjeerte 
opfyldt af Taknemmelighed mod den gamle, tro Karl, 
der havde ofret fine Spareſkillinger for hans Skyld. 

„Ikke en af hundrede vilde have gjort det,“ ſagde 
han ved fig ſelv; „nej, ikke en af tuſende.“ 


Og han lovede fig ſelv, at han, hvis Lyklen var 
ham huld, fkulde gjengjælde den gamles Godhed med 
Renter og Rentes Renter. 

Der var ſaa vinterlig ſtille og dødt deroppe paa 
Heden, kun Sneen knirkede under hans Fødder, medens 
han fulgte Stien langs med Bakkeranden, der falder 
ſteilt ned mod den lille Se. —Hinſides Søen ringede 
Aftenklokken, Hvert af dens Slag klang dæmpet og 
vemodigt over til ham og vakte Gjenklang i hans 


Bryſt. Nu ſad Inger der hjemme og gladede ſig til 


hans Hjemkomſt og de gode Tidender, han bragte med. 
Jo, det var rigtignok gode Tidender! Gud ved, hvor⸗ 
ledes hun vilde blive til Mode, naar hun horte, hvordan 
han var bleven modtagen. Hun havde jaa gjerne villet 
fulgt med ham; men, Gud ſke Tak, at han ikke havde 


givet efter for hende i den Ting. 


Endelig fod han uden for Hjemmet. og ſtampede 
Sneen af fine Støvler. Ved denne Lyd blev Døren 
aabnet, og en lyshaaret Kvindeſkikkelſe kom til Syne 
og hilſte ſmilende paa ham. 

„Velkommen, Mogens; Du kommer tidligere til⸗ 
bage, end jeg havde ventet.” 

„Har Tiden været Dig ſaa ſtakket.“ 

„Nej nej, Du maa tro, jeg har Jet efter Dig mange 
Gange,“ ſagde den unge Kone. „Set Dig nu her 
ved Ovnen, Du er viſt baade træt og ſulten; men nu 
ffal Du knap fan en Mellemmad til at begynde med.“ 

„Er Du flet ikke nysgjerrig efter at vide, hvordan 
det er gaaet mig?“ 

„Jo jo, er jeg det; men Du maa forſt have noget 
at ſpiſe, Du ſer helt forhungret ud.“ 

„Gjor jeg?“ ſagde Mogens og ſmilede ad den ivrige 
Haſt, hvormed hun fatte Aſtensmaden frem. Forſt da 
hun ſaa ham i Færd med Maden, fik hun lidt Ro 
paa fig, og med fin Strikkeſtrempe i Haanden tog hun 
Plads lige over for ham. 

„Saa maa Du fortælle,” ſagde hun. 

„Jeg vilde ſnart helſt lade være,” ſvarede Mogens 
og faa lidt mistroſtig hen til hende. „Jeg er rœd for, 
at vi to ikke har baaret os rigtig ad ... det vil ſige, 
at jeg ikke har baaret mig rigtig ad, da jeg fik Dig 
til at gifte Dig med mig.“ 

„Hvordan mener Du?“ ſpurgte hun og blev bleg. 

„Jo, jeg er red for, at jeg ikke kan gjore det ſaa 
godt for Dig, ſom jeg gjerne vilde, for Fa'r og jeg 
bliver nok aldrig gode Venner mer, ſljonner jeg.“ 

„Og det er jeg Skyld i?“ ſagde den unge Kone 
og bøjede Hovedet dybt ned mod fit Strikketoj for at 
ſtjule de Taarer, der brad frem i hendes Øjne. Tonen 
var ſaa ſagte og ydmyg, at Mogens forbavjet ſaa 
paa hende. ! 

„Du? Men hvordan er det dog, Inger, Du 
græder jo ... Hvad Skyld har Du? ... Skjonner Du 
da ikke. .. men Inger dog!“ 

Den unge Kone havde reiſt fig og lagt ſit Hoved 


ved hans Skulder, og hun lo og græd pan en Gang, 
medens hun ſtroͤg hans Haar fra Panden og kys⸗ 
ſede ham. 

„Skionner Du da ikke, at Du gjorde mig rod, 
Mogens,“ ſagde hun ſpogende. „Jeg mente ſnart, at 
Du fortrød, ot Du havde giftet Dig med mig, fordi 
jeg var Skyld i, at der var ÜUdſtand“) mellem Din 
Far og Dig... og ſaa var Du kun bekymret for 
min Skyld ... Ved Du da ikke end, Mogens, at jeg 
er lykkelig, naar kun jeg har Dig, og at jeg aldrig i 
Verden ſkal enſte mig bedre Kaar end dem, Du kan 
give mig? Aa, Mogens, naar blot Du aldrig nogen 
Tid vil fortryde, at Du har taget mig, da er alt fan 
godt, at jeg ikke ved mere at onfke mig... Og ved 
Du, hvad jeg har faaet til Dig, mens Du var henne“)? 
Beſtilling paa en Dragkiſte, ſom Du ſkal lave til Jens 
Gregerſen i Ulbjerg!“ . 

Mogens lo ved den pludſelige Overgang i hendes 
Tale, og det Mismod, han havde været trykket af, 
mens han var paa Sjemvejen, forſvandt til Dels. 
Han var jo ung ag ſteerk, og det ſkulde være underligt, 
om han ikke fulde funne arbejde ſaaledes, at Fattig⸗ 
dom og Nad blev ftænget ude, hvis Gud ellers lod 
ham beholde Sundhed og Kraft. Ganſke viſt vilde 


| Kjøbet af Suſet og Anfkaffelſen af de nødvendige 


Gjenſtande til hans Haandværk gjøre de forſte Aar 
lidt trange; men ſenere vilde det nok blive bedre, og 
maaſke vilde Faderen ogſaa med Tiden tilgive ham 
og tilbyde ham Hjælp. At bede ham tiere om denne, 
ſtod i Ojeblikket for ham ſom en Umulighed, han aldrig 
vilde kunne ſinde ſig til. ; 
Den folgende Dag tog han fat pan. Arbejdet: 
Dragkiſten til Jens Gregerſen. Aldrig er endnu en 
Dragkiſte bleven ſaa omhyggelig ſat ſammen, jaa 
pudſet og eftercendret eller jan billig ſolgt, ſom denne 
blev det, og det varede da heller ikke længe, for Ar⸗ 
bejdet ſtrammede ind til ham fra alle Sider. Inger 


var heller ikke ledig, hun ſpandt, ſtrikkede og ſyede, 


jaa ſnart der var en Stund ledig, og alt imens klang 
hendes friſke Sang igjennem Huſet og opmuntrede 
Mogens ved Arbejdet. Af og til kom gamle Per Knøs 
over til dem og gjorde dem et lille Beſog, fad i Verk⸗ 
ſtedet og jaa til, mens Mogens hovlede, og ſtolprede 
igjen ved Aftentid hjem over Vejrup Hede paa ſine 
gamle Ben. 

„Din Soſter fætter ondt for Dig hos Din Far,” 
jagde han en Gang imellem; ,,det kan jeg nok ffjønne. 
Hun vil have hele Arven for ſin Part; men tidt er 
Enden ikke Begyndelſen lig.“ 

Saaledes henrandt der nogle Aar, to Smaa⸗ 
puslinger vare komne til Huſet, en Dreng og en lille 
Pige. Da blev der en Dag fortalt, at gamle Per 
Kngs var gaaet til Hvile, og dette Budſkab blev mod⸗ 


+) Uenighed, Fiendſtab. 


*) borte, 


100 


taget med oprigtig Sorg af Mogens og Inger. Den 
Dag, da den gamle ſkulde jordes, gik Mogens hen til 
Vejrup Kirkegaard for at overvære hans Jordfaſtelſe, 
og da ſtod han igjen Anſigt til Anſigt med Faderen. 
Hans Hjærte var blevet blødt ved den gamle Vens 
Dod, og da Graven var tilkaſtet, ſogte han Lejlighed 
til at tale et Ord i Enrum med Faderen. Det lykkedes 
ham imidlertid ikke, alles Øjne vare henvendte paa 
dem; thi det var jo almindelig kjendt, i hvilket 
Forhold de ſtod til hinanden. i 

„Gud tilgive Dig, Cæcilie, hvis Du øger Fjend- 
ſkabet mellem Fa'r og mig,“ ſagde han til Soſteren, 
da han fkiltes fra hende. 

„Der er ikke noget at age,“ ſparede hun koldt. 
„Faar Du ingen Arv, ſkal jeg nok beteenke Dig.“ 

„Det er ikke det, jeg tenker paa. Arven fil Du 
i Guds Navn beholde, naar kun det kunde blive godt 
mellem ham og mig.“ 

„Det raader jeg ikke for,“ ſvarede hun, og dermed 
ſkiltes de. 

Samme Dags Aften fad Inger ene hjemme i 
Angſt ved fine Smaaborns Seng; thi Mogens var ikke 
kommen tilbage, og Morket var allerede faldet paa. 
Tilſidſt blev Frygten for, at han ſkulde være kommen 
til Stade, hende for ſtark. Hun bojede ſig ned og 
kysſede Børnene, derpaa ſpobte hun et Zørflæde om 
ſig og forlod Huſet. Et Par Timer efter horte en 
enlig Vandringsmand, ſom gik over Vejrup Hede, 
Nodraab nede under Bakkeranden, og da han lod ſig 
glide ned ad Skraaningen, fandt han Inger ſiddende 
ved Foden af Bakkerne med Mogens i ſin Favn. 

„Aa, Gud fie Tak, at J horte mig,“ ſagde hun 
hulkende. „Mogens er kommen til Skade han er 
ſtyrtet ned fra Stien deroppe... Han klagede over, 
at han var ſvimmel, da han gik til Begravelſen i 
Vejrup ... Hvordan fkal vi dog faa ham op?“ 

„Er han ved Samling?“ ſpurgte Manden. 

„Nej, ak nej; men det betyder viſt intet... tror 
J vel? .. . Jeg var ogſaa rent henne en Gang, men 
jeg kom godt nok til mig ſelv igjen .. Vil J ikke 
føle paa ham? ... Det har viſt ikke noget at betyde, 
at han er faa ſtille ... Tror J vel? Aa, Mogens 
Mogens, kan Du ikke hore, at det er mig, der taler 
til Dig! Aa Gud, bare Du dog vilde rore Dig et bitte 
Korn ... Min Gud, min Gud, 3 figer flet ingen 
Ting ... I mener da ikke, at han... er død? Gjor 
J vel? ... Aa, Herregud, giv mig dog et bitte Korn 


Haab, om J kan.“ 


„Der er ingen Raad til at faa ham op ad Bakken,“ 
ſagde Manden undvigende, „vi maa have Bud efter 
nogle Folk fra Byen... Vil J gan, eller ſkal jeg?“ 

„Aa, Gud troſte mig, ſaa er han da død,” udbrød 
Inger jamrende. „Ja, vil J være fan kjen at gaga. 
Mine ſmaa ſtakkels Born, J ved ikke, hvad der er 
hændet jer!” ; 


Sun bøjede fig ned over den dødes Hoved, der 
hvilede i hendes Skjød, og hendes Taarer dryppede 
ned paa hans Pande, medens hun kjcertegnende ſtrog 
hans dugvaade Haar til Siden. Det var hen paa 
Efteraaret, Vinden for med en egen klagende Suſen 
hen over Lyngbakkerne, og en enlig Natfugl fløj med 
klaprende Vingeſlag og et pibende Skrig bort over 
hendes Hoved; men hun hørte intet af dette. Hun 
var jaa henſunken i fin Sorg, at hun ikke en Gang 
merkede, at Manden kom tilbage med Sjælp, før han 
rørte ved hendes Skulder. 

Ja, han var død; det var des værre altfor tydeligt, 
da han var lagt inde paa Sengen, og Lyſet ſkinnede 
paa hans stille, blege Anſigt. Inger ſank neeſten ſammen 
under det tunge Slag, de havde jo elſket hinanden 
jaa inderlig og trofaſt, ſom to Menneſker kunde elffe 
hinanden, og kun Tanken om Bornene holdt hende 
endnu oprejſt. Det lod til, at Sonnens pludſelige 
Dod havde ryſtet op i Anders Herreſtrups haarde Sind; 


| thi paa Jordferſtelſesdagen var det tydelig nok at ſe, 


at han var heftig ryſtet; men mod Inger var han kold 
ſom Is, og Cæcilie fulgte hans Exempel i ſaa Henſeende. 

„Min Fader vil tage ſig af Bornene,“ ſagde hun 
til Inger, da de vendte tilbage fra Kirkegaarden, „men 
ſaa vil han have dem ſom ſine egne og ene raade 
over dem.“ 

„End jeg da?“ ; 

„Ja, DU maa fraſige Dig dem naturligvis“. 

„Aldrig ... aldrig“, ſvarede Inger lidenſtabeligt. 
„Jeg kan ikke ſlippe nogen af dem; det vilde være min 
Død”. 

„Som Du vil“, ſagde Cæcilie koldt, og der blev 
ikke talt mere om den Sag. 

Atter henrandt der et Par Aar, og de gik for 
Inger hen i Arbejde og Slid; thi aldrig fik hun 
Hjcelp fra Svigerfaderen, og hun ømmede ſig ved at 
bede ham om ſaadan. Da kom der Sygdom til; hun 
havde længe med Skrak følt, at hendes Kræfter Dag 
for Dag tog af, og en Morgenftund, da hun efter en 
jøvnløs Nat vilde ſtaa ud af fin Seng, mægtede hun 
ikke mere at holde fig oprejft. Visſelig havde Dagene 
været trange for hende, men nu bleve de trange, ſom 
ingen Sinde tilforn, og hendes Mod maatte ligge under. 
Da ſkrev hun en Dag til Svigerfaderen og fkildrede 
ham fin Nod og bonfaldt ham om hans Hjælp. 

„Tag mine Born fra mig, om J vil det ſaa“, 
ſkrev hun, og hendes Taarer bragte Blokket til at lobe 
ud paa Papiret, „jeg kan ikke fe dem lide Nod, og jeg 
megter ikke mere at værne om dem. Skjont J aldrig 
har tilbudt mig nogen Sjælp til dem, ſaa kan Eders 
Hjærte dog ikke være jaa haardt, at J vil lade dem 
føle den bitre Nod, ſom nærmer ſig til dem. Tag dem 
i Guds Navn bort fra mig, og om jeg end aldrig 
mere faar dem at ſe, vil jeg dog velſigne Eder for det 
gode, J gjør imod dem. 


101 


Hun ventede angſtfuld paa Svaret; men der kom 
intet, flet intet, og den ſtakkels Moder var nær ved 
at fortvivle. Udenfor var det en bidende Froſt, Sneen 
laa hen over Høje og Dale, og Julen var ner; ak, 
det var den kummerligſte Jul, hun endnu havde jet i 
Møde. Hvor fattigt og ſmaat hun end havde haft det, 
jaa havde Julen dog altid været en Feſt for hende og 
Børnene; men nu mægtede hun ſlet intet at gjøre, og 
med hver Dag, der kom og ſpandt, blev Naden ftørre 
i det lille Hus. | 

Oppe paa Kirkebakken var der Jubel og Lyſtighed, 
medens Klokkerne kimede oppe i Taarnet og bragte det 
glade Budſkab om Frelſerens Feſt vidt ud over Mark 
og Vang. 

„Ding ... dang . .. Klokkeklang“, ſang Drengene 
oppe paa den ſnedakkede Bakke, jaa ſatte de fig op paa 
de ſmaa Slæder, og i flyvende Fart gik det ned ad den 
jævne Skraaning, lige ud til Landevejen, hvor Kane⸗ 
bjcelderne klang fra den raſk forbiglidende Kane. Af 
og til kom en af Smaaſlederne paa tværs ned ad 


Bakken, væltede og kaſtede fine rodkindede Kjoreſvende 


ud i Snedriverne til uendelig Glæde for alle de andre. 

Nede paa Vejen ved Foden af Bakken ſtod der en 
tiaars Dreng og jaa til. Han kaſtede et lengſelsfuldt 
Blik op til Kammeraterne, der tumlede ſig deroppe, 
ſaa ſkuttede han ſig i Kulden, ſom bed gjennem hans 
tyndſlidte Klæder, Det var det eldſte af Ingers 
Born. 

„Vilhelm! Vilhelm!“ blev der raabt oppe fra 
Bakken. „Kom her op!“ 

Men han ryſtede paa Hovedet, kaſtede endnu et 
Blik efter Slæderne og gik jaa langſomt hen ad Vejen 
mod Hjemmet. Ud. fra Preeſtegaardens Port kom en 
lille Pige, ſom traf en Slade bag efter ſig. Hendes 
Ojne ſtraalede, medens hun tappert trampede igjennem 
Sneen og tog Vejen hen imod Kirkebakken. 

„Vil Du kjere for mig, Vilhelm?“ ſpurgte hun 
og rakte Snoren, til hvilken Slæden var faſtgjort, hen 


imod ham. 


„Jeg kan ikke; jeg ſkal hjem... 
gjerne“. 

„Aa, bare lidt, Du. Det er jaa morſomt“. 

„Moder er ſyg, Marie ... der er ingen andre 
hjemme ved hende end bitte Stine. Ellers vilde jeg 
gjerne”, 

„Ja, ſaa maa Du jo hjem, kan jeg nok forſtaa“, 
ſagde Marie. „Gledelig Jul, Vilhelm!“ 

Hun nikkede venlig til ham og ſkyndte fig af Sted, 
medens han fortſatte fin Vej til Hjemmet. Uden for 
det lille Hus, fra hvis lave Tag Istappene hang ned 
ſom blanke Zænder, blev han et Ojeblik ſtagende. 
Gjenlyden af Jubelen fra Kirkebakken klang hen til ham 
og gjorde ham bedrøvet, mere bedrøvet, end han hidtil 
havde været. Han vilde ſaa gjerne have bragt lidt 
Juleglede hjem med fig; men det var ikke lykkedes for 


ellers vilde jeg 


ham. Oppe hos Landsbyens Kjøbmand havde man 
viſt ham en Side i Hovedbogen; den maatte førft flettes 
ud, før der kunde være Tale om, at han kunde faa de 
fattige Smaating udleveret, ſom han bad om, og han 
vendte ligeſaa tomhændet tilbage, ſom han gik bort. 

„Du fik vel ingenting, min ſtakkels Dreng? ſagde 
Moderen. 

„Nej, intet .. . ſlet intet”. 

„Aa nej, vi ſkylde jo ogſaa jaa meget”. 

Hun trak ham hen til Sengen og klappede ham 
paa Kinden. 

„Du ſkal ikke være harm“) for min Skyld“, ſagde 
hun troſtende, „jeg trænger ikke til noget... jeg har 
det meget bedre i Dag, og med Guds Hjelp bliver jeg 
ſnart raſk igjen. Men det gjør mig jaa ondt, at J 
Smaaſtakler flet ikke fkal merke, at det er Juleaften“. 

„Skal vi da ſlet ikke have lidt godt?“ ſpurgte den 
lille Pige og rejſte fig fra Skammelen. „Ikke det 
allermindſte?“ 

„Nei, bitte Kirſtine“, ſparede den ſyge bedrovet, 
„ikke i Aften. En anden Gang bliver der vel Raad 
til en lille Feſt, om Gud vil ... Lad mig nu ſe, at 
Du er en vakker bitte Pige, ſom ikke greder“. 

Men i Stilhed græd hun ſelv. Drengen jaa, 
hvorledes hun hemmelig tørrede Taarerne af fine Øjne, 
og han gik hen og lagde fine Arme om hendes Hals 
og kysſede hende. 

Et Par Timer efter ſad han paa Sengekanten 
med den opflagede Bibel paa fit Skod og læfte Evan⸗ 
geliet om Frelſerens Fodſel. Moderen og den lille 
Søjter lyttede opmerkſomt til hans dæmpede Stemme, 
og da han kom til det Sted, hvor Engelen ſiger til 
Hyrderne: „Eder er i Dag en Frelſer født”, da ſaa 
de mildt bevæget paa hverandre. 

Saa bankede det ſagte paa Døren, og da Vilhelm 
aabnede den, ſtod Juleengelen lyslevende derude med 
Juletræet i fin Faun, med rode Kinder og med fugtig 
glinſende Ojne. 

„O, Marie!“ udbrød han, og den bratte Over⸗ 
gang fra Forſagelſens Bitterhed til Glædens Sodme 
fik ham til at briſte i Graad. Marie fan et Ojeblik 
undrende paa ham, derefter var det, ſom om hun for⸗ 
ſtod, hvad der foregik i hans Indre, og hun rakte 
ſmilende Juletræet hen til ham. 

„Gledelig Jul“, ſagde hun og lukkede Doren til 
bag efter fig. „Se, Vilhelm, det har jeg pyntet til 
Dig og lille Kirſtine. . Nej nej, Stinemo'er, ikke røre 
endnu, Træet ſkal ind i den anden Stue, til det bliver 
merkt, og jaa ſkal Vilhelm tage det herind og tende 
alle Lyſene ... Aa, Du kikker ... Du kikker, Stine, 
det gjælder ikke. Vil Du nu ſe, Du kan holde Dine 
nysgjerrige Smaaglugger hos Dig ſelv; i Aften maa 
Du je jaa meget, Du har Lyſt ... Saa”, vedblev 


*) bedrøvet. 


hun, da Juletræet ſtod vel forvaret inde i Sideværelfet, 
„nu maa Du je paa Døren, Kirſtine, hvis Du ikke 
hellere vil ſe, hvad jeg her har“. 

Hun gik hen til Sengen og løfte op for den ſtore 


Pakke, hun bar paa Armen, og Kirſtine, der nysgjerrig 


var fulgt: med hende, udbrød i et Raab af Henrykkelſe, 
medens Juleengelen fornøjet bredte Indholdet ud foran 
Inger. 

„En ſtor Julekage, Mo'r“, raabte Kirſtine og 
ſtampede i Gulvet af Henrykkelſe. „En Flaſke, Mor 
Ol viſt“. 

„Gammelvin“, rettede Engelen ſmilende. 

„En Flaſke Gammelvin!“ gjentog Kirſtine. 
Kræmmerhus, Mo'r!“ 

Te“. 

„Nokken et Kremmerhus, Mo'r!“ 

„Kaffe“. 

„Aa, et Kreemmerhus end, Mo'r!“ 

„Sukker“. 

„En ... en lang en ... ſaadan rund ... i en hvid 
Skaal, Mor!” 

„Mediſterpolſe“, ſagde Marie leende. 

Meddelelſen om Polſen ſatte Kronen paa den lille 
Piges Henrykkelſe; den kunde ikke længe udtrykkes i 
Ord; men hendes Øjne tindrede ſom to Stjerner, 
medens de vogtede paa Udpakningen. Vilhelm ſtod 
bag ved Marie og jaa hen paa Moderens Anſigt. 


Solen kaſtede fine ſidſte Straaler ind i Verelſet, de 


gjod fig hen over hendes Hovedpude og ſpillede paa 
hendes lyſe Haar, medens Glæden og Taknemligheden 
radmede hendes blege Kinder. 

„Ingen, ingen i Verden kan dog lignes ved Moder, 
tenkte Drengen, og Glæden, der lyſte ud af hendes 
Anſigt, gjenſpejlede fig i hans. 

Hvem der en halv Times Tid efter, at Marie 
hjertensglad havde forladt det lille Hus, havde kiget 
ind gjennem Kokkenvinduet og ſet Vilhelm gaa ſyngende 
omkring derinde og lægge pan Ild for at koge Te og 
rasle med Kopper og Tallerkener, vilde have haft Moje 
med i ham at gjenkjende den ſtille, forfrosne Dreng, 
der kort efter Middag var vandret forbi Kirkebakken. 
Og lige jaa megen Moje vilde man have haft med at 
gienkjende den ſyge og den lille Pige, der ſad pludrende 
og leende inde ved hendes Seng og længtes efter, at 
Solen ſkulde ſynke ned bag de hvidkledte Hedebakker 
mod Veſt. 

Og Solen ſank, den dybe blaa Himmel ſtraalede 
med tuſende og atter tuſende funklende Stjerner; men 
inde i den lille Stue ſtod Juletræet i al fin Pragt, og 
Kirſtine danſede rundt om det med en ſplinterny og 
fin Dukke i ſin Arm. 

Hvad var det for en Dundren, der lod uden for 
Huſet? Ingen af dem derinde i den lyſe Stue lagde 


Marke dertil; men en enlig Hare, ſom var i Færd | 


med at bore fig ned i en Snedrive, der lag ophobet i 


| paa Vejen. 


„Et 


Grøften, foer forſkrokket op fra fit Arbejde og fatte i 
fuld Fart ind over Heden ved Synet af Slæden og 
de ſtampende Heſte, der ſtandſede uden for den fattige 
Enkes Dor. Ned fra Sladen ſteg der en gammel 
Mand, hans Haar var næften jaa hvidt ſom Sneen 
Han lagde Dakkener paa de dampende 
Heſte, ſlog Armene et Par Gange ſammen om Skulderen 
og gik derefter langſomt ind i den lille Forſtue, hvor 


Sjenlyden af Glæden indenfor trængte ud til ham. 


„Aa, Gud ſke Tak“, mumlede han, „jeg teenkte 
endda, det ſtod verre til“. 

Saa aabnede han Doren og traadte ind. 

„Guds Fred og gledelig Jul“. | 

„Tak, i lige Maade”, ſparede Inger og ſaa op til 
ham med et lyſt Smil. „Og velkommen ſkal J være, 
Gammelfa'r“. 

„Tak for det Ord“, ſagde han. 

Han tog en Stol og ſatte fig tæt hen ved Sengen 
og jaa paa Juletræet. Det ſkinnede ham nok for 
ſterkt i Øjnene; thi Vilhelm lagde Merke til, at han 


et Par Gange foer ſig med Haanden hen over dem. 


„Jeg har en Hilſen til Dig fra Cæcilie”, tog 
Svigerfaderen igjen til Orde. 

„Tak; har hun det godt?“ 

„Godt nok, det jeg ſkjonner, bedre end for, for 
hun har været meget ſyg ... Du ſkrev til mig den 
anden Dag, Inger; men Du ved ikke, at jeg forſt fik 
Dit Brev i denne Aften... og at jeg fik Klarhed paa 
det altſammen ... Du ved heller ikke, at jeg alt, mens 
Mogens end var hos Dig, to Gange ſkikkede ham Bud 
til Forligelſe, men at jeg hver Gang fif Svar tilbage, 
at det blev der aldrig Raad til hos ham ...“ 

„Aldrig har Mogens faaet Dit Bud“, afbrød 
Inger ham forfærdet. 

„Ak nej, det Fjender jeg godt nok nu“, ſparede 
Anders Herreſtrup ftilfærdigt, „Du fik Skylden for, 
at Mogens vifte fig ſaadan. Du vilde ingen Hjælp 
tage imod, da han dode, og jeg vilde give Dig og hans 
Born det halve af Jer Arv... Du vilde ikke fjendes 
ved mig, og Dine Barn ſkulde aldrig falde mig Gammel⸗ 
fa'r, og de ſkulde lære at affky mig alle deres Dage... 
Saadan blev der jagt mig, og for hvert Bud, jeg 
ſkikkede til Dig, fik jeg ſamme Svar... Saa for fjorten 
Dage ſiden blev Cæcilie ſyg, og det lod til, at hun 
vilde gaa hen med det ſamme; men i Dag er hun 
ſaa meget bedre, og da fik jeg det hele at vide og 
Dit Brev at leſe ... Skjonner Du, hvordan det er 
gaaet til?“ 

„Ja“, hviſkede Inger dybtaandende, „jeg kan vel 
ſkjenne det“. 

„Jeg troede hende ſaa godt; aa ja, jeg tvivlte jo 
aldrig paa, hvad hun fortalte mig... Er der noget 
hos Dig, der taler til min Undſkyldning, og tykkes 
Du, at Du kan tilgive, at jeg har veret, ſom jeg 
var?“ 


— —— ——ꝗ?W?;..ñ x k —— 


„O ja“, ſagde Inger igjen og lagde ſin Haand i 
hans, „der er jo intet at tilgive“. 

„Aa jo, der er vel jaa”, ſvarede han bevæget. 
„Og nu hende, ſom ligger i Angſt og Fortrydelſe for, 
hvad hun har gjort? Tror Du, at Du kan glemme 
det en Gang i Tiden, naar der er oprundet bedre 
Dage for Dig og Børnene... Tor jeg trøfte hende 
med et mildt Ord fra Dig... hun er faa haardt an⸗ 
greben, Stakkel“. 

„Saa viſt ſom Gud vil tilgive hende, ſaa viſt 
ffal aldrig en ond Tanke imod hende rummes i mig“, 
ſagde Inger. „Aa Gud, naar jeg tænfer, hvor god 
Vorherre har været imod mig i denne Aften, da ſpinder 
al Bitterhed hen“. 

Hun fortalte ham alt, hvad vi allerede fjende, og 
han ſad lyttende med hendes Haand i fin, indtil hun 
havde ſluttet fin lille Meddelelſe. 

„Det var trange Tider for Dig, bitte Inger“, 
ſagde den gamle mildt. „Nu ffal de lyſe Dage komme, 
ſaa vidt det ſtaar til mig, ak, var de kun komne 
noget for“. 

„Det var faa Guds Vilje, at de førft ſkulde komme 
nu“, ſvarede hun. „Og det har de trange Tider lært 
mig, at hans Vilje er den bedſte“. 

„Ja ja, den er vel det“, ſagde Svigerfaderen. 

Han traf Børnene hen til fig, og der blev en 
Stund Tavshed derinde. Julens Engel jvævede igjennem 
Stuen, og alt ſom Lyſene paa Zræet flammede op og 
fik Morket, der lurede i Krogene, til at ſpinde, ſaa 
lysnede det ogſad op med Fred og Glæde i deres 
Hicerter. Gudſkelov! ogſaa i den fattige Enkes Hytte 
var der blevet en „Gledelig Jul!” 


Bjornegaardsnisſerne. 
Juleſagn fra Bornholm, meddelt af Ch. Veisſ. 


Vjornegaarden ligger i Klemensker Sogn paa Born⸗ 
holm. 

En Juleaften, ved Middagstid, kom for mange 
Aar ſiden en Mand med en Bjorn og bad Folkene om 
Natteleje. 

„Det ſkulde Du jaa gjærne faa,” ſagde Gaard⸗ 
manden, „men der kan ingen Menneſker være her 
i Nat.“ 

For at han ikke ſkulde ,,bære Julen bort“, blev han 
gieſtbuden med Mad og Drikke, og det ſyntes han 
godt om. Imens blev Bjørnen bunden ind i Stalden. 
Han ſpurgte da Gaardmanden ud, hvorfor han ikke 
kunde blive der Natten over, og ſaa fik han at vide, 
at Underjordsfolkene holdt Hojtid der paa Gaarden 
Natten mellem Juleaften og Juledag. 

„Kunde Du ikke have Lyſt til at blive disſe 
Gjeſter kvit?” ſpurgte Bjørnetræfferen. 


Det havde Manden intet imod, men mente, at 
det var lettere at love end at holde. 

Den fremmede lovede det dog, derſom han maatte 
tage Bjørnen med fig ind i Stuen til Natten. Det 
fil han Lov til, og faa var det afgjort, at han vilde 
vove Forſoget. 

Henimod Aften droge alle Huſets Folk af Sted 
til Nabogaarden, og Manden med Bjørnen ſlog fig 
til Ro i Stuen. Han lagde fig paa en Bank mellem 
Væggen og det lange Bord og bandt Bjørnen ved et 
af Bordbenene. Lyſet blev ſlukket, og Huſet var ſom 
uddøet. Ved Midnatetide begyndte det at pusle i 
Stuen; fra alle Kroge og Kanter mylrede de under⸗ 
jordiſke frem; Bordet blev dakket med en fin hvid 
Dug; Fade, Tallerkener, Skeer, Knive og Gafler af 
det pure Guld ſtilledes op, og alt dette lyſte med en 
forunderlig Glans, faa andet Lys var overflødigt ; 
til ſidſt kom⸗Groden og Fiſken, ſaa ſatte de fig til 
Bords uden at ænje Manden eller Bjørnen, der fore⸗ 
lobig holdt fig rolige. Bjørnen begyndte dog jaa 
ſmaat at brumme; den Nisſe, der ſad den nærmeft, 
rakte et Stykke Fiſk ind under Bordet til ham, men 
han blev ved at brumme og ſnerrede ad Nisſen ſom 
en gal Hund. „Naa naa, lille Mis,“ ſagde Trolden 
og lod ſaa for Reſten Bjornen have ſine egne Lader. 
Midt under Maaltidet rejſte Manden ſig fra Benken, 
løfte Bjørnen og fatte fig igjen, mens Dyret gjorde 
ryddeligt. Der blev nu en fvær Uro. Underjords⸗ 
folkene løb om mellem hverandre, og Bjørnen tog halve 
Sneſe ad Gangen og trykkede dem ibjæl. Saaledes 
blev det ved at gaa, til der ikke var flere i Stuen. 
Nu bandt Manden Bjørnen igjen, og ſaa ſov de begge, 
til Gaardmanden kom for at fe til fine Gjæfter; hele 
Opdaekningen fra om Natten ſtod der, men Borde, 
Benke, Vægge og Gulv vare overſmurte med Blod. 
„De fleſte fik vi Bugt med,“ ſagde den Fremmede, 
„men nogle ſlap. Derſom de ſkulde faa i Sinde at 
komme igjen næfte Aar for at ſparge, om J endnu 
have den gale Kat, er det bedſt at ſige ja, og at 
den er meget værre i Aar, fordi den har Killinger, 
ſaa faa J nok Fred i Fremtiden.“ Dermed gik han 
og Bjørnen, og ingen hørte ſiden om dem, ligeſom 
heller ingen anden havde jet dem for. 

Det gik, ſom han havde jagt; næjte Juleaften, 
da Pigen hentede Vand fra en Kilde lidt uden for 
Gaarden, kom en lille bitte Mand og ſpurgte, om de 
endnu havde den gale Kat; da han fik den Beſked, at 
den i Aar havde 7 Killinger, bad han hende ſige 
Folkene, at de jaa aldrig ville komme der mere, og de 
holdt fig ogſaa ſiden borte fra Gaarden, ſom fra den 
Tid fik Navnet Bjornegaarden, ſom den endnu har. 
Guld og Sølv, ſom Nisſerne havde efterladt fig, blev 
ſignet af Præften; det beholdt jaa Manden en Del af 
og ſkjcnkede en Del til gudeligt Brug. 


husflid 


Tra til Husflidsarbejde. 

Det er ikke jaa ſjeldent, at der feldes Tra, ſom eguer fig 
ſerligt til finere Husflidsarbejder, men ſom man, i Mangel af 
pasſende Anvendelſe, bruger til grovere Gavntra, eller til Brendſel. 
Det ſkulde være Udgiveren kjart, om ſaadant Tra kunde frelſes 
til Gavn og Glæde for Husflidsdyrkere, i Egne, hvor ſaadaune 
Traſorter ikke ere til at faa. De efterſperges derfor hyppigt i 
Husfliosverktejshandelen her i Kjøbenhavn, hvor flige Traſorter 
ere vanſkelige at faa og kun til høje Priſer. Enhver ſom paa 
Landet har Forrgad til overs af Peretræ, Lontræ (Ahorn), Ka⸗ 
ſtanie, Valnod, Navr eller Benved, Lindetre, Elletre og Espetre, 
eller i Vinterens Lob fælder Treer af disſe Arter 
fon de kunde ønffe at overlade til Husflidsbrug, bedes indſende 
Tilbud derom til C. Th. Rom & Co. Axelhus 2 Kjobenhavn, 
med Opgivelſe af Træets. Art og Sterrelſe (Tykkelſe og Længde; 
lige, knaſtfri og ikke for tynde Stammre ere de meſt brugbare) 
ſamt Priſen der ønffes for Træet. 

Ad denne Vej vil forhaabentlig en ſtor Del godt Gavntræ 
til finere Arbejder, der ellers var gaaet tabt, blive. bevaret fer 
Husfliden, idet nævnte Forretning, ſaafremt Priſerne ſtille fig 
rimeligt, vil fjøbe Træet og lade det opfkere omhyggeligt i 


pasſende Tykkelſer, for at kunne fælge det igjen til Husflids⸗ 


dyrkere hele Landet over for billigere Priſer, end“ det hidtil har 
været muligt at Tevere Tra til fra Trœhandlerne i Hovedſtaden, 
hvor netop de ovennævnte Traſorter forekomme yderſt ſparſomt, 
1 de ſjeldnere bruges af de Haandverkere, ſom Trehandlerne 
orſyne. i 


Juleknas. 


— 


Gaade. Mit forſte nu herſker i hver en Vraa 
hyvor Lykke og Sundhed vi finde. 

Mit andet tenkte med Gru vi paa 
var ej Frelſerens Ord os i Sinde. 
Mit tredje med Fryd vi i Mode gaa 
med Barneſindet det kommer. 
Mit hele da lyder til ſtore og ſmaa 
men aldrig det lød i Skerſommer. 


Billed gaader (Rebus). 


Firkantet Nod. Af 2 A, 2 B, 3 E, 1 F, 2 G, 1 I, 

2 N, 1 P og 2 R dannes 4 Ord, ſom ſkrevne under hinanden 
og leſte fra venſtre til højre og fra oven og nedad giver Los⸗ 
ningen paa følgende Gaader: 

Mit forſte Du finder i Bemerland, 

Der døde paa Baalet en Herrens Mand; 

Mit andet ved Danmarks Granſe findes, 

Der døde en Dronning, ſom viſt Du mindes. 

Mit tredje er ret et pudſigt Dyr, 

Som ikke de galeſte Streger ſkyr, 

Ved herlige So, ner Alpernes Top 

Der rakker mit fjerde Taarnene op. 


i 


Brevpexling. 

Tiltredende Holdere af Husvennen meddeles, ſom Svar 
pan hyppige Foreſporgsler, at de endnu kunne faa dette Binds 
forſte 13 Numre (forſte Fjerdingaar), naar de ſnareſt indſender 
Beſtilling derpaa. Men da Reſtoplaget ikke er ſtort, vil det, da 
nye Beſtillinger ſtadigt indlsbe i ſtorre Omfang end fra forſt af 
paaregnet, ſandſynligvis ſnart være udſolgt, hvorfor de, der ville 
være ſikre pan at faa det udkomne af Bindet, tilraades at 
beſtille det ſnareſt. 

Enkelte Numre tilſendes paa Forlangende ſaavidt Forraad 
haves, for 10 Ore Numret. 


Medens ÜUdgiveren ſyslede med Ordningen af narverende 
Julenumer, indløb et Brev fra en Lererinde, hvoraf Husvennen 
ikke kan nægte fig den Fornojelſe at give folgende Uddrag: 

2. . bjærtelig Tak for den Glæde Deres Husven bringer 
med fig hver Gang den aflægger fit Beſog! Dog vilde jeg gjerne 
vide den endnu mere udbredt; thi der er endnu mange Huſe, 
hvor der netop trenges til en ſaadan tavs og dog faa veltalende 
Ven; jeg tror, dette kan ſke, om De Hr. Rom gav et lide „Hip“ 
i deres Blad til Zærere og Larerinder. Husvennen er forbav⸗ 
ſende billig; men mangen en fattig Mand, med Familie, kan 
dog ikke aſſe hele Betalingen; nu mener jeg, at det er en let 
Sag, naar en Lærer vil have lidt Ulejlighed, at ſtaffe Bladet 
flere Holdere. Jeg ſagde til alle mine 80 Skoleborn, at fjerde⸗ 
dels, ja endogſaa ottendedels Parter vare at faa i Husvennen 
og. faa lille et Bidrag kan de alle afſe, jeg ſamler Belobet, ſorger 
for Bladets Fordeling og paa denne Maade har 40 forſtjellige 
Hjem Gavn af 5 Husvenner ...“ 

Dette Udtog meddeles, fordi Udgiveren ilke godt kan give 
det lille „Hib“. Det gaar bedre an, naar det kommer fra en 
ung Kvinde. Udgiveren har fra fit Standpunkt kun Tak at 
bringe til Danmarks Lærere, bande de mandlige og de kvinde⸗ 
lige, for den Deltagelſe man de fleſte Steder har viſt for Hus⸗ 
vennens Udbredelſe. Men der er ganffe viſt mange Steder, hvor 
Folk maoſte ſynes ikke at kunne overkomme at udgive en hel 
Krone til et Morſtabsblad, men hvor mange med Glæde vilde 
være med om at læfe det, naar der kun var Tale om 25 
Dre om Fjerdingaaret. Mange Steder ville Lærerne og Larer⸗ 
inderne gjerne fave lidt Ulejlighed med at faa lidt god Læsning. 
ind i Huſene, men have maaſke ikke rigtigt tankt paa at gjøre 
den fattige, men ofte ikke mindſt leſelyſtue, Del af Befolkningen, 
Tilbud om „fjerdedele, ja endogſaa ottendedels Parter“ i Hus⸗ 
vennen. Ovenſtaageude venlige Brev fra en Udgiveren perſonlig 
ubekjendt Lererinde viſer, at ſaadant udmeerket kan gag, hvorfor 
Husvennen optager det ſom et Fingerpeg for flere. Og naar 
Udgiveren nu ſlutter et Numer af fan ſmukt Indhold ſom ner⸗ 
værende Julenumer, kan han ikke undgaa at nære det levende 
Onfke: Gid det dog maa komme til ret mange ja til alle 
fattige Hjem og bidrage til at bringe alle Leſerne en „gla de⸗ 
lig Jul!“ 


Alle Venner i Folg. onſtes en „gladelig Jul!” 


Naſte Fier dingaar af Husvennen bedes beſtilt paa Poſt⸗ 
kontorerne og Brepſämlingsſtederne umiddelbart efter Modtagelſen 
af nærværende Numer, for at ikke Forſinkelſe ffal finde Sted 
med Forſendelſen. er 


Oplosning paa den geografiffe Gaaden i Nr. 12: 
Sfageraf— Kattegat. 
Svenff 
Kina 
Ararat 
Gent 
Ekernforde 
Ringkjobing 
Altona 
Kriſtiansfeldt. 


Hermed følger Tillegsbilledet for Oktober Fierdingaar: 
„Eukens Jul!“ 


Julenat, Digt af C. A Thyregod, med Billede. — Trange 
Tider, en Julefortelling af Emanuel Henningſen. — Bjorne⸗ 
gaardsnisſerne, Juleſagn fra Bornholm, meddelt af Th. Weisſ. 
— Husflid: Tre til Husflidsarbejde. — Juleknas. — Brev⸗ 
vexling a 


Indhold. 


„Husveunen“, Villedbkad for Worfkabslconing, Opfysning og Pusflid, udkommer lil hoer Hondag med et 16.[paklet Artz, ſorſynel med flere 


Billeder, til 1 Krone Iferdingaaret, frit tilſendt. 


Hvert Fjerdingaar medfølger gratis et Mort muß: Cillegsbillede. Bladet kan heſlilles paa 


eihvert Voſlfontor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedkommisſioncren: Rudolph lein, Vileſlrade 40, Kjobenhavn 
Trykt paa Uagiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang 


Kjøbenhavn. 


2 Nr. 14. Hundagen B. 2. Jauunr. 1876. 


Nytaarsmorgen. 


— 


MV 
W 
N 


Gledeligt Nytaarf“ i fattige Hjem 
” 

det lyder fra Barnets Mund; se 9) 
trøftigt han ſkuer i Fremtiden ind, 

det kan han ſagtens, thi fjærlige Sind 
vogte ham hver en Stund. 

Hiemmet er fattigt, Maden vel ringe 

og Stolen af Tro er Husflidsvoerk kun; 
men nejſom Tilfredshed vil Glæde bringe 
er Kjærlighed Huslivets Grund. 


Ja ſaa er Fattigmands Lykke god, 
naar Kjerlighed ſmykker hans Bo; 
jaa tager han fat med trøftigt Mod, 
da giver Vorherre til Overflod, 
velſigner hans Tillid og Tro. 

Er det end fattige Kaar vi fange, 
begynder vi trygt i Vorherres Navn, 
vinde vi Fred ſelv af Dage trange, 
ſom Barnet i Moders Favn! 


En Juleaften langt fra Danmark. 
5 Et Blad af en Dagbog. 


Nagaſaki, den 24de December 1874. 
I Aften er det Juleaften. Hjemme er der nu denne 
lykkelige Forventning, inden Doren gaar op, og 
Grantræet med fin ſtraalende Glans falder en ind og 
ligeſom raaber ud til en: „Kom og vær en Gang 
Barn! Lad ethvert af disſe ſmaa Lys, der brænder 
paa mine Grene, minde Dig om den Jubel, der maa 
fylde Dit Hjærte, derſom Du virkelig føler, det er Jul. 
Du har Lov til at være glad, ſkam Dig ikke for Dig 
ſelv, men vær i Aften kun et Barn!“ 
Om Formiddagen har der været flor Travlhed: 


Moder har nu gaaet hele Dagen i Kokkenet, thi der 


ſkal jo laves Wbleſkiver til om Aftenen, foruden. alle 
de Klejner og andet godt, ikke at tale om Julekagen, 
ſom er bleven lidt for tung, men det gjar ikke noget, 
den ſmager godt alligevel, og det forſte Hold Wbleſkiver 
faar lille Henrik, for de var blevne brændte, men det 
er han jo glad for. 

Hanne har været i Sjertevaande lige til før 
Middag, thi det Broderi, eller hvad det nu var, ſom 
hun ſkulde give Fader, var ikke rigtig færdigt, og ſaa 
ſkulde hun endda pynte Juletræet for at kunne gaa i 
Kirke med de andre. Ude paa Gaden vrimlede der 
endnu af Folk, der ikke havde faaet alle Gaverne kjobt 
endnu; hele Torvet var deekket med Juletreer, ſtore og 
ſmaa: „Vers 'god, lille Frue, her er et dejligt et til to 
Mark! Og her er et til tyve Skilling“. Og „Her 
er Flag til to for en Skilling“, er der ſaa en lille 
Dreng, der raaber, og ſomme Tider faar han dem ſolgt 
og ſomme Tider ikke. Alle Menneſker har travlt, og 
moder man en Bekjendt, fortæller man med forfærdelig 
forpuſtet Stemme, at man fkal der eller der hen, eller 
have den og den hos ſig; ,, glædelig Jul!“ og ſaa 
Farvel. 3 : 

Naar ſaa Fader er kommen hjem, og de har ſpiſt 
til Middag — ingen har nogen rigtig Madlyſt, man 
har jaa ſmaat gaaet og ſlikket af Herlighederne ude i 
Kokkenet, og ſaa er man faa underlig ſpendt og 
urolig — brydes der op, og Fader og Moder og Hanne 
og Katrine og Henrik gaar alle ſammen til Kirke. 
Nu ſamler man ſit Sind, man vil ſaa gjerne have 
Julegleden fuldt ind i Hjertet, og faa bruſer Orgelet 
de mægtige Toner ud, og man ſynger med hele Menig⸗ 
heden: „Glade Jul, dejlige Jul!“ Saa kommer de 


"glade og tilfredſe hjem og onſter hverandre „gladelig 


Jul“; faa ringer det paa Døren; det er Tante Liſe, 
hun har den ſtore Muffe med, og inden i den er der 
altid noget godt. „Gladelig Jul, Tante Liſe!“ „Glade⸗ 
lig Jul, kjcere Born!“ „Du maa ikke gaa igjennem 
Spiſeſtuen!“ raaber Hanne. „Aa, er der Hemmelig⸗ 
heder?” Og en lidt dæmpet Klappen i Henderne af 


Børnene er det befræftende Svar. Saa om lidt kommer 
Onkel Frits; han er nu jaa morſom; thi alle de Gaver, 
han bringer, ere viklede ind i ſaadan en Masſe Papir, 1 | 
at det varer en halv Time, for man faar at je, hvad |! 
det er. ,, Glædelig Jul!“ ſiger ogſaa han; og naar 
de ere ſamlede om Zræet, og Pigen bliver faldt ind 
for at faa fin Forcering, ſiger de ogſaa „glad elig Jul“, 
og hun igjen til dem. | 
Ja, en „gledelig Jul“ er der hjemme i det lille 
Danmark, mit kjere lille Danmark; jeg ſynes aldrig, 
jeg har holdt ſaa meget af Dig, ſom jeg nu gjor, da 
jeg er borte fra Dig, og det ſaa langt borte, hvor der 
ikke er en, der forſtaar mig, naar jeg taler i mit eget 
Sprog. De fan Evropcere, her er, har nok ſluttet fig 
ſammen i Aften, men jeg ved ikke, jeg kan ikke, det er 
viſt fejl af mig; men der er kommet et ſaadant Tung⸗ 
find over mig, en faa fortcrende Leengſel efter min | | 
Hjemſtavn, at den ikke vilde ftilles ved at være i Selffab || 
med disſe fremmede, for hvem jeg dog alligevel er ſom 
et udenlandſk Dyr; thi Danmark, det er der ikke mange, 
der Fjender, Det, jeg længes efter, er at høre et danſt 
Ord, blot ſaa meget ſom et „glodelig Jul!“ thi her 
er flet ingen, ſom ſiger det til mig. Skulde jeg ſkrive 
et Brev hjem til? Nej, det var Synd; det kunde jo 
umulig blive andet end et bedrøvet Brev; og naar de 
ſaa en Gang, Gud maa vide naar, faar det, vil de 
ſige: „Den Stakkel, hvor han har haft Hjemve!“ Og 
ſkjont de nok kan begribe, at jeg maa have Hjemve, 
vil jeg dog ikke, de ffal blive bedrovede for min Skyld. 
Nej, jeg maa holde ud, ſaa godt jeg kan. 
Det rinder mig i Hu, at jeg en Gang, det er 
viſt flere Aar ſiden, havde en Samtale med G. 
om dette Wmne: Hjemve. Jeg havde den Gang endnu 
aldrig været udenfor Danmarks Grenſer, han derimod 
vidt omkring. Han gjorde den Paaſtand, at Hjem⸗ 
lengſel var en ſygelig Tilſtand, der meget godt kunde 
beherſkes og var at henregne til disſe „nervsſe Anfald“, 
ſom var hans Redſel. Han mente, at fordi man var 
født i Danmark, havde man ikke nødig at hore til 
Danmark; hele Verden ſtod en aaben, om man vilde; 
ethvert Folk havde deres gode Sider, ſaa vel ſom deres 
onde. Han paaſtod endda, at det var ſelvkjcerligt og 
ukriſteligt at tænke anderledes, da vi var alle lige gode 
for Gud, og hele Jorden var lige god, thi den var 
ſkabt af Gud: Jeg, ſom ingen Erfaring havde at 
ftøtte mig til, kom med nogle uſikre Bemærkninger om, 
at det var en naturlig Folelſe hos Menneſket, hvilken 
ogſaa til enhver Tidsalder havde gjort fig gjeldende, 
men han vidſte ſaaledes at lægge fine Ord, at man 
undertiden neſten ſyntes, han havde Ret. Nu kunde 
jeg bedre modſige ham — men det er ſandt, ſaa vilde 
han naturligvis ſpiſe mig af med at ſpare, at jeg var 
ſygelig, og, Gud hjælpe mig, maaſke har han Ret i 
dette, thi jeg føler mig næften ſyg af Leengſel. For: 
reſten en dygtig Fyr, den ſamme G. 


107 


Det var ogjaa kun, fordi der var ſaa usle Ud⸗ 
ſigter for mig i det Fag, jeg en Gang var i, at jeg 
tog her over. Tjene Penge vil vi alle gjerne; og „det 
er kun tre Aar“, hed det fig, „de ere ſnart gaaede; og 
fan kommer Du hjem med en Masje Penge”. Tre 
Aar! Og jeg har næppe været her et halvt! To 
Gange til ſkal jeg holde Jul i Enſomhed. Maaſke 
bliver Du jaa vant til det, at Du ordentlig føler Dig 
til Pas i Forholdene. Aa nej, det vil aldrig ſke, og 
det maa heller aldrig ſke; hellere lide de tre Aar og 
jan føle Hjerteglede den Dag, da Skibet ligger i 
Havnen for at fore mig hjem igjen til mit elſkede lille 
Land; aa Gud, jeg tror, dette Hjærte vil hoppe ud af 
fit ſkrobelige Gjemmeſted, naar den Dag er kommen. 
Jeg vil ikke ſpare for, at jeg ikke vil falde ned og 
kysſe Fodrenejorden, ligeſom der ſtaar, at Robinſon 
gjorde, da han var naget hjem. 

Den 25de. 

Jeg havde lagt min Bog hen og ſad og grublede 
lidt, træt af at udoſe mig til Papiret, da det pludſelig 
bankede paa Doren, og ind traadte et Bud med et 
Papir i Haanden. Der var et Telegram. Det var 
fra Kjøbenhavn. 

i Glædelig Jul! Luk Kasſen op i Aften! Dine 
Forældre og Soſtende“. 

Saa fik jeg dog en Hilſen fra mit Hjem, om end 
kun en telegrafiſk! 

„Luk Kasſen op!“ Ja, det var ſandt, Kasſen, 
ſom Hanne gav mig med, da jeg rejſte, idet hun bad 
mig forſt at aabne den, naar hun ſendte Bud derom; 
jeg ſmilede ad hende, da jeg ikke forſtod hendes Mening. 
Lykkeligvis var Menneſket, der bragte Telegrammet, 
thi det var jo ogſaa et Menneſke, ſkjont det var en 
Japaneſer, ſaa venlig at bie lidt, til jeg havde fattet 
mig og ſaa fif den heldige Tanke at telegrafere tilbage 
med det ſamme: 3 


„En venlig Hilſen og Tak! En glædelig Jul! 


Eders kjœre Son og Broder“. 


Det var, ſom om mit Hjærte var blevet lettere. 
Nu glædede jeg mig ſom et Barn til den Kasſe. Den 
var af Blik og lufttet tilloddet. Da jeg endelig havde 
arbejdet den op og nysgjærrig keg ned i den, ſlog 
en dejlig Duft mig i Made: det var et Grantre, 
ganfke lille, egentlig kun en Kviſt; ved Siden af laa, 
omhyggelig indſvobte, ſmaa Vorlys med Luyſeholdere, 
lige til at ſette faſt paa Træet; og jaa var der alle 
Haande Smaating, ſom man plejer at hænge paa Jule⸗ 
træer, alt i ſmaat og pasſende til hverandre. Der var 
endda en lille Flaſke til at jætte hele Træet i. Hvor 
betenkſomt! Hvor kjerligt! Jeg er vis paa, Hanne 
har lavet enhver Smule til det; jeg kan kjende det paa 
Snittet af de ſmaa Net og paa hendes nydelige ſmaa 
Tegninger paa Kræmmerhujene. Saa er der af Sukker⸗ 
godt en Skinke og en ſtegt Gaas — Herregud, en 
Gaas; det ſpiſer man jo ogſaa til Julen. 


Jeg tendte naturligvis mit Tro, og ſaa var det 

paa en Gang umuligt andet for mig end at folde 
mine Hernder og ſynge en Salme. Jeg kunde huſke 
„Glade Jul, dejlige Jul!“ udenad. Da folte jeg ogſaa, 
at der var Juleglede i mig til Trods for Sorgen, og 
jeg havde netop denne Barneglede, ſom er ſaa dejlig. 
Men jeg ſkal tende mit Tre en Gang til, og det ſkal 
være Nytaarsaften; thi jeg har ikke brændt Lyſene helt 
ned i Gaar Aftes. : 

Herregud, nu har jeg virkelig ſiddet og ſkrevet en 
hel lang Skrivelſe om det! Men hvad ſkal man gjøre! 
Naar man ikke kan tale, maa man hjælpe fig med at 
ſkrive; og ſtulde de hjemme en Gang faa fat i min 
Dagbog, kan de da ſe, hvorledes jeg levede og aandede 
for mit Fodeland i al den Tid, jeg var langt fra Dan⸗ 


mark. 
N. 


J Saltbjerget. 


Y et er ret mærkeligt, at Evropas magtigſte 
Bjergmasſe, Alperne, er en af dets 
fattigſte Bjergegne paa nyttige Stenarter. 
Medens man f. Ex. i den lille nordtyſke 

: Bjergegn Harzen finder uudtømmelige 
Malmlejer, hvoraf man fan udvinde Jern, Bly, Kobber 
o. ſ. v., findes fun faa egentlige Bjergværfer i Alperne. 

Naar man er et Slettens Barn, har det altid 
noget tillokkende at gjæfte Underverdenen, at drage med 
Bjergmanden dybt ind under Klippens Overflade og 
fare ad de vildſomme Gange, han har udhugget i 
Bjergets Indre. Da Udg. derfor for nogle Aar ſiden 
i det ſydlige Bajern kom ind i de rige Saltbjerge 
(hvoraf et helt Amt kaldes Saltzkammergut) paa 
den øfterrigffe Grenſe i Nærheden af Saltzburg, 
nyttedes ſelvfolgelig Lejligheden til at fe Saltbjerget 
efter i Semmene indvendig. 

Et ſaadant „Saltbjerg“ findes ved Bercktesgaden, 
en ſtor Landsby, af Starrelſe ſom en jævn Kjobſtad, 
der ligger i en henrivende. ſmuk Dal ved den oſterrigſke 
Greœnſe. Paa Dalens ene Side hæver fig Byens 
ejendommelige Bygninger, hvoriblandt en ſtor Kirke 
og et fordums Kloſter, ſamt et kongeligt Slot, da den 
bajerſke Konge ofte drager herned for at ſtyrke fig ved 
den rene Bjergluft. Om Sommeren vrimler her des⸗ 
uden af Rejſende, hvoriblandt mange Badegjeſter, der 
ſtyrke fig ved de kraftige Saltvandsbade, her findes, 
ſamt ved Fodture i den omliggende herlige Bjergegn, 
enten til „Königſee“ (Kongeſgen) en Milsvej oppe i 
Bjergene; den pregtigſte Fjeldſe, man kan ſe, eller til 
de ſnefyldte Bjergklofter noget længere borte, ſom findes 
mellem de vilde Bjergtinder: ſtore og lille Wachtmann. 
Paa hin Side af den ſmalle Dal findes Saltbjerget. 
Man maa dog ikke foreſtille fig et Bjerg af Salt, ſom 


— 


108 


en Top af Sukker. Bjerget beſtaar af ſkov⸗ og ſten⸗ 
kledte Hojder og Fjældffrænter, ſom ethvert andet Bjerg, 
men det bærer i fit Indre umaadelige Saltlejer, der 
have været kjendte og nyttede i Hundredaar. 

Det var jaa heldigt, at der netop den Dag, jeg 
kom, var Adgang at faa til Gruberne. For ikke at 
forſtyrre Arbejderne, aabnes disſe kun visſe Timer om 
Ugen for Fremmede; men der gjores jaa da ogſaa alt, 
for at man kan faa” et fuldkomment Indblik i alle 
Saltbjergets Skønheder og Hemmeligheder. Jeg var 
dobbelt heldig, da jeg den Dag var den eneſte Reiſende, 
der onſkede Adgang, og fi ſaaledes mere end ſedvanligt 
Udbytte af Bjergturen. 

Mod et Vederlag af en lille Pengeſum udſtedtes 
der fra Bjergveerksforſtanderen et Adgangstegn til 
Gruberne. I de Bygninger for Forretningen, ſom 
findes ved Indgangen til Bjerget, er en „Fremmedſtue“, 
hvor jeg indfandt mig for at forberedes til Bjergfaerden. 
Man hjalp mig 
i vide ſkidengraa 
Lerreds Over⸗ 
trœksbenkloeder 
og en lignende 


Sommertivoli? 


hvilken vi travede op ad en Mængde Trappetrin. Saa 
forte min tavſe Ledſager mig atter fremad i den 
evindelige ensartede Gang, ſom det oſende Grubelys 
kun tillod os at je de nermeſte Alen af. 

Jeg havde tidligere beſogt langt moeerrkeligere 
Bjergvarker og begyndte at blive kjed af at have gjort 
mig fan megen Ulejlighed for faa lidt, da vi, ved en 
Omdrejning, og nogle Trappetrin nedad brat ſtode 
foran et meget ſtort Rum — og hvad var det! var 
jeg dybt under Jorden, eller var det i Kjobenhavns 
Læferen kan tenke fig flere Rakker 


af hundreder ſkinnende Lamper, der for det mulmvante 
Oje tindrede med feagtig Glans langs de morke Vægge, 
hvorom hosftaaende Tegning fun giver et ſpagt Begreb. 
Vi traadte længere ind i Rummet, og førft nu opdagede 
jeg, at vi ſtod ved Bredden af en underjordiſk Sø, i 
hvis forte Vandſpejl Lamperckkernes i Market glim⸗ 
rende Skin fordobledes. 


„Onſker Her⸗ 
ren en Sejltur?“ 
ſpurgte Stejge⸗ 
ren med et Smil. 


Ganſke rigtigt, 
Kittel i Steden der laa en Baad 
for min Frakke, fortøjet ved Bred⸗ 
jegfiken gresſelig den. Snart ſej⸗ 
Bjergmandshat lede vi langſomt 
paa Hovedet og ude paa de ſorte, 
et fort Skodſkind ſalte Vover. Det 
bagpaa. Det var en ligeſaa 


var juſt ikke med 


uhyggelig, ſom 


udelt Beundring 


fortryllendeSejl- 


at jeg ſaa mig 
i Spejlet. „Stej⸗ 
geren“, en over⸗ 
ordnet Arbejder, . 
der ſkulde være Hen 
min Forer, gav 

mig en tændt Grubelygte i Haanden og bad mig folge 

med. Tat ved Bygningen hævede fig Bjergets Skraa⸗ 

ning, og gjennem en Portaabning traadte vi ind i dets 

merke Skod. Vi var i en lang muret Gang, en 

„Stolle“, ſom med en ſvag Skraaning ſtak i lige Linie 

ind i Bjerget, 1000 Fod frem. Her var en muret 

Hvcelving, hvorfra udſtraalede tre Stoller hver paa 

4200 Fods Længde, Vi fulgte længe en af dem. 

Bjergmandsdragten var i Grunden ganſke overflødig. 

Den egentlige Henſigt med den var ſagtens at jfærme 

ens egne Kleder mod Smuds, men hernede var alt 

rent og tørt. Stollen var overalt udmuret ſom et 
ovalt (ægformigt) Rør, paa hvis: Bund var lagt et 

Breddegulv, ſom Sti, mellem ſmaa Jærnffinner, hvorpaa 

ſmaa Karrer forte Saltſtenen ud af Bjerget. Efter 


underjordiske Haltss. 


en lang Vandring kom vi til en Stolle, der var ud⸗ 


hugget og udmuret i en ſtejl ſkraa Retning, gjennem 


tur, med det 
ſorte Klippeloft 
i vid Udſtrek⸗ 
ning hængende 
fladt — hvælvet 
over Hovedet. 
Jeg faa lidt eengſtelig op til det. Hvad om det nu 
faldt ned? Dog, det har hængt ſaaledes i mangfoldige 
Aar, og holder vel nok, medens jeg er der. Vi vare 
midt i Søen; da begyndte et lille Springvand lige 
ved os at ſende fin Straale i Vejret. Glimrende 
perlede de ſalte Draaber op, og glimrende tindrede 
Lyſene rundt om Søens Bred, fan at man glemte det 
truende Loft, ſom ingen Piller ſikrede. Vi ſejlede 
videre. Ved Enden af Søen ſkinnede en dæmpet rod 
Lysning os i Mode. Det var en ſtor tynd, gjennem⸗ 
ſkinnende Saltſtensflade, der i fordybet Indſkrift, oplyſt 
med Lamper bagved, viſte den trohjertede Bjergmands⸗ 
hilſen „Glück auf“ med ſtore ſkinnende Bogſtaver. 
Endnu. et Tilbageblik paa den 76 Fod brede og 330 
Fod lange Sø, hvor tjenende Aander begynde at ſlukke 
Lyſene, der vare tændte for den fremmede — ſaa videre 
ind i Bjerget, j 


ſteerkt ſaltholdig Lermasfe og 


109 


Atter gik Vejen længe gjennem en UWendelighed Forſkrakkelſe gik ud. Jeg var belavet paa et godt 
af Stoller, huggede gjennem den mere eller mindre | Bums ved Vejenden, men Føreren forſtod at ſagtne 
urene Saltſten, thi nu ere vi naaede ind i den egentlige | Farten, faa at vi blidelig naaede Bunden, efter at 
Saltmasſe, der er Bjergets SE have tilbagelagt 180 Fod i 
Kjærne. Det er fun undF⸗ 7 ; et Nu. Saa videre gjen⸗ 
tagelſesvis ren Saltſten, nem de udhuggede hvælvede 
men meſt en ſkidengraa og Stoller; men ſnart lysner 
brunlig haard Masſe, be⸗ det i det fjcerne, og vi ſtaa 
ſtaaende af en fkiferagtig for en lille dejlig Grotte i 
Saltfjceldet, hvor gjennem⸗ 
ſkinnende Plader af for⸗ 
ſtjelligtfarvede Salt⸗ og 
Gibskryſtaller ere opſtillede, 
hver med en Lampe bagved. 
Bageſt i Grotten er der 
bygget ſom et lille Alter, 
med et Bakken foran, alt 
af ſmukke udſogte Saltkry⸗ 
ſtaller, og midt i Bakkenet 
kaſter et lille Springvand ſin 
tunge Saltvandsſtraale op 
i Luften. Atter gaar Van⸗ 
dringen gjennem de lange 
Gange, der ofte forgrene ſig, 
og lader en ane, hvor for⸗ 
tabt man her vilde være 
uden Forer eller uden Lys; 
ſaa aabner Rummet ſig atter 
til en ſtor Hal, en mægtig 
Saltſtensgrube paa 50 Fods 


Gibsjord. Pludſelig hører 
Stollen op, eller rettere 
fortjætter fig dybt ned i en 
ſtell ſkraa Retning. Der 
er ingen Trappe; hvorledes 
komme vi vel ned? Jo det 
har gode Veje. „Her ffal 
rutſches'!“ ſiger Føreren 
og peger paa en Glidebane, 
dannet af tre tykke glatte 
Fyrreſtammer, to lavere og 
en ophøjet midt over dem. 
„Nok muligt!“ mener jeg 
lidt betenkelig, idet jeg fer 
ned i det forte Hul, hvor 
Banen forjvinder i Mørfet, 
„Bare jeg ikke kommer ned 
paa Hovedet i Steden for 
paa Halen!“ Uden at bryde 
fig om mine Beteenkeligheder 
har imidlertid Steigeren ſat : Dybde, 80 Fods Bredde og 
fig paa ffrævs over den pverſte glatte Stamme, og ſat | 100 Fods Længde. Vi ftan højt oppe og ſe ned i det 
Fodderne ved Siden af paa de andre. „Set Dem ſtore Dyb, hvor tre Arbejdere, ſom alene have den 
paa Skadſkindet ; Opgave at tænde 
lige ſom jeg, bag SSS ͥ = ogſlukke Lamper⸗ 
min Ryg, og ne paa „Glans⸗ 
læg Armen faſt punkterne“ i 
over min Skul⸗ Bjerget, ere i 
der!“ ſiger han. Færd med at 
„Saaledes! ſid⸗ ſtille Lyſene op 
der De lige?“ rundt omkring 
„Javel!“ „Naa! paa Bunden, ved 
jaa Vorwärts'!“ Væggene, for at 
J ſamme Ojeblik jeg fkal kunne ſe 
giver han los, Hulens ſtoreOm⸗ 
og — rutſch! gaar fang. En bred 
det ſaa i en ſtry⸗ Trappe forer 
gende Fart ned derned, men en 


Ku une Hu, 


i Hullet. „Det Glidebane ligger 
ev da godt, at ved Siden, og 
det ikke er mine ; 8 det er naturligvis 
egne Benkleder, kdkarten ak Halthjerget. langt morſom⸗ 


jeg flider paa!” : mere at rutſche 
tenkte jeg uvilkaarlig, idet vi ſuſende fore ned gjennem 


den merke Skorſten, jaa at min Grubelygte af bare 


end at gaa ned. De forberedende Stillinger indtages, 
ligeſom for, Foreren foran, og jeg holdende faſt bagved 


og i en ſuſende Fart have vi i et Nu tilbagelagt den 
100 Fod lange Glidebane, ſom Leſerne jer paa om⸗ 
ſtagende Billede. 

Efter at have ſet, hvorledes den ftærkt ſaltholdige 
Bjergmasſe udſpranges med Krudt, hugges itu og 
ſerſkilles, faa at den ſletteſte, mindſt ſaltholdige Sten 
bliver tilbage, medens den gode hejſes op for at føres 
ud af Bjerget, fortæller Stejgeren mig, at Bjerget, ſom 
har været drevet i over 700 Aar, har 5 ſaadanne 
Lag Stoller, ſom dem vi nu have pasſeret en lille 
Del af, det ene under det andet. Der findes 36 ſaa⸗ 
danne Saltvandshuler („Sinkwärken“) ſom Søen, vi 
ſejlede over. Naar en Hal, ſom den, vi var i, ikke 
længere gav ren Saltſten nok, blev den, gjennem Ror⸗ 
ledninger, fyldt med ferſk Vand, ſom i Løbet af kortere 
eller længere Tid oploſer Saltet i Klippen og lader 
den Mængde Ler, Gibs og andre Bjergarter, der forurene 
det, ſynke uopløft til Bunds. Naar Vandet har oploſt 
ſaa meget Salt, ſom det formaar ler bleven „mettet“), 
ledes det ud af Bjerget gjennem en 5 Tommers Ror⸗ 
ledning ned til det ſtore Saltkogeri, der ligger nede i 
Dalen, hvor Bandet dampes bort, fan at Saltet bliver 
tilbage ſom rene Saltkryſtaller. ; 


Byens Saltkogeri bruger dog kun en lille Del af 


alt det Saltvand, der under Navn af „Sole“ flyder 
ud fra Bjergets „Sinkwärker“. Det meſte rinder 
gjennem en 14 Mile lang Rorledning ned til Byen 
Reichenhall i Udkanten af Bjergene, og til Byen Roſen⸗ 
heim ude paa Sletten, hvor der, begge Steder, er ſtore 
Saltkogerier. Denne mægtige Rorledning, for ſtorſte 
Delen Zrærør, tilhører Staten, tilligemed alle Salt⸗ 
værferne. 

De tre Bjergfolk, der før havde tændt alle Lam⸗ 
perne, ſlukkede nu de ſidſte i den ſtore Grube, hvorfor 
vi ſtege op og gik videre. Men fnart ſtandſedes vi 
af en underlig Skikkelſe, der ſperrede os Vejen i 
Stollen, og i den ufuldkomne Lysning af vore Grube⸗ 
lamper tog fig ud ſom et af Bjergets fælefte Uhyrer. 


Det viſte ſig dog ſtrax at det var et grumme ſkikkeligt 


Uhyre, der i Steden for ſom en Lindorm at fore os 
ind i Bjerget, ſtod rede til at fore os ud. Det var 
nemlig en faa faldet Pol ſevogn, eller fire lave Hjul, 
pan hvis Axler der hvilede et 6 Alen langt, rundt 
udſtoppet Sede, i Form af en uhyre Polſe, ſom man 
kunde jætte fig mageligt op at ride paa, idet Fødderne 
hvilede paa et ved hver Side faſtgjort langt Fodbræt. 
Stejgeren ſatte fig op foran og bad mig ſidde op bagved 
ham. Saa kom de tre Bjergfolk, hvis Hverv det havde 
været at tende og ſlukke alle Lamperne, hvor vi kom 
hen, og fatte Polſevognen i Fart ved at ſtyde bag, 
indtil den rullende farer frem paa det ſmalle Skinne⸗ 
ſpor, gjennem Stollen, jaa ſpringe de op og Fjøre med. 
Hurtigere og hurtigere gaar Polſevognen fremad paa 
den ſpagt hældende Bane, gjennem de fnævre Gange. 
Fremad gaar det gjennem Market, i knaldende Fart. 


Stik ikke Hovedet ret meget til Siden, advarer Foreren; 
man faar let Panden mod Væggen, jaa at man glem⸗ 
mer at ſige Av! Af og til udvider Gangen ſig til 
høj rund Hvelving, og den ſmeldende Lyd af Hjulene 
paa Skinnerne blive til et hult Dran, idet Lyden 
udbreder fig i de forſtjellige Stoller, der have deres 
Knudepunkter i ſaadanne Hvelvinger. Ja! det var et 
lejerligt Jcernvejsridt i det forte Bjerg, og havde 
Læteren ſtaget ved en Sidegang og jet det lange ras⸗ 
lende Uhyre, med to Grubelamper fæftede for an ſom 
Øjne, ſuſe forbi med fem tavſe Mænd paa Ryggen, 
jaa havde han nok troet, at det var den lede Bjergtrold, 
ſom forte fine Ofre i Afgrunden. Vor civiliſerede 
Trold er imidlertid ſkikkeligere, efter at have gjennem⸗ 
faret over 2600 Fod med os ſagtnede den Farten noget 
og fløj ikke alene gjennem Indgangsporten ud af 
Bjerget med os, men gjorde ſom en vel tilreden 
Ganger et ſtort ſtateligt Sving over Vejen uden for 
og ſtandſede foran Døren til Fremmedværeljet, hvor 
Skinnerne gif forbi, 


Svar fra en Bondekarl. 


AAA AA 


Kjærgaard den 10de Decbr. 1875. 
Kjære Anton Nielſen! 

Der ſkal en god Taalmodighed til at lade fig ſaaledes 
jætte i Rette, ſom jeg bliver det i Dine Breve, men 
jeg føler, at Du har Ret i det meſte, og faa maa jeg 
jo finde mig i det; det Gode er der da derved, at jeg 
faar noget at tænfe over, og det trænger jeg til. 

Jeg har nu kjobt mig en Fremmedordbog. Ja, 
Du gjør ſagtens ſtore Øjne og tenker, at jeg vil til 
at bruge disſe Ord for Alvor, uden at gjøre Dig den 
Fornojelſe at radbrekke dem; nej, tjære Anton, jeg vil 
blot vare mig for dem, for de er ikke altid faa lette 
at kjende, iſer da der er mange, (det er jeg kommet 
efter nu) ſom giver de fremmede Ord danſke Klæder 
paa og ſtriver „Kavſjon“ i Stedet for „Caution“, 
„Sjurnal“ i Stedet for „Journal“, „Foljetong“ for 
„Feuilleton“ o. ſ. v., og da disſe og mange flere ſaa⸗ 
danne Ord er komne fan ftærkt i Brug, at vi knap 
ved enten de hører vort eget Sprog til eller ikke, fan 
ſynes det mig at være en farlig Sag at iføre dem 
vor egen hjemmegjorte Dragt og ſaaledes give dem en 
Slags Indfodsret hos os. Nu ſkal jeg nok vogte mig 
for dem efter bedſte Evne. Men jeg ved ikke rigtig 
om jeg tor ſige det — jo det lader fig vel gjøre. 
„Lige for Lige, naar Venſkab ſkal holdes”: det kom⸗ 
mer mig for at jeg flere Gange har ſet, at Du ogſaa 
har givet fremmede Ord danſke Klæder paa. Det 


ſtulde Du viſt ikke have gjort, med mindre Du har 
„ſtavet dem galt“ for at „mishandle“ dem, og det 
ſynes mig virkelig at være lidt vanfkeligt at gjøre paa 
den Maade; det gjorde Holberg da ikke heller. Men 


jeg beder om Forladelſe, hvis jeg tager fejl og vil 
gjerne lade mig overbeviſe, hvis jaa er. 

Jeg ſkal nu tillige fortælle Dig en lille Hiſtorie 
om de fremmede Ord, ſom maaſke kan more Dig. 
Det var den Gang Mormoner og Baptiſter rigtig drev 
deres Spil her paa Egnen, da klagede Præften en Dag 
ved et Barſelgilde over alt det Sektveſen. „Ja,“ 
ſparede Morten Hendrikſen helt troſkyldig. „Det er 
farligt alle de Inſekter, der er i vore Dage.“ — 
Grundigere kan Du vel ikke anſke Dig at et Fremmed⸗ 
ord bliver radbreekket. ; 

Siden jeg ſkrev ſidſt har jeg tænft en Del over 
det Navneveſen; og nu ſkal jeg fortælle lidt herom. 
En Dag forleden kom jeg op til Skovgaard, og vilde 
tale med Herremanden. Jeg kom ind i Køkkenet, 
der traf jeg Stine Kokkepige og ſpurgte hende, om 
jeg kunde komme til at tale med Hr. Langkjer. 
„Ja“, ſiger hun, „jeg ved ikke om han er hjemme 
eller han er gaaet paa Jagt, men nu fkal jeg ſporge 
Johanſen ad. Veersgod at ſidde ned!“ Det maa vel 
være Tjeneren tænkte jeg, men ſtrax efter at Stine var 
gaaet ind til Johanſen, kom denne i Skikkelſe af en 
Husjomfru og gav mig de Oplysninger jeg onſkede — 
det er nu det ſamme med det; men det randt mig i 
Hu, hvad Du havde ſtrevet, at det dog i Grunden er 
noget latterligt noget med en Del af det Navpneverk. 

Og nu ſtal jeg fortælle Dig videre om, hvad jeg 
ſenere har faaet ud af det. Jeg ved jo, at det i 
gammel Tid var Skik, at Born fil deres Faders Navn 
efter deres eget, ſaa at Kong Eriks Søn blev faldet 
Erik Erikſen, Kriſtoffer Erikſen, eller ſom det nu 
kunde falde fig, og Bonden Erik Povlſens Senner 
Povl Erikſen eller Peder Erikſen, og var det Døttre, 
da bleve de døbte Eriksdatter til Bagnayn. J Tidens 
Lob er Stamnapnene fremkomne; i den danſke Adel⸗ 
ſtand treffer vi jo, ſom Du jo nævner i Dit Brev, 
Navne ſom Galt, Oxe, Hog og Krage. Jeg har for⸗ 
ſtaget det ſaaledes, at naar nu en Mand hed Knud 
Galt, da kunde hans Son komme til at hedde Ove 
Knudſen Galt og hans Datter Ingeborg Knudsdatter 
Galt. J Bondeſtanden har ſaadant ikke været jaa almin⸗ 
delig ſom Dobenavn, ſkjondt jeg fjender flere, der endnu 
bruger den ſelbſamme Skik; Stammenavnene har for 
Storſtedelen kun været „Binavn“ ſom Kufk, Ladefoged, 
o. fl. efter et Tyendeforhold, ſom en Mands Fader eller 
Farfader eller Oldefader har ſtaaet i, eller Groftebjerg, 
Eſkelund o. ſ. v. efter en Bopæl, og dette ſynes mig 
ogſaa, at der er Mening i. Men at Pigeborn døbes 
Maren Pederſen, det er: Maren Peders Son, ligeſom 
hendes Broder, Hans Pederſen (ſon), det kommer mig 
for at være ligeſaa meningsloſt, ſom at ſkrive fit Navn 
med et Bogſtav. 

Saavidt jeg ved, er den Maade at give et Barn 
ſin Faders Navn paa, anordnet, fordi der ſkal være 
Stamnavne, det ſiger da Degnen, for jeg har nylig 


ſpurgt ham derom. J det nævnte Tilfælde ſkal Pederſen 
være Stammenavn for Maren, Hans og deres Soſkende 
og fremdeles for Sonnernes Born; men det er jo kun 
et Slag hen i Vejret, da der er Tuſinder af Menneſker, 
der hedde Pederſen, ſom ikke komme hinanden mere ved, 
end at de er Menneſker og Danſke, jaa Navnet flet ikke 
bliver et Kjendingsnavn for en Stamme. 

Skal der være ſaadanne Stammenavne, da maatte 
hver Familie vælge fig et ſaadant og tillige med 
beholde den gamle Skik at give Bornene Faderens 
Fornavn, jaa at Maren Pederſen, hvis hendes Fader 
hed Jorgen Pederſen Skovhus, kommer til at hedde 
Maren Jorgensdatter Skovhus og Sennen Hans Jor⸗ 
genſen Skovhus. 

Du ved jo, at min Faders Gaard hedder Kjer⸗ 
gaard, og da her er ikke mindre end to Mend og tre 
Karle her i Byen, der hedder Hans Nielſen, ſaa kalder 
Folk mig Hans Kjærgaard. Efter hvad jeg foran har 
ſkrevet, ſkulde jeg have heddet Hans Kriſtenſen Kjcer⸗ 
gaard, men da Dobenapnet nu ikke kan lade fig gjøre 
om, og det tillige ſynes mig at være tilgiveligt at forte 
lidt af til dagligt Brug, vil jeg for denne Gang under⸗ 
ſkrive mig 

Din Ven 
Hans Kjergaard. 

Efterſkrift. En lille Nyhed ſkal jeg endnu 
fortælle Dig. I Søndags Aftes var jeg til Bal oppe 
paa Kroen, og da kom jeg galt af Sted med Jorgen 
Kriſtrups Madsgine, det vil ſige, jeg kom af Vanvare 
til at træde paa hendes Slæb, faa det ſagde: Ritſch. 
Uh, det jfærer i mig, hver Gang jeg kommer til at 
tenke paa den uhyggelige Lyd og ligeſaa paa den 
grimme Fornemmelſe, naar hendes Silkeoverkaſt, eller 
hvad det kaldes, kom til at hænge ved den haarde Hud 
paa mine Fingre — og de er endda ikke ner ſaa 
ſlemme ſom mange andre Karles. Det varſte var, at 
der blev en hel Latter af det, da det knagede i Kjolen, 
og jeg blev lidt flov ved det; nu jfal jeg heller ikke 
jaa ſnart rere ved faa fine Bonderdamer. 


Juleſtjernen. 


Til Borg og Hytte ſend Dig milde Glans, 
Til alle Jordens Egne i det fjærne, 

Og Hjærterne omſlyng med Kjerlighedens Krans, 
Du, Haabets evig klare Juleſtjcerne. 


Du, Julelys! ſom Naadens milde Gud 
Af evig Kjærlighed paa Jorden tændte; 
J Livets Storme ej Du ſluktes ud, 
Til mangt et ſaaret Hjærte Troſt Du ſendte. 


Guds hellige og rene Sandheds⸗Ord 

J Kjerlighedens Lyshav evigt ſpommer; 
Derfra i Oſt og Veſt, i Syd og Nord 

Til Mandens Kraft, Livskilderne udſtrommer. 


Du, Juleſtjcrne! kriſtne Hjærters Skat! 
Alverdens Visdom ej 7705 kan fordunkle; 

J Livets Kamp — ja ſelv i Dødens Nat 
Skal Straaler fra Dit Lys for Sjælen funkle. 


Feeſt Blikket frit ud over Dod n 
Mod — Evighedens gyldne — Morgenrode, 
Thi af Guds Kjærligheds og Naades Hav 
Udrinder Lægedom for al vor Brode. 


Aartuſinder forſvandt i Tidens Strom; 
Men klart dog Juleſtjcrnen evigt blinker, 
Opklarer Livets gaadefulde Drom; i 
Og hiſt paa Lyſets Kyſt vor Frelſer vinker. 


Du, Juleſtjcrne! vis mig rette Vej" 

Til Kjerligheds og Sandheds klare Kilder; 

Saa Lygnens Lygtemend mig blinder ej 

Og ej fra Maalet hiſt min Sjæl forvilder. 
Auders Sjørup. 


husflid. 


Et Husflidsarbejde.! 

Veifarende bog Omboende har i det ſidſte Par Aar omtrent 
midtvejs mellem Frederiksborg og Slangerup haft Lejlighed til 
at iagttage et ejendommeligt Byggearbejde, der nu, naſten færdigt, 
ſtaar ſom et Vidnesbyrd om megen perfonlig Dygtighed, Snille, 
Flid og Udholdenhed. En Mand har nemlig der opført fig en 
Vindmolle med &værn til Sedmaling, og ved Siden af indrettet 
fig et Gavværf, med Rundſave, ſom drives af Møllen. Som 
Molle og Savpvark betragtet er hele Varket vel ikke ret ſtort — 
Mollen har nok en Snes Alens Vindfang, og foreløbig en 
Kværn, men ſkal have Plads til en eller to til; den ſtorſte 
Rundſav kan vel gjennemffære Klodſer med 12—14 Tommers 
Gjennemſnitsmaal — men dets Ejendommelighed ligger i dets 
Tilblivelſesmaade, i, at det fra førft til ſidſt egentlig er et 
Husflids⸗ og meſtendels Fritidsarbejde, i det Manden, uden at 
være Pengemand, og uden at have, ſom man ſiger „lert noget“ 
(d. v. ſ. Haandvark), med egne Hender har bygget det hele, 
ſelb gjort alle Beregninger; ſelv afſtrevet ethvert Maal, og, paa 
lidt Hjelp ner til noget af det groveſte, ſelv hugget hver 
Spaan og, alt dette i den Fritid, en temmelig anftrengende 
Lerervirkſomhed levnede ham, indtil han i dette Foraar holdt 
op med at være Lærer. Naar dertil kommer, at Arbejdet, efter 
kyndige Folks Dom, ſtal være baade godt og ſmukt, og, hvad 
der er det bedſte, at Værket ſelv arbejder godt, fan kan det ikke 
nægtes, at her er et Husflidsarbejde i det ſtorre, ſom det er 
fornøjeligt at være Vidne til, lige fan viſt, ſom det maa være 
endnu fornejeligere at have haft Evne og Lykke til at udføre det. 

— mtr —. 


Smaaling. 


Rn 


En vis Dom. Et Jerubanetog i Illinois i Amerika kom 
for fort Tid ſiden ud af Sporet, ved hyilken Begivenhed en 
Mand omkom, og en anden miſtede et Ben. Saavel Enken 
efter den Ihielkjerte ſom den „Benloſe“, begjerede Erſtatning, 
og Dommeren tilkjendte den ſidſtnavnte 15,000 Dollars, hvor⸗ 
imod den forſte kun fik 5,000 Dollars. Enken ſyntes, at 
dette var Uret, og ſpurgte derfor Dommeren, hvorfor Erſtatningen 
for et Ben ffulde være ftørre end for en hel Mand. Dommeren 
ſtal have ſvaret, at et miſtet Ben aldrig faas igjen, ikke en Gang 

for 15,000 Dollars, men at en Enke med 5000 Dollars let 
kunde faa en Wand, ſom ikke alene var lige faa god ſom ny, 
men kanſke meget bedre end den gamle. 


4142 


„Blekuyt“. 
Skoleblak izPulberform 


Det er ofte forbundet med Vanſtelighed at faa godt Blak 
og med Übehagelighed at faa det forſendt i Flaſker. Da den 
Husflidsverktejshandel, ſom er gabnet af Udgiverens Broder, 
C. Th. Rom, ogſaa fører Lager for Lærere af fortrinlige og 
billige Skoleſager, henhørende til Skrive⸗ og Tegnebrug, 
ſtillede Udgiveren fig den Opgave, at faa fremſtillet et fortrinligt 
Skoleblek, der kunde gaa i Handelen i tor Tilſtand. Man 
kunde da, med Lethed, forſeude de Stoffer, der give Vandet 
Farve eller gjør det til Blok, og faa lade Kjoberne ſelv 
komme Vandet paa. 

Man har flere Anil in forbindelſer, der gaa i Handelen 
ſom tert Blæk, eller Blakpulver, men disſe ere ubetinget for⸗ 
kaſtelige til Skolebrrg. Blandt alle de mangfoldige Blakſorter 
man har, er i Grunden det gamle Galebleblak det aller⸗ 
bedſte, naar det er godt lavet, hvorfor det bled Opgaven i Pul⸗ 
verform at fremſtille de i Galableblaktet farvende Stoffer i en 
ſaadan Tilftand og ſaadanne pasſende Forbindelſer, at det gav 
et kraftigt letflydende Blæk, der ſtrax havde en ſmuk blaa 
Farve ſom hurtigt gik over til et holdbart fort, uden at 
Pulveret ved Oplosningeu i Vandet efterlader nogen beſperlig 
Reſt eller Grums, og uden at dette torre Blakſtof blev for dyrt 
til Skolebrug. 

Ved Forbindelſe med en ſerdeles kyndig tekniſt Kemiker, er 
Opgaven løft paa en i alle disſe Retninger fyldeſtgjsrende Maade 
og under Navn af „Roms Skoleblak“ vil man fremtidig kunne 
erholde et kemiſk rent Blakſtof fremſtillet i Pulverform, i ſmaa 
Batfer til en Flaſte (3 Pagle) Blk à 50 Øre. Lærere, der 
tage deres Sager direkte fra ovennævnte Forretning, erholde dog 
Pulverblakket endnu betydeligt billigere, faa at det i Virkelig⸗ 
heden vil viſe fig at være det billigte Skoleblek der endnu 
er fremkommet, idet Forretningen har ſikret fig Fremſtillingen af 
dette nye Produkt i ſtorre Maaleſtok og lige over for Lærerne 
med dette, ſom med det øvrige Skoletilbehor, nøjes med en meget 
maadeholden Fortjeneſte. 

Foruden den billige Pris og lette Forſendelſe, har dette 
Skoleblæk ogſaa den Fordel, at man til enhver Tid let kan til⸗ 
berede nyt Blek, faa at man ikke behøver at frygte for at komme 
i Forlegenhed, naar man har Pulverblakket liggende i Forraad, 
hvorimod det er vanſteligt at have Forraad af færdiglavet al⸗ 
mindeligt Blak, uden at være udſat for at det bliver ſkimlet og 
fordærvet, Blakket vil i Øvrigt fuldkomment kunne taale Luftens 
Indvirkning i Skolens ſedvanlige aabne Blakhuſe, hvorved det 
blot vil blive morkere, og det vil ikke være faa flemt til at fætte 
Buudfald, ſom de almindelige nu brugelige Blakſorter. 

For at „Roms Skoleblek“ kan blive hurtigt kjendt og provet 
i ſaa mange Skoler ſom muligt, vil enhver Lærer, ved Hen⸗ 
vendelſe til C. Th. Rom & Co., Axelhus, Kjøbenhavn, 
kunne erholde tilſendt en Prevepakke til en Flaſte Blak. Saa⸗ 
fremt Vedkommende ikke onſker andre Ting tilfendt. fra Forret⸗ 
ningen ſamtidig, bedes Beſtillingen vedlagt 40 Øre i Frimarker 
for hvilken Betaling Proven ſtrax vil blive frit tilſendt med 
Poſten. 


Opleosninger fra Nr. 13: 
paa Gaaden: „Gledelig Jul!“ 
paa Billedgaaderne: 1. En fortvivlet Stilling. 2. En fix Ide. 
PR A. 
paa den firkantede Nod: BST * K 


A B EN. 
G E N F. 


Indhold. Nytaarsmorgen, Digt, med Billede. — En Juleaften langt 
fra Danmark, et Blad af en Dagbog. — I Saltbjerget, med 
3. Billeder. — Svar fra en Bondekarl. — Juleſtjernen, Digt 
af Anders Sjorup. — Husflid: Et Husflidsarbejde. — Smaa⸗ 
ting. — „Bleekayt“. 


Udgiveren boer paa Bylovsvej & u Kjøbenhavn. 


F ————— 9 — 


Hus pennen“, Billedblad for Morfkabsfæsning, Oplysning og Husflid, udkommer fil hoer Søndag med et 16. paltet Ark, forfynet med ſtere 


Billeder, fil 1 Krone Fjerdingaaret, ftit tilſendt. 
elhvert Poftkontor og Vreplamlingsſled, i enhver Voglade famt hos 


Hvert Fjerdingaar medfølger gratis el fork fmußt Tillœægsbillede. 


Bladet Kan heſliſtes paa 


Houedkommisſioncren: Rudolph Klein, Pileſlrede 10, Kjohenhaun. 


Prykt paa Uadgiverens Nor lag hos J. H. Schultz. 


' 

13 i 

Gubben i Bærgbygden. 

| Fortælling af Frans Hedberg, fra SvenfR ved Herd. 


Mag den hojeſte Spids af Skinnarvikshojderne, neeſten 

3 indkilet i en Bjergkloft og tittende nysgjerrig ud 

over Mälaren og Kungsholmslandet, laa for en Snes 

Aar ſiden et lille uanſeligt Hus, ikke uligt en Krage⸗ 

rede, omgivet af en lille fordringslos Have og et rod⸗ 
malet Plankeveerk. 

Det gamle Hus havde i mange Mar været beboet 


af en gammel Asſiſtent i en af Stadens Kollegier. 


| Han hed Kjellſon, men var mere almindelig kjendt 
under Navnet „Gubben i Beergbygden“, hvilket nogle 
glade Kunder paa det nu nedlagte Værtshus „Ham⸗ 
burg“ ved Götgatan havde givet ham. 
Asſiſtenten var en gammeldags Mand i lang, blaa 
Kappe med mange Kraver, hej, brun Hat med bred 
Skygge og bredkravede Støvler med forgyldte Love⸗ 
hoveder paa Skafterne. Et Par kloge, graa Ojne 
tittede ſpejdende, men godmodigt frem under et Par 
buſkede graa Ojenbryn, og en veldig Naſe ſkjod fig 
djærvt ud over en ved Tendernes Affalden tynd og 
ſammenkneben Mund, omkring hvilken nogle Trak, der 
tydede paa en hej Grad af Beſtemthed, havde lejret 
ſig i lange Nynker. Han var firſkaaren, Haaret 
hyidt og tjavſet og Gangen raſk, ſtjent Ryggen var 
noget bøjet. 


kunde je, da han hver Aften gik hjemmefra Kl. 51/2, 
indtraf paa „Hamburg“ paa Slaget 6, ſad der til 
Kl. 71/2, nippende til en Arrakstoddy og røgende ,, Gefle 
Vaaben“ af en lang Kridtpibe, ſtod op fra Stolen paa 
Slaget halv, ſatte Piben paa en Hylde ved Diſken og 
fjernede fig med langſomme Skridt for netop Kl. 8 
at tage fat i Vrideren paa ſin gamle Port deroppe 
mellem Bakkerne ved „Beſvärsgatan“. 

Denne Tur havde han gjort i over 20 Aar og det 


3 rs 


Saaledes var Kjellſans ydre Menneſke, ſom enhver 


faa punktlig, at Naboerne ſtillede deres Ure efter ham. 


Kjøbenhavn. 


5 9 
9. Jaunar. 4826. 


Fire Gange om Aaret gjorde han en længere Tur. 
Han gik da den forſte i hver 3die Maaned lige 
Kl. 10 ned til Staden for paa Raadhuſet at modtage 
og kvittere for ſin lille Efterlon paa 400 Rdl. Banko 
om Aaret. Hver ſaadan Dag faa man ham inde i 
Vertshuſet Pelikan i Brondbakkan, hvor han drak et 
Glas gammel Portvin og ſpiſte en Kringle, hvorefter 
han ftræbte op ad Bakken til Horngaden og var hjemme: 
paa Slaget tolv. Kun en eneſte Gang i de ſidſte 20 
Aar havde han været uden for fin Port til anden Tid 
end nys nævnt, og det var for at fe Kong Karl 
Johans Jordfeſtelſe. Denne Konge havde nemlig 
altid været hans ſtore Yndling, og Gubben trodſede 
derfor i 6 Timer Treengſelen paa Ridderhustorvet for 
at Je hans Ligfærd. Da Sorgetoget var gaaet forbi, 
tørrede han Øjnene med Bagen af Haanden, pudſede 
Neſen med et vældigt Trompetſtͤd og gik hjem uden 
at ſige et Ord. ; 

Kjellſons indre Menneſke var det noget vanſkeligere 
at komme til Bunds i. Han havde kun Omgang med 
en eneſte Perſon, en gammel forhenværende handlende, 
ſom nu havde Ophold paa Aſylet, og ſom en Gang 
om Maaneden kom til ham om Sondag Formiddag, 


blev til Middag og gik tilbage til fit Hjem paa ſamme 


Tid, fon Gubben gik til Hamburg; thi det forſomte 
han ikke ſelb om Søndagen. De fulgtes da aldrig ad 
derhen, men ſkiltes altid udenfor Kjellſans Port, nikkede 
et ſtumt Farvel og vexlede et trohjærtet Haandſlag. 
De eneſte levende Veſener, han ellers taalte 
omkring fig, vare en gammel døv Madame ved Navn 
Lona og en ſtor graa Kat, der hed Kajſa. Lona pasſede 


| Sujet og lavede Mad, og Kajſa hjalp til at. fortære 
den, for øvrigt ſysſelſatte den fig meſt med at ſpinde, 


hvor den laa i Vinduet paa en gammel Pude. 
Det mærkværdigfte med Gubben og hans to kvinde⸗ 
lige Tjeneſteaander, var for øvrigt det, at han ſjelden 


eller aldrig talte med Madame Lona, men derimod 


meget ofte med Kajſa, rimeligvis af den gode Grund, 
at han af den ſidſte ikke havde nødig at frygte noget 


114 


andet Svar, end et veltilfreds „Kurr—urr“, da Lone 
derimod havde en temmelig hvas og meget flydende Tunge, 
hvis ſkarpe Lyd hun desuden ikke kunde læmpe, en ſed⸗ 
vanlig Folge af Døvhed. 

Naar gamle Lona, der puslede om Gubben, aldeles 

ſom om han havde været et lille Barn, og hun hans 
Moder, ſomme Tider af pur Velvilje ftøjede lidt for 
højt eller for længe, jaa plejede han blot at ſige et 
eneſte Ord til hende for at faa Ro igjen, og det lykkedes 
næften altid. 
; Det ene Ord var: „ti!“ men det blev ſagt med 
Tordenſtemme, og det var aldrig jaa ſnart udjagt, før 
Lone med en raſk Vending var ude af Døren og nede 
i Gaarden, mumlende om, at der ſkulde blæje mange 
Vinde, for hun atter ſkulde træde indenfor denne bidſke 
Ulvs Dor. 

Efter at Gubben en Stund havde grundet paa 
Virkningen af ſit Herſkerord, plejede han altid at gaa 
hen til Vinduet netop tidlig nok for at ſe Lonas ſtri⸗ 
bede Kjole forſvinde gjennem Portlaagen, og han havde 
da for Skik at ſtryge Kajſa over Ryggen og ſige: 

„Hvad ſagde Du, Kajſa? Jeg tror, den Skrue 
traf, hee? J Morgen ffal vi have os en anden Hus⸗ 
holderfke, Du!“ 

„Ja am!“ ſparede Kajſa og ſtrakte fig. 

„Ja, det ſkal vi!“ Du er en forſtandig Kat, Du 
Kajſa! Skade, at Du ikke kan lave Mad og feje Gulvet. 
Sængen kan jeg ſelv rede! Sm! Ja, i Morgen ſkal 
vi have os en anden Lona, Du Kajſa“. 

„Kurr—urr!“ ſparede Kajſa og lagde fig for at 
ſove paa ny. 

Men til Middag eller Aften kom Lone igjen og 
var jaa mild og ſodttalende, faa det ret var en Glæde 
at Je og høre hende. Og den omtalte Morgendag kom 
aldrig. Saaledes havde det gaaet, fallen Naboerne 
kunde hufke. 

Det lille Hus, hvori Asſiſtenten bede var hans 
eget og laa ſom jagt indkilet i en Revne paa det højejte 
Punkt af Skinnarviksbjcergene. Det indeholdt kun to 
Verelſer og et overordentlig ſtort Kokken, hvor Gubben 
blandt andre Sager havde en ſtor drejet Stol, Madam 
Lones evige Forargelſesklippe. Under det ſpidſe Tag 
med dets lappede og mosgroede Teglſten var et ganfke 


rummeligt Loftsrum, hvor Kajſa ſtundum rumſterede 


med Rotterne, der gjærne vilde være Eneherrer paa 
Tiljen. Fra Gaden var en ſtor Port med Aarctallet 
1715 over, og ved Siden af en ſaakaldt „Ganglaage“, 
tilſtrekkelig vid til at flippe en Vandrer igjennem. 


Portene vare laaſede Dognet igjennem, og det 


hældende Plankevcerk var oven til garneret med fem 
Tommer lange Spiger med Spidſerne opad, ſaa at 
Gubben kunde være temmelig tryg for uventet Beſog. 
Dette var ogſaa nødvendigt; thi der gik Rygtet Egnen 
om, at han var en holden Mand, og ſtjont han i hele 
den fattige Befolkning i Nabolavet kun havde Venner, 


jaa kunde det alligevel hænde, at et Nodens eller For⸗ 
brydelſens Barn fra fjærnere Kroge af den ſtore Stad 
kunde lokkes til at underſoge de gamle ſtore Egekiſter 
oppe paa Loftet eller den gammeldags ffjæve Kommode 
i hans inderſte Værelje. 

Sent om Aftenen ſaa man et enkelt Lys fra 
Gubbens Vinduer, og Naboerne i de højere beliggende | 
Huſe, ſom hendelſesvis fil dette at ſe, ſagde da ved 
fig ſelv, idet de betragtede det lille Hus med en 
Blanding af Nysgjerrighed og Wrefrygt: 

„Nu teller „Gubben i Beergbygden“ ſine Grunker!“ 


; 2: 

Det var en fold Novemberaften, da Gubben Kjellſon 
kom hjem fra fin ſedvanlige Hamburgertur og ſchte 
den noget ruſtede Nogle i Laaſen til ſin lille Port⸗ 
laage. 

„Im! Hoad vil det ſige!“ mumlede han for 
bapſet; „da jeg gik, drejede jeg Noglen to Gange om, 
og nu ſkal den kun en Gang om! Skulde Lona have 
været her igjen i Aften? Det var mærkværdigt!” Og 
Gubben gik ind, laaſede Porten efter fig og ſpejdede 
forſigtig i Mørket, medens han gik over Gaarden. Da 
han kom ind i Forſtuen, ftrøg han en Tandſtikke og 
tændte en Lygte, ſom han altid gik med i Lommen; 
han ſaa ſig neje omkring for at ſe, om han kunde op⸗ 
dage noget uſcdvanligt. Nej! Alt var, ſom det plejede | 
at være. Kokkendoren var laaſet, og Loftsdoren ligeſaas; 
der var ſtille ſom altid. | 

„Im! Maaſke jeg drejede den blot en Gang 
rundt”, ſagde Gubben ved fig ſelv, „og ſaa ſyntes jeg, 
at det var to! Ja, ja! Begynder nu at blive gammel, 
Hukommelſen ſvigter en!“ 

Og dermed gik han ind i Kokkenet efter at have 
lukket Forſtuderen og ſet vel efter, at begge Hasperne 
vare paa. 

Derinde følte han, at noget blødt ſtroͤg fig mod 
hans Ben, og det var ikke fri, at han trak ſig lidt til 
Side, ſaaledes havde SHændeljen med Portlaaſen fat 
hans Tanker i Røre. Men da han faa ned, var det 
Kajſa, ſom paa venlig Vis hilſede Godaften paa fin 
gamle Husbond. 

„Ja ſaa, hm, er det Dig, Kajſa? Hvorledes er det? 
Har Lona været her, eller har Du ellers merket noget 
uſ ædvanligt 20 


„Ja —am!“ ſparede Kajſa langtrukkent; thi han 


| havde den Bane ſom jaa mange Menneſker ogſaa at 


ſpare Ja til baade ligt og uligt. 

„Hvad ſagde Du? Har Rotterne holdt ſlemt Hus 
oppe paa Loftet, og Du har ikke kunnet komme ud 
efter dem?“ 

„Kurr—urr!“ forklarede Kajſa, idet han gjen⸗ 
tagne Gange ſtrog fig mod Gubbens Ben. 

„Naa, da ffal Du faa Lov at komme ud nu, 
min lille Stump! Bedre ſent end aldrig.“ 


115 


Og dermed aabnede Kjellſon Døren til Forſtuen 
for at flippe Kajſa ud, men hvor ftor blev ikke hans 
Forbavſelſe, da Kajſa, ſom ellers plejede at file af ſom 
en Pil ud i Forſtuen og gjennem Hullet under Lofts⸗ 
børen op paa Loftet, nu med de meſt tydelige Tegn 
paa Skræl og Forbitrelſe tog nogle Skridt baglænds 
fra Deren, ſatte Halen i Vejret, fføb Ryg og ſpruttede, 
ſom om han havde en Hund foran fig. 

„Hvad i Herrens Navn er der med Dig, Kajſa?“ 
ſpurgte Gubben. „Er der noget oppe paa Loftet?“ 

„Jaa a- am!“ ſparede Kajfa i lang udholdende 
Tone med adſkillige Svingninger, og derpaa ſpruttede 


han yderligere nogle Gange ſom Bekreftelſe paa, at 


| 
| 
5 


han talte Sandhed. 

„Naa, det ffal vi ſnart komme efter!” mente 
Kjellſon, der var en ganſke viljefaſt Mand, idet han 
gik ud i fit indre Vorelſe og tog en gammel Rytter⸗ 
piſtol ned fra Voeggen, og ſom havde været ladet i 
flere Aar. Han prøvede med Neglen, om Stenen var 
ffarp nok, og efter at have forvisſet fig om, at Vaabenet. 
i det mindſte kunde bruges til Skremmeſkud, om den 
ogſaa ſkulde klikke, tog han en gammel Salſkindshue 
paa Hovedet, tog Lygten i Haanden, aabnede Kakken⸗ 
børen paa ny og gik ud i Forſtuen. 

„Om jeg forſt fulde gaa ud,“ mumlede han ved 
fig ſelv, „og fe efter at faa Tag i en Politikonſtabel? 
Ba! dem finder man aldrig, naar man behøver dem.. 
kunde ſaa gaa helt ned til „Södermalmstorg“ .. Nej! 
Jeg gaar i Guds Navn og jer ſelv efter!” Derpaa 
gabnede han Jerndoren til Loftet, gik med faſte Skridt 
op ad Trappen med Lygten i den ene Haand og Piſtolen 
i den anden og fulgt i Hoelene af Kajſa, ſom nu bar 
Halen højt i Vejret og faa ganſke tapper ud, ſkjont 
dens Skridt vare temmelig varſomme. 

„Paa det overſte Trappetrin holdt han Lygten 
i Vejret og ſogte med dens ſparſomme Lys at oplyſe 
hele det af gamle Kiſter og Skramleri opfyldte Loft. 
Dette var umuligt, og da han derfor en Stund havde 
ſet fig omkring, raabte han med hej Roſt, idet han 
ſpendte Piſtolen: „Er der nogen her, faa fig det!“ 

Der var ſtille ſom i Graven. Kajſa flod ved 
Siden af Gubben paa det pverſte Trin og ſaa ſtadig 
med fine runde i Halvmarket ſkinnende Øjne hen til 
den merkeſte Krog paa Loftet, hvor et gammelt Skab 
og nogle Trabotter ſtode indeklemte under Taget. 
Han murrede ſagte, men vredt og ſvingede truende 
med Halen. 

„Ser Du noget, Kajſa?“ ſpurgte han, idet han 
opmerkſomt fulgte dens Blik. 

„Ja a-—am!“ forſikrede Kajſa faſt og uden Sving⸗ 
ninger i Tonen. 

„Det kan kun Kattesjne ſe,“ mente han og gik 
et Skridt fremad. „Er der nogen der henne ved 
Skabet, jan kom frem, ellers ſkyder jeg!“ raabte han 
truende. 


En ſagte Raslen hørtes og derpaa en Lyd ſom 
af en kvalt Graad. Kajſa blev nu raſende og 
ſpruttede ſom den var gal. i 

„Nej, det gaar aldrig rigtig til,“ ſagde han ved 
fig ſelv, „og om det ſkal koſte aldrig jaa meget, maa 
jeg have Rede paa, hvad det er.“ 

Og derpaa gik han hen til Skabet med Lygten 
over Hovedet og den ſpendte Piſtol i Haanden. Kajſa 
holdt fig varlig tilbage til farſte Trappetrin, hvorfra 
han med den meſt ſpendte Opmerkſomhed fulgte fin 
gamle Husbondes Skridt. 

Da han var kommen hen til Skabet, gjentog han 
paany og med ſterkere Stemme fin Truſel, og et 
Ojeblik efter traadte han et Skridt tilbage af For⸗ 
bapſelſe. Thi op af Krogen reiſte fig det filtrede Hoved 
af en lille Pige paa ſyp eller otte Aar, ſom med hæftig 
Hulken og aldeles ude af fig ſelv af Redſel raabte, 
idet hendes ſtride Taarer rullede ned ad de magre 
Kinder: 

„Sode, gode Herre, ſlaa mig ikke ihjæl!” 

„Hvad i Herrens Navn gjør Du her, Barn?“ 
üdraabte Kjellſon, der ſtadig blev mere forbapſet. 
„Hvem har ſendt Dig her hen paa denne Tid af 
Dognet?“ 

„Fader!“ hulkede hun. 

„Naa, hvem er Din Fader da?“ 

„Det tor jeg ikke ſige, for ſaa faar jeg ſaa mange 
Prygl, naar jeg kommer hjem... For Reſten kommer 
han ſelv Kl. elleve.” 

„Ja ſaa! Hvad vil han da gjøre her?“ 

„Stile!“ ſparede den lille hel troſkyldig, idet hun 
ſaa paa Kjellſon gjennem Taarer. 

„Saa-—aa? Jo, det er fint! — Naa, men hvor⸗ 
ledes er Du kommen herop? 

„Fader dirkede Porten op og lukkede mig ind.“ 

„Hm, hm! Men hvorfor ſtjal han ikke med det 
ſamme?“ 

„Nej, der var faa mange Folk ude, ſagde han. 
og han tenkte at komme ſiden med en Kerre, for 
„Gubben paa Bergbygden“ har jaa meget Multum 
i ſine Kiſter, ſiger Fader.“ 

„Men hvorfor lod han Dig blive tilbage?” 

„Jo, Fader glemte mig heroppe, for han havde 
førft været i Kroen og var ikke rigtig i Hovedet.” 

„Men hvorfor tog han da Dig med?“ 

„Jo, det gjor han altid, naar han er ude paa 
Fortjcneſte ... thi derſom han da træffer nogen, gjor 
han fig blind og ſiger, at det er mig, ſom leder ham. 
og det tror de, og jan bryder de fig ikke om, at han 
famler paa Dorlaaſene.“ 

„Lyver Du ikke? Glemte han Dig virkelig?“ 

„Ja, det gjorde han! Sode, lille, gode Herre, 
faa mig ikke ihjel!“ 

„Stakkels Barn!“ mumlede Kjellſon ved fig ſelv, 
idet han medlidende betragtede den lille. „En ſmuk 


Opdragelſe! ... Jaſaa, Klokken eleve!.… . 
Naa, men om „Gubben i Bergbygden“ nu ikke god⸗ 
villig vil lade fig beftjæle”, vedblev han og fæftede fit 
ſkarpe Blik paa Barnet, „hvad vil ſaa Din Fader gjøre, 
tror Du?” 


„Han vilde blot pikke ham lidt i Hovedet, ſagde 


han“, forſikrede Barnet. 

„A! Ja ſaa! Naa det vilde han! 
at gjøre det?“ 

„Ja, men kun naar han ikke er rigtig i Hovedet“. 

„Kom frem!” ſagde Kjellſon ftrængt, idet han greb 
fat i den lille Pige og traf hende frem af Skjulet. 

Den lille ſtrittede imod, men da han tog noget 
haardt ved, kom hun frem i en Fart og ſlap "i det 
ſamme ved Forflædet, ſom hun havde holdt oppe med 
den ene Haand, ſaa at nogle gamle Træjager og et 
Knippe Nøgler rullede paa Gulvet. 

„Hvad er det?“ ſpurgte han, idet han bøjede fig 
for at lyſe derpaa med Lygten. 

„Det er ingen Ting!“ ſagde hun raſk, idet hun 
ogſaa bøjede fig ned og hurtigere end han rev Nøgle- 
knippet til fig og var med et Spring henne ved Trappen. 
Men for han fik vendt ſig, horte han et Skrig og 
mærkede paa Kajſas vrede Knurren, at han havde af⸗ 


Plejer han 


ryſtet Forknytheden og nu tog ivrig Del i Forſparet. | 
Den lille agtede at tage 


Saaledes var det ogſaa. 
Flugten, og det var ogſaa lykkedes, hvis ikke Kajſa 


havde ſtaget ſom en raſende foran hende paa Trappen | 


fnyſende og ſpruttende af Sjærtens Grund. 

Hun ſtandſede lammet af Skræk, og Kajſa var 
netop færdig til at fare pan hende, da Gubben til al 
Lykke kom til, og raabte „Pak Dig, Kajſa!“ tog 
den lille Pige ved Haanden og forte hende ned ad 
Trappen. Sun lod fig ogſaa fore uden Modſtand; thi 
den forſkrekkelige Kajſa gik ved Siden og vaagede over 
hvert Skridt, ſaa det ikke var muligt at komme bort. 

Derpaa ſtengede han Loftsdoren, forte Pigen ind 
i Kokkenet, lyſte paa hendes Anſigt og ſagde i en but 
Tone: ; ; 

„Ja ſaa, Du vil ogſaa ftjæle? Du havde vel 
dirket Kiſten op med de drejede Sager i? Din Fader 
havde altſaa ikke glemt Dig, men ladet Dig blive til⸗ 
bage i den Henſigt, at Du ſkulde je Dig om imidlertid? 
Var det ikke ſaaledes?“ 

„Jo“, ſparede hun trodſig, idet hun alligevel for⸗ 
ſkrekket jan paa Kajſa, der ſtadig vogtede hende. 

„Har Du gjort det for?“ 

„Ja, "bevares, ſiden jeg var fem Aar“, ſparede 
Barnet og ſaa ham udfordrende i Ojet. 

„Gud i Himlen! Sikken Barndom!“ ſukkede han, 
idet han ſaa paa fit ſtore Ur. „Klolken er nu ſnart 
9, og ſaa maa jeg gaa efter Politiet! Set Dig der 


paa Stolen og ror Dig ikke af Pletten, mens jeg gaar 
ud, ellers. kommer Katten og, river Øjnene ud paa 
Dig”. 


Jo—o! 


„Nej, ſode, gode Herre, lad mig hellere folge med!“ 


raabte hun, der nu igjen tog til at græde. 
jaa bange for Katten!” 

„Den gjør Dig intet ondt, naar Du blot ſidder 
ſtille! Men rører Du Dig af Stedet, faa farer den 
paa Dig. Er Du ſulten?“ 

„Ak ja!“ raabte Barnet gridſk, „jeg har ikke faaet 
noget ſiden i Morges“. 

„Im! Ikke det! Naa, je der har Du et Stykke 
Brod og en Bid Oſt .. ſpis det jaalænge, jeg kommer 
ſtrax igjen. Her Du, Kajſa, je efter hende, men ror 
hende ikke, hører Du!“ 

„Ja —am!“ ſparede Kajſa og ſatte fig lige for 
Pigen helt vigtig ſlikkende fin ene Pote og ſtrygende 
den over Neſen, ſom om den rigtig vilde indprænte 
fig Husbondens Ord. 

Derpaa tog Gubben fin gamle Kappe paa, tændte 
Lygten og gav fig af Sted til) Politiſtationen, idet 
han mumlede paa hele Vejen: | 

„Stjcle og lyve... otte Aar! ... hm, hm! Sikken 
Barndom — ſikken Barndom!“ 


8 50 
Me 


N 
Holven 


by | 
SPY hører, ſom bekjendt, til Kovdyrene 


S og er næft efter Bjørnen det ſtorſte Rov⸗ 
duyr her i Evropa. Den er en Slægtning 
af Hunden, men dog dennes bitreſte Fjende. 

Derr herſker et medfødt Had mellem disſe 
to Dyr, der ftadfæfter Sandheden af det gamle Ord⸗ 
ſprog „Frende er Frænde værft”. Den ligner ogſaa 
i fit Udfeende en ſtor, mager og hojbenet Hund, navnlig 
den gronlandſke Hund. Det er dog let at kjende den 
fra Hunden pua dens langſtrakte og ſpidſe Snude, det 
lumſke Blik, de opretſtaaende Oren, den ſmalle Krop, 
de høje Ben og den nedhængende Hale. Farven er 
graagul, blandet med fort, ijær langs Ryggen. En 
voxen Ulv har en Længde af 5 Fod, hvoraf Halen er 
1½ Fod, Skulderhojden omtrent 2½ Fod. Oinene 
have et lumſk og ſkulende Udtryk, og Skinnet bedrager 
ikke her, da Ulvens meſt fremtrædende Egenſkaber ere 
Lumſkhed, Fejhed og Blodtorſt. Dens Horelſe og Lugt 
ere meget ſkarpt udviklede. Hunnen er lidt mindre end 
Hannen og føder 14 Uger efter Parringen, der ſker om 
Vinteren, 4—6 blinde Unger, ſom hun ſkjuler paa et 
enſomt Sted i den tætte Skov, da de ikke en Gang 
ere ſikre for Faderens Efterſtrebelſer, idet han eder fit 
eget Afkom, naar han kan komme til det. 

Ulvens Udbredelſeskreds har tidligere været langt 
ftørre end nu, men er dog endnu meget udſtrakt. Den 
findes nemlig endnu i de fleſte evropeiſke Lande, navnlig 
i Rusland, Polen, Norge og Sverrig; i enkelte Egne 


„Jeg er i 


Ulven. 
Af E. Toepfer. 


— 


— — — 


af Frankrig, Schweiz, Italien og Tyſkland er den lige⸗ 
ledes meget almindelig. Desuden er den tillige udbredt 
i det nordlige og mellemſte Aſien ſamt i Nordamerika. 
J Storbritanien er den bleven udryddet for flere 
Hundredaar ſiden, og her i Danmark blev de fidfte 
Ulve ſtudte henad Slutningen af det ſidſte Hundredaar. 
Ulven foretreekker til fit Opholdsſted tætte Skove, 
Stepper, ſumpede Egne og andre enſomme Steder, hvor 
den holder fig ſkjult om Dagen og forſt ved Mørkets 
Indtredelſe gaar ud for at ſoge et eller andet Bytte, 
ſom den kan ſtille ſin Sult paa. Om Sommeren leve 
Ulvene enkeltvis og nære fig da med Lethed af Harer, 
Rotter, Fugle eller Kvæg. Alle vore Husdyr jaa nær 
ſom Hunden viſe ſtor Frygt for Ulven og flygte ſtrax, 
naar de opdage den. Paa de ſtore Stepper i det ſyd⸗ 


lige Rusland ſoger den varſomt at nerme ſig de ſtore 
Flokke af Heſte eller Kvæg for at bortſnappe et Fol 
eller en Kalv, der har fjærnet fig fra Flokken. Naar 
den bliver opdaget, er det ikke ſjeldent, at Heſtene 
modig gaa løs paa den og ſlaa den ned med Forhovene. 
Den bliver da ofte dræbt, hvis det ikke kan lykkes den 
at undgaa Slaget, men undertiden gaar det ogſaa ud 
over den angribende Heſt, ſom Ulven bider i Struben 
og dræber. Naar en Flok Heſte bliver overfalden af en 
Flok Ulve, ſtiller Heſtene fig i en Kreds med Hovederne 
indefter og Follene i Midten. De angribende Ulve 
blive da modtagne med kraftige Hopſlag, og det hænder 
næften aldrig, at de kunne faa Bugt med Heſtene. 
Koerne ſtille ſig ligeledes i en Kreds med Kalvene i 
| Midten, men de vende Hovederne udefter og modtage 


— —-—-—-— 


Ulvenes Angreb med Hornene. Om Vinteren ere Ulvene 
langt farligere end om Sommeren. 
i Flokke og ſtrejfe vide omkring, da det paa denne 
Aarstid falder dem langt vanfkeligere at kaffe fig til⸗ 
ſtrokkeligt Bytte. De nærme fig da ofte Menneſkenes 
Boliger, hvor de ſoge at bryde ind i Staldene for at 
dræbe og æde Kveget. 


vover at gaa les“ pan Menneſker; det er derfor om 


Vinteren ofte meget farligt for de vejfarende at fjøre 


gjennem de ſtore Skove, ſom findes i Rusland og 
Polen. Man har mange Zilfælde af, at en Flok Ulve 
har forfulgt og indhentet Sleden, og dræbt Heſtene 
og de rejſende. Da Ulven baade er et farligt og ſtade⸗ 
ligt Dyr, ſtreber man derfor efter at udrydde den, og 


De ſamle ſig da 


Sulten gjør om Vinteren den 
ellers feje Ulv faa modig og driftig, at den endog | 


Aluen. 


i de fleſte Lande her i Evropa bliver der af Regeringen 


fat en Pris paa hver dræbt Ulv for at opmuntre Folk 
til denne Udryddelſeskamp. For at Læjerne kunne gjøre 
fig en Foreſtilling om den Skade, ſom Ulvene gjøre, 
ville vi meddele (efter Brehm), at der i den rusſiſke 
Landsdel Lifland i Aaret 1823 blev dræbt 15,182 Faar, 
1,807 Stykker Hornkveg, 1,841 Heſte, 3,270 Lam og 
Geder, 4,190 Svin, 703 Hunde ſamt 1,873 Ges og 
| Søns af disſe Dyr. J Poſen blev i Aaret 1820 19 
Menneſker ſonderreyne af Ulve. Man ſoger derfor at 
komme dem til Livs paa flere forſkjellige Maader og 
efterſtreber dem ved Klapjagter, idet man driver dem 
ind i en Snarvring, hvor de blive ſkudte af Jægere, 
ſom have ffjult fig der, eller dræber dem ved forgiftede 
Aadsler og fanger dem i Faldgruber. Disſe ere ſom 


ofteſt 10 Fod dybe og 8 Fod brede og lange Grave, 
der for oven ere dæffede af et Tag, ſom dannes af tynde 
Grene og Mos. Paa Midten af dette lette Tag lægger 
man et Aadſel, ſom lokker Ulvene til at gaa ud paa 


Taget, men dette kan ikke bære dem, og de ſtyrte derfor | 


ned i Faldgruben, der er jaa dyb, at de ikke kunne 
komme af den. J Rusland og Polen gjor man om 
Vinteren Jagt paa Ulvene i ſtore Slæder, der ere for⸗ 
ſpendte med hurtige og udholdende Heſte. J Slæden 
er der foruden Kufken flere dygtige Jegere, af hvilke 
hver har flere ladte Besſer til fin Raadighed, ſamt 
ofte tillige Folk til at lade de afffudte Bosſer. Som 
ofteſt er der en Gris med i Sleden, ſom man bringer 
til at ſtrige ſteerkt ved at knibe den i Halen eller Orerne. 
Ulvene blive lokkede til ved Griſens Skrig og blive 
efter haanden nedſkudte af Fægerne, naar de komme i 
Nærheden af Sleden. Deres Graadighed er ſaa ſtor, 
at de dræbte Dyr ſtrax blive ædte af de medfølgende. 
Folgende Fortælling, der er en aldeles troværdig Med⸗ 
delelſe af en engelſk rejſende i Rusland, vil bedſt kunne 
give Læferne en Foreſtilling om, hvor voveligt det er 
at rejſe om Vinteren i dette Land: 

„Jeg havde opholdt mig i nogle Maaneder i en 
By ved Volga, midt i det evropeiſke Rusland, 40 
Verſter fra Jaroslaw. For at naa denne By maatte 
jeg gjennemrejſe en vild og folketom Egn, hvor der 
kun fandtes to ſmaa Landsbyer; i den ene af disſe 
fulde Poſtholderiet findes, Hvis det ikke var begravet 
i Sneen. Mit Spand udgjorde tre Heſte, hvilket i 
Rusland kaldes en „Trejka“; det var udſogt i de bedſte 
Stalde der paa Stedet, og Omkoſtningerne for Kul og 
Heſte var halvfjerde Rubel len Rubel er omtrent 8 
Mark danſk), hvad der ingenlunde var nogen høj Pris 
for faa lang en Rejje i et ſaadant Vejr. I en Uge 
var der dræbt to Ulve i Byens Hovedgade. Jeg havde 
Jelv nedlagt en i min egen Gaard, Dagen før vi rejfte, 
og der var mange Rygter i Omløb om deres For: 
ſultethed og ufædvanlige Driſtighed. Man fortalte endog, 
at en lille Landsby, der (aa omtrent. 30 Verſter fra os, 
var bleven anfaldet af en Flok af dem. Disſe Kjends⸗ 
gierninger gjorde, at jeg ſorgede omhyggelig for min 
Vebning. Jeg ladede med Forſigtighed min jer: 
labede Rejiſepiſtol og ſtak den i mit Bælte, færdig til 
Brug; en fortræffelig Skedekniv af 9 Tommers Længde 
og en uhyre Knippel med tilftræffelig Vægt i den ene 
Ende horte ogſaa med til min Udruſtning. Efter at 
Brendevinsflaſke, Madpoſe, Vanddunke, Taenndſtikker, 
Cigarer og Vadſck var indpakkede, vilde jeg til at ſtige 
ind i den aabne Slæde, da i det ſamme en rusſiſk 
Nabo kom til og bad om Lilladelſe til at rejſe med. 
Sfjønt jeg havde megen Agtelſe for denne Mand, var 
han dog den, jeg ſidſt vilde have valgt til Reiſefelle i 
en fnæver Slæde, thi han vejede over 20 Lispund, 
havde Vanfkelighed ved at træffe fit Vejr, og naar han 
forſt var kommen til Sede, udkravedes der næften 


Seſtekraft for at faa ham op igjen. Han var et dvaſk, 
godmodigt, cigarrsgende Uhyre, ſom altid ſvarede med 
Enſtavelſesord, og ſom ikke tog imod noget Afſlag. 
Da jeg derfor Havde ſagt Ja, trillede han ind paa 
højre Side i Sleden og optog de to Tredjedele af den. 
Mine rusſiſke Tjcnere gjorde Korſets Tegn for mig, 
hvormed de mente: „Gud give dem en lykkelig Rejſe!“ 
Mine Slægtninge udbrød: „Farvel, Gud være med 
Eder!“ og da Kuffen havde taget Tommerne, hoppede 
jeg ind i Slæden, hvorpaa vi begyndte vor Rejſe med 
en Sneſtorm i Ojnene. 

Da Tykſakken ved min Side ſaa mine Vaaben, 
gryntede han paa Rusſiſk, idet han i øvrigt ikke brugte 
overflødige Ord: „Piſtoler. Ulve. Skyde. Godt.” 

„Har De ingen Vaaben?“ ſpurgte jeg. 

„Nej.“ 

„Saa tag denne Kniv!“ 

„Godt,“ ſagde han igjen og ſank hen i fit Hjorne. 

Dagslyſet begyndte nu at ſkinne igjennem tætte 
Morgenſkyer og vifte os en øde Stræfning af Sne⸗ 
bjærge og ⸗dale. Treerne, ſom med lange Mellem⸗ 
rum udpegede Vejen for os, hindrede os ikke i af og 
til at falde ned i ſtore Huller, fulde af Sne, ſaaſnart 
blot vor Kuſk kom nogle Fodsbred udenfor Vejen. 
Dette fandt ſaa hyppigt Sted, og vi havde jaa megen 
Umage med at arbejde os op igjen, at det var Middag, 
for vi-havde tilbagelagt 16 Verſter — næppe 21/2 Mil, — 
og vi havde været 6 Zimer under Vejs. Omtrent ved 
ved denne Tid bragte Kufken alt mit Blod til at 
ſtramme til Hjertet ved at ſkrige af alle Kræfter: 
„Volka! Volka!“ — „Ulve! Ulve!“ Jeg ſprang op 
fra mit Sæde og faa virkelig Jer ſtore, udmagrede og 
uden Tvivl ſkrupſultne Ulve ſidde midt paa Vejen, 
næppe halvandet hundrede Alen fra os. Vore Heſte 


| Frøb ſammen, ſkjalv over hele Kroppen og vilde ikke 


gaa videre. Vi raabte og ſkreg, men Ulvene veg ikke 
heller af Stedet. Min tykke Ven tog en ſtor Haandfuld 
Hoe op fra Bunden af Slæden, rullede det ſammen 
ſom en Bold, rakte mig det og ſagde „Tendſtik“. 
Jeg forſtod ham ſtrax. Det lykkedes Kuſken ved vold⸗ 
ſomt at piſke paa Heſtene at faa dem til at gaa frem, 
til vi vare Ulvene tæt paa Livet. J den Tid havde 
jeg ſtukket Ild paa Hoknippet og kaſtede det ind mellem 
Ulvene, netop da det begyndte at brænde ſterkt. Det 
virkede ſom et Tryllemiddel. Ulvene delte ſig ſtrax i 
to Hold og løb langſomt bort til begge Sider med 
Halen mellem Benene ligeſom Hunde, der havde faaet 
Prygl. Vore flinke Heſte fløj videre, drevne dels ved 
Pifkeſlag, dels ved gode Ord. 

„Hurra!“ raabte jeg med lettet Hjcerte; „vi ere, 
Gud vare lovet, frelſte for denne Gang.“ 

„Vent lidt! Se Dem tilbage!“ ſagde Tykkerten. 

Jeg gjorde, ſom han ſagde, og jaa Ulvene, der 
atter havde forenet fig bag ved os, ſom om de raadſlog. 
Vore Heſte fore af Sted i ſteerkere Fart, Kufken ſtod 


SEE EET —·tt ].. ˙¹ꝛm. ü. ¹ nm. ẽůmu. 


ſom var paa min Side. 


1 


op i Sleden og brugte baade Piſk og Mund af alle 
Kræfter for at drive dem hen til Poſtholderiet, der nu 


kun var tre Fjerdingvej fjcernet fra os. Heldigvis var 


Vejen, ſaa langt vi kunde øjne, fri for Overfygning 
af Sne, og vi haabede at naa vort Maal for Ulvene, 
hvis de vedblev at forfølge os. Da Vejen gjorde en 


Krumning, vendte jeg mig om for at ſe efter dem og 


fik da Oje pan hele Flokken, der nu forfulgte os af 
alle Kræfter. Jeg havde ofte hort, at Ulve ikke fare 
ind paa Folk, uden at de komme i Mængde. Ser 
var ingen ſtor Flok, og dog kom de nu for at ſoge os, 
derom var der ikke længere nogen Tvivl. Sulten i den 
lange, ftrænge Vinter maatte have gjort dem driftige. 
Med Folelſen af en foreſtagende dødelig Kamp lavede 
jeg mig til at ſlaas. Mine Tanker fløj i et Ojeblik 
til min Kone og mine Born, derpaa til Ham, i hvis 
Haand vi alle ſtaa. Idet jeg nu rev min Faareſkinds 
Pels af mig for at have fuldkommen fri Brug af Arme 
og Ben, ſatte jeg mig forud hos Kuſken, men med 
Ryggen mod Heſtene og Anſigtet mod Fjenden. Jeg 
ſagde nu til Kuſken: „De komme nu, kjor hurtig, 
men jævnt. Jeg har jer Kugler i denne Piſtol. Flyt 
Dig ikke fra Dit Sæde, men kjor lige midt paa Vejen!” 
Min fede Ledſager ſad i fit Hjørne uden hyerken at 
tale eller røre fig; men jeg ſaa Bladet af min Kniv 
blinke i hans Haand. 

Vejen blev ſtadig daarligere, faa at Heſtene ikke 
kunde vedblive at lobe faa ſterkt. Efter fort Tids 
Forløb var Ulvene ved Siden af Slæden, medens 
Heſtene ſtrakte ud af alle Kræfter; da vi ſkulde over 
en Snedrive, gik det imidlertid langſommere, og den 
Ulv, der lob paa den Side, hvor jeg ſad, ſtyrtede ind 
mod den neermeſte Heſt. Piſtolen var kun en og en 
halv Fod fra dens Hoved, da jeg affyrede den, og 
Kuglen trængte igjennem dens Hjeerne. Jeg udbrød 
paa engelſe i Fryderaab over min Sejr, og min Led⸗ 
jager ſtemmede i med et „Bravo“. Den næfte Ulv 
fik mit andet Skud i Benet; det maa have knuſt det, 
thi den ſakkede ſtran af. „Bravo!“ lad det atter fra 
Hjørnet. Men netop dette Ojeblik var det farligſte. 
Ved et Stød af Slæden faldt Piſtolen mig ud af 
Haanden og ned ei den, vore Hefte ſank ned i en Sne⸗ 
drive til midt paa Livet, og der ſtod de pludſelig 
ſtille, medens vi paa hver Side havde en Ulv, ſom 
ſogte efter at komme ind i Slæden. 

Jeg havde endnu min Knippel tilbage. Med begge 


Hænder løftede jeg den højt i Vejret og ſlog den med 


Fortvivlelſens hele Kraft ned i Hovedet paa den Ulv, 
Ulven tumlede om paa 
Ryggen, og ſenere fandt man, at dens Hjerneſkal var 
aldeles knuſt. Da jeg vendte mig om for at tage min 
Pistol op, jaa jeg til min Forbapſelſe min Nabo ganfke 
koldblodig ſtikke fin ene Arm ind i Ulvens Gab og lige 
jaa koldblodig ffjære dens Strube over med Kniven, 
ſom han holdt i den anden Haand. Et forunderligt 
N ik 


1 


Skrig fra Heſtene fængslede min Opmerkſomhed. J det 
jeg vendte mig om, ſaa jeg en anden Ulv klynge fig 
faſt om Halſen paa den fjcermer Heſt. Kufken ſtod 
imellem mig og Ulven. Han ſkreg: „Giv mig Piſtolen!“ 
Jeg gjorde det, og den ſtakkels Heſt var fri. Det vare 
vi ogſaa; thi den anden Ulv løb bort, fulgt af den 
med det knuſte Ben. Den Ulv, ſom var ſfkudt ſidſt, 
rullede fig i Sneen. Kuſken rakte mig Piſtolen, for 
at jeg ſkulde bringe den i Lave, og bad mig om at 
maatte ſkyde endnu en Gang paa Dyret. Dermed endte 
Kampen. 

Jeg kan ikke ſige, hvad jeg følte. Jeg kunde 
næppe tro paa vor Frelſe. Kuſken feſtede de bøde 
Legemer af Ulvene til Slæden, og da vi naaede Poſt⸗ 
holderiet, var jeg aldeles udmattet af den ſteerke Ry⸗ 
ſtelſe og den Spænding, hvori jeg havde været. Min 
Ven paa de tyve Lispund var meget ſtolt over den 
Ulv, han havde dræbt. J Steden for at ſtikke fin 
Arm ind i Dyrets aabne Mund, ſom jeg troede han 
giorde, havde han kun puttet Ærmet af fin ſtore Faare⸗ 
ſtindspels deri, hvorved han havde faaet Tid nok til 
at overſkcere Dyrets Strube. Hans Arm var aldeles 
uſkadt. Men den ſtakkels Heſt var meget ilde tilredt. 
Vi forlod Poſtholderiet efter at have indtaget en uhyre 
Skaal Te og en Del af vore Levnedsmidler, og vi 
naaede Jaroslaw Kl. 8 uden at have oplevet flere 
Wventyr under Vejs, undtagen at vi adſkillige Gange 
kjorte faſt i Sneen: vi havde tilbagelagt omtrent 7 Mile 
i 13 Timer. Neeſte Morgen var vi almindelig omtalte 
i Byen. Kufken harde ikke været ſen til at udbrede 
vore Tildragelſer. Min Piſtol blev beſet paa alle 
Sider. Regjeringens Pris for at dræbe en Ulv er 
tre Rubler; vi gjorde Fordring paa dem, og den blev 
os udbetalt for tre. J Steden for at dræbe os udredede 
Ulvene ſaaledes vore Rejſeomkoſtninger. Den fjerde 
lod jeg træffe Skindet af, da jeg onſkede at gjemme 
det til Minde om den ſtorſte Livsfare, jeg nogen Sinde 
havde været udſat for. 


gusflid. 


— 


Et Skakbredt. 

Til at ſpille „Dam“ eller Skak bruges et Brat inddelt i 
64 Ruder, der afvexlende ere forte og hvide. Man kan forferdige 
et ſaadant Bræt paa flere Maader. Den letteſte er, at beklede 
en firkantet Papplade 10 Tommer paa hver Led, med hvidt 
Papir pan begge Sider, og paa den ene Side inddele Ruderne 
med at drage en Blyantslinie langs Kanten / Tomme fra 
denne og derefter optrakke ſyv Blyantslinier paa Kryds og Tvers, 
i lige ſtor Afſtand fra hinanden, fan at der bliver 8 Ruder paa 
hver Led. Af fort Glanspapir ffærer man nu Strimler af 
Rudernes Bredde, afffærer deraf 32 retvinklede Firkanter af 
ſamme Længde og klaber disſe pan hveranden Rude, faa at man 
faar et Tavlbræt ſom omſtagende Figur viſer. Naar Kliſteret er 
tørt, træffer man med en Pen en eller to Bleklinier rundt om 
langs den yderfte Kant af Ruderne, hvorved disſe afgrenſes 
paa en ſmuk Maade. Om Maaden, hvorpaa man laver godt 
Kliſter og paaſtryger det rigtig, forklares i „Haan dgjernings bog 
for Ungdommen” 2den Del Side 14—16. 


Den flinke Træarbejder fan danne fig et færdeles ſmutt 


Tavlbrat af tynde lyſe og merke Traplader, der limes paa et 


tykkere Bræt, paa den i Haandgjerningsbogens 2den Del Side | 


269—70 forklarede Maade. 

Vil man paa en let Maade forferdige fig et rigtig ſmukt 
Tavlbrat, maa man helſt lade Glarmeſteren ffære fig en fir⸗ 
kantet 10 Tommer lang og bred Rude af tykt Glas, (helſt 
franſt Glas, eller ſlebet ubelagt Spejlglas) der pudſes rent paa 
begge Sider og lægges ovenpaa et Ark hvidt Papir, fom man 
har inddelt i 64 nøjagtig lige ſtore Felter, omgivet af en /“ bred 
Kant, ſom ovenfor forklaret. Med Pen og Blak optræffer man 
paa Glasſet efter en Linial ferſt alle Stregerne paa den ene 
Led, og naar de ere torre, alle Stregerne paa den anden Led. 
Naor ſaaledes Papirets Inddeling er overført paa det ovenpaa 
liggende Glas, og Blakſtregerne ere torre, maler man ved Hjalp 


af en lille Penſel hveranden Rude med fin kulſort, ikke for tynd, 


Oliefarve eller ſort Lak, idet man ikke ſtryger for tyndt paa. 

Naar Farven netop er faa ter, at den itfe kleber, kan man 
med en Knivſpids, efter Linialen, ffære Kanten paa alle Felterne 
rene og ſkarpe ved et Snit gjennem alle Linierne, hvorefter man 
ſtraber de hvide Ruder rene for de forte Rande, der mulig kan 
være flydte ud paa deu. Naar den forte Farve er fuldkommen 
tor, afpudſes det hele med lidt Kridt og Blaar og overmales 
da overalt med en ren hvid Oliefarve. Vil man ret overrafke 
fig ſelv og fine Omgivelſer med Prove paa ſtor Kunſtferdighed, 
da kjeber man lidt tyk lys Kopallak, ſamt Perlemoders Affald 


(tilſendes pan Forlangende fra C. Th. Rom & Co., Axelhus 


i Kjøbenhavn). Man ſtryger et ikke for tyndt Lag Kopallak paa 
Bagſiden af det ſortrudede Glas, og naar det er terret jaa det 
kleber ſterkt, lægger man alle de hvide Ruder over med ſmaa 
Stykker Perlemoderſkaller, med det blanke nedad jaa at de blive 
mere eller mindre fyldte (med aaben Fyldning vil der bruges 
for et Par Kroner Perlemor, men med ganſte tæetpakket Fyld⸗ 
ning for 4 à 8 Kr. efter Storrelſen af Brættet). Naar det er 
tert maler man hele Bagſiden over med hvid Oliefarve. Efterat 
denne ogſaa er tor, vendes Glaspladen med den umalede ſpejl⸗ 
blanke Side opad, og man har da et overraſkende ſmukt Tavl⸗ 
bræt, der ſer ud ſom Ibentre indlagt pragtfuldt med Ruder af 
Perlemoder. Det indfætæs nu i en ſmal ſort eller forgyldt 
Ramme (ligeſom man indfatter et Skilderi) med paakliſtret Bag⸗ 
kledning. Paa Bagſiden kan man endvidere lime et Lag tyndt 
Klæde eller uldent Tei, da Brættet faa ikke ridſer i Bordet og 
ligger godt faſt paa dette, medens man ſpille paa det. 


' 


Bognyt. 


Bendix Hanſen: „Fra Sonderjylland“. 

Den unge begavede Forfatter, der ſaa tidlig blev bortkaldt 
fra dette Liv, var en trofaſt danſk Sonderjyde, og den ovennævnte 
lille Bog, der indeholder 9 ſmukke Fortællinger fra Sonderjylland, 
vil blive hans mange Venner bande paa denne og hin Side 
Kongeagen et kjert Minde om hans varme Hjærtelag, hans 
trofaſte Kjerlighed til Danmark. Han har i den givet en Rake 
fortreffelige Folkelivsbilleder der mede fra, og har navnlig paa 
en friſt, naturlig og djærv Maade fremſtillet de danſke Sonder⸗ 
iyders feje Modſtand mod den overmodige tyſte Herſkeſyge. Skjent 
alle Fortællingerne ere gode, ville dog upaatvivlelig de to forſte, 
„En Kirkevej“ og „Gamle Venner“ ſerlig vinde Leſernes Bifald, 
der er noget faa friſt og kvikt i disſe to Hiſtorier, at man uden 
Overdrivelſe tor kalde dem to Perler i vor folkelige Novelle⸗ 
Literatur. De vidne mere end noget andet af Forfatterens 
offentliggjorte Arbejder om Selvſtendighed i Behandlingen af 
det foreliggende mne. Bogen man ſom Helhed fættes ikke faa 
lidet over den af Forfatteren i Fjor udgivne Samling „Hiſtorier“, 
og den vil uden Tvivl ſikre ham et ſmukt Eftermele i Danmark 
ſom en folkelig Forfatter. —n. 


zÜdenfor Vondeſtanden“ er Navnet paa en Rakke ny For⸗ 
tellinger af Anton Nielſen. Medens denne Forfatter 
tidligere kun har leveret Skildringer af Bondelivet, er han nu, 
ſom Samlingens Navn antyder, gaaet „udenfor Bondeſtanden“ 
for at ſoge Stof til fine Fortællinger. „En Lejtnants 
Dagbog” giver et ſmukt Billede af, hvorledes et venligt Ord 
fra em overordnet til den ,, menige Wand” fan avle Hengivenhed 
og trofaſt Kjærlighed for hele Livet, der holder ud i Nodens 
Stund, naar „Vennerne“ blive borte og med tilbagevirkende 
Kraft forædler og forener baade den fornemme og den ringe. 


| »&onfufjon” er en lille morſom Skildring af en „konfus“ 


Praſtemand og haus taktfaſte Kone, medens „Preſtens Drenge“ 
giver et ſmukt Billede af den milde barnekjerlige Landsbypraſt, 
der antager en Goglers Son ſom fin egen, og lægger Grund⸗ 
volden i ham til et godt daadkraftigt Menneſteliv. Den ſidſte 
Hiſtorie „Beppo og hans Blomft“ er en ſmuk lille For⸗ 
telling fra Schweitz. Hele Samlingen vil blive hilſt med Glæde 
af Forfatterens mange Venner, og afgiver et Bidrag til en fund 
og gavnlig Folfelæsning- f 


Smaating. 


Firkantet Nod. Af 6 A, 5 R, 2 E, 2 L, 2 M, 


2 N, 2 6, 1 D, 1 K, 1 0 og 1 Æ dannes 5 Ord, ſom 


ſkrevne under hinanden og leſte fra venſtre til højre og fra 
oven og nedad giver Løsningen paa folgende Gaader: 

Mit forſte findes i mangen en Lyd, 

for andet er Taalmod en vaſentlig Dyd; 

det tredje ſtrommer fra Blomſt og fra Blad; 

les bag fra det fjerde og brug det ſaa glad. 

Skjont femte jo gjerne er Sorgens Tegn, 

det ſes dog ſom Glædens kvegende Regn. 


Fra Rekrutſkolen. Underofficeren: „Naar Geværet 
ſtaar ved Foden, lægges den lille Finger langs med Løbet. 
Hvorfor tror Du ellers, at Vorherre har givet Dig en lille 
Finger, Dit Fa.“ 


Gubben i Beergbygden, Fortælling af Frans Hedberg, fra 
Svenſt ved Herd. — Ulven, af E. Toepfer, med Billede. — 
Husflid: Et Skakbreœt, med Billede. — Bognyt. — Smaating. 


Indhold. 


Husvennen“, Villedblad for Nlorſgabsscesning, Oplysning og Husſlid, udkommer. til hver Søndag med et 16, ſpaltet Art, forfynet med flere 


Billeder, fif 1 Krone Fferdingaarek, frit tilſendt. 


Hperk Fjerdingaar medfølger gratis et ſtort fmutt Tillcgsbillede. Bladet kan beſlilles paa 


ihvert Pofikontor og Brevfamfingsfled, i enhver Voglade ſamt hos Hopedlkommisſioncren: Budolph Klein, Pileſlrcde 40, Kjøbenhavn 
Trykt pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang 
Nr. 16. Handagen d. 


Gubben i Bergbygden. 
Fortælling af Frans Hedberg, fra SvenfR ved Herd. 


— 
* 


(Sluttet.) 


3. 
Kort efter kom Gubben Kjellſon tilbage med to Politi⸗ 
konſtabler, væbnede med Sabler. De traadte ind 
i Kokkenet, hvor den vagtſomme Kajſa endnu fad 
urokkelig paa Pletten og fliffede fin Pote. 
Den ene af Konſtablerne, en ældre Mand, jaa 


nøje paa Pigen, der lige var færdig med at ſpiſe ſit 


Oſt og Brod og nu med fin Alders ſedvanlige Sorg⸗ 
loshed jan nysgjeerrig efter dem. 


„jeg kunde bandet paa det.“ 

„Hvad mener De?“ ſpurgte Kjellſon. 

„Aa, hun er gammel i Gaarde! Sun har allerede 
narret Politiet tre, fire Gange... og hun lyver faa 
ſterkt, ſom en Heſt kan lobe ...“ 


„Stakkels Barn!“ ſagde Kjellſon endnu en Gang. 


„Er Du føvnig, Pige?” ſpurgte han ſiden i en haard 
Tone, idet han vendte ſig til den lille, „eller vil Du 
have noget at ſpiſe?“ 

„Nej,“ ſparede Barnet og jaa forundret paa ham, 
„nu vilde jeg helſt ſove!“ 


„Naa, kom faa med mig!“ vedblev han, idet han 


bad Konſtablerne ſidde ned i Kokkenet, og tog Pigen 


| 


med fig ind i det indre Verelſe. 


„Gubben har altid været noget forſkruet!“ hviſkede 


den ældre Konſtabel til den anden; „men et godt Skrog 
for Reſten. 
i Drikkepenge 


17 
1 


Imidlertid havde. Kjellſon taget en gammel Rens⸗ |. 


dyrshud frem, ſom han plejede at lægge under fine 


Fodder ved Skrivebordet, lagde den i et Hjørne mellem 


Kakkelovnen og en Kommode og lavede en Seng til 


|| 


| 
| 
| 
| 


Du ffal je, vi faar nok et Par Daler | 


er det ſamme! 
„Jaſaa, det er den Djevleunge!“ ſagde han hvaſt, 


Kjøbenhavn. 


16. Jaunar. 1826. 


Pigen med en Bude og en gammel udſlidt Faare⸗ 
ſkindspels. 

„Leg Dig nu der og ſov!“ ſagde han but, 
kan vi tales ved i Morgen.“ 

„Men,“ ſagde hun nølende og jaa paa ham 
uafbrudt, „den ſtygge Kat kommer vel ikke og river 
mig?“ ; 

„Aa nej, naar Du er god, og ifær naar Du læjer 
Din Aftenben, rarer han Dig ikke.“ 

„Af. . . Aftenbon?“ ſagde hun og gabede paa 


maa 


ham, ſom om han havde. talt Hebraiſk; „hvad er det 


for noget?“ 

„Hm! Naa, det kunde jeg nok tenke ... hvor ſkulde 
hun vide det?“ mumlede han ved ſig ſelv. „Naa, det 
Naar Du lover mig ikke at lyve eller 
ftjæle mere, jaa kommer den heller ikke!“ 

„Ja, blot jeg maatte ſpiſe mig mæt endda,” 
ſparede hun, idet hun krob ned i Sengen og faa rigtig 
lykkelig ud, da hun fil Pelſen over fig; „ſaa ſkal jeg 
forſoage. Og naar jaa bare jeg flipper for at faa 


Stryg, for Fader flog mig altid, naar jeg ikke vilde 


lyve, ſom han lærte mig.“ 

„Lever Din Moder?“ ſpurgte Kjellſon med en 
Skeelven i Stemmen, ſom om han havde faaet noget 
i Halſen, ſom han ſogte at nedjvælge. 

„Mo'r?“ ſparede hun ſovnig, „hende har jeg aldrig 


jet! Hun maa være død for længe ſiden! Fader vil, 


at jeg ſkal falde den rodhaarede Kriſtine Moder, men 
det gjør jeg ikke ... nej, jeg gjør det ikke!“ 

„Hvorfor ikke?“ 

„Nej, for hun ſlaar mig altid, naar jeg ſiger, 
at jeg er ſulten.“ : 

„Stakkels Barn! fov nu... God Nat!“ 

„God Nat!“ 

Og dermed fov den lille Pige lige fan tryg og 


tilfreds, ſom om hun havde ligget i Moders Skjod, 
og aldrig vidſt, hvad Synd og Elendighed vilde ſige. 


Kjellſon ſaa paa hende et Ojeblik, derpaa tørrede 


han Øjnene med Bagen af Haanden og rømmede fig 
for at blive fig ſelv igjen og gik ud til Konſtablerne. 

Kajſa ſpandt imidlertid. for dem; den gjorde dem 
Selſkab, ſaa godt den kunde. 


„Den Unge er en rigtig Karnalje, kan De tro“, 


ſagde den ældre Konſtabel, „det er bedſt, hun kommer 
til Indretningen.“ 

„Hvilken Indretning?“ 

„J! for vanartede Bern“, ſvarede Konſtabelen; 
„men hvad vil Asſiſtenten nu, vi ſkal gjere? Skal 
vi blive her, eller ſkal vi gan op paa Loftet og der 
vente Gogen?“ 

„Det er bedſt, at vi blive her nede,“ ſagde Kjellſon, 
„og lade ham forſt gaa op, faa er han jaa meget 
lettere at fange.“ ; 

„Maaſke! Huſk, Anderſon, at give ham et godt 
Slag over Armen til at begynde med, — ſaadanne 
Fyre have altid Kniven ved Haanden.“ 

„Hvad tror De, at hans Straf bliver?“ ſpurgte 
Kjellſon, der faa paa Klokken, ſom nu ſlog halv elleve, 


„derſom han kommer, og det lykkes at gribe ham 


paa ferſtk Gjerning?” 

„Aa, det bliver vel ikke mindre end Fæjtning paa 
Livstid, hvis det er ham, jeg mener — for jaa er det 
tredſe Gang Tyveri med Indbrud! ... Men nu er 
det vel bedſt at flukke Lyſene, og derſom De havde 
en Styrkning at byde os, inden vi begyndte, vilde det 
ikke gjøre ondt, he, he, he! Arbejdet gaar altid bedre, 
naar man faar noget oplivende.” 

Og efter at Kjellſon havde hentet en Flaffe Rom 
af et ſtort Skab i et andet Værelje, flukkede man 
Lyſet og ventede paa, hvad der vilde komme. 

Klokken ſlog elleve i Mariekirken. 

Strax efter faa de, til Market vante Konſtabler, 
at Portlaagen ſagte aabnedes, og to fordegtige Skik⸗ 
kelſer med ſnigende Fjed traadte ind i Gaarden. 

„For Pokker! De ere to!“ hyviſkede den ældre 

Konſtabel; „det er dumt, at vi ikke kom tre!“ 
; „End jeg da?“ ſagde Kjellſon, der ſtod paa den 
anden Side af Vinduet med den gamle Rytterpiſtol 
i Haanden. „Regner De ikke mig for noget?“ 
Jo, viſt ſaa; men De er ikke vant til at tage 
Tag med ſaadanne Karnaljer! Tys .. nu ere de ved 
Forſtuedgren!“ 

Alle tre ventede aandeloſe. 

Der blev en fort og betydningsfuld Stilhed, der 
afbrodes af Lyden af en Nogle eller Dirk, der blev 
ſat i Laaſen til Kokkendoren. 

„Her gaa vi ind forſt“, hviſkede en Stemme 
udenfor, „og vaagner den gamle Djævel, jaa pikker 
jeg ham?“ 

„Godt! J fin Orden!“ hviſkede Konſtablen. „De 
gaa i Felden ſom et Par Rotter! Pas nu paa, 
Anderſon!“ 

„Et Ojeblik efter gik Døren op, og begge Skurkene 


traadte liſtende ind. De havde næppe taget tre Skridt, 
før de følte fig grebne bagfra af ſterke Arme, og en 
Malmſtemme raabte: „overgiv Jer, eller lig, ſom 3 
ſelv reder!” 

„Djcvelen annamme mig!“ brelte den ene Tyv, 
der i det ſamme faldt bagover, og for han fik Kniven 
frem, havde han ganſke rigtig et Slag over Armen, 


der gjorde denne aldeles lam. „Gjor Dig fri, Lasſe! 
Spring! Mig har de faaet Kløerne i.“ 

Og nu opſtod en kort, men hidſig Kamp mellem 
den anden Tyv og den 'yngfte Konſtabel, ſom endte 
med, at denne for et vel rettet Naveſlag i Anſigtet 
faldt værgeløs paa Gulvet, hvorpaa Tyven med et 


| vældigt Spring ſatte over fin paa Gulvet Liggende 


Stalbroder og hans Dvermand og var ude i Gaarden, 
før Gubben hapde blinket. 
Men denne var dog ikke ſen med at folge efter. 
„Staa, eller jeg ſkyder!“ raabte han; ſtrax efter 
brændte Skuddet af, og den flygtende faldt neſegrus 
ved Porten, idet han gav. et gjennemtrengende Hyl 
fra fig og udftødte en græsjelig Ed. Kjellſon ſtod 


ſom forſtenet. j 


Han havde ſaaret et Menneſke, maaffe dræbt ham. 
Gubben ryſtede ſom et Espelov. | 
Konſtabelen, der nu kunde ſanſe igjen, kom ud | 


i Forſtuen. 


„Se efter, om han er død!” flammede Kjellſon 
med dæmpet Raſt, „han ligger henne ved Porten.“ | 

Og dermed gik han ind i Kølfenet, hvor den ældre 
Konſtabel nu havde bagbundet den paa Gulvet liggende | 
Røvers Hender. 2 al 

„Se jaa, nu have vi Fuglen, Hr. Asſiſtent!“ ſagde | 
Konſtabelen ſpogende. „Hvorledes er det med den || 
anden?” | 

„Jeg har ffudt ham.“ | 

„Skudt? Pokker heller... han er vel ikke dør — 
det var Skade for den Karnalje! — Op med Dig!“ 
ſagde han i en hvas Tone og ſparkede til den paa 
Gulvet liggende, „Horer Du!“ 

„Vent, til jeg kommer ud igjen ...“ ſagde Tyven 
og ſkar Tender. 

„Aa, det ſkal vi nok førge for, at Du ikke gjør, 
Din Rakker! — Naa er han fkudt ihjcel!“ ſpurgte han 
ſin Kammerat, der i det ſamme hel betagen ſtod i 
Doren. 

„Skudt ihjel, han? Da jeg kom ud, var han paa 
Benene og ſatte af Sted ud af Porten og ned ad 
Gaden, ſom Fanden var efter ham! Men han fik 


viſt et Smæf, for jeg gled i noget vaadt henne ved 


Porten, og det var viſt Blod.“ 

„Pokker i det! Hvor kjedeligt, at han (fulde flippe 
bort!“ ſagde den ældre Konftabel. 

„Gud ſke Lov!” ſukkede Kjellſon inderlig glad over, 
at han ikke havde et Medmenneſkes Liv paa fin Sam⸗ 
vittighed. — 


; „Tag fat, at vi kan faa Spektaklet pan Benene,” 

ſagde den ældre Konſtabel, „og faa — Marſch til 
Politikammeret med ham!“ 

Imidlertid havde Kjellfon tændt fin Lygte. 


lyfte nu paa Fangen. Det var en Mand paa over 


40 Aar med et vildt, rovgjærrigt Udfeende og med 
lumſte, fkulende Blikke. 
| bygget, og den tykke, kjodfulde Hals lignede en Tyrs. 
Det filtrede Haar ſtak frem mellem Skyggen og Tojet 
paa en laaden Hue, og en lappet Sgmandsjakke om⸗ 


Han var firſkaaren og ſteerkt 


luttede hans ſeneſtcerke Lemmer. 
„Har Du ikke glemt noget her?“ ſpurgte Kjellſon, 


det de vilde føre ham bort. 


„Glemt?“ ſvarede Tyven trodſigt; „nej, ikke andet 
end at knokke Pandeſkallen paa Dig, Din Kjeltring!“ 

„Ikke noget oppe paa Loftet?“ gjentog han og 
fan Tyven faſt i Øjet. 

„Nej, hvorledes ſkulle jeg kunne det? Jeg har jo 
aldrig været der før.” i 

„Lyv ikke! End Din Datter da, Pigebarnet, ſom 
Du efterlod deroppe?“ 

„Jaſaa, hende!“ ſvarede Tyven ligegyldig; „ikke 
andet? Hende kan Du beholde, Din gamle Tosſe, hun 
kan være pasſende for Dig.“ 

Og dermed vendte han ſig om mod Doren og 
fulgte Konſtablerne. Kort efter var Gubben Kjellſon 
atter alene, og da han kom ind i fit gamle Varelſe 
igjen, ſtrag han fig over Panden og ſyntes, at det 
hele havde været en ſlem Drøm, af hyilken han lige 
var vaagnet. j 

J bet ſamme hørte han et let Suk fra Kakkelovns⸗ 
krogen, og da han ſaa derhen, kom han til Vished om, 
at alt var virkeligt og ſandt; thi der laa den lille 
Pige faa rolig og mild under Søvnen, at det kom ham 
for, at det ſtakkels Barn var blevet ſendt til ham, blot 
for at han ſkulde redde det fra et Forbrydelſens og 


Fiornedrelſens Liv. 


„Har Vorherre faa underlig ffærmet mig i Nat, 
fal jeg ogſaa viſe min Taknemlighed mod ham ved at 
forſoge at gjøre et Menneſke af hende,“ ſagde Gubben, 
idet han ſatte ſig foran den ſovende Pige og med 
Kajſa pan Skodet. „Hvad ſagde Du, Kajſa, tror Du, 
det kan lade fig gjøre?” 

„Kurrurr!“ ſparede Kajſa, hvad der baade kunde 
være Ja og Nej. 


4 


Og Gubben Kjellſon holdt Ord. 
Allerede Morgenen efter truede det med, at Madame 


Lone ſkulde fan tredobbelt Krampe: forſt af Skraek 


over, at Tyve havde ſorſogt at bryde ind, derefter af 
Forbapſelſe over at je den lille Pige ligge ſovende i 
Krogen, og endelig af Harme over, at „Gubben i 
Bergbygden“ tænkte pan at tage hende i Huſet ſom 
Foſterdatter og ſelv koſte hendes Opdragelſe. 


Den 


Det var nemlig ikke fri, at Lone havde ſpidſet 
Neſe efter den Dag, da Gubben gik til fine Fædre, 
i Haab om at arve ham eller i det mindſte faa en 
rar lille aarlig Livrente, — men kom nu en ſaadan 
Unge i Huſet, vidſte man ikke, hvorledes det kunde gaa, 

„Hvad tenker Asſiſtenten paa!” brummede hun, 
idet hun under Paaſkud af at ftøve af, for omkring i 
Verelſet ſom et tørt Kalveſkind, „at tage en ſaadan 
Tyveunge i Huſet. Det bliver der kun Elendighed af… 
hun ender med at ſtjele alt, hvad vi har!“ 

„Bland Dig ikke i det, Lone!“ ſagde han vredt, 
jeg gjør, ſom jeg luyſter.“ 

„Ja, men jaa faar De ogſaa ſoge Dem en anden 
Husholderſke! Jeg fattige Menneſke — og jaa græd 
hun — kan ikke taale at je en gammel hæderlig Mand 
blive ſnydt af en lille Djævleunge til ...“ 

„Ti!“ brolte Kjellſon, „hvad vedkommer det Dig? 
Siger Du et eneſte Muk mere, ſtryger jeg Dig ud i 
mit Teſtamente!“ 

„Aa, Herre Gud!” udbrød Lone, der ſomme Tider 


horte ganſke godt, idet et fedtet Solſkin ſpredte ſig 


over hendes hele Anſigt. „Bevares, hun ſover godt, 
den lille Stakkel! Herre Gud! Hun kan jo ikke gjore 
ved, at hendes Fader er en Tyv.“ 

Og nu begyndte Lona at lægge til Rette ved den 
lille, ſom havde kaſtet Pelſen af fig i Sovne. Hun 
flod altſaa i Teſtamentet! Saa var der ogſaa Grund 
til at opføre fig ſaaledes, at hun ikke blev ubſlettet, 
tenkte Lona, og efterat hun af egen Drift havde tilbudt 
at ſkaffe nogle Klader, der kunde pasſe til den lille, 
ſatte hun af Sted i en hvinende Fart og med det 
ſodeſte Smil over fit temmelig ſkarpe Anſigt. 

„Om! Den Skrue traf, Du Kajſa!“ ſagde Kjellſon, 
da Lona var gaaet, „og nu ſkal Du ogſaa være venlig 
mod den lille Pige, hører Du!“ 

„Ja am!“ forſikrede Kajſa og ſtrog fig blidt 
mod den ſovende Piges Arm, ſom hun havde lagt 
oven paa Pelſen. 

„Mon jeg ſkal fan Lykke til at faa et Menneſke 
ud af det lille Udyr?“ ſagde Gubben, idet han betrag⸗ 
tede det ſovende Barn; „Arbejde bliver det og en 
haard Strid med gamle Uvaner, for den Dag kommer. 
Men kan jeg redde hende, jaa har jeg dog ikke levet 
forgjœves!“ 

Og det blev en haard Strid; men Gubben holdt 


ud, og de ſlumrende gode Woner hos Barnet ſtottede 


hans Virken. 

Der par ikke gaaet et Aar, for den lille Anna 
var ham jaa kjer, ſom kunde hun været hans eget 
Barn — ja, om muligt endnu kjcrere. Og det var 
rorende at je, med hyilken utrættelig Omhed den gamle 
Ungkarl vejledede det misledte Barn. Den fortorrede 
gamle indeholdt Skatte af Kundſkaber og Kjærlighed, 
og der trengtes blot til et Veſen, for hvilket han 
var alt, for at faa de rige Sjælefilder til igjen at 


flyde og give de Lærdomme Vert, ſom han nedlagde 
i hendes Hjærte. 

Og paa denne Maade blev hun alt for ham, 
ligeſom han for hende var mere end Fader og Moder, 
han var paa en Gang Opdrager, Lærer og Ven. 

Aarene gik, og „Gubben i Beergbygden“ blev 
ſtadig mere bøjet og graa; men ſkjont Legemet blev 
ſkrobeligere, blusſede Sjælen op i forynget Skikkelſe, 
og alle ſagde om den Gamle: 

„Det er mærfværdigt med Gubben Kjellſon! Han 
bliver yngre Dag for Dag, og endda ſynes han at 
gaa paa Gravens Bred. Men det er Skade, at han 
ikke mere gaar til „Hamburg“, da man nu ikke kan 
ſtille ſit Ur efter 
ham.“ 

Og ſaaledes var 
det ogſaa. Vertshus⸗ 
turene vare forbi. 
I Steden for kom nu 
den gamle forhen⸗ 
værende Handels⸗ 
mand fra Aſylet to 
Gange om Ugen, og 
da drak de deres Toddy 
og fik ſig et Parti 
Bretſpil med fit lille 
Tilbehor af Sfjænde- 
ri; thi det var lidt 
Røre baade for Arme 
og Lunger, mente 
„Gubben i Berg⸗ 
bygden.“ 

Paa denne Maade 
var der gaaet ti Aar 
efter den mindeveer⸗ 
dige Aften, da Tyven 
havde efterladt det 
lille Barn, der ſkulde 
blive Gubbens Alder⸗ 
domstroſt og Glæde. 


Anna var nu fyldt Japanske nuge Piger. 
18 Aar og en ſmuk, ſtatelig og flink Pige, der med 


barnlig Omhed ſyslede om den gamle og ſogte med 


aarvaagen Omſorg og Kjærlighed at gjengjelde ham for 


hans faderlige Varetægt. 

Lona var for længe ſiden gaaet til fine libre 
og Kajſa ligeledes — og nu trængte man heller ikke 
til dem; thi Anna udfyldte begges Plads hos Gubben, 
og han beklagede ſig aldrig over Byttet. 

Den eneſte foruden den gamle fra Aſylet, ſom 
ſtundum geſtede „Gubben i Bergbygden,“ var hans 
Broderſon, en ung, dygtig Haandverker i Egnen, og 
mellem ham og Anna opſtod ſnart et venligt Forhold, 
ſom de gamle ikke ugjærne ſaa, og ſom inden 


| fort Tid udviklede fig til en varm og trofaſt Kjær . 
| lighed. 
| „Om!“ ſagde Kjellſon en Aften til fin gamle Ven, 
da de ſad ved Brætjpillet, idet han ſtjaalent kaſtede 
et Blik ud i det ydre Varelſe, hvor de unge i 
| al Fortrolighed hviſkede til hinanden: „hvad ſiger 
Du, Bro'er? Skulle vi ikke drikke de unges Trolovelſes⸗ 
ſkaal i Aften? 

„Jo, hvorfor ikke? De pasſe jo godt for hi 
anden.“ 

Og derved blev det. De to unge vetlebe 
Ringe, og Gubben velſignede dem med Taarer i 
Øjnene, 


Et Aar derefter 
bar man en ſimpel 
ſort malet Kiſte ud 
fra det lille Hus 
oppe mellem Klip⸗ 
perne — det var 
Gubben Küellſons 
ſidſte Rejſe. Men 
han dode ikke ube⸗ 
grædt, den gamle 
Ungkarl. To unge 
Aegtefolk, hvis Hen⸗ 
der han for en Uge 
ſiden havde lagt i 
hinanden, ſtode ved 
Vinduet i det lille 
Hus, ſtirrende efter 
Kiſten med taare⸗ 
fyldte Øjne midt i 
deres blomſtrende 
Lykke, og to elſkende 
Hjcerter nedkaldte 
Guds Velſignelſe 
over den trofaſte 
bortkaldte Sjæl. 


Skildringer fra Japan. 
Efter forfRjellige Kilder ved E. Toepſer. 


1 


Landet og Folket. ? 
|| Blandt de forſtjellige Folk, der bebo det øftlige Aſien, 
er der intet, ſom ſtaar paa et jaa højt Udviklings⸗ 
| trin ſom Japaneſerne. De have modtaget deres 
Kultur fra Kineſerne, men overgaa nu langt disſe deres 
tidligere Lerermeſtre i Udvikling. Da dette i flere 
Retninger meerkelige Folk i den ſenere Tid ſteerkt har 
hendraget Opmeerkſomheden paa fig og viſtnok vil komme 


til at ſpille en vigtig Rolle i Fremtiden, haabe vi, at 


nogle forte Skildringer af Landet og Folket ville være 
af Interesſe for Husvennens Laſere. Vi ville da be⸗ 
gynde med Landet. 


Det japanſke Rige er en Oflok, ſom ligger i det | 
øftlige Berdenshav, øft for Kina og ſkilt fra dette Land 


ved det japanffe Hav. Det udgjøres af en Mængde, 


henved 4000 ftørre og mindre Oer, der tilſammen 


omtrent ere 7000 Flademile og have en Folkemeengde 
af over 35 Millioner Menneſker. Hovedſtaden i Riget 
er Jedo eller Pedo med over 2 Millioner Indbyggere. 
Den har en meget ſmuk Beliggenhed ved en ſtor Bugt 
pan den ſtorſte af alle Øerne, Nipon. De fleſte Oer 
ere overordentlig frugtbare, og Agerdyrkningen ſtaar 
paa et lige jaa højt Trin ſom i de bedſt dyrkede Lande 
her i Evropa. 
Hver Strim⸗ 
mel Jord, lige 
fra Bjeergenes 
Toppe til ned 
i Dalene, nyt⸗ 
tes og ſoges 
gjort indbrin⸗ 
gende paa en 
eller anden 
Maade. Nee⸗ 
ſten overalt 
treffer man 
Spor af Japa⸗ 
neſernes Vind⸗ 
fkibelighed, der 
ſom gode Ager⸗ 
dyrkere vel 
vogte ſig for 
at udpine Jor⸗ 
den, men unde 
den den nod⸗ 
vendige Hvile 
ved af og til 
at lade Stræf- ; 

ninger af den ligge brak. De forſtaa ogſaa lige 
ſaa godt ſom de bedſte Agerdyrkere her i Evropa 
at forſyne hvert Stykke Jord med den Gjodning, 


dyrkes i den. Dyrkede Marker afvexle overalt med 
Krat og Skov, Bjerge med Dale, hvorved hele 
Landet faar et ſmilende og venligt Udſeende, ſom gjør 
et godt Indtryk paa den beſogende. Folket har en 
levende Sans for Naturen, der navnlig lægger fig for 
Dagen ved dets ſtore Kjærlighed til Havedyrkningen. 
Næften ethvert Hus, ſelv det fattigſte, har en ſtorre 
eller mindre Have, af hvilken altid en Del udelukkende 


er Riſen, men der dyrkes tillige baade Hvede, Byg, 


| 
| 


forſkjellige Bælgplanter, Hamp og en Meengde andre 
Planter, ligeſom der ogſaa findes ſtore Te⸗ og Bom⸗ 
uldsplantninger; Teavlen er ijær af ſtor Vigtighed. 
Ved Siden af Agerdyrkningen er Verkfliden ogſaa af 
ſtor Vigtighed, og mange Grene af den ſtaa paa et 
meget højt Trin. Det japanfke Porcelæn, der er meget 
ſmukt og nerſten gjennemſigtigt, kan ſaaledes maale ſig 
med det bedſte i Evropa, og de lakerede Bakker og andre 
lignende Ting, ſom forfcerdiges i Japan, udfores i ſtor 
Mængde til Evropa, hvor de overalt finde en god Af⸗ 
ſetning paa Grund af deres Skjonhed og Pyntelighed. 
Japaneſernes Kunſtflid og Kunſtſans lægger fig ogſaa 
for Dagen i de mange nydelige Arbejder, ſom de lave 
af Straa, der i Japan har en mangeſidig Brug, ſamt 


| deres udmærkede Silketsjer, da Silkeavlen drives efter 


n ſtor Maale⸗ 
ſtok der. Af 
Morbortrceets 
Bark forfeer⸗ 
dige Japane⸗ 


Japauske Studerende. 


|| 
| 


li 


Handelen er af ſtor Vigtighed. 
bruges til Opelſkning af ſmukke og vellugtende Pryd⸗ 
planter. Den vigtigſte Sedart, der dyrkes i Japan, 


ſerne et Slags 
Papir, ſom er 
aldeles vand⸗ 
tæt, billigt og 
ſterkt, hvorfor 
det nyttes til 

Regnifærme, 
Dvertøj, Vin⸗ 
duesruder og 


en Mængde 
andre Ling. 
Af Riſens 


Straa tilvir⸗ 
kes en anden 
Art Papir. 
Bjeergverks⸗ 

driften er me⸗ 
get vigtig, da 
Landet er rigt 
paa Metaller, 


ſom Japaneſerne vide at bearbejde lige ſaa godt ſom 


| Gvropæerne. Det vil imidlertid blive for vidtleftigt 
| her at nævne alle de Verkflidsgrene, hvori Japaneſerne 
ſom bedſt egner fig for de Planter, der ſkulle 


udmærke fig; vi have nævnet de vigtigſte, og af disſe 
kunne Læjerne ſlutte fig til, at Folket i Japan maa 
være meget vindſtibeligt og driftigt. Da Havet langs 
med Landets udſtrakte Kyſter vrimle af Fiſt, er Fiſkeriet 
af for Vigtighed, og Fiſk ere næft efter Markfrugter 
Folkets vigtigſte Næringsmiddel. Beboerne af Kyſterne 
ere udmeerkede Sømænd, da de næften altid færdes paa 
Havet, ſom er deres ypperſte Indtegtekilde. Ogſaa 
Den indenlandſke 
Handel er livlig og blomſtrende, og Landet har en 
Mængde ſtorre og mindre Handelsſtoeder med udmerkede 
Havne. Den udenlandſke Handel er endnu meſt i Ev⸗ 


Rr r 


126 


ropcernes Hænder, men det vil næppe vare længe, far 


Japaneſerne ſelv ville tage kraftig Del i den. 
Japaneſerne ere ſamſlegtede med Kineſerne og høre 
lige ſom disſe til den mongolſke Race, der har en gul 


Hudfarve. Deres Udſeende vil ikke forekomme os meget 
indtagende; deres Pande er nemlig lav, Kindbenene | 
Det lidt fraſtodende | 


fremſtaaende og Øjnene ſkarve. a 
Indtryk, ſom man ſtrax modtager af dem, vil dog 
ſnart glemmes, naar man lægger Merke til den Klog⸗ 


ſtab, der lyſer ud af deres livlige Øjne, og den Munter⸗ | 


hed og Godmodighed, ſom deres Trok udtrykke. Folket 
i Japan er delt i otte Klasſer, af hvilke de fire gverſte 
med et fælles Navn kaldes Jakunier, og dieſe have 
Ret til ſom Udmerkelſestegn at bære to Sværd og 
flere ſcregne Kledningsſtykker. Landets Styrelſe var 
tidligere delt mellem en geiſtlig Fyrſte, Mikadoen, ſamt 
en verdslig, Tajkunen. Mikadoen var oprindelig Landets 
egentlige Overhoved, indtil en af Tajkunerne for omtrent 
300 Aar ſiden tilrev fig hele Magten og tvang Mika⸗ 
doen til at leve ſom en Skyggekonge i ſit Slot. Saa⸗ 
ledes var Forholdet, indtil der for nogle Aar ſiden 
udbrød en Borgerkrig, ſom endte 1868. Tajkunen blev 
ſlaaet af Mikadoen og de Fyrſter, der var denne hen⸗ 


givne, og Tajkunveerdigheden blev ſtrax ophævet, faa at | 


Landet nu kun har et Overhoved, Mikadoen. Denne 
har til ſtort Gavn for hele Landet veſentlig indſkrenket 


den Magt, ſom Daimioerne, de ſtore Lensfyrſter, 


havde. Han deler fin Magt med et Parlament eller 
en Rigsdag, der blev oprettet 1872 og lige ſom vor 
Rigsdag har to Afdelinger. 

Til Slutning ville vi kun bemerke, at Japaneſerne 
ſtaa paa et lige fan højt Oplysningstrin ſom de bedſte 
Lande i denne Retning i Evropa. Oplysningen er jaa 
almindelig, at det er meget fjældent at træffe paa et 
Menneſke i Japan, ſom ikke kan lœſe og ſkrive; Japa⸗ 
neſerne ſtaa heri altſaa højere end Folket i mange ev⸗ 
ropeiſke Lande. De have ſtor Lyſt til at læje, og 
denne Tilbsjelighed ſtottes og opmuntres ved Udgivelſen 
af en Mængde Bøger i næften alle Videnſkaber, for 
ftørfte Delen prydede med Billeder, 


2, 
Klædedragten, Hufene og Levemaaden. 
Japaneſernes Klædedragt er ejendommelig, men 
hverken ſmuk eller kledelig. Den er meget tarvelig 
og prunkles; hos Mændene beſtaar den af en lang 
Talar eller Kjortel, der ſom ofteſt er af ensfarvet morkt 


Bomuldstsj eller Silke. Under Talaren bæres et Par 


korte 1 der næften ere faa vide ſom Skjorter 
og have megen Lighed med de Buxer, ſom Bonderne paa 
Amager bære. Overkroppen er under Talaren deekket 
med en ſtorre eller mindre Mængde Klædningsfiykker, 
efter den forſtjellige Aarstid, ſom alle foran ere ſlagede 
til Side ſom en Veſt, faa at den inderſte Del af Bryſtet 
ikke dakkes af dem. Benkladerne ſammenholdes af et 


| pung. 


ö 


Bælte af Tei, i hvilket Sablerne ſtikkes og hvori ophænges 
den uundværlige Vifte, en Tobakspibe og en Tobaks⸗ 
Haaret bæres ikke i en lang Piſk ſom hos 
Kineſerne, men Jaſen og den forreſte Del af Hovedet 
afrages, og Baghaaret flottes i en lille Piſk paa 4 à 
5 Tommers Længde, ſom bliver bunden i en Knude. 
Hovedbekledningen er af en meget forſtjellig Skikkelſe 
og er baade uhenſigtsſvarende og ukledelig. Den for: 
ferdiges ſom ofteſt af fint Straa eller Papir. Fod⸗ 
bekledningen beſtaar af blaa eller hvide, meget korte 


Bomuldsſtromper, der aldeles ligne vore Sokker paa 


det nær, at der findes et ſerſkilt Rum for den ſtore 
Taa for bedre at kunne faſtholde Skoene eller San: 
dalerne, der kun beſtaa af en flættet Straaſaal, ſom 
fœeſtes til Foden ved Hjælp af to Remme, af hrilke 
den ene omſlutter Fodſpidſen, medens den anden gaar 
ind i Aabningen mellem den ſtore Tan og dens Side⸗ 
mand. Disſe Straaſandaler ere ſaa billige, at de 
kun koſte et Par Skilling, men ſlides hurtig op og ere 
meget uhenſigtsſparende. De bares af alle Stender. 
J ſmudſigt Fore afloſes Sandalerne af et Par Tro⸗ 
tofler, der faſtholdes paa lignende Maade og pan Under⸗ 
ſiden ere forſynede med to høje Klodſer, ſom hæve 
Fodderne op over Snapſet. Kvindernes Klædedragt 
har megen Lighed med Mændenes, hvilket Leſerne 
ftrar ville lægge Merke til ved at kaſte Ojet paa 
foranſtaaende Billeder, Det ene af disſe foreſtiller 
tre unge Piger, og det andet en Flok unge Japaneſere 
fra en videnſkabelig Skole ſamt Forſtanderen for Skolen; 
den ſidſte er i Uniform og aldeles kledt paa epropeiſk 
Vis. Den evropeiſke Klædedragt begynder nemlig nu 
mere og mere at fortrænge den oprindelige, i det mindſte 
hos de højere Klasſer. Sokkerne, Sandalerne og Tree⸗ 
toflerne ere aldeles ens for begge Kjon. De japaneſiſke 
Kvinder have ſom ofteſt et langt og ſmukt Haar, der 
plejes med ſtor Omhu, ſmykkes med Naale og ſettes 
op med ſmaa Skildpaddes Kamme. Sminke bruges 
meget af det ſmukke Kjon i Japan, men jaa ſterkt og 
paa en ſaadan Maade, at den juſt ikke bidrager til at 
forſtjonne Udſeendet; thi Hals og Kinder. bæffes med 
tykke Lag af hvidt og rødt, medens Leberne ofte 
forgyldes eller farves med Karmin. Naar man fra⸗ 
regner denne affkyelige Sminkning, have de japaneſiſke 
Kvinder i Reglen et ſmukt og tiltalende Udvortes, men 
dette gjælder dog kun de ugifte Kvinder. Saa ſnart 
en Pige bliver gift, afrager hun efter SKE og Brug 
fine Ojenbryn ſamt farver de ſmukke, hvide Tender 
ſorte, hvorved hendes Udjeende meget vanheldes. Hos 
den lavere Almue er Klededragten paa den milde 
Aarstid ſaa let og luftig, ſom den vel kan være, idet 
Mendene fun bære et Vælte af Zøj omkring Len⸗ 
derne; de nøgne Dele af Kroppen ere da ſedvanlig 


overmalede eller tatoverede med alle Slags Figurer. 
De hyppige og ofte voldſomme Jordſkelv, der ere 
jaa almindelige paa Japan, ere Aarſag i, at man der 


fun meget fælden bruger Sten ved Opforelſen af Byg⸗ 


ninger, da Stenene ikke have det fornodne Sammen⸗ 


hold til at kunne modſtaa Jordbundens Ryſtelſer, og 
af ſamme Grund ere Bygningerne ſom ofteſt kun lave. 


Neſten alle japaneſiſke Bygninger ere opførte af Tre 
og Papir, hvilket ikke alene gjeelder de almindelige 


Boliger, men ogſaa Slottene og Templerne. Da Huſene 


gierne ere lave og lidet fremtrædende, have de japanſke 
Byer, hvor ſtore de end ere, aldrig noget ſtorſlaaet 
Udſeende. Paa Grund af det let fengelige Raacmne, 
ſom Bygningerne opføres af, ere Ildebrande meget 
hyppige i Japan. Statsſtyrelſen har derfor ſorget for 
et udmeerket Brandvæjen, ſom er ordnet aldeles paa 
militær Vis, men Sprøjter og Vand ere ſom ofteſt kun 


til ringe Nytte, naar Ilden rigtig har faaet fat i disſe 
Trœ⸗ og Papirshuſe. Man er tit nodſaget til at ned⸗ 


rive Huſene paa ſtore Strakninger for at ſtandſe Ilden 


ved at berøve den Nering. De afbrændte eller nedrevne | 


Huſe blive imidlertid hurtig erſtattede af ny, der op⸗ 
føres af det ſamme Wmne. Udſtyrelſen af SHuſenes 
Indre ſvarer ganſke til deres ringe Ydre. Hverken den 


fattige eller rige Japaneſer lægger nogen videre Bægt | 


paa Udſtyrelſen af ſin Bolig, der er faa tarvelig ſom 
vel mulig, men altid yderſt renlig og net. Den riges 
Bolig ſkjelnes i Reglen kun fra den fattiges ved en 
ftørre Mængde Vorelſer, ſamt et mere udføgt og ſmukt 


Trœarbejde med lakerede Sojler i disſe. Boligen kan 


ved Hjælp af Skillerum, der ere til at ſtyde ind i 
Falſer i Gulvet og Loftet, afdeles i ftørre eller mindre 
Verelſer, og denne Afdeling kan iveerkſettes uden flor 
Ulejlighed. Gulvene ere kledte med Maatter af Ris⸗ 
ſtraa, der ere henved et Par Tommer tykke; de ere 


. altid renlige, da Japaneſerne aftage Fodtøjet, inden de 


gaa ind i deres Verelſer. Bohavet ſparer aldeles til 
Boligens tarvelige Üdſtyrelſe, Stole, Sofaer og Borde 
regnes for unødvendige Overdaadigheds⸗Gjenſtande, og 
Gulvet træder i deres Sted. Maatten træder i Steden 
for næften alt Bohave, den tjener ſom Madrats, hvorpaa 
Japaneſerne, indhyllede i en vid Sløjtjole og et ſtort 
vatteret Zæppe, ſove om Natten, med Hovedet hvilende 
paa en udftoppet Træblok. Gulvmaatten danner lige⸗ 


ledes Bordet, hvorpaa de ſmukke lakerede Bakker og 


Porcelloenskar fættes under Maaltidet, ſom indtages i 
en liggende eller ſiddende Stilling paa Gulvet. Maal⸗ 


tiderne ere ogſaa i Reglen tarvelige, og der er ikke ſtor 


Forſkjel paa Levemaaden i Slottet, det borgerlige Hus 
og Bondens Hytte. J Almindelighed ere Japaneſerne 
meget maadeholdne baade i Spiſe og Drikke. De vig⸗ 
tigſte Nœringsmidler ere Ris og Fiſk. Riſen tillaves 


pan mange Haande Maader, af den laves Brødet ſammt 


en beruſende Drik Saki, der altid nydes varm. Teen 


er her ligeſom i Kina en almindelig Folkedrik, der 
nydes uden Sukker og Fløde ved ethvert Maaltid og 
ſtrax bydes enhver fremmed fort efter hans Indtrodelſe 
videre Forklaring. 


i Huſet. 


Calſtorrelſer i Billeder. 
Med Sophus Fromholt. 


TE 
Jordens Beboere. 
1400 M. 


1300 M. 
1200 M. 


1100 M. & 


AT 
S 
3 
-= 
S 
VD 
A,. 


! 


N 
9 


. 


. 


DD 


Ge 


3 


„% 


Lu 


Avst. Am. Hr. Evr. As. As. Evr, Afr. Am. Aus- 


Fig. 1. Fig. 2. 


Ifolge de nyeſte Opgivelſer lever der 139 1,030,000 
Menneſker pan Jorden. Disſe ere ſaaledes fordelte: 


Evropa .... 300,530, ũ᷑ 
Aſten 798,220,000. ; 
Afrika 203,300,000. 
Amerika.. 84,542,000. 
Ayſtralien. 4,438,000. 


Dette er anfkueliggjort i Fig. 1, ſom ikke behøver 


Slaafremt alle Verdensdelene vare befolkede lige 
jaa. tæt ſom Evropa, vilde Forholdet ſtille fig ſom 
antydet i Fig. 2, der er tegnet i ſamme Maaleſtok ſom 
Fig 1. 

Betegner hele Firkanten i Fig. 3 Jordens ſamlede 


i 
| 
| 
| 


Asien. 


| 
| 
| 
É 
| 
| 


Evropa. 


Afrika. 


Amerika. 
= Avstralien, 


Fig. 3. 
Befolkning, da kommer der pan hver Verdensdel jaa 
ſtort et Stykke ſom antydet i Figuren. 

Menneſkenes gjennemſnitlige Levealder er ikke over⸗ 
alt lige lang. 
afdøde have levet og derpaa dividerer denne Sum med 
de afdødes Antal, faas disſes Gjennemfnitslevealder. 
Denne udgjor i Oſtrig 28 Aar, — Italien 31, — 
Tyſkland 32, — Holland 35, — England 37, — 
Frankrig 40, — Norge 44 Aar. — Nærmere Under⸗ 


ſogelſer viſe, at Dødeligheden i den forſte Maaned af 


Livet er overordentlig ſtor; fra den anden Maaned til 
Slutningen af forſte Aar langt ringere; fra det andet 
Aar bliver Dødeligheden endnu mindre og naar fin 
mindſte Verdi mellem det ottende og det tyvende Aar. 
Derfra op til det 45de Aar er Dødeligheden vel kun 
ringe, men den ſtiger ſtadig. Nedenſtagende Tabel 
viſer disſe Forhold for et Antal af 10,000 i Mellem⸗ 
evropa fødte Menneſker. 


Alder Antal a Dode a Sandſzulig 
i Aar. e 10,000. epa 
0 10000 1503 41,56 
1 8497 615 50,58 
2 7882 299 53,80 
3 7583 | 196 53,28 
4 7387 134 53,75 
55 98 53,39 
10 6888 54 50,10 
20 6350 61 4277 


Adderer man de Aar, ſom et Antal 


Sandſynlig 
Alder Antal a Dode a 2 — 
A. ebene 10,000 Ten 
30 5730 61 34,8 
40 5109 69 27,16 
50 4401 80 19,73 
60 3454 114 1283 
70 2161 149 7,27 
80 750 103 4,10 
90 92 23 2,29 
100 1,6 156 0,80 


Altſaa af 10,000 ſamtidig fødte Menneſker dø 1503 
i det forſte Aar, ſtjont deres ſandſynlige Levealder var 
over 41 Aar. Af de overlevende 8497, der efter al 
Sandſynlighed endnu ville leve i 50,58 Aar, dø 615 
i det andet Aar, o. ſ. v. Af de 10,000 Menneſker 
opnaa kun 4401 det halvtredſindstyvende Aar. Kun 
omtrent et Menneſke af 10,000 bliver 100 Aar gammelt. 
Alt dette maa naturligvis kun forſtaas gjennemſnitligt. 


Smaating. 


Beſtedent Forlangende. En Tjeneſtekarl fil fin Herre til 
at ſtrive et Brev for fig, da Brevet var forſynet med behorige 
Efterſkrifter, ſagde han: „der er blot en Ting tilbage”, — „Naa, 
hvad er det“. — „Jeg vilde bare bede Herren ſette underneden: 
Kjære Fader, undſkyld den daarlige Skrift“. 


Opløsning paa den firkantede Nod i Nr. 15: 
K L AN G. 


ÆRE R. 
R O M 

E M R A. 
G R A A D. 


Abb 
EE 


Vrevvexling. 


Br. H. R. E—g. Kan ikke bruges, 

Lærer A. B. m. i A. Det af Dem venligſt opgivne Sammen⸗ 
legningsſpil har Udgiveren haft liggende til Brug ſiden Hus⸗ 
vennen begyndte, men af Mangel paa Plads endnu ikke kunnet 
optage. Det ſkal dog ikke blive glemt. i 

C. M—x. At lave Limfarve er meget ſimpelt. / — ½ 


| Bund Lim lægges i Bled en Nat over og koges derpaa i 


nogle Potter Band. Limſuppen ſpedes op med Vand, ſaa den 
bliver tynd og ikke ſtivner ſuldſtendigt ved Afksling, ſammen⸗ 
røres med den finrevne Farve (Rødt med Engelſkrodt, Gult med 
lys Okker, Blaat Berlinerblaat, Grent, de to ſidſte Farver 
ſammenblandet, oſp.) og paaſtryges helſt i lunken Tilſtand med 
en ſtor Penſel, Til Maling med Oliefarve giver „Haand⸗ 
gierningsbog for Ungdommen“ al fornøden Vejledning 
(2. Del S. 185). Å 
. Fg. i &—g. Haandgjerningsbogen giver fornøden 
Anvisning til Lodning, men fan naturligvis ikke give omftændelig 
Vejledning til at „giere Laag til Blikkander“, el. lign. En lille 
Na til Klinkning kommer i et af Husvennens neſte 
umre. 3 


Indhold. 


Gubben i Beergbygden, Fortælling af Frans Hedberg, fra 
Svenſk ved H⸗rd (Sluttet). — Skildringer fra Japan, efter 
forſtjellige Forfattere, ved E. Toepfer, med 2 Billeder. — Tal⸗ 
ſtorrelſer i Billeder, ved Sophus Tromholt, 2, med 3 Tegninger. 
— Smaating. — Brevvexling. 


15 
23 


Billeder, til ) Krone Iſerdingaaret, frit kilſendt. 


Husvennen“e, Billedblad for Alorſkabsliesning, Opfysning og Husſlid, udkommer lil hver Heudag med et 16⸗[palkel Ark, ſorſynet med fløre 
Hverk Fjerdingaar medfølger gratis et More fmukt Tillcgsbillede. ladet kan beſlilles paa 


” ethvert Poftkontor og Breplamlingsſled, i enhver Voglade ſamk hos Hopedklommisſioncren: Audolph Klein, Pileſtrede 40, Kjobenhavn. 
Trykt paa UHagiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang 


Nr. 12. Hondagen d. 23. Jannar. 1826. 5 2 


9 9 Ae lle og Ens 
om 60 de lette Snefnug, der hvirvlede hid og 
did og vidſte ikke, hvor de turde være. De fleſte 
tyede i Læ bag Hegnene; andre ſogte til Byerne og 
lagde ſig i Haverne ind under Kornſtakke og Huſe. 
„Det er dog nok bedſt at være i Hus i ſaadant Vejr,” 
tænkte de; men de gamle danſke Pile, ſom ſtode paa 
Marken og ingen Steder kunde komme, maatte nojes 
med at ſkutte fig og vende Ryggen til, medens de 
holdt Riſene frem foran ſig og ryſtede af Kulde. „Det 
er ingen Sag for hvem der er ledig og los,“ ſagde de 
og ſaa jaa langt efter Snefnugene, ſom røg forbi. — 
„Er det noget at tale om ſaadan en danſk Vinter!“ 
ſagde en Poppel, ſom ſtod imellem. „Nei, der i Kanada, 
hvor jeg ſtammer fra, der fkulde J je Vinter,” Det 
ſvarede Danſkpilene ikke noget til, for det havde de 


aldrig ſet; kanſke det ogſaa var Løgn, ligeſom ſaa 


meget andet, der bliver fortalt om Amerika. 


472 JJ. FEE ERE TEE d d ff . 


Kjøbenhavn. 


Men Nordenvinden blæfte, jan det frøs. Alting 
frøs indtil de ſmaa Spirer under Sneen; ſelv Vild⸗ 
gesſene frøs og ſogte Land. Ude paa Marken laa 
et lille Hus; det havde for fængft opgivet at holde 
Kulden ude, og de gamle Pjalter, der vare ſtoppede i 
de revnede Ruder, laa blæfte ind paa Bordet med en 
hel Snedrive over fig, der blev ſtorre og ſtorre, efter⸗ 
haanden ſom det fog ind. Et Par Smaaborn laa i 
Sengen, den ene med en ſtor Skindperls over fig, den 
anden med et gammelt Skjort, ellers var der ingen 
i Stuen, og de kunde ikke blive ens om at ſtoppe 
Ruderne; Drengen vilde ikke ſtaa op, thi ſaa var han 
bange, at Soſteren ſkulde fan den varme Pels, de 
nylig havde trekkedes om, og hun var bleven vred, 
hvilfet vifte fig derved, at hun tav og vilde ikke ſvare 
ham. 5 
„Ja ja, ſaa kan det ſne ind, til Fader kommer 
hjem, jaa faar Du viſt ...,“ ſagde Drengen i en Tone, 
jaa hun ſkulde gjætte fig Reſten til, og faa nikkede han 
paa en vis Maade med Hovedet. 

Soſteren tav, hun vidſte nok, Faderen kom ikke 
hjem den Aften, han var gaaet langt øfterpaa om 
Morgenen for at ffære Smaagriſe. 

Sneen blev ved at ryge ind og naaede til ſidſt 
Drengens Zræjfo, ſom ſtod foran Bordet. „Nu kan 
da Dine Zræjfo blive vaade,“ var det forſte, Pigen 
talte, Drengen ſtod op, tog Skindpalſen med og 
flyttede Trœefkoene, men vilde ikke tætte Ruderne. 

„Da kan jeg godt gjøre det, endffjønt jeg fryſer,“ 
ſagde Pigen og krob ud af Seengen; men nu vilde 
Drengen ogſaa, og de bleve da ens om at hjælpes ad. 

„Jeg er ſulten,“ ſagde Drengen, da det var til 
Ende. 

„Jeg ogſaa“, ſagde Pigen. 

De ſaa begge i Bordſkuffen, men Faderen havde 
ſpiſt det meſte, inden han gik. Saa krob de da i 
Sengen igjen og Lagde nu Pelſen og Skjortet ſammen 
over fig, jan de node begge lige Ret. 

Nordenvinden havde blæft jaa længe, at den var 


130 


kied af det. „Nu kunde en anden gjerne laſe af,“ 
tænkte den og drejede fig ſaa ſmaat om til Veſten. 
Saa tog da Veſtenvinden fat og viſte, hvad den kunde. 
„Rent ud af Poſen! Vær med det Fnugeri!“ ſagde 
den og fejede veek langs Hegnene. Alle de ſmaa 

Snefnug ſogte hen andre Steder, hvor der var lunt; 
men det lille Hus havde ikke tænkt, det ſkulde komme 
fra den Side, og det glemte at holde paa Rygningen, 
ſaa den blæfte bort. Det jan Veſtenvinden ikke efter, 
den ſkjottede bare fig ſelv og jog en Regnbyge frem 
foran fig. Der ſkulde dog være Forffjæl paa den og 
Nordenvinden. 

Og nu regnede det ned paa Loftet i det lille Hus; 
men Loftet vilde ikke holde paa Regnen, det ſlap den 
ned paa Skindpelſen, og nu turde Bornene ikke lade 
Faderens Pals blive vaad, for fan... —, og faa 
nikkede de paa en vis Maade med Hovedet og ſtod op 
begge to. „Bare Moder ſnart kom hjem med nogen 
Mad!“ ſagde Drengen. „Ja og kunde lave os nogen 
Varme,” tilføjede Pigen, ſom ſkjalv af Kulde. 

Nede paa Herregaarden ringede det til Friaften, 
og Arbejdsfolkene ſkyndte fig hjemad; iblandt dem var 


en Kone, ſom forſt maatte til Hokeren efter Brod, 


hun vidſte, der var ikke Brod hjemme, og hun ſkyndte 
lig, alt hvad. de trætte Ben kunde, hun vidſte, der var 
to Smaaborn, ſom havde været alene hele Dagen og 
havde maaffe ikke faaet Mad, fordi Faderen ſom ofteſt 
aad, hvad der var i Sujet, og bragte ſiclden noget 
hjem uden Brendevin. Hun ſkyndte ſig med en 
Malkeſpand i den ene Haand og et Brod i den anden, 
medens det blæfte og regnede, faa Brødet blev vaadt, 
og hun ſelv blev vaad lige til Skindet, hvilket der 


for øvrigt ikke horte meget til; men endelig naaede 


hun da hjem. Børnene horte, hun tog til Kxkkendoren, 
og bleve faa glade, at de ſprang op og danſede begge 
to: „Nu kommer Moder! — Nu kommer Moder!“ 


Bern?“ 

„Vi ere ſultne,“ ſvarede Drengen. 

nog vi fryſe,“ ſvarede Pigen. 

„Ja, nu fkal jeg tænde Ild i Kakkelovnen og 
koge os noget Melkebrod.“ 

„Moder! — Det har fnet ind ad Vinduerne,” 
ſagde Pigen. 

„Ja og regnet ned paa Loftet og i Sengen, hvor 
vi laa,“ ſagde Drengen. 

„Og det endda paa Faders Skindpels,“ hviſkede 
Pigen med et bange Udtryk, ſom noget nær forplantede 
fig til Moderens Anſigt ogſaa, idet hun ved en Tanke⸗ 
forbindelſe ſpurgte: „Hvor er han gaaet hen i Dag?“ 

„Langt øfterpaa,” var Svaret. 

Nogen Tilfredshed kom igjen hos Moderen, — 
kunde man ſe, — hun laa og puslede foran Ilden. 


Malkebrodet var nu kommet i Kog, og denne Proces 


fulgtes med en Opmerkſomhed, ſom om det var et 


kunde hun da ogſaa gaa i Seng. 
| allerede ſovet længe og laa faa velſignet der under — 
Ja, nu kom hun da. „Naa, hvordan har J det, 


kemiſk Forſog; begge Smaabornene ventede med Leengſel 
Udfaldet, medens de ſtode og holdt paa den lunkede 
Kakkelopn med de forfrosne Fingre. „Nu kan det 
nøjes —, nu er det nok, Moder,“ var deres ſtadige 
Udbrud. — Ja ja — giv jer tilfreds, Born, jeg er 
mend ogſaa ſulten og længes efter den varme Malk z 
men den ſkulde dog koge lidt,” ſagde Moderen. Endelig 
fik den da nok og blev fat frem, hyilken Anretning 
beſtod deri, at Gryden blev baaren fra Kakkelovnen 
hen paa Bordet; thi hvad der ellers horte til af Skaar, 


| havde Børnene for længe ſiden holdt rede, for at Maal⸗ 


tidet ikke ſkulde ſinkes mere end højft nødvendigt. 

Det var ingen fornem Middag. Glæden derved 
kom hverken frem i aandrig eller gandlos Underhold⸗ 
ning, thi der hørtes flet ingen; men koſtbar var den 
efter yderſte Raad og Wyne, og Glæde var der ogſaa, 
det kunde man je baade paa Moderen og Børnene. 
Den, ſom ikke tror paa ſaadan en Glæde, kan bare 
forſage at bære lidt Mad hen i ſaadant et lille fattigt 
Hus. 

Nu var da Maaltidet til Ende, og Børnene komne 
i Seng, det kunde de nok trænge til, de Smaaſtakler, 
for naar man ſaadan har frosſet og ſultet en hel Dag 
og jaa faar et Maaltid varm Mad om Aftenen, bliver 
man let ſovnig. Moderen kunde nok ogſaa haft nødig 
at lægge fig til Hvile; men der var meget at tage 
vare, inden det kunde ffe. Forſt maatte hun op paa 
Loftet med et Fad til at fætte under, hvor det regnede 
ned i Sengen; ſiden var der nok noget af Bornenes 
eller hendes eget Tøj, ſom trængte til at efterſes. 
Banden havde ogſaa lagt et Par arme Strømper paa 
Bordet, inden han var gaget, og det var vel bedſt for 
hende, om de vare ſtoppede, til han kom hjem igjen 
en Gang. Saadan var der ſaa meget, men endelig 
Børnene havde 


Dynerne havde jeg nær jagt; der var ingen Dyner; 
men jaa tænfte Moderen paa, at der havde været et 
lille Barn en Gang, ſom ogſaa maatte ligge foruden 
Dyner, og det endda i en Krybbe, og ſaa kunde hun 
ikke lade være at takke Gud, ſom hun. laa der hos 
fine, medens Uvejret herſkede i Mørket derudenfor. 
Henad Natten ſtilnede det af med Bloſten. Veſten⸗ 
vinden havde taget for glubſk paa Veje i Forſtningen, 
det kunde ikke holdes ud i Længden. Saa kom Maanen 
frem og grinede ad den Bleſen over Kræfter, ,,Stærfere, 
ſterkere!“ ſagde han og ſaa ned paa de ſmaa Skyer 
underneden, ſom drev forbi; men Veſtenvinden kunde 
ikke ſteerkere, og Maanen blev ved. at drille, til den 
ikke kunde mere, ſkred jaa faa ſmaat over for at ſe, 
hvor Vinden blev af. — Den var gaaet hen at lægge fig. 
Nu laa Jorden og frøs i Nattefroſten; thi den 
havde ingen Skyer over fig, og de gamle danſke Pile 
frøs, — de kunde ikke røre fig —, faa der hang Istappe 
ved Næjen af dem, om man faa maa ſige. Amerika⸗ 


1 


nerne vare da heller ikke ganſke fri, ihvor meget de 
ſtammede fra Kanada. Den eneſte, der ikke fornam til 
Kulden udenfor, var Pudelhunden, ſom laa midt i 
Fattiggaarden der oppe i Byen; det ſkulde være meget 
koldt, i Fald den ikke laa der, og man fkulde lifte fig 
meget jævnt paa Stien, ſom forte der forbi til det 
lille Hus ude paa Marken, naar den ikke ſkulde meerke 
det. Det gjorde ogſaa meget, at Griſeſkereren kom 
ſaa tit den Vej; thi ham kunde Hunden ſlet ikke doje 
— iſcr naar han var fuld — da han faa flog 
og ſtenede efter den. J denne klare Froſtnat, hvor 
hvert Traad paa den frosne Jord lød langt, fik 
Hunden ſagtens hort en gaagende, ſom kom op ad 
Gaden, og Inſtinktet ſagde den ogſaa ſtrax, hvem det 
var. Disſe uregelmeesfige Trin, der ſnart kom ſom 
trip, trap, Treeſko, ſnart med Mellemrum paa et Par 
Sekunder, kunde ikke tilhøre andre end Griſeſkeereren. 
Langſomt forte de kun ind paa Stien; thi begge 
Sider af Vejen ſkulde efterſes, og det gik frem i 
Sikſak, ſom en Sfifærd op ad et Fjæld. Nu var det 
dog kommet dertil, at Hunden følte, den maatte ſkride 
alvorlig ind i Medfør af fit Embede, hvilket den derfor 
ogſaa gjorde, og gjentog fin Tiltale i en ſtedſe ſteerkere, 
lydende Tone, der, uagtet den ikke fremkaldte andet 
Svar end et Stenkaſt, dog derved blev Aarſag til en 
Virkning hos tiltalte, ſom efter Naturleren frem⸗ 
kommer, naar Tyngdepunktet kommer uden for Under⸗ 
ſtsttelſen; men jeg vil hellere forklare Virkningen lige⸗ 
frem og ſige, at vedkommende ſkvat i Grøften, hvad 
igjen havde til Folge, at han blev liggende. af den 
ſimple Grund, at han kunde ikke rejſe fig. 

Folk vaagnede omſider af al den Hundegjoen, og 
et Par Mend kom til ſidſt ud for at ſe, hvad der 
var paa Færde. „Aa, er det den Fyr, der ligger her 
og forſtyrrer Folks Nattero,“ blev der jagt. „Herop, 
Dit Spin! Og ſkrup Dig hjem!“ Svinet gjorde et 
Forſog paa at reiſe fig, men kunde ikke. Mændene 
ſtillede ham op og fatte ham i Gang; men Hovedet 
var blevet ſaa tungt af den vandrette Stilling, ſaa 
han vendte op og ned paa Tyngdepunktet igjen. 
Mændene maatte da have fat, at underſtotte ham ned 
ad Marken til. 

„J tror maaſkeſens, jeg er fuld,“ fnøvlede han. 

„J nej! Hvor naar plejer Du at være fuld? 
Du er vel ſnarere ſyg.“ 

„Ja, jeg er ſyg,“ ſnovlede han igjen. 
J ikke ſkaffe mig en Snaps?“ 

„Jo, nu ſkal jeg hente en af dem, Klaps deler 
ud til de fattige,” ſagde den ene af Mændene og 


„Kunde 


ſkar en Pilevaand. „Det ſtaar viſt herhen over,“ ſagde 
han igjen og følte med Vaanden paa den ſyges 


Rygſtykker. 
„Vil Du ſlaa?“ fnøvlede Griſeſkeereren. 
„Ja, jeg kunde nok have Lyſt til at more Din 
Ryg, naar det kunde hjælpe noget.” 


Doktor.“ 


„Saa Du vil ſlaa,“ kom den anden igjen, han 
begyndte at blive ædru. 

„Vi kan da prøve,” mente 
et Forøg. 

Den „ſyge“ ſprang og ffjældte, men blev holdt 
faſt af den anden, ſom var med. 

Manden delte nok en af Klapſes ud. 

„Prop nu, om han kan ſtaa!“ ſagde han til den 
anden. Denne flap Grijejfæreren, ſom nu var bleven 
jaa ædru, at han ſelo kunde gaa videre, idet han hele 
Tiden brummede og ſtjeldte. 

„Toenkte jeg ikke nok, det hjalp,” vedblev Manden, 
ſom havde delt ud. „Gaa han nu hjem, og fortæl 
Mutter, at han har været ſyg, men at jeg kurerede 
ham, og ſkulde Sygdommen minde tiere, ſaa ved han 
jo, hvor Lægen bor, og der er da heller ikke faa langt 
til Apotheket.“ 

J det lille Hus ſov man trygt, indtil Konen 
fornam en hvæjende Brendevinsaande og en Roſt, 
der lad fælt, ligeſom hun vaagnede: „Herop, Kjelling 
og Kjedlen paa! Skulde Du ligge og ſnue, mens 
jeg maa døje Kulde og Nattevaagen. — — Herop, 
ſiger jeg, og ffær nogen Mad ogſaa! Jeg har — faa 
bandede han, — da en Snaps endnu, jeg.“ Haanden 
famlede efter en Trepegleflaſke, ſom ſad i Inderlommen. 

Konen tav, ſom hun altid plejede, og derfor var 
det endnu aldrig kommet til Slagsmaal; men nu 
vaagnede Børnene og ſtak i at græde; derfor tøvede 
hun med at ſtaa op. „Ti J kun ſtille, Børn, og ſov 
igjen, det er jo bare Fader, der er kommen hjem.” 

„Ja, men han er jo fuld,“ græd Drengen. 

„Og han var endda gaaet jan langt eſterpaa,“ 
ſukkede Pigen. 

Dette „fuld“ fra Drengen opbragte Faderen. 
„Nej hør Ungen!“ hvcſede han. „Du vil maaſke 
ogſaa kurere Din Fader ...; men jeg ſkal lære Dig!“ 
og han rakte efter Drengen, ſom varede ſig helt ind 
mod Væggen og græd. 

„Men Herregud, Mand, lad os dog nu have 
Fred,“ ſagde Moderen, „ſaa fkal jeg nok ſtaa op og 
lave til Dig.“ 

Dette vendte ham imod hende. „Have Fred, 
ſiger Du, til at ſkjcelde mig ud maafke og banke mig 
maafke ogſaa, ligeſom han ... Nej, her vil jeg være 
Han knod Neven og Zænderne. „Siger 
han fuld om ſin Fader?“ — Drengen ſprang ned paa 
Gulvet, Toſen efter. Har Du kanſke lært dem det?“ 
Haanden faldt paa Moderen, hun ſled fig op med og 
greb fit og Børnenes Toj. Han vendte fig om efter 
dem. „Herud ſkal J! Herud med jer!” De vare 
allerede ude og kledte fig grædende paa i Brendeſkuret. 

Det var en førgelig Morgen, da Konen fra det 
lille Hus drog ad Byen til med begge fine Smaabørn, 
og det hjalp fun lidet, at Solen traadte dem i Møde 
paa Halvvejen; de jaa den ikke, endffjønt den altid 


Manden og gjorde 


havde været deres Ven og var ſtedſe ſtaget og tilligemed 
dem. De jaa for øvrigt ingen, førend de kom ind i 
en ſtor Stue, hvor der ſtod en Kone ved et langt 
Bord og ſkar Brod; hende gav Moderen fig i Snak 
med, medens Børnene ſtode og tænkte pan, at den 
Kone havde ſikkert, mere end det ene Brod, efterſom 
hun ſkar Stykkerne fan tykke. De bad bare til, at de 
havde det Stykke, hun nu ſmurte, og det var lojerligt, 
for det fif de virkelig; derfor glemte de ogſaa at takke 
og lo bare, medens de bukkede Hovederne og ſaa lige 
godt op paa den fremmede Kone. Saa ſade de ved 
Kakkelovnen og ſpiſte med det ſamme de lod Ojneue 
lobe Stuen rundt, og alt det ſtore dejlige, der var i 


den lige fra Vinduerne over til to Sænge med Omheeng. 


Det var noget andet, 
end de vare vante til 
at ſe, og nu ønffede de 
ved ſig ſelv igjen, at 
bare de maatte blive her 
og aldrig komme hjem 
mere, hvor Faderen var, 
dette Onſke [od ogſaa til 
at ſkulde gaa i Opfyl⸗ 
delſe; thi Moderen havde 
netop talt med den frem⸗ 
mede Kone om det, og 
denne vendte ſig nu om 
til Børnene og ſpurgte, 
om de ikke nok vilde 
blive hos hende og ſaa 
hjælpes ad med at vogte 
ſmaa Lam, hun havde. 
Saa lo de igjen med 
Anſigtet nedad og ſaa 
lige godt paa den frem⸗ 
mede Kone; det var alt 
det de ſparede; men det 


132 


| 


Inde bag Hegnet, hvor Danffpilene ſtode, laa 
Sneen haard og tyngede de ſmaa Spirer, ſaa de kunde 
ikke faa Vejret. Oſtenvinden havde taget paa den i 
tre Dage; men det kunde ikte forſlan. Da maatte 
Solen helt op og ſe, om ikke den kunde. Nu kan det 
nok være, at Sneen fil Sneglefart og maatte liſte ſig 
bort langs Bunden af Graftekanten, ligeſom en anden 
vaad Ræv. De ſmaa Spirer rakte ſtrax deres grønne 
Hoveder op og ſaa efter den; men det fulde de ikke 
have gjort, thi Lammene, ſom aldrig havde jet ſaa⸗ 
danne grønne Hoveder, kom og tog dem i Haartoppen. 
De var ſaa ellevilde af bare Glæde, at de ſprang i 
Luften lige fra Stedet, de ſtod paa, og enten de havde 
jet det paa Børnene, eller Børnene havde lært det 
fra dem, det ved jeg ikke; 
men Bornene ſprang 
netop ligedan. 

Nede paa Herregaar⸗ 
den havde man favnet 
den fattige Kone i to 
Dage, og Forvalteren 
var gal over det, at 
Folk kunde gaa der og 
have deres gode Arbejde 
den hele Vinter, og naar 
han faa bedſt ſkulde 
bruge dem, faa blev de 
borte; men Forvalteren 
ſkulde ikke have taget 
ſig det ſaa ner, for 
Konen var lovlig und⸗ 
ſtyldt. Den Strid, hun 
havde haft med Vin⸗ 
teren, var nu overſtaaet; 
men hun havde endnu 
en lille Strid tilbage, 
og den laa hun og ſtred 


INGER 
FRI 


var ogſaa ſaa morſomt, 
at Onſkerne ſaadan kunde 
blive opfyldte, ſtrax de tænfte dem. 

Moderen var ogſaa glad, hun mente nok, hun 
kunde holde det ud med Manden derhjemme, naar bare 


Levnet, tilligemed hvad de ellers maatte døje. Hun 
følte jo godt ſelv, at det tog paa Kræfterne, naar hun 
ſaaledes, ſom i det ſidſte Aar, ſjcldent havde haft 
Nattero og alligevel ſkulde arbejde om Dagen. Der 
var et Raad tilbage; hun vidſte det godt, hun kunde 
ty under Fattigforſorgelſen og flytte op paa den ny 
Gaard. Hun var bleven raadt det Raad faa tit, 
ogſaa i Dag af Konen, ſom tog imod Børnene; men 
ak! — det var jo netop det, hun ſtred for at undgaa, 
og kunde hun blot ſtride endnu til Foraaret, jaa frygtede 
hun ikke for Sommeren. Siden fif Gud vel raade; 
thi lengere frem turde hun ikke tenke fig, 


| 


| hjælpe noget: 
Børnene vare borte; thi de havde ikke godt af det | 


Naoget efter, Solen var gaaet, 


ſig, hvad ffal det fige? 
"Konen tav, ſom hun plejede. 


en Aften, juft fom Solen 
var ved at gaa ned. 
Den plejede gjærne at je indenfor i det lille Hus hver 
Aften og gjorde det da ogſaa nu, ikke fordi det kunde 
men det var dog kjont gjort alligevel, 
da de vare gamle bekjendte, den og Konen, og der 
ellers ingen kom. Den blev da ogſaa, indtil Konen 
havde lukket Øjnene, ſaa liſtede den ſig ſagte bort 
igjen, ligeſom den var kommen, for ikke at vekke hende. 
kom Manden hjem fra 
en tre Dages Rejſe øfterpaa. Han var ſom fædvanlig 
og begyndte ſtrarx, han jaa Konen i Sængen: „Nu 
tror jeg,” faa bandede han, „hun er gal! Allerede lagt 
— Herop! ſiger jeg.“ Men 
„Sun kan dog vel 
hvæjede han ind over Scengen. Nej, det 
— det jaa han nu — og havde nær 
i det ſamme. En otte Dages Tid 


ſvare?“ 


kunde hun ikke 
tumlet bagover 


derefter drak han ikke Brændevin; — men jaa var det 
det ſamme igjen. 
Frimand. 


Den ſtore Knude. 


„Hvad jer jeg! ... Min gamle, begede Ven! 
Min trofaſte Kunde fra forrige Dage! 


| Velkommen, Du gamle Ulk, igjen 


fra fjærne Lande til Hjemmet tilbage! 
Kom ind, jaa ffal Du en Gammel⸗Rom ſmage 
Hvad behager? Du 


med ſaadan en Tingeſt i Siden, min kjere, 
for den vil brede ſig Dag for Dag, 

og Livet det gjelder, vil bort man den ſkeere. 
Dog ved jeg et Raad — ja det er flet ikke, 
fordi jeg vil gjøre mig vigtig dermed —; 
men det er et Raad, ſom ej ſkal klikke, 

hvis blot Du en Lid vil tage derved: 

Det er en Grog, ſom jeg brygger efter 

en gammel Recept — en Hemmelighed! — 
En Grog med rene Mirakelkrefter 


og dertil jan delikat og fin 


drikker ej Spi⸗ 


ritus mer? 

Du kan den ej 
taale? — Nej 
har man hort 
Mage! 

Ja, undſkyld, min 
dydige Ven, at 
jeg ler. 

.. . Men hvad? I, 

- hvad gaar der 
af Dig? Du 
krymper 

Dig ynkelig jo 
ſom en dedsſyg 
Stymper, 

.. hør, Mand, er 
det Alvor eller 
Plaſer?“ 


„Aa aa! Jeg har 
faaet en Knude 
i Siden, 

en gresſelig Knu⸗ 
de, ſaa haard 
og ſtor; 

den vorer og voxer 
— jeg teenker, 
med Tiden ...“ 


„En Knude? Der 


ſer vi! Den har 
Du, minz Bror, 
fordi Du ej drikker, ſom Du er vant. 
Naturen fræver fin visſe Veddſke, 
det ſiger da ogſaa Fornuften grant. 
Vel ſkal man ikke Naturen meeſke; 
men glemmer man rent dens Torſt at leſke, 
da bliver den ſpokket og ſlap og jvag, 
og da vil de uſunde Stoffer en Dag 
— ſom ſtaa i Kroppen og brygge og gjære — 
i Knuder ſlaa ud baade for og bag. 
— Ja, det er en meget betænfelig Sag 


Den stare Runde. 


ſom nogen konge⸗ 
lig Taffelvin. 

Kom hid og ſmag 
den, og Du 
ſkal fe, 

den vil oploſende 
virke paa Knu⸗ 

den, 

den varmer baade 
for inden og 
uden " 

og ſtandſer paa 
Timen al Veerk 
og Ve. 

Og hvis Du vil 
hver Dag ind 
til mig ſe 

og drikke et Glas 
— eller to — 
eller tre, 

alt efterſom Lyſten 
og Tiden kan 
falde, 

da maa Du for 
Alvor en Sfælm 
mig kalde 

og rigtig alvorlig 
leſe mig Texten, 

hvis ikke Du ſnart 
bliver a' med 
Gevarxten.“ 


Da grinte Matro⸗ 


ſen, den fiffige 
Zamp, 


og tenkte: „Behold Din Mirakelvedſke! 

Jeg fjender Dig nok, Din gamle Svamp, 
Du ſnakker godt for Din egen fe.” 

„Nej!“ ſagde han højt og vred fig igjen, 

„jeg frygter, at Knuden ej taaler det vaade. 
Jeg ved, Du vil uegennyttigt mig raade, 

og gjærne befri mig fra „Tingeſten“; men..“ 


„Ja hør nu, Brorlille, det maa Du vide, 


134 


at hvis Du mit Raad ej folge vil, 
da ſnart kan Du vente en Knude til 
af ſamme Slags ved den anden Side.“ 


1 
„Jeg tror faa gjærne, at Knuden forſvandt, 
hvis atter jeg drak, ſom for jeg var vant, 
og gjærne jeg tror, at Du ſpagede fandt: 
at jeg kan vente mig flere Bylder, 
hvis ej jeg Dit viſe Raad opfylder.“ 
Her grinte Matroſen ſaa lunt igjen 
og vendte fig bort, den liſtige Trering. 
„Dog frygter jeg for, min ſmakfede Ven, 
at ej jeg har godt af den vaade Nering, 
ellers tuſende Tak for Din ſnilde Belæring!” 


Snart havned Matroſen i Hjemmets Skad. 

„J der er jo Fatter! Velkommen tilbage!“ 

Der blev dekket op med Sul og Brod, 

der vankede Kaffe med Kringle og Kage. 

Og mens han ſidder og ſtyrker ſin Skrut, 

han tager til Lommen og nikker og prater, 

Pas paa, nu loſes Knuden til Slut: 

Den Skelm! — det var en Pung med Dukater! 
Zakarias Aielſen. 


Svanen, Lyren og Ørnen. 
Af Pauline Vorm. 


To klare Stjerner danne en ſkjev Trekant med Dragens 


Øjne; det er Deneb i Svanen og Vega i Lyren. 
Forlenges den Linie, der fører fra Dragehovedet til 
Vega, da rammer den Stjernebilledet Ørnen med 
Stjernen Ata ir. 


Deneb. Vragens Hoved. 


tegie 


Ørnen, 


Svanen kaldes ogſaa det nordlige Kors i 


Modſetning til et ſydligt, der ikke ſes i Evropa, 


men ſtraaler ſom et af de ſmukkeſte Stjernebilleder for 


Afrikas, Ayſtraliens og Sydamerikas Indbyggere, | 
Svanens Hale er Hovedet af det nordlige Kors, dens 


Næb er dets Fod, dens Vinger dets Arme. Naar 


Dragen er gaaet gjennem Middagslinien, flyver Svanen | 


frem for at indtage dens Plads over vore Hoveder, 
og da dens Vinger omfpænde en Bue af 45 Længde 
grader (Ottendedelen af en Cirkel), dvæler den der i 
tre Timer (Ottendedelen af Dognet). Den ſtaar der fra 


Kl. 7 til 10 Aften ved Efteraarsjcvndegn, i Oktober 
cg Novemder ſelvfolgelig tidligere, ſaa at vi naſten 


hele Efteraaret igjennem kunne finde den der, faa ſnart 
Stjernerne efter Solens Nedgang blive ſynlige. Længere 


hen paa Natten og i de egentlige Vinteraftener ſtaar 


Svanen veſtligt paa den nordlige Himmel. 

Naar Sollys og Maaneſkin ere ſaa langt borte, 
at Melkevejen trader tydelig frem, vil Svanen 
være let at fjende derpaa, at den ſtaar, hvor denne 
tors over Himmelhvelvingen ſpendte hvidlige Bane 
deler ſig i to. 


| hvorfra dens ene Vinge") ſtrakker fig tværs over den 


ſydlige eller øftlige, det vil fige: den, der ſtaar leengſt 
fra Nordſtjernen og gaar ſidſt gjennem Middagslinien. 

Stjernen Deneb, den klareſte i Svanen og den, 
der danner Korſets Hoved, kommer dog ikke Vega nær 
i Glans. Vega er endog klarere end Arkturus og 
findes let paa denne Tid af Aaret“), da den om Aftenen 
ſtaar højt paa den veſtlige Himmel og overſtraaler alle 
andre Stjerner i fin Nerhed. Den gaar ligeſom 
Deneb aldrig ned. 

Den dalende Grif med Lyren, hvori Vega 
ſtaar, er i øvrigt et ubetydeligt Stjernebillede, omgivet 
af Svanen, Dragen, Herkules og Ørnen. Den frem⸗ 
ſtilles ſom en Fugl, der mellem ſine Vinger holder en 
Lyre. To mindre Stjerner danne med Vega en lille 
ffjæv. og langſtrakt Trekant. 

Noget ſtͤrre er Ornen, ſom, naar alle dertil 
hørende Stjerner tages med, ſtrakker fig tværs igjennem 
begge Melkevejens Arme og ud over den ſydlige. En 


temmelig ſtor Stjerne ſidder i Ornens Hale tet inden for 


Malkevejens nordlige Arm; men Billedet kjendes bedſt 
paa tre Stjerner, der ſtaar i Rekke i og uden for den 
ſydlige. Den midterſte Stjerne i Reken er klareſt, 
og det er denne, ſom hedder Atair. 

J alt hører der til Svanen 85 Stjerner, til 
Lyren 21 og til Ornen 26; men alle Stjernebilleder 


*) Den, vi maatte betegne ſom den venſtre, naar vi toge 
Henſyn til, at Svanen ſes nedenfra; men Aſtronomerne 
falde den, markelig nok, den højre, ſom om Svanen floj 
med Ryggen nedad. 


) Dette er ſtrevet i September; nu ſtaar den lavere, 


Svanens Krop. med den lange Hals 
| følger Retnipgen af den nordlige eller veſtlige Arm, 


135 


hlendes og findes bedſt, naar man kun ſoger de klareſte 
af Stjernerne. 


i Spalte naſtſidſte Linie i Noten: 
vare „den ſydlige Himmel“. 


Rettelſe til forrige Stykke om Stjernerne, S. 29, forſte 
„den egentlige Himmel“ ffal 


Forening til Dyrenes Beſkyttelſe i Danmark. 


Vi henlede vore Leſeres Opmerkſomhed paa, at 


en ſaadan Forening dannedes ſidſt i November i Kjø- 


benhann, med Kammerherre F. Haxthauſen ſom 


Formand og Overretsſagfzrer Wilhelm Schytte, 


—— . — 


ſom Sekreter og Kasſerer. 

Uagtet vor Lovgivning i Sammenligning med 
andre Landes indeholder ikke faa Beſtemmelſer, ſigtende 
til Dyrenes Beſkyttelſe mod Mishandling, er det dog 
hævet over enhver Tvivl, at der i ſaa Henſeende endnu 
ſtaar meget tilbage at udrette ikke blot ved en forøget 
Virkſomhed fra Lovgivningsmagtens og det offentliges 
Side, men ogſaa — og maaſte fortrinsvis — derved, 
at de private vie denne Sag deres Opmeerkſomhed. 
J Erkjendelſe heraf, ſamt i Lighed med, hvad der finder 


Sted i andre Lande, ere et ſtort Antal anſete Mend 
| traadte ſammen i det Ojemed at danne en Forening 
til Dyrenes Beſkyttelſe i Danmark. 


— —— 


Idet vi herved opfordre alle til at flutte fig til 
denne Forening, ſkulle vi fremhæve folgende Midler, 
ved hvilke Foreningen har tænkt at fremme fit Formaal 
1. Gjennem Landets Blade at væffe Opmeerkſomhed 

for Sagen. 

2. Udbredelſe af pasſende Smaaſkrifter, uden Betaling 
eller til lav Pris, i Seerdeleshed blandt ſaadanne 
Perſoner, hvis Livsſtilling bringer dem meſt i Be⸗ 
roring med Dyr, ſaaſom Vognmænd, Kuſfke, Heſte⸗ 
og Kveghandlere, Slagtere o. |. v. 

3. Beſtrebelſer for i Skolerne at vælfe Opmerkſomhed 
for Vigtigheden af ved pasſende Leeſeſtykker og paa 
anden Maade hos Ungdommen at indprænte vore 
Pligter mod Dyrene og fremkalde Medfolelſe for 
disſe vore Medſkabninger, 

4. Anmeldelſe for Ovrigheden af Perſoner, der gjøre 
fig ſtyldige i Mishandling af Dyr, tilligemed Offent⸗ 
liggjørelje af Beretninger om Sagerne og deres 
Udfald, 

5. Pasſende Foranſtaltninger ſigtende til ved den 
offentlige Menings Magt at forebygge ſaadan Mis⸗ 
handling af Dyr, ſom Loven i dens nuverende 
Skikkelſe ikke rammer med Straf. 

6. Ved offentlig Omtale, Wresbreve, Medailler og 
Pengeſummer at belonne for god Behandling af 
Dyr og derved tilſkynde til Efterligning. 

Indmeldelſe i Foreningen modtages paa dens 
Kontor Hojbroplads Nr. 4 i Kjøbenhavn. Det aarlige 
Medlemsbidrag er faſtſat til en Krone. 


— — 


Husflid. 
å Klinkning. f 
Klinkning foretages med Mesſingtraad. Denne maa 


¹helſt blødgjøres ved at ophedes til Glodning og der⸗ 
paa pludſelig afksles i Band, hvorved den bliver 
blod og ſmidig. 


Mesſingtraad af Forhed fom en fin 
Strikkepind er meſt anvendelig. Af Værktøj maa man, 


| foruden en lille Hammer, en Fil og en ſtor Fladtang, 


være forſynet med et Drilbor, hvis Indretning Jes af 
vedfojede Tegning, hvor man ſer en lille Klinkemeſter 


ved ſit Arbejde. Drilboret beſtaar af en afdrejet Jern⸗ 
ſtang, hvori det fine Staalbor kan ſettes faſt forneden, 
jaa det let kan tages ud. Forneden er det forſynet 
med en paaftøbt Blyſkive, der ſkal ftøtte den rund⸗ 
gaaende Bevegelſe. Foroven findes et Oje, gjennem 
hvilket en tynd, ftæri Snor (af Aaleſkind eller en Tarm⸗ 
ſnor), hvis Ender ere fæftede i Enderne af et paa Mid⸗ 
ten gjennemboret, drejet Haandtag. Naar man holder 
Boret ſom Tegningen viſer og trykker nedad, drives 
Boreſtangen kraftigt rundt. afvexlende til begge Sider, 
og det fine, ftærft hærdede Staalbor, ſom er ſlebet kile⸗ 
formigt i Eggen, jan det ffærer til begge Sider, ſkeerer 
let Hul i Randen af det ſondrede Lertøj eller Fajance, 
ſom ſkal fættes ſammen, hvorpaa man helſt i Forvejen 
maa gjennemgnave Glaſuren ved det Sted, Hullet ſkal 
bores. Hertil kan man bruge en Savpfil, hvis Ende 
er tilſleben i en but trekantet Spids med fkarpe ſkee⸗ 
rende Egge. Naar man har boret det fornødne Antal 
Huller i Kanten af det ene Skaar, afmærkes og bores 
tilſvarende Huller” ligefor hvert paa det andet Brud⸗ 
ſtykke af Lertojet, idet man ſtadigt holder Boret fugtet 
med Vand i Borehullet. 

Naar Hullerne ere borede, tager man en Tykkelſe 
Mesſingtraad, ſom lige pasſer i Borehullerne, og laver 
heraf, ved Hjælp af Fladtangen, ſmaa Kramper med 
retvinklet, fkarpt ombejede Ender, der ere af en Længde 


ſom Lertojets Tykkelſe, medens Afſtanden mellem de 


ſkarpt ombøjede Ender er lige netop (knapt) ſaa ſtore 
ſom Afſtanden mellem hvert Par Huller. Kramperne 
presſes forſigtigt ſtramt i Hullerne paa de ſammen⸗ 
ſatte Skaar og tilkittes med en hurtigtorrende Kit. 
Alle de ſmaa Arbejdsgreb, ſom ere at iagttage for at 
udføre Arbejdet ſikkert og godt, læres i øvrigt langt let⸗ 
tere ved nogen Selvovelſe end ved lang Forklaring. 
Man fan foretage Arbejdet ved ethvert ſimpelt Bord, 
og naar man vil paaſkrue Bordpladen en lille, frem⸗ 
ragende Stotteklods, ſom er viſt paa Tegningen, til at 
lægge Skaarene imod, letter dette Arbejdet. med Bo⸗ 
ringen meget. 


„Skriftlasningsbog for Skolen og Hjemmet” er Navnet 
paa en Bog, ſom i Slutningen af forrige Aar blev udgiven af 
Dhrr. Lærere C. A. Thyregod og P. A. Holm. Denne Bog 
indeholder paa fine 160 Sider en Mængde forffjellige Haand⸗ 
ſtrifter, der ikke alene for Børnene ville afgive en udmærfet Svelſe 
i Sfriftlæsning, men af alle ældre ville ſes med Glæde, da 
en ſtor Del af vore Digtere, Forfattere og mere eller mindre 
fjendte Mænd og Kvinder i og udenfor Lærerftanden have givet 
Prøver af deres daglige Haandſkrift i Bogen. 
med ſtore Vanſkeligheder at gjengive ſaadanne Haandſtrifter ſmukt, 
og det er derfor ofte ikke lykkedes at faa Aftryklene ſtarpe og 
rene, hvilket ſaaledes ikke kan tilregnes Üdgiverne, ſom i det hele 
har megen Are af at have giennemfort dette vanſkelige Arbejde. 
Man traffer ofte et rigtigt ſmukt og ejendommeligt Indhold i 
disſe forſtjellige Haandſkrifter. Som Prøve for Digtenes Ved⸗ 
kommende vil Husvennens Leſere næppe have noget imod, at vi 
optage nogle, Saaledes ſkriver Zakarias Nielſen: 


J Dalen hiſt, hvor Byens Huſe titter 

ſom Fugleunger over Redens Kant, 

hvor Bondens Gaarde, uden Prunk og Flitter, 
fig dølge bag de ranke Poplers Gitter — 

min Barndoms lykkelige Tid henrandt. 


O, tuſend Minder lyſe, lykkelige, 

omkranſe Dig, min gamle Fødeby! 

Du — Hovedſtaden i mit Barnerige — 

en Gang mig tyktes ſtjen, faſt uden Lige, 
og end min Tanke tit Du aabner Ly. 


Hver Gang hin Tid mig rinder nu i Minde 
med al fin Lyſt, fin Solglaus mild og klar, 
da bliver jeg faa blød, fan glad i Sinde, 

da tykkes mig, jeg føle fan herinde, 

at lidt af Barnets Sjæl endnu jeg har. 


mandig Alvor lyder C. Plougs Ord: 


Arbejdet er Velſignelſe og re, 

Ei Trallens usle Lod, men Frimands Kald, 
Som ffal det hele Samfunds Lykke bære, 
Og værne det med Sygdom og Forfald. 
Det ffal de flappe Led og Muſkler fpænde, 
Og ſtivne Viljen, bævrende og blød; 

Det ſkal de lette Sind til Alvor venne, 

Og Velſmag fætte os paa dagligt. Brød. 


Digteren Paſtor C. Hoſtrups mange Venner vil de Linier, 
han har ſkrevet, viſt aflokke et hjerteligt Smil, naar han i fol⸗ 
gende lille Digt ſpoger med fin egen Haandſkriſt, der ikke altid 
er af de tydeligſte: 


Min Pen og jeg har været i Strid, 
Fra jeg fif ſom Pog den i Haende, 


Med 


Det er forbundet 


Den Strid har varet langſommelig Tid 
Og er endnu ikke til Ende. 

Jeg ſagde, hver Gang jeg faſt den holdt: 
Se, nu er det mig, der er Herre; 

„Nej pyt, min Falr!“ den fvarede ſtolt, 
Og den fil Ret deſto verre. 

Saa tit jeg paa ny i Gang den fik, 

Den lob efter egne Luner 

Og ſatte en Klat, hvor jeg mente en Prik, 
Og kradſed de færefte Runer. 

Jeg vilde ſtille den ret i Geled, 

Men Pennen den drev fit Veſen: 

Et Bogſtav ſtejled, et andet ſkred, 

Et tredje faldt lige paa Naſen. 

Jeg provede baade med Fier og med Staal, 
Med billige og med dyre, 

Men alle gjorde de mig til Aal 

Og ingen af dem lod ſig ſtyre. 

Den Strid har nu varet halvhundred Aar 
Og er endnu ikke til Ende, 

Gaa ftræb da, Børn, alt hvad J formaar, 
At magte Eders Penne. 

Af Proſaſtykkerne kunde adſkillige nok været afpasſede lidt 
mere efter Barnets Krav og Fattecvne, end de ere, men dette 
forringer kun lidet Bogens Brug ſom Skriftlesningsbog, hvorfor 
vi med Udgiverne ville onſke, at den Tid maa være kommen, da 
det gjælder mere om at vinde en Time for Undervisningen end 
at ſpare en halv Krone for Kommunen, da det faa tør haabes, 
at Skolerne kunne blive forſynede med et Sæt Skriftlasnings⸗ 
bøger i Lighed med andre Laſeboger. Ethvert Sogneraad, der 
overtenker, hvor vigtigt det er for Børnene, at de med Sikkerhed 
lære at læfe Skrift, vil ſikkert iffe nægte den dygtige Lærer det 
gode Hjælpemiddel til denne Undervisning, i tilſtrækkeligt 
Antal for hver Skole, ſom Thyregod og Holm nu have givet 
i deres Skriftlesningsbog. 


Smaating. 


— 


Geografiſk Gaade. 
En By ved Sveriges oſtre Strand. 
En Flod igjennem det tyſte Land. 
En dauſt lille By ved Oſterſo. 
En ſterre ſom findes paa Fyns O. 
Forbogſtaverne læfte nedad, danne Navnet paa en danfk Konge og 
Endebogſtaverne, leeſte opad, danne Navnet paa hang Dronning. 


Billedgaade (Xen) NL RU FN 


Brevvexling. 


Lærer Al. i F. o. fl. At lade Prisfortegnelſe for Skoleſager 
fra C. Th. Rom & Co. medfølge Husvennen maatte opgives 
af flere Henſyn, men enhver Lærer der indſender Begjæring 
derom faar ſtrax Prisliſten portofrit tilſendt. De vil have 
Glæde af ſamtidigt at faa tilſendt en Provepakke af „Roms 
Skoleblak“, ſom det ſelpfolgelig er Udg. magtpaaliggende at faa 
prøvet i faa mange Skoler ſom muligt. 


Mini. „Om at alunere Skind“ ſtal et folgende Nr. bringe 


et lille Stykke. 


L. L. x. At Udg. maa undlade at ſvare pan mange Breve, 
ſom ikke nødvendigt. krave Svar vilde De finde uundgageligt 
naar De faa de mange Breve der daglig indlebe. Selv Breve 
ſom tiltenkes Svar maa ofte af Mangel paa Tid henlægges, 
og fan da blive glemt — ſom Deres, uden i mindſte Maade 
at have været Udg. ligegyldige eller beſverlige. 


Indhold. En Vinterſtrid, Fortælling af Frimand, med 2 Billeder. — 
Den ſtore Knude, Digt af Zakarias Nielſen, med Billede. — 
Svanen, Lyren og Ornen, af Pauline Worm, med Billede. — 
Forening til Dyrenes Beſtyttelſe i Danmark. — Husflid: 
Klinkning, med Billede. — Bognyt. — Smaating. 


„Dusvennen“, Billedblad for Morſſtaßslesning, 
Billeder, fil 1 Krone Fjerdingagrek, frit lilſendt. 
eihpert Pofikonfor og 


Oplysning og Husflid, udkommer til 
Hvert Ijerdingaar medſelger gralis 


hver Søndag med et 16. ſpaltet Art, ſorſguet med flere 
et ſtort fmult Billægsbillede. Bladet kan beſlilles paa 


Brepſamlingsſled, i enhver Voglade (amt hos Hovedſiommisſioncren: Audolph Klein, Vileſlrcde 40, Kjobeuhavn 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz, 


3. Aargang i 
1 
2 Nr. 18. Hondagen 


aa, ffal Du nu ud at gaa Din Alftentur, 
Peterſen?“ raabte den gamle Skjelm, Smed Iverſen, 
ſom ſtod i ſin Smedjedor, over for Peterſens Hus. 

„Jo, jeg fad og kom til at fryſe derinde; irrr. r. r, 
hvor det er koldt!“ É 

„Du er vift ikke raff; Du ſer ſaa daarlig ud, 
Peterſen“. 

„Aa Snak!“ 

„Ja, Du gjør, det indvendige er i Uorden“. 

Det var hele Samtalen. Peterſen drejede gnavent 

omkring og forſvandt bag Huſet. Smeden ſmilte ſkjcelmſt, 
ſpyttede i Hoenderne og tog atter fat paa fit Arbejde. 

„Hvad er det for et Menneſke?“ ſpurgte en Mand, 
ſom juſt traadte ind i Smedjen i det ſamme. 

„Kjender De ikke Peterſen, forhenværende Kjob⸗ 
mand Peterſen pan Torvet?“ ſagde Smeden forbayſet. 
„Han er ellers kjendt af ethvert Barn; men det er 
ſandt, De har jo ikke boet her mere end i et Par 
Maaneders Tid“. 
5 „Hvorfor laber han ſaadan omkring Huſet? Er 

han maafke ikke rigtig i Hovedet?” 


111 ; 
B. 30. Januar. 


Kjøbenhavn, 


1876. 


„Ha, ha, kan De ikke forſtaa, at han er ude at 
gaa Tur. Hver Aften, naar Solen er ved at gaa ned, 
kommer han frem af ſit Skjul og gaar ſine ſtadige 
tyve Omgange omkring Huſet. Længere bort kommer 
han aldrig; thi han er bange for, at nogen ſkal bryde 
ind og ſtjcle alle hans Penge, mens han er borte”. 

„Har han da mange Penge?“ 

„Ja, De kan bande paa, at han har Penge; men 
han er faa gjærrig og gridſk efter Sølv, at det er 
gyſeligt“. 

„Har De kzendt ham i mange Aar?“ 

„Ja, lige ſiden han var ikke ftørre end ſom faa. 
Jeg var den Gang i Lære her inde i Byen hos Smed. 
Sorenſen, ſom nu er død og borte for mange Aar 
ſiden, og da tjente Jens Peterſen — for det er hans 
Dobenavn — inde hos Gartneren ved Siden af. Den 
Gang var han en raſk Gut og. holdt ikke jan faſt paa 
Mønten. Siden blev han Beſtyrer af Gartneriet; men 
jaa gik han hen og vandt ti tuſinde i Lotteriet, og de 
bleve hans Ulykke. Han blev, lige ſom han var rent 
forſtyrret i Hovedet; Pengedjcvelen foer i ham og undte 
ham hverken Rift eller Ro. Dag og Nat grundede han 
paa, hvorledes han ſkulde gjøre Brug af fine Penge 
for at tjene endnu flere, Endelig flog han fig ſammen 
med Broderen, ſom var Kjøbmand, og de hang begge 
to voldſomt i og tjente urimelig med Penge. Hvad 
ſkrer? Broderen dør, og Jens Peterſen blev endnu en 
halv Snes Tuſinder rigere. San handlede han i en 
Del Aar paa egen Haand; men jo flere Penge han 
tjente, jo mere griſk blev han paa Mønten. Sans 
Barer bleve daarligere og daarligere, men Priſerne 
ſkruede han alligevel højere og højere op. Til ſidſt blev 
Folk kjede af at handle med ham; jaa ſolgte han hele 
Redligheden og flyttede her uden for Byen i dette Hus, 
ſom han fik for et Par hundrede Daler, han havde til 
Gode hos Ejeren. Den Gang var han vel henved et 


halvt hundrede Aar, og nu har han boet her en tre, 


fire Aar“. 


„Hvad tager han ſig nu for?“ 

„Han teller ſine Penge“. 

„Ja, men han kan da ikke ſidde og telle Penge 
hele Dagen igjennem“. 

„Ja, jaa leſer han i Bladene, ſom han laaner 
her inde hos mig, og en Gang imellem forflaar han 
Tiden med at lappe fine Buxer, naar Knæerne vil krybe 
ud. De fulde je, hvilken Dragt han gaar i. Frakken 
er ſaa blank ned ad Forſtykkerne, ſom den var lakeret, 


Albuerne ere rimpede ſammen med Stoppegarn, og 


Hatten — ja man fulde tro, at han havde fundet den 
paa en Modding“. ; 

„Hvem laver Mad til ham?“ 

„Den klarer han ſelv. Han lever Dag ud og 
Dag ind af Fedtebrod eller Oſtebrod og lidt tyndt Ol; 
kun en Gang imellem, naar han rigtig ſkal gjøre fig 
til Gode, kjober han en Spegeſild og for et Par Skilling 
Kartofler, ſom han da ſelv koger“. 

„Hvor længe kan det Menneſke dog holde Livet 
oppe ved den Koſt?“ 5 

„Ja, han er jo ogſaa ſaa tor og knoklet ſom en 
Benrad, men ſej er han alligevel“. 

„Hvordan fer der ud inde hos ham?“ 

„Aa, gyſeligt! Spindelvæv og Støv i alle Kroge; 
Papiret hænger i Laſer paa Væggene, og Gulvet er 
helt fort af Snavs. Hele hans Boſkab er et lille 
revnet og leddeloſt Fyrrebord, et Par Stole med itu⸗ 
brokkede Rygge, et Kledeſkab uden Bagkledning, ſamt 
en Seng, ſom han har kjobt paa en Avyktion for to 
Mark. Ja, det er et grueligt Hus at komme ind i, 
og ſelv ſer han lige ſaa ſpinſk ud ſom Stuen”. 

„Kommer De undertiden ind til ham?“ ; 

„Ja en enkelt Gang, naar han glemmer at bringe 
Bladene tilbage; men jeg jer ham hver Aften, naar 
han gaar Tur, og jeg kan da ikke lade være at drille 
ham med, at han ſer daarlig ud; han er nemlig ſaa 
gyſelig red for at do fra alle fine Penge. Jeg for⸗ 
teller ham ſtadig, at han bærer paa en indvendig 
Sygdom, og det gjør han ogſaa; men den Sygdom, 
ſom jeg tænfer paa, er hans griſke Pengetorſt; men 
han tror, at jeg mener ſaadan en Bryſt⸗ eller Mave⸗ 
ſygdom. Nu føler Raden fig jo mat og afkreftet af 
det uſunde, usle Liv, han forer, og ved nu ſaadan 
Dag ud og Dag ind at høre mig fortælle, at han fer 
daarlig ud, er han virkelig kommen ind paa den Tro, 


at han er ſyg. Jeg ſer ham viſt tyve Gange om 


Dagen ſtaa og ſpejle fig ved Vinduet og ſtirre paa fit 
magre, ſkarpe Anſigt med den ſpidſe Næje og de rode 
Ojne; og altid ryſter han paa Hovedet, naar han atter 
vender ſig bort fra Spejlet. Jeg er vis paa, at jeg 
ſkal til ſidſt faa ham til at krybe i Kasſen og blive 
liggende, faa længe jeg vil have det. 

En otte Dages Tid efter traadte uventet Smedens 
Broder, der var Styrmand, ind i Smedjen. De 
to Brødre havde ikke jet hinanden i flere Aar, og de 


vare derfor begge ſeerdeles glade ved nu atter at 
mødes. | 
„Jeg bliver en fjorten Dages Tid hos Dig, Broder“, 
ſagde Styrmanden, „og ſaa reiſer jeg ligeledes en 
fjorten Dages Tid ud hos Sgſter Grete, og derefter 
ſtikker jeg atter til Ses“. 

Smeden lod hente et Par halve Bajere, og ſnart 
ſad de to Brødre med de fkummende Glas foran ſig 
inde i Stuen og fik ſig en lun Pasſiar. 

„Hvordan har han det, Støderen der inde?“ 
ſpurgte Styrmanden. „Har han fnart faaet lakeret | 
Buxerne med?“ 

„Ja, hør!” ſagde Smeden og flog Kneps med 
Fingrene, „Du kommer paa min Sandten, ſom Du 
var faldet; jeg trængte netop til en Mand ſom Dig. 
Nu ſkal Du bare høre Lojer“. 

Nu fortalte Smeden, hvorledes det var lykkedes 
ham at jætte Skrek i den gjerrige Nar ved idelig at 
fortælle ham, at han gik og bar paa en indvendig Sygdom. 

„Og nu i Gaar Aftes“, fortſatte Smeden, „ſiger | 
jeg til ham: „Du er ikke raſk, Peterſen, Du fkulde i! 

hellere lægge Dig i nogle Dage; det er galt med det 
| indvendige”. „Ja“, ſvarede han jaa, „jeg er ſnavs, 
men jeg kommer mig nok igjen, tror Du ikke?“ „Jo 
—o, jaa!“ ſiger jeg faa og traf lidt paa det. Saa 
ſpurgte han, om han ikke burde tale med en Doktor; 
men jeg ſparede: „Nej, det ffal Du aldrig gjøre, 
Peterſen; Legen vil kun forkludre Dig; men jeg kjender 
en klog Mand, ſom kan helbrede Dig paa fjorten 
Dage“. „Virkelig? Men han er vel dyr? han er vel 
dyr?” Saa blinkede og nikkede jeg til Peterſen og 
ſagde: „Jeg ſkal nok faa ham til at tage varlig paa 
Dig, Peterſen“. „Tak, Tak!“ ſagde Peterſen og fvøbte 
ſin tynde Frakke om ſin tynde Krop“. 

Smeden klinkede nu en Gang med Broderen og 
fortſatte derpaa: 

„Se, nu i Dag ligger Peterſen i Kasſen og tror, 
at han er grumme däarlig. Nu havde jeg tænkt paa 
at gaa ind til Garver Lyſtrup for at faa ham til at 
ſpille „klog Mand”; men den Rolle kan Du meget 
bedre ſpille, Broder. Nu ſkal Du bare høre, hvilken 
Plan jeg har grundet ud, hvorved vi ikke alene ſkal 
fan Peterſen friſk ſom en Fiſk, men ogſaa faa lavet 
et fornuftigt og ordentligt Menneſke ud af ham“. 

Og nu udviklede Smeden den Plan, ſom vil frem⸗ 
lyſe af den efterfolgende Del af Fortællingen. 

Om Aftenen, da det var ved at merknes, traadte 
Smeden og hans Broder ind i Peterſens Stue. 

„Fy for Pokker, hvor her lugter ſtramt!“ ſagde 
Somanden halvt højt; men Smeden traf ham i Wrmet 
og tysſede paa ham. 

De gik nu begge hen til Sengen, i huyilken 
Peterſen laa. 


„Her kommer jeg med den kloge Mand“, ſagde 


Smeden. 


„Naa hm!“ fvarede Peterſen, idet han reiſte fig 
op paa Albuen og ſtirrede paa den fremmede. 
At denne ikke var noget almindeligt Menneſke, 
ſyntes Peterſen ſtrax at kunne ſkjonne. Somanden 
var nemlig iført en gammeldags, langſkjodet Frakke, 
ſamt hvide Vadmels Kneebuxer; om Halſen havde han 
et tykt Uldtorkloede, der ſkjulte det halve Hoved, og en 
ſtor laadden Hue var trykket ned om Tindingerne. Han 
lignede i denne Dragt, ſom Smeden havde laant af en 
meget gammel Mand i Nærheden, en Gjenganger fra 
det forrige Hundredaar. Med dyb, højtidelig Roſt ſagde 
han til Peterſen: 
„Denne gode Mand, Smed Hans Jverſen, ſom 
ſtaar mig næft, haver mig tilſkikket Bud, at Du eſt 
udi lidende Tilſtand og attraar min Hjælp”. 
„Ja,“ ftønnede Peterſen, „jeg tror ikke de indvendige 
Dele ere faa rigtig i Orden“. 


fig til at underſoge Peterſen. Forſt borede han fin 
ſtore Nœve et godt Stykke ind i hans Mave, Derefter 


omkring i Sengen opdagede han, at Peterſen havde et 
Par lange Lerredspoſer, fyldte med noget tungt, liggende 
ved Siden af fig ind imod Væggen. „Sa, ha!“ tenkte 
Somanden; „vi ſkal nok fan udlosſet adſkillige af de 
runde Tingeſter af Poſerne“. 

Endelig udbrød han: 

„Du eft angreben af en ſvar Sygdom. Saa 
hore Du da nu mit kyndige Raad, anlangendes Dine 
Lidelſer ...“ 

„Om! — jeg — jeg — har juſt ingen ſaadanne 
Lidelſer ...“ 


at Du i Morgen ffal lade Dig indkjsbe en ny Seng 
med tilhørende Kleder og Lagener, ſom ingen forhen 
haver ligget udi; thi dette Dit Leje er ſvangert med 
ondt Stof, ſom og Klæderne Sengens Fjæle haver ab⸗ 
ſorberet udaf Din Krops Sved, og ej vil Du kunne gjen⸗ 
vinde Din Legemshelſe udi denne Seng“. 

„Ja, men Hr.... Hr. ... Hr.... Doktor...“ 

É „Hvornceſt Du desligeſte i Morgen drager Din 
Skjorte af Din Krop og tor Dig over Dit hele Korpus 
med Badevand, ſom jeg ſelv fkal tillave og Dig til⸗ 
ſkikte ved Bud. Og derpaa drager Du en ny, ren 
Skjorte paa Din Krop og lægger Dig rolig og forſigtig 
udi Dit ny Leje”. 

„Ja, men Hr. Doktor ...“ 

„Hvornceſt Du hver Fjerdedels Time tager en 
Spiſeſkeſuld af den Mixtur, ſom jeg Dig ſkal tilſkikke 
ved Bud“. 


(gortjættes.) 


følte han paa Pulſen og foretog nogle andre tilſyne⸗ 
ladende meget omhyggelige Underføgeljer. Ved at rode 


„Det forſte Raad, jeg Dig ordinærer, være dette, 


Nu ſlog den kloge Mand Dynen til Side og gav | 


I 


ur ng 


En Jernvejsulykke. 


I 2 har udregnet, at der aarlig ffer langt 


mere Tab paa Liv og Lemmer ved Ulykkes⸗ 
tilfælde ved Heſte og Vogne, end der ſker 
Tpaa Jeernvejene. Men de mange mindre 
Ulykker enſes ikke ſaa meget, og ſporges 
ikke ſaa vidt, ſom naar det gaar galt til paa Jeern⸗ 
vejen; thi naar Ulykken kommer her, da er den gjærne 
for og ſkreekindjagende. i 
En ſaadan ſtor Ulykke hændtes Natten mellem den 
lade og 15de November i Fjor pan en ſpenſk Bane. 
To Iltog (Hurtigtog) fkulde have gaaet forbi hinanden 
om Natten ved Linköping Station; men Snevejr 
ſinkede det Tog, ſom kom fra Syd, hvorfor der gaves 
Ordre til at Togene ſkulde krydſe hinanden paa den 
lille Station Bankeberg, Hvis Forſtander modtog 
Telegram derom og gav Stoppeſignal. Det forbifarende 
Tog ſtandſede ogſaa Farten noget og ſkal i Forbifarten 
have ſpurgt Banevogteren, hvad der var i Vejen, men 
ſatte da atter Toget i den ſqdvanlige ſuſende Iltoͤgsfart 
Nord paa. Det modende Tog kom ligeledes i fuld 
Fart Syd paa. Føreren for Dampheſten for dette Tog 
der holdt ffarpt Udfig, jer med et Nordtoget komme 
farende ved en Omdrejning af Banen. J et Nu kaſtede 
han Dampen „bak“, raabte til Fyrboderen, at han ſkulde 
ſpringe af, og ſprang ſelv ud fra Mafkinen; men inden 
Fyrboderen kunde vende fig, ſkete Sammenſtodet med 
et frygteligt Dran. Begge Dampheſtene „Svea“ og 
„Einar“ vare i et Nu knuſte ind i hinanden. Begge 
havde i fin hele Længde reiſt fig op imod hinanden, 
hvorved Svea var trykket noget tilbage af Cjnar. 
Lokomotivernes Sider var brakkede, deres Koblings⸗ 
ftænger, Rør og Mafkindele afbrudte, Skorſtenene kaſtede 
ud paa Marken og paa det forferdeligſte tilredte. 
Maſkinernes Kulvogne (Tenderne) bleve fuldſtendigt 
knuſte. Poſtvognen laa i Splinter, og de nermeſt 
folgende Perſonvogne var ligeledes aldeles ødelagte 
En forſte Klasſes Vogn af det opgagende Tog var 
kaſtet paa tværs over Banen, og dens Hjul havde gravet 
fig dybt ned mellem Skinnerne. En anden Klasſes 
Vogn ſtod jævnfides med denne; den forreſte Del af 
den var et eneſte Virvar af Brudſtykker. Det opgaaende 
Togs Forer Andersſon ſad knuſt mellem Lokomotivet 
og Tenderen. Hans blodige Hoved ſtak frem af en 
Hob Brudſtykker, og den venſtre Arm hang ud af 
Vognens Væg. Hvert af Togene havde beſtaaet af 
5—7 Vogne. De bageſte var ſammenligningsvis lidet 
ſtadede. Rundt om laa Stykker af Vognenes flojels⸗ É 
klædte Sofaer, knuſt Fragtgods og hundrede andre 
Gjenſtande; men ſom et Midtpunkt i dette uhyggelige 
Kaos ſtod de tvende Lokomotiver urørlige og urokkelige, 
ſaaledes ſom man fer paa hosſtaaende Billede, der blev 
tegnet 10 Timer efter Sammenſtsdet, da alt meget 


— 140 


var ryddet til Side for at fan de ulykkelige dræbte 
og ſaarede trufne frem af Levningerne. 

Den Forvirring og Jammer, den Elendighed og 
Angſt, ſom ſaaledes i et Sekund var opſtaaet, lader fig 
lettere tenke end beſkrive. Overalt hørtes Klage og 
Raab om Hjælp ud i den isnende Vinternat paa den 
ode Mark, hvorfra ingen Hjælp kunde komme. Loko⸗ 
motivernes Ild havde nu fænget i Vragſtumperne, og 
det brændende Tog kaſtede fit rede Sker over det 
rœedſelsfulde Optrin. Saa ſnart Ulykken rygtedes i 


|| 


uforſtageligt jog en underlig Guds Styrelſe. 
den nærliggende By Lagerlunda, ilede Hjelpen til, og 
det lykkedes med Sprojter at ſlukke Ilden; men forſt 
mange Timer ſenere fif man de ſidſte lemlæftede dragne 


ud mellem de knuſte Masſer. Flere rejſende vare ſom 

ved et Vidunder frelſte. Lokomotivforeren, der ſprang 
af, ſlap med faa Skrammer. Den ene Poſtvogn knuſtes 
i Stumper og Stykker; men lidt efter Sammenſtgdet 
krob de tre Poſtbetjente næften uſkadte frem mellem 
Stumperne. Maafke Vognbunden maa være brudt op, 
jaa at de ere ſtyrtede ned paa Banen under Vognene; 
men hvorledes de her midt mellem den ſammenknuſte 
Hob Trœ og Jern, kan være frelfte fra Døden, er 
Til al 
Lykke var de reiſende i de bageſte Vogne, ſom bleve 
uſkadte, og de fortalte, at de kun meerkede Sammen⸗ 
ſtodet ſom en brat Standsning, og forſt vidſte, hvad 


Sammenstadet ned 


der var ſket, da de ſavndrukne jaa ud gjennem Vin⸗ 
duerne. Da 10 af Togets 14—16 Vogne knuſtes, var 
det forholdsvis heldigt ſluppet, at kun otte dræbtes, og 
et tilſvarende mindre Tal rejſende ſaaredes. 


Som det ſynes, har den dræbte Lokomotivfsrer 
Skyld i Ulykken ved ikke at adlyde Stoppeſignalet og 
er ſaaledes ſelv bleven det forſte Offer for en Forſom⸗ 
| Vi vide alle, 


melighed, der havde jaa, forfærdelige Folger. 


Tanerlunda i Suerrig. 


Talſtorrelſer i Billeder. 
Fed Sophus Tromholt. 


TIL 
Klokkeſlettet paa forſkjellige Steder 
af Jorden. 
at Jorden er rund ſom en Kugle. Hvis 


Jorden var flad, vilde Solen for alle Steder ſtaa 
op til ſamme Tid, og alle Klokkeſleet paa hele Jorden 
| maatte være ens. Stod Jorden ubevægelig i Verdens⸗ 
| rummet, vilde kun dens ene Halvdel blive belyſt, den 


Halvkugle nemlig, der vender mod Solen. Nu drejer 


Jorden fig imidlertid, ſom bekjendt, omkring fin Axe, | Klofteflættene forſtjellige. Tiden retter ſig nemlig efter 
en Gang i Løbet af 24 Timer, og derved fremkommer | Solen; naar denne ſtaar hojeſt paa Himlen, have vi 


| Afvexlingen af Dag og Nat. Men bet gjør tillige | Middag. Da Jorden drejer fig mod Oſt, faa altſaa 


Et Berdensur. 


med de Lande, der ligge Veſt for os; disſe ere i deres 
Klokkeſlet tilbage for os. Denne Forſtjel for for⸗ 
ſtjellige Steder paa Jorden ſes af den vedfojede Tegning 


f de Lande, der ligge øftlig for os, Solen før at je, end 
vi; deres Morgen begynder før, og de ere i deres 
Klokkeſleet forud for os. Omvendt forholder det fig 


122 


der viſer, hvad Klokken er paa 48 forſtjellige Punkter 
pan Jorden, naar den er 12 Middag i Kjøbenhavn. 
F. betyder Formiddag, E. Eftermiddag; Formiddag 
indbefatter Tiden fra Midnat til Middag; Eftermiddag 
Tiden fra Middag til Midnat. Staderne ere ordnede 
efter Bogſtavfolgen. 


Skoleborde og Skolebænke. 


Naar en Skole fkal have ny Borde og Banke, 

overlades det i Reglen til en Snedkers eller Tommer⸗ 
mands Skjon, hvorledes de ſkulle være, og ſamme 
Mand, der maaſke aldrig for har lavet flige Ting, og 
ſom heller ikke videre har tenkt derover, tager ſaa fat 
Z ieke efter en Tegning, men efter et løft Indtryk af de 
Vanſkabninger, der allerede forefindes, og hyppig med 
den Foreſtilling ſteerkeſt fremtrædende, at et Skolebord 
ſkal være et ſkraat Bord, jo mere ſkraat, jo bedre. 
Forf. af nærværende har i flere Skoler ſet Borde 
med ſaa ſtor en Skraaning, at det grænfede indtil det 
umulige at bruge dem, og i de fleſte Skoler er 
Skraaningen faa flor, at de derved blive meget lidt 
formaalstjenlige. At et Skolebord bor være et Skraa⸗ 
bord, er ikke langt fra at være en Fejltagelſe. En 
høj Pult, ſom man fkal ſtaa ved, bor være ſkraa; 
men naar man ſidder ned, er man bedſt tjent med et 
lige Bord, eller dog et f vagt ſkraagende, ſaa ſvagt, at 
det nærmer fig til at være lige, at Tavler og Bøger 
kunne ligge derpaa uden at holdes af en fremftaaende 
Kant. Det falder da heller ikke nogen Mand ind at 
anfkaffe fig et Skrivebord med ſkraat Blad. Naar man 
fkal have ny Skoleborde, er det omtrent lige dyrt at 
fan dem rigtigt eller galt dannede; faar man det ſidſte, 
er det kun, fordi Omtanken og Sagkundſkaben fattes. 
Det maa være klart, at Bordene ſkulle være indrettede 
til at ſidde ved, til at lægge Bøger og Tavler paa, at 
de ikke færlig ber indrettes til Skridebane for disſe 
Ting, ſaa man vel kan lægge Sagerne paa Bordet, men 
hvert Ojeblik dog maa tage dem op fra Gulvet for at 
redde dem fra de mange trampende Ben; gjør dette 
klart for vedfommende Snedker, jaa skulle de urimelige 
ſtele Skraaninger ſnart forſpinde! 

Det er en ſtor Fejl, at Skolebeenkene neeſten altid 
mangle et pasſende Rygſtod. De kraftigſte Legemer 
kunne nok taale at ſidde nogle Timer uden Rygſtad, men 
mange Born faa et Knak derved, de ſynke ſammen og 
faa Anleget til Bryſtſyge videre udviklet, Dygtige 
Læger have derfor i Menneſkelighedens Navn kraftig 
advaret mod at bringe Børnene i den hængende 
Stilling, de fleſte flet og tankeloſt indrettede Skolebenke 
nadvendiggjer, hvor Fødderne ikke kunne naa Gulvet, 
hvor det ſmalle Sæde og Mangelen af Rygſtod ligefrem 
forer til ſammenſunken Stilling. Her hos os er der 


endnu knap Tale derom, andre Steder har man ikke 
alene længe talt derom, men ogſaa indſet Fejlen og 
bodet paa den, idet man har gjort Benkefjcelen bred, 
givet Foden Unbderftøttelje ved et Fodbræt og ſat et 
lille Rygftøb til Benken, jaa der bliver Hvile for 
Overkroppen. i 

Den her paapegede almindelige Fejl er ikke den 
eneſte. Ikke ſjeelden er Benken for lav eller for høj i 
Forhold til Bordet, og i de allerfleſte Tilfælde er den 
for langt fjærnet fra dette, og Ulcmperne ere derved 
let indlyſende. Men her møder en Vanſkelighed, idet 
ſamme Skoleſtue de fleſte Steder brues bande til 
ſtore og ſmaa Bern. Paa de Steder, hgvor Skolen er 
delt i fire Klasſer, og man derfor har tvende Skole⸗ 
ſtuer, kan man have mindre Borde i den ene Skoleſtue; 
paa andre Steder kan man da ogſaa have et Par 
mindre Borde for Smaabaernene, eller hvad der er 
nemmere, et Par Borde med højere Benke og dertil 
ſvarende højere Fodbreet. 

J Sverrige er der gjort mange Jagttagelſer over 
disſe Forhold. Det er af Fagmend godkjendt, at 
Børnene maa bringes ſaaledes til Sede i Skolen, at 
hele Fodſaalen har fuldftændig Støtte mod et vandret 
Fodbret, Smalbenet holdes i lodret og Laarbenet i 
vandret Stilling. Sadet, Krydſet og den nederſte Del 
af Skulderbladene maa have jaa mange Stottepunkter, 
at Overdelen af Kroppen uden Overanſtrengelſe kan 
holdes opret, ſamt Overarmen i lodret, Underarmen i 
vandret Stilling, naar Barnet ſkal ſkrive. Igjennem 
omhyggelige Jagttagelſer og Underſogelſer er man 
kommen til det Üdſlag, ſom kan angives i folgende 
Tabel. 

Tabellen forudſetter 3 Sterrelſer af Skolebeenke 
og Borde. Vi give Maalene i ſpenſke Sommer, da 
man ved at overføre dem nøjagtig til danſke, faar 
umagelige Tal. : 


Det har været Udgiveren kjcrt at optage oven⸗ 
ſtaaende Stykke i Udtog efter „Skoletidende“, og 
Husvennen kan ikke nok ſom paalægge de mange For⸗ 
ældre og Skoletilſynsmend, dette kommer i Hende, at 
ffænfe denne Sag, ſom man maaſke aldrig ret har 
tænkt over, fornøden Opmeerkſomhed. Man ſynes de 
fleſte Steder at mene, at et Skolebord er den ſimp⸗ 
leſte Ting af Verden at lave, og det er ikke ſjeldent, 
hvor der laves ny, at man med ſorgelig Tankelgshed 
ejtergjør de gamle, maafke for 50 Aar ſiden i høj Grad 
uſagkyndigt ſammenkludrede Pinebenke, ſom ſikkert 
har voldt mange ſtakkels Skoleborn en ftørre Sum af 
legemlig Pine“) end Forfedrenes Skreemmebillede: 
Trœheſten. Husvennen kan ikke varmt nok lægge For⸗ 
ældre og Sogneraad pan Sinde ikke at ſky den 


) „Mon ikke mange ſkulle tage dette for en ſlem Overdrivelſe“, 
tænkte Udgiveren, da han, efter fuld Overbevisning nedſkrev 


forholdsvis ikke ſtore Udgift, der er forbunden med at 
afifaffe ethvert flet indrettet Skolebord med Bænk, ſelv 
om, ja iſer derſom, det er nyt Arbejde, og koſte ny, 
dannede efter de her meddelte pasſende Maal. For 
ogſaa med Lethed at finde den rette Form, har Hus⸗ 
vennen ſkaffet vedſtagende Tegning af et ſpenſk Skole⸗ 
bord med Beenk, ſaaledes ſom de findes i Stockholms 
Skoler, hvor hvert Barn har Bord og Berk alene for 
fig. Da vi hos os vel næppe vil indføre dette, vil 
Rygſtedet bedſt kunne paaſcettes ſom et afrundet Bræt 
i hele Benkens Længde, faſtgjort ved Opſtandere ved 


| 


Enderne og Midten. Vi ſkulle endnu kun tilføje, at 
jo bedre Arbejdet er udført og pudſet, og jo ſmukkere 
det er malet, med des ſterre Omhu vil Lærer og 
Born omgaas Borde og Bænfe, ſom faa vil holde fig 
i ſommelig god Orden i længft mulig Tid. Se derfor 
ikke efter, hvem der udfører Arbejdet billigſt, men lad 
den Haandveerker faa det, ſom gjør det bedſt! Han 
vil dog i Tidens Lob være billigſt, og Skolen vil faa 
Arbejde, ſom Lærer og Born kunne udrette deres Gjer⸗ 
ning ved, ſunde og glade, uden at ſpcekkes ved legemlig 
Treœthed eller Pine. 


1 ſv. T. = 1%/500 d. T., altſaa omtr. 1½ d. Tomme. 


3 Bordbla⸗ 0 Fodbret⸗ 

8 8 "DE dets 5 Rygſtedets tets 

2 — 2 | 8 22 — | — | 
E 29 3% ES ERE EPE | 
ERE 2 (5.1 SS SSP OZ VES SSR br) 2 
a REE LE |? Cale SE ss åS Ga te 2 MM 
SB ER S 3/8 Ea Er Så er ee 2 NE 
S RER: S S S FRR 8 8 0 0 

AT ie 3 * e 05 PD 

1 e 

8.10 27 13 13 9 1 8 12 4 10 272 13 10 6 
. 5 „ 

II. 5 . 5 | 

10-12 273 14 14 10 0 9 13 5 "Fil 2 1 4 

Aar. 2 | |. lb 

III. BFF re | 

121427 15 12 11 | 0 10 14 6 12 277 1312 9 

Aar. | | Svensk Skolebord. 


(Skolebordet med tilhørende Benk er ſet fra Siden. Den ffraa Bordplade er til at lukke op, ſom en Pult, og i Rummet 
derunder har Barnet Plads til fine Bøger, fin Tavle oſv., ved Bordpladens ene Side er et dakket Blekhus, paa den opſtagende Bag⸗ 


kant en vinkeldannet Lifte (der kan ſlaas ned) til at ſtette opflagede Bøger og Forfkrifter imod. 


Foran dette en /½ Tom. dyb 


afrundet udhulet Rende til at lægge Penne og Grifler i, faa at de ikke rulle ned.) 


disſe Ord. Men forinden dette Stykke var ſendt til 
Trykkeriet, indløb et Brev fra en verkbruden Stakkel, ſom 
i 8½ Aar har ligget paa Smerteslejet. J dette Brev 
ſkriver han blandt andet folgende: 

„Jeg var kun 12¼ Aar gammel, da jeg markede de 
forſte Smerter i min Ryg, og vi ſogte da ſtrax en Lage. 
Men da denne havde underſogt mig, udſagde han, at han 
ikke kunde opdage noget ondt ved min Ryg. Jeg havde 
flaget over, at jeg led faa megen Smerte ved at ſidde ſtille 
paa Skolebenken, hvorimod det var lettere for mig, naar 
jeg kunde gaa jaa ſmaat og røre mig, hvorfor Legen til⸗ 
føjede: Drengen er maaſke kjed af at gan i Skole. Men 
min Fader ſvarede hertil, at han ikke troede paa nogen 
Maade, at dette var Grunden“. 

Hvem ved, hvor meget den mangelſulde Skolebenk har 
medvirket til, at den for raſte Dreng nu i fit 23de Aar er 
fængslet til Lejet ſom en verkbruden, i hele Underkroppen 
lam, Ynugling, og hvem ved, hvor mangen en Spire til 
Bryſtſvaghed eller til Ryglidelſe (Rygſtevhed og Pukkelryg) 
der er udviklet frodigt paa Ungdomskraftens og Sundhedens 
Bekoſtning ved den daglige Pinſel paa de heje ſmalle, 
rygloſe Skolebeenke? Ovenſtagende er kun et, tilfældigt 
fremkommet Exempel; men hvor mange kunde ikke drages 
frem Landet over, naar man ſogte dem? 


bliver al Kit hvortil anvendes Fernis. 


husflid. 


Kitning af Vinduer. 

J Anledning af Deres Anvisning til at kitte Vinduer i 
Falſen (Husvennens Nr. 9), ffal jeg tillade mig at gjøre op⸗ 
merkſom paa, at al Kit, ſom anvendes til Vinduers Tatning, 
maa være ſaaledes, at det ikke med Tiden bliver haardt. Det 
En god Kit til det Brug 
kan faas ved at elte Svinefedt med Kridt til en Dej af pas⸗ 
ſende Haardhed og da anvende den paa den af Dem angivne 
Maade, med Papirsſtrimler i de Vinduer, ſom ſkulle aabnes om 
Vinteren. Saa ſnart Foraaret kommer, maa al Kit bortfjernes 
med en Traſpatel faa nøjagtigt ſom muligt, hyilket ikke lader 
fig gjøre, naar Kitten har været tillavet med Fernis. 


En Lærer. 


: Beredning uf Skind. 

Man lægger Skindene i et Kär med Kalkvand og lader dem 
ligge et Par Dage, til Ulden løsnes og let kan ſkrabes af med 
en gammel Baandkniv. Efter at være ſkrabede godt af, lægges 
de i et Kar med oploſt Allun, der har en Tilſatning af lidt 
Salt. Heri maa de ligeledes ligge et Par Dage, hvorefter de 


tages op, ſtrabes godt rene og ophænges for at torres; under 


Torringen maa de ſtrakkes godt, da de ellers ville krybe meget 
ind. For Skrabningen af Skindene, efter at de have været i 
Kalkvandet, maa man ſmore Henderne godt ind med Tran, da 
Kalken ellers eder Huller i dem. N. P. 3. i S. 


„Palle Hougaard“ er Navnet pan en vakker Børnefortælling 
af Emanuel Henningſen, ſom nylig er udkommen paa 
Hoffensberg, Jesperſen og Traps Forlag i Kjøbenhavn. For⸗ 
tellingen ſkildrer en fattig forældreløs lille Drengs Handelſer, 
og Forfatteren har forſtaget at fremſtille disſe ſaaledes, at man 
med Deltagelſe følger den lille erlige, men ſtivſindede Palle og 
hans Trofaſt paa haus knudrede Vej ved den hvide Klit og det 
ſummende Veſterhav. Den lille Bog med flere ſmukke Billeder 
vil viſt vinde ſerlig Bifald blandt Ungdommen, og vil være 
en velkommen Julegave til Børnene, da Fortellingn er ſpen⸗ 
dende og tillige let leſelig, idet man helt igjennem gjenfinder 
det ſmukke Sprog og den livlige friffe Fremſtilling, ſom har 
gjort Forfatteren til en yndet Fortæller i nærværende Blad. 


Fædrelandshiftorie for Vorger⸗ og Almueſkoler. Af V. 
Klausſen. Kommisſion hos R. Klejn. Forfatteren af 
denne lille Bog har ønffet, at Husvennens Udgiver ffulde være 
Mellemmand for den lige overfor Skolen ved nærværende Oplag. 
Da Forfatterens Dygtighed og det omhyggelige Gjennemſyn, 
ſom ved hans Foranſtaltuing er bleven Bogen til Del, er Üd⸗ 


giveren fuld Borgen for, at den opfylder alle vaſentlige For⸗ 


dringer til en god Skolebog, har han gjerne overtaget det Hverv 
at indføre den hos de danſte Lærere. Sproget er jævnt, ukunſtlet 
og rent. Fremſtillingen er levende og anſtuelig, og fremhæver 
paa en heldig Maade ſaadanne hiſtoriſke Trek, ſom for Barnets 
Foreſtilling letteſt og naturligſt træde i Forgrunden. J det hele 
har ſikkert Forfatteren haft det rette Syn for, hvad en ſaadan 
lille Bog bor indeholde, og den Omſtandighed, at der iet Tillæg 
er givet en fort Fremſtilling af Brodrelandenes Hiſtorie, maa 
vel yderligere anbefale den. 

Husvennen ftøtter denne Dom paa Udtalelſer af mange 
dygtige Skolemend omkring i Landet, ſom Udgiveren, efter For⸗ 
fatterens Oufke, har anmodet om at gjennemſe Bogen. Da det 
Vidnesbyrd, de have givet denne, ee har beret aner⸗ 
kjendende, tør Udg. trygt paa det allerbedſte anbefale den til Ind⸗ 
forelſe i Skolerne, hvor den ſikkert vil gjore Fyldeſt for ſin Be⸗ 
ſtemmelſe ſom et godt Hjeelpemiddel for Barnet til at bevare 
det af Læreren mundtlig fortalte og give Tilegnelſen af det den 
Holdning og Faſtnelſe, uden hvilken Udbyttet af enhver Under⸗ 
visning kun kan blive halvt. 

Bogen, der er 112 Sider ſtor, fans hos C. Th. Rom & Co., 
Axelhus, Kjøbenhavn, for 40 Øre indbundet. Lærere, der 
ville forſyne deres Skoler, fan paa 6 betalte Bøger den 7de frit. 


Smaating. 


Ogſaa Raveſtreger. Da enkelte af Mikkel Rævs Bedrifter 
tidligere bleve omtalte i „Husvennen“, erindrede jeg mig føl- 
gende Tildragelſer fra min Barndom. 

En Morgen tidlig, juſt ſom vi vare ſtagede op, kom min 
Moder lobende ind fra Kjokkenet og fortalte, at hun havde ſet 
to Rave komme ſpaſerende fra vor Nabos Mark, henimod 
vor Gaard. Min Fader greb da en dygtig Knippel og ilede 
ud i Gaarden. Der ſtillede han fig paa Lur bag Honſehus⸗ 
døren, ſom vendte ud mod den aabne Portlaage, for at modtage 
de to Rave — der rimeligvis vare Fatter og Mutter — paa 
en honnet Maade. 

Da han havde ſtaget og ventet noget, og der ingen Mikkel 
vilde viſe fig, begyndte han allerede at blive utaalmodig, da 
hører han pludſelig Larm og Skrigen inde fra Honſehuſet. At 
rive Doren op og ſtyrte ind var kun et Sjebliks Sag, og han 
jaa da den ene Ræv. ſmutte ud af et Hul i Taget med en 
Hone i Gabet, medens den anden rode Krabat flygtede hen 
1 krak ad Skoven til, ogſaa med en „Erobring“ paa 
Nakken. 


Skrigen af Honſene ude paa Moddingen. 


| Indhold. 


De to liſtige Skjclmer vare krebne op paa en Brandebunke 
bag ved Huſet, og derfra op paa Taget, hvor de vare frøbne 


ind af et Hul, ſom de havde brudt. Da min Fader havde 
opdaget dette, gik han ind, ærgerlig over Tabet af Honſene ſamt 
over det Puds, ſom de to Sluyngler havde ſpillet ham. 

En anden Gang kom Mikkel dog „fejl paa Kareten“. En 
Dag, ſom vi allerbedſt fad og fif Mad, hørtes der en ſterk 
Vi ilede derud og 
fiuder Gaardhanen ſiddende paa Ryggen af Mikkel, trakterende 
ham med kraftige Vingeflag, medens den ſolle Stakkel var faa 
forbavſet over denne Behandlingsmaade, at han hverken vidſte 
ud eller ind. 

Efter at have moret os tilſtrakkelig over dette uſedvanlige 
Skueſpil, ilede vi Hauen til Hjælp, og et Par dygtige Slag 
gjorde Ende paa Mikkels Liv og fremtidige Roverier. i 

Om den tapre Hane kan jeg meddele, at den dog 
ſenere maatte lade fit Liv ſom et Bytte for Ravens Efterſtra⸗ 
belſer. z Niels 3. i R. 


Firkantet Nod. Af 3 4, 4 L, 4 E, 2 N, 1 X, 1 6 
og 1 F dannes fem Ord, ſom ſkrevne under hinanden og læfte 


fra oven og venſtre giver Løsningen paa folgende Gaader: 


Det forſte er elſtet af hoer en Sjæl, 
Som mener det med fit Fædreland vel; 
Det andet var en Pryd for ſin Stand, 
Djervt vorged' han tilmed fit Fædreland. 
Det tredje findes paa Fod og Hender 
Jeg ſikkert ved, at hvert Barn det kjender, 
Diet fjer de led en pinefuld Dod, 
Hans Banemeend mente: Havnen er ſod. 


Geografiſt Gaade. (Af „Jeronimus“). Forbogſtaverne 
paa folgende Navne fæfte nedad danne Navnet paa en yndet 
Forfatter, der leverer Bidrag til Husvennen, og Endebogſtaverne 
læft opad giver Navnet paa en Bog, han har udgivet, 

En By i Siberien. — En Kvinde paa Rolf Krakes Tid. 
— En navnkundig dauſk Videnſkabsmand. — En Modſtander 
Tor ikke kunde overvinde. — En mægtig Hayſtrom. — En 
navnkundig norſk Violinſpiller. — Navnet paa Jagtens Gud⸗ 
inde, der ofte bruges ſom Hundenaon. 


Oplosninger fra Nr. 17: 
paa den geografiſte Gaade: Gorm. — Tyre. 
Gefle. 
Oder. 
Rodby. 
Middelfart. 
pan Billedgaaden: Effen eller ueffen? 


Breppexling. 
Veuligſt Tak, men kan ikke anvendes 


Niels W. i Bul—. 
af Mangel paa Plads. 


Affluttede Kvartaler. J Anledning af flere Henvendelſer 


til Udg. om at Poſtkontorer eller Brevſamlingsſteder have nagtet 


at modtage Beſtilline paa et Fjerdingaar af Bladet, ſom lige 
er affluttet, meddeles, at Poſtveſenet er pligtigt at modtage og 
indſende Beſtilling paa de foregagende Fierdingaar der hører til 
et Bind, altſaa ogſaa paa fidſte Oktober Fjerdingaar ſom endnu 
kan faas af tiltredende Holdere. Udg. vil være forbunden for 
Meddelelſe om hvorvidt noget Poſtkontor i denne Retning 
nægter at opfylde ſiu Pligt. 

X. i R. Tak! Kan iffe bruges ſom det er men vil maaſke 
kunne anvendes ſom et Trek i en Fortælling. 

And. Kn. i T. Gaaden: ja, Digtet: nej, Smaaating: 
for kjendt. re 


En ypperlig Kur, Fortælling af Zakarias Nielſen, med Billede. 
— En Jernvejsulykke, med Billede. — Talſtorrelſer i Billeder, 
ved Sophus Tromholt, med Billede, — Skoleborde og Skole⸗ 
benke, med Billede. — Husflid: Kitning af Vinduer. Bered⸗ 
ning af Skind. — Bognyt, — Smaating. — Brevpvexling. 


„ usveunen“, Villedölad for Nlorſkabslesning, Opfysning og Husflid, 


Billeder, til 1 Krone Ijerdingaaret, frit tilſendt. 


udkommer til hver Søndag med et 16. ſpaltet Art, forſynet med flere 
5 Hverk Fierdingaar medfølger gratis et ſlort fmußtt Tillegsbillede. 
elhvert Pofikontor og Vreylamlingsſed, i enhver Voglade ſamt hos Hovedllommisſioncren: 


Binder kan beſlilkes paa 
Rudolph Klein, Vileſlrede 40, Kjohenhavn. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


Sirene havde ffubbet fig om bag Hovedenden af 


ber; men 
han lod da, 


W 


Nr. 19. Sondagen d. 6. Arbrnar. 2876. eg 


En ypperlig Kur. Doktor, at det er nødvendigt med den Seng og de 


(Fortſat.) 2 


5 „ i I Sengkleder?“ fik nu endelig Peterſen ſtammet frem. 
Fortælling af Zakarias Nielſen. | „Jeg haver ej Tid at ſpilde med Snak; jeg ffal 


Nu byder jeg Dig Farvel; om nogle Dage hidkommer 
i Din haarde Syg⸗ 


8 | anden Steds hen at biftande trængendes Medmenneſker. 
| 
| 
| 


| jeg atter for at biftande Dig ud 


Sengen og ſad og var færdig at revne af Latter. En dom“. ; 
Gang imel⸗ Dermed 
lem brod der drejede den 
en ſeeſom kloge Mand 
ſpruttende omkring og 
Lyd frem gik langſomt 
mellem hans N ud af Doren. 
tet ſammen⸗ a „Ja viſt 
presſede Læ- er det nod⸗ 


vendigt, Pe⸗ 
terſen“, ſag⸗ 


ſom er ſtegt 
udi Smør”, 

„Ja, men 
tror De og⸗ 
ſaa, Hr. 


En klog Mand. 


ſom om han de nu Sme⸗ 
nas og pud⸗ den; „Du 
| fede fin Næ⸗ ved ſelv, 
ſe. Søman- , hvor usſel 
| 1 ſpillede > XV 70 LÅ BE 
ſin Rolle RØNN om Du ſkal 
med Ro og MOD 1 vente, at 
| en hojtidelig N 0 komme Dig 
Værdighed. NV . igjen, maa 
„Af Mad i vi til Punkt 
maa Du og Prikke op⸗ 
intet æde”, fylde ethvert 
fortſatte han af Mandens 
nu, „uden Raad. Du 
Brod, Smør, kan tro, den 
Wg aog li⸗ Mand ved 

det Oxekjod, nok, had 


han foreſkri⸗ 
ver; han 
ſtikker vore 
Doktorer ti 


Gange“. 


„Om! ja!“ ſagde Peterſen ſukkende, og følte ned 
til ſine Sengefæller. 

Lidt efter ytrede Peterſen: „Jeg ſynes, han talte 
ſaa lojerlig gammeldags”. 

„Hvor kan Du undre Dig over det? Han ſidder 
jo der hjemme den halve Nat og granſker i fine gamle 
Lægebøger, og det er jo jaa naturligt, at det gammel⸗ 
dags Sprog hænger ved. tilligemed Lerdommen“. 

Naa, hvor Peterſen krympede fig næfte Morgen, 
da Smeden kom og fordrede Penge til at gjøre Ind⸗ 
kjsb for efter den kloge Mands Forſkrift; men han 
maatte ud med dem, hvor haardt det end holdt. 

„Og det bliver rimeligvis ikke derved“, ſagde 
Smeden. „Det er en Sygdom, der vil fræve ſtore 
Ofre; men Livet gaar jo dog fremfor alt. Ikke ſandt, 

kjeere Peterſen?“ 

„Ak, jo — ak, jo! — Man vil jaa nødig bort 
her fra“. 

Den gamle, raadne Seng med ſine mugne, hullede 
Klæder blev ſamme Dag kaſtet pan Loftet, og en ny 
med jaa godt ſom ny Klæder, der var kjobte hos en 
Marſkandiſer, blev ſat ind i Steden. Og alt, hvad 


nøje iagttaget. 
Poſten og piſkede blot en Smule grøn Sæbe i det 
for at give det et ualmindeligt Udſeende. 
der beſtod i en Flaſke „Extra fin Portvin“, blev Fjøbt 
hos en Vinhandler, og efter at der var blevet blandet 
nogle Draaber Melk i den, ſaaledes at den ogſaa havde 
faaet et eget Udſeende, blev den hældt paa en vældig 
ſtor Medicinflaſke, om hvis Hals Sømanden bandt en 
Seddel med den fornodne Brugsforklaring. 

„Hvordan ſmager den Mixtur?“ ſpurgte Smeden, 
da han var kommen ind til Peterſen med den. 

„Aa“, ſparede Peterſen og ſmaſkede med Tungen, 
„den er itte ſlem at tage; den har nogen Lighed ED 
Vin“. 

„Saa!“ ſagde Smeden, idet han, for ſelv at over⸗ 
tyde ſig derom, fatte Flaſken til Munden og tog fig 
en ordentlig Slurk. 

Smedens Datter, Hanne, en halvgammel, god⸗ 


ſpiſe. Det var flere Aar, ſiden han havde ſmagt 
„Oxekjod, ſtegt udi Smør”, og det ſmagte ham over⸗ 
maade vel. 

Men Pengepoſerne! dem gik det ud over; Smeden 
kom hvert Ojeblik og frævede Penge, faa til Wg, ſaa 
til Smør oſv. 

„Ja, det nytter ikke, Peterſen, at Du ſukker; vi 
maa gjøre, ſom han har Jagt”. 

„Ja, men tror Du ogſaa, at det er nødvendigt ...“ 


„Hvor kan Du dog være jaa ufornuſtig, Peterſen? 
Zænt dog pan Din ſvage Mave! Jeg forſikrer Dig, 
at Du ſer ud i Dit Anſigt, ſom om Du i; dø i 
denne Time“. 


Mixturen, 


i 


om Du Din Helſe vil gjenvinde. 
udfore, haver jeg intet mere udi dette Hus at gjore, og 
Du kan da for mig blive liggendes i Din Usſelhed“. 


Efter ſaadan en lille Samtale ſtak Petersen SÅS 
et dybt Suk Haanden ned under Dynen og fremtog 
de forlangte Penge. 

Der gik nogle Dage hen. Peterſen ſyntes, at han 
var i Bedring; men Smeden vilde ikke rigtig give ham 
Ret heri. Hver Gang Midieinflaſken var tømt, fyldte 


| Smeden den igjen med ny Mixtur, „ſom var bleven 


tilſkikket ved Bud“ fra den kloge Mand. Endelig kom 
denne ſelv igjen. 
„Din Legemstilſtand haver fig forbedret, ſiden jeg 
Dig ſidſt gjeſtede“, ſagde han. 
„Ja jeg føler mig meget raſkere nu; jeg tror ikke, 
det er nodvendigt, at De kommer her tiere“. 
„Ak Menneſkeletſindighed, hvor Du eft ſtor! 
leger faſt paa Gravens Rand“. 


Du 


„Ja“, ſtadfeſtede Smeden med forſtilt Alvor, 


„Peterſen jer meget daarlig ud; bare han ſtaar ſig!“ 
Den kloge ſad en Stund og ſtirrede tavs ned paa 
Gulvet. 
„Dette Gulv er meget urent“, ſagde han, „det 
maa ſkures og tos; thi det udſender uſunde Dunſter, 


| ſom paavirker den ſyges indre Organismus“. 
den kloge Mand havde foreſkrevet, blev i det hele taget | 
Badevandet hentede Sømanden ude ved 


„Ja, Peterſen giver nok Hanne lidt for at ſkure 
og vaſke det i Morgen“, ſagde Smeden. 
Nu henvendte den kloge atter Ordet til Peterſen: 
„Dine Ojne ere matte og omgivne af rode Rande, 
og der er Fare for, at Dit Syn vil plat ødelægges. | 
Desaarſag ſkal Du hver Morgen og Aften inddrippe 
nogle Draaber i dem af noget Ojenvand, ſom jeg Dig 
ſkal tilſtikte ved Bud. Og dernæft ſkal Du lade disſe 
uhumſke Vægge betrekke med grønt Betræk, ſom kan 
gjøre Dine Øjne vel, naar Du ſtirrer derpaa”. 
Peterſen kaſtede ſig urolig omkring i Sengen. | 
„Ligervis ffal Du over Vinduerne lade ophængte | 
nogle Gardiner af morkersdt Tøj, ſom kan dolge Lys⸗ 
ffæret. Og Dørene ſamt Vinduerne og Loftet ſkal 
ftryges tvende Gange med en ſaadan mild Perlefarve, 
ſom ogſaa kan virke velgjerendes paa Dit ſvage Syn“. 
2 Doktor | 
„Mixturen vedbliver Du at nyde, ſom jeg Dig 


haver ordineret, og Du maa ej endnu æde anden Mad, 
modig Pige, lavede Maden til, ſom Peterſen ſkulde | 


end ſom jeg Dig haver tilforordnet“. 

„Ja, men det er mig umuligt at faa malet og 
lavet i Stand, ſom De ſagde“. 

„Jeg lider ej denne megen Snak. Hvorfor haver 
Du mig ladet falde, naar Du ej vil gjøre, ſom jeg | 
Dig foreſkriver? Hvad jeg udaf min Lærdom og ſtore 
Indſigt haver ordineret, fkal Du alt ſammen efterkomme, | 
Hvis Du ej det vil 


Nu ſkyndte Smeden fig at tage Ordet: 


„De 


mas endelig ikke blive vred paa Peterſen, Hr. Doktor; 
han mente kun, at det ikke var jaa godt at faa Stuen lavet | 


i Stand, ſaa længe han endnu ligger til Sengs i den”, | 


„Saa ſkal hans Seng flyttes ind i Kammerſet 


nat herved, indtil Stuen er acomoderet, ſom af mig 
budet“. 


„Vel, Or. Doktor, det ſkal fke. Ikke ſandt, 
Peterſen?“ 

Der lad et ſukkende Jo til Svar. 

Neeſte Dag traadte Smeden ind med en ny lille 
Medieinflaſke, fuld af det omtalte Ojenvand, der ligeſom 
Badevandet ſkrev ſig ude fra Poſten. Og i de folgende 
Dage blev Veerelſet ved Smedens Omſorg fat i Stand 
efter den forhen fremſatte Forſkrift. ; 

Peterſen følte fig til Mode ſom en, der efter en 
ſej Kamp er bleven overmandet og bunden. Hans 
Modſtand mod de Krav, ſom blev ſtillede til hans 
Pengepoſer, blev ſpagere og ſpagere. 

„Livet gaar fremfor alt“, ſagde Smeden. „Lad 
der ogſaa ſpringe nogle hundrede Daler, hvad ſaa? 
Sundhed er bedre end Penge. Er det ikke ſandt, hvad 
jeg ſiger, Peterſen?“ 

„Jo, det nægter jeg ikke; men...” 

„Ja, Du ſer meget daarlig ud endnu, Peterſen; 
men jeg haaber dog, at det vil være tilſtroekkeligt, naar 
den kloge Mand blot kommer her endnu et Par Gange“. 

„Aa, gid jeg havde overſtaaet Afregningen med 
ham; han bliver viſt meget dyr“. 

Smeden nikkede og blinkede igjen, idet han ſagde: 
„Jeg ſkal nok...“ 

Det var forbapſende at je, hvor Vinen og den 


kraftige Mad, ſom Peterſen nad, ſtyrkede hans udtærede | 


Legeme. J Løbet af fort Tid fif han et helt friſt Ud⸗ 
ſeende, og der begyndte at komme Kjød paa Sidebenene. 
J ſamme Grad, ſom hans Sengefæller henteeredes, 
tiltog han ſelv i Trivelighed. 

Da den kloge Mand næfte Gang indfandt ſig, traf 
han Peterſen paakledt og ſiddende paa Sengefjcelen. 

„Ja, Peterſen er kroben lidt op i Dag“, ſagde 
Smeden, „vi ſyntes, han hapde det ret godt i Efter⸗ 
middag“. 

Den kloge Mand gik hen og følte paa Peterſens 
Puls, lyttede pan hans Ryg og trykkede paa hans 
Mave med fin knyttede Haand. Derefter ſatte han ſig 
ned og ſad længe tavs og grundende, En Gang imellem 
ſtirrede han ſkarpt hen paa Peterſens Anſigt, men ſad 
ellers den meſte Tid med nedad bøjet Hoved og med 
Haanden op for Panden. 

Endelig udbrød han: 


„Jeg haver faret vide om udi Landet paa denne 
om Formiddagen og ligeſaa om Eftermiddagen udi fri 
Luft og der røre fin. Krop til Arbejde, ſaaſom at hugge 
| Brænde, for at hans Legems Mufkler kan ſtyrkes; thi 


Dag og ſkal endnu atten Steder, forinden jeg mig 
kan lægge til Hvile udi min Seng. Tvende gamle 
Mænd og en Kvinde haver jeg jagt mig af med i Dag, 
desformedelſt at jeg dem nu haver helbredet, og jeg var 
faſt af den Mening, at jeg nu ogſaa kunde flippe denne 
ſyge Mand; men ak, jeg ſer, at han endnu er udi 
farefuld Tilſtand“. 
„Er han det?“ ſagde Smeden ſorgmodig. 


Peterſen gav et Suk og ſpurgte: 
„Tror De da ikke, at jeg nok ſnart kommer mig?“ 
Den kloge grundede igjen en Stund. 

„Det er faſt uforklarligt for andre Menneſker“, 


| udbrød han, „hvor dybt jeg ſtundum maa grunde for 


at udgranſke Aarſagerne til Sygdommene udi Mave og 


| Bryſt. Hvo fkulde tro, at det gamle Bohave, ſom 


faar her udi denne Stue, og disſe gamle Klæder, ſom 
den ſyge haver paa fin Krop, kunde ſmitte dette Hus 
med Sygdommens Stof, ſaaledes at den, der haver 
Sygdommen udi ſin Krop, ej igjen kan flippe af med 
ſamme, desformedelſt at ny Smitte ſtadigen uddunſter 
og befcenger Huſet og drager ind udi Lunger og Mave 
med Aandedrettet“. 

Peterſen rejſte ſig og gik et Par Gange op og ned 
ad Gulvet, og Smeden udbrød forbayſet: 

„Det var dog mærkværdigt! Nej, Hvor ſkulde 
noget Menneſke kunne tenke det?“ 

Peterſen ſatte ſig igjen paa Sengefjelen, og den 


kloge Mand vedblev: 


„De tvende Mænd, ſom jeg nys omtalte, maatte 
ud med hver et hundrede Rigsdaler Rigsmont for min 
Biſtand og Hjælp udi deres Sygdom”. 

Peterſen vaklede urolig paa Sengekanten. 

„Men Du ett vel udi en fattig og ringe Stilling, 
og ſaadanne Folk helbreder jeg frit, ihvorvel jeg dem 


derfore alligevel giver de bedſte Raad, ſom jeg haver, 


og naar de vorde opfyldte, da Hal Sygen vige ud af 
Krop og Hus. Saafremt Du da igjen vil vorde ſund, 
da fkal Du laane nogle Penge, hvis Du ingen haver, 
og kjobe Dig nyt Bohave, ej til Pryd og Pynt, thi 
ſligt er kun for Narre, men til Dit Legems Helbredelſe. 


Og ligervis ſknal Du Dig lade ſkoere og fy en ny 
Klaedning, hvorneeſt den gamle ſkal brændes udi Ild 
om Natten, naar Klokken i Kirketaarnet ſlaar 12”, 


Peterſen ſad og klsede ſig i Nakken. 

„Og jaa ſkal Du Dig hver Morgen bade og to 
paa Aaſyn, Hals og Hender med noget nyt Badevand, 
ſom jeg Dig ſkal tilſkikke ved Bud. Og hver Søndag 
Morgen, naar Klokken er ved Lav 6, fkal Du Dig 
ifore en ren og nyvaſket Skjorte. Af Mad maa Du 
intet æde uden det, jeg forhen haver nævnt, ſamt Suppe, 
Fleſk, Velling og tyſke Klumper og andre ſaadanne 
Retter“. 

„Maa Peterſen begynde at gaa lidt ud?“ ſpurgte 
Smeden. ; 

„Ja, han ffal fig herejter opholde nogle Zimer 


de ere endnu meget ſlappe“. 
Det var mageløft, hvor det havde lettet paa 
Peterſens Sind, da han hørte, at den kloge Mand 


vilde give Afkald paa Betaling for Kuren; dog maatte 
| Smeden i flere Dage gan ham paa Klingen med tru⸗ 


ER ERE ˙ SENER RET PENDTT Err 5 — — — == * 5 — 


ende Foreſtillinger, inden han gik ind paa at ſkaffe fig | 


nyt Bohave og ny Klader. 
(Sluttes.) 


Skildringer fra Japan. 
Eſter ſorſſijellige Kilder ved E. Foepſer. 


3. 
Japaneſernes Forlyſtelſer. 
Japaneſerne ere ikke alene et overordentlig driftigt og 
vindſkibeligt Folk, men de ere ogſaa af Naturen meget 
livlige og muntre; de jætte derfor ogſaa ſtor Pris paa 
ſaa ofte ſom muligt „at ſlaa Gjakken los“, ſom det 


hedder, og more fig, naar Arbejdet ikke ſtiller Krav til 


deres Tid. Der 
lyſtelſesſteder i 
de japaneſiſke 
Byer, og disſe 


findes derfor en ſtor Mengde For⸗ 


ftiellige Stillinger, en levende Mimik og voldſomme 


Vridninger af Overkroppen ſamt heeftige Fagter med 
Armene. Benene ſpille kun en ringe Rolle, og disſe 
ſaavel ſom Fødderne ere næften uſynlige under Danſen 
paa Grund af Danſerindernes lange Kjole, hvis ſtore 
Snaverhed desuden aldeles hindrer Benenes fri Be⸗ 
vegelighed. Paa hosſtagende Billede ſes en Danſer⸗ 


| inde i fuld Dans, medens Baggrunden indtages af flere 


mandlige og kvindelige Gjoglere, der fkulle afløje hende, 
naar hun er færdig. 5 

Theatrene ere ſtore Bygninger af Træ, hvis For⸗ 
ſide ſom ofteſt er ſmykket med brogede Malerier, der 
foreſtille Scener af den japaneſiſke Hiſtorie. Deres 
indre er paa fan Afvigelſer nær indrettet ſom her hos 
os. Tilſkuerne tage Plads paa Gallerierne eller paa 
Gulvet foran Skuepladſen. Gallerierne, af hvilke der 
ſom ofteſt fin⸗ 
des to, det ene 


over det andet, 


ere altid ſteerkt 


ere inddelte i 


beſogte, men 


Loger, ſom ad⸗ 


hvor ſtor end ſkilles ved Træ: 
en Menneſke⸗ vægge. Gul 
mængde der er vet er ved 
forſamlet paa Hjeelp af Rak⸗ 
et ſaadant vært inddelt i 
Sted, herffer en Mengde 
der dog altid ſmaa Rum 
Fred og Orden eller Baaſe. 
paa Grund af Der findes 
Japaneſernes ingen Stole 
godmodige og eller Benke, 
fredſommelige hverken paa 
Karakter. Af Gulvet eller 
disſe Forly⸗ paa Galleri⸗ 
ſtelſesſteder erne, men Til⸗ 
ville vi her ſkuerne, ſom 
kun omtale henhore til 
Tehuſene og alle Sam⸗ 


Theatrene. Tehuſene ere meget talrige i alle Byer i 
Japan og ere ſom oſteſt ſtore Bygninger paa to Stok⸗ 
verk. Her forlyſtes Gjæfterne med Muſik, Sang og 
Dans af unge, ſmukke Japaneſerinder, af hvilke der i 
mange Tehuſe findes over hundrede. Disſe unge Piger 
ere klædte i koſtbare Silkedragter, deres ſmukke Haar 
er pyntelig opſat og prydet med Guld⸗ og Solvnaale, 
men de ere ſom ofteſt ſaa ſminkede og malede paa Hals 
og i Anſigt, at de ſnarere fe ud ſom Vordukker end 
ſom levende Veſener. Den Sang, hvor med de under⸗ 
holde Gjæfterne, falder ikke i Evropcernes Smag, ijær 
da Sangerindernes Stemme ofte er baade ſkœrende og 


ſnovlende. Sangen ledſages gjærne af Muſik paa for⸗ 


ſtjellige Inſtrumenter, og heller ikke denne kan kaldes 
ſmuk. Den japanſke Dans ligner ingen af de evropeiſke 
Danſe, da den meſt beſtaar i en hurtig Vexlen af for⸗ 


fundsklasſer, Mænd, Kvinder og Børn mellem hverandre 
fejre fig i al Gemytlighed paa Gulvet, Under Fore⸗ 
ſtillingen bliver der baade ſpiſt, drukket og roget, men 
Opmeerrkſomheden er dog altid henvendt paa Scenen. 
Denne er omtrent indrettet ſom her i Evropa og er 
hævet nogle Fod over Gulvet. ſamt forſynet med Deko⸗ 
rationer, ſom omſkiftes efter Stykkets Gang, ligeſom 
der ogſaa findes et Orkeſter, ſom under Foreſtillingen 
falder ind med Muſik og Sang. Skueſpillerne udmærfe 
fig iſcer ved en levende Mimik, men deres voldſomme 
Kaſt med Kroppen ſamt Arme og Ben gjor et fra⸗ 
fødende eller dog komiſk Indtryk; dog disſe Bevegelſer 
høre med til den japaneſiſke Skueſpillerkunſt. Der 
findes ingen Skueſpillerinder i Japan, men de kvinde⸗ 
lige Roller i Stykkerne udføres altid af unge Japa⸗ 
neſere, der ſtuffende ligne Kvinder baade i Dragt og 


5 | 


Optræden, hvortil ogſaa Sminken og det falſke Haar 


bidrager meget. Stykkernes Indhold er ſom ofteſt 
hentet fra den japaneſiſke Helteſage og kun ſjeldnere 
fra det daglige Liv. Japaneſerne jætte ſtor Pris paa 
disſe dramatiſke Foreſtillinger. J alle ftørre Byer finder 
man derfor ofte fire eller fem Theatre tæt ved Siden 
af hinanden, og de ere neten fuldt optagne. Fore⸗ 
ſtillingerne aabnes allerede om Morgenen og varer ved 
til langt ud paa Aftenen. Det er ikke fjældent, at 
Familier, ſom rigtig ville more ſig, tilbringe hele Dagen 
i Theatret, hvor de da ogſaa nyde deres Maaltider. 
Japaneſerne ere ogſaa ſtore Yndere af Legems⸗ 
bvelſer og Smidighedskunſter. Boxerkunſten ſtaar der 
lige fan højt ſom i England, og der gives ofte Fore⸗ 
ſtillinger i denne Kunſt, ſom altid ere godt beſogte. 
For at give Leſerne et Begreb om en ſaadan Fore⸗ 
ſtilling ville vi nedenfor gjengive en forkortet Skildring 
af en Boxerkamp. Tilſkuerne forſamle fig i Circus, i 
hvis Midte der findes en rund Forhojning, der er 
hævet et Par Fod over Jorden. Forhojningen er be⸗ 
lagt med Halm og over dette igjen med et tykt Lag 
Sand for at formindſke Faren, naar en af Kæmperne 
ſtulde falde. En Evropcker, ſom overværede en ſaadan 
Kamp, ſiger, at han aldrig har ſet tykkere og uforme⸗ 
ligere Menneſker end disſe Kæmpere. Det var ſande 
Kolosſer, alle over 6 Fod høje, den magreſte af dem 
vejene 200 Mund, og Hovdingen over dem havde en 
Vægt af 340 Bund. Det maa forekomme os ufatteligt, 
at man tager Folk af en ſaadan Legemsbeſkaffenhed til 
Kæmpere, men den Maade, hvorpaa den japaneſiſke 
Veddekamp foregaar og føres, retfærdiggjør fuldkommen 
dette Valg. Det gjælder nemlig om at blive Herre 
paa Kamppladſen ved at fortrænge fin Modſtander fra 
denne, og hertil er en ſtor Forhed en ſeerdeles veſent⸗ 
lig Hjcelp. Kemperne have kun et Silkeſkjerf flynget 
faſt omkring Hofterne, men ere ellers aldeles nøgne, 
Inden Kampen aabnes, kaſte de nogle Riskorn og 
Vanddraaber ind paa Kamppladſen, for derved at gjøre 
Kempernes Gud gunſtig ſtemt, derneſt fugtes Skuldre, 
Arme og Ben ganfke lidt, Henderne afflibes med Sand, 
og der foretages endnu flere Jælfomme Bevegelſer for 
at gjøre Lemmerne ſmidige. Paa et givet Tegn ſtyrte 
Bryderne los paa hinanden, begge med det Formaal 
at kaſte Modſtanderen over Ende, hvilket Forſog ſom 
ofteſt gjentages flere Gange uden Held. Nu opgives 
denne Maade at fænipe paa, og en virkelig Kamp tager 
fat. De nøgne Kolosſer holde hinanden tæt omſlyngede, 
Skulder mod Skulder og Bryſt mod Bryſt med Benene 
vidt ſpilede fra hinanden og hver Mufkel ſpendt. 
Kampen vedvarer, indtil det kan lykkes en af Kemperne 
at faa fat i fin Modſtanders Bælte, løfte ham i Vejret 
og under Tilſkuernes jublende Bifaldsraab kaſte ham 
til Jorden. De japaneſiſke Kæmper eller Brydere danne 


en ſœregen Kaſte og nyde en vis Hojagtelſe. Borgerne 
ere ſtolte af at viſe ſig i deres Selſkab og indbyde dem 


ofte til ſig, ja ſelb Adelsmænd holde det ikke for under 


deres Veerdighed at omgaas med dem. Keecmperne ind⸗ 


deles i forfkjellige Selſkaber. Den Dygtigſte er Sel⸗ 
ſkabets Hovedmand og har ligeſom de berømte engelſke 
Boxrere et Wresbelte, ſcedvanlig en Gave fra en eller 
anden fornem Mand fra den Landsdel, i hvilken han 
er født, og med dette Bælte ſmykker han fig ſom ofteſt 
ved Begyndelſen og Enden af hver Foreſtilling. Enhver 
Bryder maa høre til et Selſkab og nøjes med den Lon, 
ſom han faar af dette, men Selſkabets Hovedmand 
tager altid Løvens Part af Fortjeneſten. Han er dog 
ikke uindſkreenket Herre over fin Trop, men ſtaar under 
Kongen for Kemperne, ſom er Formand for det ſtore 
Selſkab i Beddo eller Kioto og aarlig modtager en 
Skat af alle de andre. Hopdingerne for Keemperſel⸗ 
ſkaberne have Officers Rang og bære to Sværd, hyilket 
er den japaneſiſke Adels Udmeerkelſestegn. De ere altid 
paa Rejſer og føre deres Selſkaber gjennem alle Lands⸗ 
dele, hvor de til en af Ovrigheden faſtſat Tid opholde 
ſig i de ſtore Steder og give Foreſtillinger. De for⸗ 
tjene mange Penge, da Japaneſerne ere ivrige Venner 
af Verddekampe. 


Breve til en Bondekarl. 


Veſterſkerninge d. 15. Jan. 1875. 

Kje re Hans! ) 
Iles, nu kan jeg dog ikke lade være at le ad Dig, 

lille Hans, ſaadan ſom Du kom af Sted ved Ballet. 
Du er jo ligefrem en Voldsmand, farlig for den 
offentlige Sikkerhed: Teenk, forſt at gjennembore Ryggen 
paa Din Dame ag derneſt at ſondertrede hende med 
Dine Elefantfadder, ſom jeg jaa godt kan huſke. Naa, 
ja, der er jo nogle formildende Omſtendigheder. Det 


var da kun Damens Kjoleryg, ſom Du jog Dine fem 


ftærfe Fingre igjennem, og det var da kun hendes lange 
Slæb, Du traadte paa, jan det ſagde: Ritſch. Men, 
kjcere Hans, ſkulde Du dog ikke have taget hvide Handſker 
paa, naar Du ſkulde danſe med ſaadan en Dame? 
Store Fingre med gode Negle, de er ypperlige, naar 
man ſkal tage paa Kornſcekke, men de duer ikke, naar 
man ſkal have fat pan Musſelin, jaa gaar de luft 
igjennem. Store ſterke Fødder, de er gode til at 
trampe med, bag efter en Plov, men de duer ikke til 
at klare ſig med i en Balſal, i en vild Hvirvel af 
alenlange Slæb. Og fan lo de ad Dig! Ja, det var 
rigtignok en Skam, men jeg vil tilſtaa ærlig, at havde 
jeg været der, jaa havde jeg let med, hvor meget jeg 
jaa holder ad Dig — men det kan jo gjærne være, at 
det var ikke jaa meget Dig, ſom Baldamen, jeg havde 
moret mig over. Jeg giver Dig fuldkommen Ret i, 
hvad Du har ſat Dig for, at „Du vil aldrig rare ved 
ſaadan en Ting mere“. Hvad man ſaa let kan komme 
til Skade med, maa man helſt holde ſine Fingre fra — 


men derſom nu Moden griber om fig, faa alle Bønder: den kunde bruges til. 


piger bliver ſaadanne fføre Væsner, ſom Du falder 
hende, hvordan ſkal Du jaa blive gift? Har Du tænft 
noget over det, Hans? Naa, ja, den Tid, den Sorg; 
Du har vel nogle Aar endnu, at gaa los. Men nu 
ſkal jeg fortælle Dig en lille Tildragelſe, jeg havde, 
da jeg reiſte hjem fra Italien. 
Stationer i Tyrol kom der en Bonde ind i den Jeern⸗ 


vejsvogn, hvori jeg ſad. Det var en ſper, bredſkuldret 


Mand, kledt i graat Vadmel; man kunde godt have 
taget ham for en danſk Bonde, hvis ikke han havde 
haft et bredt Læderbælte om Livet. Saa ſnart ſom 
der var Lejlighed, flyttede jeg mig ſtrax hen til ham, 
for jeg længtes faa voldſomt efter Bønder. 

„Det var da et ſmukt Læderbælte, De har!“ 
ſagde jeg og gav mig til at føle paa. det. 

„Ja, ſaadan bruger vi Bønder her“, ſparede han, 


der kunde gjemmes i det. Da vi var færdige med at 
tale om Bæltet følte jeg paa hans graa Trøje og ſagde, 
at det var godt, ſterkt Tøj. 

„Aa ja, det er godt nok til mig, men det er jo 
ikke Moden“. 

„Men den kan vi ikke leve af“. 


„Nej, det er netop mine Ord. Men ſaadan ſiger 


de unge ikke. Der er et Par unge Knaſe, ſom tjene 
mig; De ffal ikke tro, at de vil gaa uden for en Dor 
i Vadmelskloeder, nej, det ſkal være fint Kjøbetøj. Men 
det duer ikke for Bønder. Vi har et gammelt Ord, og 
det retter jeg mig efter, for de gamle, de vare ikke 
tosſede“. 

„Hvordan er det Ord?“ 

„Selbſt geſponnen und ſelbſt gemacht, 
das iſt das ſchonſte Bauertracht“. 

Meningen heraf var, at hjemmegjort Tej var den 
bedſte Bondedragt. 

Se, denne Samtale kom jeg til at tenke paa ved 
at leſe Dit Brev. Den bedſte Dragt maa for ethvert 
Menneſke være den, der kan værge hans Legeme, ſaa⸗ 
ledes ſom det gjores nødig, der kan have den ſtorſte 
Varighed og den ſtorſte Kledelighed. Nu ved Du jo 
nok, Hans, at det hjemmegjorte Tøj, Vadmel og Hver⸗ 
garn, det kan nok maale fig med Kjobetejet med Henſyn 
til Sejhed og Varme, men Skjonheden, hvordan gaar 
det med den? Kan Du tilſtaa, at en blaa Vadmels⸗ 
frakke kan vere lige ſaa kjon ſom en ſort, glinſende 
Kloedesfrakke? Kan en Hvergarns Kvindedragt være 
lige ſaa fjøn ſom en klar Musſelinskjole? Men det 
hænger ſaadan ſammen, at der er kun faa Ting, ſom 
er kjonne i og for fig, deres Skjonhed afhænger meget 
af, om de faar en pasſende Brug. Sige vi: det er 
et ſmukt Stykke Toj, faa tænke vi ſtrax paa noget, 
ſom det pasſende kunde bruges til; blev det brugt 
upasſende, vilde det ikke være ſmukt. Sige vi: rødt 


er en dejlig Farve, jaa maa vi tenke paa en Ting, 


tige Bevagelſer. 


ſaadan. 


Rodt er ogſaa en kjon Farve 
. Ex. pan de unges Kinder, men paa Neſen, i Øjnene 
og paa Haaret, der er det ikke kjont længer. 

Man kan heller ikke godt ſige om en Klædedragt, 


at den er i og for fig kjen, det kommer an paa, om | 
den pagſer til den, ſom har den paa. 
Ved en af de forſte 


J den Henſeende 
har jeg virkelig jaa megen Sorg af Bønderne, iſer 
Kvindfolkene, fordi de fleſte af dem kleder fig faa 
tankelsſt. Og det kommer for en Del af den Vild⸗ 
farelſe, at de mene, at hvad de falde kjont, det fral 
blive ved at være kjont, hvordan de faa bruge det. 
Et Stykke Zøj, ſom er kjont i en Butik, eller ſom er 
kjont i en fornem Dames Kjole, det maa være kjont 
altid — ogſaa til en Bondepige, mene de. Men vi 
maa huſke paa, at Menneſkenes forſkjellige Arbejde og 
Levevis udvikler en veſentlig Forſkjel paa deres Legeme. 


Derſom man kunde je en ſtor Flok Menneſker af alle 
hvorpaa han fpændte det af og forklarede mig alt, hvad | 


Slags, ſom gik nøgne, jaa vilde det alligevel være 
grumme let at ſkille de fine og grove fra hverandre. 
Da jeg var Soldat, kunde jeg, med ſtor Sikkerhed, fkille 
hvem der var af fornem Stand fra Bonderkarlene, 
endſkjont vi havde alle ens Kleder. Altſaa vor Sysſel 
og Levevis giver vort Legeme et viſt egent Preg, og 
dette maa vi virkelig tage Henſyn til, ja, ikke alene i 
vor Dragt, men ogſaa i naſten alt, hvormed vi om⸗ 


| giver os, derſom det ſkal kaldes kjont; for det kan det 


ikke kaldes, naar det ikke pasſer til den paagjeldende. 
Jeg lider godt at fe en Bondekarl med ſpere fyldige 
Lemmer. En Kunſtner vilde vel falde ham plump, og 
jeg vil ikke trættes med ham derom, men denne ſaa⸗ 
kaldte Plumphed, det hører jo til hans Natur og Ar⸗ 


beide, det er jo hans eget, og man kan ſe paa ham: 


han er det, han ſkal være. Hvis nu ſaadan en Karl 
faar en Vadmelsdragt paa, da pasſer denne netop til 
hans Legeme, til hans Bevagelſer, ja til hans hele 
Veſen. Ingen fin eller let Dragt vilde kunne kleede 
ham ſaa godt, thi her pasſer det ene til det andet. 
Prov at give ſamme Karl en fin fort Kladesfrakke 
paa, ſaa ſkal Du bare fe, hvor pjanket og ſlikket han 
jer ud, hvor daarlig det fine Toj pasſer til hans kraf⸗ 
En hjemmegjort Klædning paa en 
Bondekarl fortæller os om ham: Han er glad ved 
det, han er, han vil ikke regnes for andet; men en fin 
Frakke fortæller os undertiden andre Ting, der ikke ere 
ſaa hyggelige. 

En fin Dames blege Trek, ſpede Lemmer og lette 
Bevegelſer pasſer meget vel for en lys, let Dragt, og 
de Folk, hun kommer imellem, forſtaa ogſaa at tage 
paa hende, jaa hun ikke gaar i Stykker, men nu jaa 
Du jo ſelv, Hans, hvordan det gik den Bondepige, da 
hun kom i Dine Klger! Du har formodentlig ogſaa 
Jet, at det tynde Pjat, hun havde paa, hejede hende 
daarlig og pasſede kun lidt til hendes fyldige Lemmer 
og hendes ſunde røde Kinder, hvis ellers hun var 
Derſom hun havde været ædt i en net 


— Øvevgarnsbtagt, mener Du ſaa ikke, at Du havde faaet 


mere Fornøjelje af hende. At Piger ikke kan danſe i 
Hvergarnstej, det er kun en Indbildning, de har før 
endog kunnet danſe i Vadmel. 

Men hvis nu Bonderfolk vil og ſkal have Kjobe⸗ 
tøj, ja jaa gjorde de dog viſt nok bedſt i at tage det, 
ſom der er noget Hold i, og ſom heller ikke var for 
lyſt eller broget. Det kan komme til at ſe broget nok 
ud for os alligevel, tror Du ikke, Hans? 

At ſe Bonderfolk koſte mange hundrede Daler paa 
en Storſtue, ſom kun bliver brugt et Par Gange om 
Aaret, ſom er jaa fin, jan Manden og Konen knap 
tor være i den, ſom der er Møbler i, hvis Navne de 
flet ikke kan ſige (jeg har hort Folk ſige: en Kirurg, 
en Seffenere, en Pedersdal om deres Storſtue-Bohave) 
det kan man dog næppe falde pasſende. 
opparte med Mad, ſom de hyerken forſtaa at lave til 
eller at ſpiſe eller at falde ved fit Navn, det er nok 


lige jaa galt. Hvad nyttigt, ſmukt og godt de kan 
| fit milde Sker over de fjcerne Aaſe og Zræernes Toppe; 
men mellem Fyrretreernes Søjler lagde den denne 


lære af de fine Folk, det ſkal de tage og ikke foragte, 
det vil ſige, derſom det ogſaa kan blive nyttigt, ſmukt 
og godt for dem, eller ed andre Ord, derſom det kan 
pasſe til dem. Nu, fjære Hans, Brevet er fuldt. Jeg 
vil nu ønffe Dig bedre Lykke, naar Du ſkal til Dans 


neſte Gang. Kommer Du nu ikke ſnart hen og beſoger 
Otteſang Skov⸗Enſomhedens Stilhed. 


Din gamle Ven Anton Nielſen. 


En Cjurjagt. 


a Læjerne i forr. Aarg. Side 94 har 
leſt en Beſkrivelſe af den mærkelige Tjur, 
kunde det ſikkert interesſere mange at faa 
en Skildring af en Zjurjagt i Norge, 


norſte Forfatter og Forſtmand Asbjernſen. 
„Fra Fyriſtranden gik vi i en af de forſte Dage 


i Maj op gjennem Lien (Bjergets nedre Skraaning), 


for den folgende Morgen at være paa en Jurjagt i 
Bicergſkoven. Mede i Bygden var det fuld Vaar, men 
da vi kom ind paa Aaſen, laa Sneen dyb i Dale og 
Fordybninger. Aftenen var endnu ret lun, og Fuglene 
ſang deres Vaarſang i Skoven. J Nerheden af Aſk⸗ 
ſeteren, hvor vi agtede at tilbringe Natten, toge 
vi op i den, af enhver Fugleſkytte kjendte „Skjeer⸗ 


ſiohaug“ for at høre, hvor Fuglene ſatte ſig paa Gren 


til Natten. 

Da vi naaede derop og fif en fri Udſigt, ſtod 
Solen i Nedgangen og kaſtede ſit gyldne Lys ufor⸗ 
dunklet op i den tindrende Himmel. Men denne 
hvælvede fig ikke over et blidt venligt, Landſkab: morke, 


uendelige Skove og Aaſer, kun afbrudte ved islagte 


Smaaſser og Myrer (ſtore hedeagtige Moſeſtrakninger), 
ſtrakte fig pan alle Kanter, lige ned til Himmelbrynet. 
Vi havde ikke været her længe efter Solnedgang, 


At ſe dem 
| ſejlende fra Syd, jpaaede Nattekulden en ſnarlig Ende. 


i forkortet Gjengivelſe efter den ypperlige | 
| nembores af Rædjel; thi de tav pludſelig hver Gang 


| uendelige, 


0 


for vi horte en ſuſende Flugt og de ſteerke, tunge 
Vingeſlag af en Fugl, der ſlog fig ned. Det var ingen 
gammel Tjur, da den ikke gav nogen Lyd, efter at den 
havde ſat fig. To Fugle kom ſnart ſuſende efter denne 
uden at give Lyd, men derpaa kom en flyvende med 
endnu tungere, mere ſuſende Vingeſlag, og da den 
havde ſat fig, „fkrar den Næb”, Det var en gammel 
Tjur. Der kom endnu tre Jjurer til, hvorefter vi gik 
tilbage til Sæteren, forvisſede om en god Morgenjagt. 

Det var Midnat, forinden vi lagde os til Ro 
foran Ilden paa et Par Berke og hvilede ud i en 
kort Slummer. Da vi vaagnede, var det paa Tide at 
gaa „paa Legen“. Ude var det temmelig koldt, der 
var frosſet Skorpe paa Sneen, ſaa den knirkede under 
vore Fodtrin. Himlen var dog næften vaarlig klar 
og morkeblaa, og nogle hvide Skyer, der jagte kom 


Maanen ſtod lavt nede ved Kimingen, i Steden for at 
lyſe for os paa vor natlige Vandring, lagde den kun 


jære Skumring, der forlængede Skyggerne i det 
fremgoglede fabelagtige Skikkelſer mellem 
Stammerne og gjorde Skoven ſaa hemmelig, dyb og 


redſom. — Kun Rodkjelken afbrød med fin milde 


Nu varede det ikke længe, førend der kom Liv i 
Skoven. Vi horte Holtſnppens ejendommelige Lyd, 
der ligner den gjentagne Kvakken af en Frø, efterfulgt 
af en ſkarp, ffærende Hvislen. Vi fornam Bekkaſinens 


uhyggelige brægende Lyd, ſnart nær, fart fjærn, ſnart 


højt oppe i Luften, ſnart over os, og pludſelig, ſom 
det ſyntes, lige ved vore Oren, ſnart paa alle Kanter, 
uden at det dog var os muligt at faa Oje paa Fuglen. 
Skrœkſomt overbod Hejrens vilde gjennemtrengende 
Skrig de øvrige Fugles, der ved dette ſyntes at gjen⸗ 


det lød, og der indtraadte en Stilhed, ſom gjorde Af⸗ 
brydelſen dobbelt uhyggelig. Men nu iſtemte Tree⸗ 
lerken med klare, klingende Toner fin Morgenſang, der 
gjennem Nattens Mulm og Marke mindede om det 
lyſe Dagſkeer og dannede en glimrende Modſetning 
til de natlige Fugles ſpogelſeagtige Færd og uhyggelige 
Toner. 

Gjennem den frosne Myr (Mofefær) kom vi ud 
paa en nøgen Bjergknold, der laa midt i Myren, ſom 
en lille D. Paa dens Hojde knejſede en megtig Fyr 
lig et umaadeligt Maftetræ. Mod den oſtlige Heldning 
af Bjergknuden ſtod en anden, der havde været lige 
jaa vældig; men nu heldte den ſig ludende ud over 
Myren, Stormene havde brudt dens Top, kun dens 
nederſte, neſten nøgne Grene vare tilbage, og ſom 
muſkelknudrede Kempearme raktes de ud mod den ſolv⸗ 
klare Morgenhimmel. Solen begyndte at have ſig; 
den forgyldte Aasryggene og lagde efterhaanden ſin 
Glans ud over de morke Granlier, men endnu laa 


Myren, der i ſydlig Retning ſtrakte fig ſaa langt ud 
for Øjet, at det blaanede i Skoven ved dens fjeerne 
Bred, i dyb Skygge. 

Alle Nattens Fugle vare gagede til Ro, men 
Skovens muntre Sangere fyldte den klare Morgenſtund 
med jublende Toner. Paa den anden Side af Myren 
begyndte en Tjur at ſpille; Rejerne (Tjur⸗Hunnerne) 
gjorde fig elffværdige, kaglede og fnøvlede fine hæje 
Neſelyd, der tog fig morſomt ud. Imens ſtode vi 
ſkjulte i et tet Enerkrat paa den lille Bjeergknaus og 
ventede Tjuren hvert Ojeblik; men den dvelede længe 
i ſit Harem. Endelig da Solſtraalerne ſpillede i Fyrre⸗ 
toppen, kom den ſuſende paa tunge Vingeſlag og kaſtede 
fig, ikke ſom vi havde ventet, i det høje Tree over os, 
men i den toploſe Fyr, der ludede ud over Myren. 
Det var i Sandhed en prægtig Tjur, en ſtolt Kempe, 
ſaaledes ſom den fad der paa den nøgne Gren mod 
Himlen, med fit ſkinnende, gjenſtraalende, lysgronne 
Bryſt i Solens Glans. En Roj kom efter og kaſtede 
ſig ned i Toppen over vore Hoveder. J ſamme Ojeblik 
ſlog Fuglen til Spil, reiſte Hageſkoget, flæbte Vingerne 
ned paa Fodderne, gjorde under bolgeformige Bevægeljer 
med Halſen ſtolt nogle Skridt frem paa Grenen 
og begyndte at ſpille, hvorunder den flog Halen op 
ſom et vældigt Hjul. Jeg ſtod med Fingeren paa 
Hanen og ventede ſpendt det afgjorende Ojeblik, da 
den ſkulde udbrede fine Vinger til Flugt, for paa den 
ſtore Flade, ſom derved frembød fig, paa et langt Hold 
at kunne gjøre et jaa meget ſikrere Skud. Men under 
Rojens fortſatte Kaglen ſpilte den Spillet til Ende og 
havde alt ſlaaet Kluk til det andet, da en Kviſt kneekk⸗ 
fede under min Fod. Rojen udſtodte en ſkarp varslende 
Lyd; dog nu var den gamle kommen i ſaadan en 
Hede, at den ikke ænjede det velmente Raad, men 
blev ved at ffærpe, indtil den tro Elfkerinde lettede, 
fløj lige imod den og ſyntes at ville ſtode den ned af 
Grenen. Vakt ved det varslende Vingeſlag, lettede den 
gamle fig til Flugt. Men min Bosſe var hævet, 
Skuddet faldt, og den mægtige Fugl ſtyrtede hovedkulds 
ned paa Myren, flog et Par Gange med Vingerne 
og var dod. 

Min Forer Per ſprang til og tog Fuglen op me 
et fornøjet beundrende Grin. ; 

„Nej gu havde jeg ikke trot det,“ raabte han, 
„det er den gamle Zjur, ingen har kunnet faa Ram 
paa for. Jeg fjender ham paa Nabbet: faa gult, 
krumt og tykt Næb har ingen anden Tjur i Egnen. 
Se, hvor grøn han er i Bryſtet! det ſkinner meſt af 
ham; og ſaa tung dog ſper han er!“ raabte Per, idet 
han under næjten barnagtige Gledesudbrud vejede 
Fuglen i Haanden. „Jeg tror ikke, jeg lyver ſtort, 
naar jeg ſiger, at den vejer et helt Lispund. Det var 


Skud!“ og han løftede et mægtigt Jubelſkrig, ſaa det 85 
rungende gjentoges af Aaſens Attergjald i den ſolblanke 
Morgenſtund.“ 


Husflid. 


Naale til Halmbinding. 

Et af de faa Husflidsarbejder, ſom ſaavidt vides er ejen⸗ 
dommeligt for Danmark, eller i al Fald meſt udbredt her i 
Landet, er Binding af Halmkurve eller „Halmlob“, der an⸗ 
vendes overalt i Landet til mangfoldigt Brug. Fremgangsmaaden 
ved Arbejdet er kjendt i hvert Sogn, 
og beſtaar i at en tynd Viſk Halm, 
der ſtadig forlænges ved Tilſetning 
af ny Straa, ſys faſt ſammen med 
„Skinner“, d. e. tynde, feje Tre⸗ 
ſpaaner, ſom ere flakkede af unge 
Hasſel⸗ eller Egeſkud. Hvor disſe 
ikke kunne faas, bruges flæftede 
Vidier. Disſe ſeje Spaaner til⸗ 
ſpidſes i den ene Ende, og man 
ſtikker denne gjennem den faſt 
bundne Halmpolſe efter at have 
gjennemboret den paa rette Sted 
med en ſtump, tyk Syl. Dette er 
baade noget ſent og ſtundum lidt 
vanſteligt, idet den ſpidſe Ende af 
Skinnen ikke altid gaar villigt 
gjennem den tet ſammenſnoede 
Halmpolſe. Vi ere blevne opmark⸗ 
ſomme paa en Naal (ſaavidt vides 
udtenkt af Lærer Jepſen), ſom kan 
tjene i Steden for Syl og Spids 
paa Skinnen, og ſom vi i forbedret 
Form have ladet udføre i ſtorre 
Antal. Den beſtaar, ſom vedfojede 
Tegning i fuld Sterrelſe viſer, af 
en tynd bøjet, i den ene Side ud⸗ 
hulet, Staalſkede (4), der paa 
Siden har en Fjeder ()) der, ſom 
man fer paa Fig. B, kan løftes 
op, ſaa at mani den underliggende 
Rende kan indlægge Enden af 5 
Skinnen, der da faſtholdes ved Fjederens Tryk, og den lille Spids, 
ſom man fer paa den indad vendte Side af den aabne Fieder. 
Naar Enden af Skinnen ſidder faſt i denne Naal, ſyer man med 
den, ſom med en Synaal, idet man ſtikker Spidſen ind, tralker 
Naalen igjennem og Stinnen efter. Vi anbefale disſe ny prak⸗ 
tiſte Halmnaale til Prove for Halmbindere, der heri ſikkert ville 
have et udmerket Hjalpemiddel ved deres langſomme Arbejde. 
De faas hos C. Th. Rom i Arelhus for 75 Sre, frit tilſendt 
for 84 Øre indſendt med Beſtillingen i Frimerker. 


Oplosninger fra Nr. 18: 


Tobolſk. | 

8 FANE 
paa den JE Rasmus Nielſen. E | paa den AXE ie 
geografiſke Ella S firkantede N E G L. 
Gaade: [ Golfſtrem 5 Nod: E I. I. A. 
"JS Ole Bul. Si i 

Diana. 

Brepvexling. 


Nikolaj E. Tak; medtages ved Lejlighed. 
Chr. L. i T. Tak for den gode Henſigt; men duer ikke. 


Indhold. 


En ypperlig Kur, Fortælling af Zakarias Nielſen, med Billede. 
(Fortſat). — Skildringer fra Japan, efter forſtjellige Kilder ved 
E. Toepfer, med Billede. — Breve til en Bondekarl, fra Anton 
Nielſen. — En Tjurjagt. — Husflid: Naale til Halmbinding, 
med Billede. — Brevvexling. 


Ansvennen“, Billedblad for Nlorſtzabslccsning, Oplysuing og Husſlid, 


Billeder, lil 1 Krone Fjerdingaaret, frit lilſendt. 


udkommer lil hver Søndag med el 16. ſpallel Ars, forfynet med fflere 
Hvert Fjerdingaar medfølger gratis et ſlort ſmußt Tillagsbillede. 
ellperk Pofikontor og Breulamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedſiommisſioncren: 


Bladet kan beſlilles paa 
Rudolph Klein, Vileſirede 40, Kjobenhavn. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


rr 


8 


E 


3. Aargang 1 
Nr. 20. Sandagen d. 


En ypperlig Kur. 
Fortælling af Zakarias Aielſen. 


(Sluttet.) 


notte Dages Tid efter den kloge Mands 
ſidſte Beſog ſaa man Peterſen ſtaa og 
aſe af alle Kræfter ude i Smedens 
Gaard. Han var i Færd med at fave 
Sog klove Brænde, og det uvante Ar⸗ 
så bejde krevede ſtor Moje. Hvert Ojeblik 
rettede han fig op og puſtede, og Sveden 
randt i klare Perler ned over hans Anſigt. 

Smeden ſtod inde i Veerkſtedet og tittede ud gjennem 
et lille Hul i Muren. 

„Det var et fortræffeligt Indfald“, ſagde han ved 
fig ſelb og gned Hænderne mod hinanden. „Ha, ha! 
Nu faar jeg ſavet og hugget alt mit Brænde for intet, 
og Fyren har rigtig godt af at tage ſig noget for. 
Han ſkal min Sandten ikke flippe, førend han har kløvet 
og ſtablet hver Pind“. 

Sømanden havde i den ſidſte Tid opholdt fin ude 
paa Landet hos fin Søfter; men havde dog en Gang 
imellem været inde hos fin Broder, Smeden. Endelig 
kom han for at ſige Farvel og ſpillede da endnu en 
Gang klog Mand. 

„Nu eſt Du paa Veje til Helbredelſe“, ſagde han 
til Peterſen; „men Du ffal tage Dig meget i Vare 
for atter at falde tilbage, hvorfor Du ffal fare fort 
med Arbejde udi fri Luft. Særdeles vil Du have godt 
af at arbejde udi Mark og Have, ja, det er faſt ned⸗ 
vendigt for Din Natur. Saa ſkal Du og vedblive at 
æde god og narendes Mad, og Din Krop ſkal Du 
flittigen to, og Dine Klæder og Dit hele Hus ffal 
rogtes med Orden og Renlighed”. 

„Jeg kan jaa vanſkelig faa Maden lavet og Huſet 
pasſet“, indvendte Peterſen; „thi jeg kan dog ikke for⸗ 


lange, at Smeden ſkal lade fin Datter vedblive at gaa 


her inde”. 


y 
2 
＋ 
72 
. 


9 


13. Februar. 


Kjobenhavn. 


8 
1826. 


„Saa faar Du at tage Dig en Huſtru, ſom Dig 
kan pleje og gaa til Haande, eller ogſaa ffal Du Dig 


| fæfte en Pige, ſom kan være Dig til Tjeneſte og ſorge 
for Mad og Renlighed; derſom Du ikke det gjør, vil 


Du igjen falde tilbage udi Sygdommen og ds deraf. 
Nu haver jeg varet Dig ad“. 
Dermed gik den kloge Mand, og Peterſen takkede 


ham mange Gange for al ydet Hjælp. 


Kuren havde virket fortræffelig. Peterſen havde 
faaet et rigtig godt Huld, og hans Sind var ved Ar: 
bejdet blevet langt friffere end forhen. De ny Klæder 
gjorde ham tyve Aar yngre, og hans Stue var fra et 
ſvinſk Hul bleven forvandlet til et net og hyggeligt 


Vekrrelſe. 


Smeden havde lovet, at Hanne endnu en otte 
Dages Tid maatte gaa Peterſen til Haande med hans 
Husveſen; men dermed ſkulde det ogſaa være forbi. 
Den ſtakkels Peterſen var nu i Knibe; nødig vilde han 
atter „falde tilbage udi Sygdommen og dø deraf”, og 
han gik derfor hver Dag og grundede over, hvorledes 
han billigſt ſkulde ſkaffe fig den fornødne fvindelige 
Hjælp. Gu Pige vilde fræve Løn, og det ſamme vilde 
en fremmed Kone, hvis han lejede en ſaadan til at 
„gaa i Huſet“. Til ſidſt fik han regnet ud, at det 
aabenbart maatte være fordelagtigſt at tage fig en Huſtru, 
og navnlig vilde det igjen vere fordelagtigſt at tage 
Smedens Hanne, da han jo ellers maate rykke ud med 
en Drikkeſkilling for al hendes Ulejlighed under hans 
Sygdom. 

„Ja, der er ikke andet for, jeg kommer til at gifte 
mig“, ſagde han en Dag med et lille Suk. „Naa, 
der er dog maaſke, naar alt kommer til alt, ingen 


Ulykke i det. Det kan i mange Tilfelde være godt at 


have en tro og dygtig og ſparſommelig Kone om ſig. 
Hm! ſaadan en vilde uden Tvivl Hanne blive. Bare 
hun vilde have mig!“ 

Jo, der var viſt ikke noget i Vejen fra Hannes 
Side. Stakkels Skrog! Hun var af Naturen udſtyret 
med et temmelig grimt Anſigt, og denne Omſteendighed 


var maaffe Aarſag i, at ingen Frier nogenfinde havde 


indfunden ſig. „Jeg gifter mig aldrig“, ſagde hun ofte 
og gav et lille Kaſt med Nakken. „Det er nok af en 


god Grund, min Tos“, havde Smeden en Gang ſparet; | 


„men nu ffal jeg en af Dagene have ſmeddet Søm= | 
kasſen fuld af Dukater, jaa kan det gjerne være, Du | 


gifter Dig alligevel”. 


3 Naa, Hanne var et trofaſt og ærligt Stykke Krind- | 
folk, med et godmodigt Sind og et Par dygtige, ar⸗ 


bejdſomme Hænder. Hun kunde maaſke udfylde en 
Husmoders Plads bedre end mangen ſilkekledt Frue. 

En Morgen, da hun traadte ind i Peterſens Stue 
med Koſt og Fejebræt i Haanden, ſtillede han fig lige 
for hende og ſagde: 

„Hor, lille Hanne, jeg tror, at vi to — hm! — 
jeg mener, at vi to kjende ſaa godt hinanden, og Du 
forſtaar ſaadan ſaa godt at omgaas mig. Skal vi 
ikke — ikke ſaadan — gifte os ſammen?“ 

Hanne pudſede ſin Næje i ftørfte Ro og ſparede 
derpaa uren Betænkning ; 

„Jo, det fan vi gjærne, Peterſen“. 

Dermed var den Ting afgjort. 
om at rødme eller pille ved Forkledet eller andre ſaa⸗ 
danne Narreſtreger. 

„Til Lykke, Peterſen!“ raabte Smeden et Ojeblik 
efter ind ad Doren. „Det var nok endda paa faſtende 


Hjærte, ha, ha, ha! Hvem fkulde tro, at ſaadan en 


gammel Hallunk endnu kunde komme i Frierſkoene. 
Men hør nu en Gang, Peterſen, der er dog et Vilkaar, 
jeg maa ſtille Dig, forinden jeg ſlipper Hanne: Du 
ved, at Din Helbred krœver Arbejde i fri Luft. Nu 
er der netop en 3—4 For. Land at faa til Kjøbs her 
inde af Naboen, og dem ſkal Du kjobe og grundlægge 
et Gartneri; Du er jo kjendt med Forretningen fra 
gamle Dage, og Du vil kunne tjene umaadelig mange 
Penge derved, da her jo er ſtor Trang til en Gartner. 
Gaar Du ind paa dette Forſlag, fan er Toſen Din“. 

Den Smed, den Smed! Altid ſkulde han komme 
med ſit Pengepresſeri! 


En Sondag Morgen landede Styrmanden atter 
ved den fjære, hjemlige Kyſt, efter at han igjen i et 


helt Aar havde flakket om paa fjærne, fremmede Have. 


Endnu ſamme Eftermiddag ſtod han ved Smedens Dør 
og bankede paa. 

„Ingen hjemme!” brummede han vredt og drejede 
Sfraaen en Omgang i Munden. Da hørte han Støj 


og Latter inde fra Peterſens Stue. 

„Ha, ha!“ tænkte Sømanden. „Er min gode 
Hr. Peterſen nu kommen faa vidt, at han gjør Sel⸗ 
ſkaber. Ja, faa ſkal jeg nok finde mine Folk“. 

Ja, der var rigtignok Selſkob hos Peterſen; der 
var baade Garver Lyſtrup og hans Madam, Murmeſter 
Frandſen og hans Madam og Smeden og hans Madam 


Der var ikke tale 


at her var noget paa Forde. 


paa den ene, ſaa paa den anden. 


— jo, der var maaſke flere endnu, og alle våre de i 
ſtiv Stads og i ſtraalende Lune. 

Idet Ssmanden aabnede Døren, ſprang Smeden 
op og udbrød: 


„Der har vi min Sandten Styrmanden! Bravo, 


velkommen, Bro'r Peter! Naa, Du kunde nof lugte, 
Hanne, ſkaf en Stol 
til Peter, at han kan jaa en Bid med af „Stajen“. 


Naa, hvordan har Du det ellers, Bror? Ja, Du ſer 
jaa forbavſet ud; Du hapde nok ikke ventet at treffe 
ſaadant Selſkab her inde hos Peterſen. Men her er 
ſket ſtore Forandringer, ſiden Du ſidſt var her; Hanne 
hedder nu Madam Peterſen, forſtaar Du; hun og 


Peterſen blev enige om, fort efter, at Du var rejft, at 


ſlaa deres Pjalter ſammen, og de lever hver Dag i 


Fryd og Herlighed. Og jer Du, der henne i Vuggen 
ligger en lille Peterſen, ſom vi netop i Dag har været | 


i Kirke med, og, ja, der er mange Nyheder at gjennem "| 
gaa; men kom nu hen og klink en Gang med Peterſen 


og Hanne og ønff dem til Lykke med Drengen. Det 


var dog mageloſt morſomt, at Du ſaadan ſkulde træffe | 


til at komme hjem lige til Barnegildet“. 

Styrmanden ſtod en Stund og faa forbapſet, faa 
Derpaa gik han hen 
og gav Peterſen et kraftigt Slag paa Skulderen med 
fin Sømandsnæve og udbrød: 

„Deres Befindende haver fig forbedret, fiden jeg 
Dem ſidſt beſogte!“ 

Smeden braſt i Latter; Peterſen blev lidt forlegen, 
men lo dog med. : 

„Skaal!“ ſagde Smeden i det ſamme, og nu blev 
der klinket og drukket. 

Lidt efter gik hele Selſkabet ned for at je Peterſens 
nye Haveanlæg. 

„Hor Du, Bro'r!“ ſagde Smeden, ſom traf Sg⸗ 
manden med fig hen i en Krog bag nogle Buſke, „det 
var en ypperlig Kur, den. Peterſen er bleven et helt 
andet Menneſke“. 

„Ja, det kan jeg ffam fe; men hvad ſagde han 
for godt, da han fik at vide, at vi ſaadan havde haft 
Lojer med ham?“ 

„Aa, han blev frygtelig flov og ærgerlig; men faa 
forſikkrede jeg ham hellig og dyrt, at vi havde gjort 
det alt ſammen i en god Mening, og Hanne og jeg 
fik ham jo da ſnart til at indſe, at han egentlig burde 
takke os tuſinde Gange, fordi vi fil lavet et Menneſke 
ud af ham igjen. Du kan ellers tro, at han fik travlt 
i den forſte Tid efter, at Du var rejft. Jeg fik ham 
jo til at gaa i Tejet med dette Stykke Jord, og her 
gik han ſaa og ſled fra Morgen til Aften tillige med 
Hanne, ſom jo er vant til at bruge fine Hender. De 
gik og ſmaaſnakkede ſammen hele Dagen, lagde Planer 
og gjorde Beregninger, aa, de havde faaet jan mange, 
mange Ting at tænfe over begge to. Ja, Arbejdet 
ſatte Tankerne i Omlob, og det gav Madlyſt. Du 


ere 


ſtulde fe, hvor Peterſen kunde faa Mad, naar han ſad 
inde i fin nette og hyggelige Stue foran det lille Bord 
med den rene Dug og med Kjød, Smør, Oſt og Brod 
for fig. Og Du ſkulde fe, hvor vel han følte fig, naar 
han om Aftenen efter endt Arbejde ſtrakte fig tilbage 
i Sofaen og fik fig en Pasſiar enten med Hanne eller 
mig, eller naar han, dampende paa fin Pibe og med 
Tommelfingeren i Wrmegabet paa Veſten vandrede 
omkring i fin nye Have og efterſaa fit Dagsgrbejde. 
Ja, og Du ffulde je, hvor glad og fornøjet han kunde 
være, naar vi ſtundum om Søndag Eftermiddag ſpa⸗ 
ſerede ud i Skoven alle ſammen, lige ſom andre pæne 
og dannede Menneſker. Aa, det var mageleſt at ſe, 
hvor han tog ſig op, og hvordan han helt og fuldt gik 
op i de ny Forhold. Vel vedblev han at være meget 
paaholdende med Mønten, og det vil han vedblive at 
være, ſaalcenge han lever; men han er da ikke mere 
ſaadan en vindtør Gniepind ſom før. Nu har han 
faaet noget mere at leve for end fine Penge, og nu 
rører der fig dog menneſkelige Folelſer og Tanker i ham 
lige ſom i os andre, faa at Kuren har hjulpet baade 
paa Sjæl og Legeme. Og endſkjont den rigtig nok 
har revet ordentlig op i Sømpojen, ſaa er jeg dog vis 
paa, at han nu virkelig føler fig ti, ja hundrede Gange 
rigere og lykkeligere end forhen. Jeg forſikkrer, at han 
er faa lykſalig over Hanne og over den Dreng, hun 
har ſkjcenket ham, at han viſt ikke vilde bytte med nogen 
Konge. Ja ſe, der kommer han ſelv med Hanne under 
Armen, ſe nu en Gang, hvor fornøjet. og lykkelig han 
ſer ud, pudſet og nyraget, ſom han er“. 

„Er det mig, I taler om?“ ſpurgte Peterſen. 

„Ja, vi kan ikke nægte det“, ſvarede Ssmanden; 
„vi ſtaa og glæde os over, at De i Steden for at 
„falde tilbage udi Sygdommen og dø deraf”, valgte 
at tage Dem en Huftru...” 

„Hor Du, $avmand, vil Du nu fe, Du kan lade 
Peterſen være!” ſagde Hanne og gav Somanden et 
Daſk paa Øret med Bagen af Haanden. 

„Ja, det er et Par gode Slyngler begge to“, 
ſagde Peterſen, og ſaa lo de alle ſammen. 


Lidt om Luftſejllads. 


— 


Brødrene Mongolfier vare ſom man ved, de 


forſte Luftſkippere og Opfindere af Luftballonen. Denne 


var dannet ſom en uhyre rund hvælvet Boje af ſteerkt 
fernisſeret Toj, den vendte den forholdsvis ſmalle Aabning 
nedad. Under den udſpendte Aabning var faſtgjort en 
Slags Kurv, hvori brændte en Ild. Herved opvarmedes 


Luften ſaameget at den udvidedes og blev lettere, fan | 


at den udjpændte Ballonen og hævede den, idet den 
ſteg i Vejret i Lufthavet, ſom en Luftboble i Vandet. 
Brødrene Mongolfier ffænfede dog ikke deres Opfindelſe 


jaa megen Tiltro, at de foretog nogen Luftſejllads. 3 
en af deres Balloner ſendte de et Faar, en Hane og 
en And 1500 Fod op i Luften, og den ulykkelige Hane 
kom ned med brættet Vinge. „J Folge den fortyndede 
Luft“, mente Tilſkuerne, medens Brødrene mente at 
det ſnarere var „i Folge et Spark af Faaret“. Pilatre 
de Rozier var den forſte, der i Aaret 1783 ſteg op 
med en Ballon, der havde Skikkelſe ſom et Æg, og 
ſom havde en Højde og Bredde af henholdsvis 77 og 
45 Fod; men hans Ærgjærrighed gik ikke jaa vidt, at 
han ſteg op til nogen ſterre Heide. Ved Hjælp af 
Tov, ſom vare faſtgjorte paa Opſtigningsſtedet, holdt 
han fig jvævende 300 Fod over Tilſkuernes Hoveder, 
indtil Ballonen langſomt ſank ned. Nogen Tid derefter 
gik han dog tillige med en Infanteriofficer, Morquis 
d Arlandis, op med en frit jvævende Ballon; de naaede 
en Højde af 3000 Fod og for i en uregelmasſig kreds⸗ 
formig Bane hen over Paris. Under Farten tildrog 
det merkelige Tilfælde fig, at Ballonen ſkaffede nogle 
Tilſkuere paa Taarnet af Notre Dame Synet af en 
fuldſtendig Solformerkelſe, idet den i nogle Sekunder 
dekkede Solſkiven. „Man har paaſtaaet“, fortæller 
„Encyclopaedia Bitrannica“ med tor Spog, „at Marquis 
d'Arlandis kom i Tanke om, at hans Nysgjeerrighed og 
Aergjerrighed var ganfke tilfredsſtillet, da Ballonen var 
ſtegen faa højt, at Gjenſtandene paa Jorden ikke mere 
[od fig ffjælne fra hverandre, men flød ud i et for 
Ojet“. Rozier kunde derimod ikke komme hojt nok og 
blev ved at fyre til Ilden. Da det imidlertid tog til 
at knage i Ballonen, blev hans Rejjefælle jaa forſtrekket, 
at han tvang ham til at lade den dale. De to rejſende 
havde tilbagelagt ſex Mil i de fem og tyve Minutter, 
under hvilke Sejladſen havde varet. 

Det varede ikke længe, før man forlod Mongol⸗ 
ſiers Grundtanke og indrettede Luftſkibene paa en ganſke 
anden Maade, idet man i Steden for at bruge aabne 
Balloner med Blus for neden, opfandt lukkede Balloner, 
ſom bleve fyldte med en Gasart, Brint, der er 14 
Gange lettere end Luften. Opfinderen, efter hvem de 
fik Navnet Charlierer, hed Charles og var lige ſom 
Mongolfier en Franfimand. Han og en Hr. Robert 
ſteg fra Paris op i en af ham ſelv indrettet Ballon 
og ſpang fig — for at tale i en lidenſtabelig begeiſtret 


Tilſkuers Sprog — „ſom Halvguder op til de udode⸗ 


liges Boliger, for at modtage Lonnen for deres aande⸗ 
lige Fremſkridt“. Halvguderne dalede uſkadte ned 
omtrent fem og tyve Mil fra Paris. Endſtjont Bal⸗ 
lonen var bleven temmelig flap, havde den dog endnu 
en ikke ringe Bærefraft, og Charles fif Lyſt til at gjøre 
en Fart alene, trods det, at Solen allerede var gaaet 
ned, og Natten ved at bryde frem. Hans Mod blev 
lønnet. Efter at han i ti Minutter var ſtegen op til 
en ſtor Højde, forſpandt Jorden under Skyerne, men 
Solen kom pan ny til Sune, og fort efter traadte 
ogſaa Maanen frem over Synskredſen. Det hele Syn 


DENS 


156 88 kb 


var faa højtidelig og ſtorartet, at den forvovne dødelige, 
der i ſtille Enſomhed fvævede oppe over Skyerne, ikke 
formaaede at holde fine Taarer tilbage. 

Den 28de Januar 1784 blev der foretaget en 
Luftfart i Lyon. Den ene af de opſtigende var en 
ung Dame, ved Navn Fru Thibls, den forſte kvinde⸗ 


lige rejſende, der aflagde et Beſog i Skyerne. Ballonen 


naaede en Højde af 13,500 Fod; en Fane, ſom man 


lod falde ned fra Skyerne, og ſom med Stangen vejede 

14 Pd., brugte fyv Minutter for at naa ned til Jorden. 
Den 19 de September ſamme Aar, foretog Hertugen af 
Orleans fin førfte Luftreſſe. Da han var kommen 
6000 Fod i Vejret, begyndte han at blive urolig over 
Nærheden af Himlen, den han aldrig havde trot at 
naa, og „gjennemborede, for hurtigſt mulig at komme 
ned igjen, uden videre den underſte Del af Ballonen 


Opstigning i en 


med Jin Kaarde“. Seilladſen gik fem Timer igjennem 
Skyerne, oven i Kjobet gjennem Tordenſkyen, og der 
blev tilbagelagt 135 Mil. : 

En Luftfart, ſom Hr. Teſtu foretog fig i en Ballon, 
ſom var forſynet med Hjelpevinger, fortjener ogſaa at 
nævnes. Han ſteg førft op om Eftermiddagen Kl. 4, 
da det havde truet med Regn; men da han var kommen 
i en Hojde af 3000 Fod, mærkede han, at det var 
nadvendigt, at han fik lidt Ballaſt med ſig. For at 
undgaa at flippe for megen Gas ud af Ballonen, ſogte 


Yoftballan, 


han at bringe den til at dale ved at fvinge Vingerne 
fra neden af og op ad, og ffjønt de under Arbejdet 
gik i tu, lykkedes det ham dog at komme ned til Jorden. 
Han landede i en Kornmark, hvor han uden at forlade 


ſin Plads i Ballonen, gav fig til at ſamle Stene til 


Ballaſt. Han blev ſnart omringet af nogle Landboere, 
ſom fordrede Vederlag for den Skade, Kornet havde 
lidt, og da han negtede at give en ſaadan, greb de 
fat paa Ballonens Tov, der endnu ſpavede i nogen 
Højde over Jorden, og flæbte faa den fangne i et 


Slags Sejerstog gjennem Luften hen imod Fogedens 
Gaard. Hr. Teſtu havde ved at pege paa de itubrufne | 
Vinger lykkeligvis overtydet Folkene om, at det var 
ham umuligt at flygte. Da de derfor ikke gav ſynderlig 
Agt paa ham, gjennemſkar han pludſelig Tovet og tog 


uventet Afſked med fine Vogtere. Han naaede ſnart 
til en Højde, hvor han horte Tordenen rulle under fig; 
men da Luftens Tyndhed mindſkede Ballonens Bere⸗ 
kraft, ſteg han atter ned for at kaſte nogle af Stenene 
ud. Efter at det var udført, gik han for tredje Gang 
til Vejrs og 
foreſatte ſig 
til ſidſt at 
tilbringe Nat⸗ 
ten oppe over 
Skyerne. Han 
blev indhyllet 
i det tykkeſte 
Morke og der⸗ 
efter hjemſogt 
af et vildt Tor⸗ 
denvejr; Sne 
og Hagl faldt 
rundt om ham, 
og ved Glim⸗ 
tet af Lynene 
ſaa han, at 
Varmemaale⸗ 
den viſte paa 
Ba R Da 
der indtraadte 
Vindſtille, hav⸗ 
de han den 


ſpinge Hatte og Flag med Hilſen til de forbavſede 


Tilſkuere forneden. Luftſejladſen har imidlertid ikke 


| altid endt jaa glædelig ſom den har begyndt, og vi 


fkulle i nogle følgende Numre fortælle lidt om et Par 


Tildragelſer der viſer, at det er nok jaa ſikkert at blive 
ved Jorden, ſom at fare op i Skyerne. 


En uheldig Ridetur. 


— 


Hvad fejler Heſten? 


Bageren kan ikke faa i ſit 
Hoved, hvad 
der gaar af 
den, mens al⸗ 
le hans dejli⸗ 
ge Hvedekager 
danſe af Kur⸗ 
ven ud paa 
Landevejen og 
Heſten er lige 
paa Nippet til 
at ſpringe fra 
ham. 

Der er kun 
det i Vejen, 
at den ene 
har leert for 
meget, og den 
anden har 
lert for lidt; 
og derfor kan 
de ikke forſtaa 
hinanden. He⸗ 
ſten har været 


Forngjelſe at 


ſe Stjernerne 
"og greb denne 
Lejlighed til 
at tage fig en 
nødvendigFor- 
friffning. En 
Frokoſt i Sky⸗ 


Dragonheſt, er 

TN ſtimt tilreden og 
0 forſtaar alt, 

É hvad en Krigs: 


trompet . figer, 
og Krigstrom⸗ 
peten kan baa⸗ 
de fortolle, 


erne! Klokken 
halv tre brød 
Dagen frem; 
men han faa endnu Solen gaa op, før han uden Uheld 
dalede ned henved 68 Mil fra Paris. 

Der er ſiden den Tid foretaget utallige Luftſejladſer, 
hvoraf de fleſte ere lobne heldigt af. Det er et ſtolt 


Syn, naar den mægtige Ballon hæver ſig op fra 
Jorden, med fin ſtore Kurv: „Gondolen“, hængende i i 
en⸗Mengde Tov der naa ned fra det Tovnet, der om⸗ 
giver; Ballonens øverfte udſpendte Halvdel. Leſerne 
fag et Begreb om dette Skueſpil ved at betragte om⸗ 
ſtagende Billede, der viſer en ſaadan Opſtigning, hvorved 
man jer. Kurven fyldt med driftige rejſende, ſom kjckt 


—— 
== = 


Pragonhesten og Bageren 


| 
| 


naar Rytte⸗ 
riet ſkal gaa 
frem, og naar 
det ffal gaa tilbage, naar det ſkal frem i Trav, og 
naar det ſkal ſette af i Galop. Men alt dette forſtaar 
Bageren ſlet ikke; han forſtaar ikke en Gang at ride, 
for han plejer ellers at fjøre omkring med ſit Brod; 
men hans Vogn er gaaet itu og derfor rider han. 

J Forſtningen gaar det nu jaa meget godt, indtil 
de kom et Stykke hen ad Landevejen; jan begynder 
Heſten at ſpidſe Oren, thi en Deling Dragoner holdt 
Ovelſe paa en Mark tæt ved. Og da faa Dragonernes 
Trompeter bleſte „Trap!“ jaa vilde Bagerheſten dog 
viſe ſin Herre, at den forſtod Trompeten; men Bageren, 


ſom ikke forſtod Trompeten, holdt Heſten tilbage. Saa 
blæfte Trompeteren „Karriere!“ og Heſten fatte af i 
Firſpring, medens Bageren fortvivlet holdt igjen af 
alle Kræfter. Hvad hjalp det? Lidt efter laa han i 


Grøften ſaa lang han var, ved Siden af fine Hvede⸗ 


kager; borte var hans Heſt og borte var hele hans For⸗ 
tjeneſte. Slukgret vandrede han hjemad og lovede ſig 
ſelb, at han aldrig mere ſkulde jætte fig op paa Ryggen 
af en Heſt, for han havde lært at ride. 


Svar fra en Bondekarl. 


Ejer den 7de Februar 1876. 
Kjære Anton Nielſen! 
Alit Krigspuds lykkedes bedre, end jeg ſelv havde 


fortalte Dig den ubetydelige Tildragelſe bare for at 
afvende Din Opmerkſomhed et Ojeblik fra mig og 
rette den mod det andet Kjon. Jeg kunde nok have 
Lyſt til at ſkildre Dig nogle enkelte af vore Bønder: 
piger her paa Egnen, ſom virkelig klader fig med Smag, 
men det faar være til Du kommer hen at je til mig. 
Jeg vil derimod fremkomme med et Par Indvendinger 
imod det, Du ſkriver i det ſidſte Brev. Du ſiger blandt 
andet, at „Plumphed hører til Bondens Natur og 
Arbejde“ — ja, jeg ved nok, at Du mener dermed de 
Jvære, fyldige Lemmer, de tunge Bevegelſer og „ſtore 
Fingre med gode Negle”, Det kan jeg dog ikke ganſke 
være enig med Dig om. Der ſtaar i Danmarkshiſtorien, 
at Oldtidens Trelle her i Norden vare grove af Hud 
og havde tykke Knoer, plumpe Hender og lange Helle; 
og hvem der ikke kjender Dig fan godt ſom jeg, kunde 
jo let falde paa at tro, at det er Din Mening, at vi 
Bønder nedſtamme fra dem. Men hvordan var Old⸗ 
tidens Bønder? Saavidt jeg har forſtaaet Hiſtorien, 
ſatte de en re i at være lette, ſmidige og rafke, ſkjont 
de vare fore og ſterke af Lemmer. Du kjender jo 
ſelv, bedre end jeg, de mange Fortællinger vi har fra 
de gamle Dage om ſaadanne raſke Bender. Der var 
nu Gunnar af Hlidarende, han kunde jo hugge 
ſaa raſk med fit Sværd, at det jaa ud, ſom der paa 
en Gang var tre i Luften; han kunde ſkyde med fin 
Bue alt, hvad han ſigtede paa, og han kunde i fuld 
Ruſtning ſpringe højere end fin egen Højde. Og hvad 
tror Du om ſaadanne Bonderkarle ſom Rolf Krakes 


Kæmper? Mon de ikke har vaeret lette og kvikke, ſkjͤnt 


de havde ſpcre Lemmer? Jeg mener nu, at jfal vi 


flægte vore Fædre paa i et, ſkal vi ogſaa i et andet, 
naar vi da kan ſkjonne, at det er noget godt, og dette 
her hører da ogſaa med til at leve i Fedrenes Aand, 
at udvikle Legemet til at kunne røre fig med mere 
Frihed og Lethed. Plumphed faa vel ſom Uvidenhed 
kan da aldrig være Fortrin, jaa den, der har dem, er 
villere end den, der ikke har dem. Men det kan jo 


ſaare let ſtilles ſaaledes frem for os, at vi kan blive 
bange for at lere noget af Folk, der ere klogere end 
vi, fordi vi jaa let kan tabe den medfødte Naturlighed 
— og det er ikke ſaa let at fljælne imellem hvad der 
er ſundt naturligt og hvad der er raat og uſkjont, om 
det end aldrig ſer ſaa naturligt ud. Og med Henſyn 
til Kleder og andre Ting, ſom vi kjober, er det heller 


ikke jaa nemt at vide, hvad der er danſk og hvad der 
| er fremmed, og hvormed vi kan gavne eller ſkade Landet 


og Folket. 

Nu vil jeg bede Dig at komme hen til os en 
Gang inden ret længe, faa kan vi tale videre derom, 
og jaa ſkal Du je, at jeg kan mere end „ſtampe efter 
en Plov“ og „tage paa Kornſekke“, jeg kan ogſag 
ſpringe over Treheſten, det øver vi os i et Par Gange 


om Ugen i vor Skytteforening. Og kan jeg end ikke 
troet. Nu bagefter ſkal jeg ærlig tilſtaa, at jeg 


tage faa fint paa Damerne, fan tænker jeg nok, at jeg 
inden ret længe ſkal lære at tage let og ſikkert paa 
Riflen — hun ffal være min forſte Kjereſte, har 
jeg teenkt. Din Ven 

Hans Kjærgaard. 


Vildledende Ordſprog. 

Under denne Overſkrift findes et Stykke i Hus⸗ 
vennen for 21de November, ſom forekomme mig at 
være kommet til et mindre rigtigt Reſultat. Grunden 
er viſt, at der ikke, ſom der bor gjores, ſtjclnes mellem 
Talemaader eller Mundheld paa den ene Side 
og Ordſprog eller Tankeſprog paa den anden 
Side. Skeres de alle over en Kam, bliver det let 
misviſende. De gamle, i Folkemunde gengſe Tale⸗ 
maader, udtale kun fort og fyndigt den Tankegang 
hvorefter mange handle; men da Folks Tanker ofte ere 
forvendte, maa Udtalelſerne af disſe Tanker følgelig 
ogſaa blive falffe. Talemaader og Mundheld 
kunde da ſom ofteſt gjerne kaldes vildledende ffjønt 
de forøvrigt heller ikke udgive fig ſelv for „vejledende“; 


de ere ikke en Kritik over, men kun en ſimpel Gjen⸗ 


givelſe af manges Tankegang. T. Ex.: „En Gang 
er ingen Gang“. — „Enhver er fig ſelv neermeſt“. 
— „Selvygjort er velgjort“. — „Den, ſom ſover, ſynder 
ikke“. — „Oje for Oje og Tand for Tand“. — „Hevn 
er et Bevis paa Mod“. — „Man maa ſynge med de 
Fugle, man er iblandt“ — og m. fl. Vil nogen tage 
ſlige Talemaader for gode Varer, til fin egen Sam⸗ 
vittigheds Beroligelſe, eller til Undſkyldning over for 


andre under utilberlige Forhold, fejler han naturligvis ; 
men det maa lægges ham ſelv til Laſt, ikke Talemaaden, 


ſom ſlet ikke udgiver ſig for en Sandhed. Anderledes 
forholder det ſig derimod med Ordſprog og Tanke⸗ 
ſprog: de udtale en almengyldig Sandhed eller en 
almindelig Kjendsgjerning, og de ere derfor altid 
„vejledende“, aldrig „vildledende“. At nogle, ved 


Anvendelſen af den i et Ordſprog udtalte Sandhed 


eller Erfaring paa færlige Forhold, lade fig lede | 


vild, fordi de glemme: „Ingen Regel uden Und⸗ 
tagelſe“, berettiger dog ikke til at falde Ordſproget i 
og for fig for vildledende. Hvor mange have ikke 
ladet ſig lede vild ſelv af Vorherres Ord i den hellige 
Bog og have anvendt den galt; men derfor tør vi dog 
ikke kalde de hellige Ord vildledende! Alt godt 
overhovedet kan jo misbruges ved Uforſtand; men det 
maa da ikke lægges det gode til Laſt! Skal Ord⸗ 
ſproget: „Der gaar ikke Rog af en Brand, uden der 


er Ild i den“, kaldes vildledende, fordi der er Und⸗ 


tagelſe fra denne almindelige Kjendsgjerning, jaa flippe 
ikke mange af vore gamle Ordſprog fri. T. Ex. „Sine 
Forældre faar man aldrig igjen” (mangt et forældreløft 


Barn har faaet det langt bedre hos Plejeforceldre eller 


endog hos fremmede!) „Wblet falder ikke langt fra 
Stammen“ (mange Born af ulfkikkelige Forældre ere 
blevne ſkikkeligel) „Nod lærer nøgen Kone at ſpinde“ 
(ofte at betle eller ſtjlel) 
(mangen ſtraffet Typ ftjæler baade anden og tredje 
Gang!) „Et mildt Svar ſtiller Vrede“ (mon altid?) 
og ſaa fremdeles. 
gamle Ordſprog indeſluttede Sandhedens Guldkorn maa 
man altſaa altid betenke, at Regler og Kjendsgjerninger 
aldrig ere ubetinget gyldige, uden Undtagelſer. 

Særligt har Indfenderen af ovennævnte Stykke 
dvælet ved Talemaaden: „En Gang er ingen Gang“ 
og ved Ordſproget: „At love er ærligt, men at holde 
beſverligt“. Talemaaden er, ſom paapeget, falſt, 
„vildledende“, om man vil. Den er forøvrigt dobbelt- 
ſidig: det er ſmukt og kriſteligt, om den forurettede 
ſiger ſaaledes, og glemmer! men det er farligt og 
ukriſteligt, om den forurettende tenker ſaaledes, og 
gjentager! Ordſproget er laſtet fra Formens Side, 
men viſt med Urette. Meningen er tydeligt og noj⸗ 
agtigt nok udtrykt, nemlig: „at love er ikke noget uær- 
ligt“, d. v. ſ. ſkader hverken ens gode Navn og 
Rygte eller ens gode Samvittighed (den bor⸗ 
gerlige eller den moralſke re) forudſat at man lover 
noget godt (hvad Ordſproget alene tenker paa), „men 
før man lover, bor man beteenke, at det er vanſkeligt 
at holde Lofter og at det: at bryde ſit Lofte, er noget 
uærligt”, d. v. ſ. ſkader Æren udadtil over for 
Menneſker og indadtil over for Gud. 

„En Ven af Husvennen“ 


husflid. 
Nyt Skakbrat. 

Fra en Ven af god Fritidsſysſel, der er ſarlig lyndig i 

HGlasmaling, har Husvennen modtaget følgende velvillige An⸗ 

visning: 5 

„Min kjcre Husven! Da den Maade hvorpaa Du S. 120 

har lært Dine Læjere at lave Skakbretter af Glas, ved at ſlaa 

Streger med Blk, ikke er heldig, og den ægte Perlemoder⸗ 


| Farven bliver fuldkommen jævn, 
| fammenrørt blander Du den forte Grød med Kopalfernis indtil 


»Brændt Barn ſkyer Ild” 


Ved Anvendelſen af de i vore | 


belægning jo er meget foſtbar, faa ffal jeg fortælle Dig hvorledes 
Du med ſtor Lethed fan lave et Dam- eller Sfafbræt, der med 
ringe Udgift kan faa et overmaade ſmukt Udfeende. 

J en lille Salvekrukke, et Pomadeglas eller lign., rører 
Du med en flad Pind, Konrog godt ſammen med lys tyk Kopal⸗ 
fernis, faa at det danner en tyk Grød; derved opnaar Du at 
Naar det er fuldkommen 


den Bliver en ſirupsagtig Vedſke; Du fortynder denne yderligere 
55 ganſte lidt Terpentin, ſaa at Farven bliver en tynd flydende 
irup. 

Med en Ridſeſjeder hvis Spids er lidt rund ſleben, kan Du 
nu med Lethed efter en Lineal træffe de ſmukkeſte nøjagtige 
Streger pan Glasſet, hvorunder Papirstegningen er faftilædet ; 
det gjalder kun at Farven hvormed Du trakker Stregerne er 
udrørt til den rigtige Tykkelſe, den maa ikke være faa tynd at 
den flyder draabevis, ej heller tykkere, end at den med Lethed 
flyder fra Ridſefjederen; lidt Svelſe vil ſnart gjøre Dig til 
Meſter heri. Du træffer naturligvis ferſt alle Stregerne paa 


den ene Led, og naar disſe efter ½ Timestid ere torre, trakker 


Du de øvrige; huft paa at mulige Fejl i Stregerne maa bort⸗ 
ffæres med en Knivſpids forinden Farven er tørret haard, Det 
øvrige Arbejdes. Üdſeende afhænger af den Finhed hvormed Du 


—— . — . —ß . —j—äͤH 


. 
3 
. 
1 
LE 
SER 
Te 
FEE 


ſtiller Dig fra Stregtrekningen, derfor vær omhyggelig dermed, 

Nu udfyldes de Rubrikker, ſom ffulle være forte, med ſamme 
ſorte Farve, hvormed Du trak Stregerne; for Holdbarhedens 
Skyld bor Du dog blande lidt ſtark Oliefernis deri, og 
hvis Farven ikke dælfer, lidt Konrog. Var forſigtig at Du 
ikke maler udenfor Stregerne; Du maa helſt hertil bruge en 
lille rodhaaret Spidspenſel. Lenges Du efter at fan det færdigt 
kan Du gjerne lægge Glasſet ovenpaa en ikke alt for varm 
Kakkelovn, for at torres. — 

Derefter ſkaffer Du Dig et Ark almindelig Tinfolie eller to, 
kroller det faſt ſammen mellem Hænderne piller det forſigtig 
op igjen, at Du ikke river det itu, kroller det atter en Gang 
faſt ſammen, piller det atter op, breder det forſigtig ud, uden 
dog at berøve den ſaaledes krellede Folie fit ſmukt finkruſede 
Üdſeende; naar Du un lægger lidt ublandet tyk lys Kopalfernis 
paa alle de forte Rubrikker, ſaavel ſom paa den forte Kant 
omkring Glasſet, faa kan Du, naar Kopalfernisſen er faa tør 
at den rigelig kleber, befæfte det kruſede Folie bag pan Glasſet. 
Sammenfejninger ſes ikke. Det maa paa ingen Maade ſtryges 
glat ud, hvor det ligger over de umalede Ruder paa Glasſet. 
Naar Du nu vender dette vil alle de hvide Ruder viſe fig ſom 
en prægtig kruſet Forſolvning og Du vil forbavſes over Dit 
lille Kunſtvark; om at indfatte det, vil Din Ven Snedkeren eller 
Glarmeſteren bedre kunne fortælle Dig, end jeg beſkrive det. 

Vil Du lave et Skakbret ſom i fine hvide Ruder har et 
ſmukt perlemoderagtig Üdſeende da har Du her Maaden at 
gjøre det pag. 


160 


I Steden for almindelig tykt Glas, bruger Du mat Glas; 


med Malingen bærer Du Dig ad ſom ovenanfort, men glem 
ikke at Du ſkal male det pan den matſlebne Side. — 
J Steden for at Du ved det forrige Skakbret krollede Folien 
fint ſammen, fkal Du blot loſelig trykke den ſaaledes ſammen 
at den faar en bølget Overflade. Helſt maa Du hertil bruge 


mat tyk Tinfolie, ſom tøvrigt bør ligge ca.“ Tomme fra eller 
under Glasſet: Du kan nok tenke Dig at hertil udfordres en 


rummelig Indfatning, og at Folien maa befaſtes paa Trebunden 
med nogle Stifter eller lidt Lim. — Til et ſaadant Skakbret 
bor Du forferdige en Skuffe i Indfatningen hvori Brikkerne 
kunne have Plads; har Du lidt Forretningsgand kan Du heraf 
danne Dig et lie Erhverv, hvorved Du kan have en god For— 
tjeneſte.“ 

Da „Husvennen“, ſom befjendt, har ondt ved at holde 
noget godt for fig ſelv, betenker han ſig ikke paa ſtrax at lade 
denne kyndige Vejledning gaa videre, paa Prent, til Gaun og 
Glæde for de Leſere der kunne have Lyſt til denne ſmikke Sysſel. 
Husv. har tillige aamodet C. Th. Rom & Co. om at føre 
Tinfolie (meget tyndt udvalſede Tinplader) i deres Handel for 
at de, der onſke at prove ovennævnte Arbejde, kunne faa dette 
billige Stof tilſendt paa ſtriftlig Beſtilling mod Indſendelſe af 
for 24 Øre Frimarker for Folie til et Skakbret. 


É Ogſaa en lille „Husflidshiſtorie“. 

Jeg. vil tillade mig at fortæle „Husvennens“ Læfere en 
lille Hiſtorie, ſom viſt ikke vil lyde alt for utroligt, men ſom 
ikle des mindre er værd at lægge Marke til, da jeg haaber, at 
den ſom et Led i Husvennens Kjede af Exempler paa frem⸗ 


ragende Husflid kan bidrage til at en eller anden kan ſaa Lyſt 


til nyttig Auvendelſe af ſin Fritid. 

Murer Jørgen Jenſen ved Skafogaard lærte for flere 
Aar ſiden at lave Træffo for at have Vinterarbejde; men da 
han for nogle Aar ſiden blev feſtet ſom Murer pan Skafsgaard 
og derved fil et Hus til at bebo, med nogle Tdr. Land til, 
indſkrenkede Traſkomageriet fig ſnart til Familiens Forſyning 
med Traſko. J fin Ungdom havpde han af fin Fader, ſom 
ogſaa har været en ivrig Husflidsdyrker, lært lidt Drejerarbelde. 
Nu anfkaffede han fig en Drejebcuk og tilbragte mange af fine 
Fritimer ved den; men fort efter byggede han fig en lille Vind⸗ 
molle, hvortil han ſelv udførte alt Traarbejdet. Deri indſatte 
han nu fin Drejebenk tilligemed et Par Rundſave, og nu gik 
det med at dreje. Han har leveret flere tuſende Propper til 
Olankere til Bryggere, og desuden har han udført meget andet 
Drejerarbejde af forſtjellig Art. Selv faa ringe Ting ſom 
Tojrpale drejer han i Stedet for at tildanne dem med Oxen. 
Forſt ſkarer han paa en Rundſav Træet i kileformede Stykker, 
hvorpaa han fætter disſe i Benken og afdrejer dem. J det ſidſte 
Par Vintre har Møllen ftaaet lidt mere ſtille end for, idet 
Jørgen Jenſen har kaſtet fig over Blikarbejde, i hvilken Retning 
han allerede nu har opnaaet god Svelſe, faa at han laver meget 
gode Blikſager. Endog af Tagrender har han lavet og opſat 
en Del og ſkilt fig godt derfra. J den ſenere Tid har han 
fundet paa at lave ſmaa Loftepumper af Zinkplader. Disſe 
Pumper kunne kun bruges i Bronde paa 6 à 7 Alens Dybde, 
da de mangle det ſaakaldte Hjærte, og Stempelſtangen derfor 
ſkal kunne naa ned i Vandet. Udvendig paa den Del af Roret, 
hvor Stemplet gaar, faſtlodder han et Stykke Hegnstraad i en 
Spiral for at ſtyrke det af tynde Plader ſammenſatte Pumperor. 

B. 


Bognyt. 


Vornevennen, udgiven af Kantor J. Holſt i Vemmetofte, 
har med Aarets Udgang fluttet et Bind. Vi kunne atter 
iſtemme den gode Dom, vi i Fjor gave dette lille ſmukt udſtyrede 
Borneblad, der atter i det ſluttede Bind har haft tiltalende Bi⸗ 
drag af fine ſadvanlige dygtige Medarbejdere, H. P. Sonderkoge, 
Thyregod, E. Henningſen, Z. Nielſen o. fl. Bornevennen ud⸗ 
kommer med et Numer hver 24 Dag og er Landets billigſte 
Borneblad, da det kun koſter 35 Ore Fjerdingaaret. 


Illuſtreret Vorneblad er Navnet paa et lille Blad ſom ud⸗ 
kommer paa Aug. Bangs Forlag 1 Kjøbenhavn. De fore⸗ 
liggende fire Aargange ere meget ſmukt udſtyrede, og indeholde, 
foruden mange vakre Eventyr og Fortællinger for Born, en 
Mængde ſerdeles ſmukt udførte Traſuit, hvoraf ikke faa tegnede 
af danffe Kunſtuere. Som en Prove pan de flørfte Træjnit, har 
Husvennen i Dag optaget omſtagaende to, Ballonen og den 
uheldige Rytter, den ſidſte med tilhørende Text. Vi kunne an⸗ 
befale dette ſmukke Borneblad, der udkonmer hveranden Sondag 
med et 16 ſpaltet Numer, til en Brig af 75 Øre Kvartalet. 


Smaating. 
En Gjerning mit Navn betegner, 
Det kan man ur nok forftaa. 
For Husmedre den fig egner 
Naar Barret af Buſken maa; 
Men vender du mig omkring, 
Da er jeg en vigtig Ting; 

Da flammer jeg klart og ſtraaler, 
Saa Øjnene knapt det taaler. 


Gaade. 


Kieldermend: Hvad kan man ſige om en Mand med 


en fort Trøje paa? — Han er ſkodeslos. 


Rettelſe. Udgiveren er blevet gjort opmerkſom paa, at 
det Side 40 under Smaating meddelte „vittige Svar" af 
Grundvig favner hiſtoriſt Grund. J Forfatterliſten til Konvents⸗ 
ſalmebogen nævnes Grundtvig nemlig ſom Forfatter (hverken 
Overfætter eller Omarbejder) til fire Salmer i nævnte Tillæg, 
nemlig: Nr. 617 („Guds Ord det er vort Arvegods“), Nr. 602 
(„Sondag Morgen fra de døde”), Nr. 606 („Kommer hid kun 
med de ſmaa“) og Nr. 612 („Her modes alle Veje“). Hiſtorien 
er forøvrigt gammel. Den blev for adſkillige Aar ſiden, paa et 
Preſtemode i Sønderjylland, meddelt ſom en Pudſighed der var 


blevet fortalt i en grundtvigſk Kreds cg hvis Urimelighed ſtrax 
blev paaviſt. 


Brevvexling. 
C. O. i J. Smaa Sat af Typer til Bog binderbrug 
faar De hos C. Th. Rom & Co., Axelhus Kjøbenhavn, for 
2 Kr. let ſtort Bogſtav af hver Slags og fra et til fire af hver 
af de ſmaa Bogſtaver, 2 af hvert Tal, ſamt alle Tegn ofv.) 
til 6 Kroner for ftørre Set. De tilraades at tage flere Slags 
(danſte og latinſke) Typer i ſmaa Sat. 
G. S. Pasſer ikke for Husvennen. 
J. R. Naar De opgiver Navn og Bopæl for Udg. ſtal de 
onſkede Hefter blive ſendt Dem. 


T. J. takkes, men der foreligger ſaa meget Stof til Bladet 
i denne Retning at Deres Rim ikte kan antages: 5 


J. J. Deres venlige Indſigelſe imod at lere Laſerne Skak⸗ 
ſpillet er næppe vel overvejet. Tror De ikke at en Vejledning 
i dette edle, tankeovende, ældgamle Spil, ſom hverfen tillader 
Vindeſyge eller Trætte, mange Steder vil bidrage til at fortrænge 
det fedtede Kortſpil med fin Vindebegjærlighed og Kneb, Eder 
og Smudfigheder ? Udg. har alt modtaget mange Vidnesbyrd om 
at tette har været Tilfældet og tror at navnſe Vejledning har 
gjort en god Gjerning. Munter og fømmelig Tidskort i Hvile⸗ 
tiden er en god Ting naar det ikke overdrives. De ſtulde 
undres over hvor meget ondt det holder ude af Hjertederen — 
og her er Skakſpillet maaſke den aller uſtyldigſte Tidskort. 


Indhold. En ypperlig Kur, Fortælling af Zakarias Nielſeu. (Sluttet). 
— Lidt om Luftſejllads, med Billede. — En uheldig Ridetur, 
med Billede. — Svar fra en Bondekarl. — Vildledende Ord⸗ 
ſprog. — Husflid: Nyt Skakbret. Ogſaa en lille „Husflids⸗ 
hiſtorie“. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling. 


2 Husvennen““, Billedblad for STorfRaGsfæsning, Oplysning og Hueſlid, udkommer kik hver Søndag med et 16. ſpalket Art, forfynet med flere 


Billeder, lil 1 Krone Fſerdingaaret, fit kictendt. 
U 


Hverl Fjerdingaar medſolger gralis ef fork fmuks Jillegobillede. Bladel kan beſlilles paa 


eiſpert Voſlkontor og Brepſamlingsſied, m enhver Boglade ſamt hos Hovedgommisſioncren: Rudolph Klein, Pilelrede 40, Kjobenhaun 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


Nr. 21. Sandagen d. 20. Februar. 


Cegnebogen. 
Fortælling af Beatus Dodt. 


Jul⸗Sg et Nas ſtrakker fig langt ud 
i de blaa Vande, ligger den lille 
ir Landsby Sejs. Ja ganſke ſaaledes 


5 0 kaldes Byen nu rigtignok ikke; men 


y faa megen Lighed har dog dette Navn 
med det rette, at et nogenlunde fifigt 
Hoved der paa Egnen ikke vil have 
alt for ſtore Vanſkeligheder med at 
udfinde, hvad der menes. Man ved jo nok, at det ikke 
altid er ganſke raadeligt at nævne Tingen ved fit rette 
Navn, ifær naar der er en lille Hage ved, og var dette 
nu end ikke Zilfælbdet med Byen ſelv, faa var det det 
ſaa meget mere med en af dens Beboere. 

De høje, ſkovklodte Banker, hvormed Landtungen 
eller Nœsſet er omgivet paa alle Sider ud imod Søen, 


giver den brede Dal, hvori Landsbyen ligger, Le mod 


alle Vinde, og Aaen, ſom, kommende fra det indre af 
Landet, ſtrommer der igjennem paa fin Vej ud til 
Søen, meddeler den Frodighed og Grøde. Foraaret 
holder her ſit Indtog for paa noget andet Sted, og 
medens paa de omliggende, vidtſtrakte Heder alt endnu 
hriler i den tunge Vinterſovn, ſtivnet af den isnende 
Storin fra Veſt, ſpirer og blomſtrer det i den lune 
Dal, hvor Solens Straaler virke med dobbelt Kraft. 
Men naar ſaa Foraaret er rigtig i Gang, naar Luften 
er opfyldt af dets milde duftende Aande, og Jorden 
giennemtrengt af dets alt opvekkende Glad, naar 
Skovene gjenlyde af fine Beboeres Sang og Jubel, og 
Ørnen fvæver højt derover i den rene, ſolklare Luft, 

ſom en hvid, glinſende Prik, naar Eng og Mark har 
kledt fig i fin fløjlsbløde, ſpraglede Dragt, og Aaen 
glinſende og flimrende bugter fig derigjennem, da ſkal 
5 ikke let finde et ſtjonnere Sted, ikke let finde en 


Kjøbenhavn. 


1876. 


Plet, der, ſom dette, med uimodſtagelig Magt fængsler 
| Øje, Sind og Hjærte. 


vor paa den ſpdlige Side af den ſtore 


Ved et Tilfælde havde Skueſpiller Høgh, der for 
mange Aar fiden var anſat ved det kongelige Theater 
i Kjøbenhavn, paa fine Sommerudflugter til Jylland, 
| fundet denne Plet, og da den i et og alt Purete til 
| hans Foreſtilling om et landligt Tilflugtsſted, faa havde 
han derefter ſtadig, naar med Sommerens Komme 
Theatret lukkedes for ikke at gabnes i et Tidsrum af 
tre Maaneder, ſogt derover, for med Naturen for Oje 
og Hjeertet opfyldt af Glæde derover, at ſtyrke fit Sind 
og ſamle ny Kræfter. 

Som en endnu ung og livsglad Mand, hvis hele 
Id og Streben kun var henvendt paa det Kald, der 
var ſkjcenket ham af Naturen, levede han kun for dette. 
Alt andet fængslede ham kun lidt og mindſt af alt 
Penge. Harde han mange, faa levede han højt, og 
havde han ingen, ſaa ſugede han paa Labben ſom 
| Bjørnen; men lige glad og tilfreds var han. 
| „Intet har ſtiftet jaa megen Ulykke og Jammer 
i denne ellers jaa ſkjonne Verden“, ſagde han, „ſom 


| mulig fe at faa fat paa dem igjen”. 


de ſkammelige Penge, og derfor bør man je at ffille 
fig ved dem faa ſnart ſom muligt; men intet er paa 
den anden Side ſaa nødvendigt, ſom disſe, naar man 
vil lade Glæden leve og fugte Ganen lidt efter den 
megen Sang og Tale, og derfor maa man fnareft 
Og med Henſyn 
| til dette ſidſte, jaa faldt det ham ikke vanfkeligt; thi 
| hvor han vifte fig og lod fig høre, der ftrømmede Folk 
til, og Adgangskortene ſolgtes, ſom var det varmt 
Hvedebred. 

Fra det forſte af, at han var kommen til⸗ Lands⸗ 
byen, var han kommen til at bo hos Gaardmand Knud 
Raſk, der ejede den ftørfte Gaard i Byen. Denne 
var en ſtrebſom og paaholdende Mand, der ved fin 
utrættelige Flid og fin Dygtighed til Handel og Vandel 
ſelv havde bygget den Velſtand op, hvormed han nu 
kunde me ſig. Maaſke ſom en Følge deraf var hans 


* 
5 


Sind blevet lidt ſtift, hans Egenkjerlighed og Selv- 
tillid lidt ſtorre, end hyggeligt var for hans Omgivelſe, 
og hans Lyſt til Penge og Vinding ſaa ſtor, at den 


neſten tog Luven fra hans Hjærte, der dog i Grunden 


var godt og kjerlighedsfuldt. 
Man fulde nu tro, at disſe to i ſaa høj Grad 


forſtjellige Menneſker, med deres fuldſtcendig modſatte 


Syn van Livet, maatte virke indbyrdes fraſtedende; 
men dette var faa langt fra Zilfældet, at de tværtimod 
vare de bedſte Venner. Hoghs uopflidelige gode Lune 


og muntre Indfald rev ofte den lidt tvære og ordknappe 


Gaardmand med ſig, jaaledes at han glemmende alle 
Pengeplaner, alle Üdregninger over Binding og Tab 


deltog i dennes Spog og, til flor Forbavpſelſe for fin | 


daglige Omgivelſe, kunde briſte i en fan hjeertelig Latter, 
at det rungede i Stuen. Dernæft var Skueſpillerens 
hele Liv og Virkſomhed ham en ſaadan Gaade, noget 
i fin Letſindighed faa uforklarligt, at hon ikke kunde 


blive træt af at iagttage, ſporge og fritte for derved | 


at komme til en efter hans Mening dog nogenlunde 
rimelig Slutning. 

Paa den anden Side. faa Høgh af fit ganſte Sjærte 
op til Gaardmandens ihærdige Flid, hans Klogſkab og 
ſkarpe Syn for alt, hvad der kunde bringe ham Fordel, 
Egenſkaber, ſom han felv faa fuldſtendig fattedes, men 
med Henſyn til hvilke han dog havde Folelſen af, at 
det ikke vilde baade ham ilde, om han var Ejer af lidt 
af Knud Raſks Overflodighed. Sad nu ſaaledes ofte 


Knud Raſk med Henderne foldede over fin trinde Mave. | 
og den ſtorſte Forbapſelſe udtrykt i Blik og Miner og 


lyttede til Hoghs Meddelelſer om fin muntre Færd og 
fine gale Streger, idet han ofte med et dybt Suk tenkte 
paa de mange fjære Penge, der letſindig vare bort⸗ 


odslede, jaa kunde Hogh paa den anden Side med | 


lige ſaa ſtor Forundring over det for ham aldeles 
fremmede, lytte til Knuds Fortællinger om fine Handler 
og Omfætninger eller være Vidne til den Udholdenhed, 
den Lift og overordentlige Zungefærdighed, ſom denne 
udviflede, naar han handlede med en anden, det være 


fig om en Ko eller en Tobakspibe, blot for at tjene 


ll 


et Par Stilling. 
Var nu Forholdet her, ſom Hogh ſagde, ſmukt og 


monſterverdigt, idet de gjenſidig tjente hinanden til 


Opbyggelſe, Forundring og Forlyſtelſe, faa kunde paa 
den anden Side det, der fondt Sted mellem denne og 
Sonnen, Rasmus Knudſen, næften kaldes hjerteligt. 
Denne, der var en ſmuk, opvakt og livsglad Knøs- paa 
nogle og tyve Aar, var Skueſpillerens afgjorte Yndling, 
og i Almindelighed færdedes de ſammen, hver Gang 
Lejlighed dertil gaves. 


„Nu Rasmus“, ſagde Hogh, da han en tidlig | 


Morgen med Stokken i den ene Haand og den ſtore 
Merſkumspibe i den anden, traadte ud i Gaarden, hvor 


denne var i Færd med at fløve Brænde, „det glæder | 
mig at ſe Dig ſtaa her frejdig og med treſtigt Mod 


A 


. 


| vandret om med den i Skov og Mark og langs Jul⸗ 


ved Huggeblokken; thi det lerer mig, at Du endnu 
ſtadig er af de Tanker, at Menneſket er ſtabt til 
| Arbejde“. 
„Ja, det er jeg rigtignok, Hr. Hogh“, ſparede det 
| unge Menneſke, idet han fvingede Øren med en ved⸗ 
| hængende Træflods over Hovedet og lod den falde med 
| al Magt ned paa Blokken, „og var jeg det ikke, fan | 
| ffulde min Fader nok bringe mig paa den. Ja“, ved⸗ 
blev han med et lille ſvedent Smil, „De er vel ogſaa 
af de ſamme Tanker“. 8 | 
„Ganſke vift, min hæderlige Rasmus“, ſparede | 
hin, „det vil ſige, faalænge det maa blive ved Tankerne; 
| thi jeg ſkal gjøre Dig opmerkſom paa, at Arbejdets 
Sved er fur, og ſom ſaadan ikke god for Maven, af 
bvilken Grund jeg maa være varſom“. | 
| „Jeg tror, Hr. Hogh, at de allerfleſte vilde vær | 
lige faa varſomme og engſtelige med Henſyn til deres 
Mave, derſom det ikke var Føde og Klæder om at 
gjøre”. 
„Maaſke, Rasmus, og med Forbayſelſe lytter jeg 
til, at Du i Din Visdom har udſundet Menneſkehedens 
ſvage Side. Paa den anden Side er det et ſtort | 
Sporgsmaal, ſom de viſe endnu ikke har faaet afgjort, | 
nemlig om vi ogſaa virkelig alle ere ſkabte ens, eller 
om det ikke er tenkeligt, at nogle ere ſkabte til at ar: 
bejde og andre til at fe derpaa. Ser Du, naar man 
gjærne vil undſkylde fine Mangler og Broſt, jaa maa 
man være ſnild og finde paa en Lære, der kan ud⸗ 
ſmykke dem“. 
„Saaledes tenkte vel ogſaa en vis Mand, Hr. 
Hogh“, ſparede hin, „da han gjorde Dovenſkaben til 
| fin Hovedpude; men Enden blev da ogſaa, at han kun 
| blev til en ſtakkels Djævel”. | 
„Du har Ret, Rasmus, det ene blev en Følge af 
| det andet. Dumt var det imidlertid ogſaa af ham at 
| vælge Dovenſkaben netop til fin Hovedpude. Han 
ſkulde tværtimod have taget den under Armen, og 


| Søens Bredder, ſom jeg gjør; thi da vilde han være 
bleven til en glad i Steden for en ſtakkels Djævel. | 
| Og jaa meget tør jeg paaſtaa, at lignede hin ildeſete || 
Hovedpude i ringeſte Maade en af dem, hvormed min | 
Seng i denne varme Zid er udſtyrct, ſaa var han 
maaſke, til Lykke for Menneſkeheden, bleven kvalt. Men 
for at komme tilbage til Arbejdet, jaa ſtjonner jeg, at 


det iſer for Dig er nyttigt; thi ved at hugge Pinde⸗ 


brænde frelſes Du maaſke for at falde i Giftetanker, 


| hvilet ſerligt for Dig er farligt, efterſom Du har en 


Fader, der jer lidt ffjævt, ja Du ved nok hvortil. Lyd 
mit Raad, Rasmus: elſk ingen ifær, men alt og alle!“ 

„Det vilde nok blive for mange for vort Hartkorn, 
Hr. Hogh, og naar, ſom De mener, min Fader allerede 
jer ffjævt til, at jeg holder af En, hvorledes ſkulde 
han da komme til at ſe ud, naar jeg gav mig af med 


hele Flokken?“ 


„Maaſke ikke ſaa forfærdelig, Rasmus, ſom Til⸗ 
fældet ganſke ſiktert vilde være, naar han kom under 
Vejr med, at Du udelukkende holdt Dig til En, og 
denne faa fejlede den Troldmand, der kan forhexe os 
alle, jeg mener Penge“. 

„Men naar nu Ulykken allerede er ſket, Hr. Hogh, 
hvad fan?” ſpurgte Rasmus, idet han lod Øren hvile 

og ſaa hel tankefuld ud. 5 

„Saa maa Du og Karen lave Eder til den Storm 


og Modgang, hvormed jo, ſom det lader til, enhver | 
Kjærlighedsbiftorie kal indledes. Onſker Du det imid⸗ 


lertid, da ſkal jeg gjærne, efterſom Du er min Ven, 
ſynge om Din og hendes ſtore Vaande og Moje i en 
hojſt ſorgelig Viſe, det er dog altid en Troſt“. 

„Jeg takker ſkyldigſt, Or. Hogh“, ſvarede hin med 
et lille Smil, „det kunde være pænt nok, men jeg jaa 
dog hellere, at De ſtod os bi med et godt Raad“. 

„Derpaa kal det ikke fkorte, Rasmus“, raabte hin, 
„Du og Karen kunde jo gaa til Theatret og blive 
Skueſpillere; thi neeſten ethvert Skueſpil ender med, 
at de Elſkende fan hinanden, og det er jo det, J 
ville“. 

„Ja, De ſkal ellers have Tak, Hr. Hogh, men det 
er kun Indbildning og Ojenforblondelſe, og jeg er red 


for, at det ogſaa vilde blive ſaaledes med det, vi ſkulle 


ſpiſe og drikke ſamt i øvrigt leve af“. 


„Og Du vil foruden Kjerlighed og Maaneſkin | 


nok have noget kraftigt at bide paa”, ſvarede hin. 
„Ja, der er noget i det, og ærlig talt, gaar det os 


ſom fandtes i Degnens Kjerne, kunde volde, at de ikke 
kunde fan Smør; med Børnene ſpogte han og viſte dem 
til Rette med deres Leg; til de unge Piger, han modte, 


| havde han en munter Skjcmt, ſom de rodmende ſparede 
| pan med en hjartelig Latter, og til den gamle Rogter, 


der ſtod ved Vangeledet, havde han en Ende Skraatobak, 
jaa lang, tyk og fed, at Mandens Tænder lob i Vand 


alene ved Synet af den. 


andre ikke bedre. Naa“, vedblev han, „jeg gaar nu 


med ſamt min Pibe ud i Skoven og omkring ved Sgen, 
maaſke finder jeg der en god Tanke, hvormed jeg kan 
den ſtore Sandhed, at hvad enten det Onſke, et Menneſke 


frelſe Dig og Din Hjertenskjcer. Men hor“, fortſatte 
han, der allerede var begyndt at gaa videre, idet han 


vendte fig om, „bliver der faa noget af Din Faders 


Reſſe til Aarhus?“ 


„Nej ikke denne Sinde, Hr. Hogh, jeg talte til 


ham om, at De gjerne vilde have Bud derind; men 
Vejen er lang og Tiden er trang, og ſaa mente han, 
at det kunde nok vente lidt dermed“. 


„Ak, Rasmus“, udbrød hin med en jaa pudſig 


Sorg, at det unge Menneſke braſt i Latter. „Han 
tenker ikke paa, hvilke Sorger og Selvkvaler han derveo 
udfætter nig for. Af min Tobak er der kun en enſom 


Af og til ſtandſede han, ſnart for at lade ſit Oje 
hvile paa en Aakande, hvis hvide Blomſt vuggede ſig 
paa Vandet, medens en ſtor Humlebi ſad i dens Beger 
og gyngede paa de ſmaa Bølger, idet den mættede fig 
med Honning; fnart for med Blikket at folge de i 
Solen glimtende Guldſmede, der lynſnare fore hen over 
Vandet eller ſpillende med deres fine Vinger ſtode ſtille 


i Luften, ſom grundede de over, hvad de nu ſkulde 
finde paa. Gan var der en And, med en Flok gule, 


runde Wllinger, der, ſom Digteren ſiger, ſaa ud ſom 
Aggeblommer, der nylig har faaet Ben, der tiltrak 


| fig hans Opmeerkſomhed, og til ſidſt henfaldt han i 
Beſkuelſen af fin Vert, Knud Raſk, der med et Par 
Stude langſomt plojede Fure op og Fure ned, og idet 


han hilſende vinkede med Haanden ad ham, udbrød han: 
„Hil være Dig, Du Bonde god, 
med Dine Stude tvære, 
Du ffjændig mig i Stikken lod, 
det gjør Dig liden Wre“. 
„Ja, De mener vel med Reſſen til Aarhus?“ ſpurgte 


han leende. „Men Ulykken er da ikke ſaa ſtor, al den 


Stund De hverken lider Sult eller Tarſt hos os“. 
„Stakkels Knud Raſk“, udbrød Høgh, idet han 
medlidende ryſtede pan Hovedet, „ſaa De kjender ikke 


nærer, er rimeligt eller urimeligt, faa lider han lige 
ſtor Vaande og Nød, naar han ikke kan faa det op⸗ 
fyldt”. 

„Det vil ſige det ſamme ſom“. ſvarede Knud, „at 
naar et Barn faar, hvad det vil, jaa græder det ikke; 


men jeg ſkal ſige os, at lidt Modgang ofte kan have 


heldbringende Følger baade for de ſtore og de 
ſmaa“. 


„Det ſander jeg, velviſe Knud, naar det kun bare 


ikke gaar ud over mine Cigarer og min Tobak, thi da 


| bliver Byrden ftørre, end jeg kan bære den. J øvrigt”, 


og forladt Kardus tilbage, mine Cigarer ere talte, jom | 
Haarene pan mit Hoved og af Vin har jeg kun en | 
eneſte Flaſke tilbage, og den græder ligeſom Torden⸗ 
ſkjolds Matros”. Ved disſe Ord fjærnede han fig med t 


de lange, afmaalte Trin, der bruges paa Theatrene af 
Helte og Ulykkelige, medens Rasmus leende ſaa efter ham. 
Langſomt fortſatte han ſin Vandring ned ad Lands⸗ 


byens Gade. Til hver, han mødte, havde han et venligt | 


Ord; med de ældre talte han om Udſigterne til Søften, | 
om det gaadefulde i, at Sidſes Ko endnu ikke havde | 


vedblev han ryſtende paa Hovedet, „har jeg nu faaet 
andet at tænfe paa. J de Blade, jeg fik i Gaar Aftes, 
ſtaar, at der vil blive Krig mellem Rusland og Oſter⸗ 
rige, jaa nu ville da atter Ulykkerne bryde los over 
Evropa“. 

Knud Raſt, ſom aldrig læfte Bladene, hvilke paa 
den Ti) kun vare lidet udbredte pan Landet, klgede fig 
eftertænfjom i Nakken. 

„Herre Gud”, udbrød han, „det er da forſt nys, 
at Napoleon er kommen til Ro, ſkal vi nu til et 


kelvet, og det forbavſende ved, at det Stykke Sæbe, igjen“. 


„Det fer alvorlig ud efter det, Knud, og ſom et 
Tegn paa Sandheden deraf, ſtod der ogſaa at leſe, at 
en tyſk Heſtehandler vil komme ſom i Morgen til Ran⸗ 
ders for at opkjobe alle de Heſte, han kan faa, og de ſkal 


være ſtegen 
ſom Pokker 
i Priſen“. 
Knud ſaa 
et Ojeblik 
tankefuld 
ned for ſig, 
hvorpaa han 
langſomt 
vendte ſine 
Ojne hen til 
Engen, hvor 
tvende unge, 
ſmukke Heſte 
gresſede. 
„Det kan 
være troligt 
nok“. ſpa⸗ 
rede han 
derpaa i en 
henkaſtende 
Tone, hvor⸗ 
paahan igjen 
gav ſig til 
at pløje. 
Knuds 
Blik var ikke 
undgaaget 
Hogh, og 
idet han nu 
fieernede fig, 
udbrød han 
ſmilende for 
ſig ſelv: 
Men det er 
troligere, at 
jeg nu kan 
faa hentet 
fra Randers, 
hvad jeg 
trænger til. 


(Fortſettes.) 


Man maa itke tro, at Luftfarerne altid have 
vovet deres Liv alene for at viſe dumdriſtigt Mod, 
tjene Penge. Mange udmeerkede Lærde 


eller for at 


164 


Videnſtabelige Luftrejfer. 


11/4 Mil til Bejrs, 


gelſer. 


torium med den fkraobelige Kurvebaad under en Luft⸗ 

| ballon, for i ſtore Hojders Luf 

Jagttagelſer over Beſkaffenheden af det Element hvori 
vi nande, Den førfte videnſkabelige Luftfart foretoges 


tlag at gjøre videnſkabelige 


af de to be: 
romte fran⸗ 
ffe Lerde 
Biot og 
Gay⸗Lus⸗ 
ſac der i 
Paris den 
20de Avguſt 
ſtege op ien 
Silkeballon 
fyldt med 
Brint. De 
kom da 
12,000 Fod 
op i Luften. 
En Maaned 
efter naaede 
Gay-Lusfac 
paa en ny 
Luftrejſe en 
Højde af 
21,000 Fod, 
den ftørfte 
Højde hvori 
endnu noget 
Menneſke 
havde fjær: 
net fig fra 
Jorden. En 
isnende Kul: 
de og et 
gispende 
Aandedreet 
gjorde ikke 
Opholdet 
jaa højt op⸗ 
pe behage⸗ 
ligt; han 
ſteg fnart 
ned igjen og 
naaede lykke⸗ 
ligt Jorden 
med nyttige 
videnſkabeli⸗ 
ge Jagtta⸗ 


J omtrent et halvt Hundredaar blev der ikke 


| foretaget Luftrejſer i videnffabeligt Ojemed. Forſt i 
Aaret 1861 aabnede Forſtanderen for det meteorologiſte 
Obſervatorium (videnſkabelige Jagttagelſesanſtalt for 


have ombyttet deres ſikre Studereverelſe eller Labora⸗ | alt hvad der vedrører Luftens Tilſtand og Vejrliget) 


3 


i den engelſke Soſtad Greenwich, James Glaisher, Jordens Overflade indtil det faar fat i en Sten, et 


en Rakke mærkelige Luftfarter, ſom flere Gange naaede 
ftørre Hojder over Jorden end nogen tidligere havde 
naaet. Han udførte tredive ſaadanne Farter, hvorved 
han naaede ſtor Sikkerhed baade i Opfiigningen og 
Jagttagelſerne, ſamtidig med at han efter Haanden 


| 


blev vant til at taale den tynde og isnende Luft, der 


altid findes i ſtore Hejder over Jorden. 


Paa ſine 


Luftfarter var han flere Gange omtrent 22,000 Fod | 
oppe i Luften, men meſt omtale fif dog en Opſtigning 


ſom han den dte September 1862 foretog ſammen med 


Luftſtipperen Coxwell, hvor de ſteg til den ſterſte 


Hojde noget Menneſke har hævet fig fra Jorden, men 
ogſaa nær havde maattet bøde for deres Uforferdethed 
med Livet. De vare komne over 30,000 Fod op i 
Luften. Med et følte Glaisher fig ſom lammed; fin 


Rejſefcelle kunde han kun ſkimte og ſogte forgæves at 


raabe til ham, men kunde ikke røre Tungen. Det 
ſortnede for hans Øjne og ſyntes at han fkulde fvæles. 


Træ eller lign. faa at Kurven kan naa Jorden og de 
rejſende ſtige ud. Dette er ikke det mindſt farlige 
Punkt for Luftſkipperne, iſer naar det bleſer, og vi 
ffulle i et af de næfte Numre fe et Billede fra en 
ſaadan uheldig Nedſtigning. 


Om Maalingeu af Havets Dybde. 
Ved E. C. 


SDavet har ſom bekjendt ikke overalt ſamme Dybbe, 

men denne vexler fra nogle faa Fod til flere tuſende 
Favne. Grunden til den forſtjellige Dybde er Hav⸗ 
bundens Lighed med det faſte Lands Overflade, af 
hvilken den ogſaa kun er en Fortſettelſe under Vandet. 
Ligeſom det faſte Land har en bolgeformet Overflade, 


| Hvor Dale, Hojdeſtrog og Bjærge afvexle med hinanden, 


Det var ſom om Døden var over ham, ffønt han var 
Oſaa Havet har fine Bjerge, Hojſletter og Dale, og 
det kan derfor ikke overalt have ſamme Dybde, 


ved fuld Samling; men en Minut ſenere daanede han 
fuldſteendig. J dette ſkrekkelige Djeblik vilde Coxwell 
ſoge at ſenke Ballonen, ſom ſtadig ſteg højere. 
klattrer op paa Ringen, hvori Gondolkurven hænger, 
for at faa fat i den Snor der luffer for Sikkerheds⸗ 
aabningen, man fer med Rædfel at Hænderne blive 


Han 


ſorteblaa, ſom paa en kvalt, mærker at Kræfterne forlade | 


ham og er ude af Stand til at røre Armene. 
er dette frygtelige Ojeblik, 5 Fjerdingvej oppe i Luften, 
vi fe aftegnede pan hosſtagende Billede. Til al Lykke 
har Wonen til at bevæge fig endnu ikke forladt hans 
Hoved og andre Lemmer; med den pderſte Kraft: 
anſtrengelſe fatter han Ventilſnoren mellem Tænderne, 
trœkker voldſomt i den faa at Sikkerhedsaabningen 
gaar op. Gasſen ſtremmer derved noget ud og Bal— 


[onen ſynker raſk ned i de. lavere Luftlag, hvor de 
| holdene i Havet at kjende opdagede, at de gjorte Maa⸗ 


driſtige reiſende ſnart komme til fig ſelv igjen. 


Hosſtagende Tegning, der viſer Stillingen, da den | 
ſtorſte Hojde, 30,000 Fod, var naaet, giver tillige en | 


tydelig Foreſtilling om den ſtore Kurv hvori de rejjende 
og deres Fornodenheder bæres. Den er flettet af 
Vidier, for at være let og ſterk, og hænger ved Tov 


Det | 


faaledes er det ſamme ogſaa Tilfældet med Hapbunden. 


Da Kjendſkab til Havets Dybde i mange Tilfælde 
er af Vigtighed for Sømanden, begyndte man allerede 
langt tilbage i Tiden at ſysſelſctte fig med Under⸗ 
ſogelſer i denne Retning. Paa de Steder, hvor Havet 
kun har en ringe Dybde, var det let nok at maale 
denne, da man her kunde bruge det almindelige Lod, 
et lille tungt Legeme, faſtgjort ved Enden af en lang 


og ſterk Snor, men Maalingen af de ſtore Dybder 
| frembød derimod Vanfkeligheder, ſom ikke vare lette at 


i en Krans, ſom atter bæres af Tov der ere faſtgjorte | 


forneden ved det Tovnæt der omgiver den ſtore Ballons 
Overdel. Til Venſtre ſe vi et Bur med Duer, ſom i 
forſtjellig Højde ſlippes ud, for at man kan je hvordan 
disſe flyvende Skabninger te fig i de uvante Hojder. 
Til Højre ſe vi Lufttrykmaalere, der viſe hvor flor 
Hojde Ballonen til enhver Tid er i, ſamt en Mængde 


andre Inſtrumenter og Apparater der tjene til at 
ning; den menneſkelige Opfindſomhed blev fat i Ar⸗ 


beſtemme Luftens Varmegrad, Fugtighed, magnetiſke 
og elektriſte Tilſtand oſv. 


vi en tyk Tovrulle og et kraftigt Staalanker, ſom er 
beſtemt til at ſtandſe Ballonen naar den atter er tat 
ved Jorden. Ankeret kaſtes da ud og flæber henad 


Foran paa venſtre Side ſe 


| faa Bugt med. Det var rigtignok lykkedes at maale 


meget ſtore Dybder ved Hjælp af en Kanonkugle, der 


blev faſtgjort til Enden af et langt Reb, og med de 


Erfaringer, ſom man kom til paa denne Maade, flog 
man fig til Ro, indtil man ved nøjere at lære For: 


linger langtfra kunde være paalidelige. Hvis Maalingen 
nemlig ſkal være aldeles nøjagtig, maa Lodſnoren 
ſtadig indtage en lodret Stilling. Da man opdagede, 


at der mange Steder i Havet findes underſoiſke Strom⸗ 


ninger, indſaa man let, at man ikke kunde bruge den 
almindelige og ſimple Lodſnor ved en paalidelig Maaling 


af de ſtore Dybder. En ſaadan underſgifk Stromning 


| vil nemlig altid bringe Lodſnoren ud af den lodrette 


Stilling, og kan fore den mange Favne bort til en af 
Siderne, uden at man er i Stand til at merke det. 
Af denne Grund maatte man derfor forkaſte de tidligere 
gjorte Maalinger ſom unsjagtige. Man gav dog ikke 
tabt for de Vanſkeligheder, ſom vifte fig i denne Ret⸗ 


bejde, og her ſom ved jaa mange andre Lejligheder 
løfte den fin Opgave paa en tilfredsſtillende Maade. Der 
blev efterhaanden opfundet forſkjellige meget ſindrige 
Redſkaber, ved Hjælp af hvilke man nu med den ſtorſte 


Nøjagtighed er i Stand til at maale Havets ſtore 
Dybder. Det er ifær Amerikanerne, ſom i den ſenere 
Tid ofteſt have foretaget Underſogelſer af Havets Dybde, 


idet ikke alene deres Krigsſkibe have Ordre til altid | 
at foretage Maalinger eller „Pejlinger“ af Dybden, naar 


Omſtendighederne tillade det, men de have ogſaa ud⸗ 
ruſtet ſeregne Skibe alene med dette Maal for Oje. 
Det ſkyldes derfor navnlig dem, at man nu har et 
Dybdekort over Atlanterhavet, ſom med ſtor Nojag⸗ 
tighed i Hovedtrakkene fremſtiller Bjærge og Dale, 
Hojdeſtrekninger og Afgrunde i dette Hav. Under: 
ſogelſerne her have viſt, at der paa Bunden af dette 


Har gaar en Bjærgfjæde fra Grønland og Island 
lige ned omtrent til Amazonfloden i Sydamerika. Oſt 
for denne Biergkjede findes en uhyre ſtor, mere end | 
en halv Mil dyb Dal, der ftvæffer fig lige over til 
Veſt for 
Bjærgfjæden ſtrekker en flor, kolgeformig Slette, hvis | 
Dybde i Gjennemſnit omtrent er en halv Mil under | 


den veſtlige Kyſt af Evropa og Afrika. 


Hapfladen, fig over til Amerikas oſtlige Kyſt. 


Af alle de forſkjellige Redſkaber, ſom man nu | 
bruger til at maale Havdybden med, ville vi her om⸗ 


tale og fremſtille et af de ſindrigſte for Leſerne, der 
ikke alene er overordentlig ſimpelt og billigt, men ogſaa 
ſerdeles paalideligt. Det har ingen indviklet Mekanisme, 
ingen kunſtig Sammenſtilling af Hjul, ja ikke en Gang 
en Snor, De vigtigſte Dele af det ere et Stykke 
Metaltraad, ſom i hele ſin Længde er ſkaaret ſkrue⸗ 
dannet, og en Vinde, der drejes ſom en Metrik om 
denne. 
at Redſkabet ſenkes en Faun i Vandet, naar Vinden 
gjør en Omdrejning; jo dybere altſaa Redſkabet ſynker, 
deſto højere drejer Vinden fig ned ad Traadens Skrue— 
gang. Naar Bunden er 
Redſkabets Opſtigning atter dreven ned ad Skruen; 


oven over Vinden findes en Kabelring paa Skruen, 
ſom mærfer den ftørfte nacede Dybde. Naar Redſkabet 
atter er kommet op til Vandets Overflade, lægger man 


Marke til Kabelringens Stilling og behøver da kun 
at tælle de Omdrejninger, ſom Vinden har gjort paa 


1 


Skruegangen paa Traaden er fkaaret ſaaledes, 


naat, bliver Vinden ved 


Skruegangen for at je, hvor mange Favne den maalte | 


Dybde er. 


Er Zallet af de gjorte Omdrejninger paa | 


Skruegangen f. Ex. 250, ved man ſtrax, at Dybden 


maa være 250 Favne. 
J Sammenligning med alle de andre meget 
ſammenſatte og indviklede Redſkaber, ſom man har 


opfundet til at maale Dybden med, udmeerker det her [| 


nævnte fig baade ved fin Simpelhed, Billighed og 
Nojagtighed. Det er ſaa fimpelt, at det let kan gjøres 
om Bord paa ethvert Dampfkib ved Hjelp af det 
Værktøj, ſom altid findes i dettes Maſkinverkſted; man 
behøver i det hojeſte kun et Stykke ſereget Værktøj 
til at ffære Skruegangen pan Traaden med. 

For at Læjerne bedre ſkulle kunne forſtaa Brugen 


66 


hosſtaaende Billede, der fremſtiller det i alle des 
Enkeltheder. AA er den ſkruedannede Metaltraad, 5 


Vinden og C Kabelringen, der ſtaar i en ſaadan For⸗ 
bindelſe med Vinden, at den drejer ſig opad med denne. 
| Ved D er ſkruet en Gaffel paa den nederſte Ende af 
Metaltraaden, ſom ved Hjælp af en gjennemſtukken 
Bolt holder et lille Anker 7 faſt; denne Bolt tjener 
tillige ſom Tap for en Vagtſtang F (Figur 2 og 3) 
med ulige lange Arme, der i en ret Vinkel er rettet 
mod Ankerets Flade. Den øverfte Ende af Metaltraaden 
eller Maaletraaden griber ind i et Oje ved Grunden 
uf Loftebsjen 6. , ev Maerkebojen, der er forſynct 
med Anker og Flag. 

Figur 2 viſer Redſkabet i en nedadgagende Stilling, 
altſaa den Maade, hvorpaa det bruges. Det maa 
merkes, at Vegtſtangen /s Arme med Forſct ere 

| gjorte ulige lange og ombojede ved Enden, den ene 
opad, den anden nedad. Paa Enden af Vegtſtangens 


| Arme er ophængt Vægte, der ſtaa i et ſaadant Forhold 


ned ſom Ankerets nederſte Ende. 


til hinanden, at den lengſte Arm hænger lige ſaa langt 
Ankeret er indtil 


videre lukket, hvilket ogſaa er naturligt efter dets Form. 


traadens nederſte Ende. 


Vinden og Kabelringen blive drejede ned til Maale⸗ 
Naar Redſkabet er ordnet 


ſaaledes, kan det begynde fin Virkſomhed, efter at forſt 


af dette ligefremme Redſkab, bede vi dem kaſte et Blik paa 


| 


' Mærfebøjen er fat ud, og man iagttager nu Tiden fra 
Redſkabets Nedſtigning til dets Gjenkomſt til Overfladen 
af Havet. Ved Redſkabets Nedſtigning drejer Vinden 


167 


fig opad paa Metaltraaden og fører Kabelringen med 
fig, Vægten, ſom overvinder Løftebøjens Bærefraft, 
træffer Redſkabet nedad, indtil Bunden er naat. Nu 
føder den ftørre Vægt mod Bunden og bliver herved 


løftet af fin Krog, hvorved Vegtſtangens anden Arm 


faar Overvegten og drager Ankeret jaa langt ned, at 
det ſtoder mod Bunden, aabner fig ved dette Stød og 


griber ſtrax en Prove af Havbundens Beſtanddele mellem -" 


fine Tender. Idet nu ogſaa den mindre Vægt bliver 
ſtͤdt af, faar Løftebøjens Berekraft Overvægten og 
drager hurtigt Redſkabet atter op til Havets Overflade, 
og ved det Flag, ſom den bærer for oven, kan det let 
opdages (Figur 3). Naar Redſkabet atter tages op af 
Havet, optegner man Kapelringens Stilling. Da Maale: 
traaden paa en Tommes Længde har 38 Vindinger, 
behøver man kun at maale Afſtanden i Tommer mellem 


| og gode Varer, ikke til la vefte, men tit virkelig billige 


Priſer, vilde komme frem. 
Husvennen kunde maaſke ogſaa nu og da have en lille 
nyttig Gjerning at gjøre, ved at henlede Leſernes Opmark⸗ 


ſomhed paa Forſtjellen mellem Godtkjebs varer og Varer til 
gedit Kjeb. Vi haabe, at Bladets Venner ved en og anden 


lille Artikel herom, vil modtage adſkillige nyttige Oplysninger, 
og ved de ſmag Bidrag til Varekundſkab blive i Stand til med 
ſterre Sikkerhed at vurdere og vælge Varer ved Indkjeb i det 
daglige Liv. Vi vælge i Dag, ſom Gjenſtand for Betragtning 
en meget brugt Ting, ſom fævlig har tiltrukket fig Udgiverens 
Opmeerkſomhed i C. Th. Roms ny Staalvareforretning nemlig: 
Staalknive og Gafler. 

Enhver ved, at der næppe er nogen Vare der kan være mere 
forſtjellig i Godhed, end Staalvarer. En Kniv fan fe færdeleg 
ſmuk og blank ud, og dog være yderſt ſlet. Exempel herpaa 


afgive fremfor alt visſe Sorter billige Bordknive og Gafler. 


Kabelringen og Gaffelen D og herfra at træffe Binden 


Cs Længde ſamt at multiplicere dette Maal med 38 
for at faa den maalte Dybde at vide i Favne. Er 
Afſtanden mellem Kabelringen og Gaffelen f. Ex. 25 


Tommer og Vindens Længde 5 Tommer, multiplicerer 


man 25 5 20 med 38, og den maalte Dybde 
er altſaa 700 Favne. 


Dette virkelig aandrigt udtænkte Redſkab er en | 


Opfindelſe af Kaptajn Trumann Hotchkiſz fra Strat⸗ 


fort i Nordamerika, en Mand, ſom er i Beſiddelſe af 8 


en ſtor Erfaring i alt, ſom vedrører Søvæfenet. Red⸗ 


abet kan gjeres i en hvilken ſom helſt Størrelfe det | i 5 0 
1 lige 125 ogſaa 0 1 kan 9 85 || med, den er langt dettere at flibe blanf og alete Steal er 


| almindelig Jærngaffel og da hele Gaffelen er af godt Staal, er 


ſtarre eller mindre. 


Godtkjob og godt Kjob. 


Det er ganſte naturligt, at man i Handel og Vandel altid 
ſoger at fan godt Kjo b. Jo mere og jo bedre man kan fan 
for fine Penge, deſto mere tilfreds er man med Handelen. 

Handelsmanden retter ſig imidlertid uvilkaarlig efter ſine 
Kunders Fordringer. Naar Kjeberen ſtadigt raaber paa 
billigere og billigere Varer, fan ſoger Handelen at tilfreds⸗ 
file Fordringen. Kjeberne faa deres Billie, idet de fag en vis 
Mængde Bare for en billig Penge. Fabrikanterne retter 
ſig atter efter Kjebmandens Fordringer og overbyde hinanden 
i at levere billigere og 
Virkeligheden flettere og flettere; men for at blive af med dem 
bliver al Omhu anvendt paa, at Varernes Ydre kommer til 
at ligne tilſvarende gode Ting. 
Masſe Godtkjobsvarer, d. e. Gjenſtande ſom kunne fælges 
billigt og blive ſolgte i Masſe, 
i Øjnene og den fave Pris bringe Kjeberne i den Tro at de 
ret have faaet godt Kjoß. Naar faa de dejlige billige Ting 
tages i Brug, faa viſer det fig, at man vel har faaet Godtfjøbs- 
varer, ien rigtignok langt fra har ſaget godt Kjeb. Man 


fer ſnart, at man i Grunden har gjort en meget daarlig 


Handel ved, uden at fe fig rigtig for, at kjebe af de Varer, 
ſom tilſyneladende vare billigſt; men hvor mange Gange er man 
faa ikke dum nok til, naſte Gang man kjober, at kjebe Godt⸗ 
kjobskram, trods egen Erfaring, og trods den ſamvittigsheds⸗ 
fulde Kjebmands Advarſel imod at lade fig bedaare af det fine 


Ydre og tilſyneladende gode Kjob. 


Kunde blot den retſindige Handlende formaa Kjeberne til 
at vurdere en Vare rigtigt efter dens virkelige Godhed og 
Holdbarhed i Forhold til Priſen, ſaa vilde Godtkjsbsvaren 
ſnart blive ufælgelig; Godtkjsbshumbugen vilde „blive opdaget” 


billigere Barer; disſe bliver derfor i | 


Paa denne Maade opſtaar en 


fordi deres Ydre ſtikke Folk 


Man har heraf Sorter, der have et meget ftærit Udſeende og 
tilſyneladende ere ſterke og gode. Man kjober dem og forbapſes 
ſnart ved at Knivene ikke ville ffære, ſelv om de blive ſlebne, 
og over at Grenene knakker af Gaflerne ved mindſte Modgang, 
ſom om de vare af et grumme fført Metal og ikke af Jærn. 
Sagen er imidlertid, at de ere ſtobte i Steden for at være 
ſmedede og faa tyndt Stebegods er der, ſom bekjendt grumme 
lidt Hold i. Nu er der i den ſeneſte Tid fremkommet en ny 


| ejendommelig engelſt Bordkniv, af en udmerket holdbar og ſmuk 


Form, til ſardeles billig Pris. 


ſtal je ud ſom Ibentra). 


| nævnte Husflidsverktej og Staal⸗ 


i deres rette Stilling. 


knive. 


Vaade Kniv og Gaffel beſtaar 
af en valſet Staalplade med paanittet Bryſt og Skaft af 
ægte beuhaardt kulſort Ibentra. (De almindelige Bordknive 
ere ofteſt forſyuede med Skafter af ſortbejtſet blødt Tra, der 
Gaflen har en, fra den almindelige 


Jarugaffel noget afvigende Form, idet den er dannet flad og 
bøjet (i Lighed med en Solvgaffel), ſom nedenſtagende Tegning 
viſer. En Staalgaffel af denne Form er ſerdeles behagelig at ſpiſe 


den overordentlig ſterk; man fan endog ,uden Stade boje 
Grenene helt ſammen med Spidſerne, da de ſtrax fjedrer tilbage 
Kniven, der er af jædvanlig Form 
er ligeledes dannet af en valſet Staalplade og lan derfor mod⸗ 
tage en mere holdbar Slibning end de almindelige Godtkjebs⸗ 
Men til Forſtjel fra disſe, er Klingen jaa ſmidig at den 
med Lethed fan bøjes flere Tommer til Siderne uden at ſpringe 
eller forblive frum, da den ſtrax retter fig igjen. 

C. Th. Rom & Co., Axelhus, Kjobenhavn, leverer denne 
ny Sort Staal⸗Bordknive og Gafler af udmarket Godhed i 
forſtjellige Finheder, til overordentlig billige Priſer. Saaledes 
leveres de billigſte, uden Bryſt, for 6 Kroner Duſinet (50 Øre 
Parret!), medens den afbildede Sort med Bryſt (Balaneekniv) 
koſter 8 Kroner for et Duſin Par, og udmarket fine Balance⸗ 
knive med hvidt Benfkaft leveres for 10 Kroner. 

Her foreligger ſaaledes et Exempel paa et Fabrikat der ikke 
er Godtkjebsvare, men derimod en Vare til godt Kjeb, 
jan at Kjeberue ikke alene ville være glade ſtrax med den 
billige Pris, men ville blive vedvarende tilfredſe med oven⸗ 
nævnte lige faa ſmukke, ſom ægte og holdbare Staalvare. Men 
det kan jo ikke nytte at en ſaadan, om den end er nok faa god, 
ligger pan Lager naar ingen ved det, hvorfor Udgiveren ikke har 
betenkt fig paa, bande i Sælgers og Kjobers Interesſe, at hen⸗ 
lede Husvennens Laſeres Opmerkſomhed paa dette nue Fabrikat. 
Til ſimpelt daglig Brug kan de billigſte (6 Kroner for Duſin Par) 
anvendes. Mellemſorten til 8 Kroner med Balancebryſt vil være 
en Prydelſe for ethbert net Familiebord og de hvidſkaftede (til 
10 Kroner pr. Duſin Pat) vil kunne anbefales ſom en virkelig 
fin og ſmuk Bryllupsgave, hvor man vil give noget der ikke er 
unyttigt og dog kun vil anvende en mindre Sum til en anſelig 
Gave. De ægte engelſte Staalknive af denne Slags bærer Stemplet: 


og Gaflerue ere ſtemplede STEEL NA W 


(Staal). De tilſendes fra oven⸗ OY & WINTERBOTTON 
PYRANID WORKS SHEFFIELD 


vareforretning i hele og halve Dufin Par, mod ſtriftlig Beftilling, 
| overalt i Landet med Poſten, imod at Betalingen eftertageg ved 
Poſtopkrævning. Handlende gives Rabat ved ftørre Beſtillinger. 


2 


husflid. 


SAN 


Husflidsſange. 


De fleſte Husflidsudſtillinger trindt om i Landet blive gjerne 
til ſmaa ſmukke Feſter, hvor der ſtundum tales mangt et godt 
Ord til Opmuntring for Ungdommen. Ofte vilde en ſmuk 
Sang, hvis Indhold pasſede til Anledningen, kunne bidrage 
meget til at forhøje den gode Stemning for Husflidsſagen. 
Udgiveren tror derfor, at en lille Samling Husflidsſange 
kunde blive lige faa nyttig ſom kjcrkommen for alle Husflidens 
Venner, og har derfor ſamlet adſkillige ſmukke Sange fra for⸗ 
ſkjellige Üdſtillinger, hvor ſaadanne ere fremkomne. Da det 
imidlertid er ſandſynligt, at adſkillige ſaadanne Sange ilke ere 
ham bekjendte, eller at en og anden Lejlighedsdigter kunde have 


Lyſt til at yde et Bidrag til den lille Samling, ſaa bedes alle, 
der tro at kunne medvirke til at berige Samlingen, om ſnareſt || 
at indſende deres Bidrag, ſom vil blive optaget, ſaafremt det || 


findes pasſende dertil. 5 i 
Som Preve pan ſaadanne Husflidsſange tjener følgende, 
forfattet af en af Husvennens Venner. 


Om Aftenen. 
Tone. Det er faa yndigt at folges ad. 
Ved Vintertide, naar Iſens Vag 
Har ſtenget Livet, ſom var hiſtude, 
Naar Istap hænger i Tagets Skag, 
Og Froſten maler fin Blomſt pan Rude, 
Da er det Gammen 
:: At ſidde ſammen :: 
Ved Arneflammen 
2: J frille Flid. i]: 


Den morke Aften faa langſomt gaar, 
Naar Sneen fyger for ſkarpe Vinde, 
Mens Lampen doſig paa Bordet ſtaar, 
Og Sløvhed ligger paa Benken inde. 
Det er ej Gammen 
:: At ſidde ſammen :: 
Ved Arneflammen 
:: Med ledig Haand. :: 


Da Herren talte det ſtrenge Ord: 
„J Arbejds Sved ſkal Du Brødet vinde!” 
Da lod han os i ſin Naade ſtor 
J Straffedommen Velſignelſen finde: 
Thi det er Gammen 
:: At ſidde ſammen :: 
Ved Arneflammen 
: J huslig Flid. :: 


Ja, Gammen er det ved Vintertid 
At øve Haanden i mangt et Stykke, 
Og Gammen er det ved ſtille Flid 
At lægge Grunden til Fremtids Lykke, 
Ja, det er Gammen 
:: At ſidde ſammen :; 
Ved Arneflammen 
ur Med flittig Haand. : 


Potter til Blomſterſtiklinger. - 
Det er jo bekjendt, at de fleſte Blomſter formeres ved Stik⸗ 
linger eller Aflaggere, da disſe ere ſikre pan at faa ſamme Egen⸗ 
ſkaber ſom Moderplanten, hvilket ikke altid er Tilfældet med dem, 
der opelſkes af Fre. For Blomſterdyrkere er der tit indløbet 
Uheld med de udplantede Stiklinger. De ere, trods al Flid, 
ſygnede hen, indtil de til ſidſt ere aldeles hendede. Hertil kan 
der være forſtjellige Aarſager ſom det vil blive for vidtleftigt at 
forklare her, men for at afhjalpe de fleſte af dem, tilraades fol⸗ 
gende: 


Man ſamler fint: Skovmos og Kokasſer, ſom i rigelig 
Mængde findes paa Marker, hvor Køer har græsfet. 


Slags for ſig. Kofasferne ſtedes til et groft Pulver, Mosſet 
hakkes ſmagt, og med lige Dele af begge Slags, altes med lidt 


| Vand en ſtiv Dej, ſom formes i en Blikform med les Bund, 


| 
| Har man en Mangde of disſe to Dele, da tørrer man hver 
fſaaledes ſom hosſlagende Gjenuemſuitsligning viſer. 

5 

| 


1 1 


„ 


0 Er r 0 


| 
|| Formen a a fyldes halvt med Dejen, der paatrykkes med en 
! 


Stof, ſom er drejet efter den punkterede Linie i i, paa hvig 
Ende er anbragt et Blifrør, rr, der helſt maa gan helt igjennem 
Stokkens Midte. Dejen vil da let lade fig ffyde op, og Roret 
kan namt renſes. Naar nu Bunden, 0 o, ligger les paa en 
Fals paa Formens ſmalleſte Ende, og Stokken har presſet Dejen 
op ad Formens Sider til Overkanten, da ſkydes Bunden op, og 
der vil da paa Enden af Stokken ſidde en lille Urtepotte, ſom 
henſcttes til Tørring. Bunden lagges igjen i Formen, ſom en 
Gang imellem fugtes med lidt Vand, for at Dejen lettere kan 
ffydes op, ſamt ogſaa for ar give Potterne lidt net Üdſeende. 
Naar Potterne nu torres i Luften, ere de færdige. 

J disſe Potter lykles i Almindelighed alle Planter gott. 
Potten fyldes med Jord, Stiklingen bringes deri og vandes lidt, 
og naar den ſenere fkal omplantes, enten i ſtore Urtepotter eller 
paa Friland i Haverne, da ſettes Planten ned med ſin lille 
Potte, og da den fører fin Gjodning med, ſom en Medgift, idet 
Potten opleſes i den fugtige Jord, kan man være filter paa, at 
den trives og voxer hurtig. 


| 
| 
| Har man Potter af 2 eller 3 Storrelſer, ſom hosſtagende 


Figur, der bør være den mindſte, da vil det viſt for vore Fritids⸗ 
arbejdere, ſom vil lave af dem, næppe ſkorte paa Kjobere, og det 
vilde glæde mig, om jeg herved har henviſt en eller anden af 
Husflidsvennerne til en Vinterſysſel. i 
W. Schütz. 


Opløsning paa Gaaden i Nr. 20: Sylte — et Lys. 


| Breppexling. 
N. J. H. i L. Venligſt Tak. Vil mulig en Gang kunne 
finde Anvendelſe. 4 

Karl Skopgaard. Pladſen tillader ikke Optagelſen af Deres 
Brev til Hans Kjergaard, hvem det ſtrax er tilſendt. 


| H. K. A. Hv. Modtaget. Venligſt Tak! 
Stjer nebilleder. 


Da jeg har erfaret, at de Smaaſtykker om Stjernebillederne, 
ſom Froken Pauline Worm velvilligt har leveret i Husvennen, 
ilke have fundet den paaregnede Interesſe blandt Læferne, ere vi 
blevne enige om at ſlutte med disſe Artikler her i Bladet, hvilket 


efter den ærede Forfatterindes Onſke herved meddeles Leſerne. 


5 N. C. Rom. 


Indhold. Tegnebogen, Fortelling af Beatus Dodt. — Videnſkabelige 
Luftrejſer, med Billede. — Om Maalingen af Havets Dybde, 


med Tegning, ved E. T. — Godtkjob og godt Kjob, med 
Tegning. — Husflid: Husflidsſange. Potter til lomſter⸗ 
ſtiklinger, med Tegning. — Brevvexling. 


Vebusvennen“, Villedölad for 2orfkabslæsning, Oplysning og Wusſlid, 


udkommer lil hver endag med et 16-fpaltet Ark, ſorſynel med flere 


Billeder, til 1 Krone Fjerdingaaret, fril kilſendt. Jyerl Fierdingaar medfølger gralis el ſlorl fmukt Tillegsbillede. Bladet fan heſlilſes paa 
elhverl Vofikonfor og Brevfamfingsfled, i enhver VBoglade ſaml hos Sovedkommisfionæren: Audolph Klein, Vileſlrede 40, Kjobenhavn. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


F 


3. Aargang 


Nr. 22. Hondagen d. 27. Februar. 


Tegnebogen. 


1 af Veatus Dodt. 
(Fortſat.) ; 


a han derpaa hen ad Eftermiddagen, efter 
at have drevet længe omkring, atter traadte 
ind i Gaarden, faa han til fin Tilfreds⸗ 
ſtillelſe Rasmus ſtaa i Færd med at ſtrigle 


ſelv ſtod for det i det aabne Vindue ophængte lille 
Spejl i Lav med at tage fit Skeg af. 

„Naa“, udbrød han til Rasmus, „ſkal her være 
Gilde paa Gaarden, eller ville J drage ud, ſiden baade 
Fatter og Heſtene blive barberede?“ 

„Fader vil nok til Randers“, ſparede han, „og 
ſaa kan De da endelig faa Deres Sager kjobte“. 

„J, vil man bare here!“ raabte Hogh. „Jeg er 


imidlertid ner ved at ſynke i Jorden af Skam og 
Bluſel ved Tanken om det Offer, J bringer ved at 
drage den lange Vej for min Skyld; men hjertelig 

g dem fra deres Barndom af, og om den Kjerlighed og 
Troſkab, hvormed de hang ved hinanden, han fkildrede 


Tak ſkulle J have“. 
„Ja, ja jaa forſkrakkelig er det da heller ikke“, 


ſvarede Knud ud gjennem Vinduet, idet han ftrøg | 
„Jeg fik Wrinde til 


Kniven af i ſin flade Haand. 
Randers, og faa kan jeg jo med det ſamme udføre 
Deres Bud“. 

Da Knud to Dage efter kom tilbage fra fin Reiſe, 
bragte han rigtignok baade Tobak, Cigarer og Vin med, 
men ogſaa begge Heſtene. 


og pudſe de unge Heſte, medens Knud 


„Ja“, tog han til Orde efter at have 1 ſig 
lit, idet han med et Udtryk, ſom vidſte han ikke, om 


han ffulde være arrig eller mild, kloede fig bag Øret,” 
„Deres Onſke fik De nu opfyldt; men jeg er rigtignok 
nærved at tro, at De 1 Bladet, ſom en vis Mand 
leſer Bibelen”. 

„Det var ſom Pokker“, ed Hogh med en Mine, 
der tydede paa den hojeſte Forundring. „Det ſtulde 


Kjøbenhavn. 


1876. 2% 


da ikke være Løgn? Saa er det da forſte Gang, at 
ſligt er hændet for Bladet”, 

„Men maaſke ikke for Dem ſelv, Hr. Søgh”, ſva⸗ 
rede Knud eergerlig, truende med Fingeren“. „Pokker 
tro de Skueſpillere!“ vedblev han. „Giver man fig 


| af med dem, ſaa kommer man til, inden man ved et 
| Ord af det, at ſpille Komedie med ſelv“. 


Om Aftenen. efter, at Hogh havde ſpillet fin Vært 
dette Puds, gjorde han, ſom han faldt? det, et For⸗ 
ſoningsgilde for ham, hvortil Knud ikke lod fig nøde; 
thi flot og rundhaandet, ſom Høgh var, blev der ikke 
ſparet paa Varerne, og Knud holdt nok af at leve hojt, 
naar det kun ikke gik for dybt i hans egen Pung. 

Hogh havde imidlertid en anden og ham mere 
magtpaaliggende Grund til Gildet, end netop at drikke 
Forlig med ſin Vert, og da derfor denne efter hins 
Mening, ved Hjelp af Vinen og de andre gode Sager, 
havde naget den medgjorlige Højde, den Stemning, 
hvor de faſte Baand løsnes, og Sindet bliver blødt: og 
mildt, jaa gav han fig til at tale om Rasmus og 
Karen, om det ſmukke Baand, der havde ſammenknyttet 


hendes ſmukke, tiltalende Ydre, hendes milde, fromme 
Sind, hendes ihærdige Flid og Dygtiahed, hvorved hun 
fortjente Underholdet til fig og fin 1 der fad 
Enke efter en fattig Arbejdsmand, ſamt en Taalmodighed 
og Udholdenhed, hvormed hun plejede bende i hendes 
Sygdom. 

„En ſaadan Pige er Guld værd, Knud Raft”, 
vedblev han, „og jeg forftaar ikke, at De ikke griber til 
med begge Hænder, naar en ſaadan Lylke aabner fig 
for Deres Son“. 5 

„Det kommer af“, ſparede hin, „at De ikke forſtaar 
at gaa ind paa vore Tanker og Foreſtillinger, der, om 
de end ikke ere jaa højtflyvende, dog ere jaa meget mere 
ſolide“. 

„Solide“, udbrød Høgh, „da vil De ſku vel ikke 


have, at Pigebarnet ſkal være gjort af Malleſten eller 


pommerſke Bjælfer? Kan De fræve andet, end en 
tugtig, ſmuk og kjcerlighedsfuld Pige til Svigerdatter, 
der elſfkes af Deres Son, og ſom elſker ham igjen“. 
„Jeg kan kræve, at hun i det mindſte nogenlunde 
bringer lige fan meget med til det fælles Bo, ſom han, 


lige Born lege bedſt“. 

„Penge!“ raabte Hogh, „ja, er det ikke det, jeg 
ſiger, de ere ikke ſkabte til andet end vor Ulykke og 
Fordcervelſe. Ere han og hun da ikke lige, ſaa lige, 
ſom gjenſidig Tilbojelighed kan gjøre et Par Menneſker, 
og hvad hun fattes i Penge, det ejer hun i en god 
Vilje, et Par ftærfe Arme og Luft til at bruge dem. 
Hvad havde De mere, den Gang De begyndte?“ 

„Jeg havde vel ikke mere; men nu har jeg ved 


mange Aars Arbejde vundet mig det, og til Lon for, 


hvad jeg ſaaledes har ſamlet til min Son, kan jeg 
fordre, at han ved fit Valg forøger Bo og Gods“. 


„Og om han ſaa valgte det værfte Utyſke, en 


Fiante eller Spedalſk, det vilde være Dem lige meget, 
naar hun havde Penge“, raabte hin ivrig. „Foj, ſkam 


| fordrer ikke, at min Søn ſkal ægte en Spedalſt 


ældres Pligt at lede den unge paa rette Vej, uden at 
han derfor kan ſkyldes for at ville ſpille en Gud. Jeg All 
ellen 
en Fjante; men jeg fordrer, at han ſkal træffe fit Valg 104 
med Øjet rettet paa det Afkom, han fætter i Verden, 


| og paa den Stand, hvortil han hører”, 
for at Forholdet fan blive lige”, ſvarede Knud, „thi 


„Ja, er det ikke til at blive gal over“, raabte 


Hogh, idet han ude af fig. ſelv ſprang op og lob op og 
ned ad Gulvet, „til alt, hvad jeg ſiger, paa alt, hvad 
jeg foreſtiller Dem, har De kun det ſamme Svar, den 
ſamme forteerſkede og evig afhaspede Viſe. Hor, Knud“, 


vedblev. han, idet han ſtillede fig lige for ham, „jeg 
kunde have den ſtorſte Lyſt til at ruſke Dem, til at 
ruſke Dem ſaaledes, at alt det trevne, det feje, det 


indgroede og forgjemte faldt af Dem i Stumper g 
Stykker“. 


Dem, Knud Raſk, føler og indſer De da ikke, at der 


er noget i Verden, ſom er højere og bedre end Guld, 
noget, der er ſtjonnere og mere værd at fæmpe for 
end Kobberſtillinger og Markſtykker, noget, der peger 
mod vort Sjels Ophav og vort Udſpring, og ſom viſer 
vort Hjærte og vort Sind Vejen til hine Steder, hvor 


vejede og fundne for lette“. 

„Jeg bliver ved Jorden, Hr. Hogh, den har ſom 
Lon for mit Arbejde født og underholdt mig, og jeg 
forſtaar ikke at flyve jaa højt, ſom De; kun det tor 
jeg ſige, at jeg har efter bedſte Wone og med god Vilje 
øvet Jet og Skjel, idet jeg gav Gud, hvad Guds er, 
og Kejſeren, hvad Kejſerens er. Men det, der er Seed 
og Skik i den Stand, hvortil jeg horer, derfra viger 
jeg ikke; thi har dette end ſkabt enkelte onde Frugter, 
ſaa er det paa den anden Side ſikkert, at netop vor 


Synsmaade har gjort os til det ſikre og faſte Grund⸗ 
lag, hvorpaa Statens Piller hviler”, 

„Og for at disſe ikke ſkal rokkes, for at Staten 
ikke hulter til bulter ffal ramle ned i Afgrunden, ſkal 
Rasmus og Karen gjores ulykkelige“, raabte Hogh. 
„Ja, Knud Raſk, De er rigtignok en flov Mand, men 
ſtorſt dog udi egen Indbildning; men pas nu paa, den 
Tid kan maaſke dog komme, da de vakkes af Indbild⸗ 
ningens Sevn og ved at guide Øjnene fer, hvor lille 
De har været, og hvor utilſtrœkkelige Deres Kræfter 


„Josſes Kors“! udbrød hin med pudſig Forſkrakkelſe, 
maa blev der nok ikke meget tilbage af mig; men jeg 
kan tenke mig det“, vedblev han, „ſaaledes tager man 
paa Veje paa Theatrene for at jage Tilſkuerne en For | 
ſtrekkelſe i Livet. Her i Sejs ſkjonne vi imidlertid | 
bedre, at ſtore Ord og fedt Flæjt glider let“. 

Hogh vedblev endnu længe at tale de unge Folks 


Sag; men alle hans Grunde og alle hans Foreſtillinger 


vare til at ſpille en Guddom, der vilde ſtyre, om end 
kun tvende Menneſkers Sfjæbne”. 

„Jeg tror, at Herren har lagt vor Skjqbne i vor 
egen Haand ved at give os Forſtand og fri Vilje“, 


| 


| ad Gangen. 


prællede af paa Knuds fafte og ihærdige Modſtand, ſom 
Kuglerne pralle af mod den faſte Klippe, og omſider 
maatte han holde inde for denne Sinde i Haab om 


bedre Lykke en anden Gang. 
vi ſelv med den ftørfte Rigdoms Tyngde ville blive | 


Nogen Tid efter modtog Hogh en meget ftor Sum 


Penge, der var tilfalden ham i Arv efter en fjærn 


Slægtning. Paa ham ſelv (od denne Rigdom ikke til 
at gjøre noget ſynderligt Indtryk, hvad derimod Kund 
vedkom, jaa ſtirrede han med et lige ſaa undrende ſom 
lyſtent BLE paa de glatte, ny Hundreddalerſedler, og 
man havde ikke nødig at være nogen ſtor Menneſke⸗ 
kjender for at ſe, hvor meget hans Fingre kloede efter 
dem. Paa den anden Side gjorde den Agtelſe og den 


Köjerlighed, han nærede for Penge, at han med Wrg⸗ 


relſe og pinlig Aengſtelſe var Vidne til den odsle, let-⸗ 
faſte Vedhengen ved Fedrenes Skikke, deres Veſen og 


ſindige Maade, hvormed Hogh omgikkes dem. Snart. | 
[aa den velſpekkede Tegnebog i Vindueskarmen, ſnart 
paa Bordet i Lyſthuſet, ja en Gang havde Knud til 
ſin Redſel fundet den liggende ude i Toften, hvor 
Hogh og Rasmus med hinanden havde øvet den vanſte⸗ 
lige Idræt at ſtaa paa Hovedet og gaa paa Hænderne. | 
Zil alt, hvad Knud fagde i den Retning, ſvarede Søg) | 
altid: at det jo i Grunden var lige kjert; naar han 


kom til Kjøbenhavn, vilde de dog ſnart faa Ben at 


gaa paa alligevel, hvortil Knud mente, at Born og 
gale Folk aldrig burde betros mere end fire Skilling 

Paa en ſkjen Dag indtraf imidlertid virkelig, hvad 
der for et nogenlunde ſindigt menneſkeligt Oje ikke havde 


| været faa vanſkeligt at forudſe: Tegnebogen var borte 
ſvarede Knud alvorlig, „og jeg tror, at det er den | 


og uagtet al Leden hiſt op og her ned var den ikke 


e 


til at ftøve op. Alt, hvad der kunde endevendes, var 
blevet det, jaa nær ſom Brønden, ſom Høgh ſagde, og 


han foreſlog nu at flytte Huſet og Laderne en lille 


Smule for at komme til at ſe under dem. 

„Ja, hvad har jeg nu jagt, Hr. Hogh!“ udbrød 
Knud i en ergerlig dadlende Tone. 

„Ja, Gud maa vide det, Knud Raft“, ſparede hin, 
ſeende paa ham med en højft eftertenkſom Mine. „De 
har jagt grumme meget, ja ganſke viſt endogſaa meget 
mere, end ftrængt taget nødvendigt var, men kunde 
De nu ſige et eneſte lille Ord, hvorved Tegnebogen blev 
funden, ſaa vilde jeg paaſtaa, at det var det bedſte, 
De havde jagt i alle Deres Dage”. 

„Maaſke nok for Deres Vedkommende, Hr. Hogh, 
men havde De lyttet til mine Paamindelſer og Ad⸗ 
varsler, fan var Ulykken ikke ſket“. 

„Det vil jeg næften tro, Knud; men jeg har ogſaa 
den Tro, at Skjœbnen ene og alene har ſpillet mig 
denne Streg for at give Dem Ret, og det er egentlig 
det, der driller mig meſt. Tonk Dem, Knud“, vedblev 
han i en paataget ſorgmodig Tone, „alle de glatte fine 
Sedler, der vare fan brune ſom Peberkager, ere fløjten 
og ligge maaffe kvalfulde og fvømme i en Vandpyt 


eller flyve om ſom gale Katte pan den vilde Mark. | 
| Hvorledes han bedſt ſkulde komme i Land dermed, bed 


Min hele timelige Velſtand og alt mit rorlige Gods 
er forſpundet, og jeg ſtaar enſom tilbage. Dog, hvad 
hjælper det at klage?“ vedblev han, idet han lagde 
begge fine Hænder pan Knuds Skuldre og faa ham 
med et alvorligt Blik ind i Øjnene. Var jeg kommen 
til Kjøbenhavn med dem helſkindet, jaa vare de ſaa 
ſikkert, ſom jeg ſtaar her, blevne ſatte over Styr i 
mindre og ſterre Hold, nu derimod ere de blevne det 
i en eneſte ſtor og kraftig Doſis, Enden er den ſamme“. 

„Det kunde dog være et Spørgsmaal”, ſvarede 
Knud med et ejendommeligt Smil, idet han hoved⸗ 
ryſtende jaa efter Hogh, der flojtende og ſpingende 
med Stokken, ſom var han i det bedſte Lune, fjær- 
nede ſig. 

Tiden var imidlertid gaaet fin vante Gang; Jorden 


var loben mange Gange rundt omkring fig ſelv og 
havde endogſaa tilbagelagt et godt Stykke af fin Vej | 


omkring Solen. Tegnebogen var glemt, og Hogh havde 


for længe ſiden gjenoptaget fin Gjerning paa det fonge- | 


lige Theater og ved fit Lune og fit Spil ſat Tilſkuernes 
Lattermuffler i Bevegelſe, og Knud Raſk ſad bag den 
brede Kakkeloyn, medens Sneen fog over den frosne 
So, og Stormen ſukkede og ftønnede mellem de blad⸗ 
loſe Træer. 


Medens Knud ſaaledes ſad rygende af ſin ſolv⸗ | 
beffaaede Merſkumspibe, medens han ſtirrede frem for 


fig, arbejdede en Tanke i hans Hoved, der lidt efter | : . 
ſtaden Yeddo er Mængden af Templerne ikke mindre 


lidt udviklede fig til at ſtaa for ham i et klart og 


lokkende Lys. J hele den vide Omegn, hverken fjærnt | 


eller nær, fandtes nogen Kjøbmandsforretning ; til Kjøb- 
ftæderne var der langt, og Vejene vare flette, og jo 


. ²˙ m SES ENERET ERE VEI TE 79] 


mere han tænfte, jo mere følte han fig overtydet om, 
at derſom det kunde lykkes ham at faa Zilladelje til 
at oprette en ſaadan, der omfattede alle Landmandens 
Fornodenheder, da vilde han derved kunne ſtabe ſig en 
uudtommelig Rigdomskilde. Vanſkeligheden laa imid⸗ 
letid i at ſkaffe den nodvendige Tilladelſe; Amtmanden 
og Herredsfogeden vare kun lidet medgjorlige, naar 
Talen var om Serrettigheder, der kunde ſkade Kjob⸗ 
ſtederne, og det høje danſke Kancelli ikke mindre. Men 
naar alle disſe Myndigheder ikke vilde gjøre godt, faa 
var der dog endnu En tilbage, ſom kunde ſkaffe hans 
Vilje og Onſke Fremgang, naar det kunde lykkes ham 
at vinde ham, dette var nemlig Kongen, gamle Frederik 
eller Hans Madſen ſelv, ſom man kaldte ham. Det 


var dermed imidlertid juſt ikke ſaa ganſke lige en Sag. 
| Kongen var nok en hjertensgod og retſindig Mand; 
men han kunde undertiden være lidt lojerlig, og naar 
der var noget, ſom ikke huede ham, fare op og buldre 


los, ſaa Synderen, der ſtod for ham, tabte bande Neſe 
og Mund, ja ſomme Tider Hovedet med. Dernaſt 


var det vanſkeligt at faa Adgang til ham ſom en Folge 


af, at jaa mange tyede til ham. Knnd kjendte nu ikke 
et Menneſke, der kunde bane Vejen for ham eller tage 
fig af hans Sag, og idet han tænfte og grublede over, 


han ſin Pibeſpids i Stykker og flyttede ſin rode uldne 
Nathue fra den ene Side af Hovedet til den anden, 
ja ſomme Tider helt ned over Øjnene. Med et falde 
hans Tanker paa Høgh, og idet han ſlog et kraftige 
Slag i Lenet paa ſin Stol, ſatte han ligeſom et 
Punktum for, at nu var Gaaden løft. Høgh var kjendt 
med alle, ſelvb de fornemſte, og han var i Kridthuſet 


| Hos Kongen; her var altſaa ikke noget at betenke fig 


paa, og endnu ſamme Dag ffrev han et langt Brev 
til ham, hvori han fatte ham ind i alt, hvad der laa 
ham paa Hjærte. Høgh lod ikke vente længe paa Spar, 
og efter Modtagelſen af dette, der i alle Henſeender 
var efter Onſke, rejſte Knud i Foraarets forſte Dage 
til Kjøbenhavn for at prove fin Lykke. 

(Sluttes.) 


Skildringer fra Japan. 
Efter ſorſnjellige Kilder ved E. Joepſer. 


4. 
Japaneſernes Gudetro. 


| Enhver fremmed, ſom gjæfter Japan, vil uden Tvivl 


blive meget forbavſet over den ſtore Mængde Byg⸗ 
ninger, ſom findes der til helligt Brug; disſes Tal 
ſtal nemlig løbe op til henved 150,000. J Hoved⸗ 


end 1483, og de indtage næften en Fjerdedel af hele 


| Byens Grund. Denne ſtore Mængde hellige Bygninger 
maa uvilkaarlig give den fremmede den Mening, at 


172 E 


Japaneſerne ere et meget gudfrygtigt Folk, men dette 
er langt fra Tilfældet. Japaneſerne ere faa lidet gud⸗ 


frygtige, at man ikke let finder et Folk, der har faa | 


ringe Agtelſe for det hellige ſom Folket i Japan, der 
endog driver Handel med disſe Guddomme. Efter 
deres egne Udtalelſer til fremmede ſe mange Japaneſere 
i deres egen Religioa kun en Sammenblanding af 
Meningslosheder, og efter denne Synsmaade opfatte 
de Preſterne ſom Hyklere og Templerne eller Pago⸗ 
derne ſom Steder, man kun gjeſter af og til for et 
Syns Skyld. 

Japaneſerne ere ſom bekjendt Hedninger, og der 


ſindes to godkjendte Religioner i Japan, nemlig Sin⸗ 


guder eller Kamier, der tenkes ſom et Mellemled 
mellem Guddommen og Menneſkene, er der opført en 
ſtor Mængde Templer, der betjenes af en Mængde 


Gejftlige og enten ligge i Midten af Kirkegaarden eller 


ogſaa ere omgivne af ſmukke Haver. Et ſaadant 


Tempel er i Reglen meget tarveligt udſtyret i det indre, 


og der findes hverken Afgudsbilleder eller andre ſmag⸗ 
loſe Prydelſer i det; et blankt Metalſpejl cller et 
Stykke hvidt Papir vælfer Foreſtillingen om Guddom⸗ 
men og er et Sindbillede paa den Renhed i Sindet, 
hvormed denne bor paakaldes. Tilheengerne af denne 
tro paa Sjælens Udodelighed og holde for, at de gode 


efter Døden faa Bolig hos Kamierne i Paradiſet, 


tismen medens de 
eller Sin⸗ onde deri⸗ 
toreligi— mod nedſtyr⸗ 
onen og tes t Hel⸗ 
Buddha⸗ vede. 
ismen. De Den ſtorſte 
fleſte af de Del af Japa⸗ 
hojere Sten⸗ 


der ſlutte ſig 
til Sintis⸗ 


neſerne, ifær 
af de lavere 


; | Samfunds⸗ 
men, der er — : j klasſer, flut- 
Landets op⸗ . i te ſig til 
rindelige og Buddhais⸗ 
Ra eg men i 10 
etro. TLil⸗ trængte in 
heengerne af i Landet i 
denne Reli⸗ det 6te Hun⸗ 
gion opfatte dredaar efter 
SolensGud⸗ KriſtiFodſel, 
inde ſom de⸗ og ſenere del⸗ 
res gverſte 2 ES te fig i fle⸗ 
Guddom, fra Mir; re Sekter. 
hvilken der i 8 Denne Reli⸗ 
nedſtammer gions øverfte 
e Bade er 

uder og Buddha. De 
Gudinder.! 8 buddhaiſtiſke 
Landets Fyr⸗ Cempelbugning i Japan. Templer eller 
ſte, Mika⸗ Pagoder, 


doen, tenkes ſom en af disſe og ſom Guddom⸗ 
mens ſynlige Fremſtiller, hvorfor han tillige er Preſte⸗ 


ſtandens Overhoved. Hans Stilling og Virkſomhed 
i denne Retning kan nærmeft ſammenlignes med 
Pavens. Ligeſom Katholikerne have deres Helgener, 
ſaaledes have ogſaa Tilhengerne af Sintismen deres 
Halvguder, der dyrkes og tilbedes under Navn af 
„Kamiſer“. Tallet af disſe Kamier løber op til 
mange tuſende, af hvilke dog kun en ringe Del ned⸗ 
ſtammer fra Guderne, da de fleſte ere fromme Menne⸗ 
ſker, ſom paa Grund af deres hellige Vandel her 
i Livet efter Døden ere blevne ophøjede til 
Halvguder af Mikadoen. Til. Wre for disſe Halv⸗ 


ſom Læferne kunne danne fig en Foreſtilling om ved 


at kaſte et Blik paa hosſtaaende Afbildning, kaldes 
„Thera'er“ og ere ſmykkede med Buddhabilleder 
eller Dyreſkikkelſer, ſom ſkulle være Gjengivelſer af de 
jordiffe Boliger for Guddommen Buddhais Sjæl 


under hans aventyrlige Vandringer gjennem Livet. 
Jag udenfor disſe Templer kan man derfor. fe neſten 


alle Dyr fremſtillede i Billeder ſamt undertiden ogſaa 
andre Afgudsbilleder, der ere forſynede med 6—8 Arme 
og Ben. Mængden af disſe Afguder er overordentlig 
ſtor, og de ere alle Gjenſtand for Tilbedelſe, meſt dog 
fra den talrige Bræfteftands Side, da Folket ſelv ikke 
tillægger Gudetroen nogen flor Vigtighed. Gejftlig- 


|| 


i 


heden er meget foragtet paa Grund af fin Uvidenhed 
og Briſt paa Dannelſe, og dog danner den i den 
japanſke Rangforordning et Mellemled mellem Adelen 
og Borgerne. Dens Virkſomhed beſtaar i en tankelos 
Opramſen af Bonner, Klokkeringning, Tiggeri og Le⸗ 
delſen af Hojtidelighederne ved Jordfeſtelſerne. Kioto 
er denne Religions meſt hellige By og har derfor en 
uhyre Mængde Templer, af hvilke det ene kaldes: 


navnlig af de Lærde, ſlutte fig ikke til nogen af de 
her omtalte Religioner, men ere Friteenkere, der forkaſte 
al Gudsdyrkelſe. Fornuften træder hos dem i Gud: 
dommens Sted og leder deres Zænfe- og Handlemaade. 

Kriſtendommen har tidligere havt en ſtor Del 
Tilhængere i Japan, hvor Jeſuiterne i Midten af det 
16de Hundredaar virkede med ſaa ſtort Held, at det 


luykkedes dem at omvende over 200,000 Japaneſere til 


„SanMan Kriſtendom⸗ 
San Sein men, og der 
Sambiat ſkal paa den 
Sanſin id 985 
Santai“, været 25 
det vil ſige: kriſtne Kir⸗ 
„de tre og ker i Ja⸗ 
tredive tu⸗ pan. Her 
ſende tre ſom andre 
hundrede og Steder blan⸗ 
tre og tre⸗ dede Jeſu⸗ 
dive Guders iterne ig 155 
Tempel“, og de borgerlige 
enhver enkelt Stridighe⸗ 
af disſe Gu⸗ der i Japan, 
der ſkal have og dette i 
fin Billed⸗ Forbindelſe 
ftøtte der. med Uenig⸗ 
En af Bud⸗ hed mellem 
dhaismens 10 00 Proteſtanter 
fornemſte e og Katholi⸗ 
Lereſctnin⸗ fi fer i Landet 
ger er Troen voldte, É at 
paa Sjale⸗ den kriſtne 
vandringen Religion 
efter Døden, blev forbudt 
og dens Zil- i Japan. 


heengere maa 
derfor ikke 
udgyde Blo⸗ 
det af Dyr, 
da Menne⸗ 
ffets Sjæl 
efter Døden 
vandrer fra 


De Kriſtne 
blev overalt 
forfulgte og 
dræbte; paa 
en Dag, den 
-12te April 
1638, myr⸗ 
ikke 


det ene Dyrs 


mindre end 


Legeme til 
det andet. 
Af denne 
Grund op⸗ 


fattes de Japaneſere ſom urene, der eſter deres Livsſtilling | 


ere tvungne til at udgyde Blodet af Dyr, og 
ingen vil jøge Omgang med dem; i den ſenere Tid 
ffal der dog være indtraadt en Andring i disje 
Forhold. 3 

En Del Japaneſere af de ypperſte Klasſer, og 


Sondagsandagt i en norsk Fjældbygd. 


37,000 ind⸗ 
fodteKriſtne. 


Folkeoplysning og Kriſtendom i Norge. 
Af Mads Hanſen. 


Se Henſyn til Folfeoplysningen gaar man i Norge, 
ſom hos os, i de to forſtjellige Retninger: af et offent⸗ 


ligt Sfolevæjen, ſom holdes af Staten, og et frit i | 


Folkehsjſtoler og Bornefriſkoler. Og der er, ſom her 
hos os, jævnlig Ordſtrid om denne Sag. Men gjelder 


det at ſige hverandre Übehageligheder: for de „folke⸗ | 
dannede” at rive ned paa „den lærde Dannelje” eller || 


for Latinerne at haane al anden Oplysning, da ſynes 


det mig, at de danſke ſtaar tilbage: for Normendene 


i Opfindſomhed og Skarphed, og at disſe ere meget 
mere ordſnilde og forſtaa at ſno ſig med Snildhed i 
en ſnever Vending. 
jeg har bragt med efter at have overværet en hel Dags 
Forhandling om dette Wmne: Folkeoplysningsſagen. 
Statsſkolevcſenet er planlagt omtrent paa ſamme 
Maade ſom her i Danmark, men Børnenes Skolegang 
ophorer for en ſtor Del om Sommeren, da mange 


til med andre Arbejder, og fortſettes derefter ſtadigere 
om Vinteren. Hojſkole- og Friſkoleveſenet gaar for det 
meſte i grundtvigſk Retning, ſelvb om Lærerne ikke i 


da paa den nye Hojſkole, ſom er oprettet paa Bjorn⸗ 


ſtjerne-Bjornſons Bondegaard, Olſtad, i Grausdal, hvor 
Kriſtoffer Bruun, Kriſtoffer Janſon og Frits Hanſen 
Derimod ſynes Hojſkolen paa Sagatun, 
der ligger ſerdeles ſmukt ved Mjoſen, lige over for 


ere Lærere. 


Jiældet „Skreja“ at være i nærmere Overensſtemmelſe 
med vore bedſte danſke Hojſkoler. Denne Skole er 
oprettet af en formuende Mand, Cand. Herman Ancker, 


og Ole Arveſen, der er ſaa godt kjendt her i Danmark 
ſom Forfatter af flere ſmukke Sange, er Forſtander. 
Der ere ikke fan fan Karle og Piger her fra Danmark, 


der have været paa denne Hojfkole, og det ſtaar til 
at haabe, at” flere Tid efter anden vil. gribe en jan 
god Lejlighed til at gjæfte vort Broderland. 

Der er vift fan Steder i Norge, hvor der er faa 
mange oplyſte og dygtige Bønder, ſom i Bygderne 
omkring disſe to Skoler. Om dette kan tilfkrives 
Skolernes Virkſomhed, eller om disſes Stiftere have 
valgt de mere fremmelige Egne til Virkekreds, eller 
maaſke begge Dele tilſammen er Aarſagen, kan jeg 
ikke ſige. 

J de mere afſides liggende Bygder kjender Folk 
ikke ret meget til det, der ligger uden for den Dal, 
hvori de boer, og den Sysſel, de paa Grund af Stedets 
Naturforhold ere henviſte til. É 2 5 

Normendenes Kriſtendom ſynes at være mørk og 
alvorlig ſom Landet og ſom deres hele Færd, endnu 
morkere, end vi kjender den her i Danmark under 


Navn af Pietisme. At gaa i Kirke og læfe i Salme | 
bog hører med til Søndagen, derfor ſer man Kirkerne 
fulde overalt, hvor der er Gudstjeneſte; men det er 
Somme Steder paa | 


da heller ikke hver Sondag. 


Landet hører der tre Kirker til et Preeſtegjeld, og 
disſe Kirker ligger jævnlig fan langt fra hverandre, 
at der kun er Gudstjeneſte i en af dem hver Sondag. 


Kone og ſparede ikke ſig ſelv. 


vonxede de meget ſtaerkt, og det var jo kjedeligt. 


Mange af Menighederne har derfor ogſaa en lang og 
mojſommelig Kirkevej, flere Mile over næften uvejſomme 
Fjielde, for det er ikke ethvert Dalſtrog, der er Kirke 19 


og de Folk, der bor ſaadanne Steder, maa ſoge Kirke 
i en anden Dal, og det kan medtage en hel Dag, 
jaa at de om Vinteren, naar Dagene ere forte, maa 
gaa eller ride, førend det er lyſt om Morgenen, og 


kan ikke komme hjem igjen for ſent paa Aftenen. De, 
der ikke kan komme i Kirke, ſidder hjemme og leſer 
Det er i det mindſte det Indtryk, 


i Bibel eller Salmebog. Og dette er ikke ſaaledes 


paa Landet alene, men ogſaa i Kjobſtederne; i naſten 


ethvert Hus, vi kommer ind i paa en Helligdag, er 
der nogen, der leſer i Salmebog, om det faa er i 
Gjæftehujene kan man finde Opvartningspigen fordybet 


i ſin Bog, medens Gjæfterne drikker deres Ol og 
Born ere i Fjældene med „Buſkapen“ eller maa hjælpe | 


Snapſer. I de mindre „Reſtaurationer“ kan man om 


| Søndagen træffe pyntede Tjeneftepiger og Karle, „ſam⸗ 
lede i en fortrolig Klynge” hver med „en halv Bajer” 
for fig, og naar jeg tenker paa al den Salmelcesning, 
Hovedſagen ere enige med Grundtvig; ſaaledes er det 


der er i Brug, undrer det mig, at de ikke har deres 
Bog med. 

Men den alvorsfulde Gudfrygtighed har ogfan 
fin ſtionne Side, der er ſmukt opfattet og fremſtillet i 
hosſtagende Billede efter et Maleri af en norſk Kunſtner, 
Maleren Adolf Tidemand, der i en Rakke af 


dejlige Billeder har ſkildret faa mangt et ſmukt Træt 
af Folkets Liv i fit Fædreland. 


Den blan Kjole. 


1 8 Af Bendix Hanſen. 
N. 
GN alene og Degnekonen vare Naboerſker. 


„Degnekonen havde det ret godt. Det 
kneb rigtignok ſomme Tider at ſlaa ſig 
igjennem, men det gik; thi hun tabte 
aldrig Modet, hun var en raſk og dygtig 
Hun var ung endnu 
og havde derfor ikke forſaget Verden, men holdt endnu 
af pæne Kleder og en lille Fornsjelſe en Gang imellem. 
Værre var det for Malene. Hun hapde akkurat de 
ſamme Tilbojeligheder, og da hun maatte forſage, fordi 
hun aldeles ſavnede Midler til at tilfredsſtille dem, 
Hun 
gik hver Dag hjemme og pasſede ſit Hus og ſine Børn, 
medens Manden var paa Arbejde, og da hun havde 
megen Zid tilovers, fom hun ikke vidſte Brug for, faa 
gik hun jævnligt over til Degnekonen for at flaa en 
Sladder af. : f 

„Hvordan gaar det, Malene?“ ſpurgte Degnekonen, 
og faa fif hun altid den ſamnie Hiſtorie, og den var 
bedrovelig. 

„Aa Herregud!“ ſukkede Malene, „det gaar, ſom 
det kan. Vi ſlider os igjennem, vi kunne leve, men 


fornøjet, og ſaaledes gik der nogle Uger. 


3 


heller ikke mere. Føden og de nodvendigſte, ſimple 


daglige Klæder kan min Mand forifaffe os; men det 


er dog tungt for mig beſtandigt at gaa og træffes med 


Fattigdommen og nægte mig hver eneſte lille For⸗ 


nojelſe, da jeg dog er bedre vant. 
komme ud mellem Folk. 


Aldrig kan jeg 


at viſe mig i. Jeg er dog ikke ſaa gammel endnu, 
jeg kan ikke give Afkald paa alt. Den Gang jeg var 
Pige kunde ingen jætte mig i Stads, ikke en Gang 
den rigeſte Gaardmands Datter. 


Bejætning og hvide Blomſter, — akkurat ſom den 
Madamen har til Stads — og da jeg var en ſmuk 


jeg kom, og jeg blev ikke ret ofte hjemme. Hver Gang 
jeg ſer Madamens blaa Kjole, tænker jeg paa min, 
ſom ikke er mere; Børnene have ſlidt Stumperne. 


Kunde jeg en Gang naa ſaa vidt, at jeg igjen kunde 


faa ſaadan en Hat og Kjole, fan var mit hajeſte og 
kjcreſte Onſke opfyldt; men det ſker ſagtens aldrig her 
i Verden! Ak ja!“ ſaa ſukkede hun atter med Taarer 
i Ojnene. 


Fritid, ſaa kan Du med Tiden ſpare ſammen til en ny 
Hat og Kjole!“ ſagde Degnekonen en Dag. 


„Tjene! Hvordan ſkulde jeg kunne tjene fan meget, | 
og hun kunde ikke blive træt af at ſe fig i fin Stads. 


naar ingen vil hjælpe mig!“ ſukkede Malene. 


„Jeg vil hjælpe Dig, naar Du vil hjælpe mig!“ | 
„Vil Du komme her ind et Par 


ſagde Degnekonen. 
Timer hver Formiddag og Eftermiddag, ſaaledes ſom 
Du plejer, ikke for at ſnakke, men for at beſtille noget: 
malke Kgerne, naar jeg ikke faar Tid, ſe efter Huſet 
en Gang imellem, naar vi ere ude, og hjælpe ved et 
og andet, ſom jeg ikke ſelv kan overkomme, ſaa vil jeg 
betale Dig godt derfor. Jeg kan være tjent dermed; 


for jaa kan jeg undvære Tjeneſtepige, og det er meget | 
blive hjemme. 


værd i disſe dyre Tider.“ 

Malene tog med Glæde imod dette Tilbud. 

Til Majdag lod Degnekonen Pigen fare, og ſaa 
tog Malene fat. 
Lonnen 
hævede hun i Smaaſunnmer, der ſſeldent naaede op 
til en Daler. 2 

Saa lagde Degnekonen Merke til, at Malene 
efter Haanden igjen blev forknyt. 


„Hvordan gaar det, Malene?“ ſpurgte hun en | 

| faalænge der er Forfængelighed til, — og der er mange 
Slags blaa Kjoler!“ 

„Aa, Herregud! det har lange Udſigter, det bliver 

i vel aldrig til noget!” fvarede hun bedrøvet. „Pengene 

fſmutte mig bort mellem Henderne, og jeg kommer . 


Dag. „Naar kan Du teenke paa at kjebe en ny Hat 
og Kjole?“ 


aldrig videre!” 


„Det er ſlemt!“ ſagde Degnekonen, „Du maa 


lægge Dig efter at ſpare!“ 


Da havde jeg en 
lyſeblaa halvulden Kjole og en brun Hat med lilla | 


Hun var tro og flittig og meget 


Men Malene kunde ikke ſpare. Med den ſtorre 
Fortjeneſte fik hun ſtarre Fornodenheder, der ikke vare 


ny. men de gamle, der vaagnede igjen; men det dejlige 


Haab, den blaa Kjole og den brune Hat med lilla 


Beſeetning og hvide Blomſter blev ved at lyſe og lokke 


Ak ja! kunde jeg bare en 
Gang faa nogle Klæder, ſom jeg kunde være bekjendt 


jeg aldrig glemme Dem, aldrig, aldrig! 
| dog lade mig ſe for Folk!“ 
„Se at faa noget at beſtille og fortjene i Din | 


i det fjærne, og derfor holdt hun trofaſt ud. 

Degnekonen fik Medlidenhed med hende, og hen 
paa Sommeren, da der ventedes fremmede i Degne⸗ 
boligen, og der ſaa vilde blive meget at beſtille for 
Malene, kom Degnekonen en Dag med fin blaa Kjole 
og brune Hat og ſagde til hende. 

„Vore fremmede kommer i Aften, og jaa begynder 
en travl Tid for Dig. Jeg ſkal hjælpe Dig, naar 


jeg kan, men i Morgen maa Du gjøre det alene, for 
Pige, vakte jeg overordentlig Opſigt allevegne, hvor | 


ſaa maa jeg folge de fremmede til Feſten i Skoven. 
For at Du nu kan være rigtig raſk og fornøjet i 


denne Tid, jaa vil jeg forud ffjænte Dig min blaa 


Kjole og min brune Hat. Ver jaa god!“ 

Malenes Øjne tindrede af Glæde og hendes Hænder 
ryſtede, da hun modtog Stadſen. 

„O Tak, tuſind Tak!“ ſtammede hun, „det ſkal 
Nu kan jeg 


Hun ilede hjem og kom ikke mere den Dag; hun 


| maatte prove hvordan Kjolen og Hatten pasſede og 


kledte hende, og de pasſede dejligt og kleedte hende 
velſignet, ſyntes hun; det var ſom hun blev ung igjen, 


Neſte Dag, da de fremmede vare komne, ſendte 
Degnekonen Bud efter hende, men hun kom ikke, hun 
havde ingen Tid. 

„Hvad ſkal jeg med Stadſen, naar jeg ikke ſkal 


| viſe mig i den for Folk!“ ſagde hun. „Nu er det faa 


længe ſiden jeg har haft en Fornojelſe. Hvor jeg vil 
vælfe Opſigt, naar jeg gaar i Skoven i Dag, og i 


Skoven maa jeg!“ 


Saa gik hun til Skovfeſt, og Degnekonen maatte 


Og Malene blev borte. Nu havde hun Brug for 


| fin Fritid til at fremviſe Stadſen, og nu havde hun 


ingen Lyſt til at gaa og flæbe hos Degnens; thi hvorfor 
ffulde hun gjøre det, hun trængte jo ikke dertil; nu. 
havde hun en blaa Kjobe og en brun Hat med hvide 
Blomſter. 
Til November maatte Degnekonen igjen have Pige. 
„Hvem fulde have troet det!“ ſagde hun. „Men 
Utak er Verdens Lon; det bliver aldrig anderledes, 


Sterkasſer. 5 
I denne Tid vil det være heldigſt at opſctte Sterkasſer og 
mindre Fuglebo for: Smaafugle. Man har bande bedſt Tid til 


denne Sysſel og naar Rederne opſlages i Træer og paa Mure 
nu, vil Fuglene finde dem rede naar de vende tilbage i Slut⸗ 
ningen af Vinteren; de ville da hurtigt blive fortrolige med 
Rederne og bygge deri til Glæde og Nytte for deres gjaſtſri 
Varter hele Sommeren igjennem. Som ofteſt tenker man ellers 
forſt paa at lave Fuglekasſer, naar man i det tidlige Foraar 
hører deres Kvidren; men da er ofte Tiden travl, og det er for 
ſent da at vænne Fuglene til de nyopſatte Boliger. Derfor er 
det juſt den rette Tid nu at minde om dette fornøjelige Arbejde. | 

Da vi alt i forrige Bind Side 338, 351 og 402 have 
omtalt Sterlasſer, ſkulle vi her kun i Korthed minde om, at 
jo naturligere de ſe ud og jo mere Morgenſol de ere udſatte for, 
jo hellere bline de beboede. Lidt Skygge for Middagsſolen og 
Le for flarpe Vinde vil gjøre Reden endnu kjcrere for Smaa⸗ 
fuglene, og kan den dakkes af lidt Grønt, lidt Blade eller 
Slyngplanter bliver den endnu hyggeligere. Vi meddele her 


Tegning til en Starkasſe til flere Familier. Den kan laves 
af en gammel Ballie eller lignende, belladt udvendig med Vark 
og indvendigt afdelt med tætte Vægge i fire eller fer Rum. 
Foroven kan anbringes en Halmhette ſom paa en Bikube, men 
finere og ſirligere bundet. Til Indgange udſkeres to Tommer 
brede Flyvehuller tæt ſoroven under Tagſtaget og en Flyvepind 
foran hvert Hus tilraades. Reden faftgjøres til en tyk Stang, 
der helſt maa gaa gjennem Redens Bund op til Tagets Top, 
for at dette kan faſtbindes dertil foroven. Man har da et 
ſmukt Fuglebo, ſom hosſtagende Tegning viſer, hvor man ſer 
> Reden omgivet af en let Slyngplante. 

Vejledning til at forferdige flere forſkjellige Slags Fugle⸗ 
kasſer til enkelte Reder findes i Haandgjerningsbog for Ung⸗ 
Dommen iſte Bind Side 167-170. 


Smaaking. 


En ung Hyrde fik Lyſt til at 
Soſtre, der alle vare lige ſmukke 


Oſteproben. (Fra Schweiz). 
gifte ſig. Nu kjendte han tre 


fig ſelv om, hvem af dem han fulde vælge. 
endelig hans Moder. „Skal jeg give Dig et godt Raad,“ 
ſagde hun, „ſaa indbyd alle de tre Soſtre til Dig, fæt Oſt for 
dem og fe, hvorledes de bære fig ad dermed.” 

hendes Raad; han indbød Pigerne og fatte Oſt 


Det marede 


for dem. Da 


der ikke blev Spor deraf tilbage. 
Skorpen af jaa tyk, at der fulgte meget godt med; men den 
tredje ſtrabede Skorpen tynd af, ſom det fig hør jog bor. Da 
nu Hyrden fortalte fin Moder, 
Oſten, ſagde Moderen: 


„Tag den tredje; hun vil bringe Dig 


at han havde fulgt fin Moders Raad. 


. 


til Honſene: „Kom med mig ind 
op paa Bordet 


Du nu fe? 


„ Da lo Hanen og ſvarede: „Ha, ha, ha, ha, have J da 
ikke vidſt det?“ Saa kunde de gaa. 


Firkautet Nod. Af 6 A, 2 K, 2 N, 2 R, 2 8. 
og 1 O0 dannes 
fra oven og venſtre giver Losningen paa følgende Gaade: 
Mit forſte er ljendt ſom en liden Pog, 
da Herren haus Fader paa Prove tog, 
mit andet, det var en Kvinde god, 
dog vilde hun knap paa vor Herre tro, 
mit tredje var en ypperſte Praſt, 
i Magt og Kraft ſtod han Moſes naſt, 
mit fjerde er Navn paa et helligt Land, 
det kjender ſikkert hver Kriſtenmand. 


9. U. x. 


Billedgaade (Rebus). Af L. P. Ha. 


1 LO BBbb. 


8 Breppexling. 

.. N. F. L. i 5. At optage en Vejledning til Bogindbinding 
i Husvennen vilde tage alt for megen Plads og er mindre for⸗ 
nedent, da en fuldſtendig Vejledning findes i „Haandgjerningsbog 
for Ungdommen“, ſaavel ſom i „Den lille Paparbejder“, 100 
Sider med 83 Billeder, gvilken De 
Co. mod Indſendelſen af 1 Kr. 25 O. 


R. H. i E. og H. C. i B. Üdgiveren har alt, forinden 
Deres Anmodninger indløb, henvendt fig til en i den omtalte 
Retning kyndig Mand om en Vejledning til at alunere Kanin- 
ſkind. Saa ſnart denne kommer ſkal den ſtrax blive meddelt i 


Bladet. 
N. J. — P. J. K. — Tak for Opmerkſomheden! Men har i 


begge Retninger faa meget Stof liggende at Deres indfendte man 
henlægges. 5 ; 


Indhold. Tegnebogen, Fortælling af Beatus Dodt, (Fortſat). — Skil⸗ 


bringer fra Japan, efter forſkjellige Kilder ved E. Toepfer, med 
Billede. — Folteoplysning og Kriſtendom i Norge, af Mads 
Hanſen, med Billede. — Den blaa Kjole, af Bendix Hanſen. 


og lige venlige imod ham, faa at han ikke kunde blive enig med 


— Husflid: Sterkasſer, med Billede. — Smaating. — Brev⸗ 
vexling. re 


Husvennen“, Bilfedtilad for ATorfRabsfæsning, Oplysning og usflid, 
Villeder, lik 1 Krone Fjerdinganret, frit lilſendt. Hyper Jjerdingaar m 


edſolger gratis et ſlort ſmußt Villægsbilfede. 


hdkommer fif hver Søndag med et 16. ſpallel Ari, 
Bladet Kan bellilles pas 


eihverl Poflkontor og Brevſamlingsſled, + enhver Voglade ſamt hos Hopedſiommisſioncren: Rudolph Klein, Vifeffræde 40, Kjobenhavn 


7 PV ESSEES 
Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


W 


Sonnen fulgte 


ſlugte den forſte begjærlig fit Stykke med Skorpe og alt, ſaa 
Den anden derimod flor 


hvorledes de havde behandlet 
Lykke.“ Det gjorde han, og han angrede aldrig i fine Lebedage, 


Hauen og Honſene. (Fra Schweiz.) Hanen ſagde en Gang 


fem Ord, ſom ſkrevne under hinanden og laſt⸗ | 


1 
| 
| 
|| 
i 
| 


faar hos C. Th. Rom & 


ſorſguel med føre 


3. Jargang 


Da Ar. 23. 


Tegnebogen. 
Fortælling af Beatus Dødt. 


(Sluttet.) 


SSG kueſpiller Søgh modtog fin Sommer⸗ 
ſom han kaldte ham, med 


vert, 
aabne Arme. Han gjorde et Gilde 
for ham i ſit Ungkarlehjem og ſvor 
(AS paa, at naar Knud Mandag Morgen 
gik til Foretræde paa Amalienborg, 
da ſkulde Kanonerne foran Hoved⸗ 

bvagten paa Kongens Nytorv brændes 
af til hans Wre og „Heſten“ gjøre de dejligſte Krumſpring. 
Dette gik nu rigtignok ikke i Opfyldelſe, men det vig⸗ 
tigſte af, hvad Høgh havde lovet at udvirke for ham, 


det blev ærlig holdt, og han havde ikke længe ſtaaet 


i Forverelſet og med ſtore Øjne jet paa al den Bragt, 
der omgav ham, for Adjudanten med lydelig Roſt 
opraabte hans Navn, hvorefter han traadte ind til 
Kongen. Denne ſaa et Ojeblik med Velbehag paa den 
høje, velvorne, endnu ſmukke Mand, der med et fri⸗ 
modigt Blik og en faſt, men dog ærbøbig Holdning 
ſtod for ham. 

„Naa, Knud Rasmusſen, hvad er ſaa Din Bon?“ 
ſpurgte han endelig. 

Knud fremkom nu med ſin Anſogning, hvilken han 
efter fin egen Mening underſtsttede med faa ſlaaende 
og ſejrrige Grunde, at e ikke kunde andet end 
godkjende dem. 

„Dermed er det en vanfkelig Sag,” tog Kongen 
endelig til Orde efter at have gjennemlæft Bønffriftet, 
„Hvad ſiger Amtmanden derom?” 

„Ja, Deres Majeftæt,” ſparede Knud undvigende, 
„han ſiger jaa og faa, men det er ikke altſammen lige 
fornøjeligt at høre paa.” 

„Det maatte: efter min Mening være en ringe 
Mand, derſom han kunde tale alle til Pas,“ fvarede 
Kongen i en ſkarp Tone. 


Handagen d. 5. Marts 


Rjobenhavn. 


1876. 


„Det mener jeg ogſaa, ens Majeftæt, naar det 


kun ikke er med Henſon til mig.“ 


| „Nu ja, ja,“ ſvarede Kongen ſmilende, „man 
| taler altid godt og fornuftigt, naar det ſtemmer med 
en andens Onſker og Meninger. Jeg holder i øvrigt 
ikke af denne Landhandel; Folk kommer derved i daglig 
Friſtelſe til at give deres Penge ud.“ 

„Hvad Pengene vedrører, jaa holder Jyden ſkikkelig 
faſt, Deres Majejtæt, og han ffal nok vogte fig for 
at give mere ud, end nødvendigt er. Derfor er det 
ogſaa, han med Sfjæl flager over, at Varerne i jaa 
høj Grad fordyres ham ved de lange Rejjer, han maa 
gjøre for at faa dem.“ 

„Der er noget i, hvad Du ſiger, Mand,” udbrød 
Kongen, „og jeg kunde derfor maaſke ogſaa være villig 


til at give Dig den anſogte Serrettighed, men dog 
kun paa et Vilkaar.“ 

„Jeg har ellers ikke for Skik at love i blinde,“ 
jvarede Knud frejdig, „men lige over for Deres Majeftæt 
tor jeg vel vove det.“ 

„Nu vel! Vilkaaret er, at Du giver Dit Minde 
til at Din Son gifter ſig med Karen Hansdatter. 
Saa ſnart Du har indſendt Vielſesatteſten til Amtet, 
jaa ſkal Tilladelſen blive Dig udfærdiget. 

Det gav et Set i Knud, ag uvilkaarlig traadte 
han et Skridt tilbage. Et Ojeblik ſtudſede han ved 
Tanken om, hvorledes Kongen var kommen til den 
Kundſkab, men lige jaa ſnart ſtod det klart for ham, 
at Høgh her havde fin Finger med i Spillet, ſamt at 
han maatte give Kjob for at naa ſit Maal. 

„Hun kommer jo nu ikke tomhændet, Deres Maje⸗ 
ftæt,” ſvarede han derfor, „efterſoem det jo paa en 
Maade er hende, der bringer Bevillingen med ſig, og 
min Son fkal derfor faa fin Villie. Derſom Deres 
Majeſtct ikke tager det ilde op,“ vedblev han, „ſaa 
maa jeg dog tilføje, at jeg helſt havde jet, om jeg 
havde faaet Lov til at raade mig jelv i den Sag.“ 

„Det kan jeg nok forſtaa,“ udbrød Kongen, „men 
| jeg tvivler om, at Karen og Eders Son ſiger det 


ſamme, og vi maa huffe paa, at i Livet er det ikke 
nok at handle efter Forſtand og Overlog, Hjcertet maa 
ogſaa komme til fin Ret.“ ; 

Efter at Knuds Foretræde var forbi, og han ved 
denne havde jet fit Onſke opfyldt, ilede han med at 
komme hjem igjen for at jætte alt i Gang. 

„Hils nu hjemme, Knud,“ ſagde Hogh ved Af— 
ſkeden, „og ver ikke fortrydelig over den Tilgift, Kongen 
gav Dem til Privilegiet; tro mig, det er ikke den 
daarligſte Del deraf.“ 


„Det vil viſe fig i Tiden, Hr. Hogh,“ ſparede 


Knud, „ſaa meget er imidlertid ſikkert, at det ofte er 
ondt at faa mere end at fag mindre, end man attraar. 
Har De nu, ſom jeg maa tro, gjort mere for mig end 
jeg bad Dem om, faa har jeg maaſke gjort det ſamme 
med Henſyn til Dem. Gud give ſaa da, at vi i Tiden, 
hver paa fin Side, maa være lige tilfredſe dermed.” 

Hogh kaſtede et ſporgende Blik paa Knud, idet 
han udbrød: „det forſtaar jeg ikke; men naar jeg 
kommer derover, faar jeg vel Opløsning paa Gaaden. 
Det bliver imidlertid ikke i denne Sommer. Jeg har 
nemlig faaet Rejſetilladelſe for et Aar, og nu vil jeg 
drage omkring i Verden for at faa min Tro ſtadfeſtet 
paa, at Menneſkene ere Menneſker og gaa paa to Ben, 
hvad enten de leve under Sydens Sol eller blandt 
Nordens Js.“ 

Siden det Øjeblik Knud og Høgh havde taget 
Ufjfed med hinanden, vare nu flere Aar. forløbne. 
Rasmus og Karens Vielſesatteſt var for længft indſendt 
til Amtet, og Bevillingen var ſom en Folge deraf 
rigtig bleven tilſtillet. Handelen udvidedes mere og 
mere og blomſtrede frodigt under Knuds kyndige Ledelſe, 
og ſom han i Rasmus havde en. dygtig og nidfjær 
Medhjeelper, ſaaledes havde han i dennes Kone en 


brav og paapasſende Husmoder, hvis flittige Haand | 


holdt ſammen paa, hvad Piændene tjente, og hvis 
fjærlige Sind dannede dem et godt og lykkeligt Hjem. 
Alt gik ſaaledes godt, og Knud ſaa med Stolthed og 
Glæde fin Forretning vore og trives, og han ffulde 
have været fuldftændig lykkelig, derſom ikke Tanken om 
Høgh havde pint og naget ham. J tre Aar havde 
man nu hverken hørt eller ſpurgt noget fra ham, og 
trods alt, hvad Knud havde gjort, havde det dog ikke 
været ham muligt at faa noget at vide om hans 
Opholdsſted. Nogle ſagde, at han laa et eller andet 
Sted i Italien og ſolede fig, andre mente, at han 
var falden i den greſke Krig; men ingen vidſte rigtig 
Rede, og kun derom vare alle enige, at han havde 
faaet fin Afſked fra Theatret. 

Mere end haus Omgivelſe kunde rime ſammen 
med Knuds rolige Sind og ſtore Koldblodighed ſyslede 
hans Tanker med den borteblevne, og naar man jaa. 
paa hans nedſlaaende Mine og tankefulde Aaſyn, 


maatte man næften tro, at en Synd tyngede paa hans 
Hjærte, 


Paa en Søndag Eftermiddag ſad Knud, ſom fan 
tit eller, henſunken i Tanker i fin Leneſtol, medens 
Karen ſtod for Enden af det lange Bord legende med 
fin lille Dreng, ſom hun øvede i at gaa, idet Faderen 
med aabne Arme og et lykkeligt Smil ſtod færdig til 
at gribe ham. 
og oplyſte Stuen, hvor alt var faa ſlinnende og blankt, 
og hvor Søndagens Fred og Hyile ſyntes at herfke, 
medens Fuglene kvidrede og fang udenfor i de nys ud⸗ 
ſprungne Lindetræer. * 

Den gamle „Trofaſt“, der ſtedſe havde fit Lee 
under Knuds Stol, havde længe. ligget med Snuden 
fladt hen ad Gulvet, hvor dens Aandedræt havde 
dannet to lange Striber i det hvide Sand. Nu løftede | 
den Hovedet lidt i Vejret, og i det den knurrede ſagte, 
vendte den ſit aarvaagne Oje hen mod Doren. Denne 
gik nu langſomt op, og en høj, mager og bleg Mand 
kom til Syne i Aabningen, hvor han et Ojeblik blev 
ſtagende, loenet til fin Stof, medens hans Blik med 
et ÜUdtryk af vemodig Glæde vandrede fra Gjenſtand 
til Gjenſtand. 

De to unge Folk havde vendt fig om og ſtirrede 
forundrende den fremmede i Mode, og Knud ſelv havde 
rejſt fig halvt op i Stolen, idet han ſtottede fig med 
begge Henderne til dens Arme. 

„Hogh!“ raabte han nu, idet han flap Taget og 
ſprang op. „Gud velſigne Dem, faa har vi Dem da 
atter igjen.” Rasmus for med ſtormende Glæde fin 
Ven og Frelſer i Mode, medens Karen rodmende og 
undſelig, men med Glædestagrer i Øjnene, modtog 
det Kys, han trykkede paa hendes Leber. „Men i 
Herrens Navn,” udbrod Knud, da de nu vare komne 
lidt til Ro efter den forſte Glæde, „hvor har De dog 
været henne i al den lange Tid?“ 

„Ja Knud,“ ſparede han, idet et Glimt af Lune 
gled hen over hans Trek, „det er en ligeſaa ſorgelig 
ſom ſandferdig Fortælling, ſom det hedder i Viſen. 
Ved en Sygdom, jeg paadrog mig dernede i Italien, 
og hvori jeg i lang Tid fvævede mellem Liv og Død, 
miſtede jeg min Stemme, jeg mener ikke mit Male, 
thi, ſom De hører, kan jeg dog tale; men. fyrige kan 
jeg ikke mere. Saa reiſte jeg rundt til Alverdens 


Leger for at finde Raad, men uden Nytte, og til 


ſidſt, da jeg drog over Alperne for at vende Neſen 
hjem, væltede Poſtvognen ned i en Afgrund med os, 
og jeg brekkede mit ene. Ben. Og jeg ſporger Eder 
nu, Knud Nasmusſen Sejs, til hvilken Nytte i Verden 
De vel tror at en halt og hæs Skueſpiller kan være. 
Jeg indſer det ikke og kan derfor nu ſige med ſalig 
Job: nogen kom jeg til Verden, og nogen ſtaar jeg 
her for Eder uden at eje andet end en lille Efterlon 
og det jeg ſtaar og gaar i. Ia hvis De forſtod Latin, 
ſaa vilde jeg tilraabe Eder: sio transit gloria mundi. 
hvilket er udlagt: en aftakket Skueſpiller er ikke en Gang 
Huden verd. 


Solen tittede ind ad det aabne Vindue 


derſom ikke De, ſom en god og trofaſt Ven, havde 


i Morgen vil jeg udſtede et lovgyldigt Gavebrev, 


nuftigt Menneſke.“ 


— 


„Saa ſkal De finde et Hjem her,“ udbrød Knud 
med et hjærteligt Blik, idet han rørt trykkede Hoghs | 
Haand, hvor De i det mindſte ikke ſkal ſavne en god 
og kjerlig Villie. Vi har jaa dog en lille Regning 
at afgjøre med hinanden. 
det Puds at prakke mig en Svigerdatter paa, for 
hvilken paansdt Gave jeg i øvrigt takker Dem af mit 
fulde Hjærte, thi hun har bragt" Glæde og Solſkin 
i mit Hus, ſaa ſpillede jeg dem paa den anden Side 
den Streg at gjemme Deres Tegnebog, i den Tanke 
at De kun ilde forſtod at omgaas Pengene. Disſe 


ſatte jeg i min Handel, og de har baaret gode Renter, 
faa at De, om De end ſom Job kom nøgen ind i 
Verden dog ikke har nødig at gaa nøgen ud af den 


igjen. Kun frygtede jeg en lang Tid for, at De ſkulde 
have narret mig og ved at ds et eller andet Sted i 
Udlandet, gjort mig til en Kjeltring.“ 

„Ved Gud,” udbrød Høgh, i det han forbavſet 
ſprang op, „paaſtod jeg end en Gang, at vi ingen Ret 
har til at opkaſte os til Nogens Forſyn, faa takker 
jeg dog i dette Djeblik Dem af mit inderſte Hjærte | 
for, at De opkaſtede Dem til mit.“ | 

„Saa er alt godt,” ſparede Knud, „og min Sam⸗ 
vittighed frit fra en Byrde, der af og til tyngede den 
haardt nok. Men lad os nu høre,” vedblev han, „ſkal 
vi give os i Lag med at udtalle Pengene ſtrax, de 
ligge rede og udgjere med paalsbne Renter nu lige 
fem tuſende Daler.“ 

„Fem tuſende Daler!“ udbrød Hogh. Derpaa 


Ser De: ſpillede De mig 


tav han pludſelig og idet han et Par Gange gik op 
og ned ad Gulvet, var det ſynligt, at han kempede 
en haard Kamp med fig ſelv. 

„Fem tuſende Daler,“ gjentog han med ſtjelmſt 
Blik. „Hor, Knud, derfor kunde ſlaas et rigtig 
alvorligt Skrald.“ 

„Det kunde der,“ ſvarede hin, ryſtende paa Ho⸗ 
vedet, „og det ſaaledes, at baade Pengene og Wren 
gik i Rendeſtenen.“ 

„Ja,“ raabte Høgh, „og der havde jeg nu ligget, 


med faſt Haand grebet mig i Karduſen og holdt mig 
oven Vande. Til Tak derfor og til Baade for mig 
ſelv lover og fværger jeg nu, at jeg aldrig vil røre 
Kapitalen. Den ſkal ved Ovrighedens Hjælp ſettes 
faſt, ſaaledes at jeg kun faar Renterne deraf, og endnu 


hvorefter den lille Bjorn der ſkal arve den, naar jeg 
en Gang træder bort fra denne Verdens Skueplads 
og over pan en ffjønnere og bedre.“ Ved disſe Ord 
tog han Barnet i ſine Arme og kysſede det hjertelig. 
„Og for jaa, Knud Raff, at viſe Dem, at jeg dog ikke 
er fan forſtokket, at hverken det onde eller det gode 
bider paa mig, ſaa vil jeg endnu en Gang tage fat 
paa en nyttig Gjerning og blive et ſkikkeligt og for⸗ 


„Hvad Høgh havde lovet Knud, det holdt han 
ærlig, og da han, før han blev Skueſpiller, havde 
været en flink Student, faa oprettede han en Skole 
i Aarhus, hvorved han fandt et hæderligt og godt 
Udkomme, idet han nu ogſaa af Ulykken havde lært 
at omgaas henſynsfuldere med de Penge, han ſnart 
rigelig fortjente. 

Hos Knud og de unge Folk var han en ſtadig 
Giceſt i mange Aar, og alle fine Ferier tilbragte han 
derude, hvor den gamle Knud endnu mangen Gang 
fik fig en hjærtelig Latter ved at høre paa hans lyſtige 
Fortellinger og godmodige Spøg. 


Ballonon „Acempens“ Undergang. 


ar 1863 blev der i Paris forfærdiget en 
„ umaadelig ſtor Ballon, ſom blev faldet 
Kcempen („le Géant“). Den var ſam⸗ 
menſyet af 30,000 Alen Silketej, der 
4 havde koſtet 5 Kroner Alnen og hvorpaa 
flere Hundrede Syerſker havde arbejdet i 
en Maanedstid. Naar den uhyre Silke⸗ 
ſek var udſpilet, dannede den en Kempe⸗ 
pœre af 270 Fods Omkreds og 180 Fods 
Højde — altſaa omtrent halvanden Gang faa høj ſom 
Rundetaarn i Kjøbenhavn. Naar den var fyldt med 
Gas indeholdt den omtrent 50,000 Tonder af denne 
lette Luftart. Forferdigelſen af denne umaadelige 
Ballon var med ſtore Omkoſtninger ſat i Gang af 
den navnkundige Luftſkipper Nadar, ſom i ſine utal⸗ 
lige Bekjendtgjorelſer meddelte, at Henſigten var at 
foretage Opſtigninger fra alle Hovedſtederne i Evropa 
for at faa ſamlet ſaa mange Penge, ſom behøvedes 
til at bygge en ny Drivkraftsmaſkine „Thelicoptère“ 
til Luftballoner, hvoraf efter hans Mening hele den 
fremtidige Luftſejlads vilde være afhængig. — Man har 
imidlertid aldrig ſenere hørt noget til denne Mafkine, 
ſaa at den mulig neermeſt har været beſtemt til at 
voœkke Opmerkſomhed for Nadars Opſtigninger i Kempe⸗ 
ballonen. ä 5 
Søndagen den Ade Oktober 1863 foregik fra 
Marsmarken den forſte Opſtigning, til hvilken over 
Hundredtuſende Tilſkuere havde betalt Plads for at Je 


Fyldningen nærved, medens en endnu ſtorre Menneſke⸗ 


masſe paa Afſtand overværede den ſtorartede Opſtig⸗ 
ning. Den gik godt. 13 Menneſker, blandt hvilke de 
to navnkundige Luftſkippere Brødrene Godard og en 
Kvinde, havde Plads i det ſtore to Stokveerk høje 


Kurvehus, der traadte i Stedet for Ballonens Gondol. 


Reiſen gik heldigt, og om Aftenen naaede de reiſende 
Jorden igjen uden videre Uheld. 

Folgende Søndag den 18de Oktober fandt den 
næfte Opſtigning Sted. Pariſernes Deltagelſe var 
endnu ſtorre end forrige Gang og man havde maattet 


180 


afflaa flere Anmodninger om at maatte følge med ſom 


rejſende. „Kempen“ ſteg let og hurtigt og forſvandt 


ſnart i nordlig Retning. Ved Midnatstid ſpavede 
den hen over Holland, og man horte Havets Bruſen. 
Der bler kaſtet Ballaſt ud, ſaa at Ballonen atter fteg, 


og man tabte Jorden af Syne. Klokken ni om Mor" 


genen var man over det nordlige Holland, og ved at 
flippe Gas ud prøvede man paa at dale; men en 
heftig Bleſt, ſom man ikke havde market noget til i 


de højere Luftlag, greb Ballonen, i det de prøvede paa | 
Jet Nu vare de udkaſtede Ankere 


at naa Jorden. 
knakkede og Ventilen lukkede fig igjen, hvorved Ballonen 
begundte ſkiftevis at flige og dale idet Gondolhuſet 


| gjorde Spring paa 30—50 Fod. Nu følte man 
Blæften ſom en voldſom Storm. Gondolen væltede 
| og flæbtes med en forfærdelig Hurtighed hen over 
Jorden idet Trœer, Bufke og Gjerder knakkedes, hvor 
den for hen. Nu kom den tværs over en Jeernvej, 
ligeſom et Tog kom ſuſende; heldigvis ſtoppede det, jaa 
at intet Sammenſtod ſkete, men Telegraftraadene og 
Stænger reves med, hvorefter Gondolen fortſatte ſit 
| Øbdelæggelfesvært ved at rive Taget af et enligt lille 
| Sus. i 
| Lytfeligvis havde Luftſkipperen, Jules Godard, 
| endnu faa megen Aandsnervorelſe at han med Livs⸗ 


| 


fare klatrede op i Tovene, og trods de voldſomme Stød, 


Ballonen „Rampen s“ Undergang. 


der to Gange kaſtede ham tilbage, lykkedes det ham at 
faa fat i Snoren til Ventilen og paa ny faa den 
lukket op, jaa at Ballonen begyndte at tommes. Derſom 
den Slette, de drev hen over, havde været blot en 


Milsvej længere, vare de rejfende rimeligvis komne 


temmelig uſkadte til Jorden; men nu ſaa man en 


Skov forude, og det var klart at Gondolhuſet vilde 


blive knuſt imod Træerne. Enkelte rejſende ſprang ud 
og naaede lykkelig Jorden, andre ſlabtes nogen Tid 
med og fif mange Stød. Alle de rejſende kom mere 
eller mindre til Skade, flere endog alvorligt, blandt 
hvilke Nadar og hans Huſtru, ſom ikke havde villet 
forlade ham paa denne farefulde Rejſe. Hun blev 


| hængende ved fine Klæder, halvknuſt under Gondol— 
huſet, og forſt efter tre Kvarters Anſtrengelſe lykkedes 
det at udfri hende af den farlige Stilling. Paa hos⸗ 
ſtaaende Billede je vi, det Ojeblik fremſtillet da den 
mægtige Ballon er bleven hængende i Træerne og man 
ſoger at hjælpe de rejſende der ere komne under Huſet, 
medens nogle Køer og Faar ſkrœkſlagne flygte for det 
græsjelige Uhyre, der er kommet farende gjennem Luften. 
| De ulykkelige Luftfarter blive naturligvis altid 
meſt omtalte, og dette bidrager meget til, at Luft⸗ 
ſejladſen i det hele bliver anſet for mere livsfarlig og 
| dumdriſtig end den egentlig er. Den er maaſke næppe 
i Virkeligheden farligere end Sejladſen paa Havet og 


man antager at der foregaar 1000 lykkelige Opſtig⸗ | uden at trettes, hvorfor den i Afrika undertiden ogfan 


ninger for hver ulykkelig. En gammel Luftffipper, 
Green, havde foretaget over 700 Opſtigninger, og de 
tre Brødre Godard have vel tilſammen foretaget 
henimod 2000 Opſtigninger uden at tage Skade paa 
Liv og Lemmer. 
gjerne ſikkert, Hvorimod Ukyndighed medfører de ſtorſte 


denne og af mange andre Grunde ikke vente at Ballouen 
vil faa en Fremtid, hvorimod de i videnſkabelig Hen⸗ 
ſeende, med Henſyn til Læren. om Vejrliget og Luftens 
Tilſtand, alt have gjort megen Nytte. 


Slangefalken eller Sekretæren. 
Af E. Toepfer. 

Naa de ſtore Stepper i det indre Afrika lever der en 

meget merkelig Ropfugl, 
ſom kaldes Slangefalken 
eller Sekreteren. Ved at 
kaſte et Oje paa hosſtaaende 
Billede ville Læjerne let kunne 
overtyde ſig om, at denne 
Fugl, der bliver omtrent 4 
Fod høj, afviger fra alle de 
andre Ropfugle ved fine meget 
lange Ben, hvis Teer ere forte 
og forſynede med ſteerke Klger. 
De lange Ben give den en 
vis Lighed med Vadefuglene, 
ilær med Storken, men det 
ſterkt krogede Overnceb, de 
ftærfe og krumme Klger, ſom 
den har paa Zæerne, ſamt 
hele dens indre Bygning, viſer 
tydeligt nok, at den maa hen⸗ 
føres til Ropfuglene, ſom den 
ogſaa ligner i hele ſin Leve⸗ 
maade. Paa Nakken har den 
en Fjertop, der udgjores af 6 Par ulige lange Fjer, 
der kunne rejſes og lægges. 
ſom har ſkaffet Fuglen Navn af „Sekretcer“, idet man 


har ſammenlignet den med en Skriver, der har ſtukket 
| Stade kan gjøre. Paa ſamme Cid giver den Slangen 


ſin Pen bag Oret. Dens meſt fremherſkende Farve 


er blaagraa, men Nakken, Fjertoppen, Isſen og Vin⸗ 
Medens de andre Ropfugle meſt holde 
fig til Luften, da Vingerne ere deres vigtigſte Bevegelſes⸗ 
redſkab, jaa at de i Reglen kun komme til Jorden, naar 


gerne ere ſorte. 


de ville gribe et eller andet Bytte, bruger Slangefallen 
derimod mere ſine Ben end Vingerne, naar den vil 
bevæge fig. Den har en færdeles let Gang og forſtaar 
ypperlig at bruge fine lange Ben. Under Gangen har 
den en ſmuk og ſtolt oprejſt Holdning; naar den løber, 
ſtrekker den Legemet fremad og kan med ſtor Hurtighed 

og Udholdenhed tilbagelægge meget lange Stroekninger 


| et Zilløb ſvinger fig op i Luften. 


For jaa erfarne Folk gaar Rejſen 


| mere fig ſaa ſterkt. 
ſaadan Slange, giver den ſig ſtrax til at forfolge den 


Slangefalken. 


Det er denne Fjertop, 
holder den ſtedſe den ene Vinge frem ſom Skjold og 


kaldes „Ilbuddet“. Kun naar den bliver ſteerkt forfulgt 
bruger den ſine Vinger, idet den efter at have taget 
Dens Flugt er let 
og ſmuk, og under disſe ſtrœkker den Benene lige bagud 
ſom Storken, men flyver ikke højt og ſoger ſnart ned 


til Jorden igjen. 
Farer. Som egentlig Reiſemiddel tor man derfor af 


Slangefalken, hvis Føde ifær udgjor Krybdyr, 
har fra Arilds Tid været kjendt ſom en Udrydder af 
giftige og giftloſe Slanger. Den gjør megen Nytte 
ved at fortere en Mængde af disſe, og det ſkyldes 
iſer den, at de farlige, giftige Brilleſlanger ikke for⸗ 
Saaſnart den faar Oje paa en 


i et hurtigt Lob. Slangen, der kjender denne ſin 
farlige Modſtander, føger at ſmutte bort og naa et 


eller andet Hul, hvor den kan ſktjule fig, men Sekre⸗ 


tæren indhenter den ſnart og 
hindrer alle dens Forſog paa 
at flygte, idet den ved hurtige 
Vendinger ſperrer Vejen for 
den til alle Sider. Opbragt 
og raſende herover fætter 
Slangen fig til Modveerge, 
men Slangefalken optager mo⸗ 
dig Kampen, idet den holder 
den ene udbredte Vinge frem 
ſom et Skjold. Kampen jer 
meget morſom ud. Slangen, 
hvis Øjne tindrer af Raſeri, 
rejſer ſig op med ſpilet Gab 
og ſager at komme til at bide 
fin Fjende med fine Gifttender, 
medens Slangefalken gjør de 
forunderligſte Krumſpring, idet 
den ſnart ſpringer frem, ſnart 
tilbage eller til en af Siderne. 
Undertiden hæver den fig ved 
høje Spring op i Luften for 


| at undgaa Slangens voldſomme Angreb, men den giver 


fig ſtrax igjen i Kaſt med den. Under hele Kampen 


lader Slangen bide i denne, da dens Gift her ingen 


det ene Slag efter det andet med ſine kraftige Vinger. 
Slangens Kræfter udtømmes ſnart, og den bliver efter⸗ 
haanden mattet af de mange Slag, den faar. Slange⸗ 
falken griber den da med fit ftærfe Næb, kaſter den 
højt op i Luften, knuſer dens Hoved, naar den falder 
ned paa Jorden, og forterer den derpaa. 

Efter Naturforſkeren Brehms Meddelelſe holdes 
den tit i Gaardene ved det gode Haabs Forbjerg i 
Sydafrika, da den udrydder Slanger og Rotter. Den 
vænner fig ſnart til det tamme Fjerkræ og gjør det 
ingen Skade, men holder kun ftrængt Fred og Ave 


blandt. det, idet den ſtrax jager kempende Haner eller 
Hanekyllinger fra hinanden med nogle Slag eller Hug 
af'ſit Næb. 


Breve til en Bondekarl. 


Veſterſkerninge d. 20. Februar. 1876. 
Kjere Hans! 
Det er knapt at jeg kan kjende Dig i Dine Breve, 
for jeg ſynes Du er bleven jaa klog, men tænk dog 


paa, hvordan det undertiden gaar med „kloge Høns”. | 


Jeg ſynes ogſaa, at Du begynder at viſe „fine For⸗ 
nemmelſer“ — dog, man kan jo faa let misforſtaa 
det Skriveri, derfor vil vi nu heller ikke ſkrive ſammen 
mere, for vi mundlig har forklaret os for hinanden; 
nu vil jeg blot ſkrive denne ene Gang endnu: 

Naar Du forteller mig, hvor lette og ſmidige 
vore oldnordiſke Bender vare, fan har Du dog ikke 
været klog nok, eller ogſaa Du har glemt at ffjønt de 
kaldtes Bønder, faa gjorde de dog ikke Bondearbejde ; 
men var fun Krigere og uddannede deres Legeme alene 
til denne Sysſel. Om Trællene, ſom maatte udføre 
Bondearbejdet, om deres Smidighed hører vi intet. 
Det Arbejde ſom Zrællene udrettede og ſom var ringe⸗ 
agtet; det er jo blevet til en hæderlig Gjærning for 
Nutidens Bonder; men de kan ikke blive fri for at ligne 
deres Arbejde, og at det er Tilfældet med dem, det er 
i mine Øjne en re for dem. Du onſker Forklaring 
over mit ſidſte Brev, om hvormeget og hvor lidt man 
bør bruge af det fremmede, Hor nu da hvad min 
Mening er om denne Sag: 


Alt hvad Du føler en fornuftig Trang til, alt, 
hvad Du kan have en fornuftig Brug for, alt, hvad | 


der fan blive Dit eget, alt, hvad der ikke gjør Dig om, 


faa Du bliver en anden og ringere — alt dette fan | 
Gud har førget | 
for, at der er blevet Samfærdjel imellem Folkeſlagene, 


Du faa driftig bruge, optage og lære. 


netop for, at det ene ffal lære og meddele det andet. 


Derfor førger Gud for, at Samfærdjelen bliver mere | 


og mere levende, da Menneſkeſlaegten har mere nødig 
og trænger til at lære mere, jo længer den ſkal være 
paa Jorden. Derfor førger Gud ogſaa for, at de 
Skillerum, ſom har været i ſelve Folket, mellem fornem 
og ringe, rig og fattig, lærd og ulærd, at de falder 
mere og mere, efterhaanden ſom det bliver nodvendigt, 
at Folk ſkal lere mere af hverandre og have mere 
Hjælp af hverandre. Det er en Slags „indbyrdes 
Undervisning“, ſom Du vel kjender fra Skolen af, men 
denne er lidt mere ſtorartet og frugtbringende. Gud, 
ſom er baade vor Fader og vor Lærer, underviſer os 
ikke ret meget perſonlig, men faa faar vi Bihjelpere, 
der under hans Opſyn lærer og hjælper os. J en 
anden Slags Time kan vi, jan ſelv blive Bihjelpere 
for dem, ſom for har hjulpet og lært os, i dette Fag 
er vi maaſke de klogeſte. Saaledes maa det ene Folk 


fkiftevis hicelpe det andet andet, og det ene Menneſke i i: 
| hvert Folk ffiftevis hjælpe og lære det andet; for det 
er ikke godt, at Mennejfet er ene. Vi har lært meget | 
| godt af Tyſkerne, for Exempel: Kirkeforbedringen og 


|| 


| ellers det maa høres. 
| alt det døde Formveſen, ſom hidtil har herſket hos 
fine Folk, det har dog. faaet fit Banejaar og ſpinder 
mere og mere, men det er ſaameend Bøndernes jævne 


Bogtrykkerkunſten. 


Agerbruget de har lært af Herremeendene. De for⸗ 
nemme har ogſaa lært en hel Del af Bønderne, om 
Den Stivhed og Stolthed og 


og naturlige Færd og Tale, ſom de fornemme kommer 
til at elſke og lægge fig efter, ſom ofteſt, uden at de 
ſelv ved af det. Naa, det var nu bare nogle Exempler, 
ſom lige faldt mig ind. Sig mig nu, derſom Du 
bruger en tyſk Kniv eller en tyſk Le, bliver Du jaa til 
en Tyſker for det? Cller derſom en Tyffer ſpiſer danſt 
Fleſk et eller flere Aar, bliver han jaa til Danffer? 
Derſom en lærd Mand aflægger fremmede Talemaader 
og holder fig til det danſte, lige ſom han iffe forftod 


| andet, bliver han faa til en Bonde for det? Derſom 
en Bonde bygger fig et Svinehus efter ſamme Monſter 


ſom det, han har ſet hos den fine Herremand, bliver 
han jaa en fin Mand for det? Men derſom vi af 
Hovmod, Forfengelighed, Letſindighed, Abe⸗agtighed 
optager noget, ſom ikke kan egne ſig for os, da gjor 


| vi ilde deri, baade for vor egen og andres Skyld. 


9 
1 


| 


Aben kunde ſe ham. 


Naar en Ravn er tam, da tager den alt, hvad 
der glimrer, enten det er ringe af Værd eller koſtbart 
og bringer det i Skjul. Den kan dog ikke faa Gavn 
af det, men kun Uleemper. 

En Abe vil eftergjore alt, hvad den fer Menneſker 
gjøre, den gjør det uden at vide hvorfor, blot for at 
efterligne, og kommer derfor tit galt fra det. Jeg har 
hort om en Mand, der var vred paa fin Nabos Abe, 


ſom ſpillede ham nogle Puds. Da tog han en Gang ſin 


Ragekniv og ſtillede fig for det aabne Vindue, jaa at 
Nu gjorde han, med Bagen af 
Kniven nogle ftærfe Strøg over fin Strube, og derpaa 
gik han og lod Kniven ligge. Strar efter ſprang Aben 
ind ad Vinduet, greb Kniven og ſtulde bare ſig lige 
ſaadan ad, men han brugte Wggen af Kniven og ſkar 
Struben over ved det forſte Snit. Nu, der er mange 
Menneſker her til Lands, ſom flægter Ravne og Aber 
paa, og ſom ogſaa maa bøde derfor. Hvor mange er 
der dog ikke, ſom tenker: „Zu hej, det maa jeg have!“ 
jaa ſnart de opdager noget nyt, glimrende eller fornemt; 


enten det nu er Ord og Talemaader eller Væjen og 


De har lært Telegrafen og Bild: 
huggerkunſten af os; de lærer maaſke af os med Tiden 5 
det, ſom er bedre: en folkelig Oplysning. Vi faar en 
| Mængde gode Kjobmandsvarer fra Tyſkerne og vi ſender 
dem en Mængde Svin, Sild og Stude; og alt det 
| gaar meget fornøjelig. ö 
Bønderne her i Landet har lært meget godt af 
| de fornemnie, tænf paa, hvor mange Forbedringer i 


Skikke eller virkelige Ting. Hvor tit kommer man ikke 
ind i en Stue, en Ravnerede vil jeg falde det, hvor 
der er fuldt op af glimrende, koſtbare Ting, ſom hverken 


er til Nytte eller Fornsjelſe, og ſom aldrig bliver | 
brugte. Jeg kommer nu til at tænfe paa en Kone, | 


ſom kjobte en hvid Potte paa en Avftion og fatte Den 
op paa fin Dragkiſte, ſkjont den var beſtemt til at ſtaa 


under en Seng. Hvor tit har jeg ikke truffet Han⸗ 


eller Hun-Aber med en Dragt, ſom de ikke. forſtod at 
bære, med et Veſen, ſom de ikke forſtod at fore, og 
med Ord, ſom de ikke forſtod at udtale eller vidſte 
den rette Betydning af. 

Hvad vil dog de ſtakkels Menneſker med ſaadant 
noget, ſom ikke egner ſig for dem, ſom aldrig de kan 
trenge til og ſom gjor dem til nogle fortvivlet for⸗ 
ſtruede Skabninger! Det fremmede, de tilegner ſig, er 
af den Slags, at det kan aldrig blive deres eget, aldrig 
blive naturligt for dem. Det fremmede ſom vi ſkal 
have Nytte af, det ſkal blive ligeſom vort Kjed og 
Blod, og vi ſkal have Magt over det, ligeſom vi har 
Magt over vore Lemmer; kan det ikke blive ſaadan, 
faa herſker det over os og forkvakler os. Det mindſte, 
ſom Folk kan tabe ved ſaadant Aberi, det er, at de 
fætter deres Penge til for at blive til Nar; det ſtorſte, 
de kan tabe, det er, at de dræber deres aandelige Natur 
og Ejendommelighed og gaar derved bort fra næften 
alt, hvad der er godt og priſeligt. Nu, vi ſkal ikke 
gaa paa Abejagt, men vi kan vel ikke blive fri for at 
le ad dem. Hos os ſelv, der har vi dog Jagtret, og 
ſkulde vi finde noget Aberi hos os | elv, da maa vi 


ikke nojes med at le ad det. Man ſiger jo, det er en 


Svaghed, ſom er almindelig hos os Danſke, og derfor 
var det jo ikke urimeligt, at vi ſom ſkriver kunde jelv 
have en Rem af Huden. Anton Nielſen. 


Svenſk Skoletavle. 


Enhver Lærer ved hvor nyttigt det er at have en 
ſtor og god fort Tavle til Brug ved Undervisningen 
i Skolen; men det gaar med denne nødvendige Gjen⸗ 
ſtand, ſom med Skolebordene, den findes vel i alle 


Skoler, men er ofteſt en lille flet malet og flet ſamlet 


ujævn Zræflade ophængt paa Væggen. 
For at vije hvilfen Omhu og Tenkſomhed man 
i andre Lande viſer ved Forferdigelſen af dette ſimple 


Redſkab, hidſcette vi i Dag Tegning af en ſpenſk Tavle 


til Skolebrug. Tavlen er en ſmuk glathovlet, tæt 
lang og bred. Træet er taget jaa at Aarerne gaar op 
og ned (Bretterne altfan ſtaa lodret). For oven og 
for neden er, ſom Tegningen viſer, faſtgjort en Revle 
paa Kant tværs over Tavlens Kant, derpaa atter faſt⸗ 
limet en Hengeliſte, ſaa at der dannes en Rende, der 
ſtyrker Tavlen og tjener til at lægge Kridt, Svamp oſv., 


i et Stativ, ſom Tegningen tydeligt viſer. 


Havren i Uddevalla. 
rar Bid, og overfaldt mig paa Vejen. 


fra fig i. Tavlen er faſtgjort med to ftærte Treſkruer 
Dette med⸗ 


Huensk Skoletaule. 


forer flere meget ſtore Fordele. Man kan ſaaledes 
ſtille Tavlen i hvilken Side eller hvilket Hjørne af 
Skolen man vil, hvor Lyſet om Formiddag eller Efter⸗ 
middag falder bedſt, ligeſom man kan ſtille Tavlen 
mere eller mindre ſkraa ganſke efter Onſke, faa at man 
felv letteſt kan fkrive eller tegne derpaa, og Børnene 
bedſt ſe, uden at forſtyrres af Lyſets Tilbagekaſtning. 
Endelig kan man bruge begge Sider af Tavlen og f. Ex. 
have den ene Side paamalet rode Linier til Node⸗ 
ſtrivning eller Bogſtapforſkrifter, medens den anden, 
ſom bringes frem ved at dreje Tavlen om fine Midt- 
ſtruer, fan være hel fort til at ſkrive Regneſtykker eller 
forklarende Tegninger paa. 


Smaating. 


En Roverhiſtorie i vore Dage fortaller det ſvenfke Blad 


„Allehanda för Folket" ſom et „Wventyr i tre Handlinger“ 


ſaaledes: 5 
Forſte Handling. 

(En Bonde er paa Vej fra Uddevalla til nærmefte Kro og 
forterer i god Mag paa en Polſe. Pludſelig ſtandſes Heſten 
af en jvær pjaltet „Burs“). 

Gaptyven: „Pengene eller Livet!” 
Bonden (ſigtende med Polſen imod Roveren): „Slip Heſten, 
Slyngel! eller et, to, tre er Du vak? for nu ſmalder jeg los!“ 
(Gaptyven render fin Vej alt hvad han kan). 
Anden Handling. 
(Et Hus ved Vejen. J en merk Krog bag Deren ſidder en 
Tigger. Manden i Huſet ſidder ved Bordet). 
Bonden (idet han kommer ind): „Guds Fred herinde! 


ſammenlimet, ſortmalet Fyrretreflade, omtrent 2 Alen | ør troede jeg at jeg aldrig ſtulde ſet Sol og Maane mere. 


Tegnebogen en lille Klat Sedler, ſom jeg fik for 
En Gavtyv ſyntes, det kunde være en 
Men da jeg ſigtede paa 
ham med denne herſens Polſe, ſtak han af, det bedſte han havde 
lært. (Tiggeren lufker ud). 

Husfaderen (byder den fremmede en Drik Ol). Det kan 
Du da falde godt fluppet: men det morknes nu, og Skoven er 
ikte ganſke hyggelig om Aftenen. Vil Du derfor ikke laane min 
gode dobbeltlsbede Piſtol den er ladt!“ 5 


Jeg har i 


Bonden: „Jeg tænfer 
vel at min prægtige Polſe 
er tilſtrakkelig, men takker 
dog for Tilbudet. Farvel 
og Tak for i Aften!“ 

Tredie og ſidſte 

Handling. 
(Bonden nærmer fig Kroen 
gjennem Skoven og kjerer 
jaa ſmaat op ad en Bakke). 

En Tigger (ttandſer 
Heſtene): „Pengene eller 
Livet!“ 

Bonden: „Tag Dig i 
Agt! ellers ſkyder jeg!“ 

Kjeltringen: gaa baa! 
Du ſkal min Sal ikke 
ſtremme mig mere med Din 
jammerlige Polſe!“ 

Bonden (losnende det 
ene Skud): „Saa ſmag da 
paa Polſen!“ 

(Gavtyven render fin Vej 
alt hvad han kan. Bonden 
kjorer roligt frem til Gjaſt⸗ 
givergaarden med ſin Polſe.) 


Jorden 67/2 Gang rundt. 
Gamle „Ole Poſt“ fra Odder 
ſom i Begyndelſen af dette 
Aarhundrede begyndte at gaa 
Poſt imellem Odder-Aarhus 
og Odder-Horſens, og ſom 
vedblev fin Poſtgang i 31 
Aar, i hvilken Tid han gik 
til Kjobſtaden 4 Gange om 
Ugen, har, ifølge „Odder 
Av.“, i dette Tidsrum til⸗ 
bagelagt den anſelige Vej⸗ 
længde af 35,745 Mil eller 
Jorden rundt 6 ¼ Gange. 
Han var 31 Aar gammel, 
da han begyndte at gaa Poſt 
og bar gjennemfnitlig en 
Vægt af 4 à 5 Lpd. i Smaa⸗ 


Firkantet Nod. Af 2 K, 2 8, 2 Y, 1 E, 1 L. og 
1 N dannes 3 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og laeſte fra 


venſtre til højre og fra oven og nedad giver Løsningen paa | 


følgende Gaader: 

Forſt af alt blev førfte til; 
hvor det over Verden ſtraaler 
Livet frodigt trives vil, tredie Du bruger, naar 
Døden ikke Glanſen taaler; Middagsmad Du vil fortere. 


Læft fra neden og fra højre: 


Det førfte er et Bogſtavnavn, kan Frygt det andet underkue; 
ſom i vort Sprog gjør liden men til det tredie hver Sko⸗ 


andet Dig til Hjærte gaar, 
hvis ej Sten Du monne være; 


Gavn; 1 mager 
hvor Overmagten barſk mon viſt hver Dag mange Gange 
true, tager. 


Bogſtavgaade. (Af Olaf J. Olſen). 
2.3 4. 


1 
Mig hører man ofte ved Drilkebord; 
i Huſet jeg ofte i Stykker gaar. 
2. 3. 4 


Jeg ſtaar i Haven og gror og gror 
og ender vel ſaa paa Dit Spiſebord. 
3. 4 


Jeg trives i Vandet, bli'r tyk og ſtor; — 
gid aldrig jeg komme maa paa Dit Bord! 
4 


Jeg er kun en Medlyd. Og nu, min Bro'r! 
Get Gaaden, ſom er et Enſtavelſesord! 


Hu — ha, nu kommer der da et Vral, 
jaa hele Byen maa ryſte og gyſe. 

Hej, Maren... Maren. . 
hvis blot Du vil la' være at nyſe. 


E patter foruden 8 Poſttaſter. 
En Gang har han 29 Uger 
i Trak hver Dag gaaet fin 
Poſttur, der havde en Ud⸗ 
ſtrekuing af 7 Mil. Naar 
det traf fig, at der kom en 
Vogn kjerende, og han bad 
om Lov til at ſidde op, fif han 
ſtundom Svar, at han maatte 
nok, men ikke hans Fragt, 
thi denne vejede under Tiden 
mere end han ſelv, ſom var 
liden af Vert. Naar man 
vilde bruge et Jernvejstogs 
Haſtighed til Sammenlig⸗ 
ning, og naar man antog, 
at et ſaadant kjerte 8 Mil 
i Timen, vilde der, naar 
man kjerte uden Ophold Dag 
og Nat, medgaa 6 Maaneder 
og 3 Dage, forinden man 
fil tilbagelagt en Vejlangde 
ſom den navnte, og med 
almindelig Jernvejskjorſel 
vilde der udfordres en Tid 
af 1 Aar dertil. Ole Poſt 
er nu en gammel Mand og 
boer paa Mols; men han 
er raſk og rorig og kan 
maaffe opleve at komme til at 
kjere ad Jernvejen til Odder. 


Godt udregnet. J Lejr⸗ 
tiden beklagede en Soldat ſig 
for ſin Officer, at det var ſaa 
grueligt varmt og ſnevert i det 
Telt, hvori han laa, da der var 
ſaa mange om det, ſamt bad 
erbodigſt, om hun ikke maatte 
flytte ind i Teltet ved Siden af. 
n „Hvor mange er der da i 
. Dit Telt“, ſagde Officeren. 

„Vi ere ni“, var Svaret. 

„Naa, og idetneſte Telt?? 

„Der ligger kun otte “. | 


» Gud velfigne” Din Sjæl, 


Oplosninger fra Nr. 22: 
IS A K. 
pan den firkantede) S A R A. | paa Billed⸗ En Forlober. 
Nod: AR O N. gaaden: | (1 for lø beer). 
K AN A. 


Tilbagerettelſe. Grundtvig og Münſter. Den S. 160 
rettede Anekdote om G. og M. favner dog ikke ganſke hiſtoriſt 
Grund, idet der S. 268 i „Meddelelſer om mit Levned” ſom 
Dr. J. P. Mynſter udgav 1854 ſtaar: „J dette Udkaſt (der ſenere 
blev Tillæg til den evangeliſk⸗chriſtelige Pfſalmebog) Havde jeg 
ikkun kunnet optage een Pſalme af Grundtvig, ſom bemerkede 
ret vittigt, at dette endda var under den Melodi „Herre jeg har 
handlet ilde“.“ — Denne ene Salme er „Sondag Morgen fra 
de døde” der findes i Münſters Tillæg ſom Nr. 602. f 


Brevverling. 


En Ven paa Als. Kun et lille Antal Læfere vilde paa⸗ 
ffjønne Optagelſen af Melodier i Husvennen. Komponiſten 
Schultz var tyfk født. Nej. Anton Nielſen er ikke Hans 
Kjærgaard. 


J. C. Tak! Gaaden vil en Gang blive brugt. 


Indhold. Tegnebogen, Fortælling af Beatus Dodt (Sluttet.) — Ballonen 
„Keœmpens“ Undergang, med Billede. — Slangefalken eller 
Sekretæren, af E. Toepfer, med Billede. — Breve til en 


5 Bondekarl, af Anton Nielſen. — Svenſt Sxkoletavle, med 
Billede, — Smaating, med Billede. — Brevvexling. 


„Dusvenuen“, Billedölad for, Alorſkabslcsning, Opfysning og Husflid, 


udkommer lil hver Søndag med et 16.ſpaltet Ark, ſorſunet med flere 


Billeder, til 1 Krone Iſerdingaaret, frit kilſendt. Hvert Fjerdingaar medfølger gratis el fort ſmußt Dillegsbillede. Bladet kan beſlilles paa 


ethvert Vofikontor og Brepſamlingsſled, i enhver Voglade ſamt hos Hovedſtommisſioncren: Nudolph Klein, Pileſltcde 40, Kjobenhavn. 
Trykt pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. : 


EEN c 


Palle Monſen og hans Huſtru. 


Jorlqlling af Emanuel Henningſen. 


et var en ſtille, mild Sommeraften. 
Ude imod Veſt flammede Himlen med 
et prægtigt Farveſpil, fremkaldt af den 
0 AD: nebgaaende Sols ſidſte Straaler. Der 
ET I flod et Par Skyer derude med guld— 
9 Oy glinſende Rande, og gjennem en Rift 
* i den ene faa man ind i et roſenfarvet 
O Landſkab med Bjærge, Skove og ud— 
ſtrakte Sger. Endnu dybere nede ved 
Dorizonten, der, hvor Havet flød ſam⸗ 

men med Himlen, tegnede der fig en morkere Skyrand 
med forunderlig formede Toppe, der lignede vældige 


Klippemasſer, dyngede op over hinanden i en vild | 


Uorden og hvert Ojeblik ffiftende Udfeende, medens de 
lidt efter lidt hævede fig opad og paa deres Vej 
ſlukkede Solens Straaler. 

Den unge Kvinde, ſom ſtod oppe paa Bakkeaaſen, 


ſtjenkede det altſammen kun liden Opmerkſomhed. 


Hun holdt ſit Blik rettet paa Vejen, ſom ſorte til 
Vonſild, og ſom kunde overſes i en lang Stræfning, 
og hoer Gang hun blev ſkuffet ved, at de ſmaa merke 
Punkter, hun af og til fif Oje paa leengſt borte paa 


Vejen, drejede om ad den meget befærdede Vej, der | 


førte over Vejrup Bakker, ſtampede hun utaalmodig i 


Jorden og knyttede Haanden, medens en utilfreds | 


Rynke tegnede fig imellem de merke, ſmuktformede 


Bryn. Hendes Anſigt fif ſamtidig derved et merkelig 
lidenſkabeligt Udtryk, der var en tro Afſpejling af det, 


der foregik i hendes Indre; thi det lod ſig ikke ret vel 
nægte, at Dorthea Monſen var oprørt, og at hun 
Hendes Mand, Palle 


havde Grund til at være det. 
Monſen, havde nu været to Dage borte paa Handel, 


endſtjont han havde jagt, at han kom tilbage ſamme 


Kjsbenhavn. 


1876. 


Dag, han tog bort. Vidſte han maaſke ikke, at hun 


talte hver Time, han var borte, og at hun ſad ene 


hjemme i Længjel, mens han turede om i Lyſtighed 


med fine Venner? O, disſe Handelsvenner, hvor afſkyede 
hun dem ikke, disſe Venner, ſom han af og til bragte 
hjem med fig, naar han endelig kom, og ſom lo og 
ſagde Vittigheder, mens de ſpiſte og drak med ham 
og berøvede hende hans Selſkab! Hvor kunde Palle 
dog ogſaa nenne at føre dem med hjem; han maatte 
jo dog vide, at hun længtes efter at være ene med 
ham, at lægge fine Arme om hans Hals og give ham 
et Kys til Velkomſt, og i det Sted ſad han og ſpogede 
med dem og lo af deres daarlige Indfſalb. Og naar 
de faa endelig vare borte, og hun klyngede fig til ham 
og fortalte ham om, hvorledes hun Havde tilbragt 
Tiden og længtes efter ham, Hvor aandsfraverende 
lyttede han da ikke til hendes ſmaa Meddelelſer, og 
hvor ubetydeligt var ikke det, han igjen fortalte hende 
om fin egen Gjoren og Laden, hvor fattige og util⸗ 
fredsſtillende var ikke de Svar hun fik paa fine 


Sporgsmaal: 


„Har Du haft det godt?“ 

„Aa ja, godt nok.“ 

„Og været heldig?” 

„Det kan endda nok gaa an.” 

»Fortæl mig et bitte Korn om, hvad Du har 
udrettet.“ 

„Aa, det kan ſaamend ikke more Dig at høre, 
min Pige.“ 

„Men J var jo til Lyſtighed i Norgaard, ſnakkede 
J jo om.“ 

„Aa ja, vi traf jo Selſkab der og fil os en Bolle 
Punſch og ſpillede lidt Kort og ſaadan noget. Vi 
gjorde jo ogjan "nogle Handler ... dog det er noget, 
ſom Du ikke forſtaar Dig paa... Ved Du, om Lars 
Rod har faaet den brune Plag hjem? Jeg fkal dog 
gaa ud og ſe efter, om han ikke har glemt den.“ 

Saadan gik det altid; det var, ſom om han med 


Flid undveg hendes Spørgsmaal, endſtjont hun ſom 


hans Huſtru havde Ret til hans Fortrolighed. Hun 
vidſte med fig ſelv, at hun ikke havde beholdt noget 
for fig alene, men ærligt og villigt delt ſaaledes med 
ham, at han kjendte hver Krog i hendes Hjærte; ja 
ſelb det, at hun, før hun kjendte ham, havde følt fig 
hendraget til Hans Lund, den unge Ejer af Stens⸗ 
gaarden, ſelv det havde hun ikke holdt ſkjult for ham. 
Men hvad havde hun vel faaet til Gjengjcld, hvad 
kjendte hun vel til hans Fortid, den Tid, der laa forud | 
for deres Kjerligheds forſte Solſkinsdage? Intet, eller 
ſaa godt ſom intet. Hans Fortællinger om den Tid 
havde været jaa forte og ſpredte, at det var for hende, 
ſom kjendte hun ſlet intet dertil. 


Paa en Handelsrejſe, han for halvandet Aar | 
ſiden gjorde her til Egnen, havde Dorthea ſet ham for 


forſte Gang, og det varede ikke længe, for hun elſkede 
ham med hele den lidenſkabelige Kjærlighed, hendes 


Hjærte rummede. Han havde ogſaa følt fig hendraget 
til hende og efter et fort Bekjendtſkab bejlet til den 


forældreløje, lidt formuende unge Pige, der Hidtil havde || 
opholdt fig i Huſet hos fin Formynder, Jens Thor- 


kildſen. Jens havde vel havt fine Betenkeligheder ved 
at give ſit Samtykke, da Palle var ubekjendt der paa 


Egnen; men Dorthea havde hævdet fin Villie faa | 


beftemt, at han ſnart havde givet efter. En lille Gaard 
til to Heſte og 6 til 8 Køer blev kjobt for Dortheas 
Penge, og fnart efter bleve de unge gifte og flyttede 
ind i deres ny Hjem. 


J den førfte Tid havde Dorthea følt fig uendelig | 


lykkelig; men, ſom vi allerede vide, var det ikke fuldt 


heftig og varm, var jo den nermeſte Grund til, at 
hun ikke længer var fuldſtendig lykkelig. Hun mente 
at kunne ſpore, at hun ikke var alt for ham, ſaaledes 
ſom han var det for hende, og dette gjorte hende 
utaalmodig og utilfreds. Tilmed havde hun tydelig 
mærfet, at han bar paa et eller andet, ſom tyngede 
hans Sind og gjorde ham pirrelig og urolig, og at 
hun ikke kunde faa at vide, hvad der trykkede ham, 
tjente juſt ikke til at berolige hende. 

Saa ſtod hun da deroppe paa Bakkeaaſen og ſpej⸗ 
bede op ad Vejen, der ſnoede fig hen mellem de grønne 
Marker ſom en fæmpemæsfig, hvidgraa Slange. Hun 
lagde ikke Merke til, at den merke Skyrand med de 
underlig formede Toppe hurtig hævede fig op over | 
Synskredſen og bredte fig ſom et uigjennemfigtigt Tæppe 
hen over det roſenfarvede Landſkab, der malede fig | 
gjennem Skyrifterne. Solen gled ſom en mathvid 


Skive ned bag Tæppet, uden Straaler, uden Farve. 
Nede paa Gangſtien, der førte op over Bakkerne, 
kom der en ung Mand gaaende. Han havde for længe 


| at hvis Du nogen Tid trænger til en Ven. 


ſiden opdaget hendes ſlanke Skikkelſe oppe paa Bakken, 


efter hvad jeg kunde ſkjonne. 


og hans Øjne veg ikke fra hende, medens han langſomt 
ſteg op ad den temmelig bratte Sti. Hun lagde derimod 
ikke Merke til ham, før han ſtandſede tæt ved hendes 
Side og hilſte paa hende. 

„Er det Dig, Hans,“ ſagde hun. „Jeg blev ſnart 
rœd ved at høre Dig tale til mig; jeg havde ikke hort 
Dig komme.“ 

„Nej, jeg kunde ſkjonne det. 
nok ogſaa langt henne, det jeg tror.” 

„Aa ja; jeg ſtod her og jaa efter Palle. Jeg 
venter ham tilbage hver Stund.“ 

„Men ſaa ſkal Du ikke ſe i den Retning, for han 
kommer nok veſterfra.“ 

„Hvordan det?“ 

„Jo, jeg traf ham i Dag henne i Ulbjerg, og 
der lod han til at ville ſlaa fig til Ro for i Dag, 
Der er jo kommen nogle 
ny Folk ſonden fra til Hedegaarden, og det var nok 
gamle bekjendte af ham ... Men det har han vel 
fortalt Dig, kan jeg tro.“ ; 

„Ja, aa ja,“ ſparede Dorthea rodmende. Hun 


Dine Tanker var 


havde ikke let ved at faa en Uſandhed over fine Læber, 


og Palle havde ingenlunde omtalt de ny Folk for hende. 
„Det kunde jeg nok vide,“ vedblev Hans Lund. 
„Det er ellers fvære Folk, de derhenne i Hedegaarden, 


| og Datteren faar viſt ikke længe Lov til at ſidde 


hjemme. Hun er en rigtig pæn Pige.” 

„Saa ſkulde Du fe at gjøre Din Lykke der, Hans,“ 
foreſlog Dorthea ſpogende. 

„Aa mej,” ſvarede han med et Blik, ſom hun 


| fuldt vel forſtod; „naar en for er bleven ſkuffet, faa 
ſaaledes nu. Dermed fkal det ikke være ſagt, at hendes | 
Kjærlighed til Palle var kelnet, tværtimod! Thi netop | 
det, at hendes Folelſe for ham var jaa uſpakket, faa | 


bliver en mere forſigtig herefter.“ 

„Jeg har aldrig ſkuffet Dig, Hans!“ 

Det for ud af hende, for hun ret vidſte, hvad det 
var, hun ſagde. Nu angrede hun det bag efter. 

„Det mente jeg heller ikke,“ ſvarede Hans, for- 
folgende den Fordel, hun ſelv havde givet ham i Heen⸗ 
derne. „Du maa ikke tro, at der nogen Tid har været 
den Tanke hos mig, at Du havde nogen Skyld imod 
mig; jeg mente kun, at jeg en Gang havde ſkuffet mig 
ſelb ... Jeg behøver jo ikke at lægge Dolg paa det 
for Dig, Dorthea, Du ved jo lige faa godt, ſom jeg, 
at jeg havde Dig kjcr .. . men aldrig har jeg næret 
nogen ond Tanke imod Dig, fordi Du valgte en anden 
end mig .. . Du maa ikke blive ond paa mig, fordi 
jeg taler ſaadan; jeg vilde kun faa gjerne ſige Dig, 
og gid 
Du aldrig maatte trænge dertil... faa har Du en 


ſaadan i mig.“ 


Der klang en Inderlighed i hans Stemmes Tone⸗ 
fald, og han faa paa hende med en ſaadan Ndmyghed 
i fit Blik, at hun ikke kunde vredes paa ham. 

„Du ſkal have Tak“, ſvarede hun. „En kan altid 
trænge til en god Ven ... Men“, tilføjede hun dybt 
aandende, „det, der er forbi, maa vi lade ligge.” 


„Som Du vil”, ſvarede han ſtille og rafte hende 
Haanden til Affked. | 
Hun ſaa et Ojeblik efter ham, medens han fulgte 
Stien hen mellem de bølgende Kornagre, derpaa vendte 
hun fig om og lod Blikket lobe langs med Vejen mod 


Veſt. Der var intet at fe uden den tomme Landevej, 
Lengſt ude begyndte Omgivelſerne at indhylles i et 


flagrende, graahvidt Slor, der ſenkede fig ned fra de 


merke Skyer, ſom med en paafaldende Hurtighed trak 
fig højere og højere op paa Himlen. Snart efter 
bølgede Taagerne allerede nede i Lavningen under hende, 
ſtjulende Huſet og Trœerne for hendes Blik, kun Bakke⸗ 


toppene ragede endnu op ſom Oer midt i et Hav af 
Et isnende koldt Vindpuſt for op over Bakken 
efterfulgt af en klam Luft, der trængte igjennem hendes | 


Taage. 
Kleder og fik hende til at gyſe af Kulde. Det var 
Hapguſens forſte Hilſen. 

Hun ſteg ned ad Stien, der forte til Hjemmet. 
Gamle Lars Rod, der kom trekkende ind i Gaarden 
med de ſammenkoblede Kvier, ſpurgte hende om Palle 
kom hjem on Aftenen; men hun hørte det ikke. Hun 
gik ſom i Dromme ind i Dagligſtuen og ſatte ſig ved 
Vuggen, hvor hendes lille Pige ſov ſodt og rolig, 
medens en Tanke, ſom pludſelig havde paatrengt fig 
hende, bragte hendes Hjerte til at banke haardt og 
ængitlig. Hvorfor havde Palle ikke fortalt hende om 
Folkene i Hedegaarden, da de dog vare gamle bekjendte 
af ham? Hvorfor havde han været faa jært urolig 
i de ſidſte Dage, før han tog afſted, Hvorfor havde 
Hans Lund fremhævet, at Datteren var jaa pæn en 
Pige, og hvorfor havde han ſagt til hende, at hun 
havde en Wen i ham, naar hun trængte dertil? Havde 
der maaſke været et tidligere Forhold til Stede mellem 
Palle og den unge Pige, et Forhold, ſom hun ikke 
havde noget Kjendſkab til, og ſom nu maaſke var 
fornyet? Hun gos ved Tanken og ſkod den bort fra 
ſig; men atter og atter vendte den tilbage, pinende 
og plagende hende, medens hun fad og lyttede efter 
den Vognrumlen, ſom ffulde forkynde hende hendes 
Mands Hjemkomſt. 2 ; 

Sent ud paa Aftenen lød der endelig Heſtetrampen 
ude paa Vejen, Vognen kom buldrende iad gjennem 
Portrummet og ſtandſede foran Døren. Hun ilede ud, 
glemmende alle de pinagtige Tanker, ſom havde opfyldt 


hende; men hun udſtodte et Skrig af Angſt ved det 


Syn, ſom mødte. Palle var gledet ned af Agerſtolen, 
og hans Hoved var bøjet til Siden paa en underlig 
død Maade, Linerne var falden ud af hans Haand 


og havde aabenbart længe flæbt paa Jorden; thi de 


vare ganſke tilſolede. É 
„Palle, hvad er det med Dig?“ raabte hun og 
greb fat paa ham. „Aa, Palle... Palle, er Du ſyg?“ 
Manden ſparede hende ikke og gjorde ingen Be⸗ 


„Aa, Lars, hvad ſkal vi dog gjøre?” ſpurgte hun. 
„palle er bleven ſyg. .. Aa, Gud dog, kan J hjælpe 
mig ham ind ... faa faar Du Fjøre efter Doktoren, 
Lars“. 

Lars Rod havde imidlertid underſogt fin Husbond; 
han vendte ſig nu med et poliſk Smil om til Dortheg 
og ſagde: 

„J fkal ikke være faa forknyt; den Sygdom dor 
han ſaamen ikke af for det forſte. Han er bare en 
bitte Korn vel tilpas.“ 

Dorthea blev endnu, blegere end før, og hendes 
Læber ſkjcelvede. 

„Er han ... er han...“ 

„Ak ja, det er ikke andet,” ſvarede Lars; „det 
gaar nok hen til i Morgen, naar han faar ſovet ud. 
Han er bare gaaet et bitte Korn over Stregen. 5 
| Da flog den unge Kone fine Hænder for Unfigtet 
| og braft i en lidenſkabelig Graad, og medens Manden 
laa ſoleslos inde paa Sengen i Sovekammeret og fov 
Ruſen ud, ſad hun inde i Stuen ved Vuggen, opfyldt 
af Smerte og Sorg. Mangen en Huſtru vilde have 
været glad ved, at der ikke var noget værre paa Forde, 
men ikke ſaaledes med Dorthea. Hun havde jo hidtil 
ſet op til fin Mand ſom til et Menneſke, der var 
hævet højt over fine Lige, og at han kunde nedverdige 
fig i den Grad, at han kom ſaaledes hjem til hende, 
ſmertede hende gruſomt. Det var den tungeſte Stund, 
hun endnu havde haft i fin forte Wgteftand; hun 
glemte rent de ſkinſyge Tanker, der for havde plaget 
hende; hun tenkte nu kun paa, hvorledes hun ſkulde 
mode ham den næfte Morgen, naar han igjen blev til 
Menneſke og ſkammede ſig for hende. Skulde hun 
tilgive ham den Smerte, han havde forvoldt hende? 
O, ja, hun vilde tilgive og glemme, hun vilde ikke 
være ſtreng imod ham; men hun vilde ſige ham, hvor 
uendelig bedrøvet hun havde været, og da vilde han 
aldrig mere viſe fig ſaaledes for hende. Med denne 
Tanke ſov hun ind ſent hen paa Natten, og med denne 
Tanke vaagnede hun igjen tidlig den neſte Morgen. 

Hen ad Formiddagen vaagnede Palle op af ſin 
tunge Søvn; men ſtakkels Dorthea led den ene Skuf⸗ 
felſe efter den anden. Det var ikke at merke paa 
ham, at han fkammede ſig for hende, eller at han 
fortrød, hvad der var ſket. Han faa kun lidt gnaven 
ud, medens han i Tavshed ſpiſte fin Frokoſt, ſom 
Dorthea havde fat frem for ham med ryſtende Hænder. 


vægelje for at rejſe fig. Da raabte hun forfærdet om 


Hielp, og Lars kom ilende tillige med Tjeneſtepigen. 


Alt kom ſaa ganſke anderledes, end hun havde tænkt 
| fig det, at hun. forvirret og tavs blev ftaaende foran 
ham og faa paa ham. Han lagde tilſidſt Merke til, 


at hun ikke var, ſom hun plejede at være, og 
ſpurgte: 
„Hvad er der ved det, Dorthea? Du fer ſaa 
underlig ud.“ 
„O, Palle,“ raabte hun og fik Taarer i fine Øjne, 
„kjender Du det da ikke?“ 


188 


„Hvad for noget? Hvad fjender jeg?“ ſpurgte han 
urolig. 


Aftes, Palle?“ ſagde hun, og hendes Hjærte bankede, 
ſom vilde det ſprenge hendes Bryſt. 
ikke vide, hvad jeg maatte føle derved?” 


Du fanmæn ikke tage Dig ſaa nær; det betyder intet 
for en fom mig. Du kan jo da ſe, at jeg ikke har 
taget nogen Skade deraf.“ 

Dorthea kunde 
neſten have ſkreget * . — 


| 


g — 
„Huſker Du da ikke, hvordan Du kom hjem i | 


„Kan Du da 


med en romantiſk Dram, og i Sandhed, Naturen er 


her jaa yndefuld, at man nok kan forſtaa, hvorfor Kong 
Valdemar jaa nødig vilde miſte fit Gurre. Et Slot 
midt i en dejlig Natur, omfluttet af mægtige Skove 
og ved Bredden af en Sø, maatte jo for Valdemar, 


der elſkede Jagt og Uafheengighed, være et jordiſt 
„Aa, ikke andet,“ ſparede Palle lettet, „det ſkal 


Paradis, og han dvælede da ogſaa gjerne her, naar 

han var træt af fin ingenlunde ſtille og fredelige 
Kongegjerning. 

Vel er Egnen omkring Gurre, ikke af Udſeende nu 

ſom den Gang, idet 


de tætte Skove ere 


= ga blevne tyndere eller 


højt, ſaaledes ſmer⸗ E 
tede hans Ord hende. 


paa mange Steder 


Han forſtod altſaa 5 l 


bortryddede, og 


flet ikke, hvad huuͥnn 


== mm Søen ligeledes har 


mente; han havde 


truffet fig en Del 


altſaa ikke den mind⸗ 


ſte Tanke om, hvor 


tilbage fra fine op— 


rindelige Bredder; 


haardt han havde 


men den ægte danſke 


forſyndet ſig imod 


Natur, man her fin⸗ 


hende! Hun ilede 
ud af Stuen, ud i 
Haven, og der i det 
lille Lyſthus, hvor 
Bukketjornens lan⸗ 
ge, ſlyngende Grene 


der, den ſtemnings— 
fulde Egn med fin 
forunderlig drom⸗ 
mende Stilhed og 
Enſomhed, fængsler 


ſtjulte hende for alle, 
græd hun længe i 


enhver, der gjeſter 
Gurre. 


Gurre Slot er 


bitter Sorg over den 


Mangel paa For⸗ 
ſtagelſe, der var 
imellem hende og 
hendes Mand. Hun 
anede jo ikke, atPalle 
den foregaaende Af⸗ 
ten for hendes Skyld 
havde ſogt at drikke 
en gammel Slyngel 
paa Pelſen, og at 
det var meget mod 
hans Villie, at det 
var gaaet ud over 
ham ſelv. 
(Fortſettes.) 


Gurre. 


É Ødsigt fra Gurre Slotsrnin. 


| Grevens Fejde blev ødelagt. 
dog førft under Frederik den anden, ſom tog Sten 


ſikkertbygget af Kong 
Valdemar Atterdag, 
og har da i alt Fald 
ſit Ry fra denne 
Konge, ſom dode 
her den 24de Oktober 
1375. Det nævnes 
ogſaa ſenere i Hi⸗ 
ſtorien, ligeſom man 
har Mønter, præ- 
gede paa Gurre fra 
Erik fra Pom⸗ 
merns Tid, og de 
danſke Konger har 
oftere opholdt ſig 
her, indtil det i 
Helt nedrevet blev det 


deraf til Opfarelſen af Frederiksborg Slot. 


„— De duftende Boge, den ſtille Søe | 


2 Huffer Du Gurre!” — 
Ordet Gurre har for enhver Danſk en egen romantiſk 


Klang og fætter, ſelv for den, der ikke har været | 
der, ſtrax Tanken i Forbindelſe med Kong Volmar og 
Tovelille, den vilde Jagt, og hvad ellers der følger 


Indtil for nogle Aar ſiden var Gurre Slots-Ruin 
kun ſynlig ſom en kratbevoxet Banke; men i Aarene 


Tredive begyndte den hsjitfortjente Skovrider Bjornſen 
en Udgravning, hvorved Ruinen nu er ſynlig i en 


Højde af 6 Alen fra Jordens Overflade og viſer ſig 
ſom et firkantet Taarn, omgivet af Mure, forbunden 
med fire mindre Hjornetaarne. Plan faar, ved at ſe 


Reſterne af Gurre Slot, en Foreſtilling om, hvor ringe | 
Fordringerne i Fortiden have været med Henſyn til | 
Plads og Hygge, naar man tænfer paa, at denne lille 
Borg, hvoraf endda kun Midttaarnet har været Bolig | 


har afgivet Væreljer for en Konge med Folge. | 


Det Billede, ſom vi i Dag bringer vore Leſere | 
af Gurre, er taget. paa Ruinen fra Midttaarnet og 
viſer det ene Hjørnetaarn ſamt Landffabet ud over 
Søen til Skoven, der omkranſer den. | 


E. 8. 


Vilhelm. 
. . . o, hvilket Tempel, 
Et højt udhulet, hvælvet Dovrefjqld. 

Axel. 

Wrværdig Rolighed har her fin Bolig, 
Og gyder Fromhed i det ſtille Sind. 

Vilhelm. 
Et prægtigt Syn, naar man ſtaar midt i Gangen 
Og ſtuer op til Altret. 

(Ohlenſchleger Axel og Valborg 1 Akt, 1 Sc.). 


Peterskirken i Bom. 


Disſe Ord gjelde Trondhjems gamle Domkirke 
og den fortjener fuldkomment denne Ros; men vor 
ſtore Digterkonge har 
flaaende, jan malende, at de pasſe paa enhver ftor og 
ærværdig Kirke; hvor ſom helt man kommer hen i 
Verden og træder ind i en flig Kirke, der kowmer man 
uvilkaarlig til at tænfe paa Ohlenſchlegers Ord om 
Trondhjems Kirke. Men paa intet Tempel pasſer disſe 
Ord dog i den Grad ſom paa Peterskirken i Rom, 
Kriſtenhedens ftørfte Kirke, et af Verdens Underveerker. 
Vi ſtulle prove paa at give vore Leſere en Foreſtilling 


dels om denne meerrkelige Kirkes uhyre Storrelſe, dels | 


| 
her valgt Udtryk, der ere faa | 
| 


ſom deler den i to ulige ſtore Parter. 
ligger paa den veſtlige Side af Tiberen er meget 


om dens Skjonhed og det harmoniſke Indtryk, den gjør 
paa enhver, ſom beſgger den. Forinden vi imidlertid 
tage fat paa Skildringen, ville vi tale lidt om, hvor⸗ 
ledes Peterskirken er bleven til og hvad der forhen 
fandtes paa det Sted, hvor den nu ſtaar. ; 

Byen Rom gjennemfirømmes af Floden Ziberen, 
Den Del, der 


mindre end den anden, men det er netop paa den 
veſtlige Side af Tiberen, at Peterskirken ligger, i den 
Del af Byen, ſom kaldes den leoninſke Del. J Old⸗ 
tiden, medens de romerſke Kejſere regerede, blevet der 


190 


under den berygtede Kejſer Nero bygget en Cirkus, 
omttent paa det ſamme Sted, hvor nu Peterskirken 
ſtaar. En romerſk Cirkus var en aflang Bygning, der 
var afrundet for den ene Ende; i Midten fandtes 
Banen, der blev brugt til Vaddekjorſeler og lignende 
Forlyſtelſer. Rundt om Banen fad Tilſkuerne paa 
lange Rekker Benke, der hævede fig over hinanden, 
ſaaledes at de bageſte Rakker vare hojeſt oppe, for at 
man ogſaa derfra kunde je, hvad der foregik paa Banen. 
Bygningen havde intet Tag, hyilket heller ikke behøvedes 
i det varme italienſke Klima; derimod var den prydet 
med Billedftøtter og med en meget ſtor Obeliſk, der 
den Dag i Dag ſtaar paa Pladſen foran Peterskirken. 
J denne Neros Cirkus, forteeller Sagnet, fandt Apo⸗ 
ſtelen Peter Martyrdgden. 

Kriſtendommen kom fra Jodeland, men forſt i 
Rom naaede den Udvikling og Magt. Fra Rom, 
Verdens mægtige Hovedſtad, udbredte den fig til alle 
da kjendte Lande. J Begyndelſen langſomt og hem⸗ 
meligt, ofte under Forfolgelſer og gruſom Mishandling, 
ſenere aabenlyſt og frejdigt bredte den fig i Folket; 
den fandt Tilhengere blandt Almuen, blandt Soldater 
og Kjøbmænd; fnart tvængte den fig ind i Kejſernes 
Paladſer, og mangen af Kejſerens Nærmefte var hem⸗ 
melig Kriſten. Omſider kom den ſtore Begivenhed, 
Slaget ved den milviſke Bro, tæt udenfor Rom, hvor 
Kejſer Konſtantin ſlog ſin Modkejſer Maxentius. Ud⸗ 
faldet af Slaget var i Begyndelſen tvivlſomt; da 
beſluttede Konſtantin pludſelig at udfolde Korſets 
Banner, da de kriſtne Soldater fan det, bleve de grebne 


af hellig Begeiſtring, Fjenden blev dreven paa Flugt, | 


Manentius druknede i Tiberen; Konſtantin havde fejret. 
Men ogſaa Kriſtendommen havde nu ſejret, det var 
forſte Gang Korſet bares foran Kejſerens Her, Kriſten⸗ 
dommen bredte ſig nu med rivende Hurtighed; alle de, 
der før ikke havde turdet vedkjende ſig deres Tro, fik 
nu Mod, og mange, der for havde været Hedninge, 
bleve nu Kriſtne, nogle oprigtige, mange af Frygt. 
En ny Lid begynder; den gamle hedenſke Kultur med 
al dens Storhed gaar til Grunde og paa dens Grav 
rejſer fig nu Kriſti Kirke; gjennem Strid og Moje 
kemper den fig ſejrrig frem. Roms Magt ſom Verdens 
Beherſker taber fig, men gjennem Kriſtendommen, gjen⸗ 
nem Pavernes Magtfylde ſtaar Rom dog i mange 
Aarhundreder med Aandens Herredomme over Verden. 
For ſljcelvede Folkene for Kejſeren, nu bøje de ſig alle 
i Wrbødighed for Jeſus af Nazareth og for hans Ven, 
den hellige Peter, den fattige Fiſker fra Jodeland; 
han, ſom i levende Live regnedes for intet, over hans 
Grav reiſes Verdens megtigſte Kirke, den Hundreder 
af Slegtfolger have betragtet med hellig Arefrygt. 
Konſtantin gjorde Kriſtendommen til Statsreligion. 
Men han lod det ikke blive ved en ſimpel Anerkjendelſe. 
Som klog Politiker indſaa han, hyilken uhyre Støtte 
hans Regering vilde faa ved Kriftendommen, og hvilfen 


Indflydelſe han igjennem Mræfteftanden vilde kunde 
faa paa Folket. Forſt og fremmeſt maatte der ſorges 
for Forſamlingshuſe, hvor en talrig Menighed kunde 
ſamles til Gudstjeneſten. 


Tilhold der og vilde fortredige den nye Lære. 
byggede nye rummelige Kirker i Rom, nemlig Lateran— 


Sct. Peters Legeme hvilede. 
kantet Bygning, med 5 Skibe (faaledes kaldes de lang⸗ 
ſtrakte Rum mellem Sajlerakkerne) og et Tværffib, en 
Forgaard omgivet af Buegange og Sct. Peters Bronee— 
kiſte under Hojalteret. Den udſtyredes med ſtor Pragt, 
Forgyldning, Marmor og indlagte Billeder (Moſalk— 
billeder); rundt om den byggedes efterhaanden en 
Mængde Kloftre, mindre Kirker og andre Bygninger, 
Denne, den ældre, Peterskirke ſtod i. omtrent 
elleve hundrede Aar og den oplevede meget i fin Did. 
J Aaret 800 blev Karl den ſtore i den kronet til 
romerſk Kejſer, og ſiden den Tid. modtog i den en lang 
| Række af tyſke Kejſere Kejſerkronen af Pavens Hender. 
Den Sten, hvorpaa Kejſeren under Kroningen knalede, 
findes endnu i den nye Sct. Peterskirkes Gulv, og der 
kan enhver, der kommer til Rom, fe den. Ligeledes 
blev en ſtor Mengde Paver i Tidernes Lob indviede 
i Peterskirken, og mange afdode Pavers og andre 
merkelige Mænds og Kvinders Ben have der fundet 
deres ſidſte Hvileſted. ) 

Men Kirken blev gammel; ved Tidens ødelæggende 
Indflydelſe, ved Krig og Ildebrand havde den efter: 
haanden lidt faa meget, at Pave Nikolaus V beflut- 
tede at nedbryde den gamle minderige Kirkes forfaldne 
cg veirſlagne graa Mure og rejfe en ny Kirke til Guds 
re og til Forherligelſe af Sct. Peter, Roms forſte 
Biſkop, ſom man kaldte ham, ham hvem Kriſtus havde 
givet Himlens Nøgler, disſe Nøgler, ſom Paverne nu 
paaftod tilhøre dem, faa at de havde Ret til at ind⸗ 
lade Folk i og udelukke dem af Himlens Porte. Det 
| fulde være en Kirke, ſom ved fin Sterrelſe og Bragt 
ßfkulde overgaa alt, hvad der nogenſinde var bygget og 
der ſkulde gjøres alt, for at ingen ſenere Bygning kom 
til at overgaa den i Storrelſe og Skjonhed, og denne 
Beſlutning blev gjennemfort, thi ingen Bygning har 
| endnu overgaaet Peterskirken. 

Det var i Aaret 1450 at Nicolaus Vie begyndte 


| Arbejdet i ſtaa og forſt 50 Aar efter tog den dygtige, 
kraftige og kunſtelſkende Pave Julius II. for Alvor 
fat paa Arbejdet. Under hans dulige Bygmeſter Bra⸗ 
| mante arbejdedes der raſkt pan Kirken. Det var 
Meningen at give dens Grundflade Form af et græff 
Kors, d. v. ſ. et Kors, hvis Arme ere lige lange, med 


De gamle Templer vare ikke | 
| henfigtsmæsfige til kriſtent Brug og desuden mente HR 
| man, at de gamle hedenſke Guder endnu havde deres 
Han 


kirken, Sct. Paulskirken, det hellige Kors' Kirke (Set. 
Croce), Santa Agneses-, Sct. Lorenzos“ og ſtorſt og 
fornemſt af dem alle Peterskirken, paa det Sted hvor 
Det var en aflang fir: | I 


det ſtore Verk. Men "da han allerede døde 1455, gik 


— . ¼.... etiket 


e 


— 1 


en høj Kuppel over Midten, over Apoſtelens Grav. 3 | 
Aaret 1514 døde imidlertid Bramante, og da den be⸗ 
romte Maler Rafael overtog Ledelſen af Bygningen, 
üdvirkede han hos den daværende Pave Leo X., at 
man fkulde give Kirkens Grundflade Form af et latinſt 


fuldført. Efter Rafaels Dod i 1520 gik det igjen 
langſomt med Arbejdet i nogen Tid. 

Heldigvis var der imidlertid en Bygmeſter, der 
var Mand for at fatte ſtorſlagede Tanker, den vældige 
Michel Angelo, Meſteren af de tre Kunſter, ſom 
han kaldtes, fordi han var lige ſtor ſom Maler, 


cemne paa den Tid Kirken blev bygget ikke koſtede 
meget i Sammenligning med de nugjeldende Priſer, 
de udgjorde maaſke en Femtedel af, hvad der nu er 
det almindelige, jaa tager man vel heller ikke fejl, naar 


man ſiger, at Peterskirken er den Bygning, ſom har 
Kors, d. v ſ. et Kors, Hvis ene Arm er længere end 
de tre andre, og i denne Form er Kirken ogſaa bleven | 


Billedhugger og Bygmeſter; han forte Kirken | 
et godt Stykke fremad mod dens Fuldendelſe, idet han 


udtænfte Modellen til den ſtore Kuppel, den ſtorſte 
Kuppel, der findes. Han begyndte ogſaa paa at bygge 
den, men den fuldendtes efter hans Plan under Ledelſe 
af Giacomo della Porta og Domenico Fontana i Aaret 
1604. J 22 Maaneder arbejdede 600 Mand paa at 


rejſe den ſtore Stenkuppel; uhyre Vanfkeligheder maatte | 
overvindes for at hæve disſe Masſer af Stenblokke op | 


og anbringe dem paa deres Plads i den uhyre Højde. 
Men Værket lykkedes og den Dag i Dag kneiſer St. 
Peters Kuppel hojt mod Sky, og vi vide ikke, om vi 
meſt ſkulle beundre dens mægtige Storrelſe eller dens 


færdig. 


pladſen; den blev omgivet med Sojlegange, prydede 


koſtet fleſt Penge, ſkjondt den er bygget billigt. Og 
jaa have vi endda ikke taget Henſyn til alt, hvad der 
er ſtjenket Kirken af Koſtbarheder, og hvad alle Monu⸗ 
menterne have koſtet. (Sluttes.) 


Om Sproget i Norge. 


2 
88 
8 Af Mads Hanſen. 


1 8 5 5 
1 iden jeg er kommen hjem fra min Norges⸗ 
reeſſe, er der mange, ſom have ſpurgt mig 


0 W om, hvordan Normendenes Sprog om⸗ 


kring i Bygderne er — om vi Danſke 

kan tale med dem; og da det ſaaledes 
er noget, ſom jeg tor forudſette er ikke almindelig 
kjendt iblandt den ſtore Almenhed, vil jeg ſkrive et Par 
Ord derom. J Kjøbftæderne er Sproget naſten helt 


danſk med Undtagelſe af Tonefaldet, der lyder noget 


med Statuer, Obeliſken fra Neros Cirkus blev ſtillet op 
midt paa Pladſen og paa hver Side af den et Spring⸗ 
vand af uhyre Størrelje. 

Omſider kom den ſtore Dag, den 18de November 
1626, 1300 Mars Dagen efter at den gamle Peters— 


Kirke. Det maa have været et gribende Ojeblik, da 
for forſte Gang Salmeſangene og Baſunerne tonede 
under de høje Hvælvinger, da Rogen fra Rogelſekarrene 
og Faklerne forſte Gang ſteg op i den veldige Kuppel og 


da Kirkens lange og brede Gulv var bedætfet med knelende 
Kriſtne, der ved det ſtolte Syn grebes af hellig Andagt. 


Senere er Kirken og dens nermeſte Omgivelſer 
pan mange Maader yderligere bleven prydet med Ma⸗ 
lerier, Billedhuggerarbejder, Gravmonumenter, Altere og | 
Kapeller, ſaa at den nu ſtaar aldeles fuldendt i ſin 


Storhed og uden at være overlasſet med unødig | 
Stads. Skjont, der er megen Pragt i den, jaa er 
det dog dens Storrelſe og det ſmukke indbyrdes For⸗ 


hold i deres forſkjellige Dele, der frembringer det over⸗ 


veldende Indtryk, ſom denne merkverdige Bygning 
gjør. Omkoſtningerne ved Peterskirkens Opforelſe have 


danſke Bondeſprog. 


| fremmed, hvorved enkelte Ord kan gaa tabt for os, 
naar der tales meget hurtigt. 
hos os, meget forſtjellige Mundarter, hvoraf ſomme 
fine Skjonhed. Derefter gjordes Kirkens forreſte Del 
Endelig blev af Bygmeſteren Bernini anlagt 
den ſtore prægtige Plads foran Pederskirken, Peters⸗ | 
dg Danfk mig ikke at være ſterre end mellem Sjællands 


Paa Landet er, ſom 


ere vanſkelige nok at forſtaa, men dog ikke mere, end 
at vi let kan vænne os til at tale med en enkelt. 
J det hele taget ſynes Sprogforſkjellen mellem Norſk. 


og Veſtjyſt. J Gudbrandsdalen og omliggende Bygder 
tales et Sprog, der lyder meget ſmukt, og man kan 
neſten ſige, at det ſynges; men derfor er det ingen⸗ 
lunde drævende, det lyder jan raſkt og frejdigt, at et 


| ungt Menneſke næjften kan friſtes til at danſe dertil. 
kirke i Aaret 326 var indviet af Pave Sylveſter I., da 
Pave Urban VIII. kunde indvie Kriſtenhedens ſtorſte 


Det er derfor, man med Lyſt gjør fig. Umage for at 
opfange Ordene, og det bliver ikke trættende at ſperge 
om igjen flere Gange — ſomme Tider kan man faa 
en rigtig liflig friff Latter i Tilgift. J Veſtlandet, 
havde man ſagt mig, er Folk vanſkeligere at forſtaa; 
men da jeg kom der, var det ingenlunde Tilfeldet, 
tværtimod, jeg kunde lettere tale med dem, og det 
ſyntes mig, at Sproget der lignede mere det brede 
De afſides liggende Bygder ere 
meget lidt puavirkede af alt, hvad der kan kaldes 
Kultur, og følgelig har Sproget i disſe Egne heller 


| ikke ſaaledes ſom i Byerne undergaaet de Forandringer, 


ſom have været Følge af den fire hundredaarige For⸗ 
bindelſe med Danmark, i hvilken det danſke Sprog 
den længfte Tid har været Kirke⸗, Skole- og Reteſprog. 
Imod denne Indflydelſe rejſer der fig nu en temmelig 
ſteerk Modſtand i det ſaakaldte „Maalſtrœev, der 


| gaar ud paa at gjenindſette det gamle norſke Sprog, 


i alt beløbet fig til omtrent 174 Millioner Kroner. 
| foreløbig fordres der, at der anjættes en Profesſor i 


Naar man betænter, at ſaavel Arbejdslon ſom Raa-⸗ 


ſom det for en Del tales af Bonderne, i ſin Ret; 


„ 


norſk Sprog ved Univerſitetet, at Lovene ſkrives og at 


Bibelen og andre ſaadanne Skrifter omjættes paa | 


Folkets Maal. Dette „Landsmaal“, ſom det ogſaa 
kaldes, er ſamlet af oldnordiſk og af de forſkjellige 
Bygdemaal, der tales i Norge, og der er ikke et eneſte 
Sted, hvor det tales nøjagtig, ſom det ſkrives. 


ſamlet og ordnet dette ny Skriftſprog. Han har med 
offentlig Underſtottelſe udarbejdet en Sproglare og en 
Ordbog over det norſke Folkeſprog, ligeſom han ogſaa 
har udgivet flere Digte og andre Bøger, ſkrevne paa 
Landsmaalet. Hans yngre Efterlignere ffal dog afvige 
temmelig meget fra ham og heller ikke være overens⸗ 
ſtemmende indbyrdes. Der er meget godt i Folge med 
denne Sprogrejsning i Norge; det er ſaaledes fuld⸗ 
kommen viſt, at det er en ſterk og inderlig Kjærlighed 
til Fædrelandet, der driver „Maalſtreverne“ frem, og 
ligeledes er det uomtviſteligt, at de drager en Skat 
af gamle nordiſke Ord og Vendinger frem for Dagens 
Lys, og nager de end ikke tilfulde deres Henſigt, faa 
vil Indflydelſen af deres Virkſomhed aldrig udſlettes 
af det Sprog, der tales og ſkrives i Norge. Men 
paa den anden Side kan det forekaſtes dem med Rette, 
at de ere faa enſidige, faa norſk⸗norſke, ſom man 
falder det, at de i deres Iver for at frigjore fig for 
danſk Indflydelſe kan bruge Ytringer, der ere hojſt 
urigtige, ſaaſom „at det Danſte er et aldeles fremmed 
Sprog“ og „at Danmark i fire Hundrede Aar har 
gaaet frem imod Normendene ligeſaa uretfærdigt fom 
Zyjferne gaar frem i Danmark eller i Elſas⸗Lothringen.“ 
Saadanne Udtaleljer fremkom uimodſagt paa Folke⸗ 
modet i Lillehammer den 10de Juli 1874, og havoe 
jeg ikke vidſt, at enkelte af de ivrigſte „Maalſtrœvere“ 
forlod Norge, da Rygtet om den ſidſte franſk⸗tyſke Krig 
naaede derop, og drog herned for at kempe Side om 
Side med de Danſke, ſom de troede naturligvis maatte 
tage Parti imod Tyſkerne, havde jeg ikke vidſt det, faa 
havde jeg troet, da jeg horte flige Udtryk, at disſe 
„Maalſtrœvere“ vare vore ſporne Fjender. 
ogſaa ſenere blevet mig meddelt, at Manden i Grunden 
ikke mente det faa ſlemt, ſom han ſagde det. Men det 
gaar vel med „Maalſtrœvet“ ſom med alt andet nyt, 
hvor man faa let gaar til Bderligheder, at naar Tiden 
gaar, falder Bderlighederne af, og det, der er ſandt 
og rigtigt, kommer da frem i ſin rette, edle Skikkelſe. 
Hvem ved, om „Maalſtrœverne“, dem ſelv uafvidende, 
arbejder for at ſamle Nordens Sprog til ftørre Enhed, 


ſprog. 


„Landsmaal“ findes mange Ord, ſom vi danſke Bonder 


har i vor daglige Taleſprog, men ſom jegzaldrig har 


Det er 


En 
Bondeſon fra Sondmore, Ivar Aaſen, er den, der har 


192 


maalet om, hvorledes 


paa den firkanted 
medens det er deres Henſigt at ſtabe et eget Skrift⸗ e 


Jeg har lagt Meerke til, at der i det norſke 


jet i Bøger, og naar ſaadanne Ord kommer 
begge Sider vil de ene mere end ſkille. 

Foruden Ivar Aaſen have flere gode Forfattere 1 
begyndt at ſkrive i „Landsmaalet“, og blandt disſe 
ſtaar Kriſtoffer Janſon fremmeſt. Hans Fortællinger i. 
og Digte ere nok værd at leſe, om det end fra forſt 
af koſter lidt Moje, til man bliver vant til Sproget. 


frem paa | 


husflid. 


| 


Kradsuldtøj. i 


Det er en Glæde ved egen Flid og Virkelyſt at faa Auven⸗ 
delſe for Ting, der ellers var ubrugelige, faa at man faar noget 
fmuft og gavnligt ud deraf. Saaledes fandt Husvennen for en 


| 
Tid ſiden en fattig Tjeneftepige Ane Kirſtine i H. med et glade⸗ Ih 
i) 


ſtraalende Anſigt, da Bæveren netop var kommet ind med et ſtarlt 
og ſmukt Stykke Hvergarn pan 16 Alen, thi hendes flittige | 
Fingre havde i Vinterens Lob i Fritiden virket Garnet af gamle 
ubrugelige uldne Klude og Strømper, Disſe havde hun klippet 
i Strimler og kartet op, blandet al den vundne brogede Uld 
godt og fpundet Garn deraf. Hendes Medtjenere mente, at det 
Pilleri ſlet ikke kunde betale fig, men da det ſmukke Stykke Kjole⸗ 
tej kom fra Vaveren maatte de dog alle beundre det og bleve 
enige om, at det dog nok kunde betale fig alligevel at faa Tej 
for den Pris. Det er jo fun en lille dagligdags Meddelelſe 
denne; men Üdgiveren ſyntes, at den dog burde i Bladet. Det 
er jo dog Kunſten at kunne vinde Tilfredshed og Glæde ud af 
det jævne dagligdags Arbejde, og kunde dette lille Trek af Hver⸗ 
dagslivet fan Lyſten vakt hos en og anden fattig Tjeneſtepige til 
at folge Exemplet, faa var denne lille Meddelelſe endda ikke 
forgæves. 
Saavidt vides, udføres Opkartningen billigt, naar de uldne 
Klude (ſom ikke maa være af Klade eller ſtampet Tøj) klippes i 
ſmalle Strimler der opblødes i Band og optrævles eller oppilles 
vaade. Efter Torringen opkartes de godt med Tilſetning af en 
ubetydelig Smule ny Uld og ſpindes da let paa ny til ſmukt 
og godt meleret Garn. 


Smaating. 


— 


Norſkhed. Sjellanderen (i en Jernbanevogn): „Uha! 
ſikten en Kulde!“ — Normanden: „Er det Kulde? hos os i 
Ariſtiania er vi vant til 24 Grader.“ — Sjællænderen: „Tak 
Skjebne! Nei, jeg har nok i Dag i de ni Grader.“ — Nor- 
manden: „Ni Grader! Er det noget? Hos os i Kriſtiania toer 
det med ni Grader!“ 

— „Saadane prægtige Boge har De ikke oppe ved. Kriſtiania,“ 
ſagde en Kjsbenhavner til en Normand, med hvem han beſogte 
Dyrchaven. — „Nei, men hvis vi havde dem, vilde de være 
meget mere vakre!“ 

— En af det kongelige Theaters Kunſtnere beſogte i Som⸗ 
mer Himmelbjerget ſammen med en Normand. Paa Sporgs⸗ 

hvo! han ſyntes om Egnen, fvarede Normanden: 
„Ak, det er jo intet! Saadan en Høj falder man Dal hos os!“ 
— Senere paa Dagen ſpiſte de ſammen i Gjæftgivergaarden i 
Silleborg. Der ſtod et Fad Hummere paa Bordet, 
lang mig de Rejer der!“ — 
Hummere!“ — „Saa — ja dem kalder vi Rejer hos os!“ 


Oplosninger fra Nr. 23: 
| E 8. 


NK. | paa Bogſtavgaaden: Skaal. 
S K E. 


Palle Monſen og hans Huſtru, Fortælling af Emanuel Hen⸗ 
ningſen. — Gurre, af C. B., med Billede. — Peterskirken, 
af R. N., med Billede. — Om Sproget i Norge, af Mads 
Hanſen. — Husflid: Kradsuldtej. — Smaating. 


Nod: 


Inudbold 


„Duspennen“, Silledblad for Allorſkabslesmug, Oplysning og Suomi 
Billeder, til 1 Krone Fjerdingaaret, frit lilſendt. 
eihvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, 1 enhper 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Sohultz. 


Hvert Fjerdingaar m 


udkommer til hver Hendag med ef 15-fpalten Ark, 
edſolger gratis et ſlort fmukt Jillegsbillede. 
Voglade (amt hos Hovedkommisſioncren: 


ſorſynel uted 7 
Bladet kan beſlilles paa 
Budolph Klein, Vileftræde 40, Kjøbengavn 


„As, 
„Hvad for noget? Det er jo 


49. Marts. 


Kong Kriſtian den fjerde i Soſlaget ved FTemern. 


Af Fr. Winkel Horn. 


AV) riſtian den fjerde nævnes med Føje 
ſom en af de bedſte Konger, Dan⸗ 


end ikke var nogen ualmindelig 
igt begavet Mand, og i det hele 
kun havde liden Lykke med fig. 
Han røgtede ikke blot i Freden 
iin Kongegjerning paa en ſaadan 
Maade, at man ikke kan andet end beundre den 
Omſigt og Dygtighed, den Forſtaagelſe af det Folk, 
han var ſat til at ſtyre, og den Jver og Varme for 
at fremme dets Tarv, han lagde for Dagen, men han 
udfoldede ogſaa i Krigen fan megen Feltherreklogt og 
viſte faa ſtort et Heltemod, at han vel kunde have 
fortjent en bedre Lykke for ſig og ſit Folk end den, 
han fik. At han var en tapper og dygtig Kriger til 
Lands vifte han i den ſtore Religionskrig i Tyſkland 
mellem de proteſtantiſke Fyrſter og den katholſke Kejſer, 
ſom man efter det Tal af Aar, den varede (1618 — 1648), 
har faldt Trediveaarskrigen, og i hvilken Danmark tog 
Del fra 1625 til 1629. Kongen forte ſelv fine Tropper 
imod de kejſerlige, der anførtes af de berømte Generaler 
Tilly og Wallenſtein, og ſkjont Krigen gik ham imod, 
vandt han jaa megen Anerkjendelſe ſom Særfører, at 
Lilly efter det haardnakkede Slag ved Lutter am Baren⸗ 
berg, ſom de danſke neermeſt tabte, fordi deres tuyſke lejede 


Sold, nægtede at gaa frem, erklærede, at i atten 
Hovedſlag havde han endnu aldrig haft at gjøre med 
en General af det Mod, den Tapperhed og Aands⸗ 


nervœrelſe, ſom Kongen vifte baade under og efter | 
Slaget. Endnu efter at Slaget var tabt, fatte Kongen | 


fig til Modværge med et Regiment Fodfolk og 300 


nark nogenſinde har haft, om han 


Kjøbenhavn. 


1876. 


adelige Ryttere, og forſt da ogſaa denne lille Styrke 
var knuſt, gav han fig paa Flugten, paa hvilken han 


kun ved et Par Fjeneres Opofrelſe undgik at blive 


taget til Fange. At han ogſaa var en Helt paa Søen, 
ſom ret var hans Element, og ſom han havde haft 
kjer allerede fra Barndommen af, vil fremgaa af den 
Skildring, vi ſkulle give af det ſidſte Slag, han per⸗ 
ſonlig tog Del i. 

Den Opgave, ſom Kriſtian den fjerde ikke havde 
faaet Lykke til at loſe i Tyſkland, paatog den anden 
nordiſke Magt, Sverrig, fig. Svenſkernes ſtore Helte⸗ 
konge, Guſtav Adolf, ofrede Livet for den lutherſke 
Læres Sag, og han og de udmeerkede Herforere, han 
havde uddannet, frelſte den ud af den Nod, hvori den 
var ſtedt og hævede med det ſamme deres Land til en 
Stormagts Rang. Men det var i de Tider faa, ſom 
det længe havde været og længe ſkulde vedblive at 
være, at Nordens Lande ikke blot ikke gjorde fælles 
Sag, men endogſaa vogtede paa hinanden med fjendt⸗ 
lige og ſkinſyge Blikke og blot biede paa Lejlighed til 
at komme hinanden til Livs. Da nu Sverrig gjorde ſaa 
glimrende Fremgang i Tyſkland, blev Kriſtian den fjerde 
bange for, at det ſkulde blive for mægtigt, og han ſogte 
derfor at mægle de ſtridende Parter imellem for at 
mage det jaa, at Sverrig ſkulde faa faa liden Frugt 
af fine Sejre ſom muligt. Det ſyntes Svenfferne, 
ſom rimeligt var, kun ilde om, og Rigskansleren Axel 
Oxenſtjerna, ſom efter Guſtav Adolfs Fald ſtyrede 
Sverrig, lod derfor i Aaret 1643 en af ſine Generaler, 
Torſtenſon, bryde ind i Jylland ſamtidig med, at en 
ſpenſk Her faldt ind i Skaane, og nu var det Me⸗ 


ningen, at disſe to Troppeſtyrker ſkulde forenes over 
Ryttere, ſom vare blevne kjede af at vente paa deres 


Øerne, jaa at hele Danmark kom i Fjendevold. Dette 
ſtulde fie ved Hjælp af en forenet hollandſk og ſvenſk 
Flaade. Kriſtian den fjerde var en gammel Mand, 67 Aar, 
men ikke des mindre værgede han fit Land, faa han 
frelſte det fra Undergang. Han vidſte, hvor lidt han 
kunde ſtole paa Adel og Rigsraad, der kun tænkte paa 
fig ſelv; „hvor jeg ikke ſelv er med, der bliver intet 


udrettet”, fagde han, og ſaa tog han ſelv Tornen alle 


vegne. Efter at have fat Fyen i Forſvarsſtand tog 
han Befalingen over Flaaden og gik forſt imod den 
Flaade, Svenſkerne havde faaet hyret i Holland, traf 
den i Veſterhavet ved Liſterdyb og redte den jaa ilde 
til, at han ſnart kunde overlade andre at pasſe paa 
den og jage den hjem, hvor den var kommen fra. 
Selv vendte han hjem for at lave Alting i Stand til 
at mode den ſpenſke Flaade, ſom, omtrent 46 Skibe 
ſterk, allerede laa ved Kieler Fjord under Anforſel af 
Klas Fleming, der i Forbigaagende havde givet fig i 
Lag med Kjøbenhavn og Kjoge, dog uden at opnaa 
noget paa nogen af Stederne. Den danfke Flaade 
beſtod kun af 39 Skibe, og paa adſkillige af dem var 
Mandſkabet ugvet og uprøvet; Kongen ledede ſelv 
Flaadens Bevegelſer fra fit Admiralſkib Trefoldigheden. 
Dem, der vilde holde ham derfra, ſvarede han: „Jeg 
er nu gammel og ſtiv og duer ikke længer til Land⸗ 
krigen, derfor gaar jeg med Flaaden, at Efterverdenen 
kan Je, at jeg mente det ærligt med Fædrelandet.” 
Da Kriſtian den fjerde den 1ſte Juli 1644 fik den 
ſpenſke Flaade i Sigte, havde denne lige erobret Øen 
Femern og laa nu Veſt derfor imellem Holſten og Ærø 
paa Kolbergerhejde. Slaget begyndte ſtrax, og det blev 
baade blodigt og langvarigt; tre Gange ſtilnede det af, 
men Kampen blusſede hver Gang op igjen, og ren 
derfor tilkommer Kongen, thi for de fleſte af de andres 
Vedkommende ſynes Kamplyſten ikke at have været flor. 
Nogle Dage efter Slaget ſkrev Kongen: „Jeg havde 
mine Admiraler og deres Officerer ombord og gav 
dem Ordre til, hvorledes vi ſkal fegte, naar vi ſkal 
deran igjen, ſamt gjorde dem ſtor Fortroſtning om 
Stejle og Hjul, om de ikke fegte bedre, end de gjorde 
ſidſt. Mig brugte de til et Skjcermbret mellem ſig 
og Fjenden, En af mine ſkod mig igjennem Fokken, 
ſaa jeg haver det rette Selſkab at drages med.“ 


lig i fin ſtjonneſte og eedkeſte Skikkelſe. 
ſlog igjennem Siden paa Kongeſkibet, og Jeern⸗ og 
Trœſtumper fløj omkring Kongen og hans Mænd. 
Tolv Mand bleve dræbte og ſaarede, og han ſelv fik 


det højre Oje flaaet ud foruden en Mængde mindre 


Saar, ialt 23. Han blev revet om, og allerede lød 
Raabet „Kongen er falden!“. 


at ſtaa mit Folk bi, naar kun enhver vil gjøre fin 
Pligt“. Med Torkloedet for Øjet blev han ſtaaende 
ftøttet til fit Sværd, til han var bleven forbundet, og 
han raſtede ikke, fer Slaget var vundet, da Natten 
faldt paa og de Svenſke ſogte Ly i Kielerfjord. Med 
Rette ſiger Digteren om det blodſteenkte Klæde, der 


8 


Da rejſte den haardt | 
ſaarede gamle Helt fig og ſagde: „Vel er jeg ſaaret, 
men Gud har endnu levned mig Liv og Styrke til 


klare Forholdet. 


gjemmes paa Roſenborg Slot tillige med andre Mindet 
om „ham med det ene Oje“: 1 
„to Hundred Aar ej udſletter | 
de koſtbare purpurne Pletter.” É 
Sagnet fortæller, at da Kongen var falden, blev | 
der givet Befaling til at ſtryge Flaget, men den 
Matros, der ſtulde gjøre det, krympede fig derved og 
magede det jaa, at Flaget blev ſaaledes indviklet i 
Tovveerket, at det ikke kunde komme ned, og en anden, 
en Sonderjyde, ſkal have ſagt de ſtolte Ord: „Kongen 
er kun een Mand! vi er alligevel nok til at flag 
Fjenden.“ — Der var dog flere Helte ombord end 
Kongen. | 
Svorledes det jaa videre gik, vilde det blive for 
vidtløftigt at fortælle denne Gang; det maa være nok 
at fige, at den Admiral, fom Kongen overdrog at holde 
den fjendtlige Flaade indeſperret i Kielerfjord — Peder 
Galt hed han —, pasſede faa daarlig paa, at Svenfkerne 
ſlap ud; Peder Galt maatte bøde med Livet, men 
dermed var intet vundet; nogle Maaneder ſenere ſtodte 
en danſk Flaade under Anførjel af Pros Mund ſammen 
med en henved tredobbelt jaa ſteerk ſvenſk ved Laaland 
og efter en blodig Kamp bukkede den danſke Flaade 
under for Overmagten og blev næften helt opreven. 
Der var da ikke andet at gjøre end at ſlutte Fred, og 
den blev fluttet paa haarde Vilkaar. 
Det ſmukke Billede af Kong Kriſtian den fjerde 
i Soſlaget ved Femern, ſom „Husvennen“ i Dag 
bringer fine Leſere, er tegnet efter det ene af de to 
udmerkede Malerier, hvormed den ſtore afdøde Maler 
Marſtrand har prydet Kongens Grapkapel i Roes⸗ 
kilde Domkirke. Efter hvad vi have fortalt om det 
mindeværdige Slag, vil det være overflødigt at give 


nogen yderligere Forklaring til det livfulde, gribende | 
| Billede; det taler, ſom et ægte Kunſtverk ſkal, ſelv 
| tydelig nok. | 
Kongen havde allerede flere Saar, da der faldt et | 
Skud, ſom kunde være bleven ffjæbnejvangert, men nu | 
maaſke blev Aarſag i de Danſkes Sejr, ſom det | 
i alt Fald gav Anledning til, at Kong Kriſtian vifte | 
En Kugle | 


Palle Monſen og hans Huſtru. 
Foriælling af Emanuel Henningſen. 


(Fortſat.) 
5 II. | 
t t Bar Dage henrandt, og de vare ikle 

ſonderlig behagelige for Mand og Huſtru. 

8 De havde begge Folelſen af, at der var | 
kommen et fremmed Element ind mel | 
lem dem, ſom fjcernede dem fra hin⸗ 
anden, og dog gjorde ingen af dem et 

5 Skridt for at rydde det af Vejen og 

De ſkinſyge Tanker vare atter kaldte 
til Live hos Dorthea, og deri havde Palle ſelv Skylden; | 


| thi da hun ſpurgte ham om Familien i Hedegaarden, | 
; havde hans Forlegenhed og Uro været ſaa paafaldende, 


5 se 195 


at hun ikke kunde undgaa at lægge Meerke dertil. Hun 


fif da ogſaa kun at vide, at Palle tidligere havde ſtaget 


i Handelsforbindelſe med Manden, og at Familien 
beſtod af Mand, Kone og en voxen Datter. Det er 
let at forſtaa, at hun ikke følte fig tilfredsſtillet ved 
disſe tarvelige Oplysninger, imidlertid trængte hun 


ikke mere ind paa ham; men Palle havde en Fornem= | 


melſe af, at hendes Oje hvilede forſkende paa ham, og 
dette gjorde ham tvungen og forlegen i fin Optræden 
over for hende. 

En Eftermiddag gav han Lars Ordre til at ſpende 
for Vognen, og han gik ind for at flæde ſig om til 
den Udflugt, han havde paatenkt. 

„Hvor vil Du nu hen, Palle?“ ſpurgte Dorthea. 

Skjont Sporgsmaalet blev fremſat i en fuldkom⸗ 
men rolig Tone, bankede hendes Hjærte dog faa haardt, 
at hun ſelv kunde høre dets Slag. 

„Aa, jeg ſkal et bitte Korn veſter paa. Anders 
Gregerſen i Ulbjærg ſkal nok have Sind til at prange 
et Par Heſte hen. Det kunde være, der kunde komme 
en Handel i Stand imellem os.“ 


„Saa tager Du vel ogſaa ind i Hedegaarden!“ 
med et ſkadefro Blink i Øjet. 


ſpurgte hun og ſaa ſtift paa ham. Ubevidſt for hende 
ſelv havde hendes Stemme en haard Klang, der ſkurrede 
i Palles Ore. 

„Det kunde kanſke nok pasſe fig,” ſvarede han. 

En halv Time efter rullede han i raſk Trav hen 
ad Landevejen. Af Udtrykket i hans Anſigt var det 
let at ſe, at det ikke var behagelige Tanker, der ſysſel⸗ 
ſatte ham; han var bekymret over det Forhold, hvori 
han ſtod til Dorthea, og der var endnu mere, der 
tyngede paa hans Sind. Han havde gjærne ſkjeenket 
Dorthea fin Fortrolighed fuldt ud, hvis det kunde have 
ladet fig gjøre; men ſom det var, turde han det ikke. 
Han kunde ikke taale den Tanke, at hun fkulde bære 
paa den ſamme Byrde, ſom han nu i to Aar havde 
baaret alene, og hvor ondt det end gjorde ham at ſe, 
hvorledes hun følte fig krenket og tilſideſat, maatte 
han dog tie; thi lyve for hende vilde han ikke, og 
ſige hende den fulde Sandhed turde han ikke. 

Det er let at forſtaa, at der ikke blev nogen 
Handel med Anders Gregerſen den Dag. Palle var 
ikke i Stemning til ret at benytte ſine Overtalelſesgaver 
til at nedſtemme Anders Gregerſens opfkruede For⸗ 
dringer, og han kjerte igjen bort, medens Anders 
triumferende gned fine Hænder og mumlede: 


„Aa nej... aa nej, Anders Gregerſen lader ſig 


ikke ſaadan trekke om; han er ældre end ſom faa... 
Han giver nok Kjob, for Lyſt til Ogene har han, 
endda han lader ſom ingenting.“ ; 

Medens Anders ſaaledes ſtod og beundrede fin 


egen Snedighed, tog Palle Vejen mod Hedegaarden, 


hvis gule Mure man ſkimtede oppe paa Bakken ved 


. Ulbjerg Hede. Udenfor Gaarden mødte han en ung 


Pige, hvem han hilſte ſom en gammel bekjendt. 


anden. 


„Er Dine Folk hjemme, Marie?“ 

„Ja, de er . . det vil ſige, Far er hjemme.” 

„Det var da ogſaa ham, jeg vilde tale med.“ 

Han drejede ind i Gaarden, og ved Lyden af 
Vognbuldret kom dens Ejer, Jens Hvorup, til Syne 


| Gaarddoren. Det var en høj, knoklet Mand med et 


magert Anſigt, hvis Trek ſyntes ſkaaren i Trœ, ſaa 
faſte og ubevægelige vare de. De ſmaa Djne, ſom 
lag dybt inde i Hovedet og beſkyggedes af lange, neeſten 
ſammenvoxede Bryn, havde et eget koldt, ſtikkende Ud⸗ 
mg Han var en Mand paa et halvhundrede 
ar. 
De to Mænd hilfte ikke videre hjærtelig paa hin⸗ 
Det var let at ſe, at den ene ikke havde meget 
til overs for den anden, og at de begge fuldkommen 
var paa det rene med hinanden i ſaa Henſeende. 
„Naa, Du ſlap endda godt hjem den anden Aften,” 


ſagde Jens, da de ſad ſammen inde ved Aftensbordet, 
ſom Datteren havde dekket for dem, medens der blev 


jpændt fra Vognen. 

„Aa ja, det var der ikke i Vejen for.” 

„Ja, da var Du ellers lavet godt til,“ vedblev Jens 
„Jeg ved ikke, hvordan 
Ungdommen er nu for Tiden, J kan 'nap nok ſtikke 
en Dram under Veſten, før J er henne med det ſam⸗ 
me... Jeg ſkjonnede godt nok, at Du vilde have mig 
gjort vel tilpas, bitte Palle, Du havde vel Dine 
Grunde, kan hende; men ligegodt ſlog det ikke til den 
Gang, der ffal anderledes Karle til at boute mig.“ 

Den Vending, Samtalen havde taget, lod ikke til 
at behage Palle. Han forte den hen paa andre Gjen⸗ 
ſtande, vedrørende Avlsveſenet, og da Maaltidet var 
til Ende, gik de begge ud over Markerne for at tage 
Kornet i Ojeſyn. ) 

Medens de gik her og talede om ligegyldige Sager, 
var det, ſom om de gienſidig lurede paa hinanden, 
ſom om de begge forberedte ſig paa en Kamp, der for 
eller ſenere maatte udfæmpes mellem dem. Jens var 
tilſyneladende rolig og ligegyldig, medens Palle var 
oprørt og havde Meje med at befæmpe fin Bevagelſe. 
Og alt imens gik de ijæune hinanden, talende om 


Scedſkiftet, Efteraarsplsjmngen og Hoſtudſigterne, ſkjont 


deres Tanker vare vidt ficernede fra bette, ſamtalende 
ſom to Venner, ſkjont der i begges Hjærter luede et 
helt Baal af glubende Fjendſkab. g 

Solen var allerede funfen ned i Havet og det 
ſommerlige Tusmorke begyndte at udbrede fig over den 


bakkede Egn, da de begge ſtandſede ved Randen af 


Heden, og Jens ſagde: 

„Lad os tage den gjenneſte Vej her ind over.“ 

„Ja, lad os det,“ ſparede Palle og ſprang over 
Groften, ſom dannede Skjellet. Jens fulgte ham, og 
de gik en Stund tavje ved Siden af hinanden. Plud⸗ 
ſelig blev Palle ſtaaende og ſagde: 

„Jeg er egentlig taget her hen til Dig, Jens, for 

* 5 


at høre, om Du vil afſtaa mig den Forſkrivning, Du 
jo nok kjender.“ . 

„Aa ja, det vil jeg nok,“ ſparede Jens. „Du 
kan indloſe den, hvad Dag det ſkal være, faa ſaare 
Du har Pengene.“ 

„Hvormange forlanger Du?“ ſpurgte Palle og 
trak Vejret dybt. 

„Det Fjender Du jo nok. Forſkrivningen lyder paa 


tre tuſend, og Renter kan jeg ikke forlange, før et Aar | 


er omme; de to Aar er jo forbi.” 

„Men det er da ikke Meningen af det, at Du 
forlanger alle Pengene for Papiret?“ 

„Jo, jo, er det det. Jeg er jo i min Ret til at 
fræve Betaling af Dig, hvad Stund det fkulde være. 
Hvorfor ſkulde jeg faa ſlaa af.“ 

„Fordi det er Ret,“ ſagde Palle heftigt. „Fordi 
Du aldrig har haft nogen ærlig Fordring paa mere 
end de fem hundrede Daler. Dem ſkal Du faa, og 
jeg vil endda give Dig hundrede Daler til, faa ved 
jeg, at jeg ikke har gjort Dig Uſtjel.“ 

„Er jeg kanſke en Dreng, ſiden Du ſnakker om, 
hvad Du vil give?“ ſparede Jens haanligt. „Nej, 
bitte Palle, paa den Maade gaar det ikke, ſaa er det 
bedre, vi ikke ſnakker mere om den Ting.“ 

Han gjorde Mine til at gan videre; men Palle 
ſtandſede ham idet han ſagde: 

„Nej, bi et bitte Korn end, lad det komme til 
Klarhed mellem os, for nu er jeg kjed af at gaa med 


en Truſel over Hovedet for hver Dag, jeg lever ... | 


Du Fjender jo lige faa godt, hvordan det gik til med 
Vexlen, ſom jeg. Jeg havde ingen Grund til at tvivle 
om Prangerens Vrlighed, da jeg kjobte Heſtene af 
ham, og da jeg ſatte Dit Navn paa Vexlen, jeg betalte 
ham med, gjorde jeg kun, hvad Du felv havde givet 
mig Lov til at gjøre, naar der var noget at tjene.” 

„Uheldigvis ſagde Prangeren til mig, at Du 
havde tabt Pengene til ham i Kortſpil.“ 

„Han løj, den Kjæltring, ſom han var. Om 
Morgenen tidlig var han taget afſted med Heſtene og 
Vexrlen og det hele... Og havde jeg faaet fat pan 
ham, ſkulde jeg vel have faaet ham til at rykke ud 
med Papiret igjen; men Du havde allerede faaet den 
af ham og betalt Pengene, og da jeg kom til Dig om 
Naad, fif jeg førft at vide, hvad Hjælp jeg kunde vente 
fra Dig. Du truede mig med Slaveriet for Vepelfalſk 
og lod mig forſt faa Papiret, da jeg havde underſkrevet 
et Gjceldsbrev paa tre tuſend . .. men Du maa da 
huſke, at Du ſagde, det var ikke Meningen, at jeg 
ſlulde betale hele Summen; Du vilde lade Dig nøje 
med de fem hundrede og faa Renten.“ 

„Det var merkelig, det kan jeg flet ikke hufke,“ 
ſagde Jens med en Trakning om Munden, der ſkulde 
betyde et Smil. „Jeg ved kun, at der i Forſkrivningen 
ſtaar tre tuſend, og at jeg ikke er ſindet til at ſlaa 
noget af.“ 


bleg af Vrede. 
| Du har brugt mig og taget Smorret og Floden og 


drede Daler kan jeg betale Dig, 


„Ved Du da ikke, at det er alt, hvad jeg fik med 
Dorthea, og at jeg ikke ejer en Stump af Gaarden, 


hvis jeg ſkal betale dem. Der er to tuſend og fem 
hundrede indeſtaaende i Gaarden, og det kan være 
haardt nok at forrente dem. Jeg har alligevel tjent 
et bitte Korn med mine Handler i Aar, og fer hun: 
[hvis Du vil være 
nøjet dermed.” 

„Nej nej, det har jeg jo ſagt Dig.“ 

„Saa er Du agſaa den ſterſte Kjaltring, der 
kan findes,“ raabte Palle forbitret, „og Folk ſkal knap 
faa at vide, hvordan Karl Du er.“ 

„Haa ... haa,“ grinte Jens haanende; „en Falſkner, 
ſom Du, lober ſnart Linen ud, og er Du forſt ſat 
fra Gaarden, hvem kerer fig vel fan om, hvad Du 
ſiger.“ 

„Det ſkal Du faa at fe!” ſagde Palle og bley 
„Jeg ſkal oplyſe Dem om, Hvordan 


ladet mig beholde Kjcernemelken, faa længe vi to havde 
noget at gjøre med hinanden, og jeg ſkal fortælle dem, 
| hvordan Du ved Kjaltringeſtreger er kommen i Ve: 
ſiddelſe af Gjeeldsbrevet ...“ 


„Ja, glem ikke, hvordan det gik til,“ ſvarede Jens 
tirrende; „at det kom af, at Du ſkrev falſke Vexler, 
ſom jeg maatte betale, og at Du ſpillede alle Dine 
Penge bort ... Aa, nej, ſaadan en lille Hvalp fkal 
ikke komme langt med mig. Du fkal komme til at 
betale til ſidſte Skilling, hvordan Du faa vrider Dig.“ 

„Saa ſkal der forſt ſkiftes Ret imellem os!“ ſkreg 
Palle ude af fig ſelv og greb fat paa ham. Jens rev 
ſig los og ſprang tilbage. Et Ojeblik efter rettede 
han en lille Mesſingpiſtol mod fin Modſtander og 
ſagde rolig: 

„Nej nej, ſaadan gaar det ikke, bitte Palle. Du 
ved fra vore Handelsrejſer fra forrige Tider, at jeg 
altid plejer at have en ſaadan bitte Tingeſt i Lommen. 
Tag Dig nu i Vare for, hvad Du gjør.” 7 

Men Palle var naget til det Punkt af Ophidſelſe, 
at han næppe var fig ſelv bevidſt. Med et Set ſtod 
han ved Siden af Jens og ſlog til Piſtolen med fin 
knyttede Haand. Skuddet gik af, Knaldet for ind 
over Heden og hendode mellem Kaempehejene; men 
Jens Hvorup ſtyrtede baglænds om i Lyngen, ſom 
ramt af et Lyn. 

Og ſom ramt af et Lyn ſtod ogſaa Palle foran 
ham. Bleg, forfærdet og lammet af Skrak ſtirrede 
han paa den ubevegelige Skikkelſe, der lag udſtrakt 
for hans Fødder; bleg og forfærdet bøjede han fig ned 
over den, lagde Haanden pan hans Bryſt og trak den 
vaad af Blod tilbage. Saaledes havde han ikke tenkt 
lig, at deres Mode ſkulde ende, og ſelv i ſin vildeſte 
Harme havde han aldrig tenkt paa at tage fin Fjendes 
Liv, det havde jo kun været hans Henſigt at ſlaa 
Piſtolen ud af hans Haand og hævne fig paa Kjel⸗ 


1 


tringen ved at give ham et Livfuld Hug ... Tys, var 
der ikke en, der raabte der henne bag Kæmpehøjen? 
Nej, det var Blodet, der ſuſede ham for Øret, og 
Hieertet, der hamrede ſaa hurtig i hans Bryſt, at han 
næppe formaaede at telle dets Slag, 


Her oppe paa | 


Heden kom der jo kun fjælden nogen ved denne Zid; | 


han behøvede ikke at frygte for, at der havde været | 


Vidner til hans ulykkelige Gjerning. Men vilde man 


| 


ikke alligevel ſtrax udpege ham ſom Morderen, Datteren 
havde jo jet dem gaa ſammen ud i Marken, en gammel 
Kone havde jet dem ſkraa ind over Heden? 

Han knelede ned ved den faldnes Legeme og 
underſogte det endnu en Gang, derpaa faa han fig 
jfy om og gik hurtig ind over Heden i Retning af 
Klitterne. 

Samme Aften ſejlede der et ſvenſk Skib henover 


Pag Havet. 


det af en ſpag Vind kruſede Veſtenhav; det ſtyrede 
veſterpaa. Maanen var ſtaget op, dens Straaler gjod 
fig med Solverſtjcr henover Bolgerne. Rorgengeren 
ſtod ſmaanynnende ved Rattet, men henne ved For⸗ 
favnen fad der en ſammenſunken Mand og ſtirrede 


udtryksloſt ud over det blinkende Hav. Han jaa ikke | 
Maagen, der i let Flugt fløj hen over den lyſe Har⸗ | 


| Hade, han horte ikke dens ſkarpe Skrig, da den bytte⸗ 
betynget og med ſkumvaade Vinger hævede fig op 
derfra; han ſaa kun et ſtille, blegt Anſigt omgiven af 
Luyngens brune Stængler, han hørte kun den dumpe 
| Qyd af et Skud tabe fig dybt inde i Heden. 


(Sluttes.) 


Peterskirken. 
Af N. A. 


(Sluttet.) 
aar vi nu ville beſkrive Peterskirken, vil 
jeg bede Læferen følge mig fra det egent⸗ 
lige Rom, hvor vi tænke os at bo, til 
den leoninſke Del af Staden. Vi tage 
da en lille Droſke til to Perſoner og bede 
Kuſken om at fjøre os til „San Pietro“. Vi kjore 
over Tiberen paa Hadrians gamle Bro, forbi Engels⸗ 
borg og ud igjennem en Gade, ſom hedder Borgo 
nuovo og ſom udmunder paa en firkantet Plads, Piazza 
Ruſticucci. Denne Plads er ikke videre ſmuk og om⸗ 
gives af tarvelige Bygninger, men den har den ud⸗ 
merkede Egenſkab, at man fra den faar det forſte Ind⸗ 
tryk af Peterskirken og det hele dertil knyttede Anlæg. 
Fra Pladſen har man Hovedindgangen til Peterspladſen, 
hvis forſte Del er rund og omgivet af en Søjlegang, 
eller Kollonade, der beſtaar af 372 Sojler, hvis Højde 
er 60 Fod. Søjlerne ere opſtillede i fire Rakker, der 
lobe jevnſides med hinanden og derved danne tre Alleer, 
af hvilke den midterſte er faa bred, at to ſtore Vogne 
magelig kunne føre ved Siden af hinanden deri. Søjle- 
ræfferne bære et Tag, der er prydet med ikke mindre 
end 162 Billedftøtter, hver 12 Fod høje. Midt paa 
denne runde Plads knejſer den gamle egyptiſke Obeliſt, 
der i henved 4000 Aar har peget med ſin Spids imod 
Himlen; den beſtaar af en eneſte Sten og vejer 10,000 
Centner. Den kaldes Neros Obelisk, fordi den har 
ſtaaet i hans Cirkus, men egentlig er den af Keiſer 
Kaligula bragt til Rom fra Wgypten. To uhyre ſtore 
Springvand ere anbragte hver paa fin Side af Obeliffen 
og ſende deres vældige Straaler højt op i Luften; 
Bandet ffummer og bruſer ſom et Vandfald, og Milli⸗ 
oner af Draaber glimte ſom Diamanter i det klare 
Solſkin. Nat og Dag ſprudler Vandmasſerne, og man 
kan være i Tvivl, om de ere ffjønneft i Solens Glans 
eller naar Maanen forvandler dem til et Fyrværkeri 
af- Sølv. Fra denne Pladſens forreſte runde Del 
kommer man ind paa den anden, den firkantede Del, 
ſom er noget mindre og ſom nermeſt Kirkens Forſide 


N 


er dannet ſom en meget bred og lav Trappe, der forer 
op til Kirkens Forhal. Hele Pladſens ſamlede Længde, | 
fra Kollonadens Begyndelſe op til ſelve Kirken, er 1034 


Fod; den runde Del af Pladſen er 580 Fod bred. 


Tegningen i forrige Numer viſer denne herlige Peters⸗ 


plads med Kirken i Baggrunden. Jeg vil nu bede 
Leeren tænte fig ftaaende ved Indgangen til Pladſen 


og ſe den lange Vej op mod den vældige Kirke og i 


fin Indbildningskraft foreſtille fig disſe ſtore Afſtande, 
for at kunne danne ſig en Tanke om hvor ſtor ſelve 
Kirken er, ſom den ſtaar der langt borte og rager op 
ſom „et højt udhulet Dovrefjceld“. Kirkens Forſide er 


| 
| 


dannet af et Midterparti med fem ſtore Indgangsporte; i 


oven over disſe lige jaa mange ftore Vinduesaabninger 
og derover en lav Gavltrekant, ſom bæres af 8 umaade⸗ 
lige Søjler; til begge Sider for dette Midterparti hae 


vi Sideflojene, der have omtrent den ſamme Hojde. 
Hele Forſidens Brede er 372 Fod og dens Højde 150 
Fod. For at oplyſe hvad det vil ſige, meddeler jeg, 
at Rundetaarn i Kjøbenhavn kun er 114 Fod højt. 


Over ſelve Kirkens Tag hæver fig to mindre Kupler 


og en meget ſtor. Den ſtore Kuppels Spids rager 


487 Fod op over Peterspladſens Stenbro, og dens 


Omfang er over 390 Fod. Se denne Kæmpebygning 
er det, man falder Peterskirken. 
Naar vi nu gaa ind igjennem en af de 5 vældige 


Porte, hvis Portfloje ere af Kobber med kunſtferdigt 


indgravede Billeder, komme vi forſt ind i en langſtrakt 
Forhal, hvorfra lige ſaa mange andre Porte fore ind 
i ſelbe Kirkens uhyre Rum. Vi ere allerede blevne 
forbapſede ved at fe Kirken ude fra Pladſen, men i det 
Ojeblik vi træde ind i dette mægtige Guds Hus, gribes 
vi af en jan højtidelig Stemning, at vi glemme alt 
andet og føle os friſtede til at kaſte os ned for Ham, 
der ſtyrede Verden fra Evighed, Ham, der ſkabte Menne⸗ 
ſket, der kan bygge et ſaadant Værk, men ſom ogſaa 
ſkabte Myren, der bygger fin lille, men ikke mindre be⸗ 
undringsperdige Hytte under Jorden. Vi maa ſtaa 
ſtille et Ojeblik; vi maa hæve vort Blik fra Gulvets 
Marmorfliſer op igjennem det ſtore Rum; vort Oje 
maa folge disſe rene og ſkjonne Linier, der drage fig 
hen under de mægtige Hvelvinger; vi maa overvældes 
af Straaleglanſen fra Kuppelens gyldne Grund, hvorpaa 
Engle med flammende Sværd ſynes at jvæve ſom om 
de vare levende. J lange Drag maa vort Oje maale 
al denne Herlighed, og jo længere vi ſtirre derpaa, jo 
ftørre bliver det; det er ſom Hvelvingerne løftede fig 


endnu hojere, ſom om Kuppelen ſteg mere og mere mod 


Himlen, og ſom om vi ſelv ſkrumpede ind til et Sands⸗ 
korn. Forſt efterhaanden faa vi Mod til at træde 
nærmere, Vort Oje falder da forſt paa to ſmaa bitte 
Engle af Marmor paa hver Side af Indgangen; de 
holde en ſtor Muslingeſkal med Vievand. Vi ville 
je dem lidt nærmere ved; de ere jo fan ſmaa og nyde⸗ 
lige. Men, om Forladelſe, naar vi nu komme hen og 


ſe paa de ſmaa Engle, ſaa viſer det ſig dog, at de 


alligevel ikke ere jaa meget ſmaa; der er ingen Gardiſt 
jaa ſtor og fvær, ſom de ſmaa tykke Engle. Sagen er 
den, at de ſtore Afſtande og Forhold gjør, at alting 
ſer mindre ud her, end det virkelig er. ; 


Alt efterſom vi gaa længere frem over Kirkens 
brede Gulv opdage vi, at alt her er Marmor og For⸗ 


gyldning. Her ſes intet til Tre eller Murſten, nej, 
hvidt, fort, rødt, gult og grønt Marmor, blankt ſom 


Spejle, ſtraalende Guld og tindrende Bronce. Paa de | 


uhyre Murpiller, baade i Hovedgangen og i Sidegangene 
finde vi en Mængde Billedftøtter og indlagte Billeder. 


ze 


Det er for ſtorſte Delen Gravmonumenter over afdode 
Paver. 
Thorvaldſens Monument over Pave Pius VII., ſom 
vi Fjende fra Thorvaldſens Muſcum i Kjobenhavn. 
Her i Muſcet Jer det ſtort ud; i Peterskirken ſer det 
ikke meget ſtorre ud end Porcellensfigurer paa en Kom⸗ 


ſmagſulde, f. Ex. det over Alexander VII., der fore⸗ 
ſtiller en forgyldt Benrad, ſom luffer Døren til Grav⸗ 
kamret op. 

Paa vor Vandring komme vi længere og længere 
op imod Hojalteret, fom ſtaar midt i Kirken under den 
ſtore Kuppel. Men inden vi naa ſaa vidt, maa vi 
dog ſtandſe ved en mærkværdig gammel Billedſtstte ved 
den fjerde Pille til højre i Midtergangen. Det er en 
Billedftøtte af Sanct Peter, forfærdiget af Bronce og 
ſiddende i en Stol af hvidt Marmor. Den er over 
fjorten hundrede Aar gammel. Figuren holder fin ene 
Haand loftet formanende i Vejret og den ene Fod noget 
fremſtrakt. Denne Billedſtstte er meget hellig i Katho⸗ 
likernes Dine og ingen god Katholik kommer ind i 
Peterskirken uden at gaa hen og kysſe Sanct Peters 
ſtore Taa. Nu har de gode Katholiker, og deriblandt 
flere afb vore Forfæbre, der i gamle Dage ſom Pile⸗ 
grime drog til Rom og deriblandt f. Ex. Kong Knud 
den Store, i over fjorten hundrede Aar, mange Menne⸗ 
ffer hver Dag kysſet denne ſtore Taa, og Følgen er 
bleven den, at Sanct Peder nu ikke mere har fin ſtore 
Taa; den er kysſet bort, ſaa at han ſer ud, ſom om 
han havde en Klumpfod. Vi evangeliſke Kriſtne kunne 


Nogle af dem ere udmærket ſmukke, f. Er. 


jo ogſaa gjerne kysſe Apoſtelens Fod, men vi gjøre det 


med andre Tanker; ogſaa vi ære den fattige Fisker, der 
kaſtede alt bort og fulgte Kriſtus. : 

Vi komme nu til Kirkens Midtpunkt, Højalteret, 
der hæver fig over Sanct Peters Grav. Det er en 
rund Plads, ſom er omgivet med et Rakkverk af Mar⸗ 
mor, hvorpaa der altid, Dag og Nat brænder 89 Solv⸗ 
lamper. Roekveerket omſlutter en dobbelt Marmortrappe, 
der fører ned til Apoſtelens Grav, hvor hans Kiſte 
ſtaar. Over Graven ſtaar det ſtore Alterbord, over 
hvilket der paa 4 ſnoede Bronceſsjler hæver fig en 


Tronhimmel af Bronce. Fra Gulvet op til det øverjte | 


af Tronhimlen er Højden 90 Fod chuſk, at Rundetaarn 
er 114 Fod). Alteret med alt dette Tilbeher ſtaar 
midt under den ſtore Kuppel, paa hvis Guldgrund ſtore 
Engleſkikkelſer ſynes at ſpeve. Her nede fra Gulvet 
fer Englene ſmaa ud, men naar vi ſiden fkulle ſtige op 
i Kuppelen ſe vi, at de ere ſaa ſtore, at vi ikke engang 
med vor flade Haand kunne dæffe Erkeenglen Michaels 


Fan. Kuppelen bæres af fire uhyre Murpiller, der 
hver ere 210 Fod i Omkreds, og i hvis Nicher, der er 


anbragt fire Billedftøtter, der hver ere 15 Fod høje. 
Her fra Midtpunktet af Kirken kunne vi ret jaa Begreb | 


om dens Storrelſe, da vi her kunne ſe ud til alle fire | 


Sider. 


Taage. 


Gaa vi nu fra Alteret hen til den bageſte Del af 
Kirken, det er et ret godt Stykke Vej, fan træffe vi 


her et underligt Slags Alter med nogle meget ſtore 


Billedſtͤtter, der midt imellem fig have en Stol af 
Kobber. Denne Stol indeſlutter igjen en gammel Træ- 


ſtol, ſom Sagnet fortæller har været Sanct Peters 
mode. Andre af Pavernes Mindesmærker ere mindre | 


Bispeſtol; den har Navnet af „den hellige Stol” og 
dette Navn er ſom bekjendt gaaet over til nu at betyde 
Pavedemmet. 

Derſom jeg ſkulde blive ved at fortelle om alle 


"de Seværdigheder, der findes her inde i Peterskirken, 


fan vilde jeg komme til at fylde flere Numre af Hus⸗ 
vennen. Jeg ſkal kun tilføje, at Kunſt og Rigdom har 
gjort uendelig meget for at gjøre Sanct Pederskirken 


til det ſtorſte og rigeſte Guds Hus, og at i det Hele en 


god og ſund Smag har været ledende ved Anlæget i 
dets Helhed ſaavelſom ved Enkelthederne. At det ikle 
har været nogen let Sag at tilvejebringe en jaa ſtor⸗ 
artet Virkning, kan man vel tenke fig, naar man huſker 
paa, at Bygningen er faa ſtor, at den bedakker et 
Fladeindhold af 41/2 Tønde Land, at Kirken er henimod 
700 Fod lang og over 500 Fod bred og 487 Fod høj. 
Disſe uhyre Mure 9g Piller ere grundede dybt nede i 
Jorden; de indeholde uberegnelig Vægt og dog jer det 
altſammen let og fint ud; der findes intet ſom gjør 
et tungt og klodſet Indtryk. 

Inden vi forlade Peterskirken, ville vi bede en af 
de ærværdige Opſynsmend om at flige med os op i 
Kuppelen. Det er en lang Rejſe med mange Trappe⸗ 
trin, men det er magelige brede Trapper. Forſt komme 
vi ad 142 Trappetrin op paa Taget, hvor vi forundres 
ved at je en Mængde mindre Kupler og en hel lille 
By af Smaahuſe. Det er Kirkebetjentene og Kirkens 
Haandvoeerksfolk, ſom her have deres Fribolig i al 
Gemytlighed. De bo ſmukt, med en ſtor Üdſigt og 
fuldkommen ſikkert, jaa ſikkert ſom paa Dovrefjeld. 
Turen gaar videre op igjennem Kuplen. Vi opdage 
nu, at der egentlig er to ſtore Kupler, den ene udenom 
den anden. Inden imellem dem fører Trapper op til 
det overſte, hvorfra man har en henrivende Udſigt. 
Neerrmeſt ved os have vi ſelve Kirkens uhyre Masſer; 
derpaa Byen Rom med fine utallige Kirketaarne, Kupler, 
Paladſer og Ruiner; længere borte Kampagnen, den 
Slette hvorpaa Rom ligger, omkranſet af de tussiſke, 
ſabinſke og albanſke Bjerge, der flimre i den blaalige 
Og der langt ude imod Veſt øjne vi Middel 
havet, der ruller fine morkeblaa Bølger mod Italiens 
Kyſt, ligeſom det gjorde i Romulus Tid, i Cceſars, i 
Konſtantin den ſtores, i de ſtore Pavers og endnu i 
vore Dage. Det er med en underlig højtidelig Følelje 
man jer ud over al denne Herlighed fra St. Peters 
klippefaſte Kirke, St. Peter, til hvem Herren ſagde: 
„Du eſt Petrus, og paa Dig vil jeg bygge min Kirke“. 


REST LES > denne Retning og anbefaleg 
husflid: Smaating. til alle . af Treudſka⸗ 

SE. Læren 87115 ring. De faas lun hos Ud- 
Tuohloſelig Lim. giverne, for 15 Ore Arket 

25 Kvint Lim koges med Ubegribeligt. 120 Dre for 10 Ark, frit 
1 Væg! Vand, fan det dan⸗ 2 tilſendt overalt i Danmark, 


ner en ſterk ſirupstyk Op⸗ 
lesning, der omhyggeligt 
ſammenreres med 10 Kvint 
Linoliefernis. Man limer, 
ſom ſedvanligt, med varm 
Lim, paa opvarmede torre 
Traflader og ſammenpresſer 
disſe godt med Skruetvinger 
el. lign. Denne Lim mod⸗ 
ſtaar fuldſtendigt baade koldt 
og varmt Vands oploſende 
Indvirkning, og er endog 
anvendelig til Sammenlim⸗ 
ning af Bodkerarbejde, ſom 
derved hindres i at „falde 
i Staver“ og blive utat. 


Forbilleder til udſkaaret 
Trearbejde. 

Under dette Navn har 
C. Th. Rom & Co. i 
Kjøbenhavn begyndt Üdgi⸗ 
velfen af en Raekke Forbil⸗ 
leder til Üdſavning og Ud⸗ 
ffæring i Tre. Der er 
udkommet en halv Snes 
ſtore Ark med lettere og 
fværere Aeſter, Tandſtik⸗ 
holdere, Fotografirammer, 
Smaahylder, Sykurve, Ur⸗ 
holder, Skrivetej, Penneqefke, 
Linealer, Papirkniv, Cigar⸗ 
bæger ſamt Pibebrat, To⸗ 
bakskasſe, med en Rakke 
morſomme Nisſefigurer, teg⸗ 


2 

P. C. J. i V. At med⸗ 
dele gode Melodier i Hus⸗ 
vennen for Harmonika er 
forbundet med ikke faa Van⸗ 
ſkeligheder. Og mon det 
vilde uytte ſtort? For hvem 
der ikke har faget Undervis⸗ 
ning er det naſten umuligt 


at lære en Melodi ordent⸗ 


ligt efter Talnoder alene 
ved Selvovelſe. 
S. S. i V. Har ſag 
meget liggende af ſamme 
Art, fan derfor ikke optages, 
En Sfaffpiller. Jo De 
har Ret. Springerens Gang 
er S. 87 ved en overfet 
Trykfejl blevet fejl angivet 
i de forſte Linier. Der ſkal 
ſtaa, at Springeren trakles 
et Tavl oſv. Længere nede 
er Gangen angivet rigtigt 
(fra fort til hvidt ofv.). 


Indhold. Kong Kriſtian den fjerde 
i Soſlaget ved Femern, 
af Fr. Winkel Horn. 
— Palle Monſen og 
hans Huſtru, Fortel⸗ 
ling af Emanuel Hen⸗ 
ningſen, med Billede 
(Fortſat.) — Peters⸗ 
kirken, af R. N 


„Jeg mener ſom jagt, min tjære Frue, e ellø 
at Deres Søn noget indſkrenket er ...“ udſtaaret Træarbejde. 
— Smaating, med Bil⸗ 

„Ak ja, jeg ved det, Hr. Overlærer, 5 8 Brevverling. 
hver Dag jeg der hjemme det hører og fer. F 

Men ej jeg begriber, Hr. Overlærer, Hermed folger Tillcegs⸗ 
derne ere udførte i brun Tryk hvordan det med Barnet har drejet fig om. billedet for Januar Fjer: 
paa godt hvidt Papir; de Hans Fader har det fortrinligfte Hoved: | dingaar: 
turde være den meſt vel valgte . 


Efter hvem kan da Drengen være faa dum?“ 181 7 
og ſmukt udførte Samling, | å 15 „Kou Kriſtiau den fjerde 
der hidtil er fremkommen i | N i Soſlaget ved Femern”. 


nede af Billedhugger Jahn. 
De fleſte af de andre Teg⸗ 
ninger ere originale af Lærer 
Peterſen i Hjermind, V. 
Vellejus o fl. Forbille⸗ 


sr 


Cil Bladets foldere. 


Indeværende Fjerdingaar nærmer fig nu fin Slutning, og da for jen Beſtilling af Bladet altid volder 
Forſtyrrelſe i Expeditionen, navnlig gjennem Poſtpeſenet, hvorved ofte de Holdere, der beſtille for ſent, komme til 
at mangle Numre, bedes Bladet for næfte Fierdingaar beſtilt ſnareſt, helſt ſtrax efter Modtagelſen af 
dette Numer. 

De Læjere paa Landet, for hvem Husvennen i Vinter har været en kjcr Gjeſt, beder jeg venligſt 
om ikke at afſige den, fordi den travle Foraarstid nærmer fig. Er Tiden til Læsning end mindre hele Ugen 
igjennem, vil der dog altid om Søndagen blive Tid til at modtage et lille Bejøg af Husvennen, der ſikkert vil 
blive hilſt med Glæde af baade ſtore og ſmaa i 
ſamlet Hele, med Titelblad og Indholdsfortegnelſe, ſom indbundet danner en ſmuk Bog, der atter og atter kan 
glæde Familien mangen en kommende Vinter, vil Holderne ikke have nogen Fordel ved den lille Beſparelſe, 
det medforer ikke at holde Bladet i den travlere Tid. Det er ogſaa af ſtor Betydning for Bladets fortſatte 
Üdgivelſe, at ingen Tilbagegang i Holderantal finder Sted om Sommeren, da dette gjør et meget foleligt 
Skaar i mine Beſtrebelſer for at udſtyre Bladet jaa ſmukt og godt ſom muligt. Jeg haaber at Bladet ſelv 
ſtedſe bærer Vidnesbyrd om, at jeg ingen Flid og Udgift ſparer for at det ſtadigt kan blive ſmukkere og bedre; 
jeg kan da fan meget frejdigere bede mine Venner overalt paa Landet om ikke ugjæftfrit at luffe Deren om 
Sommeren fok en Husven, ſom de dog ſaa gjærne je hos dem om Vinteren. N. C. Rom. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 
2 8 


8 


Huſet, ſom Sondagslesning. Da hver Aargang udgiør et 


3. Aargang 


„Nr. 26. n d. 26. Marts. 


Palle Monſen og hans Huſtru. 
Jorlelling af Emanuel Henningſen. 


(Sluttet.) 
o TEL; 

B: orthea fad hjemme ved Siden af fit 
lille Barns Bugge. Det var ſent ud 
paa Natten, og Zjeneftefolfene vare for- 
længft gangne til Ro; men hun ſelv 
tenkte ikke paa, at folge deres Exempel; 
AJ hun ſad og ventede paa, at Palle ſkulde 
komme hjem. Skinſyge, Vrede og liden⸗ 
ſkabelig Sorg fyldte hendes Bryſt og 
bragte Taarerne til at rulle ned over 
hendes Kinder. Hun var nu vis paa, at hendes Mands 
Hjærte havde vendt fig til en anden, til den unge Pige 
henne i Hedegaarden. Maaſke havde han aldrig elffet 
hende, maaſke var det kun hendes lille Formue, der 
havde lokket ham til at tage hende til Huſtru. O, at 
han kunde have Hjærte til at ſpige hende ſaaledes, 
da hun dog elſkede ham ſaa hejt! Men hun vilde 
ikke leve i et ſaadant Forhold til ham, hun vilde have 
Vished om hans Brode, og da vilde hun tage fit lille 
Barn paa fine Arme og vanore bort fra Hjemmet, 
langt bort, 
faa Lov til at være ene og uforſtyrret med ſin Sorg. 
Og medens disſe Tanker foer igjennem hende, ſvandt 
Natten hen, Dagrøden kom frem i Oſt, det begyndte 
at blive levende i Gaarden; men Palle kom endnu 
ikke tilbage. 

Hen paa Morgenſtunden kom der en Vogn rullende 


ind i Gaarden, og Dorthea ffjælvede ved Lyden; nu 


var jo Regnſkabsſtunden nær, den Stund, der maajfe 
for ſtedſe vilde ſkille hende fra hendes Wand. Hun 
bøjede fig dybere ned over Vuggen, hvor den lille Pige 
laa rolig jovende, og ſaaledes ventede hun paa, at 
Palle ſkulde træde ind. 


| hvor Husbond er... 
v fortæller,” vedblev Lars hæftigt, „Husbond er ingen 


ligegyldigt hvorhen, naar hun fun funde | 


Han kom imidlertid ikke, 


Kjøbenhavn. 


1876. .9 


derimod traadte den gamle Lars Rød nolende ind og 
blev ftaaende ved Døren og rømmede fig. 
„Vil Du mig noget, Lars?“ ſpurgte hun og vendte 


ſit blege Anſigt om imod ham. 


„Ja, jeg kan ikke vide, hvor Husbond er bleven 


| af,“ ſagde Lars og ſtirrede beſtyrtet paa hende. 


| 
| 
| 
| 
| 
| 


„Var det ikke Palle, der kom?“ 

„Nej nej, det var Jens Hvorups Karl, ſom kom 
med Vognen og Seſtene ... og han kjender ikke til, 
Men Løgn er det, hvad han 


Rover!“ 


„Hvad ſiger Du!“ raabte Dorthea forſkrakket. 
„Ovad er der ved det?“ 


„Ja, jeg ved ſnart ikke, om jeg ſkal fortælle ad 


noget forbandet Vrovl,“ ſvarede Lars; „men Karlen 


ſiger, at Husbond har overfaldet Jens Hvorup oppe 


paa Heden og ſkudt paa ham med en Piſtol, faa han 
faldt om ſom død. Kuglen var dog gledet af til 
Siden paa et Ben, og Jens kom til fig, ſelv igjen og 
ſkravlede hjem; men Palle Monſen var henne og er 
ikke bleven ſet end . . . og jaa ſnakker Karlen om en 
Gjæld paa tre tuſend Daler, ſom Husbond ſtaar i til 
Jens Hvorup ... Saadan noget fordømt Vrovl,“ 
gjentog Lars opirret. 

Dorthea havde lyttet til hans Ord med de meſt 
blandede Folelſer. Efterretningen om Dverfaldet fyldte 
hende med Skrak; men da hun horte om Gjælden 
foer der en Gledesgyſen igjennem hende. Det faldt 
hende ind, at Palle en Gang imellem havde jagt, at 


han maatte ſkrabe Penge ſammen i de forſte Aar, for 


at de ſiden kunde leve uden Bekymring i jaa Henſeende, 
og hun antog, at han dermed havde figtet' til denne 
hende ubekjendte Gjæld. Altſaa var den Grunden til 
hans Beſog i Hedegaarden og vel ogſaa Crunden til 
hans Indeſluttethed og Forlegenhed, da hun udſpurgte 
ham om Folkene der. Men forholdt det ſig ſaaledes, 
vare jo alle hendes ſkinſyge Tanker grebne ud af Luften, 


dø, hvad der var hende vigtigere end alt Gods og 
Guld, Palle var dog endnu hendes. 

Hun lod Karlen komme ind og lod ham gjentage 
alt, hvad han vidſte om Sagen, og Lars kunde ikke 
nokſom undre ſig over, hvor rolig hun ſpurgte ham ud. 
Derefter bad hun Karlen ſige Jens Hvorup, at han 
kun ſkulde forholde fig rolig i et Par Dages Tid; 
kom Palle ikke hjem forinden, vilde hun ſelv tage hen 
til Hedegaarden og tale med ham. 

Den Dag og den efterfølgende holdt hun Modet 
godt oppe; men da Palle endnu ikke lod ſig ſe, begyndte 
Angſten igjen at fan Overhaand hos hende. Sagen 
var imidlertid til Dels bleven bekjendt i Byen, og den 
vakte ſelvfolgelig en betydelig Opſigt. Hvor man kom 
hen, horte man kun Tale om Palles Forſpinden, og 
man anſtillede de meſt forſtjellige Gisninger om, hvor 
han vel kunde være. Da kom der endelig efter fjorten 
Dages Forløb et Brev fra Palle til Dorthea, og det 
gav hende igjen Modet tilbage. Palle ſkrev ſom en 
fortvivlet Mand og erkleerede fig ſelv for Jens Hvorups 
Morder, om han end fun var bleven det ufrivilligt. 
Nu var han paa Vejen til Amerika, der vilde han je 
at vinde den Fred tilbage, ſom han her havde miſtet. 
Hans ftørfte Sorg var dog den, at han maatte lade 
hende og deres lille Barn blive tilbage uden Beſkyttelſe; 
thi han kunde vel tenke, at Jens Hvorups Arvinger 
vilde gjøre Fordring paa de Penge, ſom han i fin 
Forſkrivning havde tilſtaaet at være ham ſkyldig; men 
han ſkulde ſlide og flæbe Dag og Nat, indtil han 
havde fortjent jaa meget, at han kunde ſende hende 
Hicelp eller ogſaa Penge til at rejſe over til ham for, 


om hun ellers nogenſinde kunde tilgive ham den Sorg, 


han havde bragt over hende. Hele Brevet aandede en 


jaa oprigtig Kjærlighed, at Dorthea følte fit Hirte 


ſlaa højt af Glæde, medens hendes Taarer randt ned 
ad Kinderne. 


Dagen efter lod hun Lars ſpende for Vognen og 


kjorte hen til Hedegaarden. Hvad hun og Jens talede 
med hinanden, fif Folk ikke at vide; men det blev ſnart 
kjendt, at hun havde afſtaaet Gaarden til Hedegaards⸗ 
manden og kjobt fig et lille Hus ude bag Klitten nær 
Bulbjærg, og ſamtidig dermed blev Rygtet om, at 
Palle ſkulde have forſogt paa at myrde Jens Hvorup, 
paa det beſtemteſte gjendrevet af Jens ſelb. Han var 
ved et Uheld ſelv kommen til at ſaare fig med Piſtolen, 
og Palle Monſen havde ingen Skyld deri. a 
Imidlertid ſpandt Tiden hen, Sommeren forſpandt, 


og Efteraarsſtormene kom ſuſende ind over Havet, der 
brølende, fraadende og ffummende brød fig over Rev⸗ 


lerne. Lerkernes og Stærens muntre Sang var for⸗ 
ſtummet, kun Hjejlens klagende Flojten og Maagens 
ſkarpe Skrig klang endnu derude bag Klitten. Dorthea 
ſad enſom ude i fit lille Hus mellem Sandhojene og 
ventede paa Brev fra fin Mand; men Dag for Dag 
ventede hun forgjcves, og hun ſad tit grædende ved 


* 


ſin lille Piges Vugge, mistvivlende om, at hun nogen⸗ 
ſinde igjen vilde faa Palle at ſe. 1. 

Som hun ſaaledes en Dag fad optaget af ſine 
ſorgmodige Tanker, blev Doren til hendes Stue aabnet, 
og Hans Lund traadte ind. 

„Er jeg velkommen, Dorthea?“ ſpurgte han. 

„Ja ja, er Du det, Hans,“ ſagde hun og rakte 
ham Haanden. 

„Jeg mente, at jeg dog vilde ſe ud til Dig, 
hvordan det ſtod til med Dig,“ vedblev Hans, idet 
han faa fig om i Stuen. 

„Det ſkal Du have Tak for.“ 

„Du har vel ikke hort noget fra Palle end?“ 

„Nej, jeg har ikke faaet mere end det førfte Brev.” 

„Du ſagde en Gang, Dorthea,“ tog Hans igjen 
Orde, „at det der var forbi, maatte vi lade ligge ..“ 

„Og det ſiger jeg end, Hans,“ afbrød hun ham 
hurtig. „Der kommer aldrig den Stund, uden at jeg 
vil ſige det ſamme. Ja, vidſte jeg endog, at Palle var død 
og borte, jeg havde dog intet andet Svar at give Dig.“ | 

„Saa vil jeg ikke tale mere om det,“ ſagde Hans 
med et Suk. Kort efter tog han Afſked og gik. 

Alt ſom Vinteren ſkred frem, uden at Palle lod 
høre noget fra fig, blev Tiden tungere for Dorthea; 
men Haabet kunde hun ikke flippe, og det hjalp hende 
til at komme igjennem de morke Dage. Endelig kom 
der hen i April et nyt Brev fra Palle, og ſtjont det 
juſt ikke bragte glædelige Tidender, blev hun dog glad 
ved at modtage det. Palle havde gjennemgaaet en 
haard Sygdom og var nu forſt begyndt at komme til 
Kræfter igjen. Nu havde han betæntt at reſſe længere 
mod Veſt; thi i Chikago, hvorfra Brevet var afſendt, 
kunde han ikke faa Arbejde; mange Menneſker gik 
arbejdsløje om i den ſtore By og led Nod og Mangel, 
og der var en Fattigdom og Elendighed blandt Arbejds: 
klasſen, ſom man ikke kunde gjøre fig noget Begreb om 
hjemme i Danmark. Han bad ſaa mindelig om, at 
Dorthea vilde ſende ham et Par Linier til Tegn paa, 
at han ikke rent var bleven til en Afſky for hende; 
thi Tanken derom pinte ham haardeſt. Hun fkulde kun 
adresſere Brevet til. .., en aaben ubeſkrevet Plads: 
mellem Linierne vifte hende, at Palle havde haft til, 
Henſigt ſenere at nedſkrive Navnet paa Byen, men at 
han havde forglemt det og afſendt Brevet uden at huſke 
paa, at han ikke havde udfyldt Adresſen. Hun kunde 
altſaa ikke opfylde hans Bon og lette den Byrde, han 
bar paa, ved at underrette ham om, at Jens Hvorup 
ikke var død, og det forvoldte hende ſtor Sorg. Og 
da der ikke ſenere kom Breve fra ham, ſluttede hun fig 
til, at Palle maatte tro, at hun ikke vilde tilgive ham 
og ikke mere fjendes ved ham. Eller var han maaſke 
død, ene og vennelgs i det fremmede Land? Hun 
vidſte ikke, hvad hun turde tro, eller hvad hun turde 
haabe. 8 

Saaledes henrandt det ene Aar efter det andet. 


re 


Hun bjergede Føden til fig og fin lille Pige ved at 


gaa om og fælge Fiſk til Folk i den nærmejte Omegn, 


og naar hun da havde udſolgt fin Veholdning, gik hun 
ſedvanlig ud til Bulbjeerg med ſin lille Pige og ſad 
derude i Timevis og ſtirrede ud over Havet, opfyldt af 


ſorgfuld Lcengſel. 
IV. 
Det var en raakold Efteraarsaften, at en enlig 
Vandrer gik hen gjennem en af Smaagaderne i St. 


Francisco. En kold Vind, der trængte ind til Marv 


og Ben, ſtrag ned fra Bjergene; Gaden var i et bund⸗ 
los Sole efter Regnen, der var faldet hele Dagen 
igjennem, og Gasblusſene ſkinnede kun ſom ſvagtlyſende 
Punkter gjennem den tætte Taage, der havde afloſt 
Regnen. Den enſomme Vandrer gik ſogende fra Hus 
til Hus og ſogte ved de forſkjellige Indſkrifter paa 
Væggen at finde et Værtshus, hvor han kunde faa 


Nattely. Endelig ſtandſede han foran en Bygning, 


gjennem hvis Vinduesſkodder der ſkinnede Lys frem, 


medens der inde fra Stuen lød en forvirret Larm af | 


Stemmer, ſom raabte og ſkreg i Munden paa hverandre. 

Vor Vandringsmand ſogte netop efter Doren, da 
denne pludſelig ſprang op med et Brag, og to Perſoner 
tumlede ud paa Gaden hvor de blev Liggende for hans 
Fødder, puſtende, ftønnende og bandende. Manden ftod 
lidt og jan paa, hvorledes de flog los paa hinanden, 
derefter blinfede der noget i Lyſet, og den, der laa 
underſt ſkreg: 9 

„Er der da ingen, der vil ſtaa mig bi? 
myrder mig, den fordømte Hund!“ 

Det var det danſke Sprog, der klang Vandreren 
i Øvet, og uden at betænfe fig ſprang han til, løftede 
den øverft liggende op og kaſtede ham med et raſt 
Tag midt ud paa den følede Gade. Derefter hjalp 
han den anden op. 

„Kom nu her, Din luſkende Rad,“ raabte denne 
til Modſtanderen, der var bleven halv bedøvet af Faldet 
og langſomt kvavlede op af Snapſet, „ſaa ſkal Du ſe, 
jeg ikke er red for Dig!“ 

Men Modparten ſyntes at være kjed af det, han 
forſvandt i Mørket paa den anden Side af Gaden. 

„Du fkal have Tak for Din Haandsraekning,“ 
ſagde Danſkeren, benyttende det engelſke Sprog, „den 
elendige Rover havde ſpiddet mig ſom en Flue til 
Broplanken, hvis Du ikke havde hjulpet mig. Lad os 
gan ind og drikke et Glas ſammen.“ 

Han gik foran 
gik ind af Doren, 


Han 


lad der et dæmpet Knald ude paa 


Gaden og en Kugle flojtede forbi deres Øren og borede | 


fig ind i Dørfarmen. 


„Skudt forbi,” raabte Danſkeren haanligt og lukkede | 


rolig Doren. „Hapde den fordømte Taage ikke været, 
ſtulde han have faaet Svar efter Fortjeneſte.“ 

Et Ojeblik efter traadte de begge ind i Skjenke⸗ 
fluen, der var opfyldt af ſpillende og drikkende Gjeeſter, 


og Manden fulgte efter. Da de 


hvoraf de fleſte lignede ſande Rovere. En fvælende 
Tobaksrgg bredte fig ſom en Taage igjennem hele Stuen 
og Lyſene ſkinnede lige ſaa mat derigjennem ſom Gas⸗ 
lygterne ude gaa Gaden. 

„Lad os jætte os her og drikke et Glas ſammen.“ 

„Tal dansk; jeg er Din Landsmand.“ 

„Ja jaa. Hvorfra er Du?“ 

„Fra Jylland. Og Du?“ 

„Ogſaa fra Jylland. Kanſke vi ikke er ganſke 
fremmed for hverandre. Hvad hedder Du?“ 

„Palle Monſen,“ ſparede den adſpurgte te vende. 

„Palle Monſen,“ gjentog den anden. „Hvor er 
det, jeg har hort det Navn for ... Halloj, har Du 
været i Ulbjærg? Var det ikke Din Gaard, ſom den 
gamle Kjeltring, Jens Hvorup, tog, da Du var rejſt 
herover?“ 

„Jens Hvorup!“ raabte Palle og ſprang op. 
„Er han ... er han da ikke dod?“ 

„Nej, nej, han var da levende nok for tre Aar 
ſiden, da han ſnod mig i en Handel, jaa det var 
ſkammelig.“ 

Palle ſatte ſig igjen ned, det var for ham, ſom 
om hele Stuen lob rundt for ham. Saa var han da 
altſaa ingen Morder, faa havde han altſaa ikke behøvet 
at flygte bort fra ſit Hjem for at døje ondt og Nod 
her i dette Land, ſom han faa tit havde onſket at 
kunne forlade. Den fremmede ſtirrede forundret paa 
ham, derpaa tog han igjen til Orde: 

„Hor, Kammerat; jeg ved ikke, hvordan det er; 
men vi have viſt ſiddet og drukket ſammen før i Aften. 
Har Du aldrig handlet med Terkel Overgaard?“ 

„Han ſnod mig med to Heſte,“ ſparede Palle 
aandsfraverende. „Han var Skyld i hele min Ulykke.“ 

„Hvad var jeg... for jeg er Terkel Overgaard .. 
hvordan hænger det ſammen med os to ... Nej, fe ikke 
jaa glubſk paa mig; jeg har aldrig tenkt paa at be⸗ 
drage Dig, nu huſker jeg hele Hiſtorien ... Du handlede 
den Gang i Kompagni med Jens Hvorup, og han 
ſagde til mig, at vi ſkulde have Løjer med Dig... 
Ja, vel ſolgte jeg Dig Heſtene og fik Din Vexel med 
Jens's Navn paa, men Du maa ikke tro, at jeg fik 
en Skilling for den, for Jens forſikrede mig, han vilde 
bare true Dig lidt, fordi Du ikke vilde roekke ham 
Haand til en anden Handel, hvor der kunde tjenes 
jvære Penge ...“ 

„Nej, for det var en Kjeltringeſtreg, han vilde 
have mig til,“ afbrød Palle ham dybt aandende. 

„Ja ja, det vil jeg godt tro,“ ſparede Terkel. „Nej, 
Jens fif Verlen, og jeg mente, det hele var Lojer.“ 

„Det var brøje Løjer, de,“ ſvarede Palle. Og 


nu fortalte han ham alt, hvad denne Vexel var bleven 
Aarſag til. 

„Nej, den gamle Slyngel lever nok endnu,“ ud⸗ 
brød Terkel med en Ed, „Ukrud forgaar ikke ſaa let. 
Hvad det er bleven til med Din Kone, det kjender jeg 


Den Tangselsfulde. 


— 


1 


ikke noget til; men Gaarden havde hun afſtaget til 
ham, det ved jeg . .. Hør nu Kammerat, Du ſkal flet | 
ikke være ſaa modfalden for den Sags Skyld, for jeg 
kal nok gjøre alt godt igjen, det kan Du ſtole paa. 
Jeg har ſaadan en Klemme paa Jens, at han ikke ſkal 
vride fig igjennem. J Morgen gaar vi ſammen hen 
til vor Konſul og lader ham ſkrive et Dokument om 
Sagen, og det ſkulde være ſcert, om Jens ikke krob 
til Korſet, naar Du viſer ham det ... Har Du 

Rejſepenge?“ | 


„Nej, aa nej; jeg har ikke havt Held med mig 
ſammen med ham igjen.“ 


her,“ ſparede Palle. 


„Naa, det kan der vel blive Raad for. Jeg kan 


nok laane Dig dem, Du behsver ... Det var dog fært, 
at vi ſkulde treffe ſammen her. Ja, den Jens, han 
forſtaar ſine Sager; men jeg kan boute ham, det kan 
Du ſtole paa... Hej, Vert, lad os faa noget i Glas⸗ 
ſene! .. . Havde Du ikke været, fad jeg nok ikke her og 
drak; den Slyngel, Du hjalp mig fra, havde ellerå 
gjort det af med mig. Vi ſad her inde og ſpillede 
Kort i god Forſtaaelſe, til jeg mærkede, at han pakkede 
Kortene, ſaa han altid fik de bedſte, og da jeg ikke 
vilde lade mig noje med det, langede han ud efter mig 
med fin Kniv. Men han kan bare vente, til jeg træffer 


Palle hørte næppe, hvad han ſagde; han var altfor 


Norsk Bondestue (1 Thelemarken). 


optaget af ſine egne Tanker. 
vende tilbage uden Frygt og maaſke fan fin Gaard 


igjen; men ak, hvorledes vilde han vel træffe Dorthea | 


og fit lille Barn igjen? Vilde hun tilgive. ham al 
den Sorg, han havde . bragt oner hende? Det turde 
han ikke haabe; hun havde jo ikke bejvaret hans Breve. 


Palle anede ikke, hvorledes Dorthea ikke havde kunnet 
beſvare hans andet Brev, og det tredie, ſom han havde | 


affendt fra Minerne med en Guldgraver, havde Dor⸗ 
thea aldrig modtaget. Da han intet Svar modtog, 
beſluttede han, at han ikke paany vilde ſkrive, før han 
kunde ſende hende en Sum Penge til Erſtatning for 


Nu ſkulde han altſaa det, han havde berøvet hende; men trods al fin Slid 


og Møje havde han ikke kunne ſamle mere end hvad 
der netop kunde ftrælfe til for hans daglige Forneden⸗ 

heder, og han havde tit ſandet, at det var lettere at 
ſamle ſig Formue hjemme i Danmark end i det for⸗ 
jeettede Land Amerika. g | 
| Det var ſent ud paa Natten, da han og Terkel 
gik til Ro; men det varede længe endnu, inden han 
| faldt i Søvn, og for han ſlumrede ind, takkede han 
| Gud, at der nu endelig begyndte at ſpredes Lys i det 


| Morke, ſom havde hvilet over de ſidſte fem Aar af 
hans Liv. : 


E 


En klar MovemSerdag gik Palle Monſen langſomt 
hen ad Landevejen, der førte ind mellem Klitterne nær 
Bulbjcrg. Han havde forlængft faaet at vide, hvor 
Dorthea boede, og var nu paa Vejen ud til hende. 
Men jo nærmere han kom til det lille Hus, der laa 
haloſkjult mellem Sandhojene, jo langſommere ſkred 
han frem mod Maalet, jo heftigere bankede Hjertet 
i hans Bryſt. Hvorledes vilde hun modtage ham? 
Mon hun endnu holdt af ham, eller var hendes en 


Affkty? Han havde jo forſyndet fig jan haardt imod 
hende, at det ikke vilde være underligt, om hun havde 
tabt al Godhed for ham. 

Endelig ſtod han inde i den lille Forſtue og lagde 
Haanden paa Derklinken. Der lød en dæmpet Sang 
ud til ham, en blid vemodig Sang, ſom bragte Taarer 
frem i hans Ojne; thi han kjendte, at det var Dorthea, 
der fad og nynnede ved den ſnurrende Rok. Saa 
aabnede han Doren og traadte ind. Dorthea ſtirrede 
et Ojeblik undrende paa ham; men i det ſamme kjendte 
hun ham igjen, og med et jublende Udraab foer hun 
ham om Halſen, hulkende og leende paa en Gang. 

„Aa, Palle. . . Palle, faa kom Du dog igjen! 
Jeg havde ſnart troet, at jeg aldrig mere ſkulde faa 
Dig at je... Hvordan har Du dog havt det, Du 
ſtakkels Ven; Du er kommen til at fe fan bleg ud; 
ak, Du har nok maattet friſte onde Dage ... Du har 
vel været ond”) paa. mig, fordi jeg ikke ſtrev Dig til; 
men, Palle, jeg kunde jo ikke ſende Dig Brev, Du 
havde jo glemt at ſkrive Din Adresſe til mig, og jeg 
fil aldrig mere end de to Breve fra Dig ...“ 

„Og ſaadan modtager Du mig,“ ſagde Palle dybt 
ryſtet, „og Du har ikke et ondt Ord til mig efter alt, 
hvad jeg har gjort imod Dig... O Dorthea, jaa 
meget havde jeg ikke turdet vente af Dig.“ 


„Nej, for jeg var ond imod Dig, før Du rejfte; | 


men Du ved ikke, Palle, hvor ulykkelig jeg den Gang 
var; jeg troede jo, at Du havde vendt Dit Hjerrte fra 
mig til en anden ... og ſaa gik Du kun og bar paa 
den tunge Byrde, ſom Du ikke vilde lade mig dele 
med Dig. Aa, Palle, havde Du bare givet mig Din 
Fortrolighed, faa havde disſe tunge Aar ikke kommen 
over 0%... Hvad tror Du vel, jeg brød mig om de 


Penge, naar kun jeg vidſte, at Dit Hjærte var mit; 


ſtjonnede Du da ikke, at Du var mig mere dyrebar 
end al Verdens Gods? 

„Jeg ſtjonner det forſt nu,“ ſvarede Palle og tog 
hende i fin Faun, „og var jeg end fattigere end den 
fattigſte, jaa tyktes jeg mig dog rig i denne Stund.“ 

Da de lidt efter lidt vare blevne roligere. efter 
Gjenſynets Glæde, og Palle havde kysſet ſin lille 
Datter, der med friffe, rode Kinder nød fin Middags⸗ 


hun ſtjclvede ved Tanken om de Farer, der havde 
Gang jaa. inderlige Kjærlighed forandret til Had og || 


| gaar. En kan da nok vide, at det jaa ikke fan blive 


men Balles veldyrkede Marker bar gyldne Frugter, 
ſom langt ſikrere bragte Velſignelſe til Huſet end de 
bedſte Handler. . i 


ſovn inde pan Sengen, fortalte de gjenſidig hinanden, 


hvorledes det var gaaet dem i de henrundne Aar. 
Dorthea forſikrede, at hun havde havt det godt, og at 
hendes eneſte Sorg havde været den, at Palle var 
jaa langt borte fra hende. Hvor fattigt og ſmaat 
hun havde haft det, talte hun flet ikke om; det vilde 
jo kun bedreve Palle. Med aandelgs Spænding lyttede 
hun til hans Beretning om hans Liv derovre i Amerika, 


truet ham, og blegnede ved Beſkrivelſen af hans Op: 
hold i Guldminerne, hvor Bowiekniven og Revolveren 
gjorde Ret og Skjcl, og hvor et Menneſkeliv ikke 
agtedes at mere værd end en Flues, og da han endelig 
ſluttede fin Fortælling med Beretningen om, hvorledes 
Terkel Overgaard havde ført. ham hen til den danſte 
Konſul og afgivet en ſaadan Beretning om Jens Hyo⸗ 
rup, at denne næppe kunde undgaa Lugthuſet, hvis 1 
den blev fremlagt i Retten, lagde Dorthea. igjen fine 

Arme om hans Hals og braft i Graad; men det var 
Slædestaarer, der randt ned ad hendes Kinder. 

Om Eftermiddagen aflagde Palle og Dorthea et 
Beſog i Hedegaarden. Hvad der blev forhandlet imel⸗ 
lem dem og Jens Hvorup, blev aldrig rigtig bekjendt 
for Folk; men da Jens fjorten Dage efter gav. Palle 
Skjode paa dennes gamle Gaard, uden at det ſyntes, 
at Jens fik en eneſte Skilling for den, begyndte Folk 
at ane, at det ikke var gaaet rigtig til med den Handel. 
Dunkle Rygter, der efterhaanden fik en beſtemtere Form, 
begyndte at ſnige fig om i Egnen, Rygter om Skurke⸗ 
ſtreger, ſom Jens Hvorup ſkulde have gjort. fig ſkyldig i, 
og Folgen blev da den, at alle trak fig tilbage fra 
Jens, og at denne, ſom ſnart merkede, hvorledes 
Sagerne ſtillede fig, folgte fin Gaard og drog ſonder 
ned til Ribekanten. ; 

Hvad Palle og Dorthea angaar, da leve de endmr 
lykkelige og tilfredſe i deres lille Gaard. Palle drager 
aldrig mere ud paa Handel, og Dorthea har aldrig 
ſenere havt Grund til at beklage fig over, at han ikke 
viſer hende Fortrolighed. 

„Nej,“ ſiger Anders Gregerſen en Gang imellem, 
„der var en Tid, da Palle var god til Handelen; men 
jaa kom han hen til mig, for han havde hørt, at jeg 
vilde prange mine brune hen, og der fandt han ſin 
Overmand; ſiden tabte han rent Lyſten til at prange .. 
Konen hænger ham jo ogſaa i Frakken, hvor han faa 


til noget.” 
Anders havde Ret; med Handelen var det forbi å 


et tet Lag Birkebark (Næver) og ovenpan 


a i Norge. 
8 


Af Mads Hanſen. 


år 


Aoæjten alle Bygninger i Norge ere af Tre, 
kun i de ftørre ny Gader i Kriſtiania ere 
der Stenhuſe ſom hos os. Da der kun 
ſjelden er en flad Byggeplads at finde, er 

Grunden ſom ofteſt meget høj under den 
ene Side af Huſene. Den kan være fat af klevede 
Sten fra Ende til anden, men i Almindelighed er der 


kun en Stabel Sten under hvert Hjørne, eller tillige | 


en midt for Siden, hvis der lige over findes et Skille⸗ 
rum i Huſet eller en Ogning af Bjalkerne i Bder⸗ 
veggen. Huſene bygges ſaaledes: forſt lægges der et 
Bjælfelag temmelig tæt, til at ſlaa Gulvet faſt paa; 
jaa begynder man at lægge runde Bjælfer omkring, 


hvor Bdervegge og Skillerum ſkulle være, og hugger | 


dem ſammen i alle Hjornerne, ſaa at et Hoved ſidder 
udenfor, Enderne lægges over Kors. Derefter høvles 
de Bjælfer, der ere lagte i, halvrunde oven pan, og 
andre Bjælfer hules ud paa den ene Side til at pasſe 
med den tilhavlede Runding; disſe lægges oven paa 
og Enderne ſammenfsjes ſom i det underſte Lag. Med 
det ſamme lægges et tyndt og jævnt Lag Mos rundt 
omkring mellem Bjelke og Bjelke i Væggen. Naar 
der er lagt flere Lag paa denne Maade hugges og 
høvles der af Siderne paa Væggene, dog ikke nærmere 
ind, end at der bliver en temmelig ſtor Vankant til⸗ 
bage, jaa der dannes en Fuge mellem Treſtokkene baade 
indvendig og udvendig, og i Bunden af denne tættes 
der med en Slags Kit. Hvor der ſkal være Vinduer 
eller Dere lader man blive en uregelmeesſig Aabning, 
ſom ſiden efter renſkjcres efter Karmens Starrelſe. 
Huſene ere fjældent længere end en eller to Længder 
Tommer kan naa, og der er gjerne kun et eller to 
Skillerum, jaa Stuerne er meget ſtore. Stuehuſene 
ved Gaardene i de rigere Egne ere i Reglen toetages 
med 4 høje og lyſe Verelſer i hver Etage ſamt en 
Gang eller et ſtort Forværelje, og Væggene er „bord⸗ 
klædte”, det er, opkledte med Fjelle og malede. Det 
aabne Ildſted i det ene Hjørne af Dagligſtuen kaldes 
„Pejſen“. Om Sommeren naar der ikke brænder 
Ild, ſcttes friſke lovede Grene op for at dække de 
røgede og ſodede Sider. J enkelte finere Huſe er 
Pejſen forſvunden. Paa Gulvet ftrøs daglig friſk 
Gran eller Enebeerkviſte, og for ved Doren lægges 
Granris ſom Matte. Tagene er meget flade og beſtaa 
af almindelige Tagſten eller Skifer, der brydes mange 
Steder i Fjceldene. Undertiden ere Skiferne ſmukt 
tilhuggede, men i Almindelighed lægges de paa i alle 
mulige Storrelſer og Former. Ladehuſene og de fattiges 
Huſe er tælfede med Jord; forſt kledes det temmelig 
flade Sparrevcerk over med Ficlle; paa disſe lægges 
dette et tykt 


Huggehus og andet ſaadant. 


Lag Jord. Han disſe Tage gror baade Græs og 


Blomſter, og tidt jer man et eller flere Birketrœer, der 
| grov oven paa Huſet. 


Ved de ſtorre Gaarde er der 
to Stuehuſe; i det ene bor Manden og hans Kone og 
Born, i det andet hans Forældre eller Svigerforceldre, 
ſom har ejet Gaarden forud og ſom nu faar deres 
Ophold, hvad vi hos os falder Aftegt, og denne er 
gjærne jan rundelig, at Aftcegtsfolkene ikke alene kunne 
have Tyende og vorne Børn hos fig men tillige gjøre 


ſtore Gjæftebud og have det lige faa hyggeligt for 
| Gaardmandens. 


J et tredie, ligeledes toetages Hus, 
ſom kaldes „Drengeſtuen“, bo Teneſtefolkene, der ſpiſe 
de og der ſove de, og der er tillige Pulterkammer, 
Ved hver Gaard er der 
et eller to „Stabbur“, den ejendommelige norſke Byg⸗ 
ning, hvorom der er fortalt i dette Blads forſte Aar⸗ 
gang Side 380 og 381, hvor der tillige findes et ſmukt 
Billede af to ſaadanne Bygninger. J Nærheden af 
„Stabburet“ er „Ildburet“, der er hvad vi her til 
Lands kalder Bryggers. Midt i Huſet er en ſtor 
Skorſten opſat af ſtore Kampeſtene ſom de fleſte Skor⸗ 
ſtene i Landet, og ved det aabne Ildſted i denne brygges 
og bages. Ollet brygges paa Enebeerkviſte og tilfættes 
Sukker; det kan vere meget velſmagende. Flad⸗ 
brødet laves af Byg⸗ og Ærtemel, dog ogſaa hos rigere 
Folk af Rugmel. Om den færegne Fremgangsmaade 
ved Bagning af Fladbrod har Husvennen ligeledes i 
fit forſte Bind givet Læjerne Underretning. 

J nogen Afſtand fra disſe Bygninger ligger „Fjoſet“ 
(Fehuſet) og „Laaven“ (Laden). J Fjoſet Je vi ikrñe 
andet ujædvanligt, end at Gulvet er af Bjelker, Planker 
eller Ficlle. Kserne ſtaa for det meſte i to Rader 
med Hovederne imod Ydervæggene, og Grebningen er 
imellem dem. Laden er derimod af en meget ejen⸗ 
dommelig Bygningsmaade. Jeg har allerede ſagt, at 
de fleſte Huſe ligge paa en Skraaning, faa at Jord⸗ 
laget er højere ved den ene Side end ved den anden; 
ſaaledes ogſaa og i Seerdeleshed Laaven. Fra den 
hojeſte Side gaar en Bro ſkraas op over det øverfte 
Bjelkelag. Op ad denne Bro kjsrer man Høet og Kornet 
paa Enſpendervogne eller Sleder, og fra det pverſte 
i Huſet ſtyrtes det ned i Rummet under og ved Siden 
af. Somme Steder er der en Udkjorſel i Gavlen eller 
et andet Sted paa Siden, men ellers vender man med 
Heſten inde i Huſet og kjorer ud ad den ſamme Bro. 
J de mindre Gaarde kan Laden og Fjoſet være i et 
Hus, men paa de ſtorre er det to ſorſtjellige Huſe, og 
der kan endog være flere Lader, indtil 3 — 4. Et Sted 
har jeg jet at Laden var ovenover Stalden; man 
kjorte der, ſom alle Vegne, ind ad en Bro over de 
gverſte Bjælfer, og nede under ſad Kornet og Søet, 
og der var tillige Plads til Tærffning paa et Fjalle⸗ 
gulv. Under Lo og Lade var Fjoſet, og midt i Greb⸗ 
ningen var der et lille Hul med Dakk til, hvorigjennem 
Giodningen blev ſkuffet og fejet ned i en Kjelder, der 


havde Udgang til Bagſiden af Huſet, hvor man kunde 
ſtyde Mogkerrerne ind og lesſe paa dem, naar Ud⸗ 
kjerſelen ſkulde ſke. Kreaturernes Vanding ſker ved, 
at der lægges en eller flere udhulede Granſtammer fra 
et af de mange Vandlob, der kommer fra Fiældet; 
disſe Render ſtives op paa Pale, og paa denne Maade 
kan man faa Vandet til at lobe ind hvor man vil, 
om det faa var ſom ned ad Skorſtenen. Desuden 


ligger der flere Smaahuſe omkring ved Gaarden til 


Svin, Søns og andet Smaakreatur, til Redſkaber og 
Brænde, Ved mange Gaarde er der tillige en Smedie, 
og Bønderne ffo ſelv deres Heſte og udføre det groveſte 
Smedearbejde. Ved mange Gaarde er der ogſaa en 
lille Vandmelle. Disſe Kvcernhuſe, ſom de kaldes, 
bygges i Almindelighed midt over et af de mindre 
Vandlob, der i Tuſendtal rinder ned ad Ficeldene imod 
de ſtore Elve, En Trexrende leder Vandet fra Strøm: 
men ind over Mallehjulet, og Kværnen ſtandſes ved at 
dæmme med en Traklods i Renden. Vindmøller findes 
neſten ikke i Norge. Disſe mange Huſe, der kan være 
10 —12 eller flere i Tallet, ligge omkring imellem hver⸗ 
andre, og en ſtor Bondegaard ſer i Fraſtand ud ſom 
en lille Landsby hos os. Der er ſtor Forſktjel raa de 
ſmaa venlige danſke Bondergaarde, der ligge helt ſtjult 
mellem Zræer og Buſke tekkede med Straa og hvidtede 
med Kalk, og disſe ſtore høje Bygninger, der ligger 
over hverandre op ad Fjeldets Skraaning; de danſke 
Huſe jer overfor disſe ud ſom ſmaa Larkereder i det 
grønne imod Ornereder paa Klippen, eller, hvis man 
vil tage et mere romantiſk Billede, ſom venlige Hyrde⸗ 
boliger imod ſtolte Ridderborge. 
ſtore og prægtige, faa ere Huſene paa „Pladſerne“ des 
mere ſmaa og usle. Materialet er det ſamme, men 
Stuerne (jeg ſtulde hellere ſige Stuen, for Huſet beſtaar 
kun af en Forſtue og et Verelſe) er lave. J det ene 
Hjørne brænder den aabne Uld; i et andet Hjorne ſtaar 
Sengen med Skindfelden over, i det tredie er Bordet 
faſtnaglet paa en Pal, der ſtaar faſt i Gulvet, i det 
fjerde en Hylde med Fødevarer. J de fattigere Egne 
er der intet Loft, men Rogen gaar ud igjennem en 
Aabning øverft i Taget, der kan lukkes med en Lem, 
hvortil en Stige gaar ned i Huſet. Saadanne Steder 
er mere Lighed mellem Gaardene og Huſene, for Gaar⸗ 
dene beſtaar vel af flere Bygninger, men de ere alle 
lave og kun en Etage; Stuehuſet er hverken ſmukkere 
eller meget ftørre end de fattige Huſe, og Udhuſene 


ere i Steden for at være faſte Bjelkehuſe, opflædt med 


Fjelle paa nogle enkeltſtagende Stolper, og de fe ligeſaa 
ſkrobelige ud ſom hine fe faſte. Af og til ſer man at 


Men ere Gaardene 


midlertidigt Sommerkokken der inde under; og ſligt 
kan findes ved de fattige Huſe i de meſt frugtbare 
Bygder. Det gjor da et underligt Indtryk at gaa fra 
en Gaard, der ligner et Slot, og hen til ſaadan en 
fattig Renne; man kommer uvilkaarlig til at tanke 
paa Oldtidens fribaarne Hopdinger, der boede med en 
Kreds af Trelle omkring fig. 


husflid. 


Fernisſering af grove Trægjenftande. 

Et ſmukt og fortrinligt Overſtrog paa Træ, ſom Skafter Pad 
Sfovle, Spader oſv. opnaas ved at Traet overſtryges med 
ſterk Linoliefernis, og naar den er tor, afflibes let med Sand⸗ 
papir; derefter ſtryges en Gang med fed Sljallakoplesning, ſom 
torres ved Solvarme eller i et opvarmet Varelſe. Denne 
Fernisſering ſer bedre ud end Maling og. bevarer Gjenſtandene 
yperligt for Luftens og Fugtighedens Indvirkning. 


Schü. 


Smaating. 


En Ulykke, ſet fra et Forretningsſtandpunkt. En Malerſvend, 
ſom en Sommerdag var i Færd med at oliemale et Hus, ſtyrtede 
ned fra Stigen, hvorpaa han ſtod, og blev liggende ſanſeslos paa 
Gaden; mau antog i Begyndelſen, at han var død. En Forbi⸗ 
gaaende, ſom tilfældigvis kjendte den ſtaktels Arbejder, ſtyndte ſig 
til dennes Meſter for at fortælle ham Ulykken. Man kan tanke 
fig, hvor lang Manden blev i Anſigtet, da Meſteren blot ſvarede: 
„For Guds Skyld, ſpildte han Malningen!“ 


Billedgaade (Rebus). 


Husflid. Neringssorg. 

Husflid. Neringssorg. 

Husflid, Næringssorg. 
5 ; Vrevpexling. i N 


L. y. $. J. Alb. J. Kan ilke bruges. 


rer I. Bornholmer 1. 8. Tak, men det lille Hefte er nu alt 
yldt. 5 
En Abonnent. En Bøtte der ſtal dannes om til en Bolig 
for fire Sterfamilier maa være 1 Fod i Tværmaal. Mellem⸗ 
væggene maa være tætte og naa helt op til Taget, Højden fra 
Jorden mindſt 4 Alen. Som Slyngplante vil vild Vin være 
frodigſt og bedſt. 
P. K.n i 9. „Belenning for at opleſe Gaader i Hus⸗ 
Vennen” gives ikte og ſtulde, i Mangel deraf, alle dem der ind⸗ 
ſende Gaadeoplosninger „dog have den Are at faa fit Navn 
i Husvennen“ blev denne „Wre“ viſt en kummerlig Fornojelſe 
for Husvennens Laſere. Gaader, Nodder oſv. meddeles for at 
bringe lidt Underholdning til de Læfere der kunne have Morſkab 
af at fætte deres Skarpſindighed paa Prøve; men at indſende 
Meddelelſe om Udfaldet af denne til Üdgiverens Papirkurv er 
kun at ſpilde Papir og Frimerke. ; 


„Husvenneus Jannar Kvartal er udſolgt hvorfor 
Beſtilliug herpaa ikke kan modtages. 


$ N Indhold. alle Monſen o ns Huſtru, telli E I 5 
der fliger Non op af en uformelig Stendynge og kan d e d al, mener Ben 
| af Ma anſen, m i — splid: isſeri 
da ved neermere Eſterſyn opdage, at der haves et grobe Treglenſtakbe. a e N 
„Husvennen“, Villedblad for Alorfkabsfæsning, Oplysning og Husflid, udkommer lil hver Søndag med el 16-fpaltet Art, forfynel med flere 


Billeder, lit 1 Krone Ijerdingaaret, frit kilſendt. Hpert Fjerdingaar medfølge 
elhverl Voſlkontor og Vreplamlingsſted, i enhver Boglade ſaml hos Hovedfkommisſioneren: Audolph Klein, Pi 


-»+… Trykt paa Uadgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


F gralis el for ſmußtt Jiſkegsbiffede. Bladet kan beſlilles paa 
feflræde 30, Sjebengavn. 


3. Aurgang 


2 Nr. 27. Hondagen d. 2. April. 


Kjobenbavn. 


1876. 


Skytten paa Thiele. 


Landsbyen 
Lindum i Viborg 


Forfølling af Knud Skyffe. 


Det var en 


dejlig froſtklar 


Amt har en me⸗ 


Morgen i Efter⸗ 


get ſmuk Belig⸗ 


aaret 1740, da 


genhed en halv 


der paa Lindum 


Fjerdingvej Nord 


Gade viſte ſig det 


for den en Mil 
lange Thjele Lang⸗ 
jø og ligeſaa langt 
Syd for Lindum 
Skov, der ogſaa 
er en Mil lang 
og parallel med 
Søen. Byen lig⸗ 
ger omtrent midt 
paa Bymarken, 
der ffraaner jævnt 
mob Syd ned til 
Langſo. 

Imellem Sko⸗ 
ven og Bymar⸗ 
ken er der et lille Parti Hede, Norrehede faldet, der 
i den ſenere Tid er bleven udſkiftet, og ſom man nu 
har begyndt at opdyrke. 


Helt ude paa Bymarkens ſydlige Grenſe er der, | 


paa Søens nordlige Bred, et lille Skoyſtykke, ſom ikke 
ſtaar i Forbindelſe med Storſkoven imod Nord. 
udgjøres for ſterſte Delen af Naaletrœplantninger, 
Hasſelbuſke og nogle enkelte gamle knudrede Ege. 
Beboerne falde det „Vien“; men det ſkrives ſedvanlig 
„Sovig“ eller „Sovie“. 

Saavel Storſkoven ſom „Vien“ tilhøre Stamhuſet 
Thjele, der ligger paa den anden Side af Søen, i 
ſydveſtlig Retning fra Lindum. & 


Nu ere Landsbyens Beboere for ſtorſte Delen | 


Selvejere; men tidligere vare de Hovbender under 


Det 
Herre, der altid var i godt Lune, og ſom ved neer⸗ 


Thjele. 


uſcdvanlige og 
opſigtvakkende 
Skue af en preg⸗ 

tig Jegerſkare til 
Heſt. Der ſkulde 
nemlig den Dag 
være Klapjagt i 
Lindum Skovp, og 
Klapperne vare 
tilſagte at møde 
i Skovgaard ved 
Skovens gſtlige 
Ende, hvor Jag 
ten ſtulde begynde 
og fortjættes mod 
Veſt hen imod Erikſtrup. Jeegerne, der kom fra Thjele, 
vare reden veſten om Søen, igjennem Vammen og 


| Bigum, og kom nu langs ad Lindum Gade fra Veſt 


til Oſt. Forreſt red Stamhusbeſidderen, den ſtatelige 
Generalmajor Kriſtian Ditlev v. Lüttichau, og ved hans 
Side „ham“ fra Viſkum, en temmelig for og jvær 


værende Lejlighed morede fin Ledſager og de Jegere, 
der red nærmeft, ved at fortælle den ene muntre Anek⸗ 
dote efter den anden. Jagtfolget, der beſtod af omtrent 
en Snes Deltagere, og ſom for ftørfte Delen udgjordes 
af Omegnens Øerremænd og deres Senner — et Par 
Præfter ware ogſaa med — og ſluttedes af Skytten, 
der havde et Kobbel Hunde med fig, vakte ſtor Opſigt 
i Landsbyen, og medens det ſkred frem gjennem Gaden, 
ſtimlede Folk til Vinduer og Døre og ſtirrede nysgjerrig 
paa de forbidragende. 


Omtrent lige for Kirken, der ligger ved Gadens 
-Jøndre:Side, gaar der — og gif ogſaa den Gang, — 
en Vej Nord ud af Byen, og over Norrehede og videre 
gjennem Skoven til Hvornum Vaſehus, ſaaledes at 
den og Gaden danne omtrent to rette Nabovinkler. 
J Spidſen af den ene af disſe Vinkler ligger og laa 
allerede den Gang Lindum Skole eller Degnebolig. 
Lige over for, i den anden Vinkel, er der en Toft, ſom 
nu tilhører Degnekaldet, 
et lille Hus, ſom beboedes af Enken Mette Marie. 

Da Jegerne red forbi Hjørnet af dette Hus, kom 
Enken ud af ſin Dor og var ſaa optagen af ſine egne 
Tanker, at hun i Modfætning til fine Byesborns Adfærd 
ved denne Jjældne Lejlighed, ikke ſkjcenkede Jcegerne den 
aller ringeſte Opmerrkſomhed. Med alle Tegn paa den 
heftigſte indre Uro malet i fit Anſigt ilede hun hender⸗ 
vridende hen over Gaden, medens hun. uophørlig 
gjentog: 

„Du gode Gud! hvad ffal jeg arme Kvinde gribe 
til! San falder da ned og flaar fig til døde!” a 


Idet hun ſaaledes jamrede, ftrøg hun ilſomt over 
Jegerne ſtudſede, og 


Gaden lige foran Jagtfolget. 
Generalen holdt ſin Heſt an og ſpurgte hende: 


„Hvad er paa Forde, Mutter? ogzhvorfor fylder | 


hun Luften med fine Klager?” 

„Ak, naadige Herre!“ ſparede hun og ftandfede. 
„Vil De eller nogen af disſe gode Herrer hjælpe mig? 
Jeg er faa angſt for, han ſkal falde ned og ſlaa fig 
ihjel!“ Og hun ſtirrede forfærdet op efter Taget paa 
Kirketaarnet. 

Jegerne lode deres Blikke folge ſamme Retning, 
og til de høje Herrers ſtorſte Forbavpſelſe fil de Øje 
pan en lille barhovedet Dreng, der ſad ſkraevs over 
Tagrygningen paa Taarnet og ſyntes med ſtor Sindsro 
at nyde det uſedvanlige Skue, ſom Gaden neden under 
frembød. 

„Stille!“ bød Generalen. „Ikke en eneſte maa 
tilraabe ham et Ord, og vi maa helſt lade, ſom vi 
flet ikke lægge Merke til ham; thi gjør vi ham for⸗ 
ſkrœkket, 
ned. Er det hendes Son, Mo'er?“ 

„Ja, det er, naadige Herre! Det er lille Jørgen, 
mit kjere, mit eneſte Barn. Han er „ſaadan“ til den 
evindelige Klavren, og jeg kan ikke fan ham fra det. 
Han og hans Kjereſte gik ſaamend og legede her 
uden for, det er ikke uden et Ojeblik ſiden. Nu har 
Kirkederen tilfældig ſtaaet aaben, kan jeg tanke, og 
han er gaaet op ad Stigen, der ſtaar inde i Taarnet, 
og er kravlet ud mellem Legterne gjennem det lille 
Hul, der er paa Taget lige under Monningen. Det 


er ſaamernd ikke førfte Gang, han har gjort mig den 
Sorg. Jeg tenker at Zøjen gaar og venter paa ham 
inde i Kirken.“ 

„Hans Kjærejte 2” 

„Ja, vi falde dem Kjereſtefolk, fordi de altid er 
ſammen, min Jargen og Degnens lille Anna.“ 


men hvor der den Gang laa 


jaa taber han maaſke Fatningen og ſtyrter 


| være noget mere end almindeligt ved ham. 


jeg godt lide. 


jeg ſkal nok faa Brug for ham og forſarge ham. 


„Hvor gammel er han, den lille Vovehals?“ 

„Han er ſaameend ikke mere end tolv Aar, og 
Anna er ti.“ 

„Den Gut kan jeg lide,“ ſagde Herremanden; 
„thi naar han i den Alder allerede har en Kjareſte og 
forſtaar at entre jaa ſikkert til Vejrs, jaa maa der 
Bare vi 
havde ham vel nede igjen. Men jeg tor ikke lade 
nogen komme ham til Hjælp, da jeg tenker, at han 
bedſt kan hjælpe fig ſelv.“ i | 

„Nu gaar han ned — forbarmende Gud, ſtaa 


ham bi!“ raabte Enken og knugede fine Sænder ſammen 


over Bryſtet. | 
„Hys, ſtille og forſtyr ham ikke!“ bod Generalen | 


i en deempel Tone. 


J den ſterſte Spænding iagttog man Drengen, 
der ſvang fig om paa Maven, ſatte Fødderne paa en 


Leagte og greb med Hænderne fat om en anden, og et 


Ojeblik efter var det lille gule Horhoved forſvundet 
gjennem den for omtalte Aabning i Taget. 

Nu ilede Moderen afſted efter Kirken. Nogle af 
Sægerne fvang fig af deres Heſte og fulgte hende. 

„Ja, vi maa bie at ſe Wventyret til Ende,“ ſagde 
Generalen til fine øvrige Jagtfeller. 

De havde ikke ventet længe, inden lille Jorgen og 
hans „Kjereſte“ traadte ud ad Kirkegaardslaagen og 
nærmede fig Stedet, hvor Jagtfolget holdt. Drengen 
havde ikke taget ringefte Skade; han og Pigen pasſiarede 
muntert med de fremmede Herrer, og Mette Marie 
kom bag efter og ſmaaſkeendte. 

„Noa, ſkjond nu ikke mere paa ham, lille Mo'er!“ 
ſagde Generalen opremt, „men tak hun Gud, der lod 
Drengen komme helſkindet fra den vovelige Rejſe. Du 
er en raſk Kngs,“ vedblev han og betragtede med Vel: | 
villie den ſmukke Dreng, „og Folk af Dit Slags kan 
Naar han nu bliver et Par Aar ældre,” | 
ſagde han til Moderen, „lad ham faa komme til mig; 
Og 
nu afſted, mine Herrer!“ 

Dermed gav han fin Heſt Sporerne, hans Jagt⸗ | 


| fæller fulgte Signalet til Opbrud, og ſom en Hvirvel⸗ 
| vind foer den oprømte Jagerſkare i Karriere øfter ud 


ad Byen. 

„Vil den pæne fremmede Mand tage Dig fra 
mig?“ ſpurgte Anna og faa Drengen befymret ind i 
Anſigtet. 

„Ja — nei, ikke ſaadan hele Tiden; jeg faar da 
nok Lov at bejøge Dig en Gang imellem.” 

„Tror Du?“ | 

„Ja, og det er jo da ogſaa godt, at jeg kan blive | 
til noget, Jeg tenker, at han vil lære mig at blive | 
Jæger og give mig en prægtig Heſt at ride paa. Aa, 
hvor Folk ville ſe paa mig, naar jeg kommer ridende 
op ad Gaden, i fuld Gallop naturligvis, og de ville 
ſige: „der kommer Skytten fra Thjele!““ | 

„Hvem vil Du faa bejøge?” 


„ff eg 


. 


1 


Tanker og Folelſer 


lede Henſeende: eſterhaands, 


„Dig! Kan Du itke nok tenke det?“ 

„Jo— og ſaa ſtal vi vel være rigtige Kjcereſter?“ 

„Ja, det forſtaar ſig.“ 

„Men Din gamle Moder vil Du vel flet ikke fe 
ind til, naar Du bliver ſaa fin paa det?“ ſpurgte 
Mette Marie, der næften havde glemt den Fare, hvori 
hendes Sen for nogle Ojeblikke ſiden fvævede, ſaa 
levende var hun i Tankerne ſyaſelſat med det Par 
Ord, Herremanden havde ladet falde om, at han vilde 
tage ſig af Drengens Fremtid. 

„Jo, jeg vil ogſaa beſoge Dig, Moder,“ ſvarede 
Drengen; „jeg glemte bare at ſige det.“ 

„Ja, ja! Du kan rigtignok priſe Din Lykke, lille 
Jörgen,“ ſagde Moderen glad; „for jeg tenker nok, 
„Manden“ holder Ord. Men ſaa man Du ikke mere 
klavre i Kirketaarnet.“ 

„Maa jeg ikke?“ ſpurgte han og jaa alvorlig paa 
hende. „Da var det jo derfor, han kunde jaa godt 
lide mig. Det ſagde han ſelv.“ 

„Ja, men han var godt tilfreds med denne ene 
Gang, og han ſagde jo heller ikke, Du ſkulde blive ved 
dermed. Men kom nu med ind, Børn, ſaa ſkal jeg 
give Jer hver et Wble og et Glas Mjod.“ 

Dermed ſkred hun foran ind i Huſet, og Børnene 
fulgte glade efter. Deres Tænder løb i Vand efter 
Wblerne og Mjøden, og de vidſte, at denne Mund⸗ 
ſmag blev given af Glæde over lille Jørgens lyſe 
Fremtidsudſigter. * 

Generalmajoren glemte ikke ſit Løfte til den fattige 
Enke, og da den lille Jorgen var fjorten Aar gammel, 


kom han til Thjele, hvor han blev ſat til at gaa 
Gartneren til Haande i Haven om Sommeren. Men 
hans Hu ſtod til Jegerlivet, og ſaaſnart Jagttiden 
kom, blev der anſkaffet et Gevær til ham, 
paalagt Skytten at tage ham med paa Jagt og lere 
ham at ſkyde Vildt. Nu var han kommen paa ſin 
rette Boldgade, 
han med Baesſen over Skulderen, Taſken paa Siden, 

Krudthorn og Haglpung ved Bæltet, ledſaget af fin | 
Leremeſter, gjennemſtrejfede Hede, Skov og Mark, 
med Udſigt til at brænde løs paa et Stykke Vildt, 
og da han havde nedlagt den førfte Hare, 
hans Hjærte af 
bevæget af inderlig Medlidenhed med det ſtakkels Dyr, | 
der laa og ſprettede i Dodskampen. Men da han 

lod nogle medynksfulde Ord falde, 
hærdede Skytte ham ud og ſagde, at fligt ſkulde han 

ej lade fig forlyde med, da det ikke ſommede ſig for en 
rigtig Jæger. Saa holdt 
for fig ſelb, og ved den daglige 
Vane fløvedes hans 
ſom han blev en øvet 
og ſikker Skytte, der daglig ſaa Blodet af det fældede 
Vildt, ophørte den Slags Gysninger omſider ganffe. | 


og det blev 


og han var aldrig gladere, end naar 


| 
| 
ſtammede den gamle | 


han ogſaa fremtidig fine | 


Sjærtes Folſomhed i den omhand⸗ 
til den naadige Herres Tid kommer. 


foulmede | 
Stolthed, ſtjont han ogſaa følte fig | 


A 


Aarene gik, Jorgen var bleven en velvoxen, ſtatelig 
Karl, men ellers havde han endnu ikke naaet at drive 
det „til noget“, ſom han ſaa fortroſtningsfuldt havde 


lovet fin „Kjereſte“. Han var Gartner om Sommeren 


og Jæger om Vinteren; men paa en Maade var han 
dog ingen af Delene; thi baade Gartneren og den 
gamle Skytte ſad inde med deres „Embeder“, og Jorgen 
var kun at betragte ſom deres Hjælper. Men da han 
flod i høj Undeſt hos Generalen og var bande „Potte 
og Bande” hos Herſkabet, ſaa betragtede han det tillids⸗ 
fuldt ſom en afgjort Sag, at han en Gang maatte 
blive „til noget.“ 

Paa deres ſtadige Jagtture, Jan vel under Jørgens 
Leretid ſom ſenere, traf det ikke ſaa fjælbent, at han 
og Skytten kom igjennem Lindum, og hver Gang det 
ffete, glemte han ikke at ſe ind til ſin Moder og 
Jomfru Anna, der begge vare glade ved hans Beſog. 
Nu, ſiden han var bleven voxen, havde Pigen Moje 
med at ffjule, hvilket megtigt Indtryk den ſmukke 
Ungerſvend med det friſke, frejdige Anſigt gjorde paa 
hende; men hun ſpillede ſtadig væl den muntre og 
ſorgloſe i hans Nerverelſe, og ſpurgte ſkjclmſk: 

„Du lovede en Gang Din Moder og mig, at Du 
vilde komme ridende, naar vil det ſke? Har Generalen 
endnu ikke foræret Dig den prægtige Heſt?“ 

„Nej,“ ſparede Jorgen med et Suk, „endnu har 
han ikke foræret mig den; men det naar ſig nok, baade 
det — og maaſke mere,“ lagde han til og lod ſit for⸗ 
elſtede Blik hvile paa den ſmulke Pige. 

„Ja, da ſynes jeg, det kunde være paa Tide nu,“ 
vedblev hun ſkalkagtig. „Nu har Du ventet i ſyv Aar, 
det er mere end længe nok, og var jeg i Dit Sted —“ 

„Saa giftede Du Dig maaſke med den gamle 
Skytte?“ 

„Fy, nej, men jeg mener, hvis jeg ikke blot var 
i Dit Sted, men var ſom Du, vilde jeg have en ren 
Beſked paa, hvad han vilde unde mig, og ikke ſaadan 
gaa mellem elleve og fem ſom en føle Per Tot, der 
ikke har den ringeſte Udſigt til, at han kan drive det 
til Noget.“ ig g 

„Vi maa være täalmodige, lille Anna!“ 

„Vi? hvorfor ſiger Du vi? Dine Sager komme 
jo ikke mig ved,“ ſagde hun med forſtilt Alvor. Den 
dybe Redme paa hendes Kinder modſagde dog hendes 
Ord. f 
„Du lille Gavſtrik!“ raabte Jegeren glad og 
truede med Fingeren ad hende. ; 

„Nej, ved Du nu hvad, lille Anna!“ ſagde Mette 
Marie; thi det var i hendes Stue, Samtalen fandt 
Sted. „Jeg tror næften, jeg vil holde med Jørgen 
i det Kapitel. Det er ſaamend ikke over Tiden med 
Nogen af Jer, og J har ſandelig Stunder at vente, 
Saadan er min 
Tenkemaade.“ 

„Aa nu har jeg aldrig hort Mage!“ raabte deu 


noa e 
— r er 
c 


blusſende Pige. „Mette Marie da! Hvor vil J hen 
med ſaadan Snak? Nu tror jeg virkelig ikke, jeg vil 
blive her længer. Farvel!” 
Og dermed ilede hun ud ad Doren. 
Men ude i Gangen gav hun fig dog ſaa gode 
Stunder, at Jorgen kunde indhente hende. Og her | 
vexlede de endnu adſtillige hjærtelige Ord, Ojekaſt og 


Haandtryk, inden de ſkiltes, og under denne Del af 
Sammenkomſten var der ikke ringeſte Forſtillelſe paa 
nogen af Siderne. 


Annas Fader hed Dreyer og tituleredes „Monſieur,“ 


fordi han var en ſtuderet Mand, der dog, af hvad 


ende ſine Studeringer og derfor havde maattet nøjes 
med at blive Degn i Steden for Praſt. 
Enkemand nu, og Datteren holdt Hus for ham. Dels 
ved Arv og dels ved en ſparſommelig Levevis var han 
kommen i Beſiddelſe af en efter de Tiders Maaleſtok 
ilke ubetydelig Pengeſum og anſaas for en rig Mand. 


Og da Anna var hans eneſte Arving og havde nydt | 


en anftændig Opdragelſe, var det ikke jaa underligt, 
at Monſieur Dreyer havde foreſat fig at ville ſnakke 
et Ord med, naar det ſkulde afgjores, hvem den lykke⸗ 
lige Bejler ſkulde være, ſom Jomfru Anna turde ſkjcnke 
fit Sjærte og fin Haand. At hun og lille Jorgen 
legede Kjareſtefolk, medens de vare Born, vidſte den 
gamle nok, og det brød han ſig ikke om, da han mente, 
at de vilde hore op dermed, naar de bleve voxne, og 
ſelvfolgelig var det fra ſorſt af heller ikke andet end 
Spog. Men nu tegnede det til at blive anderledes. 
Monſieur Dreyer var paa fin Poſt. Han jaa og horte 
adſkilligt ſelb, fik en Del mere at vide af andre, og 
fort ſagt: han fik det Facit ud af det, at det unge 
Par nok ſyntes bedſt om at fortfætte Legen fra Barn⸗ 
domsdagene hele Livet igjennem. Og det var nu baade 
ſaa og ſaa med den Ting. 
Naadigherren havde i Sinde med den unge Jæger? 
Skulde Gronkjolen ſaadan vedblive at gaa, man kunde 
neſten falde det „paa Naadſens Brod“ — det var ikke 
Noget at gifte fig paa, og ſelv om han drer det til 
Herregaardsſkytte, hvilket var det ſandſynligſte, faa 
ſkulde han ogſaa have ſaa mange Tak! Anna ſkulde 
da aldrig blive hans i fine Dage! Men maaſke dog 
Generalen havde tiltænkt ham noget bedre? Det kunde 
jo ingen vide, og det var i alt Fald meget uſikkert, 
det var ikke noget at bygge paa, og foreløbig gjorde 
Unna bedft i at lade fin Barndoms Legebroder fejle 
fin egen Sø. 

Se ſaaledes „ſtod Huen“ i den omtalte Del af 
Norrejylland, og man kan altſaa ikke finde det underligt, 
at Jorgen ikke var nogen velſet Gjæft hos Monſieur 
Dreyer. Han fatte derfor jan godt fom aldrig fin 


Fod inden for Degnens Dorteerſkel; men, ſom vi have 
ſet, hindrede det ham dog ikke i lejlighedsvis at faa fin 
Hiertenskjcr i Tale. Som Sagerne ſtode for Tiden, 


Hvem kunde vide, hvad ö 


Han var 


| gjort mere end en Kvinde tosſet. 


ſyntes der jo altſaa at være nok i Vejen for det unge 
| Par, inden de naaede deres Lengslers Maal. 
| Mette Marie havde ſagt: de havde Tiden for fig; endnu 
haſtede det flet ikke, og derfor vare de heller ikke mod: 
loſe, men fatte troſtig deres Haab til Fremtiden, eller 
| til ham, der raader for den. | 


| Baade Skov, Mark og Hede var paa de Tider 
langt rigere paa Vildt end nu om Stunder, og det 
| fandtes desuden i flere Arter, I Lindum Sfov var 
der ſaaledes baade Vildjvin og Ulve. Men det bedfte 


| Vildt var dog Raadyret, ſom den Gang fandtes i faa 
Grund det nu kunde være, aldrig havde naaet at ſuld⸗ 


talrig Mængde, at man 


ſtundom kunde telle tyve 
Sthykker og flere i Flok. 


Herremendene have altid 
været nejeregnende med Henſyn til Vildtet pan deres 
Ejendomme og vare det i endnu højere Grad i ældre 
Tider end i vore Dage; en Krybſkytte eller Vildttyv 
var vel noget nær den værfte og ftrafværbigfte For: 
| bryder, de kunde tenke fig. 

I Generalmajor v. Lüttichaus Formand, Ritmeſter 
v. Levetzaus Tid havde Vildttyveriet taget temmelig 
ſterkt Overhaand paa Thjele Gods, og navnlig dreves 
det efter en ſtor Maaleſtok i Lindum Skov, hvor fleve 
havde gjort Krybſkytteriet til deres Neringsvej. Ogſaa 
' efter at Godſet havde ſkiftet Ejer vedblev dette Uvæjen; 
Generalen vidſte det, og det ærgrede ham i hoj Grad. 
Han paalagde paa det ſtrengeſte Skovrideren, Skov⸗ 


fogderne, Skytten og vor Ven, „unge Jorgen,“ hvilket 


var hans almindelige. Kjendingsnavn, 
bedſte for at holde Krybſkytterne i Ave; men det viſte 
ſig mere og mere, at disſe Forholdsregler ikke vare 
tilſtrakkelige. Kjeltringerne trodſede alles Aarvaagenhed, 
ja, gik endog ſaa dumdriſtig og aabenlyſt til Veerks, 


at gjøre deres 


at de bag efter pralede af deres Bedrifter. 


Den meſt berygtede, eller berømte — ſom man 
tager det — af alle Krybſkytterne og en Slags Hoved— 
mand for alle de andre, var en Ungkarl, ſom Folk 
kaldte Peter Krumme. Han var kommen hid fra en 
anden, maaſke fjærn Egn, og havde for en Tid boſat 
ſig i Lindum. Peter Krumme var en høj velvoxen 
Karl med et Par ſorte, dybtliggende Ojne, Orneneſe, 
ſmalle Læber, fort Haar og Sfæg. Der var noget 
baade fraſtedende og tillige vindende eller maaſke rettere 
daarende i hans Veſen, og han fik Skyld for at have 
Hvad eller hvor han 
ſtammede fra, holdt han omhyggelig ſtjult, og ſkjondt 
han jo maatte. være en Romningsmand i den ſtavns⸗ 
bundne Tid, fik han dog Lov at gaa uantaſtet for den 
Sags Skyld. Der gik det Rygte om ham, at han 
ſkulde have gjort fig ſkyldig i en eller anden Forbrydelſe, 
men nogen ret Beſked derom var der Ingen, der vidſte. 


Man fortalte, at han en Aften ſkulde have laant Kirke⸗ 


noglen af Degnen, at han tilbragte hele den folgende 


Nat i Kirken med at ſynge dæmpede Klageſange, hvilken 
Tildragelſe meget bidrog til at øge det dhemmeligheds⸗ 


Men 


213 


fulde og hartad troldomsagtige, der omgav ham. Sin ildri 

Tid anvendte han til al Slags Navenyttighed; thi han eee 9 85 z 

havde et Par Sænder ſom ingen anden, og alt hvad | i DT BER 

hans Øjne faa, kunde hans Haand eftergjore. Men 

hans kicreſte Tidsfordriv var dog at gaa paa Jagt, og 5 

mangt et Stykke Vildt maatte lade fit Liv for hans Kulturbeſtrabelſerne. 

aldrig fejlendet Skud. | 5 den foregagende Skildring fra Japan horte Leſerne, 
(Fortſettes. )“ | at Evropckerne i Midten af det 15de Hundredaar 

haspde fanet Adgang til dette Land, ſom dog efter; nogen 


0 


Spurue ued Bindnet. 


Hvor gad Du være? . 
Mon ikke ſnarere i Luften ude? 


Slyngplanten trykker fig mod frosne Rude: 


Hvor gad Du være? Mon i e | blød nok, men fold er Sneens hvide Pude, 

der er Du ffjærmet mod de barſke Vinde, | dog der, trods Vinterſtorm og SnØ&og Is 

der kan Du hoppe paa forgyldte Pinde; | fan frit Du færdes pan Din egen Vis. 

men der, ffjøndt Røgt og Føde nok Du faar, | A w. 9 


Bom for Din Frihed Burets Gitter ſlaar. | 


eg 14 


deres Indblanden i de derværende politiſke Stridigheder. 
Kun Sollænderne fil under ſtore Indjfrænfninger Lov 
til at handle paa Japan, hvor dog fun Byen Nagaſaki 
var aaben for dem. For alle andre Folfefærd var 
Japan en lukket Verden, ſom de ikke fik Tilladelſe til 
at betrede. Lyſten hertil var ſtor nok, og baade Rusſere, 
Franſkmend og Englændere gjorde flere Gange Forøg 
paa at ſprenge Landets Tillukning, men forgjæves; den 


japanſke Regjering afviſte med den ftørfte Hoflighed disſe 


Forſag og vilde intet have at gjøre med de fremmede. 
Saaledes var Forholdet, indtil der i Aaret 1853 kom 
en Flaade fra de nordamerikanſke Friſtater til Japan. 
Det nete Aar lykkedes det endelig Overſterne for denne 


Flaade at faa affluttet en Overenskomſt med den ja⸗ 


panſke Statsſtyrelſe, ſom aabnede to Havne for Fri⸗ 
ſtaterne. Denne Overenskomſt blev. fnart efterfulgt af 
Overenskomſter med forſkjellige Lande i Evropa, og der 
blev aabnet fem Havne for Handelen med Udlandet, 
ſom den japanſke Statsſtyrelſe nu traadte i nærmere 
Forhold til, idet den 1860 ſendte et Geſandtſkab til de 
nordamerikanſke Friſtater og 1862 et andet til de vig⸗ 
tigſte Hovedſteder i Evropa. Uagtet Landets Tillukning 
ſaaledes omſider var bleven ſprengt, var de fremmedces 
Stilling i Japan dog langt fra ſikker, paa Grund af 
Stridigheder mellem to Partier der i Landet, af hvilke 
det ene onſkede at opretholde Forbindelſen med de 
fremmede, medens det andet af al Magt modſatte ſig 
den. J Slutningen af 1862 bleve endog alle fremmede 


Tids Forløb atter blev ſporret for dem paa Grund af | 


udviſte af Landet, og da de evropæiffe Magter ikke vilde 


finde ſig heri, kom det en kort Tid til Stridigheder 
mellem disſe og den japanſke Statsſtyrelſe, under hvilke 


Kanonerne fra de franſke og engelſke Krigsſkibe maatte | 


tale et Alvorsord til Japaneſerne og tvinge dem til 


al agte de afſluttede Overenskomſter. Efter Tilende⸗ 


bringelſen af Borgerkrigen i Japan er Forholdet til 
Udlandet bleven ordnet paa en fredelig og tilſreds⸗ 
ſtillende Maade, og alle de affluttede Overenskomſter 
ere ſiden den Tid ærligt blevne overholdte. Mikadoen, 


ſom nu ene ſtaar i Spidſen for Landets Styrelſe, har 


vigtigſte Lande i Evropa, ſom den var traadt i For⸗ 
bindelſe med. Disſe Herrer gjeſtede ogſaa vort Fæ- 
dreland, ſom 1867 affluttede en Overenskomſt med 
Japan. ; 
J ſelve det japanſke Rige er der ſiden Borger⸗ 
krigen foregaget meget ſtore Forbedringer, Hele Landet 
ſtaar nu aabent for de fremmede, ſom den japanſke 
Statsſtyrelſe i ſtort Omfang og paa mange Maader 
har taget i ſin Tjeneſte. Store Jeernvejsſtrœkninger ere 
blevne aabnede paa flere af de vigtigſte Øer og Tele 
grafledninger indtage allerede en Stræfning af over 
tuſinde Mile. For Sejlladſens Skyld ere Kyſterne blevne 


forſynede med Fyrtaarne paa de for ſofarende farlige 
Steder. 


Store Skibsveerfter, mellem disſe ogſaa et 
meget ſtort Orlogsveerft, ere blevne oprettede til Byg: 
ning af Sejl: og Dampfkibe. Der er blevet aabnet en 
regelmæsfig Dampfkibsforbindelſe baade med Evropa og 
Amerika. Den japanſke Her er bleven væbnet og ind⸗ 
øvet paa. evropeiſk Vis ved Hjelp af evropeiſke Offi⸗ 
cerer, ſom Statsſtyrelſen har taget i ſin Tjeneſte. Poſt⸗ 
veſenet er ligeledes indrettet efter evropæijt- Monſter. 
Ved alle disſe Fremſkridt har Statsſtyrelſen taget Nytte 
af fremmede Læremeftre, men det japanſke Folks ſtore 
Begavelſe og lette Fatteevne ville ſnart gjøre disſe 
overflødige. Forbedringerne ere faa omfattende, at de 
næften gribe ind i alle Forhold. Der er aabnet en hel 
Samfundsomdannelſe, og Statsſtyrelſen har ophævet 
Kaſteinddelingen mellem de lavere Klasſer. Religionen 
er ligeledes blevet paavirket af Forbedringen, idet den 
nedarvede Religion, Sintismen, atter er bleven trukken 
frem paa ſamme Tid ſom de buddhaiſtiſke Templer ere 
blevne lukkede, og Afgudsbillederne ødelagte, og Kriſten⸗ 
dommen kan nu frit forkyndes og udøves overalt i 


Landet. Om det ſaa er den nedarvede Klædedragt er 


den bleven ramt af Omdannelſen, idet den uden nogen 


Igndblanden fra Statsſtyrelſens Side efterhaanden for⸗ 


| 
' 


ved mange Lejligheder vift, at han er giennemtrængt | 


af et levende Onſke om at gjøre fit Land delagtig i 


alle Oplysningens Goder og have det til den Plads 


mellem de oplyſte Lande, ſom tilkommer det efter dets 


overordentlige rige Hjclpekilder. Han har i en Kund⸗ 
gjorelſe til Folket udtalt fig for Nodvendigheden af, at 
unge Menneſker, baade Mend og Kvinder, gjeſte fren⸗ 


mede Lande for i disſe at vinde de Kundſkaber og 
Fardigheder, ſom udfræves for deres Fedrelands Frem⸗ 
ſtriden i Oplysning og Dannelſe. Hans Opfordring 


har heller ikke været ſpildt, da en ſtor Mængde unge 


Japaneſere have ſogt at uddanne fig i forſkjellige Ret⸗ 
ninger baade i Nordamerika og i de evropeiſke Lande. 
Statsſtyrelſen afſendte 1872 et ſtort Geſandtſkab, ſom 
forſt gjæftede de nordamerikanſke Friſtater og derpaa de 


ſvinder mere og mere og bliver afføft af den evropeiſke 


| "Dragt, iſcr hos de højere Stender. 


Vi kunne endnu nævne mange andre Forbedringer, 
men de nævnte maa allerede være tilſtrekkelige til at 
viſe Læjerne, at Japaneſerne med ſteerke Skridt gaa 
frem ad paa Folkedannelſens Vej, og det vil uden Tvivl 
ikke vare ret længe, inden dette evnerige og lervillige 
Folk vil komme til at indtage en hej Plads mellem de 
dannede Folkeſlag. 


Et Par virkelige Spogelſeshiſtorier. 


1. J en Dal, ſonden for Agerſted ved Sæby, 


ſom kaldes „Lembs Dal”, fordi den tilhørte Gaarden 


| 


| Lemb, havde der i tidligere Tid gaaet en af de meget 


frygtede hovedløje Heſte, ſom baade var jet af 
Gaardmændene Jens Pederſen og Peder Jenſen, ikke 


at tale om mange Husmeend og gamle Kjallinger. 


hvilken Tid af Dognet man er født). Men faa var 


ad Stien. 
Syne. 
afdøde Fader over Stien og Dalen, hvor Spggelſet 


— ikke des mindre driſtede dog min Fader, der den 
Gang var en modig Knes paa 15 à 16 Aar, fig til 
at gjøre Turen. Nu er der det at merke, at i Dalens 
veſtre Ende højner Jordsmonnet fig opad, til det ender 
i en Bakke, ſkikkelig høj, ovenpaa hvilken der ligger et 
lille Gaardſted, ſom hedder „Bakken“. Ganffe rigtig, 
da min Fader var kommen midt i Dalen, ſaa han en 
mørk Gjenſtand, høj og truende fkride hen imod fig; 


lob jaa igjen øfter paa ned ad Lembsdalen til. Min 
Fader lob dog ikke fin Vej, men blev ſtagende for rigtig 
at tage Kjende pan Spøgeriet; han ſtirrede og ſtirrede 


uden Hoved“. Min Fader, ſom paa Grund af fin 


nærmere og nærmere ind paa Spogelſet, ſom naturligvis 


med lidt Hjcertebanken kom tær til det og følte paa 
det og fandt, at det var — et ſtort Knippe Lyng. 
Oppe paa Bakkegaarden havde man næmlig i de 
ſamme Dage draget Lyng ude i „Bakkerne“ og hjem⸗ 
kjort det, der ſkulde bruges til at ilde Bageovnen med; 
et af disſe Knipper havde Stormen fan faaet fat i og 


man aldrig hort tale om Spogeri pan dette Sted. 


Vorsaa, ſom ligger et Par Mil ſonden for Sæby ved 
Kattegattet. Ogſaa her gik eller rettere havde gaaet 
meget forſtjelligt Spogeri ſaavel ved „Jerupledet“, ved 
Højene veſt for Byen, ſom ude paa „Nordeſt“ o. en 
Fælled imellem Vorsaa og Lyngsaa (en By en halv 
Mil norden for Vorsaa, ogſaa ved Havet). Kromanden 
bandte paa, at det var fandt og virkeligt, han havde 
jo af og til jet „noget“, baade pan Landjorden og til 
Skibs, medens han for til Søs. Naar man nu kjendte 
Kromanden og havde hort, med hvilken Sikkerhed han 
kunde fortælle om fine Hendelſer og faſtſlaa dem med 
et overvættes Tal af Eder og Forbandelſer, jaa er det 
ganſke rimeligt, at hans Forſikkringer om Kogleriets 


ikke er alle Menneſker, ſom ere i Stand til at kunne 
je ſaadanne Sager (det afhænger nok noget af, paa | 


der igjen Tider, Heſten kunde ſes hartad hveranden 
Aften. Han gjorde ellers ikke noget, naar man bare 
ikke pegede Fingre ad ham, men ſkyndte fig over Dalen | 
J Aaret 1814 eller 15 var Heſten tit til 
En mørk Efteraarsaften Kl. 11—12 ffulde min 


gik; Veſtenſtormen bruſte, og flere havde nylig ſet det 


|| 


for hans Øjne dannede forſljellige Skikkelſer, indtil han | 


1 


Lilſtedeverelſe kan have gjort Indtryk paa visſe jævne 
Der var Tider, han ikke var til at ſe, ligeſom det jo 


Almuesfolk. Der var blevet ſet baade „ſorte Ryttere“, 
ſom fore ſuſende gjennem Luften med Ilden ud af 
Heſtens Neſebor; lange, hvidagtige Spogelſer, faa høje 
ſom Træer, der havde den Egenſkab, at det forſte man 
jaa paa dem, vare de ikke ret høje eller ſtore, men jo 
længere man faa, jo højere og ſtorre bleve de, tre, fire 
Mand høj; der gik forte Hunde med Ildejne, vraltende 
Halmknipper o. ſ. v. o. ſ. v. J denne min Ungkarletid 
gik jeg tit paa Jagt ved Stranden, paa Hederne, over 
Nordoſtfelleden og Engene henad Lyngsaa til. Efter 
en ſaadan Jagtfeerd gik jeg engang, da det var 


| blevet morkt, ind til SÉolelæreren i Lyngsaa, var vel 
til Mode og blev altſaa ſiddende og ſnakkede, til Kl. 
var henad 11. Jeg har altid hyldet og til Dels fulgt 


den gamle Sætning: „Natten er vor egen“; men nu 
ſtod jeg op, bod Farvel, flængte Bøsjen over Nakken 
og gik hjemad. Vejret var meget mørkt og taaget; det 
var i November Maaned. Jeg gik tværs over og kom 


altſaa over „Nordoſt“ og hen over Strakninger, hvor 
den kom ned ad Bakken, løb lidt, ſtod derpaa ſtille og | 


Folk tidligere havde jet meget Spøgeri. Dette teenkte 


| jeg egentlig ikke paa, men traſkede af det bedfte, jeg 


| havde lært, ad Vorsaa til. Natten er jo Indbildnings⸗ 
kraftens Tid; denne er altid livligſt og meſt virkſom 


i Morket. „Jo, det kunde egentlig nok ligne en Heſt 


om Natten, iſer i Merke. Som jeg allerbedſt gik, jaa 


jeg en forunderlig Gjenſtand foran mig og jaa en til, 


bedre Oplysning ej delte Befolkningens Overtro, gik 


et Stykke forude endnu, men ſere og uhyggelige bleve 


de. Menneſker var det ikke, det var klart, men hvad 


vare de? Jeg var ikke overtroiſt, men ſtrax væltede 
en hel Sperm Sppogelſefortellinger frem i min Hu⸗ 


kommelſe; hvad om det nu ere Spogelſer? Jo, rigtig, 


2. J 7 Aar, til Oktober 1862, var jeg Lærer i 
Broad ſkulde jeg nu gjøre? „Bare Du havde Dig en 


hjulpet ned ad Bakken, ad Dalen til. Min Fader 
glemte jo ikke at fortælle om fin Opdagelſe, og Folk | 
talte ſaa om Degnens Søn, der havde truffet „den 
hovedløje Heſt“ i Lembsdalen. Man lo og ſpottede — | 
nu ſiden Spogelſet var opdaget, og fra den Tid af har 


hvidagtige vare de, nu hojnede de fig mere og mere op 
i Luften 4 à 5 Alen, to Ben havde hver, men de vare 
jan forunderlig lange, jaa noget, ſom jeg vil falde 
Krop, men ſaa en forfærdelig lang Hals, der for mit 
Blik ragede højt op i Luften. Den ene Skikkelſe var 
højere og mere fremtrædende end den anden, begge 
gjorde Front imod mig, ſtolte og truende; Arme var 
ikke at opdage. Synet af disſe Gjenſtande ſtandſede 
mig i Farten, og medens jeg ſtod og ſtirrede, vexlede 
Skikkelſerne og bleve ſamtidig jaa høje ſom Huſe, men 
rørte fig hverken frem eller tilbage eller til Siderne. 


Hund!“ tenkte jeg, thi den Gang havde jeg ingen. 
Det letteſte var jo at gjøre „omkring“ og lade Spa⸗ 


gelſer være Spogelſer og gan op og folge Vejen, og 


jaa fortælle Folk, at jeg havde jet ſaadant noget der 
paa „Nordeſt“. Saa var det jo baade viſt og fandt, 
at der var Kogleri til, thi Skolelcreren havde ſelv jet 
ſaadant noget og fortalt det i al Hemmelighed herinde 
hos os, han ſad og talte med Far og Mo'r i Sove⸗ 
kammeret. Min fjære afdøde Faders Heltedaad med 
den hovedleſe Heſt randt mig imidlertid i Hu og idet 
jeg greb Bosſen af Skulderen og ſpendte Hanen, gik 


jeg raſk paa Livet af Spogeriet, raabende: „Ovem der? 


216 


Svar, eller jeg ſtyder!“ Nu gav Spogelſerne fig, gjorde 
omfring og tog Flugten for mig ud i det fjærne; nu 
faa jeg, hvad det var for Karle. Kan Du gjætte det, 
Leſer? Det var — et Par lesgaaende Faar. Der 
ligger nogle Huſe derude paa Fælleden, og til disſe 
horte ſagtens Faarene; 
Jordsmon med Forkroppen mod mig — derfor faa de 
ud ſom tobenede. Bare de gode Folk, ſom har ſet 
Spageri, kun vilde eller turde gaa tettere ind paa 
Livet af det, vilde det nok viſe fig at være noget andet, 
end det Indbildningen foregjøgler dem! 


Vigh fjegle. 


Amerikauſke Skoleborde. 


Da det har viſt ſig, at Husvennens Omtale af 
Skoleborde og Tegning deraf (S. 143) er blevet mod⸗ 
faget med Interesſe, bringer vi i Dag atter en Tegning 


af et Par Skoleborde fra Amerika. 
ere de af ſtobt Jern, med paaſkruede Zræfæder, Bord⸗ 
plader og Rygſtod. Det mellemſte Sæde er til at 
ſlaa op. Denne Tegning meddeles ikke ſom Forbillede 
til derefter at danne ny Skoleborde hos os, men ſom 
nok et Vidnesbyrd om, at man i andre Lande hverken 
ſparer Opfindſomhed eller Bekoſtning paa at fremſtille 


formaalstjenlige og ſmukke Borde og Bernke til Skole⸗ 
børnene. 


Som! man fer 


husflid. 
Ogſaa en Slags Husflid. 


Den Slags Husflid, ſom jeg agter at omtale, kommer vel 
i Almindelighed ikke i Betragtning ſom ſaadan, uagtet den dog 


de havde ſtaget paa et ophøjet | 


eller den ældre Soſters — der beſtaar i at lere ſmaa Børn 


| viſtnok fortjener det. Det er den Kvindegjerning — Moderens 
Bogſtaver og bjalpe dem med de forſte Skridt til Læsning. 


„naar man kan ABC ja faa er man klog, 
for faa kan man lidt af hundrede Sprog“, 

og vi Lærere ere viſt alle meget glade, naar vi modtage Begyn⸗ 
dere, ſom ere komne ud over de forſte Vanſteligheder. Men tal 
med Mødrene, eller dem, hvis Gjerning det er bleven at hjælpe 
de ſmaa ved Læsningen, og de vil ſnart høre ſtore Klager: „Nej, 
der hører dog viſt en farlig Taalmodighed til at være Larer, 
for jeg ſynes, det er et forſkrœkkeligt Arbejde at faa lært vore 
| egne de ſtakkels Bogftaver o. f. v.“ Men underſog nu Frem⸗ 
gangsmaaden, ſom er anvendt, og De vil ſnart indſe, at den i 
| Almindelighed er „ej blot til Lyſt“. Den beſtaar da meget 
hyppig i at lære Barnet Bogſtaverne i alfabetiſt Orden, for 
ſiden at lere det at ſtave. Jeg tror imidlertid at kunne give 
Anvisning paa en mere henſigtsſvarende Maade. Man vogte 
ſig vel for ilke at bebyrde Barnets Hukommelſe med mange Bog⸗ 

ſtaver ad Gangen, og ilke tage fat i noget nyt, forend Barnet 
kan fjende det lærte, hvorſomhelſt det forekommer i Bogen. 
Saaſnart Barnet kjender 3—4 Bogſtaver, lader man det ſtille 
dem ſammen og ſtave. Men i Forſtningen er her — navnlig 

over for tungnemme eller meget ſmaa Born — at iagttage to 
Ting: For det forſte nøjes man i Begyndelſen med at ſtille 
Medlyden foran Selvlyden, da Barnet lettere fatter at f. Ex. 
t-a ſiger ta end at at ſiger at. For det andet begynder man 
helſt med et Par af de haarde Medlyd (f. k. p. t.) J Forſt⸗ 
ningen bor mau viſt næppe — navnlig med (maa Born — ud⸗ 
ſtrakke Svelſen fænger end til hojſt et Kvarters Tid ad Gangen, 

men helſt foretage den daglig. Ved denne Fremgangsmaade 
tror jeg, at man vil komme frem med ſtorre Sikterhed, og Ar⸗ 
bejdet vil næppe blive faa kiedeligt for Lærerinde og Elev ſom 
ved den ſadvanlige. a 
| Det bedes bemærtet, at disſe Linier ikke paa nogen Maade 

henvende fig til „Folk af Faget” — Lererinder eller Lærere — 
da disſe naturligvis forſtaa denne Sag i det mindſte lige faa 
godt ſom jeg; men muligvis kunne denne lille „Husflidsanvisning“ 
være til Nytte for en eller anden Moder eller Soſter, ſom om 
Vinterafteuen har Bryderier med at forberede en lille Pige eller 
Dreng til Indtradelſen i Skolen. 


| 
Virkeligheden har megen Betydning; thi 
| 
| 


Nikolaj Egebæk. 


Smaating. 


Firkantet Nod. Af 6 A, 5 R, 4 N, 3 E, 2 G, 2 K, 

2 T og 1 s dannes fem Ord, ſom ſtrevne under hinanden og 
leſte fra oven og venſtre giver Løsningen paa følgende Gaade: 

Det førfte paa Din Ager 

tit ſtander rank og tæt; 

det andet volder Klager 

Gjør Sindet tungt og træt; 

om Grene og om Stager 

fig flynger tredje net; 

det gjælder naar det knager 

om fjerde holder ret 

hvor Eg i Skov fremrager 

Du finder femte let. 


Oplosning paa Billedgaaden i Nr. 26: 
Io ſterre Husflid jo mindre Neringsſorg. 


Indhold. Skytten paa Thiele, Fortælling af Knud Skytte, med Billede, — 
Hvor gad Du være? Digt af A. W. S—, med Billede. — 
Skildringer ! fra Japan, efter forſtiellige Kilder ved E. Toepfer. 


— Et Par virkelige Spogelſeshiſtorier, af Vigh. He le. — Ame⸗ 
rikanſte Skoleborde, med Billede. — Husflid . 2 175 en Slags 
Husflid. — Smaating. 


„ Hus pennen“, Villedölad for Nlorſgabslesning, Oplponing og Husſlid, 


Billeder, til 1 Krone Fjerdingaaret, frit lilſendt. 


Svert Flerdingaar medfølger gralis ef ſlort fmukt Jillegsbillede. 
elhvert Pofikonfor og Brepſamlingsſled, 1 enhper Boglade famt hos Hopedliomimisſſoncren: 


udlommer lil hoer Sondag med ef 16. ſpallel Art, ſorſynel med lere 


Bladet kan beſlilles paa 
Nudolph Klein, Vileſlrede 40, Kjebenhavn 


«Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


| Mange anfe dette Arbeide for mindre betydeligt, medens det i - 


| 
| 
i 
| 


3 8 


5 mg 
3 


3. Aargang 


— 
N 


Skytten paa Chjele. 
„ Forfælling af Knud Skylfe, 


=D (Fortfat.) 


I bocde han dog ikke mere i Lindum. 
Han var flyttet til Klejtrup, hvor 
han havpde bygget fig en Hytte i Siden 
af en Hoj ude paa Marken, ikke langt 
t fra det Sted, hvor Skals Aa gaar 
a neeſten tæt ind under Skoven. Her 
e boede han ganſke ene, og ingen beſogte 
ham; thi han anſaas af alle for en ſtor Troldmand. 
Der var et Snogebo i Højen hos ham, ſagdes der, og 
det paaſtodes, at naar han om Aftenen var kommen 
hjem ſra Krybſkytteri, ſom han nu lagde fig efter mere 
end nogen Sinde for, krob Snogene paa hans Befaling 


Mand, der fortaltes ſaadanne Ting om, maatte ſelv⸗ 
følgelig nyde en vis Reſpekt hos den overtroiſke Be⸗ 
folkning. 

General v. Lüttichau havde nu for Alvor fattet 
den Beſlutning, at der ſkulde gjøres en Ende paa 


Skoven i jer Skifter og indſatte fer bevæbnede Skov⸗ 
løbere, en i hvert Skifte, ſom under Skovriderens 
Overtilſyn og med Skovfogdernes Biſtand ſkulde ffærme 
Vildtet mod at blive dræbt og tyyſtjaalet af „de for⸗ 
dømte Krybſkytter“, og ſom desuden havde ſtreng Ordre 


grebet i at drive uberettiget Jagt paa Generalmajorens 
Vildtbaner. 


Vor Ven Jargen var blandt dem, hvem det om⸗ 
talte Tillidshverv blev betroet, og han blev altſad 


Skovlsber. Han blev meget glad ved den Udnavnelſe; 


thi den ſyntes ham at være lige ſom et lille Skub | 


3 aa Fortællingens nuværende Tidspunkt 


Kjøbennavn. 


OK E 2 
Nr. 28. Sundagen d. 9. April. 1876. <% 


fremad, og desuden haabede han, at der i hans ny 


| Stilling [fulde blive Lejlighed for ham til at udmærke 


fig, ſaa at Sfovløbertjeneften blev et Trin, hvorpaa 
han kunde flige op til en yderligere Forfremmelſe. J 
alt Fald var han fuld af Saab og Mod, og han fulde 
visſelig giore fit Bedſte og ikke forſomme at nytte den 
gunſtige Lejlighed, bare den vilde tilbyde ſig. Og faa 
var der en anden Ting ved den midlertidige Stilling, 
ſom behagede ham over Maade vel. Saa længe han 
var Skovlsber, ſkulde han have ſtadigt Ophold i Lin⸗ 
dum, det kunde han allerbedſt faa hos ſin Moder, og 
der var ſaaledes Üdſigt til, at han daglig kunde faa 
Lejlighed til at je og tale med fin Anna. Det var 
herligt! Rigtignok var det et temmelig befværligt Hverv, 
han havde faaet. Hele Natten og en ſtor Del af Dagen 
med ſkulde han være paa Farten. Men hvad gjorde 
bet? Han var kraftig, ung og raſk, og holdt det 


ſagtens ud. 
op i hans Seng, viklede fig ſammen i et Bundt, og | 


dette brugte han ſaa ſom Hovedpude om Natten. En | 


Det Stykke af Skoven, ſom Jørgen havde faaet 
at pasſe pan. var det aller yderſte mod Oſt, nemlig 
Oſterſloven, Skovgaards Krat, Graakjer, Lindum Kjær 


gg Brandmoſe. Han vilde rigtignok hellere have været 


anſat lidt længere mod Veſt; thi Anna Dreyer havde 
tit Wrinde gjennem Skoven til fin Onkel, ſom var 


Kromand i Hvornum Vaſehus, der ligger omtrent lige 
Krybſkytteriet, det koſte hvad det vilde, Han inddelte | 


for Lindum i nordlig Retning og paa den anden Side 


af Skoven, og hvis han havde haft ſin Tur omfring 


ved Hovejen, Lindalsvejen eller Skovgaards⸗Sti, faa 
kunde han og hans Ojeſten have ſet hinanden endnu 
oftere. Thi det havde jo været en let Sag for dem at 


mage det ſaa, at de kunde modes, hver Gang hun gif 
til at anholde og i Nodsfald nedſkyde enhver, ſom blev | 


til eller fra Vaſehuſet. Saadan blev det nu imidlertid 


ikke, der var intet ved den Ting at gjøre, og Jørgen 
| maatte lyſtre Ordren. Det kunde, og det vilde han 
ogſaa; thi han havde en levende Pligtſans og' ſatte 
alle private Henſyn til Side, naar det gjaldt om at 
| opfylde fin Pligt. Men faa var det dog et Held, da 
der kom Ordre fra Generalen til ſamtlige Skovlobere, 


at de jævnlig ffulde ſkifte Tur, for derved ſaa meget 
des mere at kunne ſkuffe og vildlede Krybffytterne, og 
ſaaledes ſkete det da en Gang imellem, at Jorgen fik 
det faa kjere Strøg, hvor han kunde have Haab om 
at modes med fin Elſkede. 

Der var den Gang nylig bleven opført en ny og 


ſmuk Skovriderbolig paa Bakken oven for Saxdal, med 


en yndig Udfigt over Aaen, Engene og Trinderup Krat, 


og hver Gang Jorgen gik dette Sted forbi, ſagde han 


ſukkende til fig ſelv: 

„Dette vilde være en dejlig Bolig for min Anna 
og mig! Svem ved, hvordan det kan gaa? Den gamle 
Skovrider gjør det viſt ikke i mange Aar, og naar han 
gaar af, mon det ſaa ikke ſkulde falde i min Lod at 


blive hans Efterfolger? Ja, hvis det ſkete, da vilde | 


vi være lykkelige, meget lykkelige!“ 


Det var en ſmuk ſolvarm Dag i September 
Maaned, og Klokken kunde være hen imod ti om For⸗ 


middagen. Unge Jorgen og en anden Sfovløber havde | 


den Dag og den foregaaende Nat byttet Tur, og vor 
Ven kom gagende ned gjennem Skoven omtrent paa det 
Strøg, hvor ſiden den gamle Hobro⸗Viborg Landevej 
anlagdes. Sin Bosſe havde han paa Skulderen, og 
en Hund i Helene paa fig. Han var en ſmuk, kraftig 
og velbygget Svend, og var nu om ved tre og tyve 
Aar. Anſigtet var klogt og dets Udtryk mandigt og 
maaſke lidt trodſigt. Fodſkiftet var let, elaſtiſt og ſikkert. 


Hans grønne Flojels Jagttraje havde Bosſen ſlidt hoid 


paa den højre Skulder, og i fin gran bredſkyggede Hat 
bar han en Fjederbuſk af en Isfugls Vinge. Hans 


Anſigtsmufkler vare faſte og vidnede om et ualmindelig. | 


godt Helbred, og han ſaa fig om paa den ſikre 
Maade, ſom en Opſynsmand gjerne tilegner ſig, medens 
han opmeerkſomt ſpejdede i alle Retninger. 

De ubetydeligſte Ting ſyntes at tildrage fig hans 
Opmeerkſomhed. En Duſk Fuglefjer, der vidnede om, 
at en Hog nylig havde holdt Maaltid, nogle Totter 
Grævlingehaar, et friſkt Mulvarpeſkud, Smaaſtykker af 
Hareſkind og friſke Spor af Vildt i de ſandede Hjul⸗ 
ſpor, ſom han hiſt og her pasſerede — dette og mere 
lignende opdagede han og mærkede fig nøje, efterhaanden 
jom han gif videre, . 

Nu traadte han ud af Skoven og havde Veſter⸗ 
kjcrs Hede foran fig med Udſigt til Hvornum Vaſehus. 


Han gik op og ſatte ſig paa Toppen af en lyng⸗ 


groet Kempehsj, fremtog af fin Jagttaſke Pibe, Tobak 
og Fyrtøj og gav fig i al Mag til at ſtoppe og tende. 


J det ſamme kom der en ældre Herre ridende, | 


forbi. Han holdt fin Heſt an ved Foden af Hojen, da 
han fil Oje paa Skovlsberen. 


Jorgen berørte let Skyggen af fin Hat med den 


højre Haands Pegefinger. 
„Du tager zjeblikkelig Din Hat af!“ raabte den 
fremmede bydende og i en vred Tone. 


| uduelige Skovrider har haft for Skik. 


„Eller ogſaa beholder jeg den paa, det er i Grunden 
mere ſandſynligt“, ſvarede Jorgen fornærmet. 

„Hvad! Har Du ikke lert at hilſe, og rejſer Du 
Dig ikke en Gang op, naar Du mader en Herre? Er 


Hjemmefodningerne i denne rebelſke Egn?“ raabte 
Rytteren i en ſtolt og myndig Tone, medens han med 
Ridepiſken baſkede paa fin ene Støvle. 


| paa kjendte Folk, Herre“, ſvarede Jorgen og reiſte fig 
høflig, medens han talte; „men faa vidt jeg ved, har 
vi to ikke ſet hinanden for“. 

„Plejer Du at pulje megen af Din Tid væl pa 
den Maade?” ſpurgte Rytteren ſkarpt. 

„Hvad Ret har De til at ſperge, Hvorledes jeg 
anvender min Tid?“ ſpurgte Jorgen og faa den ftem— 
mede kjckt i Øjnene. „Men kan det forneje Dem at 
vide det, ſaa er det min Frokoſttid, og jeg har denne 
Gang foretrukket at roge i Steden for at ſpiſe. Bruger 
De aldrig Deres Tid til værre Ting?“ 
| „Uforſkammede unge Knægt!” raabte den frem: 
mede i Vrede. „Jeg maa lade Dig vide, at jeg er 
Løjtnant v. Bekker, Skovriderens Tilforordnede i denne 
lovloſe Tid, og jeg har baade Ret og Magt til at jage 
| Dig og enhver uforſkammet Skovlober af Tjeneften, 
| hvad Øjeblif jeg vil. Jeg har ikke i Sinde at lade 
Alting gua igjennem det vide Sold, ſom den gamle 
Vildttyvene 
ftjæle jo Dyrene her, fan meget de lyſte, har man ſagt 
mig, og det er Din og andre dovne Skovloberes 
SEkxyld“. 

„Der er aldrig, ſiden jeg kom her over, blevet 
fkudt og ſtjaalet noget Dyr i mit Skifte“, ſagde Jorgen 
og rettede fig, medens han flængte fin Besſe over 
Skulderen. „Der blev ffudt en But i forrige Uge, 
men det var i gamle Jerriks Skifte“. 

„Ja ſaa! Du har altſaa ikke hort, at der ſidſte 


ikke noget af — det er jo beſynderlig!“ lagde han til 


i en ſpydig Tone. 


„Nej, Herre, det ved jeg ikke noget af“. 


alt Fald er det viſt og ſandt, hvad jeg ſiger; For⸗ 
kroppen blev funden i et hult Træ ikke langt fra Brand⸗ 
moſe. Jeg er ny i Teneſten, kom forſt hertil i Aftes, 
og har allerede taget Jer Lomler i en ſaadan Forſeelſe! 
Og J kan ſtole paa, jeg ſkal fe Jer efter i Sommene! 
Jeg har været paa Thjele i Morges og aflagt min 
Rapport. Naadigherren var meget vred og ſagde, at 
den forſte Skovlober, der gjorde fig ſkyldig i en lig⸗ 
nende Forſommelſe, ojeblikkelig ſkulde jages af Tjeneſten. 
Man har Mistanke om, at der bliver ſet igjennem 
Fingre med Krybſkytterne, hvem det jaa er, der gjør 
fig ſkyldig deri, og vi maa ſe at komme til Bunds i 


Sagen, Jeg er ſom ſagt en fremmed her; men man 


„Jo, jeg for min Part plejer dog ellers at hilſe 


Nat blev ſkudt en Buk i Brohule. Det ved Du ſlet 


„Se, Je! Det lader jo meget uſkyldigt. Men i 


det maaſke ikke endnu blevet Skik og Brug blandt 


"919 


har ſagt mig, at en Slyngel ved Navn Peter Krumme 
formelig har gjort fig en Næringsvej af at felde og 
fælge Naadigherrens Dyr, og at i det mindſte nogle 
af Skovloberne je igjennem Fingre med ham. Hvad 
er Dit Navn?“ 

„Jorgen Jakobſen“. 

Rytteren fremtog af ſin Lomme en Liſte, ſom han 
lob mumlende igjennem. Da han havde fundet, hvad 
han ſogte, nikkede han, foldede Papiret ſammen igjen, 
ſtak det atter i Lommen og ſagde: 


„Saa ligger Brohule juſt i Dit Skiſte. Var Du | 


paa Din Poſt ſidſte Nat?“ 


„Brohule var i mit Stifte”, ſagde Jørgen rolig 


og uten at vige en Tomme; „men Naadigherren har 


givet os Ordre til at bytte Tur. Som Folge deraf 


jeg tog hans her oven for Veſterkjr. Der er aldrig 
gaaet noget i Spang paa de Strøg, jeg har haft at 
pasſe paa, ſiden jeg fif den Beſtilling — det tør jeg 
driftig paaſtaa!“ 


„Maaſke, maaſke!“ ſagde v. Bekker i en noget | 


mildere Tone. „Men jeg kan fortælle Jer Skovlobere, 


at Tingene faa ikke mere Lov at gaa, ſom de hidtil 
have gaaet. Jeg har i Sinde, ſom jeg ſagde før, at 


ſe Jer ſkarpt paa Fingrene. Disſe Slyngler af Kryb⸗ 


ffytter faa viſt Underretning af ſomme af Jer, hvilfe | 


Strøg I have. at gjennemvandre. Fortæller Du aldrig 
f. Ex. i Kroen, hvor Du ffal have Din Gang om 
Natten, eller truer og praler med, at Du vil, gjøre 
ſaadan og ſaadan, hvis Du træffer en Vildttyv — 
naa?“ 

„Aldrig, Herre!“ ſvarede Jorgen rolig. „Jeg ſiger 
ikke en Gang min egen Moder, hvor jeg gaar hen om 
Aftenen. Det er en Regel, ſom jeg aldrig fraviger“. 

„Og har Du ingen Kjærefte — naa? ſom Du 
ſtundum fladrer af Skole til, og ſom maaſke atter gaar 
og ſnakker over ſig til en og anden Ven blandt disſe 
Kjeltringer — naa?“ 

Jorgen var ikke fri for at rodme lidt; han ſtod 
og pillede ved Hundeflejten i fit Knaphul og ſparede 
ilke. For Sagen var, at han ofte 
Anna Dreyer, paa hvilfet Sted. han vilde være at 
træffe til et viſt Klokkeſlet, 


Et ſaadant interesſant lille Mode ſkulde netop finde 
Sted i Lobet af en halv Times Tid. 


„Ah, ſer man det!“ raabte Løjtnant v. Bekker; 


„jeg ramte det altſaa omſider. Saaledes gaa altſaa 
J unge Fyre og ſnakker over Jer til Jeres Kjærefter, 
de lader atter Sladderen gan videre til deres øvrige 
Elſkere, ſom igjen lade et Ord falde til den og den, 
og paa den Maade bliver Naadigherrens Vildt ſtjaalet!“ 
Den unge Skovlobers Kind blusſede af Vrede. 
„Anna Dreyer“, ſagde han, „jeg mener den eneſte 
Kvinde, ſom jeg nogen Sinde nævner et Ord til om 


ſagde til den ſmukke 


| 
|| 


|| 


for at han kunde modes | 
med hende paa - hendes Vandring til eller fra Kroen. 


| gjennem Overkrat 


disſe Ting, har ingen anden Kjereſte end mig, og jeg 
er vis paa, at ikke en Toddel af, hvad jeg meddeler 
hende, nogen Sinde igjen kommer over hendes Læber”. 

„Nei, naturligvis!” ſvarede Skovriderens Tilfor⸗ 
ordnede med en ſpottende Latter. „Kvindfolk ere nu 
en Gang ſaa bekjendte for deres Tavshed og Paalide⸗ 
lighed, naar det kommer an paa at gjemme andres 
Hemmeligheder, og de have aldrig to Strenge til deres 


Buer. Men jeg vil give Dig et godt Raad, unge Ven, 


og Du gjør vel i at folge det: Hold Tand for Tunge 
og ſig intet hverken til den ene eller den anden! For 


| hvis det ſker, at der gaar nok et Dyr tabt — væl jaa 


med Jer alle tilhobe, og jeg vil prøve nogle af mine 
Slesvigere fra Godſet, hvor jeg for har været anſat. 


Thi Folk, der ere i Komplot med Vildttyve, kunne ikke 
tog gamle Jerrik i Nat mit Strøg i Oſterſfkoven, og 


bruges her!“ 
„Der er ingen Plet paa mit Skudsmaal, Herre!“ 


ſagde den unge Jæger ſtolt, „og jeg er ingen Sinde 


bleven greben i at have været af min Poſt eller for⸗ 
ſomt min Pligt i de tre Aar, jeg har været anſat her 
i Skoven“. 

„Jeg kan kun dømme efter Kjendsgjerninger“, 
ſvarede den anden, „og de ere faa flette ſom vel mulig. 
Derſom J Skovlobere vare, font J burde, faa havde 
vi ikke den Ærgrelje med disſe fordømte Vildttyve⸗ 
hiſtorier. Naa! Huſk paa, hvad jeg har ſagt: De, 
der ikke ville lyde mig, ſkulle faa deres Rejſepas. Vend 
tilbage til Din egen Tur, og jeg vil lade gamle Jerrik 


beholde fin. Disſe Bytninger hue mig ikke“. 


Efter at have ſagt dette, vendte den vrede Rytter 


ſin Heſt og fatte aſſted hen over Heden i et ſkarpt Trav. 


Den unge Skoplober blev tilbare i en aldeles 


ulykkelig Stemning: Hans Stokthed var ſaaret, hans 


Mistanke vakt, og hans Mening om Menneſkene i AL: 
mindelighed var bleven ringere end for. „Hvis det 


Lonnen for god og tro Tjeneſte, og hvis ſaadanne 


Mænds Meddelelſer er det eneſte, Naadigherren faar 
at høre om mig og min Færd”, tenkte Jørgen, „hvad 
Udſigt er der da til, at jeg nogen Sinde kan hæve 
mig til en bedre Stilling?” Men hvordan i al Verden 
gik det dog til, at Vildttyvene fie Underretning om 
Skovlobernes Nattevandringer? Hvem var det ſorte 
Faar iblandt hans Kammerater? Det kunde visſelig 
ikke være den gamle drikfeldige, men ellers ſkikkelige 


FJerrik, heller ikke den ſtakkels fattige Herman, og lige 
ſaa lidt kunde det verre den forfængelige og tavje 


Frederik Holm, der anvendte ſin meſte Fritid paa at 
pynte ſig. g 

Jorgen var, medens han forgjæves brød fit Hoved 
med alt dette, ſlentret et godt Stykke mod Oſt ad Vejen 
og var kommen et Stykke ud paa 
Devlingshede, paa den anden Side af Vaſehuſets Mark, 
da han pludſelig gjorde omkring og gik ſamme Vej 
tilbage. (Fortſettes.) 


Ganger da flux i Vildmoſen ud 
Alt med ſine Hunde tre. 


Det var den gamle Hr. Nimrod ſelv, 
Han taler foruden Bram: 


— 


„Spore i ikke Hr. Morten op, 
Saa ſkal 3"faa" Laſt og Skam!“ 
„Jage J ikke Hr. Mikkel ud 

Af hans forborgneſte Gjem. 
Visſelig vanker der ingen Mad 
Bed Kveld, naar vi vende hjem!” 


„Stande J ej for en Honelil 
— Jeg tenker. J tro mig vel — 


Da ſkal J alle danſe en Ril 
Med Hundepiſken i Kveld!“ 


Det var Hr Nimrods Hunde tre, 
Saar lyftelig de gav Hals; 
Eja, da var Hr. Mortens Liv 

[HR : For otte. Øre til Fals. 


Flux den fatte, mod Bakken op; 
Hr. Nimrod i ſamme Led 


Stakkels Svin! 


Sendte da ud fit ſikre Skud, 
Saa Haren rendte derved. 


Det var den unge Hr. Tyras felv, 
Den fulgte Haren paa Vej, 

Om bag Balken gik Jagten da 

J vildeſte. Hug og Hej. 

Det var den gamle, erfarne Rolf, 
For Agerhonen den ſtod, 


Ikke den hele udſlagne Dag de ſaakaldte Rakletrceer, til hvilke ſidſte vore fleſte Lov⸗ 
Den rorte en eneſte Fod. | træer høre. Disſe Skove dannes ſom ofteſt kun af 


| nogle faa Arter Zræer, ſom vore ſelſkabeligt og i tal⸗ 


Det var den lille odrætte Svip, | løs Mængde, ja undertiden beſtaar Skoven næften 
Den føgte Hr. Mikkel ſtrax, uẽdelukkende af en eneſte Trœart. Hvor ſmukke end 
Raven fandt den vel ikke; men disſe Skove kunne være, have de dog et meget 
Den fandt dog hans egen Sax. ensformigt Bræg pan Grund af deres Fattigdom paa 


forſkjellige Zræar- 
ter. Anderledes for⸗ 
holder det ſig med 
de ſaakaldte Urſkove 
i de tropiſke Lande, 
ſom navnlig i Bra⸗ 


Det var den gamle 
Hr. Nimrod ſelv, 

J Haaret han vildt 
ſig ſled, 

Dybt i Vildmoſens 


Hengedynd ſilien have en uhyre 
Paa Besſen han Udſtrokning og dæffe 
ſad og red. mange tuſinde Fla⸗ 
demile. Nedens 


Forſt mod Aften 
en Vandrings⸗ 
mand 

Trak Nimrod af 
Dyndet frem, 

Løfte jaa Svip af 
Saxens Tand, 

Hvor ilde den ſad 
i Klem. 


Skovene i de mel⸗ 
lemvarme Lande i 
Tidens Lob ere un⸗ 
dergaaede ſtore For⸗ 
andringer og for 
en ſtor Del ere vort 
eget Værk, ere Ur⸗ 
ſkovene derimod end⸗ 
nu i den ſamme Til⸗ 
ſtand, i hvilken de 
oprindelig ere frem⸗ 
gaaede af Naturens 
Haand. J dieoſe 
Skove optreder 
Planteriget faorſt 
egentlig ret i hele 
ſin Skjonhed og 
udfolder en Pragt, 
Afvexling og Rig⸗ 
dom paa forſkjellige 
Trœarter og andre 
Planteformer, ſom 
ingen kan gjore ſig 
en tilſvarende Fore⸗ 
ſtilling om uden 
ſelv at have taget 


Det var Hr. Tyras, 
Hr. Rolf og 
Svip 

Og vel deres Herre 
med, 

Med ludende Hoved 
og hængende 
Svans 

De lunted til 
Hjemmet af Sted. 


Men unge Hr. 
Morten og Mik⸗ 
kel ſelv 

Og Agerhonneken 
fin 


Oven paa den For⸗ | . ere „ dem i Oijeſyn. 
ſtralkelſe 8 Parti ak en Urskou i Brasilien. For at es 
De tog fig et billigt Grin. kunne danne fig en Forefliling om denne Rigdom 

Emauncl Henningſen. paa Arter vil jeg blot nævne, at man i Forſtningen 


af dette Aarhundrede fra Braſiliens Urſkove, ſom jeg 
her nermeſt har for Oje, kjendte ikke mindre end 300 
Urſkovene. forſtjellige Slags Træer, der enten give Gavntemmer 
Af 6 Gpepfer eller yde et eller andet mne, ſom bruges i Lege⸗ 
l ; videnſkaben eller til Verkfliden. Ved nyere Under⸗ 
ä ſogelſer har man lært en Del flere Arter at kjende, 

J vort Fædreland og i de andre mellemvarme | men Urſtovene indeholde i denne Retning dog endnu 
Lande udgiores Skovene enten af Naaletræer eller af mange Hemmeligheder for os. Træerne i disſe Skove 


vore, paa faa Undtagelſer nær, ikke ſelſkabeligt ſom i 
vore Skove, og det er temmelig ſieldent der at finde 
to Zræer af ſamme Art voxende ved Siden af hin⸗ 
anden. Paa Grund af denne overordentlige Rigdom 
paa forſkjellige Arter, frembyde Urſkovene en naſten 
uudtsmmelig Afvexling i Lovets og Kronens Form, 
Storrelſe og Farve, ſom maa væffe den ſtorſte Be⸗ 


undring. Ogſaa Fræernes hele Storrelſe er kikket 
til at fremkalde Forbayſelſe, thi om de end ikke høre 
til de hojeſte Zræer, have de dog en meget ſtor Heide. 
Stammerne have en rank og næften ſnorlige Vært, og 
forſt i en ſtorre Hejde dele de fig i Grene og danne 
en Krone, fan at vore kraftigſte og eldſte Bøgetræer 
godt kunne ſtaa under denne, uden at Toppen af dem 
rører ved den. Der er en ſaadan Trengſel i Urſkoven, 


at hver Plante ſtræber at overvinde fin Medſkabning. 


Alle trænge med Stamme, Grene og Blade op mod 
Lyſet og Luften uden at tage det mindſte Henſyn til 
Naboerne. Medens vore Skoptrceer ikke ere prydede 
med Blomſter, eller disſe dog ere ſaa ſmaa og lidet 
iøjnefaldende, at man naſten ikke lægger Merke til 
dem, bære derimod mange af Urſkovens Træer ſtore 
og prægtig farvede Blomſter, ſom enkeltvis eller i tætte 
Klaſer rage frem mellem Lavet. Skovbunden er dakket 
af et broget Tæppe af Planter ſamt af hojere eller 
lavere Buſke, over hvilke den egentlige Underſkov hæver 
fig og udfyldes en Del af Rummet mellem disſe og 
Trœernes Løvtag. Skovbundens Planter og Under⸗ 
ſkoven i Forbindelſe med en Mængde forſkjellige tre⸗ 
agtige Slyngplanter, ſom med et fælles Navn kaldes 
Lianer, gjøre Urſkoven naeſten uigjennemtrangelig 
De flere hundrede Fod lange Lianer ſlynge ſig nemlig 
fra det ene Tre til det andet og danne overalt et 
Net eller et Vilderede af hinanden krydſende Stammer 


og Grene, ſom man kun er i Stand til at arbejde fig | 


igjennem ved Hjælp af en ſkarp Oxe. Disſe Lianer 


ere faa ſterke og feje, at de alene ere i Stand til at 


hindre et gjennemhugget eller overſavet Tra, af Storrelſe 


Stammen paa de ſtore Træer gro en Mængde for- 
ſtjellige Bregner, Orchideer og andre Planter, 
ſom danne ſmukke Lov⸗ og Blomſterſlyngninger eller 
hænge ned hiſt og her ved deres lange og tynde Stængler, 
En ikke ringe Del af disſe Planter ere Snylteplanter, 
ſom ved Sjælp af deres jaa kaldte Snylterodder drage 
Nering af den Plante, ſom de gro paa. Den meg⸗ 
tigſte af disſe Snylteplanter er den jaa: kaldte Iræ- 


[væler, en ſtor Figenart, ſom voxer adad de ſtorſte 


Zræer og trykker fig ſaa tæt op til dem, at den indad⸗ 


medens dens udadvendte Side runder fig paa ſed⸗ 
vanlig Maade. Dens ſpage Nødder ere ikke i Stand 


til at bære den, naar den har faaet en betydelig Stor⸗ 
relſe. Den udſkyder derfor ſtore og tykke, parvis ſtillede 


|| 


holder Jorden i en ſtadig Fugtighed. 


Moſkitoer. 
vendte Del af dens Stamme under Værten nøjagtig | 
former fig efter det Tre, ſom den ſtgtter fig til, 


Hefterodder, der ſom et Par mægtige Arme lægge fig 
faſt omkring Stammen paa det andet Træ og tilſidſt 
gro ſammen ſom en Ring omkring dette. Saaledes 
ſkyder Zræfvæleren hurtig og frodig i Vejret, idet den 
med nogenlunde regelmesſige Mellemrum udſender nye 
Sæfterødder, der danne en ny Ring, indtil den omſider 
har opnaaet omtrent ſamme Tykkelſe og Højde ſom ſit 
Offer og blander ſin Krone med dettes. Nu vore 
Træerne en Tid lang jævnfides, tilſyneladende i den 
ftørjte Fortrolighed, men lidt efter Lidt fvinder Barken 
paa det ftøttende Tro under den paatrængende Snylte⸗ 
gjæfts knugende Favntag, Saftbevægeljen ſtandſer, og 
tilſidſt dser Træet i Træfvælerens Arme. Nu nærmer 
dennes Endeligt ſig ogſaa, thi efterhaanden ſom den 
udgaaede Stamme forraadner, miſter Trakvcleren fin 
nødvendige Støtte, og den bukker nu ſelv under til 
Straf for fine forrederſke Favntag. 

Ligeſaa forſkjelligartet og righoldig ſom Plante⸗ 
verdenen er i Urſkoven er ogſaa Dyreverdenen. En 
ſtor Del Ropdyr og en tallgs Mængde forſfjellige 
Arter af Fugle, Krybdyr og Inſekter have deres Hjem 
i Bräſiliens Urſkove. Mange af disſe Dyr, ijær Jug: 
lene og Inſekterne kunne kappes med Planterne i Far⸗ 
vernes Skjenhed og Pragt, men den ringe Plads 
tillader mig ikke at gaa nærmere ind paa denne brogede 
Dyreverden. Til Slutning ville vi henviſe Leſerne 
til medfølgende Afbildning af en Urſkov, der vil kunne 


give dem en Foreſtilling om dennes Üdſeende. For at 


gjøre denne Foreſtilling mere fuldftændig, vil jeg lade 


den franſke Naturforſker og Maler Biard ſelv ſkildre 


det Indtryk, ſom Braſiliens Urſkove giorde paa ham. 
Han fortæller herom: „Det vilde være mig meget van⸗ 
ffeligt at ſkildre, hvad jeg følte, da min ſkjonneſte 
Drøm gik i Opfyldelſe, og jeg for forſte Gang traadte 
ind i Braſiliens Urſkobve. Det var en Blanding af 
Forundring, Forbapſelſe og Werefrygt. Hvor lille fore- 
kom jeg mig ikke felv blandt disfe kempedannede Træer, 


ſom maaſke havde ſtaget der ſiden Verdens Skabelſe! 
ſom en af vore tykke Boge, i at falde. Langs op ad 


Jeg vilde gjerne male Alt, hvad jeg ſaa, men jeg 
havde ikke Kraft til at begynde; det ſtore mne over: 
vældede mig. Og desværre, Muſkitoerne (en Slags 
Myg) hindrede mig ogſaa deri. Disſe ſmaa Uhyrer 


herſke ſom Voldsherrer i Urſkoven, hvor Solens Straa⸗ 


ler næppe kunne trænge ind, og hvor den dybe Skygge 
Der færdes 
næften aldrig et menneſkeligt Veſen; med Oxen i 
Haanden maa man langſomt bane fig Vej. Hvis man 
ſtandſer et Ojeblik, overfaldes man fra alle Kanter af 
Jeg ſkal i lang Tid gjemme Mindet om 
denne min Udflugt førfte Dag i Skoven. Endnu lyder 
for mit Ore Skrigene af de mange Papegojer og 
Peberfugle, ſom ſade halvt ſkjulte af Løvet; endnu 


ſtaar for mit Oje den zinnoberrøde lille Snog, der 


kaldes Koralſlangen, og hvis Bid er ligeſaa dødelig 
ſom Klapperſlangens. Idet jeg ſtadig huggede mig 


igjennem, kom jeg ikke Skridt for Skridt, men Tomme | 


for Zomme videre, indtil jeg ftod paa en aaben Plads. 
Et Duſin omfaldne ſtore Zræer, ſom Lynet maaſke 
havde fældet, gave Solens Straaler fri Adgang; ſtore 


Inſekter flagrede omkring paa de uhyre Blomſter, ſom 


man møder ved hvert Skridt, og til Trods for Moſki⸗ 


toerne gjorde jeg en rig Hoſt og fik mange Haande 


Sager. Det ſamme lykkedes mig ikke med en prægtig 
Fugl, ſom jeg ſigtede paa, og ſom jeg allerede i Aanden 


fan liggende i min Jagttaſke; thi i det Ojeblik, jeg 


vilde til at affyre min Bosſe, fløj en vemmelig Mu⸗ 
ſtito ind i mit ene Neſebor, og da jeg endelig blev 
fri for denne nesviſe og ubudne Gjeſt, var Fuglen 
fløjet. Paa min Jagt efter Inſekter havde jeg i min 
Jver fjernet mig fra den aabne Plads, og der paakom 
mig et Djeblik den Tanke, at jeg kunde have forvildet 


mig i dieſe vejloſe Skove, hvor Døden i flere Skik⸗ 
kelſer lurede paa mig. Men efter nogen Møje lykkedes 
Det 


det mig til min ſtore Glade at finde tilbage. 
havde været min Tanke at bruge hele Dagen til at ſe 
mig om, og jeg havde en ſkarp Sabel og Kugler paa 
rede Haand for at værge mig imod Jaguarer, Pantere, 
Bjørne og andre farlige Rovdyr, men heldigvis traf 
jeg denne Gang kun en Abe. Jeg gif længe, ſtadig 
fulgt af mine Fjender, Mufkitoerne,“ uden at jeg paa 


Udkaſt. Efterat jeg havde vandret i nogen Tid, kom 
jeg ind paa en indianſk Stammes Omraade. Da jeg 
nærmede mig Huſene, flygtede Kvinderne og Børnene 
af alle Krefter. Mændene bleve tilbage, men lode 
navnlig til at være meget forundrede over de Sager, 
ſom jeg forte med. Der var forøvrigt intet fjendtligt 
i deres Opforſel; de hjalp mig tværtimod med at 
ſamle Frugter og underſogte min Jagtkniv, mine Flaſker 
med Inſekter og en trebladet Pennekniv med ſtor Nys⸗ 
gjerrighed. Da bet allerede var blevet ſent, maatte 


jeg omfider naaede, da det var mørk Nat.“ 


at om end Urſkoven indeſlutte mange Herligheder, der 
kunne henrykke vort Oje, fylde os med Beundring og 
fætte vor Indbildningskraſt i Røre, ſaa gjemme de 
dog ogſaa mange Plager og Farer, af hvilke Muſki⸗ 
toerne, de farlige Rovdyr og giftige Slanger ikke ere 
de mindſte. Forſkjellen mellem de tropiſke Landes Ur⸗ 
ſkove og vore Skove er ſaa ſtor, at der i Grunden 
ikke kan være Tale om nogen Sammenligning. Ere vore 
dejlige Bogeſkove end ensformige og fattige ved Siden 
af Urſkovens Pragt og Herlighed, gjøre de dog et ſaa 
venligt og velgjorende Indtryk, at man uvilkaarlig 


og man har her aldrig nødig at foruroliges ved Tanken 
om Overfald af farlige Dyr, men kan gjøre fin Vans 
dring i Ro og Fred. 


Smantræk fra Dyrelivet. 

Storken. 
Hvem kjender ikke denne „vidtberejſte Mand?“ 
Hvem har ikke hørt eller læft om denne almindelige, 


men ligefuldt merkelige Fugls ſteerke Naturdrift og 
Rejſer, om dens Sedvaner og Nytte? Der er vel 


heller ingen vild Fugl ſom her til Lands iagttages 


med mere Velvillie og Deltagelſe end Storken, og fol⸗ 


gende virkelig oplevede Jagttagelſer turde 


derfor maaſke ikke være uden Interesſe. — En meget 


| gammel, troværdig Mand har fortalt mig folgende: 


„En Dag ved den Tid, da „Storkene reiſe bort“, 


| faa jeg en Mængde Storke ſamles nede paa Engen tæt 


ved min Gaard. Fra alle Sider fom de, fom om de 
havde ſat hverandre Stævne, indtil Flokken paa Engen 
var voxet til henimod et Par Hundrede, Ankomne til 
Stedet meldte de fig med deres ſedvanlige knebbrende 
Muſik; men hver blev paa den Plads, hvor den ſlog 
ned. En 0 4 højtidelig Ro hvilede over For⸗ 
ſamlingen, noget der lignede den dybeſte Alvor on ikke 
Sk Denne Ro vedvarede en god Stund efter at 
de ſidſte Gjæfter vare mødte; men paa en Gang be⸗ 
gyndte hver ijær at ſpanke langſom og betænfjom 
omkring, indtil det endte med, at de dannede en neſten 
rund Kreds, og inde i Kredſen ſtod en eneſte Stork. 


En Stund vedbleve de at bevæge fig meget langſomt 
mellem hverandre — dog uden at bryde Kredſen — 
ſom on de forte en ſtille og alvorlig Samtale; og det 
Grund af dem kunde finde mig til at gjøre det mindſte 

imd af i $ 0 Midten og forte med Næbet to eller tre ftærfe Stød 


endte med, at et Par af dem fløj hen paa Storken i 


mod den, hvorpaa neſten hele Forſamlingen gjorde 
ligeſaa, indtil den ſtakkels Fugl ſank ſammen og laa 
død pan Stedet. Hvad Stævnet havde ot betyde ved 
jeg ikke, men jeg fik Indtryk af, at her holdt Storkene 
Rettergang. Hele Handlingen havde varet omtrent en 
Time, og da Offeret faldt, iſtemte hele Flokken en øre= 
dovende Knæbbren, hvorpaa de, ſom løftet med en 
Haand, hævede fig pan de ſterke Vinger opad, ſtadigt 
kredſende opad, jaa højt, at jeg tilſidſt maatte lægge 


mig ned paa Ryggen, for at kunne folge dem med 


Blikket. Forſt da de havde naaet fan højt, at de ſaa 


5 É „ | ud for mine Øjne ſom bevægelige Prikker, ſlog de med 
jeg tenke paa at finde tilbage til mit Hjem igjen, ſom ßpilende Fart ind i ſydlig Retning, og i ſamme Minut 
> vare de forſpundne for mine Øjne”. É 

Af denne lille Skildring ville Læferne kunne ſe, 


J mit Hjem havde vi en Storkerede, ſom i en 


| Jængere Aarrekke aldrig nogen Sommer havde ftaaet 


øde. Det ſkete oftere, at vi fandt et Gg paa Jorden; 
om det tilfældigt eller af Vanvare var faldet ned, kan 
jeg ikke ſige; men en Dag fandt min Broder og jeg 
en Unge, der endnu ikke var død, af Storrelſe ſom en 
voxen Agerhone. Nogle Haandværkere vare juſt i Færd 


med ct Arbejde i Gaarden, eg en af Svendene faar 


det Indfald at bringe Ungen op paa Reden igjen. 


| Svenden lagde Ungen hos de andre. 


| 


Efter en Del Modſtand forlod Moderen Reden, og 
Han var dog 
ikke jaa ſnart vendt bort fra Reden, før Moderen var 


| paa den igjen, og den ſtakkels Unge havde naaet Jorden 
maa føle fig glad ſtemt i Sindet ved at færdes i dem, | 


før ham. Anden Gang bar han den op, og den blev 
atter kaſtet ned; nu var rigtignok Ungen ganſke død; 
men Manden havde dog Ef at ſe om Storken tredje 
Gang vilde kaſte den ned, hvorfor han atter bar den 
op paa Reden. Denne Gang kom Svenden ned, før 
Storken atter tog Reden i Beſiddelſe, og et Ojeblik 


ſtod den betragtende Un⸗ 
gen, ſom betænkte den 
ſig paa hvad den nu 
ſtulde gribe til. Da 
paa en Gang griber den 
Ungen med Nebet og 
— ſluger den. Jeg hu: 
ſter endnu tydeligt, at 
vi alle troede, Storken 
var bleven kvalt under 
Maaltidet; thi Ungen 
var den for ſtor. J 
mindſt et Kvarter kunde 
vi ſe den ſidde i Halſen; 


men endelig maatte 

den ned. 
- Filip. 9 
Husflid. 


For 4 à 5 Aar ſiden kom 
Husmand Adrian Elie— 
ſarſen i Brodslev (pr. 
Lokken) til Skade ved at 
blive ffaaret i Foden af en 
Hole, han tog da fat paa 
Straafletningen, og har 
ſiden hver Vinter udfoldet 
ſtorre og ſtorre Virkſomhed. 
Hans Huſtru og Bern kunne 
uu hjælpe at flette, og ſelv 
farver og præparerer han 
alt Straget. Ved Landmandsforſamlingens 
i Flor belønnedes han med 
gode Straahatte, og han har i Vinter, foruden at have pasſet 
fin lille Bedrift, forfærdiget henved 600 Hatte, der i Udſeende 
unne ſtilles ved Siden af, og i Styrke over, de almindelige 
Hatte der forekomme i Handelen. J Fior Vinter tjente han 
herved 140150 Kroner, uagtet han af Mangel pan Kjobere 
maatte ſalge ofte for Spotpris. J Partier af mindſt 50 Stylker 
vil han jælge dem for 75 Øre Stykket, og i Sammenligning 
med Fabrikvarerne ere de omtrent det dobbelte værd. Idet Hus⸗ 
vennen gjerne, efter velvillig indfendt Meddelelſe, omtaler denne 
Mands Flid og Strœbſomhed, tilføjes, at Manden er fattig og 
ſidder med en talrig Familie, hvorfor det ſkulde være Üdgiveren 
fjært, om denne Omtale maatte (ede til, at Handlende og For⸗ 
brugere vilde ſende Beſtilling 


„Din Klodrian! h 


Bognyt. 


— 


Urſkoven er optaget ſom Prove paa et af de ftørfte) der bidrage 


— 


En billig Aumodning.) 


ilſer Du ikke paa 
Ved Du, at Hoflighed ej koſter 
Ser Du ej, hvem jeg er, 
Strax Hatten af! — naa — en, to, tre. . 


„Jo vel, Hr. Juſtitsraad, det 
hvis De blot vil holde K 


Husflidsudſtilling 
Opmuntringspramie for ſine 


paa Hatte til denne flittige Mand. | 


allen fan lenge“. 


EN 


meget til at gjøre Begel 
fjærfommen for Børnene, 
Sterſte Delen af Bogen er, 
ſom rimeligt er, trykt med 


„latinſt“ (eller ſom man 
hellere maatte falde det ev⸗ 
ropæif?) Skriſt, og den 
ſlutter paa en værdig Maade 
den Rakle gode Laſebeger for 
hugre Klasſer, ſom er ud⸗ 
givet ved Matzen. Den fær- 
deles billige Pris (uindbun⸗ 
den 2 Kroner og indbunden 
i ſtarkt Skolebind 2 Kroner 
60. Øre) vil ſikkert ikke bi⸗ 
drage lidt til at ſkaffe Bogen 
Indgang i Skolerne. 


Smaaling. 
Firkantet Nod. Af 
4. G, 2 A, 2 D, 2 5, 
2 R, 1 N og 1 Æ dannes 
4 Ord, ſom ffrevne under 
hinanden og leſte fra ven⸗ 
ſtre til hejre og fra oven 
5 og nedad giver Lesningen 

7 paa folgende Gaader: 

fr Naar Havets Drot 


Folk 
Penge? 
Din Dolk? 


” = 


ſtrax ſkal .ffe, 


borer. 
N. 
benytte godt; 


Den anden let 
thi den ved Kvald bortſvinder. 


man nævner blot, 
— forftaa nu ret! — 
Dig ind i Byen fører, 

Fra Himlen ned 

med Fiugtharhed 


| det førfte Navn man 
Du tredje blot 
til os det fjerde rinder. 


Oplosning paa den firkantede Nod i Nr. 27: 
S T R A A. 
T R AN G. 
RANK E. 
AN K E R. 
Ad E R N. 


Brevverling. i 

A. S—p. Kr. Kr. i H. Kan ikte bruges. 

S. Tr. i Bergen. Tak! men kom for ſent var alt trykt. 
fel for i Sommerens Lob. Nogle gode Billeder burde med⸗ 
olge. 

Fr. M. i Trondhjem. 
ſkal blive afſendt ſnareſt. 


Kettelſe: 3 det fidfte Stytte af Stildringer fra Norge 


Takker for Meddelelſen! Prisliſten 


findes folgende vildledende Trykſejl: 


Indhold. 


1 7 0 2 Spalte, 19 Lin. fra oven „Ildburet“, las „Ild⸗ 
uſet“. 


Side 208, 1 Spalte, 24 Lin. fra oven „helt“, les „balvt“ 


Samme Side og Spalte, 10 Lin. fra neden „Stige“, las 


2 — Smaating, med Billede. — Brevvexling. 


„ Husveunen“, Villedblad for HMlorfkabsfæsning, Oplysning og Susflid, udkommer 


lil hver Søndag med el 16-fpaltet Ark, forfynet med flere 


Billeder, tik 1 Krone Tſerdingaaret, frit kilſendl. 


vert Fjerdingaar niedfolger gralis el fore ſmußt Tillægsbidede. Bladel kan beſlilles paa 
eller! Vollkonlor og Vrepfamlingsſled, i enhver 


Bogfade ſaml hos Hovedſtommisſioncren: Audolph Klein, Vileſirede 30, Kjebenhavn 
Trykt pan Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. b 


Der vandrer en Hyrde omkring 
paa Jord, 

de vildfarne Sjæle at finde og 
fange. 

Han finder Alverden omkring 
deres Spor: 

der er af vildfarne Sjæle faa 
mange. 


Han ſoger efter det vildfarne 
Lam 

i Tvivlens Orken, i Sorgens 
Huler, 

hvor Hjerterne banke i Anger 
og Skam 

og Angſten i alle Kroge ſig 
; ſkjuler. 


Han føger ved Hovmodets 
vaklende Fjeld, 
paa Prpvelſens vilde og tor⸗ 
nede Skrenter; 
han føger ved Nydelſens fri⸗ 
ſtende Veld, 
hvor mangen en Sjæl fin 
Dodsſot henter. 


Han ſoger ved Dag, naar 
Gledernes Duft 
det ſyge Hjertes Sukke hen⸗ 
vejrer; 
han ſoger i Natten, naar Taaren 
Å faar Luft 
og Skyggerne tunge om Øjet 
j fig lejrer. 


Han ſoger i Ungdommens Larm 
og Brus, 

hvor Glæden tit fræver Be⸗ 
brøveljens Renter ; 

han føger i Oldingens enfomme 
Hus, 

hvor Døden ſidder paa Zærfflen 
og "venter, 


Og hvert vildfarende Lam, han 


r; 

han løfter paa Skulder med 

varſomme Hænder, ” 

og Himmerigs Skare jubler 
og ler, 

naar hjem til Hjorden han med 
: det vender. 


Ak, vi er nok alle vildfarne 

Lam, 

mens her gjennem vildſomme 
Dale vi drage; 

vi blive jaa ofte borte for ham, 

maa atter og atter bæres til⸗ 


bage. 

Du Hyrde god — o, lær Du 
min Sjæl 

Vildfarelſens Lyſter at dæmpe 
og ſtoppe! 


Du bar mine Synder — 
men beer Du mig ſelv 

mig ſel ven Gang til Hjorden 
der oppe! 

Jakarias Kielſen. 


Skytten pan Chjele. 
bøn. Fortælling af Knud Skytte. 


| (Fortſat.) 

ogle faa Minutters hurtig Gang bragte 
ham tilbage til det Sted, hvor han havde 
haft den foran meddelte Samtale med 
Lojtnant v. Bekker; dog gik han denne 
Gang ikke op pan Højen, men holdt ſig 
ſtjult bag nogle Guffe i Üdkanten af Skoven, for det 
Zilfælde, at nævnte hans ny Foreſatte, der havde be- 
falet ham at vende tilbage til fin egen Tur, ikke anden 
Gang ffulde faa ham at je paa ſamme Sted. 

Jorgen blev trolig ftaaende, ventede og ventede, 
lod Blikket vandre ud over Heden og betragtede med 
ſpendt Opmerkſomhed enhver bevægelig Gjenſtand, der 
lod ſig til Syne paa det Strøg, han holdt Oje med. 
Han kunde tydelig fe Indgangsdoren til Kroen og 
Folkene, ſom nu og da færdedes ud og ind ad den. 
To Gange kom en kvindelig Skikkelſe ud af Doren, 
ilede. et lille Stykke op ad Stien, der forte fra Kroen 
over Veſterkjcer Hede, ſtyggede med Haanden for Øjnene 
og ſtirrede op efter Hojen. Jorgen traadte et Par 
Skridt ud fra Buffene og vinkede med ſin Hat; men 
Skikkelſen faa ham ikke og gik tilbage igjen. Da hun 
kom frem tredje Gang, vovede Jorgen fig et længere 
Stykke ud pan Heden, faa fig forſt forſigtig omkring 
og holdt derpaa fin Hat i Vejret paa Enden af Bøsje- 
piben. Nu jaa hun ham og ſkyndte fig op over Sletten. 
Han kunde ikke holde fig tilbage, men ſprang ned til 
Stien for at modes med hende. Det var naturligvis 
Anna Dreyer. Hun blusſede ſom en Roſe. 

„Hvor Du dog er ſen, Jorgen“, ſagde hun leende 
ſom Svar paa et halvt Duſin Kys, og medens de 
fulgtes ad ind i Skovſiden. „Ja, Du er rigtig en net 
Elſter, maa jeg ſige, tenk — at lade mig vente et helt 
Kvarter! Men hvis Du nu ikke var kommen, faa ſkal 
jeg ſige Dig, hvordan jeg havde tænkt at bære mig ad. 
Saa var jeg alligevel gaaet op til Hojen; men jeg 
havde ſkjult mig, for at jeg kunde fare frem ſom et 
Gjenfærd, naar Du endelig kom og ikke kunde begribe, 
hvor jeg bl v af — det ſkulde have været Din Straf, 
Du ſlemme! O, Jargen! Der har været ſaadan en 
Masſe Gjeſter i Dag — Du ved, der er Marked i 
Viborg — og ſikken Masſe Penge jeg har ſtroget i 
Onkels Pengeſkuffe! Det er noget, han kan lide! Men 
Du ligner jo ikke Dig ſelb i Dag. Du er da ilke 
ſyg? Det er denne afffyelige Nattevaagen, og Netterne 
ere ſaa kolde“. 

„Nej, Anna, jeg er ikke ſyg, men Dygtig eergerlig. 


Skovrideren har faaet en Medhjælper, ham traf jeg | 


ſammen med for lidt ſiden, og han ſtjeldte mig halvt 
om halvt ud for en Vildttyv. Kan Du tenke Dig en 
mere krenkende Beſkyldning mod en Mand i min 


Stilling? Han meddelte mig ogſaa en Nyhed, der 
baade overraſkede og ærgrede mig, nemlig at der ſidſte 
Nat var nappet et Dyr omme i Brohule“. 

„Men der ſkulde Du jo ikke pasſe paa i Nat, 
kjere Jorgen?“ 

„Nej, Du huſker, at jeg fortalte Dig, at gamle 
Jerrik og jeg ſkulde bytte Tur i Aftes, for Brohule 
ligger ganſke rigtig i mit Strøg, og det er det ærger: 
lige ved denne fordømte Hiſtorie. Det har naturligvis 
atter været denne nederdregtige Tyveknegt Peter 
Krumme, tor jeg jfværge paa! Jeg vilde give et helt 
Aars Len for at faa mine Fingre i denne Skurks 
Strube!“ 

„Kjcre Jorgen, fe ikte ſaadan ud! Jeg bliver 
rigtig dange for Dig. Det var ſaadan, Du ſaa ud, 
den Gang Du var ſkinſyg paa Peter Krumme, fordi 
jeg havde talt med ham og modtaget hans Markeds⸗ 
gave fra ſidſte Hobro Marked“. 

„Jeg kan ikke gjore for det, lille Anna. Hvordan 
tror Du, at Du ſelv vilde blive til Mode og komme 
til at je ud, hvis Du blev mistenkt, ſom jeg er bleven 
det? Du kan jo da nok tenke, at jeg for aldrig den 


Ting i Verden vilde blande mig med ſaadan en Wrke⸗ 


kjeltring ſom Peter Krumme og derved forſpilde hele 
min Bndeſt hos Herſkabet og alle brave Folk! Men 
nu ſkal jeg ſige Dig noget, lille Anna“. 

Han tog hendes Haand, og de ſatte ſig ved hin⸗ 
andens Side i Graecſet. [ 

„Er det noget grumme alvorligt?” fpurgte hun 
leende. „Skal jeg tages i Ed?“ 

„Le ikke, kjcre Anna; det er virkelig ingen Spog“, 
ſagde Jorgen, medens han endnu holdt hendes Haand 
faſt og faa hende alvorlig ind i hendes klare, blaa 
Øjne. „Sig mig: har Du fortalt til nogen levende 
Moders Sjæl, at gamle Jerrik og jeg ſtulde bytte Tur 
ſidſte Nat? Vildttyvene maa have hort derom. For 
ham kunne de gjøre fig det faa lyſtigt, de ville; Du 
ved, hvor ſlemt han drifter”. 

„Er jeg ſaa tagen i Ed, højtidelig, bindende Ed?“ 
lo Anna og løftede hans Haand op og ned. 

„Ja, Du er virkelig“. 

„Og Du vil ikke blive meget, meget vred, hvis 
jeg figer ja?” 

»Mej, naturligvis; hvor kunde jeg blive vred paa 
Dig!” 

„Nu vel da — jeg har talt derom; men ſporg 
mig ikke, til hvem det var“. 

Der var i hendes Øjne et ſkjcelmſt Udtryk af 
Skadefryd, ſom hun ſad der og lod Blikket vandre op 
og ned ad ham. 

„Ja, men jeg maa vide det, ſode Anna; ellers 
har jeg ingenting at rette mig efter “. 

„Det var ingen Krybſkytte. Tro endelig ikke, at 
det var til Peter Krumme“. | 

„Nej, det tror jeg flet ikke. Men ſig mig det nu, 


Anna; for jeg brænder af Begjærlighed efter at faa 
Haand i Hanke med dem, de Gavtyve”. 

„Tor jeg?“ ſpurgte hun indſmigrende. 

„Ja, Du baade tor og maa. Saafremt Du elſker 
mig, vil Du intet holde ſkjult for mig“. 

„Og Du vil hverfen blive ſkuffet eller vred?“ 

„Nej, det ved Du jo godt. Sig mig det ſaa“. 

„Jo, Du bliver vred?“ 

„Aa, Pasſiar. Sig mig det nu. Jeg er aldeles 
vis paa, det vil hjælpe mig til at faa Kløer i dem, 
de Kjeltringer. For de kunde umulig komme jaa heldig 
fra alle deres Tyverier, hvis de ikke modtog en eller 
anden Haandsrekning. Hvem har Du ſaa ſagt det til?“ 

„Kan Du ikke gjette det?“ 

„Nej“. 

„Det var til min Onkel, Kromanden“. 

„Din Onkel!“ gispede Jorgen, og hans Haand 
ryſtede, faa at han nær havde tabt fit Gevær. „Og 
det er i Kroen, Pakket modes! Det anede mig ellers“. 

„Ja, men Du kan være vis paa, han gjør ingen 
Fortræd med, hvad han faar at vide. Han var nede 
hos os i Gaar Morges, og faa: begyndte han at tale 
om Naadigherren, hvem han nylig havde været ovre 
hos med ſidſte Aars Leje af Vaſehuſet, og ſaa talte 
han om Dig og ſiden om Oſterſkoven og Brandmoſe, 
indtil jer, fortalte ham, at Du og gamle Jerrik ſtulde 
bytte i Aftes. Saa lo han, gav mig Haand og gik 
langſomt bort, medens han ſnakkede med fig ſelv paa 
ſaadan en underlig Maade, ſom om han vilde ſige: 
„Ja et Par forelſkede unge Folk ved altid Rede paa 
hinandens Færd og Veje”. Jeg ſparer for ham. Du 
kan tro, han har ſaamend ikke ſladret af Skole“. 

„Anna“, ſagde Jergen, „jeg vil ſige Dig en 
Hemmelighed“, og han kysſede hende i det ſamme. 
„Gamle Jerrik og jeg bytte ikke Tur i Aften. Vi har 
faaet Ordre til at pasſe hver fin Poſt, og hvis Pakket 
gaar i Felden, ſtolende paa den gamle Drukkenbolts 
Forſommelighed, jaa vil de fange en Bjørn og ingen 
Hare. Men huſk vel paa: ikke et Ord derom, ikke en 
Gang til dem tomme Luft. Farvel, min Ojeſten. Jeg 
vilde onſke, jeg kunde gaa med Dig lige til Lindum; 
men nu har jeg andet for min Neſe. Farvel!” 

„Og er det paa den Maade, Du vil forlade mig?“ 
klynkede Anna med et paataget Udtryk af ſkuffet For⸗ 
ventning, der flædte hende nydelig. 

„Det gelder Liv og Død, Anna, og ſaafremt 
Du elſker mig, vil Du ikke holde mig tilbage. Nu 
gaar jeg ned i Kroen; thi jeg vil je og høre mig for 
om disſe Kjeltringer, inden jeg begynder Jagten paa dem“. 

„O, indlad Dig aldrig med dem! Peter Krumme 
vil drebe Dig. Han er ikke bange for nogen!“ 

„Jeg er heller ikke bange for nogen, kjcre Anna. 
Naa, Gud være med os!“ Han knugede hende i fin 
Favn. „Jeg er paa Spor efter ham nu. Onſk mig 
god Lykke“. 


227 


„Det gjør jeg, Jorgen, det gjør jeg“ Og medens 
den unge Jeger ilede ſkraas hen over Heden til Hegnet 
langs Kromandens Mark, ſatte Anna ſig ned paa 
Jorden igjen og gav fig til at græde. j 

Da Jørgen havde naaet Hegnet, blev han ved at 


gaa langs med det, indtil han kom til en Aabning, 


hvorfra han havde uhindret Udſigt til Kroen. Her 
blev han ſtaaende og holdt ſkarpt Udkig. Han havde 
maaſke ventet en halv Times Tid, da der kom nogle 
Mænd ud af Døren og gik hen over Marken efter 
Nederkrat, ſom ligger øft for Vaſehuſet mellem Aaen 
og Devlingehede. En af Mændene viftede med et 
Lommetorklœde; men Jørgen kunde ikke je, at der blev 
givet noget Signal ſom Svar derpaa. 

Er Par Minutter ſenere ſtod han uden for Døren 
til Vaſehuſet. Han ſtandſede et Ojeblik, men traadte 
derpaa raſk ind i Gjeſteſtuen og faa fig om. 

Alt, hvad han havde formodet, ſlog lige til. Her 
mellem et Par andre Sfovløbere og et halvt Duſin 
lurvet kledte Svirebrodre, ſad gamle Jerrik, i høj 
Grad beruſet, og ſang Brudſtykker af alſkens Viſer. 

„Jeg gjorde mig en Reiſe til Rendsborre hen, 

fal —lal lalderitti, ral — laldera, 

der mødte mig, hille Død, en ſtads bitte Jen — 

Aa ja, 

hvordan gik det da?“ 
klang det med hæs og uſikker Stemme, juſt ſom Jørgen 
traadte ind. 

J Kakkelovnskrogen og med Ryggen mod Døren 
ſad Værten, Wolle Vaſehus, Annas Onkel, i fortrolig 
Pasſiar med en lille rodhaaret Mand, der var vel be⸗ 
kjendt ſom Peter Krummes meſt hengivne Staldbroder. 

„Hille mi'ſel, Karle! nu ſporge vi ſnart nyt — 
kommer der ikke vor Ven, unge Iørn”, lallede den 
gamle Jerrik, idet han ſtavrede hen til „vor Ven“ og 
daſkede ham paa Skulderen. „Det er forſte Gang i 
mange Herrens Tider, at Du gjør os den Ære. Kom 
og lad os more os! Der er ingen Steds ſaa morſomt 
ſom i hele Verden — nej, jeg mener, ſom i Huſe — 
Huſe — ſom i Dit Hus, Wolle, hvad hedder det nu? 
rigtigt — Vaſehuſet! Og jaa den ny Skovrider, eller 
hvad han ſkal kaldes — har Du jet ham, Jor'n? For 
jeg har ſku baade ſet ham og ſnakket med ham. Han 
har veret her og bandet og ſakkenteret formedelſt den 
jøle Buk, der blev ſkudt i Fjor —Gaar. Og jeg 
ſagde ham rent ud, at det var de Trinderup Hunde, 
der havde bidt den ihjel; de render her jo af og til, 


og det kan han ſaamend aldrig forbyde dem, de ſolle 


Dyr. Han ſparede: „Meget godt; men hvor er faa 
Bagproppen— kroppen bleven af?“ Saa maatte jeg til 
at fortælle ham, at den havde Du brugt til at fodre 
Hundene med. Det lurede Krabaten et bitte Korn 
paa, han troede mig grangivelig, og jeg tog ham pent 
ved Neſen, gjorde jeg ikke, Wolle Hus — Vaſehus? Den 
Narrebasſe! Vil komme her og belære Folk om deres 


NREN SE e 


Plit-—Pligt, naar de dog fjender den langt bedre end 
han! Jeg ſiger, Iørn, at hvis Du fulde træffe at 
komme om ved Peter, naar han er ude at nappe ſig 
en bitte Streg— Steg, folg da mit Raad og lad ham 
pasſe ſig ſelv, ſaadan gjor jeg, og jeg er dog en brav 
Mand”. 

Den gamle drukne Snakkebotte var overſtadig ly⸗ 
flig, og han indbød nu Jorgen til at tage en Taar med. 

„Han forbod os ogſaa at bytte Tur mere, Jor'n“, 
vedblev gamle Jerrik, medens han fyldte Glasſene med 
famlende Haand, „men er det ikke bes —bedſt, at vi 
bytte i Aften igjen, da vi dog havde aftalt det? 


Skovrideren red ad Erikſtrup til, i Hob Haab om at 


nappe Peter og de andre Kanaljer; men paa det Lav! 


|| 
| 


gan. Hvem ffal forførge vor Familje, naar vi blive 
ſkudte?“ ; 
Mændene ſtormede ſammen om Jorgen og prøvede 
paa at holde ham tilbage. En tryglede, en anden 
truede og en tredje greb ham paa en venſkabelig Maade 
i Armen. Men han ſtodte dem fra hverandre og var 
med et Spring igjennem Doren og ude paa Vejen, 


inden de ret vidſte, hvor han blev af, og nu ſtyrede 


Nej, han kan godt ſpar —rr—ſpare fig? den Ulejlighed. 


Et Glas, unge Zør'n, vær faa gjæv!” 


„Nej, jeg vil hverten drikke med Dig eller Dine 


Kammerater”, ſvarede den unge Jæger. 


„Det er ikkfne 


med den Slags Folk, jeg plejer at omgaas. Jeg er 
ellers paa Spor efter dem, der blev ſignaliſeret til for 


lidt ſiden. Var den ene af dem ikke Peter Krumme?“ 
ſpurgte han Kromanden. 


Dig ſom Vildttyvenes Hjælper og Medſkyldige. Endnu 
med Lommetorklædet? og i faa Fald — hvad Vej tog 


han?“ ; i 
„Aa, er det værd at bryde Dig om ham? lad 


ham hellere gaa fin egen Vej”, klynkede den forſkroekkede | 


Vert. „Hvad han peger paa er Døden vis, og han 
har ſporet at ville myrde den forſte, der lægger Haand 
paa ham. Ja, denne redſomme Ed ſpor han ſaameend 
for ikke en halv Time ſiden og her i denne Stue, og 
det forekom mig næften, at han neevnede Dit Navn 
Jorgen, juſt ſom han var allerivrigſt i fit ræddelige 
gorjæt — gjorde han ikke, Jerrik? Jo, det ſyntes 


jeg nok. Jeg kan godt lide Dig, min Dreng, min 
kjonne Soſterdatter kan ogſaa godt lide Dig, og alt 


vel overvejet ſynes jeg dog ikke, Du ſkulde ſmide Dit 
unge, vakre Liv bort paa denne lumpne Maade, ja, 


Du Jer paa mig og tror maaſke ikke, hvad jeg ſiger; | 
men Peter er en hæslig Kammerat at have med at 
gjøre, naar førft hans Blod er kommet i Kog. Lyd | 


nu mig for en Gangs Skyld; lad godt være ærligt og 
gaa fun paa Jagt efter de firbenede; for prøver Du 


paa dette her Voveſtykke, ſaa vil Du blive pirret over 


Ende faa let ſom en Skurrehat, bitte Jorn!“ 


„Det var altſaa Peter Krumme, og J kan ſtole 


paa, jeg vil have Tag i ham!“ ſagde Jorgen og fkar 
næften Tender. , 


„Det vilde jeg ikke, om jeg var i Dit Sted, han | 
vil ikke bryde fig mere om at pege paa Dig, end om | 


Du var en Læfat!” ſagde gamle Jerrik. „Gior ſom 
jeg — gaa af Vejen for et! Lad os holde ham til⸗ 
bage, Folkens! det er den visſe Død at lade ham 


„Din Lejetid er ſnart ude, 
og hvis Du ikke ſiger mig Sandheden, vil jeg anklage | 


en Gang: var det ikke Peter Krumme, J vinkede ad 


| Østrig, 


han fine Fjed i den Retning, fom han havde jet Sig: 
nalet blive givet. 
(Fortfætte8.) 


Calſtorrelſer i Billeber. 
ed Sophus Fromholl. 


IV. 
Staterne i Evropa. 

Vi ville i Dag beffjæftige os lidt med Evropas 
e Stater. Paa Fig. 
1 have vi ſogt at 
viſe, i hvilket For⸗ 
hold hver Stats 
Storrelſe ſtaar til 
hele Evropas. Den 
| ſtore, langagtige Fir⸗ 
kant betegner nemlig 
vor Verdensdel, og 
de vandrette Linier 
angive, hvor ſtort et 
Stykke der heraf til⸗ 
kommer hver enkelt 
Stat. Man ſer, at 
Rusland tager mere 
end Halvdelen, hvor⸗ 
imod de mindſte Sta⸗ 
ter faa et jaa lille 
Stykke, at det ikke 
har kunnet tegnes 

paa Figuren. 
Paa Fig. 2 ſe vi 
dem fremſtillede efter 


Rusland, 


Tydskland, 


Frankrig. 


S deres forholdsviſe 
1 Storrelſe ſom 24 
3 Kvadrater, det ene 
Tyrkiet. mindre end det andet; 
Norge. lige fra det kempe⸗ 
England. ſtore Rusland >) med 
| 5 fine 97,000 Flademil 
umæmniæen, 


til det lille, ubetyde⸗ 
lige Fyrſtendomme 
Monaco (ligger ved 


Hortugal. 


Fig 1. 


) Ved Rusland og Tyrkiet forſtaas i denne Artikel kun de 


Dele af disſe Stater, der ligge i Evropa. 


Spanien Sverig Tyrkiet 


: 6,300. 5,750. 


7 


England Rumænien Por: Serbien 
5,700. 5,400. 2,200. 1,600. 900. 800. 


enegro Luxemburg Andorra Lichtt. S. Mar. Monaco 
80. 47. 7. 3. 1K i. . | 


Fig. 2. 


Middelhavet, mellem Frankrig og Italien), der har en | mellem Sveitz og Holland; 15 af Evropas Stater ere 
Storrelſe af kun Flademil eller lidt over 2,000 Tdr. ſtorre end vort lille Land, kun 8 ere mindre. Dan⸗ 
Land. Rusland alene er ſtorre end det halve Evropa, mark udgjør omtrent 80 af hele Evropa; det er 140 
altſaa ſtorre end alle de øvrige Stater tilſammen. Vilde | Gange mindre end Rusland, men dog 3,500 Gange 
vi (naturligvis i Tankerne) dele Rusland i jaa ſmaa ſtorre end Monaco. 
Stykker ſom Monaco, vilde vi næften faa e Million faa= | J Fig. 3 endelig er Befolkningens Tethed i disſe 
danne; tenke vi os disſe Smaaſtykker lagte i en Linie, vilde | Stater anfkueliggjort pan den Maade, at vi have 
denne blive over 200,000 Mile lang, men ikke engang fremſtillet, hvor ſtort et Stykke hver Stats Beboer 
1/ é Mil bred, den vilde være 4 Gange jaa lang ſom vilde fan, naar hvert Land deltes lige mellem dets 
Maanens Afſtand fra Jorden, og kunne vikles 40 | Indbyggere, Dette vil nemlig afgive et Maal for Be⸗ 
Gange om dennes A'kvator. Opſege vi Danmark i folkningens Teethed; jo bedre, det vil ſige jo tættere 
Fig. 2, da ſtaar det temmelig langt henne i Rækken, et Land er befolket, deſto mindre vil der tilkomme hver 


. 


NFC | 


Span. Rumæn. Portug. Dann. Lichtt, 
e — 


Sverige. Rusland. Montenegro. Tyrkiet, Græk. Serb. 


„ 2 — 
W S 
| Osir. Svejte. Frank. Tyskl. Luæ. Ital. Hugl. Holl. S. Ma. Belg. Mona. Y 


Fig. 3. 


- 


j 
| 


230 


enkelt Beboer, og omvendt. Altſaa jo mindre Kvadratet 


paa Fig. 3 er, deſto bedre er vedkommende Land be: 
folket. Her er Danmark heldigere ſtillet: 12 af Ev⸗ 
ropas Stater ere bedre befolkede, og 11 ringere; hver 
af 08 vilde ved en ligelig Udftyfning faa omtrent 4 
Tdr. Land (et Kvadrat, hvis Side er 270 Fod). Den 


paa Figuren fremſtillede lille Kvadrat har en Storrelſe 
af 7 Td. Land. Tre af de ftørfte af Evropas Stater, 
Norge, Sverig og Rusland, ere de daarligſt befolkede; 
det hver Normand tilfaldende Stykke er 35 Td. Land 
ſtort. Hvis Norge havde en lige ſaa tæt Befolkning 
ſom Monaco, vilde det have et Indbyggerantal af 90 
Millioner (20 Millioner mere end Rusland har), medens 
det nu kun har 1/50 deraf eller 4,800,000 Indbyggere. 


Klædedragt og Levemaade i Norge. 
Af Mads Hanſen. 


Den Overdaadighed, der findes hos mange af de 
rige Bønder, ſkal være meget ſtor. De ſidſte Aars 
ſtigende Priſer paa Kreature og Tommer har oget 
Rigdommen, og nu er der mange, ſom ikke veed andet 
at bruge den til end at leve fint og fornemt. De 
klede fig ſom ſtore Herrer, driver Tiden hen i Ledig⸗ 
gang, og for at det kan blive rigtig fint, ſende de deres 
Døtre til Kriſtiania for at lere at koge og bage, for 
at klede fig pan Moden og opføre fig ſom „Damer“. 
Disſe „Sofabonder“, ſom de kaldes, modarbejdes meget 
dels af dem, der fætte en Wre i at holde paa det 
jævne gammeldags Veſen, fordi de indſe at det er 
naragtigt at viſe fin Velſtand i Kleder og Levemaade, 
og dels af de norſk⸗norſke Maalſtrævere, der til Yder: 
lighed modarbejde alt fremmed og nymodens Vaſen 
og ſoge at vende tilbage til alt det gamle ikke alene 
i ſproglig Henſeende men ogſaa med Henſyn til Dragt 
og Levemaade. 

Klededragten er meget forſtjellig i de forſljellige 


Egne. En ſtor Del Bonderfolk gaa klædt ſom almin⸗ | 
delig Skik og Brug er i alle nordevropceiſke Lande; | 


men af og til ſer man ogſaa de gamle Nationaldragter. 


J nordre Gudbrandsdalen gaar mange ældre Mænd | 


med lange Spidskjoler af grovt Vadmel og en rod 
Toplue paa Hovedet. 


et morkt Sfjørt, og over de bare Flœtninger, der hænger 
ned over Skuldrene, et lyſt Klæde. 
noget forſtjellig herfra. J Veſtlandet gaar mange af 
Mændene med Knabenkleder, Troje og rod eller blaa 
ſtrikket Toplue paa Hovedet. Mange bære en Dragt 
af graat Vadmel og af Snit ſom vore Sømænds. 
Kvindernes Dragt er mere forjtjellig; nogle have røde 


Kvindernes Dragt er ſmukkere: | 
de bære et røbt nedringet Liv over et hvidt Underliv, 


ved Orerne. 
dagligdags om Sommeren med bare Ben, 
fle, at de ſamtidig 


(fortyſtet „Frokoſt“), kalder Normeenndene 
„Dugur“ eller „Dugul“; 


| 
(| 
| 


Armer og fort Liv, andre have udſyede Livbaand med 
Ravn, Kors og andre Udſmykninger i ſpraglede Farver; 
nogle have Huer med en ſtor bred Puld, der ſer ud 
ſom flad Kaſkjct, andre en ſort hojſt ukloedelig Hue, 
der naar frem over Orerne, ſtjuler alt Haaret og ſtaar 


| ffraa op over Baghovedet med en Kant foroven, atter 
mindſte Stat, Monaco, er tillige bedſt befolket; det 


andre en hvid Hoveddug med ſtore udadſtagende Lapper 
Alle have de korte Skjorter og gaar til 
og det kan 
har Uldvanter paa Henderne, naar 
der indtræffer en fold Sommerdag. I Sogn og 
Valders have de fleſte Mend Solvknapper i Veſt og 
Troje; en Del gaar med Knabuxer. Sydligere træffer 
man Mændene med meget forte Trøjer, der lige naar 
ned over Skulderbladene. Kvindernes Kjoler er lige 


ſaa kortlivede ſom Mændenes Dragt — Skjortet naar 
fra Armhulerne til Anklerne. 
ſydlige Norge bærer Kvinderne en meget broget Dragt: 


J nogle Egne i det 
kort ſort Skjort (Stak) og fort Liv, hvide eller i alt 
Fald lyſe Armer, guldbaldyrede eller med gult, rødt, 
oſv. udſyede Livbaand med Kvaſter, ligeledes udſyede 
Benkleder eller Overſtromper og Sko med opadſtagende 
Neſer. 

Levemaaden er meget forſtjellig. De rige Bønder 
ſpiſer omtrent ſom Herrefolk her i Danmark, men 
Arbejdsfolkene faa faa ringe Koft, at ingen hos os 
vilde nøjes dermed: Melgrod kogt i Vand og fat frem 
paa Bordet i et aflangt Zrætrug, er den almindelige 
Aftensmad. Hertil ſobes Malk, og naar Malk ikke 
haves ſur Valle blandet med Vand eller med Lætte- 
mælk, det er Melk der er henkogt om Foraaret og 
gjemmes i ſtore Tonder til Brug hele Sommeren, 
mens Køerne er paa Sæteren. Om Morgenen ſpiſes 
den Grød, der er levnet om Aftenen, med Malk eller 
Valle paa, eller ogſaa Fladbrod, ſmulet i Tættemælt. 
Poteter (Kartofler) ſpiſes neſten til hvert Maaltid. 
J øvrigt er Fiſk og Spegeſild de vigtigſte Nærings- 
midler. Formiddagsmaaltidet ſom vi kalder Davre, 
„Dagverd“, 
Middagsmaden, ſom paa 
gammelt danſk Bondemaal nævnes „Unne“, kaldes 
„Non“; Eftermiddagsmellemmad, „Efterverd“ og Aftens⸗ 
maden „Natveerd“ eller „Kveldsveerd“. 


Herzegovina, 
ſom i det ſidſte Halvaar har været faa meget omtalt, 


er viſt et ukjendt Land for de fleſte af dette Blads 
Vinterdragten er 


Leſere. Vi ſkulle derfor med nogle faa Ord give en 
Smule Oplysning derom. 

Naar vi rejſe godt og vel 200 Mile mod Syd, 
lidt til Oſt, ville vi komme til Landet, og denne Rejſe 
kan nu om Stunder gjøres meget hurtig, da vi med 
Dampen kunne komme næften hele Vejen ad Jeernvejen 


giennem Tyſkland og Oſterrig til Trieſt ved Adriater⸗ 


havet; paa denne Tur kunne vi pasſende lægge Vejen 


Steder med det ſamme; fra Trieſt gaar det med 
Dampſkib ned ad Adriaterhavet til Raguſa, faa nogle 
fan Mile ind over Bjærgene, og vi ere i Herzegovina; 
med dette Navn betegnes egentlig en Del af en ſtorre 
Landsdel i Tyrkiet. 

Det nordveſtlige Hjørne af det evropeiſke Tyrki 
udgjør Provinſen Bosnien, ſom mod Nord og Veſt 
begrenſes af oſterrigſke Lande, mod Oſt af Serbien, 


mod Syd af Montenegro og den tyrkiſke Provins Al⸗ 


banien. Den ſpydveſtlige Del af denne Provins, altſaa 
den Del, ſom ftøder op til Montenegro og den oſter⸗ 
rigffe Provins Dalmatien, er det, man falder Herze⸗ 
govina. Dette Land blev indtaget af Tyrkerne 1466, 
og 1699 kom de i uomtriſtet Beſiddelſe deraf, dog maa 
dette ikke forſtaas ganſke bogſtaveligt; thi om end andre 
Lande ikke have omſtridt Tyrkernes Herredemme, jaa er 
det ſaa meget des oftere ſket af ſelve Befolkningen og 
ogſaa nu er det Tyrkerherredemmet, der ſoges afkaſtet; 
Indbyggerne høre nemlig hovedſagelig til den ſlaviſke 
Folkeſtamme og ere Katholiker, dels romerfk-, dels grefk⸗ 
katholſkte. Man regner, at der i hele Landsdelen Bos: 
nien lever c. 1,100,000 Indbyggere, af hyilke kun 
omtrent en Tredjedel ere Muhamedanere, og i Herze⸗ 
govina er disſes Tal forholdsvis endnu mindre. Da 
Hovedmasſen af det egentlige Folk ere Kriſtne. medens 
de raadende ere Muhamedanere, og da disſes Styre⸗ 
maade har været en gruſom Udſugelſe af de under⸗ 
tvungne Folk, hvilken Udſugelſe er ſket under den vold: 


ſomſte og meſt ublu Adfærd, ſom end yderligere er 
forøget ved det blinde Had, der er herſkende mellem | 


Kriſtne og Muhamedanere, ifær i de lavere Klasſer, 
faa kan man let forſtaa Aarſagen til Folkets jævnlige 
Oprør. Tyrkiets tiltagende Bengenød har forøget Skatte⸗ 
byrden og Pengeudpresningen Aar for Aar, og derfor 
er Indbyggernes Tilſtand bleven utaaleligere i tilſvarende 
Forhold; Fattigdom og Usſelhed er gjennemgaaende 
overalt. Byerne beſtaa hovedſagelig af usle, broſt⸗ 
fældige Lerhytter, medens de ſterre Jordejeres Boliger, 


for faa vidt de ikke ere lignende Renner, kun ere Lev⸗ 


ninger af Forfædrenes Bygninger, der endogſaa mange 
Steder ere helt forladte, og nu ere Tilflugtsſteder for 
Stimænd. Undertrykkelſe og Vold, Lovloshed og den 
fuldſtendigſte Nœveveelde herſker overalt, hvorfor en Rejfe 
i dette Land er i hejeſte Grad farlig; i Evropa gives 
der ikke et Sted, ſom kan maale ſig med det i Mangel 
paa Retsſikkerhed. i 


Landet er et Bjærgland, idet det gjennemſtryges 


af de Dinariſke Alper med deres Udlobere og Side: 


fjæder. Disſe Bjerge ere her for ftørfte Delen nøgne | 


Fielde med en fattig Plantevært. Om Vinteren er 
her temmelig koldt, og der herſker voldſomme Storme; 
om Sommeren ophedes og forbrændes de ffovløje Klippe⸗ 


bjærge af Solens Glad. Dalene ere dog i Alminde⸗ 


lighed meget frodige, navnlig gjælder det om den ſtore 
giennem Berlin, Dresden, Prag og Wien og je disſe 


Dal, der gjennemſtrommes af den brede Narentaflod; 
dog er denne Dal, ligeſom flere af Floddalene paa 
mange Sträkninger moradſig og der uſund, ellers er 
Luften overalt ſund. Da Landet er et jaa afgjort 
Bjærgland, egner det fig mere for Kvæg= end for Korn⸗ 
avl, og her findes en ſmuk og udmærtet Heſterace, godt 
Kvæg, mange Faar og Geder og en ſtor Mængde Svin 
og Fjerkræ. JI de frodige Floddale dyrkes alle Slags 
Korn, ogſaa Majs, Hor, Tobak, Frugt og Vin; men 
Agerdyrkningen er usſel og kan jo ikke være andet 
under en ſaadan Styrelſe, hvor det ligefrem er farligt 
og ulykkebringende at eje mere end af Haand og i 
Mund. Derſom en Jordbruger dyrker ſin Jord ſaa⸗ 
ledes, at han derved har mere end det allernodvendigſte, 
falde de tyrkiſkte Embedsmeend over ham ſom Ravne 
og udplyndre ham ganſke, jan han maa være glad, om 
han endda faar Lov at beholde Liv og Lemmer; det 
ſkal ikke give ſtor Tilſkyndelſe til Vinſkibelighed. Men 


ſelv om hver fif Lov at beholde fit, faa er Landets 
| Udvikling jaa langt tilbage, at han vanſkelig kan af⸗ 
bande fine Frembringelſer; det er omfluttet og gjennem⸗ 


ſkaaret af temmelig vilde Bjærge, affkaaret fra Havet 
og Sovejen og har til Nabo Lande, der kun ſtaa lidet 
højere i Üdvikling. Landet ſelv er vildt og uvejſomt; 
al Forſel ſter paa Ryggen af Menneſker eller Heſte; 
Kjoreveje kjendes ikke, kun banede Stier; ſkal et Vand⸗ 
løb overſkrides, da maa et Sted ſoges, hvor den vej 
ſende eller hans Heſt kan ſvomme eller vade over og 
atter finde Fodfæfte paa den anden Bred; under ſaa⸗ 
danne Omſtendigheder kan der ikke være Tale om megen: 
Handel eller Omfætning af Landmandens Frembringelſer. 
J Bjargene findes Metaller og Mineralier, men disſe⸗ 
fremdrages naturligvis ikke. Beboerne af Landet, de 
egentlige Herzegovianere, ere raa og rovgjerrige, men 
maadeholdne og tapre; de ere derfor dygtige Krigere 
og farlige Modſtandere; naar dertil kommer, at alle de 
omliggende Lande underſtotte dem i Kampen mod Tyr⸗ 
kerne, og naar der ſes hen til Landets vilde, uvej⸗ 
ſomme og bjergfulde Natur og hele Tilſtand, tør man 
ſlutte, at det vil være meget vanſkeligt for Sultanen, 
trods hans udſtrakte Lande baade i Evropa, Aſien og 
Afrika, og trods hans hundrede Tuſinder af Strids⸗ 
mend, at undertvinge det lille Herzegovina med dets 
faa tuſinde, tapre Mænd, iſcer da Sultanen ingen 


Penge har, og ingen kan fraffe, og hans Her i Virke⸗ 


ligheden ikke er videre kampfcrdig. Det viſer fig i 

Virkeligheden ogſaa, at Opſtanden mod Tyrkerne, ſom 

alle ſtrax troede vilde blive hurtigt undertrykt, endnu 

ſtaar uovervunden, idet Tyrkerne endnu ikke har for⸗ 

formaget at trænge ind i Landet med deres Stridsmagt. 
S. 


Er = 


husflids- 
ſange. 

Si de 168 gom⸗ 
talte vi, at Üdgi⸗ 
velſen af en lille 
Samling Hus⸗ 
flidsſange kunde 
ventes. Forhol⸗ 
dene forbyde i 
Aar Üdgiveren at 
komme omkring 
til de danſke Hus⸗ 
flidsudſtillinger 
for at give et 
mundtligt Bidrag 
til den gode Sags 
Fremme, ſaaledes 
ſom de foregaagende 
Aar; men en Op⸗ 
muntring kan gi⸗ 
ves paa flere Maa⸗ 
der, og en god 
Sang, der brin⸗ 
ges ind i Hjem⸗ 
met, kau ſtundom 
gjøre lig jaa me⸗ 
gen Nytte ſom et 
godt Foredrag⸗ 
Ved Husflidsud⸗ 
ſtillinger har man 
ſom ofteſt hidtil 
ſavnet en pasſende 
Sang der ſtod i 
Samklang med 
den lille Gjerning, 
der har fremſtillet 
fin Frugt. Ud⸗ 
giveren har derfor 
ſamlet hvad der 
hidtil har været 
digtet til Husfli⸗ 
dens Brig, og 
fremkaldt adſtillige 
nye ſmukke Sange. 
Alt er omhygge⸗ 
ligt gjennemgaget, 
for at give de en- 
kelte Sange, der 
jo ofte ſelv er 
Husflidsverk, en 
ſmukkere mere fejl⸗ 
fri Form. Det 
lille Hefte vaa 14 
Sange er, ſom 
hostrykte Titel- 


Billedgaade Rebus). 


blad viſer, ſmult 
udſtyret, og vil 
forhaabentlig paa 
alle Husflidsfor⸗ 
eningers Udftilin- 
ger i Aar bidrage 
til at forhøje den 
gode Stemning 
for Husflidsſagen 
blandt de aldre og 
vælfe Lyſt 

Kjærlighed til den 
blandt de ungt 
Susflidsfangene 
faaes hos C. Tp. 
Rom & Co., Axel⸗ 
bus, Kjøbenhavn 
V. à 10 Die 
Heftet. Til Hus⸗ 
flidsforeninger og 


Rabat. 


Smaating. 


| 1 GE . Den Fvindelige 
Adgivet af ! 157 Tunge. Iuulienck. 
9 ne have et Ord⸗ 
N. C. Rom. Inrog, em figev, 
at derſom Kvin⸗ 
dernes Fødder va⸗ 
re lige faa rappe, 
ſom deres Tunge, 
faa vilde de kunne 
fange Lyn nok, til 
at gjere Ild med 
om Morgenen. 

Sprogligt. En 
Lederhandler fal⸗ 
bød fine Varer 
under folgende 
Overſtrift: „Saa⸗ 


landſte Oxer“. 
Samme Mand 
ſendte et Stykke 
Saalelæder til In. 
duſlrindſtillingen 
med Paaſtrift: 
„Dette Saalele⸗ 
der er forfærdiget 
af en indenlandſt 
Ove”, 


e Brevpexling. N 
| K. J. i S. — V. V. H. i N. Kan ikke bruges. 
B. B— i S. Tak! Vil blive benyttet. 


Mange Brepſkrivere: Udg. har intet at gjøre med Forret⸗ 
ningen „C. Th. Rom & Co.“ med Henſyn til Handel og 
Erpedition, der udelukkende ledes af Udgivereng Broder 


C. Th. Rom. Beſtillinger kunne dog godt ſendes ſamtidigt, naar 


| Brev indſendes til Husvennen (og omvendt), men maa da helſt 


til Forhandling 
gives betydelig 


leleder af fadre⸗ 


SÅ i; 
Opløsning fra Nr. 28; | være ſtrevet paa et ſarligt Stykke Papir. 


85 G IR. Indhold. 5 gode- Bude, eee Rietjen, med Bilde — 
3 a Thiele, Fortælling af Knud Skhtte (Fortſat). — 
pua den firkantede Nod: 1 NE 15 Talſterrelſer i Billeder, ved Sophus Trortholt, 8 d 
7 — Klededragt og Levemaade i Norge, af Mads Hanſen. — Her⸗ 
R E G N. Å it zegovina. — Husflidsſange, med Billede, — Smaating. 
Beſtillinger van Husvennens nys fluttede Sannavr Kvartal (Nr. 14 26) kan ikke efterkommes, 
da dette Kvartal er udſolgt. 


2 


Trykt pan Udgiverens Herlag hos J. H. Schultz. 


r 


Nr. 30. Sondagen d. 23. April. 


Skytten pan Chjele. 
5 12 9 af Knud Skytte. 


— 


(Sluttet. ) 


i nogen af disſe Folk“, ſagde Jorgen til 
Hk fig ſelv; „men at de alle til Hobe vare 

ſaadanne Pfalte, det er dog mere, 
end jeg havde tenkt. Nu gjalder 


koſte, hvad det vil. De ere redde 
for ham, ſaa mange de ere, og kan 
det lykkes mig at nappe ham, ſaa vil 
det øvrige Komplot falde fra hinanden. Og hvem ved 
jaa, om jeg ikke en ſkjon Dag kunde blive Skovrider, 
og Anna og jeg komme til at bo i den ſmukke ny 
Bolig hiſt omme paa Bakken? Men der maa voves 
en Dyſt for en ſaadan Pris”. 

Han gik øft paa langs Engene, hvor ingen kunde 
ſe ham uden fra Hvornum⸗Siden. Saaſnart han naaede 
Skoven, ſtak han ind i Nederkrat og fulgte Udkanten 
af Skoven gjennem Birkekjcret helt om forbi Skov⸗ 
riderens, hvor nu Skopfoged Anderſen bor. Her er 
Skovlandet ikke mere fladt, og Udkanten er ikke ſom 
mod Veſt frynſet med Bufſkads og lyſe lapſtammede 
Birketrcer. De høje Saxdals⸗Bakker falde brat af ud 
mod Nord, og den Gang vare de bevoxede med vældige 
Baegeſtammer. Her var det altſaa nødvendigt, at Jørgen, 
hvis han vilde undgaa at blive jet, ſogte længere op i 
Skoven. Han gik ſtadig langſomt, ſtandſede ofte og 
lyttede, og hans Orneblik ſpejdede i alle Retninger. 

Da han var kommen forbi den ſidſte Bakkeknude 
mod Nord og begyndte at gjennemvandre Brandmoſe, 
var Klokken bleven tre. Han ſatte ſig ned i en Tyk⸗ 
ning, hvor ingen kunde opdage ham, aabnede ſin Taſke 
og gav fig til at holde Maaltid. 

Brandmoſe var den Gang et af de meſt yndede 
Steder paa den hele Vildtbane, og man kunde intet 


andet Sted være jaa ſikker paa at treffe Vildt ſom 


NR 


Kjøbenhavn. 


1826. .% 


her. Thi den var alle Vegne fuld af tætte Tykninger 
og Smuthuller, og der var en yppig Opgrode af unge 
Risbøge, hvis Blade Dyrene jan gjerne æde. Der 
var ogſaa Overflod af Hasſelbuſke, og Brægnerne groede 
tættere paa Skraaningen langs Moſen end paa noget 
andet Sted i den gamle Skov. 

Da Jorgen havde forſynet fig ſelv og betenkt fin 
Hund med et Par Stykker Rugbrod og lidt Kjod, 
lukkede han for fin Taſke, hængte den over Skulderen, 
tog Bosſen paa Nakken og fortſatte fin Søgen. Han 
gik nu op paa Ryddals⸗Bakker og kom til et klart 
Sted, hvorfra han kunde overſe en ſtor Del af Moſen. 
Da han havde fiaaet lidt, fik han Øje paa to Mænd, 
ikke langt fra det Sted, hvor han nylig havde holdt 
Maaltid; de gif ganſke langſomt mellem Bujffene, og 
den ene havde en Besſe paa Skulderen. Ad en Om⸗ 
vej ſkyndte Jorgen fig ned ad Bakken og ud i Moſen, 
rede til at vove en Dyſt med Peter Krumme, hvis 
Manden med Bosſen virkelig var ham. Faren var 
maaſke ſtor, men Priſen ikke mindre. 

Han fulgte de tvende Skikkelſer, jaa længe han 
kunde ſe dem; men tilſidſt forſvandt de gjennem en 
Aabning i et højt, tykt Buſkads. Jørgen ilede fremad 
jaa raf han kunde, og ſtod ſnart i Aabningen; men 
nu var der ingen at opdage. Han bøjede Hasſelgrenene 
til Side og ilede paa Maa og Faa frem gjennem 
Buſkene, da han til fin Forundring neſten løb bus 
paa en Mand, der ſtod ganſke rolig med Henderne i 
Lommen og rogte paa fin Pibe. „Ha, ha!“ tenkte 
Jørgen; „denne Mand fkal ſtaa her for at ſignaliſere 
den anden, og denne anden er Peter Krumme, det tør 
jeg ſctte min Hals paa! Men lige ſaa ſikkert er det, 


at jeg vil have Fingre i ham, bare jeg nu kan holde 
| Sjæl og Legem ſammen! Nu gjeelder det!“ Manden, 


der ſtod Skildvagt for Vildtyven, begyndte at ſnakke; 


men Jorgen gav ſig ikke Tid til at høre, hvad han 


ſagde. Han fejede ham forbi ſom en Stormvind og 


uden at ffjænfe ham ringeſte Opmerkſomhed. 
Da han kom frem i Lysningen og traadte ud 


a 


paa en lille Lyngſlette, ſom kaldes Horsfolden, var 
Manden med Bosſen endnu ingen Steds at opdage. 
Men Jorgen vedblev at ile fremad, og da han var 
kommen forbi Brobjerg⸗Gaarden og Store⸗Hjarl, fik 
han pludſelig Øje paa Skikkelſen, der krob paa alle 
fire op ad en Lyngbrink efter Stovgaards Krat. Hvad 
der tilſigtedes med denne Manpvre, kunde Jorgen nok 
vegne ud; han traadte bag ved et Tre for uſet at 
kunne være Vidne til Udfaldet. Der kunde vel være 
en fire hundrede Alens Afſtand mellem Krybſkytten og 
hans Forfolger. Jørgen havde iffe ventet i ret mange 
Minutter, for han fif Oje paa en Raabuk ovre i Siden 
af Krattet. Den løftede Hovedet i Vejret, ſpidſede 
Oren og lyttede. J det ſamme rejfte den krybende 
Skikkelſe fig op paa det ene Knæ, ſigtede og ffød. 
Det dejlige Dyr gjorde et højt Spring op i Luften, 
vaklede et Par Skridt ned ad Bakkeſiden, hvorpaa det 
faldt om og blev liggende. San fnart Skuddet var 
faldet, forlod Jorgen fit Skjul og ilede hurtig ned over 
Dalen, Krybſkytten bemærkede ham i Forſtningen ikke; 
han havde rejſt fig op og givet fig i Færd med at lade 
fit Gevær. Idet han heldte Haglene i, gjorde han en 
hurtig Drejning med Hovedet og fik nu Oje paa Jorgen, 
der i fuldt Lob, med fin venſtre Haand paa Taſken og 
Geværet i den højre, ilede op ad Bakken. Jorgen 
havde under Løbet nøje givet Agt paa Krybſkytten: om 
denne fil Haglene i Geværlpbet, eller han, idet han 
drejede Hovedet, ſpildte dem i Lyngen, vidſte han ikke; 
men i ethvert Tilfælde var han ſikker paa, at der ikke 
kom nogen Forladning for den; thi Forbryderen fik 
aldrig faa ſnart Øje paa fin Forfølger, før han tog 
Flugten. „Holdt, Peter Krumme, eller Du er Død: 
Jens!” raabte Jergen; men inden han kunde faa Ge⸗ 
været til Kinden, var den Tiltalte forſvunden paa den 


modſatte Side af Bakkeſkraœnten, og da Jorgen atter | 


fik ham at fe, løb han faa rapfodet ſom en Hjort ned 
ad en Sidedal og blev ved ud over Marken efter Lin⸗ 
dum Kjær. Dette ujævne, knoldede Kjær var paa 
kryds og tværs gjennemſkaaret af dybe, brede Grofter, 
og Jorgen tenkte: „Nu er han jaa godt ſom fangen; 
thi de mange Forhindringer ville ſtandſe ham i Farten“. 
Men han fif ſnart at vide, at det var nemmere ſagt 
end gjort at fange denne lige faa ſnarraadige ſom be⸗ 
hendige Vovehals, der en Gang havde haft Naadig⸗ 
herren ſelv, tre Skovlobere, to Skopfogder og elleve 
Klappere i Helene paa ſig og taget dem ved Neſen 
alle tilhobe, en Bedrift, ſom han ſenere højt og lydt 
havde pralet af. 

Peter Krumme var kommen et godt Stykke ud i 
Kjæret, og hver Gang han kom til en Groft eller et 
Gicerde, ſatte han derover faa let ſom en Raabuk. 
Da Jorgen ſaa det, var det ikke fri for, at han jo 
følte fig en Smule tvivlraadig, om han ikke ſkulde op⸗ 
give det hele ſom en daarlig Leg; men denne Tvivl 
raadighed varede kun et Ojeblik. Med Harme lagde 


at han kunde fange ham levende. 


han Merke til, at Afſtanden imellem dem var bleben 
betydelig ftørre, og han fordoblede fine Skridt. Flygt⸗ 
ningen gjorde forſt en Svingning, ſom om han vilde 
have været ud i Graakjœr, men bøjede ſiden tilvenſtre, 
langs ad Lindum Felledkjcer og Kirkeholm, hen efter 
Brandmoſe, og ſkjont Jorgen var inderſt i Halvkredſen 
og jnedløb ham, havde han dog vundet et jaa betyde⸗ 
ligt Forſpring, at da de kom paa lige Linie, var der 
endnu en ikke ubetydelig Afſtand imellem dem, og ſaa 


var der alle de Grofter og Gjærder, ſom han ſyntes 


at Fjende langt nøjere, end Jørgen havde formodet. 
Han var ſaa utrolig ſmidig og hurtig i alle fine Be 
vægeljer, og ſtundum faa han fig om paa en afſtylig, 
ſpottende Maade, ſom om han vilde ſige: „Ja, tag 
mig, om Du kan!“ 

Jo længere det ſtod paa med Væddeløbet, des 
ivrigere blev Jørgen, og des faſtere blev hans Beſlut⸗ 
ning at folge fin Modpart, der komme, hvad der vilde. 
Længe forekom det ham umuligt at formindſke Afſtanden, 
der var imellem dem; men omſider kom han dog Flygt⸗ 
ningen nærmere, ja, faa ner til ſidſt, at han kunde 
høre, hvor denne puſtede og ftønnede. Et vel rettet 
Stud fra Jørgens Gevær kunde hurtig have gjort Ende 
paa Legen; men en ſaadan Tanke opkom ikke et Ojeblik 


i hans Hjærte, da han var ſikker paa, at den andens 


Skud var ufkadeligt, og iſcr, da der var Udſigt til, 


endnu nogle Alens Forſpring, Jorgen holdt fin hojre 
Haand udſtrakt imod ham og haabede ſtadig at faa Tag 
i ham. Pludſelig vendte Peter Krumme ſig om, lagde 
Bosſen til Kinden og ſpor felt paa, at han vilde give 


Fyr, hvis Jørgen kom ham et Skridt nærmere! Trods 


de dyre Eder maatte Truſelen dog ikke være alvorlig 
ment; thi da Jorgen ikke i mindſte Maade ændjede den, 
gjorde Peter hurtig omkring igjen og gav fig til at 
lobe. Jorgen var frygtelig ophidſet; Blodet ſydede 


| hans Aarer, ſom om de fkulde ſprenges, og Sveden 


haglede ham ned ad Anſigtet og flod ham i Oinene, 
ſaa at han ſtundom naſten ikke kunde ſe. Der var 
kun ti Skridts Afſtand mellem ham og Flygtningen 
— endnu en Kraftanſtrengelſe! endnu et Par Minuter! 
og Maalet vilde for faa vidt være naaet, ſom han da 
var ſikker paa at kunne indhente ham; thi at han var 


ſin Modpart overlegen i Hurtighed og Udholdenhed var 
Anden Gang ſtandſede Vildttyven og 


nu viſt nok. 
gjorde omkring, tog Sigte paa Jorgens Hoved, og hans 
ſorte Oje lynede bag ved Geveerpiben. 

Jergen faa det raſende Udtryk i Øjet, at Hanen 
var fpændt, og at Fingeren hvilede paa Aftrekkeren, 


Mundingen gloede truende lige imod ham — puf! 


Skuddet gik i Luften, det var kun løft Krudt, ſom 
Jörgen havde ſtolet paa. Mulig det havde været Peter 
Krummes Haab, at Proppen, der var for Krudtet, 
ſtulde have beſkadiget Jægeren; men da dette Saab 
fuldſtendig briſtede, lod han Armene ſynke og flod et 


Flygtningen havde 


Ojeblik ſom fortabt. „Ha, ha!“ raabte Jorgen; „nu 
er det nok mig, der har Magten, og lad mig nu ſe, 
Du gaar kjont ſkikkelig foran hen til Skovrideren; jeg 
ſkal nok folge med Dig“. Bosſen holdt han parat, 
Hanen var ſpeendt, og at tage Sigte vilde kun være 
et Ojebliks Sag. Peter Krumme ſendte ham et gni⸗ 
ſtrende Blik; men uden at ſige et Ord, vendte han ſig 
om og begyndte at gaa i den antydede Retning. En 
Stund gik han villig nok, men fkottede dog af og til 
over Skulderen, ſom om han ponſede paa at undvige 
ved Hjælp af et eller andet Kneb. Jorgen holdt ſkarpt 
Oje med hans Bevagelſer og fulgte ham i tre Skridts 
Afſtand. Da de traadte ind paa Horsfelden, (med 


Peter Krumme pludſelig fit Gevær, medens han ſam⸗ 


tidig, med et Spring faa hurtigt og behændigt, ſom 
om han havde været en Tiger, kaſtede fig tilbage, ſlog 


den anden Jørgen i Bryſtet. Geværet gik af under 
det pludſelige Overfald, og Jorgen maatte kaſte det fra 
ſig for at kunne have begge ſine Hender til fri Raa⸗ 
dighed. Og nu opſtod der en frygtelig Brydekamp. 
Ikke et Ord blev der vexlet til Indledning. Peter 
vidſte jo, at der maatte kempes til det yderfte, eller 
hans Time var kommen; Jorgen paa fin Side havde 
omtrent en lignende Fornemmelſe, og de begyndte paa 


deres bedſte. Med fine jærnbeflaaede Treſko ſparkede 
Peter ſin Modſtander ned ad Benene, ſom om det 
havde været en Kolle, han huggede las paa dem med. 


Legen. Jørgens Ben vare bare, førend de havde været 
ti Minuter om Arbejdet, Kjæltringen red og ſled i 
ham værre end en gal Hund, og alt imellem udhylede 
han over fig ſelv de redſomſte Eder og Forbandelſer, 


fordi han ikke havde taget fig bedre i Agt i Forſt⸗ 


ningen. Jorgen maatte til ſidſt bide ham i Anſigtet 
for at faa ham til at flippe. Han hagede fin højre 
Haand faſt i Skurkens rode Halstorklede og prøvede 
paa at træffe ham hen til Brobjærggaarden. De vare 
ikke komne ret langt, for Peter Krumme atter ſatte ſig 
til Modveerge, og de maatte begynde paa en friſt. 
Det havde været. Jorgens Saab, at han fkulde faa 
nogen Biſtand af ſin Hund. Men for han begyndte 
Forfolgelſen, havde han hængt fin Jagttaſke paa en 
Gren, og den laa Hunden og pasſede paa og vilde ikke 
forlade den. Peter Krumme havde en Kniv i Bæltet, 
ſom han ofte greb efter; men hver Gang han prøvede 
derpaa, lod Jorgen ham kysſe Jorden flere Gauge i 
Rad. Det lykkedes ham dog tilſidſt at faa den fat, 
og med et vildt Hyl ſtyrtede han ind paa Jorgen og 
fødte den i hans ene Skulder. Jørgen vriſtede Kniven 
fra ham og kaſtede den langt bort. Han fortſatte 
Kampen og endſede ikke Saaret; men han fornam dog, 
at Blodet ſtremmede ham ned ad Ryggen og gjorde 


ud, ud! 


. 


hans Klœder vaade. Det ſortnede for hans Øjne og 
han følte fig ſvimmel; men idet han beſpimede havde 
han det frydefulde Syn af fire bevebnede Ryttere, der 
i ſtrakt Galop ilede ud af Skoven og ned over Sletten 


| efter Valpladſen. 


Vi forlod Anna Dreyer oppe i Sfovfiden ved 
Hvornum Vaſehus, hvor Zørgen tog Afſked med hende 
for at begynde fit farefulde Eventyr. En Stund blev 
hun ſiddende og græd; thi hun frygtede, at Jorgen 
ſkulde blive ilde tilredt, ja maaſke bræbt, hvis han 
ſtedte ſammen med Peter Krumme. Hvor hun vred 
fine Hender og bad til Gudfader, at han dog vilde 
forbarme fig og tage hendes forvovne Ven i fin be⸗ 
ſkyttende Vareteegt! Hun ſyntes, at hun med fin 


inderſte Sjæl trængte lige op i Himlen til Guds Trone, 
med den ene Haand Geværet til Side og greb med 


og at en ſaa inderlig Ben nødvendig maatte blive 
hort. Saa længe Jorgen var til at fan Oje paa, var 
det hende ikke mulig at forlade Stedet. Hun ſaa ham 
gaa ind i Kroen, og hun haabede, at hendes Onkel 
fulde overtale ham til at afſtaa fra fit dumdriſtige 
Forſct, og i jaa Fald vilde Jorgen ganſke ſikkert 
komme op til Skoven og endnu en Gang tage Afſked 
med hende. Med hvilken Angſt ventede hun ham ikke 


for at je, hvad Retning han vilde tage! Nu kom han 
det med det ærlige og oprigtige Forſct at ville gjøre | 


ilende ud ad Doren; men han gik øft paa, hen efter 


Nederkrat og var ſnart forſvundet for hendes Øjne. 
O, Gud, nu var Faren uundgaaelig, han ſogte den jo 
ſelv! Om hun ſkulde følge efter ham? Nej, det vilde 
Han var en øvet Slagsbroder, og det var paa den 
Maade, han plejede at gjøre fine Modſtandere kjede af | 


han i høj Grad misbillige, var hun vis paa, og des⸗ 
uden vilde det nu være umuligt at rokke ham i hans 
Forjæt. Hun havde viſtnok allerede tøvet alt for længe 
— hvad vilde hendes Fader fige? Med lette Fjed, 
men med et tungt Hjærte ilede hun op igjennem Skoven 
efter Lindum. 

Sendes Fader var ikke hjemme; men Nøglen. laa 


paa det aftalte Gjemmeſted under Dørtrinet, hun aab⸗ 
| nede Døren og traadte ind. Hvorledes ſkulde hun dog 
faa Ende paa Tiden, indtil hun fik Vished i den Sag, 


der laa hende faa inderlig paa Hjærte? Hun havde 


ikke været hjemme i mange Minuter, for hun atter gik 
uẽd og ilede over til Mette Marie. 
Sus ſtod aaben; men Enken var ingen Steds at finde. 
O, det var rigtignok tungt — ikke et Menneſte at 


Doren til hendes 


betro ſig til! Hun vendte tilbage til Degneboligen, 


| tog fat paa noget Haandarbejde og vilde tvinge fine 


Tanker til at være rolige — umuligt! Hun maatte 
Det var ligeſom en uimodftaaelig Magt drev 
hende fremad, og hun maatte adlyde. Altſaa ſtod hun 
atter op, gik ud og aflaaſede Doren og gjemte Nøglen, 
hvor hun nys havde taget den. Med lette og hurtige 
Fjed ilede hun atter op efter Skoven, medens Saab 
og Frygt ſtredes om Herredømmet i hendes Sjæl. 
Hun tog denne Gang ikke Vejen op over Narrehede, 
men gik ei nordoſtlig Retning og kom ind i Skoven 


den ed 


2236 


omtrent paa det Sted, hvor den nuværende Skovrider⸗ 
bolig ligger. i 
for Saxdalsvejen, en Moſe, ſom kaldes Snogmoſe. 
Den ligger i en bred Lavning, og da Anna Dreyer 
havde naget Bakken over for den, hørte hun Menneſke⸗ 
ſtemmer paa Vejen neden for. Hun havde nylig grædt 
og faa viſt i det Sele meget forſtyrret ud, hvorfor bun 


ikke onſkede at modes med nogen fremmed, men ſkjulte 
Stemmerne nærmede fig | 


fig bag et ſtort Bagetree. 
hurtig, og fra ſit Skjul opdagede hun, at det var 
Generalmajoren og en Ridekncegt. Nu fik hun plud⸗ 
ſelig en Tanke, og i Steden for at holde fig ſkjult 
traadte hun atter ud paa Vejen. 

Generalen lod fin Heſt ſtandſe, hilſede venlig God⸗ 
dag og ſpurgte: „Hvi græder Du, mit ſmukke Barn? 
Se ikke fan frygtſom ud, men betro Dig kun til mig; 
maafke jeg kunde 


ſig i Samtale med hende. Han vilde vide, om hun 


var Jorgens Kjereſte? hvor længe de havde været for⸗ 
Et lille Stykke inde i Øfterffoven er der, til Højre | 


lovede? hvem hendes Forældre vare? o. ſ. v., og hun 


ſvarede ham uden Omſosb paa alle hans Spørgsmaal. 


Han fik da ogſaa at vide, at hun var den ſamme, der, 
mens hun var et Barn, i Spøg blev faldt „Jorgenz 
Kjereſte“ ved hin, i Begyndelſen af Fortællingen om⸗ 
talte Lejlighed, og det fornojede ham at erfare, at 
Spogen var bleven til Alvor. Han ſagde tilſidſt: „Ja, 
Din Kjeereſte er en brav Knos, en af mine trofaſteſte 


og hengivneſte Tjenere; jeg har altid ſyntes godt om 


ham, og maekelig nok har det ſtedſe ſtaaet for mig, at 
ſkulde det nogen Sinde lykkes os at jan Fingre i Peter 
Krumme, ſaa blev Jorgen Manden, ſom jeg nermeſt 


kunde vente mig det af. Maaſke han i Dag kan vare 


jaa heldig! Og ii faa Fald — tys! var. det ikke et 


| Stud? og hvor var det?“ 


„O, Gud naa⸗ 


hjælpe Dig?” 


== de os!“ ſkreg An⸗ 


„O, Herre!“ 


na; „vi komme 


ſagde Pigen og 


: maaſke for ſent! 


tørrede fine Øjne; 


i Det var ude efter 


meg. fejler intet; 


= Lindum Kjær!” 


men min Ven — 


Generalen fatte 


jeg mener Førgen, 


| afſted i Galop. 


den unge Skov⸗ 


lober, er viſt i en 
ſtor Fare. Han 
gik om i Brand⸗ 
moſe for lidt ſiden 
og vilde fange 
Peter Krumme, en 
forvoven Vildttyv, 
og jeg er ſaa bange 
at der ſkal tilſtode 
ham noget. Det 
er for hans Skyld, 
jeg er gaaet herop; 
men hvad Biſtand 
kan jeg gjøre ham? Derſom Deres Hojvelbaarenhed —“ 

„Ja, jeg vil og det sjeblikkelig!“ afbrød Generalen 
hende ivrig. „Jeg rider ſporenſtregs derned! Og Du, 
Vilhelm!“ ſagde han til Ridekneegten, „ſtynd Dig ned 


til Skovrideren og Hr. v. Bekker og lad dem uop⸗ 


holdelig ſtige til Heſt og ride neden om Bakkerne, ſaa 
kan vi modes ved Brandmoſe“. 

Rideknegten var allerede langt borte. „Folger Du 
med mig, min Pige?“ ſagde Generalen til Anna; 
„eller det var maaſke bedre, Du vendte tilbage? Naa, 
jeg forſtaar Dig — kom jaa da!“ føjede han til, da 
han havde læft Svaret i hendes Anſigt. 

Han tog fin Dobbeltflint og lagde den foran fig 
over Sadelknappen, hvorpaa han fatte fin Heſt i Skridt⸗ 
gang ned efter Brohule. Anna vilde gaa bag efter; 
men han vinkede hende hen til Siden ad fig og indlod 


| ud over Horsfolden. 


Anna blev natur- 
ligvis fnart langt 
tilbage; men hun 
lob, alt hvad hun 
kunde, og hun ſaa 
da, at i det ne⸗ 
derſte af Dalen 
ſtodte Lojtnanten, 
Skovrideren og 
Ridekncegten til 
Generalen; de fire 
Ryttere ” ſpingede 
til hojre⸗ og 
ſprengte i Galop 


Da Jergen atter ſlog Ojnene op, fandt han ſig 
omſlynget af et Par bløde Arme, og varme Læber be⸗ 
dekkede hans Bande og hele Anſigt med Kys. Hans 
Anna ſad knelende ved hans Side, og hendes „Gud 
være lovet, han lever!“ vare de førfte Ord, han horte 
efter ſin Beſpimelſe. 2 

„Er det Dig, tjære Anna! hvordan gaar det til, 
at Du er her?“ ſpurgte han og ſatte ſig over 
Ende. 

„Det ſkal jeg nok ſiden fortælle Dig, tjære Jorgen!“ 
ſvarede hun; „for Du overſtaar det vel nok? Du er 
vel ikke farlig ſaaret?“ ſpurgte hun bekymret. 

„Aa nej, et ubetydeligt Saar i Skulderen med et 
ſkarpt Inſtrument; det vil ſnart være legt“, ſparede 


e 


— SEMA De 


Afyldelje paa den ffjønnefte Maade. 


237 


Lojtnanten, der allerede, før Anna kom, havde under- 
føgt den Saarede. 

„Deres Højvelbaarenhed! og Hr. Løjtnanten!” 
ſagde Jorgen hilſende. „Det var paa en heldig Tid, 
De kom og afleſte mig; thi ene kunde jeg ikke have 
forfulgt min Sejr længer. Men hvor blev Peter 
Krumme af?“ ſpurgte han og jaa fig om. 

„Nu komme Skovrideren og Vilhelm med ham“, 
jvarede Generalen fornøjet; „han prøvede paa at ſmore 
Haſer, da vi kom; men nu har vi ham endelig, og Du 
har i Dag gjort os en Zjenefte, ſom jeg ſkal vide at 
belønne Dig rundt og rigelig for og endda være Dig 
taknemlig, jaa længe jeg lever. Du er en brav Svend!“ 

W Gud ſke Lov, at det endte ſaadan!“ ſagde den 


| ſaarede Jæger, medens han og hans Fæftemø vexlede 
et meget ſigende Blik. 

Støttende fig til Løjtnanten og Anna Dreyer blev 
| han ledet op til Brobjærggaarden, hvor hans Saar, 
under Generalens eget Tilſyn, blev forbundet. Derpaa 
blev han lagt i en Vogn med et Leje af Halm og 
kjort til Lindum for at blive plejet af fin Moder og 
ſin kjere Anna. 


Det behøver næppe at ſiges, at efter denne Daad 
ſteg Jørgen betydelig højere i Gunſt og Bndeſt hos fit 
Herſkab. Kromanden rømmede bort fra Egnen, og da 
Peter Krumme var bleven ſendt til Bremerholm, horte 
Krybſkytteriet hurtig op. Jorgen udnævntes til Skov⸗ 


Neapel 


lobernes Overbefalingsmand, og da den gamle Skov⸗ 
rider kort Tid efter døde, blev unge Jorgen beſkikket til 
hans Efterfelger. 

Monſieur Dreyer ſkiftede pludſelig Anſkuelſe. Han 
havde ikke det mindſte imod, at hans Datter giftede 
fig med en Mand, der var ſtegen til en Skovriders 
Verdighed. Og at det unge, lykkelige Par nu ikke 
tøvede med at holde Bryllup, kan man jo nok vide. 

Saaledes var Jørgens Ungdomsdrom gaaet i Op⸗ 
Han og hans 
Huſtru kom til at bo i den ſmukke Bolig paa Skov⸗ 
bakken oven for Saxdals Enge, og de vare jan lykke⸗ 
lige, at de ſelv maatte forundre fig derover. 


ag Bes un. 


Da min Hjemmelsmand nogle Aar ſenere beſogte 


dem, løb der to prægtige Gutter paa Gulvet og raabte 
| højt af Glæde, medens Anna, med en vakker Glut paa 
Armen prøvede paa at fan Drengene til at verre ſtille 
| og artige. Thi Generalmajoren var bleven ſet paa 
Sarxdalsvejen og kom rimeligvis hid for at høre til de 
tre Jagthunde, ſom Jorgen havde paataget fig at dres⸗ 
ſere for ham. Der var et Ar eller to i den brave 
Skovriders Anſigt; men han havde vundet dem med 
Are, og han var ſtolt af dem 


(| 
U 
(| 
i 
| 


å 


238 


Pompeji og Herkulanum. 


Hvo har ikke hørt fortælle eller læft om Syd⸗ 
italiens egentlige Hovedſtad Neapels vidunderlige 
Skjonhed og herlige Klima? om Golfen eller Hav⸗ 
bugten, ved hvis Bred den ligger i en Halvkreds, ved 
Foden af fantaſtiſk optaarnede Bjerge, bedekkede med 
Oldtids Ruiner og Nutids fmukke Villaer, ſpejlende 
fig i den næften altid ſolbelyſte Sø; om den prægtige 


Orangelunde og Vinhaver; om Vulkanen Veſuv med 
Roghertten over Krateret, der hæver. fig i Stadens 
Nerhed. J Bjergets Indre har Ilden ſtadig brændt 
gjennem et Tidsrum af atten hundrede Aar og jævnlig 
i voldſomme Udbrud, endnu for et Par Aar ſiden, 
udgydt Floder af glødende Lava, ødelæggende Vinhaver 
og Menneſkenes Boliger, ja begravende hele Byer rundt 
om fin Fod; men næppe er Lavaen ſtyrknet og Afken 
aſkolet, før Menneffene atter fæfte Bo paa den for⸗ 
ræderijfe Skorpe opad Vulkanens Skraaninger, hvor 
Vinhaver og den vppigſte Plantevext hurtigt frem⸗ 
trylles igjen af Solens Straaler og den ulmende Glod 
under Lavadeekket. 


Pompeji og Herkulanum vare ſaadanne Byer, 


henimod: Slutningen af vor Tidsregnings forſte Aar⸗ 
hundrede, der ved et voldſomt Udbrud af Vulkanen 
bleve begravede under Aſken og Lavaen, der regnede 
ned og ſkyllede hen over dem, og gjennem Aarhundre⸗ 
dernes Lob gjemte dem dybt dernede, medens Slegt 


glemte næften de forſvundne Byer, hvis fordums Til⸗ 
værelje kun var et Sagn. — 

Det var i det tidlige Foraar, for et Par Aar 
ſiden, at jeg beføgte Neapel i Selſkab med nogle 
Landsmeend. Eſterat have gjort de regelmesſige Ud⸗ 
flugter i den paa den romerſke Oldtids Minder faa 
rige Omegn, blev jeg med mine Reiſefceller enig om 
at foretage en Fart til de Dodes Villaer: Pompeji 
og Herkulanum, der, navnlig Pompeji, i Løbet af det 
ſidſte halvt hundrede Aar efterhaanden, dog kun tildels, 
ere blevne afdekkede og igjen bragte for Lyſet, og det 


var i en højtidelig Stemning at vi beredte os dertil, | 


næften trættede, ſom vi vare af det ftøjende Liv i denne 
Hovedſtad. 

Da jeg tidlig om Morgenen paa den til Udflugten 
beſtemte Dag aabnede min Balkondor, var det ſom 
overgjedes jeg af Varme og Lys, og hvilfet Syn! 


Den nyfødte Sol ſtraalede over Golfens ſpeilklare 


Flade; til venſtre hævede fig Veſuv op i de lette | 


Morgenſkyer, dog endnu i ſvage Omrids, ſom om ſelve 
Bjerget var en Morgenſky, et flygtigt Luftſyn. Det 
bruſte og larmede dernede i den folkerige Stad; der 
lod Sang, Guitar⸗ og Orgelſpil, hele Befolkningen 
havde begyndt fit vilde, ſorgloſe Liv. 


Vi droge over Fiſketorvet, omkring Hjornet, der 
dannes af et fremſpringende Bjcerg, hvis, med Red: 
ſtyrtning truende Klippevæg, Menneſkeheender have ftøttet 
med vældige, ſkraanende Murpiller; over Pladſen Largo 
del Plebiſcito eller Slotspladſen, hvorfra man kan ſe 
Kaſtellet San Elmo, der hæver fig 800 Fod op over 
Huſenes Tage; ind i Romagaden, gjennem denne 
Myldren af ſkrigende, ſyngende Menneſker. Paa 
Broen og langs Kajen ved Santa Lucia havde Hun: 


dreder af Lazzaronfamilier lejret fig i Solſkinnet for 
Plantevcxt rundtom, om Palmer og Laurbærtræer, | 


at gjøre deres Toilette og indtage en let Frokoſt, hiſt 
og her omkring et lille Baal, hvor Spiſevarer af 
ubeſtemmelige Beſtanddele tilberedtes. Derhenne ſidder 


en talrig Familie i Klynge, i en ugenert Naturtilſtand; 


ſortebrune Kvinder tumle med deres halvt nøgne Børn; 
en Moder, hvis Klædedragt er i yderlig Uorden, flæder 
fin vorne Datter paa, reder hendes Haar o. ſ. v.; en 
laſet Lazzaron ſtaar hos og foredrager en Rosſiniſt 
Melodi ved den ſnavſede Guitar, idet han nikker op 
til Albergo (Hotel) di Romas Balkon, hvor en fin 


Dame netop kommer til Syne og kaſter fværmeriffe 


Blikke ud over Havet. En ſkingrende Muſik nærmer 
fig; med en Snes bleſende Trompetere foran, drager 
en Trop Berſaglierer (italienſke Jcegere) forbi; de mar: 
ſchere til Exercerpladſen ved Chiaia (den elegante 
Verdens Strandpromenade), men komme vel næppe 


til at exercere i Dag, da en paalands Vind jager de 


ſkummende Bølger i Vejret og de ſkylle uophørlig ind 
over Bryſtvcernet. Omkring Vagtparadens Muſik foran 


det kongelige Slots Portal ere Tuſinder af Tilhørere 
efter Slægt atter byggede og boede over dem; man | 


forſamlede; den uſelige Kapueinermunk, der kommer 


traſkende med en ſtor Blikſpand i Haanden og træffer 
ſit opſadlede Æfel efter fig, ſtandſer, ligeledes den 


kolosſale tohjulede Vogn, læsfet med Marmorblokke, 
og jeg tror, at ſelve Oxen, slet og Heſten, der ere 
ſpendte for Vognen, lytte til den ſkingrende Muſik og 
glæde fig derved. J Romagaden bevæger et Les Halm 
ſig hid, der indtager Gadens halve Brede og afſted⸗ 
kommer pudſig Forſtyrrelſe; men det er ikke et Vogn⸗ 
læg; et tel ber hele Læsjet og tripper afſted, balan⸗ 
cerende med og neſten ſkjult af Halmbjcerget. Bagefter 
kommer en forgyldt Ligvogn; Kuſken ſtandſer et Minut 
for at ſe paa en danſende Pjerrotfamilie, og de to 


Lazzaroner, der ligge mageligt henſtrakte i Vognen — 
det er Ligbærerne — løfte Hovedet i Vejret og begynde 


en ſkrigende Samtale med Pjerrot. 

Vi forlade den egentlige Stad og drage videre 
langs Stranden, over Broen della Maddalena, den 
eneſte af Neapels Broer, der fører over Vand, nemlig 
over Floden Sebito; de øvrige Broer ere kun Via⸗ 
dukter, der forbinde den ene Søj med den anden. Saa 
giennem Byen Portici, der ſynes en Fortſeœttelſe af 
ſelve Neapel. Her kjsrer man paa goden af Veſur, 
der til venſtre, ganſke tæt ved, ſom det lader, løfter 
fin Kæmpekrop i Vejret indtil en Holde af 3,800 Fod. 


— — — — — — 


Det gik videre, gjennem Byen Reſina, der er bygget 
ovenpaa Herkulanum. Vejen, Stenſctninger og Mure, 
alt er her af Lava af mer eller mindre mørk Farve, 
alt ſom den hidrører fra ældre eller nyere Udbrud. 
Vulkanen deroppe jer faa graa og ſkummel ud, kun 
hiſt og her med lidt Smaakrat, dernæft Gyvel og højere 
oppe ganſke nogen indtil der, hvor Snedyngerne viſe 
ſig i lange Striber, og nu forſt ſer man det uhyre 
Omfang af Ragheetten, der ſom en Tordenſky hviler 
over Toppen. 
noget fremſpringende Platform deroppe; det er Ere⸗ 
mitagen eller Kapellet S. Salvatore, og noget højere 
oppe det meteorologiſke Obſervatorium. Gjennem 
Byerne Torre del Greco og Torre del Annunciata 
nærmede vi os endelig Maalet for denne Dags Reiſe: 
Pompeji. (Sluttes.) 


Kaninavl. 

Der flages trindt om, at det er faa vanfkeligt 
at holde de unge Kaniner i Live de førfte 6 Uger efter 
at de ere tagne fra Moderen. For om muligt at bidrage 
mit til, at Kaninavlen, der er begyndt jaa lovende her 
i Danmark, ikke igjen ſkal nedlægges, ſkal jeg her med⸗ 
dele nogle Erfaringer, jeg har gjort paa dette Omraade. 
Ved at brevverle med Hr. Lærer J. P. Dreyer i 
Bramdrup ved Kolding om Kaninavlen, har jeg ſet, 
at han har gjort lignende Erfaringer. Naar jeg har 
ladet mine unge Kaniner blive hos Moderen 6 à 7 
Uger inden jeg tog dem fra denne, da er der ikke fore⸗ 


kommet et eneſte Dodsfald blandt dem, hvorimod det 


modſatte har været Tilfælde hos de Unger, ſom bort⸗ 
tages i en Alder af 4 Uger. Jeg maa derfor tilraade 
enhver Kanin⸗Opdretter, ikke at forcere Avlen; man 
maa være tilfreds med at Moderdyret yngler 5, 6 à 7 
Gange om Aaret, ſtadig med et Mellemrum af 6—7 
Uger, han vil da opnaa et godt Reſultat, men endnu 
bedre vil dette blive, naar han ikke tillader Moderdyret 


at have flere end 6, hojſt 8 Unger i Kuldet. Endelig. 


maa de fodres godt, thi i jo kraftigere Foderſtand 
Moderen er, desbedre bliver Ungelen. Jeg har ved 
denne Fremgangsmaade erhvervet mig udmerkede Dyr 
og kraftigt Afkom, og kan da derfor hos mig, til en⸗ 


hver Tid faas jærdeles gode 2 Maaneders Unger af 


folgende Racer til 2 Kroner Stykket: 
Leporide, 
Veſderkanin, 
Kineſiſk Kanin, 
Engelſk Kanin og 
Normanniſk Kanin. 
Nogle Stykker avledygtige Dyr kan endnu faas. 
Kare Skole ved Randers den 18de Marts 1876. 
J. Kornerup. 


Man opdager en Bygning paa den 


man (Bang). [ 
| Bog giver pan en let fattelig Maade et færdeles godt Overblik 


9 usflid. 


En hæderlig Virkſomhed. 

Blandt de i Februar 1851 hjemvendende Krigere var File⸗ 
huggerſvend J. K. Lauritzen, der fort efter fin Permisſiou ned⸗ 
ſatte ſig i Randers ſom Filehugger. Uagtet hans Fabrikat var 
meget ſogt, var det dog ikke en Beſkjeftigelſe, der i Lengden 
lunde tilfredsſtille hans fremadſtrebende Aand. Lenge havde 
han med inderlig Medfslelſe ſet den Klasſe af lidende Med⸗ 
borgere, for hvem Lægernes Kunſt intet formagede at udrette, 
men ſom alene kunde, om ikke helbredes, faa dog underſtsttes og 
Smerterne lindres ved mekaniſke Hjælpemidler. Det blev ſnart 
hans kjcreſte Beſkjcftigelſe at udtenke og forferdige Apparater, 
der kunde virke underſtsttende og rettende paa vanfere, og da de 
forſte Forſog faldt heldige ud, overgav han ſin Filehuggerforret⸗ 
ning til en anden og hengav ſig fra nu af ganſke til Studiet 
af theoretiſk og praktiſk orthopediſfk Mekanik. Naar man betanker, 
at han, der var fattig og Forſorger for en talrig Familje, var 
aldeles blottet for den for en ſaadan Virkſomhed jaa højft nod⸗ 
vendige Fordannelſe, ſaa ved man naſten ikke, hvad man meſt 
maa beundre, enten det Mod, der horte til for at begynde, eller 
den jernfaſte Udholdenhed, hvormed gan, kempende med alle⸗ 
haande Savn, arbejdede fig frem mod det Maal, han havde fat 
fig: at gjøre hvad han kunde for at lindre fine vanføre Med⸗ 
menneſters Lidelſer; thi for at naa dette Maal, maatte han, for 
at ſtaffe det nødvendige til fig og fine, dele fin Tid mellem Bi⸗ 
erhverv, der flet ikke tiltalte ham, og ÜUddannelſen til fin Yud⸗ 
lingsbeſtjeftigelſe. Længe varede det inden haus Arbejder bleve 
anerkjendte, men tilſidſt ſejrede han over alle Vanſteligheder og, 
kunde man viſt føje til, Fordomme, faa nu nyde hans Arbejder 
i en vid Kreds den Anerkjendelſe, de i fuldeſte Maal fortjene. 
Det er viſtnok Tuſinder, der ved hans Tankſomhed have fundet 
deres Smerter lindrede og de ſvage Lemmer ſtsttede, men der er 
ogſaa mangfoldige, der, ved i Tide at have ſogt til ham, ved 
hans fortrinlige Bandager ere blevne reddede fra at blive vanføre 
Stakler deres Liv igjennem. J de ſenere Aar har Hr. Lauritzen 
ogſaa haft den Glæde at fe fin Flid anerkjendt af det offentlige, 
idet han flere Gange har modtaget Underſtsttelſe, hvorved det er 
bleven ham muligt ved Reiſer i Udlandet at uddanne fig videre 
i ſit Fag. a-Eb. 

Uoploſelig Lim. 

Naar man blander en Limoplesning der har 5—10 PCt. 
Lim, med 1—2 PCt. ſurt kromſurt Kali, faar man et Bindings⸗ 
middel, ſom, navnlig ved at udfættes for Lyſet, bliver fuldſtendig 
uopleſelig, endog i varmt Band. Den ſterke Bindekraft hid⸗ 
rører fra Kromſyrens kemiſke Sonderdeling ved Lyſets Ind⸗ 
virkning og Limen ſkal derfor færlig egne fig til Sammenſctning 
af ſonderbrudt Glas. Naar Bruddene paa et knekket Glas 
ſattes ſammen med Kromlim bliver Revnen knap ſynlig og 
Sammenlimningen holdbar i Vand. 

Denne Lim ſkal endvidere være ſerdeles brugbar til at gjøre 
Tojer vandtætte med, iſer hvor det ikke fader at Tøjet bliver 
noget ſtift, ſom ved Overtrak af Kufferter, Tornyſtre o. lign. 
Selve Fremgangsmaaden er hel ſimpel. Lerredet udſpendes i 
en Ramme og overſtryges et Par Gange med den hede Krom⸗ 
limoplesning, hvorefter det torres ved en Tidlang at udfættes 
for Sollyſet, for at Kromſyrens Indvirkning paa Limen fan 
finde Sted faa at denne bliver uoplsſelig i Vand. 

„Surt kromſurt Kali“ er et kemiſt Stof, ſom, i Form af 
ſmukke gulrode Kryſtaller, kjobes pan ethvert Apothek lige ſom det 
faas billigt hos alle Materialiſter og Farvere. ; 


Bognyt. 


Husdyrableus Grundfætninger. Af Etatsraad N. E. Hof⸗ 
Philipſens Forlag Kjøbenhavn. Denne lille 


over de Grund ſatninger, ſom maa være raadende ved et dygtigt 
Kreaturopdret. Den højt anſete Forfatter, ſom det danſte Ager⸗ 
brug ſtylder faa meget, har i de ſenere Aar fundet et tilfreds⸗ 
ſtillende Omraade for fin uſpekkede Gavnelyſt, ved ſerligt at have 
Opmerkſomheden henvendt paa de mindre Landbrugeres Bedrift, 
og har fremdraget mangt et ſaare ſmukt Træk fra den fynffe 


RS 


Husmandsſtands flittige og forſtandige Dyrkning af Lodden og 
Haven. J det foreliggende Skrift er det narmeſt til bedſte for 
den danſte Bondeſtand at Reglerne for en forſtandig Dyrkning 
af Beſatningen fremſcttes. Man maatte ret onſte, at alle danſke 
Jordbrugere, ſom jo naſten alle ere Opdrattere, vilde kjsbe denne 
lille Bog. Man vilde da faa Sje for hvor forſigtig man maa 
pere med Krydsning med fremmede Racer, hvilken i mange Egne 
af vort Land tager ſterkt Overhaand og inden man aner det 
forkvakler de gode Landracer. Friſtelſen til at forſoge ſaadan 
Krydsning er ofte ſtor, f. Ex. i de ſenere Aar med Korthorn, 
der i forſte Led giver en ſerdeles ſmuk Halvblodsrace, men ſom 
i ſenere Led udarter faa at man hverken faar en god Kjod⸗ eller 
Malkerace frem. Man faar ved at leſe Bogen, et klart Begreb 
om, at Opgaven: at forbedre Beſatningerne ved Krydsning, 
ſom mange anſe for at være en let og ſimpel Sag, maaſte er 
det vanſteligſte i hele Landbruget, og lykkes kun for enkelte ud⸗ 
valgte Meſtere. 

Bogen er gjennemſet og forſynet med et ſerdeles anerkjen⸗ 
dende Forord af Profesſor B. Proſch. Priſen er ſerdeles billig, 
kun 75 Øre, 5 


Smaating. 


Til Tvilum Kirke kuytter fig følgende Sagn, ſom lever i 
Folkemunde. En rig Godsejer havde fattet det Forſat at bygge 
et Gudshus oppe paa Bakkerne ved Tvilum; men det hændte 
fig, at alt, hvad der blev bygget om Dagen, faldt ned igjen om 
Natten. Godsejeren ſogte da Raad hos en vis Mand, og denne 
paalagde ham at binde to Tyre ſammen og om Aſtenen jage 
dem ud paa Marken. Hvor disſe Tyre fandtes liggende om 
Morgenen, ſkulde han lade Kirken bygge; thi andenſteds kunde 
den ikke blive ſtagende. Forſoeget blev anſtillet, og naſte Morgen 
fandtes Dyrene liggende i et Morads nedenfor Bakkerne. Her 
blev nu Kirken opfert, og der ſtaar den endnu den Dag i Dag. 
(Meddelt af N. P Roe). 


Koldt Vand i Blodet! To Haandvarksſvende gik igjennem 
en ſmuk Egu, og den ene udbrød begejſtret: „Det er dog i 
Grunden mageloſt, at Vorherre ſaadan har kunnet ſkabe Verden 
i fer Dage!“ — „Aa ja,“ ſvarende den anden, der var Murer⸗ 
ſvend, og pegede med det ſamme paa en forfalden Smedie; 
„men Arbejdet er ogſaa derefter.” 


Geografiſk Gaade. For⸗ og Endebogſtaverne læfte nedad 
danne Navnene paa to af Valhals Gudinder: En ftørre danfÉ 
D. — En By i Rusland ved Øfterjøen, — Eu By i Sachſen 
(beljendt ved Luther). — Et Rige i Aſien. — En Verdensdel. 


Firkantet Nod. 
dannes 3 Ord, ſom ſtrevne under hinanden og leſte fra venſtre 
til højre og fra oven og nedad giver Løsningen paa folgende 
Gaader: 

Det forſte findes i Hytte og Slot; 

det an det træffes i Orkenen blot; 

det tredie imellem Hander Du forer, 
naar Du til Rejſen Din Randſel ſnerer. 


Oplosning paa Billedgaaden i Nr. 29: 
Kun en Spillemand. 


3 2 
Cil Jusvennens Opbevaring. 

Naar de enkelte Numre; af dette Blad Opbevares, rene og 
glatte, ville Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe 
uf en ſtor indholdsrig Bog, der ved at indbindes, i mange Aar 
kan bevare fin Verdi og være til Glæde og Underholdning i 
ethvert Hjem, baade for gamle og unge. 

Billige og ſterke Mapper eller loſe Bind, til at opbevare 


Af 2 E, 2 0, 2 D, 2 R og 1 | 


de leſe Numre i, fang hos Husvennens Bogbinder E. Hag⸗ 
ſtrup, Badſtueſtrede Nr. 5 i Kleben ha vn for 50 Dre 
Stykket (ved ſtriftlig Beſtilling, ledſaget med 56 Dre i Frimarler 
frit tilſendt med Poſten overalt i Danmark.) 5 

Samme Sted indbindes de udkomne Aargange i meget 
ſterke og ſmukke Bind med forgyldt Lederryg for 1 Krone 
66 Ore Stykket. Manglende Numre tillægges, forſaavidt For⸗ 
raad haves, à 10 Øre Sthykket. 

For enhver, der helſt vil have indbundet fin „Husven“ i 
ſamme Bind, ſom det, hvori den fælges indbundet gjennem 
Boghandelen, har Üdgiveren ladet udføre ſmukke loſe billedtrykte 
Bind af graa Farve, med rod presſet Schirtings Ryg forſynet 
med forgyldt Titel og Aarstal. Dette Bind faas ſamme Sted, 
ſamt gjennem C. Th. Rom & Co., Axelhus, Kjøbenhavn, for 
50 Ore Stykket. Bed ſtriftlig Beſtilling vedlagt 56 Øre i 
Frimerker forſendes det frigjort med Poſten overalt i Danmorl. 
Disſe ſmulke leſe Bind anbefales iſer for alle de ſom ville ind⸗ 
binde Bladet ſelv eſter den Vejledning ſom er givet i „Haand⸗ 
gierningsbog for Ungdommen”. 


Vrevvexling. 

Forſendelſe af Varer og Penge. J Anledning af fler 
Spørgsmaal herom, ſom ere ønftede beſvarede gjennem Hus⸗ 
vennen, ſerligt med Henſyn til Forſendelſer fra C. Th. Rom & 
Co., meddeles folgende Oplysninger. 

i) Forſendelſe fra Sjælland til Fyn og Jylland kan ikke 
ſte ved Frigjerelſe med Jarnbanefrimarker, da disſe kun gjalde 
enten for de ſjallandſte eller for de 1ydff-fynffe Baner. Den 
billigſte Forſendelſe af ikke for fvære Pakker bliver altid Pakke⸗ 
poſten. 

2) Forſendelſesomkoſtningerne ere al deles ens, enten de 
betales ved Afſendelſen eller Modtagelſen. Det er altſaa ingen 
Fordel for modtageren, at aſſenderen forudbetaler Portoen 
og fører den paa Regningen; dette medfører tværtimod 
ikke lidet Bryderi for afſenderen, ſom naar Regningen ſkrives, 
ikke altid nøje kan beregne Pakkens Vægt og hvormeget Porto⸗ 
udlæget bliver. Hvor billigſt mulige Priſer derfor beregnes, ſter 
Sy Forfendelfe fra Handlende for modtagerens Regning og 

iſiko. 

3) Pengeforſendelſer bor altid, naar Beløbet ikke er 
ſtort, fle ved Poftanvisning hyilket er letteſt og billigſt. 
Portoen er for Belob af indtil 30 Kroner, kun ½ af Forſen⸗ 
delſe i Pengebrev, der koſter mindſt 24 Ore. At ſende f. Ex. 
1 Krone med Poſten i Pengebrev koſter 24 Dre, medens det 
kun koſter et 8 Øre Frimarke at ſende indtil 30 Kroner ved 
Poſtanvisning. Blanketter til disſe udleveres paa Forlangende 
frit til enhver fra alle Poſtkontorer, og det er tilladt at 
ſkrive ſaameget man vil, og kan faa Plads til, paa 
Blankettens Fraklipnings ſeddel (Coupon). Mindre 
Beløb kan letteſt ſendes i Frimærker, indlagt i almindeligt Grev. 

For at opnaa hurtigſt Beſorgelſe, bør alle Breve til C. Th. 
Rom & Co. (Axelhus 2 B) og til Husvennens Udgiver 
(Bylovsvej 8 a) paaſtrives et tydeligt V (betyder: Veſterbro 
Poſtdiſtrikt) nederſt under Poſtadresſen „Kjobenhavn“. 


H. P. A. i St. P. At meddele Levnedstegninger og Por⸗ 
trætter af alle Komponiſterne, ville viſt kun interesſere et meget 
lille Antal af Husvennens Laſere, og lader fig heller ikke gjøre 


af Henſyn til Pladſen. 


C. S. Deres Brev med Tak for de ſmukke Tillegsbilleder 
var det Udgiveren kjert at modtage, men at optage det i Bladet 
gaar næppe an. 


Ungkarl P. S. i E. Se Nr. 6 af denne Aargang (Linolie⸗ 
fernis S. 48.) 


N. Iſt—n. Tak; med lidt Rettelſer kan det tilſendte no 
anvendes. 


Indhold. Skytten paa Thjele, Fortælling af Knud Skytte, med Billede 
(Sluttet). — Pompeji og Herkulanum, med Billede (Sluttes.) 
— Kaninavl. — Husflid: En hederlig Virkſomhed. Uoploſelig 
Lim. — Bognyt. — Smaating. — Brevvexling. 


Dusveunen“, Billedblad for Alorſkabslcesniug, Oplysning og Husflid, udkommer til hver Sondag med et 16. [paltet Ark, ſorſynet med flere 
; Hverl Flerdingaar medfølger gralis ef flort fmukt Billægsbifede. Bladet Ran beſlilles pan 
eihvert Pollkonior og Breøvfamfingsfled, i enhver Voglade ſamt fos Hovedkommisſioncren: Audolph Klein, Vileſircde 40, Kjobenhavn 


Billeder, lil 1 Krone Fjerdingaaret, frit tilfendt. 


Prykr pas Udgiverens Farlag hos J. li. Schultz 


Den gamle Egetresſtols Erindringer. 
Et Wyenkyr af Alfreda. 


idnatstimen har altid haft og vil 
CA) altid vedblive at have noget hemme⸗ 
h lighedsfuldt og myſtiſk ved fig, og 
den har fra de ældfte Tider hævdet 


I Spøgelfernes , 
AUglernes priveligerede Fremmaner. 
Naar Taarnurets tolv rungende 

' Slag vare hendøde, hævede. Val: 
ravnen fig op paa de lange, ſorte Vinger og bruſede 
frem gjennem Luften med ſoelſomme Skrig og flammende 
Øjne; den hvide Helheſt rejſte fit Hoved bag Kirkegaards⸗ 


ſin Ret til at være Aandernes, 
Gjengangernes og 


muren — hvis den da ellers havde beholdt Hovedet, 


thi i mange Sagn og Æventyr er den halshugget — 
og humpede paa ſine tre Ben ud gjennem Porten for 


at kyſe Livet af et eller andet. ſkrobeligt Menneſke; 
Gravſoen — et ubeſtemmeligt Dyr af et aldrig beſkrevet 
Udſeende — frøb frem af fit Hul, uden at man dog 


kunde laſte den for Udevelſen af nogen anden Sfjænd- 
ſelsgjerning; de blege, taagelignende Gjengangere ſpce⸗ 
vede frem fra Gravene for at bejøge Slægt, Venner 
eller Fjender; Troldene ſtillede deres ſmaa Høje op paa 
fire gloende Pele og hengave fig til Danſens uſkyldige 
Glæder; Nisſen puslede i Stald og Lo; Varulven 
tudede i Skoven, og ved Slien og Gurre jagede de to 
fredleſe Konger ſuſende gjennem Luften, efterfulgte af 
deres haljende Hunde. 

Disſe Skygger ere nu henblegede og blevne til 
Skygger af Skygger; Bankeaanderne have viſt ſig og 
ere atter. forſpundne; „Borddanſene“ ere opførte og 
danſede bort; den dyriſke Magnetisme har fremviſt fine 


forbavſende Experimenter og betalt Mulkt til Politi 
retten — og alligevel vedbliver Midnatstimen at hævde | 


fin myftijfe Ret til det overnaturlige og hemmeligheds⸗ 
fulde. 


Lille Povl kunde ikke undgaa at føle det, da han 
vaagnede midt om Natten og lod Blikket glide rundt 
om i den af Maanen oplyſte Stue, Han faa tydelig, 
at den ny, mahognifinerede Leeneſtol gjorde en Be: 
vægelje, ſom om den vilde ffræve ud med Benene og 
ſlaa Armene over Kors, medens den hældede fig for⸗ 


over og kigede om til den gamle Egetresſtol, der ſtod 


paa den anden Side af Bileggerovnen. Det var en 


underlig formet, gammel Stol, med en høj Ryg og 
buede Ben, og fra øverft til nederſt bedakket med ſnirklet 
Billedffærerarbejde, der viſte, at den horte hjemme i 
vore Olde⸗ og Tipoldefedres Dage, og at den forleengſt 


| havde overlevet fig ſelv. Den ſtod da ogſaa der i 


Bondeſtuen ſom en fremmed Gjeſt, der var ugleſet af 
alle de andre Møbler; det mærkede Povl tydelig, medens 
han laa henne i Alkoveſengen og ſtirrede paa den, og 
det fortrød ham nu, at han tit havde været med til 


at le af den, naar Folk kom og gjorde ſig lyſtige over 


den gamle. 

„Hor, hvor det knager i den gamle Fyr“, ſagde 
de gjerne, naar de ſatte ſig i den; „det varer nok ikke 
længe, førend den gaar i Hundene”. 

Alt ſom Povl laa og tænfte paa dette her, ſlog 
det bornholmſke Stueuhr henne i Krogen tolv, og næppe 


var det ſidſte Slag hendget, før Døren ſprang op, og 
| ind i Stuen ſpavede der en vidunderlig dejlig Kvinde 
| et mangefarvet bølgende Klædebon og med en ffin- 
| nende Krone paa Hovedet. 


Skjont Bovl aldrig havde 
jet hende før, vidfte han dog godt, at det var den 
mægtige Dronning i Fantaſiens vidtſtrakte Rige. J 


ſamme Nu blev der levende i Stuen, Stolene lob 


hende i Møde paa alle fire, Skatollet vifte alle fine 


Toender — Skufferne bag Klappen — frem med et 


fornøjet Grin, og det lange Bord henne ved Vinduerne 


ſlog bag op af pure Forngjelſe. Kun en Geranium, 
der var ſaa ſtolt, at den ikke gad dufte, og den gamle 
Stol, forholdt fig ſtille og afventede, hvad der vilde komme. 

„Naa, gamle”, ſagde Dronningen: og lagde fin fine 
Haand paa Stolens Ryg, ,, hvorledes gaar det Dig?“ 


„Daarligt nok, Deres Majeſtet“, ſvarede Stolen 
med en Roſt, der mindede Povl om den gamle Per 
Rogters Stemme; „jeg pasſer kun daarlig til Nutiden 
og lever derfor kun i mine Erindringer om Fortiden 
og mine Forhaabninger om Fremtiden“. 

„Fortel os Dine Erindringer og fig os Dit Haab. 
Hvo ved, om det ikke ſtaar i min Magi at berede Dig 
en ſorgfri Alderdom“. , 

„Deres Majeftæts Vilje er mig en Lov”, ſagde 
Stolen, idet den forſogte at bøje fin ſtive Ryg til et 
Buk. Derpaa begyndte den, ſom folger: 

Dybt inde i Skoven, hvor Hinden uden Frygt for 


Jegeren leger med fine Lam, hvor Nattergalen flaar | 


fine Triller, og Droslen fløjter, laa jeg forſte Gang 
Lyſet. Omgiven af prægtige, ſtolte Boge paa alle 
Sider, voxede jeg op, ubemærket og ucenſet; men Aar 


for Aar løftede min Krone fig højere, og mine Arme 


ſtrakte ſig, knudrede og ſeneſterke, beſkyttende ud over 
Smaabufkene; thi hos mig fandt de Liv, medens Bogene 
tog Luften og Lyſet og dermed Livet bort fra de Smaa⸗ 
ſtakler, der ſogte Tilflugt hos dem. 
dannede Slyngplanterne en Løvhytte, hvor Skovens 
Fugle føgte ind ved Aftentid og kvidrede deres ſmukkeſte 
Sange. Saa kom der en Dag en ung Mand vandrende 
ind gjennem Skoven; han lagde fig drømmende ned 
ved min Fod og dybt i min Bart fkar han et Navn, 
det Navn, ſom hans Elſkede bar. Faa Dage derefter 
kom han igjen, og denne Gang var hun med ham. 


Hun var faa ung og ſmuk, at jeg ikke kunde ſe mig 


mæt paa hende. Det lyſe Haar laa ſom en Guldſty 
om hendes Pande, og hendes Kind var friſk ſom en 
Roſe, hendes Ojne var ſom den ſtille Stovfø, jaa klare, 
laa gjennemſigtige og dog jaa uudgrundelig dybe, og 
jeg forſtod, at han maatte elſte hende; thi jeg elſkede 
hende ſelv. 

Han førte hende ind i Lophytten, og hun læfte 


hun ſig til ham og ſagde: 

„Her vil jeg ſage hen, naar Du er rejſt bort, 
Villiam. Her vil jeg ſidde i Ro og dromme om For⸗ 
tiden og Fremtiden... Det prægtige gamle Tre ſkal 
være min Fortrolige og troſte mig, naar Lengslen 
efter Dig bliver mig for ſteerk. O, Villiam, min Lykke 
er endnu faa ung, at den næften er mig ſom en Drom, 
hvoraf jeg igjen ſkal vaagne op“. 

„Aldrig, Emma“, ſparede han og lagde ſin Arm 
om hende. „Saa længe der er Splint tilbage af dette 
Trœ, ſkal Du blive ved at drømme Din. Drøm; thi 
aldrig ſkal jeg ſtode den rige Kjærlighed bort, ſom Du 
har ſkjcenket mig“. 5 

Og jeg ved, at han holdt, hvad han lovede. J 
den følgende Tid kom hun ofte ud i Skoven og ſad 
timevis inde i Lavhytten og læfte hans Breve; men da 
Efteraarsſtormene kom farende med Kulde og Regnbyger, 
blev hun borte, og jeg jaa hende i lang Tid ikke mere. 


i 


er naſten utrolig. 
| høvlet, til jeg var faa glat ſom en Aal. Derefter blev 
Ved min Fod 


Nogle Aar forløb atter i fuldkommen Ensformigheb. 
Mit Sjem var en yndig, fredelig Plet; men jeg længtes 


dog tit efter at ſe mig om i Verden, om hvilken jeg 
havde hort jaa meget fortælle. Min Leengſel blev ftillet, 
men paa en Maade, jeg aldrig havde drømt om. Nogle 
af Zræerne i Skoven ffulde nemlig fældes for Udfigtens 
Skyld. Sfovrideren gav Befaling til at lade mig 
blive ſtaaende; men, om det ſkete med Vilje, eller ſom | 
Folge af en Misforſtaaelſe, ffal jeg ikke kunne ſige; nok 
er det, Brendehuggeren tog Fejl og gav mig et ſaadant 
Slag med fin Øre, at jeg beſpimede; og ſiden den Tid 
har jeg ikke rigtig været mig ſelv. Da jeg kom til 
Bevidſthed, laa jeg henſleengt imellem nogle andre 
ſonderlemmede Træer, og der var en Stej omkring os, 
faa at man hverken kunde ſanſe eller ſamle. Det var 
i et ſaakaldet Snedkerveerkſted, jeg befandt mig, og 
hvad jeg har maattet gjennemgaa, inden jeg med An⸗ 
ſtand kunde gjøre min Indtradelſe i den fine Verden, 
Forſt blev jeg ſavet, banket og 


jeg ſendt til en Troeſkœrer, der tatoverede mig ſaa 
grundigt, at jeg, ſom de jer, endnu bærer tydelige Spor 
af de Snirkler, hvormed dette Uhyre prydede mig. Jeg 
var derfor glad, da jeg fra ham kom til en Sadel⸗ 
mager, der ſyede mig en Kjole af merkeblaat Damaſt 
med ophævede Silkeſtriber og foret med fint, fort Klæde, 
ſamt vateret med Krolhaar. Nu troede jeg, at Lykkens 
Sol ret fulde ſkinne for mig; men nej, det tillod 
Snedkeren mig ikke. Han gav mig et afſkyligt, grønt 
Overtrœk paa og lukkede mig inde i ſit Mobelmagaſin, 
hvor der hverken kom Sol eller Maane, men hvor der 
var en Mengde andre Stole og Sofaer, og da jeg 


horte, at nogle af disſe alt havde tilbragt en halo 


Snes Aar i dette Fengſel, ſlog jeg mig ogſaa til Ro 
og blev ſnart lige faa ſtiv og fornem ſom de andre | 


| Møbler omkring mig. Endelig, efter et Fjerdingaars 
fit Navn, der ſtod indgravet i min Stamme, jaa vendte | 


Forløb, blev Døren til Magaſinet en Dag aabnet, og 
et Hav af Lys trængte ind i det mørke Rum, hvor 


jeg og mine Kammerater ſtode, alle med et lonligt Saab 


om ſnart at ſkulle ombytte vor mørke Tilvorelſe med 
en lyſere. Nu traadte Snedkeren ind med ſine Kunder. 
et Par unge Folk, der ſnart ſkulde have Bryllup, og | 
ſom fun manglede en Leneſtol for at gjøre deres Sjem 
rigtig hyggeligt En af Stemmerne forekom mig ſaa 

bekjendt; men det var mig ikke mulig at huſke, hvor 

jeg havde hort den, for Betrættet temmelig ublidt blev 

reven af mig, og den unge Dame med et beundrende 

Blik udbrød: „Se, Villiam! hvor den er ſmuk, og 
den er oven i Kjobet af Egetrœ!“ „Ja, og tænk, om 
den var lavet af vort gamle Egetre, ſom jo forlengſt 
ſiden er forſvunden. Vi maa have den, hvad den faa 
koſter. Nu ffal jeg ſige til Snedkeren, at han maa 
ſende os den ſnareſt mulig”. Kort efter forlode de 
Magaſinet, og ſom i Dromme lod jeg mig indpakke og 
fore til mit nye Hjem, hvor jeg flyttede ind et Par 


243 


Dage for de lykkelige nygifte kom, ledſaget af alle 
Lykkens Goder. 

Ja, lykkelige vare de, Villiam og Emma, og lyſt 
og hyggeligt var der i Huſet, lige fra Salen, hvor jeg 
fik min Plads, til det mindſte Kammer i den rumme⸗ 
lige Bopæl. Doren ſtod ikke alene aaben for enhver 
Ven, der vilde gjeſte det muntre Par, men ogſaa for 
den fattige og ſyge, der trængte til Hjcelbd. Mis⸗ 
undelſe, Bagtalelſe og alle andre morke Aander vare 
derimod. ftængede ude. Ogſaa jeg var lykkelig. Naar 
Doren til Dagligſtuen ſtod aaben, kunde jeg ſe lige 
hen til Vinduet, hvor hun ſad og ſyede, af og til 
kaſtende et ſpejdende Blik ud igjennem Ruden for at 
ſe, om den, hun ventede, ikke var at opdage. Og naar 
hun fan fif Oje paa ham, der var hende den kjareſte 
paa hele Jorden, hvor ſtraalede da ikke hendes Anſigt 
af Glede og Kjerlighed. Sytsjet blev da i Haſt lagt 
til Side, ja undertiden kunde det vel ogſaa heende, at 
det kom paa Gulvet, naar hun rigtig ſkulde ſkynde fig 
ud i Gangen for at tage mod ſin Mand. Aftentimerne 
vare hende de kjcereſte, da fad han ved hendes Side 
og talede mev hende eller lyttede til hendes ſmukke 
Sang, og lige ſaa lidt ſom hun nogenſinde kjedede fig 
i hans Selſkab, lige ſaa lidt kjedede han ſig i hendes. 
Han elſkede hende af hele fin Sjæls Fylde og havde 
gicerne baaret hende paa Henderne. Hans Lykke var 
hendes og hendes Lykke var hans; det var, ſom det 
ſtulde være. Kjerlighedens Engel boede i deres Hjerter, 
og hvor den er, der er ogſaa ſelv i Sorgens Stund 
Fred og Guds Velſignelſe til Huſe. Og Tiden gik. 
De unge Folk bleve gamle; Banden. blev. furet, dels 
af Alderen, dels af Livets Provelſer, dem de heller 
ikke gik fri for. Viliams Haar var allerede ganſke 
hvidt, og Emmas begyndte at forſolves; men de enſede 
det næppe; thi trofaſt holdt de ſammen, ſom de havde 
lovet, og langt fra at. jvælfes i de tunge Dage var 
Kjerligheden ſnarere bleven ftærfere og havde om mulig 
knyttet dem faſtere til hinanden. Min Kjole var falmet 
i Solen; jeg var ikke længere pæn nok til at ſtaa til 
Stads, men blev. flyttet ind i Dagligſtuen, for at tages 
i Brug ſnart af den ene, ſnart af den anden af Fa⸗ 
miljen, der var bleven en Del. forøget i Tidens Lob. 
To unge Piger ſtyrede nu Huſet, medens Mo er ſkulde 
ſidde ſom en Dronning og udftede fine Befalinger uden 
jelv at røre en Haand ved noget; men trods. al Over⸗ 
talelſe og Forſikring om, at man ſlet ikke behøvede 
hendes Tilſyn i Husholdningen, gav hun dog ikke ganſte 
Slip paa dette ſit gamle. og kjere Hverv. En yngre 
Villiam, en prægtig Fyr, der var Faderen op ad Dage 
havde overtaget ; hans Forretning og traadte ganſke i 
hans Fodſpor. Det var en Lyſt at ſe det kjerlige For⸗ 


hold, der herſkede i denne Familje; og naar Ilden 


knitrede muntert i Kaminen, og Faber og lille Villiam, 
der forreſten var den hojeſte af dem alle, fkiftedes til 
at leſe hejt, medens Damerne ſtrikkede, jaa ſtod jeg 


tit og drømte og tenkte paa min grønne Ungdom; 
men jeg onfkede den ikke tilbage; jeg var tilfreds med 
min Skebne, og havde det uſigelig godt. Og Tiden 
gik fin vante Gang. For Villiam og Emma medførte 
den ſtore Forandringer. Alle Børnene bleve gifte, og 
Pigeborneue kom langt bort, den ene endog over til 


Sverig, og der blev end mere ſtille i det ſtore Hus, 


da Sonnen kjobte en Landejendom og opflog fin Bolig 
der; men øde og uhyggeligt var der ikke; de to gamle 


havde jo endnu hinanden. Værre blev det, da Villiam 
blev ſyg og ſengeliggende, og da han med hendes Haand 


i fin drog. det ſidſte Suk, da var det neſten, ſom ſkulde 
hun følge ham i Døden. Men hun var en ſteerk 
Kvinde, der ikke ſorgede ſom dem, der ikke kjende Troſt. 
Hendes Son, der jo var hans udtrykte Billede, gjorde 
alt for at mildne hendes Tab og beredte hende et nyt, 
hyggeligt Hjem i ſit Hus, og paa den allerhyggeligſte 
Plet blev jeg ſat, for at den kjere Beſtemoder, ſom 
hun nu blev faldt, ſkulde faa det rigtig godt paa fine 
gamle Dage. Og ſtjondt den ranke Skikkelſe blev bøjet, 
og Ungdommens Ild ſlukkedes i de morke Øjne, jaa 
levede hun dog op igjen i fin Søn og hans Børn, der 
aldrig kunde blive kjede af at høre Bedſtemoder fortælle, 
iſer naar hun fortalte om fig ſelv og det gamle Ege⸗ 
træ og om Loftet, ſom Bedſtefader havde givet hende 
der, og ſom han trolig havde holdt. Naar hun talte 
om den Tid, plejede hun gjærne at klappe mig paa 
Armene og ſige: „Fordi han gav mig Loftet derude 
ved vort prægtige Cgetræ, holder jeg mer af min 
gamle Stol, end af nogen af alle Eders ſmukke nye 
Mobler“. O, hvor. ffjælvede jeg da af Glæde over at 
være jaa elſket, der var jo ingen, der anede, at jeg 
var Reſterne af det ſmukke Træ, og at jeg kjendte det 
altſammen fra gammel Tid. 

Og Bedſtemoder dode. Det var en ſtor Sorg, 
ilær for de ſmaa; men da ogſaa deres Moder dode 
af en ſmitſom Sygdom, ſom var udbrudt i Byen, i hvis 
Nerhed deres Landejendom laa, og Villiam Aaret efter 
tog fig en ny Huſtru, da begyndte der forſt en lang, 
kvalfuld Tid for alle i Huſet. Mig kunde hun ſlet ikke 
taale at je, og havde Villiam ikke beſtemt ſat fig 
derimod, var jeg bleven kaſtet paa Baalet den førfte 
Dag, hun faa mig; jeg huſker endnu, hvor det gjos i 
mig, da hun talte om det. Men heldigvis for mig og 
til ſtor Forbapſelſe for den ſkjonne Zantippe, havde 
Villiam for forſte Gang en anden Vilje end hun. Han 
erklærede højt og tydeligt, jeg maatte hverken hugges i 
Stykker eller brændes; forreſten kunde hun gjøre, hvad 
hun vilde. Saa blev jeg da fat op paa Loftet, hvor 
jeg ſtod i mange Aar, udſat for Træt, Kulde og Fug⸗ 
tighed, til Glæde og fri Afbenyttelſe for Rotter og 
Mus. At det gik flot til dernede, vidſte jeg fra Pigerne, 
naar de om Aftenen kom op paa deres Kammer, for 
at gaa til Sengs. Det gik Slag i Slag med Baller 
og Selſkaber fra Morgen til Aften. Alt, hvad Villiam 


„ 


fortjente, gik til Fruens Fornsdenheder og ſlog endda 
ikke til. Men det generede hende ikke, hun tog paa 
Kredit, betalte aldrig, men vedblev at leve, ſom hun 
havde Lyſt og var vant til. Det gik en Tid; men 
omſider tabte Kreditorerne Taalmodigheden, og en ffjøn 
Dag kom Rettens Folk og ſatte en Stopper for det 
hele Uvæjen. Det var paa høje Tid. Alting blev 
ſtillet til Auktion, og jeg blev kjobt for Spotpris af 
en rig Bonde, ſom en Gang havde laant Villiam 
Penge, Det er den nuværende Ejers Oldefader, fra 
hvem jeg gik i Arv ſra den ene til den anden. J 
Begyndelſen ſtod jeg til Stads i Storſtuen; men til⸗ 
ſidſt var jeg ikte en Gang fin nok til det Brug, og 
for 2 Aar ſiden ſtillede Bondekonen mig i Kakkelovns⸗ 
krogen, ſom jeg kun ſjelden forlader. Min Stilling 
er juſt ikke glimrende, men mine Fortidserindringer 
erſtatte mig for en ſtor Del den tomme Nutid. Hvad 
der meſt piner mig er det, at Folk gjøre fig lyſtige 
over mig. Saa kan jeg undertiden ſukke ved Tanken 
om bedre Dage. 
mig forknyt; thi jeg har det faſte Haab, at den Tid 
vil komme, da netop min ſceregne Dannelſe ſkal tjene 
til at hæve mig i de kloge Menneſkers Ojne. Ja, 
kommer jeg forſt paa det oldnordiſke Muſeum, ſaa vil 
min Zilværelfe blive lige faa lys, ſom den nu er mørt 
og ſorgelig. Og hermed er min Hiſtorie til Ende, 
Deres Majeſtet! Den er ſimpel, og jeg vil blot onſke, 
at den ikke altfor meget har kjedet mine Tilhorere“. 

Med disſe Ord tav den gamle og der opſtod en 
lang Pavſe. Dronningen var dybt bevæget, og alt, 
hvad der var i Stuen, havde med et faaet en vis 
Aerbodighed for den erfarne Egetrecsſtol, hvilket de gav 
til Kjende paa forſtjellig Maade. Geraninien duftede 
pludſeligt jaa født, at det naſten blev for meget af 
det gode, og vendte ſig med al mulig Elſkvcerdighed 
om imod Stolen. En gammel hojbenet Treſtol vilde 
gisre et fint Buk, men tabte Balancen og trillede hen 
ad Gulvet med et ſaadant Rabalder, at Povl foer for⸗ 
ſkrekket ſammen og ſpeerrede fine Ojne hojt op. Men 
da var alt forſvunden, Møblerne. ſtod paa deres ſed⸗ 
vanlige Plads, og af Dronningen var der ikke mindſte 
Spor tilbage. Han laa lange betaget af, hvad han 
havde ſet og hort, og forſt et Par Timer efter faldt 
han igjen i Sonn. Da han vaagnede naeſte Morgen, 
var hans Hoved tungt og ſmertefuldt og han horte, at 
Moderen ſagde til Faderen: 

„J Nat har lille Povl haft fin ſlemme Feber igjen. 
Han [an og ſnakkede noget underligt Toj om Egetreeer 
og Egetresſtole, og om to, der hed Emma og Villiam; 
men jeg kunde ikke hitte Rede i det“. 

„Ja, vi kan jo ikke vente, han ſaadan ſtrax ſkal 
blive raff igjen; det har jo været en ſlem Overgang 
for ham. Om et Par Dage kommer han nok til 
Kræfter igjen, efter hvad Doktoren ſagde“. 

„Aa ja, med Guds Hjælp”, 


Men det er kun et Ojeblik jeg føler | 


Men Povl ſmilede ved ſig ſelv og nikkede hen til 
den gamle Stol, der ſtod i Krogen. Han vidſte bedre 
Beſked end baade Fader og Moder om den Ting. 


Pompeji og Herkulanum. 


(Sluttet.) 

Man kommer i en underlig Stemning, naar man 
gjennem den af Vagtmandſkab bevogtede Barriere trader 
ind i den dode Stad, vandrer gjennem en Gade, drejer 
om Hjornet ind i en anden; paa Stenpladen deroppe 
paa Muren leſer man Gadens Navn f. Ex. Via Mer: 
curii (Merkurs Gade). Den ikke brede, med Fliſer 
belagte Kjorevej har endnu dybe Spor af Vognhjulene; 
paa begge Sider ſtrekker fig de noget ſmalle, lidt op: 
højede Fortove langs de ſmaa, tildels ſammenſunkne, 
dog hiſt og her af Ødelæggeljen forſkaanede Privat- 
huſe, der for Storſtedelen ſynes at have været af ens 
Bygningsform og Storrelſe, nemlig med Stuen og 
en Etage ovenpaa. Dørene ſtaa aabne; med uvilkaarlig 
Gyſen jer man derind og træder nærmere. Der er et 
Kjokten, hvor Kogekar og Stegepander endnu ſtaa paa 
Skorſtenen eller Stegeovnen. Et ſtorre Hus lidt 
længere henne, Saluſt's Hus i Domitian Gaden, har 
foran en Slags Butik, hvorfra viſtnok ſolgtes Vin og 
andre flydende Varer; den er forſynet med en Ovn 
og der ligger Pottemaal og megtige Amforer (Ler⸗ 
krukker med tvende Hanke); dertil ſtader Vaaningshuſet, 
der en Gang var ſmykket med det klasſiſke Olds 
Kunſtveerker. Blandt de ſtorre Vaaningshuſe udmeerker 
fig iſer Arrio Diomedes's Hus, der endnu bærer Spor 
af fordums Bragt; ved dets Udgravning fandt man 
de forſtenede eller med Aſke og Lava overtrukne Lig 
af tyve Perſoner i forſkjellige Stillinger, alle gjen⸗ 
ſynligt i Ferd med at flygte, tre af dem ved Have⸗ 
doren, den ene med Noglen i Haanden, de andre bærende 
koſtbare Gjenſtande med fig. Endvidere: Veſtalernes 
(Arneſtedets Gudinde, Veſtas Preeſtinders) Hus, hvor 
der endnu ſes Brudſtykker af Vegmalerier og herlig 
Moſaik; Jupiters Tempel, hvor brede Trappetrin fore 
op til den luftige, af ſmukke Sojler baarne Forhal; 
Venustemplet, en Firkant med 48 Søjler og Levninger 
af Oldtidens Kunſtveerker; Pantheon, et ſtorartet Ju⸗ 
piters Tempel med endnu ſkjenne Billeder. Hiſt ſes 
Levninger af en Oldtids Have, Basſinet og Fontenen, 
der dog ikke mer giver Vand; her findes dejlige Smaa⸗ 
ſtatuer af Amoriner, der endnu ſtaa paa ſamme Plet 
ſom Aar 79 efter Kriſtus. Paa den brede Fliſe under 
Indgangen til det ſtore Hus derhenne ſtaar indgravet 
„Havete“ o: Velkommen! eller Verer velſignede! J den 
ſydlige Del af Byen, hvor hidtil kun faa Udgravninger 


| have fundet Sted, er dog Amfitheatret kommet for 


Dagen; man kan overſkue Arena Gamppladſen) og 


— 


hele Tilſkuerpladſen, der gradvis hæver fig rundt om 
den i Vejret. Theatret havde 97 Tilgange og rummede 
20,000 Tilſkuere; Kvinderne ſadde gverſt oppe og havde | 
til deres Bekvemmelighed Smaakamre bagved. Men 
trindtom herſker Gravens Stilhed, Alt er livlsſt; 
opdages intet ſpirende Straa, der høres ingen Fugle 
kvidre. Gaar man ind i en Gade, hører man Gjen⸗ 
lyden af ſine egne Fodtrin langt derhenne; det er ſom 
joges ſelve Stilheden i Vejret. Vi kom gjennem nogle 
Tempelruiner, ſtege jan op ad en Højde, dannet for 
1800 Aar ſiden af den nedſtremmede Lava og Affe- 
regn. Under en Ingeniors Opſyn var her en Snes 
Arbejdere i Færd med at udgrave og forſigtigt at | 


| deres langvarige Søvn. 
der 


245 


afdælfe et Hus. Arbejdet gik for fig i Stilhed eller 
under hvifkende Samtaler, ſom om disſe ellers ſaa 
ftøjende Menneſker frygtede for at forſtyrre dem dernede 
Den ophuggede Lava og 
den fraſfkuffede Afke bares bort i Kurve; den overſte 
Del af Huſet var allerede afdælfet og noget af et 
halvt udviſfket Voegmaleri kom til Syne paa Bder⸗ 
muren. 

Foran Torſkelen til et af de godt bevarede Hule 
bredte vi Dug paa Fortovet og indtoge en medbragt 
Frokoſt. Gjennem Doraabningen kunde vi ſe ind i 
atrium (Forſtuen), hvor der laa tvende af glinſende 
Me aldeles overtrukne Lia; det ene ſyntes af en mid⸗ 


1 
aa r nm 1 U 


IId eee 
A 


Beungtemplet i Pompeji. 


aldrende Mand; han var ligeſom i Færd med at reiſe verktoj, vævede Tojer af Guldtraad, Uld og Hor, 


fig og havde lagt den venſtre Pegefinger paa Banden. | 


Maa den anden Side af Gaden var et Bageri og 
gjennem Aabningen opdagede vi de ſorte Brød ligge 
derinde i Bagerovnen. 

Det er iſer i Løbet 5 de ſidſte tyve Aar at 
Udgravningerne, under Tilſyn fra Statens Side, ere 
blevne foretagne med Iver og Forſigtighed, laa at en 
Merngde Kunſtſkatte og koſtbare eller dog interesſante 
Gjenſtande, indtil et Antal af 26,000, ere komne for 
Dagens Lys: dejlige Smykker af Guld og Sølv, 
omtrent 10,000 forſtjellige Mønter, en Del muſikalfke 


Inſtrumenter, Meridianer, Vaaben, nogle andre Inſtru⸗ 


menter, ægyptiffe Skraller, Spejle, Metallamper, Smede 


Saxe, Naale og andre ſmaa Redſkaber til fvindelige 
Arbejder. Adſkillige af Naturens Frembringelſer har 
man forefundet godt vedligeholdte, ſaaſom Belgfrugter, 


Oliven, Nødder, "tørrede Figner, Druer, Wbler og 
Levninger af Ferſkner. Nogle, altſaa atten Jundrede 


Aar gamle Hvedekorn, ſagede man paany og de gave 
prægtige, fulde Ax, noget, ſom dog allerede for har 
været Tilfældet med fundne Korn fra endnu langt 
ældre Tider. Af Menneſkelig har man hidindtil kun 
fundet 127; paa dem alle kunde man tydeligt paa deres 
Stillinger og Anſigtstrek ſpore Skreek og Dodskamp. 
Af Dyr har man fundet tvende Heſte, otte Hunde og 
tolv Skildpadder ſamt elleve Hens. Endnu er kun 


246 


omtrent Halvdelen af Byen udgravet og man venter 
at finde mange flere og betydelige Koſtbarheder, navnlig 
naar man ftøder paa Guldſmedenes Gade, ſom man 
med raſtlas Iver og ſpendt Forventning ſoger efter. 

Paa Tilbagevejen aflagde vi ogſaa et Beſog i 
Herkulanum, hvilken By ſkal være anlagt 60 Aar før 
den trojanſke Krig, altſaa over 1,200 Aar for Kriſtus. 
Meget af hvad man ſtudſende betragter i Pompeji, 
gjentager fig her, dog uden i ſamme Grad at fængsle 
eller fysfelfætte Indbildningskraften; Herkulanum er 
nemlig ikke ſaaledes afdeeket og derfor mindre over: 
ſtueligt og mindre tilgængeligt end Pompeji. Det var 
ved ſamme Udbrud af Veſuv at begge Byer bleve øde- 
lagte; men Aſken, der regnede ned over Herkulanum, 
var langt finere og den var glødende, fan at man ſer 
Dore og andre Gjenſtande af Træ halvt forkullede; 
i Forbindelſe med de efterfølgende Lavaſtromme og 
Kildeveld dannede den ſnart en faſt Masſe, der efter⸗ 
haanden ſom den afkoledes og ſtorknede, blev et for⸗ 
ſtenet Lag, der bedakkede og aldeles tillukket omſluttede 
Byen. 

Forſynet med Fakler ſtiger man ad ujævne Trin 
ned i Theatret, famler fig frem gjennem de ſkumle 
Gange, hvor Fakkelſkinnet ikke formaar at gjennem⸗ 
trænge det dybe Mørke i mere end faa Skridts Af⸗ 
ſtand; alle Omgivelſer viſe ſig i utydelige, fantaſtiſte 


Omrids. Her opdage vi en halvrund Baluſtrade eller 


Tralverk af afrikanſk Marmor; det er Orkeſtret, næften 
af dobbelt faa ſtort Omfang ſom Orkeſtrene i Nutidens 
Theatre. Ved Balluſtradens Endepunkter fandtes tvende 
Billedſtatter af i Oldtiden bekjendte Mænd. Selve 
Scenen deroppe er prydet med tolv Sojler og har fire 
Niſcher til Statuer. 
bemærfer man et dybt Indtryk i Tufſtenen af en Figur, 
og der ſtod fordum en kempeſtor Billedſtotte af Kejſer 
Veſpaſian. Gjennem den i Tuflaget brudte Aabning 
hiſtoppe trænger en Straale af Daglyſet ned, og alt 
ſom Øjet vænner fig til SHalvmørfet, opdager man 
Tilſkuerpladſen derinde, til 10,000 Tilſtuere; det er 


terrasſeformede Sæder, der ere byggede hojt i Vejret 


og ere ved ſyv Trapper delte i jer Afdelinger. Hele 
Amfitheatret omfattes af en med mangefarvet Marmor 


indlagt Mur, paa hyilken fandtes en Rakke Bronce⸗ | 


ſtatuer. 

J en anden udgravet, ſtorartet Bygning: Ari⸗ 
ſtides's Hus, eller Villa, ſom man antager, fandtes 
et Bibliothek beſtaaende af 1756 Bind eller Ruller, og 


flere af den romerſke Oldtids berømte Billedhugger⸗ 


arbejder, ſaaſom: den beruſede Faun, de ſex Danſer⸗ 
inder, den ſovende Faun, Merkur, Homer o. fl. 

Man har fundet de fleſte Gjenſtande i uforandret 
Zilftand, endog Bøger eller Papyrusruller, og mange 


"Malerier med endnu jaa livlige og friffe Farver, ſom 


vare de forſt nylig fuldendte af Kunſtneren. Uagtet 


Herkulanum den Gang Udbruddet fandt Sted var en 


Ved at løfte Faklen i Vejret | 


af Roms anſeligſte Kolonibyer, hvor de fornemme 
Romere havde pragtfulde Lyſtſteder, gik ogſaa den 
gjennem Aarhundredernes Lob aldeles i Glemme; man 
havde bygget nye Byer: Reſina og tildels Portici, 
paa den fafte Grund, der havde dannet fig over den 


begravede Stad, hvis tidligere Zilværelje omſider blev 


til et loſt Sagn og om hvis Beliggenhed man endog 
jvævede i Tvivl. Da ſkete det for halvandet hundrede 
Aar ſiden, at en Fyrſte af Elbeuf, der ſogte eſter 
Marmor til en ny Villa i Portici, horte tale om, at 
der fandtes ſaadant af forſfjellig Slags i en Brønd 
eller Jordfordybning i Reſina. Han lod foretage Ud⸗ 
gravninger, og man ftødte paa Herkulanums prægtige 


Theater, nemlig Scenens Baggrund, hvor man afdakkede 


hele Ræfter af ſkjonne Marmorſojler og Billedſtotter, 
ogſaa Nytterſtatuer, af Bronce. Paa Grund af poli⸗ 
tiſke Begivenheder og det yderſt vanſkelige Arbejde med 
at gjennembryde den ſtenhaarde Gibsmasſe, hvori alle 
Bygninger og Gjenſtande vare ligeſom indmurede, 
bleve Udgravningerne i det paafolgende Hundredaar 
kun fortſatte med ringe Kraft; det er forſt i de ſidſte 
fyrgetyve Aar, man atter har taget fat, og efterhaanden 
ere flere Bygninger, hvori fandtes Kunſtſkatte og andre 
interesſante Gjenſtande, blevne afdakkkede. P. P. 


Barneminder. 


Hvor Veſterhavet ſkyller 

Tin Bølge op paa Strand 

og ffærer dybe Furer 

i det ſnehvide Sand; 

hvor Bølgerne vemodig 

beſkylle Brinkens Fod, 

der — bag de hvide Bakker — 
min Barndomsvugge ſtod. 


Der laa jeg tryg og rolig 

udi min Moders Arm, 

og Sorgen var mig fremmed 
ved hendes hulde Barm; 

jeg kjendte ej til andet 

end Smil og glade Hop, 

jeg red paa Kne hos Fader 
til Molle i Galop. 


Der voxed jeg fortrolig 

med Hapbolgens Larm; 

der ſvandt min Barndom ſtille 
hen uden Savn og Harm; 
der leged jeg med Blomſten 
ved Sandbankens Fod, 

mens Lerken ſang, og Storken 
paa Tagets Rygning ſtod. 


Kama 


Theiss 
Sav 
Donau 
Drav 
Don 
Dnjester 
Dnjeper 
Beresina 
Mosel 
Rhinen 
Main 
Havel 
Moldau 
Elben 
Saale 
Dvina 
PFetsjora 
Rhone 
Land 
Weichsel 
Bug 
Loire 
Memen 
Oder 
Warte 
Bug 
Ebro 
Duero 


Maas 


Po 


Guadiana 


Garonne 


Weser 


Der jeg faa tidt fra Bakken 
ud over Havet (aa, 


fig i det klare blaa; 
der jaa jeg, Solen ſtige 
i Oſten purpurrod 

og fig om Aften ſenke 
i Havets blanke Skad. 


Jeg mindes vel min Tue, 
hvor tidt jeg ſad og ſang 
og flettede til Kranſe 

Smaablomſterne i Vang; 


| : jeg mindes grant hver Gjenſtand, 
| ſom dyrebar mig blev, 
naar Maanens Glans aſfſpejled | ja Bjælfen i vor Lade, 


| hvorpaa mit Navn jeg ſkrev. 


| O, flige kjere Minder 
| man aldrig flippe fan, 
| de rokke gjennem Livet 
| helt frem til Gravens Rand, 
| de flynge Barnets Lykke 
| i Mandens Gjærning ind 
| og tænder Smil i Øjet 
| og Lysning i hans Sind. 
M. S. Auderſeu. 


Talſtorrelſer i Dillever. Bed Sophus Tromholl. 


V. Evropas vigtigſte Vandlsb. 


264 Mil | 
— 510 


r! EL ES 
LEE TE SER Se SSR ER SES 80 
66 
48 

0 44 
— —— É — — 
— 18 
. ]ĩ%ꝛä 160 
2 150 
. 40 
2... ̃ ̃?ßv ! 0 
. ˙ 30 
— 99 


Cuadalq viv 65 


Dalelv 
Liber 
Schelde 
Themsen 
Årno 


Gudenaa f 


—380 


Hosſtagende Tegning, der fremſtiller Længden af 
de vigtigſte Floder i vor Verdensdel, trenger ikke 
161 til nogen vidtløftig Forklaring. Flodens Navn ſtaar 

tilvenftre for Linien, der betegner dens Længde, og 
dennes Størrelje i Mil er angivet ved Tallene tilhøjre. 
Enkelte af de betydeligſte Bifloder ere tagne med og 
ved en lodret Streg forbundne med de Floder, i hyilke 
de have deres Udløb. — Den ſterſte Flod i Evropa 
er ſom bekjendt Volga; om den mindſte Flod kan 
der ifølge Sagens Natur ikke være Tale, da der jo i 
alle Lande gives tuſende og atter tuſende [maa Vandløb, 
lige ned til Afløb fra de ſmaa Kildevæld. At vort 
Fædreland med Henſyn til rindende Bande maa komme 
nederſt i Rekken, er jo en naturlig Folge af vort 
Fedrelands ringe Udſtrakning i Forhold til det ſtore 
Faſtland. Derfor er vor ftørfte „Flod“ Gudenaa ogſaa 
opført ſom den mindſte af Evropas Vandlob. Det er 
ret interesſant at ſammenligne det med vor Verdensdels 
ftørjte Vandlob. Volgas Lob er 27 Gange ſtorre end 
Gudenagens; den udgjør næften /0 af hele Jordens 
Omkreds, og er lige faa ſtor ſom Afſtanden (i lige 


Linie) mellem Athen og Nordkap, eller Lisſabon 
og Moſkva. 


Smaating. 


En Efterſkrift. Man 
vil paaſtaa, at en Kvinde 
ikke kan ſkrive et Brev, uden 
i det mindſte at tilføje en 
Efterſtrift, hvori Brevets 
egentlige Kjcrne ſedvanlig 
ligger gjemt. Der fortælles 
ſaaledes, at en ung Irlender⸗ 
inde, ſom faa fig nodſaget 
til at bede fin Forlovede om 
at betale „nogle Sager“, hun 
havde kjebt, føjede folgende 
Efterſtrift til Brevet, hun 
i den Anledning ſendte ham: 
„Jeg var frygtelig ftamfuld 
over den Anmodning, jeg 
ſtillede til Dig, hvorfor jeg 
ogſaa ſendte Bud efter Poſt⸗ 
drengen for at faa mit Brev 
tilbage; men han havde 
allerede afleveret det paa 
Poſthuſet, for mit Sendebud 
indhentede ham.“ 


Nojſomhed. En lille 
Pige kom efter ſin Koyfir⸗ 


Skomagerlogik. 


mation ud at tjene. En 
Tid gik hun og faa meget 
ſorgfuld ud, og da man 
trængte ind paa hende for 
at erfare Grunden, fvarede 
hun med Taarer i Øjnene: 
„Det er i de her Dage, de 
fjører Mog derhjemme... 
og faa er der faa mange 
Fornejelſer.“ — „Hvad for⸗ 
nojede Du Dig da med?“ — 


7 AF 


Billedgaade (Rebus). 


1— 
Af 4 R, 3 G, 2 A, 2 E, 2 N, 2 0 
ſom ſkrevne under hinanden og leſſte 
oven og nedad giver Løsningen pad 


Firkantet Nod. 
og 1 8 dannes fire Ord, 
fra venſtre til højre og fra 
folgende Gaade: 

Skjent forſte kun er et ydre Skin, 

de fleſte dog tragte derefter. 

Det an det det giver Dig Føden Din, 

men fordrer og Dine Krafter. 

Det tredie nævner en grum Tyran, 

hvis Navn vi med Gyſen mindes. 

I fjerde — med Lethed det gjettes kan — 
der tolv Gange tolv fkal findes. 


Oplosninger fra Nr. 30: 
ö Fyn | 
paa den | Riga ES | paa den f DØR. 
geografiffe ) Ejsleben = firkantede + 0 D E. 
Gaade: 2 Japan | Nod: R E M. 
Afrika. 


9 


„Men, Skomager, kan De 
at Stevlerne ere mig alt for ſmaa?“ — 
„Aa, mej, lille Froken, huſt paa, forleden. 
jeg tog Deres Maal i Længden og Breden, 
og Stovlerne pasſe til Maalet. .. jeg tror, 


. 


det er bare Foden, der er for ſtor.“ 


rede flere Gange anførte i Bladets Brevvexling; 


„Jeg kjerte paa Mogvogn,“ 
ſvarede den lille og braſt i 
Graad. . 
Sprogligt Uheld. En 
Mand, der var bekjendt for 
ſine ſelvlavede Roverhiſtorier, 
gav i et Selſtab en udførlig 
Beretning om, hvorledes han 
et viſt Aar ner var bleven 
overkjort af et Iltog paa 
den vendſysſelſke Jernbane, 
— „Men“, indvendte en af 
tilſtedeværende, „det Aar var 
Banen jo endnu kun proſek⸗ 
teret” (paatenkt.) — „Ganſte 
rigtig,” ſvarede Fortalleren, 
ſom ikke kjendte Betydningen 
af det brugte fremmede Ord; 
„det var netop ogſaa et 
projekteret Iltog, der nær 
havde kjort mig over.“ 
Rimſprog. Det er ille 
alt, der dur til Hammer; 
det er ikke alle Ord, der 
rammer, — Uforſagt har 
altid Magt; lammet Mod 
er lammet Fod. Slet 
bevendt faar aldrig endt; 


Enden | brat. Sommer 
Raad til Hjærte, tages 
Braad fra Smarte. — 
Guld gjør ſjelden huld, 
ſnarere ſvigefuld. 


Veſteden Selbfolelſe. 
„Uden at roſe mig felv, 
har jeg gode Svin i Aar“, 
ſagde Manden, han fremviſte 
fit Svinehold. 


Brevverling. 


P. $.1 8. — R. — . P. i S. Kan ikke bruges. 


C. Papſo. Grundene til, at de brave Noddeknalkeres og 
Gaadeleſeres Navne ikke blive optagne i „Husv.“, ere vel alle⸗ 
men et Par af 
disſe ſkulle dog gjærne paa given Foranledning atter gjentages 
her: 1) Navnene ville optage for megen Plads, iſer da der 
fremtidig vil komme flere Gaader i Bladet end for. 2) Gjør 
der fig ofte gjennem Navnene en ſmaglos Vittighed gjældende, 
ſom er lidet tiltalende for Hovedmasſen af Leſerne. Tror De 
f. Ex. det kunde more nogen at laſe folgende Navne, der ere 
tagne i Fleng fra et andet Billedblad: En Smedetamp, Paa 
en Vejrmolle, Barber Jokum Jobbe (Kavaler), 
oldrikler oſp. oſv. (Se forøvrigt Brevvexlingen i Nr. 26). 


V. S. Overſettelſen kan ikle bruges. Hvor ſkal Haand⸗ 


da ikke forſtaa, 


ſtriftet ſendes hen? 


R. B. i O. B. At De forgjaves har henvendt Dem til 
flere Boghandlere i K. uden at kunne fan „Haandgjernings⸗ 


bog for Ungdommen“ er ret mærkeligt, da Bogen kal kunne 


faas gjennem enhver Boghandel. Priſen er 5 Kr. uindbunden 
og 6 Kr. ſmukt indbunden. Naar De vil opgive Deres Adresſe 
for Udg. ffal De ſtrax faa Bogen tilſendt pr. Poſtopkrœvning. 


——— 


* ——— 


Indhold. Den gamle Egetresſtols Erindringer, et Eventyr af Alfreda. — 
Pompeji og Herkulanum med Billede. — Barneminder, Digt af 
M. S. Anderſen. — Talſtorrelſer i Billeder, ved Sophus Trom⸗ 
holt, med Tegning. — Smaating, med Billede. — Brevvexling. 


„Dusveuuen“, Billedblad for Nlorſßabolcsning, Oplysning og Husflid, udkommer til 


Billeder, tit 1 Krone Fjerdingaaret, frit ſilſendt. 


Hpert Fierdingaar medfølger gralis ef fort fmuk: Tillægsbillede. 


hver Søndag med et 15-fpaltet Arz, forfynet med flere 


Bladet kan beſlilles paa 


tifvert Pofikontor og Brevfamlingsfied, 1 enhper Bogfade ſamt hos Sovedkommisfionæren : Budolph Klein, Vileffræde 40, Kjebenhavn 
CCC er ERR eder: 2 


2 Trykt pas Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


enn ST 


tager Snillet fat, kommer 


En Bayerſk⸗ 


3. Aargang 


„Nr. 32.  Sandagen 


En funden Dagbog. 


Bed Veritas. 
0 5 


frakke og jeg foretog os en Reiſe 
igjennem ſtorſte Parten af Danmark. 


Udflugter, og min Overfrakke blev 


iht brændende varmt var det under hele Reiſen, og 


jeg var tit ergerlig over, at jeg ikke havde ladet det 
Da Rejſen 


tunge Spektakel blive hjemme i god Ro. 
var endt, tog Sommeren ogſaa Afſted; Overfrakken 


blev taget frem, og da jeg forſte Gang tog den i Brug, | 
fandt jeg til min Overraſkelſe, at den i dens inderſte 


Lomme huſede en Gjenſtand, ſom aabenbart ikke tilhørte 
mig. Det var en meget gammel, men vel konſerveret 
Notitsbog, ſom en eller anden maatte have ſtukket i 


Lommen paa Frakken i den Tanke, at Frakken var hans; 
men hvor i Danmark Fejltagelſen var bleven begaaet, 
Ved løjelig at blade i 


havde jeg ingen Anelſe om. 
Bogen, fandt jeg, at den næjten var ſkreven fuld med 


forſkjellige Notitſer, meſt af perſonlig Art; men jeg 


traf ikke paa noget Navn, der kunde lede mig paa Spor 
efter Ejermanden. Jeg lagde da Bogen ned i min 


et var ſidſte Sommer, at min Over⸗ 


2. Vi kjorte paa Jærnbane gjennem | 
Jylland, over Fyn, gjennem Sjælland, | 


imens hængende i Stationsbygningen; | 


d. 7. Maj. 


Skuffe, afventende at Je den eſterlyſt i Bladene, Da | 


jeg imidlertid ikke ſaa nogen ſaadan Efterlysning, 


averterede jeg ſelv et Par Gange i et af Danmarks 


meſt udbredte Blade om Fundet af Bogen, og at 
denne vilde blive udleveret til Ejeren, naar 
han beſkrev mig det Fotografi, der fandtes 
liggende i Bogen. 


Da Ejeren trods dette endnu ikke meldte fig, holdt | 


Kjøbenhavn. 


9 
1876. 


jeg mig berettiget til at gjøre mig bekjendt med de i 
Bogen nedſkrevne Notitſer. Og i den Tanke, at det 
muligvis kunde føre til, at Ejeren fif Underretning om, 
hvor han ſkal henvende fig for at faa en Bog tilbage, 
ſom han dog viſt jætter Pris paa. at bevare, har jeg 
af dens Indhold gjort efterfølgende Uddrag, ſom herved 
forelægges. Leſerne. Hvor der forekommer Navne i 
Dagbogen, ere disſe uden Undtagelſe ombyttede med 
andre. 
Veritas. 


Paa Heden ſtaar jeg. Hiſt bag Klittens Rand, 
ſom Havets vidt udſtrakte Flade dolger, 

alt Solen lider mod de klare Bolger, 

der ſagte ſkvulpende gaa op paa Strand. 
Endnu et ſidſte Blink jeg ſkue kan 

fra Højens Top, hvorfra mit Blik den følger, 
da ſynker den bag Klittens blege Miler, 

og Kveeldens Skygger over Heden iler. 


Og alt er tyſt; ſelv Lærfens klare Sang, 
ſom nys gjenlod bag Hedens brune Bakker, 
er brat forſtummet, [ydløs Fuglen flakker 

i Lyngen om, mod Reden gaar dens Gang. 
Kun hiſt fra Oſt en ſtille Klokkeklang 

gaar vemodsfuld hen over Hedens Bakker, 
fra Moſen ſtiger dæmpet Vibens Klage, 

der er ej andre Reſter mer tilbage. 


Men Fuglens Skrig og Kirkeklokkens Reſt 
med Hedens dybe Tavshed fig forbinde; 
det er, ſom blev her dobbelt tyſt herinde 
da begge ſank til Hedens ſtille Bryſt. 

Og med en ſelſom, vemodsblandet Lyſt 
jeg hører Klokkeklangen ſagte ſvinde; 

det er, ſom ſtod jeg ene nu i Verden, 
forſtodt, forglemt i al dens travle Feerden. 


mim | Ale» dt lone 


N 


Men hiſt i Veſt, hvor Solen dukked ned, 
der nu den mørke Sky fig langſomt løfter 
med gyldne Tinder og med merke Klofter, 
ret ſom et Bjeerg, der op mod Himlen ſkred. 
Men opad Klippevceggen, mork og bred, 

en ſnever Spalte, fuld af Lys, fig løfter, 
og undrende, belyſt af Solens Luer 

et roſenfarvet Landſkab der jeg ſkuer. 


Et Landſkab, fuldt af Lys og ſalig Ro, 
med Høj og Dal og vidt udſtrakte Skove, 
der ſtaa i Krans om Søers Pupurvove, 
bag Klippeſpaltens Rand jeg ſkuer fro. 

Til Landet hen min Tanke bygger Bro, 

et Paradis det ſynes mig at love — 

da glider Klippens Mur hen for mit Eden, 
og tifold enſom ſtaar jeg nu paa Heden. 


Ohg atter irrer om mit Oje nu 
og ſtreffer over Hej og Dal tilbage, 
og atter lytter jeg til Fuglens Klage, 
den gjør mig ikkun mere mod i Hu. 
Ja, Hedens Tavshed har en egen Gru, 
der tynger Sindet i de trange Dage. 
Vel er der Fred bag Højene derinde, 
men kun de Dødes Fred er der at finde. 


Det er, ſom vandrede jeg hen over en ſtille Kirke 


gaard, hvor henfarne Slægter ere gangne til Hvile, 


og ſaaledes er det jo ogſaa i Virkeligheden, Heden med 


alle dens Kempehoje er jo Oldtidens ſtore Kirkegaard. 


- &vor forunderlig er det i Grunden ikke, at min Fore⸗ 


ſtilling om Heden var ſaa fuldſteendig rigtig; her ligger 
den udbredt for mig netop ſaaledes, ſom jeg Havde 
tenkt mig den, flænge for jeg vidſte, at jeg nogenſinde 
ſkulde blive hjemme her. 

Skolen folger mig dog, hvor jeg ſaa vandrer hen. 


Dens Beliggenhed paa Bakketoppen gjør den til Egnens 
hojeſte Punkt, og ÜUdſigten fra mine Dagligſtuevinduer 


er ſtorartet og ſmuk. Skade kun, at Vinduerne ſelv 


ere mindre kjenne; de ere af Jeern og af det Slags, 
man andenſteds kun anvender til Kornmagaſiner og 


Pakhuſe. 
lukkes op. 
„De holder fig faa meget bedre end Trevinduer“, 


Kun en eneſte Rude i hvert Vindue kan 


ſagde gamle Jens Due, da jeg ſpurgte ham, hvorfor 
| fig til en dødsdømt Mand. 


man havde fat ſaadanne Vinduer i en ny Bygning. 
Det er altfaa flet for at ſpare. Aa ja, naar der 


kan ſpares et Par Daler derved paa en Snes Aar, 
fan gjør det vel mindre til Sagen, at Lejligheden bliver | 


ubyggelig og ſmagles derved. 

Jeg troede dog, at jeg, naar jeg kaſtede Broen af 
bag mig, naar jeg, ſom Digteren ſynger, brændte mine 
Skibe, vilde vinde Freden tilbage i min Sjæl, i det 
mindſte tilnermelſesvis; men det er ikke ſaaledes. 


| nej, det er uretfærdigt af mig at tro det. 


Tanken vender ſtedſe tilbage til hende, fra hvem jeg 
med Vold vilde løsrive den, og vender jeg Øjet fremad, 
ſaa er alt graat i graat, troſtesloſt og ode. Bag ved 
mig ligger Vaaren, den lyſe Vaar med Solſkin og Liv, 
med grønne Bogeſkove, hvor Fuglene ſynge og Blom: 
ſterne flette deres brogede Krans, foran mig breder ſig 
det mørke, ſludſulde Eſteraar med fine hylende Veſten⸗ 
ſtorme, den mørke, troſtesloſe Hede med Lyngens visnede 
Stængler. Og lige ſom Moſes, der ſtod paa Bjærget 
ved Orkenens Grenſe og ſkuede lengſelsfuld ind over 
det lyſe og herlige Land, hans Fod. aldrig ſkulde fan 


Lov til at betræde, ſaaledes ſtirrer ogſaa mit Øje 


lengſelsfuldt tilbage mod det ſollyſe Land, der en 
Gang blev mig forjœttet. Gud ſke Tak endda, at jeg 
ikke ved egen Brode har forſpildt min Ret til at be, 
træde det. 


„Naar De er meget forſigtig og navnlig undgaar 


ſteerk Sindsbevegelſe og ſteerk legemlig Anſtrengelſe, 


har De endnu Aar tilbage“, ſagde Legen, da han ſidſte 
Gang underſogte mit Hjertes uregelmæsfige Slag. 
Hvormange Aar, omtalte han ikke; maaſke vidſte han 
det ikke ſelv, maaſke vilde han ikke ſige mig det. Det 


var vel heller ikke godt for mig, om jeg til Punkt og 


Prikke vidſte, naar mit Hjærte vilde ophøre at gjøre 
fin Tieneſte; det er allerede ejendommeligt nok at vide, 
at det inden lang Tid vil ſtandſe fine Slag. 

Jeg fer endnu Mathildes forfærdede Anſigt, da 
jeg ſagde hende, at mine Dage vare talte. Havde jeg 
den Gang taget hende i mine Arme, hun havde da 
lagt fit Hoved ved min Skulder og grædt fin Sorg 
ud; thi jeg ved, at hun elſkede mig. Men jeg lod, 
ſom faa jeg ikke hendes Bevegelſe; jeg havde jo allerede 
den Gang aſſtukket den Vej, jeg havde at vandre, og 
den forte førft og fremmeſt bort fra hende. 

„Kom nu og beſog os i Sommerferien“, ſagde 
hun til mig, da jeg Aftenen for min Afreiſe ſkiltes fra 
hende, „og gid den friſte, jyſke Havluft maa gjøre Dem 
raſk og ſterk“. 7 

Skovrideren ſagde det ſamme; men jeg tror alligevel, 
at han og hans Huſtru vilde modtage mig med blandede 
Folelſer, om de end begge have mig fjær. De maa 
jo have ſet, at Mathildes Hjærte havde bøjet ſig imod 
mig, og de kunne vel næppe ønffe, at hun ſkulde binde 
Drengene gred, da jeg 
rejſte; de havde jo ingen Grund til at ſtjule, at de 
holdt af mig. Nu have de vel allerede overført deres 
Kjærlighed paa deres ny Lærer og glemt mig. Dog 


(Fortſættes.) 


Verdeusudſtillingen i Philadelphia. 


Paa Onsdag den 10de Maj aabnes den ſtore 


Verdensudſtilling i Philadelphia, den forſte ſom er af 


holdt i den ny Verden, Hvortil der er truffet uhyre 
Forberedelſer, for at den ret kan overtrumfe den gamle 


hvorledes Aabningen er beſtemt at ſkulle foregaa og 
om de Forberedelſer der ere trurne. Kl. 10% om 
Formiddagen den 10de Maj, naar de indbudne Gjæfter 
have taget Plads, vil et af 150 Muſikere beſtagende 


Orcheſter, under Ledelſe af Direkter Thomas, udføre 


„Alle Nationers Nationalhymner“. Derpaa føres 
Preſident Grant af Gouvernøren i Philadelphia og 
en militær Escorte til fin Wresplads, hvorefter Or⸗ 
cheſtret udfører den af Richard Wagner i Dagens An⸗ 
ledning komponerede Feſtmarche. Der følger nu: Bon, 
en Hymne af Whittier og en Originalkantate af Dudley 
Buck (begge amerikanſke Komponiſter), fort Beretning 
om Udſtillingens Tilblivelſe ved dens Formand, og 
Feſttale af Preſident Grant, der ſlutter med, at Ud⸗ 
ſtillingen erklæres for aabnet. J ſamme Ojeblik heiſes 
en Mængde Flag, der affyres Kanonſalver, alle Klokker 
ringe, og et Kor paa 600 Perſoner ſynger Händels 
„Hallelujah“. De udenlandſke Kommisſerer indtage 


nu deres Pladſer ved Afdelingerne i Hovedbygningen, 


og Præſident Grant, ledlaget af de amerikanſkte Kom⸗ 
misſcrer, Finantskomiteen og de indbudne Gjeeſter be⸗ | 


træder nu Hovedbygningen gjennem den nordre Portal 
og tager under Muſik fra det ſtore Orgel de enkelte | 


Afdelinger i Ojeſyn. Toget begiver ſig derefter til 


Maſkinhallen, hvor paa et givet Tegn den ſtore Damp⸗ 
maſkine (fabrikeret af Corliſs, Rhode⸗Island, der vejer 
halvanden Million Pund, og kan udvikle indtil 2,500 


Heſtes Kraft), hvis Beſtemmelſe er at forſyne alle op⸗ 

ſtillede Maſkiner med Damp, ſettes i Bevegelſe. 

med er Udſtillingen aabnet. 
Udſtillingsbygningerne have allerede ſiden den 15de 


Marts været lukkede for Publikum, medens Adgangen | 
til ſelve Pladſen i Fairmount Park endnu ftaar aaben. | 


Jovrigt har man begyndt paa Haveanlægene, ſom ſkulle 
omgive Bygningerne. Om Søndagen beſoges Fair⸗ 
mount Park i Reglen af mange Tuſender ſkuelyſtne. 
Tilvenſtre for Hovedbygningen er der i utrolig kort Tid 
opfort 3 ſtore, nye Hoteller („United States, „Globe“ 
og „The Trans-Continental“); af disſe er det farſte 
allerede aabent for Gjeſter. Tilhejre ligge Udſtillings⸗ 
komiteens Kontorer; noget derfra paa den modſatte 
Side findes den kempeſtore Jernbaneg aard (650 
Fod lang og 200 Fod bred), der er bygget op paa 
dette Sted i Lobet af lidt over en Uge. Her ville de 
beſagende fra alle Jordens Egne udſtige, og de have 


Her⸗ 


| Fotografier. 


da baade Hotellerne og Udftillingen i nermeſte Nerhed. 
Hovedbygningen har. været færdig ſiden Januar; 


dens ſtore Gulv er 1800 Fod langt og 400 Fod bredt. 
Tuſinder af Pakker og Baller føres daglig fra Jeern⸗ 
banen ad Sporveje ind i Bygningen, hvor de fordeles 
efter Beſtemmelſen. Omſtaaende Billede giver Leſeren 


en Foreſtilling om den kempeſtore Udſtillingsbygnings 
ſmukke Indre. 

Verdens Verdensudſtillinger i London, Paris og Wien. | 
Vi fkulle efter B. Td. bringe nogle Meddelelſer om, 


Ved en Gang paa langs og en anden paa tværs 
deles Hovedbygningen i 4 Kvadrater. Ved dens Cen: 
trum fløde 4 Hovednationer ſammen: England ſom 
Reprecſentant for den angelſachſiſke Race, Tyſkland for 


den teutoniſke, Frankrig for den latinſke og Nordamerika 


ſom Blanding af alle Racer eller Repreſentant for 
„Fremtidsracen“. Nordamerika har forbeholdt ſig en 
Fjerdedel af hele Bygningen og desuden en Tredjedel 
af den nordoſtlige Kvadrat, ſom desuden indeholder 
Plads for Frankrig, Belgien, Schwejz, Nederlandene, 
Braſilien og Mexiko. Den nordveſtlige Kvadrat optages 
af England med Bilande og Kolonier, Italien og 
Sverrig-Norge. Den ſydveſtlige Kvadrat omfatter 
Tyſkland, Oſterrig⸗Ungarn, Rusland, Danmark, Spa⸗ 
nien, Portugal, Tyrkiet, Wgypten, Tunis, Japan, Kina 
m. m. Paa Hovedbygningens Gallerier mod Nord og 


| Oſt opſtilles der prægtige Orgeler, medens en lang 


Rakke Vinduer i Centralgalleriet er forbeholdt den 
engelſke Udſtilling af farvet Glas og Glasmalerier. For 
Vogne og Seletøj er der opført 2 ſtore Bibygninger; 
3 andre Tilbygninger ſkulle optage Mineralier og Me⸗ 
talvarer af enhver Art. Hovedbygningens Loft er malet 
lyſeblaat; Indfatningerne ere ſkarlagenrode; ſamme 
Farve have Pillerne, der bære Loftet; Buerne have 
Tegninger i ſort og blaat. 

De ſeneſte Beretninger fra Philadelphia melde, at 
de nordamerikanſke Udſtillere hidtil ere blevne ſterkt 
overflͤjede af de udenlandſke, men at de nu ſkynde fig 
for at indhente det forſomte. Alle Udſtillingsgjenſtande 
fra Norge ere indtrufne og tildels opſtillede paa [mag 
fuld Maade. Den ſvenſke Udftiling antages at ville 
vælfe megen Interesſe, deriblandt ogſaa det ſpenſke 
Skolehus, ſom gjorde ſaa megen Lykke i Wien. 

Syd for Maſkinbygningen opføres der en ſeelig 
Bygning for Fodtøj og Lederartikler, 300 Fod lang 
og 160 Fod bred. Blandt andre ſerlige Bygninger, 
hvis Antal endnu er ubeſtemt (der ſiges 30 — 40), bør 
nævnes Bygningen for Kvindearbejde, opført ude⸗ 
lukkende ved Bidrag fra Kvinder, og Bygningen for 
Den ſtore Memorial Hall (Erindrings⸗ 
bygning), ſom ſkal optage Malerier og Billed⸗ 
huggerarbejde, er bleven færdig den Ifte April, 


| hvorefter man har begyndt at anbringe Kunftværferne, 


Anmeldelſerne have været ſaa talrige, at man har været 
nødt til at opføre en Bibygning. J Memorial Hall's 
Midte ſkal Bell's kolosſale Gruppe „Amerika“ opſtilles; 
paa Terrasſen Veſt for Bygningen Granitſtatuen af 
den amerikanſke Kriger (fra Frihedskrigens Tid), 21 
Fod hej, og paa Oſtſiden en kolosſal Mamorſtatue af 


Det Indre af Adstillingsbngningen i Philadelphia. 


alf 


Waſhington. (De forenede Staters „Befrier“ Aar 


1776). Det er Meningen med Bygningen af den her— 


Üdſtillingen, ſom et nationalt Muſeum, opført til Minde 
om de forenede Staters 100aarige Uafhengighedsfeſt, 
der vil falde under Udſtillingen 1876. Agerbrugs⸗ 
bygningen ventedes at blive ferdig i Begyndelſen 
af April; det er en uhyre gothiſk Bygning. Have⸗ 
udſtillingsbygningen var allerede færdig i Midten 
af Marts; en Mængde Palmer, Oranger, Citrontræer 
ojv. have faaet Plads i ſamme; der ventes: dog endnu 
ſtore Tilſendelſer fra Waſhington og New Vork. Paa 
Pladſen udenfor er der udſtylket Plads til alle Nationer 
for Havevexter af forſkjellig Art. De talrige Have⸗ 


anlæg, ſpredt omkring de talrige ſtorartede og ſmukke 


0 8 8 | Udſtillingsbygninger, vil i Sommer afgive et henrivende 
lige „Memorial Halls, at den ffal blive ſtagende efter 


Skue for de umaadelige Masſer beſagende, der ventes 
baade fra den nye og den gamle Verden. 


Vaarbekken. 
(Efler det Spenſke.) 


Af Vaarregn og ſmeltende Driver 
han førtes i Skovens Gjem, 
Violernes duftende Vrimmel 

ſtod kranſende om hans Hjem, 


Bækken i Skoven. 


Men Solen ſteg højere paa Himlen, 
og Luften blev mild og varm, 

og Vaarens voxende Kræfter 

de gjæred i Piltens Barm. 


Da ſprengte han Hjemmets Bure, 
Violernes duftende Krans, 

nær Skovhuſets lave Mure 

han ſpang fig i munter Dans. 


Han lod ſine Bolger ſpille 

med Lyſt over Stof og Sten, 
ſkjont tuſende Straaler modte, 
han brød dem dog hver og en. 


Naar djærvt over Bakkens Skrenter 
i legende Fart han ſprang, 

hans kaade Bruſen i Skoven 

ſom jublende Viſer klang. 


Alt ſteerkere foulmede Voven, 

han fløj i et fraadende Skum, 
det blev ham for trangt i Skoven, 
der ſavned han Lys og Rum. 


Han drømte om fagre Enge 

med tuſende Blomſter ſmaa, 

han drømte om varmende Sollys 
fra Himmelens dybe Blaa. 


Hvor lifligt at ſkue den ſtille, 
den tindrende Stjœernehal, 
og lege i ſollyſe Dage 

om Blomfter i Tuſendtal! 


Da ſtormed han frem, beruſet 
af Lengſel foruden Navn, 

til ſidſt med jublende Glæde 
han ſprang udi Dalens Favn. 


Saa var det i Vaarens Dage, 
nu lyſer Sommeren blid, 
nu ſoger forgjaves Du Bakken, 
ſom fosſede ftært og ſtrid. 


Nu ſleber den tungt og doſig 
ſin Strom mellem Stenene om 
og megter end ikke at fprænge 
Smaabernenes demmende Bom. 


J Leg de hoppe derover, 
den veder nu ej deres Kjol', 
dens Viſer ſorlongſt forſtummed 
Det voldte den megen Sol. 
Emanuel Henningſen. 
Landbruget i Norge. 
Af Alads Hanſen. 
Bøndernes Redſlaber, ſom og Maaden at arbejde 


paa, er meget forſkjellig fra hvad vi ere vante til at 
je her i Danmark. Vognene ere for det meſte tohjulede 


have en lille rund Stol 

bagved denne et Siddebret 
Benene under ud imellem Hjulene. Paa ſaadanne 
Vogne maa de rejſende færdes i de Egne, hvor der 
ikke er Jeernveje. Langsmed Landevejene ere visſe 
Bondergaarde pligtige til at yſkydſe“, det er: kjore for 
Folk imod en vis Betaling. J Reglen er der omtrent 


paa Fjedre til en Mand og 


en norſk Mil imellem disſe Gaarde, ſom kaldes Skyds⸗ 
ſtationer, og paa disſe kan der i Almindelighed faas 
Mad og Nattelogi. Heſten ſtal den rejſende ſelv kiore 


til en anden, ſom maa ſtikke | 


og en Skydsgut ſidder bag paa og folger med for at 


kjore Heſt og Vogn tilbage fra det næfle Skydsſkifte. 
Skydsgutten er for det meſte en Dreng, men det kan 
ogſaa være en voxen Karl eller Pige. Haſtvognene 
ere firhjulede, men Hjulene ere ikke højere end ved 


vore gamle danſke Plove; Forhjulene ere ſommetid 
Ruller af belt Tr. Vognkjcppene ſtaar lige op og 
til disſe er bundet Sælfer af noget over en Alens 


Højde; for og bag er ligeledes Sætter, og i alle fire 


Hjørner ere disſe bundne ſammen med Birkekviſte. 


Til at kjore He og Korn paa bruges ogſaa Slader, 
hvor Fjældet er faa ſtejlt, at der ikke kan kjores pan 
med Vogne. En Slags ſmaa firhjulede Vogne, 


| 


| Siden af det andet. 
Karrer omtrent ſom vore Margelkasſer; Kariolerne 


der ligner vore, kaldes Triller; de ſindes kun und⸗ 


tagelſesvis. Det er ikke ſjeeldent, at Skaglerne paa de 
firhjulede Vogne ere faſtgjorte paa Enderne af de 
forreſte Axler. Seletojet ligner heller ikke det, vi er 
vant til at ſe her i Danmark; det er et Slags Stavtøj 
uden Hammelreb, og Heſten trakker ved ſelve Vogn⸗ 
ffaglerne, der ere faſtgjorte til Selen ved Heſtens For⸗ 
bove. Der haves mange Slags Plove, ſom vi ile 


kjender her i Danmark, blandt andre nogle meget ſtore 
| og nogle, der er til at kjore frem og tilbage i ſamme 
Fure med; naar Plovkarlen kommer til Enden pan 
Aggeren løsner han en Splitte, Ploven gives et Kaſt 
til Siden, og en ny Muldfjal kommer frem. 
denne Maade lader det fig gjøre at pløje jan bratte 
Helder, hvor det vilde være umuligt at kaſte Furen 
| imod Balke. 


Pag 


Af og til fer man Mejemaſkiner, ſkjont 
der er meget Lidt fladt Land hvorpaa de kunne bruges. 
Leerne ere meget ſmalle og faſtgjorte med Skindole 


paa de lange lige Stager. J Veſtlandet bruges meget 
ſmaa Leer, omtrent 20 Tommer lange og ſaa brede 


ſom Bladet af en almindelig Bordkniv. Stagerne til 


disſe ere ſom et Koſteſkaft. Det fer morſomt ud naar 
baade Karlen, Drengen, Husmanden og Pigen faar 
hver fit Slaatej og drager op paa Fjaldet for at ſlaa 


Græs, og ikke mindre naar de gaar ved deres Arbejde, 
en hiſt og en anden her. Det gaar fejende for dem, 
to Hug mens vi gjor et, men Græsfet bliver raget 
af jævnt og tæt til Bunden, om ſaa det er kun 
faa Tommer højt, og om jan Overfladen af Jorden 
er faa ujævn ſom det ene ſtore Muldvarpeſkud ved 
Saaſnart Græsjet er ſlaget af 
hænges det op at torre paa Rak, der i denne Anled⸗ 
ning ſtaar fra Aar til andet. Rafterne i disſe Reek 
er faſtbundne med omtrent 8 Tommers Mellemrum, 
6-8 i Søjden, og imellem disſe ſtoppes Græsfet ind. 
Kun enkeltvis ſættes Søet i Stakke paa Marken efter 
at være vejret, ſpredt paa Ageren, og det er fordi det 
er ſjeldent at en Vind bleſer i de Jnævre Dale — 
bliver Het vaadt er det næppe til at faa tørt igjen, 
naar man ikke bruger den omtalte Fremgangsmaade. 
Paa lignende Maade torres og vejres Kornet paa 
Marken, naar det er hoſtet eller ſkaaret af, (overalt i 
Norge ſkœres Kornet af med en krum Kniv) det fættes 
nemlig op paa Stager ſaaledes ſom det viſes paa 
Billedet i dette Blad, forſte Aargang Side 28. 
Somme Steder, jeg kan nævne Vaage og Lom 
i Gudbrandsdalen og Lesje en højtliggende Fjceldbygd 
op imod Romedalen, ledes Vandet ved Trerender fra 
Ficeldenes Sider ud over Markerne for at vande dem. 
Paa det fidftnævnte Sted findes endvidere de ſaakaldte 
„Skigarder“, det er Hegnſtumper der ere ſatte hiſt og 
her paa Markerne for at hindre Sneen i at fyge bort. 


Diesſe ſaavelſom alle Hegn i Norge ere byggede paa 


en færegen Maade; man jætter Stavre i Jorden to 
og to, og imellem dem lægges Udffjær af Tommer 


eller klovede Granſtykker paa ſtraa med den ene Ende 
paa Jorden og den anden op til Overkanten af Heg⸗ 
nene, og ſaaledes lægges Stok pan Stof fra Ende 
til anden. 
bindes ſammen med Gran eller Birkekviſte for at holde 


det faſt. De omtalte Skigarder ere byggede paa ſamme 
Maade. Saavidt jeg har været, ere de fleſte Mænds 
Eiendomme indhegnede pan denne Maade med Und- 
tagelſe af Skove og Fjeldmarker, der for Storſtedelen 
ligger til fælles Grœsning for Kvæget fra Bygdens 
Gaarde. 


| 


Kalve, Faar, Svin, Geder, ſommetid Heſte og 


og Køer med, græde i den ſkjonneſte Enighed omkring 
pan Vejene og i Skovene. Ja det kan da hende at 


Gedebukken gjør fig lyſtig med at puffe den, der kom⸗ 


mer forſt for. Heſteracen er ſom kjendt lille; men der 
findes mange ſeerdeles ſmukke og velbyggede Dyr. 
Derimod er det ſjeldent at finde rigtig gode Køer. 
Faarene er ualmindelig ſmaa og ſimple, og Svinene 
ligner den gamle danſke Race, med lange Ben og 
lange Tryner, ſom de yngre kun kjender dem efter 
Lundbyes Tegninger til Kaalunds Fabler. Men disſe 


Svin ſkal være meget klogere end vore, der langtfra | 
udmærker fig i jaa Henſeende; maaſke det kommer af 


det frie Liv de fører paa Fjcld og i Skov eller af 
den megen Omgang med Menneſker. Naar man reiſer 
paa Landevejen kan man ofte je at en Gris ſtaar ved 
Siden af Husmandskonen i Forſtuen, eller folger hende 
ſom en Hund hen ad Vejen. Ved Gudvangen ſaa jeg 


en Familie blive roet ud i en Baad til Dampſkibet, 


og i den forreſte Ende af Baaden laa Manden med 
en for Gris i fin Faun. Jeg har hørt flere Hiſtorier 
om denne Svineklogſkab og ſkal fortælle en af dem. 
En Mand red igjennem en Skov og havde en Hund 
med ſig. 
og dette lille Sammenſtod var ſnart glemt baade af 
Manden og af Hunden, der rolige fortſatte deres Rejſe; 
men ſaaledes gik det ikke med Soen, der havde fattet 
en Hevnplan, drog bort i Skoven og kom fnart efter 
tilbage med en Flok ſterre og mindre Svin, og i 
Spidſen for disſe forfulgte hun ſin Fjende. 
Hunden i Knibe, den tog fin Zilflugt til Heſt og 
Rytter, Heſten ſtejlede, og Manden var nær faldet af. 
Hapde han ikke været klogere end alle de andre, kunde 
det have ſet galt nok ud: han red alt hvad han kunde, 
og Hunden lob efter Heſten til de naaede en Elv; den 
red Manden over, og Hunden reddede ſig paa et ſmalt 


Gangbret, ſom Forfolgerne ligeſaa lidt turde betræde | 


ſom kaſte fig i den bruſende Strøm; de bleve harm⸗ 
fulde ſtaaende og fraadede af Harme over den mis⸗ 
lykkede Hævn, til Rytter og Hund ikke kunde ſes mere. 

Om Vinteren ſtaar Buſkapen (Kreaturbeſctningen) 
paa Fjøjet og lever for det meſte ved Hø, men i daar⸗ 
lige Egne og knappe Tider tillige ved Mos, der om 
Sommeren er ſkrabet ſammen paa Fjeldet og ſat i 


Hunden overfaldt en So, men Soen flygtede, | 


Da var 


Stakke, indtil det om Vinteren kjores hjem paa Slede. 
Men hen i Juni Maaned, drives Koerne og Ge⸗ 


| derne op til Sæteren pan Fjældet, og der bliver kun 
Stavrene paa begge Sider af Hegnet 


en eller to Køer tilbage paa Gaarden, ofte flet ingen, 
jaa Folkene maa nøjes hele Sommeren med den hen— 
kogte Tœettemelk og med den Valle og Tykmalk, der 
en Gang hver fjortende Dag eller faa omtrent hentes 
hjem fra Sæteren, ſom ſtundom ligger 5—6 norſke 
Mile (en norſk Mil er 18,000 Alen) borte fra Hjem⸗ 
bygden. Om Sæterlivet er her allerede fortalt jaa 


meget her i Bladet, at jeg ikke ſkal opholde mig længe 


herved men navnlig henviſe til det ſerdeles treffende 
Billede af en almindelig norſk Fjeldſœter, der findes 
i 2den Aargang Side 285. 

Det kan være færdeles ſmukt en mild Sommer⸗ 
aften at hvile i det friſke, bløde Græs, kun nogle faa 
Alen fra den evige Sne, og indaande den rene, fvæ- - 
gende Fjeldluft, mens vi lytte til Budejens „Kauen“ 
og „Lokken“, der blander fig med Bjeeldernes Klang, 
Kvægets Brolen og Gjeterguttens Sang — det lyder 


underligt og ſmukt oppe i denne ſtore Enſomhed; men 
Skildringerne ere dog viſt ofte overdrevne, og vi ſkuffes, 


naar vi komme med alt for ſkjonne Foreſtillinger, hvad 
enten det er om vakre Jenter, eller det er om „Romme⸗ 
grod“, „Bufargraut“, eller hvad man kalder denne ſaa 
meget roſte Flodegrod. Den „idylliſke Lokken“ er ſnart 
gaaet af Brug, og det er kun efter Bonner og Over⸗ 
talelſer, at den fremmede kan faa en eller anden „Budeje“ 
til at lade fig høre, J øvrigt ſkorter det ikke paa Gjæft- 
frihed og venlig Modtagelſe. Orden og Renlighed er 
her, ſom de fleſte Steder paa Landet i Norge, en Bi⸗ 
ting, ſkjont der gives hæderlige Undtagelſer. Smer⸗ og 
Oſtelavningen er meget mangelfuld, kun Myſeoſten kan 
ſiges at være god, men den er ogſaa meget god, hvilket 
til Dels har fin Grund i at der bruges Gjedemeelk 
til den tilligemed Komeelken, der paa disſe Græsgange 
er meget fed og velſmagende. Det ſynes mig at 
Malkeridriften maatte kunne bringes til noget meget 
ſtarre i disſe Egne; thi alle de vigtigſte Vilkaar herfor 
ere tilſtede. For det forſte er der ypperlige Bejter 
(Grœsgange) pan Feldene, derneſt er der rigeligt 
koldt Vand, overalt bande i Bygderne og paa Saterne, 
ſom med en meget lille Bekoſtning kunne bruges til 
Afkeling af Melken. 

Om Efterhoſten, naar Dagene forter, og det bliver 
koldt — Sneen falder tidlig deroppe paa Fjældene, — 
bringes Buſkapen hjem. Da er der en lille Feſt i 
Huſet hjemme, Budejen og hendes Hjælpere og Hjel⸗ 
perſker modtages ſom længe ventede Gjeſter, og Manden, 
Konen og Børnene maa ud at je Kaerne — der er 
Travlhed baade ude og inde, og der er Glæde, naar 
alt er gaaet godt, og alle ere komne til Huſe. Men 


oppe i den forladte Seterſtue paa Fjeldet drager 
Huldren ind med fin Buſkap, ſiger man, og de unge 
Karle maa vogte ſig for at komme og gjeſte den ny 


Budeje eller at ſtaa og lytte efter hendes Lokken og | 1 15 Manincbe ſenere kunde have lidt Eftervirkning. Mang 
Kauen, naar hun ſamler fin Bøling; det ſtal være og gtenmcz og folgen der ar Bingen ene (om EN 
noget af det yndigſte man kan høre, men det er ligeſaa foreliggende Tilfælde er ſtet, indlebe meget ſparſomt. Vi haabe, 
farligt ſom det er hos os at give ſig i Dans med n før Sd en 
5 Sa: ' . il Sin 
Elverpigerne eller at høre pan deres dejlige Sang at yde deres Bidrag. De ville komme paa rette Sud. Vi tage 
de er nok ogſaa Soſtre de to, Huldren og Elverpigen, ved 1 RGS: 15 15 at 1 8 0 18 Redaktioner, ſom 
6 Ål : 97 i interesſe g lidt for denne Indſamling om atter at er⸗ 
ligeſaa viſt ſom Normendene og vi danſke ere Brødre. indre deres Leſere om den, da der frænges til en betydelig kraf⸗ 
tigere Deltagelfe naar Henfigten med den ffal naas. 
I Løbet af Sommeren vil udkomme en ſmukt illuſtreret 
É Udgave af den afdødes efterladte Fortællinger til Fordel for haus 
Opfordring. efterladte Familie. Priſen bliver 4 Kroner og Beſtilling mod⸗ 
tages af C. Th. Rom & Co., Axelhus 2 B. i Kjebenhavn. 


i Forhaabentlig vil de fleſte af Danmarks Lerere, i Betragtnin 
Forfatteren, Skolelerer Bendir Hanſen har ved fin Ded af Sjemedet, velvilligt modtage og indſende Beſtilling vr diese 


i 2 i i 8 8 8 I 8 

Kaltes ler mk ee AD 1 eee | 1 De 5 ERE Folfrresnirn ſtort Bind og afgive en 
200 Kroner aarlig. Imidlertid ere vi forvisſede om, at han u. C. R 
ogſag har efterladt fig et ſaadant Minde i det danſte Folk, at 7 SER 
det hverken vil have, at hans Huſtru og Born ſtulle lide Nod, 1 
eller at hun ffal fe fig nødfaget til at give fine ſmaa Born i a 
fremmede Hænder. Det vil hun imidlertid iffe kunne undgaa, å 
naar ej de, der føle, at de fylde hendes afdøde Mand Tak for | Smaating. 
den 1 ſmukke, varme og rene Fortællinger, 2 har . 3 
os, ville komme hende til Hjælp, og dertil opfordre vi herve i i il 
Mænd og Kvinder. Foruden de to Bind, han alt har udgivet, | Med lige Mont. En Pige, ſom ønffede Tjeneſte, meldte 
har han efterladt fig omtrent 30 Ark Fortællinger. Det ter ans ſig efter et Avertisſement hos en Familie. Hun plagede Hus⸗ 
tages, at Udgivelfen heraf bande vilde blive til Glæde for mange Moderen med en Mangde Spørgsmaal, ſaaſom: „Faar jeg 
af dem, der ere komne til at ſtatte ham ſom folfelig Forfatter, | Gu egen Stue, at jeg 25 modtage Beſog? Hvor mange 
og til en ikke ringe Indtagt for haus Enke, naar Üdgivelſen More 0 8 0 faar jeg fri? Hvad Tid ſtal jeg ſtaa op om 
kunde ſte paa hendes eget Forlag; men da hun ikke har Raad 1 GE. 75 jeg lægge mig om Aftenen? Hvor 
til at bekoſte Udgivelſen, ville de indkomne Gaver bl. a. blive | Sud d ern har Fruen? o. ſ. v. Det lange Forhør der fandt 
anvendte til at ſatte hende i Stand hertil, og haabe vi, at de 7 ude paa Gagen, gjorde Manden, der ſad inde i Stuen, 
derved ville komme hende og hendes ſmaa flerdobbelt til Gode. . faa utaalmodig, at han afbrød Pigen med de Ord: 

Ligeſom en mere privat Indſamling i Bendir Hanſens » ile euſter Tieneſte ber 55 „ „Ja, Herre.“ — „Kan Du 
nermeſte Kreds har givet et forholdsvis godt Udbytte, paa ſamme e „Nei. „ „Kan Du tegne og male?“ — 
Tid ſom den har givet Vidnesbyrd om den Kjarlighed, hvormed „el. — „Kan Du Franſt?“ — „Nej.“ — „Og Aſtronomi?“ 
han omfattedes, ſaaledes holde vi os overbeviſte om, at der i „Nej.“ — „Ja, faa habe vi ikke Brug for Dig. Farvel!“ 
andre Egne af Landet vil findes dem, der have en Stjerv til | En Gjenvej. „Naa, Per, Din Broder reiſte da til Amerika 
overs for den Mands efterladte, der havde en faa inderlig Kjærs | alligevel?” — „Ja“, — „Gik han ad Liverpool eller ad Ham⸗ 
lighed til vort fælles Fædreland, Modersmaal og Folkeliv, ſom borg?” — „Nej, han git ad Gangſtien“. 
Bendix Hanſens Fortællinger bære Vidnesbyrd om, at han havde, | 
— Vi opfordre Landets ærede Redakterer og den afdedes Kalds⸗ 


fæller blandt Lærerne til at bidrage deres til, at en Indſamling Gaade. 

for hans efterladte maa faa Fremgang, ved at gjøre den befjendt | Saa ofte med det førfte vort kjere Daumarks Navn 
og ved at modtage og til en af os at indſende de indkomne foer vidt ud over Verdenshavets Bolge; 

Bidrag. 43 0 1050 | faa its. [over d det andet hjem i Havn, 

J. Holm acobſen, mens Sløret huldt vil Uſkyldsrodmen dolge. 
Seminarielarer i Jalling, Lerer og Kirkeſanger || Det bele — af, det er 2 75 fjælden ul vor Gavn, 
Udgiver af „Skoletidende“. i Korning ved Horſens. det gaar med Sorg, ja Døden ſelv i Folge. 

Guſtav Johannſen J. Lomholt | i K 
Red. af „Flensborg Avis“, Gaardejer, || 5 
Flensborg. Anelyſt ved Frederits. Kicldermænd: 1. Hvad kan man ſige om en ſkaldet 
Jakarias A ielſen C. Ploug Maud? 2. Hvad fan man ſige om en anden dito? 3. Hvad 
i i ; É , % | Lighed er der mellem Solen og et Herreur? 4. En Wand gik 
Lærer i Herſtedveſter Udgiver af ,, Fædrelandet”, | ind ad fin D 15 i Å 
ved Taaſtrup. Kjøbenhavn. | n Dor og mødte fin Cigar; hvordan gik det til? 
U. C. Rom 9. Roſendal | b 
Udgiver af „Husvennen“, Forſtauder for Binding Folke⸗ | Oplssuinger fra Nr. 31: 
Kjøbenhavn. højffole ved Vejle. | Bill 3 ; 
Emil Sauter, Karl Schönberg, | 50 5 e Hak ee 
Lærer i Vindum ved Bjerringbro, Boghandler, 7 
Formand for Danmarks Lærerforening. Kiebenhavn. K 6 3 G. ? 
9, Sorenſeu, fj. Sorenſen. 3 ER 5 
5 å ; Sy 

Folletingsmand. Lærer i Havrum ved Horſens. GRO 8. 
Medens 1 oakg e efter Aumodning velvilligt | Indbold. En funden, Dagbog, en wage Se Pad w rde af 
blev optaget i alle Landets Blade i Begyndelſen af Marts, til⸗ anuel Henningſen, me illede. — Verdensudſtillingen i 
bageholdt vi den med Overlag i „Husvennen“, for at den der ee SSE ÅL SN Saen ee POLE 


— — „FF.. ——ůů — 2 


„Husvennen“, Villedblad for Morſftahsſcsning, Oplysning og Husſlid, udkommer kik hver Sondag med et 16,[paltel Artz, ſorſynel ued lere 
Billeder, fif 1 Krone Fjerdingaaret, frit tilfendt. Hvert Fjerdingaar medfølger gratis el fort. ſmußt Tillægsbidede, Bladel kan heſlilkes paa 
eihvert Poflkontor og Brevlamlingsſled, i enhver Voglade ſaml hos Wovedkommisſioncren: Audolph Klein, Vileſirrde 20, Kſebeuhavn. 


Trykt pes Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang SK Kjobenbavn. 


„Nr. 33. Sondagen d. 14. Maj. 8 


1896. 85 


jeg Brevet med fkjcelvende Haand. Ak, Du fjære gode 
Pige, hvo lærte Dig at ſtrive ſaaledes, jaa roligt og 
dog ſaa kjerligt, at jeg gjennem hver Linie kunde ſe, 
hvor kjer jeg var Dig, og hvor godt Du vidſte, hvorfor 


En funden Dagbog. 
Ved Veritas. 


(Fortſat.) 


eg merker, at det ikke er ſaa let at 
være Lærer i en Landsbyſkole, ſom 
at være Huslerer for to velbegavede 
og velopdragne Drenge. Hver Aften, 
naar Skolen er fluttet, er jeg ſaa 
aandelig træt, at det kun er med 
Nod, at jeg kan foretage mig andet, 
end at hvile mig ud. Og dog 
maa jeg arbejde endnu nogle Timer 
om Aftenen, om ellers de usle Indtægter, ſom 
Embedet yder mig, ſkulle kunne deekke mine Udgifter. 
Sele min Pengelen for i Aar beløber fig kun til lidt 


over halv andet hundrede Rigsdaler og Jordlodden, 


der er en af de ringefte i hele Byen, fan fun føde en 
Ko og et Par Faar. Hvorledes vilde det vel gaa mig, 
hvis jeg havde Kone og Børn, iſtedenfor at jeg nu kun 
har mig ſelv og min gamle Tjeneſtepige at ſorge for? 
Gud ſke Lov, at jeg endda er fri for den Pine at je 
Vesner, ſom vilde være mig dyrebare, lide Nød, uden 
at jeg vilde formaa at fjærne den fra dem. Jeg lever 
tuſend og atter tuſend Gange hellere min enſomme 
dodsdemte Tilverelſe; naar jeg gaar bort, vil jeg ikke 
de med den Tyngde paa min Sjæl, at jeg lader Huſtru 
og Born tilbage i Fattigdom og Nod. 


O, Mathilde, jaa kom der dog Brev fra Dig, 
ſtjont jeg aldrig har turdet ſkrive Dig til. Jeg mod⸗ 
tog det, medens jeg endnu var beſkjeftiget i Skolen; 
men jeg gjemte det paa mit Bryſt, indtil Arbejdet var 


forbi for den Dag; hvorledes kunde jeg vel have haft 


Ro til at læje det, medens Børnene larmede med Tavler 
og Treœſko! Jeg gik ind i mit Varelſe og lukkede 
Doren i Laas bag mig; end ikke gamle Karen ſtulde 
forſtyrre mig, medens Du talte til mig, og da aabnede 


* 


jeg aldrig havde forſogt at binde Dig til mig. Dren⸗ 
gene længes efter mig, ſkriver Du, og ſkjont de ogſaa 
ſynes godt om deres ny Lærer, min Eftermand, faa 
længes de dog tit efter, at jeg ſkal komme tilbage og 
ture omkring med dem i Mark og Skov Ze glæde 
ſig derfor til Sommerferien, da de til den Tid beſtemt 
vente at je mig ſom Gjeſt i Skovridergaarden ... O, 
nej, Mathilde, der kommer jeg aldrig mere tilbage; 
thi jo inderligere jeg længes efter at je alle de fjære 
Anſigter der, jo faftere bliver min Beſlutning om ikke 
mere at træde ind over dens venlige Teerſkel; jeg vilde 
kun bringe Sorg i Folge med mig. Eller tror Du 
maaſke ikke, det koſtede mig al min Kraft at rive mig 
los derfra? Hvad ſogte jeg vel Embedet for? Ikke 
for at faa forøgede Indtægter; thi mit herværende 
Embede giver mig langt færre Indtægter end min Hus⸗ 
lærerftilling i Skovridergaarden. Ilke af Lyft til For: 
andring; thi mit Hjærte modſatte fig jo netop enhver 
Forandring. Men jeg maatte bort fra Dig, langt 
bort, hvor jeg ikke ved Synet af Dig vilde føle min 
Kraft ſvinde. Og denne Kraft er fan ringe, at jeg 
end ikke tor beſvare Dit Brev; i hver Linie til Dig 
vilde jeg forraade min Svaghed, og jeg tror ikke, at 
Du vil misforſtaa mig, fordi jeg tier. Misforſtod Du 
mig alligevel, troede Du, at Du var bleven mig lige⸗ 
gyldig, og kunde det bringe Dig til at glemme, da var 
det vel det bedſte, der kunde hændes Dig, og dog — 
hvor godt jeg end ønffer Dig det, og hvor forunderlig 
en Modſigelſe, der ligger deri — dog vilde det bedrove 
mig mere end alt andet. 

Jeg overværede Skolemodet i Gaar og horte der, 
at Gregerſen, Læreren i Voldby, Dagen for pludſelig 
var bleven berøvet Forſtanden. Det gjorde et ſteerkt 
Indtryk paa mig; thi den ulykkelige ſidder med Kone 
og fire uforſorgede Bern, og det var, efter hvad Lægen 


havde Jagt, ene og alene Dveranfirængelje, der var 
Skyld i hans Ulykke. For at holde Fattigdom og 
Nod borte fra fin Familie jaa længe ſom mulig, havde 
han paataget fig Arbejde, der langt overſteg hans ſpage 
Kræfter. Under Forhandlingerne kunde jeg kun tenke 
paa den ſtakkels Mand, der var ſegnet under Byrden 
af de usle Kaar, hans Lerervirkſomhed havde at byde 
ham; jeg jaa ham ſidde ſorgfuld og forkuet bøjet over 
fit Arbejde, jeg horte hans Huſtrus jamrende Skrig, da 
hun fandt hans Aandslys udſlukt, maaſke for ſtedſe. 
Og jeg følte mig friſtet til at haane mig ſelv for min 
egen Jammerlighed, jeg, ſom klynker over, at mit Time⸗ 
glas rinder for haſtigt ud, at Livet ikke vil aabne fine 
Glæder for mig! Jeg Daare, hvad. vare vel mine 
Sorger mod hans? Hvad ere de vel imod hendes? 
En usſel Draabe mod Fjordens rindende Lande! 

Det er ejendommeligt, hvilken Lyſt nogle Folk af 
og til har til at fortredige Læreren og gjøre ham hans 
Gjærning ſperere, end den allerede er. Og ikke nok 
dermed; men ſamtidig gjøre de alt, hvad der ſtaar i 
deres Magt, for at nedbryde det Kjerlighedens og Til⸗ 
lidens Forhold, ſom nødvendigvis maa være til Stede 
mellem Læreren og Børnene, naar disſe ſidſte ellers 
ret ſtulle have Gavn af Undervisningen. J Aftes kom 
der to af Byens Mænd op til mig. Begge havde et 
eget biſtert Udſeende, der lod mig formode, at jeg, ſkjont 
ukjendt med dem, havde fornærmet dem paa en eller 
anden Maade. En Lærer kan jo fornærme hver Mand 
i hele Byen, uden at han ſelv aner det mindſte derom. 
Begge vare bevæbnede med tykke Stokke, og da jeg bød 
dem ind i mit Varelſe, lagde de vel Huerne fra ſig, 
men beholdt Stokkene i Haanden. Ingen af dem vilde 
ſidde ned; maaſke anede de Tilverelſen af den gamle 


ned, har allerede halvt overvunden ham. 

„Ovad hedder de to Mænd?” ſpurgte jeg. 

„Det kan vel være ligegodt, hvordan vi hedder“, 
ſvarede den ene hampert. 

„Et høfligt Spørgsmaal fræver et høfligt Svar”. 


„Ja, da er jeg Kren Madſen, og han der er min 


Nabo, Jakob Nielſen“. 

„Er der noget, jeg kan tjene dem med?“ 

„Aa ja, vi er kommen her op til Degnen for at 
ſige Dem, at ſaadan Handel, De holder med vore 


Born, det vil vi ikke have“, ſagde Kren Madſen, 


der lod til at være Ordfører, 

„Lad mig nu forſt hore, hvordan jeg handler med 
dem, ſaa kan vi ſiden tale ſammen derom. Hvad er 
det egentlig, De klager over?“ 

„Det er det, at vore Born fral ſidde efter to Ti⸗ 
mer igjennem, mens de andre Born godt faar Lov til 
at ſlippe; det vil vi ikke have. Vi har godt nok 
Brug for vore Born, naar de flipper fra Skolen, lige 
ſaa vel ſom andre Folk“. 3 


„Ved De, hvorfor Børnerie ſad efter en halv Line 


i Gaar, ikke to Timer, ſom De ſynes at tro? Har 
Børnene ikke fortalt Dem det?“ 

„Jo jo, det har de godt nok. De kunde ikke gjore 
deres Regneſtykker, og De vilde ikke viſe dem, hvordan 
de ſkulde bære fig ad, og da de faa ingen Stykker fik 


giort, maatte de ſidde efter i to Timer. Det er ikke en ' 


Maade at handle med Børnene paa”. 


Sagen var, at de paagjældende Born havde drevet | 


Tiden hen med Narreſtreger, og da de ved Timens 
Slutning kun kunde fremviſe en Tavle fuld af „Trip.— 
trap—trœſto“⸗Figurer, lod jeg dem efter Skoletiden 
regne en Opgave hver, hvad der ikke koſtede dem over: 
drevent Hovedbrud. Dette fortalte jeg Mendene, men 
uden Nytte; thi ingen af dem troede mig, i hvert Fald 
lode de, ſom om de ikke gjorde det. Da blev jeg ar⸗ 


gerlig — det er jo aldrig behageligt at faa Skam til 
Tak og endnu mindre at blive holdt for en Logner — 
og idet jeg kort og godt henviſte dem til Skolekommis⸗ 


ſionen med deres Klage, underrettede jeg dem om, at 


jeg ikke i mindſte Maade vilde forhandle med dem, naar 


de ikke tog mit Ord gyldigt. 


Dermed gik de — med deres Stokke; men de havde 


allerede naaet, hvad de vel ogſaa havde tilſigtet: at 


forbitre den Aften for mig. 


Jeg drømte om hende i Nat, og hvad jeg drømte, 
ſtaar endnu ſaa friſk og levende for mig, ſom om det 
var noget virkelig oplevet. Det ſyntes mig, at jeg ſtod 
oppe paa Hejen i Haven, hvor der er Udſigt ud over 


| Bæltet, Det var midt om Sommeren, Syrener og 


Jasminer duftede, Blomſterbedene i Haven ſtod i fuldt 
Flor, til højre for mig laa Bogeſkoven i fin [yjegrønne 


| Dragt, og foran mig ſtrakte Bæltets Vande lig ſom en 
Sætning, at den, ſom faar fin Fiende til at jætte fig | 


ſpejlblank Flade, der rodmede under den nedgagende 
Sols ſidſte Straaler. Atter og atter inddrak mit Blik 
det fredelige, ſtille Aftenbillede, der laa udbredt for mig, 
og jeg følte mig glad ved atter at være ner de kjendte 
Steder, langt borte fra den alvorsfulde, brune Hede, 
og de blege Klitrekker, der dog, naar alt kommer til 
alt, øve en tyngende Indflydelſe paa mig. Og ſom 
jeg ſtod der oppe paa Højen, kom hun langſomt gagende 
fra Noddegangen, faa ſteg hun op ad Hojens Snegle⸗ 
gang, og ſnart efter ſtod hun ved min Side. Jeg tog 
hendes Haand i min, og idet vi begge ſaa ud mod den 
ſynkende Sol, hvis ſtraalende Runding allerede var 
halv neddukket i Bølgerne, ſagde hun ſtille: 
„Gvorfor ligger alt Dig faa tungt paa Sinde; 


ved Du da ikke, at Solen, om den end ſynker ned i 
Dag, hæver fig friſk og forynget i Morgen?“ 


Saa godt ſom hele Byen har reiſt fig imod mig; det 
gaar mig næften, ſom Per Gynt, der ikke kunde komme 
frem for Bygden; den ftængede ham Vejen, indtil den 
ved Klokkeringning og Salmeſang veg bort med Ordene: 


— 


259 


„Han var for ſteerk. Der ſtod Kvinder bag ham!“ 
Der ſtaar ogſaa en Kvinde bag mig, ag ſtaar jeg 
end, lig Per Gynt, ſom en Synder for hele Byen, 
jaa er der dog Forffjel mellem ham og mig, at jeg 
lige over for den har en god Samvittighed — det 
havde han ikte — og „om end Solen ſynker ned i 
Dag, den hæver fig friſk og forynget i Morgen.“ 

Aarſagen til al den Bevegelſe, der i dette Ojeblik 
gaar igjennem Byen og bringer den til at ſe en farlig 
Perſon i mig, er ſimpelt hen den, at jeg med Skole⸗ 
kommisſionens Tilladelſe har anmodet Skolebernene 
om at ombytte de forældede Bøger, Balles Lærebog 
og Birchs Bibelhiſtorie, med mere tilſvarende, og denne 
Ombytning bliver betragtet ſom et Forſog paa at 
indføre „en ny Lærdom”, et Begreb, der vælfer faa 
meget des ftørre Sfræf, ſom ingen har mindſte Fore⸗ 
ſtilling om, hvad det egentlig betyder. Jeg har talt 
med forſkjellige Mænd i Byen og forføgt at gjøre dem 
forſtageligt, at det ikke er et Angreb paa „den gamle 
Lærdom”, der tilſigtes, men forgjæves. Skjent vi jo 
leve i en Tid, hvor enhver mener at forſtaa fig paa 
alt og da ſerlig paa Skolegjerningen, er der dog ingen 
ſom kan forſtaa, at Forandringen af Bøgerne er til 
Børnenes virkelige Gavn. En Klage over mig er bleven 
indſendt til Sogneraadet, dette har afgivet den til Skole⸗ 
kommisſionen, og denne har ſelpfolgelig lagt den ſtille 
til Side. Klagen er underſkrevet af de fleſte Familie⸗ 
fædre, enten de faa have Born i Skolen eller ej; ſelv 
min gamle Jens Due har ſat fit Navn under den. 

„Det var nu ellers ikke, fordi jeg mente noget med 
det“, ſagde han til mig, da jeg bebrejdede ham hans 
Trolgshed; „men en maa jo følge Trop“. 


Hvor klang ikke det forſte „Velkommen“ fra en 
jyſk Bondeſtue hjerteligt og gjeſtmildt i mit Øre. 
Det er en ſmuk, gammel Skik at byde de fremmede 
velkommen, naar han træder ind under Tag, men naar 
det kun er en blot og bar Form, der folges, uden at 
man føler eller tenker det mindſte derved, da bliver 
dets Værd rigtignok meget forringet. Alligevel fore⸗ 
trælfer jeg langt et Velkommen, ſaaledes ſom det klinger 
her i Jydens Stue, for et „God Dag“ i Øernes 
Bondergaarde, om dette end kan være lige jaa hjertelig 
ment. „Velkommen“ er et daarende Ord i Sproget, 
og vender jeg nogen Sinde tilbage til Øerne og fæfter 
Bo der, da ſkal det ſom en kjer, jyſt Arv folge mig 
til mit ny Hjem ... Dog, hvad taler jeg om; for mig 
kommer den Tid jo aldrig. 

Efterhaanden ſom jeg nojere kom paa det rene 
med Folks Bevæggrunde til at modſette fig de nyere 
Skolebsgers Indforelſe, var jeg nær traadt over paa 
deres Parti. J denne trofaſte og udholdende Vedheengen 
ved det gamle er der noget virkelig ſmukt og godt, 
ſom jeg fuldkomment har Ojet aabent for. De gamle 


Bøger vare for dem gode, gamle Venner, hvem de ikke 
vilde ſvigte, da man gik los paa dem. Det er denne 
udholdende Troſkab mod det, der er bleven ham kjert, 
ſom gjør Jyden jaa ſterk og ſej, at han i ſtille Ro 
kan bære ſaadanne Trengsler, ſom Øernes Befolkning 
vilde vaande fig højt og lydeligt under. Aldrig har 
Blicher tegnet ham med ſtorre Sandhed, end da han 
ſkrev: 

Jyden han æ ftært aa ſej, 

Modde baad i Nøj aa Nej; 

Goer ed op, aa goer ed nier 

Aaller do faatavt ham ſier. 


.:. : ̃ͤ—ö—-!! . ͤʃqſ — Mv —Vꝓ — 


Mamuten. 
Af E. Foepſer. 


Annan 


I eedens man for en Del Aar tilbage i Tiden 
> næppe kjendte den nuværende Plante⸗ og 
Dyreverden, ere Naturvidenſkaberne i vort 
Aarhundrede gaaede ſaa ftærkt fremad, 
at man ikke alene har opnaaet nøjagtige 
og tilfredsſtillende Oplysninger herom, men man er 
gaaet et Skridt videre og er i mange Retninger kommet 
til et ſikkert Kjendſtkab til ikke faa af de Planter og 
Dyr, der fandtes paa Jorden før Menneſket optraadte 
paa den. Ved Hjælp af Jordbundsleren eller Geo⸗ 
logien og ved en nøje Underjøgelje af Levningerne af 
de i forſtjellige Jorddannelſer fundne Planter og Dyr, 
have Naturforſkerne med Beſtemthed paaviſt, at hver 
Jorddannelſe har haft fine ſcregne Dyre⸗ og Plante⸗ 
arter, der gik til Grunde med den og blev afleſt af 
andre ved en ny Dannelſe. Det er et af dieſe For⸗ 
tidens Dyr, nemlig Ma muten eller den ſiberiſke Ele⸗ 
fant, ſom vi her fore frem for Husvennens Laſere. 
De ville ſtrax af omſtaaende Billede kunne ſe, at den 
har en ſtor Lighed med de nulevende Arter af Elefanter, 
fra hvilke den dog afviger ved fine meget længere og 
ftærkt krummede Stodtender og fin tætte og lange 
Haarbekleedning. Den ſidſte tyder paa, at den ikke 
ſom vore nulevende Elefanter havde fit Hjem i de 
varme, men i de kolde Lande. Dens Hjemſted var det 
nordlige Sibirien, hvor der i Fortiden maa have levet 
en ſtor Mengde af denne Art Elefanter, da Jord⸗ 
bunden i dette Land næften over alt er opfyldt med 
Knogler og Tender af dette Dyr, og en ſtor Del af 
det Elfenben, ſom i mange Aar har gaaet og endnu 
gaar i Handelen, hidrører fra disſe Tender. Man 
kjender dette Dyr langt bedre end noget andet af For⸗ 
tidens uddøde Dyr, da man ikke alene har fundet hele 
Benrade og Zænderne af det, men man fandt endog 
for omtrent en halb Snes Aar ſiden et helt Dyr med 


c 


Kiod, Indvolde, Hud og Haar, ſom i mange tuſende 
Aar havde været indefrosſen i Sibiriens Sne og Is 
og derved havde undgaaet Forraadnelſen. Inden Natur⸗ 
forſkerne fik det fundne Dyr underſogt, var det des⸗ 
værre for en ſtor Del bleven odelagt af de indfadte, 


ſom havde ſpiſt meget af Kjodet, men der var dog 


bleven nok tilbage til at der kunde laves en naturtro 
Tegning af det, og det er denne der ledſager nærværende 
lille Skildring. Mamuten overgik langt de nulevende 
Elefanter i Storrelſe, ogſaa dens Stodtender vare ſom 
for nævnt langt ſtorre, da man har fundet enkelte, der 
vare 21 Fod lange. Ogſaa her i Danmark ſamt andre 


Steder i det nordlige Evropa har man af og til fundet 


Tender af Mamuten, men man kan ikke med Sikkerhed 


paaviſe, at den har levet paa disſe Steder, da det er 
ſandſynligt, at dens Tender ere blevne forte dertil 
med Iſen. 


DS H ——— 


EAR Om CTærfkemajfkinen. 


(er D landt de mange Maffiner, der i det fidfte 
e Halvhundrede Aar Tid efter anden ere 
VW. indførte i Landbruget, hører Teerſke⸗ 
maſkinen til en af de vigtigſte. Allerede i 

gamle Dage forſagte man paa at afteerſte 
Sceden ved Hjælp af Maffiner i Steden for ved 
Haandkraft ſaaledes ſom omſtaagende Tegning viſer, 


Mamuten. 


der foreſtiller en tærffende Agypter. Hans Mafkine 


beſtaar af en Slœede, ſom ved Hjælp af et Par Oxer 


træffes hen over Sæden ſaalenge indtil alt Kornet 
er gnedet af. Wgypteren ſidder i Ro og Mag og 
kjorer omkring med fin Mafkine, og dette var jo uneg⸗ 
telig betydelig lettere end at banke Kornet af med en 
Stok eller med en Plejl. Man kan imidlertid let 
forſtaa at Wgypterens Teerſkemaſkine ikke var meget 
fordelagtig, men det varede dog mange Aar inden en 
egentlig Terſkemaſkine blev opfunden. Forſt i Aarene 
1785-86 lykkedes det en Skotte ved Navn Andrew 
Meikle at bygge en ſaadan. Den beſtod af et ſtort 


Hjul beſat med en Del Stokke eller Slagler, Hjulet 
blev drejet rundt, og idet Sæden ved Hjælp af et Par 
Valſer førtes hen til Hjulet, afterſkedes Kornet. Man 


jer ſaaledes at denne forſte Terſkemaſkine havde en vis 
Lighed med de nuværende Maſkiner, idet Kornet ved 
disſe ligeledes afteerſkes ved Hjelp af en omdrejende 
Cylinder — Slagcylinderen eller Slaghjulet. Der 
hengik imidlertid en Del Aar forinden Teerſkemaſkinen 
rigtig blev udviklet. Det var navnlig i England og 
Skotland, hvor Agerbruget, ſom bekjendt, tidlig var 
hævet til et hojt Standpunkt, at dette ſkete. Men 
efterhaanden ſom Tærffemaffinen blev bedre, fil den 
ogſaa mere Udbredelje og naaede da ogjaa at blive 
indført her i Riget. Den forſte kom hertil fra Sverige 
og blev ſom Følge heraf Faldet den jvenjfe Terſke— 
maſkine. Det var fun paa de ftørre Gaarde den 
brugtes, da det var en ſtor og tung Maſkine, ſom der 
ſkulde 4 à 5 Heſte til at træffe, 


J Skotland hande man efterhaanden lært at drive 
Terſkemaſkinen ved Hjælp af Damp og kunde ſaaledes 
ſpare Heſtene til andet Arbejde, men ſamtidig forbedredes 
Maſkinerne ogſaa navnlig derved at de indrettedes til 


at terſte en Del mere, og derved at man tilſatte et 
Maſkineri til at ryſte Salmen naar den kom ud af 


Maſkinen, ſamt at der med Teerſkemaſkinen forbandtes 
en Kaſtemafkine, ſom opfangede Kornet efterhaanden ſom 
det afteerſkedes og 
renſede det for Avner 


flere Hold ſaa alt den bedſte Sed leber ud for fig 
og kan ſtrax ſeelges eller lægges paa Loftet. Paa 
enkelte ftørre Gaarde findes ſaadanne faſtſtaaende Ma⸗ 
| ffiner, men almindeligſt ere de transportable eller til 
at flytte med omkring fra den ene Gaard til den anden. 
Dampmafſkinen beſtaar da af et Lokomobil, ſom, naar 
Terſkningen foregaar, ſtilles jaa langt borte fra den 
egentlige Terſkemaſtine at ingen Ild eller Gniſter 

kunne komme i Be⸗ 

rorelſe med Salmen. 


og lignende Snavs. 


Hosſtaaende Teg⸗ 


Denne ſaakaldte 


ſkotſke Maſkine 
indførtes ligeledes 
paa mange Gaarde 
her i Landet, men 
i Steden for Damp 
blev den almindelig 
drevet ved Heſtekraft. 
Paa enkelte Gaarde 
har den været brugt 
indtil den ſidſte Tid. 

Det varede ikke 
længe førend Fabri⸗ 
kanterne ogſaa be⸗ 
gyndte at lave mindre Teerſkemaſkiner, der kunde 
drives med 2 Heſte, og ſom altſaa egnede ſig for 
mindre Gaarde. J Aarene 1855 60 begyndte disſe 
Maſkiner at faa Indpas paa Bondergaardene her i 
Landet til ikke mindſt Glæde for Karlene, der nu for 


en Del flap fri for at ſtaa og fvinge med Plejlen. | 


Med en ſaadan 2 Heſtes 
Maſkine kan der torſkes 
3 til 4 For. Baarjæd i 
Timen. 

Vi kunne ikke indlade os 
paa her nærmere at om⸗ 
tale Teerſkemaſkinens Ud⸗ 
vikling og Bygning, der 
gives nu mange forſkjellige 
Slags og af forffjellige 
Storrelſer. Ved de nyere 
anbringes der ſedvanlig en 
Halmryſter, hvorved der 


En tærskende Wgupter. 


| 


! 


ning viſer en ſaa⸗ 
dan Maſkine i Ar⸗ 
bejde, Som man 
jer er der hængt 
Soekke for Udlobs⸗ 
aabningerne, hvori 
det forſkjellige tun⸗ 
gere og lettere, (rene 
og ſpange) Korn lo⸗ 
ber ud færdig til 
at bæres paa Lof⸗ 
tet. En ſaadan 
engelſk Maſkine af 
Marchals Fabrik le⸗ 
veres fra H. C. Peterſen i Induſtriudſtillingsbygningen 
i Kjøbenhavn og koſter med Lokomobil (flyttelig Damp⸗ 
maffine) 8 à 10,000 Kroner. Den terſker 100 Tdr. 
Hvede og henimod 200 Tdr. Havre om Dagen. Det 
hele Maſkineri faas i flere Sterrelſer. 

Vi ſkulle endnu tilføje, at der er lavet Torrſke⸗ 
maſkiner til at drive med 
Haandkraft, men at disſe 
aldrig have været meget 
brugte, da man almindelig 
med ſamme Anſtreengelſe har 
kunnet udrettet mere med 
Plejlen. Endog i den aller⸗ 
ſidſte Tid er der fremkommet 
Terſkemaſkiner til Haand⸗ 
kraft idet en ſaadan var 
udſtillet i Sommer paa 
Landmandsmodet i Viborg. 

J. S. Greve. 


ſpares 1—2 Mand til at — 


ryſte Halmen, ſom er et 
temmelig vigtigt Arbejde. 


Der anvendes nu meget mere Jeern til Bygningen af 
Maſkinerne end fordum, ja nogle af dem bygges endog | 
J de ſenere Aar har man ogſaa her | 


helt af Jærn. 
til Lands hegundt at bruge Dampteerſkemaſkiner. En 


ſaadan Maſkine er ligeſom den gamle ſkotſke Maſkine 


indrettet til ſamtidig med Toeerſkningen at renſe Kornet, 
men dette [fer paa en langt fuldkomnere Maade, nemlig 
jaaledes at Kornet foruden at renſes tillige ſorteres i 


R Waorchals Carstemasbint. 


Fra gamle Dage. 
En markelig Hexeproces fra Sletten. 
(Meddelt efter en Tingbog fra Skam Herred af S. Jorgenſen). 


| J Folkenes Kulturhiſtorie er Hexeprocesſerne et 
Mament af ikke ringe Vigtighed. Man kan jo viſtnok 
forudſette, at jo mere uvidende et Folk er, deſto hyppigere 


262 


vil det ſoge Aarſagerne til de for det uforftaaelige Til⸗ 
ſyneladelſer paa det overnaturliges Omraade, og man 
har da i ſaadanne Procesſers Hyppighed en temmelig 
rigtig Maaleſtok for et Folks Kultur. Selvfølgelig maa 
der ſamtidig tages et billigt Henſyn til de forſkjellige 
Folks Karakter, idet den medfodte Hidſighed eller Sin⸗ 
dighed naturligvis ogſaa ved ſaadanne Lejligheder ſpiller 
en vis Rolle. 

Det er dog langt ſra, at Sagen for vort Folks 
Vedkommende er bleven blot jaa nogenlunde behandlet, 
hvad der dels ligger i Vanſkeligheden ved at faa Ad⸗ 
gang til de her henhørende Aktſtykker, dels i det be⸗ 
tydelige Arbejde med at finde de lejlighedsvis og ſpredt 
forekommende Sager. Det er viſtnok uheldigt, at det 
er faa, da de Sager, der hidtil ere blevne behandlede, 
ere ſaadanne, der her have faaet en temmelig blodig 
Udgang, og ſom ſtille det danſke Folk i et Lys, det dog 
egentlig ikke fortjener. Som nedenfor meddelte Rets⸗ 
ſag udviſer, tog den danſke Almue paa den Slags 
Sager med en Ro og Sindighed, ſom det i høj Grad 
er velgjgrende for os at være Vidne til. At det gik 
anderledes til, naar de affen misforſtaaget Theologi op⸗ 
hidſede Konger eller disſes Beſtillingsmeend fil Lov til 
at raade, maa billigvis blive en Sag for ſig ſelv, der 
maa komme paa Vedkommendes egen Kappe. 


1652, ſom var det Aar, i hvilket nedenfor med⸗ 
delte Sag førtes til Thinge, var ikke noget godt Aar 
for Landmændene. Der var ſmitſomme Sygdomme 
mellem Kreaturet, faa det faa ud til fuldſteendig Ruin 
for de Egne, hvor Soten raſede værft. Igjennem en 
længere Aarrokke havde der været peftagtige Sygdomme 
mellem SornÉvæget, og mangen Mand var derved bleven 
nødt til at gaa fra fin Gaard, thi i den Tid kjendte 
man ikke til et af Nutidens ſtorſte Goder, Forſikkrings⸗ 
foreningerne, men i nævnte Aar kom der tillige en ſaa 
voldſom Smitſot blandt Heſtene, fort for Foraarsſceden 
ſkulde lægges, at mangen en ikke fif Jorden tilſaget. 

Under ſaadanne Forhold er det forklarligt, at 
Sindene komme i Rore, og at de, der trues af den 
bitreſte Nod ikke blot ſpejde efter en Udvej, men at de 
ogſaa fc fig om efter den virkelige eller indbildte Aarſag 
til Elendigheden. Saaledes ſynes man ogſaa at have 
gjort paa Sletten. Folkemeningen udpegede en Mand 
ved Navn Hans Anderſen, ſom den, der havde Skyld 
i den udbrudte Peſt, og den 29 de April 1652 dømtes 
han til Døden dels efter Vidnesbyrd og dels efter egen 


Tilſtagelſe. Hvor utroligt det end lyder, at en ſaadan 


Tilſtagelſe var given frivillig, jaa er det dog viſt, at 


der i hine Tider var mange, der følte fig overbeviſte 


om, at de ſtode i Forbindelſe med Morkets Magter og 
ved disſes Hjcelp kunde virke helbredende eller øde- 
læggende. 


Henrettelſe en ſtakkels fattig, gammel Kone af Grind⸗ 
loſe Sogn ved Navn Bodild Peders. 


Nu vilde hendes 


Som fin medſtyldige udlagde han for fin | 


— 


onde Skjcbne, at hun fort forinden havde været i 
Ordſtrid med en Mand i ſamme By ved Navn Rasmus 


Thomſen, og at hun ved den Lejlighed," ſom jo let 


kunde ſke, tog Munden vel fuld og truede ham med 
ondt. Da Sygdommen efter den Tid ramte ogſaa hans 
Kvæg, og han horte den henrettede Hexemeſter udlægge 
hende ſom ſin medſkyldige, og ſom den, der havde været 
Aarſag i, at mange godt Folks Kvæg var bortdød — 
ja, jaa kan man næften ikke fortænfe ham i, at han 
ſogte Kvindens Herſkab, Henrik v. Putbuſk paa Kjerup⸗ 
gaard, og fif denne Herre til at ſette hende i Forvaring 
i Fangehullet paa fit Herreſede. 

Til den Ste Avguſt 1652 havde han ſtevnet hende 
at mode paa Skam Herredsting imod Bogs Ed og 
Nævningers forſte Krav”), til fjortende Dagen mod 
andet Krav og til tredje Uges Dagen mod Fyldings 
Baafættelje og Nævningers Tov (o. Dom). Til Be 
ſtyldning mod hende fremlagde han Dommen af 29de 
April, et Tingsvidne af 3die Juni 1652, et Tinge⸗ 
vidne af Skovby Herredsting den 19de Juni, et Skuds⸗ 
maal af Grindloſe Sogneftævne, udſtedt Zdje Søndag 
efter Paaſke, og Bodild Pederſens vidtløftige Indlæg, 
underſkrevet med hendes egen Haand. ) 

Og jaa fremſtod Rasmus Thomſen i Grindløje, 
lagde fin Haand paa Bog, ſvor og ſagde, at efterdi er 
beviſt med den henrettede Hans Anderſens Bekjendelſe, 
at Bodild Peders har været Skyld i mange godt Folks 
Kvægs Hedendpelſe, jaa og med Sognevidne og Tings⸗ 
vidne, at forncvnte Bodild Peders har veret berygtet 
for Trolddom, ſiden hun kom til Grindloſe, beviſes 
ogſaa med Tingsvidne, at Bodild Peders har truet 
og undſagt ham med Ondt, ſom hannem og er veder⸗ 
faret, da og for hvilken Beſkyldning fornævnte B. P. 
har villet fig erklære ved Lov eller i anden Maade. 
Da, imedens fornævnte Vidnesbyrd og Dokumenter ved 
Magt ſtaar, ſigtede og beſkyldte han Bodild Peders 
fuldkommeligen at have været Aarſag i den Skade, ſom 
ham paa fit Kvæg er vederfaret og det ved Trolddoms 


» Gjærning at have bedrevet, hvorpaa han bad ſig ſaa 


ſandt Gud tilhjcelpe, og bad han, at Gud og den 
kriſtne Ovrighed ſaadant vilde ſtraffe. 

Dertil ſparede Bodild Peders og bad ſig ſaa ſandt 
Gud hjelpe, at hun aldrig mente Rasmus Thomſen, 
hans Huſtru eller Kvæg noget ondt, og de Ord, de 
havde tilſammen, har hun ikke tæntt paa ſiden den Tid, 
dem til onde. 

Den 26de Avguſt ſamme Aar blev af Dommeren 
udnævnt Nepninger til at dømme i denne Sag, og 
blev der udmeldt 15, 4 af Bordeſg, 1 af Krogsbølle, 
2 af Bederslev, 2 af Roerslev, 2 af Nørreby, 2 af 


Roſtrup og 2 af Skamby. 


Da fremſtod Ridefogden paa Kjørup og formanede 


) Hvad der fkal forſtaas ved Bogs Ed, Nævninger og Fyl⸗ 
ding vil ſenere fremgaa af ſelve Fortællingen. 


de Sænd, ſom vare udtagne at jværge i denne Sag, 
og paa Bodild Peders Vegne begjærede, at de vilde 
anſe Retten efter Vidnesbyrd og Bogs Ed, ſom gjort 
er, i Betragtning af, at det gjelder Liv og Ære, og 
at de derfor derudi handler, ſom de for Gud og den 


kriſtne Oprighed vil forſvare og efter hendes Indlæg, 


hun er fattig, bør hun ikke med Uret at overiles. 

Den gde September fremlagde Rasmus Thomſen 
i Retten folgende Indlæg: 

Efterſom jeg underſkreune Rasmus Thomſen i 
Grindlsſe har i Dag 14 Dage haft Tingſtevner inden 
Tinge, ſom hjemlede, at have kaldet Bodild Peders, 
ſom boede i Grindløje mod Nævningers Proces, og 
jeg da af Herredsfogden fil Neœvninger udmeldt, jaa 


giver jeg fornævnte B. P. fuldkommen Sag, at hun 


er en Troldkone, ſom med ſin Trolddomskunſt efter 
forrige Vidnesbyrd og Bogs Ed har gjort mig Skade 
— det beder jeg mig ſaa ſandt Gud til Hjælp paa — 
begjcrer jeg derfor af Herredsfogden, Nævningerne efter 
Loven at gjøre deres Ed og Tov, og jeg det at faa 
beſkrevet. 
Rasmus Thomſen. 
eg. Hd. 

Og Rasmus Thomſen lagde Haand paa Bog og 
bad fig Gud til hjælpe paa, at fornævnte Bodild Peders 
var en offenlig Troldkone og havde gjort ham den 
Skade, han paa fit Kræ havde bekommet. 

Fremſtod Bodild P. da og fuor ved Sjæl og 
Salighed, at hun aldrig havde gjort Trolddom enten 
mod fornævnte Rasmus Thomſen eller nogen anden. 

Dertil ſvarede ogſaa Ridefogdens Fuldmengtig paa 
Kjørup og formente paa velbaarne Henrik v. Putbuſks 
Vegne, at Rasmus Thomſen burde at beviſe lovligen, 
at forncevnte B. P. havde gjort ham nogen Skade 
paa fit Kræ eller udi andre Maader. 

Da fremſtod Rasmus Thomſen og begjærede tredje 
Krav paa Naervningerne, ſom og laf Dommeren blev 
ſtedt. 

Den 16de September begjærede Rasmus Thomſen, 
at Dommeren vilde ftæde Fylding paa Nevningerne, 


Dokumenter. 


Da ftædte Dommeren Fylding paa Nevningerne 
ved tvende Dannemeend, ſom vare: Jørgen Anderſen | 
Bederslev og Jens Hanſen i Roerslev, hvilke Danne⸗ 
mend fremſtode og toge hverandre i Haand og berettede, 


„at efterſom de (9. Nævningerne) lovlig ere tilfuld 


Ovrigheden vil forſvare.“) 


| 


|| 


) Den fædvanlige gamle Formular, naar Navninger og 


Sendemend tilfandtes at afſige deres Dom. 


Beboerne af den Egn der ſkildres. 
at han deres Ed og Tro kunde faa beſkrevet, hvorefter 
han i Retten fremlagde Bogseden med de erhvervede 


kan give. 


Da feemſtod Niels Knudſen Agge af Bordeſe 
Nevningernes Formand, lagde fin Haand paa Bog, 
ſvor og ſagde: „Efterdi Recesſen (Loven) formelder, at 
hvem ſom ſigter, bor at beviſe, og forncevnte Bodild 


Peders ingen gjorelig Trolddomsgjerning for ham er 
å | bevift, vides hende ej, efter det, der for ham i Retten 
ſom i Bogseden er indført, og formente han, at efterdi | 


har været fremlagt, for Trolddom at paajværge, men 
hun bor at være frikjendt“. Derpaa bad han fig jaa 
ſandt Gud til hjælpe. De øvrige Nevpninger fremſtode 
hver for fig, lagde Haand paa Bog, ſpore og bade dem 
jaa ſandt Gud til hjælpe, „at deres Formand [vor 
Ret, ſaa gjorde de og lige jaa”. 

Rasmus Thomſen var deres Ed og Tov begjærendes, 
beſkreven, videre ønffede han, at Bodild Pederſen maatte 
forblive fængslet til Sagens videre Uddrag. 

Henrik v. Putbuſks Fuldmægtig fremſtod da paa 
Tinget og opbod fornævnte B. P., om nogen vilde 
tage hende i Forvaring, hvortil Rasmus Thomſen 
ſvarede, at det var hans Begjæring nu ſom forhen, at 


| hun maatte blive ved at ſidde fængslet paa Kjorup til 


Sagens videre Uddrag. 

Fuldmegtigen adſpurgte dernæft B. P., om hun 
havde ſagt, at Ridefogden havde tilraadet hende at til⸗ 
byde, at hun vilde romme Landet, hvilket hun ved 
højefte Ed benægtede, at Ridefogden havde ſagt til 
hende, eller at hun fig i jaa Maade havde udtalt for 
nogen. 

Sagen kom dog, ſaa vidt mig er bekjendt, og jeg 
har efterforſket det temmelig nøje, ikke for højere Ret, 
hvad enten Sagſsgeren ved fine Standsfeellers fornuf⸗ 
tige Dom er kommen til en klarere Opfattelſe af Sagen, 
eller han ikke har haft Lyſt eller Gvne til at bære Om⸗ 


keoſtningerne ved forlænget Proces. 


Bognyt. 


„Holſtenshus og Nakkebolle, med tilliggende Sogne og Ser, 
ſamt Üdſigt over Egnens almindelige Hiſtorie fra Oldtiden indtil 
vore Dage.” Af N. Rasmusſen Ssokilde. Dette er Navnet 
paa en Bog, ſom man ſtulde antage kun havde Interesſe for 
Dette er dog ſaa langt fra 
Tilfældet, at den tværtimod vil have Interesſe ikke alene for alle 
Landboere paa Fyn, men for enhver danſk færligt enhver 
danſt Bonde. Det er nemlig et Verk, der er Frugten af en 
utrættelig Samlerflid, den varmeſte Kjærlighed til gamle Minder, 
forenet med en ſjelden Evne til i et klart, ſmukt og tiltalende 
Sprog at fremſtille de vundne Reſultater ſaaledes, at enhver med 
baade Glæde og Nytte kan leſe Skriftet. Vel er det en ſerlig 
Egn i det ſydveſtlige Fyn, hvortil Skildringen knytter ſig, bygget 
paa den grundigſte Forſkning af Hiſtorien og gamle Dokumenter 
i Arkiver, Tingboger oſv., men den Skildring der gives af Land⸗ 
boforholdene i ældre Tider maler utvivlſomt et klart Billede af 


i: 5 is | hvorledes det faa ud i Fortiden hele Landet rundt, og har ſaa⸗ 
(ved Fyldingen), ere de tilfundne at ſpeerge og gjøre | 755 1 e 


Ret mellem Kongen og Bonden, ſom de for Gud og | ffrevet af en jævn danſk Bonde, ſom aldrig har faaet nogen 


ledes almindelig Interesſe. Naar man har læft den ſmukke, 
velſkrevne Bog vil man maaſke med Forundring høre, at den er 


anden „Lardom“, end den Landsbyſkolen og ſenere Selvovelſe 
Man faar da maaſte Foreſtillingen om en „lerd Bonde” 


— thi en ſaadan Bog ſkrives ikke uden en hel Del Lærdom — 
ſom ſidder i Studerekammeret i Steden for at gaa efter Ploven. 
Men det er maaſte det meſt fornsjelige at denne Foreſtilling flet 


ikke fvarer til Virkeligheden. Læferen vil i denne Tid kunne 
treffe Forfatteren flittigt ſusſelſat med at pløje og jaa paa fin 
egen Mark og nager vi Vinteren, kan man om Dagen træffe 
ham paa Loen eller i Huggehuſet hvor hans øvede Haand danner 


alle de Redſkaber, ſom bruges pan Gaarden. Men om Aftenen 
finder vi ham lige faa ſikkert ved fit Skrivebord, ſtuderende ældgamle 
Dolumenter og Tingboger i Pergamentbind, hvis halvt udſlettede 
Slrift i den lejerlige gammeldags Stil vi ikke kunne laſe et 
Muk af, men ſom han er hjemme i til Nytte. „Nytte! hvad 
Nytte kan det vel være at rode i disſe gamle mutne Skroller?“ 
vil maaſte mangen Leſer tenke. Forfatterens Forord turde 
maaſke dog give et lille oplyſende Vink idet han ſiger om ſin 
Bog: „Den ſendes ud i Verden med det Onſte, at den maa 
blive leſt i den Kreds for hvilken den nermeſt er beſtemt, i den 
menige Del af Folket, og være et Middel til at bringe den 


Han gik paa Gaden; i ſamme 
Sæt 

hans Sind var tungt, fom 
hans Pung var let. 

Han havde juſt ſogt om en 
lille Beſtilling, 

men Anſogningen nægtede man 
Bevilling, 

og næppe han ejed en eneſte 
Skilling. 

Som nu han mistroſtig hjem⸗ 
ad gik, 

en ondſkabsfuld Heſt i Sinde fit 

at fætte en Tand i hans eneſte 
Frakke; || 

han mente, han maatte vel 
Sfæbnen takke, 

at bort fra Bæftet han tidsnok 


ſlap. 


Knap 

var han nu kommen til Hjer⸗ 
net hen, 

da mødte han netop ſin bedſte 
Ven, 

og næppe denne ham horte for⸗ 
telle 

det lidet, Stymperen havde at 5 
melde, SN 

før flux han ffjældte ham Huden fuld: 

„Og tror Du da, Lykken vil vorde Dig fuld, 

naar taabelig bort Du den fra Dig jager? 

At tenke fig blot, at Du Armen tager 

forſkrækket bort fra den bidſke Heſt, 

da Lykken under Dig allerbedſt! 

For Boller, den Heſt Du ſkyldte at takke; 

hvis den havde flenget Din gamle Frakke, 


Forſpildt Lykke. 


Overbevisning til Klarhed, at, naar man er misfornejet 
med Nutiden, faa er det fordi man ikke fer tilberlig 
tilbage paa Fortiden, ikke ſer, hvorledes vore For⸗ 
fædre have ſukket under Treldommens og Fattig⸗ 
dommens tunge Aag. Kunde den tillige hjælpe en og anden 
til at ſtenne at man med Alvor maa arbejde pan Aandens og 
Hjertets Frigjørelfe, inden der i Sandhed fan være Tale om at 
man ikke blot er fribaaren, men frie, da — ja da vilde jeg 
ikke have arbejdet forgjaves“. Husvennen kan kun hiertelig 
ønffe, at ret mange maa læfe Bogen, forvisſet om, at ikke nogen 
ſkal lagge Bogen fra fig uden med Glæde over at have lobt 
den. Mange Laſere mellem Standsfaller vil nemlig vare For⸗ 


fatterens bedſte Lon for det mojſommelige, aarelange Arbejde 
(Forlagt af den Hempelſke Boghandel i 


Bogen har koſtet ham. 
Odenſe). 


dens Ejer jo maatte betale en 


ny, 

og havde den været faa bidſt 
i Sindet, 

at den havde bidt Dig et Hul 
i Skindet 

da havde Du Grund til at 
være kryl! 

Da maatte jo den, ſom monne 
den eje, 

betalt Dig for Svie, for Kur 
og for Pleje; 

men nu, da Du taabelig gjorde 
omkring, 

nu faar Du ilke den mindſte 
Ting!“ 


Saa talte Vennen, og bort 
han iled, 

tilbage ftod hin, og lunt han 
ſmiled, 

han tankte, 
ſomte for, f 

det lod ſig vel dog endnu op⸗ 
rette, ER 

der var jo fun lidt paa Spil 
at fætte. 

Saa vandred han da fra Dør 

b til Dor, 

og hvor han pan Herſkabsheſte fif Øje, 

der pasſed han altid meget nøje 

at gaa dem uforfigtig forbi. 

Forgjaves — han havde ej Held deri; 

ffjønt ner forbi dem han monne ſtride, 

ſklent ſelv han bod dem fin Arm og Side, 

der ikke var en, ſom vilde bide, 


at hvad han for⸗ 


Smaating. 


Geografiſk Gaade. Forbogſtaverne pan folgende Mavne 
leſte nedad danne Navnet paa en danſt Konge ; Endebogftaverne 
læfte opad give hans Tilnavn: En By i Sachſen. — En By 
i Holſten. — En O ved Fyn. — En elffet danſk Dronning. — 
En By i Sønderjylland. — En By i Fyn. — En Ø i Katte⸗ 
gattet. — En By i Rusland. 


Oplosninger fra Nr. 32: 
paa Gaaden: Skib⸗brud. 


paa Kjeldermendene: 1. Han er en uredelig Mand. 2. Han 
er ikte et Haar bedre. 3. De glide begge ned i Veſten. 
4. Cigaren gik ud i det ſamme. 


Brepvexling. 


„Jens Skobfoged“: Den Slags Hiſtorier og Digte kan 


ikke bruges. 


Niels J. — A. H. Venligſt Tak for Deres gode Vilje; 
men det indſendte kan af forſtjellige Grunde ikke benyttes. 


Kr. L. i H⸗tofte. Med forb, Tak modtaget. Vil blive op⸗ 
taget i rette Tid. 


Indhold. En funden Dagbog, ved Veritas (Fortſat.) — Mamuten, af E. 
Toepfer, med Billede. — Om Teerſtemaſtinen, af J. S. Greve, 
med 2 Billeder. — Fra gamle Dage, en merkelig Hexeproces 
fra Sletten, meddelt efter en Tingbog fra Skam Ben, af 
S. 1 — Bognyt. — Smaating med Billede. — Brev⸗ 
vexling. i, 


uevennen“, Bilfedblad for Morſkabslesuing, Opfysning og Husſlid, 
Vigeder, til 1 Krone Fſerdingaatet, fru lilſfend. Hyer! 


Fjerdingaar medfølger gratis el Mort fußt Tillegsbillede. 
eihvert Pofikontor og Brepſamlingsſled, 1 enhver Boglade amt. hos Vovedklommisſioncren: 


Udkommer fil hver Søndag med et 16. ſpaltet Art, ſorſynet med flere 
Bladet kan beſlilles paa 
Uudolph Klein, Viſeſlrcde 40, Kiobenhavn 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


Én funden Dagbog. 
Bed Verilas. 


— 


(Sluttet.) 
Dag er det netop ſex Aar ſiden, min 
Fod forſte Gang betraadte Skovrider⸗ 
gaarden. Jeg kom lige fra Semi⸗ 
nariet og var glad ved ſtrax at have 
CAN fundet en Virkekreds; thi den lille 
e 8 Kapital, Tante havde efterladt mig, 
e ſang paa fit ſidſte Vers, og andre 
Slergtninge end hende har jeg aldrig 
kjendt til. Det var ſtille Sommer⸗ 
aften, da jeg kjorte op gjennem Skoven og jaa mit 
fremtidige Hjems hvide Mure titte frem bag det grønne | 
Lov. Forude jaa jeg Beltets blinkende Vande, og jeg 


Bi 
85 


huſter, at jeg glædede mig til, at her var alt, hvad | 


mit Sjærte begjærede, Skovenſomhed og friſk Soluft. 

„Ja, her er kjont her,“ ſagde Jorgen Kuſk til 
mig og blev et Ojeblik holdende oppe paa Bakke, for 
at jeg kunde beundre Üdſigten. „Kan De je, Husbond 
flager til Wre for Dem.“ 

Han havde Ret; inde fra Haven viftede Flaget 
mig hilſende i Mode, og henne foran Porten til 
Gaarden ſtod der to Smaadrenge, og en Pige paa 
1314 Aar og viftede om Kap med Flaget. Da jeg 
kjorte forbi og hilſte paa dem, raabte begge Drengene 


Hurra og ilede derefter i Galop hen til Trappen, hvor 


Skovrideren ſtod, ventende paa at byde mig velkommen. 
Han var en høj, jværtbygget Mand, med et lyſt kraftigt 
Stjæg og venlige Øjne, og den ligefremme og hjerte⸗ 
lige Maade, hvorpaa han modtog mig, gjorde, at jeg 
ſtrax følte mig ſom hjemme i Huſet. 

Næppe havde jeg hilſt pan Husbonden, for Drengene 
kak mig op paa mit Verelſe og derfra ind i Skole⸗ 
fluen. Begge Væreljers Vinduer vendte ud imod 


Haven, og bag dens grønne Hak laa Beltet, glødende | 
i Purpur. Jeg ſtod leenge henſunken i Beſkuelſen af 


Hondagen d. 21. ä Maj. 


Kjøbenhavn. É > 
8 NE 2 1 2 


den ſmukke Udſigt, og Drengene ſlabte imidlertid en 
halv Vognladning Bøger hen paa Bordet, De vare 
forhippede paa at vije mig, hvor langt de vare naaede 
i deres Studier. Pludſelig lød der en Stemme bag 
mig, en blød og melodiſk Roſt, der fik mig til at 
vende mig om. 

„Nej, Drenge, J maa ikke ſaadan ſtrax lægge 
Beſlag paa vor Lærer. Vi ſtal desuden ſnart 
drikke Te.“ 

Det var Soſteren, ſom havde talt; hun var 
kommen ind, uden at jeg meerkede det. Da jeg vendte 
mig, mødte mit Blik hendes ſlanke, barnlige Skikkelſe 
med det lyſe Haar, der hang i rige Lokker ned om 
hendes Skuldre. Hun ſtod ved Bordet og bragte lidt 
Orden i det Virvar, ſom Drengene havde ophobet, og 
under dette Arbejde aandede hendes hele Skikkelſe en 
ſaadan Ro og Blidhed, at hun ſyntes mig langt eldre, 
end hun virkelig var. 

„Naa, Drengene er allerede i Lav med at viſe 
Dem, hvor vidt de har drevet det i boglige Sysler“, 
ſagde Skovrideren, ſom i Forbigangen kigede ind af 
Doren. „Ja, De maa ikke vente Dem ſtort af Fyrene, 
for Mathilde har næften alene maattet bejørge deres 
Undervisning i det ſidſte halve Aar.“ 

Dermed forſvandt han i Retningen af fit eget 
Verelſe, og Mathilde ſpurgte: g 

„Skal vi ikke hellere opſctte det til i Morgen? 
De er viſt træt efter Reiſen.“ 

„Nej, ikke det mindſte, lad kun Drengene have 


deres Vilje.“ 


Vi ſatte os ſammen om vort fremtidige Arbeids⸗ 
bord, og Drengene fik travlt med at give mig Under⸗ 
retning om, hvor meget de havde lært, Af og til 


kom der en lille Rettelſe fra Mathilde, og jeg modtog 


i det hele taget det Indtryk, at hun havde opfattet 
ſin Opgave ſom Lererinde med en Alvor, der var 
langt forud for hendes Alder. Og dog var der intet 
gammelklogt ved hende, hun var baade barnlig og 
naturlig. 


Da vi havde ſpiſt til Aften, gik Skovrideren en 
Tur med mig gjennem Haven og Skoven, der ſtodte 
op til denne. Drengene lab ſnart frem, ſnart langt 
bag efter os og havde tuſende rinder ind i Krattet, 
hvor mangfoldige Hemmeligheder i Form af Fuglereder 
og Ravegrave ſyntes at dolge fig. Da vi kom tilbage 
til Haven, fad der en Nattergal inde mellem Bufkene 
og flog fine føde Triller. Mathilde og hendes Moder 
havde taget Plads paa Verandaen, der omſlyngedes 
af Roſer med ſodtduftende Blade. Her ſad vi i file 
Ro en Times Tid og fan ud over Engene, der ſtod i 
en eneſte bolgende Damp, ud over det ſtille Belt, hvis 
Overflade ikke kruſedes af nogen Vind, lyttende til 
den lille Nattergals melodiſke Sang. 

„Huſk endelig, hvad De drømmer i Nat,“ ſagde 
Mathilde til mig, da hun og Drengene fulgte mig op 
til min Dør. „De ved jo nok, at hvad man drømmer 
forſte Nat, man ſover paa et fremmed Sted, gaar i 
Opfyldelſe.“ 

Jeg lovede at gjore mig Umage for at huſke efter. 

Jeg dromte, jeg var dømt til Døde. 


Jeg har et Par Dage maattet holde Sengen paa 
Grund af en heftig Forkslelſe, ſom nu heldigvis er 
overvunden, og i de Dage har jeg modtaget ſaa mang⸗ 
foldige Beviſer paa Folks Deltagelſe, at det har gjort 
mit Hjærte glad. Jeg mente naſten, at jeg gik ſom 
en fremmed iblandt dem; men jeg ſer, at det dog 
langtfra er Zilfældet. Hver Time paa Dagen ſtak 
Karen fit Hoved ind af Døren og holdt de meſt for⸗ 
ſkjellige Sager, ſom vare ſendte til mig fra Folk i 
Byen, op for Øjnene af mig. 

„Et Par Duer fra Anders Rød!” 

„En Sigtekage fra Povl Nielſen!“ 

„Et røget Faarelaar fra Klitgaards!“ 

„En And fra Mads Jeppeſen!“ 

Og ſaaledes i det uendelige. Jeg tvivler om, at mit 
Spiſekammer nogenſinde har været ſaa godt forſynet, 
ſom det er i Ojeblikket. Karen darkker et Aftensbord 
for mig, faa rigt beſat ſom et Gildesbord, og ſer 
ganſte triumferende ud derved. Medens jeg laa ſyg, 
kom min Nabo, Niels Monſen, op for at ſe til mig. 
Han undrede fig over, at jeg havde lejet en Mand til 
at ploje min Jord for mig. 

„Der er ingen Mand her i Byen, der har Heſte 
eller Stude, uden at han jo gjærne gjør et Par Bed 
eller tre for Dem,“ ſagde Niels. „Nej nej, er der ej. 
Se, en ved jo godt nok, at det er et ringe Embede 
dette her, og at ingen Familie kan leve af det, endda 
det er beregnet for en gift; men det var nu Sogne⸗ 
raadet, ſom ſtillede det ſaadan an, og det er der ingen 
af os der takker det for. Vi mener ſom jaa, at ſtal 


en Mand arbejde det, hans Kræfter formaar, faa fkal 
han ogſaa have ſaadan Lon, at han ikke har Behov 


266 


at tage fig andet til, for det kan hverken han eller 


Skolen være tjent med“. 

Jeg gad viſt, hvornaar det en Gang vil gan op 
for Folk i Almindelighed, at Niels Monſen har Ret 
i den Mening, at Skolen kun er meget daarlig tjent 
med, at Lærerne ikke ere ſaaledes lønnede, at de ere 
fri for trykkende Neringsſorger. J Gaar modtog jeg 
et Brev fra en fordums god Ven, der for en Del Aar 
tilbage fil Embede ſom Lærer her i Jylland, og dette 
Brev bedrovede mig meget. Han er en fem — ſex Aar 
ældre end jeg, og det er nu otte Aar ſiden, jeg ſidſt 
talte med ham. Da var han fuld af Livsmod og 


Kraft, aandelig, jaa vel ſom legemlig; nu er Kraften 


og Livsmodet borte, knuſt under Noeringsſorgernes tunge 
Tryk. Han ſidder allerede med en ſtor Familie, til 
hvis Underhold hans Embedsindtegter langt fra ere 
tilſtrekkelige, „og“, ſkriver han, „jeg venter med Gru 
paa den Tid, da min Gjeeld bliver faa ſtor, at ingen 
mere vil betro mig noget, da Legen vil ſige mig, at 
de kjcre Vesner, ſom ere mig betroede, ere ſyge, fordi 
de mangle tilſtrakkelig nærende Føde. Du ſporger vel, 
min Ven, hvorfor jeg byrder dette paa Dig, da jeg 
dog maa vide, at Du ikke megter at hjælpe mig. Ja, 
viſt ved jeg det, og det er heller ikke for at begjære 
Hjælp af Dig, at jeg ſkriver Dig til; men det letter 
ſtundom Hjertet lidt, at man udtaler fig og græder 
ud. Tit komme ſaadanne Breve heller ikke længere end 
i Kakkelovnen, og jeg er i dette Ojeblik ingenlunde ſikker 
paa, at disſe Linier nogenſinde ville komme Dig i 
Hende“. Og medens mit Oje atter og atter vandrer 
hen over disſe Ord, ſom ved deres haabloſe Fortvivlen 
fylder mig med ſmertelig Medlidenhed, paatreenger fig 
mit forrige Sporgsmaal mig paa ny med tifoldig 
Bitterhed: Naar vil det en Gang trænge frem til 
Folkets Bevidſthed, at Niels Monſen har Ret? 

Det er underligt nok, at mit Hjærte ikke længer 
banker jaa uregelmesſigt og haardt ſom fordum. Jeg 
levede ellers i den Tro, at jo mere Sygdommen greb 
om fig, des ſtorre Ulemper vilde den fore med fig; men 
det maa dog altſaa ikke vere ſaaledes. Jeg ſover 
roligere end for og farer ikke længer op af Sovnen 
med den uhyggelige, kvelende Fornemmelſe i Halſen. 
Nu, jeg kan jo kun priſe mig lykkelig, Hvis hin hemme⸗ 
lighedsfulde Port, ſom Ingemann ſynger om, ikke vil 
knirke fuldt ſaa meget, ſom jeg ventede det, før den 
aabner ſine Floje for mig. 

De lyſe Sommerdage, da hun og jeg ſad oppe i 
Skoleſtuen og læfte med hinanden, hvor ſtaa de endnu 
friſktt og levende for mig! Hun ſluttede fig til mig 
med en tillidsfuld Hengivenhed, ſom en Soſter til en 
ældre Broder, og for hver Time, der kom og gik, 
knyttedes hun faſtere til mig, blev hun mig ſtedſe kjeerere. 


Og det hjærtelige Hengivenhedsforhold, hvori jeg ſtod 
til Børnene, knyttede mig ogſaa faſt til Forældrene. 
for et halvt Aar var omme, var jeg ſom en Son af 


Huſet. Naar jeg ſer tilbage paa de fem Aar, jeg til⸗ 
bragte der, da ſtaa de for mig ſom de lykkeligſte i⸗mit 
Liv, og dog gled den ene Dag hen ſom den anden uden 
ſtore Begivenheder, uden at bringe noget vaſentlig nyt. 
Men det er jo ogſaa ſaaledes, at „lykkeligt har den 
levet, ſom levede i Stilhfed”. 

Jeg huſker hin Aften for to Aar ſiden, da det 
førft gik op for mig, at det ikke længer var Soſteren, 
jeg ſaa i hende; men at hun var bleven mig mere 
dyrebar, end nogen Soſter kunde blive. Der var en 
ung Forſtkandidat i Beſog i Skovridergaarden den 
Aften, og han lagde faa megen Beſlag paa hendes Op⸗ 
merkſomhed, at jeg følte en mægtig Uvilje mod ham 
røre fig i mig, og jeg gav Surmulerens Rolle med en 


jaa fuldendt Naturlighed, at ſelb Skovrideren lagde 


Mærke til, at der var noget i Vejen med mig. 

„Har De Tandpine igjen?“ ſpurgte han til ſidſt 
med et godmodigt Smil. Jeg havde været belemret 
med denne umandige Svaghed Dagen for. 

„Nej“, brummede jeg. Lidt efter forlod jeg, ſom 
jeg mente, ubemærket Stuen og trampede, vred paa 
hele Verden og paa mig ſelv med, op ad Trappen; men 
idet jeg vilde gaa ind i mit Varelſe, horte jeg lette 


Skridt bag ved mig, og da jeg vendte mig om, ſtod 


hun foran mig. 

„Hvad er der i Vejen med Dem i Aften?” ſpurgte 
hun. „De er flet ikke Dem ſelv mere. De er da vel 
ikke ſyg?“ 

Hun jaa halv eengſtelig, halv bebrejdende paa mig, 
og jeg følte, at jeg havde baaret mig ad ſom en Taabe. 
Hvad jeg ſagde for at berolige hende og undſkylde mig 
jelv, ved jeg ikke; men jeg huſker, at jeg længe ſtod 
inde i mit Verelſe og forſogte at føle min brændende 
Pande paa den kolde Rude. 

Dagen efter var det, at jeg fik det forſte Anfald 
af Sygdommen og kom paa det rene med, hvorledes 


det ſtod til med mig. Drengene havde værer ude at 


ſejle: de vare nu paa Hjemvejen, og jeg ſtod nede ved 
Bredden og ventede pan dem. Da reiſte Olaf fig op, 
Vinden rev hans Hat af, og idet han bøjede fig om 
for at fange den i Flugten, tabte han Fodfeſtet og 
ſtyrtede ud over Relingen i Vandet. Jollen var i 
Fart og allerede langt borte, da han igjen kom til 
Syne over Vandfladen, og Broderen var jaa forſkrakket, 
at han hverken vidſte ud eller ind. Der havde dog 
næppe været ſynderlig Fare; thi Olaf ſvommede godt; 
men jeg fandt det dog ſikreſt at komme ham til Hjælp 
og ſprang ud i Bandet. Kort efter havde jeg ham fat, 
og vi lo begge, medens vi ſosmmede til Land; Olaf 
paaſtod endog paa det beſtemteſte, at jeg ikke behøvede 
at holde paa ham. Men ſom vi, forpuſtede og vaade 


ſom druknede Mus, kravlede op paa Bredden, følte jeg 


pludſelig et ffarpt Stik i Hjertet, ledſaget af en kvce⸗ 
lende Fornemmelſe i Halſen, og i ſamme Nu ſtyrtede 
jeg bevidſtlos om paa Jorden. 

„Som en Eg, der er rammet af Lynet“, ſagde 
Skovrideren ſiden. „Jeg kom op paa Højen inde i 
Haven, da De og Olaf gik i Land, og fan... bums, 
laa De, ſaa lang De var, og Drengene ſkreg, ſom de 
vare beſatte“. 

Anfaldet gik hurtigt bort; men jeg havde nu faaet 
Oplysning om, at det dog betød noget, at mit Hjærte 
i den ſidſte Tid havde banket jan underlig haardt og 
uregelmesſigt. Kort efter beſogte jeg Lægen og bad 
ham underjøge mig, og han gav min Frygt Ord. 

Det nytter ikke at fatte det Forſct at lade det 
forbigangne være forbigangent; thi jeg vilde dog ikke 
holde det. Hvor fan jeg vel ogſaa beſkjceſtige mig med 
Fremtiden, da den ikke er min. Jeg har jo kun For⸗ 
tiden at holde mig til, og lige ſaa lidt man har Ret 
til at forlange Umuligheder af andre, lige jaa lidt bør 
man fordre ſaadanne af ſig ſelv. 

Jeg har ſogt Skolelcerer⸗Embedet i Naboſognet! 
Jeg, en Dødens Kandidat, ſom Anſoger, det lyder 
unægtelig lidt forunderlig. Og dog er det ſaaledes; 
thi hvis jeg ikke vil komme i Gjæld op over Orene, 
maa jeg finde mig et bedre lønnet Embede. Anſog⸗ 
ningen er afſendt til Provſten, og i Morgen gaar jeg 
efter Skik og Brug min Pilegrimsvandring fra Sogne⸗ 
raadsmedlem til Sogneraadsmedlem ... Jeg gik i 
Dag en Tur op over Heden. Den ſtaar nu i al ſin 
Blomſterpragt, ret ſom en Kirkegaard, der er ſmykket 
Aftenen for en Feſtdag, og ſom jeg gik i Enſomheden 
deroppe, faldt det mig tungt paa Sinde, hvor ene jeg 
dog i Grunden er, og hvor godt jeg pasſer til Kirke⸗ 
gaarden, hvis tuſendaarige Grave jeg færdedes imellem, 
Da fang der en lille Hedelcerke fin jublende Sang over 
mit Hoved, og det gjorde mig godt. Jeg kom i Tanke 
om, at ſom den ſang i Dag, fang den ogſaa for mig 
ved Vintertid, da Sneen endnu laa hen over Heden. 
Jeg jaa den ſtyre fin Vej op under Himlen, opad .. 
opad, indtil den forſpandt i det blaa Himmelhveelv; 
men endnu længe efter at den var ſorſvunden for mit 
Oje, lød dens Sang ned til mig, ſtedſe ſvagere, men 
ſtedſe glad og jublende; thi opad gik Vejen, op mod 
Vorherres Himmel. 

O, lær mig, Du fattige, lille Fugl, 

Mens Vinterſtormene tude, 

Men Blomſten ſover i Muldets Se 

Og Sneen fyger derude, 

O, lær mig, mens Sorgernes Skygger graa 
Omſogbe min Sjæl, at ſtole paa, 

At Herren mig aldrig glemmer. 


modtaget faa gjeſtmildt, ſom var jeg en gammel Ven 
og ikke en fremmed, Du hapde Ret, da Du ſagde, at 
Lærerne ere lidet misundelſesvcerdig ſtillede. Ringe 
agtede, haanede og mangen Gang forkuede, arbejde de 
Dag ud og Dag ind for at løfte den opvoxende Slægt 
lidt opad, mangen Gang arbejdende for en Løn, hvis 
dobbelte Beløb en Haandveerksſvend vilde rynke 
Neſen ad, derſom hans Meſter bød ham det for et 
Aars Arbejde. Stillet over Menigmand, hvad Kund⸗ 
ſkab og Dannelſe angaar, men jelvfølgelig, Gud bevar's, 
langt underlegen enhver Dreng, der har ſtavet fig 
igjennem en latinſk Leſebog, er en Lærer, hvad en 
Bræft i fin Tid offentlig fremſatte, „hverken Fugl eller 
Fiſk“, et føle Amfibium, der i Dagbladene karakteri⸗ 
jeres ſom „Halvdannelſens Repræſentant“ og ſom et 
Indbegreb af „ſeminariſtiſk Vigtighed“, en føle Stodder, 
der ſpottes i Komedien og velvillig indrømmes Narre⸗ 
pladſen i Romanen. 

Gaa fit jeg da altſaa endt min Pilegrimsvandring 
og kom hjem, harmfuld og oprort, med Hjertet fuldt 
af Bitterhed. Aldrig mere ffal jeg prove paa en flig 
ydmygende Vandring, lad der ſaa komme, hvad der vil. 
Der var jelvfølgelig ikke Tale om, at jeg kunde komme 
i Betragning ved Embedets Beſcrttelſe, en af Sogne⸗ 
raadsmedlemmerne havde jo en Svigerſon, der nylig 


var kommen fra Seminariet; det var da ſaa rimelig, 


at han fik det. Og ſaa vandre fra det ene Medlem 
til det andet og atter og atter giennemteerſke den gamle 
Hiſtorie og fremlægge fine Atteſter til Gjennemſyn — 
nej, det var den pinligſte Gang, jeg endnu har gaaet. 
Hos det ſidſte Medlem ſkulde et af Børnene læje mine 
Atteſter for Faderen; men det var mig dog for ſtift 
et Stykke. 

„Stop!“ ſagde jeg; „nu ruller Zæpret ned for 
denne Gang“. 5 

Dermed puttede jeg Papirerne i Lommen, ryſtede 
Støvet af mine Støvler og gik. Manden tenkte vel 
ſagtens, at jeg var lidt forſtyrret i Hovedet, og han 
havde jo i Grunden ogſaa Aarſag dertil; men i den 
pirrelige Stemning, jeg var, kunde jeg ikke handle 
anderledes. At han ilke kunde læje, havde jeg vel ingen 
ſtjellig Grund til at bebrejde ham, da det jo godt 
kunde være, at det ikke var hans Skyld; men at han 
ikke havde Finfolelſe nok til at indſe, hvor ſaarende det 
var for mig, at en Skoledreng ſkulde gjennemlæfe mine 
Anbefalinger, kunde ikke andet end indtage mig 
imod ham. 

Jeg har ikke ſovet i Nat, og endnu i denne Stund 
føler jeg ikke Spor af Søvn tynge paa mine Ojenlaage; 
thi jeg er glad ſom ſjelden tilforn, uendelig, jublende 
glad! Jeg har gjennemvandret Heden paa Kryds og 
paa Tvcers; jeg har ſungen med Lerken og flojtet med 
Hjejlen; nu ſidder jeg træt her hjemme ved Skrive⸗ 
bordet, men lykkelig og glad. Saaledes ſom jeg føler 
mig til Mode, ſaaledes maa Forbryderen vel føle, naar 


der, i det Ojeblik han ſtiger op paa Skafottet, raabes: 


„Naade ... han ſkal leve!“ Dog nej, det var et 


usſelt Billede, Forbryderens Glæde er ikke min; han 
har Forbrydelſens Tyngde tilbage og glæder ſig kun, 


fordi han er undgaaet Døden; jeg glæder mig, fordi 
jeg har vunden Livet. i 


J Gaar var her Vakeination i Skolen, og efter j 


dens Slutning raadſpurgte jeg Lægen om min Hjærte: 
ſygdom, da det i lang Tid har været for mig, ſom om 
jeg er bleven rafkere end fordum. Han underſogte mit 
Bryſt omhyggelig, atter og atter ſatte han fit Sørerør 


for mit Hjcerte og lyttede til bets Slag, ſom om han 


ikke vilde tro ſit eget Ore, og endelig ſagde han: 


„De er fuldkommen helbredet, der er ikke Spor af i 


Sygdommen tilbage”, 

Jeg turde ikke tro det; men da han med Beſtemthed 
gjentog, at jeg var ſund og frist, maatte jeg vel tro, 
at han havde Ret, O, Mathilde, hvor alt fer lyſt og 
ſmilende ud rundt om mig! 

Jeg har ikke overvejet det, ikke „beraadt mig med 
Slægt og Venner”, ſom der ſtaar i Ritualet, jeg fattede 
Beſlutningen, da jeg vandrede om oppe paa Heden og 


| følte, at mit Sjærte kun bankede haardt, fordi jeg var 


overvettes glad, og jeg takkede Gud, at han havde 
givet mig Evne til at bryde mig en ny Bane. Som 
Lærer i knappe Kaar vilde mit Sind forbitres, jeg vil 
ikke taalmodig kunne finde mig i de Sorger og Be⸗ 
kymringer, den usſelt lønnede Stilling medfører, derfor 
opgiver jeg mit Embede og ſoger andenſteds hen. Og 
kan jeg ikke finde andet Arbejde, faa har jeg Kraft 
nok i Armene til at hugge Sten ved Landevejen; ingen 
Sten, der møder mig, ſkal være faa haard, uden at 
jeg jo ved Guds Hjælp ſkal mægte at kleve den. 


Et jublende Brev fra Mathilde! O, min elſkede, 
lille Pige, bvor er nu Din Ro og Beſindighed bleven 
af? Hande jeg aldrig vidſt, at Du elſkede mig, jaa 
vidſte jeg det nu. 

J Morgen holder jeg Skole for ſidſte Gang. 

Saa blev Affkeden mig dog ikke fan let, ſom jeg 
en Gang troede. J Aftes kom der en ſtor Del af 


- Byens Mænd op til mig; de fyldte næften Skoleſtuen, 


ſaa mange vare de. Og de trykkede mine Hender og 
bod mig Farvel, og mange af dem, deriblandt min 
gamle Jens Due, havde Taarer i Øjnene derved. Gud 
ſte Tak, at jeg ikke har vandret ſom en fremmed iblandt 
dem, og at jeg lader gode Venner blive tilbage! 

Her fra Damperens Del jer jeg endnu Skolen i 
det fjærne, og idet jeg ſtirrer tilbage mod dens hvide 
Mure, der ſnart ville ſynke ned bag Synskredſen, bliver 
mit Oje dugget og mit Hjeerte vemodig ſtemt; det er, 
ſom var det mig en kjær, gammel Ven, hvem jeg aldrig 
mere ſkal ſkue Anſigt til Anſigt. 


vi 


| 


Hermed ender de Tid efter anden nedſkrevne No⸗ 
titſer, og de give altſaa ingen beſtemt Oplysning om 
Forfatterens efterfølgende Liv. 


Disſe Linier ere folgende: 


„lere Mathilde! Jeg man blive her paa Sta⸗ 
tionen for at give Togforeren en nødvendig Ordre. 
Kommer altſaa ikke hjem for om to Timer. Her er 


kommen Telegram fra Bedſtefaber, at han og Bedſte⸗ 
mo'r efter Beſtemmelſen komme med Middagstoget i 
Morgen. Naa, hvor vor lille Olaf vil blive glad!“ 


Imidlertid findes der 
endnu et Par Linier paa et løft Blad, der i fin Tid | 
viſtnok fulde have været afſendt i Form af en Billet. 


Natmandsliv i Jylland. 
(Fra „Aalur og Folkeliv i Danmark“ af J. Volh.) 


n Sommeraften i Aaret 1867, da 
Forfatteren af dette Skrift pasſerede 
Heden mellem Holſtebro og Ring⸗ 
kjobing, overraſkedes han ved i det 
ode Landſkab oppe imellem Klitte⸗ 
toppene i Thorſted Sand pludſelig 
SK at blive et helt Selſkab vaer, der 
2 "Havde lejret fig der, og da jeg neer⸗ 
y mede mig ſaa jeg ſnart, at jeg havde 
en „Kjeltringe“- eller Natmandsfamilie for mig. Det 


— — .ꝶ -=́y — — TT 


her ſamlede Selſkab beſtod kun af fem Perſoner, Mand, 
Kone og tre Born; den eldſte af disſe var en Dreng 
paa en 12—13 Aar, fan kom en Pige paa 8—9 Aar 


og endelig en anden lille Pige paa vel henved 2 Aar. 


Manden, der laa henſtrakt i „Helmene“, faa ud til at 


være en 30 Aar gammel. Han var lille af Vext, men 
ſterkt og kraftigt bygget og med et ægte Taterfjces. 
Han var kledt i lappede, lyſebiaa Militcerbenkleeder, 
hejrod Veſt med blanke Mesſingknapper, rodteernede 
Trojecrmer og Kaſkjet paa Hovedet, prydet med en 


Stormrem, der var beſat med en Mengde ſtore Mesſing⸗ 
palietter. Om Livet havde han et bredt Læderbælte, 
beſat med mange Mesſingknapper, og derfra udgik en 
Ligeledes mesſingbeſlaaet Bererem, hvori var faſtgjort 


Reisende Ralmend. 


en temmelig lang Kniv, der med ſin mesſingbeſlagne 


Skede og Haandgreb var ſtukket ind i Bæltet. Om 
Skulderen bar han en Bærejele, der ogſaa var beſlaaet 
med Mesſingdupper. Tat ved ham, paa en Lyngbrink, 


| fad hans Huſtru, ſom omtrent var af jamnie Alder 


ſom han. Hun var iført et ſmudſigt, blegradt Skiort, 
lyſeblaat Torklde om Livet og et broget Torklede 
heftet næften ſom en Turban om det raynſorte Haar, 
hvoraf ſtride Lokker faldt hende ned over det brune 
fyldige Anſigt. Medens den mindſte Pige, der var 
anbragt paa hendes Skjsd, diede ved hendes Bryſt, faa 
hendes ſtive, marke Oje med et beſynderligt tankefuldt 
Udtryk langt ud over Landſkabet, der bredte fig vidt 
nedenunder Bakkepartiets Fod. Den anden lille Pige 


laa legende i Sandet og tumlede med en ſtor Dukke, 
lavet af brogede Klude, medens Drengen træt og modig 
endnu ſpendt i Sele med en ſtor gul Dokhund, i 
Selſkab med denne fin Hjælper laa udſtrakt foran den 
med gyldent Dragkiſtebeſlag og glimrende Spejlroſetter 
rigt prydede Skerſlipperbor. Kun en Skabning endnu 
gjorde Banden Selffab, det var en lille Kanin, hvis 


Oren vare ſtudſede ligeſom Dokkens. Den havde ellers 
paa Rejſerne fin Bolig i Aflukket bag Slibeſtenen, men 
nu benyttede den fig af den forte Hvile til lyſtig at 
hoppe omkring i Nærheden for at ſamle fig Føde. 
Jeg nærmede mig dette forunderlige Selſkab for 
at indlede en Samtale, hvorved jeg ventede at høfte 
Kundſkab om dette Folks Laden og Væren, men min 
Hilſen blev kun ganſke fort beſvaret; fan laante man 
mig for Reſten Blikke, der tydeligere end al Tale vilde 
have gjort, tolkede mig den Blanding af Foragt og 
Medlidenhed, ſom disſe Naturborn følte for mig. Selv 
den lille Pige derhenne i Sandet maalte mig med et 
Üdtryk i fine ſtore talende Øjne, ſom om hun ynkedes 
over, at jeg ikke hørte til hendes frie Slægt, medens 
den trofaſte Hund kaſtede ſit vagtſomme Blik ſnart paa 
mig og ſnart paa ſin Herre, ſom om den vilde ſporge 
ham om, hvad jeg var for En. Drengen, der laa hen⸗ 
ſtrakt ved Boren, veerdigede mig ikke et eneſte BLL 
Det var, ſom om min Narvarelſe forgiftede Luften for 
disſe Menneſker. Jeg følte mig trykket og beklemt og 
var tilmode ſom et Menneſke, der for at tilfredsſtille 


fin plumpe Lyft, ukaldet trænger fig ind i andres For⸗ | 


hold for at vætfe Forſtyrrelſe og Uro. 

Neſten beſkemmet trak jeg mig noget tilbage bag 
en Brink, hvor jeg efter bedſte Gone forſogte at aftegne 
den maleriſke Gruppe. Vel lagde jeg Merke til, at 
Kvinden reiſte fig, da den lille havde mættet fig ved 
hendes Bryſt, og at hun kaſtede Glutten om i Sakken 
paa Ryggen, men videre iagttog jeg ikke hendes Be⸗ 
vegelſer, førend jeg, da jeg rettede mig i Vejret fra 
min bøjede Stilling faa hendes brune Anſigt tæt ved 
min Skulder. Med et utroligt ſpottende Smil i det 
glødende Oje udbrød hun med en halv hviſkende Stemme 
med en fremmed Betoning: „Herren giver vel en Sfærv. 
Vi faar en Mark, naar nogen tegner os af“, tilføjede 
hun, og jeg ſkyndte mig naturligvis at betale efter 
Taxten. Med en tor Tak og uden at forandre en Mine 
traf hun fig tilbage til fine, der i et nu vare reſſe⸗ 
færdige. Inden faa Ojeblikkes Forløb var hele Banden 
i Bevegelſe nordpaa, hvor den med taktfaſte, hurtige 
Skridt ſatte afſted over Hej og Dal. Længe ſtirrede 
jeg efter de bortdragne, men ingen jaa fig om, og ſnart 
var Toget forſpundet bag Bankerne i det fjærne. 

Saa vendte jeg mig imod Veſt. Solen var ſin 
Nedgang nær. Halvdelen af dens diſige Skive var 


allerede ſtjult bag Savbjærgene, men dens ſidſte Straaler 
kaſtede fine forgyldte Pile op imellem de mørke Skyer, 
ſom Hayguſen rullede hen over Havet. 


min Kurs lige ned over det flade Land, indtil jeg kom 
ud til „e Line“ (Hovedlandevejen), ſom jeg fulgte 
indtil jeg naaede det Herberge, hvor jeg havde min 
Station. 

Neſte Morgen tidlig da jeg aabnede mit lille 
Vindu for at indaande den friſke Morgenluft, frembod 
der ſig for mig et forunderligt Syn. Paa den flade 
Sandmark, ſom bredte fig udenfor, faa jeg lejret en 
hel Bande Natmandsfolk, grupperede pan den meſt 
maleriſke Maade. ' 

J Banden gjenkjendte jeg mine Bekjendte fra for: 
rige Dag, men den var nu bleven forøget med nogle 
flere Medlemmer, nemlig et Par ældre Mænd, et 
middelaldrende, krumbojet Fruentimmer og en lille lys⸗ 
haaret Kroltop af en Pige paa en 5—6 Aar, der ſad 
indpakket i en hel Del brogede Pjalter i en firhjulet 
Vogn, forſpendt med en ſtor fort Hund, hvis graa⸗ 
ſprengte Haar vidnede om en forholdsvis hej Alder. 

Kvinderne vare lejrede om et Lyngbaal, over hvilket 
man havde anbragt en ſnurrende Kjedel, hvor Morgen⸗ 
drikken blev brygget; de tre Born laa tillige med den 
ene Hund legende under Skerrſlipperboren, den øreløje 
Kanin hoppede lyſtig om henne i Kaalhaven, hvor den 
gjorde fig tilgode, og Mændene laa ørfesløg henſtrakte 
paa Jorden, hvor Familje⸗Overhovedets ſtore mesſing⸗ 
beſlagne Stav ſtod plantet ſom et Kjendetegn paa, at 
her var Familjeretten ſat, en Ret, ſom alle Medlemmer 
maa adlyde. Hiſt og her laa opſtablet adſkilligt 
Skrammel, Brudſtykker af brogede gamle Tæpper, laſede 
Klude og adftillige Kar og andet Husgeraad. Paa 
en Bunke Halm, hvori hele Familien ſamlet havde 
haft Natteleje, laa nogle Puder og Dyner. 

, (Sluttes.) 


Vore ſpiſelige Svampe. 


Man ſiger, vor Tid er en praktiſk Tid, hvor enhver 
ſporger: hvad Udbytte faar jeg for mit Slid og Ar⸗ 
bejde? hvor kan jeg tjene meſt? Man har ogſaa ſagt: 
Vor Tid er en Tid, hvori de gamle Fordomme bleeſes 
bort, og mange ville maaſke endog mene, at vi nu ſlet 
ingen have tilbage, at vi ſnarere ſe paa Tingene med 
et alt for ſkarpt Forſtandsblik, og ene og alene dømme 
efter Verdien. Paa hvor mange Ting have vi ikke 
faaet et andet og klarere Syn i de ſidſte Par Aartier! 
Hvor ganffe anderledes have vi ikke lært at tage alting 
med, der kan have Verdi! Hvor meget blev ikke før 
kaſtet bort, ofte paa Grund af en Fordom, ſom nu 
nyttes og drages Fordel af. Og dog have vi mange 
og ſlemme Fordomme tilbage. Jeg ſkal paapege en. 

Rundt om i vore Skove og paa vore Marker og 
Enge findes hvert Aar et ſundt og nærende Fademiddel 


i ſaadan Mængde, at dets Verdi naar op til en umaa⸗ 


Saa ſatte jeg delig Sum, ſom enhver Mand, ethvert Barn frit kan 


1 


tage ſin Part af — og ikke en rører fig. Vilde man 
ſporge om Grunden, maatte Svaret blive: Til Dels 
Uvidenhed, men førft og fremmeſt Fordom. Denne 
Sum, dette Fodemiddel er: Vore Svampe, ſom alle 
kjende, alle have ſet, man ſom ofteſt kun have haft et 
Spark til overs for. Svampene have nu engang faaet 


det uſelige Navn „Paddehatte“ eller „Skorrehatte“. 


Dermed er i Grunden deres Dom fældet. Om de end 
ere nok faa gode, nok jaa ſunde og nærende; det er 
ikke Skik at ſpiſe dem, ingen vil have med dem at 
gjøre. Men det er en Fordom, og den fkal og maa 
falde. 

Der voxer her i Danmark hvert Aar ſpiſelige 
Svampe til en Verdi af flere Millioner Kroner, og 
der bliver viſt ikke aarlig nyttet 100 Pd. Man for⸗ 
ſkriver derimod Trofler fra fremmede Lande til meget 
høj Pris, og faa have vi Svampe, der ere lige jaa 
gode ſom den, lige uden for vor Dor. Det er ogſaa 
forunderligt at tenke fig, at medens vi have mange 
ſpiſelige Svampe, ſom vi næfien flet ikke nytte, jaa 
findes de temmelig ſjeeldent i hele Oſt⸗, Syd⸗ og 
Mellem⸗Evropa, men eſterſoges ikke des mindre med 
megen Jver af Landboerne, og da Born lige ſaa godt 
ſom voxne kunne indſamle dem, kan det ſke med ringe 
Omkoſtning. i 

Man kunde maaſke mene, at Svampene, om de 
end ere ſpiſelige, dog ikke ere nærende. Men det er 
ikke ſaa; tværtimod, af Planteriget have vi ingen 
Fodemidler, der i Næringsværdi overgaar de ſpiſelige 
Svampearter. Med andre Ord, vi behøve et ftørre 
Maal Brød, Ris, Sago, Kartofler eller andre Plante⸗ 
ſtoffer for at blive mætte, end vi have nødig af Svampe. 
De nærme fig endog i Næringsværdi Kjød og ere lige 
ſaa ſunde ſom ethvert andet Fodemiddel. I mange 
af Syd⸗ og Oſt⸗Evropas Egne lever Befolkningen en 
lang Tid af Aaret næften udelukkende af Svampe, og 
befinde ſig vel derved. Der er endogſaa Folk, ſom 
have prøvet pan at leve alene af raa Svampe og 
Vand, og fundet fig ligejan raſke og kraftige derved 
ſom ved anden Mad. 

Dette vigtige Fodemiddel lade vi nu for en 
Fordoms Skyld henligge aldeles unyttet for at 
raadne bort eller ædes af Snegle eller Orme. Naar 


en Gang Fordommen er ſtyrtet, og Svampene blevne | 


et almindeligt Neringsmiddel, vil man viſt ſmile lidt 
haanligt ad vor Tid, der ikke anderledes forſtod at 


drage Fordel af eller vilde nytte, hvad der [aa jaa lige 


for Haanden. Man kunde maaſke indvende, at Svam⸗ 


pene je uindbydende ud; derimod kunde maaſke rejſes 


en Indſigelſe; thi ſe vel Oſters, Aal og mange andre 
Slags Fodemidler indbydende ud, og dog nyde vi dem 
med Velbehag. Det hele er en Vane. 
blot kunde vænne os til at bruge vor ſtore Rigdom 
paa ſpiſelige Svampe, vilde de efter fort Tids Forløb 
blive til en vigtig Indtegtskilde og en billig, nærende 


Men hvis vi | 


|! 


og ſund Føde i mangt et Hus. Ja, det vilde ſand⸗ 
ſynligvis gaa ſaaledes, at efter fan Mars Forløb kunde 
vi ikke afſe dem uden ſtort Savn. Det vilde ſaa⸗ 
ledes forholde ſig omtrent ſom med Kartoflen. For 
omtrent 80 Aar ſiden var der mange, ſom for ingen 
Pris kunde formaas til at ſmage en Kartoffel, og 
allerede i 1845, da Kartoffelſygdommen kom hertil, 
var dens Dyrkning jaa udbredt, at vel ingen anden 
Planteſygdom nogen Sinde har fremkaldt en ſaa ſtor 
Sorg og ſaa mange Klager ſom den. Ikke at tale 
om nu, da Kartoflen jo er ſaa at ſige uundværlig, 
uagtet den i Næringsværdi ſtaar under de almindelige 
Kornarter, altſaa langt under Svampene, og uagtet 
dens Dyrkning, Indſamling og Hengjemning er langt 
Dyrere end Svampenes. 

En meget veſentlig Grund til, at Svampene ikke 
almindelig nyttes, er viſtnok den, at adſkillige Arter 
ere giftige; men for det førfte ere de giftige Svampe 
faa, de ſpiſelige mange, og tillige ere de faa giftige 
lette at fjende, jaa ved en Smule Varſomhed kan al 
Fare let fjernes. J mange Egne, navnlig i Rusland 
nyttes alle Svampe uden Forſkjel, baade giftige og 
ſpiſelige, men ſaa gives de et Par Opkog i Vand med 
en Tilſcetning af Eddike, og ſiden lægges de et Par 
Timers Tid i Eddike, hvorved de tabe deres fkadelige 
Egenſkaber. Men for øvrigt er det flet ikke nødvendigt 
at Fjende mange Arter for at faa et tilftrælfeligt 
Forraad. Naar man blot fjender 3—4 af de alminde⸗ 
ligſte ſpiſelige Arter, og helſt en 2—3 af de giftige, 
behøver man i Grunden ikke mere. . Dernæft ere alle, 
ſom findes før Midſommer, ſpiſelige, og ligeledes alle 
de, der have en Lugt omtrent ſom nymalet Mel. De, der 
have en ſtram eller ſtyg, ſtundum, loglignende Lugt, 
maa borkkaſtes, da de ſom ofteſt ere giftige. 

De hos os almindeligſte ſpiſelige Arter ere de 
ſaakaldte „Paddehatte“, ſom beſtaa af en overjordiſk 
og en underjordiſk Del. Den underjordiſke Del ligner 
fine, hvide, grenede Traade, ſom kaldes Svampvæv, 
og det er den egentlige Svamp. Den overjordifke Del 
er kun Frugten, og den udgjores af Hatten og Stokken. 
Det er disſe overjordiſke Dele, ſom nyttes. Ved Ind⸗ 
ſamlingen, ſom maa fle i tørt Vejr — en Dags Tid 
efter en ſterk Tordenregn findes de hyppigſt — maa 
man kun tage unge Svampe; de gamle ere i Reglen 
gjennemborede af Inſekter og Orme. Den gverſte 
Hinde og de under Hatten ſiddende Skiver eller ſmaa 
Rør borttages, og Foden renſes. Efter at være ſkyllede 
et Par Gange i Vand med Eddike kunne de tillaves 
paa mange Haande Maader. De kunne, ſom for ſagt, 


ſpiſes raa, torres i en Bagerovn eller ſom Wbler paa 


Snore; de kunne nedſaltes, ſteges med Fedt, Grønt: 
jager oſv.; men navnlig afgive de, fatte paa Suppe, 
en ypperlig Føde. 

Skulde et Forgifteljestilfælde forekomme, hvad der 


er lige jaa ſandſynligt eller uſandſynligt, ſom at man 


ſtulde komme til Skade den forſte Gang, man kiorte 


paa Jernvej, faa vil i Almindelighed et Broknings⸗ 


eller Affsringsmiddel ſraffe Helbredelſe. 
For dem, der ikke have let Adgang til Steder, 


hvor der gror Svampe, eller maaſke ikke have tilſtrek⸗ 


kelig Kjendſkab til de ſpiſelige Arter, er der endnu en 
Maade at ffaffe dem paa, hvorved tillige al Fare 
undgaas, og det er ved at kjobe Yngel af ſpiſelige 
Arter, ſom man jaa kan nedlægge i fin Have og have 
i Bede ligeſom Aſparges og andre Kjokkenurter. Hos 


de fleſte ftørre kjobenhavnſke Gartnere kan man ſaaledes 


faa Champignonyngel til en temmelig billig Pris, og 
da man deraf kan have Svampe i Sneſe Aar, ſom 


man tillige med Sikkerhed ved, ere ægte, fan er det 


maaſke baade den billigste og ſikreſte Maade at fkaffe fig 
dem paa. Ligeledes ſkal jeg gjerne ſkaffe Yngel af de 
brugbareſte Arter med Vejledning til deres Behandling 
til dem, der derom henvende ſig til mig. 


i Jeppeſen, 
Lærer ved Realſkolen i Horſens. 


Bognyt. 


„Natur- og 5 i Danmark“ af L. Both. Forlagt 
af Peter Bjørnbaf og Em. Rée. Kbh. Under ovenſtagende 
Navn er Udgivelſen begyndt af et ſterre Skrift, ſom utvivlſomt 
vil blive en Folkebog. Forfatteren har tilbragt mere end 30 Aar 
med at færdes rundt i Landet, ogſaa langt fra de almindelige 
Alfarveje. Han har derved haft rig Lejlighed til at lere dels 
Natur og Folkeliv at kjende og til at gjøre fig fortrolig med 
Minderne fra de gamle Dage, der kuytter fig til hvert enkelt 
Sted. Hvad han ſaaledes har ſet og ſamlet gjennem den lange 
Aarrakke har det været denne Bogs Opgave at ſamarbejide til 
et Hele, der giver en fyldig Foreſtillig om Landet, dets Udvikling 
og dets Ejendommeligheder, idet det ſtildrer Egn efter Egn og 
paa denne Maade efterhaanden opruller et ſamlet Billede af 
Danmark i Fortid og Nutid. Som Beſtriver af Fadrelaudet 
har Hr. Both et fordelagtigt beljendt Navn og han har udgivet 
ikke fan Kort og Skrifter over Danmark, faa at han kan anbe⸗ 
fales ſom en kyndig Vejleder trindt om i Fædrelandet, Om 
end hans Skildringer ſtundum vilde gjøre mere Virkning, om 
de havde havt en mere ſammentrengt Form, faa laſes de dog 
med Interesſe og giver ikke liden Kundſkab om Naturen og 
Folkelivet i Fortid og Nutid. Som Probe paa Fremſtillingen 
kunne vi henviſe til den i dette Numer optagne Skildring af 
Natmandslivet, med tilhørende Billede. Bogen vil udgjere 
mindſt 50 Ark og udkomme i 25 Hefter med beſtemt 14 
Dages Mellemrum til en Subſtriptionspris af 42 Øre 
Heftet. Hvad mulig maatte overſtige 25 Hefter bliver 
leveret Subſtribenterne gratis. 3 


Danmarks ſpiſelige Svampe. Af J. Lisberg. Hoſt & Sous 
Forlag, Kjobenhavn. Den i derte Nr. optagne Artikkel om ſpiſe⸗ 
lige Svampe, har ligget en Tid og ventet, for om Husvennen 
kunde faaet Raad til at ledſage den med en farvetrykt Afbilduing 
af de vigtigſte Arter, uden hvilken Leſerne have ondt ved at finde 
fig til Rette med Brugen af disſe nyttige Fodecmner. Hus⸗ 
vennen havde alt ſikret fig velvillig ſagkyndig Biſtand, da oven⸗ 
nævnte Bog udkom med en Rakke ſmukt udforte farvetrykte Af⸗ 
bildninger af Danmarks ſpiſelige og vigtigſte giftige Svampe. 
Det meget koſtbare Foretagende, at levere lignende Billeder med 
ladet blev da opgivet, og omſtagende Afhandling optaget uden 
Billeder, for at vekke Opmerkſomheden for denne, navnlig for 


Smaafolk meget vigtige Sag, idet vi nu kunne henviſe til oven⸗ 


nævnte Bog. i 
Beſtrivelſe af Dyrkningen af Svampene ſamt en righoldig Rake 


Denne giver nemlig en interesſant og vejledende 


fortrinlige Anvisninger til at opbevare og tilberede dette lækre 


og nærende Fodemiddel. Vi kunne derfor kun onſke, 
bogen maa finde mange Kjobere. Uheldigvis er Priſen (5 Kr.) 
temmelig hej for Smaafolk, og det var derfor onſteligt, om 
Landboforeninger og andre Foreninger til det almene Vels 
Fremme maatte kjebe og fordele nogle Exemplarer til ÜUdlaan i 
de forfkjellige Egne. 
lykkes her i Landet, ſom det er ſket i Sverrige, 


at Svampe⸗ 


at faa udgivet 


en fortfattet, men ſardeles billig lille Bog med farvetrykte Billeder, 


der i Tuſendvis kunde ſpredes blandt den ſtore Landbefolkning. 
Foruden flere ſtorre Svampevarker er ſaaledes i Sverrig udgivet 
(af „Kongl. Patriotiska Sällskapet“) „Vara bästa Mat-svam- 
par“, 16 Sider med 29 afbildede Svampe, der ſalges for 25 


Dre, i 100vis endnu billigere. Det vilde utvivlſomt være et 


ſaare nyttigt Foretagende, om en lignende danfk lille Bog maatte 
komme frem hos os, og dens Udgivelſe ſynes at vare en smut 
Opgave for et danſt almennyttigt Selſkab eller Fond. i 


Smaating. 


„ En god Troſt. En reiſende om Bord i et Skib, der fejlede 
til Kalifornien, var vedvarende ſoſyg. En Dag traadte han hen 
til Skibslagen og ſagde i en vemodig Tone: „Ak, Hr. Doktor, 
derſom jeg bliver ved at være ſaaledes, hvad ffal der faa blive 
af mig, naar jeg kommer til Kalifornien? Der er faa ſnart 


Allerbedſt vilde det dog været, om det kunde 


| 
| 


ingen Ting, jeg vil kunne bruges til”, — „Aa jo“, fvarede | 


Legen, „De er netop den rette Mand, 
at begynde en Kirkegaard med“. 

.… Sprogligt. „Fa'r, nu er Anderſen færdig med Haven; maa 
jeg nu gaa ned og heiſe Flaget?” — „Nei, viſt ikke, Peter, Du 
fætter Ben i Gangen. Du kan ſige til Kudſten, at han kan 
gaa ned og heiſe det; men han fral træde i 
og bag efter ſkal han rive fine Ben!“ 


ſom vi kunne bruge til 


Firkantet Nod. Af 5 4A, 3 I, 1 K, 6 N og 1 R 
dannes 4 Ord, ſom ſkrevne under hinanden og laſte fra venſtre 
til højre og fra oven og nedad giver Løsningen paa folgende 


Gaader: 
Mod Oſt er det forſte et folkerigt Rige, 
ved tredjes Port maatte Døden bortvige, 
blandt Aſiens Dele Du andet vil finde, 
det fjerde er Navnet paa maugen en Kvinde, 


Billedgaade (Rebus). 


Vittenberg 
Altona 
Langeland 
Dagmar 

Eckernförde 
Middelfart 


Natmandsliv 


„Husveunen“, Willedblad for Morfkabsfæsning, Oplysning og Huoflid, udkommer fif huer Sondag med et 16, paltet At, ſorſynet ed flere 


Biffeder, lil 1 Krone Fjørdingaaret, frit tilſendl. 


Hvert Iſerdingaur 
elhvert Voſllonkor og Brevſamlingsſled, 


i enhver Voglade ſamt Hos 


medfølger gratis et ſlort fmukt Billegsbifkede. 


Bladet Ran beſtilles paa 


Hovedſtommisſjoncren: Audolph Klein, Vikeſlrede 40, Kjobenhayn. 
Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. K. Schultz. 


Anderſens Fodſpor, 


3. Aargang. ( 
Nr. 35. Sondagen 


> om det vil være Læjerne af Husvennen 
bekjendt har det færlig ligget Ud⸗ 
giveren paa Hjærte at fremkalde ſtorre 
værdifulde, kunſtneriſk udførte Billeder 
af Fædrelandets Hiſtorie, idet Bladet 
lere Gange har givet ſmukke Prøver 
Å herpaa i fine  Tillægsbilleder. Det 
er imidlertid ikke let for et ſaadant 
Sai mindre Blad ſtadigt at ſikre fig de 
de allerbedſte originale Tegninger i denne Retning, 
ſerligt da kun enkelte af vore ſtoerre Kunſtnere 
have helliget den hiſtoriſke Tegning deres Kræfter. 
Det var derfor Udg. magtpaaliggende at faa vakt 
Opmerkſomheden for denne Sag, og han henvendte 
ſig i denne Anledning til Beſtyrelſen for den Raben⸗ 
Levetzauſke Fond — der blandt ſine mange ſmukke 
Formaal ogſaa har fat fig ſom Opgave at ſtstte 
Kunſten og fremme almennyttige Formaal — med et 
Anſogende om, at der maatte blive udſat en Præmie 
paa 1000 Kroner for udmærkede ſterre Tegninger til 
Fedrelandets Hiſtorie, udforte med ſerligt Henſyn til 
den jævne Befolknings og Almueſkolens Tarv. Andra⸗ 
dragendet, der var udførligt begrundet, blev af Beſty⸗ 
relſen ſtœenket paaſkjonnelſesverdig Opmeerkſomhed, idet 
man efter at have indhentet Kunſtakademiets Erklering 
over Planens Værd og Udforlighed, vedtog at efter⸗ 
komme Andragendet ſaaledes, at den foreſlagede Sum 
i nævnte Ojemed ſtilledes til Akademiets Raadighed. 
Som Folge heraf har Kunſtakademiets Direkter, Hr. 
Etatsraad F. Meldahl udſtedt folgende Opfordring om 
Praœmiecſkning: 

„Den Raben⸗Levetzau'ſke Fonds Præmie for Teg⸗ 
ninger til Fædrelandets Hiſtorie. Beſtyrelſen for den 
Raben⸗Levetzau'ſke Fond har i Anledning af en An⸗ 
ſogning fra Redaktoren af „Husvennen“, Lærer Rom, 
ſtillet en Sum af 1000 Kroner til Akademiets Raa⸗ 


dighed ſom Præmie for den bedſte Samling af Teg⸗ 


Kjøbenhavn. 


d. 28. Maj. 1876. 


Billeder til Fedrelandets Historie. 


ninger til Fædrelandets Hiſtorie, ſerlig beregnet pan 
at gavne Almuen. Det ſmukke Formaal. for denne 
Bevilling: ved Kunſtens Hjælp at levendegjøre Fedre⸗ 
landets Hiſtorie for Folket i dets videſte Omfang, og 
derved ſaavidt muligt at fortrænge flette og betydnings⸗ 
leſe Billeder fra den Plads, paa hvilten de have trængt 
ſig ind hos Menigmand, tror Akademiet bedſt at kunne 
opnaa gjennem en almindelig Konkurrence, og 
opfordrer herved danſke Kunſtnere til ved at indſende 
Tegninger at deltage i en ſaadan. 

For Konkurrencen faſtſcettes følgende nærmere 
Beſtemmelſer: ; 

1) Tegningerne fkulle fremſtille betydningsfulde 
Wmner af Danmarks og berømte Danſkes Hiſtorie 
(derunder dog ikke indbefattet Sagnhiſtorien). 

2) Alle Tegningerne ſkulle være i ſamme Format, 
18“ paa den ene og 14“ paa den anden Led. 

3) Tegningerne ſkulle være fuldt ſkyggede og ud⸗ 
førte paa en ſaadan Maade, at de egne fig til at 
mangfoldiggjøres i et meget ſtort Antal Gremplarer. .… 

4) Tegningerne indſendes til Akademiet inden Iſte 
Marts 1877. Enhver af dem ſkal være betegnet med 
et Merke og ledſaget af en forſeglet Seddel, udenpaa 
merket ligeſom Tegningen og indeholdende den Kon⸗ 
kurrerendes Navn. 

5) Tegningerne bedømmes af et af Akademiet 
nedſat Udvalg. Hvis et Medlem af Akademiet deltager 
i Konkurrencen, kan han ikke være Medlem af Be⸗ 
dommelſes⸗Udvalget. 

6) Blandt de indſendte Tegninger ville indtil 4 
kunne belønnes hver med en Præmie paa 250 Kroner. 
De belønnede Tegninger blive den Raben⸗Levetzau'ſle 


274 


Fonds Ejendom, og Fondens Beſtyrelſe faar ubegreenſet 
Ret til at lade dem mangfoldiggjore. 

7) Efter Bedommelſen aabnes Navneſedlerne for 
de prœmiebelennede Tegninger. De indſendte Kon⸗ 
kurrence⸗Legninger ville efter Bedommelſen blive offentlig 
üdſtillede i Forbindelſe med den aarlige Uoſtilling, 
forſaavidt ſom Konkurrenterne ikke have noget imod det. 
Det kgl. Akademi for de ſtjonne Kunſter, den 27de April 1876“. 


Det er en ſtor Glæde for Husvennens Udgiver 
at denne gode Sag, ved at finde en faa imodekom⸗ 
mende Opmerkſomhed blandt Akademiets mange ud⸗ 
merkede Medlemmer, er blevet fremmet paa en faa 
ſmuk og hæderlig Maade, at den forhaabentlig nu vil 
vinde fuld Tilſlutning blandt de danſke Kunſtnere. 
Det vil da ſikkert blive Begyndelſen til en aarlig 
tilbagevendende Preœmieceſkning hvis Frugter efter⸗ 
haanden vil foreligge Folket i en herlig Rakke Bil 
leder til Fædrelandets Hiſtorie, ſom i tuſende og atter 
tuſende Hjem ville aflaſe daarlige Skilderibilleder, og i 
Landets Skoler ville bidrage til at gjøre Undervisningen 
i Fædrelandets Hiſtorie frugtbringende og til at vælte 
og nære en varm Kjærlighed til Fædrelandet. 

„Husvennen“ kan ikke andet end bringe Beſtyrelſen 


for „den Raben-Levetzauſke Fond“ fin hjertelige 


Tak for den Beredvillighed hvormed ÜUdgiverens An⸗ 
dragende er blevet imodegaget, og haaber ad Aare at 
Je fig i Stand til at bringe fine Holdere de førfte 
Prøver paa denne Rakke Billeder i fortrinlig Udfsrelſe. 


Paa Andejagt. 


Sy er er ſket forunderlige Ting, ſiden vi ſidſt 

vare paa Sneppejagt “), hvor Bruhn ſkjod 

den Ræv, der løb fra ham igjen. Det 

er virkelig ganſke beſynderligt med Bruhn 

Gud ſkal vide, om ikke den omtalte Ræv 

ſelv har været bidt af en gal Jæger, inden den bed 
Bruhn, for efter den Tid er han blevet aldeles „jagtgal“. 
Det var forreſten ſtygt nok med det Hul, ſom Ræven 
lavede baade i hans Buxer og i den nederſte Del af 
hans Ryg, thi dette ſidſte Parti hovnede op, faa at 
han maatte holde Sengen og ligge paa Maven i over 
fjorten Dage. J den Tid flog han fig paa Jagt 
literaturen. Møller havde nemlig foruden vor gamle 
"hæderlige Blichers „Diana“, nogle gamle tyſke Jagt⸗ 
bøger, navnlig et ſtort Værk af „Dietrich aus dem 
Winkel“, og disſe ſtuderede Bruhn nu i Sengen med en 
utrolig Jver. Da der var gaaet en Tid forklarede han 
os, at der flet ikke kunde være Tale om at falde en 


Jagthiſtorier. 


) Se Husvennens forrige Aargang S. 156. 


Mand for Jæger, naar han ikke baade ſaa ud ſom 
Jeger og kunde udtrykke fig aldeles korrekt i Jagt⸗ 
ſproget. Samtidigt hermed havde han opdaget, at 
Sjanko var daarligt ,,behængt” og ikke førte fin Hale 
pad en for en ædel Honſehund ſtandsmersſig Maade: 
Han lod fit Overſkceg vore, og lod Skrederen gjøre 
fig en lyſegraa fort Frakke med brede ſpinatgronne 
Kanter og Opflag paa, ſamt ſtore Metalknapper med 
Ulve og Lover i; ogſaa kjobte han fig en grøn Filthat, 
hvorpaa han anbragte en Bukkehaars Kokarde med 
Halen af en Urhane paa, jaa at han virkelig opnaaede 
at ſkaffe fig en ſkuffende Lighed med en Herregaards⸗ 
flytte. Naar Meller talte om, at han havde anfkudt 
en Hare, og at man kunde je Blodſporet i Sneen, faa 
betragtede Bruhn ham med et overlegent noget med⸗ 
lidende Smil. og ſagde: „Kjcre Møller, fig dog for 
Guds Skyld ikke Blodſpor, Slagtere og Kokkepiger ſige 
Blod, men en Jeger ſiger Svejs, og Sporet falder 
man for Fert; har Du nu f. Ex. anſkudt den i 
Maven, jaa bør Du vide, at Du har ſkudt den „wejde⸗ 
wund“. Moller holdt i Grunden ikke af at Bruhn 
vilde til at belære ham, og tilbageviſte ham ofte lidt 
ſkarpt; det varede dog ikke længe, inden han fif Bruhn 
bragt til Tavshed, thi en Dag da Møller var kommet 
hjem fra en lille Forretningsrejſe i Kjøbenhavn og vi 
ſkulde til at have os vor ſedvanlige Whiſt i Klubben, 
ſagde han til Bruhn, der nu altid indfandt ſig i Jagt⸗ 
uniformen: „Hor Bruhn! der er et Sted paa Veſter⸗ 
bro, ſom hedder. Kafé Boulevard; der er der kommet 


nogle ægte Tyrolere, og dem bor Du virkelig reiſe over 


at Je paa, for der kunde Du faa adſkillige kjonne Vink 
til at gjøre Din Uniform fuldſtendig med. Din Hat 
og Frakke ere upaaklagelige, men Du bor pderligere 
gaa med et bredt broderet Mavebælte uden pan Veſten, 
og jaa ſkal Du tage Fløjels Knæburer og hvide Bom⸗ 
uldsftrømper paa, ſaa er Du fuldſtendig udruſtet, til 
vi ſkulle begynde Andejagten i næfte Maaned”, De 
øvrige Stamgjæfter lo ad Møllers velmente Raad, men 
Bruhn ſaa meget alvorligt paa ham og ſagde i en 
højtidelig Tone: . 

„Moller! det gjør mig ondt for Dig. Du fan 
flyde, men Du er ingen Jæger; Du har ikke Sans 
for hvad Dietrich aus dem Winkel kalder „der voll⸗ 
komne Jäger“ eller for den poetiſke Side, ſom Jagten 
frembyder”, ; 

Imidlertid opgav. han fra denne Stund alle Forſog 
paa at gjøre Møller til fuldkommen Jæger, men beholdt 
ſtedſevarende fin Jagtuniform. Kort efter rejſte Bruhn 
til Kjøbenhavn og tog Sjanko med fig, og kom forſt 
tilbage to Dage førend Andejagten ſtulde begynde. Han 
kom hjem om Natten; ingen af os vidſte, at han var 
kommet førend den neſte Formiddag, da vi faa Bruhn, 
iført en aldeles ny Jagtdragt fra Schottländer og 
Goldſchmidt, ſpadſere op ad Gaden med en fremmed 
Hund bag efter fig. Møller ſad netop den Gang inde 


275 


og drak Formiddagskaffe med mig og min Kone, og fik 
jo Bruhn med den nye Hund at je. Jeg raabte 
naturligvis gjeblikkelig efter ham, og Bruhn kom ind 
med Hunden, ladende ſom om den havde tilhørt ham 
i en længere Aarrckke og der ikke var det ringeſte 


Forunderlige i at han var i Beſiddelſe af denne Skab⸗ 


ning, medens han dog i fit Hjærte brændte af Begjer⸗ 
lighed efter at høre vor, og navnlig Møllers, Dom om 
den. Da vi havde onſket ham velkommen hjem, og 
faget ham til Kaffebordet, ſpurgte vi forſt efter Sjanko, 
ſom virkelig var blevet en rigtig god Hund. 

„Den har jeg byttet bort“, ſagde Bruhn, „imod 
denne. Unkas har et „komplet reglementeret Behceng“ 
og fører fin Hale paa en uſcedvanlig ſmuk Maade”. 

„Ja ſaa“, ſagde Moller, „har Du byttet Sjanko 
bort mod denne Mohikaner, ſaa maa Du da mindſt 
have tjent 100 Rigsdaler paa den Handel, for denne 
herre Unkas ſkal jo formodentlig agere en Honſehund“. 

Bruhn ſaa lidt forundret forſt paa Moller og ſaa 
paa mig, ſaa ryſtede han blidt, men dog overlegent 
paa Hovedet og ſpvarede: 

„Ja, Møller! det ikke alene ſkal være, men det 
er en Jagthund, ſom iovermorgen naar vi begynde 
Andejagten, vil give Dig et helt mt Syn paa Begrebet 
„edel Honſehund““. 

Møller blev tilſyneladende neeſten forlegen; han 


flod op og bukkede for Unkas, og faa endnu en Gang 


længe og provende paa den, derpaa ſagde han i en 
næften profetiſk Tone: 


„Du er en lykkelig Mand, Bruhn, ſom er i Be⸗ 


ſiddelſe af en ſaadan naturhiſtoriſk Mærfværdighed, og 
jeg ſkal indeſtaa Dig for, at Du har en Fejl, ſom 
Unkas ikke har, og det vil Du komme til at blive over⸗ 
beviſt om iovermorgen: Du er iffe fri for at holde 


af det vaade, men Du kan være ſikker pao, at det gjør | 


Hr. Unkas ikke“. 


Om Bruhn ikke forſtod eller ikke vilde forſtaa | 


Møllers ſkumle Hentydning, ſkal jeg lade være uſagt, 
men han ſparede flet ikke paa den, og ſagde blot let 
henkaſtet: 


„Jeg har forreſten ogſaa klobt en ny Bosſe, have | 


J Lyſt til at ſe den, kunne J jo gaa hjem med mig”, 
han gjorde et lille Ophold og tilføjede med mere Efter⸗ 
tryk: „Det er en Baglader, direkte forſkrevet fra Suhl“. 


Dette ſlog baade Møller og mig ſuldſteendigt, og | 


vi ſkyndte os derfor begge afſted til Bruhn, for at ſe 
paa hans ny Bøsje, thi endnu var der ingen paa vor 
Egn, ſom havde anfkaffet fig Baglader. 
havde vejet den, forſt i højre og jaa i venſtre Haand 
og paa det nøjefte prøvet Indretningen, ſamt gjort fig 
fortrolig med, om den „faldt godt til Kinden“, rakte 
han mig den, og udtalte ſin fuldkomne Tilfredshed med 
Bøsjen. 

” Næfte Dag afholdt vi ſtort Krigsraad om, i hvilfen 
Sø vi ffulde begynde vor Jagt den følgende Dag, og 


Da Møller | 


: Arbejde ſkulde begynde. 


da vi havde udſet Sønderjø til det Sted, hvor Bag⸗ 
laderen ſkulde indvies, gik vi tidligt til Sengs, for at 
vi neſte Morgen Klokken tre kunde være færdige til at 
kjore derud, Morgenen kom — rigtignok lidt taaget 
— men Møller forſikrede, at vi vilde fan dejligt Vejr 
op ad Dagen. Vi kom til Vogns og Bruhn ſtillede 


Mohikaneren — fom Møller ſtadig kaldte den — mellem 


fine Ben, thi „den fkulde ſpares“ indtil det vigtige 
Gamle Diana maatte derimod 
lobe efter Vognen, thi Møller udtalte højt og lydeligt, 
at hans Hund ffulde da idetmindſte ikke forvænnes. 


En ny Jagttaſke havde Bruhn ogſaa kjsbt i Kjøbenhavn ; 
den var meget lille og kun indrettet til Patroner, ſamt 


en lille Lærke, der ogſaa var en Meerkverdighed fra 
Kongens By, efterſom den var af ſlebet Glas med en 
indgraveret Hjort paa, det ſkulde nu altſammen være 


ſaa overmaade jegermesſigt; Indholdet af denne for⸗ 


klarede imidlertid Bruhn, var en „vidunderlig dejlig” 
Kognak, ſom vi længere op ad Dagen fkulde faa at 
ſmage, men kun i ganſke ſmaa Snapſe, thi at drikke 
den ſom en almindelig Snaps vilde ligefrem være 
uforſparligt. Naa, vi kom uden videre VMventyr til 
Sonderſo, og Møller ſtemte da for, at han og Bruhn 


fkulde være i Baaden med Hundene, medens jeg ſkulde 
gaa langs Soens Bred efterhaanden ſom Baaden vandt 


frem; de ſkulde da pasſe paa, hvad der fløj op udenfor 
deres Skudvidde og vilde træffe over ad mig til. 
Gamle Diana hoppede nok faa fornøjet ud i Baaden, 


ſom laa et Par Favne ude i Søen, fordi der var faa 


lavt Vand, at de ellers ikke kunde faa den flot, men 
da Bruhn kaldte paa Unkas, for at den ſkulde komme 
med i Baaden, ſaa den uhyre ynkelig paa ham, og 
oploftede et melankolſt Hyl. Møller faa længe og 
provende baade paa Bruhn og Unkas og ſagde derpaa: 

„Mindes Du nu, Bruhn! hvad jeg ſagde Dig 
iforgaars om Mohikanerens Forhold til det vaade 
Element“. 

Bruhn faa uhyre forbavſet og ergerlig ud, men 
mente, at det kun var en forbigaagende Nykke hos 
Hunden; det kunde jo umuligt være, at den var bange 
for Bandet. Imidlertid blev Unkas' Nykke langvarig, 
og jeg blev derfor anmodet om at bære ham ud i 
Baaden. Det gjorde jeg, trods de kraftigſte Spræl 
fra Unkas' Side, og nu ſtagede Møller, medens Bruhn 
ſtod i Forenden af Baaden mellem begge Hundene, med 
jpændte Haner, for ikke at forſomme det gunſtige Oje⸗ 
blik, naar Wuderne fkulde viſe fig. Det varede vel 
næppe fem Minutter, førend fire Ander løftede deres 
unge Vinger idet. de med Buldren og Rabben fløj op 
over Sivene og ud over den klare Sø. Bum, bum, 
knaldede Bruhns Baglader, og to af Wnderne faldt i 
Vandet, den ene dodſkudt og den anden med en knerket 
Vinge. „Bravo“, raabte Moller, „Diana apport“ og 
Diana ſprang gzjeblikkelig overbord, for at bringe 
Icegerne den vingeſkudte And, der begyndte at komme 


33 


til fig ſelv igjen, og baſkede et lille Stykke hen ad 


Vandfladen. „Unkas apporte“, raabte Bruhn, idet han 


pegede paa den dode And, ſom laa nær ved Baaden; 
men Unkas faa med fine kloge Øjne paa fin Serre, 
ryſtede paa. fit kloge Hoved og ſagde kun „Uh-hu“. 
Bruhn faa lidt betænkeligt baade paa Møller og fin 
Hund, men oplivedes atter ved at ſe Unkas logre ſvagt 
med Halen. 

„Det var ret min rare Unkas“, ſagde Bruhn, 
„apporte nu raſk Anden, den ligger jo lige ved, fe jaa 
lille Unkas, ſpring nu flink i Vandet”. 

Men Unkas lod fig ikke bevæge hverken til at 
pringe eller krybe i det, hvorfor Møller tilſidſt i billig 


med et hojſt ukriſteligt Onſte om, „at den forbandede 
Indianer nu gjerne med det ſamme kunde ſogmme 
ad. . .“ ja Tort ſagt til et Sted, hvor man i Alminde⸗ 
| lighed antager, at der er overmaade varmt, Da Unkas 
kom i Vandet puſtede og ftønnede den ynkeligt, men 
ſvommede ſkyndſomſt lige forbi den ſkudte And, uden 
ſaa meget ſom at ſe til den, og ſtyrede Farten lige 
paa Land, hvor den i en jammerfuld Stemning, med 
| Salen imellem Benene og ludende Hoved fjajfede af 
Sted, indtil den traf paa mig. Diana var imidlertid 


kommet med den vingeſkudte And og Bruhn fiſkede ſelv 
den anden op med Hænderne. Møller betragtede Bruhn 


Pan Audeſagt. 


hovedryſtende og ſyntes at fatte hans Smerte ved de 
ſkuffende Forventninger, men kunde dog ikke afholde ſig 
fra lidt ſpydigt at bemerke, at det nye Syn, ſom 
Bruhn havde lovet ham paa Begrebet. „edel Honſe⸗ 
hund“, rigtignok forekom ham temmelig kjsteragtigt. 
Bruhn ſparede ingen Ting, men ſtirrede kun flov og 
ærgerligt ud over Vandet. Dette Sorgens Billede 
blodgjorde Møllers Hjærte, og han fandt ſig derfor 
foranlediget til at trøfte ham med, at Hunden jo godt 
kunne være god paa Landjorden, og at Bosſen da i 
hvert Fald havde viſt fig ſom et „komplet Aareladejcern“. 


Bruhn følte fig lidt oplivet ved Tanken om at Unkas 


dog muligen kunde forbavſe hans Venner paa Honſe⸗ 
og Sneppejagt, og han fandt derfor Ojeblikket pasſende 


til at foreſlaa, om de nu ikke ſkulde ſmage paa „den 
| vidunderlig dejlige” Kognak. Møller indſaa ikke nogen 
veſentlig Hindring herfor, og lod ſig — efterat Bruhn 
havde drukket ham til — rokke den ſlebne Flaſke, for 
at tage en ganſke lille Snaps af den herlige Vare. Han 
| holdt allerede Flaſken for Munden da — o! Rerdſel — 
Bruhn gjorde en ſaa pludſelig Vending med den lille 
Baad, ſaa Moller fik Overbalancen og faldt i Vandet. 
Han kom imidlertid ſnart oven Vande, og krob op i 
Baaden med Diana, der formodentlig har anſet det 
for fin Pligt at hoppe ud paa ſamme Gang ſom fin 
Herre. Da de Begge vare komne ſig af deres For⸗ 
ſkreœkkelſe, udbrød Bruhn: 


„Men Møller dog — Kognakken?“ 


Harme tog Unkas i Nakken og hivede ham ud i Vandet 


Her vifte Møller fig imidlertid i fin fulde Storhed, 
thi i det han rakte Bruhn den tomme Lærke, ſom han 


holdt i den ene Haand, ſagde han: 
„En fuldkommen Jener maa ſelv under de vanſke⸗ 


ligſte Forhold beholde fin Aandsneerverelſe, derfor 
beholdt jeg Flaſken for Munden til der ikke var mere i 


277 


| Søen, jaa at jeg for min Perſon ſkad ikke mindre end 


ſyv Wender ved Unkas' Hjælp. 
| havde ſtaget Søen igjennem. og traf ſammen med mig, 


den, og den Ros ſkal Du have Bruhn, Kognakken var 


virkelig vidunderlig dejlig, og den baade ſtyrker og 
opliver mig ſaare under disſe fugtige Omſteendigheder“. 


| Møllers ſtore Vaadhedstilſtand maatte Jagten imidlertid 


Til Trods for Vandet fortſattes Jagten endnu en | 


Stund, og det gik Knald i Knald; Unkas vifte imid⸗ 


lertid at han virkelig var bedre paa Landet end i 


Da Moller og Bruhn 


kjendte Bruhns Glæde ingen Greenſer, da han fif at 
høre, hvor vel Unkas havde opført fig i mit Selſkab, 
ſelv Møller begyndte fra nu af at betragte Mohikaneren 
med mere velvillige Øjne end forhen. Paa Grund af 


afbrydes for den Dag, og vi kjerte hjem med et ret 


tilfredsſtillende Jagtbytte; Bruhn ſtadig holdende Unkas 


imellem Benene, og udtalende ſine lyſe Forhaabninger 


Bandet, thi efter at han havde fluttet fig til mig, gik | 


han jaa ſmaat, og ſtod ſnart for en ſnart for en anden 
Vildand, ſom lan oppe i Grecsſet ved Weed af 


om, hvad han ved en rationel og fuldkommen jeger⸗ 
mesſig Behandling ſkulde uddanne dette mærkelige 
| Dyr til. Hvorvidt bette lykkedes vil muligen en Gang 
Fremtiden viſe. 3—u. 


En jysk Bindestue, 


Matmandsliv i Jylland. 
(Fra „Aatur og Folkeliv i Danmark“ af J. Both). 
(Sluttet.) 
aa Rejſen gjennem Landet maa disſe 


vejene, og ſaa opholde de fig i de der⸗ 
) værende Herberger fra Aften til Morgen 


deler Troppen ſig i flere Afdelinger, der 


e ſamles paa det beſtemte Sted. Men⸗ 
dene med deres Skeerſlipperbere følger gjerne den al⸗ 


Folk i Folge Loven holde fig til Hoved⸗ 


fare Vej, og det ſamme gjør i Reglen Kjedelflikkeren 


men anderledes er det med Kvinder og Børn. 
ſtrejfe viden om til Siderne af Vejen og gjeſte enhver 


med fin Ambolt, for faa vidt han ikke af Øvrigheden 
har ſerlig Tilladelſe til at ernære fig i en vis Egn; 
De 


Bolig de finder. Kvinderne handle med alle Slags 
Smaating, Saxe, Naale, Baand o. desl. og give ſig 
ogſaa af med at forudſige lettroende Folk deres Skebne, 
og imidlertid ſtrejfe Børnene om paa deres egen Haand 
for ved deres vindende Veſen og godmodige, muntre 


Indfald at tilirygle fig Gaver af Fødevarer og Penge, 
ftilles ad, for ved Aftentid igjen at 


og det er heller ikke jaa ſjeldent, at disſe ſmaa ved 
deres ufuldkomne Begreber følger Friſtelſen til at til⸗ 
vende ſig andres Gods uden at ſporge om Forlov. 


Naar ſaa Solen glider ned i Veſt, ſamles ſom ſagt 
den hele Bande igjen paa et faſtſat Sted. Saa braſes 
og koges der igjen; der gjøres Indkjob i Kroen for de 
erhvervede Kontanter, og faa lever man højt med hvad 


gaar til Ro. 

Saaledes gik det ogſaa vor Bande den førfte Dag. 
Inden Solen ret naaede op over Hedebankerne var den 
hele Karavane i Bevegelſe og ſpredt til alle Sider, men 
da Solen var fin Nedgang nær, ſtimlede alle tilbage 
igjen til den forrige Lejrplads, hvor de udkrammede 
alle deres Sager og ſnart havde der udfoldet fig et 
nyt, broget Liv. Der kogtes og ſtegtes baade Fiſk og 
Fleſt, og Vor Herre maa vide, hvor al denne Her⸗ 
lighed var kommen fra. Da Fordringerne til Livets 
Ophold ſaaledes vare tilfredsſtillede, ſamledes Banden 
i Skjenkeſtuen for at opvarte de forſamlede med en 
muſikalſt Aftenunderholdning. Det var en ſand 
Zigeunermuſik, der her tonede. Fløjten var Hovedin⸗ 
ſtrument, men der var ogſaa baade Triangel og Tam⸗ 
burin. Vildt lod Tonerne mellem hinanden, ſnart i 


langſom og afmaalt Takt og ſnart i vild Flugt, medens 
Muſikanternes forte Øjne lynede i Halvmorket. De | 


ſmaa, der intet Inſtrument havde at traktere, beveœgede 
i lidenſkabelig Begejſtring mekaniſk de ſmaa Fingre foran 
Anſigtet, ſom om de ſpillede Flojte, idet de efterlignede 
Muſikanternes Gebærder. Da Koncerten var til Ende, 
traf Selſkabet fig tilbage til Lejren for at gjøre fig 
tilgode med de Drikkevarer, der bleve indkjobte for de 
Smaakjendelſer, der vare ſtjcenkede dem til Løn for 
deres Muſik. J Dagens Lob havde jeg imidlertid 
fundet Lejlighed til at ſſifte Bekjendtſkab med enkelte 
af Bandens Medlemmer. Oppe paa Heden var jeg 
truffet ſammen med Bandens Overhoved, hvis Navn 
var Champmann og hans Søn, den 12—13aarige 


Vilhelm. Hos Naturmenneſker gjelder iſer den Sæt: | 
ning, „at ſom man raaber i Skoven, faar man Spar“, 


og da Champmann førft mærkede, at jeg ſelv ſom en 


Slags Trakfugl laa paa Reiſer og ikke vilde ham noget 


ondt, jaa nærmede vi os ſnart hinanden. Der var dog 
en Omſtendighed, ſom fremſkyndede denne Tilneermelſe, 
og det var den, at ſom vi bedſt var i Samtale kom 
Løbefræmmeren til med fit Kramſkab paa Natten. Han 
blev vor Mellemmand, og da han fil fit Stab ſpendt 
af, Flojderene aabnede og de ſmaa Stuffer trufne ud, 
hvori de farvede Bolſcher glimrede, faa tindrede ikke 
alene Vilhelms Øjne, men ogſaa Champmann blev til 
et Barn, og da det lille Indkjob af Sukkergobt, jeg 


gjorde, og ſom jeg ſkjcnkede til Deling mellem Champ⸗ | 
mann og hans Son, havde aabnet Leberne, ſaa varede | 
det ikke længe, inden ogſaa Sjærtet aabnede fig, og vi 


bleve ſnart jaa fortrolige ſom gamle Bekjendte. Baa 
Vandringen hjemad til vort temmelig" fjærne fælles 
Kvarter fik jeg nu at vide, at Banden var paa Reſſe 
fra det nordligſte Norge ad Tyfklands Bjerglande til. 


Bandens ældfte Medlem, en gammel Bedſtemoder, boede 
nu et Sted, i Nærheden af Aalborg, og der var det 


yngſte Barn, ſom kun var et Aar gammelt, i Koſt, til 


en Gang Banden kom tilbage, jaa vilde de hente det. 
man har, indtil man omſider, naar Hanen galer, forgløs | 


Vilhelm var født „i en ſtor Skov i et Land, ſom hed 
Stejermark, hvor der vor høje Bicerge og dybe Dale“, 


| og det aldſte Pigebarn ved Navn „Mie“, var født i 
Finmarken, „hvor Solen var faa ſtor — ſaa ſtor og 


hvor der ſommetider var faa varmt paa de ſtore Stene, 
at man brændte Fødderne”. Den mindſte Pige, Judith 
derimod, var fodt udenfor Hamborg i en Lade. Trods 


ſin fremrykkende Barnealder, kunde Vilhelm hverken 
laeſe eller ſkrive, og heller ikke regne. Skulde han op⸗ 


leſe Bogſtaverne kom han ikke længere end til b, faa 
lob det vildt for hans Hoved. „A, b, g, d, e, leſte 
han, men fan afbrød han fig ſelv med den Bemeerkning 
„ne life kan a ikke; men min Faber ka life og han 
har en Bog, der hedder Kattekis“. 


Folkeſagn om glubende Dyr. 


Meddeleren heraf er født i Fjaald Sogn (Fiolde, 
Viol), i den ſydlige Del af Mellemſlesvig. Dette Sogn 
hører til „Hedeegnen“, ſkjont Jordbunden ingenlunde 
er gold, megen Hedejord er nu opdyrket, og de ſtore 
Enge og dybe Moſer ere vigtige Velſtandskilder for 
Folk der. At Skove findes nu kun to, de yderſte mod 
Veſt paa denne Kant af Landet, næmlig en temmelig 
ſter til Landsbyen Paabol og en mindre ved den lille 
Landsby Oſteraa, desuden nogle ganffe ſmaa Kratſkove; 
men Folkeſagn, der gaa tilbage omtrent til Forſtningen 
af forrige Hundredaar og i flere Tilfælde have viſt ſig 
at være meget paalidelige, pege paa, at Skovene den 
Gang havde en langt ſtorre Udſtrakning end nu for 
Tiden. — Spurgte man nu i min Barndom (ved Aaret 


1850) de eldſte Mænd i Sognet med Henſyn til de 


„glubende“ Dyr, navnlig Ulven og Vildſvinet, da vidſte 
ingen nogen Sinde at have ſet jaadanne der i Egnen, 
men vel havde de hort noget derom i deres Barndom 
af de dalevende gamle, altſaa henimod Slutningen af 
forrige Hundredaar. Det var ſaaledes en almindelig 
Mening, at de ſidſte Ulve der i Egnen vare forſvundne 
„det Aar, da Folket var ſonder pan” (ved Krigsurolig⸗ 


hederne med Rusland i 1712), og flere lagde til, at 


Ulvene den Gang vare blevne bange for den ſteerke 
Krigsmuſik og derfor havde taget Flugten forud for 
Hæren ad Tyſkland til“). Vildſvinene ſkulle dog være 
forſpvundne længe før det nævnte Aar, vel omtrent ved 


") Sfjønt. dette kunde ſynes lidet rimeligt, ffaldet dog nævnes, 
at man i 1848 fan et Sideſtykke dertil, idet en ufædvanlig 
ſtor Mængde Kronhjorte lod fig fe der i Skovene, hvilke 
almindelig mentes at være fordrevne fra de jyſke Skove 
paa Grund af Krigsforholdene. 


„Mofkoviternes Tid“ (i Aarene 1013 16, da de rus⸗ 
fifte Hjcelpetropper færdedes der i Egnen og øvede 
mange Gruſomheder); for øvrigt mindedes man endnu 
mange Trek af Vildſvinenes Glubſkhed, medens man 
paa den anden Side ogſaa paaſtod, at der ofte herſkede 
en ſcerdeles god Forſtagelſe mellem Vildſpinene og de 
i Skoven gagende tamme Svin, ja at der endog ſkulde 
være opſtaaet en Blandingsrace af de vilde og tamme 
Svin, der ſkulde have vedligeholdt fig i lang Tid, 
hvilket dog viſtnok meget maa drages i Tvivl. — Om 
Ulven haves her iſcer folgende Fortællinger. En meget 
paalidelig Mand, Lorents Albertſen i Oſtenaa, der var 
født i 1745 og opnaaede en høj Alder, fortalte flere 
Gange for min Fader og andre i Forſtningen af dette 


Hundredaar, at han ſom en Dreng paa 10—12 Aar 
tilligemed en yngre Broder vogtede Faarene paa Engen 


„Grevlingevad“ øften for Skoven; da kom der ved 
højlys Dag to Ulve fra den paa Lovenſted⸗Norremark 
liggende Kratſkoy (faldet „e Lund“) og vendte Vejen 
ned imod hans Faareflok. Den ene (han troede, det 
var Hunnen) blev imidlertid liggende ſtille ved „Friſe⸗ 
vejen”, medens den anden, der var meget ſtor, løb ind 
imellem Faarene, bed et af de ſterſte og flæbte det op 
til [in hvilende Mage, derpaa nok en Gang lob ind 
i Flokken for at udſoge fig et nyt Offer, hvorpaa de 
begge med deres Bytte lob op til Lunden igjen. 
Drengene vare meget redde, de ſtjulte fig bag Lyng⸗ 


tuerne og turde ikke en Gang græde højt, for ej at 


vekke Ulvens farlige Opmeerrkſomhed. — Ved Lands⸗ 
byen Paabel ſkal det være ſket (dog viſtnok en Del 
Aar tidligere end den foranſtaagende Tildragelſe), at en 
Ulv om Natten liſtede ſig ind paa en Toft, hvor 
Heſtene gik, for at tage et Fol; men Folhoppen, der 
var „hildet“ med et Hampereb imellem Benene, var 
jaa heldig ved et raſk Spring at trykke Ulvens Hoved 
ned til Jorden og ved Hjælp af Hamperebet at holde 
det nede i denne Stilling, ſaa at Gaardens Folk, da 
de kom ud paa Toften om Morgenen, fandt Hoppen 
endnu ſtagende paa ffrævs over den for lengſt dræbte 
Ulv. — En Gaardmand i Lovenſted, der maa være 
død omtrent Aar 1800, kaldtes almindelig „Lavtſkjen 
Ullefanger“ (Lorents Ulvefanger), fordi han havde 
fundet en Ulverede i Lavenſted⸗Norremark i Nærheden 
af den ovenfor nævnte Lund og flaaet alle Ungerne 


(ſyv?) ihjel med fin Spade, ffjønt de „gnirrede“ med 


Tænderne ad ham; han fkal ogſaa have faaet en Kjen⸗ 
delſe derfor af Ovrigheden. — J den ſamme Egn viſes 
ogſaa endnu den Dag i Dag „e Ullekuler“ (Ulve⸗ 
gravene); der ſkal være tre af dem, tet ved Joldelund 
Sogneſkjcel. De ere nu naturligvis forfaldne, men 


den ene af dem var dog endnu i 1847, da jeg ſom 
Barn tilfældigvis kom om derad med min Fader, meget 
kjendelig. Det kjendte Sagn om den tyvagtige Kone, 
der vilde ſtjcle Gaaſen og derved kom til at dele Kaar 
med Ulven, har ogſaa knyttet fig til disſe Ulvegrave. — 


| 
| 
| 
| 


ö 


Det ſynes dog, ſom om Ulvene i Midten af forrige 
Hundredaar ikke har veret meget talrige der i Egnen; 
dette turde blandt andet ogſaa fremgaa af folgende 
Trok, der er „hiſtoriſk“. En Bonde af Landsbyen 


Saved, der i Slutningen af SHundredaaret laa for 


(|| 
il 


Døden, vilde ikke lade Præften falde, men føjede fig 
omſider efter fin noget pietetiſke Kones Raad i at lade 


Landsbyens Skolemeſter Andreas komme for at ſynge 
en tyſk Salme og bede en Bon for ham. 
ſyntes at være meget opbygget, men da Sfolelæreren 


Manden 


var midt i Bønnen, afbrød han ham pludſelig med 
det temmelig uvedkommende Sporgsmaal: „Anneſkjen, 
hær Du ſeer e Ulle? VE hær feer tuo, en graa o en 
ſuort!“ (Andreas, har Du ſet Ulven? Jeg har ſet to, 
en graa og en ſort!) Altſaa maa det vel allerede 
den Gang have hørt til Sjeldenhederne at have ſet 


en enkelt Ulv der i Egnen. É 
J. P. 


husflid. 


En jyſt Biudeſtue. 

Bindeſtuerne holdes i Reglen paa den ene Gaard efter den 
anden, og da Boligerne paa Heden ligge yderſt ſpredte, har man 
ofte hele Mil til en ſaadan Forſamling. Henad Morkningen 
til ſtcvne de alle, gamle og unge, Gaardmandsfolk, Husmands⸗ 
folk og Tjeneſtetyende til Forſamlingen. Den, i hvis Hjem 
Forſamlingen den Aften holdes, leverer Lys og Varme, men 
enhver bringer ſelb fin Koſt med, og der ſpiller Aggekage en 
vigtig Rolle, thi Honſene trives godt paa Heden og lægge flittig 
Ag. Nu har ogjaa Stenolielampen fundet Vej til Heden, men 
mange Steder bruger man endnu ſamme Belysning ſom i gamle 
Dage. Den gamle Belysning beftaar enten i en Lerlampe af 


| em jæregen Form, med en Tranbeholder og to Vager, en ud til 


hver Side, ophængt midt i Stuen under Loftsbjelken, eller ogſaa 
i et ſtort Spedelys, anbragt i en ſaakaldet Lyſemoder, en Tre⸗ 
ſtage, der er faſtgjort til en paa en Trefod ſtillet Stang, og det 
paa en ſaadan Maade, at Lyſet kan ſkydes op og ned efter Behag. 
Varmen kommer fra Bilcggerovnen, hvori der fyres ude i Arne⸗ 
ſtedet med Lyng, Skudtorv og Klyne, ſaa der bliver lunt og 
godt derinde. 

Naar Selſkabet er ſamlet, afleverer enhver Garnenden fra 
fit Nøgle til en af Medlemmerne, ſom ſamler alle Enderne 
ſammen og giver fig til med Favntag at maale et lige langt 
Stykke af alle Nogler. De ſamlede Ender ſtikkes pan en Gang 
igjennem en Benring, der er ophængt midt i Loftet, og faa 
tager enhver ved fin Ende igjen, benker fig i en Rundkreds 
omkring Lyſet, og giver fig til at pregle (ſtrikke) hver paa fit 
Arbejde ſom foranſtagende Billede (S. 278) viſer. Arbejdet 
gaar for fig under Sfjæmt og Spog, eller ogſaa ffiftes man 
til at fortælle en eller anden „gammel Hiſtorie“, ofte Sagn om 
Forfedrenes Bedrifter eller man ſtiftes til at ſynge Viſer, hvor⸗ 
iblandt kan høres adſkillige gamle Folkeviſer og Kampeviſer. 


Imedens Bindefolket lytter til Fortælling og Sang, til Spog 


og Sfjæmt „kippes“ man om at praegle væl, den ene paa en 
Vante, den anden paa en Sok, den tredje paa en Troje og den 
fjerde pan et Par Hojer, ligemeget; det gjelder ikke Formen, 
men kun hvor lang Ende Garn man forbruger, og da alle 
Garneender ſammenfiltrede følges ad igjennem Ringen, er det 
en Selvfølge, at medens den rappeſte Pregler forbruger fit Garn, 
kommer den uforbrugte Garnende hos den mindre hurtige Ar⸗ 
bejder til at ligge opfkaaret i Skjodet i ſtore Lokker, hvorved det 
let beviſes, hvem der er den flinke Arbejder, og hvem der er 
Sinken. Det er en Fremgangsmaade, ſom ægger til Flid og 
Udholdenhed, og den ſom i ſaa Henſeende ſtaar meſt tilbage, 


| maa finde fig i, udleet og beſkemmet at forlade Lavet, naar 


man hen paa Aftenen reiſer fig for at drage ad Hjemmet til. 
Hvem der Fjender Befterjyden og hans Skrek for at være til 


Skamme, kan let forſtaa, at 

han, hvad det end koſter, næfte 

82100 ſorger for at have bedre 
eld. 


(Efter „Natur og Folkeliv 
i Danmark“ af L. Both.) 


Signetſkerer. „Jyllpſt.“ 
meddeler, at en Mand i Brat⸗ 
ting i Elling Sogn, Carl 
An derſen Huft, i fine le⸗ 
dige Timer har lært fig at 
udſkere Signeter og har drevet 
det til faa ſtor Fuldkommenhed, 
at han kan gjengive Navnetrek 
ſelv af utydelig Skrift. 


Bog nyt. 


Med hosſtaaende Billede 
ſom Titelblad er der af C. 
Th. Rom & Co. udgivet en 
Tabel paa 16 Sider, ſom 
ſerlig antages at egne fig for 
Almueſkolens Born. Der 
er ofret megen Flid paa at 
gjøre denne Tabel tiltalende 
for Born. „Tabellen“ er 
en kjedelig Pjes at faa til 
Livs, men naar den, ſom 
alle hidtil udkomne Tabeller, 
moder i en uſtjon ydre Skik⸗ 
kelſe, med et i hej Grad 
kiedeligt Titelblad der med 
den. meſt Ipedantiſke Nojag⸗ 


Smaating. 
Fra fremmede Forfattere. 
flage vi ofte, idet vi glemme, 
vi ikke kunde forandre. Et 
Flytning ſynes at bevirke alt. Men det ſynes kun ſaa; thi 
under Hendelſen virker den almægtige Billie, om hvilken vi en 
Gang ſtulle lere, at den har ſtaaet jaa højt over menneſkelig 
Billie, ſom Himlen er hævet over Jorden. 


En rigtig Spaadom. „Der er Torden i Luften“, raabte 
en Skomagerdreng til Spenden paa Varkſtedet, da han tidlig 
om Morgenen horte Meſters Kone rumſtere i Kokkenet. Næppe 
havde han udtalt, for Doren floj op, og hurtigere end Tanken 
fif han et Hrefigen, faa han tumlede om paa Gulvet. „Der 
har vi det,“ ſvarede han, „der flog den ned!“ 


i Stavelſegaade. 
Det førfte gaar jaa ſtille frem, det gjør ej Spræt og Stoj, 
og dog var ingen Vismand det endnu for ter og drøj; 
det ſluger ret med graadig Lyſt hans tunge Visdomsord, 
det loſer let hver Gaade, ſom der i hans Varker bor. 
Det andet gaar med lyſtig Klang hen over Mark og Eng, 
naar Solen gulner Kornets Straa, og Hoſten reder Seng. 
Det hele — fpørg kun Vinden ad og ſporg den blanke Aa, 
for hvem de daglig trælle maa, faa vil Du det forftaa. 


Gaade: Det forſte nævner en gammel Drot; 
det andet ſtjanker Dig Brødet godt. 
Det hele elffer hver Dannemand, 
og Lib og Blod han det ofre fan. 


„Kunde være ſket!“ Saaledes 
at Livet er en evig Vorden, ſom 


Djebliks Hendelſe, et Halmſtraas 


|| 


tighed opremſer alle de tørre 
Retter Indholdet byder, fan 
virker dette kjedelige Ydre i 
høj Grad fraſtedende for Bars 
net, ſom ffal brugej Tabellen. 
Naar Lægerne foreſkrive en 
ildeſmagende Mediein, give 
de den ofte en Tilfætning, 
der meddeler den en behage⸗ 
ligere Smag. En lignende 
Tanke har aabenbart været 
raadende ved Udſtyrelſen af 
den foreliggende Tabel, hvig 
ſmukke Ydre ſikkert vil tiltale 
ethvert Barn og give Lyſt til 
at tage muntert fat paa at 
tilegne fig det torre Indhold. 
Dette beſtaar af de jædvanlige 
Tabeller, Mont, Vægt og 
Maal oſv., tilligemed en Over⸗ 
ſigt over det franſte Maal og 
Vegtſyſtem (metriſke), de vig⸗ 
tigſte Montſorter i fremmede 
Lande, Danmarks Kongeraekke 
m. m. Foruden en Javn⸗ 
forelſe mellem almindelige 
Broker og Deecimalbroker, 
fremhæves, ſom ſarligt praktiſt, 
at Tabellen indeholder en 
Rakke ſmukt ſkrevune Tal 
(1100) der afgiver en yp⸗ 
perlig Forſtrift for Smaaborn 
til Talſkrivning, Hvilket ofte 
kan ſpare Læreren megen Tid, 
Tabellens Pris er 5 Ore 
heftet. Ved Beſtilling i hun⸗ 
dredvis faas betydelig Rabat 
hos Udgiveren C. Th. Rom 
& Co., Axelhus i Kjøbenhavn. 


Oplosniuger fra Nr. 343 


K I NA 
IRAN 
NA IN 
ANNA 


paa Billedgaaden: Heften ſkerpes og beflaas. 


paa den firkantede Nod: 


Brevpexling. 
N. J. D. — Peder Chriſtian. Carl P. Å 
Tak! vil for en Del blive taget i Betragtning og anvendt Tid 


| efter anden. 


d'Arnoe. Kan ikke bruges. 


A. P. F. Ret net, men mangler „noget“ baade i Form 
og Indhold. (ARN 


„Flere af Husvennens Leſere“ talkes for Interesſen for 
Bladet, men at afknappe „Smaating, Gaader oſv.“ vil nappe 


blive vel ſet af Leſernes ſtore Flertal og vil ikke give Plads til 


zflere Fortællinger”. Flertallet af Leſerne fætter tværtimod megen 
Pris paa de „Smaaking“ Bladet bringer, hvorfor Bagſiden, 
ſom hidtil, fremtidig vil blive forſynet med et godt Udvalg heraf, 
jævnlig ledſaget af et morſomt Billede med tilhørende Text. 


Indhold. Billeder til Fædrelandets Hiſtorie. 
Billede. — Natmandsliv i Jylland, 
i Danmark“, af L. Both (Sluttet.) — Folkeſagn om glubende 
Dyr. Husflid: En jyſt Bindeſtue, med Billede. — En 
Sa — Bognyt, med Billede. — Smaating. — Brev⸗ 
vexling. 


— Jagthiſtoriec, med 


fra „Natur og Folkeliv 


2 usvennen“, Billedhlad for Mlorfkabsfæsning, Oplysning og Husflid, udkommer 


Villeder, til 1 Krone Fjerdingaaret, frit liſſendt. 
ethvert Pofikontor eg Brepſamlingsſled, 1 enhyer 


— — — 


3. Jargang. 
Tx 
2 Nr. 36. 


En rent forrykt Aften. 
Eſter „Fl. Bl.“ af Emanuel Henningſen. 


— 


aſtor Lund i Knudſtrup, en lille Landsby 
i Jylland, havde for et Par Dage 
LOV) ſiden tiltraadt en Forretningsrejſe og 
— halv om halvt beſluttet ſamtidig dermed 
7, 5 at gjøre en lille Afſtikker til Kjøbenhavn 
for at aflægge et fort Beſog hos Slægt 
og Venner. Praſtegaarden og Kirken 
9 laa et Par hundrede Alen uden for 
Byen, og da Præftegaardsjorden var 
"forpagtet bort til en Gaardmand i Byen, og Præften 
ſom Folge deraf ikke Holdt andre Tjeneſtefolk end en 
Pige, var der bleven meget ſtille i Gaarden ſiden hans 
Afrejſe. Denne Stilhed gav den unge Proeſtekone Lyſt 
til at aflægge et lille Beſog paa Sodal, en ſmuk Herre. 
gaard, der laa i fort Afſtand fra Preſtegaarden. Hun 
overgav altſaa fin lille fer Maaneders Glut til fin 
unge, men omhyggelige og tro Piges Omſorg og gav fig 


paa Vejen med lette, elaſtiſke Skridt, der vifte, at hun 


ikke horte til de blodfattige, nerveſvekkede Kvinder, ſom 
man nu om Stunder alt for hyppig træffer paa, men 
at hun endnu beſad hele ſin Ungdoms fulde Kraft. 
Efter de forſte hjærtelige Velkomſthilſener, ſagde Fru 
Gram, Herremandens Huſtru og Preſtekonens gode 
Veninde: 

„Men, kjcœre Anna, Du er da vel ikke kommen 
alene? Er Din Mand ikke med Dig?“ 

„Nei, jeg er desveerre „Enke“ i denne Tid“, ſparede 
den unge Kone. „Min Mand tog bort paa en lille 
Reiſe for nogle Dage ſiden og kommer rimeligvis forſt 
tilbage paa Fredag“. 

„Ved Du hvad, jeg havde ikke ladet min Mand 
rejſe netop nu”, 

„Hvorfor ikke det, Klara?” ſpurgte Anna ſmilende. 
„Et Par Dage kan jeg nok til Nod finde mig i at 
undvære ham“. 


Sede 2. J. Juni. 


| rejje bort i. 
| om, at der er tre Slaver, eller maaſke flere, brudt ud 


- Kjobenhavn, 


1876. .& 


„a, vit nat; men det er dog en miglig Fid at 
Du har da uden Tvivl last i Bladene 


af Tugthuſet, og at der ikke langt borte herfra. et eh 
det ene Indbrud efter det andet. . 
„Nei, jeg leſer kun fjælden Bladene” ſparede 155 


unge Praſtekone, idet hun hemmelig morede ſig over 
Venindens ſynlige Wngſtelſe. 


„Og at Roverbanden navnlig ſoger til Bræfte- 
gaardene“, vedblev Fru Gram. „Sidſt i forrige Uge 
ſkete der Indbrud hos Preſten i Raabeløv, hele Sujet 
blev plyndret, og de gamle Præftefolf mishandlede paa 
det ſkrekkeligſte. Jeg begriber ikke, at Du kan tage 
Dig Sagen ſaa let“. 

„Aa, til os kommer de vel ikke“. 

„Ja, men hvem kan vide det?“ 5 

„Men, Klara, hvad ſkulde de hos os“, ſagde Anna 
muntert. „Penge har vi da ingen af, efterſom vi 
ikke have ſiddet ved Embedet et fuldt Aar, og hvad vi 
kunne eje af Penges Verdi er ſaamend ikke ſaa meget 
værd, at et Indbrud vilde lønne fig, naar der ikke 
mellem Tyvene fandtes ſaa lærde Herrer, at min 
Mands Bøger vilde have Verdi for dem. For vilde 
jeg tro, de vilde ſoge her til Sodal; her kunde de dog 
finde Lon for deres Ulejlighed“. 

„For Guds Skyld, Anna, mal ikke den ſlemme 
paa Væggen”, ſparede Klara næften forſkrekket. „Du 
ved ikke, hvor ængftelig jeg er; ſtjont min Mand har 
gjort alle Forberedelſer til at modtage Roverne, om 
de ſkulde indfinde ſig. Paa Taget er der anbragt en 
Klokke“, vedblev hun halvt hviſkende, „og Rebet fra den 
gaar ned i vort Sovekammer. Paa den forſte Lyd 
af Klokken ile alle Karlene fuldt bevæbnede herhen. 
Ti ladte Basſer ſtaa færdige til at affyres, og desuden 
holder to Mand og flere Hunde Vagt ved Gaarden 
hver Nat. Alligevel. er jeg fuld af Angſt, jaa ſnart 
Morket begynder at falde paa... jeg begriber virkelig 
ikke, hvad Du vilde gjøre, hvis Banden kom til Praſte⸗ 
gaarden“. 


„Jeg ſtoler påa, at Gud vilde være med mig“, 
jagde Anna med mere Alvor, end hun hidtil havde 
talt. „Han vilde nok beſkytte os“. 

„Ja, men der ffal dog Menneſkehjclp til Guds 


Hjclp“, ſparede hendes Veninde ivrigt. „Se nu, 
hvorledes det gik de gamle Preſtefolk i Raabelsv .. 
Sover Du alene med Pigen i Preſtegaarden?“ 

„Ja, og vi har ſovet udmærket indtil nu“. 

„Jeg forſtaar ikke, at Du kan tage det jan let, 
Anna. Lad dog i det mindſte en af de Arbejdere, ſom 
opholde fig i Gaarden, ſove der om Natten ... eller 
endnu bedre, lad ham holde Vagt“. 

„Aa ja, kan det berolige Dig, ſaa fkal det ſke 
herefter... Men lad os nu tale om noget andet, 
kjere Klara; man bliver ganſte beklemt ved at tale 
om disſe Tyvehiſtorier“. 

Fru Gram opfyldte hendes Onſke; men der vilde 


ikke længer rigtig komme nogen Samtale i Gang. | 


Sagen var, at det forſt berørte Wmne ikke havde været 
uden Indflydelſe paa begge Venindernes Stemning og 
Tankegang, og begge talte, uden ret at have Tankerne 
feſtede pan, hvad der blev ſagt. Selv vor unge, 
muntre Preſtekone var, trods hendes Livsmod og 
kjerneſunde Natur, bleven eftertenkſom og ordknap. 
Hun gjorde fig hemmelig Bebrejdelſer, fordi hun under 
hendes Mands Fraværelfe havde forladt Huſet og over⸗ 
ladt ſin lille Dreng, hendes og hendes Mands dyre⸗ 
bareſte Klenodie, til en ung og uerfaren Piges Omſorg. 
Tidligere end hun fra forſt af havde haft det til Henſigt 
brød hun op for at gaa hjem og gav til Grund, at 
hun maatte fe at naa Preſtegaarden, for Teerſkefolkene 
havde forladt Loen, for at hun kunde faa en af dem 
til at vaage i Gaarden om Natten. Fru Gram og 
hendes Mand fulgte hende et Stykke paa Vej; men 
hun kunde næppe afvente det Ojeblik, da de forlode 
hende; thi de gik hende altfor ſindigt og langſomt. 
Med Vejret var der under hendes Ophold paa 
Sodal indtraadt en uheldig Forandring. Efteraaret 
havde indtil nu udfoldet al den Bnde og Skjonhed, 
hvorpaa det kan være fan rigt. Den ſtille, varme 
Luft, den rene, ſkyfri Himmel og Skovens Farvepragt 
havde endnu paa Udgangsturen bragt hende i Hen⸗ 
rykkelſe; men paa Hjemvejen var Himlen dakket af et 
blygraat Slør, bag hvilfet den nedgagende Sol traadte 
frem ſom en matlyſende Skive, uden Straaler og uden 
Liv. En bidende kold Nordenvind ſtrog hen over de 
tomme Marker, ſukkende og klagende, og forte de gul⸗ 


nede Blade fra Tracer og Bufke bort med ſig. En 


ſaadan Efteraarsdag aabner uden Skaanſel Menneſkets 
Oje for, at den ſtjonne Aarstid nu er forbi, og at 
Vinteren ſtaar for Doren, og ſamtidig dermed fylder 
den Sjælen med en vemodig Følelje af, at alt jordiſt 
er indviet til Forgengelighed og Undergang. For alt 
det blev vor unge Praſſtekone ikke forſkaanet. Dertil 
kom endnu Eftervirkningen af den med. hendes Veninde 


kom!“ 


„Der er da vel ikke noget i Vejen med min lille 
Valdemar?“ 


forte Samtale, der havde lagt en Byrde paa hendes 
Sind, hvilken hun endnu hidtil ikke havde kjendt til. 
Sendes Mand, for hvem Efterretningen om Ind⸗ * 
bruddene i Omegnen, ikke var bleven nogen Hemme⸗ 
lighed, havde fortiet disſe for fin unge Huſtru for ilke . 
at fylde hende med unødvendige Bekymringer; men un 
vare de komne med forøget Styrke. Næppe var hun i 
bleven ene, før hun med bevingede Fjed ilede mod 
Hjemmet, og forſt, da hun var i umiddelbar Nerhed 


| gav hun fig Tid til at puſte lidt ud. 


i | 
Hun hørte af Plejlernes Slag, at Terſkerne enduu 
vare inde paa Loen, og for hun gik hen til Stue. 
huſet bad hun den yngſte og kraftigſte af dem, om at 
vende tilbage til Preſtegaarden hen ad Kl. 10 for ad 
blive og holde Vagt der om Natten, da der fuld | 
ftrejfe nogle Banditer om der i Egnen. Da hun der || 
efter ffyndte fig ind i Huſet, kom Pigen hende i Mude 
med det grædende Barn og raabte: 
„Aa, hvor var det dog ſtjont, at De endelig 


|| 


„Hvorfor det?“ ſpurgte Fru Lund lidt forſtrœkket. 


„Nej, aa nej”, ſparede Pigen, rakkende hende 
Barnet; „han ſkriger kun fordi han er torſlig. Han 
har ellers været fan god lige indtil for et bitte Korn 
fiden”, | 

„Men hvad er der da flet, Stine?“ ſpurgte Moderen | 
halvt beroliget og trykkede den lille til fit Beyſt. | 

„Aa, Frue, jeg har været jaa rod, jan der var 
ingen Raad!“ | 

„Og hvorfor da?“ | 

„Jo“ jvarede Stine, der øjenfynligt befandt fig i 
et ſterkt Oprør, „det er ikke faa jvar længe ſiden, at 
Terſkemendene vare gaaet ned i Byen for at ſpiſe 
deres⸗Mellemmad, da kom der tre Karle med nogen 
Jært grimme Anſigter gagende ind i Gaarden. De 
laa efter ved alle Døre og Vinduer, og til Sidſt kom 
herhen. Jeg var jo ene med Barnet og kom til at 
ryſte af Skrœk paa alle mine Lemmer“. 

„Men, taabelige Barn“, afbrød den unge Kone 
hende ſaa rolig ſom muligt; „det har vel været Haand⸗ 
verksſvende, ſom vilde bede om en Stilling til Rejſen“. 

„Nej, mej, det var rigtig nok ikke Haandveerrks⸗ 
ſvende nogen af dem“, ſparede Stine. Haandveerks⸗ 
ſvendene kan jeg ſtrax kjende, de har alſteder“) en Taſle 
eller en Ranſel med dem; men disſe havde rene bare 
ingen Ting, og de havde de verſte Anſigter, en kan 
tenke“. 

„Du er ogſaa alt 
ſkjcendte hendes Madmoder 
ſelv var rolig. 

„Aa ja, jeg er ikke fvar driftig; men det var jaa | 


| 


for bange af Dig, Stine“, 
ſpogende, ftjønt hun langtfra | 


| 
| 


) altid, 


F 


vift Zyve og Mordere, ſom jeg ſtaar her”, ſparede Stine. 
„Den ene havde kun et Oje; den anden Havde: et 
kullende fort Sfæg over hele Anſigtet, og den tredje | 
bar den ene Arm i et Bind og havde en ſtor Smøre 


over Kinden ... Jeg var ſaa red, at jeg ſnart ikke 
vidſte, hvad jeg ſkulde gjøre...” 

„Og alt det uden Grund, kan jeg tro. Ikke fandt, 
de gik ſtrax fredelig bort, efter at Du havde givet dem 
et Par Skilling?“ 

„Nej, nej, det maa Fruen rigtig nok ikke tro. 
Hvad ſkulde jeg ogſaa give dem? De eneſte Penge, 
jeg havde, var en Dobbeltdaler, og den kunde jeg jo 
da ikke være tjent med at give dem ſaadan lige ud. 
Og en Mellemmad kunde jeg heller ikke give dem, for 
der var hverken ſkaaret eller ſmurt noget, og vor bitte 
Valdemar, ſom jeg gik med, vilde jeg da ikke ſaadan 
fætte fra mig eller bære med ud i det kolde Spiſe⸗ 
kammer. Nej, jeg lukkede Vinduet op og raabte til 
dem, at de maatte have Lov til at gaa deres Vej til 
en anden Gang; men i Stedet derfor kom de ind i 
Huſet. Saa linnede jeg Doren og jan ud. Den ene, 
ham med det ſorte Skeg, ſtod allerede ved Trappen, 
ſom om han vilde gaa op ovenpaa, ham med det ene 
Øje var gaaet hen til Frammersdoren, og den tredje 
med Smoren i Anſigtet ſtod lige foran mig ved Stue⸗ 
børen og holdt fin Lue”) hen til mig. Jeg ſagde til 
dem, at mine Folk“) vare ikke hjemme; men de forſtod 
ikke, hvad jeg ſagde, for bitte Valdemar var bleven 
rœd for dem og begyndte at ſkrige. „Jaa den Unge 
til at tie ſtille!“ raabte han med Smaren til mig; men 
jeg ſtreg til dem, at de ſkulde gaa bort, for Husbond 
var forreiſt, og Fruen var ude paa Beſog“. 

„Det ſkulde Du ikke have ſagt“, udbrød den unge 
Kone. „Folkene behsvede jo ikke at vide, at min Mand 
ikke var hjemme“. 

„Nej, aa nei, jeg fortrød ligegodt ogſaa paa det 
bag efter; men i ſamme Stund kom Terſkemendene 
tilbage, og jaa var jeg ikke jaa red lnger. Karlene 
havde viſt ogſaa hort, at Mændene kom, for efter at 
de havde pratet et bitte Korn ſammen og ſpurgt om 
det var Preſtegaarden, gik de deres Vej og brummede 
noget om, at de vilde komme igjen... Aa, Jssſes“, 
afbrød hun fig pludſelig forſkrœkket, „der er de allerede | 
igjen!“ 

i Den unge Kone, der var ſysſelſat med at berolige 
det grædende Barn, kaſtede et hurtigt, men ængfteligt 
Blik ud i Gaarden og jaa der tre Perſoner, hvis Ud⸗ 
ſeende fuldkommen ſtemmede overens med Pigens Be⸗ 
ſkriwelſe, fyre Vejen hen imod Stuehuſet. Hun 
ſprang hurtig ud i Gangen og tillaaſede Gaardderen, 
ilede derefter ind i Studereverelſet og tog tre Mark- 
ſtykker, ſom hun rakte ud af Vinduet med de Ord: 

„Her, Folk, har J en lille Reiſeſkilling“. 


) Hue. ) Husbond og Madmoder. 


| 
| 


Kun den enojede kom for at modtage Gaven; de 
to andre gik derimod hen til Døren, og da de fandt 
den aflaaſet, kom de hen til Vinduet og bad med en 
klagende Stemme, der kun pasſede daarlig til deres 
vilde Udſeende, om lidt varm Spiſe. 

„Det har jeg ikke i Ojeblikket“, ſvarede den unge 
Kone, men "gav dem med det ſamme endnu to Mark⸗ 
ſtykker. : 

Med en knarvorn Tak traf de fig tilbage, ikke uden 
at tage alle Huſets ydre Lokaliteter i Ojenſyn. Ja, 
det ſyntes endogſaa, at de agtede at becere Huſets 
Bagſide med en Monſtring; thi i Steden for at tage 
Vejen ud gjennem Porten gik de hen til en Dør der 
forte om til Haven, og førft efter at de vare raabte 
an gjentagne Gange, lode de ſig formaa til at gaa 
tilbage ad ſamme Vej, de vare komne. 

„Gud ſke Lov, at de ere borte!” raabte den unge 
Kone ſynlig lettet, da de vare forſpundne gjennem 
Porten. 

„Gud give, de ikke vil vende tilbage“, tilfsjede 
Stine forknyt. 

„Ver nu ikke faa barnagtig ængftelig”, formanede 
hendes unge Madmoder hende; men disſe Ord kunde 
egentlig ligeſaa fuldt være rettet til hende; thi hun 
havde i ſamme Ojeblik haft den ſelvſamme Tanke. 

Nu førft fif hun Ro til at tilfredoſtille fit lille 
Barn. Da det lan ved hendes Bryſt, og hun jaa ind 
i dets kjcre, ſmaa, uſkyldige Øjne, da glemte hun alt 
rundt om fig: hendes Hjærte ſlog atter rolig, og hendes 
Angſt veg bort for den ſalige Folelſe, ſom kun en 


Moder kan føle, naar hun fordyber fig i Beſkuelſen 


af fit lille Barn. Pigen jaa derimod ſtedſe med eengſte⸗ 
lige Blikke ud i Gaarden, hver Gang hun havde noget 
at gigre i Stuen, ſom ventede hun hvert Ojeblik, at 
Banditerne ſkulde komme til Syne. Det gjorde hun 
ogſaa nu, da hun med den tendte Lampe i Haanden 
kom inde fra Kjokkenet. Market var imidlertid falden paa. 

„Hvorfor kiger Du hele Tiden ud i Gaarden, 
Stine?“ ſpurgte Preſtekonen, ſom imens havde lagt 
Barnet ned i Vuggen. 

„Aa, jeg er faa red, at en af de Karle ſkal fe 
her ind gjennem Vinduet“, ſparede Pigen. 

„Godt, ſaa vil vi tillukke Skaaderne for alle Vin⸗ 
duerne i hele Huſet, da ere vi ſikre ſom i en Faſt⸗ 
ning“, ſagde Husmoderen, idet hun tvang ſig til at 


ſmile. Hun havde allerede i fit ſtille Sind beſluttet 


at iveerkſœtte denne ufædvanlige Forſigtighedsregel, men 
kun tovet med Udforelſen for ikke at bringe Pigen pan 
den Tanke, at hun ſelv frygtede for nogen Fare. Men 
for at tillukke Skaaderne var det aldeles nødvendigt, 
at en af dem maatte ud i Gaarden, og Madmoderens 
Ord bragte derfor Stine til at fare ſammen af Skrak. 

„Vi vil gaa derud med hinanden”, ſagde Praſte⸗ 
konen. Hun gik ſelv foran, og ſnart efter havde de 
uden nogen Forſtyrrelſe ſikret Huſet fra denne Side. 


Derpaa blev Gaardbøren igjen tillaaſet, og begge gave 
fig nu til at ſysle med Aftenbordet. 

Efter at Spisningen var forbi — Klokken var 
vel imellem otte og ni — gik Stine ud i Kjakkenet 
for at vaſke lidt op og lave til rette til næfte Morgen. 
Den unge Kone ſatte ſig ved Siden af Vuggen og fik 
ſit Sytej frem. Hun fatte fig for at være fuldkommen 
tryg og rolig og at jage alle ængftelige Tanker paa 
Døren; men en vild Tyr er lettere at beherſke end en 
indre Uro. Vinden ſuſede omkring den enſomt liggende 
Praſtegaard, klaprede med Lugerne og hvirvlede de 
viene Blade op mod Vinduesſkaaderne. Hvert Ojeblik 
holdt: hun inde med Arbejdet og henſank i Grublerier, 
af hvilke hun pludſelig igjen foer op, naar en eller 
anden Lyd hørtes ude fra Gaarden. Af og til var 
det for hende, ſom om hun horte Trin af en liſtende 
Perſon, og naar hun da traadte hen til Vinduet og 
med bankende Hjærte flod lyttende bag Skaaden, var 
det igjen bleven ſtille, og hun horte kun Vindens Piben 
og dens Raslen med det visne Lov. Ved enhver Be⸗ 
vegelſe, ved enhver Lyd fra hendes uroligt ſovende 
Barn foer hun forſkrekket ſammen. 

„Ak, gid denne ſkrakkelige Aften og lange Nat 
var forbi“, ſukkede hun den ene Gang efter den anden, 
og fra Minut til Minut blev hendes Uro ftørre, indtil 
hun lagde Arbejdet til Side og gap ſig til at læje i 
en Andagtsbog, der ofte fordum havde ſkjcnket hende 
Fred og Ro. Lidt efter lidt kom hendes Sind igjen 
til Hvile; anbefalende ſit lille Barn og fig ſelv til 
Guds Beſkyttelſe, ſad hun og lod ſin Tanke med inderlig 
Kjærlighed dvæle ved den ficrne, elſkede Mand, hendes 
Barns Fader. 

(Fortſqttes.) 


Fra Fjeld og Dal. 


Alinder fra en Aorgesreſſe af Jens kytle. 


Ved Kongsberg ſlap Jeernvejen. 
Jeg ſkal ikke denne Gang ſtandſe ved vort Kig 


ind og ned i Sologruberne ved Kongsberg, ved vor 


Opſtigning ad Gauſtafjcld, ved Rjukanfos eller ved 


lignende og andet merkeligt og ſtort vi faa paa denne 


vor Vej i „Kampers Fadeland“ — men kun, for at 
retlede Lœſeren, nævne,” at vor Vej gik op gjennem 
Dvre⸗Telemarken og ud efter Hardanger. 

Mine to Faller, en Sjællænder og en Fynbo, og 


gaar og gjelder for den frieſte og tillige meſt lonnende, 
"ng hjemme fra vare vi derfor af disſe og andre Grunde 
ſtrax blever ens om at burde vælge denne fortrinlige 
Maade at rejſe paa. 


alt for ungdommelige Forhaabninger til fine Bens 
Kræfter, allerede den førfte Dags Fodvandring udrev 
ham paa en meget følelig Maade af denne hans Ind: 


Men af! S. havde her næret | 


+. 


284 


bildning og gav ham den Lærdom, at det baadede 
ham bedſt, at nytte Kjøre og Rideſkydſen, hvor han 
kunde. | 

Dalene i Norge lignes viſt bedſt ved Furer og 
Revner i Klippemasſen. J deres Bund gaar gjerne 
en Elv og ved Siden ad den Vejen. Agerjord Findes 
for ſtarſte Delen: kun paa Strimler eller Streekninger, 
der ligger mellem Elvbredden og op til, hvor Fjald⸗ 
væggen reiſer fig brat i Vejret, og pan disſe Strimler, 
hvis Bredde og Smalhed naturligvis retter fig efter, 
hvor vid eller fnæver Dalbunden er, ligger fan Huſe 
og Gaarde ftrøede og kaſtede hid og did, oppe og nede 
og gjærne et godt Zag fra hinanden. 

Drejer man nu af fra Vejen i Dalen og flaar ind 
paa en af de Ride- og Gangſtier, der nu og da, mer 
eller mindre ſtejl og brat, ſnor fig op ad Fjaldetz 
Side, kommer man efterhaanden forbi de forſkjellige 
Værtbæltér der „kloede Fjældet”, og har man omſider 
arbejdet fig op forbi Fyrren, der klattrer højere 
opad end dens Freende Granen, og forbi de ſidſte 
krogede Birketrœer og Enebertrœer, der vinde højere 
endnu end Fyrren, faa er man naaet op i Hojfjeldet, 
2 — 4000 Fod over Havet. Vandringen er langtfra 
let, ſtundum er den endog "grumme trættende og kan 
tage flere Timer, førend man naar op. Nu er man 
paa Vidderne. Her oppe omkring ligger Setren, og 
her oppe naar man endelig at faa en vid Udſigt, noget, 
ſom viſtnok enhver Danſk, der kommer fra vort lyſe, 
aabne Sletteland, ſavner og længes efter, naar han 
i længere Tid har vandret om i de trange Dale, hvor 
høje, morke Fjældvægge ſtaa paa begge Sider og ſperre 


Udſigten. Her oppe fra ſer man ned i Dalen, hvor 


Bygdens Trœhuſe ligger ſpredte langs Fjceldets Fod, 
ikke ulig nedfaldne Klippeſtykker, og hvor Elven ligger 
og blinker i Bunden ſom en bugtet. Sølvtraad paa et 
grønt Klede. Rundt omkring fig fer man hen over 
den belgende graa⸗ og brungronne Flade, ſom Nor⸗ 
mændene har givet det udtryksfulde Navn Ficeldmarken 


eller Odemarken, og ſom er overgroet med kort, ſaftigt 


Ficeldgrœs og Urter, Lyng og ſmaa kraplende Vidie⸗ 
buſke og Dvergbirke, giennemſkaaret af Moſer, „Kjcrn“, 
ſmaa Fjældføer, Ficldrygge og Smaadale, i hvis Bund 
en Elv eller Fjeeldbek ſkynder ſig nedefter, ſamler ſig 
under Vejs med nogle andre og ſtyrter omſider ſom 
en ſkummende, rygende og buldrende Fos hovedkuls ud 
over en brat Klippevcg ned i Dalen. Hiſt og her 


knejſer mægtige ſnedekte Fieldtinder og Kudler, hvis 
jeg toge fat pan Reiſen til Fods, hoilken vi vidſte 


Toppe kan rage 2 4000 Fod op over Fjeldmarken, 
eller 68000 Fod over Havet, og da Luften her oppe 


er vidunderlig klar og let, tykkes disſe vældige Fætter 


at være en meget nærmere, end de er i Virkeligheden. 


Paa Haukelidſetren. 
Ved Middagstid naaede vi op til Sætren paa Hauke⸗ 
lidficld. Efter de Setre, vi havde gjæftet hiſt og he 


paa vor Vej gjennem Telemarken, ventede vi at finde en | Mand, ſom bor der Aaret rundt, tager mod reiſende 
almindelig lav og graa Hytte med Gras paa Taget i Sommertiden, men naar Vinteren kommer og holder 
og et morkt Indre, men fandt en høj, lys og hyggelig | Gjeſterne fra Huſet, tager han Bosſen paa Nakken og 
Bygning. Haukelidſcter er nemlig for et Par Aar | gaar paa Rype⸗ og Renjagt omkring paa Fjeldvidderne. 
ſiden kjobtzog ombygget af Staten og lejet af en ung Komne ind overraſkedes vi ved at fe, at en pæn 


Et Fjældporti i Thrlemarken. 


W 8 


kineſiſke Landſkab paa, dette med de tre Kineſere paa 
| Broen. 

Da Maaltidet var endt, paakom der vor Ven og 
ejſefcelle S. en uſtyrlig Lyſt efter at komme ud og op 


Sætren nodes MRS Kniv og 
Al ; 918 


* bits 3 
KR 


paa en af de ſnedakte Fjældtoppe, Sætren ligger | 
omkranſet af, og ſom Gan havde ſiddet og forſet fig | 
Ude i Gangen eller 


paa mens vi ſpiſte vor „Unnen“. 
Forſtuen ſtod Ola fra Botten, en vakker Gut, ſom 
havde fulgt os med Heſt op til Seteren, og talte 
med fin Ven og Jagtfalle Seterforpagteren. Vi kom 
ſtrax i Samtale med dem om et og andet og til ſidſt 


om Rensdyrjagten, hvilket Wmne ſatte ſaadant et Liv 


i dem, at vi ikke kunde tage fejl af, at vi havde to 
ivrige Jægere for os. „Han der, er Egnens bedſte 


Renſkytte“, ſagde Ola lidt ſmaamelet til os, men dog 


faa højt, at hans Ven horte det, og gav et Nik efter 
denne. Vi fan langs op og ned ad Egnens bedſte 
Skytte, han kunde nok fe ud til at være det, var 
ſnarere lav end hej, men bredſkuldret og kraftig bygget, 
Aaſynet, ifær et Trek om Munden, ſagde, at hvad 
han tog fig for, gjorde han til Gans. Ved Olas 
Ros og vor Seen, ſtod han og keg ud af Doren paa 
Fieldtoppene lige over for, men med et drejede han 
ſig om og gik ind, ſtrax efter kom han tilbage med 
„Byrſa“, en Remingtonriffel og Patroner; han vilde 
viſe os, at Olas Ros ikke var Pral. Der ſtak en 
lille Sten eller Klippeſpids op af Staavandet en 3 til 
400 Alen uden for Døren, Renſkytten ladede, ſigtede 
og trak af, Kuglen ſmakkede lige tæt ved Stenen; han 
ladede igjen og fføb, denne Gang ramtes Stenen. 
Han ſaa paa os med et Blik, ſom ikke var til at tage 
fejl af, og rakte „Byrſa“ til en halvgammel Ren⸗ 
ſkytte, der, hidkaldt af Skuddene, kom buldrende ud 
i Forſtuen og nu fik prøve fin Ferdighed, men ſegd 
langt udenom, hvilken Bommert indbragte ham et lidet 
venligt BÅL fra hans Landsmænd, Den ſtore Ren⸗ 
ſtytte var nu faa venlig at tilbyde os, om vi ikke 
havde Lyſt til at prøve et Skud, F. og S. ſagde begge 
nej og pegede paa J., ſom nu tog og ladede Bosſen. 
„Naa, lad os nu fe, Du ſkyder et Skud til Danmarks 
Pris og Ære,” ſagde F. Vor Reiſefelle tog ſkarpt 
og omhyggeligt Sigte, alle ſaa i ſpendt og dyb 
Tavshed ud pan Maalet, fan knaldede Skuddet. 
„Ramt!“ jublede hans Venner. „Rakt paa 
Stejna!“ udbrød Normendene ſtorlig overraſkede, og 


vor Ven ſteg faa højt i deres Agtelſe, at Sctergutten 


ſtrax foreſlog ham, om de ikke ſkulde gaa paa Renjagt 


naſte Dag; men, faa nødig vor Falle, der ogſaa var 


et Stykke af en Nimrod, end vilde, maatte han dog 
ſige nej til Skyttens Tilbud, Tiden og hans Fodtøj 
tillod iffe at gaa paa Jagt i Fjældene. Lidt efter 
ſtiltes vi. F. og S. gik ud for at naa Fjeldtinden, 
J. blev hjemme; hans Stovlers Tilſtand havde i den 
ſidſte Tid været hans ſtadige, men langtfra „kjcre“ 
Tanke, ſom nødte ham til at ſpare eller undgaa ethvert 
unødvendigt Skridt og til nu og da at fufke lidt i 
Skomagerhaandverket, hvilket Arbejde han denne Gang 
ſikkerlig tog fat paa i en Stemning, der gav ham 
en Jvag Foreſtilling om, hvordan en Herfsorer er til 
Mode efter en vunden Seir. 


286 


Da hen ad Aften F. og S. kom tilbage fra deres 
Udflugt, uden at have naat Fjeldets Snetop, var de 
rejſendes Tal paa Sæteren blevet forøget med 4 norſke 
Studenter, ſom om Morgenen var gagede ud fra 
Røldal, did, vi agtede os neſte Dag. At dømme efter 
deres medtagne Udſeende, maatte det være en temmelig 
majſommelig Vandring over Hajfjeldet ned til Røldal. 


Dette Skue eller denne Opdagelſe brev et Par dybe 


Suk fra 3.5 Bryſt og fif ham til at kaſte flere end 
et „ſporgende Blik“ hen til Stevlerne i Krogen, 
Samtalen kom ſnart i Gang. Vi ſpurgte, og de gav 
os venligt Raad og Oplysninger baade om Vandringen 
og meget andet vedkommende deres Fedrelands Natur 
og Folk. Pludſelig ſagde en af os Danſke: „Ja, jert 
Fladbrod har vi ſlaaedes med i lang Tid, men den 
berømte Rommegrod har vi endnu ikke ſmagt.“ Da 
maatte vi viſt nok kunne faa den her, mente Nor— 
mændene og en af dem ſpurgte en halvgammel Kone ad, 
ſom i det ſamme kom ind med nogen Melk, om hun 
kunde koge Rommegrod. „Ja da!“ ſparede hun ſynlig 
forbavſet; hun misforſtod ham nok et bitte Korn, lod 
det til. Det varede en Tid fan kom Flødegrøden; men 
havde Fladbradet tyktes os bart og tørt, var det Synd 
at ſige dette om Groden. Vi Danffe fade et Ojeblik 
rent raadvilde, men da vi faa, med hvilket roligt Mod 
Normendene dukkede ned i den ſkedybe Smorflod, der 


| flod omkring en lille O midt i Fadene, vovede vi os 


ogſaa ud; men ſkjent vi arbejdede tappert og iherdigt, 
lykkedes det os alligevel ikke faa ner at fe Fadets 
Bund eller at overvinde Normeendenes forbavſende 
Udholdenhed. 

Ud paa Aftenen, da Samtalen begyndte at gaa 
lidt tragt, ſogte vi til Kejs. Da Sengelejet var op⸗ 
taget, maatte de ſidſt komne, Normendene, ſtuves 


ſammen mellem en Bunke Zæpper og Skindfelde, ſom 


blev bredt ud paa Gulvet i et Hjørne af Stuen, og 
ſom de under Spøg og Latter borede fig ned i. 


Mere om „En funden Dagbog. 


J Dag modtog jeg gjennem Red. af „Husvennen“ 
et Brev fra Ejeren til „En funden Dagbog“, og da 
det danner en pasſende Slutninz til Dagbogen, iler jeg 
med at gjøre Læferen bekjendt med nedenſtagende Uddrag. 

A. d. 29de Maj 1876. 

Veritas. 


Kjære Sr. Veritas! 
Ved en ren Tilfældighed fil jeg forleden fat i et 


Numer af „Husvennen“ og ſer deraf, at De er i Be⸗ 


ſiddelſe af min gamle Notitsbog, der forſvandt for mig 
ſidſte Sommer. For at De kan ſe, at jeg er den 
virkelige Ejer, ſkal jeg fortælle Dem, at det Fotografi, 
De fandt i Bogen, er et Portret af min lille Dreng, 


der boltrer fig i FJavnen paa min Svigerfaders gamle, 
tro Tyras. 


Tror De, at det kan interesſere Deres Leſere at 
faa det at vide, maa De gjærne fortælle dem, at Lykken 
har været mig huld, og at min Huſtru og jeg have 
fundet et godt og velſignet Hjem. 

For Dvorigt blev. jeg ikke — ſom jeg ſtrax var 
paa Veje til — vred over Udgivelſen af min Dagbog, 


men jeg takker Dem for det ſkjͤnſomme Valg af mine 


Notitſer idet jeg beder Dem modtage mine og min 
Huſtrus venlige Hilſener. 
H. Station d. 24de Maj 1876. 
Deres forb. 
„Forfatter af Dagbogen“, 
— ved den x—ffe Jernbane. 


Husflid. 


En Husflidshiſtorie. 
Sidſte Sommer foretog jeg en Rejfe i Midtjylland for ret 


at lære Folket og Egnen at kzende, hvorfor ogſag en ſtor Del 


af Turen tilbagelagdes til Fods, da jeg jaa bedſt havde Lejlighed 
til at gjøre forte Ophold, hvor jeg antog, at noget interesſant 
for mig maatte forefindes. Jeg kom ſaaledes ogſaa til en By, 
hvis ſmukke gamle Kirke i Rundbueſtil meget tiltalte mig, og jeg 
henvendte mig derfor til Læreren paa Stedet for ogſaa at faa 
det indre at fe. Da jeg kom ind i Skolen, blev jeg meget for⸗ 
bavfet ved den Hyggelighed, ſom overalt traadte mig i Møde; 
Skolen var vel gammel, men ſmukt udftyret, og hele Bohavet 
nydeligt udfort. Manden tog meget venligt imod mig og fulgte 
med mig hen i Kirken; her forbavſedes jeg ogſaa; thi den var 
for nylig iſtandſat og fuld af nydeligt Billedjfærerarbejde, Jeg 
ſpurgte nu Læreren om, hvem der havde udført dette, og min 
Forbapſelſe ſteg endnu mere, da jeg horte, at han havde udført 
det i fin Fritid, og nu kom det ogſaa for Dagen, at han ſelv 
havde været Meſteren i Skolen ved Arbejdets Udførelje der, faa 
jeg fif mere end almindelig Interesſe for Manden og onſkede 
gjerne at tilbringe nogle Timer i hans Selſkab, hvorfor jeg blev 
meget glad, da han indbød mig til at følge med fig hjem og op⸗ 
holde mig hos ham i den varmeſte Tid. Vi ſade nu og talte 
ſammen, og jeg beſaa hans Varkſted, der var i ypperlig Stand, 
og hvor han var i Stand til at udføre de forſtjelligſte Arbejder. 
Hau Havde en betydelig Bogſamling, ſom han for ſterſte Delen 
ſelb havde indbunden; Bogſtabet, der var ſmukt udført i mat 
Egetræ, var ogſaa hans eget Arbejde. Jeg fif nu ogſag at vide, 
at det paa en Maade ikke var Husflidsarbejde alt; thi han havde 
lært at være Snedker, for han kom paa Seminariet, derfor havde 
han anſtaffet fig de nodvendigſte Redſkaber, og dels for Fornojelſe, 
dels for at ſpare, havde han lavet alle fine egne Sager, og da 
Folk jaa, hvorledes bane Arbejde var, fil han ogſaa Kirkens Ar⸗ 
bejde; men Embedet var lille, og Familien blev hurtigt ſtorre, 
faa ved min Nerverelſe beſtod den af 11 Menneſker. Derfor 
blev det en bydende Nodvendighed for ham at ſtaffe fig mere 
Fortjeneſte, faa nu ſtod han i fit Varkſted i det meſte af fin 
Fritid og udførte ſerdeles ſmukt Arbejde. Han viſte mig fin 
Kasſebog, og deraf faa jeg med Forundring, at han havde mere 
ved fit Verkſted, end han havde ud af Embedet, faa for ham 
var Husfliden en ligefrem Nødvendighed. Han beklagede rigtig⸗ 
nok, at det maatte være ſaaledes; „thi“, ſagde han, „om jeg end 
ilke forſommer Skolen, faa er det dog indipſende, at hvis jeg 
havde Raad til at bruge Tiden til min egen Uddannelſe, faa 
maatte jeg endnu kunde fore den videre frem; men jeg kan ikke 
leve af Embedet“. Vi kom ogſaa ind i Skolen, her var der 


ogſaa Vidnesbyrd om Husfliden, der ſtod et Skab med Redſtaber 
og Børnenes Arbejder, ſom han havde viſt dem til Rette med 
Lørdag Eftermiddag. Her var ogſaa en Samling Modeller af 
Oldſager udſkaarne i Tra efter Lererens Tegning ligeſom ogſaa 


287 


enkelte Efterligninger af fyſifke Apparater f. Ex. en ſnild Elek⸗ 
triſermaſtine, hvilket alt var net og ſmagfuldt udført. 

Jeg befandt mig vel i dette Hjem, og om jeg end maatte 
give Manden Ret 1 hans Üdtalelſer, kunde jeg dug ikke nægte 
mig Fornejelſen at meddele Husvennen Oplysning om Mandens 
Færd, da jeg havde faget hans Tilladelſe dertil. Jeg tog Afſked 
fra bam med det Onſke, at han ſpart maatte opnaa at kunne 
leve af ſit Embede. 

. 


Bognyt. 


9 Skribebogsomſlag. 

Hvem erindrer ikke fra fin Barndomstid med hvilken Glæde 
man imodeſaa en ny Skribebog, for fan fil man jo nye Billeder 
paa Omſlaget og det gjaldt em at fua et vigtig pænt. Kunde 
man jaa oven i Kjebet fan Lov til ſelv at udvælge fin Bog i 
Lærernes Beholdning, fan var det en rigtig Fryd, ſelv om kun 
Forraadet paa forſtjellige Billeder var lille og om end ofte 
Billederne vare ſaare daarlige. Men hvor mange Lærere har 
ikke ogſaa disſe Billeder pan Omſlagene været en Kilde til 
Harme og Aergrelſe for? thi Skrivebogsfabrikauterne kjobte 
hertil de billigſte Billeder de kunde opdrive og det bier da i 
Reglen de elendigſte „Nürnbergerbilleder“ der kom til at „pryde“ 
Omſlagene. Men ere Billederne ſlemme paa disſe tyſte Omſflag, 
jaa ere Underſkrifterne verre. Et Vers ſom: 


Den Mutter met fin Baru ſaa kiert 
Forgneier fit fag Megen Sung 

Naar hun fin deielig Drenk man feer 

Sô kjet (jan kjak?) paa golven om at vant, 


hører ingenlunde til de allerverſte. Man kan derfor ikke for⸗ 
tenke mange Lærere i, at de have indført ensfarvede Skrivebogs⸗ 
omflag i deres Skoler, Dette var ogſaa i fin Orden lige over 
for de elendige tyſte og lige over for mange flet trykte danffe 
Omſlag, men der er i de ſenere Aar fremkommet ſmukke og gode 
danfke Omſlagsbilleder, og naar ſaadanne kuune fages, er det 
naſten Synd at forholde Skolebernene den Fryd ſom et ſmukt 
Billedomſtag volder de fleſte. For at bidrage lidt til, at ret 
mange Lærere kunne gjøre deres Skolebern denne Glæde, uden 
at give dem noget flet i Haende, har Udg. overladt C. Th. 
Rom & Co., der har en færdeles ſtor Afſctning af Skriveboger 
til danſte Skoler en ſtorre Samling af „Husvennens“ ſmukkeſte 
Billeder der nu ere benyttede til dermed at trykke et meget ſtort 
Antal Skrivebogsomſlag. Der er hertil anvendt fortrinligt 
Papir i fem forſkjellige Iyfe Farver og der er anvendt ſardeles 
Omhu paa Ordningen af Billederne og pan deres Trykning, 
faa at denne Samling Skrivebogsomſlag er den ſterſte og 
jmulkeſt udſtyrede, der endnu er fremkommet i Danmark. Disſe 
Omſlag ville ikke komme i Boghandelen, men blive udelukkende 
anvendte til de ved C. Ty. Rom & Co. fabrikerede Skriveboger, 
hvortil de ere ſorterede ſaaledes, at hver Pakke paa 100 Bøger 
indeholder 32 forſtjelligt trykte Omſlag i fem Farver, fan at de 
c. tre Billeder der bliver ens i hvert Hundrede, er trykt paa tre 
forſtjellige Farver Papir, hvorved altſaa ikke to Omſlag blive 
ens. Lærere, der ſelv ville forferdige deres Skriveboger, kunne 
fra nævnte Forretuing fan Omflagene, ſorterede i lignende Sæt, 
hvori ikke to Omflag ere ens, for 1 Kr. 60 S. pr. 100. 

Tyſte Omſlag, ſom endnu bydes Lærerne i Masſe, ville 
ſaaledes fremtidig kunne afviſes i de danſke Skoler ſom uned⸗ 
vendige, og enhver Lærer ſom ved dette, vil rimeligvis med Be⸗ 
ſtemthed afviſe enhver Skrivebog ſom fremtidig møder, fra Bog⸗ 
handleren eller Bogbinderen, med Nürnbergerbilleder pan. De 
Lærere ſom tage deres Skrivebsger igjennem Boghandelen ville 
nemlig ogſaa der kunne faa danſke Skrivebogsomſlag med ſardeles 
vel udførte Billeder, idet ſaadanne ere udgivne af Papirhandler 
Friedlender i Kbh., der har re af den Omhu hvormed Bil⸗ 
lederne ere valgte og udførte. Gjennem Boghandelen ville 
Lærerne derfor fan fig vel ved at forlange Skriveboger med 
Friedlenders Omflag, der kun ved at byde et mindre Udvalg 
og ved at være trykt paa en daarligere Sort Papir ſtaar tilbage 
for „Roms Skrivebogsomflag“ , 


Smaaling. 

Fra fremmede For⸗ 
fattere. Ulykken har 
kun en begrenſet Ind⸗ 
flydelſe paa os, ſaa⸗ 
længe vi endnu beſidde 
en anden Gjenſtand, 
ſom ved at opvakke 
uy Forhaabninger om 
Fremtiden, hærder os 
imod Kummer. Blot 
et OSjebliks Smerte 
vilde være utagleligt, 
hvis vi ud over dette 
Øjeblik intet kjendte, 
der ved Forudnydelſen 
kunde lindre vor Pine. 
Lykken lever i Frem⸗ 
tidens Lysglans; an⸗ 
grib den nuvarende 
Tid, — den trodſer 
Dig! Formeork Frem⸗ 
tiden, og Du tilintet⸗ 
gjør Nutiden. 


Baade. I den før- 
ſte flesvigfte Krig blev 
en Kulſvier under en 
natlig Rekognoſcering 
truffen i Helen af en 
fjendtlig Kugle. — 
„Den fordømte Skyden 


„Per Nilen, er det ogſaa ſandt, 
hvad J har ſagt om Manden; 


at ej man andet hos ham fandt, i 
end Løgn og Svig og Banden?“ men ſagt det, har jeg ikke.“ | 
han forbitret. „De 5 


om Natten!“ raabte 
Kjaltringer kan jo 
ikke ſe, hvor de ſkyde hen!“ 


Bogſtavgaade. 

1. 2. 3. 4. 5. 6. 
Den kommer, gaar, og Baand og Baff 
kan ingen Tid den holde faſt, 
tit altfor ſnelt den ſvinder; 
men uyttes den med trofaſt Flid, 
da gjor den Alderdommen blid 
og rig paa lyſe Minder. 

65 1. 2. 4. 
Fra den gik Visdomsordet ud, 
fra den kom Kjarlighedens Sind 
og Hadets vilde Torden. 
4. 5. 6. ; 
Ret mangen Synder ffjuler i Lon 
for den, og tit den tvang i Bon 
hang ftive &næ til Jorden. 
6. 5. 4. 

Hvor dette var i Mandens Bryſt, 
tit blev den vilde Kamp en Lyſt, 
en Leg hvert blodigt Mode. 


4. 1. 3. 
J Nattens Stille trylles frem 
de Perler ſmaa, tit faa” Du dem 
i Morgenſolen glode. 


Husvennens Forſendelſe. 


Fra Iſte Juli fratræder Hr. Boghandler Rudolph Klein 
ſom Husvennens Hovedkommisſioner og ÜUdgiveren gabner et 
Hovedkontor for Bladets Expedition i Axeſhus 2 B (Kjeben⸗ 
havn J) hvorfra Bladets Forſendelſe gjennem Poſten og Bog⸗ 
handelen fremtidig foregaar. 


Per Nilen ſparer da lidt tvær: 


det er jo nok, det ved enhver; 


Firkantet Nod. 
Af , 4 LB 
3 M, 3 N, 2 17, 2 U 
og 1 F dannes fem 
Ord, ſom ſkrevne un⸗ 
der hinanden og laſte 
fra venſtre til højre og 
fra oven og nedad giver 
Losningen paa følgende 
Gaade: 

Det forſte færdes hur⸗ 
tig hen over Mark 
og Vang i 

og liver op ved Som⸗ 
mertid i Skoven med 
Sang; 

det andet af forſte er 
en ſœregen Art; 

det tredie hußkes ikke, 
det er da aabenbart; 

det fjerde er vel Dore, 
men af de ganffe 
ſmaa; 

det femte Du viſt al⸗ 
drig er ſikker paa. 


Oplosninger fra 
Nr. 35: 


„Ja, ſandt til Punkt og Prikke paa Stavelſegaaden: 
M 


olle. 


paa Gaaden: 
Dan⸗ mark. 


Alle Beſtillinger paa enkelte Exemplarer bedes ſom hidtil, 
indſendte til nermeſte Poſtkontor eller Boghandel, og Henven⸗ 
delſer over Mangler ved Forſendelſen maa ſtedſe ſke (ſtriftligt) 


til det Kontor, eller den Boghandel, hvor Bladet er beſ tilt 


og betalt. Forſt naar ſaadan Henvendelſe til det Sted hvor 
Bladet er kjobt og hvorfra det bør udleveres regel⸗ 
mesſigt, har været forgæves, bedes Klage over det forſomme⸗ 
lige Poſtkontor eller Boghandelen indſendt til Bladets Hoved⸗ 
kontor, hvorfra Uordenen, da hurtigſt muligt fkal blive afhjulpen 
ved Klage til rette Vedkommende. 

Enkelte ſluttede Kvartaler, tilſendes frigjort med Poſten 
fra Hovedkontoret, naar Beſtilling indſendes vedlagt Betalingen 
(1 Krone) i Frimerker. 

Enkelte manglende eller bortkomne Numre faas lige⸗ 
ledes tilſendt fra Kontoret naar Beſtillingen ledſages af 10 Ore 
Frimærker for hvert Numer og 4 Øre Frimerker til at fri⸗ 
gjøre Forſendelſen med. 

Subſtribentſamlere og de af Bladets Venner, ſom hidtil 
have modtaget Bladet i Korsbaand fra Udgiveren, bedes frem⸗ 
tidig, naar mindſt 6 Exemplarer onſkes tilſendt ſamlede ugentlig 
i Korsbaand, at indſende Beſtilling og Betaling til Kon⸗ 
toret, hvorfra Bladene herefter vil blive afſendt. 

Alle Breve angaaende Bladets Expedition bedes fremtidig 
adresſerede til . 


Husvennens Hovedkontor. 


Arellus Nr. 2 B 
Kjøbenhavn V. 


Indhold. En rent ſorrykt Aften, efter „Fl. Bl.“ af Emanuel Henningſen. 

— Fra Fjeld og Dal, Minder fra en Norgesrejſe, af Jens 
Skytte. — Mere om „en funden Dagbog”. — Husflid: En 
Husflidshiſtorie. — Bognyt. — Smaating, med Billede. — 
Husvennens Forſendelſe. 


z Husvennen“, Villedbſad for Morſfabsfcesning, Oplysning og Hnsſlid, udkommer fil fver Sondag med 


Billeder, fif 1 Krone Iſerdingaaret, frit lilſendl. 


Hverk Fjerdingaar medfølger, gralis et fort (nußt Uillegsbilkede. 


et 6,ſpaltet Arz, ſorſynel med flere 
Bladet gan heſliſſes paa 


eihverl Pofikontor og Vrevſamſingsſled, i enhver Voglade (amt hos Hopedkommisſiongten: Nudolph Klein, Piſeſlrede 20, Sjøbenfavn. 


Trykt pas Uadgiverens Forlgg hos F. R. Schulz. 


3. Aargung. 


YES 


1 Nr. 37. 


En rent forrykt Aften. 


Eſter „Fl. Bl.“ af Emanuel Henningſen. 


å (Fortjat.) 
ndtil nu er der ikke ble 


og frygt⸗ 
ſom, men 
vs tro og vil⸗ 

Olig Pige. 
5 Sandhed 
og Ret⸗ 
færdighed fordre endnu den 
Bemeerkning, at hun tillige 
var en ſmuk, ja endogſaa 
en meget ſmuk Pige. Rigt, 


blondt Haar laa i tykke, 


glinſende Fletninger om 
hendes Pande, et Par blaa, 
ſmilende Øjne, et friſk, til 
talende Anſigt, hvorover der 
hvilede et elſtverdigt Udtryk 
af barnlig Uſkyld og Tro⸗ 
hiertighed, og en ſlank Fi⸗ 
gur dannede alt tilſammen 
et tiltalende hele, for hvilket 
Byens unge Karle ingen⸗ 
lunde vare blinde. 
ſelv ſyntes ikke at ane Zil- 
fteveværelfen af den til 
lokkende Inde, hvormed Na⸗ 
turen ſaa rigt havde udſtyret 
hende; men Karlene havde 
ſom jagt forlængft faaet 
Øjnene op for den. Naar 
hun var i et Wrinde i 
Byen, var der mangen en 


Hun 


vet ſagt andet 


Hondagen d. JI. Juni. 


Kjobenhavn. 


1896. .& 


Bondeſon, der ſaa efter hende med Øjne, ſom tydelig 


ſagde, at han gjerne gad gjøre hendes Bekjendtſkab; 
men Lejligheden dertil vilde ikke ret frembyde ſig. 
| Mere end en Gang havde denne eller hin ved Aftentid 


fneget fig omkring Bræftegaarden og timevis ventet i 
dens Nerhed i bet lønlige Haab, at Stine muligvis 
om Stine, end at hun var en ung | ffulde et Xrinde ned til Byen, for at han da kunde 


tilbyde hende Folgeſkab; men 
dette Haab var altid bleven 
ſkuffet hidtil, og han havde 
maattet lade ſig noje med 
at ſnige ſig forbi Vinduerne 
og opfange et flygtigt Glimt 
af hendes ungdommelige 
Skikkelſe. 

Denne Aften førte atter 
en af de forelſkede unge 
Karle hen til Preeſtegaarden, 
men han fandt imod Sæd- 
vane Vinduerne faſt til⸗ 
ſluttede med Skaader, der 
ikke tillod en eneſte Lys⸗ 
ſtraale at trenge ud. En 
nøjere Underſogelſe viſte 
ham, at der derimod ikke 
var anbragt Skaader for 
det ud til Haven vendende 
Kokkenvindue, og da det var 
oplyſt, ſluttede han meget 
folgerigtigt, at Stine var 
ſysſelſat ude i Kokkenet. 
Uheldigvis havde Bygme⸗ 
ſteren anbragt dette Vindue 
jaa højt oppe, at den for⸗ 
elſkede Svend ikke vilde have 
kunnet naa derop til, om 
han end havde været dobbelt 
jaa hej, ſom han var, 


r aen DEERE 


Saadan en ung Fyr ved imidlertid i Reglen at hjælpe | 


fig i en ſnever Vending; det varede derfor heller ikke 
længe, for han, belesſet med den mindſte af de Brand⸗ 


ſtiger, der hang paa Kirkemuren, atter kom til Syne 


under Kokkerwinduet. Stormen ſorgede for, at ingen 
i Huſet merkede hans Ankomſt eller horte Stigens 
ſagte Skraben mod Muren, da han rejſte den op under 
det lokkende Vindue. Kort efter ſtod den unge Knægt 
oppe pan et af dens øverfte Trin, og kigede leengſels⸗ 
fuldt ind til den intet anende Stine. 

Men Sfæbnen bliver misundelig, naar den jer 
ind i et lykſaligt Menneſkehjcerte; det ſkulde vor for⸗ 
elſftede Svend ogſaa ſnart komme til at føle. J fin 
Jvrighed efter at komme til at ſe ſin tilbedtes blom⸗ 
ſtrende Skikkelſe faa tydelig ſom mulig, trylkede han 
fit Anſigt, mere end juſt var nodvendig op mod den 
duggede Rude, og førend han faa fig for, ſprang Vin⸗ 
duet, der var til at aabne ind efter, op, og blev af 
Vinden dreven om mod Væggen. Dette gik ſelvfolgelig 
ikke af uden Støj, Stine jan op og tabte af Skreek 
den Terrin, hun holdt i Haanden, ned paa Gulvet, 
hvor den gik i tuſende Stumper og Stykker. 
havde i ſamme Nu jet et Menneſkeanſigt forſpinde fra 
Vinduet og udſtedende et gjennemtrengende Skrig foer 
hun ind i Dagligſtuen og kaſtede fig ude af fig ſelv 
ned bag Sofaen. 

„De er der igjen! De er der igjen!” hvinede hun. 

Nu kom Turen til hendes unge Madmoder at blive 
dødelig forſkrekket; hun ſprang op ſom dreven af en 
Fieder og ſtammede forfærdet: 

„Hvem er der? For Guds Skyld, hvem er der, 
Stine?“ 


grædende og pegede med et ligblegt Anſigt hen mod 
Doren, ſom for at viſe, at det var paatrengende nod⸗ 
vendigt, at den blev aflaaſet. Næppe fig ſelv mægtig, 
drejede den unge Kone Nøglen om i Dorlaaſen og 
gjentog: 

„De ſamme, Stine?“ 

„Ja, aa ja“, ftønnede Pigen. „De vil myrde 
os . .. de vil ſlaa os rent bare ibjæl hver en... aa 
Gud... aa Gud, hvad ffal der dog blive af os!“ 

Preeſtekonen ſamlede, trods Folelſen af hendes 
hiclpelsſe Stilling, jaa megen Styrke, at hun kunde 
lifte fig hen til den aflaaſede Dor og lytte ved Nogle⸗ 
hullet, om hun kunde here nogen Larm. Alt var imid⸗ 
lertid ſtille, intet Trin, ingen Støj lod fig høre ude i 


Gangen, kun Vinden tudede uden for og peb omfring 


Huſets Hjorner. Beroliget trak hun ſig tilbage til den 
hulkende Pige og forſogte at fan hende til at give en 
nogenlunde ſammenhengende Fremſtilling af, hvad der 
var hændet hende. Hun erfoer nu lidt efter lidt, at 
Stine, ſom var gjort opmeerkſom ved, at Vinduet ſprang 
op, havde ſet Hovedet af en Mandsperſon i Vinduet, 
og at hun havde troet at gjenkjende den enøjede Betler. 


Det var en temmelig troſteslos Underretning. Den 


unge Kone lyttede igjen nogle Minutter henne ved 
Doren, og da hun fandt alt roligt og ſtille, ſagte hun 


Hun 


at overtale ſig ſelv til at tro, at den frygtſomme Pige 
var bleven ſkuffet, og at det kun var Vinden, ſom havde 
været paa Spil. Synet af Mandfolkets Anſigt ſogte 


hun ligeledes at bortforklare; Maanen var jo nu 


kommen frem, og det kunde godt have været Skyggen 
af en Gren, ſom havde forſkrakket Stine. Da alt 
forblev rolig i Huſet, tog hun den Beſlutning at gaa 
ud i Kokkenet med Pigen for om mulig at overtyde 
fig om Sagens Sammenhæng; men det forſte Blik 
til Vinduet viſte hende den op til Muren hvilende 
Stine. Med en ſand Kempeſtyrke — thi hun frygtede 
mere for ſit Barn end for ſig ſelv, og Moderkjerlig⸗ 
heden gav hende Kraft — ryſtede hun den forſte over: 
vældende Skrak for faa vidt af fig, at hun med nogen⸗ 
lunde Eftertanke kunde fatte en Beſlutning. J de nedre 
Verelſer, der laa ner ved Indbrudsſtedet, kunde hun 
ikke blive; det var klart nok. Hendes Barn maatte 
frem for alt bringes i Sikkerhed. Der var altſaa ikke 
andet for, end, medens der endnu var Tid og Lejlighed 
dertil, at flygte op oven paa med Barnet. Lykkeligvis 
var Trappen foroven forſynet med en ſterk Dor, der 
ikke ſtrax vilde give efter, naar Roverne vilde forſoge 
at bryde igjennem den. Desuden jaa hun, at Stigen, 
der ſtod op til Kokkenvinduet ikke vilde være lang nok 
til at naa op til Kviſtverelſerne. 

Beſlutningen blev ſtrax udført. Hun ilede tilbage 
til Dagligftuen, greb Barnet og Vuggepuderne, Pigen 
tog Lampen — og jaa gik det, jaa raſk ſom hendes 


ſtjeloende Fodder kunde bære hende, op ad Trappen 
„Aa aa, de ſamme ... de ſamme“, ſparede Stine 


til den øvre Etage. Trappedøren blev ftænget og af⸗ 
laaſet, og ſaaledes fandt de fig i det mindſte forelobig 
i Sikkerhed ſor Røvernes Mishandlinger. 

Den unge Knos, der havde været den ufrivillige 
Aarſag til de to frygtſomme Kvinders pinlige Stilling, 
havde ſtrax efter at være opdaget ſkyndt fig ned ad 
Stigen og ud af Haven. Næppe var han borte, før 
en anden ung Karl kom til Stede i et lignende Wrinde. 
Til fin Forundring fandt han Vinduerne faſt tilſluttede, 
men lyttende uden for Dagligſtuens mørke Skaader, 
mente han at kunne høre en undertrykt Hulken og 
Jamren der inde fra. Han ſneg fig nu omkring Huſet 
og om i Haven, og her jaa han Stigen ſtaa lænet op 
til det aabne Vindue. Dette ſyntes ham noget mis⸗ 
tœenkeligt. Hvorledes kom Brandſtigen herhen og i 
hvilket Ojemed. Han faa fig fly omkring, men han 
opdagede intet levende Veſen. Med lydelig bankende 


| Øjærte ſteg han ſaa langt op ad Stigen, at han funde 


ſe ind i Kokkenet, og da han her jaa Gulvet bedakket 
med Skaar og igjen troede at høre en ſagte Jamren 
fra det indre af Huſet, opholdt han fig ikke længer 
paa Stigen, men ſpang fig ned af den og løb igjennem 
Haven ud paa Vejen. Han var ellers en behjertig 


Karl og tilmed ſorſynet med en dygtig tyk Stol; men 
Enſomheden og Mørket gjorde ham under ſaadanne 
mistenkelige Omſteendigheder til en Hare. 

Ude paa Vejen traf han ſammen med fin For⸗ 


gænger paa Stigen. Begge vare gode Venner og 
Kammerater, og de gjorde et lille Sving med hinanden 
hen ad Vejen, hvorefter de tilſyneladende uden 
Henſigt atter tog Retningen forbi Bræftegaarden. 
Enhver af dem hyttede fig for at forraade fig for den 
anden; men enhver havde ogſaa det lonlige Ojemed at 
ſe at blive den anden kvit og at beholde Pladſen ved 
Präſtegaarden for fig ſelv alene. 

Da de netop vare ſtegne op paa den lille Bakke, 
paa hvilken Kirken var bygget, faa de en lang, for⸗ 
underlig Skikkelſe ſnige fig om Preſtegaarden. Hurtig 
og uden at blive ſet krob de i Skjul bag Kirken for 
nøjere at betragte Skikkelſen. Hvem kunde det vel 
være, og hvad vilde den her? Maanen, der nylig var 
ſtjult bag en Sky, tillod dem kun at ſe Skikkelſen i 
utydelige Omrids. Begge tanke i Stilhed, at det var 
en Medbejler, og da den ubekjendte gik hen til Preſte⸗ 
gaardens Port, aabnede den og forſpandt i Gaarden, 
følte de begge en uimodſtagelig Trang til nøjere at 
iagttage ham, hvorfor de ſnege fig hen til Preſtegaarden 
og ſtjulte fig bag ved Svineſtien. Herfra faa de ſnart, 


at den lange fremmede var indhyllet i en Fruentimmer⸗ 


kaabe og bevæbnet med en Bosſe og en Sabel. En 
gammel Bulehat dakkede hans Hoved. 
ſtyrelſe bragte de unge Knoſes Mistanke med Henſyn 
til Medbejlerſkabet til at forſvinde. Skikkelſen maatte 
have andre Grunde til at give Mode; men hvilfe 
Grunde? det var en Gaade for dem, og Sagen forekom 
dem i det hele taget temmelig betænfelig. 

Den ſkjonſomme Laſer har viſtnok allerede for⸗ 
modet, at det var den beſtilte Vægter, der havde ind⸗ 
fundet fig. Ja, Vegteren var det i Virkeligheden; men 
ikke egentlig den, ſom Preſtekonen havde beſtilt. Denne 
havde nemlig ved fin Hjemkomſt fundet fit. Barn faa 
ſygt, at han ikke gjærne vilde forlade fit Hus. For 
dog at holde fit Løfte faa godt ſom muligt, havde han 
formaaet fit Sødffendebarn til at gaa i fit Sted. Til 


" nærmere Oplysning om dette Søffendebarn, vil jeg 


endnu anføre, at han var en humleſtangsagtig lang 
Karl, hvorfor han ogſaa overalt i Landsbyen gik under 
Navnet „den lange Tobias“. Han havde en høj Fore⸗ 
ſtilling om Vigtigheden af det ham overdragne Hverv, 
og dette var Grunden til, at han havde væbnet fig 
med Bosſe og Sabel. Hans Kones Kaabe havde han 


kun taget paa, fordi han ſelv ikke havde noget Kled⸗ 
ningsſtykke, der ſaa godt ſom den kunde beſkytte ham 
mod det kolde Vejrlig. Han havde forberedt fig paa 
at indtage en dygtig Aftensmad i Praeſtegaarden; thi 
at man vilde traktere ham der paa det bedſte, holdt 
han for en given Sag. Efter at han i nogen Tid 
havde ventet forgjceves pan den forventede Indbydelſe, 


Denne Ud: | 


traadte han hen til Døren; men fandt den til fin ſtore 
Skuffelſe aflaaſet. Bag de tillukkede Skaader hørtes 
der ingen Lyd, og ikke den mindſte Lysſtraale kunde 
han opdage. Skulde Familien maaſke allerede have 
begivet fig til Ro? Det vilde dog være meget ube— 
hageligt, om jaa var. At ſidde ved et veldæffet Bord 
inde i den varme Stue og holde Vagt der, havde han 
ikke det mindſte imod; men at ſtolpre omkring derude 
i Kulden hele Natten igjennem uden at ſmage hyverken 
vaadt eller tørt var en ganſke anden Sag. Han gik 
om i Haven ſor at tage Kokkenvinduet i Ojeſyn og 
ſe, om der ikke var Lys at opdage der. 

Begge Karlene ſnege ſig bag efter ham. Vi lade 
dem nu en Stund gaa i Fred og. fe os atter om efter 
Huſets Beboere. 

Den unge Kone havde, ſom vi jo vide, trukket fig 
tilbage til Huſets Kviſtvcrelſer. Aldrig fan ſnart 
havde hun faaet det af Sovnen opſkremmede Barn 
til Ro, før hun ilede fra det ene Varelſe til det andet 
for at betragte Huſets Omgivelſer gjennem de for⸗ 
ſtjellige Vinduer. Tilſidſt faa hun hen til den Side, 
hvor Kokkenvinduet var. Den ſkabneſvangre Stige, 
der afgav det meſt umiskjendelige Bevis paa rpveriſke 
Henſigter, ſtod endnu paa det ſamme Sted; men Haven 
var øde og forladt. Lidt beroliget ved dette tilſyne⸗ 
ladende gunſtige Reſultat af hendes Spejdertog og i 
den Forventning, at den beſtilte Vegter ſnart vilde 
indfinde ſig, vendte hun tilbage til Barnet og Pigen 


og ſagde med et Udtryk af mere Ro, end hun egent⸗ 


lig følte: 


„Gud ſke Lov, Tyvene ere borte, Alt er ſtille og 


roligt baade i Gaarden og i Haven!“ 


„Aa, Gud give, det var faa”, ſukkede Stine med 
foldede Hender; „men jeg kan flet ikke forvinde min 
Skræl... aa, Gud dog, hvad ſkal der blive af os!“ 

„Du maa ikke ængfte Dig faa meget, Stine. Vi 
ſtaar under Guds almegtige Beſkyttelſe, og han for⸗ 
lader os ikke“. 

„Nej, aa nej“, ſvarede Stine. „Jeg vil heller ikke 
mere være faa reed. .. vidſte jeg bare, at de vare 
henne >)”. 

„Men det ere de jo, Stine; Du kan ſelv overtyde 
Dig derom. Desuden kan Niels Mosgaard, ſom jeg 
bad om at vaage hos os, komme hvert Ojeblik. Gaa 
derfor ind i det andet Verelſe og fe ned i Gaarden, 
og naar Du ſer, at Niels kommer, ſaa kald paa mig, 
for at vi kan luffe ham ind; thi Gaarddgren er jo 
laaſet“. 

Zøvende fjcrnede Pigen fig for at ſtille fig paa 
den anviſte Poſt; men forſt efter nogen Tids Forløb 
fif hun Mod til at fe ud i den af Maanen ſpagt op⸗ 
lyſte Gaard. Alt var ſtille dernede, og intet Menneſke 
at opdage. Hun var allerede bleven mere modig, da 


*) borte. 


hun pludſelig faa noget røre fig bag ved Svineftien. 


Med ſtirrende, vidt opſpilede Øjne jaa hun hen imod | 


det uhyggelige Sted, og — o Gud! hun opdagede to 
Menneſkeſkikkelſer, der i dette Øjeblik ſneg fig frem af 


Skyggen. Det var juſt i dette Øjeblik, at de to unge 


Karle liſtede fig bag efter Tobias. Forfærdet foer hun 
ud af Verelſet, løb paa en Skammel, der ſtod hende 
i Vejen og ſtyrtede med Banden over mod Døren til 
det Verelſe, hvori hendes unge Herſkerinde og det lille 
Barn befandt ſig. Faldet foregik med en ſaadan Kraſt, 
at Doren ſprang op med et lydeligt Brag, og Stine 
trillede om paa Gulvet med blødende Hovedet. 


„For Guds Skyld, hvad er der ſket?“ ſpurgte den 


unge Kone forfærdet. 
Blod!” 

„Aa, Gud, de ere der... de ere der!“ hulkede 
Pigen vridenderzſig af Smerte og Angſt. 


„Din Pande er jo fuld af 


„Kan De høre, Frue; der ere de! Hor, hvor de 
hyler“, ſagde Stine med klaprende Tænder. 

„Snak, Barn; det er jo kun Vinden”. 

J dette Øjeblik lød der imidlertid en tydelig 
Banken paa Husdoren og fnart derefter en høj Dundren 
paa Vinduesſkaaderne. En fort Tid lyttede de blege 
af Stræf, derpaa lød der et lydeligt Hollaraab. De 
megtede næppe at aande, og deres Hjerter bankede 
ſaa haardt, at man kunde telle deres Slag. 


„Aa Gud... hører De, Frue”, jamrede Stine. | 


„Er det ogſaa Vinden?” 

„Nej, det maa være Folk, ſom ere dernede”, ſvarede 
den unge Frue, ſamlende al ſin Kraft. 

„Da erk det ude med os!“ hviſkede Pigen og vred 
ſine Hender. 


„Nej, viſt ikke“, ſvarede Madmoderen, ryſtende 


SfræffenZaf fig; „det er meget ſnarere Hjælpen, der 


Erindringsmedailler for Krigene 1848 og 4863. 


den lille Strighals tilfreds. 


„Hvor ere de?“ 

„Nede i Gaarden ... ved Svineſtien. .. og de har 
ſtore Brekjcern med dem“, ſtannede Pigen og tørrede 
Blodet af ſit Anſigt. 

„Naa, de maa være, hvor de være vil, vi ere dog 


i Guds Haand“, ſagde den unge Kone, fattende ſig. 


„Kom, lad mig forbinde Dig; hvordan er dog det 
gaaet til?“ 

„Aa, det betyder intet. Jeg faldt over en Skammel 
og ſtodte Hovedet imod Darlaaſen; det betyder intet .. 
men Tyvene ... Morderne!“ 

„Men fat Dig dog nu lidt igjen, Stine“, for⸗ 
manede den unge Madmoder, medens hun forbandt 
Pigens Saar med fit Lommetorklade. Derpaa gil 
hun ud og lyttede efter, om hun kunde høre Fodtrin 
eller anden Stej af Tyvene. Men alt var ſtille, kun 


Vindens Suſen klang ind til hende. 


kommer. Det er ganſke viſt Niels, ſom jeg har beſtilt 
til at komme her hen“. 

I dette Ojeblik vaagnede den lille Valdemar igjen 
op af fin urolige Søvn og begyndte at græde højt og 
lydeligt. Nu gjaldt det førft og fremmeſt om at ſtille 
Moderen tog ham paa 
ſine Arme og ſogte at berolige ham; men den lille 
Skjœlm vilde ikke give tabt; han ſkreg endnu værre 


end for. 


(Sluttes.) 


Krigs-Medaillerne. 


| Titler og Ordener! Have vi ikke nok af den Slags 


her i Landet? Jo, det er ganſke viſt og iſer have 
vi i ældre Tider havt altfor meget af den Slags i 


vort lille Land. Hvad Titler angaar, er det jo 
nu almindelig anerkjendt, at der er noget underligt 
i at en Mand kaldes med en Benævnelje, ſom ikke 
har noget at gjøre med hans Stilling og Neringsvej. 
At en fredelig Breendevinsbrender kommer til at hedde 


Krigsraad og at en Kjøbmand bliver Kammerraad oſo. 
Om Ordener | 
kan man ſige, at det ikke pasſer fig for en alvorlig | 
og fornuftig Mand at pynte fig med Guld- eller Sølv= | 
ſom kaldes Riddere af den eller 
ikke have meget ridderligt ved ſig, er lige 
Derfor har Titel⸗ og Ordensveſenet mange 


er der oprigtig talt ikke megen Mening i. 


ſtads og at mange, 
den Orden, 
faa viſt. 
Modſtandere. Men ihvorvel der kan være meget 
rigtigt i hvad der indvendes derimod, faa kan der paa 
den anden Side ogſaa ſiges 
meget til Fordel derfor. 
Naar en Mand har gjort 
fit Fædreland og fin Konge 
vigtige Tjeneſter og megen 
Nytte, ſaa er der noget 
ſmukt i at Kongen, ſom 
den, der handler paa hele 
Landets Vegne, paaſkjonner 
denne Mands Fortjeneſter 
ved at udmeerke ham frem 
for ſine Medborgere paa 
en eller anden Maade. Naar 
man har gjort noget godt 
fortjener man Tak derfor, 
og det er ikke blot en Til⸗ 
fredeſtillelſe for en ſelv at 
modtage en Tak, men det 
er ogſaa en Opmuntring for 
andre til ligeledes at gjøre 
ſig fortjente til Kongens 
og Fædrelandets Tak. At 
den Slags Udmeekelſer og⸗ 
jaa efterſtrebes af forfenge⸗ 
lige Perſoner, er en Fejl 
hos disſe; Udmeekelſen er 
og bliver for den, ſom har 
fortjent den, dog altid en Hæder, ſom man ikke ſkal 
kaſte Vrag paa. 


Om nogen Tid, maaffe om et halvt Aar eller 


jaa omtrent, vil en ſtor Mængde Danſke pludſelig viſe 
fig med et rødt Baand, hvori der hænger en Medaille. 
Det er de gamle Soldater, ſom nu ſkulde udmeerkes. 


Man ffal kunne ſe at den og den har været med i 


Kampene for Fædrelandet. 

J 1848, det merkelige Aar 1848. da overfaldtes 
det lille Danmark af det ſtore Tyſkland. Tre Aar i 
Træf holdt vi ud; ſnart gik det godt, ſnart gik det 
ilde, men det gik for det meſte godt. Danſken ſlog 
fra fig, ſaaledes ſom han havde gjort det for. Den 
danſke Heer, hvor lille den end var, bankede Tyſkerne 


NWW ' 


En BHajoun. . 


ud af Landet. Baade Preusſere, Hesſere, Sachſere, 
Slesvig⸗Holſtenere og hvad alle de Fyre nu hedde, fik 
at vide, at det ikke var Spog, naar den tappre Land⸗ 
ſoldat flog for Konge og Fædreland. Det var en 
ſtolt Tid. Det danſke Folk viſte fine mange gode 
Egenſkaber i det bedſte Lys. Tapperhed, Selvopofrelſe, 
Fedrelandsſind, Kjærlighed til Kongen blev anſet for 
Pligter, der ſkulde opfyldes og hele Evropa fan med 
Forundring hvad et lille, tappert og enigt Folk for⸗ 
maagede imod Overmagten. 

Freden kom, men den varede ikke mange Aar. 
Tyſken havde været langt nok inde i Danmark til 
at je, at det var et godt Land. Han laa og lurede 
paa en god Lejlighed til at tage noget af det og forene 
det med det ſtore tyſke 
Fædreland. J Danmarks 
dejligſt Vang og Venge 
kunde jo mangen mager 
Tyſker fedes. Lejligheden 
kom i Slutningen af 1863, 
da Kong Frederik den ſy⸗ 
vende dode. Men Preus⸗ 
ſerne havde erfaret forrige 
Gang, at man let kunde 
faa en banket Troje af de 
Danſke; de fik derfor Oſter⸗ 
rigerne narrede til at gan 
med. Nu ſtod det lille 
Danmark alene lige overfor 
to af Evropas ſtorſte Krigs: 
magter, Oſterrig og Preus⸗ 
ſen. Det var en alvorlig 
Tid, det var Vinter, mørkt 
og koldt. Men de Danſke 
vare ikke bange. Det faldt 
ikke nogen ind at overgive 
ſig paa Naade og Unaade 
eller at opgive alt For⸗ 
ſvar. Nej, vi gjorde hvad 
vi kunde; vi gif imod de 
to Stormagter uden at 
ſtjcelve for Døden. Ingen — flet ingen hjalp os. 
J over et halvt Aar forte vi en fortvivlet Kamp. 
Vige maatte vi, men vi kempede til det ſidſte. 
Det huſker mangen Fjende fra Sankelmark og 
Dybbols Skandſer, og vore Sofolk talte hyvasſe 
|. Ord med Kanonerne ved Helgoland og Svinemünde. 
Det var anden Gang i faa Aar, at Evropa med 
Forbavſelſe jan Danmark fæmpe imod Overmagten. 
Store Tab led vi, men om vi end i det forſte Ojeblik 
| fandt, at det var ikke ſom i den forrige Krig, jaa 
| varede det dog ikke mere end to Mar, førend vi maatte 
erkjende, at vi dog havde gjort vore Sager godt. 

De gode Venner Preusſen og Oſterig kom nemlig i 
Haarene paa hinanden om Byttet og Oſterig var i 


294 


Løbet af fjorten Dage faaet til Jorden uden at kunne 
forſvare fig mere. Vi holdt dog ud i over et halvt 
Aar imod de to tilſammen. 

Det er til Erindring om hine Kampens Dage, 
at Hans Majeftæt Kongen har befalet, at der ſkal 
uddeles Medailler til alle dem, ſom have taget virkelig 
Del i Krigene med Tyſkland. Som man af om⸗ 
ſtaaende Afbildninger vil ſe, er der tre Slags Medailler, 


nemlig en for dem, der deltoge i Krigen i 184850, 


en anden for dem, der deltoge i Krigen i 1864 og 
endelig en tredie for dem der have deltaget i begge 
Krigene. Medaillerne ere af Bronce, det vil ſige en 
Blanding af Kobber og Tin. De have en ſmuk kobber⸗ 
brun Farve og udmærker fig ved at være ganſke fær- 
deles ſmukt forarbejdede og Bryſtbillederne af Kongerne 
udvife megen Lighed. Medaillerne ere forſynede med 
en Øffen og hænge i et rødt vatret Silkebaand med 
hvide Striber, De blive forfærdigede i Paris i Løbet 
af denne Sommer. Her til Lands vil man nemlig 
hverken kunne levere dem jaa hurtig eller til den Pris, 
ſom den franſke Fabrikant forlanger. Medens Medail⸗ 
lerne blive forfærdigede i Paris, arbejdes der ivrigt i 
Krigsminiſteriet for at afgjøre hvem, der ere berettigede 
til Medaillerne og hvem ikke. Der er nemlig mange, 
ſom ikke kunne gjøre Krav paa dem, ſom alligevel have 
indgivet Anſogning om at faa dem. Det er et meget 
ſtort og beſperligt Arbejde, meget ftørre og beſverligere 
end nogen tror, men man kan faa nogenlunde gjøre 
en Foreftiling om Arbejdets Storrelſe, naar man 
hører, at der ialt er imellem hundrede og tyve og 
hundrede og tredive tuſende Anſogninger og at der 
ſtadigt vedbliver at kommer flere. 

Det er en ſmuk Tanke, ſom ſaaledes ved Kongens 
Omſorg bliver gjort til Virkelighed. Det vil ikke alene 
være en Glæde og en berettiget Stolthed for enhver, 
ſom faar Medaillen at bære den. Den vil minde ham 
om Kampens og Farens betydningsfulde Dage, om det 
Mod og Fadrelandsſind, ſom bragte ham til at gaa 
Døden frimodigt i Mode. Men den, der bærer Me⸗ 
daillen paa fit Bryſt vil ogſaa huſke paa, at hele Livet 


er en Kamp, hvori man ikke mindre end i Krigen fkal 


viſe Mod og Fedrelandskjcrlighed. Han vil hufke 
paa, at han aldrig maa gjøre fin Fortid Skam. Og 
for den unge opvorende Slægt vil Medaillen vokke 
Lyſten til ikke i Kampens Dage at ſtaa tilbage for 
Faedrene, og ſige ham at det danſke Navn har en ren 


og ſmuk Klang, ſom fkal bevares for Eſterkommerne. 


Kampen kan begynde igjen naar det ſkal være. Kun 
Gud, Krigens og Fredens Herre, ved om det ſkal for⸗ 
undes Danmark Fredens Velſignelſer, eller om det 
tredie Gang flal kempe for fin Tilvœrelſe. Skal det 
ſidſte fle, da lad os ikke glemme hvad vi ſkylde vort 
danſke Navn. 


En Paabeubroder. 


| muligt for os at undvære det. 


Jærnet og dels Vigtighed for os. 
Efter forfEjellige Kilder ved E. Coepſer 


— 


ur vi ſporge Læferen om, hvilket af Metallerne 

der er det vigtigſte for os, vil enhver af dem 
viſtnok uden videre Betenkning ſvare „Jeernet“. Dette 
Svar er fuldkommen rigtigt; thi Jærnet ſpiller jo 
ſom man ved, nu en faa vigtig Rolle i Menneſkels 
Liv, at vi ikke kunne tenke, hvorledes det ſtulde være 
Guld, Sølv og de 
andre fleſte Metaller kunde vi til Nod undvære, men 
ikke Jærnet, ſom ſet "alene fra Nyttens Side, er langt 
mere værd for os end alle de andre Metaller tilſammen. 
Opdagelſen af Jærnet og dets forſkjellige Brug danner 
derfor et meget vigtigt Punkt i Menneſkeſlegtens Hi⸗ 
ſtorie. Med denne Opdagelſe var det forſt, at der 
kom en højere Kultur og Dannelſe, ſom udbredte fig 
fra det ene Land til det andet. Jeernet er nemlig 
det af alle Metallerne, der bedſt egner ſig til at gjore 
de forſtjellige Redſkaber, Verktej og Vaaben af; thi 
| det er ikke alene det haardeſte Metal, men ogſaa langt 
lettere end baade Guld, Sølv, Kobber, Bly ofv., og 
det er desuden i Beſiddelſe af en ſtor Sejhed, Spen⸗ 
dighed og ÜUdſtrekningsevne. Det har derfor efter⸗ 


hen over Floder og andre Vande. 


| 
| 

I 
ll 
1 


| 


haanden faaet en ſaa mangfoldig og mangeſidig Brug, 
at det nu neſten er umuligt at nævne alle de for⸗ 
ſtjellige Ting, ſom det bruges til, og Brugen af det 
tiltager ſtadig mere og mere. Det er med Jærnet, at 
vi pløje vore Marker og ſenere høfte dem. Vi bruge 
det ikke alene under fredelige Forhold, men ogſaa i 
Krigen, da det forſyner os med Vaaden, ved Hjælp 
af hvilke vi kunne værne os mod den lende, ſom 
truer vort Fædreland, Liv og vor Ejendom. Vi bygge 
nu ikke alene Skibe af Jcern, men ogſaa hele Huſe 
og Kirker. Det var navnlig, efter at James Watt 
havde givet Dampmaſkinen en almindelig brugbar Form 
og derved gjort den næften nødvendig for alle ſtorre 
Verkſteder, efter at Robert Fulton 1807 havde 
bygget det forſte Dampftib, og Stephenſon omtrent 
1830 havde lært os at bygge Lokomotiver til at kjore 
paa Icernveje med, at Brugen af Jærnet tiltog i en 
Dvervættes Grad. Umaadelige Masſer af Jern ned- 
lægges nu hvert Aar i Jorden i Form af Jarnvejs⸗ 
ſtinner, paa hvilke den hurtige „Dampheſt“ iler frem 
for at bringe Folk og Varer fra et Sted til et andet, 
eller bruges til Maſkiner og andre Redſkaber i ſtore 
Verkſteder, Dampſkibe og Lokomotiver. Man lægger 
fæmpemæsfige Broer af Jern, der ligeſom ere kaſtede 
Af Jærnet gjor 


man de matt forſkjellige Ting, ſom det ſtore og tunge 


Panſerſkib og den lille Staalpen, med hvilken vi ſkrive, 
den ſtore Dampmaſkine og den fine Urfjeder, der driver 
det kunſtige Hjulvcerk inde i Lommeurene, de ſtore 


Uhyrer af Kanoner, ſom bruges i Nutidens Krige, og 


295 


den ſpinkle og tynde Synaal, der nyttes ved det fineſte 
Broderi, ojv. Det tjener ſom et vigtigt Lægemiddel 
og er en veſentlig Beſtanddel af Blodet, der flyder 
i vore Aarer. Det er ogſaa Jærnet, vi bruge i Form 
af en tynd Traad, naar vi neſten med Lynets Haſtig⸗ 
hed ſende Budſkab gjennem Telegrafen fra den ene Ende 


af Jorden til den anden; tuſender Mile af Jeerntraad | 


omjpænde nu vor Jord ſom Telegraftraad, og dennes | 
Udftræfning forøges Aar for Aar. Ogſaa flere af de 
kemiſke Forbindelſer, font Jeernet indgaar, ere af ſtor 
Vigtighed for Verkfliden; de bruges f. Ex. ved Til⸗ 
lavning af Bleek, flere Malerfarver og til Farvning 
af Zøj i Farverierne. De her nævnte Exempler, der 
kunne forøges med utallige andre, maa være tilſtrekke⸗ 
lige til at give Leſerne en Foreſtilling om Jeernets 
Vigtighed for os. Det er i denne Retning af lige ſaa 
ſtor Bærd for os ſom Gresarterne mellem Planterne 
og vore Husdyr blandt Dyrene. 

Det maa ſynes forunderligt, at et jaa udbredt 
og vigtigt Metal ſom Jeerrnet forſt kom i Brug langt 
ſenere end flere andre Metaller, f. Ex. Guld, Sølv, 
Kobber og Bronce (en Blanding af Kobber og Tin). 
Grunden hertil er viſtnok, at Jærnet ikke forekommer 
rent i Naturen (faa nær ſom det ſaakaldte Meteorjcern), 


men altid i en kemiſk Forbindelſe med flere andre | 


Stoffer. Jærnet har nemlig en ſtor Tilbsjelighed til 


at træde i Forbindelſe med en Mengde forffjellige 
Stoffer, ſom Ilt, Svovl, Kul, og det er baade et 
brydſomt og meget vidtloftigt Arbejde at renſe Jærnet 
eller fri det fra disſe Stoffer, hvilket kun kan ſke ved 
jelp af Ilden. Det dærn, ſom vi bruge paa faa 
mange forſkjellige Maader, er dog ikke kemiſk rent Joern, 
men altid en Forbindelſe af Icern og Kulſtof. 
Naar man vil renſe Jeernmalmen, ſaaledes ſom 
den findes i oprindelig Stand, fra dens kemiſke For⸗ 


bindelſe med andre Stoffer, kan dette kun ſke ved at 


udfætte det for en meget ftært Varme. Dette foregaar 
i ſœeregne dertil indrettede Ovne, de ſaakaldte He jovne, 
der ere indtil 60 Fod høje, have Skikkelſe af en dobbelt | 
Kegle og indeni ere opforte af de meſt ildfaſte Sten. 
Omſtaaende Tegning viſer Udſeendet af en ſaadan 
Hojovn, naar man tenker fig den flekket midt igjennem. 
a er den taarnheje Ovns Munding, “ 0 det tytfe 
Murverk med Luftkanalerne c c og den indre ildfafte 
Udmuring dej. J en ſaadan Ovn kommer man 
fra oven ſkiftevis det ene Lag Brendſel (enten Stenkul, 
Cooks eller Trœkul) og Jærnmalm oven paa det andet | 
med de nødvendige Tilſcœtninger (i Reglen Kalkſten), 
der ſkulle fremme Smeltningen og Fjernelſen af de 
Stoffer, der ere forbundne med Icernmalmen. Naar 
Ovnen er fyldt paa denne Maade, ophedes den meget 
ſterkt, idet Brendslet, der danner det nederſte Lag, 
tændes, og Forbrændingen vedligeholdes ved gjennem 
ſtore Blæjebælge ſtadig at lade friſk Luft trænge ind 


gjennem ſmaa Aabninger i den nederſte og ſmalleſte 


Del af Ovnen. Varmen maa altid være ſteerkeſt i den 


nederſte Del af denne (omtrent 2500 Grader) og af⸗ 


tagende mod oven. Brendslet, der under Forbrændingen 
ſynker jævnt ned gjennem Ovnen, vil i den øverfte 
Del af denne kun blive opvarmet, men efter Haanden 
ſom det bliver udſat for en ſterkere Varme, vil det 
udvikle fængelige Luftarter, der trænge op gjennem 
Ovnen og borttage Ilten fra Icernmalmen. Denne 
ſynker Ligeledes jævnt ned gjennem Ovnen under For⸗ 
brændingen, i hvis øverjte Del den kun miſter den 
Fugtighed, ſom den indeholder, men længere nede, hvor 
Varmen er ſterkere, vil den afgive fin Ut, og naar 
den ſynker endnu længere ned, indgaar den en For⸗ 
bindelſe med noget Kulſtof. J den nederſte og ſnvreſte 
Del af Ovnen er Varmen ſaa ſterk, at Jcernmalmen 
ſmelter og optager paa ſamme Tid endnu mere Kul⸗ 
ſtof. De fremmede Stoffer, der have været kemiſk for⸗ 
bundne med Jærnet, ere nu fkilte fra dette og allerede 
tidligere ſmeltede. Tilligemed den for nævnte Tilſætning 
ſamle de fig ved 1 oven over det tungere, ſmeltede 
Jern, og denne Blanding, der kaldes Slagge, flyder 
ud af Aabninger (ved 0), ſom findes højere oppe paa 
Siderne af Ovnen. Naar der har ſamlet fig en til 
ſtrekkelig Mængde paa Bunden af Ovnen (9), aabnes 
her et Rør (ved 5), og det løber ſom en glødende 


Strom ud i aflange Former af Sand, i hvilke det 


ſtorkner. Hermed er det ſaakaldte Raajern eller Stobe⸗ 
jævn færdigt til at komme i Handelen. Undertiden 


ſtober man ogſaa ſtrax forſkjellige Ting af den flydende 


Masſe, der løber ud af Ovnen, og herved ſparer man 
baade Udgifterne og Arbejdet, der ere forbundne med 
en ſenere Omſmeltning. J en ſaadan Hsjovn vedlige⸗ 
holdes Smeltningen ſom ofteſt uafbrudt i flere Aar, 
idet man idelig fylder ny Lag af Breendſel og Jeern⸗ 
malm for oven i Ovnen, indtil denne omſider trænger 
til en Iſtandſettelſe, eller man ſtandſer Smeltningen 
af andre Aarſager. Det er dog kun Hovedtrakkene af 
Smeltningen, der her ere fremſtillede, da det vilde 
optage alt for megen Plads i Husvennen udførlig at 
ſkildre hele den kemiſke Virkſomhed i Hsjovnen. Det 
her omtalte Raajern eller Stobejcern, der indeholder 


| omtrent 5 pCt. Kulſtof, bruges til Støbning en Mængde 


forſkjellige Ting, f. Ex. Gryder, Kakkelovne, Komfurer, 
ojv.; der ſmeltes ved 1600? (Celſius), men kan hverken 
hamres eller ſvejſes. Foruden denne Slags JZærn har 
man ogſaa forſkjellige andre Slags, hvis vaſentligſte 
Forſkjel ligger i den ſterre eller mindre Mængde Kulſtof, 
de indeholde. Enhver af disſe Slags har fine ſeregne, 
til fit Brug ypperlige Egenſkaber, og derefter ogſaa 
forſtjellige Fordele og Formaal. De vigtigſte Icern⸗ 


ſorter foruden Stobejcrnet ere Stangjcern eller Smede⸗ 
jærn og Staal⸗Smedejernet indeholder omtrent / pCt. 
Kulſtof; paa Grund af dets Sejhed og Blodhed kan 
det hamres, ſpejſes, valſes ud i tynde Plader, og det 
egner fig jærdeles til al Slags Smedearbejde, 


Det 


se 


296 


er tillige ſaa firækfeligt at det kan trælfes ud til den 
fineſte Klavertraad, men det kan ikke let ſmeltes. Staalet 
indeholder 1 2 pCt. Kulſtof; det kan baade ſmelte 
ligeſom Stobejcrnet og jvejjes ligeſom Smedejernet. 


Det er tillige i Beſiddelſe af en ſtor Haardhed og 


Spendighed, hvilke Egenſkaber kunne fremkaldes hos 
det i en forſkjellig Grad efter den forſtjellige Brug, 
man vil gjøre deraf. Paa Grund af disſe Egenſkaber 
egner det fig bedſt til alle Slags ffærende Redſkaber, 


ſom Vaaben, Knive, Saxe, Oxer, ligeledes til Fjedre, 


idet hele taget alle Slags Gjenſtande, der ſkulle være 
meget haarde eller fpændige. Da Støbejærn, Staal 
og Smedejærn kun ere forſkjellige fra hinanden ved 
en aftagende Mengde Kulſtof. Naar denne Handling 
ſtandſes paa et viſt Punkt, faar man Staal af Stobe⸗ 


jernet, og fortjættes den yderligere, faar man Smede⸗ 


jærn. Man kan ogſaa fremſtille Staal af Smedejærn | 


ved at lade dette optage mere Kulſtof. 


Da Jærnet er jaa ſaare vigtigt for os, maa det 


regnes for et ſtort Gode, at det er det meſt udbredte 
og billigſte af alle Metallerne. Det er udbredt over 


hele Jorden, og der gives kun meget fan mineralſke Jalt 1,531 Stykter Borſtenbinderarbejde til et Beløb af 827 Kr. 


Legemier eller Stenlag, ſom ikke indeholde det i ſtorre 


eller mindre Mængde, neſten ingen Kilder, i hvis Vand | 


der ikke findes noget af det i opløft Tilſtand, ligeſom 
det ogſaa findes i neſten alle Dyr og Planter. J alle 
kolde og mellemvarme Lande findes det i ftørft Mængde. 
Her i Evropa findes det meſte Jærn i England, Skot⸗ 
land, Sperrige, Norge, Rusland og Tyſkland. England 
ſtaar hojſt med Henſyn til Mængden af Jærnet, idet 


det aarlig frembringer omtrent lige jaa meget Jaern 


ſom alle de andre Lande i Gv:opa tilſammen. Det 
frembragte 1870 henved 100 Millioner Centner Jeern, 
hvorved omtrent 300,000 Menneſker og 2,500 Damp⸗ 
maſkiner vare ſysſelſatte. Sverige og Norge ere faa 
rige pan Icern, at der i disſe Lande findes hele ſtore 
Bjærge af Jcrnmalm, der egner ſig ſerdeles godt til 
at fremſtille Staal af. J vort Fædreland har man 
tidligere udſmeltet Zærn af den ſaakaldie Myremalm, 
der findes i ſtor Mængde i Jylland paa Hederne, i 
Moſer og Kjær, men Smeltningen heraf er faa koſtbar, 
og Jernet af en jaa daarlig Art, at det ikke kan lonne 
fig at bruge denne Art Malm. Vi smaa derfor indføre 
alt det Jern, ſom vi bruge, fra Udlandet. l 


Husflid. 


For otte Aar ſiden begyndte Arbejdsmand Jens Jorgenſen 
af Svallerup ved Kalundborg i fin Fritid om Vinteraſteuer at 
ſorferdige Borſtenbinderarbejde Det gik kun ſmaat og daarligt 
i Forſiningen, da han aldrig havde modtaget nogen Undervisning; 


| 
| 


men efter et Par Aars Forlob gik det bedre og bedre, og nu tog 
han fin Huſtru til Hjælp Det gik nu beſtandig fremad, og da 


Arbejdet om Vinteren er ſmaat og lidet lennende, benyttede han 


tillige i de ſidſte tre Aar ofte Dagen Borſtetreernes Boring | 
voldte ham en Del Bryderi, meu faa fandt han paa en Bork. 
mafkine, hvorpaa han borer mindſt 3000 Huller i Timen, og 
herpaa borer han nu ſelv fine Børftetræer, Han har bv rt Aar 
udført en betydelig Mængde Arbejde, og vi ſkal ſom Prove pan 


haus Omſatning anføre Tallet paa hans Arb:jde ſidſte Binter. 


J denne har fan forfærdiget : 


rden r,, 8 2 180 Kr, 
56 ſtore Kladesborſler å 1 Kr. 16 WW. 65 — 
30 mellemſtore do. d 66 MP MSW. 20 — 
211 Skaft⸗Kla deborſter a 25 WMW... Bane 
Blant bør ber: d SES RS ET SS SEE 79 — 
74 Blankeborſter af Heſtehaar å 66 WW ... 48 — 
30 Kakkelovnsborſter a 8 WS p . . 8 17 — 
217 Seletejberſter å 12 WW ... A 26 — 
e Gulbſteupper 1 30 . EKS ELDR. 173 
32 Vandkadeſter a 1 Rr. hor 32 — 
der 8 7 — 
184 Gadekoſte à gjennemſnittig 66 SW. „ 122 — 
33 Karſkrupper med Ring à 16 PSD... 5 — 
110 do. med Baade SR 11 — 
12 Sletteborſter 3 1 Rr. 50 BWW... 18 — 
12 Boner 1 Kr., RAN BES ALEN DT BANDE 13 — 
Stevekoſte 3 2 Kr. EPE SØER TEE ERSRENEE FEDE 60 — 
Sbarberer i r , Er Age 15 — 
11 Vognberſter à 1 Kr. 33 PW. 15 — 
4 Halkekdſte :!:! Fra kr re 24 


Varerne har han ſelv gaaet omkring og ſolgt til de paa 
Fortegnelſen opferte Priſer. Det er fom man jer en betydelig 
Mangde Arbejde og et ikke lille Beløb denne Mand har bragt 
ud af en felvlært Biſysſel. Han afgiver i denne Retning et 
opmuntrende Exempel paa, at der af en ringe Begyndelſe kan 
udvikle fig en betydelig Virkſomhed, naar Flid og Udholdenhed 
ſtaar for Styret; men den her haderligt omtalte Virkſomhed af⸗ 
giver tillige et nẽyt Bevis for hvor urigtig den Paaſtand er, 
at Husflidsarbejde ikke kan betale fig. 


Smaating. 


Geografiſk Gaade. For- og Endebogſtaverne af efter— 
folgende Navne leſte nedad danne Napnene paa to af Kriſten⸗ 
dommens ihærdige Rorfæmpere: En Flod i Siberien. — Et 
Land i Evropa — En Biflod til Donau — En By i Holland. 
— En S ved Italien. — En danſt Konge i Hedenold. 

Oplosninger fra Nr. 361 

F U E k. || 
GIL E N. || 
paa den firfantede Nod: G L E M I. | 
' LE MM E. ; l 
ENTEN. | 
Ungdom. — Mund. — 

Mod. — Dug. 


paa Bogſtavgaaden: 


Brevpexling. 31 Tag 
P. C. Mikkelſen: Tak for den gode Vilje; men det ind⸗ | 
ſendte kan ikke bruges. 

M. T. i A. d.: Hvor ere Oplosningerne? 


— | 


Ynvbvid. En rent forrykt Aften, ejter „Fl. Bl.“ af Emanuel Henningſen, 
med Billede (Foriſat). — Krigs⸗Medaillerne, med Billede, — i 
Jærnet og dets Betydning for os, efter forſkjellige Kilder ved 
E. T., med Billede. — Husflid. — Smaating. — Brevvexling. 


busvennen“, Villedblad for Alorſkabslesning, Oplyening og Husſlid, udkommer fil hver, Søndag med et 15-fpalter Ark, ſorſhnel med ſiere 


Billeder, fil 1 Krone Jjerding are, ſril lilſendt. 
ethverl Poſikontor og Brerſamlingsſled, 1 enhver Voglade (amt hos 


Hvert Fjerdingaar medfølger gratis et ſlorl fmukt Jiſlegsbillede. 


Præykt Paa Udgiverens Forlag hos J. H. Son ultz- 


Bladet kan beſlilles paa 


Sovedkommisfionæren: Audolph Klein, Pileſſrade 30, Klobenhavn 


R 


3. Aargang. 
Nr. 38. 


En rent forrykt Aften. 
Eſler „Fl. Bl,“ af Emanuel Henningſen. 


Sundagen d. 18. Juni. 


Kjobenhavn. 
1876. 


rene i den gverſte Del af Huſet bleve ſlaaede ind med 
Magt, og at man græd og jamrede deroppe. Den 


pludſelige Skræk, ſom greb ham, bragte hans ſſtride 


Haar til at reiſe fig ſom Borſter under hans Hat; 


; 7 (Sluttet.) 


AND 8 men hans Beſlutning var ſnart fattet, og Beſlutningen 
G ad os imens je os om efter den lange | var en Helt værdig. 
0 NAG Tobias, og hvad han videre foretog fig. | Han ſaa fig førft ſky om, og da han ikke opdagede 
KE 885 Vi vide, at han gik om til Bagſiden | nogen, traadte han behjœrtet — et Skridt tilbage og 
1 20 af Huſet for at kaſte et Blik op til | begyndte et ilſomt Tilbagetog. Han vovede ikke en 


Kokkenvinduet. Gud ſke Lov; der faa 
SÅ NG han da endelig Lys, og hans Saab 
om en god Aftensmad ſteg igjen op 
l en glædelig Højde. 


blik holdt han inde igjen ; 
thi han havde faaet Oje 
paa den op til Muren 
ſtagende ſkeebneſvangre Sti⸗ 
ge. Hvad ſkulde det be⸗ 
tyde? Hvorfor var den 
ſtillet der ved det gabne 
Vindue? Disſe Spørgs: 
maal gjorde den gode 
Tobias ganſke eengſtelig til 
Mode. Var der maaſke 
Tyve inde i Huſet? Det 
vilde ikke være nogen Spøg; 
thi han var jo ganſke ene, 
og Tyvene kunde godt dan⸗ 
ne en hel Bande. Hvad 
mægtede han vel at ud⸗ 
rette imod dem, ifær naar 
nogle af dem oven i Kjobet 
ſtod paa Lur rundt om 
Sujet? Og i dette Ojeblik 
var det for ham, ſom om 
han trods Stormens Tuden 
og Larmen horte, at Dø: 


Han var netop | 
i Begreb med at raabe paa Stine, men i ſamme Øje | 


I Knibe. 


Gang at vende tilbage til Gaarden, men krob den 
korteſte Vej gjennem Havehakken ud i det fri. Dette 
var paa Grund af hans Paakladning ingen videre let 
Sag; men Nod bryder alle Lave. Han havde allerede 
arbejdet fig igjennem med Hovedet, da der pludſelig 
lød et Raab tæt ved Siden 
af ham: 

„Holdt! Hvem der?“ 

To Mænd ſtode tæt 
foran Heekken — det var 
begge de unge Karle, ſom 
havde ſneget fig efter ham 
— og den ene ſpang en 
vældig flor Knippel over 
hans Hoved. 

„Aa Gud ... Naade ... 
Barmhjertighed!“ brolede 
han, medens han indeklemt 
mellem Tornene neppe 
kunde røre fig. 

„Hvad, det er jo lange 
Tobias!“ raabte begge 
Karlene forundret. „Hvad 
beſtiller Du her? Og 
hvorfor er Du faa bevæb- 
net, ſom om Du ſkulde 
i Krig med Vildtyſken?“ 

„Aa, det var dog rigtig 
kjont, at det var Jer“, 


re 


ſagde Tobias, befriet for fin Skræl, „Hjelp mig forſt 
ud af dette fordømte Hul, faa ſkal jeg fortælle jer det 
altſammen.“ 

Da han igjen flod paa Fødderne, fortalte han, 


at han havde pc.ataget fig Vegterbeſtillingen i Præfte- | 


gaarden, hvor man frygtede for Indbrud. 

„Men jeg er kommen for ſilde; Tyvene er allerede 
ſteget ind i Kjokkenet. 
en af Brandſtigerne. Og inde i Huſet gaar det gruligt 
til, Dørene bliver ſlaget ind med Magt, og de ſtakkels 
Kvindfolk jamrer fig, jaa det er ſkrakkeligt at høre 


paa!” 


Hvad var der nu at gjøre? Den lange Tobias 
vilde lobe tilbage til Landsbyen for at hente Hjelp. 

„Nej nej,“ raabte Karlene ſom med en Mund. 
„Slynglerne kan jo imens faa Tid til at bringe Rovet 
i Sikkerhed. Nej, lad os gaa om og larme ved Doren 
og fe at faa Skaadderne op. Kan det ikke nytte, jaa 
maa vi op ad Stigen og ind i Kokkenet for at ſe, 
hvad der foregaar i Huſet. 
Din Bosſe af Tobias, ſaa Tyvene kan blive bange, og 
det kunde kanſke ogſaa falde Hjælp til fra Byen.” 

Det ſidſte Forſlag var ikke faa ilde betenkt; men 


at Bosſen flet ikke var ladt. 

Kort efter larmede de foran Gaarddoren og ban⸗ 
kede paa den, og da dette ikke hjalp, ſogte de at bryde 
Skaaderne op. Heller ikke dette lykkedes for dem. 
Nu blev der nok en Gang dundret paa Doren og gjort 
ſaa megen Larm ſom mulig, hvad der, trods Barnets 
vedholdende Skrigen, ikke undgik de ængftede Kvinders 
Opmeerkſomhed. 

„Kom, Stine“, ſagde den unge Kone, ſom bar det 
ſtrigende Barn paa ſine Arme; „vi maa ſe, hvad det er.“ 

Hun lob hurtig ind i Verelſet, hvis Vinduer laa 
ligeover Gaardderen, og Stine fulgte tøvende med. 
Ligeſaa hurtig var et Vindue aabnet; men en isnende 
fold Luft ſtrommede hende i Mode, og hun traadte 
i Haft et Par Skridt tilbage for ikke at udſette det 
af Søvn og Graden ophedede Barn for Forkolelſe. 

„Se Du derud, om det er Niels Mosgaard,“ 
ſagde hun til Pigen, og denne overvandt ſig ogſaa ſaa 
vidt, at hun ſtak Hovedet ud af Vinduet. Men med 
et lydeligt Skrig drog hun det igjen tilbage, ſlog 
Henderne fortvivlet ſammen over ſit Hoved og raabte: 

„Aa, Frue, det er rent ude med os! Nu er der 
tre dernede, og den ene, ſom er en hel Kempe har en 
Basſe paa Skuldren og en Sabel om Livet. Aa Gud, 
de ſkyder os alleſammen og ſlaar os ihjel med Sabler . 
Aa, Du ſtakkels bitte Valdemar, hvad vil dog Husbond 
ſige, naar han kommer og ſinder os alle døde og folde!” 

Ben Nævnelfen af hendes Yndlings Navn og ved 
Tanken om den Fare, han ſtulde være udſat for, følte 
den unge Moder fig pludſelig jaa modig ſom en Lov⸗ 
inde. Hun tenkte nu ikke mere paa fin egen Fare, 


J kan ſelv ſe Stigen; det er 


Du kunde jo ogſaa ſkyde 


Udforelſen af det ſtrandede paa den lille Omſtendighed, | 


og alle hendes Tanker drejede fig om, hvorledes hun 
bedſt ſkulde beſkytte fit Barn. 

„Min Gud, min Gud, forlad mig ilke i denne 
Nodens Stund!“ raabte hun, ilende tilbage til det 
andet Verelſe, lagde det endnu ſtedſe grædende Barn 
ned paa Vuggepuderne og ſkyndte fig derpaa endnu 
en Gang tilbage til det aabne Vindue for ſelv at 


overtyde fig om, at Stine havde havt Ret. Hendes 
hemmelige Haab, at Larmen hidrorte fra Niels Mos⸗ 
gaard, flygtede bort ſom Solens Straaler for den 
jagende Sky; thi det var tydeligt, at Niels ikke var 
imellem de tre dernede. 

„Ak, maaſke er han allerede kommen og falden i 
Tyvenes Hender,“ tenkte hun. 

Nu var hun altſaa fuldſtendig henviſt til fig ſely 
alene; thi i Stine havde hun kun en Lidelſesfeelle og 
ikke en, pan hvis Hjælp hun kunde gjøre Regning. 
Al hendes Kraft ſkulde nu ſtrax ſattes paa en afgjs⸗ 
rende Prove; thi netop i dette Ojeblik beredte Folkene 
dernede ſig til at gaa om til Bagſiden af Huſet for 
at gaa op af Stigen og ind i Kokkenet. De vare nu 


mere end før overtydede om, at der var Tyve inde i 


Sujet, og at disſe havde Kvinderne i deres Vold. 
De havde jo ſelv jet, at en af dem havde aabnet Vin: 


duet, men ſtrax derefter udſtodt et Raab om Hjælp, 


idet hun med Magt var trukken tilbage fra Vinduet. 
Povl forſikrede endogſaa, at hun havde havt bundet et 
hvidt Klæde om Hovedet, hvad der jo maatte være 
et Tegn paa, at hun var bleven ſaaret. Her var 
enhver Taven paa urette Sted. 

Den unge ved Vinduet lyttende Kone gjennem: 


ßfkuede inſtinktmesſig deres Henſigt. Nu gjaldt det om 


at forſvare fig faa længe ſom mulig. Hun vidſte, at 
der i et af de andre Smaaverelſer ſtod en gammel 
Bgasſe, hvormed hendes Mand plejede at ffræmme 
Fuglene bort fra Haven; den var vel ikke ladt, men 
Synet af den kunde dog maaſke indjage Tyvene Skreek 
og viſe dem, at Huſets Beboere ikke vare blottede for 
Forſvarsvaaben. 
Bosſe frem og ilede med den hen til Vinduet, der laa 
lige over Kokkenvinduet. Hun kom i rette Tid. 

Den lange Tobias, hvem en nys afſluttet Lod⸗ 
træfning havde udvalgt ſom den, der ſkulde gaa foran, 
var netop begyndt at klavre op ad Stigen og vilde 
ſnart naa op til Kjokkenvinduet, da rev hun larmende 
Vinduet op paa vid Gavl, rakte Besſen ud af det og 
raabte med en paataget barſk Mandfolkeſtemme: 

„Tilbage! Eller J er dodſens!“ 

Disſe Ord havde den Virkning, at Tobias jan 
i Vejret, og da han blev det truende Basſelob vaer, 
foer der en jaa gyſelig Srek i Kroppen paa ham, at 
han halvt ſprang halvt, faldt ned af Stigen, hvorefter 
han tilligemed ſine to Ledſagere tog Benene paa Nakken 


| og foer ud af Haven, det bedſte han kunde. 


„Nu ved vi, hvordan det ſtaar til derinde,“ ſagde 


Raft beſluttet hentede hun den gamle 


MEN 


Tobias, da han igjen kunde komme til Aande. ,,Saa 


J den lange Bosſe, ſom han ſigtede paa mig med, og 
ſom han vilde have affyret paa mig, om jeg ikke raſk 


var ſprungen ned af Stigen?“ 
f Du mener vel, da Du faldt ned af den,“ ſagde 
begge Karle, ſkammende fig over, at de havde ladet 
ſig rive med paa Flugten. 5 
„Ja, det var Sabelens Skyld,“ ſparede Tobias 


lidt mindre kry; „jeg fif den ind mellem Benene... | 
Se nu vel, nu er det mit Raad, at vi løber hen til | 


Byen og henter Sjælp. Der er Tid nok end.“ 

„Ja, lob Du, om Du har Lyft; men vi blive 
her og holder Vagt, at Skurkene ikke ſkal ſloebe bort 
med Byttet.“ 


Tobias vilde netop ſkynde fig afſted, da de i nogen | 
Fraſtand faa en merk, formummet Skikkelſe komme 
for en Tyv. 


Han 


henad Vejen, der forte fra Byen til Praſſtegaarden. 
Hans Tilſtedekommen maatte forſt afventes. 
kunde være en fredelig Vandrer, ſom havde forfinfet 
ſig, maaſke en af Byens Udflyttere. Men det kunde 
ogſaa være en forſinket Tyveknegt; det ſkulde nu ſtrax 
viſe ſig. 


Anſigt fri for Pelskraven. 


Grøften, endnu beſtandig træffende i Sablen. 
ſkal komme Jer til Hjælp nu knap“)“. 

„Men giv dog for Guds Skyld flip paa mig“, 
raabte den ubekjendte paa ny og denne Gang med en 
tydeligere Reſt, da det var lykkedes ham at gjøre fit 
„Hvad forlanger J af mig? 
Vil J have Penge, jan tag i Guds Navn alt, hvad 


„Jeg 


jeg har“. 


Et uventet Lys gik pludſelig op for de to Karle; 
det var deres Bræft ſelv, hvem de ſaaledes uden videre 
havde kaſtet til Jorden, om end i den bedſte Henſigt! 
Forſkroekkede over deres Fejltagelſe ſprang de op, hjalp 


ham paa Benene igjen (ved hoilken Lejlighed Tobias 


var overordentlig hicelpſom) og fortalte faa raſk, ſom 
deres Forbloffelſe tillod dem det, alt, hvad der var 
hændet i Preſtegaarden, og at de havde holdt ham 


Den ſtakkels Bræft ſtod ſom lamſlaget af For⸗ 


fäaerdelſe. Det var forſte Gang, han havde været borte 


fra Kone og Barn, og ſaaſnart han havde afgjort de 


| Forretninger, der havde fort ham paa Rejſe, havde 


De fljulte fig i Vejgrøjten og kom overens | 


om, at derſom Vandreren flog ind paa Gangſtien, der 


forte hen til Preœſtegaarden, maatte det være en mis⸗ 


tenkelig Perſon, og man vilde i jaa Tilfælde ſikre fig | 


hans Perſon. De vare jo nu tre mod en, og det gav 
dem Mod. 


Den natlige Vandrer, der ikke anede, at han var 


Gienſtand for deres Jagttagelſer, fortſatte ilſomt fin | 


Vej, og kom hurtig ncermere. Man kunde allerede je, 
at han var indhyllet i en Pels og havde en laaden 
Hue paa Hovedet. Det kunde ikke være nogen fra 
deres By. Tilmed bar han ved ſin Side en lang 
Badjæl, eller, ſom de mente, en Tyveſek. Dette for⸗ 


øgede deres Mistanke betydeligt; thi den kunde jo tjene | 


til at bortſleebe Preſtegaardens Solptej i. Det maatte 
nu ſnart viſe fig, hvilken Vej han flog ind paa; thi 
han var allerede nær ved den til Preſtegaarden førende 
Gangſti. Rigtig! Han flog ind paa Gangſtien og 
ſkyndte fig endnu mere end før. Nu var der ingen 


Tvivl om, at han horte til Tyvebanden, og netop ſom 


han vilde gaa vore tre Venner forbi, ſprang begge de 
unge Karle frem og fore jaa pludſelig og voldſomt los 


paa den intet anende fremmede, at denne ſtyrtede om 
Redning ingenlunde ſikret, men at Tyvene rimeligvis 


paa Jorden med Karlene oven paa fig. Imidlertid 
[aa Tobias endnu i Grøften og anſtrengte fig forgjcves 
for at drage Sablen, medens han ſkreg med en af 
Ophidſelſe pibende Stemme: 

„Overgiv Dig, eller Du er dodſens!“ 

„Hvad vil J mig, Folk? Giv dog flip, jeg 


fvæleg!” raabte den ubekjendte med en dump, halv⸗ 

kalt Roſt; thi Pelskraven havde lagt fig over hans 

Anſigt, og oven paa den laa igjen en af Karlene. 
„Hold ham faſt, Karle!“ raabte Tobias op fra 


han, dreven af Lengſel efter fine kjere, øjebliffelig 
tiltraadt Tilbagerejſen uden at ſkjenke den paateenkte 
Kiobenhavnsrejſe en eneſte Tanke. Hans Landsby lag 
nær ved Poſtſtationen; han havde kun en lille halv 
Mil derfra til Hjemmet, og han beſluttede at tilbage⸗ 
lægge den til Fods og uformodet at overraſke fin Huſtu. 
Han mere fløj end gik; nu faa han Kirkeſpiret, nu 
Proeſtegaardens Tag, han jvælgede i den føde Folelſe 
af, at han ſnart ſkulde trykke fin dyrebare Huſtru til 
fit Bryſt og give fin lille førjtefødte et Kys, da — 


dog vi vide jo allerede, hvad der fan ſkete, og hvor 


gruſomt der blev gjort en Ende paa hans Drammerier. 
Et Ojeblik efter, at han var bleven bekjendt med 
Sagernes Stilling, havde han fattet fig igjen. 

„Folg med mig, I gode Folk!“ raabte han. „Og 
forlad mig ikke, før vi have bragt Hjælp til mine 
kjære!“ 

Og medens Tobias ſvingede Sablen over fit Hoved, 
lob de alle fire ilſomt hen imod Preſtegaarden. — 

Medens dette foregik, havde den unge Kone ilke 


uvickſomt lagt Henderne i Skodet. Vel var hendes 


forſte Forſog paa Modſtand blevet kronet med Held; 
men hun maatte dog ſige fig ſelv, at dermed var deres 


atter vilde vende tilbage og forſage paa at gjøre Ind⸗ 
brud et andet Sted i Huſet. Hun vidſte, hvor umuligt 
det vilde være for hende at forhindre dette, og for 


tujende Gang angrede hun, at hun ikke havde bedet 
ſin Mand, hendes eneſte Stotte, om at blive hjemme 


hos hende. 
„Stine!“ raabte hun, da hun vendte tilbage fra 


) ftrax. 


300 


fin heldige Udflugt; „nu ere de borte igjen. Men vi 
maa teenke paa andre Midler til vor Frelſe“. 

„Ja, aa ja, det maa vi rigtig nok“, jamrede 
Pigen, „ellers er det ude med os. Aa, Du ſtakkels, 
bitte Valdemar, hvad vil Husbond ſige, naar han 
kommer og finder ...“ 

„Ved Du intet, ſom kan redde os?“ afbrød den 
unge Kone hende. 

„O jo, jeg ved noget“. 

„Hvad er det da?“ 

„Vi maa krybe ind i Skorſtenen, der finder de os 
ikke“. 

„Men hvad ſkal vi fan gjøre med vor lille Val⸗ 
demar, Stine?“ 

„Aa Gud, det tenkte jeg flet ikke paa. Aa, den 
ſtakkels, bitte Valdemar, hvad vil Husbond ſige, naar 
han konimer og finder ...“ 

„Jeg ved, hvad vi vil gjøre”, afbrød den unge 
Moder hende hurtig for ikke at høre Pigens ſkrakkelige 
Tanke udtalt. „En af os lader fig hejſe ned fra Vin⸗ 


duet ved Hjælp af Kledeſnoren og iler hen til Kirke⸗ 


taarnet og trakker i Klokkerebet. Naar Folk i Lands⸗ 
byen hører Klokken, vil de ſikkert komme os til Hjælp”, 

Med disſe Ord ilede hun op ad den lave Lofts⸗ 
trappe, hentede en ny og ſterk Kledeſnor, bandt nogle 
Knuder paa den, for at Henderne under Nedſtigningen 
kunde finde nogle Hvilepunkter, gjorde den faſt ved 
Vinduesſprosſen og lod den glide ned i Haven. Der 


hørtes ingen Lyd der ude fra uden af Vinden, ſom 


bevægede Linen frem og tilbage. Alle Forberedelſer 
vare nu trufne, man behøvede kun at udføre den lagte 
Plan. 


„Stig nu ned, Stine, og lad mig je, at Du gjør | 


Dine Sager godt!“ 

„Jeg?“ ſagde Stine ryſtende. 
gaa begge to?“ 

„Men, Pige, en af os maa jo da blive hos Bal: 
demar!“ 

„Ja ja, det er da viſt 
gag derhen”, ſtennede Pigen. 
Kirkegaarden, naar det er morkt ... og de lurer viſt 
ogſaa der nede og vil ſlaa mig ihjel!“ 

„Godt, faa vil jeg ſelv gaa”, ſagde den unge 
Kone. „Gud vil nok være med mig og lade det 
lykkes“. 

Hun gjorde. fig rede til at flige op i Vinduet; 
men Stine raabte: 

„Aa, bliv dog, Frue; for Guds Skyld, gaa ikke 
fra mig og den bitte!“ 

„Jeg er her tilbage igjen inden fem Minutter“. 

„Ja, men hvordan vil De komme tilbage?“ jam⸗ 
rede Stine. „Naar Tyvene faar fat i Dem, kan De 
jo ikke komme igjen... 


„Skal vi da ikke 


komme op ad Kladeſnoren igjen? 
ikke!“ 


Det kan De jo 


Og hvordan vilde De ogſaa 


| var nær Fortvivlelſe. 


| blev trøftet og plejet af fin medfølende Veninde. 


Den unge Kone, indfaa, at Stine havde Ret i 
dette ſidſte Punkt. Hun havde ſtillet fig en umulig 
Opgave for og maatte opgive Planen for ikke at blive 
ſkilt fra fit Barn. Nu var hendes Virkſomhed igjen 
indffrænfet til at vaage over Huſets Omgivelſer og at 
ſe efter Tyvene. Hun ilede ind i det til Gaarden 
vendende Verelſe og jaa ud gjennem Vinduet. 

Barmhjeertige Gud! J dette Ojeblik ſtormede der 
fire Mænd ind i Gaarden; den forreſte var iført en 
ſtor Pels og havde en laaden Hue paa Hovedet, og 
en af de andre ſvang en Sabel blodtorſtig over fit 
Hoved. Hun afventede ikke, hvad de fire Mænd videre 
vilde foretage fig, men ſtyrtede hen til et andet Vindue, 
der vendte ud til den Side, hvor Byen laa, rev det 
op og ſkreg med en af Angſt briſtende Stemme ud i 
Natten: 

„Hjcelp. .. hjicelp . Tyve 
myrder os!“ 

Det angſtfulde Skrig hørtes tydelig af Preeſten og 
hans tre Ledſagere. Hurtig ſprang den ſkrakſlagne 
Mand, der havde kjendt fin Huſtru's Roſt, om 
paa den anden Side af Huſet; men ved Synet af ham 
traf den unge Kone fig øjebliffelig tilbage. Preeſten 
Det var ham tydelig, at en 
hurtig Hjcelp var paatrengende nodvendig; man maatte 
faa ſnart ſom mulig ind i Huſet. Rafk beſluttet greb 
han Stigen, ilede med den om til Gaardderen og be⸗ 
nyttede den med fine Ledſageres Hjcelp ſom Stormbuk 
mod den aflaaſede Dor. De hurtige med fortvivlet É 
Kraft førte Stød drønede igjennem hele Huſet og ryſtede 
det i fin Grundvold. Dertil kom endnu den lydelige 
Raaben af Angriberne og Forerens Kommando: 

„Raſk, Born! Endnu et Ojeblik og Doren giver 
efter!” 1985 
Kvinderne ſkreg i forfærdelig Angſt, hvad der kun 
tjente til at øge Angribernes Iver; men midt i denne 
forfærdelige Tumult tabte den unge Kone kun et Ojeblik 


Rovere! Man 


ſin Aandsneervaerelſe. 
men jeg tor ikke ene 


„Jeg er fan ræd for 


„Kom, folg mig!“ raabte hun til Pigen og greb 
Barnet i fine Arme. „Nu er det Tid, at vi redder 
os, om faa Minutter ere vi fortabte!” 

Hurtig lob de ned ad Trappen til Dagligſtuen, i 
hvilken der ogſaa var et Vindue ud til Haven, og medens 
de formentlige Tyve arbejdede paa at ſpreenge Bderdoren, 
aabnede den unge Kone Skaaderne for dette Vindue, 
ſteg ud deraf og lod Pigen rokke det ſovende Barn ud 


til hende. Stine fulgte i en Fart bag efter, jaa gik 
Flugten pilſnart ned gjennem Haven og ud paa Vejen, 


og faa Minutter efter naaede Flygtningene lykkelig hen 
til Sodal, hvor deres Skrig ſnart bragte hele Gaardens 


| Befætning i Vaaben. 


Et Ojeblik efter ſtyrtede hele Skaren med Herre⸗ 
manden og Forvalteren i Spidſen ned mod Prekſſte⸗ 
gaarden, medens vor unge Heltinde paa det kjerligſte 


301 


Førend Hjælpen ankom, var Doren lykkelig bleven 
ſprengt af Bræften og hans Hjælpere. De trængte 
nu ind i Stuen og lyttede efter, om der igjen ſkulde 


lyde Raab om Sjelp; men alt var ſtille, forfærdelig | 


dodsſtille. Nu ſtormede de op oven paa, hvorfra Raa⸗ 
bene vare komne, Verelſerne bleve gjennemſogte paa 
kryds og tværå; men ingenſteds var der noget Menneſke 


at opdage. Med Forfcerdelſe faa de, at der var Blod⸗ 
ſpor paa Gulvet og paa Barnets Vuggepuder. Et af | 
Blod gjennemtrukket Tørklæde laa i en Krog, og Bræften | 
faa, at det var hans Huſtrus Lommetørflæde. Som 
vanvittig flod han og ſtirrede med ſtive Øjne paa | 


Blodet; al Kraft til at 
tenke og handle havde 
forladt ham. 

„Det var forſilde“, 
mumlede han for ſig ſelv. 
„O, jeg ulykſalige, det 
var for ſilde!“ 

Da opdagede den lange 
Tobias den ved Vinduet 
faſtgiorte Kldeſnor og 
raabte: 

„De ere flygtede, de 


Skurke! De ere gaaet 
denne Vej!“ 
Ja, der kunde ikke 


være nogen Tpivl om, at 
Roverne vare borte; men 
hvor vare de ulykkelige, 
myrdede Kvinder  flæbte 
hen? Maaſke vilde man 
finde dem paa Loftet; thi 
Doren til dette flod paa 
vid Gavbl. Man ilede 
derop, og den ſtakkels for— 
tvivlede Bræft lod fig 
viljeløs føre med. Ogſaa 
heroppe var alt tomt og 
ſtille, ikke en Gang en 
dgendes ſidſte Suk kunde 
man hore. 

Man fif i Ovrigt ikke 


Flugt. 


megen Tid til at anſtille Underſsgelſer; thi nede i i 


Gaarden var det pludſelig bleven levende, og man 
hørte Skrig, Raab og Fodtrin af mange Menneſker 
baade for neden og for oven i Huſet. Tobias aabnede 
en Luge i Taget og ſaa ud. Gud i Himlen! 
Gaarden vrimlede af bevæbnede, og Huſet var omringet 
paa alle Sider. Der var ingen Udvej til Flugt, og 
man ſtormede allerede op ad Trappen. 

„Det er ude med os!“ brolede han, idet han ſprang 
tilbage fra Lugen. „Roverne ere der igjen; en hel 
Bande er efter os!“ 

Med disſe Ord kaſtede han Sablen og Basſen 
fra fig og forſvandt bag en tyk Skorſten. 


Hele 
af Haab foer ud af hans Øjne. 
dg mit lille Barn?“ 


Strax ſtyrtede Banden med raſende Skrig hen 
imod Loftet. De unge Karle ſtjulte fig hver i fin 
Krog, kun Præften blev ſtagende uden at røre fig. 
Forſt da Banden naaede den lave Loſtstrappe, vaagnede 
han igjen op til Bevidſthed. Hans Liv havde nu 
intet Værd for ham, og idet han ſlov gik de frem⸗ 
ſtormende i Made, ſagde han: 

„Fuldend kun Eders blodige Vært. 
. 

„Overgiv Jer, J Skurke, eller J er dadſens!“ 
afbrød man ham. 

En ſterk Neve flog Pelshuen af ham, greb ham 


ved Kraven og flæbte ham 
ned ad Trappen. Ogſaa 
de andre bleve trufne frem 
af deres Smuthuller og 
faſtholdte. Alt bette ſkete 
ved ſvag Maanelysning; 
men nu blev. der bragt 
Lys, for at man kunde ſe 
og binde de fangne. Men 
hvilket forunderligt Syn 
viſte ſig da! Herremanden 
holdt den værdige Præft 
faſt ved Kraven, den lange 
Tobias var i Forvalterens 
Magt, og begge de unge 
Karle bleve bearbejdede af 
deres egne Brodres haand⸗ 
faſte Never. Den ube⸗ 
ſkrivelige Overraſkelſe og 
Forundring blev efter nogle 
Ojeblikkes Forløb efterfulgt 
af en tordnende Latter. 
Kun Bræften ſtemmede 
ikke i med, han ſtod og 
ſtirrede ſom fortvivlet paa 
de omſtagende og ledte 
med Ojnene efter ſine 
kjcere. 

„Naa, det maa jeg 
ſige!“ raabte Herremanden, 
der forſt igjen kom til 
Orde. „Det er den meſt forrykte Aften, jeg endnu har 
oplevet... Og hvordan i al Verden kommer De her, 
Hr. Paſtor, medens Deres Frue tror Dem velbeholden 
i Kjøbenhavn?” 

„Min Kone?“ udbrød Preſten, medens en Straale 
„Hvor er min Kone 


Livet har 


„De er, min Tro, begge to velbeholdne paa Sødal”, 


ſvarede Herremanden, og nu fulgte den ene Forklaring 
| efter den anden, indtil Misforſtagelſens Virvar, opløfte 
| fig i munter Latter. Den lange Tobias fik ogſaa 
| Klarhed paa det altſammen, kun en Gaade fif han 


endnu ikke løft, den nemlig, hvorledes den flæbne- 


ſvangre Stige var kommen til at ſtaa under Kokken⸗ 
vinduet. 
„Naa, det ſkal vi nok faa opklaret“, ſagde Herre⸗ 


manden. „Nu er det bedſt, at vi alle gan hver til fit | 


og lader Forvalteren og tre Karle holde Vagt her i 
Nat .. . De følger. vel med til Sodal, Hr. Paſtor?“ 

Preſten var imidlertid forſvunden og al Sogen 
efter ham var forgjæves. 

„Naa, jeg tenker vel, jeg træffer ham hjemme”, 
mente Herremanden. Kort efter drog Skaren med 
megen Lyſtighed bort fra Preſtegaarden. Herremanden 
traf ganſte rigtig Preſten paa Sodal; han ſad med 
Armen om ſin Huſtru og begge vare ſaa fordybede i 
at beſkue den lille Valdemar, at de ikke mærfede Vennens 
Komme. i 

Saaledes var da denne forrykte Aften med alle 
dens fortvivlede Æventyr afſluttet paa den bedſte Maade. 
Forſt den neſte Dag vendte de glade Preſtefolk tilbage 
til deres Hjem, hvad de nu kunde gjøre med fuldſtendig 
Ro, da der var kommen ſikker Underretning om, at de 
bortremte Slaver atter vare paagrebne og havde bekjendt, 
at det var dem, ſom havde forgvet de Indbrud, der 


havde ſat Skrek i Egnen. Den unge Karl, ſom havde 
foranlediget hele Forſtyrrelſen ved at jætte Stigen til 


Kokkenvinduet, maatte gaa til Bekjendelſe, hvilken Stine 


dog ikke ſyntes at optage meget fortrydelig; thi inden et 


Aars Forløb var hun hans Kjereſte, og han havde nu 
Lov til at beſoge hende i Praſtegaarden hver Søndag 
Eftermiddag, men — uden Stige. 


En mærkelig Elefantjagt. 
(Brudftykker af Bakers Fomailid, ved E. C.) 


En Morgen da den navnkundige engelſke Rejſende 
Baker paa fin Reiſe i Afrika ſad paa fit Skib og 
ſkrev, meldte Skildvagten, at en Flok Elefanter neer⸗ 
mede ſig Lejren. Det var elleve Hanner, og de mar⸗ 
ſcherede frem i ſluttet Trop langs med Floden. — 
„Jeg vilde”, ſiger Baker, „naſten have holdt det for 
lige ſaa uſandſynligt at mode en Flok Elefanter i 
Hyde⸗Park i London ſom i dette aabne folkerige Land.“ 
Rundt om paa Bakkerne i det fjærne kunde jeg ſe det 
uſcdvanlige Syn. Imidlertid kom Dyrene nærmere, 
ſpingende deres Snabler og ſtore Oren frem og tilbage 
i ſorgles Ro, og jeg lod nu hurtig min hvide Heſt 
ſadle, bod min Tjener, Suleiman, at ſende Riflerne 
med tilhørende Krudt og Kugler forud, gav nogle af 
Folkene Ordre til at lobe op over Bakkerne for at 
omgaa Dyrene og afffære dem Tilbagevejen og galop⸗ 
perede jaa op ad Skraaningen for at gaa los paa Ele⸗ 
fanterne fra Siden. Ved Synet af den hvide Heſt 


opleftede de Indfodte, ſom havde ſamlet fig paa den 


Clefanterne. 


modſatte Bred, et beundrende Raab; rimeligvis troede 
de, at den paa en eller anden Maade vilde i Lag med 


Et Ojeblik efter var jeg lige over for 
Floden og kun et hundrede Alen fra Dyrene, ſom nu 
havde gjort Holdt og trængte fig tæt ſammen, idet de 
nysgjerrig ſaa paa Heſten. Strax efter havde ogſaa 
de „Fyrretyve“ (en udvalgt Trop af de Soldater, der 


ledſagede Baker paa hans Rejſe), ſom var udmærkede 


Løbere, naaet deres Plads noget længere tilbage og 
dannet en anden Kjæde fra Bredden af Floden op ad 
Skraaningen, og Elefanterne vare ſaaledes fuldſtendigt 
afſfkaarne. Forude for dem laa Lejren, bagved dem 
en Snes Soldater, paa den ene Side havde de mig 
og paa den anden Side den dybe Flod. De var ilke 
længe om at treffe deres Valg; netop ſom mine Folk 
nærmede fig med Riflerne, gjorde Dyrene omkring og 
ſogte ud i Floden. 

Zilfældigvis havde de gjort Holdt paa et lavt, 
ſumpet Sted, ſom hyppig var overfvømmet, og havde 
ſaaledes ingen Vanſkelighed ved at komme ud i Vandet, 
medens Bredderne ellers i denne Egn ere lodrette og 
haarde ſom brændte Sten. Inden jeg kom ned til 
Vandet, vare Dyrene ſvommede over den Arm af 
Floden, der ſkilte dem fra den lige over for liggende D 
— en Aſſtand af halvanden til to hundrede Alen —; 
men her kom de i Knibe. Vandet var dybt og den 
lodrette Flodbred omtrent tre Alen høj; for at komme 
op maatte de forſt bryde Brinken ned. De vældige 
Kolosſer, ſom ere vante til ſaadanne Vanfſkeligheder, 
havde allerede givet fig i Færd med Arbejdet og dun⸗ 
brede løs paa Jordvolden med deres Stødtænder og 
hovede Zæer; men det var et Arbejde, der frævede Tid, 
og disſe Ojeblikke gjaldt det for mig at nytte. Jeg 
fyrede adſtillige Skud efter Nakken paa dem med en 
Baglader, men uden at gjøre dem alvorlig Skade. 
Imidlertid blev dog et af Dyrene fan fortumlet af 
det haarde Slag, at den faldt bagover midt ind i den 
kravlende Flok. Men Brinken begyndte nu ogſaa at 
give efter; Jorden ſtyrtede masſevis ud i Floden, og 
da Elefanterne førft fik Fodfæfte, forøgede de deres 
Anſtrengelſer, æggede af mine Folk, ſom i deres 
Jvrighed havde aabnet en varm Ild paa dem med 
deres Rifler, dog næppe med ſtorre Virkning, end om 
de havde overdænget dem med Stene. Dyrenes Plaſken 
og Sparken var aldeles forbapſende. Tilſidſt vendte 
en Elefant, ſom var kommen halvvejs op, Siden til, 
og i neſte Ojeblik fil den ogſaa begge Skuddene af 
min ſtore Riffel bag ved Boven, ſaa at den ſtyrtede 
bagover ned i Floden, hvor Strømmen ſtrax førte det 
hjelpeloſe ſprellende Dyr med fig ned forbi mig. jaa 
at jeg kunde ſende den en Kugle i Hovedet, ſom gjorde 
Ende paa dets Lidelſer. En anden, ſom imidlertid 
var kommen op, ſtyrtede dod ned i Vandet og blev 
ligeledes reven bort af Strømmen. Jeg ſendte derfor 


303 


ſtrax en Mand affted for at faa Baade ſatte ud til at 
følge efter de døde Dyr med Reb og Oxer. Jeg havde 


nu udmerket Sigte paa ethvert Dyr, der vilde flige | 


op ad den ſtejle Skraaning, men takket være Suleimans 
Briſt paa Forſynlighed var mit Skydeforraad opbrugt, 
og jeg havde den WVergrelſe at fe Elefanterne vende 
Siden til, uden at jeg kunde gjøre dem noget, medens 
de, en for en, arbejdede ſig op ad Skrenten. 

Mine Rifler til Halvpunds⸗Kugler ere forfærdelige 


Vaaben, ſom ikke blot med Lethed dræbe en Elefant, 
men ogſaa ſlaar den Mand, ſom affyrer dem, halvt | 


ihjel, naar de ere ladede med 12 Drakmer Krudt. 
Da jeg er en temmelig ſteerk Mand, flipper jeg ſaa 
nogenlunde fra det, men en arabiſk Jæger fif en Gang 
Kravebenet bræffet ved Tilbageſlaget, ffjønt Riflen kun 
var ladet med ſimpelt, grovkornet Krudt; havde det 
været fintkornet, vilde jeg ikke have indeſtaaet for 
hans Liv. 

Efter at Elefanterne vare komne op paa Oen, 
bleve de endnu ſtaaende i nogen Tid, uvisſe med fig 
felv, om de ſkulde fætte over til den modſatte Flodbred, 
og førft da Baker ſendte et Par Raketter efter dem og 
jaa endnu et Par Granater, toge de højft forbavſede 
Flugten. Forholdsvis er en Elefant meget lettere end 
en Flodheſt; medens denne ſtrax ſynker, naar den bliver 
Dræbt i Vandet, og farſt kommer op igjen efter et Par 
Timers Forløb, naar den udviklede Gas har udſpilet 
Maven paa dem, flyder Elefanten ſtrax, naar den er 
død, og kan endda bære et eller to Menneſker. 

Folgerne af denne Elefantjagt var lige ſaa over⸗ 
raſtende ſom uventede. Bssſeſtuddene var blevne 
horte af de Vilde i vid Omkreds, og fulde af Nys⸗ 
gierrighed var de ſtrammede til. Hundreder af Ind⸗ 
fodte fra Bredden havde indfundet fig i Lejren, og da 
de fil Lov til at tage jaa meget af Kjødet af de fæl: 
dede Dyr, ſom de ønffede, foer de i Firſpring afſted 
langs med Bredden for at naa Stedet, hvor de to 
døde Glefanter vare halede op paa en Sandbante. 


Fra de nermeſte Hojfder iagttoge de fjendtligtfindede | 


Beboere alt, hvad der gik fer fig, og da de nu faa 
deres heldigere Landsmænd fra Bredden flokkes ſom 
Gribbe om de ſtore Kroppe, blev Friſtelſen dem for 
ſtor; thi hvilken Afrikaner kan modſtaa Kjod! Det 
var for haardt for dem med torre Munde at ſe deres 
Naboer flæbe aſſted med hele Ladninger Kjod paa 
Hovedet, og om Aftenen indfandt der fig førft et 
Sendebud og derpaa en hel Skare for at melde, 
at deres Scheik eller Hovding ønffede at tale med 
Vaker for at ſlutte Fred. Denne kom i Stand den 
folgende Dag, og de fik nu Lov til at faa noget med 
af de faldne Elefanter. Baker var naturligvis baade 
meget glad og forbapſet over dette bratte Omſlag i 
de Indfodtes Stemning. 


Dværafrugttræer. 


Det vil være en Del af Leſerne bekjendt, at man 
i de ſenere Aar mange Steder med Held har begyndt 


at dyrke ſmaa Frugttreer i Haverne, hvor de ofte ere 


langt at foretroekke for de ſedvanlige ſtore Zræer. 


Sagen er, at de kunne trives paa Jord med daarligt 


Underlag og fræve mindre Le, da de ikke vore ret 
højt. Stormene, ſom i en lille Have ødelægge jaa 
meget paa høje Zræer ved at piſke Blomſter og Frugt 
ned, flader kun lidet de lave Zræer, og da de tage 
meget lidt Plads, jaa de kun overſkygge en lille Plet, 
ere de af den Grund ſom ſkabte for Smaahaver, da 
man kan dyrke Kjokkenſager tæt ind til Stammen. 
Medens ſelve Zræerne ere ſmaa, er det modſatte Til⸗ 
fældet med Frugten, ſom er meget ſtor, ligeſom den er 
tidlig og vel udviklet. Naar dertil kommer, at Sor⸗ 
terne ere i det mindſte lige ſaa haardfare, ſom de gamle, 
paa Vildlinge podede Zræer, og at de ere billigere end 
disſe, ſamt at de bære tidligere, vil man fe, at det 
frembyder mange Fordele at plante Dværgtræer, navnlig 
i ſmaa Haver, ſom ere frie for Snelæg om Vinteren. 

Det er nermeſt ved Hr. Etatsraad N. E. Hofman 
(Bangs) Beſtrebelſer at Dværgtræerne ere blevne 
kjendte og prøvede i vort Land og han har i flere Aar 
med ſtor Uegennyttighed indforſkrevet, og fordelt til 
Indforſkrivningspris, Tuſender Dværgfrugttræer fra 
Frankrig, jaa at han nu har ſtor Erfaring om hvilke 
Sorter der bedſt egner ſig for vore Forhold. Efter 
hvad Etatsraaden velvilligt har meddelt Udg. agter 
han igjen i dette Efteraar at indforſkrive et ſtort Antal 
Dværgtræer (Æbler og Pærer, podede paa Doucin og 
Kvæde) ſom vil kunne overlades Lyſthavende, der have 
forudbejtilt dem, for 40 Øre for et Wble⸗ og 50 
Øre for et Bæretræ. Naar 100 Stk. forudbeſtilles vil 
der endog kunne indrømmes en god Rabat (maaffe 8 
å 10 pCt.) da Priſerne i Frankrig ſtille fig billigere i 
Aar end tidligere. 

Hr. Etatsraad Hofman (Bang) tilbyder alle ſom 
ville prove Dværgtræerne, at beførge Indkjobet for dem; 
men da der er forbunden ſaa ſtor — ved talrige Be⸗ 
ſtillinger næften uoverkommelig — Ulejlighed med Ind⸗ 
pakningen og Forſendelſen af enkelte Zræer og Smaa⸗ 
partier, faa onſkede han meget, at flere i en By 
eller et Sogn, vilde ſlaa fig ſammen og ind⸗ 
ſende Beſtillingen paa det ſamlede Antal Trœer, 
man anſker, under et. Det maa helſt overlades til 
Etatsraaden at beſtemme Frugtſorterne der blive ſendte, 
og han vil kun levere ſaadanne Sorter, ſom ere fundne 
rigtig gode i hans egen Have. Beſtillinger, ſom ind⸗ 


ſendes til ham inden Iſte Juli ville blive efterkommede 
ſaaledes, at Zræerne kunne leveres i Løbet af Efter⸗ 
aaret, rimeligvis ſidſt i Oktober. 

Udgiveren tillader fig ſerligt at henlede Dhr. 
Læceres Opmerkſomhed paa ovenſtagende ſmukke Tilbud 


og fremhæver Nytten af, at de Lærere, ſom interesjere- 
fig for Havevæjenet, ſamlede Beſtillinger fra deres 
Sogneboere og indſendte dem i ſamlet Beſtilling til 


Etatsraaden (under Adresſe: Hofmansgave pr. 
Odenſe). Men dette maa endelig ſſe inden Iſte 
Juli, om det ſkal være ham muligt ſikkert at kunne 
levere dem i Efteraaret. Der er intet Sporgsmaal 
om, at disſe ſmaa, tidligtbeerende, billige Wble⸗ og 
Peretrœer, der i mange Haver ere plantede i Steden 
for Ribs⸗ og Stikkelsbeerbuſke ved Gangene, med fine 
ualmindelig ſtore og ſmulke Frugter, i høj Grad vil 
fremme Sanſen for Frugttredyrkning i vort Fædre 
land, hvorfor vi ret ſkulle onſke, at Hr. Etatsraad 
Hofman (Bang), til Gjengjæld for fin Velvillie, maatte 
blive plaget med en jaa ſtor Masſe Beſtillinger, at han 
knap kunde overkomme dem. 


Iusflid. 


Tidsfordrib for vore unge Venner. 
(Efter det ſvenſte Blad „Hvitſippan “.) 


Det handes desværre i ethvert Hus, at Spejle ſlaas itu. 
Det er en kjedelig Hiſtorie, naar ſligt ſter, men en eller anden 
af Smaaſolkene i Huſet er dog flet ikke misfornøjet med, at et 
ſaadant Uheld indtræffer, naar hau bare ikke ſelv har været 
Aarſag dertil; Spejlglasſtumperne afgive et prægtigt, om end 
for andre ubehageligt Legetøj, for de ſmaa viltre Krabater. Ja, 


det er virkelig ikke behageligt med en ſaadan Glasſtump til 


Mellemmand at fan en Solſtraale ſtukken lige ind i Øjet, og 


jeg vil derfor lære den kjcre Ungdom en bedre Maade at anvende | 


fine Spejlglasſtumper paa. 

Vi tager Laaget af en tom Cigarkasſe og inden for begge 
Endeſiderne ſtille di et Stykle Spejlglas med den blanke Side 
udad. Midt paa det ene Glas ſtrabe vi et rundt Hul i Kvegſolvs⸗ 
belægningen, omtrent faa. ſtort ſom en Krone, og et lige fan 
ſtort Hul ſteres i den af Kasſens Endeſider, inden for hvilken 
Glasſtumpen anbringes, naar man ikke foretrakker at tage hele 
Siden bort og lade Glasſet tjene til Væg, hvilket maaſke af 
Henſyn til Kasſens Styrke kan være mindre raadeligt. 

Ville vi nu have Kasſen forvandlet til en Sojlehal, ſaa 
bedekke vi dens Bund med farvede Papirsſtrimler eller Fir⸗ 
kanter ſor paa den Maade at lave et fint Culv, hvilket vi jo 

ogſaa kunne male, om vi ſynes bedre derom. Derpaa danne vi 
af Ler eller Kridt to Par Sojler, ſom anbringes ved Kasſens 
8 Sidevagge. Maaſke ere vi endog faa dygtige, at vi formaa at 
i udffære et Par Bryfibilleder eller hele Billedftøtter, ſom vi faa 
; ftile paa Fodſtykker mellem Søjlerne — ja, da bliver det en 
pvægtig Sal! Naar vi nu efler egen Smag og Behag har 
faaet vor lille Sal færdig, brede vi et tyndt hvidt Klæde ober 
Kasſen, og naar vi faa gjennem Kighulleti Spejlglasſet betragte 
9 5 vort Verk, da møder vort Blik en endelos Sal, jo pragtigere, 
i jo mere Smag vi have anvendt paa dens Udſtyrelſe. Ville vi 
un ombytte Salen med en Alle, fan behøve vi blot at gjøre os 
fire ſmaa Trær af Pinde, noget Mos eller grønt, kruſet Papir. 
Disſe Træer indtege da Soflernes og Billedſtotternes Plads; 
Kasſens Bund beſtroes med Sand, og vi have da en Allo, font 
mangen Godsejer kunde misunde os. 

Have vi Overflodighed af Glasſtumper, faa at vi ogſaa 
funne beklede Kasſens Sidevegge dermed, vil Üdſigten til begge 
Sider udvide fig betydeligt, Med fire Tinſoldater ſkabe vi os 
en hel Krigshar, og ere vi fredeligt ſtemte, fætte vi Faar, Griſe 


| eller Køer i Soldalernes Sted, og i ſamme Sjeblik fe vi os 


ſom Herrer over uoverſtuelige Hjorder. 


| torvet, hvorfra Bladene herefter vil blive afſendt. 


Til Bladets Holdere. 


— 


Med naſte Numer ſluttes dette Binds tredie Fjerdingaat 
og Beſtilling paa Bladet for naſte Fjerdingaar bedes for Poſt⸗ 
veſeuets Vedkommeunde indſendt ſnareſt muligt, for at undgaa 
den Standsning i Forſendelſen der indtræder, naar Bladet ſorſt 
betales i Maanuedens Slutning. 


Husvennens Forſendelſe. 

Fra Iſte Juli fratræder Hr. Boghandler Rudolph Klein 
ſom Husvennens Hovedkommisſioner og Üdgiveren gabner et 
Hovedkontor for Bladets Expedition i Axelhus 2 B (Kjoben⸗ 
havn V) hvorfra Bladets Forſendelſe gjennem Poſten og Bog⸗ 
handelen fremtidig foregaar. 

Alle Beſtillinger paa enfelte Exemplarer bedes ſom hidtil, 
indſendte til nermeſte Poſtkontor eller Boghandel, og Henven⸗ 
delſer over Mangler ved Forſendelſen maa ftedſe ſte (ſtriſtligt) 
til det Kontor, eller den Boghandel, hvor Bladet er beſtilt 
og betalt. Forſt naar ſaadan Henvendelſe til det Sted hvor 
Bladet er kjebt og hvorfra det bør udleveres regel⸗ 
mesſigt, har været forgæves, bedes Klage over det forſomme⸗ 
lige Poſtkontor eller Boghandelen indſendt til Bladets Hoved⸗ 
kontor, hvorfra Uordenen, da hurtigſt muligt flal blive afhjulpen 
ved 5 til rette Vedkommende. 

Enkelte ſluttede Kvartaler, tilſendes frigjort med Poſten 
fra Hovedkontoret, naar Beſtilling indſendes vedlagt Betalingen 
(1 Krone) i Frimerker. 

Enkelte manglende eller bortkomne Numre faas lige⸗ 
ledes tilſendt fra Kontoret naar Beſtillingen ledſages af 10 Hre 
Frimerker for hvert Numer og 4 Øre Frimarker til at fri⸗ 
gjøre Forſendelſen med. 

Subſkrihentſamlere og de af Bladets Venner, ſom Hidtil: 
have modtaget Bladet i Korsbaand fra Üdgiveren, bedes frem⸗ 
tidig, naar mindſt 6 Exemplarer onſkes tilſendt ſamlede ugentlig 
i Korsbaand, at indſende Beſtilling og Betaling til Kon⸗ 


Alle Breve angaaende Bladets Expedition bedes fremtidig 
adresſerede til 
[lusvennens Hovedkontor, 
Axelhus Nr. 2 B 
Kjøbenhavn . 


— 


Oplosning fra Nr. 373 


( Lena 

' eo Ungarn S 

paa den hiſtoriſk⸗geografiſke J E Tejs 
Gaade: ) Haag 

Elba 


avbeu 


Brevvexling. 

„Jens Skobfoged“. Begynderes Digte kan der ikke være | 
Tale om at optage i Husvennen. ; | 

S. J. — L. — ll. — A. K. Venligſt Tak. 

M. A. R. S. Kan ilke bruges. 

M. i O. Billede af den omtalte Bro ſkal om muligt komme. 

„Flink“. Jo, ethvert Bidrag til Beudix Hanſens efterladte 
modtages fremdeles, og De, ſaavel ſom enhver. Lærer, der ved 
Lejlighed vil have det i Erindring, bedes indſamle hvad de fov- 
maa. Subſkribtion paa Bendix Hanſeus efterladte Fortællinger 
modtages ogfan fremdeles i Husveunens ovennævnte Hoved⸗ 
kontor. Forſte Hefte udkommer fart. 


Bl.“ af Emanuel Henningſen, 


Indhold. En rent forryft Aften, efter „Fl. 


med 2 Billeder (Sluttet). — En marlelig Eleſautjagt, Brud⸗ 
ſtykter af Baters Ismailia, ved E. T. — Dværgfrugttræer. — 
Husflid: Tidsfordriv for vore unge Venner. — Til Bladets 


Holdere. — Brevvexling. 


Billeder, lil 1 Krone Iſerdingagrel, frit lilſendl. 
eihvert Poflkontor og Vreplamlingsſled, i enhver 


| 1 


M uspeunen“, Willedblad for Maorſkabolcezuing, Ooſſhsuing og Husſtid, udkommer lil hper Sondag med et 6. ſpallet Art, ſorſynel med flere 
Wert Fietdingaar medfølger gratis ef ſlort finukt Cillegsbillede. 
Bogfade ſamt hos Hovedſtommisſioneren: 


Tryhi ban Udgiverens Forlag hos J. EH. Schul 


Bladet Kan beſliſtes pag 
Budolph Klein, Vileftræde 40, Kjøbendavn. 


Fra Fjeld og Dal. | 


Minder fra en Morgesrejfe af Jens Hliglle. 


brivende Skyer. Ud for 
og omkring os laa præg- 
tige Højfjældsbilleder; den 
„evige“ Sne ſkinnede paa 
Ficeldtinderne og i de 
lange Fonner, der ſkode 
ſig ned mod Staavandet. 
En friſt, men ſkammelig 
fold Nordenvind ſtrog ned 
fra Tinderne og bed os 
ſaadan i Anſigtet, at Van⸗ 
det gik i Øjnene; og, ſkjent 
det var den 24de Avguſt, 
var Nattefroſten allerede 
jaa haard, at der laa et 
kvart Tomme tykt Islag 
paa nogle ſmaa Vand⸗ 
pytter. 

Den lille Rejſebog gav 
det Raad: „man bor tage 
derfra i godt Vejr”. Bedre 
Vejr fik vi næppe. Vi 
ftræbte at gjøre os færdige 
til at komme af Sted, da 
Rejſen faa noget ner vilde 
tage hele Dagen. 

Kaffe er en liflig Drik 
— det vil da ſige, naar 
det virkelig er Kaffe og 
ilke dette ſſattede og vamle 


Blandingsgods, man man⸗ 


Til Fjelds. 
Da vi traadte ud af Sæterdøren neſte Morgen 
var det et rigtig højt Vejr med Solſkin og hvide | 


3. Aargang. 


Nr. 39. Sandagen d. 25. Juni 


Cil Fjælds. 


Kjobenhavn. 


1876. 


gen Gang, ſtundum endog for Venſkabs og gammelt 
| Kjendffabs Skyld nodes til at pine i fig — men paa 
| ſaadan en Morgen er den ifær god, næften mageløs. 
Da Kaffen var drukken, havde Unggutten endelig faaet 
det „grejet“ med vore Rejſetaſker, ſom han længe havde 
„ſtellet“ med at binde ſaaledes paa Heſtens Ryg, at 
der var nogenlunde Ligevægt i Byrden, hyilket ikke lod 


til at vere ſaa lige en 
Sag og voldte ham en hel 
Del Sovedbrud. Vi 
tændte Piberne, ſagde 
Farvel til Renſkytten og 
vore andre norſke Kjen⸗ 
dinger og fulgte jaa efter 
Gutten og Heſten hen over 
Hejen eller Fjceldmarken. 

Det var langtfra nogen 
magelig Vandring; op og 
ned, hid og did gik det. 
Vi flød Skuldrene i Vejret, 
„giorde os lette“, og li⸗ 
ſtede varlig hen over Moſe⸗ 
bunden, ſprang fra Sten 
til Sten over Fjældbælfe, 
ſtampede paa Snefonner 
og kravlede over Stenhobe 
og Fjeldrygge. „Gam⸗ 
pen“ gav os ikke noget 
eſter, langtfral naar et 
ſkulde være, gjorde den 
kanſke endda Vandringen 
baade kjonnere og ſikrere. 

Det er et rigtig vakkert 
lille Dyr, den norſke Heſt; 
der er noget ſaa ſikkert 
udpræget klogt, trofaſt og 
paalideligt ved den. Naar 
man ſer Fodſikkerheden, 


ſom den, felv med en temmelig ſocr Byrde paa Ryggen, 
lægger for Dagen, bliver man virkelig rent forbapſet. 
Er Stedet moſeagtig, „myrlendt“, ſom Normendene 
liger, ſtikker den forſt det lille fjønne Hoved frem og 
ſnuſer til Bunden, firælfer faa et Ben frem, og nu 
ſkrider den med en let, ſmuk og fjederkraftig Gang hen 


over Moſen. Over Urd og op eller ned ad Fjeeldſtier 


træder den ſaa ſikkert ſom et Knaghjul griber i et 
andet. 

Med et ſtode vi ved en temmelig bred Elv. 
Hvordan i al Verden kommer vi over den? var Sporgs⸗ 
maalet. Her var jo hverken Sten eller Gangbræt, 
langt mindre Bro, og vade over det iskolde Vand var 
der nok ingen Hovro (Morſkab) ved. Vi ride over to 
og to, ſagde Unggutten. Ride to paa ſaadan en lille, 
bitte Heſt! Det ffar i det mindſte to af os i Hjertet, 
og den ene ſtak ſtrax Haanden ned i Vandet; han ſagde 
ikke noget, men hans Adfærd tydede klarlig nok hen 
paa, hvad han tænkte, Mon hans Nenſomhed virkelig 
var faa flor? Nej; han ſnap Haanden til fig og fore⸗ 


ſlog at binde en lang Line i Bidſlet og træffe Heſten 


tilbage, hver Gang den havde færget en Mand over. 
Ja, det var godt nok, men det værfte var, at Linen 


fattedes; nu ja, ſaa var der jo ingen anden Udvej. | 


S. og F. færgedes førft over, og Gutten kom tilbage 
og fik J. op bag ved ſig; men Gampen var bleven led 
og kjed ad den ſtadige Vaden i det kolde Vand, og da 
den merkede, at den ſkulde til det en Gang endnu, 
blev den gnaven, vrisſede og drejede fig rundt i rent 
kullerſke Vridninger; Gutten gled ud paa Halſen, men 


hagede fig faſt i dens forte Manke, J. holdt Gutten 


i Siderne, og ſaadan tumlede de omſider ud i Elven, 
hvis Band nødte vor Ven til i en Skynding at trekke 
ſine temmelig lange Ben op til ſig og indtage en 
grumme umagelig og morſom Stilling. Hans Venner, 
ſom havde deres paa det torre, fik fig en rigtig hjertelig 
Latter og S. raabte: „Desſom Logtnanten fo, hudden 
Do ſedder mæ Din Kner, faa vild' han nok gi De 
Dovr; fahænfæ Do fif Tevand aasſe!“ Vor Falle lo 
med, Gutten ligeſaa, ſkjont han ſikkert nok ikke forſtod 


et eneſte af Ordene. Men Elvbredden nagedes uden | 
noget Uheld, og faa gik Reiſen videre igjen, jævnt | 


opad. 

Paa den ene Side ſtode ſtejle og nøgne Fjeld⸗ 
vægge, ſom lagde en fold og klam Skygge ud over vor 
Vej; paa den anden Elven og Udſigt over Ficeldmarkens 
Ode. Gres og Blomſter var det ſmaat og ſparſomt 


med, kun hiſt og her ved Foden af en ſolaaben Klippe⸗ 


væg fandtes lidt friſfk grønt og nu og da en enlig 
Lovetandsblomſt og nogle Ranunkler, ſom forſt nu 
havde vovet at titte op af den tarvelige Jordbund for 
at leve et fort Sommerliv, rigt paa Froſt og Kuld, 
men fattigt paa Solvarme; ellers bare graagrønt Mos, 
Sne og nøgne Stene, hvorhen man faa. En enlig, 
ſolle forſulten Ravn, ſom flakkede hid og did, var det 
eneſte levende Oje vi ſaa rundt om os. 


| 


Men Omgiveljen af dette Ode, en ſaadan Tomhed, 
virker i Længden ſkrakkelig nedtrykkende paa ens 
Sindsſtemning, man faar en tung, knugende Folelſe af 
Enſomhed og Forladthed. Da nede i Sateren en af 
de norffe Studenter fortalte os, at Odet heroppe havde 
gjort ſaadant et Indtryk paa en danſk Kvinde, ſom 
engang red over Vidden, at hun græd, ſmilte vi lidt 
derad og tenkte paa en Smule Forventhed og Føl 
ſomhed; men nu fik vi helt andre Tanker om hende. 
Det er, ſom Digteren”) har fkildret det: 

Her har Døden trykt fit flærfe Segl 

dybt og ftrængt paa Fjældets folde Pande, 

intet Løv har ſet fig her i Spejl, 

ingen Baad har løftet fælt fit Sejl 

over Kjærnets blygraa, morke Vande, 

ſom et Ligſkrud paa den Dødes Bryſt 

ligger Sneen paa den ſtumme Kyſt; 

Troſtloshedens Aand her evig ſidder 

ſtirrende paa Odemarkens Vidder. 


Aldria fløj en Fugl her op med Vaar — 

Renens vidt berejſte Flokke ene 

ſtryger over Hojderne hvert Aar, 

knapt en Skytte paa fin Færd dem naar, 

Rypen flagrer op bag Urdens Stene — 

Men et Menneſke, hvis Oje ſaa 

over denne Fjcldmarks tomme graa, 

glemmer Smilet, ſom paa Leben leger, 

Ficldets Redſel i hans Sjæl fig præger. 

At møde et Menneſke her oppe er en hel Begiven⸗ 
hed. Vi havde længe gaaet og keget efter noget mørkt 
langt henne, ſom ſnart var ſynligt og ſnart ſtjult, og 


ſom vi omſider kom paa det rene med maatte være et 
Menneſke. 


Gutten mente, det var Manden fra den 
Sæter længere nede, hvortil han fulde folge os med 


Heſten. Med et blev den fremmede rent borte for os. 


Lidt efter drejede vi ind i Dyrſkaret, en lang Fjeld⸗ 
kloft, 3,600 Fod over Havet, med bratte og vildt 
ſonderrevne Sider. J Skarets eller Kleftens Bund 
laa Elvens Moder, en mange Fod tyk, faſt Snebanke. 
Et Par Smaafosſe plaſkede ned fra Kloftens ſnedeekte 
Tinder og ſamlede ſig med den mumlende Elv under 
Snebanken. Solen, ſom Fjeldene faa længe havde 
ſkjult for os, kom nu frem; men dens Varme var ſaare 
liden; vi gik med to tykke Frakker pan, og endda bed 
det kolde Vindſlug, ſom fejede os i Mode med en 
uhyggelig hæs, pibende Tuden i Kloftens Rifter og 
Revner, igjennem hver Trævl og Traad. 

Vi bøjede os langt forover og tog fat pan Mod: 


gangen op ad den ſterkt ſkraanende Snebakke, og efterat 
have puſtet nogle Gange, ſtrede vi omſider over Kammen. 


Nu gik det lettere; vel ſtampede vi endnu i Sneen, 
ſom her var løs af Solvarmen, men det gik nedad, og 
tilmed faa ſagde Gutten, at om fort Tid vilde vi naa 


Lorents Dietrichſous Digt „Pa Hojfjeldet“. 


307 


hen til Sæteren i Lavningen, hvor vi kunde hvile lidt 
og faa en Drik ſod Melk. 


Kommen gjennem Dyrfkaret ſtadte det merke, 


Menneſket, til os; men det var ikke Seterens Ejer. | 


Fyren bar en lille Ranſel eller Bylt og faa ud til at 
være Haandveerksſpend, var en ret velvoxen Karl, let⸗ 


fodet og ſerdeles høflig, og vi fif ſnart at høre, at han 


kunde bruge Tungen lige ſaa rapt ſom Foden. Han 


fortalte os ſtrax, blandt en hel Del andet, at i Dag 
ikke, han gap den ſtrax tilbage til Ejermanden. 


var der ingen Folk paa Sateren, hvilfet der ellers 
plejede at være, men de havde faaet at vide, at vi tre 
agtede os over Fjældet, og derfor overdraget ham at 
gaa derop og give os al den Melk, vi onſkede; Pengene 
kunde vi fly Unggutten. 

Vi keg til hinanden og ſmagte paa Underretningen, 
der, ligeſom hele Karlen, forekom os lidt upaalidelig; 
det bares os for, der laa et eller andet bag ved hans 
Villighed. Knap efter ſtode vi ved Seteren. Den 
fremmede tog Noglen op af Lommen og aabnede Doren. 

Det var kun en lille og ringe Renne. Væggene 
vare af flade Klippeſtykker lagte oven paa hinanden og 
tættede med Jord og Mos; Taget var af raa Zræ- 
flammer, hvorpaa laa et Lag Jord, ſom Greesſet groede 
jaa frodigt op af, at det neeſten ſkjulte nogle ſtore Sten, 
ſom vare lagte derop for at holde ſammen paa Jord⸗ 
taget, naar Stormen tog Ruſketag i Hytten. Doren 
var yderlig lav og ſmal, og hele Saeterens indre 
„Stel“ faa trangt og knebent, at vi kom til den Slut⸗ 


ning, eller fif den Foreſtilling om Seterjenten, at hun | 
| meget, paa vor Dygtighed i at finde os til Rette. 


enten maatte være et grumme lille, bitte Menneſke eller 
ogſaa en ſjcelden nojſom og fordringsfri Pige; for hele 
det indre var et, kun fem Skridt langt og knapt ſaa 
bredt, ſortroget Rum, hvor der baade var Arneſted 


(Pejs), Ofte og Melkehylder, Kjedler, Stripper og 
Batter, Brendekrog, Huggeblok og en Bonk og, foruden | 


nogle Klœeder paa en Snor forved Pejſen og adſkillige 
andre Smaating omkring i Krogene, oven i Kjøbet en 
Seng med et Par gamle, pjaltede Skindfelde og Uld⸗ 
tæpper i; men hvordan et jævnhøjt Menneſke bar fig 
ad med at hvile i denne Seng, var og blev os en 


uudgrundelig Gaade, for var Budejen eller Sæterjenten | 
et ſaadant og ikke en grumme „liten en“, maatte det, 
ſelv om hun lagde fig paa ſkraa fra Hjørne til Hjørne, | 
ligefuldt blive en ſtadig Krumflutning. Dog, er man | 
til Gavns træt og trængende, nøjes man, ja tager | 


gladelig tiltakke med en ringe og tarvelig Hjælp. 


Vi ſatte o:, hvor vi fandt Plads, og mens vi 
nod et udmerket Maaltid i den Smule Brad, vi havde | 
taget med, og den friſke, velſmagende Setermelk, for⸗ 


talte den fremmede op om fig ſelv, hvad han var og 


hvor han havde været omkring i Verden, og til ſidſt 


kom han frem med det, han ſigtede til, og ſom vi for 
lengſt havde anet vilde komme: om vi ikke vilde leje | 
ham til Vejviſer for os ned til Røldal. Da vi fvarede | 


nej, fandt han ſikkert nok, at det var kanſke ingen Skade 


til, om han aabenbarede os fin Wrlighed og Redelighed, 
og jaa fortalte han da, at ſidſte Nat havde han boet 
ſammen med Skydsguttens Husbond paa Haukelid⸗ 
fæteren, ſom om Morgenen, da han forlod Stuen, 


| glemte fin Pengepung, der var fyldt med „mange ſtore 


Solvdalere“, pan Bordet. Han, den fremmede, kunde 
jo nu ſaa grumme neemt have ſtukket Pungen til ſig 
og reiſt fin Vej med den uden at jaa meget ſom en 
Hund ſkulde have knyet ad ham; men det gjorde han 
Der 
var dog aldrig rigtig Held og Lykke ved den Slags 
Vinding, fluttede han 

Det vare vi ens om; men vi brød os dog ikke om 
nogen Vejviſer; vi mente nok at kunne finde ned ved 
Kortets Hjælp. Vi fil nemlig den ufordelagtige 
Mening om Fyren, at han havde gjort Regning paa, 
at naar vi førft havde ſet og prøvet Hojfjceldsvandringen 
til Seteren, driſtede vi os næppe til at vandre den 
øvrige Vej alene, og da var der kanſke god Lejlighed 
for ham, der for Ojeblikket havde lagt Murſkeen hen 


og levede af tilfældige Indkomſter, til at fiſke fig et 


Par „ſtore Solvdalere“. 

Men det ſlog jo nu Klik for ham. Skydsgutten 
fik Penge for Melken, den fremmede Tak for hans 
Umag, Snaddepiben ſtoppet og tændt, og da vi havde 
vandret ſammen et lille Stykke, ftrøg han af hen over 
Ficeldmarken. 

Vi gik jaa vor egen Gang i troſkyldig Tillid til 
Kaartets Ufejlbarlighed og ſtolende, kanſke lidt vel 


Nu da vi gik paa vor egen Haand, gik det op for 
os, hvi Reiſebogen raadede til at vælge godt Vejr til 
Vandringen over Fjeldet. Veje var der naturligvis 
ikke, og hvor der nu og da var Stier, ſom omkring 
Seteren, blev de ſnarere vildledende end vejledende, al 
den Stund de løb ud og ind imellem hinanden i et 
forvirrende Urede. Det eneſte, ſom nogenlunde ſikkert 
pegede i hvad Retning man fkulde gaa, var Varderne, 
ſmaa Stenhobe hiſt og her paa Fjældrygge og Tinder, 


men ſtundum med faa langt Mellemrum, at man havde 


ondt ved at øjne den næfte. Saa hvis Vandreren ikke 
var ſeerdeles vejſtiv, gammel kjendt med Forholdene, 
kunde han gjerne blive ilde faren, naar en Taage over⸗ 
faldt ham deroppe. 

Naar man har vandret omkring paa disſe øde og 
folde Fjældvidder henved en hel Dag, længes man 
jvarlig efter at fomme ned igjen til Menneffelivet. i 
Dalene, og enhver ny Hindring, ſom møder en og 
ſtiller fig i Vejen der for, er højft uvelkommen og ilde 
ſet. Det er ikke frit for, at man bliver ligeſaa gnaven 
ſom man er træt, og i ſaadan en Tilſtand er man 
haardt udſat for jævnlige, men heldigvis kortvarige 
Overfald af en flyvende, ſpidsborgerlig Tankeher, ſom 
rykker en lige ind paa Livet, og mod hvis Indhug 
man maa ſamle al fin Kraft for ej at bukke rent under. 


* 


8 308 


Der ſporges en, om man dog egentlig ikke bar ſig lidt 
galt ad, handlede lidt uklogt, da man gav efter for 
Rejfenytferne, om det fjønne og ſtorartede, man ſer og 
hører, i Grunden nok kan hamle op med Mojen og 
Gjenvordighederne, man har for at naa det; om man 
egentlig ikke havde haft allerbedſt af at blive hjemme i 
Ro og Mag, i Steden for Dag ud og Dag ind at 
gan fig ravende træt i Norges Fjcelde og Dale og 
kolde ſkaldede Odemarker. Den bedſte Hjelp eller 
Undſcœtning, man kan faa, er enten et venligt Dal⸗ 
billede eller et overraſkende, ſtorſlaaet Hojficeldsſtrog; 
ved Synet deraf flyer Spidsborgeren. 

Langt hen paa Eftermiddagen naaede vi ned ad 
mod Roldal. Vi traf og fulgte en Sti, der bugtede 
fig hen over Fjceldmarken; men da vi havde gaaet en 
Tid i den Tanke, at den forte ned i Dalen, kom vi i 
Tvivl, om det virkelig var ſaa, for Elven, ſom Stien 
en Stund havde gaaet ved Siden ad, drejede af fra 
den og lob ned i en ſnaver Dal eller lang Ficeldkloft, 
og Stien gjorde flet ingen Miner til at ville føde 
ſammen med den igjen, men blev ved at gaa ſin egen 
ffæve Gang. Ja ja, den fører vel ned en Gang, tænfte 
vi og gik til; men lidt efter lidt blev den utydeligere, 
og til ſidſt holdt den rent op. Der ſtode vi. Hvad 
nu? Vi arbejdede os over Fjeldkamme og Smaabæffe 
hen til Dalen eller Kloften, og der, dybt nede i dens 
Bund, gik Elven ſkummende hvid ned efter, og en banet 
Fieldſti ved Siden ad den, men for at fan Stien fat 
maatte vi enten vade over Elvens Isvand, eller gaa 
et langt Stykke tilbage for at finde Overgangsſtedet, 
ſom vi maatte være gaaede forbi; men ſaadan et Til⸗ 
bagetog, der faa ud til at blive bande droit og langt, 
al den Stund der faa langt op, vi kunde folge Elvens 
Lob ikke viſte ſig det aller ringeſte, der lignede Bro 
eller Overgangsplanke, ſligt Tilbagetog havde vore trætte 
Lemmer ikke Mod paa. En af os — det var nok S. 
— foreſlog, at gaa lige paa! Han mente, det var den 
aller ſimpleſte Udvej at klatre lige ned ad Fjeldkloftens 
Skraaning og gaa over Elven; men da to af os, efter 
at have været dernede og ſet paa Lejligheden, vendte 
tilbage med den Efterretning, at Overgang var ugjorlig, 
fordi Elven fosſede faa farlig ſtrid og rivende over og 
mellem Klippeſtykkerne, at vi maatte have en fjælden 
Lykke, ſlap vi over med hele Lemmer, bleve vi enige 
om at gaa tilbage og ſe at finde et Sted, hvor Elven 
ſkred mere roligt; men det var rigtignok i en lidet op⸗ 
romt Stemning, vi tiltraadte Tilbagetoget. Langt om 
længe fandt vi et Sted, hvor den lob nogenlunde ſtille. 
Her var temmelig bredt, men kun knedybt. Men hu 
ja, hvor det Vand var ſpiende koldt! Da vi ſtode paa 
den modſatte Bred, var det, ret ligeſom al Folelſe var 
borte fra Knæet og ud til Taaſpidſen. J en Skynding 
traf vi Strømper og Støvler paa, og jan af Sted. 
„Mon det nu ogjaa er den rigtige Vej?“ ſpurgte en 


af os. Ja, hvem vidſte det. Kortets Ufejlbarlighed 
havde vi tabt Troen paa, ikke at tale om, hvad for et 
Knæt vor Selvtillid havde faaet. Der var ikke andet 
for, vi fik gaa paa Lykke og Fromme. Det gjorde vi 
jaa da. 

Det var viſt længe, ſiden nogen af os var bleven 
ſaa glad ved et Par fremmede gamle Kvindfolk, ſom 
ved de to gamle „Kjerringer“, vi modte, da vi drejede 


om en Fjeldkant og horte, at vi vare paa rette Vej, 


Om vi gav noget Glædesraab, huſker jeg ikke, men jeg 


huſker, at Svaret havde en grumme oplivende Virkning 


paa os. 

Atter et Stykke Vej ned og omkring en Ficeld⸗ 
pynt, faa naaede vi de forſte Birketrcer og faa ned 
over Dalen. „Nej, fe dog!“ udbrød den forreſte af os. 
Vi ſtode overraſkede og undrende ſtille. Dybt nede 
gjennem Bunden af en Fjaldkleft til højre for os drog 
en Elv forbi; den arbejdede jaa tungt, at Skumſtavet 
røg op fra den, og dens Brus og Drøn lød op til os, 
ſom en dyb brummende Tone. Lidt fremme til venſtre 
ſamledes den med Elven, hvis Kuldegrad vi havde 
prøvet og mærkede endnu, og begge ſkred faa ned efter 
Roldalsvandet, ſom vi ffimtede lang nede, omkranſet 
af høje Ficelde, hvis ſnedekte Toppe den ſynkende Sol 
gav et rodligt Skar. Aasſiderne lige frem for os 
ſtode med en dyb Skygge over ſig, men gjennem et 
Skar derovre ſpredte Solen en Straaleſtram hen over 
Liderne omkring os, hvor Gutter og Jenter i hvide 
Skjortecrmer gik og ſyslede med Hparbejdet; nogle 
klatrede omkring paa Skraaningerne og ſlog Græs med 
ſmaa forte Fjeldleer, lidt længere nede gik andre og 
ſatte Smaaſtakke. Sammen med Hoduften, Kgernes 
Bjelderinglen og Smaagutternes „Hauking“, der ſteg 
op fra Gran⸗ og Birkeſkoven og blandede ſig ind i 
Elvens dumpe Brus, dannede det hele et Billede ſaa 
fagert og dejligt, at vi, der lige kom fra de ode og 
døbe Vidder, ſtode ſom faſtgroede til Ficeldſtien. Ingen 
af os ytrede et Ord; vi bare lyttede til hvad. Billedet 
talte. Dmſider bleve vi paa en følelig Maade mindede 
om, at Lensmanden udi Røldal for et rimeligt Vederlag 
vilde give os Mad og laane os Senge, og at vi havde 
et godt Stød at gaa, før disſe Herligheder timedes os. 

Nede i Dalen var der Skumring; men Solen 
lyſte endnu paa de øverfte Fjældtinder, da vi ravende 
trætte naaede Lensmandens to Stokverk høje, hvidmalte 
Bolig. Det vandt os i Hu, hvad Welhaven lader 
„Vejviſeren“ ſynge: 

„ Solen ſkinner paa Field endnu, 
mens der er mørkt i Dale“. — 

„Ja Gud fle Lov, dette er det ſidſte Fjælb, vi 
ſtige op ad i Dag“, ſagde S., da vi rokkede op ad 
Lensmandens høje Stentrappe. 


Jagt pan Flodheſten. 
Til Dels efter „Alle round the world“ ved E C. 


I et tidligere Numer af Husvennen have Læjerne lært 

den ſtore og plumpe Flodheſt at fjende, vi ſkulle 
derfor ikke opholde dem med en Gjentagelſe af dette 
Dyrs Udſeende og Levemaade, men kun fkildre en ſer⸗ 
egen Maade, ſom det bliver jaget pan af de Indfodte 


n 


| 


N 
| 


ved Teoge og flere andre Floder, der lobe ud i den 
ſtore Ngamiſo i Afrika. Naturforſkeren Anderſon blev 


kiendt med denne Jagtmaade under fine Rejfer i Afrika 
| og ffilbrer den i et engelſk Tidsſkrift, af hvilket vi have 


laant nedenſtagende Fremſtilling. 

| „De Indfødte i Omegnen af den ſtore Sø Ngami 

ere meget ivrige i at gjøre Jagt paa Flodheſten, og de 
bruge paa denne Harpuner, der have Modhager, omtrent 


I paa ſamme Maade ſom dette Vaaben bruges. ved Hval⸗ 


En Flodhestejagt. 


fangſten. Naar en ſaadan Jagt fkal foretages ſamles 


Jegerne i ſmaa Baade eller paa en ſtor Flaade af | 


Rør, paa hvilfen der ogfan er Plads til en let Baad. 
De nærme fig da i al Stilhed Flodheſtenes Yndlings 
opholdsſted, ſom det er let at opdage, da man kan høre 
Dyrenes voldſomme Sneften, Grynten og Plaſken i 
Bandet i lang Fraſtand. Naar de have faaet Oje paa. 


Flokken gjøre de dygtigſte Harpunkaſtere fig færdige og 


flynge af al Kraft Harpunen ind i Kroppen paa den, 


narmeſte Flodheſt. Det ſaarede Dyr dukker ſtrax ned 
under Vandets Overflade, men kommer ſnart op igjen 
for at aande, og der kaſtes da atter en Harpun ind i 
dens Krop. Store Stramme af Blod fra det veldige 
Dyr farve Vandet; dets Bevegelſer blive mere og 
mere langſomme, og til ſidſt udaander det og bukker 
under for Saarene og det ſtore Blodtab. Ved Enden 
af Skaftet paa Harpunen er der faſtgjort et langt 
Reb. Naar Dyret er dræbt eller tit for det endnu 


310 


rigtig har miſtet Livet, trekker man det i Land ved 
Hjelp af Rebene i Harpunerne og vælger da altid et 
Sted, hvor der findes et Tro i Nerheden af Breden, 
da man flaaer Rebet om bette for lettere at kunne faa 
det fvære Dyr halet i Land. Det er en ſaadan Jagt, 
Leſerne fe fremſtillet paa det medfølgende Billede, hvor 
en Mængde Indfodte af al Kraft arbejde paa at hale 
en dedelig ſaaret Flodheſt i Land. Denne Jagt er 
tit ikke uden Fare, da Dyret bliver raſende, naar det 
føler fig ſaaret og retter fit Raſeri mod de forfolgende 


Baade. Den arbejder da af al Kraft paa at indhente 


en af disſe, og hvis dette lykkes den, knuſer den ſtrax 
Baaden og ſoger at gribe Jegerne, der ere faldne i 
Vandet og hurtigt joømme bort. Den Jæger, ſom det 
lykkes den at gribe med fit ſtore Gab, bliver ſtrax knuſt 
af dens frygtelige Tender. 


Med Hans Chriſtian Anderſens Billede. 


Som fattig Dreng han drog i Verden ud, 
hans Fremtids⸗Maal laa dunkelt for hans Oje 
med barnlig Tro han bad til Himlens Gud, 

og Maalet — naaedes gjennem Kamp og Møje. 


Han kamped længe, før han overvandt 
de Skranker, ſom Kritiken for ham ſatte; 
omſider gjennem Trengſel dog han fandt 
en Vej til Wventyrets gyldne Skatte. 


Der fandt hans Aand det rette Baneſpor, 
blandt Digterne da forſt han vandt et Sade; 
hans Wventyr trindt over viden Jord 

blev ſpredt til Millioner Hjœrters Glæde. 


Paa Aandens Grund han ſaaede mangt et Fro, 
der blomſtre vil, og værne om hans Minde; 
forviſt hos os hans Navn ſkal aldrig dø 
Caalænge HSjærtelivets Kilder rinde. 

Anders Sjørnp. 


Klædedragten pan Landet. 
Af Dr. med. Dan. Gold. 


Klæber ſkaber Menneſker, ſiger man, og det er 
ogſaa for faa vidt fandt, ſom mange blandt os vilde 
gjøre en højft ynkelig Skikkelſe, Hvis vi ſkulde viſe os 
uden dem. De have herfor ogſaa jaa langt, man kan 


gaa tilbage, altid havt det dobbelte Formaal: at tjene | 


baade til Nytte og til Prydelſe. Dette ſidſte Formaal 
have vi her intet at gjøre med; det er kun det farſte, 
der vedkommer os. — J det hele gaar den ældre Slægt 


| 


og ogſaa de fleſte yngre Mænd godt og henſigts⸗ 
mesſigt kleedte; ſkulde der være en Indvending at 


| gjøre, da er det ſnareſt den, at mange klade fig for 


varmt. Det er ganſke viſt godt at have varme Kleder 
paa, men naar man tager ſaa mange vaa, at de beſpeere 
os, gjøre os ubehjelpſomme og ved enhver livligere 
Bevegelſe bringe os i Sved, da virke de ſnarere ſlade⸗ 
ligt end gavnligt, idet de hæmme vor Virkſomhed og 
gjøre os for modtagelige for Veirligets Indflydelſe, 
Værre er dog den Indflydelſe, ſom uhenſigtsmeesſige 
og for Vejrliget upasſende Dragter medføre. J vor 
Tid da enhver Bevegelſe i Verdensſtrammen med fan 
ſtor Lethed og Hurtighed fores overalt hen, ligger det 
i Sagens Natur, at ogſaa Sedvaner i Kladedragten, 
navnlig den kvindelige, der jo faa ofte ſkifter, let føres 
andetſteds fra hen til os, og det er da gjerne By⸗ 
kvinderne, der førft optage dem for med rivende Hur: 
tighed at forplante dem til Kvinderne paa Landet. 
Den lige jaa ſmukke ſom tiltalende Dragt, ſom Kvin⸗ 
derne her tidligere bare, er jo nu desværre kun de 
ældres Eje, medens den hos de yngre er, eller om fort 
Tid vil være, fortrængt af Bykvindernes Dragt. Og 
hvis jaa denne var ſmuk og henſigtsmecsſig, jaa ſkulde 
jeg ikke ſige et Ord derom, men lad os et Ojeblik 
gaa til Byerne og fe paa disſe ſaa kaldte Modedamers 
udenlands fra indførte Dragter, paa denne halvgale 
Hat, der fvæver i Luften over en hel gal Haaropſct⸗ 
ning, paa disſe Sko og Støvler, hvis høje og ſpidſe 
Hele ſidde midt under Foden, paa disſe ubeſkrivelige 
Kloedningsſtykker, der maaſke til Nod indhylle Legemet, 
men ſom blotte Formerne og ſom af og til minde 
mig om Alfbildninger af Japaneſerindernes Maade at 
klede fig paa, og ſom i det Hele jaa lidet ſpare til 
vore Vejrlighedsforhold, at det gamle Ord om: „at 
Flæde fig paa franfÉ og fryſe paa dansk“, ligefrem ſynes 
mig møntet paa denne Nutidens Klædedragt. Jeg er 
overbevift om, at denne forunderlige Klædedragt, ſom 
ogſaa ofteſt er af altfor lette Stoffer, bidrager fin gode 
Del til de mange Svageligheder, hvorved vor Tids 
unge Kvinder faa førgeligt udmærke fig, og overføres 
den paa Landet, hvor Vejrliget altid er barſkere, og 
bæres den ikke altid, men kun af og til og vexlende 
med en Paaklœdning af varmere Slags i det daglige 
Husliv, kan man være overbeviſt om, at den ikke ſkal 
undlade at viſe fin ſkadelige Indflydelſe her, endog i 
forhøjet Grad. Hvad der gjælder for de unge voxne 
Piger, gjælbder i endnu højere Grad for de ſmaa Piger. 
Medens Drengene altid ere godt og varmt kledte hjemme 
ſom ude, gjelder det nemlig ſom Regel om Smaa⸗ 
pigerne, at de kun ere godt, det vil ſige tilſtreœkkelig 
varmt, kledte i Hjemmet, hvor de ofteſt gan med uldne 
Klæder, uldne Strømper og de prægtige varme Træffo. 
Men ſkulle de ud, det være nu i Beſog, i Kirke, til 
Gilde, til Marked eller Feſtlighed, ja jaa ffal Dragten 
forandres; ſaa tages de gode varme Over⸗ og 


Underklæder af, og Barnet iføres en af Nutidens 
uhenſigtsmesſige og miskloedende Bornedragter med de 


ſtromper og fine Brunelsſtgpler. 
jaa kan en ſaadan Forandring til Nod gaa an, men 


Allerede Smaapigerne i Byerne lide ſandelig nok under 
de dumme Dragter, ſom man pynter dem ud med, men 


Born paa Landet, der ikke bære dem daglig. — Og 
jaa vil man tro, at Børnene fkulle kunne holde fig 
raſke under ſaadanne Forhold, og at der af dem ſkulde 
kunne opvoxe en Slægt af friſke og ſunde unge Kvinder; 


nej, det vil aldrig ſke, og i Klededragtens Uhenſigts⸗ 
mesſighed maa vi ſoge en af de forſtjellige Grunde til 


de unge Pigers Henſygnen. 
Hvad Tieneſtefolk af begge Kjon angaaer, da findes 
jo desværre næften intet Steds mere den gamle Lonnings⸗ 


hjemmegjorte Kledningsſtoffer. 
ſom ofteſt hele Lonnen i Penge, og hvorvel der jo 
endnu findes mange fornuftige Tjeneſtefolk, er der dog 
paa den anden Side alt for mange, for hvem, under 
Nutidens overhaandtagende Forlyſtelſesſyge og Nydelſes⸗ 
begjcer, Pengene ſmelte hen imellem Henderne, idet 


disſe unge Menneſker ofte ikke have Tanke om at omgaas 
Dans og unyttig Pynt, Svir og Spil | 
bringe med en ſorbapſende Lethed den ofte høje Løn | 


med Penge. 


til at ſvinde, og naar Afregningsdagen eller Fardagen 


kommer, ja jaa er meget hyppigt alt, eller det meſte, 
forbrugt til Fornejelſer og lidet eller intet tilbage til 
Folgen deraf er, at Tyendeklasſen i det Hele | 
Aar for Aar bliver daarligere kledt, idet det ſteerke og 


Kleder. 


gode Hor⸗ eller Blaarleerred til Linnedet og de tykke 


Uldſtoffer til Kloederne erſtattes af tynde Bomuldstojer 


baade til indvendigt og udvendigt Brug for Pigerne, 
medens Karlene til udvendigt Brug kun alt for ofte 
nejes med tynde Kjobeſtoffer eller vel endog med gamle 
vendte og pudſede Klæder fra Marſchandiſerne og derved 
erholde Klæder, der kun i ringe Grad ſkjcerme dem mod 
vaadt og koldt Vejr. At Tyendets Sundhed aftager, 


er kun alt for viſt, men hvorledes man ſkal fætte | fører til Sdeleggelſe, medens en tarvelig udfolder Kraft og 


Dæmning mod den Strøm, der i alle Henſeender river 
ſaa mange af dem med ſig, ved ikke jeg. 

Hidtil har jeg kun omtalt dem, der have Raad til 
at klede fig fornuftig, naar de kun ſelv ville, men 
anderledes ſtiller Forholdet fig i den beſiddelſeslaſe 
Klasſe; her gjælder det ikke om, hvad man vil, men 
hvad man formaar. Hos den ældre Slægt af disſe 
finder man dog endnu, naar de forøvrigt ere ordentlige 
Folk, en fornuftig og varm Klædedragt, ſom viſtnok 
hovedſagelig er Reſter fra den Tid, da de ſom Tyende 


| hvis gamle Fader var en ægte Husflidsven. 


Bli 


fil en Del af deres Lon i gode Klæder; men allerede 


for deres Borns Vedkommende ſtiller Forholdet fig 
forte udſtaaende Skjerter, de tynde hvide Bomulds⸗ 
Er det nu Sommertid, | 


uheldigt, idet i disſes Kledninger Bomulden har altfor 
megen Overvægt, og det ſamme er Tilfaldet med en 


| Mængde yngre Folk af Arbejdsklasſen, der ikke ſom 
hvorledes troer man vel, at Barnets Legeme ſkal kunne | 
modſtaa en ſaadan Vexel i Paaflædning om Vinteren. | 


Tyende have ſorget for at ſkaffe ſig ordentlige Klæder 
og ſom dernæft gifte fig uden at eje noget, og faa ved 


den voxende Børneflof have fuldt op at beſtille med at 
fkaffe det daglige Brod, endſige at de ſkulde kunne aſſe 
de have dog den Fordel at bære dem daglig og derved | 
være vante til at være tyndt og flet paakloedte, men 
langt værre og forderveligere ſtiller Forholdet fig for 


noget til ordentlige Klæder. Hvorledes Forholdet vil 
ſtille fig, efterhaanden ſom den ældre Stamme af 
ordentlige og ſolide Arbejdsfolk uddør og erſtattes af 
Nutidens Tyende med dets i mange Retninger laſe 
Begreber, tor jeg næppe tænfe mig. 

Inden jeg ſlutter min Omtale af Klederne har 
leg endnu, jeg kunde næften kalde det en Pligt at ud⸗ 
fore, og det er hos alle velſtillede Landboere at indlægge 
et godt Ord for, at de Smaafolk, der rogte Kreaturet 
paa Marken, ofte langt ud i det barſke og folde Efter⸗ 
aar, maa blive varmt paakloedte. Naar jeg paa raa 


dog ſludfulde Efteraarsdage, ſelv godt og varmt ind⸗ 
maade, hvorved Tyendet erholdt ſin Lon i gode, varme 
Nuomſtunder udbetales | 


pakket, jer disſe ſmaa Menneſker halvt daarligt paa⸗ 
flædte færdes paa de aabne Marker i Regn og Blaſt, 
jaa kan jeg aldrig rigtig forſone mig med, at de ikke 
have et lille let, paa to Hjul ſtillet Rogterhus, hvor 
de kunne ſoge Le og ſom de til Nod ſelv kunne flytte 
med ſig efter Kreaturet. Men ſynes man, at dette er 
formeget, jaa er det dog ſikkert ikke formeget, naar jeg 
beder enhver velſindet Husbonde om at give ſine Dyrs 
Ragter en lang Regnkappe med Hætte paa; naar han 
jaa dertil har et Par gode Treſko, vil han ikke være 
jaa daarligt ffjærmet mod Vejret, og jeg tror, at ogſaa 
Husbonden bedre vil føle Hyggen i fin lune Stue, naar 
han ved, at ikke en anden gaar ude og fryſer for hans 
Skyld. 


Husflid. 


En Livserfaring. 

Jeg er født i en af Jyllands gode Selvejergaarde og blev 
ſammen med 9 Soſkende opdragen i „Tugt og Herrens For⸗ 
maning“; men med Henſyn til Føde og navnlig Kleder og 
Fornsjelſer var Oopdragelſen meget tarvelig; hvilket jeg frem⸗ 
hever ſom et ſtort Gode, Nutidens Borneopdragere bor 
lægge fig paa Sinde, da en forkjelet Opdragelſe kun alt for let 


Virkelyſt. 
Ved Siden af min forſte Sysſel, Kreaturvogtning, begyndte 
jeg at folge min naturlige Anlæg og Lyſt at ſoge Huggehuſet 


fror at ſnitte og hugge, naar Lejlighed gaves, hvorved jeg ſnart 


fif jaa megen Ferdighed, at jeg kunde lave adſtillige nyttige 
Ejenſtande; men faa fif jeg tilfældigvis en Gang at je, hvordan 
det gik til at lave Hegter, hvilket jeg ſnart lærte og gjorde til 
min Aftenſysſel. Dette gav Peuge, da de ſterke Mesſingtraads⸗ 
Hegter yndedes meget af Kvinderne til deres da brugelige 
Hvergarns Kjoler. 

Som ſyttenaarig Knos kom jeg til at tjene en Gaardmand, 
Han gav mig 


Redſkaber og Træ til Skeer, Grebe, Skovle, Muſefelder oſv., 
hvoraf jeg lavede adſtilligt i min Fritid, faa jeg da kom faa 


1 
ØE 


vidt, at jeg kunde fave ethvert almindeligt Trævedffab i en Rilke at Tilhererne ſtal gjøre det eller det, al det Barti eller 
Gaard. J Krigen 1849 blev jeg ſaaret i det ene Knæ og den Livsanſtuelſe er rigtig eller ej, han lader blot den viden⸗ 
ſaaledes for en lang Tid fat ud af Stand til at udrette noget. | 


) | ftabelige Tænfnings Lys kaſte fine klare Straaler over den 
Da jeg derefter kom faa vidt, at jeg kunde forlade Sengen, || Gjenftand der ſkal belyſes, faa at Tilhererne ſe den ſom den 
lom min Husflidssvelſe mig atter ret til Gode, idet jeg da er. Men dette er en ſaare vanſtelig Opgove ſaaledes at frem⸗ 
kunde foretage mig mangt et Arbejde med Henderne til Nytte ſtille de Spørgsmaal, der ere brændende i Nutiden, i en ren 
og Fornojelſe. klar Belysning uden Skavſyn fra højre eller venſtre, fra oven 
Min Livsſtilling har fra den Tid ikke været en ſaadan, at eller fra neden, og ingen kan vel føje denne Opgave ſom Pro⸗ 
jeg har ſtullet erhverve mit Brod udelukkende ved mine Henders fesſor R. Nielſen. Alene ſom Monſter paa en klar Tankegang 
Gjerning; men jeg har ſtadigt havt baade Nytte og Fornejelſe og en tiltrakkende Fremſtilling fortjene disſe Foredrag en videre 
af at kunde lave en Potteſte til Kokkenet, en Kaſteſtovl til Loen Üdbredelſe, men Interesſen forøges end mere derved, at de 
oſv. oſv., ligeſom jeg i de ſenere Aar har tjent en god Skillings behandle Emner, ſom ere Gjenſtand for daglig Droftelſe. 
Penge ved at lave de meget yndede Sivtapper, af hvilke jeg i en Som Exempel kan nævnes ottende Foredrag om Univerſitet 
Vinters Aſtener med 2 Born har tilvirket over 1000 Al n. 0g Folkehejſtole, hvori Forfatteren kommer til det Reſultat, at 
Som faa mangen anden prev de jeg i min Ungdom ogſaa begge ere berettigede hoer paa fin Vis og lige meget trænge til 
flundum at hendrive de lange Aſtener ved Kortſpil og lignende | hinandens Biſtand, naar Talen er om fandt Folkegavn. 
Forlyſtelſer, hvilket ofte bragte Grammelſe og aldrig ſand Samlingen udkom i Trykken for Jul og fans gjennem 
Glæde; men dette gjorde ſtedſe Husflids⸗Arbejde, faa jeg ſom enhver Boghandel. 
erfaren Mand kan give det Raad til de unge at gribe enhver 
Lejlighed der bydes, til at øve Hænderne til noget nyttigt, og 


til gamle at fremhjclpe disſe ved — ſom hin gamle — at : 
give dem Redſkaber og Materialier og være dem behjælpelige | Smaating. 
ved Üdforelſen af deres Husflidsarbejder. 2 
„Eu Ven af edel Streben“. En angerfuld Tilſtagelſe. „Hoem har ſtabt Verden?“ 


3 ſpurgte en ſtreng Fader fin Son i den ham ejendommelige barſte 

7550 Tone. Drengen, der var vant til forſt at nægte og derefter t 

tilftaa og bede om Forladelſe, naar Faderen ſpurgte: „Hvem 
80g nyt. har ſlaaet det Glas itu? Hvem har lagt den Bog der?“ ſparede 

5 ogſaa nu 15 d Sad e „Jeg i 155 1 5 . un | 
Om Betingelſer for Sundhed, er Navnet paa en lille for- | fvaret!” udbrød Faderen op rügt. „Jeg ſporger endnu en Gang: 
traſſelig Bog Val "Aj 68 Sider ſom er udgivet af den dygtige | »Øvem har ſkabt Verden?“ — Med et benligt Blik og 
gehe Dan. Cold i Frederiksvork. Paa en klar og tydelig Taarer i Sinene ſvarede nu den ængfiede Dreng: „Jeg, fjære 

Maade omtaler hau alt hvad der indvirker paa Landboernes Fader; men jeg ſtal aldrig gjøre det mere!“ 

Sundhedsforhod — Luften, Vandet, Fodemidlerne, Oprigtighed. En Sjover, der har foraulediget Gadeoplob, 

Boligen, Klederne og Levemaaden i det daglige Liv, ſtaar for Retten. „Hvad er Dit Navn?" ſporger Dommeren. | 

Paa en jævn og vraktiſt Maade paaviſer han hvad der er jundt — „Didrik“. — „Nej, Dit fulde Navn?” — „Drukken⸗Didrik“. | 
eller Misa må eller 1 9 så hvor 4 SE, 5 55 . 8 

nye Misbrug og ſkadelige Bauer, ſker det altid paa en faa for⸗ 7 
ſtandig Maade, fri for al „doktormasſig“ Overlegenhed, eller Stavelſegaade: 

lævd Overdrivelſe, at man ret føler at det er en kyndig og Den forſte er en Skillemont, 


fjærlig Ven der taler. Husvennen flulde ret meget onſke at en af de gauſte mag; 

man alle Vegne paa Landet vilde ede for denne velmenende den vælter fort til Stads og Pynt, 

Ven og ved ikke noget bedre Middel til at anbefale ham, end det kan Du nok forſtaa. 

ved at optage omſtaaende Stykke om Kle derne. Det kunde Den anden er en yppig Frugt 

maaſte give Anledning til, at ret mange kjobte den lille billige fra Sydens varme Land, 

Bog for ogſag at nyde godt af Reſten. Den vil ſikkert gjøre | dog bliver den vel ogſaa brugt 

ee DIR 1 e hvorved e e e og ved Danmarks kolde Strand. 
ygdom vil blive forebygget, og man vil viſt ſencre mange 8 

Gange kunne ſpare de 125 Dre, Bogen koſter. Bogen, der er Det hele farve kan Din Kind 

udkommet paa Woldikes Forlag, fans gjennem enhver Boghandel. med Blodets merte Glod, 


tit var den bidſt og barſt i Sind, 

f N men aldrig var den ſod. 

Folkelige Foredrag. Af R. Nielſen. Gyldendalſke Bog⸗ N. H. 

handel. Kbh. Der er næppe nogen danſt Wand, der i den 5 

Grad ſom Profesſor R. Nielſen har alle Betingelſer for at y | 

kunne tale til Folket. Üdſprungen af Folkets Midte har han Til Bladets Holdere. | 

ved Flid og Dygtighed erhvervet fig et overordentligt Hejdemaal i | 

af Kundffaber, der ikke ligge ſom en død Skat, men benyttes 2 i pos i 5 9 

og gleres frugtbringende faa vel ved Univerſitetet, Landets forſte Med dette Numer fluttes dette Binds tredie Fierdingaar 

Hojſtole, ſom paa ethvert Sted, hvor Lejlighed tilbyder fig. og Beſtilling pia Bladet for naſte Fierdingaar bedes for Poſi⸗ 
De nævnte „folkelige Foredrag”, der ere holdte efter Ind- || væfenets Vedkommende indſendt ſuareſt muligt, for at undgaa 

bydelſe af Foredragsforeningerne i Kolding, Fredericia og den Standsning i Forſendelſen der let indtreder, naar Bladet | 

3 | 


Aagaard, ere i Ordets egentligfte Forſtand folkelige. De ere || forjt betales i Maanedens Slutning. 

ikte beſtemte for Masſen — ere ikke „populcre“ — men forrrkt — — | 
den Del af Befolkningen, hvis Øjne og Øren ere aabne, hvis Hermed følger Fierdingnar: 
Tankerne ere komne til Üdvikling. Man ſer helt igjennem alle H. C. Anderſens Porkrat omgivet af en Ramme med 
de 10 Taler Forfatterens Interesſe for Folkeopiysningen i Villeder fra hans Wöentyrdigtuing. 
Sbekbetestzed er Folkets Sag i Almindelighed. Med klar 8 
Blik ſor Mangler og Fortrin ved ethvert Forhold, han under⸗ Indhold. Fra Field og Dal, Minder fra en Norgesreiſe af Jens Stytte, 


ſoger, belyſer Forfatteren Sagen fra alle Sider med en ſjelden med Billede. — Jagt paa Flodyeſten, ved E. T, med Billede. 
Upartiſthed uden at tage Parti og uden Henſyn til Misfor⸗ — N Be e eld e elæbebragteh 
nejelſen fra deres Sider, paa hvem Angrebet rettes. Han ſiger Waden . See ee MES t Gus Sing 


„usvennen“, Billedblad for Mlorfkabsfæsning, Oplysning og Husflid, udkommer lil hver Søndag med ef 16.ſpallet Art, ſorſpuel med flere 
Billeder, fil 1 Krone Fjerdingagret, frit tilſenl. Pvert Fierdingaar medfølger gralis et ſlorl [mußt Tillcgobillede. Bladel kan beſlilles paa 
ethvert Pofikonfor og Nrepſamlingsſled, i enhver Bogfade famt i Kjobeuhavn daa Ausvennens Hopedkoulor Veſlerbrogade, (Axelhus) 2 B. 


""[Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. II. Schultz 


r 


—— —— — 


3. Aargang. 
N Nr. 40. 


Mandebod. 


Forfælling fra Difmarfken af 
Al. Schumacher. 


I. 
Svad Munken mældte. 


ormue dor, Frender de, felv 
Du og fkal do, men et ved 
2 Will jeg, ſom aldrig dor: det 
er . over ig døde!” — Den mægtige og ud⸗ 
bredte Ditmarſker Slægt, Nanne, er lagt i Graven, 
men Kroniken har optegnet deres Navne og deres 
Gijcerning. Paa en af de malede Glasruder i Meldorfs 
Kirke ſtod et ridderligt Vaabenſkjold med Navnet 
„Nannen Claweß“, det er om ham, Ridderen af den 
hellige Grav, her ſkal fortælles. 

En Efteraarsdag i Skumringen ſad han paa fin 
Gaard i Klejnlehe ved Lunden, for Enden af det lange 
Egetrœsbord. Han havde ſtettet Hovedet til fine 
Hender; Skeret fra Ildkirkens Gloder lyſte hen over 
hans ſkarpe Træk. En ſtor Hund laa ſovende ved 
hans Side. 

Som han ſad der, traadte hans Huſtru hen til ham. 

„Klaps!“ ſagde hun, „hvad er det for Tanker, ſom 
fure Din Pande?“ 

Han ſaa op. 

„J Nat, da jeg laa vaagen inde i Sengekammeret, 
horte jeg min Oxe klirre; nu tænkte jeg paa, And det 
Varſel gjaldt”. 

„Hvad ſkulde det vel gjælde?” ſagde Vibe, „nu er 
der jo Fred i Marſken!“ 

„Fred?“ udbrød Klavs med et Skuldertrok, „naar 
bliver der Fred i Marſken; have vi jaget de fremmede 
af Landet, vende vi Vaabnene mod os ſelv!“ 

J det ſamme led der tre Slag pan Porten; 
Hunden reiſte fig knurrende og gik hen til Doren. 
Klavs tysſede paa den og kaldte den tilbage. 


Hondagen d. 2. Juli. 


i 


Kjøbenhavn. 
Os 
1876. 


„Der er nogen uden for, Vibe, gaa og je hvem 
det vel kan være?” ſagde han til fin Huſtru. 

Vibe gik; ſtrax efter vendte hun tilbage med en 
Preœdikemunk fra Meldorf. Det var en gammel Mand 
med furede Trek, ſom fortalte om ſtemmede Lidenſkaber, 
Bod og Faſte. Han blev ſtaaende henne ved Døren og 
fremſagde ſit: „Pax vobiscum!“ 

Klavs rejſte fig og gik ham i Møde og rakte ham 
Haanden. 

„Velkommen ffal Du være”, ſagde han, „tag Plads 
paa Benken her ved Ilden, det er koldt derude, og Du 
er en gammel Mand“. 

Imidlertid havde Vibe hentet et Beger af Affetræ, 
fyldt dette med ſterkt Ol og bod nu Muuken at drikke. 
Da han havde drukket, ſagde Klavs: 

„Hvad er Dit Navn, hvorfra er Du, og hvad er 
Dit Wrinde?“ 

„De falde mig Broder Martinus der nede i Mel⸗ 
dorf“, ſagde han, „men mit WMrind er kun til ringe Baade“. 

„Tal!“ ſagde Klavs. 

Medens Munken varmede fine Heender over Gls⸗ 
derne, ſagde han: 

„Forgangen Dag var der Gilde hos Volf Iſeman, 
den Meldorfer Borgermeſter, og Peter Nanne var blandt 
de indbudne. Ikke ved jeg, hvad der har været ham 
og Karſten Detlef imellem, men ſom de ſad og drak, 
opſtod der Strid og Trette imellem dem. Peter talte 
haarde Ord, men Karſten ſad længe og ſparede intet, 
endog hans Anſigt var aſkegraat og hans Leber vare 
blaa. Men Peter vedblev at frænfe ham, og til ſidſt 
drog Karſten fin Kniv og fatte den i Peters Bryſt; 
derpaa undlob han; Peter blev bragt hjem og lagt paa 
fin Seng, men to Timer efter var han død. Jeg ſad 
hos ham, og mig bad han ſaa mindeligt om at gaa 
til Eder og ſige: Nu var J Slegtens Overhoved og 
ſkulde verne om dens Wre!“ 

Klavs havde ſtiltiende lyttet til Munkens Beret⸗ 
995 han ſad og tegnede Figurer i det ſpildte Ol paa 

ordet. 


n 


li 


314 


„Nu ved jeg, hvorfor min Øre klirrede i Nat“, 


; ſagde han ſom i Tanker. 


J Jeg har forrettet mit Wrind“, ſagde Broder 
Martinus, „men dette beder jeg Eder at ihukomme: 
Hvo ſom drager Sværdet, ffal omkomme ved Sværdet; 
vold ikke Blod, for ej ſelb at omkomme i Blod. Thi 
den onde Daad fkete i Rus og Galenſkab; bittert angrer 
Karſten fin Gjerning, han er ſom ude af fig ſelv og 
er draget til Neumünſter. Han er villig at give Mande⸗ 
bod og Sone, alt hvad han ejer, om J vil tilgive ham 
og lade ham med Fred“. 

„Saa han kryber i Skjul, den fejge Hund“, ſagde 
Klavs, „dog jeg ffal vide at treffe ham, var det end 
for Altrets Fod. J Munke taler altid om at glemme 
og tilgive, men Blod fræver Blod, det har fra gammel 
Tid været Lov i vor Slægt, og ikke var jeg værdig 
at føre dens Meerke, om jeg ikke ſulgte dens Seed“. 

Den gamle Munk ſogte længe at indvirke paa hans 
haarde, ubøjelige Sind; han talte milde og forſonende 
Ord til ham, talte om den Herre Kriſtum, vor Frelſer, 
ſom paa Korſet tilgav fine Fjender. 

„Ikke ſkal min Frænde ligge uhævnet i fin Grav”, 
ſagde Klavs. „Ja ſelv om Gud Fader og alle de hellige 
Mænd nedſtege fra deres Himmel og bad for Karſten, 
mægtede de dog ikke at værne ham mod Gjengjæl- 
delſen“. 

Thi Ditmarfkerne vare vel forleengſt kriſtnede, men 
paa Bunden af deres Sjæl lurede endnu Hedenſkabets 
Aand og gav fig tilkjende i deres Tankeſct og Gjær- 
ninger; der maatte mange, mange Aar til, før Kriſten⸗ 
bommen vandt ſuldſteendig Sejr over Hedenſkabets merke, 
ſtrenge Lære. 

Ved disſe Ord for Broder Martin op fra Benken 
og ſtrakte Henderne afværgende ud imod Klavs Nanne. 

„Det er Djævelen, ſom taler ud af Eders Mund“, 


formaſtelige og onde Ord, I talte, og ikke lægge Eder 
dem til Laſt. Du taler om Gjengjeldelſen, men det 
ſporger jeg Dig, forvildede Sjæl, hvorlunde vil det gaa 
Dig, naar Du ſtaar for Din evige Dommer?“ 

Men hverken Formaninger eller Truſler megtede 
at rokke Klavs i hans Forſct, og med Sorg i Hjærtet 
drog Broder Martin tilbage til Meldorf. 

Drabsmandens Slægt kom ogſaa til Klavs og 
bad om Fred for Karſten, enkelte af Nannes egen 
Slægt talte til Gunſt for denne, men Klavs vifte dem 
alle bort. 

„Hvor jeg end træffer ham, ſkal han ſtaa mig til 
Regnſkab!“ ſagde han. 

Men Karſten holdt ſig i Skjul hele den lange 
Vinter, og Klavs gjorde fig ingen Umage for at opſoge 
ham; han pasſede fin Gjærning ſom vanligt, han ſyntes 
ikke at tenke paa andet, kun naar han i de lange 
Aftener fad foran Ilden med Hovedet ſtsttet til fine 
Hender, kunde der ligge ſom et Uvejr over hans 
Pande. 


Saaledes forløb Vinteren. 

Ved Foraarstid ſpurgtes det, at Ditmarſkens kirke⸗ 
lige Overhoved, Erkebiſpen af Bremen, vilde komme til 
Meldorf for at holde Viſitats, ledſaget af den Ratze⸗ 
burger Biſp, Evermod, en Mand, der ſtod i højt Ry, 
formedelſt fin ſtore Lærdom og høje Fromhed; det for⸗ 
taltes endog, at Gud Fader havde forlenet ham Kraft 
til at gjøre Undergjærninger, lige ſom den Herre 
Kriſtus. 

II. 
Et Slag pan Kinden. 

En ſmuk, ſolklar Foraarsdag ſtyrede en Galej, fra 
hvis Gaffel Flaget med de korslagte Nogler udfoldede 
ſig for den lette Briſe, op ad Mielen, ſom i hine Dage 
gik helt ind til Meldorf og dannede en rummelig Havn, 
hvor endog ſtore Kjobmandsſkibe kunde losſe. Her var 
opført et ſteerkt Vartaarn til Handelens Vern mod de 
talrige Snaphaner, ſom den Gang gjorde Farvandet 
uſikkert. 

Allerede fra tidlig Morgen hapde der herſket ſtort 
Liv og Høre nede ved Havnen, hvor baade gamle og 
unge, Mænd og Kvinder ftode rede til at modtage den 
højærværdige Fader. 

Da Galejen nu nærmede fig Byen, tudede Taarn⸗ 
vægteren i fit Horn, og ſtrax efter rungede St. Jo⸗ 
hanneskirkens megtige Klokker ud over Byen, medens 
Meldorfs Geiſtlighed og fremragende Mend, derimellem 
Borgermeſteren Volf Iſeman, indfandt ſig ved Landings⸗ 


. 


ſtedet, der var belagt med flanderſk Klæde, lige ſom 
| Gaderne, hvorigjennem Toget ſkulde gaa, vare beſtrgede 
| med grønt og Blomſter. 


Uauder Folkets høje Jubel lagde Skibet bi, og om⸗ 
givet af fit Folge ſteg Erkebiſkop Hartvig i Land, hvor 
Erkeſtolens Officiant hilſede ham i en ſirlig latinſk 


Oration; men Volf Iſeman bod ham i ſaa hjertelige 
udbrød han, „Gud Fader almegtigſte tilgive Eder de 


Ord velkommen paa Ditmarſkens Grund og bad ham 
ſamt hans Folge til ſit Hus. — Derpaa ſatte Toget 
fig i Bevegelſe; Mændene ſtod med blottede Hoveder, 
men Modrene holdt deres ſpoede Børn i Vejret, at de 
ogſaa ſkulde fe, og paa alle fremſpringende Hjørner og 
Kornisſer, fra alle Luger, kom den glade Ungdom til 
Syne, medens Erkebiſpen venligt hilſende til alle Sider 
begav fig til Borgermeſterens Hus paa Torvet. 

Men blandt Mangden opſtod tillige nysgjærrige 
Gisninger om, hvo af det glimrende Folge vel kunde 
være den fromme Biſkop af Ratzeburg, ſnart udpegedes 
denne, ſnart hin, men de ferrreſtes Tanker gjaldt den 
gamle Mand med de furede Trek og de kloge, milde 
Øjne, han, hvis grove Munkekappe ſtak fært af mod 
de bøje geiſtlige Embedsmaends pragtfulde Dragter. 
Det var dog alligevel ham, de ſogte, Evermod, der forſt 
havde været Præpositus ordinis præmonstratensis i 
Magdeburg, men Aaret før denne Tildragelſe var bleven 
indviet til Biſkop i Ratzeburg. Det var han, ſom 
bragte Ansgars Ben fra Kirkegaarden St. Georgii til 
Domkirken. 


315 


Den følgende Søndag fulde Evermod holde Mesſe 
i St. Johanneskirken, og fra alle Egne af Landet 
ſtrommede Folk hid for at here den fromme Mand og 
faa Aflad for deres Synder. 

Lørdag Eftermiddag ſad Biſkoppen med fin Vert, 
Volf Iſeman, ude paa Biſlaget og betragtede den travle 
Ferdſel, ſom i Dag herſkede paa Torvet. 

„Det fryder ſandelig mit Hjærte at je, hvor be⸗ 
gierlige Ditmarſkerne hige efter at høre Guds Ord og 


bøje Knæ for hans Aaſyn“, ſagde Evermod. „Men 

derfor er Landet ogſaa faa rigt og velſignet. Gud | 

Herren udſtrakker fin Haand over Eder!“ | 
„Ak, Herre“, ſagde Volf Iſeman. „Guds Ord 


har desværre kun hos ſaare faa feſtet dybere Rod. 
Hedenſkabets fule Ukrud flyder ſtadigt i Vejret og kuer | 
den himmelſke Udfæd. Kriſtendommen bruges ſom et 
Skjold, hvorunder man frit kan begaa enhver Synd; | 
ved rige Gaver og opramſede Bønner, der ej komme 
fra Hjertet, tro de at hente fig Syndsforladelſe. Da 
den højærværdige Pater Vicelin prodikede i Neumünſter, 


droge mange af vort Lands bedſte Mænd derhen. | 


Underveis overfaldt og plyndrede de andeegtige Skarer 
og ihjelſloge dem, ſom fatte fig til Modveerge. 


for begagede Synder og brev ſamme Uveſen paa Vejen 
hjem. Ja, det fortælles endog, at de have forgrebet 
fig paa Kloſterets Gods“. 

„Da ſe Herren til dem i ſin Naade“, udbrod 
Evermod, forundret og bevæget over det mørke Billede, 
Volf Iſeman havde udmalet, „og lade Troens Lys ſkinne 
ind i deres Øjærter, at de høre og annamme Ordet, | 
Kun naar vi erkjende og bekjende vor Synd, angre og 
bede af blødende Hjerte, og fromme Mænd bede med 
for vor Sjæls Frelſe, vorder vor Synd os forladt”. 


„Mord og Drab høre til Dagens Orden“, vedblev | 
Volf Iſeman, „ved Gilderne medbringe Kvinderne deres 


Mænds Ligdragt, thi ſaare fjældent ender et ſligt Lag, 
uden i det mindſte en bæres hjem med Fødderne forreſt. 


Derpaa 
fnælede de for Altrets Fod, kjobte fig Syndsforladelſe 


nedgagende Sol. 


bad med foldede Hænder et Ave Maria. 


Der opſtod et Ojebliks Tavshed. Larmen paa 
Torvet var ſagtnet, og fra de høje Lindetræer, der ſkyg⸗ 
gede foran Huſet, lød Fuglenes Kvidren, ſom hilſede den 
Skyerne glodede i det pragtfulde 
Farveſpil, hvormed den byder ſit Farvel, og kaſtede et 


rodmende Gjenſker ud over de gamle Huſe og St. 
Johanneskirken, hvis Klokke nu kaldte andegtige til 


Aftenſangen. 

Ved de forſte Toner bøjede Evermod fit Hoved og 
Volf Iſeman 
gjorde det ſamme. 

Da aabnedes Døren, ſom forte ud til Biſlaget, og 
en ung Pige kom til Syne. Hun havde ſlaget Hetten 


paa ſin Hojkan, eller forte Kaabe, op over Hovedet, den 


ſluttede tæt om hendes Anſigt og ſkjulte hendes Haar 
og Pande; hendes Kinder vare blege, og der laa et 


ſorgfuldt Udtryk i de klare brune Øjne, ſom lyſte frem 


under de lange morke Ojenhaar. 

Hun gik hen til Volf Iſeman. 

„Farvel, Fader!“ ſagde hun, „un falder Klokken 
til Ave; jeg vil fnæle' for Guds Moder og bede for 
ham, for mig og os alle!“ 

Volf faa op. 


„Gaa med Gud, min Datter”, udbrød han med 


et bekymret Blik, idet han omſluttede hendes Haand 


Ofte udſones Drabet med en vis Sum i Mandebod, 
men er den dræbte af en rig og mægtig Slægt, føge 


hans nermeſte Frænder at hævne hans Død, og paa | 


denne Vis er der ſtundom opſtaget lange Slegtfejder, 
ſom forſt endte, naar den ſpagere bukkede under, og 
mangfoldige vare dræbte”. 

„Hvert Ord I taler, ffærer mig i Hjertet“, ſagde 
Evermod med bøjet Hoved, „men hvi tage Eders Preſter 
da ikke Ordet mod denne Vederſtyggelighed, viſe, hvor⸗ 
lunde den, der tager fig ſelv tilrette, handler mod Guds | 
Bud: Du kal ikke ihjelſlaa! og nedkalder Himlens 
Forbandelſe over fig. Hævnen hører mig til, ſiger 
Herren“. | 

| 


„Deres Tale vilde kun frugte lidet, Blodhævnen | 
har ſlaget for dybe Nodder i Folkets Bevidſthed; den, | 
ſom lod fin Frænde uhævnet, vilde blive til Spot og | 
Skam, alle vilde ffjælde ham for fejg og hans Slægt | 
N be ham af Kluſten“. ' 


| ham, thi han haver Omſorg for Eder, det bør J 


med begge fine, „han vende alt til det gode og falde 
Rødmen tilbage paa Din Kind og Lykken til Dit 
Hjærte. 

Derpaa gif hun. 

Volf Iſeman fulgte hende med Blikket, ſom hun 
ſtred over Torvet, Da ryſtede han pan Hovedet og 
ſkjulte det i fine Hender. 

„Saa bleg og ſaa ſtille“, ſagde han hen for ſig, 
„hende, der for jublede og ſang den ganſke Dag og 
var Lyſet i mit ſtille Hiem. Hvor vare de glade, de 
to, ſaa fulde af Haab og Tro til Fremtiden og dens 
Forjœettelſer og nu — — forbi. O, Gud!” udbrød 
han og trykkede fine Hænder mod Anſigtet, „ſe dog i 
Naade til en ſtakkels Fader, ſom lider med ſit Barn, 
og hvis Taarer brænder ham ind i Sjælen!” 

Bed disſe Ord, der rummede jaa dyb en Smerte, 
ſtod Evermod op, traadte hen til Volf og lagde Haanden 
paa hans Skulder. 

„Hvad er det, ſom tynger Eders Sind!“ ſagde 
han mildt deltagende. „Kaſter al Eders Sorg paa 
drage 
i Minde. Betro Eder til mig, og jeg ſkal være Eder 
en fuldtro Ven“. 

Volf ſad endnu med Hovedet ſtjult i ſine Hender, 
og det var mere henvendt til fig ſelv end til Evermod, 
at han udbrød: 

„J de føvnløje Netter har jeg anraabt Dig, Herre, 


| de kvalfulde Timer har jeg tryglet Dig om at rælfe 


mig en hjælpende Haand; jeg har tilbudt Dig alt, hvad 
jeg ejer, om Du vilde gjengive mig min Datter, men 
Dit Oje jer mig ikke, og Dit Øre hører mig ikke!“ 


| 316 


„Hvor kan J tro”, ſagde Biſkoppen, „at han, der 
elſtede Verden faa, at han hengav fin eneſte Son, paa 


det vi ej ſkulde fortabes, vilde holde ſit Oje lukket for 
| Aftenen, da det ſteerke Ol var ſteget ham til Hovedet, 


Eder. Hans Oje fer alt, hans Øre hører alt, og hans 
Kjærlighed overgaar al Forſtand. Betro Eders Sorg 
til mig, det ringe Redſkab i hans Haand“. 


„J har ſet min Datter“, ſagde Volf, uden at ſe 
op, „hun var min Glæde, min Stolthed og Lykke. 
| fin Tſeken, og med de Ord: Saa fkal jeg lukke Din 
| Mund! 


Mange Karle af Landets bedſte og rigeſte Slægt bejlede 
til hendes Haand, men naar de gik, ſtod Skovlen bag 
Doren, og jeg lod hende frit raade, jeg vidſte jo, at 
hun aldrig vilde træffe et Valg, der beſkemmede hendes 
Slægt. Og da hun endelig valgte, gav jeg min Vel⸗ 
ſignelſe dertil, thi Karften Detlef var af en hæderlig 


Aar, St. Jerimick Dag, indbod jeg Slægt og gode 


Venner til mig, blandt dem var ogſaa Peter Nanne, 
ſom forgjcves havde bejlet til Antje. Sent ud paa 


føgte han at yppe Strid med Karſten; han brugte 
haarde og frænfende Ord, men Karſten lod, ſom han 
intet hørte, indtil han ſtod op og vilde gaa. Da 


haanede Peter hans Fader, han glemte fig ſelv, og drog 


| ſtodte han Kniven i Peters Bryſt. Denne 
ſank tilbage; alle ſtimlede ſammen om den døende; 


Antje ſogte angſtfuld hen til Karſten, der kaſtede Kniven 


hen ad Gulvet og var ſom ude af fig ſelv. — Den 


Haand, ſom dræbte Peter Nanne, ſkar ogſaa de tvendes 


og brav Slægt, om den end er faatallig; deres Lykke Livslykke ſonder. Antje er bleven bleg og ſtille, og han 


var min, men den varede kun ſtakket Tid. Forgangen 


er flygtet af Landet og har ſogt Skjul hos de Munke 


EGE 

en . 
e * 2 SS 
rer ER 


— 


RE 
CC SØE 


Kasdjemirgeden, 


i Neumünſter; thi den Tid Beter blev jordet, ſlog 
Klavs Nanne trende Gange paa Kiſten med fit Sværd 
og ſpor at hævne fin Frende. Forgjcves have vi 
budet Klavs Bod og Sone, men han havde kun et 
Spar: Vi fælge ikke vore døde!” 


nx være kun treſtig og ved godt Mod“, ſagde 
Biſkoppen, der tavs havde lyttet til, „jeg ſkal gaa. til 


Klavs Nanne og tale til hans Hjærte; Gudfader Al⸗ 


i 
| 


mægtigfte give mine Ord Styrke og Vægt, faa han 


falder til Foje“. 


Volf Iſeman havde atter løftet fit Hoved; han 
ſaa ud for ſig. Solen var gaaet ned, og Market tiltog, 


men i hans indre var tændt ſom en Straale af Haab. 

Pludſelig lagde han Haanden paa Evermods Arm 
og pegede paa en Rytter, ſom netop kom ud fra en af 
de Gader, der ſtodte til Torvet, 


„Ser J Manden der paa den blisſede Heſt“, 
ſagde han, „det er Klavs Nanne — han agter fig altſaa 
til Mesſen i Morgen“. 

„Det er Herren ſelv, ſom fører ham hertil”, ud⸗ 
brød Evermod, „nu ville vi fe, om han ogſaa fordriſter 
ſig til at trodſe Gud!“ 


(Sluttes). 
N Kaſchemirgeden. 
AE Af E. Toepſer. 
SØGE 2 Br 
G 


or nogen Tid ſiden bragte Husvennen 
fine Leſere et Billede og en Skildring 
af Angorageden, denne Gang fremſtiller 
Bladet paa ſamme Maade en meget nær 
Slagtning af den, nemlig Kaſchemirgeden, 


BH 


der er lige ſaa nyttig ſom Angorageden. Kaſchemir⸗ traad. Under Spindingen voedes Fingrene ikke med 


geden, om hvis Udjeende Læjerne kunne danne ſig en 
Foreſtilling ved at kaſte Øjet paa omſtagende Billede, 
er ikke ret flor; Hannen eller Bukken er omtrent 


41/2 Fod lang og 2 Fod 
hej, Hunnen er noget 
mindre. Den har brede 
nedhængende Dren og 
temmelig lige Horn ſamt 
en fort, opretſtagende 
Hale. Dens Bekledning 
beſtaar af fine og glatte 
Dakhaar, under hyilke 
der findes korte, dunag⸗ 
tige Uldhaar af en ual⸗ 
mindelig Finhed, og ſom 
aldeles ligner Silken i 
Glans og Sfjønfed. 
Farven er enten ſolv⸗ 
hvid eller ſvag gulagtig. 
Dette Dyrs egentlige 
Hiemſtavn er Bjerglandet 
Thibet i Aſien, hvorfra 
det er overført til flere 
andre Lande, navnlig 
til Kaſchemir i Forindien 
ſamt til Bagindien. J 
disſe Lande holdes den 


meget almindelig ſom Husdyr, meſt i de kolde Bjergegne, 


MI N 


Nitlerdals Rirke. 


Vand ſom hos os, men med et Pulver af Fidtſten. 
Da denne Behandling af Ulden optager lang Tid, og 
Vavningen af Shavlerne ligeledes. er meget langvarig, 


idet der mange Gange 
arbejdes over et Aar 
paa et ſtort Shavl, 
blive disſe meget koſt⸗ 
bare og ſtaa i en Pris 
af omtrent 1,000 Rigs⸗ 
daler her i Evropa. 
Baade Geden og Shav⸗ 
lerne have faaet Navn 
efter Landſkabet Kaſche⸗ 
mir i Forindien, da 
det iſeer er der, de 
fleſte Shavler blive la⸗ 
vede. For en Del Aar 
ſiden fandtes der i dette 
Land ikke mindre end 
40,000 Shavlsveverier, 
men ſenere er denne 
Verrkflid gaaet noget 
tilbage der.  Læferne 
kunne bedſt danne fig 
en Foreſtilling om et 
ſaadant Shavls Blodhed 
og Finhed, naar de høre, 


at der ſtilles den Fordring til et ægte Kaſchemirſhavl, at 


da dens Uldhaar der blive langt tættere end i de varmere det midterſte Stykke af det ſkal kunne trakkes gjennem 


Strøg. Det er ijær for Uldens Skyld, at man holder en Fingerring. 
den [om Husdyr, da det er denne, ſom afgiver Stoffet | 


til de højt agtede og 
koſtbare Kaſchemirſhav⸗ 
ler. Det er kun Uld⸗ 
haarene, der bruges her⸗ 
til, og disſe afklippes 
hvert Foraar, inden 
Varmen indtreder. Hvert 
Dyr giver kun henved 
8 Lod brugbar Uld, 
og til et Shavl bruges 
fra 3—5 Pund Uld efter 
dets Storrelſe. Efter at 
Ulden er afklippet, ſkilles 
alle lange og haarde Haar 
meget omhyggelig fra 
den, hvorefter den vafkes, 
forſt i en varm Oplos⸗ 
ning af Potaſke og der⸗ 


efter i rent Vand. 


Efter Vafkningen bleges 


Borgund Rirke. 


Man har for en Del Aar ſiden gjort Forjøg paa 


at indføre dette nyttige 
Dyr ligeſom Angora⸗ 
geden i Frankrig, idet 
en rig Franſkmand lod 
fjøbe 1200 Kaſchemir⸗ 
geder i Aſien, af hvilke 
dog kun 400 naaede. 
deres Rejſemaal, me⸗ 
dens de andre døde 
under Vejs, men vi 
javne Oplysning, om 
bette Forføg er lykkedes 
eller ikke. 


Stavkirken i Norge. 
Af Mads Hanſens 
„Hermode. 


Naar man undtager 


Ulden paa Græs og bliver derpaa kartet og ſpundet. | de faa Stenkirker, der findes i Norges ftørre Byer, 
For at Shavlet kan blive blødt, ſpindes Ulden meget | og Stavkirkerne, ſom i det folgende ſkal blive omtalte, 


løft paa en Ten, der beſtaar af en Lerkugle med. Staal⸗ ere alle Kirkerne baade i de mindre Byer og omkring i 


318 


Bygderne opførte paa ſamme Maade ſom Folks Boliger, 
af ſtore Tammerſtokke, lagte ovenpaa hverandre. Der 
findes iblandt disſe Trakkirker mange ret ſmukke Byg⸗ 
ninger, bordklodte og hvid- eller rodmalede, med Skifertag 
og høje, ſlanke Spir. En Del ere byggede i et Kors, og 
Spiret ſtaar da over Kirkebygningens Midte, ſom Taarnet 
paa St. Bents Kirke i Ringſted. En meget ejendommelig 
Bygningsform er de ſaakaldte Stavkirker. De kaldes 


ſaaledes efter den Maade, hvorpaa de ere opførte, nemlig | 
dem komme til deres fulde Ret, fordi de ligge hinanden 


af opretſtaaende Stolper eller Staver i Bderveggene. 
De danne et Hovedſkib med to lavere Sideſkibe. Koret 
er en halvrund Tilbygning mod Oſt, og i den veſtlige 
Ende er Forhallen. Uden om Kirken er en Svalegang. 
Det ſtelle Tag er af Spaan og bygget i mange Kviſte 
og Afſatſer. Denne Slags Kirkebygninger ſkal ikke 
findes i andre Lande end Norge — maaſke denne 
Bygningsmaade er kommen frem her, fordi Landet har 
faa mange ſtore Skove, og Træ var det Raacemne, ſom 
bar nærmeft ved Haanden. Af Starpkirkerne findes der, 
fan vidt jeg ved, i vore Dage kun to, nemlig: Hitter⸗ 
dals Kirke i Nerheden af Kongsberg og Borgund 
Kirke i Lerdalen. Jeg har kun ſet den ſidſtnevnte, 
den ligger i en vild, maleriſk Egn ved Siden af Vejen, 


der fører fra Lærdalsøren over Zilefjæld til Valders, 
ikke langt fra Vinhellen, et Feld, hvor Vejen er fprængt 


ind i Siden af Klippen 100 Fod over Lærdalselven, 
der tumler og bruſer neden under, faa Skummet ſprejter 
ſom en Støvregn op over Vejen. 

Siden Borgund Kirke ophørte at være Sogne: 
kirke, ffal den være iſtandſat i fin oprindelige Skikkelſe, 
ſaaledes ere ogſaa de Aabninger, hvor der i Fidens 
Lob har været indſat Vinduer, tillukkede. Kirkens Ydre 
er underligt merkt, og ved forſte Ojekaſt minder den 
allerede om Midalderens dunkle halv drommende Op⸗ 


de underligſte Skikkelſer, ſom Menneſkets Indbildnings⸗ 
kraft kan ſkabe. De mange fremſpringende Gavlſpidſer 
ere udpyntede med Dragehoveder, og omkring Kirken 
er en Sojlercœkke, der bærer Taget over Svalegangen. 
Overſt paa Rygningen af Taget ſtaar et Brædt, ud⸗ 
fkaaret med Figurer i gjennembrudt Arbejde, deriblandt 
kan lœeſes Aarstallet 1138; Manden, der viſte os om, 
gjorde os opmerkſomme derpaa og ſagde, at det er 
Aarstallet, da Kirken blev bygget. Baade indvendig og 
udvendig er der meget Snitverk: Arabeſker, det vil 
ſige arabiſke Prydelſer beſtagende af Lovverk, Blomſter 
og Dyr. Kirken er meget lille; der er intet Loft, og 
den er derfor meget hoj i Forhold til dens Storrelſe. 


Et gammelt Maleri findes i Koret tilligemed et Vi⸗ 
vandskar. Pradikeſtolen ſtaar endnu, men ellers er 
Kirken tom, der findes ikke en Gang Stole til Menig⸗ 
heden. Ved Siden af Koret er et Hul i Væggen, hvor | 
de Syndere, der ikke maatte komme ind i Kirken, flulde | 
ſtaa og ſtikke Hovedet igjennem, mens de overvcrrede 
Gudstjeneſten. 


Ting; men det er ikke Agens Skyld. 
fattelſe af Livet, om Wventyrenes brogede Verden med 


J den ſenere Tid er der opført en ny Kirke ved 
Siden af den gamle Borgund Kirke; den er bygget i 
en egen Stil, i en vis Lighed med Stavpkirkerne, men 
dog ſaaledes, at den tilfredsſtiller Nutidens Fordringer. 
Den er meget ſte rre end den gamle og i og for ſig 
ret ſmuk, men det Jes næppe, fordi hin drager hele vor 
Opmeerkſomhed til fig. Paa den anden Side kan det 
ogſaa ſiges, at den gamle Kirke kun ſer ud ſom en 
lille graa Kove ved Siden af den ny, faa ingen af 


for ner. 

Den Kunſtdrift, der viſer fig i Snitverkets 
Snirkler og ſammenſlyngede Dragefigurer, har holdt 
ſig hos de norſke Bonder lige til vore Dage. Naar 
vi rejſe fra Gudbrandsdalen over Dovre, er der flere 
Skydsſkifter, hvor der er Udſalg af udſkaarne Treſager, 
ſaaſom Stob (Begere), Skeer, Tobaksdaaſer, Tejner 


(Aker med Haandtag og Dragehoveder paa Ende: 
ſtaverne) og mange flere Ting, der er Husflidsarbejder, 
ja jeg kan vel ſige Kunſtflidsarbejder, af nogle Husmeend 


der oppe ved Lesje. J Kriſtiania er ogſaa et Udfalg 


for denne ejendommelige norfke Husflidsgren, men her 


ere Sagerne indkjobte i Landets forſkjellige Egne, og 
der findes derfor adſtillige Ting, ſom ikke have faa meget 
Værd. 


Colle-Kriſten. 


„Vejle Aa er en dejlig Aa“, ſiger et gammelt 
Ord, og deri har det gamle Ord ſuldkommen Ret. 

Men der gaar et Sagn om Vejle Aa: Hvert Aar 
flal der drukne et Menneſke i den, og det er en ſlem 
Nede i Agen 
hvor Bandet har ffaaret fig 
faa dybt ind, at man kan ſtaa ovenpaa og gynge; der 
bor Ellekongen. Somme Tider er han Menneſke, ſomme 
Tider Fifk; ſlem er han. En Gang imellem ligger 


under de gamle Ellebuſke, 


han ude i Vandet og ſer livagtig ud ſom en afreven 
Sivtue, da er han allerverſt. 


Ham er det, der gjor 
Folk ſvimle, naar de komme for ner til Kanten eller 
gaa over de ſmalle Gangbretter. Det fit Tolle⸗Kriſten 
at finde. Men hvem var da Tolle⸗Kriſten? Ja, nu 
ſkal Du hore. 

Det var en lille, 
ſlagent, altid ſmilende 


ganffe lille Mand med et vejr⸗ 
Fuldmaaneanſigt, ſkrutrygget 


og hjulbenet, med fort, ſtridt Haar og Stjæg, der ſad 


i Totter med bare Pletter imellem. Han var ifort 
laaden Hue, eller rettere en Hue, der havde været 
laaden; thi det laadne var afſlidt for mange Aar 
ſiden; en lupſlidt Frakke, hvis Skjoder begyndte lige 
oppe under Skuldrene og naaede til Helene, et Par 
graa Lerredsbuxer, og fan et Par Treeſkoſtovler. 
Saadan jaa Tolle⸗Kriſten ud baade Sommer og Vinter: 
Det vidſte ethvert Barn i hele Veiledalen. 


319 


Han boede langt inde i Dalen oppe paa den ſyd⸗ 


lige Side af Aaen i Ris Skov i en lille Hytte, der 
Derfra var der den 


halvt var gravet ind i Bakken. 
dejligſte Udfigt ned over Engene og Agen, helt over til 
Ladegaards⸗Skoven med dens dybe Klofter og ſtejle 
Banker paa den anden Side. Iſcer var der ſmukt om 
Morgenen, naar Taagen ſom et blødt Teppe laa over 
Engene, og den lette Veſtenvind tog fat i den, drev 
den ind i Skovpklofterne og ud igjen og til ſidſt hvirv⸗ 
lede den bort i de meſt fantaſtiſke Skikkelſer. 

Men det havde Tolle-Kriften ingen Sans for. 

J fin Ungdom havde han været Smed; nu var 
han intet og alting. Hans Kone var dod; hans eneſte 
Datter fulgt med en Natmandsflok. Naſten altid 
drev han omkring i Byerne. En Gang imellem ſmedede 
han lidt Treſkobeſlag, og det falbsd han, hvor han 
kom. 
gik rinder, ſavede Brænde og ſkar Toro, men kun 


„ſtilles“, men maatte af Sted. Undertiden tiggede 
han lidt; det var vel ikke faa rigtigt, men ingen havde 
Hjærte eller Sind til at nægte den gamle, fkikkelige 
Mand en Almisſe. For ſkikkelig var han. Han var 
jaa taalmodig, at det regnedes for en Umulighed at 
gisre ham vred, og det er da ellers meget ſagt. 
fin Taalmodigheds Skyld havde han faaet Tilnavnet 


„tolle“, der i Vejle⸗Egnen udtrykker et Indbegreb af 


ſkikkelig og taalmodig. 

En tidlig Morgen gik Tolle⸗Kriſten fra fit Hjem 
ad Stien ned til Engene. Der var faldet Isſlag om 
Natten, og Stien var glat. Han gled og faldt. „Av, 
for den lille“, ſagde han og reiſte fig igjen. Til lige⸗ 
frem at bande var han altfor „tolle“, og endnu mere 
til helt at lade det være; altſaa ſagde han: „Av, for 
den lille“. Nu kom han ned i Engene, hvor Vandet 


ſivede ind igjennem de utætte Treſkoſtsvler, jaa det 


ſagde ſjaſk for hvert Skridt, over Bjelken, der tjente 
til Gangbræt, og op ad Bakkerne op efter Ravning. 
Langs med Stien ligger en hel Del Huſe. Uden for 
det ſorſte ſtod en Kone og raabte til ham: „Har Du 
været derovre? ”— „Hvor?“ — „Hos min Moſter“. — 
„Jaa“. — „Hvordan gaar det, kommer hun fig?” 
vedblev Konen ilfcerdig. — „Jaa; „med Herrens 
Hjælp kommer hun, fig nok“, ſkulde jeg hilſe og ſige“, 
ſagde Tolle⸗Kriſten og vilde gaa videre. 
var rart, kom ind og faa en Zaar Kaffe!“ 
han faa den Dag fin Morgenkaffe. 

Ved et af de andre Huſe ſtod en Mand udenfor 


og lavede Træſko. „Da var det godt, Du kom, Tolle 


Kriſten; Katten har væltet fin Kop og ſlaaet den i 


Stykker, kan Du klinke den?“ Det kunde han da nok. 
Saaledes gik det fra det ene Sted til det andet; 


alle havde Brug for ham. En ſjalden Gang kom han 
i Seng; men laa i Reglen paa et Knippe Halm i 
Stalden med et Dakken over ſig. 


„Nej, det 
Der fit 


Naar han ſaaledes 


" 
| 


i et Par Ugers Tid havde vandret omkring fra den 
ene By til den anden, gik Rejjen omſider hjemad. 
En Aften, da han vilde hjem og kom ned til 


Aaen, havde Hojvandet revet Bjelken bort, og der ſtod 
han. Froſten havde vel ſiden lagt Bro, men da Bandet 


ſank, var Iſen fra begge Sider ſunken ned, og i 
Midten havde Strømmen ſkaaret en Rende, hvor der 
var aabent Bande, og Iſen ſkraanede derfra op til 
begge Sider. 

Man fkulde ikke ſynes, der var til at komme over, 


men Tolle⸗Kriſten var ikke raadvild et Ojeblik; over 


vilde han. 


ſtor, fvær Puddel. 


Altſaa ſatte han ſig paa Kanten af Iſen og lod 


| fig glide ned, og da han følte faſt Bund under Træjfo- 
ſtovlerne, ſtod han midt i Agen i Band til op paa 
Livet med en Ismur paa begge Sider, og det i en 
Desuden klinkede han Tallerkener og Kopper, 
| dog tabte han ikke Modet 
en Dags Tid eller højft to, ſaa kunde han ikke længere | 


Froſt, hvor enhver helſt vilde være inden Dore. Men 
Med fin Pigkjcep begyndte 
han at ſlaa los paa Ismuren foran fig, og efter 11/2 


| Times utrætteligt Arbejde havde han hugget fig igien⸗ 


nem til Kanten, klatrede op ad Sfrænten og fortſatte 
Vejen hjem. Det var en Tur, der vilde have gjort 
det af med omtrent enhver anden, og ſaadanne tog 


han mange. 


For 


J de ſidſte Aar blev han mindre rorig og gav 
ſig til at handle med gamle Hunde. 

En Aſten havde han oppe i Fuglholt kjsbt en 
Med et Reb om Halſen paa den, 
trak han af Sted ned over Bakkerne mod Aaen; men 
Dyret vilde ikke med ham og ſtrittede imod; jaa bandt 
han Rebet om Livet, og nu maatte den med. Men 
da de kom til Gangbrættet, fornyede den fine Anſtren⸗ 
gelſer for at komme los. Det hjalp ikke, ud paa 
Gangbrættet maatte den. Midtvejs gjorde den en 
fortvivlet Modſtand. Tolle⸗Kriſten gled ud til den ene 
Side, Hunden til den anden, begge maatte de ned i 
Vandet med Rebet over Bjeelken. Kriſten kom til 
at hænge med Hovedet nedad, og der blev han, til 
Folk næfte Dag kom til og fil ham trukket op. 

Den Nat fik Ellekongen ſit Offer. 

Meget godt havde Tolle-Krifien ikke gjort, og dog 
blev han favnet mange Steder, thi fkikkelig havde 


| han været, og det er mere, end de fleſte drive det til. 


Jeppeſeu. 


Venlighed mod Dyrene. 


Man kan ikke nokſom henlede Landmandens Op⸗ 
merkſomhed paa, hvor vigtigt det er at behandle Sus: 
dyrene med Venlighed. Medens ond Behandling gjør 
Dyrene vilde, gale og ondſkabsfulde, blive de ved 
venlig Omgang i høj Grad kjelne og tamme og bringes 
med Lethed til Lydighed. Det fræver ingen Paa⸗ 
visning, at det er langt ſorngjeligere at omgaas og 


behandle ſaadanne tamme og tillidsfulde Husdyr, end 
det er at tumle med eengſtelige og vilde, der ere ophid⸗ 
ſede og gjorte ondſkabsfulde ved gruſom Behandling, 
ſom det fortjener at fremhæves, at det ikke alene er 
fornøjeligt, men ogſaa fordelagtigt at omgaas 


Dyrene godt. Som Bevis herpaa anføre vi. efter 
„Dtlgr.“ en Landmands Jagttagelſe i denne Retning: 
„Min gamle, tro og omhyggelige Rogter miſtede jeg 
forrige Sommer og fik i Stedet for ham en raſk Knøs, 
ſom ſyntes at være fin Poſt voxen. Men fnart op⸗ 
dagede jeg, at Melkeudbyttet af mine Køer tog mere 
og mere af, hvilket var mig ſaa meget mere paafal⸗ 
dende, ſom Gresningen paa ingen Maade var bleven 
ringere, og jeg jaa, at Flytningen og Vandingen ſkete 
forſvarlig. Det var forſt ved at lægge Mærke til det 
vilde Blik i Dyrenes Øjne, og den Uro, ſom var 
over dem, naar nogen nærmede fig dem, at jeg kom 


paa Spor efter, at den ny Rogter ikke behandlede dem 


med den Sagtmodighed, ſom den gamle Rogter altid 


udviſte, men føgte at kyſe dem og jog afſted med dem 


1 


1 


heden paa ſamtidigt med, at vi omtale „Hermod“. Navnet, 
ſom Digteren har givet ſin lille Digtſamling, antyder maaſte, 
at han ſelv kun onſter, at Leſeren ffal anlægge en beſteden 


Maaleſtok ved Bedommelſen af Digtene, og med denne fordrings⸗ 


lueoſe Fremtraeden tage de fig dobbelt ſmukt ud. 


| Halvdelen af 
Bogen beſtaar af et Wventyrdigt „Snehvidt“, der, ſkrevet pan 


| Grundlag af Folkecventyret, gjennemgaaende har dettes Karakler 


under Slag og Raab, naar han ſkulde flytte og vande | 
dem, og det var mig klart, at dette maatte være | 


Grunden til, at Melkeudbyttet var blevet formindſket. 
Jeg mærkede nu ogſaa, at Huldet ikke var faa godt 
ſom tidligere. At jeg ikke tøvede med at fjeerne 
Manden fra hans Poſt, er en Selvfolge, men det varede 
længe, inden den tidligere Ro atter kom over Befæt- 
ningen. Det er om muligt af endnu ftørre Vigtighed, 


at omgaas de unge Dyr med Blidhed, faa at de 


kunne blive rigtig tamme fra Barnsben, men det er 


desværre temmelig almindeligt, at der bliver jaget | 


efter Kalve, Lam, Føl og andre unge Husdyr, Fjer⸗ 
fræet medregnet, og Følgen deraf bliver ikke alene 
Vildhed, men ogſaa mindre god Trivſel“. 


Bognyt. 


Under Navnet „Hermod“ har Mads Hanſen udgivet en og 1 


lille, 242 Sider ſtor, Bog, med Bidrag af ikke fan fremtrædende | 


Forfattere. Henſigten med Udgivelſen har nermeſt været at 
forſtaffe den mere tenkſomme Del af Folket en god nyttig Les⸗ 
ning i Vinteraftenerne. Naar man undtager et Par mindre 
heldige Bidrag, er „Hermod“ ogſaa ſerdeles egnet hertil ved 
fit verlende Indhold, gjennem hyilket der klinger en alvorlig 
Tone i beſtemt grundtvigſt Retning. Schröder, Birkedal, 
Brandt, Helveg og Roſenberg have ſarlig givet Afhandlinger 
af alvorligt⸗vekkende Indhold, medens Ploug, J. J. Friis, 
H. F. Evald, Jens Skytte, N. Rasmusſen Sskilde o. fl. for⸗ 
uden Udgiveren, har givet mere eller mindre ſmukke og inter⸗ 
esſante underholdende og poetifke Bidrag. Bogen er udſtyret 


med nogle Traſnit, hvoraf vi i dette Numer meddele et Par 
ſom Prøve med tilhørende Text. 


„Markblomſter“. Nye Digte af Mads Hauſen er en 
lille Bog, ſom vi finde Anledning til at henvende Opmerkſom⸗ 


ll 
(ll 
! 


1 
| 
| 

li 

|| 
| 


H 
1 


i den nye tiltalende Form. Den anden Halvdel udgjores af 
„Blandede Digte”, Den ſmnkt udſtyrede lille Digtſamling for- 
tjener at være kjendt af Digterens mange Venner, . 


Smaahiſtorier af 2 Budde. Anden Samling. Karl 


Schonubergs Forlag, Kjøbenhavn. Den yndede Berneforfatter 


har i denne mye Samling atter givet os en Rælfe fortræffelige. 
Smaahiſtorier fra Børnenes Verden. Der er vel næppe nogen 
anden danff Forfatter, der ſom Budde formaar at ſtildre Borne⸗ 
livet med alle dets Stemninger og Rorelſer. Der er Poeſi og 
Sandhed i hans Skildringer, og fkulde en og anden ſynes, at 
de ſtundom ere en lille Smule overſpendte, faa er der altid fan 
megen Friſthed og Inderlighed i Fremſtillingen, at man med 
Glæde følger den fra førft til ſidſt. „Husvennen“ kan derfor 
kun ønffe Buddes Smaahiſtorier ret mange Læfere baade blandt 
gamle og unge, og det ikle alene, fordi de ere morſomme at laſe, 
men tillige, fordi der gjennem: dem alle gaar en faa fædeligsreli- 
gies ren Tone, at de ikke alene glæde, men ogfaa varme Hjærtet, 


Smaating. 


Fra fremmede Forfattere. Det er en Lærdom, ſom bør 
pagagtes af de unge Piger, der ſoge at fængsle ved deres Yudig— 
heder eller blænde ved deres Aand, at om end en Mand beundrer 
disſe Egeufkaber, elſter han aldrig en Kvinde derfor. Han elfter 
hende for det, ſom er vaſentlig forſtjellig derfra, ffjønt ikke ab⸗ 
folut uforeneligt dermed — for hendes kvindelige Sind og 
kvindelige Hjerte. 


Uoverkommeligt. Paſtor M. var en ivrig Jæger og holdt 
ſom Folge deraf en hel Del glubſte Jagthunde, ſom altid for⸗ 
aarſagede Propſten en beſtig Skrak, hver Gang hans Forret⸗ 
ninger forte ham til Praſtegaarden. Da Biſkoppen kom til 
Herredet paa Viſitats, klagede Propſten fin Nod for ham og bad 


ham udvirke, at M. indſkrenkede fit Hundehold. Biſkoppen lovede 


at gjøre fit bedſte, og under fit Ophold hos M. ytrede han derfor, 


| at Bræften burde lade en Del af de mange Hunde dræbe; Prov⸗ 


ſten var jo desuden ganſke bange for at komme Praſtegaarden 
| nær for disſe Dyrs Skyld. 


„Ja, ved De hvad”, ſvarede M. 
rafk, „ſtulde alt det dræbes, ſom Propſten er bange for, faa 


| blev Deres Højærværdighed min ſandten det forſte!“ 


1 Nod: 


Den forſte var Romernes fule Tyran, 
frygtet af alle bande Kvinde og Wand. 
Den anden er kjendt ſom en laaden Fyr, 
med Bue og Pile han fældede Dyr. 

Den tredje (læft omvendt) kommer med Smil, 
vort Hjærte han rammer med luende Pil. 
Om fjerde, Kalifen, fortælles, at han 
lod koſtbare Bøger gaa op i Brand. 


B. B. 


Oplosning paa Stavelſegaaden i Nr. 39: OSrefigen. 


Indhold. Mandebod, Fortælling fra Ditmarſten af Al. Schumacher. 
Kaſchemirgeden, af E. Toepfer, med Billede. — Stavkirken i 
Norge, af Mads Hanſens „Hermod“, med 2 Billeder. — Tolle⸗ 
Kriſten, af Jeppeſen. — Venlighed mod Dyrene. — Bognyt. 
— Smaating. 


„Husvennen“, Villedblad for Morſſabslasuing, Oylhsning og Husflid, udkommer til hver Søndag med et 16. pallet Ark, ſorſunel med flere 
Willeder, til 1 Krone Fjerdingaarek, ſrit lilſendt. Bert Fjerdingaar medfølger gratis et ſtort fmuke Tillcgsbillede. Bladet kan beſlilles paa 
elhpert Pofikontor og Brepſamlingsſted, i enhver Bogfade ſamt i Kjøbenhavn paa Husvennens Hovedſionlor Veſlerbrogade, (Axelhus) 2 B. 


Tryktpaa Udgiverens Norlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang. 


de: d. 9. Juli. 


J Nr. 41. 


Mandebod. 
Jorlalling fra Ditmarſllen af Al. Schumacher. 


(Sluttet.) 


Maſte Morgen rungede alle Kirkens Klokker ud over 
Staden, og Folk ſtremmede til Mesſen. Kirken 


forud optagne af Marſkens fremragende Slægter, ſom 
ved rige Gaver havde tilfjøbt fig denne Forret. Men 
de mange, ſom ikke havde faaet Plads derinde, ſtod 
ude paa Kirkegaarden og fordrev Tiden med at gjen⸗ 
kjende de rige Ditmarſkere, ſom, iførte deres prengtigſte 
Dragt, kom gaaende hen ad Kirkeſtien. De fleſte med 
ſtolt Hovmod præget i deres Miner, ſom om de ſkulde 
ſidde til Doms og ikke ſom higende efter Guds Naade 
ſkrede de gjennem Mængden, der ærbøbdigt gjorde Plads 
for dem. 

Skjont Solen ſkinnede klart, var dens Straaler 
lukket ude ved tykke Forhæng, og i Steden for vare de 
talrige Kjcerter og Lamper tændte, hvis Skjær gjen⸗ 
jpejledes af de rigt forgyldte Sirater og Helgenbilleder. 
Hojalterets Fløje vare i Dag aabnede, og der ſtod de 
tolv ſtore Sglv⸗Apoſtle, hine Billeder, ſom til ſidſt paa 
en ſelſom Maade forſvandt og ej ſiden gjenfandtes. 
Og Rogelſen bolgede ſom en Sky hen under Kirkens 
Hvelvinger. 

Mesſen begyndte. 

Ifort fuldt biſkoppeligt Ornat 59 Evermod 
Pradikeſtolen, og med klar og lydelig Roſt talede han 
til Folket. Han havde valgt de Ord: Dommer ikke, 
at J ikke ſelv fkulle dømmes, og talede om den Kiv og 


Ufred, ſom fandtes i Verden, det Fjendſkab, ſom herſkede 


mellem Broder og Broder; hvorledes man i Steden for 
at holde Kjerlighedens Bud: Elſk Din Neſte, ſom Dig 
ſelb, havde ſat Egenkjerlighedens: Du ſtal elſte Dig 
ſelb og hade Din Næjte! 

Og efterat han efter Datidens Skik havde fortalt 


| 


| Du jvarede: 
| Din Mund og fige: 
| ſige: Jeg elffer Gud og hader min Broder! — Du 
kunde ikke rumme dem alle, thi de fleſte Stader vare | 


en Legende, ſom nærmere belyſte disſe Ord, henvendte være Du udflødt af den hellige Kirke!“ 


Kjøbenhavn. 


1896. 


han fig til Klavs Nanne, ſom ſtod nærved Præbdifejtolen, 
lenet op til en Pille, ſtolt og haard, ſom altid: 

„Og ſpurgte jeg Dig, Klavs Nanne, Du, ſom 
ſtreber efter Din Broders Blod: Elſter Du Gud? og 
Ja, ſandelig! da vilde jeg ſlaa Dig paa 
Du er en Logner, thi ingen kan 


taler om Din Broders Skyld og ſiger, den fræver Hevn, 
men hvo har ſat Dig til Dommer, Du glemmer Din 
egen for Gud Herren. Du beder: Forlad os vor 
Skyld, ſom vi og forlade vore Skyldnere, medens Du 
gjemmer Had og Fjendſkab i Dit Hjærte, men Du, 
ſom ej vil glemme og tilgive, Dig ſporger jeg, hvorledes 
kan Du vente, at Din egen Skyld ſkal vorde Dig 
forladt?“ 

Det var ſtille i Kirken; alles Ojne vare rettede 
paa Klavs, forventningsfulde efter, hvad han vilde 
ſvare. 

„Om end Alverdens Preſter ſammenſvore fig imod 
mig“, ſagde Klavs, „de fif dog kun et Svar: Min 
Haand paa hans Kind, min Kniv i hans Bryſt, det 
har jeg lovet, og det ſkal jeg holde!“ 

Da ſteg Evermod ned fra Pradikeſtolen, gik hen 
til Klavs, fnælede ned paa Gulvet og ubdſtrakte de 
hellige Relikvier imod ham: 

„Ved Kriſti dybe Vunder, i hans Navn, ſom er 
Fred og Kjærlighed, kneler jeg her for Din Fod og 
beder og bejværger Dig at viſe Barmhjertighed og 
tilgive Din Broder!” 

„Ved vor Herre Kriſtum, Guds Moder og alle de 
hellige Mænd lover og tiljværger jeg Eder, ikke at ro 
eller raſte, for min Frede ligger hævnet i fin Grav!” 

Da reiſte Evermod fig i fin fulde Højde, hans 
Blik luede af ædel Harme, og han udſtrakte fir Haand, 
men i Stedet for Velſignelſen, den Klavs havde for⸗ 


agtet, gav han ham et djærvt Slag paa Kinden. 


„Saa tag da dette, udbrød Biſkoppen, „Du, ſom 
beſpotter Din Herre og Frelſer, og fra denne Stund 


e 


ET EN SERENE ERE EET SA. NOTE VERS ÆREN FO TREE" 17 TEEN 


322 


Alle ventede, at Klavs vilde hævne den lidte Cort, 
men da ſkete det Jære Syn, fortæller den gamle Krønife, 
hvoraf dette er taget, at den haarde Mand ſank ned 
for Biſpens Fod, kysſede Fligen af hans Kjortel og 
bad ham tilgive ſig, ſaa viſt, ſom han vilde tilgive ſin 
Fiende. 

Men Evermod reiſte ham kjerligt op og ſagde: 

„Ikke jeg ſyndige Menneſke ſkal tilgive Dig, men 
han, i hvis Navn jeg ſtaar her, vil visſelig tilgive 
Dig, om Du forſoner Dig med Din Broder!“ 


III. 
Via dolorosa. 

Karſten var atter vendt tilbage, og Klavs havde 
rakt ham Haanden til Fred og Forſoning. „Alt det 
forbigangne ſkal fra denne Stund være dødt og for⸗ 
gjcettet!“ ſagde han, men der var noget koldt i hans 
Ord og noget fremmed i hans Haandtryk. — 

Redmen laa atter paa Antjes Kind, og det friſke 
Smil ſpillede om hendes Mund, medens hun flittigt 
ſyslede med Forberedelſerne til fit Bryllup. Her ſkin⸗ 


nede Solen ind i alle Kroge og havde jaget Skyggerne 


bort. Men disſe havde kun valgt fig et andet Ly, de 
jvævede nu over Klavs Nanne og. [od ham ſtride hin 
bitre Kamp, Kampen med ſig ſelv. 

Den Ed, han ſpor ved fin Frendes Lig, havde 
han brudt ved Loftet, han gav hin ſkebneſvangre Dag 
i Kirken. Men hvorfor havde han ikke ladet fit Sværd 
give Svar paa den Tugtelſe, Biſkoppen tilføjede ham, 
den ſtolte, mægtige Ditmarſker, hvorfor bøjede han 
tværtimod fit Knæ og lovede alt, hvad Biſkoppen for⸗ 
brede af ham. Det maatte ſagtens være, fordi der ud 
af den gamle Mands Øje luede en Magt, der tvang 
al menneſkelig Styrke til Jorden. Men nu ſtjed den 
gamle Trods op i Klavs Nanne og tiltog i Kraft, med 
hver Gang han mødte Karſten Detlef; han kunde have 
ſlaaet denne til Jorden, om ikke et uviſt noget havde 
bundet hans Arm. 

Og Hepntanken voxede; i Nattens Marke antog 
den Skikkelſe og Farve. Flere Netter i Rad jaa Klavs 
fin Frende ſtaa for fig, ſaaledes ſom han ſidſt havde 
ſet ham: bleg og guſten, iført fin Ligdragt, men af det 
gabende Saar i Bryſtet veldede Blodet frem. 

Klavs mente, den døde havde ikke Ro i fin Grav 
og anklagede ham nu for at have brudt fin Ed. 

Med ſterre Vægt fik denne Tanke Overhaand, og 
flere Gange var hans Arm løftet mod Karſten, ſom 
en Gang de fulgtes ad paa Jagten og gik under de 
tavſe Zræer. 
for at binde fin Skorem, der var gaaet op; Solen 
flimrede paa Buſke og Træer, en ſtor Hvepſe ſurrede 
om Karſten, det fang, fløjtede og jublede inde i Tyk⸗ 
ningen og over deres Hoveder; Klavs ſtod og vuggede 
fit Spyd i Haanden og jaa hen paa Karſten; nu vilde 
han holde fin Ed. Han løftede allerede Armen, da 


Karſten havde lagt fig paa det ene Knæ | 
| befværlige Rejje. 


fløj i det Jamme en Krage ſkrigende op fra Buſken tæt 
ved, han veg til Side, Karſten havde reiſt fig og hen⸗ 
vendte leende nogle Ord til Klavs, da denne, ſom for 
at aflede fin Hevn, ſlyngede Syydet ind i en mægtig 
Egeſtamme. 

Der var kommet Ufred i Klavs Nannes Sind, den 
undte ham hverken Ro ved Dag eller Nat og drev 
ham bort fra Hjemmet. ; 

En Dag havde han været ovre i Holſten med en 
Drift Stude, og da Mørket var faldet paa, havde han 
ſogt Ly i et Munkekloſter ved Vejen. Der var flere 
Gjæfter til Stede i det fugtige, tilrsgede Rum, ſom 
kun oplyſtes af en oſende Jeernlampe, der i en tyk 
Kjæde hang ned fra Loftet og af Ilden fra den ſtore 
Kamin, foran hvilken Klavs havde ſtrakt fig paa Benken, 
fræt ſom han var. Som han laa her, hørte han 
pludſelig Evermods Navn blive udtalt. Han lyttede 


og hørte, hvilke jære Ting der tilffreves. den fromme 


Biſkop. Det fortaltes ſaaledes, at han fornylig havde 
lagt fine Sænder paa en Fanges Lenker, og ſtrax vare 


de faldne af. 


Men atter dukkede de gamle Tanker . idet en 
af Gjeſterne ogſaa vilde bidrage fin Skerv til Under⸗ 
holdningen og fortalte Scenen i Meldorfs Kirke, en 
Del overdreven og upaalidelig gjengivet; Klavs maatte 
ſmile, da Fortælleren endte: „De ſtride Taarer randt 
ned ad den forſtokkede Synders Kind, og han lod ſig 
fore ved Haanden ſom et Barn!“ 

Den Nat fil Klavs ikke megen Søvn i Øjet, 
Tankerne kom og gik; men da den førfte Solſtraale 


ſpillede hen ad Stengulvet, ſadlede han ſin Heſt og red 


til Ratzeburg, der fandtes den eneſte, ſom kunde yde 
ham Hjælp og Troſt: Evermod. 

Men da han endelig naaede Ratzeburg, var Bi⸗ 
ſkoppen rejſt; ingen vidſte hvorhen, ej heller naar han 
kom tilbage, og med uforrettet Sag begav Klavs fig 
paa Hjemvejen. 

J Neumünſter traf han en gammel Munk, ſom 
nylig var vendt tilbage fra det hellige Land og med 
glødende Begeiſtring ſkildrede de Steder, hvor Frelſeren 
i hine Dage havde vandret. Klavs Nanne ſad ſtille 
og hørte til. Men det ſtod med et levende for ham: 
ved Kriſti Grav vilde han finde Hjælp, der vilde de 
uſynlige Lenker, ſom bandt ham, falde af. 


IV. 
Golgatha. 
Da Foraaret kom, tog Klavs Nanne Afſked med 
Slægt og gode Venner og begav ſig paa den lange og 
Vi fkulle ikke dvæle ved de mange 


Woventyr og Farer, han maatte beſtaa, Kamp med Sult 
og Hede, Sygdom og Fjendejværd; han delte kun 
Skebne med hine Dages Pilgrimme. 

Klavs havde naaet det lengſelsfuldt attraaede 
Maal, hans Fod betraadte endelig de Steder, hvor 


323 


Frelſeren havde vandret, men Hjemvejen var lukket for 
ham, fattig og ene ſtod han her i et fremmed Land, 
hvor de Vantro herſkede, hvilken anden Lod ventede 
ham, den ſtolte, frie Ditmarſker, end at blive Tyrke⸗ 
flabe. Den Tanke hang fig ſom Bly ved hans Fod. 

Han vandrede over Sarons Slette, hvis Roſer 
ſorlengſt vare afblomſtrede, kun Tidsler, Valmuer, Ane⸗ 


moner og Hjemmets kjendte Blomſter mødte hans Blik 
— en Hilſen fra Hjemmet, der maatte fylde ham med 
dobbelt Vemod. Men hiſt ovre laa Jude golde Bjærge, | 


Beduinen i ſin flagrende, hvide Kappe fprængte ham 


forbi paa fin pilſnare Heſt, fremmede Skikkelſer med | 


ildfuldt Blik mødte hans Oje. 

Solen var fin Nedgang ner, da han efter en 
mojſommelig Vandring, træt og modig ſtod paa Hoj⸗ 
ſletten Nord for Jeruſalem. Forgyldt af Solens ſidſte 


Straaler laa den hellige Stad for an ham med dens 
„men jeg ſkal villigt betro Eder Aarſagen til mit Mis⸗ 
mod“, og med gribende Ord fortalte han, hvorledes han 


taarnkronede Mure, dens talrige Kupler, Kirker og Spir 
og med det fjærne Oliebjerg i Baggrunden. 

Da veg Mismodets Skygger fra hans Sind, hans 
Bryſt ſpulmede af inderlig Andagt, han fnælede ned, 
kysſede den hellige Jord og takkede Gud Herren, fordi 
han lykkelig havde ført ham hid. 

Saa begav han fig videre, og efter at han ved 
Morten Havde erlagt det eneſte Guldſtykke, han ejede, 
ſtod han i Jeruſalem og begav fig, ſom det var bleven 
ham anviſt, til Hoſpitiet ved Latinernes Kloſter, det 
fromme Mænd havde fliftet for at optage fattige Bil 
grimme, ſyge og karſke, at de ikke ſkulde blive Dræbte, 


naar de om Natten laa paa Gaderne. Thi da Vejen | 


førte gjennem fjendtlige Lande, havde de andægtige 
Jæbdvanlig, naar de naaede Staden, intet tilbage af 
deres Rejſepenge, og mange maatte, fattige og bjælpeløje 
i den yderſte Nod, ſultne, tørftige og nøgne, vente foran 
Stadens Porte, indtil de kunde betale det Guldſtykke, 
ſom aabnede dem Adgang. Og naar de vare derinde, 
havde de ikke andet, end hvad det fattige Kloſter kunde 
yde dem. 

Klavs Nanne fandt ogſaa en gjaſtfri Modtagelſe, 
og næppe var Dagen frembrudt, fer han beſogte alle 
de minderige Steder i og omkring Staden, knelede ved 
den hellige Grav og bad for fin Sjæls Frelſe. 

Men Hjemmet dukkede ſtadigt frem for hans Tanke; 
fulde han aldrig gjenſe det og de kjere, ſom i Angſt 
og Lengſel ventede hans Komme. Var det den Straf, 
Gud havde paalagt ham for de onde Ord, han den 
Gang formaſteligt havde udtalt og de Hevnens Tanker, 
han havde næret? 

En Aften ſad Klavs med Hovedet fløttet i fine 
Sænder paa Golgatha. Solen var forlængft gaaet i 
Bjærge, og Nattens Skygger havde ſenket fig over 
Stedet. Maanen ſteg frem, vidunderlig klar og lyſende 
og kaſtede fit Sker ned over den hellige Stad. Naturen 
laa i dyb Tavshed; det var, ſom ſorgede den over fin 
ſpundne Storhed. 


Som han fad her, kom gaaende hen ad Vejen fra 
Jeruſalem en høj Skikkelſe, en gammel Mand i Pil⸗ 
grimsdragt med langt, hvidt Stæg, der naaede ham 
til midt paa Bryſtet. Han ſtsttede fig til en lang 
Stav. Da han havde naget Golgatha, ſtandſede han 
foran Klavs Nanne og bod: God Aften! i 

Klavs jaa ikke op. 

„Tak!“ ſagde han kort og nikkede med Hovedet. 

Da ſatte den fremmede ſig ved hans Side og 
ſogte at begynde en Samtale med ham, men Klavs 
ſvarede intet; mismodig og forſtemt ſom han var, vilde 
han helſt være ene. 

Endelig ſagde den fremmede: 

„Der maa være en Kummer, ſom tynger Dit Sind; 
ſig frem, det letter altid at aabne fit Hjærte for en 
anden, kanſke kunde jeg hjælpe Dig!“ 

„Hvorledes kunde J hjælpe mig!“ udbrød Klavs, 


efter en møjjommelig Rejſe nu var blottet for alt og 
uden Haab om nogenſinde at gjenſe Hjemmet. „Leiwer 
dod as Slaaw!“ det var Ditmarſkernes Valgſprog, det 
havde de ſkrevet med deres Hjerteblod. 

En Stund faa den fremmede tavs og deltagende 
pan Nanne, derpaa tog han en Pung frem af ſin 
Kjortel og rakte den til Klavs. 

Overraſket og bevæget faa denne op paa den gamle 
Mand, men ſtrakte dog ikke Haanden ud for at tage 
Pengene. 

„Inderlig Tak for Eders venlige Tilbud“, ſagde 
han, „men hvorledes kan jeg modtage det. J Fjender 
mig jo ikke!“ 

„Du hedder Klavs Nanne og boer i Klejnlehe ved 
Lunden, om en Tid ſtager jeg ved Din Dør og fordrer 
Pengene tilbage”. 

Klavs greb hans Haand og trykkede den hjærteligt, 
men den fremmede ftod op, og uden at lytte til hans 
Tak forlod han Højen. Men Klavs kunde ikke komme 
ſig af ſin Forundring; han vilde have antaget det for 


| en Drøm, om han ilke havde holdt Pengene i fin 


Haand. 

Fuldt af jublende Glæde knelede han ned paa det 
Sted, der havde drukket vor Frelſers Blod, og med 
Taarer i Øjet opſendte han en inderlig Tak til Gud, 
der nu, det folte han, maatte have tilgivet hans Skyld, 
da han ſendte ham en Frelſer i Naden. 

Derpaa vandrede han tilbage til Jeruſalem. 
Denne Nat blev hans ſidſte der. Neſte Morgen beføgte 
han endnu Kriſti Grav og begav ſig jan paa Hjem⸗ 
vejen. : 

Efter længere Tids Forløb betraadte han atter 
Ditmarſtens Grund. Det var Efteraar; Blæften ſpredte 
det visne Løv over de nøgne Marker, Himlen var be: 
dekket med merke Skyer, og Veſterhavet væltede fine 
ſorteblaa Bølger drenende mod Digerne, men der 


var Solſtin i hans Bryſt, glad bvælede hans Blik ved | 


de kjendte Steder. 

Da han kom til Meldorf, tog han ind hos Karſten 
Detlef, hvor han fandt en venlig Modtagelſe. Volf 
Iſeman var død, men en lyshaaret, blaasjet Dreng, 
der fra Antjes Skjød forundret betragtede den fremmede 
Mand med det ſkeggede Anſigt, bar hans Navn. 

Forſt nu tilgav Klavs af Sjærtet Karſten Detlef; 
nu var der Venſkab i hans Haandtryk og Varme i 
hans Røft. Ved Kriſti Grav havde han fornummet 
Gud, var han bleven Kriſten i Tro og Gjerning; forſt 
nu kunde han ſige, han elſkede Gud, thi han elſkede 
ſin Broder. — 

Flere Aar vare forløbne, men endnu havde han 
ikke gjenſet fin Redningsmand. Da fad han med fin 
Huſtru en Aften paa Bænfen uden for fin Gaard. 
Vinden ſuſede i Løvet, Græshoppen hvislede, Færøerne 
kvekkede i Kjæret, og over de grønne Enge hvilede den 
lette Taage, og hiſt ude vuggede Veſterhavet fine Bølger 
mod Kyſten. Som han ſad der og talte om [vundne 
Dage, kom en Vandrer gaaende hen ad Vejen; en 
gammel Mand med langt hvidt Skeg. Da han naaede 
Klavs, ſtandſede han og bod: God Aften. 

Klavs fan op for i næfte Ojeblik at rejſe ſig, gribe 
den fremmedes Hænder og bede ham træde ind. Det 
var den længe ventede. 

Da de havde ſpiſt og drukket, og den fremmede, 
trods alle Bonner, rejfte fig for at gaa, trykkede han 
Klavs Nannes Haand og ſagde med et Smil: 

„Har J tilgivet den gamle Mand, ſom hin Dag 


gav Eder et Slag paa Kinden?“ 


Forbavſet ſtirrede Klavs paa ham, men pludſelig 
faldt der ſom et Sler fra hans Ojne. 

„Evermod!“ udbrød han. 

„Ja!“ ſagde denne, „Du kjendte mig ikke, formedelſt 
det lange Skeg, men jeg kjendte Dig og anede, hvad 
der tyngede Dit Sind“. 

Tuſende Gange være J velſignet for hint Slag 
og alt det gode, J har gjort mod mig“. 

„Ikke mig bor Du takke, men ham, ſom tilhører 
Lov og Pris evindelig. Han være nu og altid med 
Dig og Dit Hus“. e 

Dermed tog Evermod Afſked og gik. Klavs ſtod 
i Deren og faa efter ham, indtil Vejen ſkjulte ham. 

Det lyder for os ſom et Wventyr fra ſvundne 
Dage; Hiſtorien har optegnet det, Sagnet har laant 
det fine Farver, Nu er Slægten forlengſt lagt i 


Graven, paa gamle Gravpſten kan man finde dens 


Bannermeerke, Ørnen og Liljen, et ſtolt, uplettet Navn, 
bedekket med Sæder. Det lever paa Krenikens Blade. 


Slangebeſpergerne i Marokko. 
Eſter det Engelſſie ved E. Toepſer. 


Indbyggerne i Marokko pan Afrikas Nordkyſt 
plages meget af farlige Slanger, der ijær i Provinſen 


Sus ere til Stede i en ſaadan Mængde, at Kara⸗ 
vanerne ofte ſlaa ind paa en Omvej for at undgaa 
de Egne, hvor de fleſte Slanger findes. Det er ogſaa 
i denne Provins, at de faa kaldte „EBisowys“ have 
hjemme, der fjende den Hemmelighed at kunne færdes 
blandt de farlige Giftſlanger og tage fat paa dem 
uden at blive bidt af dem. Englænderen Richardſon 
ſtͤdte paa fin Rejſe i Marokko flere Gange paa disſe 
Folk. En Morgen faa han ſaaledes pan Markeds⸗ 
pladſen i Byen Mogador fire af disſe Slangebeſveergere, 
af hvilke de tre vare Muſikantere, der ſpillede en meget 
ſorgelig Melodi paa forſkjellige Inſtrumenter. Pag 
Richardſons Opfordring vare de ſtrax villige til at 
viſe deres Slanger, De hævede forſt deres Heender 
i Vejret, ſom om de holdt en Bog i dem, mumlede 
derpaa alle en Bon, i hvilken de paakaldte „Sid na 
Ejſer“, der er Slangebeſvoergernes Skytspatron i 
Marokko. Efter denne Paakaldelſe ſpillede Muſikanterne 
paa deres Inſtrumenter, og Bejværgeren gav fig til 
at danſe. Han drejede ſig hurtigt omkring en af Siv 


flettet Kurv, over hvilken Skindet af en Ged var ud⸗ 


bredt, og inden i denne Kurv fandtes Slangerne. 
Efter at han havde danſet en Lid, blev han pludſelig 
ſtaaende, ſtak fin nøgne Arm ned i Kurven og tog en 


Brilleſlange frem, ſom han drejede og viklede ſammen 
ſom en Turban. 
danſe og viklede under denne Slangen om ſit Hoved; 
den fandt ſig rolig i alt, hvad han giorde ved den, og 


Derpaa gav han fig atter til at 


holdt fig ſtadig i den Stilling, ſom han gav den. 
Senere lagde han den paa Jorden; den reiſte ſig i 
Vejret og efterlignede alle de Bevægeljer, ſom han 
gjorde. Efter at han derpaa havde drejet fig flere 
Gange raff rundt i en Kreds, ſtak han atter Armen 
ned i Kurven og trak to meget farlige Giftſlanger frem, 
ſom Indbyggerne i Sus kalde „Leffa“. Huden paa 
dem faa ud ſom Marmor med ſorte Pletter; Kroppen 
var meget tyk, men kun 2—3 Fod lang. Disſe Slanger 
vare ikke ſaa godt afrettede ſom Brilleſlangen ſamt 
meget farligere og hidſigere end denne. De rullede ſig 
ſammen, ſperrede Gabet op og ſprang hurtig ſom Lynet 
ind paa ham, idet de ſogte at bide ham i Benet. Han 
afværgede deres Overfald ved Hjælp af det uldne Skjert, 
ſom han havde om Livet, og lod dette optage deres Gift. 

Bejværgeren paakaldte nu atter fin Skytsherre, 
Sidna Ejſer, greb derpaa den ene Slange i Nakken 
og fortſatte ſin Runddans. Da han havde danſet en 
Tid, ſtanſede han, aabnede Slangens Gab med en lille 
Stav og viſte mig dens Gifttender, af hvilke der flød 
en hvidlig Væffe ud, ſom lignede Olie. Derpaa holdt 
han fin nøgne Arm tæt ind til Slangen, ſom ſtrax 
flog fine Gifttender ind i den. Han gav fig atter til 
at danſe, idet han ſtadig paakaldte fin Skytsherre, 
medens Slangen vedblev at bide ham i Armen. Efter 
at have danſet en Lid ſtandſede han, kaſtede Slangen 
til Side, og vifte Richardſon Blodet, der flød ud af 
Saarene, ſom Slangen (havde bidt. Han ſatte nu 


| 


Munden til Saarene og trykkede disſe ſammen ved 
Hicelp af Tenderne. Derpaa tog han atter fat paa 
Danſen, ſom nu gik efter en meget raſkere Takt, indtil 
omſider Udmattelſen tvang ham til at here op. 

Richardſon holdt hele Skueſpillet for et Gjogleri 
og troede, at Bejværgeren tidligere havde fjærnet Giften 
fra Slangens Tender, hvorfor han ſpurgte, om han 
turde tage fat paa den. 


„Er Du en Ejſowy?“ ſpurgte Bejværgeren, „og | 


har Du den faſte Tro paa vor Skytsherres Magt? 
Du ſiger nej. Naar Slangen bider Dig, vil derfor 


Din ſidſte Time være kommen. Giv mig en Hone 


eller et andet Dyr, og jeg ſkal ſtrax forvisſe Dig om, 


at jeg taler Sandhed, faa at Du ſfal tabe Lyſten til 
nogenſinde at røre ved en Leffa“. 

Richardſon lod en Hone hente. Beſpeergeren tog 
en af fine Slanger, der ſtrax bed Hønen; denne ſprang 


op, drejede fig en Minut rundt under ſteerke Trakninger 
og faldt derpaa død til Jorden. Efter denne Prøve 


tabte Richardſon naturligvis Lyften til ſelv at røre ved 
en af Slangerne. 
Bejværgeren lagde atter Slangen i Kurven og tog 


AF. HANSEN 4 


Hlangebesuergere i Marokko. 


nogle andre frem af den, af en Art, der i Marokko 


kaldes „Bumen fakh“, hvis Bid vel er giftigt, men 
ikke medfører Døden. Med disſe Slanger legede han 
en Tid, idet han danſede raſk omkring, og under Danſen 
bed de ham ſnart her og ſnart hiſt paa Kroppen. 
Tilſidſt greb han med Zænderne den ene Slange i 
Halen og tyggede paa den, medens de andre viklede 
ſig omkring ham. Den forſte Slange vred ſig af 
Smerte og bed ham hæjtigt den ene Gang efter den 
anden i Halſen og Armene, men han brød fig ikke det 


ringeſte herom, vedblev at tygge paa den, indtil han | 


| 
| 


| 


H 
| 
|| 


havde tygget og knuſt den lige op til Hovedet, hvorpaa 
han ſpyttede den ud. 

Paa ovenſtagende Billede je Læjerne Beſpeergeren 
lege med en Del af Slangerne, medens andre af disſe 
krybe omkring paa Jorden, hvor de tre Muſikantere 
have taget Plads og ſpille paa deres Inſtrumenter. 
Til venſtre pan Billedet ſes et Par Arabere, der over⸗ 
være Legen ſom Cilſkuere. 

Ejſowyerne eller Slangebeſvcergerne danne en 
meget talrig Sekt, og man finder dem i alle Steder 
i det veſtlige Berberi. J en vis Retning erindre de 


om Orientens danſende Derviſcher og forſamle fig 
ligeſom disſe paa Feſtdagene i de hellige Bygninger 
for at udøve deres religisſe Skikke. Paa Grund af 
den Wrefrygt og Tilbedelſe, ſom de viſe deres Skyts⸗ 
herre, Sidna Ejſer, tro de at være komne ud over den 
menneſkelige Fornufts Grenſer. De henſette fig i en 
Slags Henrykkelſe, og medens denne ſtaar paa, ind⸗ 
bilde de fig at være forvandlede til vilde Dyr ſom 
Lover, Tigre eller ogſaa Hunde og efterligne deres Brol 
og Bjeffen. Denne Henrykkelſestilſtand fremkalde de 
dels ved Nydelſen af Haſchiſch, en meget ſteerk Drik, 
ſom laves af Hampplanten eller ved Hjælp af Kik⸗ 
planten, ſom de ryge. J en ſaadan Tilſtand blive de 
ofte, to og to lenkede til hinanden, forte omkring paa 
Gaderne, og deres Overhoved, Emkaden, rider da i 
Spidſen for dem. De hyle da affkyeligt og gjøre af 
og til forunderlige Spring. Nu og da bliver der ved 
en ſaadan Lejlighed en levende Bede kaſtet hen foran 
dem, ſom de da ſtrax paa Stedet ſonderrive og fortere 
raa. Naar det kan lykkes dem at gjøre fig fri for 
Lenkerne, overfalde de med Raſeri Kriſtne og Jaoder. 
For et Par Aar ſiden overfaldt og ſonderrev de ſaa⸗ 
ledes et Jsdebarn. Richardſon blev engang felv over⸗ 
faldet paa Gaden af en raſende Ejſowy, men han ſlog 
fan ubarmhjertigt los paa dennes Hoved med fin Stok, 
at Ejſowyen tabte Lyſten til at give fig mere af med 
ham og lob hen til et Üdſalg, hvor han gav fig til at 
ſpiſe en Del grøn Kaal. 

Paa Richardſons Udflugter i Marokko traf han 
ikke ſſeldent ſammen med Ejſowyer, og han havde ofte 


Leilighed til at ſe, hvorledes disſe kunde tumle med 


Skorpioner og andre meget giftige Dyr uden at føle 
Smarte eller tage Skade af deres Bid. Medens han 
opholdt fig i en lille By inde i Landet, hørte han 
en Gang en ung Mand gjere ſig lyſtig over en Ejſowy, 
ſpotte ham og kalde ham en Bedrager. Han var ſaa 
dumdriſtig, at han endog greb fat paa den farlige 
Leffa⸗Slange, der ſtrax bed ham, og han var kort efter 
et Lig. 


Fra Fjæld og Dal. 
Alinder fra en Norgesreſſe af Jens Skytte. 


Langs Vejen. 

et er vanſkeligt at tenke fig 
zen kjonnere eller venligere 
»Morgenvandring end, den vi 
næfte Dag havde gjennem 
ygden og op ad den jævnt 


dalsvandet. Saa ſmuk havde 
vi ikke haft den paa hele 
Rejſen. 

Roldal er en ret frodig, 


Eſtigende Fjældfti langs Rol⸗ 


iſcer gresrig Fjclodal. Man har ſammenlignet den 
med en Gryde med en Slat Vand i Bunden. Lig⸗ 
nelſen er ret treffende. Høje, mægtige Fjældvægge 


ſtaa og indelukke Dalen paa alle Sider; i dens Bund, 


der ligger 1,200 Fod over Havet, ligger Sgen eller 


Bandet og rundt omkring dette, men dog fleſt i et 
Strøg fra Bredden op ad og under Liderne nordveſt 
derfor, Gaarde og Huſe ſtroet og ſpredt, enkelte af 
Stenhuſene — ſikkert nok Standsperſoners og velſtagende 
Folks — malede enten helt lyſe eller mørkerøde med 
hvide Vinduer; de øvrige har Graafarven, Wlde giver 
Zræet. 

To af os gik et Stykke i Forvejen. Hiſt og her 
omkring Gaarden ſtod Byggen paa „Stor“, og lange 
„Hesjer“ overheengte med duftende He. Langs Vej: 
kanten groede Blomſter, vi ikke havde ſet i langſom⸗ 
melig Tid, Hvidklover, Balders Bryn og flerfarvet 
Viol eller Stifmodersblomſt, det var, ligeſom vi ved 
dem fif en venlig Hilſen hjemmefra. Saa man ffraat 
fremad til venſtre ned over Bygdens Tage, mødte Øjet 
Roldalsvandet, der laa blankt og ſtille og gjengav med 
blødere Linier et klart Billede af Omgivelſerne i fit 
gronladne Spejl, Fjeldene øftfor ſtod med en mørt 


blaalig Skygge ned i og over Halvdelen af Søen; 


deres ſondre Frænder afbrød Skyggen med deres blin⸗ 


kende Snetoppe, ſom Morgenſollyſet faldt hen over, 


og den rent ſkyfri Himmel dannede en livlig blaa 
Grund for begge. Hver Gang en Fiſt ſtak op, hvor 
Ficeldets Skygge laa demrende ud over den lille Dalſo, 
dannedes der ſkinnende ſolvlyſe Ringe eller Kredſe i 
Vandſpejlet. Vi gik tøvende fremad. Lidt efter naagedes 
vi af vor Rejjefæle, der ſom en Folge af den ſidſt 
gangne Hojfjeldsvandring havde maattet tage Reiſe⸗ 
ſkyds til denne, og den, der ſkydſede ham, var ingen 
anden end Lensmanden ſelv i egen høje Perſon — 
han var ellers en lilleagtig, jævn og ligefrem Bonde⸗ 
mand, den ſamme Lensmand, og det var kun grumme 
lidt eller intet, man merkede til noget Verdighedstryk 
og embedsmandig Vigtighed ved ham. 

„Ja, det er en vakker liten Dal,“ ſagde Lens⸗ 
manden med et Nik til os og kaſtede et ſmilende Oje 
ned over ſin Hjembygd. 

Vi tyktes det ſamme. „Men vil de Karle der 
henne ikke tage Solen fra Jer om Vinteren?“ ſpurgte 


en af os og pegede paa Fjeldene ſonden for Vandet. 


„Jo, ved Vinterſolhverv ſaas den ikke fra de laveſt lig: 
gende Huſe i 10—12 Dage,” ſvarede han. Dermed 
var Samtalen i Gang, det ſamme ſatte vi Benene; 
men den forſte gik livligere end de ſidſte, Vejen eller 
Stien bøjede opad, vi maatte hilſe af med Sommeren 
i Dalen og op til Vinteren i HSøjfjældet. 

Fra Røldal over Hardangerfjcld og ad Vejen til 
Odde ved Sørfjorden, en Arm af Hardangerfjorden, 
er en Vandring, man ſent eller aldrig glemmer. Det 


er ſagt, at den viſtnok er en af de pregtigſte Van⸗ 
dringer i hele Norge, og det vil jeg gjærne tro, al den 


Stund man der finder alt, hvad et Fjældland har at 
viſe frem af ſtorartede og ſtjonne Landſkaber. Og jeg 
vil kun raade den eller dem, ſom det muligen en Gang 
times at gjøre en Norgesrejſe og at komme til denne 
Egn, ikke ſtryge Vejen over paa Harefod, men give fig 
god Tid; der er ingen Fare for, at Vandringen ſkal 
blive kjedelig, Billederne vexle hvert Øjeblif, man faar 
ny næften ved hvert Skridt. 

J Sammenligning med den foregaaende Dags 
Vandring var denne let og magelig. Oppe fra Højden 
af Horrebrekkene og ned efter Odda til var den ny og 
brede Kjørevej færdig. Den ligger og rakker efter fin 
Broder eller Felle, ſom kommer nede fra Telemarken 
og arbejder med at komme over Haukelidfjceld, men det 
vil tage bande Tid, Penge og Arbejde i jvære Maader, 
inden de to naa ſammen, hvilket ſtadfeeſtes af de alen⸗ 
lange Tal, ſom, indhugne langs Vejen, hvor denne er 
ſprengt ind i Fjældvæggen, fortæller Efterſloegten, 
hvilket brydſomt og mejſommeligt Arbejde det har 
været at bryde og jprænge fig Vej over Fjeldet og 
med det ſanime viſer, hvor langt Vejen er ſkreden frem 
Aar for Aar. 

Her oppe paa Højden, hvor Fjceldene paa den ene 
Side taarnede i Sky med bratte Sider og vildt truende 
Tinder, laa Vejen fyldt af ſtore frosne Snedriver, ſom 
Lensmanden ſagde plejede at tø bort omkring Sankt 
Hansdagstider, men i Aar havde Regn og Solvarme 
ikke megtet at rydde dem af Vejen. Endelig, da vi 
bøjede om en ftærkt fremſpringende Væg, holdt Sneen 
op. Ned for os ſkimtede vi enkelte grønne Træer, 
Begyndelſen af en fager og ſmilende Dal, ſom fnævrede 
ind til en ſmal Kleft eller Reevne, hvor vi ſtod. 

Vejen ſlyngede og krogede fig nedefter, Bugt i 
Bugt, ligeſom en forfærdelig flor graa Orm. Havede 
man Øjet op fra Dalen, mødte det Folgefondens Sne⸗ 
marker, ſom laa tindrende hvide i Sollyſet; et Par 
graalige Smaaſktyer laa og flød deroppe og kunde ingen 
Vegne komme i det blikſtille Vejr. 

Ja viſt var det kjent; men Folgefonden var dog 
pænere, naar den mod vaadt Vejr fil fin blaalige 
Farve, mente Lensmanden, ſom „ſtellede“ med at for⸗ 
vandle Rideſkydſen til Kjsreſkyds. Det gik til paa den 
Maade, at han havde en Skydskerre ſtaaende oppe, 
hvor Sneen ſlap, men for at Skarnsmenneſker ikke 
ſtulde tage Vognen og kjore med, havde han Skrue⸗ 
nøgle og Motringer af en egen Form, og en af de 
ſidſte tog han med ſig eller gjemte, naar han ſpendte 
fra deroppe. At nogen ſkulde faa og give efter for 
et kaad Indfald og ſtyrte Lensmandens Kerre ned i 
Elven i Kloftens Bund, var der viſt ingen Fare for; 
Normendene vare ſikkert nok for alvorlige til at give 
fig af med flige Drengeſtreger, og desuden dannede 
Lensmandsverdigheden vel ogſaa en afſkreekkende Sit 


Lerhedsvagt omkring den tohjulede Kerre. 


Stkydeſorvandlingen var ſnart flet. Vor Ven og 


Lensmanden klav op. — Hyp! — Farvel! — „gik 
d'ikke ſygende, gik d'ikke rygende.” — — Det var ret 
morſomt at ſtaa deroppe og je, hvordan de rullede af 
der ned ad fra Bugt til Bugt og blev mindre og 
mindre. 

At den ligeſte Vej er den nærmefte, vidſte vi; 
men at den ikke til alle Tider er den mageligſte, gik 


tilfulde op for os, den Gang vi for at undgaa den 


krogede Kjørevej og Omvej klavrede ned og op tvært 
over Klefterne mellem Vejens Slyngninger. „Mine 
Støvler, mine ſolle Støvler!” mumlede vor Ven leende 
den ene Gang efter den anden. „Bare jeg ikke kommer 
til at holde mit Indtog i det underſkjenne Hardanger 
paa Hoſeſokker!“ Men ſelv Stovlerne fornegtede ikke 
Ejerens ſeje Udholdenhed, de holdt godt. Da vi 
naaede ned, hvor Vejen holdt op med fine Krumninger, 
ſtandſede vi og jaa os om. Her nede fra jaa disſe 
vældige knejſende Fjældtinder end mere vilde og ſtor⸗ 
ſlaaede ud. Bejede man Hovedet ſteerkt bagover og 
keg op til Toppen af dem, der ragede brat i Vejret 
ſom en Mur op fra Vejen, hvor vi ſtod, var det ikke 
frit for, at man gas en Smule; der var noget lige⸗ 
fremt overvældende ved dette Syn. Hvem der har 
ſtaget ind under og ſet op ad en fejl Klint eller en 
hej, faldeferdig Borglavning, til Efterdemme 


Kampetaarnet paa Koldinghus, kan noget nær foreſtille 
ſig det. Det faa ud, ſom om en eller flere af de uhyre 
Stenblokke, der hang deroppe, kunde faa i Sinde at 
flippe Taget i Fjældet og ramle knuſende ned over os, 
hvad Ojeblik det ſkulde være. Paa den modſatte Side 
ſtod en lavere og ikke nær jaa ſonderreven mark Fjeld⸗ 
væg, hvis ſortegraa Farve yderligere fremhævede de 
ſkinnende Hvide Vandſtraaler, ſom et Par ſmaa Fjceld⸗ 
bekke rislede ned over den, og ſom faldt plaſtende i 
Elven, der gik mumlende nedefter ved Siden ad Vejen, 
ſom vi nu fulgte. Fjældene paa begge Sider traadte 
længer tilbage, eller, om man faa vil, Dalen videde 


| fig ud. Gnebærbujte, Birfetræer, grønt Græs og fnart 


efter Fyr og Graner mødte os lidt efter lidt, efter⸗ 
haanden ſom vi kom længere ned i Dalen. 

Det ſamme gjorde Lensmanden, ſom vendte tilbage 
fra ſin Skydstur med vor Ven, der biede os ved 
næfte Skydsſkifte. a 

„Her ſkal J je en Hardanger⸗Rogſtue,“ ſagde vor 
Rejſefcelle, da vi knap efter naaede ham uden for 
Gaarden. Vi gik ind. Det var en ſtor, rummelig 
Stue; over den halve Del af den var der intet andet 
Loft end ſelve Taget, i dette en Luge eller Lem, ſom 
Rogen fra Pejſen omſider ſlap ud af efter en Tid lang 
at have tumlet forvildet omkring derinde. Varmen 
gik rigtignok ſamme Vej, men Boſkabet og Veggenes 
ſortbrune Farve vidnede om og ſandede, at i kolde 
Dage brugte man, for at holde paa den ſidſte, kun at 


linde Lugen grumme lidt for den forſte, ſom da bredede 


og væltede ſig omkring i Stuen, til liden Baade for 


æn seer 


328 


&yggen. " Blev. Rogens Selſkab alt for Evælende. og 
uhyggeligt, havde man bare nødig at linde Døren eller 
Lugen for at blive af med den eller fri for den paa 
en næm Maade. 
raade den eller dem, der ønffer en hyggelig Stue, at 
indrette den i gammelhardangerſk Ragſtueſtil. 

Der var ellers ret venligt derinde. En venlig 
gammel Mo'r med Skaut paa Sovedet var ene hjemme. 
Hun havde været kjon en Gang, det kunde ſes endnu. 
Hvem der havde ſet hende for en 40 — 50 Aar tilbage, 
da var hun ſikkert nok „en af Bygdens gildeſte og 
vakreſte Jenter“, ſom Gutterne kappedes om at ſtaa 
hojeſt hos, traadte Sæterftien for om Lordagskveldene 
og hellere end gjærne ſvang i „Halling“ og „Springar“ 
til den otteſtrengede Hardangerfeles huldreagtig lokkende 
Toner; kanſke og hun vidſte allerbedſt Rede paa, hvorfor 
et Par Gutter trak de blinkende Tolleknive. Det var 
forlængft af de Dage; nu vandrede hendes Tanker viſt 
hiſt andenſteds henne; hun talte hellere om det kom⸗ 
mende end det ſpundne. 

Den rigelig lange Ventetid efter Skydſen, vor 
Ven havde beftilt ned til Sandvenvandet, før vi Fod⸗ 
gengere kom, nyttedes til at je os om ude og inde, 
ſnakke med gamle Mo'er og drikke Melk; men den 


fordi vi vare mætte, men fordi gamle Mo'er ikke havde 
mer at undvære, og ffjønt hun ikke ytrede noget højt, 
var det dog ſynligt nok, at hun -forbavjedes over det 
Maal, vi belgede i os; hun kom viſt nok til den 
Slutning, at vi danſke maatte være et grumme melke⸗ 
drikkende Folkefeerd. 

… Endelig kom Skydſen da. „Ovad ſkal J have 
ſor Melken, Moer?“ — „Dae pasſ' Du ſſol, Kar.“ 
Det gjorde vi, og ſagde Farvel og Tak. 

Tre, fire Karle ſtod omkring Skydſen, men ingen 
af dem ſkulde Høre for vor Rejjefælle, de havde for 


travlt med Høflætten og havde bare forladt Arbejdet | 


for at ſe og ſnakke lidt med os „Fremmedkarer;“ en 
Jente fulde ſkydſe. 

„Kor e dem Karar fraa?“ ſpurgte en gammel 
Mand i Knebuxer og med ſtribet Toplue, faa ſnart 
vi kom hen til dem. Det ſagde vi. 

„Ifraan Danemark!“ udbrød han. „Ha dem hakt 
godt Or i Danemark?“ 

Aa jo; i Vaaren havde vi rigtignok en Tid haft 
nogen Torke, ſom Gres og Vaarſed led ved. 

Ja, „Torka“ havde ogſaa været ſlem hos dem, 
fortalte de. 

Disſe Sporgsmaal vare overalt de forſte, ſom 
norſte Landfolk gjorde os, og vi ventede dem derfor 
hver Gang ſaa ſikkert ſom Goddag og Farvel. Ved 
det ſidſte plejede Samtalen gjerne at blive ſtagende, 


Næmt var det, men jeg tør ikke til | 


| til Reiſen igjen! 
ſidſte Idræt holdt des værre alt for ſnart op, ikke 


hvis vi ikke bøjede ind paa noget andet; men nu over: 
raſkede Gamlingen os med Spørgåmaalet, om der nu 
var Fred i Evropa? Kan være vor Navngivelſe ſom 
danſke vakte et deemrende Minde hos ham om vor 
ſidſte Krig med Tyſkland, hvorom tidligere Vejfarende 
— ikke Bladene, for dem ſaa vi ingen af paa denne 
Egn — havde bragt Tidender til hans fjcerne Fjeelddal. 
Normendene, iſcer den gamle, lyttede opmeerkſomt til 
hvad S., der iblandt os gik og gjaldt for en over⸗ 
maade lærd og „forfaren“ Mand, fortalte om Tilſtanden 
i Evropa. Spanien og de „ſpanſke Tilſtande“, omtalte 
han ikke, al den Stund han havde den Anelſe, at 
ſaadant et Lands Zilværelje vare hans norſke Zilhørere 
uvidende om; men des mere talte han om vort Fedre⸗ 
land, og den ſynlig varme Deltagelſe, Normaendene 
derved lagde for Dagen, vidnede om, at Hardanger⸗ 
bonden heller ikke har glemt: É 
So long ej tid mi fuldes åt 
og delte illt og gott; “ É 

men har broderligt Sjertelag mod os Danſke, hvor 
ikke en eller anden ſerdeles ivrig og yderlig norſk Nor⸗ 
mand ved fin vrange og fejlagtige Opfattelſe af Maal⸗ 
ſtrevet og Virken for ſamme har forkludret det. Men 

Skydsjenten gjennede ad Gampen; vi Fodgeengere 
fulgte efter. 


) A. Abel: „Ola Tellabonne åt Dauſten.“ 


Smaating. 


Geografiſk Gaade: Forbogſtaverne paa nedenſtagende 
Navne laſte nedad danne Navnet pan en mindre elſket dauſt 
Dronning, Endebogſtaverne læfte opad give Navnet paa. hendes 
kongelige Wgtefælle: En By i Rusland. — En SO ved Italien. 
— En By i England. — En By i Sverig. — En dauſt 
Halvø. — Et Bjærgparti i de nederrhinſke Skiferbiarge. — En 
rusſiſk By ved Sſterſoen. — En Elv i Norge. 


Oplosning fra Nr. 40: 
NE R O 


E D O M 
R O M A 
OMAR 
Brevverling. 
. N. i R. Om Kaninavl og om hvor man kjober Kaniner, 

je Husvennens foregagende Kvartaler. 


paa den firkantede Nod: 


Rettelſe: J Fortællingen Mandebod Nr. 40 er indløbet 
nogle meningsforſtyrrende Trykfejl, ſom bedes rettede, nemlig: 
aa) 313, Sp. 1, Lin. 4: Ildkirken, læs Ildkieken (aabent 

ed). 5 
Side 314, Sp. 2, Lin. 40: Kornisſer, læs Karnisſer. 
Side 315, Sp. 2, Lin. 14: Hojkan, læs Hejken. 


Indhold. 


Mandebod, Fortælling fra Ditmarſken af Al. Schumacher 
(Sluttet.) — Slangebeſveergerne i Marokko, eſter det Engelſte 
ved E. Toepfer, med Billede. — Fra Field og Dal, Minder 
3 Norgesrejſe, af Jens Skytte. — Smaating. — Brev⸗ 
vexling. 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


. 


3. Aargang. 


Svenſkernes Vejvifer. 
(Frit efter et Sagn, ved —n—ut.) 


De ſvenſke Tropper i Landet ſtod, 
og Ild og Blod 

man ſaa', hvor fremad de droge; 

fra Kattegat og til Veſtervov, 
med Mord og Rov, 

til Folkets Redſel de joge. 


For mangen Bonde blev Gaard og Gods, 
og Liv derhos, 

et Rov for de grumme Fjender; 

thi, naar det om Penge og ln gjaldt, 

| da tog de alt, 

1 der faldt dem imellem Hender. 


J Sognet Lem, tet ved Fjordens Strand, 

I der var en Mand, 

i en djærv og behjærtet Bonde, — 

| med Kløgt i Banden og mandigt Mod 
han tit forftod 

at hjælpe, hvor hjælpes kunde. 


En Vinteraften da Sne drev paa, 
fin Horſa graa 

han flædte med Sadel og Mile; 

han vidſte, Svenſken red tæt i Rad 
mod nere Stad, 

og gav fig ej Ro eller Hvile. 


At melde dette ham Pligten bod; 
for Morgenrod 
var Svenſken maaſke ved Byen; 
5 thi ſadled han op ſaa ſent i Kveld, 
Es trods al den Veld, 
der faldt i Stromme fra Skyert. 


Nr. 42. Soudagen b. 16. Mi. 1826. 


Kjobenhavn. 


Hans Viv kom til ham i Gaarden ud: 
„Du gode Gud! 

hvor vil Du dog hen ſaa ſilde?“ 

i Haſt han gav hende klar Beſked, 
hvorfor han red 

der var ingen Tid at ſpilde. 


Hun malte: „Det er vel et farligt Bud; 
men drag med Gud, 

til Lemvigs Borgeres Lykke; 

jaa jætter jeg mig til Væven hen, 
til hjem igjen 

Du kommer, jeg væver et Stykke“. 


Farvel han bod da ſin Kvinde prud, 
af Gaarden ud 

ham bar velnærede Ganger; 

mens Kvinden ſukked: „Hvis Fjenden ram 5 
nu møder ham, N 

fuld daarlig Lykke han fanger“. 


Saa ſtjod han Gjenvej i Fart han fo'r, 
over Plsjejord, 
til Vejen han ſkimte kunde; 
men da han red mod den truede By, 
klang Vaabengny 
og Larm af bjeffende Hunde. 


Den veerſte Anelſe i ham ſo'r: 
„For ſent, jeg tror, 

jeg melder de onde Geſter!“ 

han Vejen naade, hvor de drog frem, 
og øjned dem, 

red øjt ſaa i Steder for veſter. 


Da ſtopped ham ſnart de Svenſkes „holdt!“ 
— de bod ham ſtolt, 


A 


at folge ſom deres Fange; 

og dem paa Vejen at viſe ret 
— det var juſt det 

han vented med Anelſer bange. 


Hans Agt det var dem at fore frem 
og vildlede dem, 

ſaa de kom udenom Byen; 

da ſtandſer Sneen, ſom for faldt tæt 
paa Vejen flet, 

og lidt det lysned i Skyen. 


Limfjordens Vig nu for dem laa, 
de ej den faa; 

men Bonden kjendte nok Stedet. 

Da glimter et Lys paa den anden Bred 
ſaa mildt i Fred, 

han peger, og Svenfkerne je det. 


„Der,“ raabte de glad, „vi Byen har!“ 
Han gav til Svar: 

„Ja did maa Farten vi rette“; 

ihi ſom et Lyn ſlog i Sjælen ned 
Hevntanken vred: 

„Mit Liv paa Spil maa jeg fætte! 


Og falder jeg, jaa er Byen fri. 
— Gud ſtaa mig bi! 

og trøfte min elſkede Kvinde”. 

Han jog mod Fjorden i ſtrakt Galop, 
— den ſpenſle Trop 

trygt fulgte ham ſom i Blinde. 


Vildt ſom et Uvejr de fare frem, 
med Fynd og Klem, 
og Bonden altid i Spidſen; 
kun han ſaa Fjorden, ſom for sem e 
dens kolde Blaa, 
nu ſnart vil føle dem Isſen. 


Snart naa de Skrenten og glad i Hu, 
de tykkes nu 

at nerſomt Lyſene ſmile; 

da raaber Bonden: „J Herrens Navn!” 
og Bølgens Favn, 


dem ſtedte alle til Hvile. 


Saa frelſtes Byen for Ild og Sværd, 
ved Bondens Færd, 

ſom Sagnet aldrig vil glemme. 

Vel fjendes ej mer den edles Navn, 
i kjcrlig Favn, 

hans Minde dog Saga vil gjemme. 


Fra Fjæld og Dal. 
Alinder fra en Norgesreſſe af Jens Skytte. 


J Hardanger. 


Den norffe Digter Henrik Wergeland ſiger et Sted 
i fit Digt „Den engelſke Lods“ om Hardanger: 
Ja hvor findes ſaadant Sted: 
Majeſtcet og Bndighed 
i en inderlig Forening .. 
uden i Din Herlighed, 
underdejlige Hardanger? 


Han maa nok ſporge derom. Man vil visſelig 
komme til at (ede længe og vidt og bredt, for man 
finder Mage til faa ſtolt og ſmilende en Natur, og 
iſer omkring Gaardene Lote, Hildal og Gronsdal, hvor 
ffyhøje til Dels grankleedte Fjaldaaſe, tindrende hvide 
Braer og en uendelig Mængde ſtore og ſmaa, bruſende 
og plaffende Fosſefald, fagre Lier og Engſtrimler og 
Klynger eller Smaalunde af Løvtræer ere ſammen⸗ 
trængte paa en ganſke fort Vejiſtrekning. Gjennem 
Dalens Bund gaar Elven ſin uſtadige Gang. Snart 
kniber den fig igjennem en Snævring og buldrer af 
Sted over Stof og Sten, og jnart vider den fig ud 
til lange Smaaſser og ffrider kjont ſtille videre. 

Alle disſe Herligheder timedes det os at fe i det 
dejligſte Solſkinsvejr af Verden. Vejen, bred og magelig 
og faa jævn ſom et Logulv, ftrøg lige om ved det 
megtige Vandfald Lotefos, der i to Spring ſtyrter ned 
fra Fjeldet med en forfærdelig Larm, ſom man faar 
en Foreſtilling om, naar man tænker fig en Sammen: 
ſmeltning af Stormens Bruſen i en Skov og en dump, 
dronende Torden. Solſtraalerne dannede prægtige 
Regnbuer i Rogen eller Skumſtevet, der hævede fig 
ſom hvide Skyer op fra hvor Vandmasſen tørnede mod 
Klipperne og ſenkede fig ſom en drysſende Stovregn 
over Vejen og Tracer og Klipper i en vid Omkreds. 
Længer fremme, et lille Stykke fra Gaarden Hildal, 
plaſker Hildalsfosſen ned fra en Højde af 1000 Fod. 


Den fuſer og ſtyrter ikke frem og ned med ſaadan en 


Veelde ſom Lotefosſen, men den hopper og glider i 


en Mængde ſkumhvide Baand og Striber, Fald i Fald, 


ned ad Fjældfiden. 
Ret ſom vi naaede at ffimte Sandvenvandets 


blinkende Flade (300 Fod over Havet), kom Jenten 


tilbage fra Skydsturen. Naar der laa Solſkin over 
de merke Fjcelde, Fyr og Graner, over de graesfriſke 
Lier og lyſe Birkelunde, og Elvens Smaabolger lo, 
nynnede og danſede, hvor kunde jaa nogen ſe mork og 


| fvær ud! Det ſamme mente Jenten viſt ogſaa, for 
| Der laa et tindrende Solſkin over hele hendes Aaſyn. 
| Sun havde nu rigtignok ogſaa ſerlig Grund til at fe 


ſaa overmaade ſjeleglad ud; for det var viſt ikke ved 
hver Skydsturs Endemaal, hun fandt „den ſnille 


Gutten“ hidſendt i et lignende Wrinde ſom hendes, 
ſaadan ſom i Dag; derfor var det jo ſaa rimeligt, at 
de pan Hiemvejen ſad Side om Side i Guttens Age⸗ 
ſtol og fod hendes Heſt og Kjoretej pasſe fig ſelv der 
bag ved, Samtalen gik jo paa den Maade langt mere 
fornøjeligt, end naar de ſkulde ſidde og raabe og gale 
til hverandre fra Vogn til Vogn. J det de rullede 
om ved os, ſendte Gutten os et ſporgende Ojekaſt, og 
Jenten to, tre Nik og jaa aabent et Smil, at vi ſaa 
de to Tredjeparter af hendes ſkinnende hvide Tender. 
Vi hilſte igjen med Nik og Smil. 

Snart efter gled vi hen over det gronligt klare 
Sandvenvand. Paa den ene Side ragede temmelig 
bratte, grankledte Fjælde lige op af Vandet; paa den 
anden traadte de jaa langt tilbage, at der blev en lav. 
græsgrøn Strand eller Kyſtbremme med Huſe og 
Gaarde. 
vi ſkjod frem under en Jerntraad, vel faa tyf ſom en 
Telegraftraad, ſom var ſpendt tværs over Bandet, højt 
oppe fra Fjældene og ned til Huſene. 

Roerkarlen fortalte, at Øget, ſom bjergedes der 
oppe i Fleldene, blev ad denne Vej fort over Vandet 
ned til Huſene. Naar Hget var tjenligt til at føres i 
Hus, blev det bundet i Knipper paa flere Lispund, ſom 
ved en Jeernkrog hængtes pan Traaden, og ned ad 
denne kjortes det jaa hjem. 

Lidt efter ledte Rorkarlens Udraab og Fingerpeg 
vor Samtale og Opmeerkſomhed bort fra Hobjergnings⸗ 
traaden til noget andet ſkraat frem for os. Vi ſaa 
ind i en fmæver Sidedal, hvis gverſte Ende fyldtes 
eller lukkedes helt og holdent af ſkinnende Is⸗ og Sne⸗ 
masſer. 

„Buarbra“, ſagde Rorkarlen. 


„Aha, den ſkridende Bra! Ja, der maa vi op!“ | 


„Hvis ikke Skibet til Bergen gjør os en Streg i 


Regningen“, tilføjede I., vor eftertenkſomme Rejſefcelle. 


Vi landede, vandrede en halv Times Tid ned ad, og 
naaede fan Odda, en Landsby eller en lille bitte Floekke 
vilde vi falde den her i Danmark. Den har en kjon 
Kirke, to „Hoteller“, men kun en eneſte — Skomager. 
Paa begge Sider af Byen og langs ad den ſmalle 
Sorfjords Bredder ſtaa Fjælde i ſtolte Rokker, og paa 
den ene Fjcldrekkes Aaſe ſes nu og da lange ſkinnende 
Folder og Flige af Folgefonnens Snekappe. De mæg: 
tige Omgivelſer give Oddas Gaarde og Huſe et ſmaa⸗ 
ſynt, dværgagtigt Udſeende, men kommer man ned i 
Byen, faar man et venligt Indtryk af den ved hiſt og 
her at finde nette Smaahaver med Frugttreer og vilde 
Roſenbuſke i omkring og ved de lysmalede Trehuſe, 
ſom ligge tæt ud til den blanke Fjordarm. 

Ifolge vor Lensmands Raad, tog vi ind i det 
rødmalede „Hotel“, hvor vi, ſom han havde Jagt os, 
fandt „ſnille“ Folk. Efterretningen om, at Damperen, 
der lagde til ved Odda to eller tre Gange om Ugen, 
havde haft et Uheld, ſom nødte den, og os, til at op⸗ 


„Hvad er det for en Snor?” udbrød vi, da 


paa noget at tale om. 


jætte Farten til Bergen i nogle Dage, modtog vi med 
ſtor Sindsro, hvilket var mere, end der kunde ſiges om 
de fire Englændere, vi traf der i Huſet. Ja, om de 
to af dem kan der dog ikke ſiges andet, end at de fandt 
fig rolige i den tilſkikkede Skebne, de gik, ſtod og fad 
i Dyb Tavshed; men de andre, iſcer den ene, vifte os 
hvordan en Englænder, hvis Sinds Harme og Ærgrelje 


har ſkubbet ud af Ligevægt ſer ud og ter fig. Hans 
ſeyggeloſe Somandshue med lange, flagrende Silkebaand 
ſad i Nakken, Ojnene ſnare og urolige, ligeſom hans 
Arm⸗ og Benbevegelſer. Han ſogte ved en Sammen⸗ 
blanding af danſke, tyſke og engelſte Ord at fortælle 
os, hvad Skibets Udeblivelſe havde ladet ham gan 
glip af, og hvad han vilde gjøre, og efter adſkillige 
til Dels mislykkede Forſog med baade Mund og Arme 
og Ben, lykkedes det ham at ſige os, at han vilde klage 
til den engelſke Konſul, jaa ſnart han traf en ſaadan, 
og giennem ham fordre Godtgjsrelſe af Rederiet for 
Tidsſpild og Udgifter under ſit ufrivillige Ophold i 
Odda. 

Vi ſogte at ſtille ham til Freds og mente, at det 
kanſke var tvivlſomt, om han kunde fordre og faa en 
ſaadan Godtgjorelſe; men hvad vi ſagde, virkede ikke 


ſtort, han forſtod ſagtens heller ikke ret mange af 


Ordene. Godt var det, at Fiſken ſtrax efter kom paa 
Bordet, thi den havde en forbavjende dulmende Virkning 
paa ham, og havde han før haft noget at vrage ogen 
Del at udjfætte paa et og andet i Norge, var det en 
Skam at ſige ham paa, at han rynkede Næje ad fede 
norſke Lax. Meerkelig nok vare han og hans Fæller 
de forſte Engelffmænd, vi traf ſammen med paa vor 
Rejſe fra Kriſtiania og tværs igjennem Landet, men 
end mere meerkelig i der mindſte for mig, at ikke en 
eneſte af dem var ſpraglet, tavlet eller ternet, hvilken 


Egenſkab ved Klededragten jo ellers ſkal være et ſerligt 


Kjendemeerke, fælles for alle rigtig engelſke Reiſefolk. 
Mange har viſtnok følt, hvad for en ſollevorn, 
pinlig og trykkende Stilling det er at være i, at ſidde 
ſammen med Folk og gjerne vil, men ikke kan hitte 
Værre bliver det, naar Sproget 
er Hindringen, naar man har noget at tale om, men 


dan ikke forſtaa hinanden. 


Saadant et Uføre fad vi i med Albions Sønner. 
For at vinde ud deraf, hittede en af dem og vor lærde 
S. paa ar tale ſammen i et Sprog, ſom de kaldte 
franſk. Det gik lyſteligt! Franſkmendene ſkal jo være 
et grumme livligt Folfefærd, men om der juſt hører 
jaa utrolig en Mængde Nik, Fingerpeg og andre Legems⸗ 
gvelſer til, ſom dem, Engelſkmanden og vor Ven brugte, 
for at udtrykke deres Tanker i det franſke Sprog, tvivler 
jeg en lille Smule om. 

Under vort Ophold i Odda, ſom Dag efter Dag 


| udmærkede fig ved det yndigſte Sommervejr, havde vi 


rigtig Lejlighed til i god Ro og Mag at drage frem 


I af Mindet alle ſtore og ffjønne Indtryk og ſtiftende 


Stemninger fra vor Rejje i Norges Fjælde og Dale, 
og til at modtage ny gjennem Udflugter i Omegnen. 
Engelffmændene jaa vi lidet til. De fløj ufravigelig 
ud hver Morgen og vendte lige fan ufravigelig tilbage 
hen paa Eftermiddagen, ſpiſte, røg og gik til Sengs. 
Hvor de fløj hen, aabenbarede de os ikke. 

Vi ſaa os om i Byen, hvilket var ſnart gjort, og 
klavrede i Fjeldene der omkring. Det er vel nok 
ſaadan, at Kvinderne i et og alt holder aller leengſt 
ved det nedarvede; i al Fald kan det ſiges om Klede⸗ 
dragterne. Her ude havde Mandfolkene for længft lagt 
Egnsdraaten af, men ikke faa fan Kvindfolk bærer den 


Folkedragter 


Hovedet har de det ubeſkrivelige Skaut, et ſkinnende 
hvidt, kruſet og pibet Hovedtoj, der ſtrutter til alle 


Sider. Dragten giver dem et alvorligt og værdigt | 


Udſeende, ſom jo hør og bør fig en Kone. Knapper 


og Spender fattes ikke hverken hos Pigen eller Konen. 


Des værre fkikkede det fig ikke ſaadan for os at vi fil 
jet en Kirkefcerd i Baade. Det ffal ellers være et 
prægtigt Syn, naar Baad ved Baad, med pyntede 


Kirkefolk, en klar og varm Sommerſondag ftævne op 


ad Fjorden til Kirken i Odda eller en anden der ved 
Kyſten. Vi faa flere fotografiſke Billeder fra en ſaadan 
Søndag. Et ffal jeg kortelig omtale. Ved Landſtig⸗ 


endnu. Hines Dragt har været lavpulet Hat, lang, 
rød Veſt og Stortreje med opſtagende Krave og Sølv: 
knapper; merke Knebuxer og hvide Hoſer, ſom holdtes 
oppe om Benene af rode Hoſebaand, der bandtes med 
Slojfe og flagrende Ender paa Bderſiden af Benet, og 
endte i de ſolvſpeendte Sko. Pigerne bære Haaret 
i to laſe Fletninger, over Skjorten et højrødt, uldent 
Livſtykke uden Wrmer, kantet med grønt, og fort Skjert 
med en ſmal rød eller grøn Bordt neden om. Konernes 
Dragt er langt fra jaa ungdommelig. Skjortet er 
rigtignok det ſamme, men i Steden for Pigernes røde 
Livſtykke gaa de med fort, langærmet Troje, og paa 


i Hardanger. 


ningen faar de kvindelige Kirkegengere travlt med at 
rette og heje paa hverandres Klædedragt, for de drager 
ind i Kirken. Billedet vifte en Roekke unge Piger, der 
ſad ved Landingsſtedet og flettede hverandres Haar. 
Hardangerbaaden er langt rankere og ſkarpere bygget 
end vor, og kan derfor ſkyde en anderledes Fart, naar 
øvede Sænder faa fat i Aarerne; ved Siden af den 
vilde en af vore Fiſterbaade tage fig grumme ſteerk, 
men og lidt kluntet ud. Vi fik fat i en af Baadene 


dens venlige Ejermand gav ſelvfolgelig Lov dertil 


| 


— roede ud ad Sørfjorden og ſang: „Der aander en 
tindrende Sommerluft varmt over Hardangerfjords 


333 


Bande”, ſaa det klang mellem Fjældene. Og da vor 
Reiſefelle omſider havde naat at røre og blodgjore 
Oddas eneſte Skomagers Hjærte til Fordel for fine 
revnede Stovler, gik Turen til Buarbræen for fig. Vi 
roede tilbage over Sandvenvandet og ſteg i Land tæt 
ved Jordalsgaarden. Efter vel en halv Times Vandring 
op ad den jævnt ſtigende Ridevej, der gaar ved Siden 
ad Elven i Bunden af den ret frodige, men trange 
Dal, hvor nu og da ſplintrede Ender af tykke Zræ: 
ſtammer ſtak frem mellem uhyre Hobe af Klippeblokke 
ſom ſorgelige Minder om de ſidſte Ficeldſkred, og trolige 


Vidnesbyrd om disſes roedſomme og knuſende Veelde, 
naar de tordne og rasle ned i Dalen, flod vi ved 
Bræens prægtige Jsvcgge. Solen ſkinnede paa Bræen 
og der lød en ſtadig ſyngende Sislen og Dryppen af 
Iſen, ſom ſmeltede lidt og ſamlede ſig i den grumſede 
Elv, der gik ud fra dens Fod. Hvor Sollyſet faldt 
paa, var den ſkinnende hvid, men i Skyggen ſpillede 
det i hvidt, blaat og grønt og Overgange fra den ene 
Farve til den anden. Det gjør et underligt Indtryk 
paa En, at ſtaa der en blank Sommerdag og Je de grønne 
Løvtræer, Blomſter og friſt Græs gro frodigt lige ved 


7 
2 


Buarbrærn. 


Foden af Snebjærget. Nu og da gav det et dumpt 
Dran i Bræen, det var en 38 eller Stenblok, der 
ſtyrtede ned. Der var ſagt os, at det var ikke uden 
Fare at ſtaa lige ind under den, al den Stund ſaa⸗ 
danne Blokke jævnlig væltede ud over og ned i Dalen. 
Buarbræen er en Gren af Folgefonnen og ſkal have 
dannet fig i Løbet af de ſidſte 50 Aar. Den Filer, 
bryder og ſkruer fig ned i Dalen, fører husſtore Klippe⸗ 
ſtykker med fig og roder alt, baade Jord, Zræer og 
Sten, til Side. J 1870 ſkred den 130 Alen, og i 
1871 vandrede den i en Uge 6 Alen. Mange „Fjeld⸗ 


bejter“ (Gresgange) og Stykker Agre har den allerede 
lagt ade, og bliver den fremdeles ved at ſkride ſaadan 
fremad, vil det ikke vare ret mange Aar, for den naar 
og knuſer hele Buargaarden med Huſe og ſamt. Skjont 
truet baade af Bre og Fjeldſkred, boer Bonden endnu 
paa Gaarden, ſom har heller ikke forlader, før han er 
haardt nødt dertil; han haaber og venter, Bræen ſkal 
ſtandſe af fig ſelv, ligeſom den anden Skridjskel, der 
for en Del Aar tilbage gjorde en lignende ødelæggende 
Vandring ned i en Dal der i Omegnen. 

Var Dagene der i Hardanger kjonne, var Aftnerne, 


ffjønt en Del følige, det ikke mindre. Naar det ſkum⸗ 
rede i Dalen, og Solens rødlige Aftenſkjcer gled op ad 
de hojeſte Aaſe, vandrede vi gjærne ad Vejen op efter 
og langs Sandvenvandet. Uden Støj og Latter, ſtille 
og alvorlige ſom ved ſelve Arbejdet vende Folk bjem 
ad fra Sø- og Løvbjærgning i Birkelierne. Baad 
efter Baad glide hen over Vandet og lægge til Land. 
Se denne der med den høje Stak Birkekviſte i Bag⸗ 
ſtavnen! hele Husſtanden har været i Ficeldet for at 
bryde Løv til Vinterfoder for Kvceget. Moderen ſtaar 
og læner fig til Lopſtakken og holder en Haand i den 
„vesle“ Gut, der troner i Toppen og har travlt med 
at fe og pege efter Fiſkene, der fmæffe i Vandſpejlet. 
Faderen og en halvvoxen Gut ro. En Ged ſtaar kick 
i Forſtavnen med Forbenene paa %fingen. 

Den ſidſte Baad var landet, og Folkene gaaede 
hjem. Solen havde for længft forladt den højefte 
Fiældtind og Freden og Stilheden i Dalen var bleven 
dybere, Maanen ſteg bag Aaſene og ſpredte Lysning 
over Sne, og Fjældtoppene paa den modſatte Side. 
Kun Elven hvilede ikke; den kvad fine alvorlige Sange, 
der fmæltede ſammen, bervrede og flød ſom en dyb 
Moltone ud over Dalen mellem de ſtolte og merke, 
norſke Fjeelde. 7 

En Dags Zid efter kom den af Kyſiboerne langs 
Hardangerfjord kjobte Damper „Hardangeren“. 


Dværgfrugttræer. 


Til Redaktionen af Husvennen. 

Indtil den 30te Juni er indloben ca. 400 Breve 
med Begjæring om over 22,000 Trœer. Rekviſttioner 
ſom ere indløbne efter denne Sid kan jeg ikke tage 
Henſyn til nu. 

Da ovennævnte Antal nemlig er langt ſtorre end 
jeg havde ventet, er det muligt at ikke alle Rekviſitioner 
ſtrax ville kunne blive opfyldte, da jeg kun vil vælge 
prøvede og godtkjendte Frugtſorter. De ville blive 
tagne i Betragtning i den Orden, hvori de ere komne 
mig ihende, og de Beſtillere, ſom af denne Grund 
ikke kunne faa Træer nu, beder jeg vente til Efteraaret 
1877, thi om Foraaret faar man kun vragede Zræer. 

En Del i Rekviſitionerne fremſatte Sporgsmaal 
beder jeg at maatte blive beſvarede ad denne Vej. 

1) De franſke Zræer have bl. A. det Fortrin: 

a) at de ikke optrekkes i ſteerkt gjodet Jord, men 
ude paa aaben Mark, ofte paa lejet, kulegravet 
Bondejord, hvor imidlertid i Almindelighed 
Undergrunden er kalkholdig og varm og derfor 
giver ſterk Vært og kraftigt Rodſyſtem. 

b) at Grundſtammerne troekkes af Stikling og ikke 
af Kjærne. 

2) Beredygtigheden er noget forſtjellig hos de for⸗ 
ſkjellige Sorter; nogle have begyndt at blomſtre og 


bære Frugt Aaret efter Plantningen, andre ſenere, 
dog ikke efter 2—3 Aar. 

3) Trœerne komme hertil ubeſkaarne; Wblerne med 
en Stamme, ſedvanlig uden Sidegrene, Peererne 
ſtundum med flere ſaadanne. 

Stammerne bor, naar de plantes, ffæres ned til 
den Højde, man onſker den ſkal beholde. 

Af Rødderne bortffæres ved et ſkraat Snit de 
de ſtarre „Ter“, men de fine Sugerodder lades 
ubeſkaarne. 

4) Hvad Beſkeringen ſelv angaar, henviſes til min 
Bog om Dværgtræer, Kun ſkal fremhæves, at 
Grenene bor bojes fra hinanden for at lade Lys 
og Luft Adgang, hvilket bedſt ſker, medens de ere 
ganſke unge og bøjelige, ved Sjælp af Uldgarn 
eller Baſt, ſnoet om et ſtorre Stykke af Grenen og 
faſtbunden ved en faſtſtagende Gjenſtand ſaaſom 
galvaniſeret Jerntraad mellem Pale. 

J de forſte Vintre ber hvert Træ ombindes med 
Halm til Vorn mod Harerne. 

5) For fan vidt et Bundt Træer beſtaar af ſamme 
Sort vil kun Bundtet faa Navn. 

6) Jorden, ſelb Sandjord, bor helſt kulegraves; det 
er gavnligt at gjode med Kompoſt, gammel og 
udbrændt Gjodning og Fiſkeguano. 

7) Ere Zræerne torre ved Ankomſten, bør de, forend 
de plantes, lægges ca. 12 Timer i Vand med 
Rodderne; disſe bor ved Plantningen ſpredes og 
Jorden om Zræerne maa ikke trampes faſt. 

8) Trcerne forventes hertil i Slutningen af Oktober 
eller Begyndelſen af November og ville derfor være 
i Beſtillernes Hender i Slutningen af November 
eller Begyndelſen af December. Er Jorden bekvem, 

kunne de plantes ſtrax, men ellers til April neſte 
Aar, og ſkulle i faa Tilfælde ſtrax flaas ned i Jorden, 
hvorfor det vil være heldigt at holde en hertil ud⸗ 
valgt Plads fri til Træerne ved Dekning med Halm, 
Lov el. Lign. 

9) Fragten fra Frankrig til Odenſe er indbefattet i 
den bekjendtgjorte Pris 50 og 40 Øre; men, for 
jaa vidt de ikke afhentes uindpakkede paa Hofmans⸗ 

gave, beregnes 4 Ore for Indpakning og Transport 
til Odenſe og desuden Transportomkoſtningen fra 
Odenſe til Beſtillerens Hjem. 

Er der Nogen af Beſtillerne, ſom paa Grund af 
Ovenſtaaende ikke onſter Træer, bedes han ſnareſt 
underrette mig derom. 

10) Betalingsmaaden vil nærmere blive bekjendtgjort 
gjennem Husvennen. 

11) For faa vidt vis ſe Sorter ere forlangte, da kan 
jeg i Almindelighed ikke gaa ind paa at feaffe 
ſaadanne, ligeſom jeg ikke kan forfkrive Kirſeber 
eller Blommer. 

13) Skulde der, paa Grund af den ſtore Mengde, ind⸗ 
lobe nogen Fejl, bedes den forud undſkyldt, og, 


derſom der er en Mangel, vil en ſaadan ſaavidt 
muligt blive rettet eller godtgjort. 
Hofmansgave, den 1fte Juli 1876. 
U. E. Hofman (Bang). 

Idet Husvennen indtager ovenſtagende Meddelelſe 
fra Hr. Etatsraad Hofman (Bang), ſkal Udg. tillade 
fig at ledſage den med nogle faa Bemeerkninger. 

Naar Bladet i fit forrige Stykke om Dveerrg⸗ 
frugttreer har fremført, at Træerne faas til Ind⸗ 
kjobspris, da er dette et mindre rigtigt Udtryk, 
idet der i den lave Pris er indbefattet Fragt fra 
Frankrig til Danmark og andre Omkoſtninger ved 
Indkjobet, jaa at Hovedindkjoberen kan være ſkadesles. 
Derimod er det en Misforſtaaelſe af adſtillige Leſere, 
naar man har opfattet Tilbudet ſaaledes, at man for 
henholdsvis 50 og 40 Øre pr. Tre kan faa dem leve⸗ 
rede i Huſet frit ülſendee. J dette, ſom i ethvert 
Tilfælde hvor man fjøber Frugttræer, maa Kjoberen 
Jelvfølgelig jelv betale Fragten fra Kjøbejftedet — her 
Hofmansgave — til fit Hjem. Denne Bekoſtning, der 
naar mange Zræer ſendes under et ad Jærnvejen, er 


forſoindende, bliver derimod forholdsvis betydeligere | 


naar enkelte Træer ſkulle forſendes med Poſten eller 
ad Icernvejen, hvorfor de, der have beſtilt Smaa⸗ 
partier, under Forudſctning at faa dem fragtfrit 


tilſendte, tilraades at tilbagekalde Beſtillingen, og faa | 


mulig neſte Efteraar i Forbindelſe med andre Lyſt⸗ 
havende at indſende paa ny ſamlet Beſtilling paa et 
ſtorre Antal. Man vil herved bringe Etatsraaden en 
betydelig Lettelſe i det ſtore Arbejde han har paadraget 
fig, da de mange Smaabeſtillinger medfører et næften 
uoverkommeligt Arbejde ved Afſendelſen. 

Thi det er virkeligt et overordentligt ſtort Arbejde 
Hr. Etatsraad Hofman (Bang) har overtaget, 
Husvennens fromme Onſke i Slutningen af forrige 
Stykke om denne Sag, bogſtavelig er gaaet i Op⸗ 
fyldelſe. J Steden for den ventede Beſtilling paa 
nogle Tuſend Tracer, er der, ſom ovenſtagende viſer, 
indtil den Iſte Juli indløbet Begjering om det uhyre 
Antal af 22,000 Trœer, medens der ſiden Iſte Juli 
endnu er indløbet Beſtillinger paa mange Tuſend til, 
ſom ikke vil kunne ffaffes i Aar. 

Dette ſtore Begjær efter jaa fort Tids Varſel, er 
et ſaare glædeligt Bevis for at Sanſen for Frugttre⸗ 
dyrkning er i ftæri Tiltagende, og den Omſteendighed, 


at en ſtor Mængde af Beſtillerne ere Skolelerere, 
vidner atter glædeligt om den ſtore Indflydelſe Lærerne | 
funne have paa Folkets Fremſkridt paa det praktiſte 


Livs Omraade, udenfor Skolegjerningen. Denne 
Kjendsgjerning bringer os til at tro, at om Regeringen 


aarlig vilde anvende en Snes Tuſend Kroner til ſmaa 


Reiſeunderſtsttelſer ſor flinke Lærere, jaa at et ftørre 
Antal hvert Aar kunde foretage en lille Ferierejſe med 
en og anden praktiſt Underſogelſe til Formaal, da 


idet | 


vilde en ſaadan ikke alene blive til en lige faa vel⸗ 
kommen ſom velfortjent Forfriſkelſe for mangen en 
flittig Borneopdrager, men ogſaa give mangt et godt 
Bidrag til at ſtyrke og forøge Lærernes. gode Ind⸗ 
flydelſe paa Befolkningen. Et Beſog i Hofmansgaves 
ſiceldne righoldige Have, vilde ſaaledes ved mangen 
Lærer bringe Fremſkridt og Virkelyſt til Smaafolk 
i Lærernes Hjemſtavn; thi er der nu Lyſt til Træ- 
plantning, vil der ogſaa ſenere blive Trang til Kund⸗ 
ſkab om Dværgtræernes rette Behandling. Den Uegen⸗ 
nyttighed og Utrettelighed hvormed nævnte Haves Ejer, 
i ikke faa Aar har virket for Frugttredyrkningens 
Udbredelſe ved Indforelſe af Dværgtræer, borger for, 
at Reſultaterne af al hans Indſigt med Glæde 
vilde blive ſtillet til Raadighed for Smaafolk blandt 
Landbrugerne gjennem Lærerne. Husvennen har 
kun nu at bringe ham en varm Tak for den Ufor⸗ 
trodenhed hvormed han nu vil ſoge at løje den ſtore 
Opgave, at tilvejebringe et jaa betydeligt Antal Træer 
af bedſte Sorter, og onſker ham Held til at loſe Op⸗ 
gaven tilfredsſtillende. å 


husflid. 


Kikkerten i fin ſimpleſte Form. 
Af Thorvald Kohl. 

J den Tauke at yde Leſerne en behagelig og tillige nyttig 
Adſpredelſe, ſamt for mulig at vakke lidt Interesſe for Stjerne⸗ 
leren, ſkal der i det folgende meddeles en letfattelig Anvisning 
til med ringe Midler at forferdige en Kikkert, ſom baade vil 
kunne være til Nytte og Fornojelſe. 

Det vigtigſte ved Kikkerten er ſelvfolgelig Glasſene, hvorfor 
man med Skjonfomhed maa udvælge fig pasſende Linſer. Den 
ene af disſe kan ſimpelthen beſtaa i et eirkelrundt Brilleglas, 
1½ Comme i Diameter og udhvælvet (konvex). Holder man 
et ſaadant Glas mod Solen, danner der ſig ſom bekjendt et 
lille Solbillede i en beſtemt Afſtand bag Glasſet. Det Lys, 
der falder paa den hvælvede Glaslinſe, ſamles her i et Punkt, 
der kaldes Brendpunkt, fordi let antendelige Gjenſtande, Bomuld, 
Spaan o. lign. komme i Brand, naar de i Sollyſet anbringes 
i dette Punkt. Afſtanden mellem Braudpunktet og Linſen kaldes 
Brendvidden, og det er denne, det gjelder om at udmaale 
ved Valget af Glasſene. Den omtalte Linſe bor have en 
Brændvidde af c. 1 Alen; hvis Solen ikke er fremme, kan man 
temmelig nøje beſtemme Brendvidden ved at lade Lampelys 
falde paa Linjen, der i jaa Fald holdes i en halv Snes Alens 
Afſtand fra Lampen. Man ſer da et omvendt Billede af Lampe⸗ 
flammen aftegne fig paa et Stykke hvidt Papir, der holdes bag 
Glasſet, og ſamtidig hermed lader man en anden maale Brend⸗ 
vidden med en Tommeſtok. 

Det andet Glas er mindre men langt mere hvælvet, ſaa 
at dets Brændvidde kun er et Par Tommer. Hertil kan en 
almindelig Loupe let lille Forſterrelſesglas) anvendes. Man 
bor ved Valget af Linſerne paaſe, at der ingen Striber eller 
Blerer findes i Glasſet. : 

Disſe indjættes derpaa i to Papror “), ſom paa den indre 
Side ere overklebede med mat, ſort Papir, og hvoraf det kortere 
(8 Tommer lange) Kør kan ſkydes tet ind i det længere (20“ 
lange) Rør; heri anbringes nu det ſtorre Glas paa folgende Maade. 
Man forferdiger et lille rundt ffelaag, der er faa ſtort, at 
det netop kan ſlutte ſtramt om Roret. Midt i Bunden ud⸗ 
ſkeres et cirkelrundt Hul af 1 Tommes Gjennemſnit. Linſen 
lægges herefter over denne Aabning indeni Laaget og ovenpaa 
Linjen anbringer man tilſidſt en Papring, hvis yderfte Rand 
nøjagtig ſvarer til Laagets Omfang, og hvis indre Aabning 


+) Angaaende Forferdigelſen af ſaadanne ſe „Haandgjerningsbog for Ung⸗ 


dommen“ II, Side 40 o. fr 


Denne Ring tjener 
til at faftholde Linſen. Man fætter nu Laaget, med hvad dertil 
hører, faſt paa Enden af Roret. Paa lignende Maade faſtgjeres 
det mindre Glas i den ene Ende af det korte Ror, og derpaa 
ſkydes det ſidſte faa langt ind i det lange Rør, at Kikkertens 
hele Lengde bliver 26 Tommer, nemlig Summen af de tvende 
Brændvidder. 

Bil man nu prøve Inſtrumentet, da retter man det ſtorre 
Glas henimod den iagttagne Gjenſtand (Objekt), hvorfor dette 
Glas benævnes Objektivet; man anbringer da Øjet („Oculus“) 
tæt bagved det lille Glas, ſom derfor kaldes Oeularet. Af 
den fjerne Gjenſtand danner Objektivet lidt bag fit Brandpunkt 
et Billede, ſom forſtorres ved at blive betragtet gjennem Ocularet. 
Det forſte, ſom vil være Jagttageren paafaldende, er, at Billedet 
ſtaar omvendt. Denne Omſtendighed har naturligvis ingen 
Betydning ved Himmellegemernes Jagttagelſe, naar man forſt 
er fortrolig dermed. Onſker man derimod en Kikkert, hvormed 
jordiſte Gjenſtande ſkulle iagttages, kan en ſaadan let erholdes 
ved at ombytte det konvexe Ocular med et indhvælvet (konkavt); 
men i jaa Fald maa Oeularet ſkydes længere ind for at give 
et klart Billede. (Det for omtalte 20“ lange Ror maa hellere 
være 16“ 18“ langt, naar man øuffer at anvende Kikkerten 
baade med konvex og konkav Ocular.) For øvrigt vil man finde, 
at Kikkertens Længde eller Aſſtanden mellem Linſerne afhænger 
en Del af de forſtjellige Øjnes Brydningsevne. Naerſynede Sine 
ere ſterkt hvælvede og have en betydelig Brydningsevne, hvorfor 
de virke ſom en mere konvex Linſe og kreve Kikkerten ſkudt ind. 
For de fierntſynede finder det omvendte Sted, og disſe ffulle 
herefter have Kikkerten forlænget, naar den oprindelig er indſtillet 
for et normalt Øje. En anden Sag, der ſtaar i Forbindelſe 
hermed, bor heller ikke forbigaas. Naar man nemlig forſt har 
indſtillet Inſtrumentet nøjagtig ved Jagttagelſe af Maanen og 
derpaa retter det mod Jupiter eller en anden fjærn Planet, 
merker mau ſtrax, at Billedet er noget uklart, men det bliver 
atter ffarpt og beſtemt, naar Oeularroret ſkydes ganſte lid: ind. 
Betragter man derneſt en Gruppe Fixſtjerner, der jo befinde fig 
meget længere borte, maa Oeularroret atter ſkydes ind, men 
rettes Kikkerten tilſidſt mod en jordiſk GjenTand, maa den for⸗ 
længes et godt Stykke for at give et klart Billede. Dette 
Forhold vidner umiddelbart om, at Himmellegemerne befinde 
ſig i hojſt forſtjellige Afſtande fra Jarden. 

For at erfare, hvor mange Gange Kikkerten forſtorrer, har 
man kun at udregne, hvor ofte Oeularets Brændvidde gaar op 
i Objektivets. Ere de to Brandvidder f. Ex. 2“ og 24”, da 


er Forſterringen 2 = 12 Gange. Benytter man derimod et 


Ocular med 1½“ Brændvidde, bliver Forſterringen 5 = 18 
2 
Gange. Hvis Braendvidderne ikke kjendes jaa møje, findes For⸗ 
ſtorringen ogſaa paa en anden Maade. Kikkerten rettes nemlig 
forſt med et fjærnt Objekt, f. Ex. Solen og forlænges eller 
forkortes jaa længe, indtil Billedet er ffarpt. Man retter da 
; Inſtrumentet mod den klare Him- 

FA mel, og paa et tæt bag Ocularet 

i anbragt Stykke Oliepapir ſes en lille 
lys Cirkel, et Billede af Objektivet. 
Naar denne Cirkel ved Papirets Frem⸗ 
Dog Tilbageflytten fremtræder mindſt 
og ſtarpeſt, maaler man dens Gjen⸗ 
nemſnit med en Pasſer, og ligeſaa 
ofte dette lille Stykke er indeholdt i 
Objektivets Gjennemſnit ligeſaa mange 
Gange forſterrer Kikkerten. 

For at tydeliggjore Billedet maa 
man anbringe Inſtrumentet paa et 
Stativ, ſom ganfke ſimpelt kan beſtaa 
af en Traklods, der dog kun maa være 
c. 1½“ bred og med lodrette Sider. 
J dens Midte bores et Hul, hvori⸗ 
gjennem en lodret Axe er faſtgjort 
forneden i et tyndt Brædt (1 Fod i 
Kvadrat), der danner Grundlaget for 
hele Stativet. Paa hver af Klodſens 
Længde ſider befæftes en Treopſtander, 
hvoraf den ene har en Krog foroven. 
Disſe lodrette Opſtandere maa være 


ligeledes maaler 1 Tomme i Gjennemſnit. 


| med alt Tilbehør drejes om den omtalte Axe. 


1½ Alen høje og Kikkerten ſettes ind imellem dem, ſaa at delt 
uden at ſammentrykkes ſidder nogenlunde faſt. En Snor, befæftet 
til det lange Rors Ender, lægges nu ep over Krogen; Kikkerten 
hænger altſaa ſaaledes, at den ved Snoren kan drejes op og 
ned. Den vandrette Bevægelfe fremkommer ved, at hele Klodſen 
i Et ſaadant 
Stativ maa opſtilles paa et lille Bord, da det ſelvfolgelig ellers 
vilde være for lavt. Omſtaaende Billede viſer hvorledes Op⸗ 
ſtillingen omtrent ſer ud. 

Med en Kikkert ſom den her beſkrevne kan man, til Trods 
for dens mange Ufuldkommenheder, ſtjelne Maanebjargenes Ring⸗ 
volde, Solpletterne, Jupiters Maaner, adſtillige ſmulke Fix⸗ 
ſtiernegrupper oſv. der den ikke meget, faa viſer den os dog 
ſelve Naturen, naar vi ellers maatte nøjes med en Tegning over 
ſamme, og vi erkjende tydeligt, at 

„Stjernernes Glaus paa den natlige Himmel 
tager pan Papiret fig flet ikke ud.“ 


Til Lettelſe for dem, ſom denne Anvisning kunde give Lyſt 
til at forferdige en Kikkert meddeles, at de nævnte ſlebne Glas⸗ 
linſer paa Beſtilling faas fra Husflidsverktejhandelen i 
Arelhus, Kjøbenhavn V. Runde ſlebne Brilleglas til Objektiver 
1½“ i Gjennemſnit, med 20 à 24“ Brændvidde koſter 55 Ore 
og konvexe eller konkave Linſer til Okularer /“ i Gjennemſnit 
med 1¾“ Brændvidde koſter 60 à 70 Sre. Okularer indſatte 
5 ÅR 1 9 Mesſingror, til at ffyde op i Paproret koſter 1 Krone 
et. 


Firkautet Nod. Af 8 E, 4 N, 2 R, og 2 D dannes 
fire Ord, ſom ſtrevne under hinanden og laſte fra venſtre til 
højre og fra oven og nedad giver Løsningen paa folgende Gaade: 

Det forſte navner Tallene imellem Nul og ti, 

i Højden vi det an det aldrig finde; 

det tredje. forſt kan komme, naar al Jammer er forbi. 
Gid blot vi alle fjer de var i Sinde. 


Oplosning paa den geografiſke Gaade i Nr. 33: 
Bender 5 

Elba 

Nottingham 

Gefle 


Jylland 
Eiſell 
Riga 
Dramselv 
Brepvexling. 

Mange Breoſkrivere og Indſendere. Paa Grund af en 
Udenlandsrejſe i Juni Maaned har det ikke været Udgiveren 
muligt i rette Tid at beſvare mange Breve der forſt kom ham 
i Hande ved hans Hjemkomſt ferſt i Juli, hvilket bedes undſkyldt. 
Flere Fraverelſer paa lauge Rejſer i Juli og Auguſt vil lige- 
ledes i disſe Maaneder ſtundum umuliggjere hurtig Beſparelſe 
af indlobende Breve og Meddelelſer. 


95. S. i E—g. Takkes for tilſendte. Er for meget lang 
Tid forſynet med Overſattelſer af den omtalte Art, hvoraf kun 
bruges meget lidt. 

H. i K. — F. R. Kan ilke bruges, 

And. J. P. i Kr. Venligſt Tak for Meddelelſen. Direkte 
Beſtilling paa Bendix Hanſens Fortællinger (paa Husvennens 
Hovedkontor i Kbh.) er fordelagtigſt for de Efterladte. 


Th. Sb. i M. Tak for Interesſen; men er for ſtift i 
Formen til at kunne bruges. 


P. L. Pn. Lidt af det kan maaſte bruges. 


Chr. P. H. i Tor—g takles meget for den ſendte Oplysning 
om Klinkning, ſom vil blive benyttet. 


Indhold. Svenſternes Vejviſer, frit efter et Sagn, ved —n—m. — Fra 
Field og Dal, Minder fra en Norgesreiſe, af Jens Skytte, med 
2 Billeder. — Dvergfrugttræer. — Husflid: Kirkerten i ſin 
ſimpleſte Form, med Billede. — Smaating. — Brevvexling. 


daalfuag 
Valdemar. 


æn 


„Husveunen“, Billedhlad for MlorfRabslæsning,. Opfysning og Husſlid, udkontmer fif Gvør Søndag med el 16. ſpaklet Mrk, ſorſunek med flere 


Billeder, til 1 Krone Jjerdingaaret, frit lilſendl. 


vert Fjerdingaar medfølger gratis et flort fmuke Tillegshillede. 


Bladet fan beſlilles pag 


elhperl Pofikontor og Brevfamfingsfied, i enhver Voglade ſamt i Kjøbenhavn paa Husvennens Hovedkonkor Veſlerbrogade, (Arelhus) 2 B. 


Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


Kjøbenhavn. 


3. Aargang. ER 


Vr. 43-44. &oudagen 


KOR 


N 
. 23. Juli. 1876. 


i 


Aarhus. | Salvø Helgenæs, der i gamle Dage var Lilflugteſted 
AX? Emil Sauter. | for Kongemorderen Marſk Stig og hans Zilhængere 
3 | og i den nyere Tid er et af de Punkter i Jylland, 
| Hvortil Erindringer om Ryes meſteclige Tilbagetog 
| gjennem Jylland knytter fig. Nord og Syd for 
| Byen højner Landet fig, og i Fordybningen flyder 
2 gattet, Jyllands ftørfte By, Kjobſtaden en Aa, der er Aflobet fra den omtrent 1 Mil veſt for 
Aarhus. Bugten runder fig fra Katte- | Aarhus liggende Brabandſo. Af denne Aa, hvorover 
As gattet ind under Kyſten og begrenſes | der ligger fire Broer, en prægtig Stenbro, to Zræbroer 
i Nord og Oſt af det bakkede Mols og en Svingbro for Jernbanen, har Byen fit Navn. 
og den fra ſammes Sydſpids fremſkydende ſmalle | Dette ſkreves i gamle Dage Arus eller Aros og udledes 


== 


agen 


| 


qarhus, CTegurt ak N. 


af Ar: Aa og Os: Munding, altſaa Agens Munding, 
hvilket ſtemmer med dens Beliggenhed. Forøvrigt ligger 
Byens Oprindelſe langt tilbage i Tiden og efter en 
ældre danſk Hiſtorieſkriver ſkal den have ligget omtrent 


5 Mil nordligere inde i Landet ved det nuværende | 


Lisbjærg og førft i det 12te Aarhundrede under Erik 
Ejegod være bleven opbygget paa det nuværende for 
Handel og Skibsfart bekvemmere Sted. Allerede i 
Aaret 918 ffal Kong Frode have ladet opføre en Kirke 
af Tommerſtokke paa Lisbjærg Banke, og da den var 
lagt øde blev i Aaret 934 af Harald Blaatand opført 


en ny Kirke, der dog ſnart blev afbrændt og ødelagt | N 
| fin St. Knuds Kirke allerede i det IIte Aarhundrede 
Tveſkœgs Tid rejft Kirke have faaet, idet den ødelagdes | 


af Hedningerne. Samme Skabne ſkal en i Svend 
i Krigene mellem Svend Eſtridſen og Harald Haarde⸗ 
raade af Norge. 

Efter denne tredje Kirkes Ødelæggelje ſkal det være 
befluttet at flytte Byen til den herlige Aas Munding 
i Havet, hvor den nu ligger, 


Aamundingen. Denne Kirke indviedes til Oluf den 
Hellige, der faldt i Slaget ved Stikleſtad og derefter 
blev anſet for en Helgen her i Norden. Men Olufs 


Kirke og Saxhej bortſtylledes af Havet, og jaa flyttedes | 
Kirken lidt længere ind omtrent hvor St. Olufs Kirke⸗ 
gaard nu er, og Reſterne af Højen er den nuværende | 


Skolebakke. Omkring St. Oluf Kirke rejſte nu Byen 
fig og blev ſnart en folkerig Handelsſtad, der allerede 


100 Aar efter dens Anlæg havde 4 Zrætirler og | 
Aaret 1096 blev en Stiftsſtad. I Aaret 1201 blev | 


ber begyndt paa den nuværende Domkirke og i 1280 
paa den nuværende Frue Kirke, hvilfe Kirker vi ſenere 
ſtulle omtale. Af Kloſtre har Byen ogſaa haft flere, 
om hvilke man dog kun ved meget lidet. 
været Fodeſted for flere berømte Mænd hvoriblandt 
kunne nævnes Naturforfferen Ole Worm og hans 
Wtling Profesſor Jens Worm, Mathematikeren Ole 
Rømer og Hiſtorikeren Erik Pontoppidan ſamt 
Generalmajor og Bygmeſter Laurids Thurah. 

Af Ulykker, ſom have hjemſogt Byen kan nævnes 
flere ſtore Ildebrande ſamt Peſten 1578 ſom bortrev 
2,250 af Byens Indvaanere. Under de fjendtlige 


Indfald i Jylland i det 17de Aarhundrede var Byen | 
flere Gange beſat af Fjenden, deriblandt under Krigen | 


1627 og 29 af de kejſerlige Tropper, hvilfe opkaſtede 
en Skanſe tæt uden for Byens ſydlige Side, hyilken 
Skanſe endnu bærer Wallenſteins Navn. J den forſte 


og her opførtes da i 
Aaret 1409 en Trakirke pan Saxhoj, en Banke ved 


Aarhus har 


ſlesvigſke Krig forefaldt ved Aarhus en Fægtning mellem | 
danſke Dragoner og prsiſiſte Huſarer den 310te Maj 
1849 under hoilken Fægtning Prinſen af Salms toges 


til Fange. 
meerkeligt, ligeſom den egentlige gamle By for en halv 
Snes Aar ſiden kun frembød faa ſmukke Privatbygninger. 
J den ſidſte halve Snes Aar er heri flet ſtor For⸗ 


andring, og ſaavel i den gamle Bys ſorſtjellige Kvar⸗ 


Ellers frembyder Byens Hiſtorie intet 


1 3 


terer ſom i Byens Udvidelſe ned mod Jernbanegaarden 
findes nu flere Bygninger ſom vælte Opmerkſomhed 


ved deres Smagfuldhed. 


Faa Byer have vel jaa gode Fremtidsudſigter ſom 
Aarhus, hvortil dens heldige Beliggenhed ved Knude⸗ 


punktet af Længde og Tværbanen og dens ypperlige 


Havn væjentlig bidrager. Efter ſidſte Folketcelling i 1875 
har Byen omtrent 20,000 Indbyggere. 

En af Byens Hovedprydelſer er dens ſtore Dom⸗ 
kirke eller St. Klemens Kirke, der er en af de ſtorſte i 
Danmark; men derimod ikke en af de celdſte. Medens 
Roskilde og Lund havde deres Domkirke, og Odenſe 


og Ribe og Viborg deres anſelige Stenkirker i Lobet 


af det 12te Aarhundrede, maatte Aarhus hjelpe fig. | 
| med Zræfirfer, Det var førft ejter at den hellige Niels 


en Søn af Knud den Femte, der faldt ved Blodbadet 


i Roskilde 1156, var død i Aarhus 1180 og havde 
kaſtet en Helgenglans over Byen, at Andægtige begyndte 


at ſtromme til hans Grav, og en nær Slægtning af 
Abſalon, Erkebisp Peder Vagnſen, benyttede da de rige 
Gaver, der ſtrͤmmede ind, til at begynde Opforelſen 
af den nuværende Domkirke; men forſt da Pave Coeſtelin 
den 3dje forkyndte Aflad til enhver, der vilde bidrage 
til Domkirkens Opforelſe kunde man lægge Grunden 
til den 1201. Grunden blev lagt af ovennævnte Biſkop, 
der ſelv ſtjcenkede Kirken rige Gaver, men han oplevede 
kun at fe Arbejdet begyndt, da han allerede døbe 1204, 
og ſiden gik det kun ſmaat med Opførelfen af Kirken, 
jaa at den forſt i Aaret 1312 kunde benyties til Guds⸗ 
tjeneſte. 

Om den hellige Niels fortæller Legenden, at hans 


Fodſel koſtede hans Moder Livet, men at han paa 


Faderens Befaling opdroges hos Bedſtemoderen, der 
altid kaldte ham Son, og han vidſte ikke af fin Moder 
at ſige, for han, ſyv Aar gammel, en Dag af en Lege⸗ 
kammerat blev flaaet haardt med en Boldt. „Jeg ſkal 
ſige det til min Moder“, udbrød Drengen. „Ja Din 
Moder“, ſvarede den anden, „hende frygter jeg ikke, 
for hun er ded“. Nu lob han til Bedſtemoderen, der 
maatte tilſtaa, at hans Moder var dod ſamme Nat, 
ſom hun fødte ham. „Hvor kan jeg da leve”, udbrød 
Drengen, „da jeg er Skyld i min Moders Dod“. 
Fra dette Ojeblik begyndte han en ſtreng Levemaade, 
ſom han ſenere fortſatte. Han bar en Haarſtjorte 
under fin Brynje, levede beſtandig i Kyſkhed, faſtede 
og opmuntrede andre til Gudsfrygt. Han forlod ſiden 
Hoffet, hvor han i fin Ungdom havde levet, og drog 
til ſine Ejendomme i Jylland, hror han levede enſomt 
med ſin Kapellan. Et Syn af Engle bebudede hans 
Dod; han valgte ſelv fit Hvileſted i Aarhus i Tre⸗ 
kapellet ved Stranden, og mange JZærtegn fkete ved 
hans Grav, Den hellige Niels har aldrig været ganſke 
glemt i Aarhus, og paa St. Olufs Kirkegaard ved 
Skolebaͤkken finder man endnu et Stenkors med latinſk 


ſtorſte Brede, Korskirkens Længde fra Nord til Syd, 


Ek 


Indſkrift jom Minde om ham. For dem der onſke at 
finde Stedet vedfojes den Oplysning, at den gamle | 
Kirkegaard ligger tæt bag den nuværende romerſke 
Badeanſtalt. ' 


Domkirkens Skytspatron er St. Klemens, og 
vi ville med det ſamme berette, hvad Legenden fortæller 
om ham. Biſkop Klemens blev for ſin Tros Skyld 
jaget i Landflygtighed og af Kejſer Trojan i Rom dømt 
til at arbede i Marmorbruddene paa Halvøen Krim. 
Her forefandt han en ſtor Del Kriſtne, der vare dømte 
til ſamme bejværlige Arbejde og hvis Lidelſer betydeligt 
forøgedes Derved, at de ikke havde Drikkevand paa | 
Stedet, men maatte hente det langt borte fra paa 
deres Skuldre. Klemens ynkedes over fine Staldbrødres 
Nod og beſluttede at hjælpe dem. Et Lam, fortælles 
der, vifte ham Vej til et Sted, hvor hans Staldbrodre 
intet Vand kunde finde, ſkjondt de gravede flittigt og 
længe, men hvor Vand ſtrax fremveltede, da Klemens 
berørte Jorden med fin Hakke. Denne Begivenhed 
findes afbildet paa et Sigil, der før har tilhørt Aarhus 
Domkapitel, men nu findes i oldnordiſk Muſeum i 
Kjøbenhavn. Paa dette findes afbildet Klemens i 
Bispedragt, forved ham et Bjærg, hvoraf ſpringer en 
Kilde, og ovenpaa Bjærget ſtaar et Lam med en Fane. 
Foruden Lammet har St. Klemens et andet Symbol, 


| 


nemlig Ankeret. Om dette fortæller Legenden, at Kej⸗ 
ſeren blev raſende over at høre om de Flokke, der 
trindtom fra ſamledes for at høre Klemens Tale paa 
det øde Sted, hvorhen han var forviſt. Han beſluttede 
da, at Klemens ſkulde dø, og Dodsdommen udførtes 
ſaaledes, at Kejſerens Tjenere grebe den hellige Mand, 
forte i ham et Skib ud paa Havet, bandt et Anker om 
hans Hals og nedkaſtede ham i Dybet. Hans døde 
Legeme kom dog tilligemed Ankeret paa en vidunderlig 
Maade til Syne, idet Havet veg tilbage, ſaa at man 
kunde optage Klemens og jorde ham i et Kapel, der 
ſnart blev et Valſartsſted for Syge og Ulykkelige, der 
ſogte Hjælp ved at forrette deres Andagt pan hans 
Grav. — 

Aarhus Domkirke er en treſkibet hvælvet Korskirke 
bygget af Murſten. Dens Længde er ſtorre end nogen 
af Danmarks andre Kirker, nemlig 148 Alen, dens 


er 76 Alen og Midtſkibets Højde er 36 Alen ind⸗ 
vendig. Kirkens uhyre Stenmasſe hviler pan 20 ſteerke 
fritſtaaende murede Piller hvis Zværmaal er 4 eller 


4½ Alen. J Facaden mod Torvet ſtaar et mægtigt | 
Taarn, der oprindelig havde et højt, ſlankt Spir; men 
da dette nedbleſte i en Storm den 31te Januar 1737, 
blev det erſtattet af en kluntet Tagbygning, ſom endnu 
findes. Paa Taarnet findes den hellige Klemens Anker 
og Langernes Vaabenmerke, 3 Roſer. Korbygningen 
er ſmuk med ſpidſe Gavle, lange Vinduer og to runde 
ſlanke Taarne. Hovedindgangen til Kirken er gjennem 


Taarnet ved Torvet; men formedelſt Grundens Op⸗ 


fylding omkring Kirken ſtiger man 2 Alen ned til 
dens Gulv. Flere Udgravninger omkring ved Kirkens 
Sider viſe os dens oprindelige Sokkel, og der arbejdes 
hen paa at fjærne Opfyldningen, jaa at den mægtige 
Kirke kan fremtræde i "fin oprindelige Storhed og 
Skjonhed. 

J Vaabenhuſet findes til Højre en Gibsafſtobning 
af Thorvaldſens Kopernikus og til Venſtre det rodſten⸗ 
konſtantinſke Grapkapel. Langſkibet er tredelt og ved 
Kirkens Reſtavration i 1867— 71, er der ſorget for at 
Bygningens ſtorartede Hovedformer og karakteriſtiſke 
Enkeltheder gjøre fig gjældende, ligeſom der ved Bort⸗ 
tagelſen af den ældre Hvidtekalk, der dæffede Hvælvinger 
og Bægge er fremkommet en Del Kalkmalerier beſtagende 
af Figurmalerier, Lovveerk, Vaabenſkjolde og Indſkrifter, 
der nu ere fornyede. Omſtagende Afbildning, der viſer 
det mægtige Langſkib jet ned mod Koret, giver et godt 
Begreb om Kirkens Indre. 

En ſjeelden Prydelſe for Kirken er dens ſmukke 
Altertavle. Den er til at luffe op, og naar Hoved⸗ 
tavlen er tillukt fer man Pave Klemens og Johannes 
den Dober fremſtillet og under dem Kriſtusbarnet og 
den hellige Jomfru til hvem Biſkoppen henvender fig 
i Bon. Aabnes de ydre Fløje ſer man i 8 Malerier, 
Kriſti Lidelſe og Død, Begravelſe og Opſtandelſe; 
naar de inderſte Floje aabnes, fremtræde i Legems⸗ 
ſtorrelſe, udſkaarne i Trœ og ſtraalende af Guld og 
Farver, Jomfru Maria, St. Anna, hendes Moder, 
Kriſtusbarnet, St. Klemens med Ankeret og Johannes 
Døberen. Paa Flejdorene findes de tolv Apoſtle og 
en Del mindre Figurer, forſtjellige Helgene. Meerke⸗ 
lige ere ogſaa den ældgamle Dobefond, Praddikeſtolen 
og den ſyvarmede Lyſeſtage af Mesſing, en Efterligning 
af Guld⸗Lyſeſtagen i Jeruſalems Tempel. Endvidere 
hænger i Koret et ſmukt Skib, efter Sigende en Model, 
ſom Peder den Store kjobte i Holland. Skibet, ſom 
ſkulde overføre den til Petersborg, ſtrandede paa Jyllands 
Kyſt og Modellen til den vordende rusſiſke Flaade kom 
til at hænge i St. Klemens Kirke. 

Uden for Domkirken har man Byens ſtore Torv; 
gaar man langs dette kommer man gjennem en 
fort Gade til det mindre Torv og er nu i Nærheden 
af Veſtergade ved hvilken Byens anden Kirke, Vor Frue 
Kirke, ligger. Denne Kirke horte oprindelig til Sorte⸗ 
brodrekloſtret, hvis Bygninger ſom ſtode umiddelbart 
til Kirken endnu til Dels ere bevarede. Kirken er op⸗ 
fort i Spidsbueſtil, prydet med ſmukke takkede Gavle 
og et højt ſlankt Taarn. 

Nord for Domkirken ligger Byens ſtore og ſmukke 
Raadhus og ſyd for Kirken Bispegaarden. Ved Kirkens 
oſtlige Ende ligger Latinſkolen og herfra fører en kort 
Gyde ned til Skolebakken, en udmeerket ſmuk Plet, med 
en dejlig Udſigt over Bugten og Landet deromkring. 
Til Højre herfra kommer man til Havnen, der ſpiller 
en vigtig Rolle for Byen; den er inddæmmet fra Havet, 


Den er forſynet med 2 Stenmoler og afgiver en god Plads | 
for den Mængde Skibe, der aarlig. ſoge Plads i den. 
Ved Havnen ligger Borſen, og fra Havnen fører | 
Spor til Banegaarden, der ligger Syd for Byen. | 
Veſt for Banegaarden ligger det ſaakaldte Frederiks⸗ 
bjerg, der nu er en Forſtad til Aarhus og gjennem | 


0 


denne og Fre⸗ 
deriks Alle 
kommer man 
til Kirkegaar⸗ 
den. Zæt ved 
Kirkegaarden 
findes Rytter⸗ 
regimentets 
ſtore ſmukke 
Ridehus og 
ved dette gaar 
Vejen ned bag 
om Byen til 
Aarhus Vand⸗ 
molle, paa 
hvis Terrcen 
der opfores 
en ſmuk Mu⸗ 
ſeumsbygning, 
ſom er beſtemt 
til at afgive 
Plads for en 
Maleriſamling, 
en Sculptur⸗ 
ſamling, Stifs⸗ 
bibliotheket og 
Oldſagsſam⸗ 
lingen, der for 
har været op⸗ 
ſtillede paa for⸗ 
ſkjellige, min⸗ 
dre heldige 
Steder. J 
Oldſagsſam⸗ 
lingen ville de 
6 for Tiden i 
Aarhus ve⸗ 
rende Rune⸗ 
ſtene blive op⸗ 
bevarede. 

Fra Skole⸗ 
bakken gaar 
mod Nord en 


ſerdeles ſmuk Spadſerevej langs med Kyſten forbi St. greenſes Udſigten af Marſelisborg Skove. 


f 


340 


|| 


i 


| 0 


4 


„55 


sæ 


=== 


Pet Imre af Aarhus Fomkirke, 


DE 


Byen, 


Rytterikampen ſtod i 1849, ligger Lyſtejendommen 
Aldersro, der med ſine ſtore Park⸗ og Haveanlæg og 
ſin herſkabelige Hovedbygning med det høje Taarn, 
| tager fig ſerdeles godt ud. Ejeren, Kollektgae Hanſen, 
giver med ſtor Gjeſtfrihed enhver Beſogende Tilladelſe 
til at beſe Parken og Bygningerne, og fra Taarn⸗ 


bygningen her 
har man viſt⸗ 


nok den videſte 


og meſt hen⸗ 
rivende Udſigt 
over Aarhus 
By og Bugt. 


Fra dette Sted 


har Kunſtneren 


tegnet Billedet 


til Husvennen, 
ſom findes paa 


forſte Side af 


dette Blad. 


J Baggrunden || 


til Højre fer 
man Molle⸗ 
engen med 
Muſeumsbyg⸗ 
ningen, Dra⸗ 
gonernes Ride⸗ 
hus og Jærn- 
vejen, der 
herfra kan ſes 
neſten 2 Mil 
borte; ner⸗ 
mere ved lig⸗ 
ger Parkan⸗ 
læget Venne⸗ 
lyſt med de nye 
Udſtillings⸗ 
bygninger, la⸗ 
der manBliklet 
glide lidt læn: 
gere til venftre 
har man hele 
Frue 
Kirke med ſit 
ſlanke Spir, 
Domkirken og 
Havnen og pan 
den anden Side 
Bugten be⸗ 
Fra Taarnet 


Olufs Kirkegaard til Knudrisbakke, et temmelig højt | kan man endog fjcernt over Havet øjne Samss og Tung. 
Punkt, beplantet med Træer. Fra Bakkens Top har man | Faa Steder have en jaa dejlig Beliggenhed ſom dette 
en dejlig Udfigt over den tæt Nord for Byen liggende ſmukke lille Lyſtſlot, hvis Taarn øjnes langt ude i 


Ris Skov og over Bugten til Mols og Helgenes. Kattegat. 
Imellem Knudrisbakken og Ris Skov, omtrent hvor | 


Fra 


Knudrisbakken forer Knudrisgaden til 


. Udfigt: over Byen og dens Omgivelſer mod Syd og 


341 


Randers Landevejen, ved hvilken Lyftanlæget Venne⸗ 
lyſt ligger, og en lidt længere Gang mod Veſt fører | 
til Galgebakken hvor Militæret har fin Ovelſesplads 
og Etablisſementer, og hvorfra man har en ſtorartet 


Veſt, hvor man opdager flere temmelig ſtorartede Fa⸗ | 
brifanlæg. Vejen uden om en lille Plantage til Venſtre 
aabner en anden Udſigt ud over Landet og Molleaa-⸗ 
dalen og fører ned til den ſmukt beliggende Vandmolle. 
Aarhusegnen er i det Hele taget meget ſmuk og man 
vil ikke kunne gjøre en Udflugt i nogen Retning uden 
at fløde paa ſkjonne Punkter. Landſkabet heromkring 
har nemlig en ſtorſlaaet Karakter med lange Bakkebelger, 
fore Skovpartier og vidtſtrakte Udſigter over Land 
og Hav. 

En ſorlig Tiltræfning vil Byen faa i Aar derved, 
at den 1ſte almindelige jyſke Induſtriudſtilling afholdes | 
her i Sommer. J Lyſtanleget Vennelyſt tæt nord 


for Byen ligger den ſtorartede Udſtillingsbygning. | 
Udenfra ſer man dog ikke Bygningens fulde Storhed, 
da den næften overalt er 
ffjult af Trœer, og denne 


vœrelſer, der ere ſmukt dekorerede og hvoraf iſcer Kongens 


Varelſe til Højre for Indgangen væffer Opmerkſomhed 


ved fin ſeerdeles ſmagfuld udførte Loftsdekoration. 
Gulvet i den veſtlige Floj er i Højde med et Galleri, der 
lober rundt om Bygningen og danner pverſte Stokveerk til 
den nordre og oſtre Flej. Fra Midtpartiet føre Trapper 
ned til den underſte Afdeling af disſe Fleje, hvoraf 
den nordlige er 70 Alen lang og 15 Alen hej og den 
øftlige 50 Alen lang og 15 Alen hej. J den øftlige 
Ende ligefor Indgangen fra Vennelyſt ſes en aaben 


Veranda der horer til Reſtavrationen, og hvorfra man 


har en ſmuk Udfigt over Parken. Fra den nordlige 
Fleis veſtre Side fører en dekket Gang ned til Maſkin⸗ 
afdelingen der findes i en ſeerfkilt Bygning. J en 
anden ſeerſtilt Bygning 30 Alen lang, 10 Alen bred 


| og 10 Alen høj med Indgang ſaavel fra Udſtillings⸗ 


bygningens nordre ſom fra dens oſtre Floj, har Dan⸗ 
marks Lærerforening aabnet „den forſte danſke 
Udſtilling af Skolemateriel“. 3 Modſeetning 
til de andre Afdelinger, der kun have dan Induſtri 

og Husflid, er denne Af⸗ 


deling international og 


Omſteendighed har man 


man vil her treffe en 


meget rigtigt benyttet til 


Samling ſaavel af danſk 


at anvende jaa lidt ſom 


ſom af fvenff og tyſk 


muligt paa Bygningens 
ydre ÜUdſmykning. Et 
ſmukt Midtparti er ſynligt 
fra Vejen og fra Haven 
ved Vennelyſt fører en 
ſmuk Portal ind i den 
veſtlige Ende af Bygningen 
ſom er afbildet paa hos⸗ 


Skolemateriel, mere rig⸗ 
holdig end man nogen 
Sinde for har ſet det 
i Danmark. Alle Lo⸗ 
kalerne i Udſtillingsbyg⸗ 
ningen modtage Lyſet 
ovenfra gjennem Glastag, 


og den ſmukke Hovedbyg⸗ 


ſtaaende lille Tegning. Fra 
denne Side tager Byg⸗ 
ningen med fit høje Midt⸗ - 

parti og fineFlagftænger, der rage op over Parkens Zræer, | 
fig Jærdeles ſmukt ud. Paa den indre Üdſmykning er | 
anvendt meget, og den er ſmuk, ſmagfuld og tiltalende. | 
Grunden hvorpaa Bygningen ſtaar ſkraaner flærkt til to | 
Sider, og Arkitekt Puck, der har leveret Tegningen til 
Bygningen, har haft en vanfkelig Opgave at føje; men 
han har med ſtor Dygtighed benyttet Zerrænet ſaa at 
Bygningens Indre har faaet et ſerdeles ſmukt Ud⸗ 
ſeende. Midterpartiet dannes af en anſelig Pavillon 
17 Alen hej, 15 Alen lang og 15 Alen bred. Her 
findes et Springvand, Blomſterpartier og Divaner 
til Hvile for de Beſogende. Herfra ſkyder Byg⸗ 
ningen fig ud i tre Fleje. Ad en Trappe til Venſtre 
kommer man op i Bygningens veſtlige Floj, der er 
50 Alen lang og 10 Alen hej. Denne Floj er kun 
et Stokvcerk højt, og her kan man ogſaa komme ind 
fra Portalen i Vennelyſts Have. Fra denne Flej har 
man den bedſte Udfigt over Bygningen, og pan begge 


nerende Indtryk. 


Sider af Indgangen findes her de kongelige Aftredelſes⸗ 


ning med ſine rundbuede 
Gallerier og ſin lyſegraa 
Dekoration gjor et impo⸗ 
Rundt om paa Bygningens Fløje 


findes Navnene paa de jyſke Byer, der have deltaget 


i Udſtillingen og paa Pavillonens Vægdeforationer 
findes berømte Kunſtneres og Videnſkabsmends Navne. 
Terrænet omkring Bygningen er benyttet til ſmagfulde 
Haveanleg, der i Forening med Parkens ſkyggefulde 
Træer, afgive en fortræffelig Spadſere⸗ og Hvileplads. 

Der er anmeldt omtrent 1000 Udſtillere, og Ud⸗ 
ſtillingen aabnedes, under ſtor Feſtlighed, af Hans Maje⸗ 
flæt Kongen afvigte 13de Juli. 


Om Mishandling af Dyr. 
Af Wilh. Prip. 


— 


Mishandling af Dyr er en oprørende Forbrydelſe, 
der hos Borne ſom ofteſt vidner om lav, hjeertelgs 
Haveſyge, Raahed, Kaadhed, kort Jagt om flette Egen⸗ 


eee 


flaber, der have deres egentlige Kilde i Hjertelsshed, 
og man kan hos dem ikke en Gang, ſom hos Born, 
anføre Übetenkſomhed ſom Undſkyldning, thi ethvert 
Menneſke, der er kommet til Skjelsaar og Alder, bor 
være fig bevidſt, at han begaar en lav og usſel Hand⸗ 
ling ved at mishandle et Dyr. 
ethvert rettenkende Menneſkes Pligt at modarbejde flig 
Umenneſkelighed. 

Husdyrene ere dog langtfra de eneſte, der ere Ofre 
for Mennefkenes Brutalitet og Letſindighed. Ogſaa 
mod Fuglene, Fiſkene og Inſekterne forſynder man ſig 
baade af Ondſkab og Uvidenhed. 

Hvad Fuglene angaar, ere de navnlig udſatte for 
Mishandlinger af Fuglefengere og Redetyve. Heldigvis 


er den ſkammeligſte Forbrydelſe, der kan begaas mod 


disſe Dyr, nemlig at blinde Sangfugle, ſaa vidt jeg 
ved, yderſt ſjcelden her hjemme, men hvor mange Fugle 
blive ikke lemleſtede ved at anſkydes af „Sondags⸗ 
jægere”, der ofte. ikke optage dem, da de ſſeeldent ere 
forſynede med gode Hunde — ofte have de ſlet ingen —, 
hvorfor de anſkudte Fugle henligge i en ynkelig Tilſtand, 
til de de af Sult eller af de dem tilføjede Saar. 
Fuglene kunne dog ved deres Bevegelſer og de 
Lyde, de udſtode, naar der tilføjes. dem noget Ondt, 
vekke Menneſkenes Medlidenhed og Eftertanke, men 
hvilke Pinsler maa ikke Fiſk og Inſekter ofte udſtaa, 
uden at de have noget Middel til at minde deres 
Badler om den Uret, de begaa. Kunde de ved nogen 
Lyd tilkjendegive deres Smerter, vilde de ſikkert vælfe 
manges Medlidenhed, men de ere ſtumme, og Folk 


troſte fig med den taabelige Snak om, at de ikke kunne 


fole Smerte, fordi de have koldt Blod. Man behøver 


blot at røre ved en Fiſk og lægge Merke til, hvorledes | 


den fpræller, for at overbeviſes om, at de ingenlunde 
ere ufolſomme for Smerter. Og dog behandles de, 
ſom om de vare døbe Gjenſtande, ſom man efter Behag 
kunde flære og rive i, uden at det voldte dem noget 
Ondt. 
hvorpaa mange, der fiſke for deres Fornøjeljes Skyld, 
bære fig ad med Maddingen. Saavidt jeg ved, 


anvender man til Gjeddefangſt en levende Skalle, der ſig ikke fan merkverdigt, og det kan lige ſaa lidt, 


ſettes paa Krogen, der er forſynet med en Modhage, 


og ſom ſtikkes ind i den tykke Del af Ryggen, hvorved 
der naturligvis fremkommer et ſlemt Saar. Derpaa 


kaſtes Skallen igjen ud i ſit Element, hvor den ſtrag 


befinder fig bedre og føger at undfly; men den kan 
ikke komme længere bort, end Sngren rœkker, og 
Krogen i Ryggen minder den paa en gruſom Maade 
om at vende tilbage. 
indtil maaſke det heldigſte Zilfælde indtræder, at en 
Gjedde gjør Ende paa dens Kvaler, eller, hvad der 


gode Sportsmen blive kjed af denne Fornøjelie, træffes 
op af Vandet og Krogen rives ud af Saaret paa den 
endnu levende Fiſk, hvorved der, da Modhagen holder 


Saaledes vedbliver det at gaa, | 


Hvor barbariſk er f. Cr. ikke den Maade, | 


Det er ſelvfolgelig 


10 


Hs 


igjen, fremkommer et nyt uhyggeligt Saar. 
ofteſt bliver den ikke dræbt, men kaſtes endog ud i 
Vandet igjen, hvor den leengſt kan opholde Livet og 
altſaa pines lengſt. ; 
Der funde anføres en Mængde lignende Exempler 


paa, at Fiſk mishandles ene og alene af Tankeloshed, 
men jeg ſkal endnu kun henlede Opmerkſomheden pag 
den fkammelige Maade, hvorpaa Fiſkene behandles baade 


af Kjøbere og Selgere. Hvor ofte jer man f. Ex. ikke, 
at de, der fælge Aal, træffe disſe levende paa en Snor og 


have dem hængende paa en Pind? Ligeſaa afſtyeligt 
er det, naar Forhandlere veje Fiſk ved at ſtikke Bismer⸗ 


krogen ind i Fifkens Kjebe eller Oje, naar levende 
Aal til Forſending indpakkes i Salt, eller naar Fiſkene 
mishandles ved Rengjøringen, idet man f. Ex. ſkraber 
Rodſpetten eller Flynderen og afſkerer Finnerne, for 
Fiſken dræbes. 

Inſekterne ere navnlig udſatte for Mishandlinger 
af Born, der af Nysgjerrighed eller Tankelgshed hyp⸗ 


Som 


| 
| 
| 
| 
| 


pigt pine dem paa den affkyeligſte Maade, idet de 


f. Ex. rive Ben og Vinger af Fluer eller fle levende 
Inſekter paa Naale. 

Man maa virkelig forbavſes over, hvor ubarm⸗ 
hjertige og tankelgſe Menneſkene kunne være, men da 
Tankelosheden her ſikkert er Hovedaarſagen til Mis⸗ 


handlingen, kan man vel haabe at opnaa et godt 


Reſultat ved at aabne Folks Øjne for, hvilken ſkammelig 
Adfærd de viſe mod de ſtakkels Skabninger. 


Hayſtrilen. 
Eſter „Allehanda för Folket" ped Ku. Oft. 


5 


Hvad er det for et Billede „Husvennen“ i Dag 
bringer fine Lœeſere? Ganſke ſimpelt et Billede af det 


virkelige Liv, en norſk „Hayſtrile“, der har faaet „en 


lille Knude i Kakkelovnen“, Hvilket foraarſager, at han 


trader fejl og dratter i Søen. 


Billedet af en ravende Drukkenbolt er jo i og for 


mener vel Leſeren, kaldes ffjønt — hvorfor vælger 
„Husvennen“ da et ſaadant, ifær da det virkelige Liv 
heldigvis er rigt ogſaa paa ſmukke og tiltalende Gmner? 

Ja, derom kunne Meningerne jo være forſkjellige. 


Vi ere juſt af den Mening, at Billedet af den drukne 


gamle Ulk er baade tiltalende og rørende, naar vi bare 
je paa det med de rette Øjne, og, hvad mere er, det 
har noget ved fig, der maa fættes langt over Henſynet 
til det ſtjonne og ſmegtende, nemlig Sandhed, den 


luyslevende, gribende Sandhed. 
ogſaa ſker, at den efter flere Timers Forløb, naar de 


Lad os da med Billedet for Oje meddele den ſtakkels 
gamle Sgmands Hiſtorie. 


J det veſtlige Norge, hvor de dybe Fjorde ſkcre 
ſig ind mellem de ſtejle Fjelde og gjenſpejle Billeder 


SNE 


af ſmilende ffjønne Landſkaber med Agre og Enge og 
hvidmalede Boliger mellem hele Sove af Wble⸗, Pere⸗ 
og Kirfebærtræer, ligge, yderſt ude og uden for disſe 
blomſtrende Bygder med en velſtaaende Befolkning, 
tuſende Sker og Oer, udſtreede i det vilde, ſtormende 
Hav. Kan man falde Fjeldene Jetter med Ishjeelme 


paa Hovedet, faa kommer man ved Synet af disſe 
Skær, der rejſe fig i Nordhavet, ſom ſtejle Taarne, til | 


at tenke pan hele Here af Kæmper, der ſtaa paa Vagt 


i Havet, faa at Sgen gaar dem over Skuldrene, og 
ſom holde deres Klippeſtjolde mod de bruſende Bølger | 
ſagde han, til at give hende Aftegt, og at have to 


til Værn for de fagre Bygder inden for. 

Saa ulig det gronklodte Field ved Fjorden er 
den ſkaldede Klippe i Havet langt uden for Stranden, 
fan ulige ere ogſaa Fjeldets og Havets Sønner hver⸗ 
andre. 

Der er Kraft og Alvor i Fjeldbondens Trak og 
Væfen; men den ſyder Uro, Lidelſe og Djeervhed 
gjennem Kyſtboeren fra Jaſe til Fodſaal. 

Disſe Kyſtboere fra Afks, Melands, Herlo, Fjelde, 
Sunds og Oſtervolds Praſtegjceld uden for Bergen, 
kaldes med et eget Navn „Striler“, og af dem var 
juſt den ſamme Niels Vigen, ſom man her ſer paa dette 
Billede, en af de egteſte. Han var født Aar 1800; 
hans Forældre vare Fiſkere; det ſamme havde hans 


Bedſte⸗, Olde⸗ og Tipoldeforeldre været, alle havde de 
til Ro, de fleſte i Havets Dyb og kun de fœrreſte under 


plaſket tilſos, ſogt og fundet deres Naring, flere af 
dem omſider ogſaa deres Dod, paa det lokkende, men 
trolgſe Hav. 

Niels's Drengeaar faldt altſaa ſammen med Ufreds⸗ 
aarene før 1814, da det veſtlige Norge maatte udſtaa 
faa ſpere Lidelſer. Da miſtede ogſaa Niels fin Fader, 
og Fiſkerhytten paa Skaret ſtod længe ubeboet, medens 
en Morbroder tog Drengen og hans Moder til ſig. 


Der gik mange Aar med Nod og Savn. Men 


Kamp avler Mandsmod, og Arbejde giver Kræfter. 
Niels voxede op til en Søgut, ſaa firſkaaren og herde⸗ 
bred ſom nogen. Han havde jet baade Hamborg og 
Amſterdam og Spanien og Middelhavet og desuden 
en god Del af Indien, inden han fik ſamlet fig ſaa 
mange Penge, at han kunde lade deres egen Hytte 
gjøre i Stand for fig og fin gamle Moder. Men 


endelig naaede han da faa vidt, og det var den ferſte 


rigtige Højtid i hans Liv. Aldrig havde Havet ſyntes 
ham faa blaagront og klart, eller Skeret med fine ſmaa 
Buſke i Klofterne ſaa mageloſt ſmukt, ſom nu. Under⸗ 


lige vare hans Tanker, da han nu atter ſtod paa ſin 


egen Grund og harde temret ſin Moders Alderdom 
varme Vægge og et tæt Tag. Hvad han tænfte, ſagde 
han ikke; men ud maatte han endnu en Gang paa en 
lang, lang Rejſe. Han var borte i mange og lange 


Aar og prøvede baade ondt og godt. Men endelig 


var han atter hjemme og med en ret klakkelig Spare⸗ 
ſtilling i Lommen. Nu kjobte han fig Baad, Sejl og 


penge i Behold paa Kiſtebunden — nu endelig, da han 
var fyrretyve Aar, og hans ſorte Lokker allerede be⸗ 
gyndte at blive graaſprengte, kunde han begynde ſin 
Faders og Farfaders Haandtering, nemlig ſom boſiddende 
Mand at pløje Havets urolige Ager, hvor Døden fidder 
paa Lur i de dybe Furer. Held havde han med fig, 
og Havets rige Højt laa ofte i hans Baad jom ftore 
Solvax, naar han ſejlede ind til „Trianglen“ ). 

Og den gamle Moder plejede ham ogſaa paa fin, 
Vis ſom en trofaſt Søn. Men gifte fig vilde han 
ikke, faalænge den gamle levede; thi han var for fattig, 


Kvinder under ſamme Tag, det var mere end eneſte 
Mand kunde komme ud af det med. Og ſaa var der 
en veſentlig Omſtendighed endnu: han havde aldrig 
været forelſket. Men endelig kom den Stund, da han 
flod ved fin Moders aabne Grav og hørte Præften 
udtale Opſtandelſens Haab over hendes afſjelede Støv. 
Fra nu af var det anderledes, og naar han om Af⸗ 
tenen roede hjem, var det, ſom om hans Hjærte ſkulde 
briſte. Han var nu ſaa temmelig til Aars og aldeles 
graahaaret, og faa vidt berejſt, at han havde Jet det 


halve af Jordkloden, og endda var han endnu kun et 
Barn i Hjærte og Sind. 


Et forceldrelsſt Barn var 
han og havde ikke et eneſte Veſen at ſtatte fig til paa 
det ode, enſomme Skar. Alle Fedrene vare gaaede 


Grønjværen paa Kirkegaarden. Og han var ene, den 
ſidſte. Skulde Witten uddø med ham og en fremmed 
Slægts Sonner føre Styret paa den Klippe, fom hans 
Fædre i fremfarne Tider havde ejet? Nei, det maatte 
ikke ſke, og han kaarede fig en Huſtru. Men han begik 
den Fejl at tage hende langvejs fra; thi han ſogte ſig 
en Brud fra de ſkjonne, rige Lande langt inde ved 
Fjordenes varme Strande. 

Og det blev atter Højtid for Niels. Det var 
Hvedebrodsdagenes jøde Fryd, inden endnu Erfaring 


og Provelſe havde ladet Uoverensſtemmelſen i Sind og 


| og træt. 


gode Fiſteredſkaber og havde endda nogle fidtede Seddel⸗ 


Tankeſct bryde frem. Men ogſaa den Tid kom. Der 


var jaa koldt og ſtormfuldt ude paa Skeret, ſyntes 
den unge Huſtru, der var vant til Lundenes Le ved 
den milde Strand, og det var ogſaa kun ſmaat med 
Indtegten. Utilfredsheden indfandt fig, og hun be⸗ 
gyndte at give ſin Mand kolde Ord i Steden for 
ømme Favntag, naar han kom hjem og var forfrosſen 
Og nu lod Friſtelſerne fig indfinde. Der 
var ſaa mangen Kammerat, ſom under lignende Mod⸗ 


gang ſogte Troſt i Flafken, medens Niels grov fin 


Sorg dybt ned i fit Hjærte og blev tungſindig og 
merk. Han jaa, hvilket Middel de andre brugte mod 
deres Sorger; Friſteren lokkede, men han ſtred og ſej⸗ 
rede endnu en lang Tid, og han bad ſaa inderlig til 
Vorherre, at han vilde give Freden tilbage i Hjemmet. 


) Saaledes kaldes Fifkerbryggen i Bergen. 


8 344 


Hapde Huſtruen forenet fin Ben med hans og Onſket | vende fig til den gode Side, Bonhorelſen moerkedes ikke, 
været fælles, maa vi jo ogſaa tro, at Opfyldelſen var | og Dagene bleve ſtadig værre og værre, 
fket; men ſaaledes var det ikke. Han var ene om at Og Slutningen blev da omſider, at han ikke lengere 


eee 


f aaa 


. En loftet Stemning. 
ſtod imod, men faldt og blev en Svirebroder. To Paa [Hjemturen fad han og dinglede ved Aarerne, 
Gange ugenlig ſkulde han ind til Bergen med fin Fangſt, Baaden krœengede faa til den ene og faa til den anden 
og naar han havde udſolgt, tog han ſig forſt en lille | Side, og underligt er det, at han i ſaadan Tilſkand 
Rus, førend han vendte tilbage til. fit glædeløfe Hjem. | ikke fandt fin- Grav i Havets Dyb. : 
a 2 * | 
f | 


345 


+ 


| anglen” i Bergen. Pladſen oppe paa Torvet, der 


Det er i et ſaadant Ojeblik, da han har forrettet 
alle fine rinder i Byen og faaet fig en „ordentlig | Onsdag og Lordag Morgen vrimler af Havyſtriler og 
Piſt“, at Kunſinerens Oje er faldet paa ham. Skue⸗ nette, kjsbſlagende Tjeneſtepiger, er nu ſaa godt ſom 
pladſen er en lille Landgangstrappe pan Hjornet af „ri⸗ tom. Kun en eneſte gammel Fiſkerkone ſidder endnu 


Eu Mangronrsump i Sydamerika. 


tilbage, fordi hun har været for nærig og iffe har villet | Kun en enlig Baad ligger endnu ved Trappen; 
fælge til rimelige Priſer. Og nogle gamle Dagdrivere det er Niels Vigens. Den flyder højt paa Bandet, 
ſlentre omfring eller hænge paa Bryftværnet mod Søen. hyilket viſer, at Skuden er tom og at Handelen har 
Bergenſerne have faaet deres Fiſk og Strilerne deres | været god. At Ruſen ogſaa er blevet god, kan man 
Penge. Det er langt ud paa Eftermiddagen. ſe af den fuldſtendige Glemſel af al Verdens Fortrad, 


3 


ſom hviler over Niels Vigens Anſigt. Gubben har 
tydelig nok kiget fan dybt i Glasſet, at han befinder 
ſig mellem gaa og flyve — eller ſtyrte over Ende. 
Med lange Skridt har han krydſet over Torvet og ſtyrer 
nu for den gunſtigſte Vind ned ad Trappen til Baaden. 
Han er i alle Henſeender „loftet“. Batten, ſom han 
har baaret under Armen, er ham en altfor tung Paa⸗ 
mindelſe om bette Livs Moje. Vikingers og Heltes 
Wtling ſkal ikke længere flæbe paa ſligt. Han flænger 
den fra fig og gjør juſt i det Ojeblik, da han ſtrekker 
Foden frem for at gaa ud i ſin Baad — nej, i ſit 
ventende Drageſkib, med højre Haand en heftig Be⸗ 
vegelſe, der ſynes at betyde faa meget ſom: „Jeg 


ſtenker den hele Krcmmerby med alle dens Herligheder, 


ja, hele Verden, min fulde Foragt!“ 

Men — Du Daarers Beſtytter! — Gubben Niels 
gior et galt Beſtik, rigtignok kun med en Alens Mis⸗ 
visning, men dog nok til, at han træder ved Siden 
af i Steden for ud paa ſit Drageſkib. J naſte 
Ojeblik vil han uundgagelig ligge i den dybe Sø og 
det folde Bad vil fuldſtondig vakke ham af Nuſens 
Drymmerier. Saa meget har Kunſtneren meddelt os. 
Men han har ikke meddelt os, og vi vide derfor ikke, 
om Niels er i den Grad beruſet, at han fkal drukne 


og i fin fornedrede Tilſtand ſlutte fit jordiſke Levnedsløb, | 


' 


eller om han ffal reddes og ved Mindet om den over- 
ſtaaede Livsfare opvaekkes og ſtyrkes til et kraftigere og 
bedre Liv. Kunſtnerſnillet har feſtnet paa Papiret det 
latterlige Ojeblik og blot antydet, at det forfærdelige 
kommer i næfte Sekund. Billedet tilſigter ſaaledes at 
give en Advarſel til alle, der i Livet have Ojeblikke, 
da Kjodet vinder Sejr over Aanden og Samvittig⸗ 
heden. 

Men Billedet indeholder endnu et Par Smaating, 
værd at lægge Marke til, hvor ubetydelige de end 
ſynes. Det er Kringlen og Honningkagerne med en 
Mandel i, ſom trille i Vandet af den bortſlongte Batte. 
Er det for fin egen Mund, at den gamle Drukkendidrik 
har kjobt disſe Lakkerier? Nej, paa ingen Maade. 
Det er Barnet, han har haft i Tankerne derved, og 


det er ſaaledes en Lysning af Faderkjerligheden, der 


ſtraaler os i Møde fra det Dynd, hvori Drankeren 
føler fig. Og vi ere tilbøjelige til at tro, at for denne 
Kjærligheds Skyld faar han Lov at leve, ved dens 
Hielp ſkal han ſelv blive bedre” og evne at opdrage 
fit Barn til gjennem et hederligt Liv at vedligeholde 
Slægten,- Neringen og Fedrenejorden paa det lille 
Sfær. 


Mangroveſkovene. 
Bed E. Toepfer. 
Langs med de ſumpige Kyſter af Havet i de 
varme Lande og iſcer ved Flodernes Munding, findes 
der en merkelig Art Skove, Mangroveſkovene, der 


| og gjøre fig faſt her. 


med Moderplanten. 


dannes af de faa kaldte Mangletreœer. Denne Plante, 


ſom aldrig findes højere oppe i Landet, men kun paa 
de moradſige Strand⸗ og Flodbredder, er i flere for⸗ 
ſtjellige Arter udbredt baade i den gamle og den ny 
Verden. Ingen anden Plante er i den Grad ftikket 
til at gro paa et ſaadant Omraade ved fin ſeregne 


RNoddannelſe og af Naturen faa vel udruſtet til at 


kunne trodſe Bolgernes Kraft ſom Mangletreet. Naar 
vi ſkulle ſammenligne det med et af vore indenlandſke 
Tracer, maa det nermeſt være med Ellen, ſom det har 
en ikke ringe Lighed med i Blade, Grene og Bark: 
men den nederſte Del af Stammen giver det et fra 
denne meget forſkjelligt Udſeende. 

Enhver Mangroveſkov ſtammer oprindelig fra en 
eneſte Plante, ſom har forplantet ſig med ſtor Hur⸗ 
tighed og udbredt fig over en faa ſtor Strakning, at 
den ſnart er bleven til en hel Skov. Ved Frøene paa 
denne Plante er der den Markelighed, at de allerede 
ſpire, medens de endnu ere inden i Frugten og i Lobet 
af en fort Tid ſende de flere Alen lange Skud ned i 


den blade Jordbund, hvor de meget ſnart ſlaa Rødder, 


medens hvert Stud dog ſtadig vedligeholder Forbindelſen 
Hos enkelte Mangletræer falde 
Frgene derimod af, naar deres Skud er bleven henved 
10 Sommer langt og borer fig ved Faldet med den 
ſpidſe Ende flere Tommer dybt ned i det bløde Dynd, 
hvor det med en forbapſende Hurtighed udvikler en 
Mængde Rødder. Disſe, der fnart blive trœagtige, 
feſte den unge Plante meget ſterkt til Grunden, og 
allerede efter et Par Maaneders Forløb have de ſig 
op over Jordbunden i Form af Buer. Paa omſtaaende 


Billede ſes en hel Mangroveſkovy paa den lave og 


ſumpige Kyſt i et af de varme Lande i Sydamerika. 


Dil venſtre paa Billedet ſes en Kaiman eller Aligator 


(en Art amerikanſk Krokodille), i Nærheden af den 
vader en Vadefugl omkring i Vandet for at ſoge Føde, 
og længere borte ſes en af de fladbundede Baade, med hvilke 
de Indfodte bringe Varer fra et Sted til et andet. 
Naar den unge Mangroveplante er bleven et Par Fod, 
üudſender den allerede nogle Grene, og neden for disſe 
udſkyder den nye Rødder, ſom ſanke fig ned i Dyndet 
Efter at Planten har naaet en 
Højde af henved 12 Fod, hviler den allerede paa en 
hel Sov af buedannede Radder; der tjene ſom Støtte 
for den; paa Grund af denne ejendommelige Rod⸗ 
dannelſe kalder man og Mangletræet for Kodtræet. 


Den udvikler nu for Fremtiden kun faa nye Rødder 


fra Stammen; derimod bruges hele Kraften til Ud⸗ 
viklingen af Kronen, der ſnart faar et rigt og tæt Lov, 
der dannes af ſtedſe grønne,. læderagtige og meget 
ſaftige Blade. Fra Kronens. øverite-Grene udſpringe 


ſaa ſenere den ene feje og trævlede Luftrod efter den 


anden, der hænger ned ſom et Tov og vedbliver at 
forlænge fig, indtil den naar Jorden, hvor den feeſter 
ſig faſt. Den ſtore Mengde Luftrodder, der udgaa 


dels fra Stammen og dels fra Grenene krydſe hinanden 


i alle Retninger, og der dannes paa denne Maade et 


tæt og neſten uigjennemtrengeligt Vav, ſom gjør meget 
ſtore Kyſtſtrekninger aldeles utilgængelige for Menneſket. 
Det tætte Nat, ſom Rødderne danne, tjener til at 
holde de Jorddele tilbage, ſom Flodernes mudrede Vand 


fører med fig; disſe Dele ſynke til Bunds og ſaaledes 
bidrage Mangroveſkoven meget til Forogelſen af det 


faſte Land. Paa ſamme Maade. forøges ogſaa Bredden 
af Kyſtſtrœkningerne, da de tet ſtillede Redder faſtholde 
det tynde Slam, ſom Havet fører med fig. 

Naar Ebben drager Vandet bort fra Mangrove⸗ 
ſkovene, har man Lejlighed til at je den ſtore Vrimmel 


Roddernes Buegange. 


Urter af Fiſke og Bløddyr. De ſidſte Dyr trakke atter 


ſtore Skarer af Bade: og Svømmefugle til Stedet, hvor | 


de altid finde fuldt op af Nering. Mangroveſkovene 


forſteren at dvæle paa, da han viſtnok i dens rige 
Dyreverden kunde gjore mange vigtige Opdagelſer og 


Jo, ham ligner Anders mere end i det, at de har lige⸗ 


dan morkladent, frøllet Haar, for Preſten han er baade 


tienſtvillig og meget flink i mange Maader, og det er 


Anders og. Preſten ſiger hans Mening lige ud, og 
det kommer kort og beſtemt og faſt ud af ham, og det 
ſamme vil Anders ogſaa gjerne gjøre, Staffel. Se — ce, 
det er nu, hvad det er med Pregſten, han er en ſtuderet 
Mand og fjender Skriften og har hans gode Udkomme, 


det er nu, hvad det er, med ham; men for en Smaa⸗ 
mand ſom Anders og hans lige, gaar det min Sandten 
ilke an, at de holde ſaa faſt og ſtift ved deres egne 
| Meninger eller være ſaadan faa beſtemte og egne i det, 


for jeg ſkal ſige os, de trænger til Gud og hver Mand 
af forſkjellige Dyr, der have deres Tilholdsſted mellem | 


Her findes ikke fan Arter af | 
Krybdyr og ijær en næften utallig Mengde forſkjellige 


Jagttagelſer, men Forholdene der ere desværre ſaaledes, 
at intet Menneſke er i Stand til at kunne opholde ſig 


i dem endogſaa kun en ganſke fort Tid. Selv om 
man var i Stand til at kunne gaa hen over den bløde 


Grund og med Oxen bane fig Vej gjennem Roddernes 


tætte Vev, vilde dog de ſtore Sværme af Muſkitoer 
og iſer de giftige Luftarter, der ſtadig ſtige op fra 
Mangroveſkovenes moradſige Bund, gjøre Opholdet der 
aldeles umuligt. 


Skovhuggerens Skudsmaal. 


Momme Jorgenſen har Ordet: 


„J faa — aa! Ja det har været Anders Skov⸗ 
hugger, Du har været i Lag med der ude i Skoven, 


det fejler ikke; jeg kjender ham jaa nøje. Rar og brav? 
— ja a, der er Maade med. Jeg falder ham nu 
en jær underlig Basſe, gjør jeg. Han er ikke ſaadan 


hans Arbejd og hans Værk, pasſer det til Kant endda, 
det var en Skam at ſige andet om ham; for til at bruge 


en Øre i Skoven og en Hole pan Hoſtagerne ſkal en 


ikke have ſaa meget let ved at hitte en, der er mere 


hvalle end han da, det er viſt — men ellers ſaadan i 


hans Feerd og Veſen ſaadan, er der noget — noget 
— jeg ved fnart aldrig, hvad jeg ſkal falde det — 
noget eget ved ham, ja viſt er der ſaa. Jeg ved ſnart 
ingen bedre at ligne ham ved end vor ny Preſt — 
ja ham kjender Du jo nok, Preſten? Hei, hei, he! 


er han. 
vilde derfor være et meget tillokkende Sted for Natur 


og ſtaar dem bedſt ved at fire og lempe fig igjennem 
Verden, det er baade ſikkert og viſt da. Ak, Gud⸗ 
bevares, det har en da tuſende Exempler paa dag⸗ 
lig Dag. 

Nej, Anders han er ſaadan en Jære, ſere Basſe, 
Du kan tenke Dig, jeg kom en Søndag 
Eftermiddag forrige Sommer ude fra mit Skovofkifte 
af og gik hjemad, og da jeg kommer tet ud til Skov⸗ 


ſletten, der er lige oven for hans Hus, hører jeg ſaadan 


en Grinen og Snakken, at det var groft. Og da jeg 
fan ſkulde fe til, hvad der var paa Færde, var det 


Anders og hans Kone og deres Born, ſom gjorde al 
den Opſtyr! — Hvad de tog dem for? — Ja Anders 


han flod Buk for de to aldſte Knegte — de tjener 
ellers her oven i Byen — og de lab paa Hoſeſokker 
og pvede dem i at fætte over ham, og en bitte Pojk, 
han har — han er vel en ti, tolv Aar — han prøvede 
ogſaa paa de Narreſtreger, men han blev enten heen⸗ 
gende paa Ryggen af Faderen, eller ogſaa trimlede han 


ned paa Jorden hver Gang, og det var det, de ſaadan 


| morede dem ad. Konen og Datteren — Datteren hun 


er en fuldvoxen Pige, hun tjener her ovre ved vor 
Gjenbos, fkal nok vere meget hvalle til hendes Ting, 
ſiges der; hun har været paa en af de her høje 


Skoler, det har de der ovre hjulpet hende til, ja viſt 
ſaa, — naa, de to, Konen og Datteren, de ſtod og 
| gjorde Kigningen af, de havde rigtig nok Bindehoſen 
rigtig ſom andre Folk — ja —a, han pasſer jo nok | 


med dem, men om det ikke meſt var for et Syns Skyld, 


ſe det kommer det an paa; Pigen hun gjorde i al 


Fald ikke ſtort ved Bindingen, jaa længe jeg ſtod og 
jaa paa da, for hun ſtod og eggede den bitte til at 


komme over, imellem ſom hun flog en Latter op. 
Hvordan de kunde finde nogen Morſkab i det, kan jeg 


nu ikke faa i mit Hoved, og lige ſaa lidt kan jeg for⸗ 


| Faa, at ſaadan en halbgammel Mand ſom Anders vilde 


ſtaa Buk for hans Drenge og tumle omkring med ſaa⸗ 


danne Abekatteſtreger. Om en kom og bod mig en hel 


Jeg kan ikke lade være at fortælle Dig, at den førfie | 


Gang han var her i min Gaard, tog jeg ham i Kri⸗ 
ſtian den femtes danſke Lov, hja gjorde jeg ſaa! Hei, 
hei, he! Det "havde jeg forreſten aldrig dromt om. 


Daler, gjorde jeg det ikke, ja om de ſaa lagde to, tre 
blanke Specier her paa Bordet for mig, jeg gjorde det 


ikke alligevel; og det har noget at ſige, for en to, tre 


Specier hitter en Delen i et ikke i enhver Bufk. 
Men ſaadan er han jaa jær Anders, og hans 


Kone er for den Sags ikke et Haar bedre. Saadan 


ſtal jeg — hvad? Om de blev ved med at lege? 
Ja -a, da de havde holdt med det en lille Tid, faa 
raabte Konen: „Saa, ret nu Din Ryg, Farlill'; nu 
kan det være nok for i Dag. Syng os nu en kjon 
Viſe, Bern. Ellen! ſtem Du op“. Men den lille, 
han havde nok ikke faaet nok af den her Kommers 
endnu, for lige med et kom han fejende paa en lang 
Raft hen imod Moderen og raabte: „Tag nu til Luen, 
Mo'er, for nu kommer General Schleppengrell“. Det 
grinte de ogſaa ad, ſaa det ſparede igjen i Skoven. 


De kan nu more dem over lidt, de Folk. „Ja, kunde 


Du blive ſaadan en Karl“, ſagde Anders ſaa. Ha! 
nu ſkal vi ſnart en af Dagene je, at Anders Skov⸗ 
huggers Søn bliver General! Byt! ſagde han, Manden. 
Men ſaadanne ſtore Tanker ligger han og ſetter i hans 
Born, ved det han om Vinteraftenen fortæller dem 
om Krig og Slag og Generaler og Konger og Keiſere 
og Sk. . . og Mag. Og hvad han ikke kan, det gjør 
Preſten, for han laaner dem og andre unge Karle 


Bøger i fvære Mengder. Jo —o, der ſkal vi have det, 


havde vi ellers noget at tage det i! Kunde vi læje os 
til det. Nej, lad dem bruge Bøgerne, der ſkal leve af 
dem: Bræfter og Degne og Skolemeſtre og Herreds⸗ 
fogder, og lad os pasſe vor Avling og vort Kram, der 
har vi mere end nok at rive i. Vi ſkal lyſes op, ſiger 
han, Praſten, for at vi rigtig kan ſlatte og fan Nytte 
af vor Frihed! Jeg ſiger ellerſens Tak. Ja Gu' ſkal 
vi ſaa! Frihed? Ja Fanden er ſluppen las, ſiden vi 
har faaet den Frihed! En kan jo knap lukke fit Oje 


i nogen Nat for den Frihed. Nej, lad Kongen regere 


Landet, han faar baade Koſt — han faar en ſtor Løn 
for det, vilde jeg ſige, og den ſkal han Rakkeren i et 
da beſtille noget for, ſkal han jaa. Hvad ſiger Du? 
Om de kom til at ſynge? Hvem? Naa aa—c, 
Anders og — e —. Jo, det tror jeg nok, de gjorde. 
Jo det gjorde de; for jeg kan hufke, at Anders og 
Konen de ſtemte op med den her om Holmens faſte 
Stof, og da de havde ſunget den, faa hug Ellen, 
Datteren, i med en ny, ſom jeg aldrig havde hort for, 
men jeg kan da mindes, at hun ſang et Sted henne i 
den: „Thi han elffer det Folk, ſom har Asnerne ædt”, 
eller ſaadan noget. Hvad det var for Asner, blev jeg 
ikle klog paa, men det var vel ſagtens nok Tyſkerne, 
hun mente, for dem kan Anders ikke godt lide. Jeg 
liſtede knap efter af derfra, lige faa lettelig, ſom jeg 
var kommen der, og lod dem ſidde og kvidre, for jeg 
kom i Tanke om, at jeg havde ſat en Kjobſtads Slagter 
Stævne, han vilde kjobe en fed So af mig. 

Men det er ikke det eneſte, Anders er ſer i. Nu 
ſkal Du høre, hvor ſtikken han var en Dag — lad mig 
je, ja, det er ikke længer ſiden end ſidſte Sommer. 
Da kommer mig og „Skopfyrſten“ ſpaſerende igjennem 
Skoven, og da jeg hører Anders hugger et Stykke fra 


os, gaar jeg hen til ham og vilde have ham til at 


ſlaa en halv Favn Knippeltre Dagen efter, Det 
kunde han ikke. 

„Hvifor?“ ſporger jeg. „Hvad har Du da jaa 
travlt med?“ 

„Aa, jeg har juſt ikke ſaa travlt, det er ikke derfor; 
men jeg hav lovet at komme over og ſe til et Par 
gode Venner ovre paa den anden Side Fjorden”, ſva⸗ 
rede han. 

„Tager Du af By en ſogn Dag! Du er heller: 
jens ikke væl da, Anders, af en Husmand at være”, 
Lige ſaadan ſagde jeg. 

„Ja, mine Sondagsbeſog ligger der nu baade 
Aar og Dag imellem“, tog han Svaret og ſagde; „men 
i Morgen maa jeg rigtig nok have en Fridag“. j 

„J Morgen er det Aarsdag for Iſtedſlaget“, ſagde 
nu „Skovpfyrſten“. 

Havde Du ſet ſikken et Par Øjne Anders fatte 
paa ham! : 

„Det er jaa, ja”, ſagde han og nikkede. 

„Var De kanſke med der?“ ſpurgte ſaa „Skov⸗ 
fyrſten“. 

Ja han var ſaa. 

„Og Deres Venner, ſom De vil over til, var de 
ogſaa med?“ 

Ja, de have jo da ſtaaet ved et „Kombeni“ alle 
tre og været Sidemend eller ſaadan noget, og derfor 
agtede de nu at fejre Dagen i Samling, ſparede han, 
Anders. 

Saa gik „Skovfyrſten“ hen og tog ham i Haanden 


og fortalte ham, at der havde han ogſaa været med. 


Og nu blev der en Fortællen Krigsartikler i ſolle 
Maader! Men det var hellerſens noget for Anders, 
kan Du tro; det var Band paa hans Melle. Hu—uha! 
han ſmilte og jaa fan over Maade glad og fornøjet 
ud, at Du viſt aldrig har ſet Magen. Ja prøv Du 
en Gang og giv Dig i Snak med ham om Krig og 


Danffere og Tyſkere og ijær om det her Slag, hvor 


han var med og blev ſkrammet af et Par Kugler, jaa 


ſkal Du fe, hvordan han fkinner i Anſigtet og fer for⸗ 


nøjet og ſtorſnudet ud! — Hvad han fortalte? „Skov⸗ 
fyrſten?“ Naa —aa, Anders! Ja, kan jeg nu huſke det 
alt, tror Du. Noget af det kan jeg nok huſke, for det 
lagde jeg lidt Merke til. Han fortalte „Skopfyrſten“, 
at han kunde aldrig glemme den Morgen tidlig, de 
ſtod opſtillede og ventede paa, hvad der ffulde komme 
— giv kuns Agt paa, at naar han fortæller om hans 
Krig og hans Generaler og „Affeſerer“, ſaa retter han 
lig op og bliver nok et Par Tommer højere end til 
daglig — nu, faa kom den her General — hvad var 
det nu han hed — Schleppengrel! ja rigtig — ſaa 
kom han ridende i flyvende Spring og ſaa ſagde han 
god Morgen til dem og ſpurgte dem, om de havde 
faaet noget at leve af og om de havde faaet dem en 
Dram, og da de havde ſparet ja til det, faa ſlog han 
ud med Armen og ſagde, at faa var de glade, for nu 


ſtulde de til at Maas. Og de Ord gjorde ſaa godt i 
dem, de gjorde dem ſaa lette og jaa levende — jeg 
kan for Reſten ikke rigtig huſke hvordan det var, han 
forte det over — men lige et Ojeblik efter, og inden 
de vidſte af, jaa var de inde i den gloende Ild, det 
kan jeg da huſke, Anders endte med. Saa tog han, 
den her „Skopfyrſte“, ved at fortælle noget om en 
menig Soldat, ſom gjorde en tapper „Patalla“ og det 
fil han et Tegn for. Men hvordan det gik til, huſker 
jeg ikke. 


„Var det ikke i det Slag min Morbro'ers eneſte 


Son fil Armen ſkudt af?“ ſpurgte jeg, for jeg vilde 


da lade de to Karle vide, at jeg kunde og ſnakke med 


om deres Krigsartikler. 

„Nej det var ej; det var ved Frederiksſtad“. 

„Saga —aa. Jeg tror nu, det var ved æ— var 
det andet Sted da! Men hyilket ſom, det kunde han 
hade været foruden, havde han lydt min For”, ſagde jeg. 

„Han var ingen Kryb—i—Krog, maa Du vide, 
Momme“, ſagde Anders jaa raddelig ſtut og vigtig. 

„Aa, hør, ved Du hvad, Anders, det er flet ikke 
verdt for Dig at [fælde nogen ud for Krybikrog, Du“, 
bed jeg ham af, for jeg agtede, at den fremmede han 
flod og ſmaagrinte ad det. „Derſom jeg ikke havde 
faaet Skode paa min Gaard og havde faaet den at 
pasſe, var jeg nok drogen med og da, vil Du vide det“. 

Men nu begyndte baade han og den anden at 
raabe paa, at han havde jo ingen nævnt, og ham 
„Skovfyrſten“, han ſagde oven i Kjobet, at min Und⸗ 
ſtyldning var ikke gyldig, for det var kuns dem, ſom 
ikke orked eller fattedes Kræfter til at gan Krigsſtra⸗ 
badſerne igjennem, der maatte blive hjemme i ſaadanne 
Tider; derſom mit Hjærte ikke var for tungt og var 
ſkreden ned i min Mave, havde jeg ladet Gaard været 
Gaard og grebet Bosſen — og hiſt op og her ned i 
jøle Maader, Hjærte ſkride ned i Maven! Har Du 
hørt Mage til Sludder af en ſtuderet Mand! he! Jeg 
fil ſnart nok af den Tønde, og ſpurgte, uden at bryde 
mig om, hvad den anden ſtod og polſede af fig, ſpurgte 
Anders ad, om han jaa vilde flaa mig den halve Favn 
Knippeltree Dagen efter. Om jeg juſt ſkulde bruge 
den den Dag? ſvarede han. Aa—ne—j, ikke jaa lige 
den Dag, men jeg havde nu beſtemt det ſaadan. Nej, 
den Dag kunde han ikke gjøre det. 

„Du kan jo jætte Bejøget op til om Søndagen 
eſter?“ ſagde jeg ſaa. 

Nej, han havde nu lovet at komme den Dag, og 
han havde ikke godt ved at narre Folk, ſparede han; 


men Dagen efter igjen maatte jeg lide paa, at han 


flog det. Det ſkulde nu lade ſaa kjont og faa fejt 
med den her ſtrenge holden Ord, forſtaar Du nok. 


Nu, jaa — ja hvordan var det faa, det kom — 


naa, det er fandt! — faa ſiger han, den her Skov⸗ 


djævel, ſaadan rigtig ſpidſt: „Neſte Søndag er det | 


heller ikke den 25de Juli, Momme Jorgenſen“. 


i 


(I 


med til den her Relighed! 


349 


„Aa, ingen Forſeelſe, Hr. „Skopfyrſter“!“ ſparede 
jeg i ſamme Tone og laante ham med det ſamme et 
Par ordentlige Blaaner, kan Du tro. „De maa have 
mig undſkyldt, men den Videnſkab fjender jeg lige jaa 
henſigtsmesſig og grundig paa Overfladen ſom De, 
alligevel jeg ikke har ſtuderet. Vil De vide det da“. 
Saa grinte han: han troede det naturligvis ikke. De 
har Rakkeren i et godt af at faa Sanden at høre en 
Gang imellem, de fornemme Herrer og Hanſer, ja 
de har. 

„Ja jaa ſlaar Du Træet i Overmorgen, Anders?“ 
vendte jeg mig om til ham og ſagde. 

Det kunde jeg lide paa, ſvarede han, med Guds 
Sjælp ſkulde han gjøre det den Dag. Saa ſagde jeg 
adjes, og ſaa gik vi, mig og Skopfyrſten. Hvorfor 
jeg firede jaa længe til Anders? Ja jeg ſkal ſige Dig 
jeg var halvvejs nødt til det, for der er ingen af Skov⸗ 
huggerne, der ſaadan ſom han kan ſe, hvad den og den 
Del af et Træ kan bruges til, jer Du. Men Du kan 
hellerſens tro, den her Skovfyrſte han var tavs og 
flabmundet, over det jeg ſaadan havde ſnibbet ham! 
Hei, hei, hee! Han gik og jaa lige ud men ſagde 
ikke et Ord. Men da vi havde gaaet noget, kom han 

hen ved Siden af mig og gav ſig til at 
Anders, hvordan han havde det i alle 
Maader, g fortalte ham jo ſaa alt, hvad jeg vidſte 
om den Ting. Men den Gang vi ſaa havde gaaet og 
pratet om det noget, faa ſiger jeg: „Jaa, bare 
Anders vilde være mere lige [om andre Folk, jaa var 
han ikke ſaa ilde, nej han var ej“. Vil Du ſaa tenke 
Dig, ſaa ſiger han, „Skovfyrſten“, at det var et urime⸗ 
ligt Forlangende af mig, for det var lige ſaa umuligt 
at faa to Menneſker til at være ligedan, ſom at faa 
to eller flere Trœer til at gro ens. Ja ſaadan ſagde 
han fgu! Jeg kunde nu ikke rigtig hitte Rede i den 
Talemaade, og derfor ſagde jeg: „Men ſikken Storhed 
der ſkal være med ſaadan nogle, Hr. „Skovpfyrſte“! 
Holder Gjeſtereringer en ſagn Dag!“ 

„De horte vel, hvad Manden ſagde, at flige Beſog 
ffete kun grumme ſſeldent,“ ſvarede han mig ligeſaa 
fos og ſtut. „Jeg tykkes nu, det er glædeligt og jaa 
rimeligt, at han huſker og fejrer ſaadan en Hedersdag. 
Det agter jeg og mange flere, og det burde De ogſaa, 
Momme Jargenſen.“ 

„Nei, jeg har andet at tage Vare paa i Morgen, 
end at drage til Feſt,“ ſoarede jeg. „Og hvad er det 
nyttigt til? Hvad kommer der ud af det med den 
her Fejren og Flagen og Feſten, ſpor' jeg? Ikke andet 
end Uro og Skjenderi og Spektakkel og Syndigheder 
i alle Maader!“ ſagde jeg til ham. „Min Gjenbo,“ 


ſagde jeg, „fik mig en Gang narret med til ſaadan 


et Gilde, det var for vor Grundlov, ſagde han. Vi 
kom derhen, og det var da ræddeligt at ſe, for alle 
de Menneſker, der var ſtormet ſammen for at være 
Jeg har aldrig jet jan 


mange Menneſker ſamlet paa et Sted for; der var 
flere end til et Marked. Naa; de ſtod da alle og 
lyttede eſter en høj Mand med et gevaltigt Skjeg, 
ſom ſtod oppe i en ſtor Kurv, der var flettet ſammen 
af unge Bogegrene og Egegrene med Flag oven over, 
og han ſtod og fortalte og præfede om en ſtcerk Mand, 
der ſkulde muge i en Koſtald, hvor der havde faaet 
flere hundrede Hoveder i mange Aar. See, det 
kunde enhver jo nu tage og føle van var en ſtor, 
opterſket Løgn, for der er da ingen „prakſis“ Mand, 
ſom holder fit Kræ inde i flere Aar i Træf. Men 
hør kuns nu efter. Saa gik han videre og fortalte, 
hvordan den her ſterke Kumpen bar fig ad med at 
faa Moget ud af Stalden, og det gik da ſaadan til, 
at han gravede en flor Kanal fra et Vandløb og hen 
til Stalden, og ſaa lob Vandet ind i Stalden og 
gjorde den ren i et Ojeblik! — Hai, ha! Løgn og 
Sludder! — Men hør funs jaa videre. Hvordan den 
hev Skjceggemand ſtod og bumlede omkring med Hiſto⸗ 
rien eller ej, nok er det, han fif da ud af det, at det 


havde været Kong Frederik, ſom nu er død og henne, 


at det havde været ham, der havde muget den her 
grummige ſtore Stald. Men den Gang jeg horte det, 
jaa tænkte jeg: nej nu ſkal Du Saten bet have Tak 
for mig, min Bro'r! vil Du nu fortælle os, at Frederik 
den ſyvende har været Rogter og gravet Kanaler og 
muget Koſtald, nej, faa ſiger jeg Pas! „Spi vil J da 
ſtaa og høre paa hans Løgne!” ſagde jeg til dem, der 
ſtod omkring mig; men de ſvarede, at enten ſkulde jeg 
tie ſtille eller ogſaa gaa min Vej, og det giorde jeg 
jaa; jeg gik ind ad Skoven, hvor der var Lidt Rolighed, 
og der fik jeg mig en gevaltig Middagsſovn. — Nej; 
jeg fkal nok vare mig for at komme til ſaadanne 
Gilder tiere da. — Hvad Skopfogden ſagde til det? 
Aa, han gik og ſmaagrinte ad det. 

Men det var det vi kom fra: var det nu ligt 
efter noget, at Anders han var ſaa egen og ſtikken 
med det her Tree! Nej Tyſterne, de kunde hellerſen 
have Krammet paa ham da. De kunde have med 
med ham at gjore. — Hvornaar? — Ih, ſidſte Krig! 
Det var den Gang de danſke havde rømmet Voldene 
og Skanſerne nede ved Frederits og var draget over 
til Sjælland eller Fyn, eller hvor det nu var. Saa 
drog Oſtrigerne jo omkring og tvang Folk, unge Karle 


og Mænd, til at folge med dem ned til Frederits for 


at jævne de her Skanſer og til vor By kom der jo 
da ogſaa nogle Stytker af Oſtrigerne, af dem med 


Fierhattene, og en af dem kom da ogſaa ind til vort, 


men jeg „obſalverede“ ham i Tide og ſatte af ind i 
Koſtalden og ſmakkede Doren i for mig. Men gid 
Delen komme eſter'et! Hundepanden agted, at jeg 
ſmuttede i ad Døren; han kom derhen og begyndte at 
lede omkring. Jeg var faret op i en Kalvebaas og 
havde gjemt mig under noget Halm, og der laa jeg 
og turde knap trakke mit Vejr. 


Jeg havde Satan 


iet ikke mere Glæde end jeg ſelv havde haardt nodig, 
kan Du tro! 
griber mig om begge mine Ben, lige her om Fodleddet. 
Jeg giver et Brol, og han giver ſig til at hale mig 


Lige med et fornemmer jeg, at han 


ud af Halmen og hen ad Grebningen, og — hu — 
ja! der var ikke muget! — „Av, av, aajajaja!“ raabte 
jeg!“ „Da vol De vel niks da ſlaa den Bouer rent 
ipjæl da!“ — Det faldt ved ham! Han ſlap mig og 
ſagde: „Niks ombringen den Bouer; men aber han ſkal 
metfolgen, og paa den Sjanſen arbiten. Gelik!“ 
„Niks,“ ſagde jeg, „Bouer niks duer til det. Den 
Bouer har en krank Sundhejt, ſkidt Bryſt, vil tage 
hans Gedod genommen over ſaadan en Tur,“ — og 


"hvad jeg nu ſaadan i en fnæver Vending kunde finde 


paa at ſige til ham — for jeg kunde nu hele det tyſke 
Sprog udenad, og kan det for den Sag endnu. Det 
er ikke ner ſaadan da! — Jeg lærte det for Reſten af 
en holſtenſk Heſtepranger. — Nu; men da det lod til at 
Oſtrigeren ikke vilde lade ſig gefalde af det, fik jeg 
ham med ind i Stuen og ſtak ham et Par Dramme 
under Snydeſkaftet og en „Projſer“ i Neven. Det 
hialp! — en redder fig ſom en kan, ſer Du! — Jeg 
ſtulde forſtikke mig, ſagde han, og ſaa gik han. Jeg 
liſtede ſaa af ud og vilde over og pippe mig i Skoven, 
men jeg kom ikke faa langt, for da jeg kom over til 
det tykke Gjcerde derovre. ved Vejen, faa jeg, at der 
oppe paa Vejen kom et Par Tyſtere med en Drift 
Mænd og Karle. Jeg fit mig pipped, og de drog 
forbi uden at agte mig. Anders var imellem dem; 
men havde Du jet, Hvor han faa biſter og vred ud, 
og ſaadan nogle Øjne han gik og laante Oſtrigerne — 
uha! Siden ſaa horte jeg, at han prøvede to eller 
Gange paa at rende fra dem. Den ene Gang ſtak 
han ind i en Smedje og gav fig til at trakke Bælgen 
for Smeden, men faa var der nok en af de andre, 
der robede ham, for den ene af Tyſkerne for derind 
og traf ham uden for Døren og gav ham nok nogle 
Stød af Geværfolben ; men da ſkal Anders være bleven 
i Hovedet ſom en kalket Væg, og lige i det ſamme 
ſlaar han den tyſke Jæger ſaadan for Banden, at han 
ſtvatter ved det! Men Tyſkeren han ſpringer op igjen 
og ſkyder, Daelen komme efter et, efter Hovedet paa 
Anders, men Kuglen gaar om ved Øret pan ham. 
Saa ſtal Anders have flaaet fig for Bryſtet og raabt: 
„Ja ſkyd Du kun, din tyjfe Hund! Jeg har ſtaget 
for tyſke Kugler for i Dag!“ Og han vilde have 
faret paa Tyſkeren igjen — for han ffal have været 
jaa meget forſtyrret — men jaz var der nogle af de 
andre, der holdt ham. Siden terſk Tyfkerne ham nok 
groft og ſmed ham i Fengſel, ſiges der, enten det nu 
er Løgn eller fandt. — Det var jo nu ogſaa groft 
dumt gjort af Anders, ja det var. Han fkulde ikke 
have været jaa ſtut, Tyſkerne havde jo Magten, det 
maatte han have taget i Betragtning, og ſaa firet af 
og holdt fig rolig; det havde jeg gjort, Men der fit 


Hs 


han for hans Brøfighed og Stuthed da! Og det kunde 


han have været foruden, naar han havde været jom | 


de andre. For ved Du hvad: Tyfferne var i Grunden 
ſkikkelige Folk. En kunde Søren Jenſe mig ſagtens 


komme ud af det med dem, naar en bare vilde give 


dem, hvad de behaged' og forlangte, det er viſt. — 
Men der kom Anders i med hans Overmend; der fik 


han noget for fin Brøfighed og Stuthed da! Og det 


kunde han have været foruden, naarenstid han havde 
været ſom de andre. 
Se— e, det er det Skudsmaal, jeg kan give 
Anders Skophugger,“ fluttede Momme. 
Sens Skytte. 


Anop- eller Ojepodning (Okulation). 


Husvennen bragte en Gang i fin forſte Aargang fine 

Læfere en lille tydelig Anvisning til Frugttræers 
Foredling ved Podning og lovede i Slutningen af 
Stykket ſenere at ville bringe lignende Anvisninger til 
Ojepodning, Plantebedes Indretning m. m. Det blev 
imidlertid ved Loftet, men da denne Foredlingsmaade 
er jaa let at udføre og ſom ofteſt langt at foretrakke 
for Spalt⸗ og Barkpodning, haaber jeg, at en lille 
Anvisning ikke vil være uvelkommen for flere af Hus⸗ 
vennens Leſere, tilmed da Ziden for dens Anvendelſe 
— Juli, Avguſt — nu nærmer fig. Man kan ogſaa 
okulere om Foraaret, forſte Gang den raſke Saftbevegelſe 
finder Sted hos Planterne, men Øjnene ſkyder da ud 
ſamme Sommer, og det nye Skud bliver ſjeldent ſaa 
modent, at det ikke lider for meget om Vinteren. Ved 
at vente til den anden Saftſtigning finder Sted efter 
St. Hans Dag, ſkyder Øjet ikke ud for næfte Foraar 
og giver da ſterke, kraftige Skud, der ikke ere udſatte 
for at lide af Froſt. Ved den egentlige Podning ſoger 
man at forene en Kviſt med flere Øjne paa til en anden 
Grundſtamme, ved Ojepodning derimod kun et eneſte 
Oje eller Knop. En nodvendig Betingelſe for et godt 
Udfald er, at man har en god ſkarp, tyndbladet Kniv, 
der kan give et rent Snit, man har ſeeregne ſaakaldte 


Okulerknive dertil, men en god almindelig Pennekniv 


kan godt benyttes. 


Grundſtammen, man vil forædle, maa helſt ikke 


være for tyk, fra et almindelig Aarsſkuds til en Fingers 
Tykkelſe, er Stammen tykkere — et ældre Zræ f. Ex. 


— da er det heldigſt at ſkere denne ned tidlig om | 


Foraaret, der vil da bryde en ſtor Mængde Skud frem, 


og tage de overflodige bort. 


Fremgangsmaaden ved Knoppodning er folgende: 
J Grundſtammen ffæres et Tverſnit og fra dettes 
Midte et Snit nedad, jaa at begge Snittene danne et 
J, paa yngre Stammer jaa nær ved Rodhalſen eller 


Jorden ſom muligt og paa unge Grene tet ved disſes 
Grund. Derpaa udffæres Øjet af den ædle Kvift, der 
helſt ikke ſkal afffæres førend lige, naar den ffal bruges, 
og helſt maa opbevares i et Glas Band. Man fætter 
Kniven til Barken / —1 Tomme over Øjet og ffærer 
nedad og lidt dybere, jo mere man neermer ſig dette, 
ſaaledes at der lige bag Øjet følger en lille Smule 
Ved med, og derpaa jævnt udad til / Tomme neden 
for Ojet. Bladpladen paa det Blad, i hvis Vinkel 


det edle Oje ſidder, ffæres af, førend man udſkeerer 


| dette, ligeledes de ſmaa ſaakaldte Axelblade, der ofte 


findes ved Bladets Grund, ſaa at den nøgne Bladſtilk 
blot bliver tilbage. 


Det Stykke Bark og Ved, der 
følger med det ædle Oje, kaldes Skjoldet. Man aabner 


eller losner nu forſigtigt de to Flige, der ere frem⸗ 
komne ved Tjnittet med Kniven eller Neglen og opbe⸗ 
varer i medens Øjet i Munden, i det man med Læberne 


forſigtigt holder paa Bladets Stilk, der jo er bleven 
ſiddende ved Skjoldet, og naar Fligene ere tilſtreekkeligt 


i 


aabnede, forer man med højre Haand Øjet ind under 


Barken og ned ad, til der mærkes en ſpag Modſtand, 


og holder imens med venſtre Haands Tommel- og Pege⸗ 


finger faſt om Grenen. Bliver der noget af Skjoldets 
øverfte Stykke ſiddende uden for Tverfnittet, ſkœres det 
bort lige med dette. Man ombinder nu Laaret med 
Uldgarn. eller blød ſteerk Lindebaſt, idet man begynder 
for neden og lader Baandet krydſes over Øjet. Baandet 
ſkal bindes ſaaledes, at Delene alle Vegne ſlutte tæt 
ſammen, men heller ikke faſtere, end at Saftomlobet 
kike ſtandſes deraf. Det bindes i Sløjfe bag ved Øjet, 
og efter en 2 à 3 Ugers Forlob løsnes Baandet og 
bindes lidt loſere til; er Bladſtilken nu falden af og 
Knoppen begyndt at ſpulme, da er det Tegn paa, at 
Podningen er lykkedes. Neſte Foraar, naar Knoppen 
har begyndt at vore, ffæres Toppen ned paa Vildlingen, 
ſaaledes at der bliver en god Tomme ſiddende over 
Øjet, hvortil det unge Skud løjeligt bindes; denne 
Stub bor dog fjærnes ſenere midt i Sommeren, og 
Stedet overſtryges med Podevox. 

Man fkal vere omhyggelig i Valget af Øjnene: 


man udſsger de kraftigſte paa Midten af et ſmukt 


Aarsſkud, taget helſt fra Solſiden af Modertret. De 
yderſte mindre godt modne Ojne af Skuddet giver 
nemlig Zræer med ſvag Vext og de nederſte Øjne 
Zræer, der ſent bliver frugtberende. Hos Stenfrugterne 
tager man helſt dobbelte Knopper. 

Denne Art Podning anvendes med Held ved alle 
Frugttrœer, endvidere ved Roſer. Hvem der bor i 


Naeheden af Skop, kan let ſkaffe fig Hyben⸗ eller vilde 
af hvilke man jaa kan udvælge nogle af de kraftigſte 
hojſtammede Roſer. 


Roſenſtammer og ved ſiden at okulere dem faa ſmukke 


C. Matthieſen. 


2 


Dværafrugttræer. 


Det turde have Interesſe for en ſtor Del af Husvennens 
Laſere at erfare, at til den 9de Juli var der fra 600 Beſtillere 
indgaaet Begjering til Hr. Etatsraad N. E. Hofman (Bang) 
til Hofmansgave paa 35,000 Dvargfrugtircer. J Anledning 


af denne Masſe Beſtillinger ffal Husvennen atter i Dag, efter | 


Anmodning fra Etatsraaden, meddele følgende. 


å 1) Beſtillinger der ere indlobne efter 1ſte Juli maa ſtaa | 
tilbage for dem der indkom inden denne Friſt. Saafremt der 


er Mulighed for at faa det tilſtrakkelige Antal Dvergtraer af 
anerkjendt gode og i Danmark prøvede Sorter, ſtulle 
dog ogſaa de ſenere komne Beſtillinger blive efterkomne. 


Det fremhaves endvidere, at der ikke kan tages Henſyn til: 


2) ſenere indkomne Beſtillinger; 
ag 3) indkomne Beſtillinger paa beſtemte navngivne Sorter 

reer; 

4) Beſtillinger der ere betingede af at Træerne leveres frit 
i Vedkommendes Hjem; 

5) og Beſtillere, ſom have betinget fig Træerne leverede 
i Oktober Maaned. 

6) Det er Etatsraaden umuligt at beſvare de i de mange 
Hundrede Breve indlobne mangfoldige Spørgsmaal, hvorfor han 
kun fan indlade fig paa gjennem Hus vennen at give fort 
Spar paa ſaadanne, der have almindelig Interesſe. 

Da Husvennen har det overvældende Antal Beſtillinger paa 
fin Samvittighed, maa vi fremſatte det Haab, at de mange 


Beſtillere vil have den fornødne Taalmodighed og Overbrenhed 


ligeover for den vanſkelige Opgave der nu paahviler Etatsraaden. 
Da det, for at faa det ſterſt mulige Antal Beſtillere tilfreds⸗ 
ſtillede, bliver nødvendigt for ham at foretage en Rejſe til 
Frankrig alene for perſonligt at gjøre de ſtore Indljeb, vil den 
dermed forbundne Üdgift ſandſynligvis opbruge den Rabat ſom 


ellers ventedes at kunne gives pan ſtorre Beſtillinger, hvorfor | 


de der ikke ønffe ſterre Leveringer uden at denne indrømmes, 
bedes tilbagekalde deres Befiilling til Fordel for andre. 


J Anledning af flere Foreſpergsler om Vejledning til Plaut⸗ 
ning og Beffæring af de ſmaa Frugttræer, henviſes til en af 
Hr. Elatsraad N. E. Hofman (Bang) ſtrevet lille Bog: „Om 
Dpergfrugttraers Behandling, eller Vejledning 
til af ſmaa Træer at faa ſtor Frugt.” (Kjøbenhavn, 
Philipſens Forlag), ſom faaes i alle Boglader. Denne lille nyttige 
Bog indeholder alle fornødne Oplysninger. Kun bemarkes, at 
der, efter Forfatterens Meddelelſe, er indløbet den Fejl, Side 5, 
at „Parer podede paa Hvidtjørn bedre taaler fold Jord end Parer 
paa Kvede.“ Det er det modſatte; thi Kvade taaler ikle altfor 
tor, men hellere noget fugtig Grund. 


Husflid. 


Klinkning. 

Fra en Mand, der i mange Aar har drevet Klinkning ſom 
Husflid, har Husvennen modtaget nedenſtagende praktiſke Op⸗ 
lysninger om Fremgangsmaaden ved Klinkning, ſom i flere 
Retninger er heldigere, end den i Husvennen tidligere (Side 
135) givne Anvisning: 

Klinkning foretages med Mesſingtraad. Denne maa ilke 
blodgjeres ved Glodning for da taber Traaden fin Federkraft 
og Klinkningen duer ikke. Den meſt pasſende Mesſingtraad er 
ul Fade og ſtore Gjenſtande Nr. 15, til finere Fade og Tal⸗ 
lerkener Nr. 17 og til Kopper Nr. 19. Hvad Varktejet angaar 
pasſer det godt med det der ſtaar anført i Husvennen, kun be⸗ 
markes, at det fine Staalbor kan billigſt beſtaa af ſlebne Strikke⸗ 
pinde af Staal (Nr. 6, 7 og 8, efter den forſtjellige Mesſing⸗ 
traad ſom man bruger); de maa forſt glodes faa meget, at de 
nemt kan ffærpes med en Fil og gjeres kileformigt tynde og 
ſtarpe omtrent ſom naar mau fer en Foldekniv fra AEggen og 
ind mod Ryggen, thi herved lettes Boringen betydeligt Af en 
Striklepind kan meſt pasſende gjøres 4 Bor. Under Boringen 


maa intetſomhelſt Vaadt komme i Hullet, undtagen Terpentin⸗ 
olie, og Borets Skerpning maa foregaa jaa tidt det er ſlovt. 
Dette her anførte gelder om Lertej og Fajance, men Glas og 
Porcelæn kan ogſaa klinkes, hvortil man bruger, i Stedet for 
Strikkepinde, enten Drilleſtaal af det fineſte Slags, eller ogſaa af 
de ſmaa File og Rivaler ſom Urmagerne bruge og de maa til- 
ſlibes paa ſamme Maade ſom Strilkepindene. For øvrigt fore⸗ 
gaar Arbejdet paa ſamme Maade ſom foran anført kun at be⸗ 
merke, at den glatte Overflade paa Glas og Porcelen førft maa 
angribes med en brakket Sapfil ſom der er ſkarpe Kanter pag. 
Under Boringen maa man holde Hullet fyldt med Terpentinolie, 


Chr. p. Hanſen. 


er Navnet paa et lille Sfrift (22 Sider fiort) af Wilh. Weiss, 
udgivet af „Foren ingen til Dyrenes Beſkyttelſe.“ 
Den ſagkyndige Forfatter gjennemgaar paa en klar og forſtandig 
Maade alle de Tilfælde hvori Dyrene blive misbrugte og pinte 
af Menneſkene, og idet han ſtadigt forſtaar at gribe Exempler 
| paa Misbrugene lige ud af det Daglige Liv, bliver Skriftet et 
udmærket lille Indlæg til Dyrenes Forſvar. — Forfatteren har 
nærmeft haft de fføbenhavnffe Forhold for Øje i fit lille Skriſt, 
men den Varme for Sagen, hvormed Bogen er fkrevet, forenet 
med et ſundt Maadehold i Fremſtillingen, gjør den til et ſaare 
nyttigt lille Skrift, ſom man maa onſke leſt af alle. Som 
Prove paa Fremſtillingen, og for at de fremfatte Tanker kunne 
finde ſtorre Üdbredelſe, findes S. 341 i dette Nr. aftrykt nogle af de 
Steder i Bogen, ſom kunne have meſt Betydning for Landboere. 

Der er intet Spørgsmaal om, at „Foreningen til Dyrenes 
Beſkyttelſe“ vil kunne gjøre overmaade megen Nytte med Üd⸗ 
givelſen af ſaadanne Smaaſtrifter, ſom for en meget billig Pris, 
eller gratis, kunne komme den ſtore Del af Folket i Hende. 
Det er 5 ſom iſer ſkal paavirkes, og vi tillade os i 
denne Retning at pege paa Skolen. Kunde Foreningen paa 
en pasſende Maade fætte fig i Forbindelſe med hele Landets 
Lærere for gjennem dem at udbrede fine Skrifter og fine Op⸗ 
muntringer til god Behandling af Dyrene, da havde den uden 
Tvivl en frugtbar Grund at arbejde paa. 

Bi benytte Lejligheden il at henlede Opmerkſombeden pac, 
at ,, Foreningen til Dyrenes Beſtyttelſe“ fortjener fuld Tilſlutning 
fra alle Dele af Landet og at Indmeldelſe ſom Medlem fler hos 
Hr. Overretsſagforer Wilhelm Schytte, Hojbroplads 4 i 
Kjøbenhavn, Medlemsbidraget, 1 Krone, fjendes nemmeſt ved 
Poſtanvisning (Porto 8 Øre) hvorpaa Begjering om Indmel⸗ 
delſen kan notercs. ) 


Oplosning fra Nr. 423 
E N E R 


paa den firkantede Nod: 2 7 
E N E 


R 
Brevvexling. 
S. Kr. — Xy. — M. J. — D. P. Bj.: Tak! 
RN. M. M — J. J. B.: Kan ikke bruges. 


Indhold. 


eder. — Om Mishandling 


Husvennen“, Villedblad for Morfkabslæsning, Oplysning og Husſlid 


Videder, fif 1 Krone Fjerdingaaret, frit lilſendt. 


„ Udkommer lil hver Søndug med et 16. ſpaklet Art, ſorſynet med flere 


Svert Fjerdingaar medfølger gralis et ſlort (mukt Tillegobillede. Bladel kan beſlilles paa 


tihvert Pofikonior og Rrepfamlingsſled, i enhver Boglade ſamt i Kjøbenhavn paa Husvennens Hovedflonlor Veſlerbrogade, (Axelhus) 2 B. 
Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. II. Schultz. 


„Nogle Bemerkninger angagende Mishandling af Dyr” 


| 
| 


S Nom SEN 


. 
3. Aargang. 


i Kjobenhavn. 
Nr. 45. Sunbngen d. 


9 


30. Juli. 


1836. 


Morten Luther. 


For Sjælens Blik af Mindets 
| Gjem 
jaa mangt et Billed glider; — 
Hiſtorien os viſer dem 

med mørke, lyſe Sider. 


Lad mig en Heros drage frem, 
en ſtor, maaſke den ſtorſte; — 
for mig i dodeliges Hjem 

han ſtander ſom den forſte. 


Stor er Du Luther! Pavens 
Harm 
mod Dig kan lidet baade, 

dog ſkylder Kraften i Din Barm 


Du ene Herrens Naade. 


Du kaſtede med frejdig Mod 
paa Baalet Pavens Bulle; 
og Herren ved Din Side ſtod, 
da ned til Worms Du ſkulde. 


Eu Dag af Luther's Liv. 
Eſler Lindner ved Sophus Tromholl. 


Aaret 1537 er i den tyſke Reformations Hiſtorie 


ejendommeligt ved en Rakke heftige Kampe; det drejede 
fig om intet mindre, end om de evangeliſke Stender 
ſkulde tiltræde det af Paven udſkrevne Kirkemode 
Concilium), og om de havde Ret til at modfætte 
lig Kejſeren, naar denne i Troesſager vilde fare 
frem mod dem med Magt. De Wittenbergſte Theo⸗ 


Det fordred' Kraft, et Mod ſom 
Staal 
for denne Gang at træde, — 
Du vidſte jo, med Dod og Baal 
var Fjenderne til Rede. | 


Hvor blev Din Kraft vel, hvor 

Dit Mod, 
hvad var Din Gjerning vorden, 
hvis ej Du Dig paa Gud forlod, 
ſom ſtyrer alt paa Jorden? 


Men deri fandt din Storhed Du, 
at Din blev Herrens Vilje, 

ſaa ſtred Du da til Morkets Gru 
for Sandheds rene Lilje. 


Om Himlens Lys ej viſer Vej, 
vi famle maa i Morke. 

Min Kraft er intet, ſvag er jeg, 
men Herren er min Styrke! 


Andr. Seiter. 


loger med deres Forer Luther mente, at man ikke 
ſtulde vegre fig ved at komme til Kirkemedet for at 
undgaa Skinnet af, at man modſatte fig en mindelig 
Overenskomſt; men at man ikke ſtulde lade fig Henderne 
binde lige overfor det pavelige Praſteſkabs Afgjorelſe. 


Thi et frit Kirkemode, ſaaledes ſom man med Ret og 
Fofe kravede det, vilde dog ikke blive bragt til Veje; 
man kunde itke haabe, at der vilde blive handlet ret⸗ 


færdigt mod Evangeliets Sag. Men vilde Keiſeren 
gaa ud over fin verdslige Ret og gaa frem med Vold 
imod Evangeliet, da burde det være Fyrſternes Pligt 


at verge og forſpare deres Underſaatter imod en flig 


aabenlys Uret, ſelv om det ſkulde ſke med Vaabenmagt. 


For at raadſlaa om alle disſe Sager og for tillige at 
bringe Sagen med de ſydtyſke Theologer om Nadver⸗ 


ſporgsmaalet til en Afgjsrelſe, var der blevet faſtſat 


en Dag i Schmalkalden, hvor Luther med ſine 
Kaldsfeeller rejſte hen den 25de Januar. 
Schmalkalden overfaldt der ham en ſaa heftig Sygdom, 
at han uden at være færdig med fine Forretninger 
blev nødt til ſtyndſomſt at forlade Byen; han gjorde 
dette i den ſikre Tro, at han aldrig mere vilde komme 
til at gjenſe fine fjære, og at han kun ſom Lig vilde 
komme til Wittenberg. Kurfyrſten af Sachſen gav ham 
fin Livlæge Dr. Schurz med, og ſaaledes brød han 
den 26de Februar op med Bugenhagen og Spala⸗ 


tin; efter ham kjorte en ſerſkilt Vogn med Senge, | 


Gløder og alle Slags Redſkaber for at have en gje⸗ 
bikkelig Hjælp ved Haanden; Stenſmerterne plagede 
Reformatoren i den Grad, at han i ſin Fortvivlelſe 


raabte: „Bare der var en Tyrk ved Haanden, at han 
Men under Vejs, allerede i Zam- | 


kunde ſlagte mig!“ 
bach, blev det bedre med ham; „dette er det Sted”, 
ſtrev han, „hvor Gud har velſignet mig, her er mit 
Phanuel, hvor Herren har viſt ſig for mig“. Et Il⸗ 
bud fløj tilbage til Schmalkalden for at bringe Kur: 


fyrſten Johann Friedrich Efterretning herom; han 


ſtormede ind i Byen, hvor man med Aengſtelſe ventede 
Budſkabet om Luthers Dod, idet han jublende udraabte: 
„Vivit Lutherus! vivit Lutherus !“) hvilket 
han raabte dobbelt jaa højt, da han jog forbi den til 
Mødet afſendte Kardinals Vinduer. Kurfyrſten gav 
Budet en god Skilling for hans glædelige Eſterretning 
og lod afholde en Takkehsjtid i Kirkerne. Dog var 


Faren endnu ikke ovre; i Gotha laa han igjen for 


Døden, og havde allerede taget Afſked med fine Venner. 
Ogſaa denne Gang gik imidlertid Anfaldet lykkelig over; 
men forſt den 14de Marts naaede han til Wittenberg, 
næften ude af Stand til at gaa, ſtjondt dog i Bedring. 
Paa den hjerteligſte Maade vifte Deltagelſen fig nær 
og fjærnt fra; Byen og Univerſitetet kappedes om at 


viſe deres Glæde over, at den elſkede og navnkundige 


Mand endnu levede blandt dem. Studenterne modtog 
ham ved hans Hjemkomſt med et ſtateligt Optog uden 
for hans Hus, og da han forſte Gang atter viſte fig 


i Kollegiet, for at udlægge farſte Moſebog (Geneſis) 
for dem, fandt han Huſet, Salen og Laererſtolen kranſet | 
med Blomſterſlyngninger; Raadet ſkjcenkede ham et Fad | 
med den bedſte Malvaſiervin; Fyrſterne af Anhalt ſendie 
flere Gange Forceringer af Vildt til hans Bord; den 
gamle trofaſte Anton Unruh, Dommer i Torgau, 
flikkede, ſom han flere Gange tidligere havde gjort, en 


Tønde godt Torgauersl, der den Gang agtedes højt, 


og ſom Luther ſerlig yndede. Hans Huſtru Käthe 


) Luther lever! Luther lever! 


Men i 


| havde Kjøffen og Kjælder fulde, og eſterat Luther 
var bleven fuldftændig raſk, og medens han i Forſt⸗ 


| ningen af April opholdt fig i Torgau for her efter 
| hans fyrſtelige Herres Onſte at vie dennes Datter 
Maria til Hertug Philip af Pommern, fik Fru 
| Käthe og de Bordfæller der den Gang hørte til Huſet, 
den Tanke, at iværkjætte en højtidelig Helbredelſesfeſt 
| og dertil at indbyde alle de Venner og Kyndinger, man 
kunde faa fat paa. Efter lange Raadſlagninger blev 
man enig om, at Doktoren paa Tobice Dag, den 13de 
| Juni, ſkulde overraſkes med ſamme Feſt, hvilken Dag 
han desuden ufravigelig plejede at mindes i ſin huslige 
Kreds, da det nemlig var hans Bryllupsdag. Luther 
vendte tilbage fra Torgau, de to Maaneder til den 
nævnte Dag fløj hen under travl Syslen, og Feſt⸗ 
morgenen brød frem. Vi ville ledſage den ſtore Refor⸗ 
mator paa denne huslige Wres- og Feſtdag. 

Selv om ogſag de hemmelighedsfulde Jveerkſettere 
af Feſten vare nok jaa tidligt paa Benene for at faa 
gjort alt i Stand: i Sengen overraſkede de ikke Dr. 
Luther. Kl. 5 om Morgenen fkulde den forſte Feſt⸗ 
hilſen beinges ham; men allerede Kl. 4 var han vaagnet 
og fad nu i fit Arbeidsverelſe foran fin Salmebog, 
efter hvilfen han plejede at bede fin Morgenbon. Med 
Henblik paa de Farer, der truede Kirken fra alle Sider, 
fra uden, fra inden, havde han netop læft den 10de 
Salme med ſtor Inderlighed og traadte nu hen til 
Vinduet, idet han i en hjertelig Bon voldgav den Sag, 
| han havde viet fit Liv, til Guds Varetcegt og Naade. 
| Da hævede fig pludſelig tæt udenfor hans Dør en Sang 
af kraftige Mandsſtemmer; det var hans egen, i den 
varmeſte Kamp digtede og af. ham ſelv toneſatte 
Sang: „Vor Gud han er ſaa faſt en Borg“. 
J kunſtneriſk Udforelſe lød den velbekjendte Melodi for 
hans Ore, og han lyttede med Glade til de herlige 
Toner. „Der har en Meſter faaet fat i min Sang“, 
ſagde han ſagte til fig ſelv; og ſaaledes var det. 
Luthers Hus var et aabent Herberg; to unge Stu⸗ 
denter havde han aldeles optaget i ſamme, de horte 
ligeſom til Familien. Den ene var hans Borns Lærer, 
ſom han allerede havde haft i flere Aar, Magiſter 
Franciscus Gross fra Oſchatz; den anden var 
hans Famulus. J en lang Aarrakke havde hans tro 
Veit Dietrich fra Nürnberg tjent ham ſom ſaadan; 
men et Aarstid i Forvejen havde denne forladt ham 
for at vende tilbage til fin Fødeby, og i hans Sted 
var for kort Tid ſiden traadt en anden Nürnberger 
Hieronimus Beſold. Desuden var der en hel 
Flok Bordferller, ſom han kaldte fine „Kviriter““), og 
ſom ligeledes neſten i et og alt bleve regnede til Hus⸗ 
ſtanden. Til hans egentlig nærmefte horte hans trofaſte 
Huſtru Käthe, hans gamle Tjener Wolfgang Sie⸗ 
berger, den trofaſte Tante Lene med Berneflokken: 


) Kviriter er oprindelig et Hebersnavn for Roms Borgere, 


ben Tlaarige Johannes, den Saarige Madalena, 


den 6aarige Martin, den 4aarige Paul, og den 


Zaarige Margaretha. Alle flokkedes de om ham 


med deres Lykenſkninger, og de ſmaa lode ham ikke 
| Smaragd, jaa vil det paa Timen ſſe. Og i den nye 


have Ro, førend han havde taget dem op i fine Arme, 
en for en, og kysſet dem. Da han derpaa rørt havde 
udtalt fin Tak til fin gamle Ven Walther og San⸗ 
gerne, mindede Husmoderen om, at det nu var paa 
Tide at gaa ned i Dagligſtuen til Frokoſt. Men 
Magdalena mente, at netop i Dag maatte Faderen 
forſt bede Katekismen med dem, thi det var dog det 
dejligſte af den hele Dag, og det vilde: hun i Dag ikke 
lade fig fratage, iſcer da hun vidſte, at „det evige Liv“ 
i Dag ſtod for Tur, og derom forſtod Faderen at for⸗ 
telle faa ſmukt. Luther gav fin lille Yndlingsdatter 
Medhold og bad Selſkabet om kun at gaa ned i 
Dagligſtuen, jaa ſkulde han komme for paa den vante 


| 
| 


355 heel see 


ſkjonne og yndige ſom en Smaragd, og alle Skab⸗ 
ninger ville være herlige. Naar vi kun have Guds 
Naade, jaa le alle Guds Skabninger til os. Naar 
jeg da vil ſige til Murſtenen, at den ſkal blive en 


Himmel vil der være et ſtort, evigt Lys og evig 
Deilighed. Hvad vi gjerne ville være, det ville vi 
hisſet blive. Hvor Tankerne ville vere, der vil ogſaa 
Legemet vere. Legemet vil være let ſom en Fjer, 
for at det hurtigt kan folge Villien. Da ville Ojnene 
og Ojenhaarene glinſe ſom Solv. Lemmerne og 
Fingrene, ſom vi have nu, ville vi atter have, men i 
en anden Skikkelſe, paa det allerherligſte. Derfor 
vedkjende vi os Kjsdets Opſtandelſe. Og vor Herre 


Kriſtus ville vi je med disſe Øjne og folde disſe Hænder 
| imod ham, og hans Aaſyns Klarhed vil lyſe over os, 


ſtjennere end her paa Jorden den Fjære Sol. Og 


Vis at ſamtale med dem over et af Hovedſtykkerne i | 


Katekismen. 
Dette plejede Luther hver Dag at gjøre; det var 


hans Stolthed og hans Fryd at je og ſelvb medvirke 
til, at Børnenes Hjcerter aabnedes for Evangeliets | 
ſaaledes ſkriver han til Hertug | 
ikke forſtaa det ſaaledes, ſom om Himmel og Jord 


ſimple Sandheder; 
Johann af Sachſen: „nu opvoxer Ungdommen, Drenge 
og Piger, med Katekismen og Skriften ſaa fortrolig, 
at det gjør mit Hjerte godt at fe, hvorledes nu unge 
Drenge og Smaapiger kunne bede, tro og tale om 
Gud og Kriſtus mere og bedre, end alle Kloſtere og 
Skoler have kunnet og endnu kunne.“ Hvorledes han 
bar fig ad i fin Huskreds, ſkildrer han felv i fine 
Bordtaler: „Jeg, ſkjondt jeg er en gammel Doktor i 
den hellige Skrift, jeg er dog desuagtet endnu ikke 


kommen bort fra min Bornelcerdom og forſtaar de ti | 


Guds Bud, Troen og Fadevor heller ikke faa helt, jeg 
kan ikke giennemforſte eller udgranſke det, men jeg 
lerer daglig pan det og beder Katekismen med min 
Son Hans og min lille Datter Magdalena.“ Saa⸗ 
ledes aabnede han ogſaa denne Feſtdag. Børnene plejede 
efter Tur at fremſige et Stykke af Katekismen, og han 
forklarede dem det da paa fin Maade. J Dag dvelede 
han ved Ordene: „og et evigt Liv.“ Efter at Magda⸗ 
lena havde fremſagt dem, gik han til fin Forklaring: 
„Ja, kjcre Born, naar Kriſtus paa den yderſte Dag 
lader bleſe med Baſuner, da ville vi alle igjen oplives 
og opſtaa, ligeſom Fluerne, der om Vinteren ligge 


døde, atter om Sommeren, naar Solen kommer, blive | 


levende — ligeſom Fuglene, ſom Gjogen, Svalen og | 


andre, der Vinteren over ligge døde i Reder og Sten⸗ 
klofter, i Revner og i Huller ved Strandbredder, atter 
mod Vaaren blive levende. 


Oimlens og Jordens Skaber. 


thi der ſtaar ſtrevet: Gud vil ffabe en ny Himmel og ; 
| der vil ikke være nogen Forandring, intet Arbejde, | 


en ny Jord, hvor Retfærdigheden ſkal bo. Der vil 
være idel Fryd og Glæde; thi Himmel og Jord ville 
fornyes, og Jorden vil ikke være et tørt, goldt Land. 
Da ville Blomſterne, Løvet og Græsjet være ſaa 


hverken Mad eller Drilke. 


venlig ville vi leve med hinanden i Paradiſet, og føre 
velſignede Samtaler, og med de kjeere Engle ſynge 
de herligſte Sange til hans Wre.“ 
„Fader,“ ſpurgte den lille Magdalena, „ville da 
ogſaa de fjære Smaafugle være der, og andre Dyr?“ 
„Visſelig, mit Barn!“ ſparede Luther, „J maa 


blot ville være Luft og Sand, men alt vil der findes, 
hvad der hører dertil, Faar, Oxer, Køer, Frøer, uden 
hvilke Jorden og Himlen eller Luften ikke fan være.” 

Den feraarige Martin var imidlertid bleven kjed 
af at fidde ſtille, han var gleden ned fra fin Stol og 
havde ſat fig paa Gulvet, hvor han legede med Hunden. 
„Fader,“ ſagde han nu, „vil ogſaa Flink da igjen 
være hos os?“ 

„Ja, min lille Martin, da vil Gud ogſaa ſkabe 
nye Smaadyr og Smaahunde med gylden Hud og med 
Haar eller Skind af Wdelftene. Og ingen vil æde 
den anden, ſom Skrubtudſer, Slanger og deslige, der 
kun for Arveſyndens Skyld ere giftige og ſkadelige. 


Da ville de ikke alene være uſkadelige, men ogſaa 


yndige; lyſtige og liflige, faa vi kunne lege med dem. — 


Ak, hvor vil det blive et Liv, hvor vil det blive en 


Glæde! Vi, ſom ere rette Kriſtne, ville fe Lyſet, 


Da vil der være en 


ſaadan Glæde, at vi ikke trænge til Spiſe og Drikke, 


Søvn og alt, hvad der her er nødvendigt til Livets 
Nering og Nadterft. Hvor vil det ikke blive Dejligt, 
naar vi ville ffue Gud Aaſyn til Aaſyn!“ 

„Men Fader,“ ſagde den elleveaarige Hans efter⸗ 
tenkſom, „jeg kan dog flet ikke tænfe mig, hvorledes 


vi i Evigheden ville tilbringe Tiden.“ 
Alt maa komme igjen, 


„Ja,“ ſagde Luther, „det har jeg ogſaa ofte 
tenkt paa, men heller ikke jeg kan forſtaa det. Thi 


Men jeg holder for, at 


vi der ville faa jaa meget at je, at vi ikke vide, hvor⸗ 
ledes Tiden gaar for os.“ 


Da ſagde Drengens Lærer, Magiſter Franciscus: 


det er nok“. Han vil være Maalet for vor Skuen, 
og dermed ville vi have nok at gjore.“ 

„Det er ſmukt talt,“ ſagde Luther, „der har Phi⸗ 
lippus ganſke Ret. 
telling om en from Munk; han gik en Morgenſtund 


men blev ved at folge den. Da han omſider tenkte, 


at der vel kunde være gaaet en Time, og at det var | 
pan Tide atter at gaa tilbage til Kloſteret til Otte 


ſangen, gav han fig ſkyndſomſt paa Hjemvejen. Men 


| fig i Skoven og ikke var kommen tilbage. 
ud i Skoven for at bede, da horte han en Smaafugl 
ſynge, og det faa vidunderlig dejlig, ſom han endnu | 
aldrig i fit Liv havde hort, han kunde ikke løsrive fig, | 


| Egnen, alt var forandret, ogſaa hans Kloſter var 
„Min kjicre Hans, jeg har en Gang talt derom med | 
Doktor Philippus“), og han henviſte mig til Johannes 
14., hvor der ſtaar ſkrevet: „Herre vis os Faderen, og 


blevet anderledes. Da han kom til Døren, lukkede en 
aldeles fremmed Portner op for ham, og i Kirken fan 
han lutter fremmede Anſigter, og ogſaa Sproget klang 
fremmed i hans Oren. Da han nu forundret ſpurgte 


ſig for, var der heller ingen, der kjendte ham; kun en 
af de ældfte Munke kunde huffe, at man i hans Ung⸗ 
Jeg har en Gang læft en For⸗ 


dom havde talt om en Kloſterbroder, der havde forvildet 
Da viſte 
det fig, at han i mere end hundrede Aar havde fulgt 
efter Fuglen i Skoven, den Tid, der næppe var fore: 
kommet ham en Time. Saaledes vil det ogſaa gaa 
os; vi ville have faa meget at je og høre, at hundrede 
Aar ville gaa ſom et Ojeblik. — Men, kjœre Bern, 
lad os nu læfe Fadervor og ſpiſe vor Morgenſuppe; 


| thi det er ſnart paa Tide, at jeg gaar hen i mit 
da han kom ud af Skoven, gjenkjendte han ikke mere 


Kollegium“. 


Suensk Tandsbuskule. 


Saaledes ſluttede Luther fin Morgengudstjeneſte, 


og derpaa indbød han alle Sangerne til det lille Morgen⸗ 
maaltid, hans Käthe havde dakket. Da det under 
livlig Samtale var nydt, gik Luther med fin Famulus 
hen til den ſtore Hereſal, hvor han — nu allerede i 
flere Aar — forklarede førfte Moſebog for fine Til 
hørere. (Fortfættes.) 


ERR 4419302 


Svenik Skolehus pan Adſtillingen i Filadelfia. 


Af tidligere Artikler i Husvennen vil Leſerne 
have erfaret, at Folkeundervisningens Fremme er en 
Sag der drives alvorligt paa i Sverige, Man ſparer 


) Melanchthon. 


Rette for Oplysningens Fremme, ſom muligt. 


ikke Meje og Udgifter for at faa alt lagt jaa godt til 
Den 
ſvenſke Regering ſparer ſamtidigt heller ingen Flid for 


at gjore Sverig kjendt i Udlandet gjennem Fremſtilling 


af dets Frembringelſer og Udvikling; ſaaledes har vort 


Broderland ſtor Wre af fin Deltagelſe i Verdens⸗ 
ubdſtillingen i Filadelfia, der har vundet ſtor Berom⸗ 
melſe i de amerikanſte Blade — medens, i Forbigaaende 
| Jagt, Danmark ſamtidigt er blevet til Gjenſtand for 


Spot ved den forholdsvis kummerlige Deltagelſe vort 


| Fædreland har ydet Verdensudſtillingen. 


Naar Sverig ſaaledes ſoger at give en Frem⸗ 


ſtilling af Landets Udvikling, er det ikke jaa merkeligt, 


at man ogſaa paa en i Øjne faldende Maade viſer 
det Maal den ſpenſke Undervisning ſtiler efter, ved at 


fremſtille de indvortes Midler hvormed Maalet ſoges 


357 


—ͤ ——-—-— 0 


manet, Ved den ſvenſke Folkeſkoledirektr Mejerbergs 


nidkjcre Virken er ſaaledes en af Perlerne blandt de 


mindre Bygninger i Udſtillingslunden ved Filadelfia, | 
blevet et ſvenſk Monſterſkolehus, med fuldt Tilbehør af | 


Undervisningsmateriel — deriblandt de i foreganende 
Numre afbildede enkelte Skoleborde og ſorte Tavler. 


Omftaaende Tegning viſer Udſeendet af det hyggelige | 


fvenffe Skolehus, ſom allerede har været afbildet i 
flere ftørre amerikanſke Billedblade, hvoraf et omtaler 
det paa folgende Maade. 

„Sverig fremviſer med retmæsfig Stolthed fit 
Solfelfolevæjen. Undervisningen er i 
tvungen for alle Born og gives i Folkeſkolen paa 
det Almindeliges Bekoſtning. 


bette Land. 


Regeringen lægger her, 


mere end i noget andet evropæift Land, Vind paa at 


ſremkalde gode Skolehuſe. 
tegninger til ſaadanne Bygninger, og giver i et færligt 


Nan uddeler Mønfter= | 


Skrift talrige og værdifulde Oplysninger om hvorledes | 


Bygningspladſer bor udviſes og ordnes, hvor flor 


Plads der i Skoleſtuen bor findes for hvert Barn, 


hvorledes pasſende Luft⸗ 
vexling tilvejebringes oſp. 
Paa Wiener ⸗Verdensudſtil⸗ 
lingen beundredes et ſpenſt 
Skolehus ſom havde koſtet 
6000 Kroner. Dette Skole⸗ 
hus, ſom nu er bygget i 
Filadelfia har medført en 
Bekoſtning af omtrent 25,000 
Kroner, og frembyder ret 
et tiltalende Billede af en 
ſvenſk Monſterſkole. Den 
er dog langt fuldkomnere 
og finere end en virkelig 
ſpenſk Skole, da Bygningen 
ſamtidig ſkal viſe en Prove paa udmærket ſpenſk Træ- 
arbejde. Den halvandet Stokverk høje Bygning er 
nemlig udført af ſpenſk Tommer forarbejdet af ſvenſke 
Arbejdere, alt fint og meget prydeligt udført, Alt 
Trœ er fernisſeret, og man jer ikke et Sem indflaaet 
noget Sted.“ 


Den amerikanſtze Tapir. 
5 N Efter forfRjellige Kilder ved E. T 
95 
* 5 


Se ort efter Amerikas Opdagelſe lærte Evro⸗ 
pceerne et Dyr at Fjende der, ſom er den 
MW bene af de faa Tykhuder, der findes i 
denne Verdensdel, i hvilken der hverken lever 
Elefanter, Flodheſte eller Neæshorn. Dette 


Dyr er Tapiren, der i forſtjellige Arter er udbredt | 


over en ſtor Del af Sydamerika. Tapiren, der om⸗ 


trent bliver jaa ſtort ſom et fel og ſom Leſerne je | 
fremſtillet paa ovenſtagende Billede, minder ved fit 


Den amerikanske Capir. 


ſtode paa en eneſte af dem. 


i 


UÜdſeende paa en Gang baade om Svinet og Elefanten. 
Kroppen er trind ſom hos Svinet, Hovedet har ogſaa 
ſamme Form ſom hos dette, men det bæres af en 
længere Hals og ender med en fort Snabel, der er 
en Forlengelſe af Overlcben. Drerne ſamt Halen 
ere forte og Benene kraftige. Haarkledningen fort, 
men tæt; Haarene forlænge fig fra Hovedet til Skuldrene 
til en Slags Manke. Hovedfarven af Haarene er ſom 
ofteſt mørt brunlig; hos unge Tapirer findes der en 
Mængde runde, hvide Pletter påd det överſte af Ho⸗ 
vedet, og langs hen ad Siderne lober der fire Linier 
af hvide Prikker, ſom ogſaa ſtrekker fig ned over 
Lænderne. Med Alderen ſmelte disſe hvide Prikker 
ſammen til Striber, og naar Dyret er to Aar gammelt 
forſvinde de aldeles. Hunnen, der er noget ftørre end 
Hannen, bliver omtrent 7 Fod lang og 3½ Fod bøj. 
Den faar kun en Unge, en lille, nydelig, ſtribet Skab⸗ 
ning, ſom den viſer den ſtorſte Kjærlighed. 

Tapirerne fly alle aabne Sletter og holde fig meſt 
til Skovene. De findes ifær i ſtor Mængde ved de 
ſkovkloedte Bredder af Ama⸗ 
zonfloden og dens Bifloder 
og opflaa deres Boliger i 
uigjennemtrengelige Tyk⸗ 
ninger, hvor de lave ſig 
Stier, der kun meget van⸗ 
ſkeligt kunne ſkjelnes fra 
Indianernes. De foretrekke 
det tætte Krat i Nærheden 
af Bandet, i hvilet de 
gjerne bade fig. Med det 
forſte Morgengry gaar Ta⸗ 
piren i en rolig og ſindig 
Gang, der minder om 

' Svinets Maade at fkride 
frem paa, ned til Vandet for at bade, og her fan den 
ſvomme og dykke med megen Feerdighed; om Aftenen 
tager den fig ligeledes et Bad. Dagen og iſeer den 


varmeſte Tid af denne tilbringer den helſt i Stilhed, 


liggende i det tættefte, ſkyggefulde Krat, for der at 
kunne være i Sikkerhed for Fluernes ubehagelige Stik, 
der plage dem ſlemt. Man kan derfor om Dagen 
hele Maaneder igjennem ſtrejfe om i de tætte Skove 
hvor der findes hele Skarer af Tapirer, uden dog at, 
Tapiren er nemlig et 
Natdyr, der i Reglen kun ſoger fin Nering naar 
Market er indtraadt. Den lever udelukkende af Planter. 
Enhver Pol og enhver Sump er et velkomment Bade⸗ 
ſted for den, og den vælter fig der ligeſom vore Svin 
med ſtort Velbehag om i Mudderet og deekker fin Hud 
med et Lag af dette for derved bedre at kunne værne 
denne mod Inſekternes Stik. 

Tapiren er et i hej Grad fredeligt og godmodigt 
Dyr, ſom ſtrax flygter for ethvert andet Dyr, endog 
for den mindſte Hund, og den er ijær bange for Men⸗ 


r 


neſket. Dog forſparer Hunnen fin Unge med det ſtorſte 
Mod og Raſeri, og den kan være en ſlem Fjende at 
komme i Kaſt med, da dens ſterke Tænder kunne tilføje 
farlige Saar. Naar Ungerne fanges, medens de endnu 
ere ſmaa, kunne de paa en fort Tid blive meget tamme 


og prøve ikke paa at flygte tilbage til Skoven. Da 


de tillige enes godt baade indbyrdes og med andre 
Dyr ſamt viſe Hengivenhed mod dem, de kjende, vilde 
det viſtnok være meget let at gjøre Tapiren til et 
Husdyr i Sydamerika. Den Art Tapir, der lever i 
Skovene paa Andesbjcergene, teemmes ogſaa ofte af 
Indbyggerne, ſom bruger den til at bære Byrder; 
den kan bære ſtorre Byrder end Mulæslet. Kjodet af 
Tapiren kan ſpiſes og af dens Hud kan der laves Piſke 
og Tommer. Den har mange Fjender, af hvilfe den 
verſte er Jaguaren, der lægger fig i Baghold efter 
den ved dens Sti, ſom fører ned til Vandet, og plud⸗ 
ſelig at ſtyrte fig over den og dræber den. 

Ogſaa af Menneſket bliver Tapiren ivrigt forfulgt; 
der bruges Hunde til at jage den op fra dens Leje 


med, og det er da en let Sag for Iægeren at dræbe | 


den. Man fanger den dog meſt i Felder, ſom det er 
let at opſtille paa det rigtige Sted, da Tapiren har 
den for den ſelv meget ſkadelige Vane altid at folge 
den ſamme Vej eller Sti til og fra Vandet. Naar 
man derfor pasſer at opſtille Felden "paa en ſaadan 
Sti, vil der ſnart blive fanget en Tapir i den. 


givet folgende Skildring af en Jagt paa Tapiren. „Vi | 
vare paa Spor efter en Tapir, ſom vi flere Gange 


havde Jet, naar vi ſejlede i en lille Baad paa den 
Flod, der løber i Nærheden af vor Bolig, men Dyret 
var hver Gang forfvundet faa hurtigt under Vandet, 


at vi ikke kunne komme det paa Skud. Jeg fortalte 
dette til en Indianer, ſom jeg traf ſammen med, og 
han lovede at vilde hjælpe mig ved Jagten efter 


Tapiren, naar jeg vilde give ham Huden af den, ſom 
Indianerne bruge. til deres Vaabenſkjolde paa Grund 
af dens Tykkelſe. 

Den neſte Morgen, omtrent en Time efter at 
Solen var ſtaaet op, kom Indianeren for at hente 
mig til Jagten. Til min ſtore Forundring havde han 
hverken Basſe, Bue eller Pile med; en Spade og en 
Jagtkniv var hans hele Udruſtning. Vi brode ſtrax 
op og naaede ſnart den Palmeſkov, i hvilken vort Vildt 
havde fit Leje. Vi vare faa heldige meget hurtigt at 
finde Tapirens Spor, der var meget tydelig at ſe paa 
en blød Grund, ſom dens Vej havde fort den over. 
Da Sporet var aldeles friſk, toge vi firar fat paa 
vort Arbejde. Mellem to Palmetrœer midt paa den 
Vej, ſom Tapiren var flaaet ind paa, gravede vi et 
Hul, hvilket Arbejde omtrent varede en Timestid. 
Medens Indianeren var i Ferd hermed, huggede jeg 
Grene af de neermeſte Tracer og bar dem ſammen, da 
de ſkulde lægges over det gravede Hul. Efter at dette 


med nedfaldne Grene. | 
Indianeren vifte mig herfra et Smuthul, der var lavet | 
| af nedfaldne Grene og Kvifte, og i dette kunde vi ſe 
en brun Ejenſtand ligge uden at røre fig. 
den ſovende Tapir,“ hviſkede Indianeren mig i Øret. 


var flet, daekkede Indianeren Grenene til med Jord, 
Blade og Mos paa en faa ſkuffende Maade, at endog 
den meſt ſnu Ræv ikke vilde have anet, at der fandtes 


nogen Feelde paa Stedet. Nu var der fun tilbage at 


opſoge Tapiren ſelv, ſom efter Indianerens Paaſtand 
i det hejeſte kun havde fjærnet fig en halv Mils Vej 
fra det Sted, hvor vi vare. Saa ſtille ſom mulig 
og uden at tale et Ord fulgte vi nu Sporet, idet vi 
ſkode de Blade og Grene til Siden, der ſperrede Vejen 


for os, eller i bøjet Stilling ſnege os hen under den. 


Da vi havde gaaet over en Fjerdingvej, kom vi til en 
lille Hej, hvor Jorden var aldeles tor og overſtrget 
Vi ſtege op paa denne, og 


Da vi forinden vare blevne. enige om den Fremgangs⸗ 
maade, vi vilde folge, ſkiltes vi ſtrax fra hinanden, 
ſnege os ſtille omkring Dyrets Skjuleſted for atter at 
mødes paa den modſatte Side; paa denne Maade kunde 


vi nemlig drive Tapiren op fra dens Leje og hen ad 


dens ſœedvanlige Sti, hvor Felden fandtes, Vi ner⸗ 


| mede og raſk Dyrets Smuthul og vare allerede komne 


Dette temmelig nær, da vi pludſelig hørte Grenene i 
dette rasle, og ſtrax efter faa vi det opffræmmede Dyr 


| fuld Firſpring fare hen åd Vejen med fænfet Hoved. 
En Evropceer, der har bofat fig i Braſilien, har 


Tapiren fulgte ganſke rigtig den ſedvanlige Sti, der 
førte til Vandet, hvor den viſtnok agtede at ſtjule fig, 
og den var ſnart forſvunden for vore Øjne. Vi fulgte 
hurtigt efter den, og da vi kom til Faldgruben, fandt 
vi den fanget i denne. Den ſtod pan Bagfsodderne 
alene med Hovedet ragende op over Grubens Rand og 
ſogte forgjcves atter at komme op. 

„Den er vor,“ raabte min Ledſager, idet han trak 
fin Jagtkniv og ſprang ned i Gruben til det fangne 
Dyr, hvorved han viſte, at han ikke var bange for 
dette eller nærede nogen Frygt for dets Bid. Men 
i den Hurtighed, hvormed han gik til Verks, glemte 
han at iagttage den nødvendige Forſigtighed; han gled 
ved Faldet med den ene Fod, ſaa at han faldt paa 
Tapiren, og for han atter havde reiſt fig op, jaa jeg 
ham til min ſtore Skrak ligge under denne. Jeg troede 
allerede, at det var ude med ham, men for jeg endnu 
rigtig havde overlagt, hvad der maatte gjores for at 
bjælpe ham, var det lykkedes Tapiren at komme op af 
Gruben. Den var nemlig ſtaget op paa hans Legeme, 


| og var derved bleven hævet faa højt op, at den ved 
| et Spring kunde komme ud af fit Feengſel, og den 


løb bort i det ſterkeſte Firſpring, for jeg kunde hindre 
det. Jeg ſtillede mig rigtignok i Vejen for den med 


min Bogsſe, ſom jeg vilde fyre af paa den, men før 


jeg ret jaa mig for, lob den mig over Ende, og var 
ſnart ude af Syne. Jeg kunde ikke lade være at le 


bjærteligt af den uventede Vending, ſom Sagerne havde 


„Det er 


2 
> 


359 


tagel, men min Ledſager, der var falden i den Grav, 
han havde gravet for en anden, var bleven aldeles 


han højt og dyrt paa, at han vilde hævne den Streg, 
ſom Tapiren havde ſpillet ham. Vi lob nu af alle 


Kræfter efter Flygtningen, men kort efter horte vi et 
Plump i Vandet, der forvisſede os om, at Tapiren | 
var fommen i Sikkerhed og at det vilde være unyttigt | 
Jeg maatte atter | 


at ſpilde Ziden med at opſoge den. 


1 
! 


le af fuld Hals over det komiſke Udfald af vort Jagt⸗ 
cventyr, men Indianeren raabte med et vredt Blik: 


„Dyk, gamle tykhudede Rad, dyk kun ſaa dybt, Du 


vil, falder dog nok endnu en Gang i mine Hænder.” 
Leſerne kunne naturligvis nok tenke fig, at Indi⸗ 
aneren blev ſpottet af alle Nybyggerne, der lo af fuld 
Hals, da vi kom hjem, og dette gjorde ham endnu 
mere opſat paa, at komme til at hævne ſig. Eſter at 
have fat fig for at ville opſoge Tapiren den folgende 
Dag, tilſtod han, at det ikke vilde blive jaa let et 


næppe atter vilde ſoge tilbage til den gamle Sti og 
fit tidligere Smuthul. Da vi brode op den neeſte 
Morgen, havde Indianeren baade forſynet ſig med et 
Spyd ſamt med Bue og Pile, hvis Spids var ind⸗ 


ſmurt med Gift. Vi ſtrejfede flere Timer omkring ved | 
Flodens Bred uden at kunne finde noget Spor, og | 


ſatte os derpaa udmattede ned for at hvile lidt. Efter 
at vi havde holdt Hvil en halv Timestid, hørte vi et 
Dyr ſnige fig gjennem Buſkene i Nærheden af os. 
„Det er Tapiren“, raabte Indianeren ſagte, og ſnart 
efter horte vi den ſpringe i Floden. Vi nærmede os 
Stedet med den ſtorſte Forſigtighed, og da vi vare 
komne til en Krumning af Floden, jaa vi Tapiren 


ude i Vandet med den halve Krop over Overfladen, 


hvor den aldeles ſorgles aad af Vandplanterne. Plud⸗ 
ſelig holdt den inde med dette Arbejde og drejede 
Hovedet om mod os, men da hapde Indianeren allerede 
jpændt fin Bue. 
den atter roligt til at æde, men i ſamme Ojeblik ramte 
Indianerens giftige Pil den. Dyret dykkede ſtrax ned 
og forſvandt under Vandets Overflade, ſom blev ſat 
i et ſterkt Røre, men Indianerens Pil havde ramt fit 


Maal faa godt, at Tapiren var død. Indianeren ud⸗ 


ſtͤdte et højt Skrig af Glæde, ſprang i Bandet paa 
ſamme Sted, hvor Tapiren var dykket under, og bragte 
ſnart det dræbte Dyr ind til Flodbredden, hvor jeg 
hjalp ham med at ſtjule det paa et ſikkert Sted. 


Vi vendte nu atter hjem, og Indianeren fif et Par af 


Nybyggerne til at hjælpe fig med at hente Tapiren. 


den Vin der indføres og bliver brugt her i Landet 


Stykke Arbejde, da Dyret, efter hvad der var hændet, | 


Da Tapiren ikke kunde ſe os, fred | 


ikke indeholder ret megen Drueſaft, nien er en Sammelt⸗ 


| Blanding af forſkjellige Stoffer, afpasſet efter de for⸗ 
raſende, og medens jeg hjalp ham op af Gruben, ſvor 


ſtjellige Navne man behager at give den. Store 
Summer der gaa ud af Landet for daarlig Vin, 
kunde for en ſtor Del ſpares, naar det blev mere 
almindelig, af de Frugter der voxer her hjemme, at 
tillave forſtjellige Vine, der fuldtvel kan jætte ved 
Siden af en ſtor Del af den indførte, og faa har 
man dog den Betryggelſe at vide hvoraf den er lavet. 
Indſenderen der i mange Aar med Held har lavet 
flere Slags Frugtvine, kunde derfor ønjfe igjennem et 
jaa udbredt Blad ſom Husvennen, at give flere Lej⸗ 
lighed til at forjøge en prøvet Anvisning. 


Ribsvin. 
Til Ribsvin tages til et Anker paa 36— 40 Potter 


| 36 Pd. fuldmodne rode ſpanſke, eller jaa kaldte Drue⸗ 


ribs og 2426 Pd. Pudderſukker. Ribſene knuſes og 
Saften udpresſes igjennem et Klæde med Haandkraft, 
(eller endnu bedre i en dertil indrettet Moſtpresſe), 
Sukkeret kommes deri og omrøres ſaalcenge indtil det 
er opleſt hvorpaa det kommes paa Ankeret, ſom derefter 
fyldes med godt Kilde⸗ eller Brondvand. Ankeret maa 
helſt være et gammelt Rom⸗ eller Vinanker, men ingen⸗ 
lunde et der har været brugt til Ol. Spundahullet 
maa være mindſt 4 Tommer og Hullet til Hanen 
maa være 3—4 Tommer fra Bunden, for at give 
Plads til Bundfaldet. Ankeret lægges paa et 
Lad, helſt paa et Sted hvor der ikke er alt for 
koligt og Gjeringen vil da af ſig ſelv fremkomme og 
vedvare to til tre Uger. Der maa daglig en til to 
Gange rores godt om i Ankeret med en Stok og det 
klare der under Gjeringen flyder over og opſamles 
i en derunder ſtaaende Skaal kan atter fyldes paa 
Ankeret og hvad mere der kommer til at mangle efter 
Afgicringen kan fyldes med Ribsvin fra forrige Aar, 
om man har ſaadan, med Rom eller rent Vand. 
Naar Gjeringen fuldkommen er ophørt, tilſpundſes 
Ankeret, dog i de forſte Dage ikke alt for ſteerkt, men 
efter nogle Dages Forlob, ſaaledes at det bliver fuld⸗ 
kommen lufttæt og henlægges nu paa et koligt Sted 
i 4 til 6 Maaneder, til hvilken Tid Vinen aftappes 
paa Flaſker, proppes godt og forſegles. Ved Aftap⸗ 


| ningen er at iagttage, at Hanen, hvis den ikke allerede 


har ſiddet i Ankeret ved Henlegningen, maa indfættes 
nogle Dage før Aftapningen, da Vinen ellers let vil 
blive uklar, om dette ffer ſamtidig dermed. Naar man 
henimod Slutningen merker at Vinen begynder at 
blive uklar, maa man ſtrax holde op med at tappe 
paa Flaſker og det tilbageblevne Bundfald kan da 


| filtreres igjennem et Stykke rent uldent Toj og holdes 


for fig ſelv til Brug i Husholdningen. Flaſkerne maa 


é helſt ligge paa Siden i en Kjælder eller paa et andet 
Der paaſtaas og maaſke med Rette, at megen af koligt Sted. 


Anders Chriſllauſen. 


Udftilling uf Skolemateriel i Aarhus. 


Enhver Lærer ved hvor meget Undervisningen lettes og 
fremmes naar man er vel forſynet med Midler til at anftuelig- 
gjøre, hvad man forklarer for Bornene. Men de fleſte Lærere 
vide ogſaa, at man de flefte Steder maa favne det nodvendigſie, 
fordi, Auſkaffelſen medfører Udgift, ſom Skolens Tilſyn antager 
uden Skade kan ſpares Derved bliver Forbruget ringe og det 
bliver en ſtundum brødløs Fortjeneſte at udgive eller fabrikere 
Læremidler for Folleſtolen, og Folgen bliver ar Stolen frem⸗ 
deles kommer til at favne et Forraad gavnlige Hjalpemidler 
ved Undervisningen, ſom det er et Land, der vil høre til de 
oplyſte, uværdigt at mangle. 

Det maa derfor kaldes en ligeſaa ſmuk og pasſende, ſom 
betydningsfuld Opgave, ſom Styrelſen for „Danſk Lerer⸗ 
forening” har ſtillet fig, at tilvejebringe en muligſt om⸗ 
fangsrig Samling Undervisningsmidler. Det traf fig faa. heldigt, 
at Udſtillingen heraf faldt” ſammen med Afholdelſen af den jyfke 
Induſtriudſtilling i Sommer, og ved velvillig Imsdekommen 
blev det beſtemt, at den danſke Lererforenings førfte Uoſtilling 
af Skolemateriel ſkulde danne en ſelvſtendig Afdeling under 
Navn Klasſe 1, af den jyſte Induſtriudſtilling i Aarhus i 
Sommer. 

Dette er uden Tvivl en ſerdeles heldig Ordning i alle 
Parters Interesſe. Skoleveſenets Udſtilling giver Juduſtri⸗ 
udſtillingen mere Interesſe og Tiltrakningskraft og foruden 
Lærere, vil den ſtore Del af Folket, ſom ſtaar udenfor Lerer⸗ 
gierningen, faa Lejlighed til i de 6 Uger Udſtillingen varer, 
at gjøre fig bekjendt med — hvor fattigt vore Skoler ere ud⸗ 
ſtyrede, naar man ſer hen til den Mengde udmarkede praktiſte 
og ſnildrige Hjelpemidler, ſom dygtige Larcre og Fabrikanter 
have udtenkt og udført til Undervisningens Fremme. Dette 
betragte vi ſom et ſtort Gode. Det kan ilke nytte ſtort at 
Lærerne alene fe hvad der pan dette Omraade bydes. For⸗ 
dringer i denne Retning have ikke ſtor Vagt lige over for 
Skolens nermeſte Tilſynsmend, faa længe disſe ikke faa Syn 
for, hvor fattigt Almueſtolen er udſtyret + Forhold til det rige 
Stof der er, eller ſnart vil kunne blive, at vælge imellem, og 
Udſtillingen vil jo blive ſet af mange Tuſender Land⸗ og By⸗ 
boere i den Tid den er aaben. 

Det er ikke ret mange Aar ſiden, at det blev anſet for 
fordelagtigſt at fodre fine Køer jaa ſparſomt ſom muligt. Alt 
Kraftfoder ſtulde ſolges og udføres. Vi kjeude nu alle Følgerne 
af dette Udpiningsſyſtem. Det blev usle forſultne Kreatucer, der 
intet Udbytte gav, og udpint ufrugtbar Jord. Nu er det ander⸗ 
ledes. For at faa det bedſte Udbytte af ſin Ejendom maa man 
ikke alene holde Liv i Kreaturerne, men fodre rigeligt og mon 
nogen nu tvivler om at han ſtaar fig udmærket godt ved denne 
Fremgangsmaade, ja at det er en Taabe der bærer fig ad ſom 
i gamle Dage. 

Man forſtaar let, at vi tenke os det her fremſatte Trek af 
Livet anvendt paa Skolen. Den er hidtil blevet ſultſodret. Den 
har holdt Livet, men ofte med ſamme forknytte Udſeende ſom 
de gamle Dages Kreaturbeſetninger. Men et fortrinligt Skole⸗ 
materiel, ſmukke Kort og Billeder, Bøger og Redffaber, er netop 
for Skolen, hvad Klid og Palmekager, Roer og Rapskager, 
ſamt vel indrettede Stalde er for Landmanden. Derſom man 
kunde ſaa Oje for hvorledes man mangedoblede Skolens Udbytte, 
hvor man gav den dygtige Lærer let og rigelig Adgang til 
Undervisningsmidler, for at gjøre Skoleſtuen vel forſynet til⸗ 
trælfende og hyggelig for Børnene — for vor Fremtids Haab 
og det bedſte vi eje paa Jorden — da vilde man ſnart ved egen 
Erfaring finde, at man ved at oſre lidt paa dette Omraade 
havde vundet endnu mere for Oplysningens Fremme, for at 
gjøre Lerergjerningen glad og frugtbringende, end man havde 
vundet ved at forlade Sultfodringsſyſtemet i fin Bedrift. 

Til at dette kan naaes, tro di nævnte Udſtilling vil bidrage 
overmaade meget Vi ſtulle afholde os fra at give en om⸗ 
fattende Beſtrivelſe af den, men kun meddele, at L rerforeningens 
Uoſtilling fra overſt til nederſt fylder en Bygning der er 30 
Alen lang, 10 Alen bred og 10 Alen hej, og at Udſtillingen er 
lige faa righoldig ſom ſmuk. Det ſardeles vellykkede Udfald af 
dette forſte Forſeg paa i Daumark at tilvejebringe en ſaadan 


Udſtilling er ogſag kun ſtemlommel ved megen perſonlig Op⸗ 
ofrelſe af Tid, Kræfter og Peuge fra det ſneprere Udvalg af 
Styrelſen, der har haft denne Sag i fin Haand og Styrelſens 
Formand Hr. Emil Sauter, fortjener ſerlig Tak og Paa⸗ 
ſtjennelſe for den Udholdenhed og Tilfidefætten af egne Inter⸗ 
esſer, hvormed han har taget Broderparten af det med Udſtillingens 
Tilvejebringelſe og Ordning forbundne betydelige Arbejde. 


Skolemodet i Aarhus den 89 10. Avankt. 


Det af „Danmarks Lærerforening” indvarslede ſtore almindelige 
dauſte Lærermsde tager fin Begyndelſe den 8de Avgujt: 

Det er forſte Gang der indbydes til et ſaadant Mode af Landets 
Lærere, og naar det, ſom alt tegner til, bliver. talrigt beſogt, vil denne 
Sammenkomſt kunne blive lige fan frugtbringende for Lærernes Gierning 
i Landet, ſom forſriſtende og velgjorende for Deltagerne. 

Da ſamtidigt den ſcerdeles ſmukke ſyſte Induͤſtriudſtilling vil give en 
Ferierejſe til Aarhus forøget Interesſe, og Aarhus er det heldigſte Ud⸗ 
gangspunkt for nogle Dages Udflugt i Jyllands interesſanteſte Egne i de 
paa Modet følgende Dage, raade vi enhver Lærer, ſom paa nogen Maade 
kan, til at anmelde Deltagelſe i Mødet, og dette maa helſt ſte ſnareſt efter 
at dette Nr. er udkommet. Det fremhæves færligt, at Styrelſen for Modet 
har udvirket betydelige Lettelſer i Rejſeudgifterne for Medlemmerne, ſom 
ville deltage i Modet, i hvilken Anledning Deltagerne bedes bemerke neden⸗ 
ſtagende Meddelelſe om Betingelſerne for at man fan delagtiggjores 
i Prisnedſettelſen i Rejſeudgifterne. 

For Modet foreligger folgende Plan: 

dde Avguſt. Deltagerne i Mødet ventes 
middagen og anviſes da Kvarter. 

Kl. 2. Mode i Haandverkerforeningens Lokale. Program meddeles; 
Kl. 3—6. Beſog i Udſtillingen. Kl. 7— 10. Ud⸗ 


Domkirken beſes. Kl. 10—1. Diskusſtonsmode. 
Beſog 


at ankomme i Lobet af For⸗ 


orienterende Foredrag. 
flugt til Ris⸗Skov. 
Ide Avguſt. Kl. 8—9. 
Kl. 2—3, Foredrag af Profesſor Ras mus Nielſen. Kl. 3—5. 
i Uoſtillingen. Kl. 6. Fellesmaaltid. 
J0de Avguſt. Kl. 8—9. 


Udg. 


Brevvexling. 


Af Mangel paa Plads i dette Nr. vil førft neſte Nr. bringe den i 
foregagende Dobbeltnumer lovede Anvisning til at alunere Kaninſtind, 
ſamt Vejledning til at Lave flere Frugtvine (af Stiktelsbeer og Hyldebeer). 
Skulde nogen af Husvennens Leſere kunne give en prøvet Anvisning 
til at Lave fortrinlig og holdbar Vin og Moſt af andre Frugtſorter, ftal 
det være Udg. kjert ſnareſt at modtage Beſtrivelſe af Fremgangsmaaden 
til Offentliggjorelſe i Bladet. 


Indhold. Morten Luther, Digt af Andr. Beiter, med Billede. — En Dag 
af Luthers Liv, efter Lindner ved Sophus Tromholt. — Svenſt 
Skolehus paa Udſtillingen i Filadelfia, med Billede. — Den 
amerikanſte Tapir, efter forſtzellige Kilder ved E. T., met 
Billede. — Om Tillavning af Fang af Anders Chriſtianſen. 
— Udſtilling af Skolemateriel i Aarhus. — Skolemodet i Aar⸗ 
hus den 8—9—10. Avguſt. — Brevvexling. 


Trykt paa Udgiverens 


Forlag kors J. 11. Schultz. 


En Dag af Luthers Liv. 
Eſter Lindner ved Sophus Tromholt. 


(Fortſat.) 

Ejter Forelcesningens Slutning plejede Luther, naar 

ikke andre Sjeleſorger⸗ eller videnſkabelige Pligter 
kaldte ham fra Hjemmet, at arbejde i fit Verelſe indtil 
Middag. Hans Famulus, Hieronymus Beſold, havde 
det Hverv at bryde de indgagede Skrivelſer og Breve, 
og kortelig meddele Luther, hvad der meſt uopholdelig 
krævede en Afgjorelſe. Hvad der fordrede pjeblikkeligt 
Svar, gav Luther fig da ſtrax i Færd med. Paa 
Grund af den ſtore Mængde Skrivelſer, han daglig 
modtog, var en ſaadan Ordning aldeles nødvendig, 
naar det ufuldførte Stof ikke ſkulde ophobe fig altfor 
meget, og dog lykkedes det næften aldrig at glennem⸗ 
arbejde alt, trods den Lethed, hvormed Luther ſelv ved 
de meſt indviklede Sager forſtod at finde ſig til Rette. 
Var han færdig med de lobende Forretninger, faa ſkrev 
han paa fine Smaaſkrifter for fit kjcere tyſke Folk, af 
hvilke han altid havde nogle under Arbejde. Han 
regnede det næften for fin Hovedopgave at fkrive for 
Folket; da kunde han ret med Hjertenslyſt gaa til fit 
Arbejde, og da hans Modſtandere ſpottede derover, 
ſvarede han dem: „Skjondt jeg Fjender mange af dem 
og daglig hører dem, der ringeagte min Fattigdom og 
ſige: jeg laver kun Smaaſtrifter og tyſke Predikener 
for ulærde Legfolk, ſaa lader jeg mig dog ikke rokke. 
Give Gud, at jeg i mit Liv med al min Evne havde 
bragt en eneſte Leegmand til Bedring, jeg vilde være 
tilfreds dermed, takke Gud og dereſter meget villig lade 
alle mine Bøger tilintetgjere. Om det, at lave ſtore 
og mange Bøger, er en Kunſt og til Kriſtenndommens 
Fremme, vil jeg lade ſtaa hen. Jeg tror imidlertid, 
at hvis jeg vilde efterligne deres Kunſt at gjøre ſtore 
Bøger, vilde det gaa mig hurtigere fra Haanden end 
dem, naar de paa min Maade fkulde lave en lille 


| Brædifen. Jeg vil hjertelig gjerne lade enhver ſoge 


deres re af ftørre Ting, men jeg ſkammer mig heller 


ilke over at predike og ſkrive Tyſk for den ulærde 
Lægmand. Selv om jeg ikke formaar meget i denne 
Retning, jaa tror jeg dog, at hvis vi havde gjort og 
| fremtidig vilde gjøre os mere Flid, ſtulde dette fremme 
Kriſtenhedens ſande Bedring mere end de bøje, fiore 
Bøger og Kvæftionerne i Skolerne og blandt de Lærde”, 
Vel havde Luther Evner og Wmner til med lærde 
Bøger at glimre ſom en Stjerne af forſte Storrelſe 
paa den videnſkabelige Himmel, og der er i hans [maa 
Flyveſkrifter nedlagt mere ſand Lærdom end i mange 


andres ſtore Skroller, men han vilde ikke glimre med 
ſine Verker; ikke heller vilde han tjene noget ved dem, 
og trods gjentagne Opfordringer fra fine Forlæggere 
modtog han aldrig en Skilling i Forfatterlan: han 
ſkrev for fit Folk for Guds Skyld. Og med fine 
Smaaſkrifter har han virket mere, end om han havde 
ſkrevet tykke Bøger; i Tuſendvis fløj de fra Trykkerierne 
ſom fængende Gniſter ud i alle Lande med tyſk Sprog; 
i Herreborgen ſom i den mindſte Hytte vakte de Sjælene 
af Sgone. "Netop nu havde han et ſaadant Flyveſkrift 
under Arbejde, da hans Avindsmend forvirrede mangt 
et ærligt Sind ved deres Paaſtand, at Luther lærte 
nye, i Kriſtenheden uhorte Ting, jaa udgav han paa 
Tyſt de tre kriſtelige Trosſymboler eller Bekjendelſer 
(det apoftoliffe og athanaſianſke Symbol og den am⸗ 
broſianſke Lopſang), og godtgjorte derved for alle, der 
vilde je, at hans Lære var i Overensſtemmelſe med 
det, ſom Kriſtenheden til alle Tider har troet og ved⸗ 
kjendt ſig. 

Ogſaa den Dag, vi have begyndt at ſtkildre, hen⸗ 
gik Morgenen paa den fremſtillede Maade. Da Luther 


kom hjem fra Kollegiet, ſad hans Barber og ventede 
paa ham; det var den værdige Wittenbergſke Borger 
Peter, en Mand, der grublede meget over theologiſke 


Spørgsmaal, og medens han udførte fin Forretning, 


ofte plagede Luther med alffens Tvivl og Betenkelig⸗ 


heder, Luther har haft mangen en alvorlig Samtale 


med ham, og endogſaa ſkrevet for ham en ſeerlig „Vej⸗ 
ledning til Ben“, ſom har bragt Mandens Navn til 
Efterverdenen. Under Barberingen indlod Luther ſig 
gierne med ham i ſpogefulde Samtaler, ogſaa i Dag, 
medens Barberen ragede hans Sfæg, ſagde han flæm- 
tende: „Ja, ja, Meſter Peter, Arveſynden er ligeſom 
dette ſtride Skeg, omendſtjendt det i Dag bliver ſkaaret 
af, ſaa man er glat om Munden, ſaa er det dog i 
Morgen igjen voret frem. Denne Haarets og Skegets 
Vært ſtandſer ikke, fordi Menneſket lever; forſt naar 
Døden kommer, ſtandſer den. Saaledes bliver ogſaa 
Arveſynden i os, fordi vi leve; men man maa giore 
den Modſtand og ſtadig afffære ſaadanne Haar“. Alle⸗ 
rede under Barberingen ſkred Luthers Famulus til ſin 
Meddelelſe: der var indløbet en Skrivelſe fra Hr. 
Georg Buchholzer, Propſt i Berlin, ſom i Forening 
med fin Kurfyrſte, Markgrev Joachim af Brandenburg, 
netop paa den Tid udarbejdede en ny Kirkeordning. 
Kurfyrſten vilde have alle Slags Skikke fra gammel 
Tid vedligeholdte, ſaaſom Optog, Koraler, Sange oſv. 
til hvilke Folket var vant, og Provſten foreſpurgte nu 
hos Luther, om og hvorvidt han med god Samvittighed 
kunde foje ſig efter dette Forlangende. „Ih, der gjør 
den kjcre Mand fig unødvendige Sorger“, ſagde Luther 
leende, „jeg ſral ſkrive til ham: naar Markgrev Joachim 
vil lade Evangeliet prædife mere lutret og rent, og 
afſkaffe de overtroiſke Misbrug, ſaa fkal han i Guds 
Navn have fin Vilje i ſaadanne Biting. Opfylder 
Fyrſten Hovedvilkaaret, faa gaa Provſten i Guds Navn 
med i Optoget, og bære et Solv⸗ eller Guldkar, og en 
Korkappe eller en Korfrakke af Flojel eller Silke eller 
Lærred! Og har hans Herre, Kurſyrſten, ikke nok i 
en Korkappe eller Korfrakke, jaa træffe Provſten tre 
paa, lige ſom Upperſtepreſten Aron bar tre Kjor⸗ 
teler over hverandre, og har han ikke nok i et Optog, 
ſaa gaa Propſten fyv Gange med, lige ſom Joſva drog 
med Israels Born omkring Jericho, og har Kurfyrſten 
Lyſt dertil, ſaa lad Hans Naade ſpringe og danſe med 
Harper, Papker, Cymbeler og Bakkener, ſom David 
gjorde foran Herrens Ark; hvad Vegt ligger der paa 
ſaadanne Biting, naar Hovedſagen er i Orden?“ End⸗ 
videre var der indløbet et Brev fra Luthers prøvede 
Veninde, Fru Jorgerin, ſom fra Tid til anden ſendte 
ham klakkelige Summer, for at han flulde uddele dem 
blandt fattige Studenter. Den, der ved, hvorledes 
Luther blev overhengt af fattige Bedende, og hvorledes 
han ſelv gav fin ſidſte Skerv til dem, kan tenke ſig, 
hvor meget han glædede fig over en ſaadan trofaſt 
Hicelp. Endvidere var der alle Slags Foreſporgsler, 
Bonner, Meddelelſer, Kommisſioner, langt over 20 


1 
362 


Breve, og hvor det lod fig gjøre, gav Luther fin | 


Amanuenſis ſtrax mundtlig Forklaring for at denne 
ſelb kunde give det nødvendige Svar. Imidlertid var 
Meſter Peter gaaet, og Luther havde fat fig ved fit 


Skrivebord for ſelv at ordne, hvad han egenhændig 
maatte afgjøre; hvad der ikke var aldeles nødvendigt, 
blev lagt omhyggeligt til Side og gjemt til en ſenere 
Udfsrelſe. Den, der nu tror, at Luther i god Ro og 
Mag kunde blive ved fit Arbejde, ved ikke, hvorledes 
i disſe Formiddagstimer Alverden ſtrammede ſammen | 
i hans Hus for at raadfore fig med ham. Det gik 
ſom i et meget beſagt Værtshus, den ene tog Dor⸗ 
haandtaget af Haanden paa den anden, og ſom ofteſt 
ventede nogle i Forverelſet. Kun noget af det, der 
denne Formiddag tildrog ſig i Luthers Arbejdsverelſe, 
ville vi fremhæve. Kun ganſke forte Mellemrum kunde 
han bruge til ſit Skriveri. Næppe havde han fat fig 
ved Bordet og grebet Pennen, førend en fattig Student 
traadte ind og bad om en Almisſe til Fortſettelſen af 
ſine Studeringer. Her kunde Luther ſtrax træde hjel⸗ 
pende til med nogle af Fru Jorgerin's Guldgylden. 
Bnglingen forlod ham med hede Taknemmelighedstaarer, 
Luther kunde næppe forhindre, at han i fin Taknemlighed 
blev alt for hojroſtet og ftøjende, og ftødte ham tilſidſt 
næften med Magt udad Døren. Næppe havde denne 
lukket fig, og han igjen ſat fig til fit Arbejde, faa 
bankede det paany. Da han havde raabt „Kom ind“, 
aabnede en af hans Bordfæller, Johannes Schneidewein, 
Doren ganſke ſpagferdig og kun halvvejs og ſpurgte, 
om han for et lille Ojeblik maatte forſtyrre Doktoren: 
han havde en meget vigtig Sag at meddele ham, men 
havde næppe Mod til at forebringe ham den. Luther 
kaldte ham venlig til ſig og opfordrede ham til uden 
Frygt at meddele ham, hvad der laa ham paa Sinde. 

„Ak, min dyrebare Lerer“, fremſtammede den 


Forſagte med ſtor Moje og mange Afbrydelſer, „jeg 


har en tung Brode paa Samvittigheden, og den er 
ner ved at ſondergnave mit Hjærte; jeg ved ikke, hvor⸗ 
ledes jeg ſtal hjælpe mig ud af denne Vaande“. 

„Naa, hvad er det, der tynger paa Dig, min 
kjcere Johannes?“ ſparede Luther, „lad, ſom om Du 
ſtod i Skrifteſtolen, og tal aabent fra Hjærtet. Det 
er en ſtor Ting, det at tilſtaa fine Feil for Gud og 
Menneſker. Tal kun frit ud!“ 

„Ak, tjære Doktor, J har jaa ofte advaret os 
imod at forlove os uden Forældrenes Vidende og bag 
deres Ryg; jeg ved, jeg har handlet meget urigtigt, 
men jeg ved næppe, hvorledes det er kommet over mig: 
jeg har lovet en Jomfru Ægteftab. Nu har jeg ſkrevet 
derom til min Moder og bedet om hendes Samtykke, 
men hun har ſparet mig meget haardt og unaadigt, at 
hun ikke vil vide noget af Sagen. Hvad ſtal jeg gjøre? 
Pigen har mit Ord og ſtoler derpaa; hun vilde græde 
fine Øjne ud, ſrulde hun miſte mig. Hjælp os, Hjære 
Doktor; til Eder ſtaar vort ſidſte Haab!“ : 

„Det er en ſlem Sag”, ſagde Luther meget al⸗ 
vorlig, „og jeg holder egentlig ikke af at blande mig i 
ſaadanne Ting, thi der hviler ingen Guds Velſignelſe 
over en hemmelig Forlovelſe, og egentlig burde en 


363 


kriſtelig Øvrighed omhyggelig ſorge for, at de aldrig 
fandt Sted. Det giør mig meget ondt, at der i mit 
eget Hus er flet en ſaadan Forſeelſe; thi Fjenderne 
lure paa mig, og hvem der er under mit Tag, ſkulde 
hjælpe mig med at hævde Huſets Ry rent og uplettet, 
ſaaledes ſom det ſommer mig i et kriſteligt Preſtehus. 
Thi en Preſt prœdiker ikke ene, men hele hans Hus 


maa prædike, hans Huſtru, hans Folk, hans Børn, hans 


Bordfæller. Det havde Du fkullet tenke paa!” 

„Ak ja, ffjænd kun paa mig og ſtraf mig!“ ſagde 
Bnglingen bonfaldende, „jeg har fortjent det, men flip 
mig ikke i min Nod!“ 

„Forend jeg gjør et Skridt i denne Sag“, vedblev 
Luther, „maa jeg vide, hvem Din Fæftemø er. Dydige 
og ærbare Jomfruer pleje ikke at bære fig ſaaledes ad; 
og er hun uſkikkelig, da kan jeg umulig raade Dig til 
at træde i Wgteſkab med hende, og aller mindſt med⸗ 
virke dertil“. ; i 

„Ak nej, kjcere Hr. Doktor, det er en ærbar og 
ſcdelig Pige, Eders eget Skriftebarn, Naboens Datter 
Suſanne. J kiender hende jo og har ofte ſelv roſt 
hende“. 


„Altſaa mit eget Skriftebarn er Din Medſkyldige; 


naa, Dit Valg er godt, Johannes, thi hun er et fromt 
og venligt Barn, og vil vel ogſaa med Guds Hjælp 
blive en vakker Huſtru. Jeg kjender intet, der kunde 
tale imod hende, og ogſaa for hendes Skyld vil jeg 
ſtrive til Din Moder, at hun opgiver fin Modſtand. 
Men J har forſyndet Eder imod hende, og hun har 
Ret til at være vred; og vil hun ikke forandre fin Af⸗ 
giorelſe, jan maa Du ſom lydig Søn føje Dig efter 
hendes Vilje. Send mig Pigebarnet her over, jeg vil 
dog tale med hende og faa fe, hvad jeg kan gjøre for 
Eder. Men forſt ffal hun til Gavns faa at vide, hvor 
letſindig hun er, ſaaledes at ſlaa fin Skriftefaders 
Advarsler hen i Vind og Vejr. Du bærer rigtignok, 
ſom Mand, den ſtarſte Skyld, thi et ſaadant lille til⸗ 
lidsfuldt Pigebarn, kan let overtales”. 

Den unge Mand udtømte fig.i Takſigelſer; Dok⸗ 
torens Mellemkomſt vilde upaatvivlelig virke paa Mo⸗ 
deren, thi hun fatte ham meget bøjt. 

„Vi ville je”, ſagde Luther; „gaa nu og faa mig 


Pigen her over!“ 


Med disſe Ord ſkod han Johannes ud af Doren. 
Da han havde lukket denne, ſagde han højt til fig ſelv: 
„Jeg maa tage mig af Sagen, begge ere ſom fkabte 
for hinanden, ret et Par fromme og gode Born. Ak, 
gid Ungdommen ikke ſaa meget ringeagtede Alder⸗ 
dommens Klogſkab! Men det vilde være Synd, hvis 
denne lille Pige fulde gjøre den bitre Erfaring, at et 
hemmeligt Lofte ikke er bindende“. 

Hans Tankegang blev pludſelig afbrudt ved, at hans 
lille Indlingsdatter Magdalena ſmuttede ind i Verelſet 
og ilede hen til Faderen. Hun havde ventet uden for 
Døren, og ſaaſnart Johannes var af Syne, var hun 


med Dig; det lod mig ikke have Ro. 


inde i Stuen. Men hun havde aabenbart noget pan 
Hjærtet, der tyngede hende; thi det ellers ſaa glade og 
muntre Barn havde Taarer i Øjnene og klyngede fig 
op til Faderen, ſom om hun bad ham om Hjælp. 

„Hvad er der i Vejen med Dig, min lille Lene⸗ 
mor“, ſpurgte Luther, idet han bøjede fig ned til hende 
og kysſede hende, „Du har jo grædt; hvad er der ſket?“ 

„Ak, Fader“, hulkede Barnet, „jeg maatte tale 
Tenk Dig, Hans 
og Martin har noget affkyeligt for. De have overtalt 
Wolfgang, og han har lavet dem et Fuglenet; og nu 
ville de i Morgen lægge Nettet ud i Haven og fange 
de ſtakkels Smaafugle, og faa lade dem koge eller ſtege 
Ikke ſandt, Fader, det taaler Du ikke. Du holder jo 
lige ſom jeg jaa meget af de ſmaa Fugle, og den kjeere 
Gud har dog ikke ſkabt dem, for at Drengene fkulle 
fange dem; og oven i Kjobet have de nu Unger, og 
disſe maatte jo faa ſulte ihjcl. Du vil ikke tillade det, 
Fader, Du vil forbyde dem det. Sjer det af Kjær: 
lighed til mig!“ 

„Sikkerligt, min Datter, de Lojer skulle vi vende 
dem af med. Fiſkefangſt og Fuglefængeri ødelægge 
de unge Knoſe, og det fejlede bare, at mine Drenge 
ogſaa ſkulde henfalde til Sligt. Gaa kun rolig ned, 
mit Barn, jeg ſkal nok ſorge for, at vore fjære Sang⸗ 
fugle faa Ro for disſe Fredsforſtyrrere! Kom, giv 
mig et Kys, og tor Dine Øjne! Gaa nu Din Moder 
ſmukt til Haande, thi vi have jo Gjeſter i Dag, og 
hjælp hende med hvad der ſkal til! Det ſommer fig 
for unge Piger.“ 

Med disſe Ord tog han fin Bundling op paa 
Stjødet, og ſnart var Barnet trøftet, og hoppede 
muntert ud af Stuen. 

(Fortfættes.) 


Den Skandinavifk-Etnografike Samling 
i Stockholm. 


Det gamle Folkeliv med ſine Seder og Skikke, Dragter 

og Redſkaber, gaar mere og mere til Grunde. Meget 
godt og meget ſmukt gaar derved tabt i den moderne 
Tids Strøm. De Mænd, ſom i Skrift og Gjerning 
bidrager til at bevare Mindet om Folkelivets Ejen⸗ 
dommelighed, og Reſterne af dets Omgivelſer og Frem⸗ 
bringelſer, fortjene derfor megen Tak, iſer naar det er 
ſtet med jaa megen Dygtighed og Kjærlighed til de 
gamle Tiders Folkeliv, ſom Dr. Arthur Hacelius har 
lagt for Dagen ved Tilvejebringelſen og Ordningen af 
ovennævnte Samling. 

Med flor Møje, gjennem Kjob og ved Gaver, har 
han nemlig faaet ſamlet Masſer af Bohave og Red⸗ 
ſkaber, Dragter og Smykker fra Sverig og Norge, 
ſaaledes ſom de brugtes i Nationaldragternes rette 
Tid, i hin gamle trohjertige Tid da alt gik i Bondens 


Hjem efter urokkelig fra Fedrene nedarvet Skik. Alt 
er ſmukt ordnet i de ſtore Samlinger, hver Ting paa 
ſit rette Sted, fra Finnernes og Lappernes Sager, til 
ſkaanſke Gjenſtande. Men for at man ret ſkal kunne 
faa et Begreb om Anvendelſen af de gamle Dragter, 
Smykker og Bohave, er der indrettet ſmaa Bondeſtuer, 
nøjagtigt ſaaledes ſom de vare i de forſtjellige Lands⸗ 
dele, udſtyret ikke alene med alt hvad der fandtes og 
brugtes i ſaadanne gamle Hjem, efter de forſkjellige 
Egnes Seed og Skik, men ogſaa med Dukker i 
Menneſkeſterrelſe, ikledte Folkedragten, opſtillede ſom 
ſyslede de med deres ſedvanlige Arbejde i Hjemmet. 
De, ſom fra daarlige „Voxkabinetter“ erindre det 
ſmaglsſe og uhyggelige man jer i ſaadanne paakledte 
Skikkelſer, vil maaſke næppe tro, at man faar et ganſke 
andet Indtryk ved Beſkuelſen af hine Grupper; men 


disſe Figurbilleder af Folkelivet tager ſig ud. Denne 
Gruppe (ſom for Ojeblikket er fremſtillet ved Filadelfia⸗ 
udſtillingen og i amerikanſke Blade er blevet fremhævet 
ſom noget. fortrinligt) foreſtiller en Familie fra Mora 
i Dalerne. J denne nordlige Del af Sverig er fra 
gammel Tid ligeſom paa Bornholm, drevet en Del 
Urmageri ſom Husflid. Vi ſer „Klockmakaren“ med 


fin Huſtru og en yngre „Kulla“ (Pige) med Haar⸗ 


arbejde. Det er Datteren, hvis lykkelige Anſigt ſynes 


at tyde paa, at Dalkarlen til Venſtre netop har frem= | 
ført en Begjæring, der ikke er hendes Fremtidslykke 


ganfke uvedkommende, men ſom ſynes at give „Mora⸗ 
gubben“ mere at „fundera“ paa end det lykkeligt fuld⸗ 


endte Urværk nogenſinde har gjort. Moderen indtager 


vjenſynlig en meglende Stilling, fan at man faar 
Indtrykket af, at Bejleren vinder Sejr, ſelv om hans 
Kaar, efter den gamles Mening, ere lidt ſmaa. 


1 


Luoshed og Flas. 


Grunden hertil er ogſaa, at man ikke her ſer noget 
kunſtlet, men ſer ſelve Naturen fremſtillet ved en 


Kunſtners Haand. Duelige Kunſtnere have nemlig 
modelleret og malet Anſigterne nøjagtigt i Lighed med 


vedkommende Landsdeles ejendommelige Anſigtsformer, 


og beſarget Opſtillingen, ſamt Figurernes indbyrdes 


Otrdning, paa en ſaadan Maade, at der bliver Sandhed 


og Naturlighed i Billedet. 

Saaledes ſer man den gamle Bondekone rynket og 
bøjet koge fin Kaffe, eller leſende et Brev fra Sonnen, 
medens den gamle Husfader ſlaar Ild til Piben, eller 
opmerkſomt lytter til. Man ſer Frierſcener, Bud 
og Brudgom iførte al deres Skrud oſv., man ſer 
Finnernes Telte og Hytter og deres Skifceerd, eller 
Rensdyrkjorſel i deres ſmaa Slæder oſv. Hosſtagende 
Billede vil give Leſerne en Foreſtilling om hvorledes 


En Familie fra Mora i Balerur. 


Man vil forſtaa, at ſaadanne Samlinger, ſom 
nævnte, gjøre ſerdeles meget godt ved at vakke og 


| nære Sanſen for det nedarvede gode gamle folkelige, 


det ærlige, jævne og trohjcertige i Folkelivet, ſom des⸗ 
værre er paa Veje til at forſvinde for al den moderne 
Naar man ſer en ſaa fortrinlig 
Samling ſom det er lykkedes Dr. A. Hacelius at 
fremſtille, kan man kun ønffe, at en lignende maatte 
fremkomme i vort Land. Ligeſom vore eneſtaaende 
og berømte Oldſagsſamlinger kaſte et klart Lys over 
den fjerne Fortids Menneſkeliv, ſaaledes vilde en Sam⸗ 
ling i Lighed med den her omtalte, bidrage overmaade 
meget til at belyſe vort Folkeliv i forrige Aarhundrede 
og Begyndelſen af dette. Det er Husvennens Bi⸗ 
henſigt med denne Meddelelſe i Dag, at lægge et godt 
Ord ind for det gamle „Skrab“ ſom endnu trindtom 
maatte være veddet fra Tilintetgisrelſe. Overalt hvor 


365 


der endnu findes Minder om Fortidens Kaar og Leve⸗ 
vis: Klæder og Smykker, Redſkaber og Bohave, jære 
„gammeldags Sager“ der ikke bruges mere og maaſke, 


til os. Naar en begavet og ihærdig Samler da en 
Gang fremſtaar — og han kommer nok — da vil 
man have baade Glæde og Fortjeneſte af at kunne 
overlade de gamle og ærværdige Sager til en Samling 


hvor de mange Smuler kunne gjenſidig fuldſtendig⸗ | 


gjøre hinanden og give et klart Billede af vore Fædres 
Kaar og Levevis. Der kan komme Tider, da vi kunne 
have godt af at have et ſaadant Billede for Oje! 


Moſkusdyret. 
Af G. Toepſer. 


hosſtaaende Billede frem⸗ 
ſtiller for Lœſerne, er en 
lille, ſmukt bygget Drav⸗ 
tygger, ſom ſtaar Hjorte⸗ 
flægten meget nær og 
derfor ogſaa tit kaldes 
Moſkushjorten. Dette Dyr 
er i flere forſkjellige Arter 
udbredt i Hojaſiens Fjæld- 
fletter og Grenſebjerge, 
hvor det tumler ſig med 
lige ſaa megen Lethed og 
Sikkerhed ſom Gemſen paa 
Alperne. Den ftørfte Art 


n 


er et udmerket og vigtigt Lægemiddel, har været kjendt 
og brugt ſom ſaadan af Kineſerne i flere tujende Aar. 


| Araberne kjendte og brugte det i det ottende Hundred⸗ 
haanligt henflængte, ved et Tilfælde er undgaaet Tilintet⸗ 
gisrelſe — alt ſaadant vil man gjøre vel i at lægge 

til Side og bevare omhyggeligt, ſom Fedrenes Arv | 


aar, og det var af dem at Korsfarerne ſenere lærte 
det at kjende og bragte det i Brug i Evropa, hvor 
det ſkattes højt ſom Legemiddel. 

Den ſteerke og gjennemtrengende Lugt fra Moſkus⸗ 
pungen gjør Dyrets Kjed uſpiſeligt, i det mindſte for 
Evropcerne, men der gjøres dog meget ivrig Jagt paa 
dette Dyr paa Grund af den koſtbare Moſkus, der 
rigelig lønner Jagten. Den bedſte Moſkus koſter 
5 Kroner Kvintet, og af hver Han kan man faa fra 
312 Kvint. Jagten paa Moſkusdyret er meget vanſkelig 
og mejſommelig, da det er overordentlig ſty og frygt⸗ 


ſomt; bets ſkarpt udviklede Sanſer ſette det i Stand 


til at høre den mindſte 
Støj, og det flygter da 
ſtrax op til de hojeſte 
Bjergtoppe, der ofte ere 
aldeles utilgængelige for 
Sægeren. Da det derfor 
kun ſjeldent kan lykkes 
denne at komme det paa 
Skud, fanger man det 
meſt i Felder eller Slyn⸗ 
ger, ſom de øvede Jægere 
ſkjule paa de Steder, Dy⸗ 
ret ofteſt ſoger hen til. 
Det meſte Moſkus kommer 
fra Kina og Siberien; 
i det ſidſte Land kal der 
aarlig blive fanget og 
dræbt 50,000 Moſkusdyr, 
af hvilke dog kun omtrent 


har omtrent ſamme Stor⸗ 
relſe ſom vort Raadyr, 
ſom det ogſaa ligner i 


2000 ere Hanner. 


Legemsform. Kroppen har 
en tæt og temmelig lang 
Haarklœdning, hyilket ty⸗ g 
der paa et Opholdsſted i kolde Egne; de ſmaa, ſpidſe 
Klove, der omſlutte Zæerne, ere forenede ved en Hudfold 
og kunne ſpiles vidt fra hinanden, hvorved Dyret 


ſœttes i Stand til med Lethed at kunne vandre hen 


over Snemarkerne uden at ſynke gjennem Sneen. 
Baade Hannen og Hunnen ere kullede. Hannen har 
i Overkjcben to meget lange Hjernetender, der rage 
henved 3 Tommer ud af Munden; Hunnen har ogſaa 
Hlornetcender, men de ere faa ſmaa, at man ikke kan 
je dem, for den lukker Munden op. Navnet Moſkusdyr 
hidrører fra en Pung, ſom Hannen har under Bugen, 
i hoilken der findes flere Kjertler, der afſondre et 
Emne, Moſkus, ſom i Pungen omtrent har ſamme 
Faſthed ſom en Salve og udmeerker fig ved fin meget 
ſterke og gjennemtreengende Lugt. Dette Emne, der 


Maoskusdyret. 


To Modſetninger. 


Der er to Sangfugle, ſom ſynes at ligne hin⸗ 
anden meget, nemlig: Nattergalen og Lærken, idet 
de begge ere ſmaa, graa og uanſelige, men ſynge dejligt; 
— og dog ere de ſaa forſtjellige; — Lærken er oppe 
med Solen, medens Nattergalen forſt begynder fit Liv 
om Aftenen. Der er, ſom om Lærken afbilder Troen, 
idet den altid kreœber efter det lyſe og rene, op imod 
Himlen, — den ſpinger fig jublende op fra den merke 
Hede fra Jorden, — den ſlaar fin Trille faa fuld og 
klar og ſtiger ſtedſe højere og højere; dog kan den ikke 
med et Vingeſlag naa op, nej, den maa arbejde, den 
maa gjøre mange Vingeſlag, — ja, den maa ogſaa 


tit dale ned, ned mob Jorden, — men da hæver den 


fig med fornyet Kraft og under jublende Sang; — — 
det er, ſom Sangen bjælper den, barer den frem, 
giver den Lys og Varme og fører den med fig op i 
det uendelige Blaa, og jo højere den ſtiger, des klarere 
og renere lyder dens Crille. 

Medens ſaaledes Lærken er et Billede paa Troen, 
pan Haabet, ſtaar Nattergalen ſom en Podfætning, 
ſom Wventyrets og Dremmenes Fugl, thi om 
Aftenen og Natten, naar hele Naturen hyviler, da 


begynder dens Liv, og da er det, ſom om Harmonien 


mellem dens Sang og Naturens Fred og Ro griber 
en, og man føres ind i Fe- og Aandeverdenen, medens 
det ſynes, ſom om den ſelv levede i Drommenes Rige, 
da den altid holder fine Øjne lukkede under dens natlige 


Sange, hvorved det ſer ud, ſom om den med hele ſin 


Sjæl udelukker fig fra den ydre Verden og alle dens 
Omgivelſer, og ſom om den i dejlige Billeder drager 


frem for os de henrivende Syner og ſmeltende Melodier, 


den opdager derinde i Fantaſiens Lande, og lyttende 
til, hvad den faa vidundetlig blodt og ſmeltende be⸗ 
ſkriver os, trylles vi uimodſtagelig bort fra Virkelig⸗ 
heden ind i Fantaſiens, i Drommenes Land; — men 
da, naar Dagen gryr, væffes man af Lerkens jublende, 
friffe Sang op fra Drommene og Wventyrene til det 
ſande Liv, til Troen, og man ſtreeber med den imod 
det bøje. Kl. fl. 
Fra gammel Cid. 


For over hundrede Aar ſiden ejedes Herregaarden 


at han pralede af, at han kunde kjore fra Oſterſsen til 
Veſterhavet uden at komme paa fremmed Ejendom. 


Levring Sogns Paſtorat, have beſtaget af fer Gaarde; 
nu findes der kun fire, og om de to, der ere forſpundne, 
fortæller Sagnet folgende: 

De laa tæt op til Palſtrup Gods, og Herre⸗ 


manden fil Lyſt til at lægge den ind under fin Ejen⸗ 


dom, hvad de to Bønder, der begge vare Arvefæjftere, 
dog ikke vilde gaa ind paa. De bragte endog deres 
Sag ind for ſelve Kongen, og der kom ſom Følge 
deraf Skrivelſe fra Regeringen om, at Ejeren af 
Palſtrup ſkulde beviſe fin Ret til Gaardene med Vidner; 
kunde han ikke dette, ſkulde Bønderne forblive i rolig 
Beſiddelſe af deres Gaarde. 

„Ja, hvor ſkal jeg vel fan Vidner fra?“ ſpurgte 


Herremanden ſin Skriver, ſom tillige var Landmaaler | 


og ſom havde gaaet fin Herre til Haande i Sagen. 
„Aa, det bliver der nok Raad til,“ ſvarede Skri⸗ 
veren. „Jeg vil være det ene Vidne, og naar J taler 


i 


med Ladefogden derom, paatager han fig nok at vidne 
med mig, at Gaardene ere byggede paa Palſtrup Grund. 
Jeg ſkal nu opmaale hele Hovedgaardens Ejendom, og 
det ſkulde da være jært, om jeg ikke ſkulde faa lagt 
Gaardene ind under den.“ 

„Ja, det er nu godt nok,“ ſvarede Herremanden; 


| men hvor ffal jeg i en Haft finde to Faſtegaarde til 


Mændene, ſom nu ſidde inde med de andre.“ 
„Der er en Gaard i Elsborg, ſom Faſteren nok 


vil flytte fra, naar han faar en kloekkelig Betaling 
Den anden kunde jo komme til Vandet; der 
er der en Feſter, ſom ikke kan ſpare fin Afgift, og 


derfor. 


ſom vi kan jætte ud.“ 


„Men huſk paa, der fkal aflægges Ed,“ ſagde 


Herremanden beteenkelig. 

„Det er der ingen Fare ved,“ ſvarede Skriveren; 
„det er jeg villig til; det gjælder kun, om J kan faa 
Ladefogden til at gjøre det ſamme.“ 

Sagen gik nu til Doms, og Enden blev, at Herre⸗ 
manden ſkulde fare edfeſtede Vidner paa, at han havde 
Ret, Dagen blev beſtemt, paa hyilken Eden ſkulde 
aflægges paa ſelve Ejendommen, der laa tet ind til 
Skoven. Ladefogden vilde ikke indlade ſig derpaa; 
Skriveren tog derimod Muld af Herregaardens Mark 
og lagde i fine Sko, og Blade af Træerne i Skoven 
havde han gjemt 1 fin Hat, derpaa aflagde han Ed 
paa, at han ſtod paa Palſtrup Muld og under Pal⸗ 
ſtrup Lov, og ſkjont han var det eneſte Vidne, var 
Sagen afgjort, og Gaarden tilkjendtes Herremanden. 

Nogen Tid efter — fortæller Sagnet videre — 
døde Skriveren, og næppe var han bleven begravet, 


for der ikke laenger var Ro nogen Nat i Dosſing; 
Palſtrup af en Mand ved Navn Janus Frydenreich. 
Foruden denne Gaard ejede han endnu adſkillige andre 
Gaarde, Kirker og meget Bondergods, og det. fortælles, 


thi der var en ſaadan Raaben og Ringlen uden for 
Gaardene, at Beboerne ikke fif Søvn i Øjnene. Endelig 
tog Mændene Mod til fig og beſluttede at underſsge, 
hvad det egentlig var, der foruroligede dem. Til den 


Ende gik de ved Midnatstid over paa de Marker, der 
Paa den Tid ſkal Byen Døsfing, der hører under 


uretfærdig vare tagne af Herremanden, og næppe: vare 
de komne derover, før de atter hørte den ringlende 
Lyd og en Roſt, ſom raabte: „Dosſing Normark er 
vunden til Palſtrup med ſtor Uret!“ Dette Raab 
gjentoges en halv Times Tid; men ingen af Mændene 
kunde ſe, hvorfra Raabet kom, og heller ikke opdage, 
hvad der var Aarſag til den ringlende Lyd. Tilſidſt 
bleve de enige om at gaa hen til Pregſten i Levring, 
der var en grumme klog Mand og i Almindelighed 
gik under Navnet, Sorte⸗Soren, og ſporge ham om 
Raad. Praſten mente, at det let lod ſig rette; naar 
han en Aften gik hjem fra Palſtrup ſrulde han nok 
tale Spøgeljet til, faa det kunde batte noget. Ikke 
længe efter kom Preſten med Nattetid gaaende ſonden 
om Skoven, og da horte han med et, at det begyndte 


at raabe og ringle rundt om ham, ligeſom Mendene 


havde jagt. „Ovem der!“ raabte han. Der kom intet 
Svar; men med det ſamme var det, ſom om nogen 


greb fat i ham, da „maatte Hr. Søren loſe fine 
Strempebaand,“ og efter en haard Kamp manede han 
Spogelſet ned i et Morads, ſom hedder Kildeeng. 
Efter den Tid blev der Fred i Dosſing. 

; C. U. Øllegaard. 


Om Cillavning af Frugtvine. 


Stikkelsbervin. 

Til et Anker paa 36 Potter, tages 32 til 34 Pd. 
modne Stikkelsbeer af hvilkenſomhelſt Slags. Dog er 
det rode laadne, med fin rigelige Saft og fine aroma⸗ 
tiſte Smag, det bedſte. Bærrene ſamles i tørt Vejr, 
knuſes godt og overhældes med 16 Potter rent Kilde⸗ 
vand. Efter at have ſtaget tildækket i et Kar i 24 
Timer, vrides Saften igjennem et Klæde og tiljættes 
22 Pd. Pudderſukker, hvorefter det henſtaar i 36 Timer 
og omrøres flittigt, at Sukkeret kan blive fuldkomment 
opløft, hvorpaa det hældes paa Ankeret, ſom fyldes med 
Vand, henlægges og behandles under Gjeringen i et 
og alt ligeſom Ribsvinen. Aftapningen paa Flaſker 
behøver ikke at ſke til nogen faſtſat Tid, dog ikke før 
i December. Er Stikkelsbeervinen vellykket, maa den 
være en lys, klar og behagelig Drik, der i Duft og 
Velſmag nærmer fig adſkillige udenlandſke Vine, iſcer 
om den har henligget vel afproppet længe. Ved at 
giemmes i flere Aar, vinder nemlig baade Ribsvin 
og Stikkelsbeervin betydeligt i Kraft og Velſmag. 
Efter de nuværende Sukkerpriſer, med Frugten ibereg⸗ 
net, kan hver Flaſke af disſe Vine haves for 35 Øre, 
Umagen ikke iberegnet. 


Vin af Hyldeber. 

Af Hyldebcer, der paa mange Steder voxer i 
Mængde og upaaagtede, kan der laves en billig, 
jærdeles ſund og velſmagende Drik. Den med Held 
i flere Aar af os brugte Fremgangsmaade ved TCillav⸗ 
ningen er folgende: Til et Anker paa 36 Potter tages 
16 Pd. modne, renpillede Hyldebeer der i to Timer 
koges i ſaa meget Vand ſom kan beregnes til at fylde 
Ankeret, hvorefter det hele ſies igjennem en fin Haar⸗ 
ſigte eller et aabent Stykke Linned. Den klare Saft, 
tilſettes nu 8 Pd. Pudderſukker og koges nu atter en 
Time, hvorefter den kommes i et Kar og nedſvales 
til 22 Grader og tilſcttes et Par Skefulde god Gjær. 
Efter at have afgjæret, kommes den paa Ankeret og 
henligger for at klares, 8 til 14 Dage og kan nu 
tappes paa Flaſker, om man ikke i kortere Tid fore⸗ 
træffer at bruge den i Husholdningen, da den i lang 
Tid godt kan tappes af Ankeret uden at tabe i Smag. 
Skal den derimod gjemmes et eller flere Aar maa den 
nødvendig paa Flaſker, der proppes og forſegles godt, 
hvorved den vinder overordentlig i Styrke og Velſmag. 


Vil man have en kraftigere Vin kan man tage flere 
Ber og Sukker i Forhold derefter. ; 

En veeſentlig Betingelſe for at Frugtvine lykkes 
og blive gode og ſunde er, at Gjeringen fuld⸗ 
kommen lykkes og at alle Kar og Redſkaber der be⸗ 
nyttes under Behandlingen underkaſtes den nojagtigſte 
Renlighed, da Frugtſaft er ſcerdeles modtagelig for 
Afſmag. Til Forſeglingen af Flaſkerne bruges en Lak 
af ½ Pd. Harpix og et Stk. Talg, ſom en Valdnods 
Storrelſe og om man vil have den farvet, da faa 
meget ſom en Skefuld tor reven Farve ſom Monnie, 
Okker, Kønrøg ell. desl. Det Hele ſmeltes ſammen 
i en Bande og Flaſken ſom maa være godt aftørret 
drejes rundt med Hovedet deri, medens den endnu er 
pasſende varm. 

Veſter⸗Thierſted ved Rodby. 
Anders Chriſtianſen. 


En Frugtpresſe. 


Naar man har ſtore Mengder Frugt ſom Saften 
ſkal presſes af, er det et meget beſverligt Arbejde at 
udføre dette paa vanlig Vis ved at knuge Saften ud 
gjennem et Klæde med Hænderne. Vi fkulle derfor, 
i Sammenhæng med foregaaende Artikel om Frugtvin, 
meddele folgende om en Frugtpresſe ſom er udtenkt 
af Vinhandler C. Theilgaard i Horſens og fremſtillet 
ved den jyſke Induſtriudſtilling i Aarhus. 


Vedfsjede Tegning viſer Presſens ÜUdſeende. Den 
firkantede Kasſe af fernisſeret Bøgetræ er fyldt med. 
knuſt Frugt. Et Stempel, ſom viſes aftaget paa den 
anden Tegning, kan med den derpaa ſiddende Skrue 


r SE rs 


—— r— — — 


É 


SES er SEES SUT — 8 * 


og Samling af Vegtſtenger med Vægte, udøve et ftærkt 
og jævnt tiltagende Tryk pan Frugtmasſen jaa 
at Saften presſes ud. Naar Frugtmasſen er presſet 
ſaa tor ſom den kan blive, tages Vegten af, Skruen 
med Stemplet løftes ud af Kasſen, og dennes Vægge 
lægges ned til Siden, ſom ſidſte Tegning viſer, hvorved 


den ſammenpresſede Frugtreſt kommer til at ſtaa frit 
ſom en firkantet Kage, der let kan fjernes. 

Denne ſnilde Frugtpresſe, ſom Opfinderen har 
taget Patent paa, fang mod Beſtilling for 80 Kroner. 
Den kan ogſaa faas noget mindre til 70 Kr. eller 
noget ftørre til 100 Kroner. i 


husflid. 


1 Garbning af Kaninſkind. 


Der opdrættes i de ſenere Aar mange Kaniner trindt om 
i Landet, hvis Skind ved rigtig Behandling kunne afgive et 
godt Pelsverk. Vi ſkulle derfor, efter L. F. Flkt., meddele en 
nem Maade at alunere dem paa: 

Man lægger Skindet i et Kar med 7—8 Potter rent, koldt 
Band, hvori det ſtal ligge i 24 Timer for i Vandet at oploſe 
Blod, Slim oſo. Efter at det er taget op af Bandet, lægges 
det paa et Stytke Træ af Form ſom et Kalkelovnsrer og med 
en ſtor, ikke ſynderlig ſtarp, Kniv aſſtraber man Kjed, Fedt 
b. desl. fan meget ſom muligt. Derpaa koger man i 4 Potter 
Band, 1 Pd. Alun og ½ Pd. Salt, indtil begge Dele oploſes; 
det tages af Ilden, hældes i en Lerkrukke, og naar det er ſaa⸗ 
meget afkelet, at man kan taale at ſtikke fin Haand deri, kommes 
Skindene i Opløsningen og valkes dermed i 1012 Minuter, 
huvrefter man lader dem ligge i Opløsningen i 2 Døgn. Der⸗ 
eſter tages Skindene op; Opløsningen opvarmes atter til ſamme 
Varmegrad, Skindene valkes igjen i 8—10 Minuter og blive 
atter i 2 Døgn liggende i Oplssuingen. Efter derpaa at være 
tagne op vrides Skindene og hænges med Haarſiden nedad til 
Torring over runde glatte Stenger paa et ſkyggefuldt Sted. 
J den Tid, der medgaar til Tørring, ſtrakker man dem hver 
Morgen og Aften i alle Retninger for at give dem Smidighed. 
Naar de ere fuldſtandigt terre, lægger man dem med Haarſiden 
opad pan et Bradt og drysſer et godt Lag fin Træaffe paa 
Haarene i 24 Timer, faa banker man dem med en tyk Stok, 
Haarene borſtes og glattes omhyggeligt i deres naturlige. Ret⸗ 
ning, og Skindene ere nu færdige, De gjemmes bedſt ved at 
lægge dem paa hverandre med Haarſiden mod hinanden. Den 
ovenfor omtalte Alunoplesning er tilſtraklelig til 4 Kaninſtind; 
til 1— 2 Skind det halve. Stind af Hunde, Katte og Lam 
kunne hvidgarves paa ſamme Maade. 


Skulde nogen af Husvenneus Laſere fjende en endnu bedre 
Fremgangsmaade til Skindenes Alunering, ſkal det være Hus⸗ 
vennen kjert at modtage og meddele Anvisning dertil. 


Bognyt. 

Vejledning i Havebrug for min dre Jordbrugere, af 
C. Galſchiel. Aar 1871 udſatte Selſtabet til Havedyrknings 
Fremme en Belønning af 300 Kroner for Udarbejdelſen af en 
Vejledning i Havebrug for mindre Jordbrugere. Blandt de ind⸗ 
komne Afhandlinger fandtes ovennævnte. lille Skrift at være det 
der nermeſt havde løft den ſtillede Opgave og Præmien tiltjendteg 
Forfatteren. Dette ſynes ſaaledes at være Borgen for, at man 


i den lille Bog vil finde en god og ſagkyndig Vejledning. 


Henſigten er jo nærmeft at give de ſmaa Jordbrugere en ſaadan 
Anvisning til Dyrkningen af Haven, at den kan bringe baade 
Nytte og Fornsjelſe. At en veldyrket Have kan bringe betydelig 
Pengeindtægt, mangt et godt Maaltid Mad og mangen en Ny⸗ 
delſe er faa almindelig erkjendt blandt alle Haveelffere og den 
foreliggende Bog vil ſikkert kunne bidrage ſerdeles meget til at 
bringe denne Erkjendelſe ud i Livet mange Steder, hvor der 
endnu ſavnes Kjendſtab og Lyſt til at anvende det Arbejde der 
maa til, om Haven ſtal give noget Udbytte. Vi kunne derfor 
kun anbefale den lille Bog paa det bedſte. Den vil, med ſine 
Tegninger og mange praktiſte Anvisninger ſikkert gjøre Cavn 
hvor den kommer. 


Smaating. 


Naturſtudier. Møder man en Herre og en Dame Arm i 
Arm, og de uden at ſige et Ord alene fe paa hinanden, kan 
man være overbeviſt om, at de ere forelſkede. Se de paa 
hinanden og tale ſammen, ere de forlovede. Samtale de, 
men fe til hver fin Side, ere de gifte. Vexle de hverken Ord 
eller Blik, kan man holde ti mod en paa, at de ere Soſkende. 


Ag. 


Brevvexling. 

I. g. i Th. „Spogelſehiſtorien“ for ubetydelig. Lyden 
zſom om hundrede Stemmer pludſelig udbrøde i en ſtærende 
Latter“ er let at forklare, da det har veret en ſtor Flot Vildgjes 
paa Vandring, der lige over Dem har iſtemt fit mangeſtemmige 
Skrig, ſom i den ſtille Aften har lydt hejere og mere radſels⸗ 
fuldt end i Virkeligheden. Sagnet om „den vilde Jagt“ kan 
ſikkert take Vildgjcsſene for fin Oprindelſe. 


En Kaninynder. Kaninunger, 8 à 10 Uger gamle af 
god Race, Krydsning af Badderkaninen, forſendes overalt i 
Danmark, Sverig og Norge fra Lærer K. Kriſtenſen, Hesſel⸗ 
balle Skole ved Vejle. Parret koſter 6 Kr., der betales ved 
Poſtforſkud, og Modtageren maa desuden betale Portoen og en 
Kasſe til Forſendelſen. 


Indhold. En Dag af Luthers Liv, efter Lindner, ved Sophus Tromholt 
(Fortſat.) — Den Skandinaviſt⸗Etnografiſte Samling i Stock⸗ 
holm, med Billede. — Moſtusdyret, af E. Toepfer, med Billede. 
— Io Mobdjætninger, af K. K. — Fra gammel Tid, af C. N. 
Øllegaard. — Om Tiklavning af Frugtvine, af Anders Chri⸗ 
ſtianſen. — En Frugtpresſe, med 2 Billeder. — Husflid: Garv⸗ 
ning af Kaninſtind. — Begnyt. — Smaating. — Brevbexling. 


„Husvennen“, Billebblad for Morſgabsſcsning, Opfysning og Husflid, udkommer fif Hver Søndag med el 16. ſpaltet Ar, ſorſunel med flere 
Billeder, fil Krone Tierdingaaret, frit tient. vert Fſerdingaar medfølger gratis et ſtort ſmult Tillægsbillede, Bladet fan beſlilles paa 


eihvert Voſikontor og Brepſamlingsſſed, i enhper Voglade fam Kjebenhayn paa Fuspenneng Hovedkontor Veſlerbrogade, (Arelhus] 2 B. 
; Drykt Pas Idgiverene Forlag hos J. HA. Schultz. 


1 


En Dag af Luther's Liv. | 


Eſter Lindner ved Sophus Fromholl. 


(Fortſat.) 

Mu hapde Luther i et helt Kvarter fuldſiendig Ro, 

og han havde brugt det flittig, da der lød en 
frygtſom, næppe horlig Banken paa Doren, og ind 
traadte Naboens Suſanne med rodmende Kinder og 
forgredte Dine. Luther talte hende i Forſtningen 
temmelig alvorlig til, og foreholdt hende hendes For⸗ 
ſeelſe, men blev ſnart mildnet ved hendes ydmyge Anger 
og lovede hende at lægge et godt Ord ind for hende 
hos Johannes's Moder), medens hun paa fin Side 
maatte love, at hvis denne ikke vilde opgive fin Veg⸗ 
ring, da at give Studenten hans Løfte tilbage og med 
Hengivelſe og Ydmyghed at tage mod denne Straf 
for hendes Letſindighed; thi det duede ikke, naar unge 
Menneſker lob ſammen mod Forældrenes Vilje; det 


var imod Guds Husholdning. Da han faa hende faa: | 


blød og føjelig, indgav han hende atter Mod og fod 
hende gaa med en faderlig Paamindelſe. 

Efter at hun var gaaet, kom der en feſtlig Depu⸗ 
tation fra det Wittenbergſke Studentſamfund, ſmukke, 
ſtadſelige Skikkelſer i den Tids kledelige Dragt. Baret 


med vajende Fjer pan Hovedet, i et trefarvet Bandeler 
et mægtigt Slagſocerd, Kraveſtovler med klirrende 


Sporer paa Fodderne, en i Vrmerne opſpilet, med 
broget Silke rigt foret Flejelsfrakke, og vide Ben⸗ 
kleder af ſamme Slags Zøj. Der var til om Efter⸗ 
middagen faſtſat en feſtlig Depoſition i den ſtore Høj 


tidshal i et Kloſter, der nu var taget i Brug af Uni⸗ 


verſitetet, og Luther blev indftændig bedet om at hædre 
Feſten med fin Nærværelje. Luther lovede dette og 


üllige at holde Depoſitionstalen, ſom Rektoren havde | 


) Luther holdt fit Løfte og tog fig varmt af det unge Par; 
de Breve, han ſtrev til Johannes Schnejdewejn's Moder, 
haves endnu. 


| ønffet. Saaledes blev det ved at gaa. Forſt kom en, 
fattig landflygtig fra Ungarn, der paa Grund af ſin 
evangeliſke Tro var bleven fordreven og havde miſtet 
ſine Godſer. Han bad Luther om et Laan til hans 
Hjemrejſe, da hans Venner havde ſkrevet til ham, at 
hans Fjenders Raſeri havde lagt fig, og at han havde 
| Saab om ved nogle indflydelſesrige Slegtninges Hjælp 
at fan fine Godſer tilbage. Han havde i længere Zid 
levet i Wittenberg og i rigeligt Maal nydt Luthers Gjæfte- 
venſkab, hvorfor han nu med megen Rarelſe udtalte fin 
Taknemmelighed; men han var aldeles blottet for Midler 
og jaa fig derfor nødjaget til at bede om Penge til Hjem⸗ 
rejſen. Luther var i ſtor Forlegenhed; ſelb havde han 
ingen Penge, og det var kun faa Dage ſiden, at han 
havde ſkicenket fine Berns Fadderpenge til en ſtakkels 
fordreven Flygtning. At røre ved Fru Jorgerin's 
Penge forbød hans Samvittighed ham, da de udtrykkelig 
vare tiltenkte fattige Theologer til Underſtsttelſe. 
| Imidlertid maatte der tilvejebringes Hicelp; han gik 
hen til et Skab ved Væggen og udtog et Solobeger, 
ſom Kurfyrſten en Gang havde foræret ham; det bad 
han Manden om at gjøre i Penge hos en Jode. Men 
da Flygtningen aldeles afgjort vægrede fig ved at frille 
Luther ved denne værdifulde Gave, ſaa klemte Luther 
med et hurtigt Tag Begeret ſammen og ſagde: „Saa, 
nu er det intet Beger mer, nu er det kun noget usſelt 
Sølv; desuden, hvad Nytte havde jeg af det! Jeg 
havde det jo kun ſtagende i Skabet; det er den bedſte 
| Brug, det fan faa, naar det gavner et kriſtent Menneſke 
| hans Nød, Tag det, gode Ven, og gjør, ſom jeg 
har ſagt!“ 

Med disſe Ord tvang han den bedende til at 
| modtage Gaven 9g drev ham neten med Magt ud 
af Stuen. 


|| Derpaa kom der en Munk, der paa Grund af fin 
evangeliſke Tro havde forladt fit Kloſter, og ſom nu 
| vilde ſkaffe fig Underhold ved fine Henders Arbejde; 
Luther havde fÉrevet et Brev for ham til en af fine 


11 


Venner, en Bogtrykker i Nürnberg, hvori han bad denne 

om at optage Manden i hans Verkſted; Luther over⸗ 
rakte ham Brevet tilligemed en allerede til Rede liggende 
Gave til Rejſen. Saa kom en Kone, hvis Mand ſad 
i Fengſel paa Grund af Krybſkytteri; Luther havde 
affattet en Skrivelſe for hende til vedkommende Adels⸗ 
mand om at eftergive Manden hans Straf. Næppe 
var hun borte, før en Fader traadte ind med fin om⸗ 
trent tolvaarige Søn; det var en agtverdig Landmand 
fra en nærliggende Lands by. 

„Hr. Doktor“, tog han til Orde, „jeg kommer for 
i en meget vigtig Sag at udbede mig Eders Raad. 
Denne min San har ikke Lyſt til noget Haandverk; 
jeg har prøvet alt med ham, men til hvad det faa er, 
er han kejtet og uſkikket; derimod hænger han den hele 
Dag over Bøger, faa jeg næften tror, Satan ſelv har 
ſat det i Hovedet paa ham, at han vil ſtudere. Hvad 
ſkal jeg gjøre? Et Haandveerk maa Knægten lære; thi 
Stuͤderinger koſte mange Penge, og hvem ved, om 
Drengen nogenſinde ad den Vej bliver til noget. Gjor 
mig den Tjeneſte at tale ham lidt alvorlig til, at han 
kan lere at blive lydig“. 

Luther lod ſine Ojne hvile paa Faderen og Sonnen 
en Stund; den førfte ſyntes at være en Mand, der 
nok havde Raad til at koſte noget paa fin Søn; denne 
havde opvakte, kloge Trok, noget viljefaſt, men ogſaa 
noget frygtſomt og indeſluttet i fit Veſen. Derpaa 
ſagde han med megen Alvor: 

„Denne Sag maa nøje overvejes, min ljære 
Ven. Forend man lader et Barn komme til Stude⸗ 
ringerne, maa det forſt prøves, om det ogſaa har de 
rette Gaver, og om det er et velopdraget Barn, der 
viſer Flid og Jver. Saaledes maa vi forſt lade Eders 
Son tilborlig underſoge af kyndige Folk, og det ſkal 
ſke. Men det maa J vide, min kjcre Mand, at har 


J et Barn, der er ſkikket til Lærdom, jaa har J ikke 


Lov til at opdrage det, ſom J ſelv luyſter, eller til 
at ſkalte og valte med det, ſom det falder Eder ſelv 
ind. J flal tværtimod tenke paa, hvad J er Gud 
ſtyldig. Gud har Brug for en Preſt, en Predikant, en 
Skolemeſter til fit aandelige Rige, og kan J give ham 
en ſaadan og ikke gjør det, fe, da rover J ikke en 
Frakke fra en fattig, men mange tuſend Sjæle fra 
Guds Rige og ſtoder dem til Helvede; thi J tager den 
bort, ſom var dygtig til at hjælpe disſe Sjæle. Avler 
J et Barn, der har Evner til at blive Sjæleførger, da 
giver J ikke en Klædning, ſtifter ikke heller et Kloſter 
eller en Kirke, men J gjør noget langt ſterre, J giver 
en Frelſer og Gudstjener, der kan hjælpe mange Sjæle 
til Himmelen. Ogſaa i verdslig Henſeende kan J 
tjene Eders Herre og Eders Stad mere ved Eders 
Børn end ved at bygge ham Slotte og Byer eller 
ſamle Alverdens Skatte. Thi hvad hjælper alt ſaadant, 
naar man ikke har lærde, kloge, fromme Folk. Hvorfra 
vilde jaa Konger, Fyrſter og Herrer, Steder og Lande 


tage Embedsmend, Raadsherrer og Skrivere? Ingen 

Landsby er faa lille, at den kan undvære en Skriver; 
med mindre vi da vilde lære at leve ſaaledes, at vi 
ikke omgikkes med Folk, hos hvilke Kunſt og Oplysning 
ere i Brug og holdes i re; men hvad vilde ikke det 
blive for en øde, ſkrekkelig Verden? Da maatte jo 


alt aandeligt og verdsligt, egteſkabeligt og husligt gaa 


til Grunde, og Verden blive til en blot og bar Svineſti. 
Derfor, min kjcre Mand, naar Eders Son har Lyſt 
til Studeringerne, jaa har ikke Djævelen ſat ham det 
i Hovedet; men det kan godt vere et Vink fra Herren 
ſelb, at han krever en ſaadan Tjeneſte af Eder ſom 
Fader. Djævelen jaa heller end gerne, at al Viden⸗ 
fab og Kunſt og fremfor alt den edle Theologi gik til 
Grunde, ſaa at Verden blev til en ade Svineſti, hvori 
han jaa efter Hjertenslyſt kunde rumſtere og huſere, 
ſom det er hans Skik“. 

„Ja, kicre Hr. Doktor“, ſvarede Faderen lidt 
modfalden, „det er altſammen meget ſmukt og godt, 


men naar nu Drengen ikke bliver til noget — og de 


mange ffjønne Penge!“ 

„Hvad har det at ſige, at ilke alle blive til noget? 
Nogle lykkes dog. Og hvor ved J, at ikke Eders Son 
bliver blandt disſe?“ 

„Det ved jeg rigtignok ikke, men jeg ved, at det 
er en brødløs Kunſt, naar det ikke lykkes. Jeg har i 
min Levetid ſet mange, der i deres Skoletid have lobet 
omkring ſom ſultne Tiggerdrenge og derpaa ſom mis⸗ 
lykkede Studenter have levet til Skjendſel og Byrde 
for fig ſelb og andre. Jeg maa dog opdrage min 
Son ſaaledes, at han lerer noget, der kan fylde hans 


Bug. Gt tomt Hoved lader fig nok bære, men en tom 


Mave ikke“. 

„Se, je", ſvarede Luther, „det var jo ſmukt, naar 
man ikke ſkulde opdrage Børnene til Lærdom og Kunſt, 
men kun gjøre dem til rene Pattegriſe, der blot gaa 
efter Faden. Ikke ſkulde J ringeagte de Fyre, der gaa 
omkring og ſige deres panem propter deum ) og ſynge 
Brodſangen uden for Dorene. Ogſaa jeg har været 
en ſaadan Liggerdreng og har bedet om Brod uden for 
Huſene, ifær i Ejſenach. Johannes Trebonius plejede, 
faa tit han kom ind i vor Skoleſtue, at aftage ſin lille 
Hue, og naar man ſpurgte ham, hvorfor han viſte 
Diſciplene en ſaadan re, ſparede han: „Der ſidder 
blandt disſe unge Lærlinger mange, af hvem Gud kan 
gjøre Borgmeſtere, Kantslere, højlærde Doktorer, om⸗ 
endſkjant J for Ojeblikket ikke kjender dem. Og dem 
er det billigt at hædre”. Derfor kan J ganſte rolig 
lade Eders Søn ſtudere, og ſkulde han ogſaa en Tid 
lang komme til at gaa omkring og bede om ſit Brod, 
ſaa giver J den kjcre Gud et ſmukt Stykke Tre, hvoraf 
han kan ſnitte Eder en Mand. Thi det ſtaar faſt, at 
Eders Sen og min, det vil ſige almindelige Folks 


) Brød for Guds Skyld! 


ä 


(2 Born, ville komme til at ſtyre Verden, baade i verdslig 


og aandelig Henſeende“. 

Faderen vilde endnu ikke ganſke give fig og ſegte 
efter en Indvending, da Luthers Famulus pludſelig 
aabnede Doren og meldte, at de lærde Herrer Hiero⸗ 
nymus Schurff, Caspar Cruciger, Melchior Kling, 
Philipus Melanchton og Juſtus Jonas vare komne 
for ſammen med Luther at raadſlaa om en af Kur⸗ 
ſyrſten Johan af Sachſen eeſket Udtalelſe om Kirke⸗ 
mødets Indretning. 

„Altſaa, min gode Ven“, ſagde Luther, idet han 
igjen henvendte fig til Landmanden, „det vigtigſte er, 
om Eders Søn mener det alvorlig med Studeringerne, 
og om han har Evner dertil. Men dette kunne vi ikke 
afgjøre her i denne Time, og derfor beder jeg Eder og 
Eders Søn om i Dag at være mine Gjeſter. J vil 
lære at fjende mange fremragende Folk og ikke angre 
det. Saa ville vi tale videre om Sagen“. 

Hieronymus Beſold fik Paalceg om at føre begge 
ned i Dagligſtuen og foreløbig at forſyne dem med 
hvad de trængte til. 

Men de lærde Doktorer ſatte fig nu ſammen og 
dreftede den af Luther allerede udkaſtede Skrivelſe til 
Kurfyrſten. Sagen var jnart afgjort, da det kun drejede 
fig om en endelig Afgjorelſe og om Underſkrifterne. 

Under disſe Sysler var det blevet Middag; Luther 
indbød dem alle og gik med dem ned i Dagligſtuen. 
Kun Juſtus Jonas havde endnu et Wrinde at udrette; 
men han lovede at komme, jaa ſnart han kunde. Nede 
i Stuen havde imidlertid de andre indbudte ſamlet fig. 


Der var Doktor Bugenhagen, Maleren Lukas Kranach, 


Luthers Slægtning Ambroſius Berndt eller Bernhardt, 
Dekanus for det filoſofiſke Fakultet, med fin Kone”), 
ſamt Luthers tvende, trofaſte Forlœggere, Bogtrykkerne 
og Boghandlerne Georg Rhaw og Johannes Luft. 
Fru Käthe havde Middagsbordet færdigt; paa et 
Par Gjeſter mere eller mindre kom det ikke an i dette 
gieſtfri Hus. Herrerne fordelte fig i Grupper i for⸗ 
trolig Samtale i den rummelige Dagligſtue og Side⸗ 
vœrelſet, Luther ſatte ſig med Landmanden, der var 
kommen med fin Søn, i en Vinduesfordybning og 


fortſatte den Samtale, hvori de vare blevne afbrudte. 


Sonnen kjedede fig imidlertid i dette ham fuldſtendig 
fremmede Selſkab, og Tiden ſyntes ham uendelig lang. 
Fru Käthe bragte nu fin prægtige Vildſvineſteg ind, 
ſom Fyrſterne af Anhalt havde ſendt, og ſatte den paa 


- Bordet, hvor den friſtende dampede Drengen i Neſen. 


Da Käthe havde vendt ham Ryggen, og han troede 


fig uſet af de i ivrig Samtale fordybede Herrer, liſtede | 


han fig frem fra fin Krog og gav ſig til at trætte 
Stegens brune Hud, der ſtak ham i Øjnene, forſigtig 
af og fore den til Munden. 


) Hun hed Lena o 
jaa ofte omtalte 


var Luthers Søfterdatter, den af ham 
ante Lena. 


J dette Ojeblik blev | 


| 
| 
| 
| 


Luther ham var, og idet han gjorde Faderen opmerk⸗ 
ſom paa Slikmunden, udbrød han leende: j 

„Naa, min gode Ven, ſe, nu er Gaaden loſt, 
hvortil Eders Søn har Lyſt og Duelighed, naar det 
ikke gaar med Studeringerne. Se, hvor ſnildt han 
trœkker Huden af Svineſtegen; naar alt andet glipper, 
kan J lade ham komme i Lære hos en Garver.“ 

Den forſkrekkede Landmand for los paa fin haabe⸗ 
fulde Pode for at vænne ham af med ſaadanne Næs: 
visheder; men denne var allerede, da han ſaa ſig 
opdaget, flygtet tilbage i ſin Krog. Faderen var 
aldeles ude af ſig ſelv og vilde, idet han fremſtammede 
tuſende Undſkyldninger, ſkyndſomſt bortfjcerne fig med 
fin vanartede Sen; men Luther talte ham til Rette 
og bod ham blive. Knegten følte formodentlig Sult, 
det ſamme gjorde han for ſit Vedkommende, og det 
var Tegn paa, at det var paa Tide at gaa til Bords. 
Hans Fjære Huſtru havde allerede flere Gange blinket 
til ham, for at de ſkulde begynde. 

Nu ftrømmede. hele det ſtore Selſkab ind af Dørene 
og ſatte fig om Bordet, ventende paa, at Værten ſkulde 
leſe Bordbonnen. 

„Kjcre Venner,“ ſagde Luther, vi have i Dag 
ventet faa længe paa Maden, at den korteſte Bordbon 
er den bedſte. Lad os nu je, hvem der kan ſige den 
korſteſte!“ 

Da lod Dr. Bugenhagens kraftige Roſt fig høre, 
og han ſagde i ſin plattyſke Dialekt: 

„Dit und dat, 
Trocken und natt, 
Geſegn' uns Gatt.““) 

„Se, ſe, Dr. Pommerinke,“ ſagde Luther leende, 
„J har brugt hele ni Ord; hvad gjelder det, jeg gjør 
det med de to Tredjedele.“ Og han bad: 

„Chriſtus Jeſus 
Sil potus et esus.“) 

„Jeg kan ikke lade Eder gaa af med Sejren,” 

ſagde derpaa Dr. Philipus Melanchton, „jeg tror, 


jeg gjør det med en Tredjedel af Eders fer Ord.“ 


Han foldede Sænderne og bad: 
„Benedictus benedicat.“ “““) 
„Min kjere Philip,“ ſagde Luther, „J bærer 
Priſen, ſom ſedvanlig. Kortere og bedre, end Du, 
ſkriver, taler og beder ingen. Og nu, kjere Venner, 


lad os tage for os af Retterne og ſe og ſmage, hvor 


venlig Herren er, og hvor godt min Käthe har kogt. 
Og læg faa tillige Merke til, hvor rigt Menneſket af 
Gud er velſignet med Fornuft fremfor alle andre 
Skabninger. Thi vi ſpiſe det ſamme, ſom Svinene 
og andre ufornuftige Dyr æde, men vi lægge det kogt 


Dette og hint, 
tørt og vaadt 
ſigne os Gud. 
) Chriſtus Jeſus være os Mad og Drilke. 
) Den velſignede velſigne det. 


9 


paa Fadet og tillave det ſmukt, hvorimod Svinet [ „Den, der ret vil je et Billede af en, der glæder 
ligefrem eder det af fra Roden!“ | fig i Haabet, han ſe paa disſe Børn; der vil han fe 

Husmoderen gav fig nu til at ſkjcre for, og en tro Afſpejling. Ak, gid vi alle paa den fjære 
Børnene ſtode ved Siden og faa lengſelsfuldt til yderſte Dag kunde ſtaa lige ſaa forhaabningsfulde!“ li 
Maden og holdt deres ſmaa Tallerkener til Rede. | (Fortfættes.) | 


De ſagde Luther: | 8 


Ja vel, Du brune, nu kommer jeg | Sa ja, ja ja, vær nu ej ſaa griſk! 
med Vikke⸗Havren paa Ryggen; lad ſe, J dog Tid mig under; 


nu ſkal J faa Lov til at gotte jer jeg tenker, naar farſt J faar Selen paa, 
her omme bag Huſet i Skyggen. . jaa gir I jer bedre Stunder, 


373 


Søkoen eller Barkdyrel. 
Gfler forfRjellige Kiſder, ved E. C. 


I Waret 1706 forlod vor Landsmand, Vitus Bering, 

Danmark og gik i rusſiſt Tjeneſte, hvor han ſnart 
erhvervede fig et godt og agtet Navn ſom en færdeles 
dygtig Sømand. Han deltog med megen Sæder i 


Peter den ſtores Krig med Sverrig, men det var dog i Naturen. 


iſer ved fine Opdagelſesrejſer i det nordlige Ishav og 
langs Aſiens nordoſtlige Kyſt, at hans Navn er bleven 
fan almindelig kjendt. Paa disſe Opdagelſesreiſer led⸗ 


ſagedes han af den dygtige, rusſiſke Naturforſler Steller, 


ſom 1741 paa Kyſten af Øen Bering traf paa et meget 
fort, hidtil ukjendt Pattedyr, der efter ham fil Navn 
af den Stellerſke Ssko. Steller ſelv kaldte dette 


| 


Dyr „Barkdyret“ paa Grund af dets Huds ſcregne | 


Udſeende og Bygning. Huden dannedes af flere Lag, 
af hvilke det yderſte var fort eller ſortebrunt, en Zomme 


|| 
tylt og meget faſt, ſamt fuldt af Rynker, Huller og 


Gruber, iſer omfring Hovedet: Huden fik derved megen | 
Lighed med Barfen paa Zræerne, hvorfra Navnet | 


Barkdyret — hidrører. 
Under Huden fandtes 
et Lag Fedt paa 
3—4 Tommers Tyk⸗ 
kelſe, der var meget 
faſt og hvidt, og naar 
det blev kogt, overgik 
det det bedſte Oxefedt 
i Velſmag. Dette 
Dyr, ſom hosſtagende 
Billede fremſtiller for 
Læferne, var omtrent 25 Fod langt, 16 Fod i Om⸗ 


med Fiſkenes Hale og var forſynet med en vandret 
Finne. Det levede udelukkende af Tang og manglede 


Tyggeplader, der vare fæjtede til Tandkjsdet. Dets 
Kjod var ſerdeles velſmagende og til Stede i en ſaadan 
Mængde, at et eneſte Dyr var i Stand til at give 
33 Menneſker Føde i en hel Maaned. Olien, ſom 
man udkogte af Dyrets Fedt, var lige ſaa klar ſom 
den bedſte Bomolie og lignede Mandelolien i den føde 
Smag. 

Den Skildring, ſom Steller gav af det af ham 
opdagede Dyr, var faa tiltrakkende, at ſtore Skarer af 
Hvalfangere og Jægere ſtrommede til Beringſgen, hvor 
de ſloge Sskgerne ihjel for Fode. Disſe bleve jaa 
meget lettere et Bytte for dette Overfald, da de vare 
aldeles vergelsſe og fan godmodige og enfoldige, at de 


| tilføjer han med det meſt ſtjclmſte Smil. 


Sokotu eller 


lykkedes det den ſterke Efterſtrebelſe at faa dette Dyr 
aldeles udryddet. Det ſidſte blev dræbt 1768. Senere 
har man ofte forgjæves føgt efter det, da man gjærne 
vilde have nogle af Søføerne til de naturhiſtoriſke 
Samlinger; men det lykkedes kun at finde en Hovedſkal, 
en Tyggeplade, ſamt enkelte Knokler af Skelettet. Dette 
Dyr ſtaar derfor ſom et ſorgeligt Minde og Vidne 
om Menneſkets henſynslsſe Odelcggelſe af og Indgriben 


Salig Exellencens Stangpiſtz. 
Af Aug. Blanche, ved An. 


Andertiden moder jeg her i Stockholm en gammel 


Kjending, ſom vel er dygtig til Aarene, men for 
øvrigt glad og ſkjemtſom. Han har været Guldſmed 
og Juveler, men har for flere Aar ſiden nedlagt 
Forretningen. Han paaſtaar, at Guldſmede og Juve⸗ 
lerer i hans Ungdom havde" lettere ved at fortjene 
Penge end nu. Da vare Menneſkene ikke jaa fordrings⸗ 

fulde ſom nu, mener 

han. Da ſaa man 
mere paa Arbejdets 

Beſkaffenhed end paa 

Praveſtemplet. Ikke 

heller var man ſaa 
nøjejeende ved fin Dom 
om Stene og Perler. 

En kjen Glasſtump 

med Stads omkring 
kunde vekke ſamme 


Parkdyret. 


| Glæde ſom Rubinen, og „noget ner umuligt er det 
fang og vejede 480 Centner. J ſin Legemsform lig⸗ | 
nede det Salhunden, dog havde Halen mere Lighed | 


vel, at fligt nu kunde indtræffe, ſom ved et viſt Til⸗ 
fælde hendtes mig, da jeg havde Verkſted og Bod“, 
Hor nu 


| her, hvad der ffete. 
aldeles Tender, i Steden for ſaadanne havde det fire 


ikke frygtede for Jœegeren, der nærmede fig til dem for at 


dræbe dem. Intet Dyr er bleven jaa grundigt efter⸗ 
ſtrebt ſom Søfoen. I den forte Tid af 27 Aar 


J den Vaar, da Guldſmede og Juvelerer vare i 
„Velten“, hændtes det, at en af Landets ſtore Herrer 
afgik ved Døden. Exellencens Lig fremviſtes for Folk, 


| iklædt Serafimerdragten, og med en let karmoſinred 


Farvetone paa de blege Kinder, ſaadan ſom Skik og 
Brug var paa den Tid med fornemme Lig. 


Noget 
af den Forgyldning, ſom udmærkede Livet, ſkulde ogſaa 
gives Døden. Men ved Siden af al denne Stads 


forte Exellencen med ſig i Kiſten en anden langt natur⸗ 
ligere og i manges Øjne meget ſmukkere Pynt, nemlig 
| fit ſolvhvide Haar i en ſaakaldet „Stangpiſk“, ſaadan 


ſom den bares i Guſtav den tredjes Tidsalder, til hvis 


udmeerkede Perſonligheder den afbøde ogſaa horte. 
Mien paa Jordferſtelſesdagen, og inden Kiſtelaaget blev 


ſtruet paa, afklippedes denne Stangpiſk for at uddeles 


ſom dyrebare Minder mellem den afdødes Frender 
og Arvinger. . 


Dagen efter Fordfæftelfen indfinder fig en af disſe 
hos vor Juveler og beſtiller ikke mindre end fjorten 
Ringe, overleverende ham Exellencens Stangpiſk for 
at nyttes til de omtalte Familieminder. Vor Juveler 


lægger Stangpiſken ned i en Bordſkuffe blandt andre 


Koſtbarheder, lukker Skuffen i Laas og jætter ſtrax 
det ſtore Arbejde i Verk. Snart ere de fjorten Ringe 
færdige, tunge af masſivt Guld. Der ſtaar kun til 
bage at indfatte det ſolvhvide Haar i dem. Juveleren 
aabner Bordſkuffen; men dem om hans Forſkrakkelſe, 
da han ſer, at den dyrebare Stangpiſk er borte! 
Huſtru, Born og Fjeneſtefolk tilkaldes og der holdes 
det ſtrengeſte Forhør. 


han en Dag har taget Stangpiſken frem af Skuffen 
og leget med den, at han ved denne Morſkab havde 
Huſets Kat til Legekammerat, at begge holdt i hver 
fin Ende af Exellencens Stangpiſk og blev ved at 


bort med den og gjemte den, Himlen vide hvor, 
Dette var alt, hvad man fik at vide den Dag. 


Straffen fulgte gjeblikkelig paa Tilſtaaelſen: Katten fik 


et Spark, og Sonnen dygtig Ris, faa at Retfeerdig⸗ 
hedens Krav vel helt ſkete Fyldeſt; men den velſignede 
Stangpiſk kom desuagtet ikke til Veje. 

Vor Juveler fandt fin Stilling yderſt ubehagelig. 
Hans gode Navn og Rygte, hele hans timelige Velfærd 
hang i dette Haar. 


J Aanden faa han alt den ene | 


Kunde efter den anden gaa bort, faa fig ødelagt; thi | 


hvad: vilde Verden ſige om en Juvelerer, ſom ikke 


bedre pasſede paa betroede Koſtbarheder, end at Børn | 


og Katte uhindrede fil Lov at lege endog med den 
eneſte Reſt, der var tilbage af en af Jordens ſtore, 


ffjønt denne Reſt tilmed var beſtemt til ſom helligt 


Minde at gjemmes af Slægt efter Slægt i en lyſende, 
hejadelig Æt! 

En djerv Beſlutning maatte fattes, og raadvild 
var vor Juveler ej. Alt kunde blive godt, hvis han 
blot kunde finde et Haar, ligt ſalig Exellencens, ſelv 
om det havde været paa en Tiggers Hoved. Han 
ſtyrter ud i Staden, ſyner nøje ethvert Hoved, han 
møder, men forgjcves. Han beſsger alle Hovedſtadens 
Fattighuſe; thi det kan ikke ſlaa fejl, at han i det 
mindſte i et af disſe, den fattige Aldomsdoms Cilflugt⸗ 
ſted ſkal finde den eneſte Skat, den fattige har fælles 
med den rige, nemlig Sølverhaaret. Han finder 
Hovederne mere eller mindre graa, men intet ſaa 

ſolverhvidt ſom ſalig Exellencens. Han begynder at 
eftertenke, om der ikke udfordredes noget endnu: mere 


trykkende end den alderſtegnes Fattigdom, for at frem: | 


bringe en ſaa ſolverhvid Heſt, om der ej fordredes 
f. Ex. en Statsmands Hovedbrud eller noget lignende 
ſom det, den afdøde havde maattet træffes med i ſin 
Livstid. Exellencen havde, ſom bekjendt, næften maattet 
dele den ulykkelige Ferſens Skjabne. Vel fandtes der 


' Søen end i Baaden, 


endnu Statsmend i Live med (maaſle) lige faa dyre⸗ 
bart Haar; men man turde dog ikke gaa hen og bede 


om Minder af deres Haarpiſke, hvilke noget nær reg: : ll 
nedes for hellige Prydelſer, i det mindſte af dem ſelv. Ill 


Zrøftesføs kom Juveleren hjem. Han vidſte her: 
efter intet levende Raad. 

„Svor Du ventede længe!” ytrede Huſtruen til 
ham. „Baaden, vi lejede, har ventet over en Time, 
Madpoſen er for længe ſiden baaren ned. Og jeg 
har været faa heldig at faa nogen ganffe ypperlig 
Hjelmare⸗Aal!“ tilføjede hun, i Saab om, at hun med 
denne Meddelelſe ſkulde udjævne Rynkerne paa fin 


| Mands Bande. 
Endelig tilſtaar Guldſmedens ſexaarige Søn, at 


Sagen var den, at det allerede om Morgenen, 
inden den ulykkelige Hiſtorie med Stangpiſken kom op, 


| havde det været beſtemt, at Familien ſkulde foretage 
en lille Lyſttur langs ad Malaren for at tilbringe nogle 
Timer i det grenne. 

træffes om den, indtil Katten endelig fejrede, ſprang 


„Baad! ... Hjclmare⸗Aal!“ gjentog Familiefaderen 
med dump Roſt. „Jeg var for færdig til at ſtige i 
hellere blive Mad for Aalene 
end at ſpiſe dem.“ É 

Sejlturen fan imidlertid ikke opjættes, Familien 
gaar altſaa til Søs; men fjælden. har en mere ſkyfuld 
Sommerfornejelſe fundet Sted paa Malarens klare 
Vover. Endelig lander man ved en grøn. og løvrig 
Kyſt og biffer op i Græsjet med, hvad man har. 
Juvelerens Madam ſoger, jaa vidt. det ſtaar i hendes 
Magt, at holde Madroen vedlige, for at forjage ſin 
kjcre Halvdels Uro og Sorg; men da hun ſer ham 
glemme at tage fin Halvdel af Aalen, noget, ſom han 
ellers aldrig glemte, da taber ogſaa hun Modet og 
bliver lige fan trøftesløs ſom han. 

Efter Maaltidets Slutning tager Madamen Barnet 


med ſig og gaar hen i den nærliggende Landsbyhytte 
for at koge Kaffe; men Manden ſoger Skyggen af et 


Tra, lægger fin ny Straahat tæt ved ſig og ſover 
ind; det var vel ogſaa det bedſte, han for Ojeblikket 
kunde gjore. 

Efter et Kvarters god Sovn, vaktes han ved en 
raslende Lyd nær ved. Han ſlaar Øjnene op og bliver 
en hvid Buk var, ſom i god Ro nyder ſin Middags⸗ 
mad; men Juveleren bliver ikke lidet forſkrœkket, da 
han opdager, at det juſt er hans egen nye Straahat, 
Bukken er i Færd med at ede og allerede har fortæret 
Helvten af. Bukken er lige faa daarlig en Hattemager, 
ſom Havemand. Med god Grund ophidſet griber 


Juveleren om Bukkens ſtrittende ſolvhvide Skjcg; 


men den modige Buk ſtritter imod af alle Kræfter. 
Midt under denne Tvekamp ſlaar Guldſmeden fig: for 
Panden og giver et Raab, ſom ſkralder gjennem Skoven. 
Han har faaet et Indfald, et nyt, et lyſt Indfald, og 


hieblikkelig vendende fin Modſtander Ryggen iler han 


mod Landsbyhytten, yderligere tilſtyndet af Bukken, 
der med ſaadan Kraft jætter ind paa. den flyg⸗ 


tende, at denne ner havde ſtyrtet paa Næjen ind i 


Stuen. 
„Hvem raader over Bukken derude?” 
han ivrigt og puſtende. 
„Ih, den er jo vor!“ ſparer Huskonen. 
„Hvad forlanger De for Bukken? 


for Skjeget“. 


Slutningen paa Samtalen der inde blev, at 


Juveleren og Huskonen ſkyndte fig ud paa Jagt efter 
Bukken med det hvide Skeg, hvilken de ſnart fif fat i, 
og inden et Minut laa det ſmukke, ſolohvide Skeg i 
Juvelerens Lomme. J vildt Lob ſatte den ſtakkels 


Buk til Skovs. Allerede ſkamfuld over for Menneſker 
— hvor langt mere ſkamfuld vilde han da ikke blive, | 


naar han atter traf ſammen med ſine Geder og Lam. 


Hiemfarten til Staden blev — trods Savnet af 


Hatten — livligere end Henfarten. Da Juveleren var 
kommen hjem, tog han de 14 Ringe og ſtengede fig 
inde med dem, og Dagen derefter bar han ſelv de 


dyrebare Minder hen til den, ſom havde beſtilt dem, 
fik den fulde Betaling og dertil en hel Del Ros for 


den ſindrige Maade, paa hyilken han havde forſtaaet 
at indfatte Exellencens Haar. En af de hojbaarne 


Slægtninge, en Dame i dyb Sergedragt, men ſtraa⸗ 


lende af Ungdom og Skjonhed havde i flere Dage 

fort den Ring til fine Leber, ſom tilfaldt hende, og 

endog efterladt en Taare paa de ſolverhvide Haar. 
Juveleren, den Skalk, forſikrede, at han ikke uden 


den dybeſte Rerelſe kan mindes denne prægtige Fore⸗ 


ſtilling, og tillægger: 
„Og ikke heller kan jeg glemme, hvor den ſtakkels 


Buk ſtrittede imod, da vi klippede Skjcget af ham. 


Han burde alligevel, tykkes mig, have folt ſig ſmigret 
og ſtolt over den re, ſom blev ham til Del, derved 
at hans Skjcg, indfattet i Guld, fil Lov til at vikle 
fig om de fineſte og meſt hojbaarne Frokenfingre og 
derefter, Tid efter Tid, gan i Arv til den ſildigſte 
Efterverden. Paa den ene af Ringene ſtod: „Minde 
om en elſket Fader“, paa den anden: „Minde om en 
agtverdig Onkel“ — og mere af den Slags, ſom 
kunde kildre Forfoengeligheden. Men de ere nu ellers 
ikke forfængelige af fig, de fromme Dyrt, og deri Ligger 
maaſke det, der veeſentligſt ſkiller dem fra Menneſkene.“ 

„Men det var da alligevel et Skjelmsſtykke“, 
indvendtes der en Gang. Es 

„Ja viſt“, fvarede Juveleren; „men hvad ſkulde 
jeg gjøre? Jeg havde været ødelagt, og hele den høje 
Familie fortvivlet. Nu bleve vi alle fornøjede og 


glade, takket være den hvide Buk!“ 
„Men, hvis nu Sagen en Gang blev opdaget ?” 
„De forſte Uger var jeg noget urolig,” ſparede 
Juveleren; „men ſiden blev jeg fuldkommen rolig; 
thi nævn mig en Sorg, ſom holder ud med Serge⸗ 


ſporger 


Jeg vil kjobe 
Bukken“, tilføjede Juveleren med ſamme Iver, „eller 
rettere, jeg vil kjobe hans Skjceg. Jeg giver 24 Skilling 


3 975 


| 


kloderne, nævn mig en rig Mands Minde, ſom varede 
længere end fjorten Dage!” 


Æventyr i Folkemunde. 


Samlede af Severin Kjær. 


1 
Bondens Datter. 

Der var en Bonde, han havde en enefte Datter. 
Hun ſkulde have været hans hele Glæde; men hun var 
kun til lutter Sorg. Hver Aften ved Sengetid gik 
hun ud. Der var ingen, der faa, hvor hun blev af, 
heller ingen jaa, naar hun kom igjen; men om Dagen 
gik hun og ſaa ud ſom den faldende Syge. 

En Dag kom en lille Dreng ind til Bonden og 
vilde fæfte fig bort ſom Vogter. 
„bruge Dig kunde jeg jo nok, min Dreng; men det 


| bliver dog paa en Betingelje, og det er, at Du kan 


pasſe paa og ſige mig, hvor min Datter er om Natten.” 
„Jeg faar prøve,” jvarede Drengen. 

Dagen gik, Aftenen kom, Sengetid kom ogſaa; 
men da ſtod Drengen paa Vagt for at pasſe paa 
Bondens Datter. Han havde taget fin Dværghat paa. 
Det er dejlige Hatte, disſe Dværghatte; naar man har 
dem paa, bliver man uſynlig, ingen kan ſe en, men 
jelv kan man ſe alt og alle. 

Drengen ſtod der nok jaa lunt og ſtille. Da kom 
Pigen gagende; men i det ſamme kom en Trold rullende 
ind i Gaarden med fire hovedloſe Heſte for Kareten. 
Ild ſtod der ud af Heſtenes Halſe, glinſende ſorte vare 
de. Pigen ſatte ſig op i Kareten, og bort gik det i 
flyvende Fart. 
vinder nok med“. Han ſtod bag paa ſom „Lakaj“ 
med Dveerghatten ned over Orene. 

Fremad gik det i flyvende Fart, førft gjennem. en 
Kobberſkov. Drengen brakkede en Gren af, det ſkralrede 
i Skoven. „Pru! Hvad er det?“ raabte Trolden; 
men han kunde ingen Ting ſe. 

Fremad ſuſte det; gjennem Solvſkoven, Guldſkoven 
kom de, og Drengen tog ſig en Gren med, endelig 
naaede de Troldehjemmet, det var en Høj løftet op 
paa fire gloende Støtter; dernede ſkulde Gildet ſtaa. 
Men Drengen ſprang i Forvejen. Bordet ſtod 
dekket med de herligſte Retter til Bondens Datter, 
Drengen tog noget af det altſammen og jaa krob han 
under Kakkelovnen og ſad og gnavede paa fit „Kodfidt⸗ 
ogſigtebred.“ : i 

Danſen begyndte; men hvilket Gulv, Piggegulv, 
der jaa ud ſom bare Hegletender! Skoene kunde ikke 
vare længe; men Pigen fif ny Sko, Par eſter Par, 
og de gamle ſmed de under Kakkelovnen, hvor Drengen 
pillede dem til fig. Natten gik, Danſen horte op, og 
Vognen kisrte for Doren. Atter rullede de gjennem 
Guldſkoven, Soloſkoven og Kobberſkoven og naaede 


„Ja,“ ſiger Bonden, 


„Kjor kun til,“ tenkte Drengen, „jeg 


376 


Bondens Gaard, og bag paa ſtod Drengen med fin 
Dværghat. ; 
Men om Morgenen, da de ſad og ſpiſte Davre, 
ſiger Drengen til Manden: „Nu kan jeg ſige Jer, 
hvor Jeres Datter er om Natten; je, hvilke Skove vi 
kom igjennem i Nat, for da var jeg med.“ 
viſte han Grenene frem, ſom han tog i Skovene. „Og 


Og faa | 


ft 
i 


fe, hvilke Sko hun flider.“ Ogſaa Skoene maatte frem, 
Par efter Par, mange var der; thi det flider at maatte 
danſe pan Hegletender. 

Men den Aften fulgte Faderen ud med Datteren 
og tog hende ved Armen, faa maatte hun kjent gag 
med ind igjen, og ſiden havde Troldtsjet ingen Magt 
over hende. 


Smaaking. 


Der var en Gang to Fyce, ſom mødtes ved en Aa, 
den ene han var tyk, og den anden ligeſaa, 

og Broen den var ſmal ſom bare Pokker. 

Den ene var Asſesſor, den anden Sekreter, 

og da de ikke havde hinanden meget fjær, 

de trodſigt frem imod hinanden rokker. 


Der ude midt paa. Broen de ftødte ſammen fnart, 

cg da de begge kom i den muligſie Fart, 
det gav et Bump, faa hele Broen ryſted. ; 
Men ingen af dem veg blot en Tomme fra fin Plads, 
de begge ſtod uroklet ſom et gammelt Pallads; 
for de var begge Mænd med Mod i Bryſtet. 


dets Nydelſer. 


Gaade: Jeg pryder Marken i Heſtens Tid 
og lonner Bonden for al hans Flid. 
Med G jeg findes i hver en Gaard, 
ved Huſets Ende jeg altid ſtaar. 
Med S jeg nævner et Kongenavn, 
det bragte dets Ejer kun liden Gavn. 
Med T jeg brugtes ſom Tidsfordriv 5 
af mangen Ridder og Ridders Viy. 


Et uheldigt Mode. 


„Gaa vk!“ den ene brummed. „Gaa væl!” lod Svaret brat 
„Jeg ſkal, min ſandten, viſe, jeg er Karl for min Hat!“ — 
„Og jeg ffal muntre Dine tykke Lemmer!“ — 

„Saa Du vil muntre nogen, jo Du fer verre ud!“ — 
„Ja, vent Du kun et Sjeblik, Din gamle Fedeſtud!“ — 
Og dermed les de paa hinanden klemmer. 


Saa ſtod de vel en Time; men ingen Vej de kom, 
da ændrede de Fronten og vendte Vom mod Vom, 
og der blev baade ſtjeldt, og der blev bandet. 

De puſtede og ſtonnede og ſbedte med, min Tro, 
og da nu ingen vilde gi'e efter — begge to 

til ſidſt i ſtjen Forening gik i Bandet. 


Opløsning paa den geografiſke Gaade i Nr. 46: 
eres 
Arno 
New⸗York 
Tiber 
Indiana 
Piemont 
Pyrengerne 
Ems 


i Brevvexling. 
R. i Kb. At forferdige et godt Mikroſtop fordrer fan 
megen Indſigt og Ovelſe, at en Anvisning dertil næppe, ſom 


Sdd1juvo% 
"833013 


til en Kikkert, vilde være nogen Laſer af Husvennen til Nytte 


eller Glæde. 


Indhold. En Dag af Luthers Liv, efter Lindner, ved Sophus Tromholt 


li 


(Fortſat.) — I Hviletiden, med Billede. — Soekoen eller Bark⸗ 
dyret, efter forſtje llige Kilder, ved E. T., med Billede. — Salig 
Exellencens Stangpiſt, af Aug. Blanche, ved Nu. — Wventyr 
i Folkemunde, 1, ſamlede af Severin Kjcer. — Smaating, med 
4 Billeder. — Brevvexling. 


„Lusvennen“, Billedblad for Nlorſkabslcsuing, Oplysning og Husſlid, udkommer lil hver "Søndag med ef 16-fpalfer rk, ſorſynel med flere 


Billeder, fil 1 Krone Fjerdingaaret, ſtit filfendt. 


Svert Fjerdingaar medfølger gralis el Mort fmuks Tillcgsbilfede. Bladet Kan beſlicles pan 


ethvert Pofkonior eg Rrepſamlingsſled, i enhvet Bogfade ſamt i Xjøbenhavn paa SDnsvennens Hopedfionlor Veſlerbrogade, (Axelhus) 2 B. 
3 Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


3. Aargang. 


En Dag af Luther's Liv. 
Efter Lindner ved Sophus Tromholl. 


ſatte ſig paa den til ham ledigſtaaende Plads. Da 
han ſtiltiende havde bedet fin Bordbon, begyndte han 
i Spog at ſtjende og ſagde: 

„Ei, ej, hvad er det, jeg ſer! her kommer jeg til 
den ſtore Theolog Dr. Martin Luther og finder ham 
i Selſkab med lutter gode, kriſtelige Folk, og her 
treffer jeg en ſaadan Overdaadighed og Vellyſt! San⸗ 
delig, hos den værfte Epikurcer kunde det ikke gan 
flottere til. Den dejligſte Salat og Frugter af alle 


Un 


Nr. 48. Hundagen d. 27. August. 1828. 


Slags, og den koſteligſte Svineſteg. Det jer ikke ud 


ſom hos en from Lazarus, men ſom hos den rige 
Mand!“ 
„Stille, Juſte,“ ſagde Luther leende, „Du ſynes 


mig at være en af disſe ſurmulende Fyre, der mene 
at maatte ſkicende, hver Gang et kriſtent Menneſke gjør | 


fig en glad Dag. Mener Du da, at Gud har fkabt 
Svineſteg og Salat kun for de Vantro? Den kjere 
Gud under os gjeerne, at vi ſpiſe, drikke og ere glade 
og bruge hans Skabninger. Hvorfor har han ellers 
ſkabt dem? Han vil ikke have, at vi ſkulle klage over, 
at han ikke har givet os nok, at han ikke kan nære 
eller fylde vor ſtakkels Maveſcek; men han vil, at vi 
ſtulle Fjende ham ſom vor Gud og takke ham for hans 
Gaver. Tag Din Kniv og lad Maden vederfares Ret; 
naar den kjcere Gud hilſer paa os, fkulle vi ikke je 
ſurt, men venlig takke ham.“ 


Gjæfterne lo og fulgte Raadet. Men Luther 


begyndte nu at tale om ſit ſidſte Ophold i Schmal⸗ | 
kalden. Der var en ſaa ſtor og høj Kirke, at da han 
og den pommerſke Doktor havde. pradiket der, havde 


| ærgjerrig, det taaler han ikke. 
Piger kan det tilgives, naar de undertiden ere ſtolte 


var det ikke jan underligt, thi jeg har en ſvag og 


dæmpet Stemme.” 

„Men man hører den dog langt,“ mente Dr. 
Philipus. 

„Ja ſandelig,“ ſagde en af Bordfællerne, „og 


| naar man hører den, trænger den igjennem.” 


Da ſagde Johannes Luft, Bogtrykkeren: „Ja, 
kjcre Doktor, fig, Hvorledes kan J predike ſaa kraſtig 


| og indtrængende. Jeg har allerede leſt og hort meget, 


men ofte er jeg forbleven kold og død derved ;- naar 
jeg derimod hører eller læjer noget af Eder, da fan 
jeg ikke andet end lytte dertil, og det gaar mig igjen⸗ 
nem Sjælen.” - 
„Recepten er meget ſimpel, kjcre Ven,“ ſagde 
Luther, „og enhver kan det, naar han kun vil. For 
det forſte, naar jeg gaar op paa Pradikeſtolen, ſiger 
jeg til mig ſelv: Martin, tank paa, at Du er den 
hojeſte Guds Bud, alt hvad Du ſiger, ſker i hans 
Navn og paa hans Vegne. Det gjør, at jeg ikke 
frygter de ſtore Herrer her paa Jorden, og ikke blues 
for at ſige Sandheden. Men det gjør mig ikke hov⸗ 
modig og eergjerrig; jeg taler ingen til Takke, ikke 
en Gang mig ſelv, men kun for at tjene min Herre. 
Gud kan vel undertiden tilſtede Wrgjerrighed hos 
Juriſter og Leger, men at Theologen ſtulde verre 
Digtere og fagre unge 


og hovmodige af deres Gaver, ſaafremt det ikke gjør 
andre Skade. Men i den hellige Skrift ſkal enhver 


andet holder jeg mig alene til Skriften og granſker 
i den ſtadig paany, Dag for Dag. Den er et ſtort 


Tro med mange Grene, og jeg har endnu aldrig ryſtet 


ved en af dem, uden at der er faldet en ſod Frugt 
ned til mig. Men ak, hvor faa fjende Skriften 
rigtigt! Der er aldrig kommen nogen Kunſt eller nogen 


det lydt, ſom om en Mus peb; næppe. havde man Bog paa Jorden, ſom enhver har udlært jaa hurtigt, 


kunnet forſtaa Ordene. „Tank en Gang, Dr. Pomme⸗ 


ſom den hellige Skrift; mange mene, at naar de have 


rinke med fin Bjørnerøl! For mit Vedkommende | læft den en Gang, kunne de ſtrax alt. Og dog inde⸗ 


ydmyge ſig og alene give Gud Wren. — For det 


holder den ikke, ſom de mene, blot. Leſeord men 
lutter Leveord, der ikke ſtaa der til Grublen og 
Digtning, men til Liv og Daad. — Og for det tredje 
rører jeg ikke ved alle Stykker, men kun ved Hoved⸗ 
punktet, paa. hyilket hele Prædikens Sum hviler. 
Hvad der ikke hører dertil, lader jeg ligge, ſelv om 
der falder mig nok faa meget ind. De Praſter, der 
ville ſige alt, hvad der kommer dem for Tanken, ligne 
Tjeneſtepiger, der gan til Torvet. Moder de en 
anden Pige paa Vejen, faa ſkal de forſt ſlaa en lille 
Snak af; den næfie, de møder, fkal de ogſaa ſnakke 
lidt med; ligeſaa gaar det med den tredje og fjerde, 
og de kommer forſt ſent paa Torvet. — For det fjerde 


gjør jeg mine Pradikener fan jævne og ligefremme | 
ſom muligt; jeg fer ikke paa Fyrſterne, Doktorerne og 
Studenterne blandt mine Tilherere, men paa de jævne, | 


enfoldige og ulærde Folk, paa Bønderne, paa Drengene 
paa 12 og 13 Aar, paa Zjeneftepigerne. Predikenen 
maa være ſaadan dannet, at Hans og Grete kan 
tage noget med til Hjemmet. Vi fkulle være ligeſom 
Ammer; en Moder, der dier ſit Barn, leger med det 
og giver det Melk og ikke Malvaſier eller anden Vin. 
Jeg holder ikke af dem, der i deres Predikener kun 
rette fig efter de høje og lærde Tilhorere og ikke tage 
Henſyn til Menigmand. Thi at flaa om ſig med bøje 
og prægtige Ord, det ærgrer og ſonderbryder mere, 
end det opbygger. For disſe Folk maa man falde 
hvidt hvidt, og ſort fort, paa den enfoldigſte Maade, 


ſaaledes ſom Tingen er i fig ſelv, og med jævne, tyde | 


lige Ord; og dog fatte de det næppe nok. Naar 
Kriſtus prædifede, talte han ſtedſe i Lignelſer om 
gaar, Hyrder, Ulve, Vinbjeerge, Figentræer, Sedekorn, 
Agre, Plove. Det kunde den fattige, den menige Mand 
forſtaa. Forbandet være alle Predikanter, der i Kir⸗ 
kerne tragte eſter høje, vanfkelige og tankeklogtige Ting, 


at finde Wre og Ry, prædife en eller to til Tætte, 
Naar jeg i min Praediken alene vilde tage Henſyn til 


jeg ikke gjøre flor Gavn; jeg prædiker derimod enfoldig 
for den enfoldige, og ſaa takkes det alle. Forſtaar 
jeg Greek og Hebraiſtk, det gjemmer jeg, til vi lærde 
komme ſammen; faa gjøre vi det fan kruſet, at den 
tjære Gud i Himlen maa undre fig derover, — For 
det femte plager jeg ikke Folk med alt for lange Præ- 
dikener; thi Øret er et meget folſomt Redſkab, det 
bliver ſnart træt og kjed af en Ting. 


Kunſt; men det er Daarefærd, intet at ſige med mange 


det er tydeligſt og ogſaa en Dyd. 
hele Visdom; det er ingen Hexekunſt.“ 
„Kunde J ikke, Hr. Doktor, ſom I plejer, ſammen⸗ 
ſatte os disſe Regler i et eneſte tort Tankeſprog?“ 
„Hvorfor ikke?“ ſparede Luther; „det hedder: Gaa 


At ſige noget 
med faa og korte Ord, det er en Dyd og en ſtor 


hurtig op, luk Munden op, hold fnart igjen 
op. Eller: til en Prædikant, ſom Verden nu fræver 
ham, hører fer Stykker: 1) at han er lærd; 2) at 
han har en fin og ſmuk Üdtale; 3) at han er vel 
talende; 4) at han har en ſmuk Skikkelſe, ſom Pigerne 
og Froknerne kunne forelſke fig i; 5) at han ikke tager 
mod Penge, men hellere giver Penge; 6) at han taler, 
ſom man helſt ønffer at høre det. Den, der bærer 
fig ſaaledes ad, til ham vil den ſtore Hob ſtremme 
ſom Vand. Men til en brav Pradikant efter Guds | 
Hjærte hører ni Ting: 1) at han kan læje rigtig og | 
ordentlig; 2) at han har et tenkſomt Hoved; 3) at 
han har gode Talegaver; 4) at han har en god Reſt; 
5) en god Hukommelſe; 6) at han ved at holde op; 
7) at han er flittig og vis i ſin Sag; 8) at han fætter 
Liv, Gods og re paa fin Tro; 9) at han finder fig 
i at blive ſkuffet og haanet. Eller J kunne ogſaa 
ſammenfatte det ſaaledes: En Pradikant ſkal gjøre 
tre Ting, flittig læfe i Bibelen, bede hjærtelig, og ſtedſe 
forblive en Diſcipel og Elev — ſaa er han en ſtor 
Doktor! Det er en Pradikants rette Kunſt.“ 

Da ſagde Dr. Bugenhagen; „Denne Kunſt gad 
jeg gerne lere, at jeg ret kunde tale Folk til Sjærte 
og Samvittighed; men mine Predikener ere faa folde, 
at jeg ofte, naar jeg gaar ned fra Pradikeſtolen, 
ſkammer mig og tenker, ſaaledes og ſaaledes ffulde Du 
have taget det.“ 

„Min tjære Dr. Pommerinke,“ ſagde Luther, 
„i det Stykke ſkal J ikke kunne domme om Eder ſelv. 
Ogſaa mig er det mangen Gang gaaet ſaaledes; jeg 


har ofte ſtammet mig ſelv ud, naar jeg er kommen 
fra Pradikeſtolen: Fy Dig an, hvordan. er det, Du har 
prediket! Men netop den ſamme Prediken har Folk 
roſt over al Maade, og Gud har lagt en ſeerlig Vel⸗ 
ſignelſe i den.“ 

forebringe dem for Folket og predike derom, der, for | 


„Er det Tilfeldet,“ ſpurgte en af Bordfellerne, 
„ſom mange Folk ſige, at en Preſt paa Prædifeftolen 


ikke maa ffjænde; thi derved. miſter han fine Tilhorere“. 
Philipus Melanchton og andre Doktorer, jaa vilde | 


„Det er Daarſkab,“ jagte Luther. „En Bi er 
et lille Dyr, laver ſod Honning, men dog har den en 
Braad. Ligeſaa har en Præft de dejligſte Treſteord; 
men naar han af gode Grunde bliver ægget til Brede, 
da bider og ſtikker han de ſkyldige. J Særdeleshed, 
naar han fer, at Foragt for det guddommelige Ord 
og Vantro gaar i Spang, maa han luffe Munden op 
og ſtraffe. En Predikant maa paa en Gang være 
Krigsmand og Hyrde. At nære er at lere, og det er 
den vanfkeligſte Kunſt; derfor maa han ogſaa have 


Tender i Munden og formaa at verge fig og fæmpe.” 
Ord. — For det fjette taler jeg ſmukt langſomt; thi | 
Der har J min 


„Mange mene,“ ſagde en anden af Gjoeſterne, „at 
Bræfterne gjøre det for ensformigt; de burde jævnlig 
bringe Afvexling og Forandringer, ellers bliver det 
Tilhorerne for kjedſommeligt. J Kirken hører og jer 
man idelig det ſamme.“ 

„Det minder mig,“ ſagde Luther leende, „om en 


379 


Fyr, der en Gang ſagde det ſamme til mig. Det var 
en Baccalaureus, friſkbagt fra Ovnen, fremfuſende og 
hovmodig. Ham gav jeg en Gang Lov til at predike 
og fulgte med ham ind i Preſtekammeret. „Hr. 
Doktor,“ ſagde han, „det er en Fejl, at vi i Kirken 
altid blive ſtaaende ved det gamle og nedarvede; vi 
maa lade Folk je, at vi komme videre. Hvorfor ſkal 
vi leſe Texten op af Bogen? Var det ikke bedre, om 
vi ſagde den frit efter Hukommelſen; vilde jan ilke 
Folk undre ſig og ſige: Se, han kan Bibelen udenad; 
det er den rette Mand!” — „Min gode Ven,“ ſagde 
jeg til ham, „det ſkal J ſmukt lade blive ſom vore 
Fædre viſt og klogtigt have indrettet det efter vor 
Herre Chriſti Mønfter. Tjeneren er ikke over Herren. 
Nu læje vi i Evangeliet, at vor Herre og Frelſer i 
Forſamlingshuſet, da han ſkred til fin Prediken, lod 
fig rekke Bogen og leeſte Texten efter Eſajas. Har 
Din Herre gjort det, da ſkal Du ſtakkels Tjener ikke 
driſte Dig til at ville indføre noget bedre.“ 
forlod jeg ham. Men da han kommer op paa Pradike⸗ 
ſtolen, ſer jeg, at han har ladet Bibelen blive inde 
i Preſtekammeret. Og nu begyndte han at fremſige 
Texten frit efter Hukommelſen: „Jeg er en god Hyrde“. 
Men videre kom Mandslingen ikke; han havde ganſke 
rigtig glemt Texten. Saa tog han fat igjen: „Jeg 
er en god Hyrde“, men blev igjen ſtikkende i det. 
Saa klynkede han for tredie Gang med ynkelig Stemme: 
„Jeg er en god Hyrde“, men uden at komme videre. 


Da løb Galden over hos mig; jeg rejſte mig i min 


Stol og raabte til ham: „Du er et godt Faar; nu 
har Du faaet Straf for Din Fremfuſenhed; gaa kun 
ned!“ Det lod han ſig ikke ſige to Gange; han lob 
ſkyndſomſt ned og gjemte fig inde i Preſtekammeret. 
Men jeg gik ind og hentede Bibelen og udlagde jaa 
Texten for Menigheden. Og ſaaledes vil det gaa 
enhver, der vil kludre og forbedre ved den kriſtne Kirkes 
gamle, prøvede Ordning for at viſe Folk noget nyt 
og gjøre fig vigtige for dem. Kjere Venner, lad alle 


til, at det er Guds Embede; han ſiger til os: hører 


Du, Du ffal predike; jeg vil give Held dertil, jeg 


kjender Menneſkenes Hjærter. Det ſkal da være vor 
og alle Preœdikanters Troſt; lad jan Verden ſpotte og 
le af vort Preſteembede, og le Du ſelv med!“ 

Under ſaadanne Samtaler var Maaltidet ſkredet 
frem, og til Slutning bragte Käthe endnu et Fad med 
Giedder, Foreller, Aborrer og Karper og fatte det med 
ſynlig Glæde paa Bordet, idet hun meddelte Selſtabet, 
at hun idag havde fiſket i fine Damme i Haven og 
ſelv fanget alle disſe Smaadyr; og derfor vilde de 
ſmage hende bedre end de fineſte Lekrerier. Da ſagde 
Luther til hende: 

„Käthe, Du har flørre Glæde over de Par Fiſt, 
end mangen Adelsmand, der fiſker i adſkillige hundrede 
Damme og Søer og fanger mange hundrede Sneſe 


Dermed | 


Fiſk. Ak, Griſkhed og Wreſyge gjør, at vi ikke rettelig 
og med Lyſt kunne gjøre Brug af Guds Skabninger. 
Der ſidder jaa mangen en Gnier og ſpelger i ſtor 
Rigdom, har Guds Velſignelſe af alt og forſtaar ikke 
at nyde det med Lyſt og Nytte. Det hedder: den 
ugudelige ſkal ikke je Guds Herlighed; ja, han har ikke 
en Gang Syn for de nuværende Skabninger. Thi Gud 
velſigner os med dem, og da det ffer ſaa dagligdags, 
regner man det ikke for noget; var det fjældnere, vilde 
man [fatte det højere. Gid vi rettelig vilde tenke paa, 
hvilken Glæde og Lyſt der kan være ved Guds Skab⸗ 
ninger.“ ; ; 

Da nu Maaltidet var til Ende, opfordrede Luther 
fin Ven, Sangmeſteren Walther, til med Bordfællerne 
og Børnene at ſynge en Bordſalme, og de ældre ſang 
hiertelig med. Derpaa bad han fine Bordfeeller om 
at gaa ned i Gaarden og gjøre Keglebanen i Stand. 
En ſaadan lod han tit indrette efter Bordet for at 
ſkaffe fig en fund Bevegelſe efter Spisningen; han 


| plejede da gjerne ſelv at gjøre det forſte Kaſt. Hele 
| Seljfabet gik derpaa derned, og under megen Latter 


| og Spøg blev der faftet efter Keglerne. 


Naar en 


giorde et Fejlkaſt, fik han en Storm af Latter og 


Spydigheder over ſig, iſcer naar det var Melanchton 
eller en anden af de gamle lærde Herrer, eller vel 
endogſaa Luther ſelv. Da kunde han ſpsgende ſige 
til de unge Menneſker: 

„O, J kjere Kviriter“ (ſom han plejede at falde 
fine Husfceller) „lerer heraf, naar ogſaa J om nogle 
Aar komme i Embeder og Stillinger; naar denne bliver 
Borgmeſter, hin Kantsler, den tredie Bræft eller Skole⸗ 
lærer, da tenke han paa dette Kegleſpil. Her kan 
enhver af Eder fe, hvorledes hans Medſpiller gjør Fejl 
paa Fejl; enhver mener, at han vilde. have kunnet 
træffe alle Keglerne; men naar faa Turen kommer til 
ham ſelv at ſlaa, treffer han maaſke ikke en Gang 
Keglepladſen. Saaledes ſer mangen nu, hvor denne 


VBorgmeſter, Fyrſte, Kantsler eller Preſt griber fejl; 
ſaadanne Kunſter fare, og henholder Eder ganſke ſimpelt 


men kommer han ſelv en Gang til et ſaadant Embede, 
vil han gjøre lige ſaa mange og ſtore Fejl, ſom den, 
af hvem. han nu ler, fordi han mener at kunne 
gjøre det bedre. Derfor hovmode fig ingen, men have 
ſmukt Overbeerenhed med den anden; og om han tykkes 
at være dygtigere end fin Neſte, ſaa kan han dog 
ogſaa fejle, naar ikke Gud ſerlig leder ham med fin 
Aand.“ (Sluttes.) 


Niels Ebbeſen. 


Danmarks Glanstid i Middelalderen fik en brat 
Ende ved Valdemar Sejers Død 1241. Sagnet melder, 
at denne Konge en Dag, juſt ſom han vilde ſtige til 
Heſt, pludſelig faldt i dybe Tanker og blev ſtagende 
ſom maallos. Da hans Mænd endelig vovede at 


380 i SE 


vælfe ham af Tankedrommen, bod han dem at fare 
til „Kullemanden i Skaane” og ſporge ham, hvad det 
var, han tænkte paa. Sparet lød: „Den Herre og 
Konning tenkte oppaa, hvorlunde det fkulde hans 
Sønner gaa, naar han var gangen af Live; ſaa fig 
ham da for Sandingen faa, at Tvedragt og Orlog 
ſtulle de fan, men alle Konger blive.” Slige Sagn 
have for det meſte ringe hiſtoriſk Hjemmel, men ere 
dog ofte Spejl for en hiſtoriſk Sandhed. Spiren til 
den Forvirring og Oplosning, der gjorde de næfte 
Menneſkealdere til den markeſte Tid i det danſke Folks 
Levnedsløb, var allerede lagt dels ved den ſtedſe 
voxende Stormands⸗ og Preſtevcelde, og dels ved den 
fordærvelige Deling af Riget mellem Kongeſonnerne, 
der begyndtes under Valdemar Sejr og ſenere, til 
Danmarks Ulytfe, fortſattes gjennem Aarhundreder. 
En Rake af dels ſpage, dels uduelige Konger fulgte 
efter hverandre. Striden mellem disſe Konger og de 
ſelvraadende Stormend og Bisper blev med hvert 


Kongeſkifte ſtedſe hidſigere og mere fordeervelig for 


Riget og Folket. Riddertiden ſyntes at ſkulle faa en 
Efterglans under Erik Menved (1286 1319) men det 
var mere dens Glimmer end dens Aand, der gjen⸗ 


fødtes, og under hans Broder og Eftermand, Kriſtoffer | 


den anden, ſank Riget ned i den dybeſte Elendighed. 


flere Gange i Ledtog med Danmarks ydre Fjender for 
at hærje fit Fædreland. At han alligevel blev udnævnt 
til Konge efter Broderens Død, vidner nokſom om den 
Aand, der herſkede hos Flertallet af de verdslige og 
gejſtlige Stormend. De ſolgte ham Kronen imod den 
haardeſte Saandfæftning; der hidtil havde bundet nogen 
danſk Konge, og mente ſaaledes at ſikkre fig ſelv Herre⸗ 
dommet. 
bundet af Henſyn til Eder og Lofter, ſom til Wrens 
Bud og Fædrelandets Tarv. Inden et Aar var omme, 
havde han brudt Haandferſtningen i alle dens Punkter 
og var tillige i aabenbar Kamp med Stormendene, der 
ikke betænkte fig paa, til egen Fordel, at tende Borger⸗ 
krigens Luer og ſage Hjælp hos fremmede, meſt tyfke 
Fyrſter og Lykkeriddere. J Farſtningen blev Kongen 
den ſejrende, men Bladet vendte ſig, da han i Aaret 


1325 kom i Strid med de holſtenſke Grever, Johan 


og Geert, om Vergemaalet for den afdøde Hertug Erik 
af Sønderjyllands umyndige Son, Valdemar. I Slaget 
pan Heftebjærget ved Slesvig led Kongen et afgjørende 
Nederlag, og nu fif Stormændene Mod paany, opſagde 
Kongen Huldſkab og Troſkab, forbsd Menigmand at 
lyde ham, og udnævnte Grev Geert til „Danmarks 
Riges Hevidsmand“. Om „den kullede Greve“, ſom 
Holſtenerne have kaldt „den ſtore“, ſiges der, at han 
fra forſt af havde boet paa et Kornloft i Rendsborg 


inden⸗ og udenlandſte Herrer. 


Men denne Nidding folte fig lige faa lidt | 


og ilke ejet andet end ſine Vaaben og nogle Jagt⸗ 
hunde; men ved Krigermod og Snuhed til at nytte 
alle Midler for at naa fit Maal, havde han ſpunget 
fig op til fin daværende Herfkerſtilling. Det forſte, 
han foretog ſom Danmarks Hovedsmand, var, at føre 
den ellevegarige Dreng Valdemar af Slesvig til Viborg 
Ting, og der faa ham givet Kongenavn, imod at de 
ſtore fik en Haandfeeſtning, ſom de ønffede, og Geert 
Sonderjylland ſom arveligt Len. 
ligefrem udſkiftet mellem de holſtenſke Grever og andre 
Snart bleve Greverne 
dog kjede af „Kongedrengen“, jaa de afſatte ham igjen 
og gar ham Sønderjylland tilbage. Dét varede heller 
ikke længe, inden Ransmændene bleve uenige om 
Byttet. Kong Kriſtoffer, der var flygtet til Meklen⸗ 
borg, blev endog Faldet tilbage, men kun for at ſpille 
den ynkeligſte Rolle og dø i Foragt. De fremmede 
Herrer ſkaltede nu efter Hjertens Lyſt i det ulykkelige, 
ſonderrevne Land: 

Danſken var fredløs i Skov og paa Hede, 

Herrer vi havde af Himmelens Vrede, 

da Tyſkerne reves om Danmark. 

Men „naar Noden er ſtorſt, er Hjælpen næft”; 

bette gamle Ord i Folkemunde blev ſtadfeſtet i den 


ſtorſte Fare, der har truet vor folkelige Tilverelſe. 
Som Prins havde han faaet Eſtland en Del af Hal⸗ 
land og Samsø til Len, og i denne fin Stilling var 
det ham ikke nok at flutte fig ſammen med oprorſke 
Stormend inden for Landets Greenſer, men han var 


Jyderne rejſte fig mod Grev Geerts Tyranni; Mange, 
baade „Adel og Menige“, grebe til Vaaben. Grey 
Geert ſamlede da en mægtig Her, iſcr af tyſke Leje⸗ 
tropper, for at kue de gjenſtridige. Hæren delte han 


mellem ſig og fine Senner, Rov og Brand tegnede 
dens Spor; endelig kaſtede han fig med 4000 Mand 


ind i Randers. Hvad enten det var hans Henſigt, 
ſom en af de gamle Kroniker ſiger, at udrydde den 
jyſke Adel og udſkifie Landet mellem fine Tyſkere, eller, 
ſom andre melde, paany at gjore Valdemar til Konge 
af Navn og da ſelv tage Sonderjylland — i hvert 
Tilfelde blev Geert den raadende, og det blev Dan⸗ 
marks Tilveœrelſe, hvorom Kampen ſkulde ſtaa. 

J denne Afgjorelſes Stund er det Niels Ebbeſen 


| træder frem. 


Om Niels Ebbeſens Slægt haves ingen ſikre 
hiſtoriſte Vidnesbyrd; men der ligger heller ingen ſtor 
Vægt paa, hvilfen Adelsſlegt han tilførte; thi ved fin 
Daad har han ſelv ſkrevet fig det bedſte Adelsbrev. 
Ligeledes er man i Uvished om, hvor hans Gaard 
har ligget. Nogle mene, at det var Norreris, tre Mil 
nordeſt for Viborg, andre at det har været Norringris 
i Folby Sogn, nordveſt for Aarhus, hvor en ald⸗ 
gammel Eg, der bærer hans Navn, endnu ſkygger over 
en Borgtomt. Der ligger heller ikke ſtor Vegt paa, 
hvorfra han kom; Hovedſagen er, han kom og kom 
i den rette Time. 

Efter de troveerdigſte Kilder var det Natten til 
den Iſte April 1340, at Niels Ebbeſen drog til Randers 
for at fælde den kullede Greve. Fulgt af 63 „kyndige 


Danmark blev nun 


381 


Mænd” vovede han det driſtige Overfald paa Greven, 
midt i dennes egen, af flere tuſende Mænd beftaaende 
Heer. Da han var kommen over Broen, lod han 


Plankerne løsne — Kempeviſen ſiger, at det var hans 


Soſterſon, „den liden Sven Troſt“, der vifte ham den 
Tjeneſte, at kaſte Broen af, da de vare komne tilbage — 
ſatte Ild paa nogle Huſe og lod Trommen ſlaa. Saa⸗ 
ledes ſiger en gammel Hiſtorieſkriver, medens Kampe⸗ 
viſen melder, at det 
var førft, da Greven 
var fældet, at Trom⸗ 
merne rertes. Der⸗ 
neſt beſatte han et 
Vagthus i Nerheden 
af Grevens Bolig og 
fuldførte derfra Over⸗ 
faldet. Holſtenerne 
have villet fremſtille 
dette ſom et Snig⸗ 
mord, men ere komne 
daarligt fra Beviſet. 
Det var ikke om 
Natten, Greven feld⸗ 
tes, men efter at han 
var ſtaaet op og 
havde „leſt de Lide, 
ſom Dagen tilhorede“, 
det var nemlig Søn- 
dag. Saaledes mel⸗ 
der en gammel tuyſk 
Hiſtorieſkriver, og det 
har altſaa været i 
Morgenſtunden, om 
end garle. Det var 
heller ikke i ſin Seng, 
han blev dræbt; thi 
den ſamme og en an: 
den gammel Hiſtorie⸗ 
ſkriver ſiger udtrykke⸗ 
lig, at det kom til 
Kamp mellem Niels 
Ebbeſen og Greven, 
og at dennes Raab 
hidkaldte nogle af hans 
Mænd, der faldt med 


(„For Ide og Virkelighed“, 1869). Den neermeſte 
Folge blev, at Lejehæren oploſte fig og drog hærjende, 
i mindre Hobe, ſydpaa, forfulgt af Bonderne til 
Grenſen. Men Krigen maatte føres en Tid endnu 
med Grevens Senner. Niels Ebbeſen og hans trofaſte 
Jyder fif imidlertid ſtedſe mere Mod og fortſatte troſtig 
den begyndte Kamp til Fædrelandets Redning. Vi 
here ſaaledes, at han den 2den Maj ſlog Holſtenerne 

i ved Skjern Aa, hvor 
de vare i Færd med 
at befæfte Lundenæs 
Slot. „Alle Sjæles 
Dag“ (2den Novem- 
ber) kom det ved 
Skanderborg til et 


| 
| 
| 


blodigt Slag med 
Grevens Søn Jeern⸗ 
Henrik. Her faldt 


Niels Ebbeſen tillige⸗ 
med 2000 af ſine 
Meend, og Holſtenerne 
fortælle, at de lagde 
hans Lig paa Steile. 

Imidlertid var der 
blevet faldet paa Bal: 
demar, Kriſtoffer den 
andens Son, der le⸗ 
vede ſom Flygtning 
i Tyſkland. Denne 
ſnilde Prins nagede, 
ved Sjeelp af den 
brandenborgſke Mark⸗ 
greves Megling, at 
faa et Forlig i Stand 
med den ſonderjyſke 
Hertug og Greveſon⸗ 
nerne, og blev der⸗ 
paa af Jyderne hyl⸗ 
det til Konge pan 
Viborg Ting St. 
Hans Dag 1340. 
Bed det foreløbige 
Forlig i Spandau 
(23de April) havde 
han maattet love, ikke 


ham, medens andre, 
vel af Frygt, holdt 
fig tilbage. Forſt efter at han var fældet, kom Hol⸗ 
ſtenerne paa Benene, og Niels Ebbeſen trak fig fæm- 
kende tilbage til Broen, hvis loſe Planker han kaſtede 
af efter ſig. 8 ; 
Grevens Fald var af ſtor politiſk Betydning. 
„Jorden ryſtede under Holſtenernes Fødder, Odden 
var brudt af det grevelige Sværd”, ſiger A. D. Jor⸗ 
genſen i ſin fortrinlige Afhandling om Niels Ebbeſen 


Niels Ebbesen ak Narreris. 


at tage Niels Ebbe⸗ 
ſen og hans Medfor⸗ 
| bundne i Veſkyttelſe; men denne Beſtemmelſe fik 
han ud af det endelige Forlig i Lybek, et Vidnes⸗ 
byrd om, at han har ſet, hvor meget deres Kamp 
havde at betyde for ham og hans Gjerning: at ſamle 
det delte Rige igjen. Og i det ſtjonne Sagn, ſom 
Kampeviſen har bevaret, om den fattige Kvinde, der 
gav Niels Ebbeſen det ene af fine to Brad, ſpejler 


(Billedstatte ak F. E. Ring). 


fig den Kjærlighed og Taknemmelighed, hvormed Folket 


den Gang faa paa Niels Ebbeſen og hans Heltedaad, 
en Kjærlighed og Tak, der ſkal leve i Danmarks Hjerter 
til den ſildigſte Slægt. Lad Fjenden prale af den 
Hœvn, han tog over den døde Helt, lad Holſtenerne 


reſſe Mindesmerker for den kullede Greve — i Dan⸗ 


mark ſynges der om Niels Ebbeſen, og ſynges, ſaa 
længe der er en danfk Tunge: 

Aldrig hans Minde lægges i Mulde, 

han var Forer for Jyderne hulde, 

da Tyſkerne reves om Danmark. 


Holberg ſiger i ſin Danmarkshiſtorie om Niels 


Ebbeſens Daad: „Gjerningen var ſandelig ſaa ſtor og 
heroiſk, at faa udi Hiſtorien kan lignes dermed. Og 
naar man betragter den ſerdeles gode Virkning, ſom 
. Den havde, maa man forundre fig over, at intet Monu⸗ 
ment eller Wreſtotte blev rejft til denne Mands Ihu⸗ 
kommelſe“. Dette har ogſaa flere Gange været paatenkt, 
navnlig i 1840. Planen blev da lagt til Side, viſtnok 
nermeſt af Henſyn til Holſtenerne, ſom den Gang vare 
den danſke Konges Underſaatter. Ogſaa ſenere har 
Tanken været fremme, og er nu atter vaagnet hos flere 
danſkfle Mend og Kvinder. En af vore Kunſtnere, 
Billedhugger Ring, har været villig til at træde i 
dens Tjeneſte. Den foran aftrykte Afbildning viſer 
en Billedſtotte, ſaaledes ſom Kunſtneren har tenkt ſig 
Mindesmerket for den fœdrelandſke Helt. Hvis det 
lykkes ved Bidrag fra Medborgere at fan de fornødne 
Midler, er det Tanken at rejſe Mindesmærket paa 
Torvet i Randers, hvor Niels Ebbeſen begyndte ſin 
Kamp til Danmarks Frelſe, ved at fælde dets verſte 
Plageaand. Mindesmærket vil da være et ſynligt 
Vidne om, at det danſke Folk trofaſt har bevaret, og 


gjennem Tiderne vil bevare Mindet om den Mand, 


ſom det, næft Gud, har at takke for, at det, efter den 
tungeſte Nattetid, atter blev Dag i Danmark. 
M. J. Termanſen. 


g Indbydelſe 
til et Mindesmærke i Randers for Niels Ebbeſen. 


„Ham kan Du takke for, at Danft er til, 
at Du et Fædreland urgammelt ejer, 

at med ſit Frelſenskors i Kampens Ild 
det himmelfaldne Dannebroge vajer. 


Evropa, 


| 
| 
| 
| 
! 
| 


|| 


1830 


— ——-¼Ü -¼˙ — -—⅛— - — — ͤôdlmꝛ 


. 


Ja ham, hvis Kæmpejværd Tyrannen ſlog, 
ham kan Du takke trindt i Mark og Skove, 
at end Du trylles af Dit Fedreſprog 

i Skjaldeſang, i Tale og i Bog, 

og at Du bygger under danſke Love.“ 


Kaalund. 


Den Erkjendelſe, der ſlaaende udtaler fig i disſe 


Digterens Ord, henvender ſig nu til os gjennem det 


Kunftvært, hvortil Udkaſt foreligger i Billedhugger 
Rings af Folkethingsmand Termanſen i ſoran⸗ 
ſtaaende Skildring omtalte Arbejde. Allerede Hol⸗ 
bergs ſkarpe Blik ſavnede et Mindesmeerke for Niels 
Ebbeſens Daad, der gjorde ham, ſom Udtrykket og 
Redſkabet for den af Middelalderen opvaagnende Folke⸗ 
aand, ſerlig til Jyllands Nationalhelt, og hvad enten 
der ſes hen til Planens Snildhed eller til Udfarelſens 
Driſtighed eller til Fædrelandets deraf fremgaaede 
Gjenfodelſe, er eneſtaaende i den danſke Krigshiſtorie. 
Nu bor det ikke længere udfættes at rejſe et ſaadant 
Mindesmerke i den By, hvor Daaden fuldbyrdedes. 

Vi indbyde Derfor danſke Mænd og Kvinder til 
at yde Bidrag til Udføreljen af Billedhugger Rings 
Udkaſt paa et pasſende Sted i Randers By. 

Bidragene bedes behageligen tilſendte Komiteens 
Kasſerer, Kjobmand Heerfordt i Randers. 

Komiteen for Niels Ebbeſens Mindes marke. 


Calſtorrelſer i Billeber. 
Med Sophus Tromholt. 
VI. 
Jordens Jernvejsnet. 
Den ſamlede Længde af Jordens Jernveje udgjorde: 


ER 44 Mil. 1855... . 9,090 Mil. 
18385 die 14,250 — 
1849 NN ties 19,350 — 
184% 2.2 — 1873. 36,000 
1850 5,070 — (rr 


J fidflanførte Aar havde Evropa 17,150 Mil 
Jærnvej, Amerika 16,850, Aſien 1,400, Avyſtralien 325 
og Afrika 275 Mil. — Disſe Forhold ere fremſtillede 
pan Fig. 1. i 3 

Vare alle Jcrnveje ſamlede til en, kunde denne 
lægges 7 Gange omkring Jorden. Et Tog, der kjorer 


—— — = ＋ 
Amerika. A. A/. Av. 


Fig. 1. 


4 Mil i Timen, vilde tilbagelægge en ſaadan Vejs | 


længde i 1 Aar og 10 Dage. 


Med hvilfen Hurtighed Jeernvejene ere forsgede, 


fremgaar ogſaa af følgende Sammenligning. J Drift 
vare: 


5 1860. 1874. 
i England 2,240 Mil. 3,600 Mil. 
i Tyſkland o 3 ØDD 
i Frankrig Di 2,400 — 
F e 2150 
i Rusland 185 2,000 — 
Salen ss ar . 1,040 — 
Spanien 222 730 — 
F 230) rn seasg 425 —. 
rig F DO == 
i Holland BD SER SYN: 
e DESn BEN] 15] URRSSAES BE rr 215 — 
F . 180 — 


Disſe Tal ere anſtueliggjorte i Fig. 2, der er 
tegnet i en 10 Gange faa ſtor Maaleſtok ſom Fig. 1. 


England 
Tyskland 

Frankrig 

Østrig TTT 
Rusland 
llalien 
Spanien 
Belgien 
Sverig 
Holland 
Svejts 
Tyrkiet 


for Ojebikket er her 170 Mil i Drift. 


Den til Venſtre liggende Del af hver Linie betegner 
Længden af det tilſvarende Lands Jeernveje i Aaret 
1860; hele Linien angiver Icernvejenes Længde i 1874. 

Danmark havde i Aaret 1860 en 15 Mil lang 
Særnvej (mellem Kjøbenhavn og Korsør, anlagt 1856); 
Denne Stræt- 


| ning vilde af ovennævnte Tog, der kjerer 4 Mil i 


Timen, kunne tilbagelægges i 42 Timer. 
De ſamlede Omkoſtninger ved Anlæget af alle 


Jordens Jeernveje kunne anſlaaes til 60,000 Millioner 


(| 
| 


Kroner. 


til 410 Millioner. 


Vægten af ſamtlige Skinner udgjør henimod 
660 Millioner Centner, Antallet af Sveller kan ſettes 
Der findes omtrent 5,000 Lokomo⸗ 
tiver, 100,000 Perſon⸗ og 1,300,000 Godsvogne. 
Den daglige Befordringsvoegt anſlaar man til 70 
Millioner Centner. 

Anleeggelſen af Jeernvejene har havt en ſaadan 
Indflydelſe paa Udviklingen af Handel og Omſektning, 
at ſelv de driſtigſte Forventninger ere blevne overtrufne, 
og navnlig: har Godsforſendelſen taget et Opſving, 


Fig. 2. 


ſom man tidligere ikke vilde have holdt for muligt. og aandelige Synskreds. 


Forſt og fremmeſt maa man ſoge Jernvejenes Betyd⸗ 
ning deri, at de med Henſyn til Befordring af Per⸗ 
ſoner og Gods afkorte den i vore Dage jaa vigtige | 
Storrelſe, ſom vi kalde „Tid“ („Tid er Penge”). 


Klasſer, for hvilke det tidligere var meget vanſkeligt at 


| 


Af ſtor Vigtighed er den 
hurtige Fremſendelſe af Poſten med dens Breve, Aviſer, 
Pakker og Pengeforſendelſer. Den Udvikling, Avis⸗ 
forholdene have taget, var kun mulig ved Jernvejenes 


| og Telegrafens Hjælp. 
Denne Fordel er navnlig af Vigtighed for de lavere 


foretage ſelv mindre Reiſer, f. Ex. i Forretnings⸗ 
anliggender, eller for at opjøge Arbejde, for at uddanne | 


eller forfriſke ſig. Hovedforhindringen laa i de tid⸗ 
ligere Rejſers lange Varighed og det deraf folgende 
Tab af Arbejde og Forsgelſe af Forteringsomkoſtninger. 
Afſtande, til hvilke man fordum brugte Dage, blive 
nu tilbagelagt i Timer. Værd at lægge Marke til 
er ogſaa Bekvemmelighederne i Jernvejsvognene, ſam⸗ 
menlignet med Kjøretøjerne i gamle Dage. Den rige, 


Jeernvejenes Betydning for Godsforſendelſen ſkyldes, 
foruden den hurtige Befordring, endnu Billigheden af 
Fragten. En hurtig Forſendelſe er af Vigtighed for 
Artikler, der raſk ſtige eller falde i Pris, eller ſom let 
fordeerves. Eller ſom ved Mangel hurtigſt muligt maa 
erſtattes. Den kortere Tid, der medgaar til Varernes 


Forſendelſe, frigjor Kapitaler, dels derved, at Omſckt⸗ 
| ningen gaar hurtigere for fig, dels ved at der behøves 
mindre Forraad, fordi det manglende let kan erſtattes. 


der fordum kunde ſkaffe fig ſtorre Hurtighed ved egen 


Befordring eller ved en koſtbar Extrapoſt, kommer nu 
ikke hurtigere afſted i fin J. Klasſes Vogn, end den 
fattige, der fjører paa III. Klasſe i ſamme Tog. Jern⸗ 
vejene have lagt Lande og Provinſer nærmere til hin⸗ 


anden, og i høj Grad udvidet Menneſkets legemlige 


Denne Lettelſe for Handelen og de mindre Drifts⸗ 
kapitaler foranlediger en Forøgelje af Handelsvirkſom⸗ 
heden, og ved den tiltagende Konkurrence en Udjævning 
af Priſerne. Befordringsomkoſtningernes Nedſettelſe 
til 1/5 af den tidligere Pris tilſteder at forſende Godſet 
5 Gange længere, og Afſctningskredſen for vedkom⸗ 
mende Artikel bliver derved 25 Gange ſtorre end for. 
Rigtignok er mange Steder den billige Pris for Levnets⸗ 


É 
* 
K 


og ud af Skoven gik det, ſjokkende og ſlebende. | 


TV 


SNS 


midler og Arbejde forſpunden, men til Gjengjæld ere 
ogjaa i de Lande, hvorhen der føre Zærnveje, de Lider 
forbi, da der kunde herſke fuldftændig Mangel, Dyrtid 
og undertiden forfærdelig Hungersned. 


Æventyr i Folkemunde. 
Hamlede af Severin Kar. 


—— 


2 


Raven, der nos. 
Mikkel Ræv ſtak Neſen ud af fin Hule. Solens 
milde Straaler kildrede ham i Neſen, jaa han maatte 
nyſe. 

„Om,“ ſiger han, „der vil nok mode mig noget 
mærkeligt i Dag, jeg nyſer faſtende paa god Lykke, 
god Fangſt, en fed Davre.“ ; 

Saa løb han ad Skoven til. 

Inde i Skoven gik en gammel So med en hel 
Flok Smaagriſe. „Aa,“ ſiger Mikkel, „giv mig en af 
Dine ſmaa at ede, jeg er faa ſulten.“ 

„Det er ikke for det,“ ſparer Soen, „en kunde 
Du nok faa; thi jeg kan alligevel ikke føde dem alle; 
men ſaa maa Du forſt ringe til „Gilles“ for mig, for 
jeg har ikke holdt min Kirkegang endnu.“ — „Hvordan 
ſtal det gaa til med at ringe?“ — „Du tager bare 
og bider og rufker mig her i mit ene Bagben, det 
kalder vi at ringe“, ſagde Soen. 

Raven ſyntes at det var billig Fortjeneſte; han 
tog og bed Soen i Laaret, ruſtede dygtig, ſaa hun 
maatte ſtrige og hvine i vilden Sky. Men da kom 
alle Skovens Oldenſvin, Ornerne med; de fore over 
Ræven, bed ham og ſtodte ham, jaa han hylede af 


384 


Du gaar ned 
Du har jo et uſcdvanligt ſtort Gab, og jeg gaar op 


Smerte; endelig ſlap han dog fra dem og lob. 

Dybere inde i Skoven traf han paa et Føløg, | 
der git med to Fol. „Giv mig et af Dine Fol,“ bad 
Ræven. — „Det kan jeg ogſaa,“ ſagde Hoppen, „thi 
jeg kan alligevel kun føde det ene; men jaa maa Du 
forſt gjøre mig den Tjeneſte, at pille mig en Tjornetorn | 


ud, ſom jeg har faaet ſtukket op i min venſtre Baghov.“ 
Hoppen lettede Benet, Raven kom med Snuden; men 
da flog hun ham ſaadan en paa Munden, jaa han | 
trillede hen i Greesſet. | 

Længe laa han og ſundede fig, kom ſaa endelig 
jaa meget til ſig ſelv, at han kunde kravle afſted paan!, 


Henne paa Brinken ſtod en gammel Vædder med 
ſtore Kringelhorn. ; 

„Lad mig æde Dig, jeg er ſaa ſulten, at Tarmene 
ſkrige i Livet paa mig,“ ſagde Mikkel til Mads. — 
„Lad gaa”, ſparede Vedderen, „det er ſnart Mikkelsdag, 


| Forenede Stater 7 Pd., i Frankrig 2¼ Pd. 


jaa ſtal jeg flagtes alligevel, jeg kan da lige faa godt 
ſpringe i det, ſom krybe i det; jeg ſagde ſpringe“, 
vedblev Mads, „rigtig, ganſke rigtig. Hor, Du Mikkel, 
for Bakken, ned i Moſen og gaber op; 


paa Banken, tager Tillsb, og ſaa — ſpringer jeg lige 


lukt i Gabet paa Dig; Du har mig faa paa en Gang. 
Jeg maa da fylde noget, kan jeg tro.“ i 


Ræven gik ned i Moſen og ſtod og gabede, vendte 


I Øjnene i Hovedet og gabede endnu højere, jaa Munden 
| var nær ved at gaa af Led, da kom Vædderen lobende 


ned ad Brinken, gav ham et Stød, jaa han ſked 


Sovedleg ned i Zørvegraven, Hver Gang han naaede 


Kanten af Graven, fif han et nyt Stød; træt og mat 
maatte han da vende Snuden ad den anden Kant og 


| pjajfe i Land der. Vaad og forſlaaet, ſom en fluføret 
Hund, ſlentrede han over ad Skoven til; det var i 


Solſiden han kom, der lagde han fig under en Bøg 
for at torres i Solſkinnet. 

„Om, hm!“ mumler Ræven, mens han ſoler fig, 
„nes jeg ikke faſtende, paa god Fangſt, paa fed Davre; 
men ſikten Davre. Jeg tenkte nok, at der vilde 
hændes mig noget merkeligt! Men, hvor jeg dog har 
været dum, at jeg kunde tro, Soen ſtulde give mig 
en af fine ſmaa at æde; hvor heſtedum, at bilde mig 
ind, at Øget ſkulde give mit fit Fol. Mikkel, Mikkel! 
Værft var dog den med Vedderen, at jeg Tosſehoved 
kunde tro, at han med ſine ſtore Kringelhorn kunde 
løbe luft i mig; hvor har jeg været henne med min 
loppriſte Snuhed? Om, hm! Kloge Høns gjør og 
i Nelder.“ 

Men oppe i Zræet, hvorunder Ræven laa, fad en 
"Mand med fin Øre, ganſte ſtille ſad han og lyttede 
til Rævens Tale; ſaa lod han fin Øre falde, og den 


| faldt lige ned og huggede Rævens Hale af. 


„Saa!“ ſagde Hæven, „man kan da heller aldrig 
ſnakke et halvdraget Ord, uden at lade Halen det vide“. 
Da lob han halelss til ſin Hule. 


Smaating. 


Kaffe. J England bruger hver Indbygger giennemſuitlig 
1½ Pd. Kaffe om Aaret, i Tyſkland 4 Pd., i Daumark 5 ½ Pd., 
i Svejts 6 Pd., i Belgien 8 ¼ Pd., i Holland 10½ Po., i de 
J intet Land er 
Brugen. af Kaffe faa ſtor ſom i Kalifornien, der bruger hver 
Indbygger aarlig 20¼ Pd. 


Oplosning fra Nr. 47: 
Avl — Gavl — Sarl — Tavl. 


Indhold. En Dag af Luthers Liv, efter Lindner ved Sophus Trom olt 


(Fortſat). — Niels Ebbeſen, af N. J. Termanſen, med Billede. 
N — Judbydelſe til et Mindesmeerke i Randers for Niels Ebbeſen. 
Talſtorrelſer i Billeder, ved Sophus Tromholt, med 2 Tegninger. - 
Évenfyr i Folkemunde, ſamlede af Severin Kjær, 2. — 
Smaating. 


„Husvennen“, Villedblad for Mlorſbabslasning, Opfysning og Husſlid, 
Billeder, lil 1 Krone Fjerdingaaret, frit lilſendt. 


udkommer lil feer Søndag med et 16. ſpaklel Arz, ſorſunek med flere a 


veri Fſerdingaar medfølger gratis el flort ſmußl Cillcgsbillede. Bladet kan beſlilles paa 


eihvert Pofikontor og Nrepfamlingsfled, i enhver Bogfade ſamt i Kjøbenhavn aa Susvennens Sovedkontor Veſlerbrogade, (Axelhus) 2 B. 
Try kt Has Udgiverens Horlas hos J. II. Schultz. 9297 


3. Aargang 


N 


. Nr. 40. Sondugen d. 3. Segteuber 1876. 


Paa Skovvejen. 


„Saa ofte har jeg plukket en Stjerneblomſt itu, | 
Mage til den, ſom Du rakte mig nu. | 


Snart Svaret var: „hun vil“ og ſnart: „nej, hun vil ikke“ 


nu ſynes jeg, jeg lœſer et „vil“ i dine Blikke.“ | 
| 


Da fin Tale han med Angſt og Stjælven begyndte, 
jaa, flittigt og ivrigt hun med Strompen fig fkyndte, 


„Du ffal ej mere ſporge den lille Blomſterſtjcerne, 
jeg vil være Din, o, jaa inderlig gierne!“ 


Anna Winkel Horn. 


En Dag af Luther's Liv. 
Eſter Lindner ved Sophus Tromholl. 
(Stutttt) 


ue bad nu fine Gjæfter om at begive fig ud i den 


Have, han havde uden for Elſterporten, hvor de 


vilde tilbringe Aftenen ſammen. Han ſelv og Jonas 


ſkulde forſt hen at troſte et ſtakkels Skriftebarn, der 


led af allehaande Anfegtelſer; men ſenere ſkulde han 
komme ud til dem. 

Saaledes ſkete det; Skriftebarnet var en from 
Adelsfrue, Felicitas von Selmitz i Wittenberg, Enke 
efter den 1519 i Halle myrdede Adelsmand Hans von 
Selmitz; hun maatte ofte fjæmpe med en merk Tung⸗ 
ſindighed, og bad Luther om at ſtaa hende bi med fin 
Troſt. Til hende gik han nu med Jonas; de blev der 
en Timestid, horte med flor Taalmodighed paa hendes 
Klager og indgav hende Mod. 


elendige Stilling, og Tungſindigheden fik aldeles Magt 
Dvev ham. Da fan han en Morgen fin Käthe i Sorge⸗ 
dragt. Forbavſet ſpurgte han: „Hvem er død?” - 

„Det ved Du ikke?“ ſparede Käthe, „den kjcre Gud i 
Himlen er dd“. — „Men Käthe, hvor kan Du være 
jaa naragtig at komme med den Taabelighed: hvorledes 
kan Gud i Himlen do? han er jo udedelig og vil leve 
evindelig!“ — „Er det ogſaa ſikkert, lille Mand?“ — 
„Hvor kan Du tvivle paa det; ſaa ſikkert ſom Gud er 
i Himlen, ſaa ſikkert er han udødelig!” — „Det ved 
Du! og dog ec Du ſaa kuet og ſorrigfuld? Lever 
Gud i Himlen, hvorfor vil Du da ikke jætte Din Lid 
til ham?“ Da mærkede jeg forſt, hvilken klog Kone 
jeg havde, og blev nu Herre over min Tungſindighed 
og mine Anfegtelſer. — En anden Gang treſtede Dr. 
Bugenhagen mig med kraftige Ord. „Vor Fjære Gud 


Derpaa fortalte han 

hende to Tildragelſer fra fit eget Liv. En Gang havde | 
han været i hej Grad anfægtet og nedbsjet over ſin 
egen Synd, over Verdens Ondſkab og over Kirkens 


tenker uden Tvivl i fin Himmel: hvad ſtal jeg dog 


giore mere ved dette Menneſke? Jeg har givet ham 
ſaa mange herlige Gaver, og dog vil han tvivle om 
min Naade!“ Disſe Ord vare mig en overmaade herlig 
Troſt og feſtede fig i mit Hjærte, ſom om en Engel 
ſelb havde talt dem. Saaledes ſiger jeg ogſaa nu til 
Eder: Gud maa tanke, hvor har jeg ikke fat alt paa 
denne Kone; hun er mit dobte Barn, for hende har 
jeg givet min enbaarne Son til Doden og frelſt hende, 
jeg giver hende mig ſelv med alle himmelſte Goder i 


den hellige Nadvere, og dog vil hun tvivle om min 


Naade. Derfor, naar Anfegtelſen kommer, da bort 


med Øjnene fra Eders egen Synd og Brode, og ſe hen 


til Eders Daab og til ham, der bar Eders Synd paa 
Korſet. Det giver Eder atter friſt Mod! Djævelen 


jer intet hellere, end at J piner Eder med Eder ſelv, 


og derover taber den Herre Kriſtus af Syne“. 
Netop i denne Retning havde Luther ſtore Evner, 


386 


og han blev derfor ogſaa næften beſtormet, baade 
mundtligt og ſkriftligt, af Folk, der trængte til Trøft. 
Han forſtod ogſaa at tale faa indtrængende, at den 


| nævnte Kone en Gang ſagde, at naar Luther havde 
| været hos hende, ønffedbe hun intet mere længfelsfuldt, 


end at hun maatte lukke fine Øjne for aldrig mere at 
aabne dem. En ſaadan Lyſt til Døden, en faadan 
Glæde følte hun, naar han. havde talt med hende, i 
den Grad var hun fin Guds Kjærlighed og hans Naade 
bevidſt. 

Eſter dette Sjæleførgerbeføg tog Luther og Jonas 
Vejen ud til Vennerne i Haven Ligeſom de vare 


ganede gjennem Elſterporten og havde Fæftningens 


Mure bag ved ſig, bad en Tigger dem om en Gave. 
Luther rakte ham fin Sfærv; ogſaa Juſtus, der var 
noget paaholden, traf Pungen frem og ledte længe i 


den, indtil han fandt en Smaaftilling. Han gav Tig⸗ 


geren den med de Ord: „Hvem ved, hvor og hvorledes 
Gud en Gang giver mig den igjen!” Da de havde 
gaaet nogle Skridt, ſagde Luther ſmilende: 

„Se, je, Juſte, jeg havde dog ikke troet, at Du 
var ſaadan en gammel gran Hykler. Du bærer Dig 
ad, ſom om den kjcre Gud ſkulde give Dig Din Al⸗ 


misſe tilbage, og Du ved jo dog, at det er Dig. ſom 


giver ham den tilbage; havde han ikke forſt givet Dig, 
hvorledes vilde Du da have kunnet give Tiggeren Din 
Skœrv. Og Du giver jo dog kun af Din Overflod; 


i Tuſendfold har Du faaet det, og Du kagler ſom en 


Hone, naar den har lagt et Wg, fordi Du igjen giver 
en Tuſendedel fra Dig“. 

Juſtus Jonas var allerede vant til ſin Vens 
Ribbensſtod, og tog taalmodig imod dem, uden at Ven⸗ 
ſkabet led Skaar, og ſaaledes naaede de, ſom den milde 
Sommeraften brød frem, ud i Luthers Have. Denne 
laa i en lille venlig Univerſitetsſkov, og her tilbragte 
Luther gjerne ſine Aftener i ſin Families Kreds. 

De fandt Selſkabet ſamlet. Børnene ſtsjede om⸗ 
kring i Grusgangene og i Gronningerne; de ældre 
Mænd og Kvinder ſade dels foran det lille Havehus, 
dels havde de lejret fig paa Grønfværet eller gik frem 
og tilbage i livlig Samtale. Næppe havde den lille 
Magdalena faaet Oje paa Faderen, førend hun ilede 
ham i Mode og tilhviſkede hau: 

„Fader, glem ikke de ſtakkels Fugle; ſer Du, der 
henne i Hjornet ſidder Wolfgang og de ſtore Drenge; 
de have ſtrax Fuglegarnet færdigt og ville opſtille det 
i Morgen“. 

„Ver kun rolig, mit Barn“, ſparede Luther, „jeg 


fkal nok faa dem til at lade Dine Smaafugle i Ro“. 


Han lod Selſkabet være ene et Ojeblik og gik ind 
i Huſet, hvor han altid havde Pen, Blak og Papir, 
for ſtrax at kunne ſkrive, naar der faldt ham noget 
ind. Efter at han her havde fkrevet en halv Times 
Tid, blandede. han fig mellem de øvrige og oplivede 
Selſtabet med fin muntre Underholdning. 


| 
| 


ver 


9 
N 


x 587 


Det varede ikke længe, fan kaldte Fru Käthe til 
Aftensbordet; da det imidlertid var umuligt at beveerte 
det talrige Selſkab paa en Gang paa it og ſamme 
"Sted, faa fordelte de fig, ſpiſende og ſladrende rundt 
om i hele Haven, hvor de kunde faa Plads. Kun de 
ældre, mere anſete Gjeſter ſamledes paa Runddelen 
uden for Havehuſet. Maaltidet gik for fig paa den 
ſedvanlige Maade under alvorlige og ſpsgefulde Sam⸗ 
taler, Luther maatte fortælle meget, og gjorde fit Bedſte 
for at underholde Gæfterne. Til ſidſt bad han hele 


Selſkabet om at ſamles paa den ſtore Gresplet midt | 


i Haven; han havde en Skrivelſe at forelæje for dem, 
ſom han nylig havde modtaget. Da alle havde lejret 
ſig, traadte han ind i deres Midte, trak et Ark Papir 
op af Lommen og gav fig til at leſe: 

„Hojgunſtige og højlærde Hr. Dokior Martin 
Luther, Preſt i Wittenberg! Vi Drosler, Finker, 
Iriſker, Stillitſer foruden flere andre fromme, ærbare 
Fugle, der dette Efteraar fkulle rejſe over Wittenberg, 
kundgjere Eder herved, at et Menneſke, kaldet Wolfgang 


Sieberger, Eders Tjener, har underſtaget fig at iverk⸗ | 
jætte et i hejeſte Grad ſtjendſelsfuldt Foretagende af | 


indædt Had og Brede imod os; han vil forbyde vore 
fjære Venner og os alle at flyve i Luften og at ſamle 


Korn paa Jorden; han vil fratage os den Frihed, Gud | 
har givet os; han ftræber os efter Livet, uagtet vi | Ord; men den fjælfe Hans tog ſig af ham og ſagde: 
aldrig have gjort ham noget, eller fortjene en ſaadan 


Da bette, ſom J ſelv kan tanke, for os 


Medfart. 
ſtakkels Fugle, der hverken eje Lader eller Huſe eller 
noget i dem, er en ſtor og forfærdelig Ulytke, ſaa er 


Eders Tjener fra en ſaadan Ügjerning. Vil han ikke 
aflade fra at ſtrebe os efter Livet, da ville vi bede 
Gud om at tugte ham, jaa at han maa fange Frøer, 
Græshopper og Snegle i Steden for os, og om Natten 
blive hjemſogt af Mus, Lopper og andet Utoj, faa at 
han maa glemme os og ilke hindre os i vor Flugt. 
Hvorfor kaſter han ikke ſin Vrede og ſit Had paa 
Spurve, Skader, Alliker, Ravne, Mus og Rotter, der 
ftjæle, røve og gjøre Eder megen Skade, der fra Eders 
Huſe og Lader borttage Rug, Havre, Malt, Hvede etc., 


noget, ſom vi ikke gjør, da vi kun ſoge efter ſmaa 


Brodkrummer og lidt Draskorn. Vi ſtille vor Sag 
til Eders retfærdige Overvejelſe, om vi ikke med Urette 
efterſtrebes jaa ſteerkt af ham. Vi haabe imidlertid 
til Gud, at ligeſom mange af vore Brødre og Venner 
ere undgaaede hans Efterſtrebelſer, ſtulle ogſaa vi undfly 
hans ondſkabsfulde Net, ſom vi jaa i Gaar. Givet i 
vor himmelſke Reſidents under Træerne, under vore 
ſedvanlige Segl og Fjer. — Ser Fuglene under Himlen, 
de ſaa ikke, de hoſte ikke, de ſanke ikke i Lader, og Eders 
himmelſke Fader nærer dem dog. Ere J ikke meget 
mere end de? Matth. 6, 26.“ 


Da Luther havde oplæft dette, foldede han atter | 


Papiret ſammen, puttede det i Lommen og ſagde: 


'r 


jo dog fange; 
Wddere“. 
det vor venlige og ydmyge Bon til Eder, at J afholder | 


„Had ſiger J nu, mine fjære Venner? Dette 
har jeg i Dag modtaget af et Jærligt Bud, og jeg maa 
dog underſoge, om de kjcre Smaafugle have Ret til 
at fremføre en ſaadan Klage. Træd frem, Wolfgang, 
og forſvar Dig, om Du kan!“ 

Den gamle Zjener havde allerede lugtet Lunden, 


| og havde fior Lyſt til at ſmutte hemmelig bort, men 
Magdalena holdt faſt i ham og trak ham hen til 
Faderen. 


Under almindelig Lutter maatte han krybe 
til Korſet og tilſtaa, at han havde haft i Sinde i 
Forening med Drengene at opſtille en Fuglefcelde. 
„Ej, ej“, ſagde Luther med forſtilt Vrede, hvor 
Du er en gammel, graa Synder! Fufker ſelve Djæ- 
velen i Haandverket og vil ogſaa forlede mine Drenge 
til ſaadanne Skjelmsſtykker. Djævelen er ſom en 
Fuglefcenger; de Fugle, han hilder og. fanger, drejer 
han Halſen om paa; men dem, der ſynge de Sange, 


han holder af, fætter han i et Bur, at de kunne være 


hans Lokkefugle, for at han kan hilde og fange endnu 
flere, Jeg haaber ikke“, tilføjede han leende, „at han 
vil jætte mig i et Bur. Men tal nu og forſvar Dig, 
hvis Du kan; ellers ſkal Du tilſpeerge os alle, at Du 
for Fremtiden ikke oftere vil efterſtreebe mine kjeere 
Fugle. 

Wolfgang var aldeles forvirret og ſagde ikke et 


„Fader, vi vil ikke gjore Finkerne og Droslerne 
og andre gode Fugle Fortreed, men Spurvene maa vi 
Du har ſelv jagt, at det var unyttige 


„Spurvene“, ſagde Luther, „ere de allerringeſte af 
alle Fugle, men dog eje de den ſtorſte Lykſalighed. 
De have hele Aaret igjennem de bedſte Dage og gjøre 
ogſaa den ſterſte Skade. Om Vinteren ligge de i Lader 
og paa Kornlofter, om Foraaret nippe de Frøet paa 
Marken, jaa vel ſom Planter og Værter. J Hoſtens 
Tid have de nok at æde paa Marken; om Efteraaret 


ere Vinbjcrgene og Frugthaverne deres Paradis. Derfor 
har man Lov til at forfølge og bræbe dem. Men dog 


kunne vi lære noget af dem. Der flyve de omkring 
for vore Ojne, og vel kunne vi have Grund til at tage 
vore Hatte af for dem og ſige: Min tjære Hr. Doktor, 
jeg maa tilſtaa, at jeg ikke forſtaar den Kunſt, Du kan. 
Du ſover om Natten i Din lille Rede uden alle Sorger. 
Om Morgenen ſtaar Du op, glad og i godt Lune, 


| Jætter Dig paa et Trœ og ſynger, priſer og takker Gud; 


derpaa ſoger Du Din Nering og finder den. Jeg 
gamle War, jeg maa jo ſkamme mig; hvad har jeg 
lært, ſiden jeg ikke bærer mig ligeſaadan ad, ſkjont jeg 
har ſaa megen Grund dertil!“ 

„Og Kragerne og Skaderne og Allikerne, dem maa 
vi da ogſaa fange; dem holder Du heller ikke af, for 
det er Tyve“, tilføjede den lille Martin. 

„Det kan jeg ſtadfceſte“, ſagde Magiſter Franciscus, 


Drengenes Lærer; „J fkal med Eders egne Ord høre, 


Rg sr 388 


at J har kaldt dem for tyvagtigt Roverpak. Hor efter, 
hvad J har ſkrevet til os fra Koburg!“ 
Med disſe Ord tog han en Bog op af Lommen. 
„Jeg har ſkrevet det op her og vil nu leſe det hejt. 
„Der ligger en lille Kratſkov uden for vore Vin⸗ 
duer, der holde Kragerne og Allikerne deres Rigsdag; 
der er en ſaadan Loben til og fra, et ſaadant uophorligt 


Skraal Dag og Nat, ſom vare de alle fulde og gale. 


Gamle og unge plapre ſaaledes imellem hverandre, ſaa 
jeg ikke forſtaar, at de ikke taber Vejret. Jeg gad nok 
vide, om J har nogen af den Slags hos Eder, thi jeg 
ſynes, at hele Verdens Skrighalſe har ſamlet ſig her. 
Jeg har endnu ikke ſet deres Kejſer, men Adelen og 
Storhanſerne ſocve og ſpanſe ſtadig hen for vore 
Øjne; de ere juſt ikke koſteligt kledte paa, men under 
det Tarvelige, i en og ſamme Farve, alle lige ſorte, og 
alle lige graasjede; alle ſynge de ſamme Sang, dog 
med yndelig Forſkjel mellem unge og gamle, ſtore og 
ſmaa. De bryde fig ikke om de ſtore Herreborge og 
Sale; thi deres Sal er hvælvet med den ſkjonne, vide 
Himmel, deres Gulv er Marken, tavlet med ſkjonne, 
grønne Grene, Væggene ſtreelke fig til Verdens Ende. 
De ſporge ikke efter Sværd eller Brynje; deres fjerede 
Vinge bringer dem uden for Besſernes Rakkevidde. 
Det er ſtore Herrer; men hvad de lægge Raad op om, 
ved jeg endnu ikke. Dog har jeg faaet at vide af en 
Tolk, at de udruſte ſig til et vældigt Indhug paa Hvede, 
Byg, Havre og andet Korn. Men jeg holder for, at 
det er ikke andet end Sophiſter og Papiſter med deres 
Prœdiken og Skrigen, der ere ſamlede omkring mig, 
for at jeg ſkal laane Dre til deres yndige Raſter og 
Pradikener og je, hvilket nyttigt Folkeferd det er, der 
fortærer alt, hvad der findes paa Guds grønne Jord. 
Vi vil ønffe dem Held og Lykke til, at de en Gang 
kan blive ſpiddede paa en Gjeerdeſtav“. — Det er Eders 
egne Ord, Hr. Doktor“. 

„Ja, ja“, ſagde Luther, „dem ſtaar jeg ved. Vil 
J alene fore Krig mod disſe Aerkeſtjcelmer, jaa har 
jeg intet derimod; men kommer der en af de gode og 
nyttige Sangfugle i Nettet, da lader J den flyve. 
Det maa J love mig. Du fkal ikke være rœd, lille 
Lene, at det ſral blive noget ſtort Myrderi; derfor har 
Gud førget. Disſe Gavtyve have et godt Oje og Øre, 
og ere fiffigere end Fuglefcengerne; de gaa ikke i Garnet, 
men de uſkyldige ſmaa Sangfugle, de ere troſkyldige 
og nyfigne og komme let i Nættet. Dem ſkal de lade 
i Fred. Det er vor Agt og Villie“. 

Imidlertid var Natten brudt frem; Luther lod 
tænde nogle Kjærter og opfordrede fin Ven Walther 
til med Sangerne endnu at give en Aftenſang til 
Bedſte. Denne var meget villig hertil, og ſnart tonede 
en Salme, ſungen af øvede Stemmer, ud i den 
milde Nat. 

Ganſke uventet havde der indfundet ſig talrige 
Tilhsrere. Et langt Fakkeltog havde nærmet ſig Haven 


gjennem Univerſitetsſkoven: det var de fra Gildet til⸗ 
bagevendende Studenter. Da de hørte Sangen, ſtand⸗ 
ſede de ved Indgangsderen og dannede en Halvpkreds 
med deres Fakler. Og da den ſidſte Tone af Salmen 
var hendoet, iſtemte de et kraftigt Gaudeamus igitur.“) 
Da Sangen var forſtummet, traadte Luther frem og 
takkede for den venlige Hilſen. Derpaa ordnede Toget 
fig; de toge deres elſkede Lærer og hans Gjæfter ind 
imellem fig, og med bette Folgeſkab vendte Selſkabet 
tilbage til Byen. 


Dermed ſlutte vi Skildringen af en Dag af Luthers 
Liv. Den venlige Leſer har kun faaet meddelt Træf, 
der virkelig have tildraget fig og ere oplegnede i Luthers 
og hans ſamtidiges Skrifter; kun den frie Sammen⸗ 
kjedning af dem er vort Verk. Vi tro, at mangen 
Leſer gjærne har fulgt os og jet den ſieldne og ſtore 
Mand i hans Huskreds og Omgangsliv, hvorledes han 
her udfoldede den hele Fylde af fin rige Aand. Refor⸗ 
matorens Levned i dets ſterre Trek er kjendt af alle; 
men disſe Smaatrek af hans private Liv ere ſamlede 
af Kilder, der ikke juſt ere enhver tilgængelige. Hvor 
den ſtore Reformator er indført talende, er det neſten 


uden Undtagelſe Ord til andet hans egne Ord, ſaaledes 


ſom de ere komne til os i hans Skrifter. 


Skrabende Oſtersfangere. 
Af — —. 


„Hvorfor er J ikke ude i Dag, Nis Janſen? — 
Det er jo ellers godt Vejr til at ſtrabe i“, ſpurgte 
jeg en gammel graaheerdet Fiſker, ſom i flere Aar i 


Oſterstiden havde beſkjeftiget fig med at ſkrabe disſe 


Dyr. i 

„Min Stagfok““) er ſtjoret; igaar fif vi en Byge, 
ſom flængede den helt igjennem lige langs med Agter⸗ 
liget; det var egentlig forreſten grumme ærgerligt, for 
det er længe ſiden, vi have haft jaa fint Skrabevejr 
ſom i Dag. — Kil paa Dreng, at vi kan faa ſlaaet 
Fokken under i Aften“, fortſatte Nis Janſen til ſin 
halvvoxne Son, ſom ſad ved Siden af og ſyede paa 
det itureone Sejl. 

„Jeg mangler ikke meget Fa er“, ſvarede Drengen, 
ſom vedblev at fy ivrigt. 

„Har J ingen Reſerveſejl“, ſpurgte jeg atter 
Manden, „J havde da ikke behøvet at miſte denne 
Dags Fortjeneſte“. 

„Aa jo, vel har jeg det. 
er ſaa 


Men den gamle Fok 
ſtrobelig, at den havde ikke holdt ud i Dag 


) Lader os alle være glade; Begyndelſen af en gammel 
Studenterſang, der af mange tilſtrives Melanchthon. 

Stagfokken kaldes det trekantede Sejl mellem Maſten og 
Forſtavnen, ſom ſes paa den forreſte Baad paa Billedet. 


9 


den ſtive Kuling; og desuden, hvem ffulde reparere 
den der, naar baade jeg og Drengen er paa Søen; vi 
har nu ikke Mutter mere til den Slags Hjælp.” 

Her blev hans brune Anſigt lagt i alvorlige 
Folder, og uden at ſige noget, ſatte Janſen ſig til at 
hjælpe Sonnen med at bøde paa den Rift, ſom 
Stormen Havde tilføjet den omtalte Stagfok. 

Medens de ſaaledes ſade og hjalp hinanden med 
deres Arbejde, fik Nis Janſen og jeg os en Pasſiar, 
hvilket vi flet ikke havde jaa ſjeeldent, medens jeg havde 
opholdt mig der paa Stedet; men denne Gang fandt 
jeg nu paa at udſporge ham om hans Oſtersſkraberi. 

„Hvormeget kan J nu ſtrabe, naar det er rigtig 
en heldig Dag?“ ſpurgte jeg blandt andet. 

„Aa — det kommer jo an paa Tiden og Leilig⸗ 
heden” var hans, rigtig ægte jyſke og uhyre oplyſende, 
Svar. 


| 


* 
* 


„Ja det kan jeg tenke; men naar det nu er 
heldigt i alle Retninger. Hvad er det meſte J har 


- faaet paa en Dag?“ 


n3da—a, lad mig nu je; det kan vel have været 
en 3 eller 4 Tuſende Stykker tenker jeg; men det er 
ogſaa noget af det meſte.“ 

„Det er da heller ikke ſaa galt, ſynes jeg. Har 
J ſaa mere end en Skraber ude?“ 

„Nej i Almindelighed ikke; undertiden kan man 
have det, men de komme let i Uorden under Ven⸗ 
dingerne, og faa er det jo værre, end om man kun 
havde en. Jeg ſkraber gjerne kun med en.“ 

Saadan en jyſk Fiſter er ikke let at faa noget 
at vide af. Han udtrykker fig forſigtigt og vil ikke 
udfætte fig for at ſige mere end han kan ſtaa ved, 
derfor gaar det kun langſomt med Samtalen og med 
at faa at vide alt, hvad man onſker, og da det vilde 


blive en lang Oiſtorte, om jeg ſkulde berette hele min 
Samtale med Nis Janſen den Dag, for at faa lidt 
at vide om Oſtersſkraberiet, vil jeg kort og godt med⸗ 
dele Udſlaget af den. 

Fangſten foregaar i aabne Sejlbaade af en Stør- 
relſe fra 20—35 Fod i Længden og 6—8 Fods Brede, 


Sejlfsringen, ſom kan ſes paa ovenſtaaende Billede, er | 
den almindelige for Fiſkerbaade: et firkantet Storſejl, 


ſom ſpiles ud ved en Sprydſtage, en Stagfok, og naar 


det er temmelig ſtille Veir, endnu en Klyver foran 


for Fokken (ſaaledes ſom den neeſtforreſte Baad paa 
Billedet) og et trekantet opad ſpidſt Topſejl, ſom jættes 
ovenover Storſejlet (je Baaden i Baggrunden tilhojre). 
Baadene have i Almindelighed kun to Mands Beſckt⸗ 
ning, en til at pasſe Sejlene og en til at pasſe Roret; 
naar Skraberen, ſom flæbes agterude i et Tov, kal 


Skrabende Ostersfangere. 


hales ind, drejes Baaden i Vinden for at tage Farten 
fra den, og begge hjælpes ad med bette Arbejde. 
Skraberen beſtaar af en jvær Jeernbojle af fladt 
Stangjærn, vel 2—3 Tommer bredt og en Fjerdedel 
af en Tomme tykt. Paa den Side, ſom ſkal flæbe 
langs med Bunden er Bøjlen lige, og fra denne Sides 
Ender runder den fig ſom en Halvmaane opefter. 
Bejlens Sterrelſe er mellem 3—4 Fod i Brede og 
1—2 i Højde. Den flæbes i et temmelig jvært Tov, 
ſom nede ved Skraberen deler ſig i flere Tovender, 
der ere befeſtede til Bsjlen paa en ſaadan Maade, 
at den folger Bunden med ſin flade Side og ſaa⸗ 
ledes, at den runde Side vender omtrent lige opad. 
Til Bojlen er der med Jeerntraad lidſet et ſterkt 
Tovnet, ſom under Slæbningen vides bagud fra Bøjlen 
og optager de Oſters, ſom denne ſkraber løs fra Bunden. 


W 
Det er noget, der ſral Ovelſe til, at ſkrabe Oſters. 
For det forſte maa man fjende Pladſen nøje, hvor | 
| 


Oſterſerne ligge, for at Fangſten ffal blive god; man | 
maa pasſe, at man ikke ligger og ſkraber flere Gange | 
paa ſamme Sted, hvilfet fan være vanſkelig nok, naar | 


Strømmen vil drille en. For det andet maa Baadens 
Fart pasſes ſaaledes, at den hverken bliver for ſtor 
eller for lille; i forſte Tilfælde riſikerer man fin Skraber, 
derſom den ſkulde fiſke en ſtor Sten, eller den danſer 
jaa lyſtigt hen over Bunden, at den ikke tager Oſterſerne 
med ſig, og det er jo derfor den er ude; i ſidſte Til⸗ 
fælde, naar der er jaa lidt Fart, tilbagelægger Banden 
naturligvis et mindre Stykke Vej end den vilde med 
ſtorre Fart, og Fangſten bliver i ſamme Grad fattigere, 

Desuden gjør Skraberen Sejladſen vanſkelig og 
tildels farlig. Naar nemlig en Byge pludſelig kommer 
farende med heftige Vindſtod mod en Baand, er det 
den almindelige Maade at modvirke den paa, at dreje 
Baaden op mod Vinden, ſaa at Sejlene begynde at 
flagre og altſaa miſte noget af dens Magt over Baaden, 
eller ogſaa kan man dreje af for Vinden, tage den 
agterind og lobe bort, medens man bjerger fine Sejl. 
Men begge disſe Manøvrer ere vanſkelige, naar Skra⸗ 
beren ſleber i Bunden efter Baaden; hale den ind er. 
ikke gjort i en Haandevending, faa meget deſto mere, 
ſom begge Mendene i Baaden maa vere paa deres 
Poſt mod Vinden, og lebe bort med den for Vinden, 
er en farlig Sag, thi jaa miſter man den let, da 
Farten altid i flige Tilfælde er betydelig. Den bedſte 
Maade at undgaa Beſperlighederne paa er ved at 
have en Bøje paa ſit Slæbetov, ſaa at man kan kaſte 
det los og finde det igjen, naar Bygen er forbi, men 
det er en Maade ſom ſjeldent eller aldrig anvendes; 
for det meſte er det Baadſsrerens Duelighed og hans 
Medbjælpers Raſkhed med at bjerge Sejl, ſom klarer 
Vanſkelighederne. 

Det er et anſtrengende Liv at ſkrabe Oſters, da 
det ikke er den blide Aarstid, Sommeren, der benyttedes 
dertil, men derimod Foraar og Efteraar. Tidlig om 
Morgenen ſejler Baadene i en lille Flaade ud paa 
Fangſt og ſent om Aftenen vende de tilbage. Som 
ofteſt have de en ordentlig Fangſt og undertiden kan 
den være rigtig god, ſaaledes ſom Nis Janſen ſortalte: 
fire tuſende Oſters, men det kan ogſaa hænde ſig, at 
en Baad kommer ind med kun fire hundrede Stykker, 
og ovenikjsbet har tabt en eller begge fine Slebere; i 
jaa Tilfælde ere Folkene ofte lidt modfaldne, og er det 
Nis Janſen, er han gnaven. Dog det horer til 
Sjceldenhederne; i Almindelighed have Folkene deres 
gode Udkomme ved deres Arbejde. 

Efterhaanden ſende vi her fra Danmark vore Oſters 
langvejs bort. En meget ſtor Del af de Oſters, ſom 
ſelges i Paris, Berlin og andre ſtore Steder under 
Navn af „Flensborger⸗Oſters ere ſkrabede i Limfjorden | 
eller paa Fladſtrandsbankerne ved Frederikshavn. Naar | 


| 
' 


390 


de ere bragte i Land, pakkes de i Kasſer ſaa tæt paa 
hverandre ſom det er muligt, og Laaget ſommes paa 
jaa tæt paa det sverſte Lag, at ſaavel de Oſters ſom 
ligge i dette, ſom alle de andre, der ligge under neden, 
forhindres i at aabne fig. Derved holde de fig i Live 
og ere friſke og gode, naar de komme til Forbrugsſtedet 
efter at have gjort den, navnlig for en Oſters, der er 
vant til at ſidde rolig paa en Sten ved Havbunden, faa 
lange og hurtige Reiſe. : 
Langs Veſtkyſten af Jyllands ſydligſte Del ſkal der 
findes en Del Oſtersbanker, men de ſkrabes ikke, paa 
Grund af Vanſkeligheden ve at holde Søen der; langs 
Sønderjyllands Kyſt og mellem Veſterhavsserne derimod, 
ſkrabes der mange Oſters, og det er dem, der egentlig 
hedde „Flensborger⸗Oſters“, da det er et Fiſkeriſelſkab 


i denne By, ſom har forpagtet Bankerne. 


Ved Frankrigs og langs Englands Kyſter ſkrabes 
der ogſaa betydelige Mengder, og tildels af en anden 
mindre Art end vore. Navnlig i England er de mindre 
Oſters, de faa kaldte natives“, bedſt anſete for deres 
fine Smag og andre gode Egenſkaber, og disſe „natives“ 
fanges langs Amerikas Kyſt i ſaadanne Maaſer, at de 
ikke kunne forbruges i friſt Tilſtand, hvorfor de hen⸗ 
koges i Eddike og forſendes i lufttet tillukkede BUE 
daaſer, hele Amerikas Faſtland over. 

Det ſes altſaa, at vi langtfra ere ene om her: 
hjemme, at ſynes godt om at ſpiſe levende eller i det 
mindſte raa Skaldyr. Itke alene vore Forfeedre ſpiſte 
dem, men andre Steder i Verden finder man ligeſom 
her tydelige Spor af, at Menneſkene fra de eldſte 
Tider have efterfiræbt Oſterſerne. Dog har Oſters⸗ 


ſpisningen, ſom ſaa mange andre Ting, faget et bety⸗ 


deligt Opſving i den ſidſte Menneſkealder. De gode 
Samfeerſelsmidler have gjort det muligt ogſaa for 
Folk, ſom bo langt inde i Landet, at nyde den efter⸗ 
ſpurgte Ret, og der er derfor bleven ſtrabet faa flittigt, 
at mange Banker ere blevne lagt øde ſaa de ikke give 
flere Oſters. Saa har Lovgivningsmagten taget fat for at 


beſtytte de efterſtrebte Dyr, maaſke ikke for deres egen 


Skyld; men beſtyttede ere de dog nu tildels. En vis 
Tid af Aaret fredes de; Fiſteriet faar da ſtille og 
Dyrene faar Ro til i Fred at nyde Livet og forplante 
ſig. Og man har gjort mere endnu for dem, rigtignok 
heller ikke af Uegennytte, men for at ſkaffe deſto ſtorre 
Udbytte af Oſtersſkrabningen. Man har ſogt og fundet 
pasſende Steder, hvor Oſterſerne kunne leve og udvikle 
ſig paa bedſte Maade, man har paa disſe Steder 
udlagt unge gode Oſters og givet dem Lov til at for⸗ 
mere ſig der i Fred; Reſultaterne have været: heldige 
mange Steder, og en ſtor Del af de Oſters ſom 
gotte Menneſkenes Ganer, fiſkes nu paa de ſaa kaldte 
„kunſtige Oſtersbanker“, der ofte ere lige jan rige paa 


disſe Dyr ſom de „naturlige“. 
Der er ſaaledes al Grund til at tro, at Oſter⸗ 
ſerne ikke vilde bukke under for de Efterſtrœebelſer, 


ſtadig baffende Ruden med Næb og Vinger. 


hvorfor de ere udſatte; ſom vore Forfedre have ſpiſt 
dem, ſpiſe vi dem, og ſaaledes komme vore Efter⸗ 
kommere forhaabentlig ogſag til at nyde denne ſunde 
og velſmagende Musling. 
med at udtale det Haab, at Oſterſerne fremdeles ville 
trives og udvikle fig, ikke alene for deres egen Skyld 
men ogſag for deres, for hvem det er en vaſentlig 
Del af deres Livsophold at fange dem og fælge dem 
til andre. 


En fornuftig Spurv. 


Man kan ſtundom iagttage Troek af Dyrelivet, ſom 
paa en overraſkende Maade viſe de umælende Skab⸗ 
ningers Omtanke. Man har jo mange Fortællinger om 
baade tamme og vilde Dyrs Klogſkab og umiskjendelige 
Evne til at overveje, men man nærer ſtundom nogen 
Tvivl om ſaadanne Fortellingers Troværdighed. En 
ſaadan Tvivl finder derimod ikke Rum, naar man hører 
Jagttageren ſelv fortælle og man Fjender denne ſom 
en agtet og paalidelig Mand. En ſaadan, der en varm 
Ven af Dyrene, meddelte ſaaledes for kort Tid ſiden 
Udgiveren folgende ret meerkelige Tildragelſe: 

En Dag i Foraaret, da jeg ſtod ved mit Sove⸗ 
kammervindu og vaſkede mine Hender, kom en Spurv 
flyvende, ſatte fig uden for Vinduet og baſkede paa 
Ruden, ſom om ben vilde mig noget. „Vil Du mig 
noget? lille Fugl!” kom jeg uvilkaarlig til at ytre, 
forundret over Dyrets uſodvanlige Opferſel, uden at 
jeg dog tenkte videre over hvad der kunde være Grunden 
dertil; den fløj bort, men kom flere Gange tilbage, 
Næfte 
Morgen tidlig vaagnede jeg ved at Spurven igjen 
baſkede los pan Ruden, fløj op til et rundt Vindu 
i Gavlen, der forte ind til Loftsrummet, lige over 
Sovekammervinduet, og ſaa ned til dette igjen. Jeg 
gik nu hen til Vinduet og det blev mig nu klart, 
at Dyret havde en beſtemt Henſigt med fin Adfærd. 


Den vilde øjenjynlig henlede min Opmerkſomhed paa 


Galvvinduet. Jeg klædte mig paa og gik op paa Loftet 


og jandt her — en Hunſpurv, fom var fommet ind | 


gjennem. en føndret Rude i det runde Galvvindu og 
nu ikke kunde finde ud. Nu var det mig klart, at den 


anden Spurv var dens Mage, der ikke havde kunnet 


faa den ud, og derfor havde overvundet fin Skyhed for 
at paakalde min Hjælp. Jeg fangede med Lethed det 
indeſperrede, udmattede Dyr og ſlap det ud til Hannen 
hvorpaa de med ſynlig Glede fløj over til det ner⸗ 
liggende Hus, hvor de havde deres Rede. At Fuglen 
havde opnaaet hvad den vilde, vifte fig ogſag derved, 
at den ikke oftere jøgte hen til Ruden. ; 


Vi ville ſlutte disſe Linier | 


99 1 i 


Selvovelſe. 

Vid Beſog hos en Højffoleven i K. pan Lolland, har jeg 
havt Lejlighed til at fe, hvad Lyſt og Üdholdeuhed hos en Dreng 
fan fore til Han har fra lille af hayt ſerdeles Lyt til alt 
Snittearbejde, og hvad han nu ti fit 15e Aar har drevet det til, 
vidner om en god Tankekraft og megen Haandſnildhed. Han 
har ſaaledes, uden nogen Vejledning, lavet fig et Hiuldrejelad, 
og Drejer un ved Selvøvelfe ret ſmukt, ſaaledes Skakbrikker. 
Han har lavet ikke mindre end to Senge, hvoraf Benene ere 
drejede, desuden et Kledeſkab, et mindre Skab, en Pult og 
Smaaarbejder, udført med Sap og Snittekniv. Det hele er 
faa omhyggeligt og ſmukt udført, at mangen en lært Haand⸗ 
verker af Fagene, maaſte ikke vilde gjøre det meget bedre. 

Denne lille Meddelelſe, vil mulig kunne optages ſom et 
lile Exempel paa Hvad Udholdenhed og Flid i Fritimerne, 
i Modſatning til Ligegyldighed og Slophed, kan fore til. 

„En oprigtig Husflidsven“. 


50 gnyt. 


Husvennens Laſere gjeres opmerkſom paa: Dauſt Leſebog 
af Karl Nielſen iſte Del, udkommet paa Boghandler Nielſeus 
Forlag. ßere. Bogen hører ikke til den overflødige Mang⸗ 
foldighed af Laſeboger, ſom vor Bogverden er faa belemret med. 
Den hævder fin Plads i forſte Rakke ved et ſkjonſomt, afvexlende 
og i Forhold til fin Sterrelſe (180 S.) og Prisbillighed (1 Kr. 
20 O.) rigt Indhold, beſtagende for ſterſte Delen af Udvalg 
of Danmarks og Nordens bedſte Forfattere med pasſende Henſyn 
til den Alder, ſor hvilken Bogen er beſtemt. Forfatteren L. Budde 
har ledſaget den med et ſerdeles anbefalende Forord, hvori med 
god Grund fremhaves de fortrinlige Bornehiſtorier, Bogen inde⸗ 
holder, tagen af den finffe Digter Topelius, „Läsuing for Barn“. 
Endvidere ſtal her nævnes af fremmede Forfattere: Onkel Adam 
„Mormors Glarøjne”, en udmarket lille Fortælling; Brudſthylker 
af Bjornſtjerne Bjernſons „En glad Gut“ og „Syneve Sol⸗ 
baten“. Af vore egne Forfattere er, ſom naturligt, H. C. 
Anderſen i forſte Rakfe, foruden — narmeſt med rimet Indhold — 
Grundtvig, Kaalund, Rickardt og Chr. Winter. — Denne lille 
Fremſtilling af en god Skolebog være nu narmeſt henvendt til 
Husvennens Laſere; hvilke, jeg forudſctter, udgjere den Del af 
Hjemmene trindt om, i hvilken Skolegjerningen finder ſin bedſte 
Stott', og til de Forventninger, man der vil gjøre fig, kan 
Bogen fuldt ud anbefales, („Frimand“.) 


„Sangbog for Vorneſkolen“, ſamlet og udgivet af Lærere 
i Sydſalling. De fleſte ftørre ,,Sangbøger” ere narmeſt beftemte 
for Fulfet og itfe ſarligt beregnede paa at ſynges af Born 
i Skolen. Dette har bevæget et Antal Lærere til at ſamle og 
udgive en virkelig Borneſangbog. Samlingen er ſide ordnet 
med med P. P. Smidts „Salmer og Gange” og med Konvents⸗ 
ſalmebogen, faa at den i Forening med disſe danne et fuld⸗ 
ſtendigt Sangvark for Borneſkolen. Den over 300 Sange 
ſtore Samling vil derfor uden Tvivl være velkommen for 
mange, ſom deri ville finde mange gode Sange der ellers kun 
træffes i ſtorre Samlinger, hvorfor vi paa det bedſte anbefale 
Lærerne, der ſette Pris paa en livlig Skoleſang, at gjøre fig 
bekjendt med Bogen. Den faaes for en Krone frit tilſendt 
mod Poſtforſtud, naar man henvender fig til Lærer Himmel⸗ 
ſtrup i Brøndum ved Stive, hvor man paa 10 Exemplarer faar 
et frit. Som en færlig ydre Fordel ved Bogen ſom Skole⸗ 
bog fremhæves, at den er trykt paa godt Papir og ftærft ind⸗ 
bundet. Derimod er Trykningen ikke jaa godt udført ſom 
den burde. 


Smaating. 

Fra fremmede Forfattere. Arbejde — arbejde — arbejde I 
Det er det Plovjarn, ſom gaar hen over Hjertets Mark, op⸗ 
rykkende alle de ſmukte Grasſtraa og de ſkjonne Smertens 
Urter, ſom vi have følt ſaadan Glæde ved at plante, kaſtede 
dem alle i Hob under Jorden — lavende jævnt, kjedeligt Pleje⸗ 
land for vore Naboer at ſe paa, indtil om Natten mede i de 
dybe Furer Englene komme og ſaa. 


En ubekvem Materie. J Rationalismens (Fritankeriets) 
Tid, da Religionsundervisningen mange Steder her i Landet 
var ſunken ned til en blot og bar Forſtandsovelſe, ſamtalede en 
Praſt en Gang i Kirken med fine Konfirmander om Verdens 
Skabelſe og opløfte dem om, at Verden var ſtabt af en ube⸗ 
kvem Materie. ,,Og hvad er vel jaa en ubekvem Materie?“ 
ſpurgte han derpaa. Ingen af Bornene ſvarede; men en Til⸗ 
hører hvidſkede et Par Ord til en af Drengene, og da Praſten 
gientog fit Spørgsmaal, ſvarede Drengen raſt: „Det er at tage 
to Sider Fleſt og lave en Kakkelovn af!“ — „Aa ja, aa ja,“ 
ſagde Praſten lidt forbløffet, „det er ganſte viſt en ubekvem 
Materie til det Brug.“ 


Efter Operationen. Djenlegen: „Kan De ſe, hvormange 
Fingre jeg holder i Vejret?” — Patienten: „Nej, Hr. Doktor.“ 


— „Kan De da flet ikke fe mig?“ — „Jo, ſaadanne grove 
Gjenſtande kan 15 nok ſe.“ 5 5 

Breve. Hvor mange Breve hvert Menneſke i de forſtjellige 
Lande gjennemfnitlig ſtriver om Aaret, ſes af folgende Overſigt: 
Ein RE ENES 203 Canada 10 
Sis Ra 20 Danmark 8 
Forenede State r 1 Spanien 5 
Abſtralftf !!; 16) Ungarn 34 
Tuff FUHfffC et 31 
SD NANDE s HØ s I S 3 
Degen SEER 127 Grekenland 13 
ftei ß 5 12 Nüsfan ß 7 
Frankie 10 

Telegrammer. Paa hver 100 Indbyggere kommer der i de 
forſtjellige Lande folgende Antal Telegrammer: 
Sets 8 Diff 22 
England 54% Jig lien 18 
Holland ane. 51 Frau 17 
Belgenn . EE 17 
Forenede State r 32 Graelenland 13 
Dtland i Rusend 4 
Danmark 25 


Firkantet Nod. Af 6 4, 4 T, 3 B, 3 8, 2 B. 2 N, 
E, 2 G og 1 1 dannes fem Ord, ſom ſtrevne under hin⸗ 
anden og laſte fra venſtre til højre og fra oven og nedad giver 
Løsningen paa folgende Gaade: 
a Har Du det forſte, da rejſe Du kan 
i Tanken faa vidt over Land og Vand; 
andet rekler mod Skyen fin Krop, 
tredje leder Dig Fejlene op, 
fjerde ber altid Børnene være, 
femte maa Hjemmet paa Nakken bære. 


Geografiſtk Opgaver For: og Endebogſtaverne paa 
efterfølgende Navne læfte nedad danne Navnene paa en berømt 
kongelig Viking og haus falffe Datter: En Flakke i det nordlige 
Jylland. — En befæftet Handelsſtad ved Drau. — En Faſtning 
i Rhinbajern. — En Kanal i Sverig. — En Fiord i Slesvig. 


Stavelſegaade: 
Det forſte nævner en Drot i Nord, > 
hans Navn ej vide om Lande for; 
men hvad han virked i Fred derhjemme 
dog vogted hans Navn for at gaa i Glemme. 


Ak, kunde det an det, min Ven, Du ej, 
faa mør! og ſorgelig var Din Vej; 

men har Du det hele faa friſk paa Kinde, 
da tak Din Gud og var glad i Sinde. 


Gaade. Mit førfte er ogſaa mit andet, 
mit tredje og fjerde du er. 
Mit hele ej bor her i Landet, 


men findes dog hiſt og her. 


Kjældermænd: Hvad Lighed er der imellem et Menneſle 
og en Vexel? De ere begge ubehagelige, naar de ere forfaldne. 


Til Husvennens Opbevaring. 


— 


Naar de enkelte Numre af dette Blad opbevares, rene og 
glatte, ville Holderne ved Aargangens Slutning være i Beſiddelſe 


af en ſtor indholdsrig Bog, der ved at indbindes, i mange Aar 


kan bevare fin Værdi og være til Glæde og Underholdning i 
ethvert Hjem, baade for gamle og unge. 
Billige og ſterke Mapper eller loſe Bind, til at opbevare 


| de loſe Numre i, faas hos Husvennens Bogbinder C. $aa- 
ſtrup, Badſtueſtrede Nr. 5 i Kjøbenhavn for 50 Ore 


Stykket (ved ſtriftlig Beſtilling, ledſaget med 56 Dre i Frimarker 
frit tilſendt med Poſten overalt i Danmark.) 5 

Samme Sted indbindes de udfomne Aargange i meget 
ſterke og ſmukke Bind med forgyldt Lederryg for 1 Krone 
66 Øre Stykket. Manglende Numre tillægges, forſaavidt For⸗ 
rand haves, à 10 Øre Sthykket. 

For enhver, der helſt vil have indbundet ſin „Husven“ i 
ſamme Bind, ſom det, Hvori den -fælges indbundet jennem 
Boghandelen, har Üdgiveren ladet udføre ſmukke loſe billedtrykte 
Bind af graa Farve, med rod presſet Schirtings Ryg forſynet 
med forgyldt Titel og Aarstal. Dette Bind faas ſamme Sted, 
ſamt gjennem C. Th. Rom & Co., Axelhus, Kjøbenhavn, for 
50 Øre Stykket. Ved ſtriftlig Beſtilling vedlagt 56 Øre i 
Frimærker forſendes det frigjort med Poſten overalt i Danmark. 
Disſe ſmukke leſe Bind anbefales iſer for alle de, ſom ville ind⸗ 


| binde Bladet ſelv efter den Vejledning, ſom er givet i „Haand⸗ 


gierningsbog for Ungdommen”. 


Breppexling. 
„Dan“. Übrugeligt. 


Flere Foreſporgere. Sporgsmaal om udkomne Bogers 
Pris og om andet, Husvennen og Udgiveren uvedkommende Ting, 
kunne kun ventes beſvarede, naar Frimarke til Svarfrrivelſe 
vedlægges. 


En ny Abonnent. Husvennen fan beſtilles til enhver Tid 
i Kvartalet, og Poſtvaſenet er pli tigt til at ſtaffe den nye 
Holder alle de Numre, der ere udkomne inden Bladet blev be» 
ſtilt, da Poſtvaſenet blot behøver at forlange hos Udgiveren, for 
at faa det udkomne tilfendt. 


— STE — —— == — 


Trykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schult 


3. Aargang. 


Nr. 50. Sondagen d. J 


Leenket ligger 

lumſke Loke, 

for alt, hvad han brød, 
nu Bod han bringer. 
Aſers argeſte 

Uven var han, 

ſelv da han troeſt 
teede ſig mod dem. 


Gang og Sede 
gav de ham blandt fig, 
dog han lefled 
i Lon med Jaetter; 
ſom Gud blandt de andre 
Guder gik han, 
ponſed dog altid 
paa onde Raad. 


Alt, hvad. værft 

i Verden nævnes, 
har ham til Ophav, 
den Ondſkabs Fyrſte; 
Jeettekvinden, 

han kryſted i Favn, 
fodte ham Atmend, 
ſom øde Verden. 


— 


Fenrisulven 

Fader ham kalder, 
han, ſom ſkal ſluge 
ſelve Odin, 
Midgaardsormen 
er Ulvens Broder, 
den blege Hel 

er begges Soſter. 


O. September. 3826. 


Lokes Straf.) 


— åjermed Tilkagsbillelel „Sign og Koke“. — 


Sent det blev, 

om ſige jeg ſtulde 
alt det onde, 

Loke har øvet; 

ſige jeg vil kun 

det veerſte, jeg ved, 
hvorlunde han Balder 
Bane raaded. 


Stod paa Tinge 
jaa ſtolt og glad 
den lyſe As 
mellem Aſer alle; 
alt i Verden 

Ed havpde ſporet, 
at intet ſkulde 
ſkade Balder. 


Af en Ting kun 

blev Ed ej eeſket: 
Miſteltenen 

dem tyktes for ringe; 
jaa ſped en Baand 
var ej værd at ænje 
— den blev Balders 
b Braneſpyd. 


Lonlig hented 

Loke Vaanden, 

heerded i Edder 
den haard ſom Staalet, 

gik ſaa med Balders 
blinde Broder, 

ſom intet aned, 

til Aſers Ting. 


) Se „Vore Fædres Guder”, Husvennens 2den Aargang, Side 151. 


„Staar paa Tinge 
jaa ſtolt og glad 
den lyſe As 

mellem Aſer alle. 
Gammen er det, 
jaa gjævt han ſtaar, 
ſom ſtovteſt Helt 

i ſtandende Strid. 


Spyd og Pile 

ſuſe omkring ham, 
uſaaret ſtaar han 
med Smil for Skud, 
thi alt i Verden 

har Eder ſporet, 

at intet ſkal 

ſkade Balder. 


Ogſaa Du 8 
flig Idræt prove; 

jeg fører Din Haand, 

her har Du Spyd, 

Oges vil Glæden 

i Guders Lag, 

naar Hod den blinde 

paa Balder ſkyder“. 


Slynged da Hod 3 
den |mælre Baand, 

brat i Gudens 

Bryſt den fig bored. 

Som ſlagen af Lynet 

ſegned han død, 

lumſke Loke 

liſted ſig bort. 


— — — 5 — 


„ ADA 


Da blev der tyſt 
paa Guders Ting, 
ſom ved Midjenat 
i merke Skove. 
Ingen megted 
mele et Ord, 
ſtumme af Radſel | 
ſtod de alle. | 


Men Gny der blev, 
da Graaden fom, 

og Zungen løftes 

af Lamheds Baand; 
alle de ſteerke 
Aſer græd, 
aldrig før | 
de frifted flig Kvide. | 


Til Baalet bar de | 
Balders Lig, 

det var den tungefte 
Gang, de traadte; 
vel de vidſte, y [| 
hvad de forlifte 
med ham, ſom alle |] 
Aſer elſked. | 


Saa de ginge |! 


at gribe Loke, | 
nu var Bægret 
bredfuldt vorden; 
han bad og ſledſked, 
ſom bedſt han kunde, | 


SN ſtor Søjtid. Med fpændt Forventning 
(imodeſes denne Begivenhed af Slægt 


89 da Hajtiden vil bringe feſtlig Stem⸗ 
Dying med Jubel og Glæde for mange 
Dage. Der er derfor heller ingen 
Begivenhed, jom tidligere foregit efter 


end et Bryllup. Alle Landboere vide jo hvorledes det 
gaar til i deres Egn, naar der fejres Bryllup. Hver 
Egn har, eller har haft, fin Stik, medens viſtnok 
Feſten i fine Hovedtrok er ens overalt. Det vil derfor 


ſikkert glæde Husvennens Leſere at leſe folgende 
Skildring af en danſk Bondekarl om et Beſog ved et | 


norſt Bondebryllup, ſom det fejres i vore Dage i en 
af Norges rigeſte Egne. Men forinden denne leſes, 


vil det viſtnok ogſaa interesſere Læjerne at faa et lille 


— . ³˙ m éu!Vu.. ̃ .AuVU ede 


bved fin Lift 
til ingen Nytte: 


Vale hin unge 

til Ulv de trylled, | 
Broderen Narve || 
brat rev han ſonder; | 
med Sønnens Tarme || 
de Faderen bandt, | 
trylled de Baand | 
til tunge Lenker. 


Til Klippen lenket | 
nu ligger Lofe, 
gaar da Skade | 
til Guden frem; 
en Orm ſaa led 
| hun over ham hænger, | 
at Edderen kan : 

i hans Anſigt dryppe. 


End ligger han der 

i Lenker ſmedoet, 

hans Ve faar ej Ende, 

for Verden ſynker. 

Men tro ved hans Side 
Sigyn ſtaar, 
| hans Viv forlader 
ham ej i Vaanden. 


J Skaalen fanger hun 
Ormens Edder, 
værger fin Husbond 


| ſaa vel hun ved, 
| mindes den Tid, 

| han var mild og god, 
|| viger ej fra ham, 

| før Verden ſynker. 


|| Men er Skaalen fuld, 
da frydes Skade, 

thi da maa Sigyn 
bort ſig vende; 

i Lokes Anſigt 
Edderen drypper, 

og vildt han fig vrider 
i redſom Vaande. 


| San ftønner og ftemmer 
|| mod Sten og Fjæld 
jaa haardt, at Jorden 
og Havet ſkjelver; 

da brage Fjeelde 

og briſte Bjærge, 

vildt over Land 

ſlaar Vandet op. 


H 


Saa ligger Loke 
lenket paa Klippen, 

| til Verdens fidfte 
Time ſlaar. : 
) For alt, hvad han brød, 
nu Bod han bringer, 

| ingen led, 
| 


hvad Loke lider. 


Fr. W. Horu. 


Glimt af hvorledes det tidligere gik til ved en ſaadan 
Lejlighed, hvorfor vi meddele et Par Billeder, tegnede 
efter den udmærkede norſke Maler Tidemands Malerier. 


Diet ene viſer hvorledes Bruden iføres fin ſtatelige Skrud, 


med Solvſmykker og den for Norge og Sverige ejen⸗ 


dommelige Brudekrone. Paa den anden Tegning ſe vi 
og Venner, og det er ikke ſaa underligt, 


Brudetogets Ankomſt til Kirken, hvor Skafferen med 
dybe Buk holder ſin gammeldags Velkomſttale for dem. 
J mange Egne af Norge, ſtaa de gamle Bryllupsdragter 
og Bryllupsſkikke ved fuld Magt endnu, men ſine Steder 


| holder de ogſaa paa at forſvinde. Man maa ret be⸗ 
mere beſtemte Skikke og Vedtægter | 


klage dette, thi hvilfet moderne Bryllup vil vel funne 
give Stof til en fan poetiſk og friſt Skildring af Folke⸗ 
livet, ſom efterſtagende Digt af den norfke Digter 
A. Munk, naar han ſynger om et Bryllup i Veſt⸗ 
landet? 
Der aander en tindrende Sommerluft 
varmt over Hardangers Vande, 
hvor hejt mod Himlen i blaalig Duft 
de mægtige Fjælde ſtande. i 
Det finner fra Bræ, det gronnes fra Li, 


fit Helligdagsſkrud ſtaar Egnen Mædt i — 
… thi ſel over grønflare Bølge 
hiemglider et Brudefolge. 


Som en Oltids Kongedatter ſaa prud 
med Guldkrone paa og Skarlagen, 

i Stavnen ſidder den prægtige Brud, 
jaa fager, ſom Fjorden og Dagen. 
Lykſalig Brudgommen ſpinger ſin Hat, 
nu fører han hjem fin dyreſte Skat, 
og ſer i de Oine milde 

ſit Liv ſom et Bryllupsgilde. 


Alt hyisler det lokkende Tonefald 

af Ganger og Slaat over Voven, 

fra Fjæld til Fjæld ruller Bosſens Knald 
og Gledesraab ſpare fra Skoven. 

Med Brudens Terner drives der Skjeœmt, 
og Kjogemeſteren har ikke glemt 

at fulde uſtandſelig Kruſet 

til Wre for Brudehuſet. 


Saa drage de frem med lyſteligt Spil 

hen over den blinkende Flade, 

og Baad efter Baad fig ſlutter dertil 
med Bryllupsgjeſter ſaa glade. 

Det blaaner fra Kloft, det ſkinner fra Bre, 
det dufter fra blomſtrende Abildtre — 
ærværdig [faar Kirken paa Tangen 

og figner med Klolkeklangen. 


Da jeg under en Sommerrejje i Norge paa Til⸗ 
bagevejen gjennem Gudbrandsdalen naaede til Kongsli, 
fil jeg at høre, at jeg var indbudt til et Bryllup i 
Kvikne. „Ja“, ſagde Konen, da jeg var kommen, „nu 
er Du Danſker indbudt til Gjeſtebud, men Du bier 
temlig længe for i Dag begynder det! Vil Du vente 
til i Morgen, ſaa ſkal jeg Fjøre med Dig“. Det ſagde 
jeg glad ja til, for jaa kunde jeg endnu jaa dette med 
fra Gudbrandsdalen. 

Kongsli, ſom jeg havde gjeeſtet paa Dyrejjen, var 
en ſtor Bondegaard, ſom imidlertid ſaare lidet lignede 
en danſk Ejendom, da der horte 51 ſterre og mindre 
Trabygninger til Gaarden. Den havde ogſaa i fordums 
Tid været en Kongsgaard, hvor Kongerne paa deres 
Rejſe gjennem Dalen ſtundum raſtede i flere Dage. 

Neſte Morgen ſtod Heſten for Kariolen ude paa 
Gaardepladſen, og jeg ventede paa at Konen fkulde 
bede mig ſidde op foran og kjore. Men nej; der ſatte 
hun fig op og tog Temmen i Haanden, og jeg maatte 
bag op. Det gik raſk om ad en Ficeldvej; hun havde 
fjørt for den Dag. Der var en god Mil om ad en 
lille Sidedal til Kvikne, der var et yndigt lille Dal⸗ 
ſtesg. J Bunden af Dalen bruſte en lille ſtrid Elv; 


den ſkummede med ſteerkt Fald dybt nede i en vild og 


næver Klippeſpalte. Oven for i Dalen laa Bryllups: 


gaarden „Viſtad“. Der var Stilhed i Gaarden da 
vi ſpingede ind paa Gaardspladſen mellem en Mængde 
af Karioler; kun nogle faa Mend ſtod henne ved 
Staburet i Samtale. Strax kom en Karl hen og tog 
os i Haanden med et „Velkommen til Gjeeſtebudet“, 


og befriede os for Kjøretøjet. 


Der blev nu en Loben, og en Stirren paa mig; 
Vinduer og Dore vare fyldte med nysgjerrige Kvinde⸗ 


| anfigter, og jeg hørte dem raabe: „Aa, der er nok 
Danſteren!“ Brudgommen kom ud, bad mig Velkommen 


og takkede mig for Wren, jeg viſte ham, idet jeg var 
faa ſnild at komme til Brylluppet hans, og jeg ſkulde 
da endelig med ind for at klinke med ham. Jeg hilſte 
paa den unge vakre Brud, men følte mig ellers noget 
undſelig imellem alle de ukjendte Menneſter. Det fik 
jeg imidlertid ikke Lov til ret længe, en Kone kom og 
rykkede mig i Wrmet, jeg ſkulde hen og nyde en Kop 
Kaffe ved et lille Bord, der ſtod midt paa Gulvet, og 


I det Blev ikke ved en Kop, ſkjent jeg takkede og vilde 


ikke drikke mere; thi ſaa kom en og ſaa kom en anden 
og ſatte ſig hen hos mig med de Ord: „Aa, drik 
bare en lille halv Kop for at gjøre mig Selſkab, Dan⸗ 
ſteren faar være Jan ſnild, at gjøre mig den Were“. 


Og ſaa var det ikke let at ſlippe. 


Det var Middag; der ſkulde ſpiſes Frokoſt. Vi 
kom ind i et meget ſtort Verelſe, hvor der ſtod et 
langt Bord med to Flojborde. Jeg blev beenket lige 
over for Brudeparret, ſom ſad midtbords i en Sofa. 
Men hvad er det, der kommer faa langſomt ſkridende 
langsad Bordet hen imod mig? Det er tungt kan jeg 
fe pan de unge Kvinder, for de døje med at løfte det 
til Naboen. Nu er det ved mig — det er ſtore ſorte 
Blodpolſer. Jeg ſkar mig et forſparligt Stykke deraf 
for at lette lidt paa Fadet, for det var ikke mer, end 
at jeg kunde magte at løfte det til min Gjenbo. Polſen 
var god og der var Smorſous til. Men der var mer 
i Vente, fra ſamme Kant hvorfra Polſen kom var der 
en ny Ladning i Sigte. Det var et ſtort Stenfad 
med hvide Grynpelſer paa, fyldte med Kryderier, dem 
ſkulde jeg da ogſaa ſmage. Saa kom der flere Kjød- 
retter. Efter endt Spisning ſtulde der takkes for Mad, 
og ſaa blev der drukket Kaffe igjen og lidt efter Te, 


og faa ſtormede al Ungdommen op i den ſtore Danſe⸗ 


flue i andet Stokverk. Brudgommen kom hen til mig 
og bad mig da endelig trede en Brudedans. Jeg bad 
for mig og ſagde, at jeg hverken duede dertil eller havde 


Lyſt, men faa kom Bruden og bad mig ſaa venlig, dog 


at danſe med hende, at jeg ikke længer kunde ſige nej, 
og jaa kunde jeg heller ikke godt flippe ſiden, da flere 
opfordrede mig til at danſe. 

Der blev en Standsning i Danſen, hvad mon 
der nu vil ſke? tænkte jeg. Flere Karle og Piger 
ſtillede fig. op ien Klynge paa Gulvet og ſang af deres 
Nodebsger flerſtemmige Sange, baade norſke og danſte, 


«„ 


Fr 


396 


hvor i blandt „Der er et yndigt Land“, „Lenge var 
Nordens herlige Stamme“ og flere andre. Det var 
fornsjeligt for mig at hore, kun Skade, at det var ſaa 
faa, ſom kunde være med dertil. Der er flere Steder 
i Gudbrandsdalen dannet Sangforeninger hvor Unger⸗ 
ſpende og Piger Søndag Eftermiddag ſamles med deres 
Nodebager for at ſynge Kunſtſang. Jeg havde glædet 
mig til at je nogle gamle norſte Folkedragter i Brylluppet, 


men de var helt forſpundne der i Egnen; Bruden bar 


heller ikke Krone, hvad ellers. er Tilfælde endnu flere 
Steder deroppe, men var flædt ſom en danfé Bondebrud. 
Om Aftenen ſkulde der ſpiſes Middagsmad, der 


blev da en hel Jagt efter Folk, fordi ingen vilde forſt 
ind til Bordet. Bruden og Brudgommen ſad alt i 
Sofaen. De nærmefte Slægtninge ſkulde jo ſidde 
nærmeft hos dem, men da de blev anmodet om at gaa 
til deres beſtemte Pladſer, lob de ind i Sidekamrene, 
og de, ſom jaa ſkulde je at ſkaffe dem til Bords, kom 
da ofte ſlebende med dem ved Armen, og de maatte 
pasſe godt paa, at de ikke ſtulde flippe fra dem; for 
kunde de, ſled de fig las igjen. Den Jagt var der 
flere ſat til at drive. Jeg blev da ogſaa ſnart grebet 
fat ved Armen, man tenkte maaſke, at jeg ogſaa vilde 
prøve paa at undlobe, men jeg fulgte føjelig Kaldet 


Norsk Pandebrnd smykes. (Ofter et Maleri af Cidemand). 


og kom derved til at indtage en hel Hedersplads paa 
højre Side af Brudeparret, medens Kvinderne ſad paa 
den venſtre. Ungerſvende bar Maden frem: Kjodſuppe 
med Boller i og ſiden 3 Retter Kisdmad. Der var 
ſaadan en Snakken og Kommers ved Bordet, ſaa det 


var en Lyſt, idet hver underholdt fig med fine Naboer. 


Oven paa alt bette „Madſtrev“ fulde der igjen danſes 


og drikkes Kaffe og Punſch. Jeg blev nu hjembudt 
hos en forverende Stortingsmand Harilſtad for at ſove 
nogle Timer. 


Sengene. 


Neſte Dag begyndte man jaa forfra igjen, forſt 
med Kaffe og en ſper Mængde „Bidter“ — faa falde 
de Smaakagerne og ſaa Danſen i Gang igjen lige 
ſtrar paa Formiddagen, ſom vi vare komne op af 
Til Frokoſt fil vi Ludfiſk“), Fiſkeſuppe ““) 
og Ficelderreder jaa” Kaffe igjen, jaa Dans og Sang 


Den torre Bergfiſt ligger Dagevis i Bogeafkelud til den 

er ganfke opbledt og bævrer faa Gaflen idet man nyder den. 
*) Srreden koges i Melk, man bruger dygtig Eddike og 
Sukker til, Suppen, ſom er meget nærende men vammel. 
78 


Se 


3 


og Punſch og Sang og Dans igjen. Det var ſaadan 
en Hede, at Huſene ſvedte Harpix og man kunde ſpede 
blot ved at ſe derpaa. É | 

Jeg og et Bar Kvinder gik en Tur ud i Dalen 
ned til en lille Elv for at friſke os lidt og plukke 
Blomſter, der var nok af dem: Kjcerminder, Stedmoder⸗ 
blomſter, Hjcertegres m. m. Jeg bandt en lille 
Blomſterkoſt til Bruden og var hel ſtolt af at ſe, at 
hun ſtak den i Barmen og bar den til Skue hele Dagen 
under Danſen og ved Middagsbordet, og roſte ſig af, 
at hun havde faaet den af Danfkeren. 

Da der fulde ſpiſes Middagsmad kom igjen den 
ſamme Tur om Bordpladſerne. Jeg fik mit gamle 
Sæde, Der var Vinſuppe med Rismelskage til, ſamt 
flere Kisdretter og tilſidſt „Roemmegrod““) paa ſtore 


helt pyntelig ud og jeg horte Konerne, ſom ſade ved 


Bordet, ſige til hinanden efterſoem de jo paa Navnet 


kunde ſe hvilken Gaard Smorret var fra: „Nej hvor 
det dog er et farligt digert“) Smør Du har“. 

Der var Lyſtighed og Lattermildhed under Maal⸗ 
tidet; af og til maatte vi ſkygge for Anſigtet, da 
Svedſkeſtenene ſuſede os om Orene. Da jeg udtalte 
nogen Forundring over deres Mad⸗ og Bordſkik, maatte 
jeg til at fortælle, hvorledes det gik til ved et danſk 
Bryllup, og det morede dem koſteligt, at vi ſendte Hons, 
Wender, Wg, Spegekjod, Rullepøljer, Smør og deslige 
til Hjælp til Gildesmaden. Saa vilde jeg da ogſaa 

vide om de ikke ogſaa bragte Gildesmad til Bryllups⸗ 
gaarden. Jo, det gjorde de da egentlig ogſaa, men 
de ſendte den ikke ſaaledes et Par Dage forud, men 


Stenfade. Graden fejlede i Smør, ſom Øer i Vand; 


lavede den færdig, hvorpaa de pan Bryllupsdagen forte 


det var dog for fedt. Maden blev baaren ind af 6 


den med ſig, det ſyntes de var meget bedre. Enhver 


Ungerſvende og havde fin Grød 
Piger. Den med hjemme 
blev førft ſat fra til Gildes⸗ 
frem for Bru⸗ gaarden, den 
deparret, ſom var i kjonne 
ſaa lod den udſkaarneTree⸗ 
gaa ud hver til ſpande med 
ſin Sidemand, Laag over. 
for at van⸗ Ogſaa havdes 
dre langs Bor⸗ Smorret med 
dene. Tyndt fra Hjemmet. 
Fladbrod af Det var i Tree⸗ 
Wrte-, Hapre⸗ kasſer, kunſtigt 
og Buygmel udſkaarne paa 
bleve ogſaa de indvendige 
ſendt om, lige⸗ Sider, ſom 


ſom de myge 
Lefſer !*) en 
ſtor Mængde Sag 
af Goderaad, 

Vafler, og 

Smaaſnapſe af og til. Der var Ol i Flafker, men 
det var ikke jaa godt ſom det danſke. Melk i ſtore 


— 


Spolkummer gik rundt og der var ſaadan en Kjsren 
rundt fra Nabo til Nabo med de mange forſtjellige 


Slags Dyppelſe, Brod, Ol, Mælk oſv., at man neten 
ikke kunde jaa Stunder til at nyde noget deraf; havde 
man leveret noget med den højre Haand, ja da ſkulde 
den venſtre være rede til at tage imod en ny Sending. 
Rundt paa Bordene ſtode ſtore Smorſtakke, firkantede, 
lidt ſpidſe opefter og hver vejede vel omkring et Par 
Bund. Paa Siden flod Mandens Navn med Krone 
over eller omgivet af Blomſter og Snirkler. Det jaa 


) Rommegred eller Fledegred: fint Havremel, ſom røres godt 
ud og koges i Fløde, er en Ret man ofte nyder paa 
Setrene om Sommeren. 

29) Lefſer er kun lidt bagte, tynde Deigſtiver, der ſom tynde 
Pandekager kan rulles ſammen. 


Norsk Brudepar ned Birken. 


naar de kom 
til Bryllups⸗ 
gaarden kunde 
tages fra hin⸗ 
anden i Hjor⸗ 
| nemme; faa ſtaar Smarret der med de pynteligſte 
Aftryk. Og faa havde de med fra hver Gaard en ſtor 
Trakasſe eller „Tejne“ fyldt med Vafler, „Goderaad“ 
og Klejner. Derfor var det, man havde faa gode 
Raad paa Goderaad; paa dem ſaas ogſaa Mandens 
Navn med anden Stads. Der var en grumme flor 
Forſtjel paa disſe Sager, ſaa jeg nok, men det var jo 
| ba jaa heller ikke faa ſcert. Mod Slutningen af Maal⸗ 
tidet blev der ſendt et ſtort Stykke groft Lærred rundt 
om Bordet fra Mand til Mand, for at man dermed 
jelv kunde aftørre Kniv og Gaffel. 

En Mand gik nu rundt med et ſtort og dybt hvidt 
Fad, hvorover der ſtod en Tallerken, han gik til hver 
enkelt og ſpurgte: „Har Du danſet?“ „Ja, et lille 
Gran“, blev der ofte ſvaret. „Ja“, ſagde han med 


) digert: fvær, ſtort Stykke. 


i 
i 
| 
| 
i 
| 
| 
i 
| 


398 ä N 


Fadet, „ſaa ſtal Du give Penge her paa Tallerkenen“. 
Der blev megen Morſkab ud af denne Sporgen; nogle 
undſkyldte fig med, at de havde glemt Pungen hjemme, 
andre, at de ikke havde danſet. „Ja“, blev der jaa 
ſvaret, „ſaa har Kjerringen Din nok danſet“, og nu 
hjalp der ingen Udflugter længer, ſkjont Manden tit 
krympede fig ved at betale fin Mark (omtrent 80 Øre). 
Var han alene var det kun en Mark, men havde han 
fin Kone med, var det en halv Mark til. For hver 
Gang der blev ofret paa Tallerkenen, blev den vendt 
med Indholdet ned i Fadet. Da det kom til mig 
kunde jeg jo ikke nægte, at jeg havde danſet, og lagde 
min Mark, men ſaa opleftede Brudeparret og flere 
andre et Raab om, at Danfkeren ikke maatte betale; 
han var ſaa ſjelden og merkelig en Gjeſt, at det 
maatte ikke tilſtedes. Jeg bad da om at maatte nyde 
den ſamme Ret og Wre ſom mine Bordfeller. Endelig 
bleve vi da færdige, ſkjont der var mange Retter Mad 
der ſkulde have den befalede Rundgang. Vi maatte 
forſt takke Brudefolkene for Maden og derneeſt alle Op⸗ 
varterne, ſom meget fornuftig havde ſtillet fig op i en 
Roekke ved Doren, faa man ikke behøvede at løbe og 
lede efter dem. Saa fkulde der danſes, drikkes Punſch 
og atter danſes, ſynges, danſes, drikkes og atter danſes. 

Ud paa Aftenen kan det nok være, at der blev 
Lyſtighed og Kommers. Spillemend, dygtige i deres 
Fag, ſpillede op til „Springaren“ og tre Par traadte 
frem, Gutten førende fin Jente bag efter fig ind til 


„Danſepladſen: han begyndte med lyſtige Spring og 


dygtige Tramp i Gulvet, fan det ryſtede og knagede 
under ham hver Gang det betonede Bueſtrog hørtes, 
hun derimod kom med korte trippende Skridt og med 
nedſlagne Øjne, ſom om hun var meget undſelig. Paa 
den Maade fore de nogle Gange Stuen rundt, ſom en 


Top, idet han ſelv drejede ſig langſom paa ſamme Plet 
efter Muſikkens Takt; derpaa forte han hende atter 


nogle Gange omkring Kredſen bag -efter fig, ſlaar jaa 
begge ſine Arme omkring hendes Liv, medens hun lagde 
Henderne paa hans Skuldre og nu gik det i en hvirv⸗ 
lende Runddans. Ofte tager Gutten ſin Pige med et 
raſkt og ſterkt Tag midt under Danſen og løfter hende 
højt op over de omſtaagende Folk og med et Udraab: 


„Staa dog Marit!“ Bergit, Kari eller hvad Pigen 


hedder, jætter hende ned paa Gulvet igjen, ſaa Skjor⸗ 
terne fare højt op. Siden kom et Par raſke Fyre til 
at danſe „Hallingdanſen“, Hvori de gjorde Kaſt med 
Benene henover vore Hoveder 3 Alen i Vejret, og 
Sujet ryſtede, naar de igjen ſatte Benene mod Gulvet. 
Siden blev der øvet mange Kunſter: midt under Danſen 
kunde en Karl ſaaledes kaſte fig om paa Hovedet, ſtaa 
der et Ojeblik, ſlaa fig op paa Benene igjen og atter 
være med i Danſen. Da Kvinderne ud paa Natten 
vare gaaede af Danſeſtuen, tog Lyſtigheden rigtig Over⸗ 
haand, iſer drev et Par Snyltegjeſter det vidt, ſnart 
danſede de, og ſnart ſtod de paa Hovedet, flængte fig 


ſaa om paa Ryggen og pan Maven, flog Hjul og 


vexlede paa alle Ender og Kanter, jaa der blev en 
Staahej og Kommers, ſom jeg ikke før har været 
Vidne til. 

Paa fjerde Dags Bryllup begyndte det, ſom de 
andre Dage, forfra med omtrent ſamme Levemaade: 
Dans og Drik og Sang. Man undres maaſke over, 
hvorledes de kunde holde det ud jaalænge i et ſaadant 
Bryllup; men det kunde endda gaa an, thi fra Klokken 2 
om Natten til 7—8 om Morgenen ſov de fleſte, der 
var henved en Snes Senge paa Gaarden, ja ſelv i 
Danſeſtuen ſtod flere Senge. Jeg frygtede at jeg ſkulde 
komme til at føle mig ſom den fremmede iblandt de 
mange, men det gik helt anderledes, jeg blev ſtrax ſom 
hjemme imellem dem, og det var, ſom om jeg var en 
af deres egne. Enhver vilde „prate“ med Danfkeren, 
fra Mænd og Kvinder over 80 Aar og ned til Smaaborn, 
ſom knap kunde ſnakke, ikke at tale om Gutter og 
Jenter. Jeg var ner flidt op af bare Snak, for fan 
ſkulde jeg fortælle om Sonderjyderne — det var jævnlig 
deres Sporgsmaal hvordan jeg troede det gik de ſtakkels 
Folk, ſaa om Danmark — ja man gjorde mig de utro⸗ 
ligſte Spørgsmaal; jeg kunde aldrig være i Fred, altid 
var der nogen, der vilde ſporge og ſnakke. Jeg maatte 
til at lære dem et Par danſke Lege, ſom de havde deres 
ſtore Morſkab af og jeg maatte ſtadig, hvad der var 
værre for mig, hen at klinke og drikke med en og anden; 
jeg blev juſt ikke presſet til at drikke mer end jeg havde 
Lyſt til, men jeg ſkulde da gjøre denne eller hin den 
Wre at drikke en Broderſkaal med Onſke om en nær: 
mere Tilſlutning mellem Nordens Folk. Og der flod 
altid opffjænfet ſmaa Glas Punſch paa et Bord midt 
i Stuen uden for Dagligſtuen. Alt gik ellers ſaa 
pænt til, men det var nu ogſaa ene pæne ordentlige 
Bonder, der vare ſamlede, og blandt dem anſaas det 
for en Skam at drikke ſig fuld. Det er jo iøvrigt be⸗ 
kjendt nok, at det ſomme Steder deroppe i Norge kan 
gaa noget broget til baade ved Bryllupper og Jorde⸗ 
færd. Det er jo en gammel kjendt Fortælling, at 
Konerne i Balders havde for Skik at tage deres Mænds 
Ligſkjorter med, naar de rejfte ud til ſterre Samlag, 
eſterſom man jo ikke vidſte, hvad der kunde hænde, 
ſaaledes brugte man Tollekniven mod hverandre, naar 
Drikken ſteg til Hovedet, og der enten kom Kiv eller 
var gammelt Nag. Men ſlet ſaa galt gaar det jo ikke 
til nu om Stunder. 

Den unge Brud ſkulde et Par Dage efter Bryl⸗ 
luppet flytte langt op pan Fjeldene til Sæters, hvor 
hun ſkulde blive et Par Maaneder hos Kgerne, medens 
Manden ſkulde pasſe Gaarden derhjemme. 


fj. f. A. Hopmoller. 


Storkelir. 
Af Kn. SK. 


et er mærkeligt, med hvilken Strenghed 
Storkene holde over „de i Familien ned⸗ 
arvede Sæder og Skikke“, hvor rede de 
i Reglen ere til at tilbageviſe et hvilket 
ſom helſt Forſog paa at krenke dens 
Værdighed. Min Nabo har en Storkerede, ſom er 
over en Menneſkealder gammel, og ſom jeg i dette 
Oieblik kan ſidde og je paa gjennem mit Vindue. Det 
er rimeligt, at der om denne ærværdige Rede og dens 
Beboere kunde fortælles mange Hiſtorier, naar man 
bare kjendte dem; men jeg kjender kun folgende lille 
Trek derfra. Sønnen der i Gaarden fil et Aar det 
Indfald at lægge Honſeceg op i Reden til Storkemor, 
der alt havde begyndt. at ligge. Det lod næften til, 
at hun ikke brød ka videre derom; thi hun ſaa bare 
„lidt ſtjcvt“ til Drengen, medens han forfigtig puttede 
Wggene ind til hende. Men aldrig ſaaſnart var han 
kommen et Par Alen ned paa Tagſkraaningen, for 
Storkemo'r rejſte ſig op og kaſtede ben de ned 


bag efter ham; det ene ramte ham oven i Hovedet og 
floges i Stykker. Derpaa lagde hun Hovedet tilbage 
og kneebrede, ſom om hun højt og lydt vilde forkynde, 
hvilken ædel Daad hun havde øvet. 
å 5 det er 90 enhver ned 8 6 har 1 
og og dygtig en Mage, og ve hende, hvis hun under 
hans 1 finder ſig i det allerringeſte Kamme⸗ 
raderi med andre Fugle eller deres Yngel. J en anden 
Gaard havde man lagt et Uglecg op i Storkereden, 


og ingen merkede noget til, at det blev kaſtet ned. 


Det gjorde det heller ikke; Storkemor lod det ligge 
og rugede Ugleungen ud tilligemed ſine egne Unger. 
Tiden gik, Storkeungerne vare fuldvoxne og havde lært 
at flyve, og endnu var der intet paafaldende flet. 
Men faa en Dag bliver Huſets Beboere opmeerkſomme 
paa, at der foregik noget uſcedvanligt oppe paa Tag⸗ 
rygningen. Storkemo'r ſtod ganſke ene henne ved 
Reden; hun rørte fig ikke af Pletten; men hendes 
Udſeende var forknyt og modfalden ſom en dødsdømt 
Forbryderſkes. Henne paa den modſatte Ende af Tag⸗ 
1 SER ſtod Storkefa'r og Børnene ſamt nogle frem⸗ 
mede Storke, ſom om de vare fordybede i en alvorlig 
Raadſlagning. Af og til lagde de Hovedet tilbage 
og knebrede. Da dette havde varet en Stund, kom 
de, en ejter en, ſpankende hen ad Monningen med 
majeſtetiſke Skridt, vendte og drejede Hovedet og kigede 
ned i Reden, ſom om der be 

vidunderligt deri. „Vidunderet“ var ſtke nogen anden 
end den ſtakkels Ugleunge, ſom Storkene omſider hug⸗ 
gede ihjæl med deres Næb og kaſtede ned i Gaarden. 
Derpaa kaſtede hele Flokken fig under Storkefa'rs Anforſel 
med Raſeri over Storkemo'r, der ſtod ubevegelig og 
modtog de dræbende Hug. Det var ſnart forbi med 
hende, og da de havde kaſtet hendes døde Legeme ned 
i Gaarden bag efter den dræbte Ugleunge, fløj Storke⸗ 
fa'r bort med ſine Born og de fremmede Deltagere i 
Dagens blodige Begivenhed. Den øvrige Del af Som⸗ 
meren ſtod Reden forladt og de. 


Fra en Landsby henne i Silkeborg⸗Egnen har et 


Ojenvidne fortalt mig følgende: 
En Mand der i Byen havde et Storkepar paa et 
af fine Udhuſe. Man blev opmarkſom paa, at Hunnen 


fandt ſig et eller andet 


glorde fig ſkyldig⸗i Utroſkab mod ſin Mage, idet hun 


5 — . N — . 


399 


ſtundom, under hans Fraverelſe, modtog Beføg af en 
fremmed Han, der dog altid var jaa forſigtig, at den 
fløj fin Vej, inden Storkefa'r kom hjem. Men det 
merkeligſte var, at den trolsſe Hun ſtadig, ſaaſnart 
hendes. Galan var borte, fløj ned i et Gadeljær og 
vaſkede fig. En Dag fkete det, at Hannen uventet 
kom hjem og traf de brødefulde ſammen i fin Rede. 
Den fremmede Han tog Flugten; men Storkefa'r havde 
jet nok. Han eendſede denne Gang hverken Hjem eller 
Mage, men foer raſende bag efter Niddingen, ſom 1 
forſtyrret hans Husfred. Hvad Enden blev paa denne 
Jagt, om den ſtrafſkyldige blev indhentet bg dræbt, 
vides ikke. Imidlertid blev Hunnen rolig ſiddende i 
Reden og frøb ſammen, ffjønt man fkulde ſynes, at 
ogſaa hun kunde have reddet ſig ved Flugt. Omſider 
kom hendes vrede Mage hjem. Da han havde faaet 
Fodfæfte paa Kanten af Neden og ſtod knejſende over 
Hunnen, ſaa det ud, ſom om hun ſendte ham et bønligt 
Blik, hvorpaa hun bøjede fin Hoved ug afventede ſin 
Skæbne. Men der var ingen Barmbjærtighed at vente. 
Med Spidſen af fit Næb bibragte Hannen ON et 
eneſte Stød, der var ſaa kraftigt, at Næbet dryppede 
af Blod. Derpaa lagde han Hovedet tilbage, knebrede 
et langt Farvel og fløj ſaa bort. Man fatte en Stige 
til Sujet, og en gik op for at je, hvad der var blevet 
af Hunnen. Den laa i Reden og var ded. Ogſaa 
denne Rede ſtod tom til neſte Foraar. 

Et andet meerkeligt Trek, jeg har iagttaget hos 
Storkene, er deres ſtore Taalmodighed og Udholdenhed. 
En Husmand af mit Bekſjendtſkab holder ikke af Storke, 
da han paaſtaar, at de ville kaſte 1 ned igjennem 
1 8 Men for nogle Aar ſiden fik et Par 

og i Sinde at bygge paa hans Hus, og ſiden den Tid 
har han pe Sommer ſtadig levet paa Krigsfod med 
fine Storke. Han har ſtukket Bøgeris ned i Monningen 


af Huſet jaa tæt, at det har taget fig ud ſom en lille 


Skov; men Storkene have lige ſaa ufortrødent ryddet 
en Plet paa Enden af Tagrygningen og der bygget 
deres Rede. Han har kaſtet Sten op paa dem for at 
fordrive dem, men uden Held, og lige jaa oſte ſom 
han har væltet deres Rede ned, have de bygget den 
op igjen. Storkene have ſtadig gaaet af med Sejren, 
og trods alle Angreb har hver Sommer „Storkene kneiſet 
i Reden ſmukt“ paa bemeldte Mands Hus og opfoſtret 
deres Unger. Det er ham ikke mulig at blive af med dem. 

Jeg ſkal, ſlutte med at meddele endnu et Træf, 
ſom er af en mere tilfældig Natur, men derfor ikke 
mindre interesſant. En Stork kom et Foraar hiem 
fra fin Rejje til „de varme Lande“ og havde en Pil 
paa tværs igjennem Halſen. Omtrent Havdelen af 
Pilen ſad ud til den ene og den anden Halvdel til 
den anden Side, jaa at Pilen og Halſen dannede et 
Kors. Naar den ſad i Reden eller ſtod paa Huſet „i 
dybe Tanker“, vilde Spurve og andre Smaafugle jætte 
ſig paa Pilen, hvilket den fandt ſig taalmodig nok i; 
kun naar der blev for mange, ryſtede den pan Hovedet, 
hvorved de fløj bort. For øvrigt lod det ikke til, at 
den havde nogen Meen af at være bleven mærket paa 
denne merkelige Maade. . 

Det tilføjes, at de her meddelte Zræt dg Storke⸗ 
Livet alle ere fortalte efter virkelige Jagttagelſer, uden 
Tilſctning af noget opdigtet. 


Til Læferne. 


Med naſte Nr. flutter Husvennens ſin tredie (Aargang. 
Jeg kan ikke undlade at lade Slutningen være en varm Tal 
til enhver, der i den forløbne Tid har ftøttet Bladet, og til 
enhver Læfer ſom har holdt det. Det ſtore Oplag (10,000), 
hvori dette Bind er trykt, er mig et fjært Vidnesbyrd om, at 
Bladet har erhvervet fig mange Venner og forſtaaet at tilfreds⸗ 
ſtille alle billige Fordringer i de Hjem, hvor det har fundet 
Indgang. Det läſes nu hver Uge af over hundrede Tuſende, 
og denne Kjendsgjerning er mig en ſtor Opmuntring til at 
anvende ſtadig ſterre Omhu paa at levere et muligſt ſmukt og 
godt Indhold. Det er her ikke faa let at træffe alles Smag. 
Nogle Laſere ville have Hiſtorier af et muntert Indhold, andre 
af et alvorligt eller udelukken de religioſt Indhold. Nogle ville 
have flere ligefrem belærende Artikler, andre bede om at de dog 
ikke maa fag formeget af ſaadant „kjedeligt“ Stof. Man vil 
forſtaa, at jeg umulig i hvert Nr. kan tilfredsſtille alle. Jeg 
har hidtil ſtadigt haft for Sje, at afpasſe Indholdet ſaaledes, 
at det kunde afgive en forfriſkende og aandsdannende 
Læsning, ſom kunde bringe Glæde til Hjemmet ſamtidigt med, 
at mangen en Meddelelſe og mangt et Billede bringer lidt 
Kundſkab om mange Ting hele Verden rundt, ſom det fan 
være nyttigt eller behageligt at kjende lidt til. 


Husvennens ſtore Udbredelſe er det bedſte Vidnesbyrd om, 


at den bliver hilſt med Glæde i flere og flere Hiem, og jeg 
modtager ſtadig mange Vidnesbyrd om, at der næppe er noget 
Blad der bliver ventet med mere Længjel af ftore og ſmaa end 
Husvennen. Intet kunde være mig Fjærere, end at flere og flere 
Familier kunde faa Glæde og Gavn af Husvennen, og jeg 
beder derfor atter nu, ved det nye Leſeaars Begyndelſe, alle 
mine og Bladets Venner om gjentagende at anbefale Bladet til 
de Familier blandt Venner og Frander, ſom endnu ikke kjende 
det. Euhver ſom til Prove vil tegne fig for naſte Gir dinhaar, 
er jeg forvisſet om ikke vil afſige Bladet ſenere. ed det ſaa⸗ 
ledes voxende Holderantal vil desuden Evnen til at udſtyre 
Bladet ſmukt ſtadigt ſtige, hvorved den ſtedſe voxende Udbredelſe 
vil blive til Gavn for enhver. af Bladets Laſere. 

Fra 1ſte Oktober vil Husvennen nemlig fremtrede endnu 
ſmukkere udftyret end hidtil, Der vil blive anvendt ganffe nye 
Typer til Bladet og endnu ftørre Omhu paa en ſmuk Trykning. 
Jeg har allerede et meget ſtort Forraad ſerdeles ſmukke Billeder 
liggende udførte til næfte Bind, ligeſom en Rakke fortrinlige 
Fortællinger, af Husvennens bedſte Medarbeidere, ligge færdige 
til Optagelſe, til Dels forſynede med ſmukke til Fortællingerne 
udførte Billeder, 
foreligger allerede færdig en udmarket vellyktet Haandtegning 
udført for Husvennen, af den udmerkede danſte Kunſtner Otto 
Bache, foreſtillende Tordenſtjold der fremſtiller tre ſvenſke 
Fanger ved Hoffet for Kong Frederik den fjerde. 


Smaaking. 


Fra King. Da den nordamerikanſte Geſandt i King en Gang 
var til ſtort Middagsgilde hos Mandarinen Ling, kom der blandt 
andet en Ret paa Bordet, ſom han nød med 
antog for Andeſteg. Da hau ikke kunde tale kineſiſt og dog gjerne 
vilde vide, hvad det var, der ſmagte ham fan godt, pegede han 
med Fingeren paa Stegen og ſagde i en ſporgende Tone til fin 
Vert: „Rab, rab, rab?“ Men Mandarinen ryſtede paa Hovedet 
og ſvarede lige faa kortfattet: „Vov, vov, vov!“ — Generalens 
Appetit aftog betydelig efter denne Erklering. 


Oplosninger fra Nr. 493 
paa Stavelſegaaden: Roſe. 
paa Gaaden: Kakaduer. 


Som Tillagsbillede for naſte Fjerdingaar 


megen Appetit og 


Husvennens Cillegsbilleder. 


Der er ofte fremkommet Onſter og Raad med Henſyn til 
Tillegsbilledernes Forſendelſe, ſom viſt tiltrædes af de fleſte af 
Husvennens Holdere, og ſom jeg derfor vil tillade mig nærmere 
at omtale og belyſe. ' 

Medens der ſtedſe udtales Glæde og Anerkjendelſe over 


Billedernes Indhold, Tegning og Udforelſe, beklages det ofte at 


de ikke ere trykte paa tykkere Papir og at de maa fam men- 
lægges til Forſendelſen, hvorved Billederne modtage et Læg, 
ja ofte yderligere frølles ved Forſendelſen fra Poſtkontoret med 
Landpoſtbudene. 

Jeg har ingenlunde været blind for disſe Ulemper og 
har i denne Retning gjort hvad jeg har kunnet, ved at hen⸗ 
vende mig til Indenrigsminiſteriet med Audragende om at 
maatte lade Billederne forſende med Bladet rullede paa en Rund⸗ 
ſtok, men dette blev afflaaet, ſom ſtridende mod Poſtloven. 

Der er ſaaledes intet andet for mig at gjøre, end at ſende 
Billederne ſammenlagte i Bladet; men derſom de da vare trykte 
paa tykt Papir, ſom jeg gjarne, trods den ftørre Bekoſtning, 
vilde anvende, faa bliver de Leg, Papiret faar, til Brel, der 
ikke gaar ud. Naar Billederne skulle ſammenlegges og ere 
udſatte for at blive krollede i Poſtbudenes Taffer, lider 
Billedet mindit naar Papiret ikke er for tykt, og de modtagne 
Folder kan da i Reglen let udglattes, naar man vil anvende 
Billedet til Skilderi. Dette ſter letteſt ved at fugte Billedet med 
rent Vand, og derefter, naar det er jævnt giennemfugtet, lægge 
det mellem nogle Ark Skrivpapir og Aviſer, betyngede med en 
Del Bøger: eller lignende. Naar det er tert vil Papiret i Regelen 
være tilſtrakkeligt glat, eller blive det, naar det, lagt mellem et 
Par Ark Skrivpapir, presſes jævnt over med et varmt Stryge⸗ 
jærn. Bil man ofre lidt mere Ulejlighed paa Billedet, der ſtal 
anvendes til Skilderi, maa man helſt flippe den hvide Rand af 
indtil / Tomme fra ſelve Tegningen, overſtryge Bagſiden tyndt 
med Kliſter, ſom tynd Melgrod, dannet ved at ffænfe kogende 
Vand paa noget i lidt koldt Band udrort Stivelſe, hvorefter 
Billedet klebes ſmukt gaat faſt paa tyndt hvidt eller graaligt 
Pap, af den Slags („Karton“) der anvendes til Opklebning af 
Fotograftbilleder. Papirkanten maa være faa ſtor, at der kommer 
en mindſt to Tommer bred Rand rundt om Tegningen. De 
ved Forſendelſen modtagne Folder fjernes herved fuldſtændigt, 
navnlig. naar Billedet, efter Opflæbningen, tørres langſomt, lagt 
med Villedſiden opad paa et fladt Bord overdekket med en Del 
855 hvidt Skrivpapir og Aviſer, belcsſet med en Del tunge 

øger. 

Optlæbede- paa denne Maade og fat i Glas og Ramme — 
der ikke maa være for lille — tager Billederne ſig overmaade 
godt ud, hvorfor vi ikke nokſom kan tilraade denne Behandling 
for de ſmukke Billeders Vedkommende, ſom folge med Husvennen 
i dette og folgende Fjerdingaar. 


N. C. Rom. 
ATL AS. Hals. 
paa den T A A R N. bpaa den e Esſek. 0 
firkantede] L A S T E. Leffe S Landau. 2 
Ned: A n 6. Cd. S Obötakandl. 2 
S NE GL. | Eckernfördeſjord. 15 
Brevpexling. 


Flere Sporgere. De i Husvennens Nr. 21 omtalte Knive 
og Gafler ſamt andre Staalvarer holdes bedſt blanke og fri for 
uſt ved at ſlibes med „Davis & Sons“ Smergelpulver, der 


faaes i 1 Pd.s Blikdaaſer à 50 Øre fra C. Th. Rom & Co. 
Kjobenhavn V. 


— I — n. For mangelfuldt i Formen. 


Indhold. Lokes Straf, Digt af Fr. W. Horn. — Et norſt Bondebryllup, 

af H. K. A. Hovmoller, med 2 Billeder. — Storkeliv, af Ku. Sr. 
Til Leeſerne. — Husvennens Tillegsbilleder. — Smaating. — 
Brevvexling. N 


„Husvenuen“, hela; 
Vileder, til 1 Krone Fjerdingaaret, frit tilſendt. 
ethvert Pofikontor og Vrerſamlingsſled, i enhper 


Villedblad for Morſkabslceniug, Oplysning og. Husſlid, udkommer lil 
Svert Fjerdingaar medfølger; gratis 
Boglade ſamt i Kjøbenhavn paa Husvennens Hopedkontot Veſlerbrogade, (Axelhuß) 2 B. 


hver Søndag med el 16. ſpallet Art, ſorſynel med flere 
et ſlort ſmußt Billægebillede. Bladet: kan beſlilles pan 


Trykt pas Udsiverens Forlag hos J.H. Schultz. 


i 
i 


sik É 
0 0 EN 


Middag. 


armt Middagsſolen hviler over Land 
over By, 

bort fra dens ſterke Straaler baade Dyr 
og Men'ſker fly, 

man lifter fig i Skyggen i Vyens lümre 

Gader, 
paa Landet træt man ftvælfer fig i Loer 
og i Lader. 


Og hedt der er derinde i Vondens lave 
Stue, 

paa Ruden brummer Bi, under Loſtet 
ſummer Flue, 

og ſpermende de kredſe om den ſovende 
5 lille 

jaa Sovnen bli'r urolig, og han ej kan ligge 
ſille. 


Mo'r tar da Dreng og Bugge op paa de 
ſterke Arme, 

hun ber ham bort fra Stuen, fra den 
trykkende Varme, 

hun fætter ham ved Sfrænten, hvor Benken 
den ſtaar, 

og Hengebirkens Grene udover Stien naar. 


Om Drengen føligt vifte de ee 
milde, 

i Søvn ham nynner ſagte den rislende 
Kilde; — 

Mon ej han, naar han vaagner, vil ſe mod 
grønne Tag, 

og ſporge, hvis han kan, „Hvor har Du 
BEDER lagt mig i Dag?“ 

i Anna Winkel Horn. 


fik fin Vilje alligevel. 


— — re RE — gm 


402 


Ene hjemme. 
g aa jer jeg Dig ikke hele Dagen, Povel?“ 
ſpurgte Gyda og ſaa med et halvt 
ſpargende, halvt bebrejdende Blik op 
paa fin Adgtefeelle, der ſtod med 
6 i Haanden for at gaa. 
ES „Naar Toget gaar jau ſent, kan 
Du jo nok ſelv teenke Dig, at jeg ikke 
kan være her tilbage for over elleve. 
ve Du ſtal ikke vente mig med Te.“ 
802 95 han Farvel og gik. 

Hun havde havt paa Læberne et Spørgsmaal 
om, hvorfor han netop havde valgt den ſidſte Dag af 
fin Ferie til den Rejſe; de havde ſaadan glædet fig 
til at nyde endnu en uforſtyrret Dag; i det mindſte 
hun havde glædet fig — hvad han havde gjort, 
kunde hun jo ikke ſvare for. Det havde været paa 
Læberne, men ud var det ikke kommet; og det var i 
Grunden ret heldigt; thi hvad kunde det nytte, han 
Det var jo altid ſaadan; ved 
enhver Leilighed fik han Ret, og hun maatte lade, 


ſom om hun havde Uret; og, Herregud, fordi man 


kun er en og tyve Aar gammel, er man da ikke noget 
rent Barn. ; 

Det var ikke længere ſiden end i ſidſte Uge, at 
han ogſaa havde været jaa underlig: De havde været 


ſammen oppe paa Maleriſamlingen og der ftødt paa 


et Billede, jom glædede dem i høj Grad; det var et 
lille Landſkab, ganffe ſimpelt i og for fig, kun en 
Klavereng med nogle Faar og en rodblisſet Ko, i 
Baggrunden en lille Landsbykirke, men netop den 
ſamme, de vare blevne viede i, den, ſom hendes Barn⸗ 
domshjem horte til. Hun havde da i fin Glæde 
udbrudt: „Aa, hvem der dog kunde kjsbe det Billede!” 
Men jaa var han paa en Gang alvorlig og ſagde 
næften vredt: „Ja, man kan nu ikke ſaadan kisbe alt, 
hvad man fer.” Hun havde ingen Ting ſparet, ikke 
det allermindſte, og dog var det jaa urimeligt af ham 
at ſige ſaadant noget; hun havde jo aldrig ment, at 
hun vilde have det; det var aldrig i hendes Agt 
engang at bede om Ting, ſom han ikke havde Raad 
til at kjsbe; men et uſkyldigt Onſke kunde da flippe 
enhver ud af Munden. Men var det ſaa krenkende 
for hende at blive betragtet ſom ubeſkeden, at blive 
fejet af med ſaadanne Svar, naar hendes Tanke var 
ren og uſfkyldig? Det var fandt, bagefter havde han 
rigtignok været ſom jædvanlig imod hende, ja, maaſke 
endnu mere henſynsfuld, og havde vift hende alle fine 
Bndlingsbilleder i hele Samlingen og talt med Liv og 
Varme derom; men de vrede Ord var dog jagte og 
kunde aldrig tages tilbage igjen. 

Det ulmede i hende, hun havde arbejdet Tankerne 
op til en Tvælende Folelſe, der maatte have Udbrud, 
det knugede inde i Bryſtet, Taarerne trængte fig 


frem — hun kaſtede fig viljelss ned paa en Stol og 
hulkgred. 

Stundum for hun op ſom i Skrak for, at nogen 
jaa hende; men der var ingen Ting at være bange for, 
der var ikke en Sjæl i Stuen. Næften var det ogſaa, 
ſom om hun ſkammede fig ſelv, hvad det vilde ſige, 
hun ſad her og græd — derſom de hjemme vidſte det, 
Gud, derſom de vidſte det! 

"Zænge ſad hun ſaaledes, jaa begyndte det at 
banke i Tindingerne, hendes Hoved var tungt ſom Bly, 
Øjnene ſped; altid kunde hun ikke blive ved at græde, 
det kan intet Menneſke holde ud. Hun krob fammen 
og ſad nogen Tid i en halv Des; det. plagede hende 
neſten at tenke. Da ſprang hun igjen op: ſaadan 
vilde hun da ikke ſidde hele Dagen; det være jaa galt, 
det være vilde, hun maatte dog tage fig noget for; 
der ſtod Syrokken og jaa meget leengſelsfuld ud, hun 
maatte hen at gjøre Gavn. Seltemodig tog hun fat 
paa at ordne alt, fik Sytsjet frem og gav fig til at 
træde jaa hurtig, at det var ganſke magelsſt. Men 
længe varede det ikke, far hun greb fig i at ſidde med 
Henderne i Skjodet, Fødderne bevægede fig trevent og 
uregelmesſig, det hele var nær ved at gaa i Skudder 
Mudder — av, der knak Naalen — nej, det Javde 
nok ingen rigtig Art med Syningen i Dag. 

Det bankede paa Doren. „Vers'god, kom ind!“ 
Det var Vigen, der bragte et Brev til Fruen. 

Brev! Brev hjemmefra! Alt andet var for et 
Ojeblik glemt; der var Brev fra Hjemmet! Skyndſomt 
rev hun Omſlaget op — et — to — tre Breve, fra 
Mor, Sigrid — og je, hvor dejlig langt — og Far, 
ogſaa fra Far! Alle aandede de Kjærlighed, de talte 
om Savnet af hende; men ogſaa om den glade Vished 
om, at hun havde det faa godt og var lykkelig. „Ja,“ 
ſtod der i Moderens Brev, „derſom vi ikke vidſte, at 
Du var lykkelig og elſkede den Mand, Du har givet 
Dig hen til, vilde vi to gamle være eengſtede og tryk⸗ 
kede; nu derimod har vi kun Savnet at firide med, 
det maa vi tage med ſom hørende til Alderdommen; 
det er jo en Gang Forældrenes Lod at blive af med 
deres Børn, efterhaanden ſom disſe voxer op. Din 
Soſter Sigrid ſkal vi jo ogſca ſnart miſte, hun fyr 
nu paa fit Udſtyr; dog derom vil hun nok ſelv for⸗ 
tælle Dig, hun har alt fyldt tre Sider, ſom jeg fer.” 

Gyda maatte neſten kempe fig igjennem Læs: 
ningen, ti Zaarerne vilde atter trænge fig frem og 
blændede for Synet.  Længjelen efter Barndoms⸗ 
hjemmet kom ſteerkere og ſterkere — førfte Gang ſiden 
Brylluppet. „Vi er visſe paa, at Du er lykkelig“, 
ſtod der; derſom de ikke var det, vilde de føle fig æng= 
ſtede og trykkede. 

Saa kom Faderens Brev. Han var ikke meget 
for „den Malen lange Sider op,“ det vidſte Gyda; 
men denne Gang havde Længjelen nok Herredemmet. 
„Du er mit yngſte Barn“, ſkrev han, „og jeg ved ikke, 


403 


om det er derfor, Afſkeden fra Dig faldt mig faa 
tung. — Den Mand, Du har faaet, er god og brav, 
det ved jeg, thi jeg kjendte hans Fader, og han ligner 
fin Fader. 
ti Du er et elſkeligt Barn, fintfølende og kjerlig, og 
han er den Mand, der forſtaar at ſkatte ſaadanne 
Egenſtaber. Men mært Dig dette, fære Gyda — 
Du vil vel nok høre et Raad af din gamle Fader — 
hellere et knubbet Ord, naar det endelig ſkal være, 
end tie ſtille og gjemme Vreden i ſig; thi mellem de 
bedſte Menneſker kan der opſtaa en Tviſt, men denne, 
er den end nok faa lille, kan, gjemmer man Fortry⸗ 
delſen i fig, være en Spire til uendelig Kval, være 
Skyld i Misforſtaagelſe paa Misforſtaaelſe. Forſtaa 
mig nu endelig ikke ſaadan, at jeg tænker mig, J kives 
allerede — Gudbevares — men Du ved nok, hvad 
jeg mener.“ 

Gyda følte, at hun var brændende rod; hvert 
Ord faldt ſom glødende Kul paa hendes Hoved — 
ſkulde hendes Fader have gjennemſkuet hende? Ja, 
hvad var vel rimeligere, end at Forældrene kjendte 
deres Børn? Og dog, nej, hendes Fader gjennemſkuede 
hende ikke; thi ſaa kunde han ikke ſige, at hun var 
„elſkelig“, „kjeerlig“k. Hun elſkelig! Hun kjerlig! 
Aa, nej, det var aldrig ſandt, hun havde aldrig i fit 
Liv været nogen af Delene; det var bare, fordi hendes 
Forældre elſtede hende, at de ſyntes, hun var ſaadan. 
„Fintfslende“ — ja, det traf! Men paa hvad Maade 
var hun fintfølende? Saaledes, at alt fornærmede 
hende, at hvert lille Ord, der ikke netop var vejet og 
drejet, for det blev udtolt, blev hun vred over. Men 
var det paa den anden Side ikke ſandt, at „Ord“ 
kunde gjøre ondt, at netop et „knubbet“ Ord, ſom 
hendes Fader kaldte det, kunde ſaare, naar man vidſte, 
det blev henkaſtet ufortjent? Og jaa Tonen, Tonen! 

Nej, urigtigt var det af Povel, det maatte enhver 
indrømme, og de fleſte vilde have givet et Svar igjen 
— aa, bare hun havde gjort det, jaa havde hun ikke 
ſaaledes gaaet og gjemt paa Vreden, og det var jo 
det, ſom kunde være „Spiren til ulidelig Kval“. Ja, 
havde det ikke allerede pint hende, ikke allerede gjort 
et Skaar i hendes WÆgtejfabs Lykke? Men Jjæt, hun 
nu t. Ex. havde jvaret og jagt: Hvor kan Du ſige 
ſaadant noget?“ eller: „Kjender Du mig ilke nok til 
at vide, at jeg ikke virkelig mener, Du ſkal kjobe det?“ 
Ja, jaa havde han vel jagt: „Aa, det var jo bare 
et overilet Ord, det ſkal Du ikke bryde Dig om.“ 
Og jaa havde det været forbi, ſelb om Ordene var 
blevne en lille Smule haſtigere end her — ti bagefter 
taler man nu altid jaa ſindig — det var dog nok til 
ſidſt kommet til en Forklaring, og det hele havde været 
glemt inden Aften. 

Aa, hvor Dagen ſneg fig langſommelig hen! 
Det var ſom en Evighed, ſom fik det aldrig Ende! 
Middagsmaaltid alene — Groden var ſpeden, men 
hvad brød hun fig om det, hun gad virkelig ikke gaa 


ud og ſe efter, naar ingen anden end hun ſelv fulde 


ſpiſe den — ikke engang Te ſkulde hun have den For⸗ 
ngajelſe at lave til andre end fig ſelv, han vilde jo 
Jeg føler, at J maa blive lykkelige ſammen, 


ingen Ting have, havde han udtrykkeligt ſagt. Det 
var nu ogſaa underligt med den Rejje; og ikke havde 
han jagt et Ord om, hvorfor han gjorde den netop 


i i Dag; men hun havde jo rigtignok heller ikke ſpurgt — 


ſe, det var igjen denne Indeſluttethed, denne „Biden 
det i fig”, og hun, havde Faderen jagt, var et „elſkeligt 
Barn, kjerlig, fintfølende, Egenſkaber, ſom en Mand 
ſom Povel vidſte at ſkatte.“ Hvor kunde han fkatte 
det hun ikke ejede; han maatte jo mærfe det, han maatte 
jo gradvis føle, at hun var ikke den, han troede, at 
hun i Steden for var ſelviſk, pirrelig — og uoprigtig“. 

O Gud, var det muligt, at dette ſkulde blive et 
ulykkeligt Wgteſkab, at hans ædle, gode Hjærte ſkulde 
blive bittert ved Skuffelſen, og det, fordi hun var ſaa⸗ 
ledes! Og hun, ſom elſkede ham, elſkede ham ſaaledes, 
at hun kunde give, hun vidſte ikke hvad, for hans 
Skyld. Men naar hun kunde nenne at nære ukjer⸗ 
lige og bitre Tanker mod den, hun elſkede jaa højt, 
ſom hun kunde elſke, hvor maatte hun jaa ikke være 
ſtyg, mistenkſom, afſkyelig! 

Hvordan var hun ikke til Mode, næften reed for 
fig jelv! Aa, og jaa var der fan trykkende hedt i 
Stuen, ogſaa kun et Vindue aabent, hvad kunde det 
forſlaa? Luft, Luft maatte der ind! Hun ſmakkede 
alle Vinduerne op, men det var kun den blytunge, 
lumre, uvejrsſvangre Avguſt⸗Hede der ſtrommede ind, 
ikke Spor af Linding. Pludſelig ges det koldt igjen⸗ 
nem hende; en Stormvind tog fat i Zræerne og jagede 
Grenene fra hverandre; det ſuſede og hylede i de høje 
Popler, der flod udenfor Huſet; Fuglene for ffræmte 
forbi og ſagte Ly i deres Reder eller under Taget; 
de ſmaa Svaleunger, der netop havde begyndt deres 
Indtredelſe i Verden, lige var komne ud af Reden, 
ſom man ſiger, peb eengſtelig og kunde ikke rigtig 
komme af Sted med de andre. Hurtig lukkede hun 
alle Vinduerne til igſen — men uh, hvad var det, det 
ſkar i Øjnene, igjen et Gliint og derefter et voldſomt 
Skrald. Lyn fulgte paa Lyn, Tordenen buldrede ſtadig 
ſteerkere og ſteerkere, til ſidſt kom den lige over Huſet, 
det ryſtede formelig, Gyda ſtod ſnart ſammenkroben 
i et Hjørne af Verelſet, ſnart gik hun frem og tilbage 
i Hjerteangeſt; hun var vant til endnu langt farligere 
Uvejr, men dette greb hende pan en ſelſom Vis. 
Hvad om det blev ſaadan længe ved — overalt næften 
var Huſet overgivet af Trœer, hun vidſte ikke ret, om 
der var Lynafleder — hvad om det flog ned! Du 
gode Gud, hvor ſtulde hun hen? Fly ud af Huſet? 
Hvad kunde det nytte, der ſtod hun lige hjelpelss. 


Og hvor mon Povel nu var, mon det var der lige 


ſaa ſlemt ſom her? Han var i Uro for hende, det 
var hun vis paa; og hvor hun lengtes efter ham! 
Naar han kom nu, vilde alting blive godt — hvor hun 
længtes! Povel, Povel! 


404 


Hun horte, hvorledes Regnen udenfor plaſkede 
ned, men det lynede endnu, og mørkt, mørkt var der 
ellers i Stuen, det var tilmed hen ad Skumringen. 
Men efterhaanden ſagtnede Lynene, Skraldene kom 
med længere Mellemrum og ikke faa drenende; hun 
jaa ud ad Vinduet, det begyndte ogſaa at hofte med 
Regnen. Himlen klarede op, Vinden havde lagt fig; 
hun lukkede atter op og lænede fig ud; tykke Regndraaber 
hang under Taget, hvert Blad paa Zræerne var driv⸗ 
vaadt, men Luften var ſpal og let; det var, ſom om 
alt aandede Frihed efter det renſende Uvejr. Gyda 
aandede ogſaa lettere; der var kommet en trøftende 
Forvisning over hende, hun var ikke længere uhyggelig 
ved fig ſelv, eller urolig for, hvordan det ſkulde gaa, 
naar hun modtog ſin Mand. Det ſtod hende alt for 
klart, at de elſkede hinanden — hvad var der faa 
at frygte? 

Hun tændte Lys, ryddede op, hvad der nu kunde 
være at rydde, ſaa ogſaa lidt efter fin Dragt, thi den 


var vel ſagtens kommen i Urede efter alt dette her. 
Det blan Baand, det vidſte hun, Povel holdt af, det 


klodte hende ſaa nydelig, ſagde han; men det var nu, 
fordi hun havde haft det paa den Dag, de blev tro⸗ 
lovede. Ja, men dertil pasſede egentlig kun den graa | 
Kjole, hun ogſaa havde paa den Dag; den var nu g 
lidt ſlidt, men det gjorde jo ikke noget, han kunde 
alligevel ſaa godt lide at ſe hende i den. Ja, den 
maatte hun have paa; ſaadant et lille Koketteri kan 
jo nok være tilladt. 

Te vilde han ikke have, men mon der ikke var 
noget andet, han kunde have Lyſt til, ſaadan lidt 
„ſcerſtilt“? Hun huſkede paa, at han, ſatte Pris paa 
en lille Rodvinstoddy, det havde han tilfældig en Gang 
ytret; vent lidt — det ſkulde hun lave, ja, en Rodvins⸗ 
toddy, rigtig kraftig og god. 

Den Tid gik hurtig, medens hun gå ſaadan og 
puslede; nu var Klokken ſaameend allerede elleve. Da 
hørte hun Gangdoren blive drejet om og aabnet, der 
løb Trin i Forſtuen; det var hans. Utaalmodig aab⸗ 
nede hun Dagligſtuederen og fløj ham i Mode; hvor 
han jaa lys og glad ud! Han tog hende kjarlig i 
Favn og ſpurgte, om hun havde været eengſtelig i 
Uvejret, han havde været inden Døre den Gang. 
„Ja“, ſvarede hun, „men nu er jeg glad“. Forſt da 
de kom ind i Stuen ſammen, lagde hun Meere til en 
flad Pakke, han bar under Armen. „Övad er det?“ 
„Ja, det ſtulde Du bare vide,“ ſparede han med et 
ſkemtende, ſkalkagtigt Blik. „Det er noget til Dig.“ 
„Hvad, noget til mig?“ 

Han tog Omſpobet af og ſtillede et lille Maleri 
ſkraat opad paa Bordet. Aa, nej, der er det jo, der 
er det jo, det ſamme yndige lille Billede, ſom vi faa 
forleden Dag! Men Povel, kjære Povel dog ....“ 
Hun ſtod neeſten overvældet. 

„Og nu har jeg endnu en lille Afbigt at gjøre 


Dig, kjcere Gyda”, ſagde han og tog hende tæt op til 


ſig. „Den Dag, Du ved nok, vi var oppe paa Maleri⸗ 
ſamlingen, ſvarede jeg Dig faa fort, da Du i Din 


barnlige Glæde gjorde det uſkyldige Onſke at eje dette 


Billede. Jeg havde alt den Gang fkrevet til Kunſt⸗ 
neren om et Sideſtykke dertil, det er allerede længe 
ſiden, og jeg havde en hemmelig Glade af at viſe 
Dig det forſt paa Samlingen; men kan Du ſaa forſtaa, 
at jeg blev lidt arrig, da Du paa en Maade kom mig 
i Forkjobet ved at ſige det ...“ 5 

„Aa, Povel, Povel, naar Du bare vidſte ....“ 

„Jeg turde ikke tale mere om det“, blev han ved, 
„at Du ikke ſkulde gjette, hvad jeg havde. for. Nu 
ſtillede det fig ſaadan, ſom jeg længere hen nærmere 
ffal forklare Dig om, at jeg ikke paa andre Tider end 
i Dag kunde faa det hentet færdigt med Ramme om; 
derfor var det, jeg rejſte. Jeg vidſte jo, Du var for 
forſtandig til ikke ſtrax at tenke, det havde fin vigtige 
Grund“. 

Aa, naar der dog bare havde været et Muſehul, 
hun kunde krybe ind i, ti dette var alt for meget; 
hvilken mageløs Tillid fra hans Side, medens hun .. 
hvor ſkammede hun ſig ikke! Og dog klang det inden 
i hende af Glæde. 

„Povel, jeg vilde onſke, jeg var halvt fan god, 
ſom Du er, jeg er ſlet ikke rar, men jeg holder af 
Dig, det gjør jeg.“ 


„Er Tu ikke rar?“ ſpurgte han halvt i Skjemt, 


men han faa med det ſamme, at hun havde grædt. 


„Du Jer: forgrædt ud, kjcere? Men Du er alligevel 
yndig”, blev han ved og mønftrede hende op og ned 
med glad Forundring. „Jeg jer, Du har iført Dig 
den Kjole, Du blev trolovet i; den kleder Dig aller⸗ 
bedſt. Kan Du hufke, jeg fandt Dig nede i Kjokkenet 
ved Bagerovnen den Dag; det ſkulde naturligvis fore⸗ 
ſtille „Aſkepot“. Jo, man kjender nok den Slags 
Koketteri. 

Hun ſmilede lykkelig til ham; men ſaa tog hun 
ham med begge ſine Arme om Halſen, ſaa ham ind i 
Øjnene, dukkede ſaa Hovedet ned og udbrød: „Det er 
en underlig en, Du har faaet til Kone, Povel! Jeg 
har noget at fortælle Dig, men kom, lad os ſette os 
hen i Sophaen — og hør, tag Din Toddy her hen til 
Dig, Du kan nok trenge til lidt at ſtyrke Dig paa — 
jeg tror, vi ſkal læje Fa'ers Brev forſt.“ 

5 


En Strid om Ingenting. 
Eſter Verlhold Auerbach. 


——ů— 


Skomager Huber var en vidtrejſt Mand og troede 
at kjende Menneſkene; men Kvindeſind udgrunder ingen 
i en Haft, og ſtjent Huber var Meſter og boſat Mand, 
ſaa han allerede nogle Maaneder efter Brylluppet, at 
han endnu i den Retning maatte ſtaa i Lære. Maaden 


ͤZm— ᷑ ——— wzü— — —— 


hvorpaa han kom til at indſe dette, var paa en Gang 
baade latterlig og bedrovelig. 

Meſteren var altſaa nylig bleven gift og hans 
Huſtru var baade flittig og livlig. Han holdt to 
Svende, havde et vel forſynet Hus og dertil en Have 
med et ſtort Peretrœ i, der bar jaa ſode Pærer, at 
naar man ſpiſte dem, lagde man gjerne Hovedet bag 
over, ligeſom Gesſene, naar de drikke, for at Saften 
ikke ſkulde lobe bort. 

Det var ſmukt gjort af Hubers Moder, at hun 


havde født ham lige ved Midſommerstid, ikke fordi 


han var en Kongeſon, og Folket ved denne Tid bedſt 
kunde binde ham Wreskranſe, men fordi det er faa 
dejligt, juſt paa den Dag, da man kom til Verden, at 
kunne komme ud og glæde fig ved den fagre Sommertid. 
Det havde ogſaa Hubers unge Huſtru tenkt. Hans 
Fodſelsdag kom med en frißt Solſtinsmorgen, og da 
ſtod under Peretrcet et lidet Bord med en ſkinnende 
hvid Dug, og ved Siden af Kaffekanden og Tinfyrfadet 
ſtod et Par guldrandede Fodſelsdagskopper midt i en 
Krans af Roſer. 


Meſter Huber var ingen Ven af mange Ord, mindſt 
Han trykkede tjærligt fin Kones Haand | 


om Morgenen. 


til Tak for den uventede Glæde og drak jaa fin Kaffe, 


hvortil hun gav ham den tykkeſte Fløde. 
Velbehag dyppede han fit friſke Hvedebrod i Kaffen; 
det var paa hans Vis den bedſte Tak. Efter at have 
drukket, fik han Ild paa ſin Pibe og ſagde endelig vel 
fornøjet: 

„Det var ſmukt gjort af Dig, og jeg vil unde 
mig ſelv en halv Times Lid til at ſidde og glæde mig 
ved Dig, og var det ikke for Naboernes Skyld, der 
fra deres Vinduer kunne ſe herind i vor Have, ſaa 
ſatte jeg Dig Roſenkranſen paa Hovedet. Himmelen 
er faa fager og blaa, Luften fan ren, og Alverden faa 
god, men Du er dog det allerbedſte!“ 

Han holdt Roſenkranſen i ſin ene Haand og ſin 
Huſtrues Haand i den anden; det var ſom et Billede 
af den rene Glæde, der bandt dem ſammen. 

Et Ojeblik efter udbrød han: „Nej, hvor Du har 
ordnet Alting nydeligt! Hor Taffelmuſiken! hvor Sol⸗ 
forten ſynger dejligt, oppe i Peretreet!“ 

„Solſorten?“ ſagde Konen, „Du horer fejl; det 
er ingen Solſort, det er en dee 3 

„Men hør da efter, min Ven, Du vil da vel ikke 
tro, Du kan lære mig at ſkjelne mellem Fugle. Hor, 
— er det ſaa ikke en Solſort?“ 

„Jo, nu kan jeg tydelig høre, men det er virkelig 
en Ringdrosſel.“ 

Kjære Kone! Du ødelægger mig hele Morgenens 
Glæde ved Din Modſigelſe. Hor dog en Gang rigtig 
efter. Nej, nu holdt den op. Naar man forſtyrrer 
Fuglene, holde de ſtrax op med at ſynge. Se, nu har 
Du forſtyrret Fuglenes Sang ved dine hojroſtede Mod⸗ 
ſigelſer. Men ſe, je bare paa den, jaa maa Du jo 


kunne je, at den er en Solſort! 


Med ſtort 
ſom oprandt ſaa dejlig, blev ham meget pinagtig. Han 


„Ja for mig gjerne, for mig maa det ſaamen 
gjerne være en Gjog!“ 

„Tror Du da ikke, det er en Solſort?“ 

„Jo, jeg tror, alt hvad Du vil have, ſiden det er 
Din Fodſelsdag. Raab bare ikke fan højt!” 

„Nej, det kan jeg ikke finde mig i; jeg tager ikke 
noget til givende, men kan Du ikke ſelv indſe, Du har 
taget fejl?” 

„Naar jeg ſkal ſige Sandhed, nej; men jeg vil 
gjerne give Dig Ret”. 

„Jeg lader mig ikke give det, jeg har“, udbrød 
Manden heftigt, „og naar Du ikke vil tro det er en 
Solſort, kunde jeg knuſe Kopperne mod Zræet der. 
Naa! hvorfor ſidder Du der rent maallgss? Hvad ſkal 
det betyde, at Du har Band i Ojnene? Synes Du 
jeg har forſkyldt det? Kan Du ikke bruge Din For⸗ 
ſtand? Saa tal da! Vil Du kanſke ikke ſige et Ord? 
Ja ſaa. ..!“ 9 

Og den ſmukke guldkantede Fodſelsdagskop knuſtes 
mod Zræet. 

Med Forkledet for Øjnene gik Konen ind i Stuen; 
men Manden fad endnu en Stund og blæfte Vredes⸗ 
ſtyer fra fig, vred paa Alverden, paa fin Kone og lon⸗ 
ligt paa fig ſelv med. 

Gram i Hu gik han til ſit Arbejde, og Dagen, 


havde undſet fig ved at ſette Kranſen paa fin Huſtrues 
Hoved, mens Naboerne faa derpaa, men han havde 
ikke ſfkammet fig ved at flippe fin Vrede los og ode⸗ 
lægge den glade Stund og den ſmukke Gave. — Men 
ſaaledes er det med Hidſighed; den river alting med 
lig og fvæler al Omtanke. — 


Koppen kunde ikke heles, men Huber ſatte ſig dog 


for at je at fan det lykkelige Baand mellem ham og 
Huſtruen helet igjen, endſkjent han var ſikker paa, at 
det var ham, der havde Ret, og at han kun havde 
været vel hidſig; Samlivet gik da ogſaa godt ſiden. 


Aaret derefter ſad de paa ſamme Plet under 
Peretrœet og holdt Fodſelsdag. Den ſamme blanke 
Tinkaffekande og Fyrfad var pan Bordet; men i Dag 
var der ingen Roſenkrans — et ſkjonnere, levende 
Baand forenede Wgtefolkene. Konen harde et lille 
rodmusſet Barn paa Armen. — Den prægtige Kaffe, 
vel tillavet med dejlig Fløde, og det friſke Hvedebred 
ſmagte atter uſedvanlig godt, og ved de forſte Drag 
af Piben ſagde Manden: 

„Huſker Du, Mo'er, hvilken Nar jeg var for et 
Aar ſiden? Jeg forſtyrrede hele Dagens Glæde for 
en Fugls Skyld“. 

„Ja“, ſagde Konen, „Du vilde tvinge mig til at 
ſige, at en Ringdrosſel var en Solſort“. 

„Nej, Mo'er, vil Du nu igjen gjore Dig ud til 
Bens? Hvor kan Du dog endnu ſige det ſamme!“ 
raabte Meſteren, og Vredesrodmen begyndte at farve 
hans Pande. i 


„Nej, nej, jeg vil fige, det var en Solſort — ja, „Tro det? Ja, ja, ſom Du vil; ja!“ 
det FYR 5 Sion 5 | „Nej, ikke alene fordi jeg vil det; Du flal indſe, 
„Du ſtal ikke alene ſige det; Du ſkal ogſaa tro det“. 


at Du tog fejl; eller vil Du en Gang til — —?“ 


D 
Bedstemoder viser Bornebarnene Prudekronen. (Efter et Maleri ak J. Cidemand). 


„Nei, jeg ſiger jo — — men fjære Mand vil Du ene ikke tvinge den anden; ja til at tro noget, kan 
en Gang til? Har Du glemt, hvad der ſkete ſidſt, og man ikke engang tvinge fig ſelr“. 
hvor Du ſiden fortrod det? J ſaadanne Ting kan den Hubers knyttede Nave aabnede fig og han 


"fer tenke forſkjelligt om 


rakte fin Huſtru Haanden over Bordet, idet han 
ſagde: 

„Men jeg kan tvinge mig ſelv, og jeg vil fra 
denne Dag for Din Skyld tro, det var en Ringdrosſel“. 

„Men det vil jeg ikke have at Du ſkal“, ſagde 
Konen. „Det vilde lige jaa lidt være Ret af mig, 
ſom det var Ret af Dig. Du tror jo alligevel, det 
var en Solſort“. 

„Men for at tælles min Huſtru ſiger jeg noget | 
andet”, 


„Det kunde jeg jo 
have gjort lige ſaa vel 
ſom Du; men ſaaledes 
bør det ikke være. Hvad 
giør det, om to Menne- 


en Ting? Naar den 
ene bare tror om den 
anden, at det han 
ſiger, er den ſande 
Mening, faa vil han 
heller ikke forlange, at 
han ſkal tro noget an⸗ 
det, end hvad han kan. 
Den ene har virkelig ikke 
Lov til at forlange af 
den anden, at han ſkal 
ſige Ja paa Sfrømt 
for at være ham tilpas. 
Det vilde ganſke viſt være 
meget lettere. Men heraf 
kan Du nu ffønne, at 
naar jeg ſamtykker i, 
hvad Du ſiger, ſaa 
mener jeg det i Sand⸗ 
hed“. 

„Du er en trofaſt 
Sjæl”, ſagde Meſter 
Huber Fjærligt, idet han 
ømt favnede fin Huſtru; 
han havde hele fit Liv 
Aarſag til at ſande det. 
Men deres Strid var 


| vundet ſtort Ry ſom en fremragende Kunſtner i hele 
Evropa. Skjent han modtog fin kunſtneriſke Uddannelſe 


ved Kunſtakademiet i Kjøbenhavn (1833) og fortſatte 
den i Tydſkland (fra 1837), hvor han i lang Aarrakke 
boede i den for fin Kunſtſkole berømte By Düsſeldorf, 
var han dog en udpræget norſk Kunſtner, der ſom 
ingen anden har forſtaaet at fremſtille det norſke Folke⸗ 
liv i de meſt fuldendt ſkjenne Billeder. Husvennens 
Leſere har her tidligere i Bladet ſet flere Tegninger 
efter Tidemands dejlige Billeder, (ſaaledes Stabburet 
i ferſte Bind S. 381, 
Lordagskvoeld paa Sæt: 
ren i andet Bind S. 77, 
Søndagsandagt i tredje 
Bind S. 173 og Bryl⸗ 
lupsbillederne i forrige 
Numer) og vi bringe i 
Dag en Tegning efter et 
af hans ſmukkeſte Male⸗ 
rier fra hans ſenere Aar: 


Bedſtemoder foreviſer 
Brudekronen for ſine 
Borneborn. Dette dej⸗ 


lige Billede har ſtorre 
Interesſe for os Danſke, 
da det er en Afbildning 
af et ſtort herligt Maleri, 
ſom norſke Kvinder be⸗ 
ſtilte hos Tidemand for 
at ffænfe det i Brude⸗ 
gave til vor nuværende 
danſke Kronprinſesſe Lo⸗ 
viſe. Den ſmukkeſte 
Rakke Billeder af det 
norſke Bondeliv, har Ti⸗ 
demand udført til det 
lille kongelige Lyſtſlot 
„Oskarshall“ ved Chriſti⸗ 
ania, men foruden den⸗ 
ne ſtore Samling har 
han malet en Mengde 
andre norſke Folkelivs⸗ 


blæft bort og hvad det 3 
var det bedſte, det blev 

deres ſidſte Strid om Ingenting. | 

DE 

| 


En norſtz Kunſtner. 

Den 26de Auguſt tabtes en af Nordens ſtorſte | 

og meſt yndede Kunſtnere idet Profesſor Adolf Tide⸗ 
mand, under et Beſog i fit Fædreland, pludſelig | 
afgik ved Døden i Norges Hovedftad, Chriſtiania. 


Ved fine ſtore Evner, fin Dygtighed og Flid havde | 


Piussaug-alm en. 


billeder, blandt hyilke 
»Brudefærden i Hardan⸗ 
ger“, ſom han har udført 
i Forening med den navnkundige norſke Landſkabsmaler 
Gude, er det ſterſte og meſt kjendte. 


Piasſava og Piasſavahandelen. 


Det i i nyere Tid til Koſte, grove Borſter og deslige 
anvendte Stof, Piasſava, beſtaar af Zrævler der vindes 


af Piasfjavapalmen”), „Attalea funifera Mart.“ 
(Leopoldinia Piassaba Wallace) en 20 30 Fod hej 
Fierpalme fra Braſilien, hvor den ifær er udbredt i 
Provinſen Pars. i 

Denne Palme er. nær beflægtet med Kokos⸗ 


palmen“), og har ligeſom denne, finnede Blade, dern 


kunne opnaa en Længde af 13 — 18 Fod, tæt ſamlede 
til en Krone i Spidſen af den ranke Stamme. Om⸗ 
ſtaaende Billede, der er tegnet efter et koſtbart engelſk 
Verrk om Palmerne, viſer Palmens Udſeende og de 
uhyre Blades Stilling og Form. 
Bladſkederne jer man, ſom et kempemasſigt nedhen⸗ 
gende Skeg, de ejendommelige lange brune ſtive Trævler, 
Disſes Udſpring ſes tydeligere paa hosſtagende Tegning, 


der viſer Kronens Udſpring i ſtarre Maaleſtok. De modne 
Treœvler, der opnaa indtil 15 Fods Længde, hoſtes og 


) Skrivemaaden Piasſaba (eller rettere Piagaba) er den 
' oprindelige; men da Bovftavet h i Spanſt og Portugiſiſt 
udtales blødt, omtrent ſom v, fan er Üdtalen af Ordet 
i hine Lande, neermeſt „Piasſapa“, hvorfor vi have beholdt 
8 0 Skrivemaade, der fvarer til den danſke Udtale af 

rdet. 
Piasſavapalmens Frugter, de faa kaldte Coquilla-Nodder, 
ligne endel Kokosnodder; de ere brune, cgformige, omtrent 
3—4 Tommer lange og med et benhaardt Inderlag, der 
ſerlig egner fig til Drejerarbejde og til Forferdigelſe 
af alle Haande Smaagjenſtande, paa Grund af deres 
Haardhed og Evne til at modtage en ſmuk Politur. 

De her givne botaniſte Oplysninger ere efter velvillig 

Meddelelſe fra Hr. Profesſor Joh, Lange. 


K* 


— 


Ved Grunden af 


og befries mere eller mindre for vedheengende Baſt, 
hvorefter de, faſt ſammenpakkede i Baller paa henved 
4 Fods Længde og ca. 80 Punds Vegt forſendes til 
Evropa ſom en vigtig Handelsvare. Piasſava⸗Trav⸗ 
lerne have i deres brune Farve og ſeje Stivhed en 
ſtuffende Lighed med Hvalbarder („Fiſkeben“) fra hvilke 
de ogſaa antoges at have deres Oprindelſe, da de for 
30 —40 Aar tilbage, forſte Gang kom til Evropa ſom 
Handelsvare. 

Piasſava⸗Trœvlerne har i de ſenere Aar ſerligt 
fundet en betydelig Anvendelſe til Gadekoſte. De 
ensformigt tykke, grove og ſeje Trevler egne ſig ogſaa 
ganſke fortrinligt til denne Anvendelſe. De ſtive og 
dog bojelige fiſkebensagtige Straa ere varige at ſlide 
paa, og man kan næppe have bedre Koſte til at feje 
en Stenbro ren med, end de ſtore Borſter med Piasſava⸗ 
trevler i, ſom i Tuſendvis fabrikeres under Navn af 
Gadekoſte. ; ; 

Det er dog ikke alene Veerkfliden der har kaſtet 
fig over Gadekoſtenes Tilvirkning; ogſaa Husfliden har 
heri fundet et pasſende Arbejde. J mangt et Hus⸗ 
mandshjem, i mangen en Fattiggaard og Arbejdsanſtalt 
forferdiges i de ſenere Aar Piasſavakoſte. Men denne 
Husflidsvirkſomhed har hidtil i flere Retninger arbejdet 
under færligt ugunftige Vilkaar, lige over for den ftørre 


Fabrikants Tilvirkning, faa at det ofte har været for⸗ 
bunden med ſaare liden Fordel for Husflidsmanden at 


øve denne Gjerning. 
Grunden hertil ligger hovedſagelig i Raacmnets 


| hojſt forftjellige Beſkaffenhed og i den Maade hvorpaa 


dette hidtil er kommet i Handelen. Mange Partier 


komme til Evropa i ſkadelidt og daarlig Tilſtand. En 


Del udſktibes fra Sydamerika ſom ſlet indhoſtede og 
daarligt behandlede Varer, Udvendigt kunne de ſtore 
Baller ſe godt ud, medens de indeni for en ſtor Del 
beſtaa af forte, flet renſede, ſtundom halvraadne Bundter. 
Ofte kunne Varerne oprindeligt være af god Beſkaffen⸗ 
hed, men forinden ÜUdſkibningen, paa Overreſſen, eller 
efter Üdſkibningen i Evropa blive gjennemvaade. De 
ſtore tœtpakkede Baller torres da kun langſomt indeni, 
og Pakkerne, ſom ſe godt ud udvendigt, kunne have et 
fordærvet Indre. 

Det er en Selvfølge, at alle ſtore Fabrikanter og 
Forbrugere vogte ſig ſaa godt de kunne for at kjobe 
ſaadanne flette Varer, De gjore derfor ſelv deres 
Indkjob ſra forſte Haand, og kjobe kun det bedſte, der 
er at faa, i ſtore Partier. Alle mindre gode Bundter 
üuͤdſkydes. De flette Partier og alle de daarlige Varer 
ſom kasſeres af de ſtore Oßpkjobere, der kjobe til eget 
Brug, ſalges da til Forhandling paa anden og tredje 
Haand, til ſaadanne „Grosſerere“, ſom enten ikke felv 
forſtaa fig paa Varene eller for hvem det billigſte 
Indkisb er mere magtpaaliggende end gode Varer. 
Da paa denne Maade kun Vraggods kom i Handelen 
til den mindre Forbruger, var denne nødt til at tage 


hvad der bødes, og under Navn af prima (bedfte) 
Piasſava ſolgtes ofte det daarligſte Kram til høje Priſer. 
Der er ſaaledes forrige Vinter tilbudt C. Th. Rom 
& Co. det elendigſte Vrag under Navn af prima 
Piasſava, og Firmaet havde ſtorſte Nod med at tilveje 


bringe nogenlunde paalidelige Varer. Enkelte Partier, 
dels indkjobte i Kjøbenhavn og dels i England vare 
af en ſaa maadelig Beſkaffenhed, at det var meget 
ubehageligt at forhandle dem ſom „det bedſte der 
kunde faas“. 

For om muligt her hjemme at bringe Piasſava⸗ 
Handelen ind i et, for en ſamvittighedsfuld Handelsmand 
mere tilfredsſtillende Spor, og derved ſikre de mindre 
Forbrugere og Husflidsdyrkerne de bedſte 
Varer, beſtemte Udgiveren fig til i Sommer, i Forening 
med ſin Broder, Kjobmand C. Th. Rom, at foretage 
en Udenlandsrejſe for at underſoge de Forhold hvor⸗ 
under Piasſavaen kommer i Verdenshandelen og ſikre 
Husflidshandelen en fremtidig Forſyning fra fͤrſte 
Haand. Udfaldet af denne Underſogelſesrejſe var 
over Forventning heldigt. Efter flere forgæves For⸗ 
jøg lykkedes det at finde den rette Kilde. Hos et 
af Hovedhuſene for Piasſavahandelen i Evropa ind⸗ 
kjobtes et meget ſtort Parti ganſke udmærket Piasſava, 
ſom under vor perſonlige Nerverelſe paa Lagret, ud⸗ 
toges. ſaaledes, at hver Balle, der ikke var allerbedſte 
Varer udſkedes, hvorefter Partiet indſkibedes ſtrax 
under vor Opſigt og afſendtes til Kjøbenhavn. 

Medens Storſtedelen af den Piasſava, der hidtil 
har været at fan i Smaahandelen, kun har haft en 
Længde af faa Alen og været fyldt med Urenlighed, 
hvorved ſtundum den halve Vægt er gaaet tabt ved 
Rensningen, jaa er det Parti, vi have kjobt, ſuldſtendigt 
rent og klart, med en Længde i Straaet af indtil 7 
Alen. Det er Udgiveren ſeerdeles kjert at det ſaaledes er 
lykkedes for forſte Gang at kunne byde de mindre 
Forbrugere og Husflidsdyrkerne Piasſava for hvis 
Godhed vi perſonlig kunne indeſtaa. Da Priſen 
derhos, paa Grund af meget ſtort Indkjsb, ſtiller fig 
ſaaledes, at denne gjennemgaaende ſmukke Piasſava er 


billigere end de mange Procent daarligere Vare, ſom 


de, der kjobe Smaapartier, hidtil have maattet nojes 
med, ſaa ere vi forvisſede om, at mange Husflidsdyrkere 
vil hilſe denne Meddelelſe med Glæde. Dette vil ſerligt 
være Tilfældet med de mange, ſom hidtil have gjort 
ſorgelige Erfaringer ved Indkjob af „prima“ Piasſava. 


To Skolekammerater. 

J Kjærlighed gjælder ingen Rangforordning. 
Derfor var det gaget ganſke naturligt til, at Kancelli⸗ 
raadens Fritz paa forſte Sal og Urtekremmerens Marie 
nede i Stuen havde ſagt hinanden Ting, ſom fra Arilds 
Tid er bleven ſagt mellem to Elſkende og at de en 


| 


| 


| 


| 
| 


Aften, da Lampen var gaaet ud, paa Trappegangen 
havde kysſet hinanden og tillige gjenſidig lovet hin⸗ 
anden Troſkab og evig Kjærlighed. Det er jo en 
gammel Hiſtorie, ſom ganſke viſt beſtandig bliver ny, 
men ſom dog er gjentaget og beſkrevet faa ofte, at vi 
ikke behøve at udvikle nøjere, hvad han ja'e, og hvad 
hun ſale. Kjeeeſtefolk ſige ſaameen altid et og det 
ſamme. ; 

Kancelliraad Voldrup og Urtefremmer Skouv 
havde i gamle Dage været Skolekammerater og gode 
Venner, men da de forlod Skolen, havde hver vandret 
fin Vej, og Venſtabet fil en ſtille Begravelſe i For⸗ 
glemmelſens rummelige Kiſte. Voldrup gik til Univer⸗ 
ſitetet, fik en Kokarde paa Huen og et firkantet Glas 
i Øjet og blev jaa betenkelig nerſynet, at han neppe 
kunde kjende ſin fordums Ven, naar han imellem modte 
denne paa fin Vej. Efter nogle Aars Forløb tog han 
fin juvidiffe Embedsexamen, blev anbragt i et af 
Miniſteriets Kontorer, forfremmedes, giftede fig, fik en 
Søn og udnævntes til Kancelliraad og R. af D., 
hvorefter hans Huſtru erklærede ham, at da hun nu 
havde opnaaet alt, hvad hun onſkede i denne Verden, 
jaa vilde hun lægge fig til at dø, en Beſlutning, ſom 
hun udførte med en haardnakket Beſtemthed, der ellers 
ikke laa i hendes Karakter. Hvad Skouv angik, da 
var han vandret fra Skolen hen bag ſin Faders 
Boutikdiſk, hvor han i fem Aar færdedes ſom Dreng; 
derefter blev han Svend, ſaa ſig i nogle Aar om efter 
en Kjereſte, overtog Faderens Forretning, giftede fig 
og fil en Datter, men blev hverken Raad eller R. af D. 
Man jer altſaa, at Skolekammeraternes Hiſtorie var 
ganſte ſimpel og uden ſynderlig Interesſe; men nu 
kommer det. 

En Foraarsdag flyttede Kancelliraad Voldrup og 
hans Søn, Student Fritz, ind i Salsetagen over Skouvs 
Lejlighed, og denne mødte fin gamle Skolekammerat 
paa Trappen. Skjont mange Aar vare henrundne, 
ſiden de ſidſt jaa hinanden, kjendte Skouv ham dog 
ſtrax og raabte ganſte glad: 

„Men, min Gud, er det ikke ....“ 

„Jo, jeg er Kancelliraad Voldrup,“ ſparede denne 


fornemt og med et ſtift Buk uden at modtage Skouvs 


fremrakte Haand. 
og vel.“ 

Med disſe Ord gik Kancelliraaden opad Trappen 
og lod Skoup tilbage i dybe Betragtninger over Menne⸗ 
ſkenes Sovmod og Utaknemmelighed. Hvor ofte havde 
hans Skolekammerat ikke hjulpet ham at tømme hans 
Lommer, der ſtruttede af Roſiner og Mandler, hvor 
ofte havde han (Skour) ikke fæmpet for at forſpare 
ham, naar en eller anden Dreng vilde give ham en 
Dragt Prygl! Og nu var alt dette glemt, Erindringen 
om Drengeaarenes lyſtige Tid med alle dens Spillopper 
og Gavtyveſtreger henvisnet! Skouv ryſtede paa Hovedet 
og gik ned i ſin Boutik; han var ikke den Mand ſom 


„Det glæder mig at fe Dem raſt 


1 


9 


410 


vilde paatrænge fig Folk, og i den følgende Tid var 
en flygtig Hilſen paa Trappen det eneſte Samkvem, 
de fordums Skolekammerater havde med hinanden. 

Imidlertid lagde Skouv dog Meerke til, at Kancelli⸗ 
raaden ikke lod til at være lykkelig. Inde fra fit 
Kontor kunde han undertiden here ham vandre frem 
og tilbage i hans Verelſe med tunge Skridt til langt 
ud paa Natten, og naar han engang imellem mødte 
ham paa Trappen, bemerkede han fædvanlig et Udtryk 
af Mathed og Slappelſe over hans Anſigt, der rørte 
den ærlige Skouvs Sjerte til Medlidenhed. Men 
hvad kunde han gjøre derved; Skolekammeraten havde 
jo ſelv rejſt en Mur imellem dem, ſom han ikke følte 
fig berettiget til at overſtige. Forreſten hade han 
ſet rigtig; thi Voldrup var i ſtor Bekymring for at 
tabe fin Formue ved uforſigtige Borsſpekulationer. 

Nu begav det fig en Dag, at Sujet kom under 
Reparation, og at der blev lagt nyt Gulv i Kancelli⸗ 
raadens Lejlighed. Voldrup tog til et ſtort Middags⸗ 
gilde i Byen, og Fritz havde allerede forberedt Marie 
paa, at han neppe fil jagt hende Godnat venne Aften, 
da det var hans Beſtemmelſe at tilbringe den hos en 
af fine Venner, Dagen gik hen, og Aftenen brød 
frem. Marie ſad tilligemed ſin Fader inde i Daglig⸗ 
ſtuen, Fru Skouv var derimod gaaet i Seng, da hun 
ikke befandt ſig rigtig vel. Klokken henimod elleve 
horte de, at Voldrup kom hjem og gik op ad Trappen. 
Kort derefter lod der et voldſomt Brag efterfulgt af 
forfærdede Skrig, og Fru Skoup hyinede i Angſtens 
hojeſte Toner: 

„Hicelp! Mord! Han myrder mig!“ 

Sfouv greb Lampen og fo'r ind i Sovekammeret; 
men hvem ſkildrer hans Forbapſelſe og Skrak, da han 
jer en Mandsperſon vælte ſig om i hans Kones Seng! 
Forend han fik ſat Lampen fra ſig for at angribe den 
formentlige Røver, lykkedes det imidlertid denne at 
rive fig løs fra Fru Skouvs krampagtige Greb og 
komme ned paa Gulvet. 

„Brad, er det Dem, Hr. Kancelliraad!“ udbrød 
Skouv og lagde Ildtangen, med hvilken han havde 
bevæbnet fig, tilſide. „Det glæder mig, at De dog 


endelig jer ned til os, ftjønt jeg maa ſige, De kommer 


paa en lidt lejerlig Maade!” 

„Jeg faldt igjennem Loftet,” ſagde Kancelliraaden 
yderſt forlegen og pegede op mod et gabende Hul i 
Gibsloftet. „Jeg maa bede mange Gange om Und⸗ 
ſtyldning. Der bliver lagt Gulv i min Dagligſtue, og 
i Morket kom jeg til at træde udenfor Planken, ſom 
var lagt til at gaa paa. Da Gibsloftet uheldigvis 
ikke kunde bære mig, jaa ſtyrtede jeg ned; men jeg 
haaber da, at Deres Frue er ligeſaa uſkadt ſom jeg.“ 

„Ja, ja,“ lød en ſpag Stemme henne fra Sengen, 
„jeg er i al Fald raſt nok til at ligge foruden Stok.“ 

Og Kancelliraadens Spanſkrer trillede hen ad 
Gulvet. 


„Naa, jaa er jo alt i Orden,“ ſagde Skouv og 


lo hicrtelig. „Vil De behage at trade ind i Daglig: 
fluen, Hr. Kancelliraad! Marie, hent os en Flaſke Vin, 
Kancelliraaden gjør os maaffe den re at drikke et Glas.“ 

Kort eſter ſad begge Vennerne ſammen ved et 
godt Glas Vin og lo ad denne Begivenhed. Det er 
mageloſt, hvor ſaadan en Latter kan bringe Folk nær: 
mere til hinanden, og det varede derfor heller ikke længe, 
før Grindringerne fra deres Skoletid bleve opfriſkede, 
og for det ene: „Huſker De det?“ fulgte paa det andet. 

Det var allerede over Midnat, og ingen tænfte 
endnu paa at gaa i Seng, Marie heller ikke, da hun 
gjerne vilde være i Kancelliraadens Selſkab faa længe 
ſom muligt. Da lød der pludſelig igjen et Brag og 
Fru Skoup hyvinede: 

„Hieelp, hjælp! Der er en igjen!” 

Med blegnende Kinder ſprang Marie ind i Sove⸗ 
kammeret, uden at vente paa fin Fader og Kancelli: 
raaden, og da disſe kom lobende med Lys, fandt de 
hende knelende paa Gulvet foran Fritz, ſom havde 
ſlynget ſine Arme om hendes Hals. 

„Gud være lovet, Du ſlog Dig altſaa ikke, føde 
Fritz, ſtjont Mo'ers Seng er flyttet,“ raabte hun, 
forglemmende alt omkring fig. 

„Ikke det mindſte, tjære Marie; jeg faldt paa 
Fodderne,“ ſagde Fritz. 

„Jo, ho,“ hviſkede Sfouv og traf Kaneelliraaden 
i Armet, „hvad ſiger De dertil?” 

„Lad gaa,” ſparede denne, „jeg har ikke noget 
derimod. Men jeg vil kun ſige Dem, at min For⸗ 
mue er truet jvært i denne Tid ved uheldige Penge⸗ 
ſpekulationer.“ 

„Ikke andet; jeg ſtal klare den Sag for Dem, 
for det er noget jeg forſtaar mig paa, og ſkulde det 
end ikke lykkes, jaa har jeg jaamæn Penge nok!“ 

Skouv, Kancelliraaden, Fritz og den rodmende 
Marie trak ſig nu tilbage til Dagligſtuen, men Fru 
Skouv kunde dog ikke lade være at pibe henne fra 
Sengen: : 

„Kommer der flere drattende endnu. Hr. Kancelli⸗ 
raad, ſaa vilde jeg dog gjerne have det at vide!“ 

Kort efter gik Kancelliraaden og hans Son op, 
forſynede med Lys, og den forſte raabte beroligende 
ned gjennem Hullet, at de lykkelig og vel vare ſlupne 
forbi dette. Otte Dage ejter blev Fritz's og Marie's 
Forlovelſe meddelt, ved hvilfen Lejlighed Skolekamme⸗ 
raterne i et rørt Ojeblik drak DwWs og fvor hinanden 
evigt Venſkab, en Ed, ſom begge ſamvittighedsfuldt 
har holdt. Kancelliraadens Formue blev reddet ved 
Skouvs Forretningsdygtighed og Jver, og han ſelv 
ſverger ofte paa, at han aldrig er falden jaa heldigt, 


ſom da han faldt ned i Sengen til Fru Skouv, en 


Paaſtand, ſom bringer denne til ſmilende at rodme 
og ſlaa Øjnene ned, medens Skoup briſter i Latter og 
Frits og Marie glade nikke til hinanden. 

i Em. 9. 


husflid. 


Koſtebinding. 

Blandt de mange Husflidsarbejder, ſom fra Arilds Tid 
har haft hjemme paa Landet, er Bindingen af Koſte — i Jylland 
Limer — ſikkert en af de almindeligſte. Fabrikvirkſomheden har 
dog i de ſenere Aar ogſaa begyndt at fortrænge dette Arbejde, 
ved at bringe den ny Sort Fejekoſte af Piasſ miete g it 
Disſe holde ſtarkt paa at fortrænge de gamle Riskoſte, og ikke 
uden Grund, da de Koſte der bindes i Form af ſtore Borſter af 
Piasſava, ere ganſke fortrinlige til Rengjerelſe af Stenbroen i 
Gaarden og i Stalden, idet Piasſavacns feje, elaſtiſte fiſkebens⸗ 
agtige Straa med Lethed paa den ujævne Stenbro fører 
Smudſet med fig, og en ſaadan Koſt, paa Grund af Materialets 
fore Holdbarhed, kan vare i lang Tid. 

Bindingen af Gadekoſte er imidlertid en ganſte fortrinlig 
Husflidsſysſel, ſom der ikke er mindſte Eeund til at lade 

abrikkerne overtage alene. Hidtil har ganffe viſt Fabrikanterne 
aft Overtaget, da kun de ſtore Forbrugere have ſet ſig i Stand 
til at faa det bedſte Raacmne, medens al den vragede Vare, den 
urene, korte, fkore og raadne Piasſava udelukkende til højefte 
Priſer overgaves i Handelen til den lille Forbruger. At denne 
da maatte ligge under i Konkurencen er en Selvfelge. 

Men efter at det, ſom foregagende Meddelelſe viſer, er 
lykkedes at ſikre Husfliden de allerbedſte Varer der ere 
at faa, til Priſer ſom ere lavere end for det tidligere Vrag⸗ 
gods, ſtiller Sagen fig ganſke anderledes, og der er nu ikke det 
mindſte i Vejen for at Husfliden med Fordel kan overtage ſin 
Koſtebinding paa ny, og tage fig det mye fortrinlige Raacmne 
til Indtegt lige faa vel ſom Fabrikanten. Selv de mindſte 
Husflidsdyrkere til eget Forbrug ville nu kunne komme med, da 
Üdg. i deres Interesſe har formaaet fin Broder til at lade et 
Parti Piasſava reuſe og afhugge i pasſende Længde til Koſte, 
faa at ſaadan fuldkommen fejlfri renſet Piasſava kan kjobes i 
Bundter paa enkelte Pund. For yderligere at lette den lille 
Tilvirkning til Huſets Forbrug, har han ſluttet Overenskomſt 
med en Fabrikant af Gadekoſtetræer om Levering af et ſtort 
Parti borede Træer, ſom derfor kunne ſalges overordentlig billigt 
til alle dem, ſom ikke ſelv ville udføre Boringen, der fræver et 
koſtbart Apparat og megen Øvelje for at kunne gaa hurtigt og 
ſikkert fra Haanden. 

Vi ere forvisſede om, at mangen en Husmand kunde faa 


en ret indbringende Sysſel med at forfeerdige Piasſavakoſte til 
Salg i fin narmeſte Omegn, navnlig naar han kunde kjebe 
mindſt en Balle (c. 80 Pd.) Piasſava, da det fan haves lidt 
billigere end i Pundevis. Men foruden at fæfte Husmendenes 
Opmarkſomhed paa dette Arbejde, ſtulle vi ſerlig henlede Hus⸗ 
bondens og den flinke Tjeneſtekarls Tanke derpaa. Binding af 
Piasſavakoſte egner fig i færlig Grad til Vinteraftenſysſel i 
Folkeſtuen. Det er et let og behageligt Arbejde, og det vil for 
en flink Karl kunne blive en jærdeles tilfredsſtilleude Sysſel at 
binde de Fejekoſte der Aaret om bruges paa Gaarden, et Arbejde 
der ſikkert vil blive hilſet med Glæde og Paaſtjennelſe af Hus⸗ 
bonden. 

Naar denne vil fjøbe fine Folk en halv Snes borede Berſte⸗ 
træer (der koſte ialt 75 Øre), et lille Bundt heglet og afhugget 
Piasſava paa en halv Snes Pund (koſter renſet 36 Dre 
Pundet) og et Fierdingspund Seilgarn til Trakningen (28 Øre), 
vil deraf kunne ſorfardiges 10 udmerkede Fejeloſte, der vil haves 
langt billigere end naar de kjobes, og ſom jagt vil afgive en 
velkommen fornøjelig Aftenſysſel for ethvert ungt Menneſke i 
Gaarden, hvem den lange ledige Vinteraften bliver utaalelig 
kjedelig — og af ſaadanne unge bliver der Gudſtelov flere trindtom 
hvert Aar, ligeſom der overalt bliver flere og flere rettankende 
Husbonder, ſom indſer hvilken god Gjerning de gjør ved paa 
bedſte Maade at ftøtte og lede de unges Virkelyſt i en god 
Retning. 


Forferdigelſen af Piasſabvakoſte. 

Vi antage, at en fort Beſkrivelſe af dette Arbejde vil være 
velfommen for dem, ſom i Vinteraftenerne kunne onſte at for⸗ 
fardige en halv Snes Koſte til eget Brug. 
Til en ſaadan mindre Tilvirkning kisbes bedſt borede Koſte⸗ 
traer, ſamt renſet og i pasſende Længde afhugget Piasſava. Det 


Naar man vil udføre Arbejdet med mindſt Aunvendelſe af 
Redſtaber, bærer man fig nemmeſt ad paa følgende Maade. « 
Man borer et / Comme bredt Hul i Enden af en Bank, 
ſaaledes at en ſterk Pind kan fættes faſt deri. Paa denne Pind 
oprulles den Længde Sejlgarn, der bruges ved Trakningen. 
Denne foregaar letteſt paa den Maade, at man fætter fig 
paa Skravs over Benken, med Anſigtet imod Pinden. Den 
aſhuggede Piasſava, ſom maa have ligget nogle Timer i Vand 
og være optaget deraf en Timestid for den bruges, lægges i en 
Bunke paa en Stol til Højre for Benken, faa at man let kan 
naa den. Man ſtikker nu Enden af Sejlgarnet gjennem det 
førfte Hul paa den inderſte Rad i Borſtetraet, tager et pasſende 
lille Bundt Piasſava og binder Sejlgarnsenden faſt lige om 
Midten paa dette. Naar man da drager Berſtetraet til fig 
ſtrammes Seilgarnet fra Pinden, og derſom der lille Piasſava⸗ 
. er for tykt, vil det bøje fig paa Midten og drages 
dobbelk til Bunds i Hullet. Det er ſenere af ſtorſte Vigtighed 
at afpasſe Smaabundternes Tykkelſe ſaaledes, at de netop 
kunne træffes til Bunds i Hullerne, jaa at disfe fuldſtendigt 
fyldes. Ere de for tykke ſpringer Sejlgarnet, eller de komme 
ikke rigtig til Bunds, og ere de for ſmaa, blive Hullerne ikke 
fyldte, hvilke de paa en god Koſt nødvendigvis maa være, da 
ellers Stragene komme til at ſidde loſe, og naar Koſten ſenere 
bruges gaa de ſnart af, fan at den hurtig bliver ubrugelig. 
Reſten af Trakningen er mu meget ſimpel ſom vedføjede Teg⸗ 


ning af en Karl, der binder en Koſt, ret tydelig viſer. “ Man bojer 
Sejlgarnet ſammen i en Lokke, ſtikker denne gjennem det naſte 
Hul, udvider Løffen med Fingrene paa venſtre Haand, indſtikker 
et nyt pasſende ſtort Bundt i Lekken indtil Midten og drager 
atter Sejlgarnet ſtramt om ved at trakke Børftetræet faſt ind 
imod ſig, hvorved det lille Bundt klemmes dobbelt ind til Bunds 
i fit Hul. Paa denne ſimple Maade fortſatter man, indtil man 
er ferdig med alle Raderne. Ved Hjelp af en ffarp Øre paa 
en Huggeblok pudſer man da Enderne nogenlunde lige, ſaa at 
der ſpildes mindſt muligt af Piasſavaens Længde. Om den ikke 
bliver jaa nøjagtig pudſet lige, ſom de Koſte man kjeber — der 
aſhugges paa en ſerlig Huggekniv paa en anden Maade — gjør 
jo ikke noget til eget Forbrug. 

Ved Trakningen har man lun at iagttage, at man lader 


Seilgarnet gaa udenom Hullet hvori Skaftet ſkal ſtikkes, thi 


ſprenge Bindegarnet naar Staftet jættes pan, og derved vil 
Piasſavatotterne paa begge Sider i Raden løsnes og gaa af. 
Naar Trakningen er endt dakter man Bagſiden med en Dak⸗ 
ſpaan, ſom med ſmaa Som nagles faſt oven paa for at beſkytte 
Bindingen. 

For den mindre øvede vil ofte Smaabundterne ffæres midt 


4 over ved Indtrakningen, hyilket gjerne er Tilfældet med den 


ſtride (ſtundum bedſte) Piasſava, eller dens Rodender, der ere 
ftivere end Topenderne. Saadanne overſkaarne Piasſavabundter 
ere dog ingenlunde ſpildte, idet man ſamler dem i Smaabundter 
paa 1½—2 Tommers Tylkkelſe og omſnerer dem ſtramt paa 
Midten med Seilgarn. Man har da udmerkede Karſtrupper 
eller Bottebonere til Brug i Kokken og Bryggers. 


er ogſaa bedſt at kjebe den Slags tylfe og fortrinligt ſterke 
Sejlgarn, fom anvendes til disſe Koſte. . 


derſom man lader det gaa tversover Skaftehullet, vil man 


Je DSN 


eller kysſede Moder med „Tak 


merraad P. er i 


Husvennen“, Viſledb lad for. Morfkabsfæsning, 
Billeder, fil 1 Krone Iierdingaarel, frit lilſendl. 
ethvert Poftkontor og Breyfamlingsſled, i enhver Boglade ſamt i Kjohenhavn paa Hu 


Prykt paa Udgiverens Forlag hos J. H. Schultz. 


* 


Aandsfraberelſe. „Slag⸗ 
teren ledte efter fin Kniv, han 
havde den i Munden“, ſiger | 
et gammelt Mundheld. Slig 
Tanke⸗ eller Sanſesleshed er 
ikke fjælden; man hører jo 
jævnlig: Hvad var det jeg gik 
efter; yvad var det jeg vilde 
ſige? Hvilken pudſig Scene 
ſyntes vi ikke det var, naar 
Fader vendte op og ned paa 
Huſet for at finde den Pen, 
han bar bag Oret, eller ledte 
efter ſine Briller, ſom han 
havde ſtudt op paa. Banden, 


for Kaffe“, naar han hapde 
drukket The. Lærde Folk ud⸗ 
merle fig iſer heri. — En 
Profesſor kom en Dag tilbage 

fra en Spadſeretur, ſtandſede 
foran fin Dor og leſte: „Pro⸗ 
ſesſoren træffes ikke mellem 

1 og 3“, „Naa“, ſagde han, 
„ſaa faar jeg at vente ſaalenge“, 

og dermed gik han igjen. — 

En anden reiſte til Norge; i 
Kriſtianig agtede han at beſoge 

en Familie; men da han vilde 
praſentere fig, var det ham 
ikke muligt at komme paa ſit 
Navn, faa han maatte gaa 
ned paa Hotellet for at -faa 

det at vide. Paa Gaden mø- 

der han en Beljendt. „Ih! 
god Dag, er Du der, Knop;“ 
—.„Holloj! der har vi det“, 
ſiger Profesſoren, og til Man⸗ 
dens ſtore Forundring iler han 
ſamme Vej tilbage. — Kam⸗ 
Selſkab 
„nedenunder“; ud paa Aftenen 
tilbyder han at gaa ovenpaa 
for at hente noget i ſin egen 
Lejlighed. 
modighed paa for lang en Prøve, og man beſlutter at gaa 
op efter ham. Efter nogen Sogen fin des han, der har „glemt“ 
baade Wrinde og Selſkap, — i Sengen. 


. 


Fra fremmede Forfattere. Det ligger i den menneſkelige 
Natur at overvurdere de Onder, man i Ojebliktet lider under, 
og at undervurdere de Goder, man i Ojeblikket nyder, at hige 
efter det, man ikke har, og at være misfornøjet med det, man har. 


Parreret. Praſten Mons plejede undertiden at fore en lille | 
ſpogende Samtale med fin gamle Kuft, Mikkel, naar denne kjorte 


ham hjem fra Annexſognets Kirke, og Mikkel blev ſicelden fin 
Husbond Svar fyldig. En Dag kjorte de forbi en Flok Ges, 
og Praſten ſagde: „Det var noget for Dig, Mikkel“. „Ja“, 


ſvarede Mikkel, „det var Mad for Mons“. 


Sprogligt. Ved en nylig pløjet Ager ſtod der en Pal med 
folgende Paaſkrift: „Ingen bedes at gaa over denne Mark“. 


Min Bedſtemoder fortæller: Da jeg ſtod til Konfirmation 


i Varde Kirke, ſpurgte Praſten en Dreng, hvormange Guder der 
var. Efter nogen Betenkning ſvarede Drengen: 17. „Kjender 


Du Navnene paa dem?“ ſpurgte Praſten videre. „Ja!“ ſagde 
Drengen helt frimodig, „det er de 12 Apoſtle, de 4 Evangeliſter 
og Vorherre“. 


n 


Smaating. 


2 


Eu lille Fejltagelſe. 


J 88 
a „Farvel, fov vel, Du vene Maar, | 


med runde Kind paa Pude, > 
en ſidſte Hilſen viſt jeg fai 
endnu bag Vindvets Rude. 
Jeg ved, Du drømte tit om mig 
til Morgengryet tendtes . 


Ha, jaa” jeg rei? Endnu pan Vej 
et Fingerkys mig ſendtes!“ 


| 


Preſte⸗ og Degnehiſtorier. 
En Praſt, ſont var en daarlig 
Betaler, kjerſe en Søndag til 
Kirke i Annexſognet og gav paa 
Vejen fin Karl Beſted om at 
gaa til Slagteren, ſom hed 
David og boede der i Byen, 
for at fan noget Kjod, da der 
ventedes Fremmede i Praſte⸗ 
gaarden om et Par Dage. 
Karlen, ſom plejede at gaa i 
Kirke i Annexet, naar han 
havde faaet Heſtene fat ind i 
den nermeſte Gaard ved Kirken, 
blev der dog noget forſinket 
hos Slagteren. og traadte forſt 
ind i Kirken, da Praſten var 
kommen noget ind i Pradi⸗ 
kenen og, idet han vilde anføre. 
et Sted af Davids Salmer, 
udraabte: „Hvad ſagde vel den 
gode David?“ Karlen, ſom 
troede, at Sporgsmaalet var 
heuvendt til ham, blev meget 
forbløffet og ſvarede: „Han 
ſagde, at Fa'er fik ikke mere 
Kjød, forend han har betalt 
det ſidſte.“ ; 


En Sfolelærer i en lille 
Kjobſtad hapde den Slik at 
kalde ſin Kone „min Sjal“, 
huilket var Skolebornene vel 

bveklendt. Da han en Dag 
ved Religionsundervisningen 
talede mid Børnene om Sjaleu, 
og ſpurgte om man kunde fe 
den, ſvarede en af Dreugene: 
„Ja! hun gik nylig forbi 
Vinduerne hen pan Torvet. at 


kjobe Fiſt. “ 
En Misforſtagelſe. En 


fit Barn døbt i Agger. „Er 


Imidlertid fætter Kammerraaden Selſkabets Taal⸗ Barnet hjemmedobt?“ ſporger Praſten. — „Aa Gud, ja, bitte 


Fa'r“, ſvarer Gudmoderen, der var lidt tunghor, „Det er ſaa⸗ 
mend jaa gjennemblodt, ſom det kan blive, for det regnede jo 
hele Tiden, mens vi tog til Kirken.“ 


Spog og Latter. Naar Du vil ſpege, da lad det ſaa fle, 


at Spogen altid bær Kjerlighedsmerke; man Troſkab og Sandhed 
bag Spogen maa fe, thi det gjør Hierrtelivsaanderne ſterke. 
Godt er at le af, hvad Latter er værdi ſmaat dog at le af, 
hvad andre har kjer, aldrig Du le af, hoad ej latterligt er. 


En Lighed. En Profesſor argrede ſig over en ung Dag⸗ 
driver, der intet andet beſtilte end at jætte fine Foraldres For⸗ 
mue overſiyr. Da hau en Gang traf det unge Menneſte i et 
Selſtab, ſpurgte han ham: „Sig mig en Gang, hvormed be⸗ 
ſtjeftiger De Dem egentlig?“ — „Jeg privatiſerer“, ſagde den 
anden ſtolt — „Aa, naa fan”, ſvarede Professoren, „ja, det 
gjør min Pudel ogſaa“. 2 ; 


Indhold Middag, Digt af Anna Winkel Horn, med Billede. — Ene hjemme, 
af A. — En Strid om Jisgenting, af Berthold Auerbach. — 
En norſt Kunſtner, med Billede. — Piasſava og Piasſavahandelen, 
med 2 Billeder. — To Skoletammerater, af Em. H. — Husflid: 
Koſtebinding. Forferdigelſen af Piasſavakoſte, med Billede. — 
Smaating, med. Billede, 2 


vert 


sveunens Hovedſionkor Veſlerbrogade, (Arelhus) 2 B. 


u 


Fiſter i Harboøre ſkulde have 


5 SÅ : > S 4 
Oplysning og Husflid, udkommer. lil hver Søndag med et 16, ſpallet Ark, ſorſunel med flere 


jerdingaar medfølger gratis et Mori ſmult Tillegsbillede. Vladel kau beſliltes paa" 


Denn 


I 


— —— ꝛ̃eͤ 


. ³˙¹·ꝛͥ¹ wu AA
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Texts

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Husvennen 1875-76"

See other formats
